RUNDTUR PÅ BALKAN

DAGBOG FRA RUNDTUR PÅ BALKAN MARTS 2014

RUNDTUR PÅ BALKAN

Den 17.-27. marts 2014 

KLAR TIL AFGANG .... næsten


Som altid før afgang til en hyggelig rejse - denne gang et "krydstogt til lands" - er der en masse, der skal ordnes.  Man har altid for lidt tid til sidst. Og alligevel ikke.


Vi skal nok nå det. Og endda glæde os mere og mere til nye oplevelser.  Wien de første par dage er altid dejligt. Og de fire Balkan-lande, det derefter skal gå ud over, er alle fire nye for os. De er næsten de sidste europæiske lande, vi mangler at besøge.  Bortset fra Ukraine.  Det venter vi lidt med endnu.  Men det er med garanti, at vi snart skal derover også.


Jeg vil prøve at skrive lidt oplevelser fra turen hver dag.  Og måske har I endda tid og lyst til at kigge med - ind imellem.

 

Den 17. marts:

Wien, Weib und Gesang! Nej, det er vist ikke helt efter bogen. Men vi er i hvert fald landet smukt i Habsburgernes og danske Theophilus Hansens flotte by. Bor på det lækre Hotel de France på kejserens Ring omkring det pulserende centrum, selv på en mandag aften.


Vi indtog et overordentligt gedigent måltid på den berømte italienske restaurant Cantinetta Antinori lige ved Stephansdom'en. Og det hele blev totalt overdøvet af den allerbedste rødvin nord for Antarktis: Torcicoda Primitivo Salento 2012 fra Puglia, Italiens hæl. Jeg vidste slet ikke, at fuglene kunne synge så skønt. Og det vidste fuglene garanteret heller ikke selv.

Jeg kan i disse Krim-tider ikke være her i Wien uden at tænke på Anschluss i 1938. Det er to forbrydelser ud af samme alen :-(

 

Og så tænker jeg også på mit første besøg her i byen i foråret 1969. Da var jeg aktivt med til at smugle gamle ikoner (ikke koner!) ud fra det kommunistiske Ungarn tværs over Jerntæppet. Vi hjalp en gammel ungarsk familie med at få deres skjulte værdifulde ejendele ud, inden Kadar og hans slyngler fik fat i dem. Pulsen var lidt høj, da vi luskede over grænsen. Men så (naturligvis) meget fredelige og uskyldige ud - som altid. Så alt gik godt!

 

Den 18. marts:

I det herligste forårsvejr tog vore helt egne trofaste apostlenes heste mere end 12 km byen rundt. Og der er som altid mere end rigeligt at gøre og at se på i denne overdådige by.

Når man ser byen i sit fulde flor, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan byen stort set var totalt ødelagt, da den røde hær i 1944 jog de nazistiske hære på flugt. Wien blev som Berlin delt op i 4 besættelseszoner ( en russisk, amerikansk, britisk og fransk zone). Besættelsen ophørte i maj 1955 og republikken Østrig blev oprettet med grundlovsbestemmelse om, at landet skulle være neutralt. Det blev det. Men samtidig blev byen i de kommende år et arnested for alskens spioner og andre folk med skumle hensigter.
Landet fik dog stor anerkendelse allerede i oktober1956, da det tog sig af hundredetusinder af ungarske flygtninge efter den sovjetiske invasion af Ungarn.

Genopbygningen af Wien i de samme år var en helt igennem kolossal kraftanstrengelse, hvor både stat og private spillede en meget vigtig rolle. Sammen med Marshall-pengene fra USA.

 

Vor dag startede med lidt arbejde. Jeg besøgte med min formandshat for alle expats vor østrigske søsterorganisation. Det blev et rigtigt godt møde. Er der to, der står sammen i fremtidens europæiske expat-politik, så er det os i ETTW (Europeans Throughout the World, som jeg er formand for) og vore østrigske kolleger. De vil helt sikkert blive et af vore kommende medlemmer. Der bor ca. 500.000 østrigere uden for Østrig.

 

På vor videre færd kom vi forbi den stedlige ukrainske kirke. Uden for den var der lavet et nyt mindesmænke med navnene på alle de ukrainere, der er blevet dræbt under demonstrationerne i Kiev for nylig. Masser af nye blomster på stedet. Det var en rørende og meget vedkommende oplevelse.

Videre på turen så vi en ny såkaldt Ecotram. En økologisk sporvogn. Vi forestillede os, at alle passagerer hver har pedaler, så de selv kan drive sporvognen frem :-)

Vi listede også forbi den berømte Strauss statue i byparken. Og lagde også vejen om Musikverein. Det er herfra nytårskoncerterne kommer hvert år, mens man nedkæmper tømmermændene fra nytårsaften.

Apropos musik så var Wien også i en periode hjemsted for den kendte tysk-danske sanger Max Hansen (den lille Caruso), der gjorde verden sit besøg fra 1897-1961. Det var ham med den søde vise "Kys hinanden".

 

En anden vigtig forbindelse mellem Wien og Danmark var de 25.000 wienerbørn, der i årene 1919-25 kom til Danmark i tre til tolv måneder. De sultede og var ved at gå til i de elendige år efter 1. verdenskrig. Så de kom friske og velnærede hjem igen. Mange kan sikkert huske firfatteren Maria Krone, der var et af de få wienerbørn, der forblev i Danmark og ofte fortalte om det i radioen.
Efter 2. verdenskrig kom der et nyt hold på 14.000 wienerbørn til Danmark på kortere ophold.

 

Videre fremme på vort togt i dag besøgte vi også det berømte Nasch-markt. Her købte Liselotte røget paprika. Jeg købte en rem til at holde bukserne oppe (mine egne!) og derefter et godt glas vin for at holde humøret oppe. Det er nu ikke svært :-).  Det morsomme var, at vor vin blev serveret af en bajer (fra Munchen - og med snabelskæg). Charmerende gut.

Vi fandt også andre hyggelige vandhuller undervejs - såsom en stor udendørs Biergarten til vor frokost (Fiakr-goulasch) og Cafe Weimar til en Theaterplatte sent i aften.

Det passede flot efter en skøn oplevelse i Volksoper. Fruen gav billetter til Cole Porters berømte musical Kiss Me Kate. Flot, flot opsætning. Og jeg faldt slet ikke i søvn. Det plejer jeg ellers at være god til, særligt i operaer !

Einen wunderschoen Tag har det været. Det var nu godt, at tyrkerne blev slået godt og grundigt på flugt den septemberdag i 1683, da de troede, at Wien var deres. Det var den ikke!!

I dag er den vores :-)

 

Den 19. marts:

Så er der afgang fra Wien. Men vi kommer tilbage i begyndelsen af oktober med "Pinseklubben" som start på vort krydstogt fra Wien til Strasbourg. Det kunne være rigtig dejligt igen at bo på dette herlige "Hotel de France" her centralt på Skotternes Ring.

Ude i lufthavnen skal vi om lidt møde vore 14 rejsefæller de næste 8 dage. De er nok lidt bælgøjede. De skulle mødes i Kastrup lufthavn kl. 05.00 i morges!

Så nu er det Albanien, det skal gå ud over! Austrian Airlines vil føre os sikkert derned.

 

Vi fandt uden problemer vore rejsevenner i Wiens lufthavn. De så forbavsende friske ud, selv om de havde været oppe fra midt på natten. Og sørme om ikke der er en deltager, jeg kender fra meget gamle dage, nemlig fra Handelshøjskolen i Aarhus i 1972-73. Han råbte mig straks an på munter vis! Og mindedes hyggelige stunder fra dengang. Han hedder Kristian Langer og er revisor i Løgstør. En anden deltager er fra Vejle Stadsarkiv, så ham kender Claus nok. Henrik Nedergaard Olsen. En enkelt kvindelig deltager fra Frederiksberg dukkede aldrig op, så hun er overført til kategorien Mystik. Vor hyggelige og dygtige rejseleder Klaus Bjerre har godt styr på os alle. Vi fandt også hurtigt ud af, at vi har trådt vore studentersko sammen i Aarhus og har adskillige fælles venner. Klaus skulle egenlig have været med på Johannes tut for historielærere til Baltikum i disse dage. Men måtte så tage til takke ned os :-)

Vi havde en fin flyvetur med Austrian ned over Beograd til Tirana. I det flotteste forårsvejr. Her blev vi mødt af vor alletiders albanske guide Kledi, der skal følge os på hele turen. Ham fik vi en superinteressant snak med over en kop albansk vin. Han har fra 1993 været seks år i Michigan i USA, så hun taler flydende amerikansk.

Vort hotel midt i Tirana et supermoderne 1 år gammelt hedder Villa Alba.

Inden vi nåede så langt besøgte vi Nationalmuseet og fik Albaniens historie fra de illyriske tider til i dag på en times tid. Flot gået. Jeg var mest interesseret i den kommunistiske tid under diktatoren Enver Hoxha. Magen til forbryder skal man lede længe efter. Men efter kommunismens fald er ingen blevet straffet. De der stadig lever går frit omkring. Er det godt eller skidt, kan man godt spørge?

 

Byen er livlig og noget rodet.

 

I aften fik vi et fantastisk godt albansk måltid. Det var noget vore sultne maver syntes gevaldigt godt om!

 

Den 20. marts:

I dag startede vi med at besøge Tiranas kunstmuseum. En stor bygning fra kommunismens tid og med en masse socialrealistisk "kunst" med maleri efter maleri med den store fører Hoxha i spidsen for sit "glade og velnærede" folk. Altid interessant at se, hvor tossede folk kan blive.
Og der var også malerier, det havde kostet malerne op til 25 år i kasjotten at male.

Bagefter gik turen nordpå til bjergbyen Konja, hvor helten var albanernes nationalhelt fra 1400 tallet. Den langskæggede gut hed Skanderbec. Han holdt stand mod de tyrkiske angribere i 25 år. Da hans efterkommere få år efter tabte og flygtede til Italien, sad tyrkerne (osmannerne) på magten her på Balkan i 500 år.

Videre nordpå i vor dejlige Mercedes minibus med verdens bedste chauffør arriverede vi i aften til Shkodra. En rigtig hyggelig by, der mange steder er sat flot i stand, bl.a. med EU penge. Albanien er et kandidatland til medlemskab af EU, så det får stor støtte til at udvikle sig. Det er også nødvendigt.

Albanerne er de sødeste og venligste mennesker, man kan forestille sig. Dejligt at opleve.

Igen i aften stod menuen på dejlig traditionel albansk mad. En masse små retter med lækker albansk rødvin til. Og skyllet ned med endnu bedre raki bagefter.

Og vejret er i sit allerbedste forårshumør hele tiden. Så det er svært at bevare pessimismen :-)

 

Den 21. marts:

På denne sidste dag i det illyriske Albanien besøger vi den flotte romersk-katolske St. Stephen's katedral i Shkodra. Denne nordlige del af landet har altid været meget præget af italienerne. Det kan man bl.a. se på husene og på kirkerne. Også på katedralen. Da diktator Hoxha forbød al religion i landet fra 1960erne, blev de fleste kirker og moskeer revet ned af unge mennesker, der specielt var sat på opgaven. Katedralen fik lov at blive stående og blev lavet om til byens sportshal. Efter kommunismens fald blev den igen kirke med støtte og udstyr fra mange sider. Og pave Johannes Paul kom forbi i 1993 for at genindvie den.

Inde i kirken kan man bl.a. se en tavle med billeder og navne på 44 kristne, som kommunisterne dræbte på de mest bestialske måder. Blandt andet en kvinde, der blev puttet ned i en sæk sammen med en flok dødssulte katte. Det blev hendes uhyggelige endeligt.

Man må stadig undre sig over, at ingen af disse tusinder af forbrydere og deres håndlangere er blevet straffet bagefter på nogen måde.

 

Vor videre tur i dag gik nordpå. Vi beså bl.a. en af de 750.000 små bunkers (ja du læste rigtigt), som Hoxha lod bygge for at beskytte landet mod dets fjender. Hver bunker kostede ligeså meget at bygge som et hus. De er armeret med svensk stål. Nu ligger de hen til ingen nytte og skæmmer landskabet. De er et af kommunisternes hæslige efterladenskaber!

Ved grænsen fik vi købt lidt Skanderbec cognac (6 euro pr.flaske). Og så ind i et af Europas nyeste lande, Montenegro - de sorte bjerges land. Navnet kommer af veneziansk. Hvis det var italiensk, ville det hedde Montenero. Her bor 400.000 sjæle. De rev sig i en folkeafsteming løs fra Serbien for nogle år siden. Landet er meget bjergrigt. Og befolkningen er stolt og stridbart. Vor albanske guide tilføjer, at montenegrinerne også er kendt for ikke at slide en vis del ud af bukserne :-) De er ualmindelig gode til at smugle cigaretter, især til Italien. De gør vist nok også i våbensmugling. Det har der de sidste 20-30 år været god mulighed for på disse kanter :-(  

Montenegro er godkendt som kandidat til med årene at blive medlem af EU. Det betyder, at de er forpligtet til gradvist at indføre europæiske standarder og regler i deres politiske, økonomiske og retlige system. De bruger allerede Euro'som deres valuta.

Vor tur i Montenegro gik langs den fantastisk flotte bjergkyst. Vi kørte bl.a. oven over den lille havneby Kotor, som vi besøgte på et krydstogt for år tilbage.

Vi kørte igennem 25 skarpe hårnålesving og nåede op i 1250 meters højde. Flot, flot, flot. En del af vore damer i gruppen var lidt utilpasse. Men alle klarede den.

Vi nåede som planlagt frem til Montenegros gamle kongeby Cetinje oppe midt i bjergene og blev indkvarteret på et gammelt forslidt kommunisthotel. Men det er ok.  Byen er hyggelig og sød. Det nød vi allerede godt af i aften på en gemytlig bar med fersken-brændevin!

 

Den 22. marts:

I dag var ligge-over-dag. Det vil sige, at vi er her i montenegrinske Cetinje i hele to nætter. Ellers skifter vi hotel hver dag.

Vi valgte i formiddag at blive i byen, mens rejselederen og halvdelen af de andre oksede op på et højt bjerg for at se på et berømt mausolæum. Det fik de ikke meget ud af på grund af høj sne de sidste tre km derop. De prøvede at vandre det sidste stykke gennem sneen - en af deltagerne i bare fødder i sandaler!  Men den flotte udsigt over hele Montenegro kunne selv sneen ikke tage fra dem.

 

Vi gik i stedet en tur i den hyggelige by med ca. 10.000 indbyggere. Husene og atmosfæren minder os om hovedgaden i Nykøbing Sjælland. Et besøg i et velforsynet supermarked blev det også til. Og så sluttede vi os til lokale unge mennesker på torvet til en kop noget eller to. I den dejligste forårssol.

Cafeen - sponsoreret af Carlsberg - ligger lige ved siden af den tidligere belgiske ambassade. Overfor ligger den tidl. bulgarske ambassade. Lidt derfra finder man flotte huse med de tidligere ambassader fra Tyskland, Frankrig, Italien og England. Hvorfor er de der? Fordi Montenegro var selvstændigt i årene 1878 til 1916, hvor de blev erobret af Østrig-Ungarn. De havde en konge, der bl.a. var nær ven med de russiske zarer. Hans slot - på størrelse med en lille dansk herregård - besøgte vi også. Her så vi blandt andet et flot maleri af dansk-russiske kejserinde Dagmar. Resten blev remset op af en lokal lirum-larum guide, der kunne en masse årstal og ooribdelsen af en masse porcelæn m.v. Hun får ikke min formidlings-pris :-(

I aften fik vi en væmmelig lokal paneret fisk, så min kur fik tilskud af en enkelt banan. Skyllet ned med god lokal rødvin!

Bagefter fik vi en overordentlig hyggelig aftensnak med især Anette og Jan om mangt og meget lige fra rejser til hollandsk politik og app'en Sound Hound, hvor både Liselotte og Jan havde fornøjelsen af at få  deres velsungne sange genkendt!!

 

Den 23. marts:

I dag var sidste dag i Montenegro. Vi visiterede et gammelt ortodoks kloster fra 1100 tallet inde i bjergene. Og så var det ellers 250 km igennem de flottest tænkelige bjerge. Op og ned. Og op igen. Helt op til godt 2000 meter, hvor grænseovergangen til Kosovo ligger. Vi mødte bl.a. et par hyggelige vildsvin. Der er også brune bjørne og ulve her i bjergene og skovene. Dem fik vi dog ikke hilst på. Endnu. Sne er der meget af heroppe. Dog ikke nær så meget, som de plejer at have. Ellers ville den bjergvej vi kørte på have været spærret helt frem til maj.
Undervejs gør vi af og til kaffe-, slivovitsch- og tissepauser i små hyggelige landsbyer. Og frokosten i dag var dejlige lokale cevapcici - små krydrede pølselignende frikadeller.

Stemningen i vor lille gruppe er fortsat på toppen. Vi får snakket hyggeligt med alle og hørt om de meget forskellige baggrunde og alle deres rejser. De er nemlig meget rejsevante og oplevelseslystne folk allesammen. Så der er nok at snakke om. For eksempel også om den berømte Læsø-bager og hvorfor det hedder wienerbrød, Danish og Kopenhagener. Den historie får I senere i mine daglige Dagen i Dag, når de starter ugen om nogle dage. Vore hyggelige nordmænd Margrethe og Lars fra Oslo bidrager også med spændende ting. De er begge arkitekter. Og så er de meget glade for Danmark.  De kalder Weekendavisen for Nordens bedste avis. Og taler med beklagelse om, at det i år er 200 år siden, at Norge tabte Danmark!

I aften ankom vi til Kosovo. Til byen Peja, der på serbisk hedder Pecs. Hyggeligt sted og dejligt hotel.

 

Den 24. marts:

Der er mange, der mener, at hvis man synes, man forstår politikken på Balkan, så er det fordi man har fået den dårligt forklaret!

Alligevel synes vi lidt efter lidt, at vi begynder at forstå en del af den. En del af galskaben, kan man sige.

Det er en relevant erkendelse netop her i Kosovo, hvor vi befinder os lige nu. Serbiske Milosovic og hans ækle spillen på gamle nationalistiske strenge kostede flere hundrede tusinde jugoslavere livet. Og førte til kolossale ødelæggelser oveni. Man kan mene meget om Tito - og det gør jeg. Men han formåede at holde ro og fred blandt folkene her på egnen. Ikke med søndagsskolemetoder. Ej heller med noget vi andre vil kalde demokrati. Men krig var der ikke. Til gengæld resulterede hans metoder i et så ophobet voldsomt gensidigt had, at gammelkommunistiske nationalistiske luskefise som Milosovic, Karadsic og Mladic kunne sætte det hele i brand. Og lederne på de andre sider var heller ikke for kønne.

I dag besøgte vi bl.a. den meget kendte og stadig delte by Mitrovica her i Kosovo. På den ene side af floden bor albanerne. På den anden side bor serberne. Og for de ikke igen skal ryge i totterne på hinanden, står der ca. 12.000 NATO tropper og EU politi imellem dem. Styrker fra ialt 26 lande er her. Vi spiste frokost sammen med soldater og politi fra bl.a. Frankrig, Sverige, Portugal, Schweiz, Ungarn og Tyskland. Danskerne er her også. Men de var åbenbart ikke sultne i dag. De fortalte os, at der er meget fredeligt for tiden.

Den side serberne bor på er formelt også en del af Kosovo. Men den kosovo'ske regering har reelt ikke noget at skulle have sagt derovre. Kun NATO tropperne - også kaldt KFOR (Kosovo Force) - har adgang overalt. Og det er også dem, der bevogter grænseovergangene ind til Serbien.

Når vi er her, kan vi ikke lade være med at tænke på vore mange besøg ved Berlin- muren i gamle dage. Og i Nicosia på det delte Cypern for  nogle år siden. Steder hvor internationale styrker er nødt til at holde tossede brushoveder væk fra hinanden. Men det er godt, at vi i dag har organiseret os sådan, at vi KAN forhindre myrderier og ballade på sådanne steder. I Berlin gik det over. Det gør det forhåbentlig også her på Balkan en skønne dag. Så er spørgsmålet, om vi i stedet snart skal hjælpe til på denne måde i det østlige Ukraine for at holde gemytterne i ro. OSCEs observatører er heldigvis allerede derovre.

 

Kosovo - det er navnet, man normalt bruger om det område, vi besøger lige nu. Andre - f.eks. Politiken - kalder det Kosova. Vi lærte i dag, at det sidste udtryk er det albanske - og at trykket ligger på so. Interessant.

 

På vejen besøgte vi i dag også Solsortesletten - stedet uden for hovedstaden Prestina, hvor serberne og andre kristne styrker var i et voldsomt slag med tyrkerne i 1389. Serberne tabte. Men de fejrer slaget hvert eneste år. Det var ved 600 års festen i 1989, Slobodan Milosovic i en stor flammende tale netop ved det store mindesmærke på Solsortesletten reelt satte gang i alle Balkan-krigene.

Det med hvert år fejre et nederlag kender vi også fra Danmark - nemlig på Dybbøldagen den 18. april. Dagen for Danmarks totale nederlag i 1864 efter vores nationalistiske selvberuselse !

Dagen i dag sluttede med et godt hotel og et overordentligt dejligt måltid i byen Prizlen - Kosovos kronjuvel, som den kaldes.

 

Den 25. marts:

Vores sidste formiddag i Kosova blev tilbragt i landets mest tolerante by Prizren. Her lever alle nationaliteter og sproggrupper fredeligt side om side. Selv et lille mindretal at tyrkere er der her. Og derfor er også tyrkisk et slags officielt sprog her i byen.

Vi besøgte et lille lokalt museum over den albanske kultur i landet. Det kom de serbiske styrker "til at brænde ned" i 1999. Det er fint bygget op igen. Det mest slående på museet var et kort over Stor-Albanien. Det vil sige de områder, der ifølge gamle osmanniske kilder havde albansk flertal frem til slutningen af 1800 tallet. Området var mere end dobbelt så stort som det nuværende Albanien og omfatter områder i alle dets nabolande. Vi er nok noget skeptiske over for de tal. Ophavsmændene havde givetvis trukket tallene godt i ørerne. Sådan er det tit med nationalistisk statistik og historieskrivning. Især her på Balkan.

Samtidig skal man huske på, at der i gamle dage ikke var de mange landegrænser her. Kulturerne og befolkningsgrupperne gled over i hinanden. Man var blandet, og det var for de fleste meget naturligt. Grænser er især kommet til som resultat af den forbandede nationalisme, der især opstod i 1800 tallet. Det var her, det gik galt. Grænser er noget fanden og nationalisterne har skabt! Derfor er noget af det allervigtigste i EU, at vi nu afskaffer det bras igen!

 

Jeg fik under vor snak med kosovarerne også lyst til at fortælle dem om den såkaldte Bonn-København erklæring fra 1955. Det var da Adenauer og H.C.Hansen bare ti år efter krigen blev enige om, hvordan vi hver især behandler vore mindretal på hver side af den dansk-tyske grænse. Den fungerer flot. Og jeg lovede at sende erklæringen til dem. Jeg tror, den kan gøre stor gavn her på egnen. Ikke mindst som inspiration.

 

Efter denne oplevelse forcerede vi i vor minibus endnu en høj og flot bjergkæde og kom til vort 4. og sidste land på turen: Makedonien. Eller FYROM som det er blevet tvunget til at hedde. Former Yougoslav Republic of Macedonia. Hvorfor det? Fordi Grækenland er helt "tovlige i hovedet" ved tanken om, at deres naboland kalder sig Makedonien. Og det er de, fordi de mener ,at Makedonien er græsk. En af deres nordlige provinser bærer navnet. I MÅ altså undskylde kære græske venner. I den sag er I altså efter min mening helt ude i det utilladelige overdrev. Hvad bilder de sig ind?! Jeg forstår ikke, at deres gode venner ikke forlængst har har talt dem til fornuft. Det er lige præcist den slags brovtende selvhævdelse og blanden-sig i andres sager, der er med til at holde nationalistiske unoder i live! Se at blive voksen og lad os komme videre!

 

Makedonien er et meget sammensat land og desværre fortsat en mulig krudttønde. Makedonsk sprog er meget tæt på bulgarsk. Og hele den vestlige del af landet med ca. 40 procent af befolkningen er albanere. De holdes efter deres opfattelse meget ude af makedonerne. Hvem der har ret er svært at vide. Men problemer er der. Og her i landet er der ingen internationale styrker til at holde dem i ørerne. Deres store ønske om at blive medlem af EU er til gengæld noget, der får dem til at holde fred og opføre sig nogenlunde ordentligt. Ellers ved de, at de ikke har en kinamands chance for at komme med i det gode europæiske selskab.

 

I dag og i aften har vi været i den albanskdominerede by Tetovo. Vi bor på hotel Tivoli med en dansktalende ejer. Dejligt hotel og skøn mad. Men en meget rodet og beskidt by. Vi havde dig en særlig opmuntrende oplevelse ved at besøge en særlig muslimsk sekt, bektas islam, der er meget åben og fredelig. Selv kvinderne anser de for at være ligestillede med alle mænd :-)

 

Den 26. marts:

Inden vi i dag forlod Tetovo besøgte vi et lille museum om historien omkring Berlin-konferencen i 1878, hvor osmannerne på Balkan blev drevet tilbage og nogle af de nuværende lande så dagens lys eller blev større eller mindre. Øverst på dokumentet figurerede selveste Bismarck med sin underskrift naturligvis.  En meget vigtig konference for at forstå også nutidens forhold her i området.

 

Bagefter trillede vi de ca. 40 km til Skopje. Det gik hurtigt, fordi vi kørte på motorvejen mellem de to byer. Den hedder Moder Teresa motorvejen. Hvorfor?  Fordi hun blev født af katolske albanske forældre - i Skopje. Hun betragtede sig hele livet som albaner. Under kommunisterne i Albanien var hun på ingen måde velkommen. Men det blev hun senere, da de var blevet kastet på porten. Og vi besøgte også senere i dag hendes fødehjem her i det centrale Skopje. Det vil sige, at det gjorde vi ikke, for det er der ikke mere. Omridset af huset er aftegnet på fortovet. Det måtte vige for et stort forretningscenter for en del år siden. Og det siges, at Moder Teresa var til stede og godkendte, at huset måtte vige pladsen "for the common good".

 

Hun er i øvrigt ved flere lejligheder på vor tur blevet omtalt af albanske guides som albanernes største personlighed nogensinde.  Og det har hun helt sikkert også fortjent.

 

I Skopje - Makedoniens hovedstad - startede vi med en går-tur med guide rundt i byen. Det er en meget gammel by - mindst helt fra romernes tid. Der bor 750.000 mennesker her, og byen ligger langs en flod og er ca. 20 km lang. På byens gamle borg fik vi bl.a. fortalt, at vikingerne havde været her. Mest som handelsmænd for at skaffe varer herfra.  Flere forskellige efterladenskaber med vikingernes dragetegn har afsløret dem. Derfor kalder makedonerne og andre her på egnen dem ikke vikinger, men "the dragons" - eller "dragonerne" må det vel være i dag.  Guiden gav disse vikinger en meget positiv omtale, så vi blev alle enige om, at så måtte det have været DANSKE vikinger :-)

 

Vi gik også en hyggelig tur gennem den gamle by med basarerne etc.  Det hele ser hyggeligt og nogenlunde velholdt ud - modsat i Tetovo.  Vi havde også det meste af eftermiddagen til at slentre rundt og  traditionen tro få købt et par akvareller til vore køkkener i Rixensart og Veddinge.

 

Vi havde på forhånd hørt, at Aleksander den Store er det helt store nummer her i landet og byen. Det er også korrekt. Til grækernes store vrede. Makedonerne har derfor dæmpet omtalen af ham lidt. For eksempel kaldes den store statue af ham midt i byen ikke Aleksander den Store - men kriger til hest!  Og landets flag er ikke som i starten Aleksanders kendte solstråle-flag, men en reduceret udgave med 8 stråler.  Det gamle var det flotteste !

 

For også at tækkes den albanske del af befolkningen har man her i centrum også opstillet en statue af deres gamle nationalhelt Skanderbec.  Dog ikke så stor og imponerende som Aleksander, naturligvis!

 

Eftermiddagens store oplevelse var et besøg på Skopjes holocaust museum.  Meget flot og dygtigt lavet. Det er bygget for at mindes og ære de 7-8000 makedonske jøder, der omkom i Treblinka KZ lejren i Polen under krigen. Og en del af pengene til den moderne bygning er kommet fra jødisk ejendom, der efter krigen ikke havde nogle ejere, fordi de var udryddet. Det var ikke mindst tyskernes bulgarske allierede og håndlangere, der udførte det beskidte job.

 

I aften spiste vi på byens bedste makedoniske gamle restaurant Stara Kyka  (Old City House) lige ved centrum. Superbt måltid - superb betjening. Og en rigtig god måde at slutte vor dejlige rundtur på.

 

I morgen formiddag går det hjemad.  Og min blog vil i morgen give vor vurdering af hele denne meget spændende og meget vellykkede tur Balkan rundt.

 

Den 27. marts:

Vi er nået frem til sidste dag på denne dejlige tur. Efter morgenmaden øverst oppe på hotellet – med fin udsigt ud over byens centrum -  kørte vi mod lufthavnen. Den hedder naturligvis Aleksander den Store. Og det gør motorvejen ud til den også.

Austrian Airlines førte os let og elegant til Wien. Her skiltes vore veje. De fleste fortsatte nordpå mod København og Oslo, mens vi drog hjem til det belgiske. Det havde vi 4 timer i den vel-assorterede lounge i Wiens lufthavn til at forberede os på.

Vi kan uden forbehold konstatere, at vi synes, det har været en glimrende rundtur med masser af oplevelser og en gruppe dejlige mennesker at rejse med. Vor rejseleder Klaus klarede opgaven til punkt og prikke. Hans enorme viden om Balkan, ikke mindst historien og samfundsforholdene både før og nu, var det en stor fornøjelse at få del i. Vi blev alle meget klogere. Måske stadig ikke helt fortrolige med de meget indviklede politiske og etniske forhold i disse lande. Det bliver man nok aldrig.  Og han var elegant og yderst kompetent suppleret af vor meget, meget dygtige, vidende og yderst interesante albanske guide Kledi. Topkarakter til dem begge.  Og det mener vi at kunne sige med en vis vægt, da vi begge har en lang erfaring med rejser af netop denne slags, også masser af gange som rejseledere. Også i de gamle østlande, hvor intet var sikkert på forhånd.

Sidst, men ikke mindst skal vor meget professionelle albanske chauffør også have al den ros, vi kan mobilisere. Vi forstod, at han også var mekaniker. Det fik han heldigvis ikke brug for.  Men køre bil – selv under de vanskeligste forhold – det kunne han. Sjældent er vi blevet ført så fløjlsblødt op og ned af stejle bjerge og rundt i mylderet i de forskellige byer. Og selv om han vist nok ikke kunne alt for mange fremmede sprog, så kunne han til enhver tid kommunikere med alt og alle – bare på den måde, han var på.

12 points til alle tre ledere på denne helt igennem dejlige og oplevelsesrige tur.

 

Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen

niels4europe@gmail.com   og   liselottethogersen@gmail.com  

35, avenue de l’Europe, B-1330 Rixensart, Belgien

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.01 | 04:13

Har du brug for et lån til at købe en bil eller betale nogle regninger og starte en
ny forretning? Hvis ja, kontakt os på cashierslenders01@outlook.com med
info

...
12.01 | 21:52

RELIABLE LÅN TILBUD UDEN OPFRONT FEE OG STRESS GARANTERET

Har du brug for et presserende lån til erhvervslivet eller at betale regninger med 3% rentesats? Vi t

...
10.01 | 12:12

Hej

Har du brug for et presserende lån til at løse dine økonomiske behov? Vi tilbyder lån fra 2.000,00 til 50.000.000.00. Vi er pålidelige, kraftfulde, hurtige

...
10.01 | 10:20

Hej Sir og Fru

Lånetilbud mellem privat og ærligt i 48 timer

e-mail: mirandacaprino@gmail.com
email: thomas.stumpls@yahoo.com

Jeg er villig til at give dig et lån mellem 2000 og 900.000 (Lån
hurtig og pålidelig). Jeg er i partnerskab med flere banker
h

...
Du kan lide denne side