Historier om stort og småt
Om at være på hundesjov

 

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

Om at være på hundesjov....

 

Jeg vil lige fortælle  om en lille oplevelse, jeg havde på min daglige vandretur for nylig!

Jeg prøver hele tiden at finde nye veje. Det lykkedes også i mandags - gennem en skov i Lasne ikke så langt herfra. Normalt er der hunde mange steder, der hilser på mig med et bjæf af forskellig højde. Det samme i mandags. Men pludselig kommer der en ung og ret lille Lassie-hund løbende. Ikke bare kommer den løbende. Den følger med mig. Bliver ved og ved og ved. Jeg prøver på forskellig måde at få den til at gå tilbage. Men nej. Ikke tale om. Den VIL med. Den vimser omkring hele tiden, men holder hele tiden øje med, hvor jeg er og kommer fluks
tilbage. Jeg prøver et par gange at snyde den ved hurtigt at dreje om et hjørne. Altsammen til ingen nytte. Den har slået sig på mig.

Mit første alvorlige problem var, at jeg på denne tur var nødt til at gå et stykke langs den stærkt trafikerede vej. Hunden med. Af og til løb den også ud på vejbanen, så bilerne måtte bremse hårdt op – mens de stirrede arrigt på mig! "Han kan ikke engang passe på sin hund"  stod der malet i ansigtet på dem. Og jeg var selvfølgelig ked af at se den blive kørt ned. Men hvad kunne jeg gøre...

Lidt efter kom vi ind i et mere fredeligt villakvarter. Men det var som at komme fra asken i ilden... Her gik der masser af fredelige folk med deres hunde i snor. "Min hund" fór hver gang hen til dem. Uden at gøre noget, men alligevel. I hvert fald fik jeg en masse skældud. Jeg
forsøgte at forklare dem alle, at det IKKE var min hund. Og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med den  :(

Liselotte var på biblioteket, så jeg trak min hunde-tur ud, da jeg vidste, at jeg nok ikke kunne lukke døren op og slå alarmen fra uden at hunden gik med.  Til sidst arriverede vi på vor parcel. LL var her ikke endnu, så vi gik tur i haven - hvor hunden drak en liter vand af fuglebadet. Og ville lege "kaste pind" :)

Til sidst kom Liselotte i sin nye dyt. Efter overvejelse besluttede vi sammen at køre kræet - som var en meget sød og venlig hund - over i det kvarter, hvor den havde sluttet sig til mig. Dens halsbånd viste nemlig intet navn eller telefonnummer.

LL kørte, og hund + mig sad på bagsædet. Noget urolige - begge to. Det pudsige var, at da vi kom over i Bourgois-området, hvor den havde "samlet mig op", blev den helt eksalteret - som om den kunne genkende det. OP med bagdøren - UD med hunden - og AF med et uventet problem :)

Ja, sådanne oplevelser får vi vandringsmænd også!

Jeg må vist overveje, om jeg er nødt til at sprøjte mine sko og bukser med "Gå-Væk-Hund" spray :)

 

Flygtet til Nordkap - eller hvad ?!

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

Om:  Flygtet til Nordkap eller hvad ??!!

 

Scenen er juni 1992. Nærmere betegnet tirsdag den 3. juni. Antal deltagere i mit daglige morgenmøde kl. 9.00 oversteg næsten antallet af mine medarbejdere!  De stimlede til for at høre, hvad der nu skulle ske.

 

Hvorfor nu al den ståhej ?  Fordi Danmark dagen før i sin folkeafstemning havde sagt Nej til Maastricht-Traktaten.  EU’s store projekt med EURO og meget andet. Ganske vist var flertallet for et nej meget lille. Hvis 13.000 havde stemt ja i stedet for nej, var det blevet et Ja.  Men et flertal er et flertal, naturligvis.

 

Mange af os danske havde aftenen før oplevet gyseren på ”Pouls Bar” nederst i vores bygning i rue de Trèves.  Af og til blev nogle af os kaldt til telefonen for at give Danmarks Radio en stemningsberetning fra danskerne i Bruxelles.

 

Både sidst på aftenen, da resultatet forelå, og den næste dag, var mit personlige budskab til folk, at Danmark nu havde meldt sig ud på mange fronter i EU. Og at man ikke skulle være naiv og tro, at de andre 11 medlemslande ( der var kun 12 dengang ) bare ville sige, at det var da  ærgerligt, så kan vi ikke komme videre. Sådan blev det som bekendt heller ikke.

 

Der var mange krisemøder og megen hektisk aktivitet som følge af denne nye situation.

 

 

Men jeg havde selv mit helt eget problem.  Ikke bare med det negative resultat. Men med noget meget mere praktisk og jordnært:  Dette var dagene lige før pinse.  Og Liselotte og jeg havde bestilt en spændende tur op til det nordligste Skandinavien for at slappe af og opleve naturen i en lille uges tid. Og afgangen var sat til  .....  i dag – den 3. juni.  Først til Helsingfors, overnatning i lufthavnen, og så videre med fly ca. 1.500 km nordpå til Ivalo i Finland, leje af bil. Og så kørsel til spændende steder i både Finland og Norge. Ikke mindst Nordkap og Kirkenes med besøg ved Ishavet stod øverst på vor smørrebrødsseddel.

 

I vor planlægning for lang tid siden tænkte vi, at det ville være en dejlig måde at fejre et stort arbejde op til den danske folkeafstemning på. Og forhåbentlig også feste for et godt resultat. 

 

Nu var situationen mildest talt en anden.  Men alle fly, bil og hoteller var bestilt.  Og forventningerne var også oppe i højeste gear.

 

Der skulle handles hurtigt, så jeg gik straks efter mit morgenmøde ned til min daværende generaldirektør, Colette Flesch, som jeg havde et glimrende forhold til.  Jeg forelagde hende de barske realiteter og bad om hendes råd.  Hun var ikke et splitsekund i tvivl:  Selvfølgeligskal I rejse. Det er jo ikke dig, der har tabt en afstemning !, som hun sagde.  Hun mente formentlig også, at ingen er uundværlige ( selv om jeg måske inderst inde var af en lidt anden opfattelse ).  Det var de Gaulle, der engang fik forelagt, at den og den person er uundværlig – hvortil generalen tørt svarede:  Kirkegårdene er fyldt med uundværlige mennesker!    Så galt var det dog ikke her. Men jeg havde fået løst mit problem og kunne efter at have ordnet et par hastesager drage afsted på den planlagte tur.

 

Selvfølgelig var jeg godt ærgerlig over ikke at kunne følge med i, hvad der nu ville ske i den spegede situation.  Internettet, e-mailen og mobiltelefonerne ventede stadig på at blive opfundet.  Men så måtte jeg vente, indtil vi i næste uge kom tilbage, med at få at vide, hvad kloge folk i mellemtiden havde besluttet.

 

Vi kom afsted – og havde forresten en fantastisk tur.

 

Da vi et par dage senere sad helt oppe i Kirkenes i det nordligste Norge, åbnede jeg for fjernsynet for at høre, hvad det norske monopol-TV havde at fortælle om livet. Og stor var min overraskelse, da første programpunkt i nyhederne handlede om et EU-ministermøde omkring Danmarks nej til Maastricht. Og endnu mere overrasket blev jeg, da jeg fandt ud af, at dette  EU-møde fandt sted i.... Oslo.   Noget usædvanligt, må man sige.

 

Grunden var den, at der længe havde været planlagt et NATO-ministermøde i Oslo. Og da næsten alle EU-landenes udenrigsministre var med der, så besluttede man at flyve den irske udenrigsminister derop. Og hokus-pokus:  så var et EU-møde på plads. Man må sno sig, når det er nødvendigt.

 

På et tidspunkt lykkedes det mig også at få kontakt med mine medarbejdere i Bruxelles.  Det skete gennem de gammeldags midler, vi havde til rådighed dengang. Og her hørte jeg, at rygtet gik i Bruxelles, at jeg var flygtet længst muligt væk på grund af det danske nej J    Altså helt op til Nordkap.  Hvem der – formentlig for at være morsom – havde sat dette rygte i gang, ved jeg ikke. Men der var folk, der gik rundt og troede på det.

 

Så let slap de ikke for mig – heller ikke dengang. Og da jeg var tilbage få dage senere, tog jeg tømmen i fast hånd og fik både afmonteret alle falske rygter – og sat en større informationsindsats igang om den nye situation.  Udfordringer er til for at blive – udfordret.

 

Det var spændende dage dengang ! Og alt endte godt – undtagen for Danmark, der stadig væk –  i dag 20 år senere – lever et EU-liv ude på sidelinjen J    

 

 

Niels Jørgen Thøgersen   - den 13.6.2012

 

kimbrer@gmail.com  

 

 

 

 

 

Om vort HjemmeUndervisitet

NJT fortæller...

Vort HjemmeUndervisitet

Man skal lære så længe man lever. Men skal up-grade sig selv, som det hedder nutildags. Fylde nyt på. Udfordre sig selv. Gå på daglig opdagelse i den forunderlige verden, vi heldigvis er en del af.

Det gør vi aktivt her på parcellen i Rixensart.

Hver morgen – efter indtagelse af vor velfortjente morgenmad – lader vi os inspirere af, hvad der er særligt for denne særlige dag. Altså lige præcis i dag, som vi altså just er begyndt at nyde.

Hvad hedder dagen? Og hvorfor gør den det?  Det er nemlig sådan, at alle dage – alle 365 – har et navn.  Det ved vi normalt ikke meget om. Og det er måske også ligegyldigt. Og dog... For hvert navn har en historisk baggrund.  Er knyttet til fortiden. Lad mig sige det med det samme: det behøver ikke være sandt. Det er det måske endda sjældent. Men navnene stammer stort set alle fra den katolske kirke. Det er helgen-navne. Det er de fleste af os nok ret kolde overfor. Men historien bag – den er efter min mening interessant.  Uanset om det er korrekt, en legende eller en trossag. Intet opstår af intet – undtagen lommeuld. Der er en grund til, at tingene ( i dette tilfælde dagene ) hedder, som de gør. Det fortæller i hvert fald noget om fortiden. Om hvad folk dengang troede og gjorde. Og hånden på hjertet: vi er alle et produkt af fortiden.  Derfor synes vi, det er interessant at vide, hvorfor en dag hedder, som den gør !

 

Hvem er så født på denne dag? Altså ikke dem allesammen. De mere kendte.  Det laver jeg hver dag en oversigt over til mine hjemmesider. Hvad de hedder, også deres rigtige navne, hvis de bruger et kunstnernavn.  Hvornår de er født, og hvornår de er død ( hvis de er nået så langt ! ).

 

Og hvem er så uheldige at være død på denne dag ?  Dem er der i historiens løb naturligvis også mange af. Så dem har jeg opført på min dagsliste med navn, fødselsår og dødsdag ( altså denne her dag, som vi er på lige nu ).

Hvad lærer vi så egentlig af det? Navne og årstal er som bekendt ikke det mest ophidsende i denne verden.

Men det er slet ikke pointen. Tricket er min smartphone. Så den har altid mødepligt til vor morgenmad!  På den slår jeg nemlig dagens fødte og døde op, hvis fruen ellers synes, at de er værd at vide noget om!  Dog ikke, hvis hun allerede ved det ( eller jeg en sjælden gang ved det ). Vi slår op. Og frem vælter masser af interessante informationer om hver personage, endda også fotos, så vi kan studere, om hun eller han ser flink ud! Det er også vigtigt for stemningen ved morgenbordet J

Og nu kommer der noget helt særligt! En oplevelse af de sjældne – et kick på opleveren!  Mange af de gode fødte og ( desværre ) døde er kunstnere og folk af den slags.  Hvad sang de? Hvordan lød det? Hvad kunne de?  Nu slår min smartphone til igen!  YouTube lader os opleve det hele. Sang, musik, underholdning.  Ja, det er lige før vi helt glemmer, at der også er en opvask efter dette! Altså dette morgenmåltid!  Jeg glemmer det i hvert fald tit J   Så henført bliver vi af al denne vis- og lærdom, som vælter os i møde!

 

Det er naturligvis svært at sætte ord på denne underfundige form for Rixensart’sk morgenmad ( ja, helt ærligt bliver det også af og til til frokost ).

Men vi kalder det altså HjemmeUndervisitetet.

Det synes vi er meget passende!

Pudsigt udtryk – hvor kommer det egentlig fra ? Det er lige så nemt forklaret, som det er sagt. Da jeg i tidernes morgen studerede på Aarhus Universitet og tog bussen ( i Aarhus hed den trambussen dengang ) til læreanstalten, annoncerede en vis trambusschauffør, når vi kom kørende ad Vestre Ringvej:  Næste stop: Undervisitetet !

Ja, hvorfor ikke! Og det er efterrretten ved hver eneste morgenmad her i huset!

 

Niels Jørgen Thøgersen

Den 4. marts 2012

e-mail:  kimbrer@gmail.com 

 

PS: Hvis nogen vil ”abonnere” på mine daglige HjemmeUndervisitets-lektioner, så sig til! De er endda gratis. De kommer med Internet-posten. Og de sætter gang i de små grå J De er vane-dannende!

Ad Wandsbeck til....

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

Om udtrykket Ad Wandsbeck til

Vi kender nok alle udtrykket ”at blive sendt ad Wandsbeck til”. Hvor mon det stammer fra?

Der er faktisk fire forklaringer, der alle hænger sammen med stedet Wandsbeck. Det er i dag en østlige forstad til Hamburg.

  1. Men indtil 1864 var det den sidste danske ( holstenske ) landsby før grænsen til Tyskland. På dansk hed den Vandsbæk.Den var altså på en måde det yderste punkt i det danske rige – langt væk.Ikke godt at ”blive sendt af Wandsbeck til”.

Men udtrykket refererer givetvis også til en mere konkret historisk begivenhed:

  1. I årene 1766-1808 var Christian VII konge i Danmark. Som alle ved, var han sindssyg og oftest helt utilregnelig. Terroriserede alt og alle, smed møblerne ud af vinduerne på kongeslottet, Christiansborg. Og turede rundt i København på bordellerne og slige steder sammen med et slæng af ligesindede. Statssagerne hjalp hans livlæge Struensee ham med, indtil han fik hovedet kappet af i 1772.

På den mere erotiske side klarede majestæten selv paragrafferne. På et af sine togter gennem nattens København traf han i 1767 den veldrejede unge pige Anne Cathrine Benthagen. En løssluppen ung dame, der om dagen hjalp sin mor med at bringe dennes syede støvletter rundt til kunderne. Og om aftenen og natten levede mestendels af prostitution. På grund af sin mors erhverv havde hun tilnavnet ”Støvlet Cathrine”.Hun deltog med stor energi i kongens mange eskapader. Men da hun også begyndte at blande sig i statssagerne og fik en højere embedsmand afskediget, blev det regeringen for meget. Hun blev i 1768 forvist fra København. Hvorhen? Til det fjerne Wandsbeck ! Dog med en årlig apanage på 400 rigsdaler.

Så når du næste gang kører igennem Wandsbeck eller hører om det, kan du passende sende en tanke til bemeldte letlevende ”Støvlet Cathrine” !

  1. Udtrykket betyder også ”afvisning af en uberettiget fordring”. Denne talemåde kommer fra den tid, hvor der stadig var et Tallotteri i Danmark Det blev afskaffet i 1851. Udtrækning fandt sted på 3 steder: i København, i Altona og i Wandsbeck.De udtrukne numre i Wandsbeck var ikke anerkendt de to andre steder. Altså udtrykket: ”den gælder til Wandsbeck”.Byen var i øvrigt dengang kendt som et tilflugtssted for mindre pålidelige eksistenser såsom vekselfalsknere og svigagtige fallenter fra Hamburg og Altona L

  1. Den fjerde forklaring på udtrykket stammer fra de rejsende håndværkssvende ( Naverne ). Det var skik og brug, at når deres pengepung var tom fik de en ”Geschenk” af Oldgesellerne i de byer, de kom igennem. Betingelsen var dog en påtegning i Vandrebogen, som de bragte med sig overalt. Ville en svend fra Hamburg til Altona, blev det ikke betragtet som nogen rejse, og der vankede ikke nogen ”Geschenk”. Derfor var det for svendene ofte kotyme at angive Wandsbeck som rejsens mål. Så kunne de erholde nogle Groschen. Når svandene sås enere talte sammen om påtegningen i vandrebogen, sagde de med et skævt smil: Den gælder ad Wandsbeck til”.

Sådan har begrebet ”ad Wandsbeck til” mange hyggelige og historisk lærerige forklaringer.

Om andre historier: Se min hjemmeside:http://www.niels-jorgen-thogersen.dk/
Om at lave TV-interview uden film i kameraet

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

 

Om ”vigtigt” interview til TV – uden film i kameraet

 

En af mine første opgaver som leder af EF-Kommissionens kontor i Danmark i 1973 var at tage mig af vigtige gæster fra Bruxelles. Både som lokal stifinder, taxa-chauffør og som PR-mand for dem. Danmark var for de fleste EF-folk dengang en ret ukendt størrelse deroppe mod nord. Og da Dronninge-riget allerede efter seks måneders medlemsskab skulle være EF-formand, kom der kommissærer og andet godtfolk i en lind strøm til landet. Normalt var de nemme og hyggelige. Og taknemlige for alt jeg kunne gøre for dem. Det føltes godt for en nybagt informationschef at være så meget involveret fra day one!

 

Der var dog én hyppig gæst fra hovedkvarteret, som var ualmindelig besværlig. Hver gang. Hun var chef for EF’s tolketjenste. Den berømte og berygtede Renée van Hoof.  Dygtig ad h.... til i sit fag. Hun påstod, at EF’s tolketjeneste var den bedste i hele verden. Og jeg er overbevist om, at hun havde ret. Ikke mindst takket være den måde, hun selv havde opbygget den på.

 

Og hvorfor kom hun dengang så tit til København? Det gjorde hun af flere grunde. Dels fordi hun altid sørgede for at være personlig tolk for Kommissionens formand Ortoli ( der stort set kun talte fransk ). Hun var altid lige ved hans og andre toppolitikeres side J   Og så kom hun også, fordi hun var i fuld gang med at hyre danske tolke. Der var ikke mange, der var kvalificerede. Så hun satte med det samme en særlig tolkeuddannelse i gang sammen med de to Handelshøjskoler – betalt af EF og med hende og hendes nærmeste medarbejdere stærkt involveret i både undervisning og ikke mindst i de afsluttende prøver.

 

Ind imellem møderne og undervisningen på Handelshøjskolen havde vi ”ansvaret” for fruen. Heldigvis havde hun insisteret på at have sin egen limousine med chauffør. Det gjorde det nemmere for os.

 

Men en gang satte hun mig på en alvorlig prøve. Hun var meget stolt af sit arbejde med at uddanne danske tolke og betragtede det nærmest som EF’s største gave til det danske folk J Derfor insisterede hun på at komme i dagens TV-avis – helt i starten af nyhederne, så hele folket kunne høre, hvad hun havde af godter til dem.

 

Jeg forsøgte at snakke lidt om pressefrihed – at TV nok selv gerne ville redigere sine nyheder. Og måske mumlede jeg også efter bedste evne noget om, at måske var hendes historie ikke SÅ store og banebrydende nyheder, som hun selv troede.

 

Men der hjalp ingen kære mor. Den ( dengang ! ) unge nybagte informationschef fik en utvetydig ORDRE til at få sikre, at et TV-hold kom en halv time senere på vort kontor for at lave interviewet.  Ikke mere at tale om L

 

Heldigvis fik jeg hurtigt en god ide. Jeg havde gode venner på TV-avisen. Venner og kolleger, som jeg allerede havde hjulpet tit og ofte, når DE havde brug for et interview med den ene eller den anden. Derfor ringede jeg til dem og klagede min nød. Lagde kortene på bordet. Jeg ville ikke risikere at tabe ansigt og troværdighed ved at prøve at ”sælge” dem noget, der ikke var noget.

 

De lovede at komme med et hold til det ønskede tidspunkt, og det gjorde de. Kamera, fotograf, lydmand og en journalist til at lave interviewet. Alt gik fint. Og fru van Hoof var meget glad og tilfreds. Og sikkert gevaldig stolt oveni.

 

Det betød blandt andet, at jeg i resten af min Kommissions-karierre havde en meget høj stjerne hos fruen. Her var der endelig en informationschef, der kunne sin metier J Hun glemte det aldrig.

 

Nu er jeg i sandhedens interesse nødt til at give en lille tillægs-oplysning:  Jeg var nemlig meget taknemlig for, at hun aldrig bad om en kopi af interviewet. Hvorfor ? Fordi indslaget blev ( naturligvis ) aldrig vist på TV-avisen. Og ikke nok med det: Der var heller ingen film i kameraet under interviewet !!  Det vidste jeg godt allerede, da TV-folkene var der. Men det holdt jeg af gode grunde helt for mig selv. Cosmic top secret!  Indtil i dag!

 

Det eneste minus var, at denne TV-hjælp kom til at koste mig meget ekstra hjælp til de samme journalister, når de igen havde brug for tilgang til kommissærer og andre interessante besøgende J

 

 

 

 

Om tolkning og lugt af fisk

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

 

Om tolkning og lugt af fisk

 

For omkring 25 år siden havde Kommissionen en formand , der hed Gaston Thorn. Han var luxembourger – tidligere statsminister, tidligere formand for FNs generalforsamling, og meget mere. Han var en lille og meget elegant mand. Var også venlig – endda ved sine ansatte J   Talte masser af sprog og var altid hyperaktiv.  Mens han var statsminister og FN-formand, m.v. var han i lang tid meget sjældent hjemme i sit land. Så stort var hans fravær, at en af landets aviser en gang skrev over hele forsiden: I dag er Thorn i Luxembourg!

 

Som alle Kommissions-formænd måtte Thorn på hyppige besøg i medlemslandene – og ofte også udenfor. Jeg har selv rejst mange gange med ham i flere af de nordiske lande.

 

Men her vil jeg fortælle om et besøg, han aflagde i Esbjerg.  Dengang havde Danmark en konservativ Europa-parlamentariker, der hed Kent Kirk, og som var fiskeskipper i Esbjerg. Fiskeriet var allerede i de dage til hyppig diskussion i EF. Som altid mente fiskerne, at de var de bedste – ja, vel de eneste – der havde rigtig forstand på at regulere fiskeriet. Og når regeringerne, miljøorganisationerne og EU havde en anden opfattelse, ja så var der lagt op til konflikt.

 

Det var i den situation, at Kent Kirk inviterede Kommissions-formanden til at komme til Esbjerg for at se på forholdene med egne øjne. Og svaret var JA TAK.  Thorn ankom aftenen før til København, og jeg tog som altid imod i lufthavnen. Turen i den lejede limousine gik til Hotel d’Angleterre, hvor han og delegationen blev indkvarteret. Flyet til Esbjerg afgik næste morgen kl. 7.00 !  Så briefingen før besøget måtte derfor ske på hotellet sent om aftenen. Alt gik vel. Indtil henad midnatstide. Så spurgte Thorn mig, om tolken til fransk var på plads? Hvilken tolk ?, måtte jeg forbavset svare. Sådan noget var altid arrangeret på forhånd. Men ikke i dette tilfælde. Og ingen havde tænkt over det, da Thorn også talte glimrende engelsk. Men han insisterede – og så måtte jeg naturligvis parere ordre.

 

Hvor i alverden får man ved midnat fat i en fransk tolk, der kan stille i lufthavnen godt seks timer senere og tage med til det vestjyske ? Gode råd var meget dyre. Pludselig kommer jeg i tanker om en god veninde, der faktisk var oversætter og tolk i dansk, engelsk og fransk. Jeg ringede straks til hende. Jeg må i sandhedens interesse sige, at det var IKKE let at overtale hende til at tage med. Det med at fisk ikke var hendes stærke side, slog jeg hen ( det har jo heller aldrig været min egen stærke side J ) Det skulle nok gå – og hvad jeg ellers kunne finde på i min store natlige nød. Hen ad klokken 1 fik jeg hendes endelige ja. Puhhhh....

 

Næste problem var at få en ekstra billet i en fyldt flyver med så kort varsel. Heldigvis kendte jeg også en SAS-mand, jeg kunne vække midt om natten. Jeg ved ikke, hvilken stakkel der blev sat af flyveren. Men vor tolk kom med.

 

Afsted kom vi. Og aldrig så snart vi var i luften, så startede den første tumult i vor delegation. Det var MEPeren Poul Møller, der naturligvis også var inviteret med over til sin partifælle. Han fandt pludselig ud af, at han i skyndingen og mørket i soveværelset var kommet til at tage sin rød smokingjakke på til brune bukser. Han påstod, at han ville undgå at vække sin kone. Løsningen blev, at hans assistent – der også var med og som have nogenlunde samme højde og drøjde – måtte aflevere sin nydelige brune jakke og i stedet vandre resten af dagen rundt i den fine røde jakke. Vi døbte ham tjeneren på hele turen. Som Poul Møller sagde: Hvad har man en assistent til !

 

Vel ankommet til den vestjyske hovedstad tog værten Kent Kirk straks hele delegationen til morgenmad på virksomheden Andelsfisk.  Den behandler industrifisk ( det vi andre kalder skidtfisk ). Fy for den, hvor der lugtede L Midt i rundgangen – som vi ikke kunne slippe  for – hviskede den altid elegant klædte Thorn til mig: This will cost me a new suit !  Han var bestemt ikke nogen glad mand.

 

Morgenmaden blev indtaget i hast, mens vi alle mentalt holdt os for næsen.  Bagefter var der bustur på havnen, som er kolossal stor. Der blev peget og forklaret. Altsammen gevaldigt interessant.

 

Sidste hovedpunkt var en sejltur med Kent Kirks store fiskekutter – naturligvis med værten ved roret. Turen gik rundt i hele havnen – både den indre og den ydre.  Kent er en meget vidende og meget charmerende mand, så vi fik os en rigtig god oplevelse. Og også en lille én eller tre til næsen, naturligvis. Det løfter altid stemningen.

 

Og hvad så med vor tolk, vil du sikkert spørge ? Ja, det er en god historie. Hun holdt ord. Fisk og hvad de forskellige af slagsen blev kaldt – det havde hun aldrig hørt om. I hvert fald ikke på fransk. Nok heller ikke på dansk eller engelsk.  Og da et meget væsentligt punkt under besøget netop var at forklare formand Thorn, hvad problemerne var og hvad politikken for de forskellige fiskearter skulle være, gav det naturligvis problemer, når tolken hver eneste gang oversatte de forskellige arter med ordene: C’est un poisson. ( Det er en fisk ).  Thorn fra det landfaste Luxembourg kendte sikkert heller ikke meget til de mange fisk. Men han studsede alligevel over, at de allesammen hed det samme L   Efterhånden gik det op for ham, hvad problemet var.  Det store grin, som kun han kunne diske op med, løste op for situationen. Og han aftalte med værterne, at de i stedet allesammen skulle snakke engelsk sammen. Og det blev heldigvis også til en venlig bemærkning af Thorn og endda et venligt skulderklap til vor lidt forlegne tolk.  Nu kunne hun så i stedet koncentrere sig om at tænke på, at hun formentlig også måtte ud for at købe en ny kjole efter alle disse fisk og deres dunster!

 

 

 

Om at tisse i sin chefs sko

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

Om at tisse i sin chefs sko

 

Chefer er noget særligt noget. Jeg har selv været en af dem i det meste af mit arbejdsliv. Enten er man ( næsten ) elsket. Eller også er man ønsket hen, hvor peberet gror. Jeg har heldigvis selv mest følt det første J Med rette – eller urette.

 

Jeg havde for omkring 25 år siden en virkelig dejlig chef. Den bedste jeg har haft nogensinde, tror jeg. Han hed Franz Froschmaier, en vennesæl og meget kyndig bayerer der dengang  var generaldirektør for Kommissionens informationstjeneste. Og dermed min øverste chef. Jeg var dengang leder af EF’s kontor i København. Vi havde et virkeligt godt personligt forhold. Jeg lyttede til ham ( og det skulle jeg jo ), og han hørte efter mig ( og det skulle han jo ikke ). Herudover tror jeg – ja, jeg ved – at vi begge følte, at vi havde samme attitude til livet og dets mange genvordigheder. Og det var – i hvert fald for mig – en dejlig oplevelse at have, når man vidste, hvordan menneskelige relationer ellers kunne være i et stort hus som vort – EF-Kommissionen.

 

En af mine mange opgaver var at hytte EFs forbindelser med de andre nordiske lande. Derfor ledsagede jeg Franz Froschmaier på hans første officielle besøg i Oslo. Han havde været der før med sine tidligere opgaver som kabinetschef for Kommissionens udenrigskommissær Wilhelm Haferkamp. Man denne gang var han på egen boldgade – og så måtte jeg med for at stå bi. Vi havde gode og interessante møder – nordmænd er jo søde og flinke – og der var ikke optræk til problemer af nogen art. Det passede os begge fint.

 

På et tidspunkt var der en pause, hvor vi var overladt til os selv og sammen kunne forberede, at Franz lidt senere skulle i audiens hos den norske konge. Efter et par lokale Frydenlund’er følte vi begge behov for at besøge den lokale ”tappehal”. Her fortsatte den – formentlig kreative – dialog om EF og Norge og hvad Franz skulle sige til landets monark desangående her om lidt. Mens vi hver især – side om side – afviklede vort trængende ærinde, fremkom min chef med visse overordentlig interessante betragtninger. Jeg var naturligvis lutter øren – og høflig som jeg ( næsten ) altid er, vendte jeg mig om mod ham for at vise, at jeg var virkelig interesseret. I min begejstring for samtalens inspirerende udvikling havde jeg ganske overset, at når JEG drejer mig, så gør mine personlige ”ejendele” det samme J Et øjeblik efter siger min chef ganske forbavset: Hvorfor er der pludselig så vådt i min sko ?”  

 

Ja, så galt var det gået. I min iver over at være lydhørig og interesseret var jeg ganske enkelt kommet til at tisse direkte ned i min chefs sko  L

 

Panikken holdt naturligvis sit indtog. Ikke hos Franz – min chef. Men hos mig! Hvad i alverden siger man for at redde sig ud af en sådan umulig situation L

 

Situationen blev reddet – nogle sekunder senere ( men de føltes som åååår ) – da Franz elegant tog sin sko af og tømte den stille og roligt i kummen. Og samtidig venligt sagde til sin uelegante repræsentant i de nordiske lande:  Det er da heldigt, at jeg har mørkt tøj på i dag !

 

Med den bemærkning gik Franz Froschmaier op til kongen – og jeg gik selv flovt hen og tog en lille norsk én henne om hjørnet J

 

 

Om en bi-ting i bukserne

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

Om en bi-ting i bukserne....

 

For nogle år siden kom Liselotte og jeg fredeligt gående i en park i Münster i Tyskland. Vi var på visit for at se denne westfalske by, som freden i 1648 gjorde så berømt. Rådhuset fra dengang står fint endnu. Men desværre har intensiv bombning under krigen ”ryddet meget op” i den gamle by. Den har derfor nu mange grønne parker. Det var i en af dem, vi tog en sommer-vandretur.

 

Pludselig ser vi et godt stykke længere fremme en ung mand komme cyklende. Og endnu mere pludselig begynder han at fægte med alt, hvad han kan fægte med. Hvad har vi dog gjort ? Har han ondt i sinde ?  Inden vi rigtigt får taget os sammen, springer han af cyklen og tager med lynets hast sine bukser af.  Nå, da-da-da-da. Vi er nok ved at møde en blotter....  

 

Både nysgerrigheden og måske også hjælpeinstinktet bringer os hastigt hen til den hyperaktive unge tysker.  Og uden at vente på vore spørgsmål råber han ud i luften med gråd i stemmen:  Es ist eine Biene in meine Hosen !!   ( Der er en bi i mine bukser ).

 

Så kan det nok være, at vi bedre forstod hans ivrige gestikulering, hans høje skrig og hans rindende tårer !

 

Hvad det hele endte med, nåede vi ikke at få at vide. Den unge forskræmte westfaler styrtede bukseløs afsted – med eller uden bi-hilsner på sine ædlere dele L  

 

 

Om at tale i en petroleums-klub i USA

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

Om at tale i en petroleums-klub i USA

 

Jeg var for 25 år siden på en taler-turné i det sydlige USA. EUs Delegation i Washington bad nogle af os i hovedkvarteret i Bruxelles om at komme til Staterne for at hjælpe dem med at fortælle de oftest uvidende amerikanere om, hvad Europa og EU er for noget. Og jeg havde det år påtaget mig at rejse Sydstaterne rundt i tre uger og holde 2-3 taler og foredrag pr. dag. Jo, der var gang i én dengang J

 

Nu var opgaven rent indholdsmæssigt normalt ikke voldsom svær. De gode folk man talte for vidste dårligt nok, hvor Europa lå. Men det måtte jeg så forklare dem. Og det gik ofte meget lystigt til.

 

Et af mine arrangementer var i Louisiana. Nærmere betegnet i New Orleans. Ikke i en af jazz-klubberne, men i The Petroleum Club of Louisiana. Mødet – det var om aftenen – fandt sted øverst oppe i en skyskraber med udsigt så langt, man kunne forestille sig. Deltagerne var kun mænd i nydeligt mørk dress. Ganske vist havde formanden taget sin kone med. Men hun blev parkeret ude i garderoben hele aftenen. Endda uden at kny.

 

Formanden var iøvrigt en oplevelse i sig selv. Han var gammel – endda meget gammel. Han fik mig overbevist mig om, at han havde været med som general på D-Dagen i Normandiet i juni 1944. Spændende fyr. Han vidste endda noget om Europa – selv om EU.

 

Nu var det sådan – det var jeg blevet advaret om på forhånd af vort kontor – at det var et tørlagt møde. Ingen alkohol. Det virkede lidt underligt at få serveret en megastor og iøvrigt meget velsmagende rød bøf. Og så få serveret amerikansk Appolonaris til. Endda af de gode mærke ad libitum. Men det rystede mig nu ikke.

 

Det gjorde derimod formandens – præsidentens – velkomstord til mig efter maden. We are very greatful, Dear Lord in Heaven, that you allow us tonight to have Mr. Thogersen with us. And that he will tell us all about export and import.  Det var ordene. Fulgt af en langstrakt bøn til samme Vorherre. Det gav til gengæld mig tid til at tænke over, hvad jeg nu skulle præsentere om dette emne, som jeg ikke vidste, jeg skulle underholde med.

 

Først tog jeg tilflugt til gamle Viggo Starckes berømte ord i 50erne: Import er godt, for det er noget, vi får. Eksport er dårligt, for det er noget vi skal af med!  Den vækkede den bønnelystne forsamling. Og så husker jeg ikke så meget om resten. Godt begyndt er jo mere end halvt fuldendt. Det ved enhver ræv af en taler.

 

Godt må det nok have gået. For da vi bagefter kom til spørgsmålene, var der en ældre herre nede i baggrunden, der begejstret tog ordet og takkede mig hjerteligt for den store og positive oplysning. Og han sluttede med de ord, jeg aldrig vil glemme:  Now, tell me, Sir, if we here in Louisiana should like to become a member of the European Community, where do we sign ?!

 

Jeg blev klar over, at der nok var en enkelt “detalje”, jeg havde glemt at fortælle den ærede forsamling om.

 

Mødet var slut – alle takkede og stak på næven. Men for mig var denne skyskraber-aften kun lige begyndt!  Min general-formand kaldte mig med sig - Come here, lød det bydende. På vejen ind bag et tungt tæppe nåede  jeg lige at hilse på hans kone ude i garderoben. Hun fik bare besked på at vente. Nu kom vi sammen med et par andre ”knægte” ind i klubbens allerhelligste. Det tørlagte var med ét lagt på hylden. Her flød det med – ikke mælk og honning og ej heller petroleum. Men whisky in langen Banen. Og der var ingen vej udenom. Som generalen sagde: Efter al den elendighed med kød og vand og med dit timelange foredrag, så er det på tide at komme til sagen!

 

Det blev en meget sen nat J Og til vores ros skal siges, at da vi midt på natten dinglede hen til elevatoren, huskede vi skam at få generalens kone med fra garderoben. Endda uden garderobemærke.

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

26.11 | 02:16

Kære lånesøgere

Har du økonomiske vanskeligheder? Vil du starte din egen virksomhed? Dette lånefirma blev etableret menneskerettighedsorganisationer rundt omkring i verden med det ene formål at hjælpe de fattige og mennesker med økonomiske vanskeligheder

...
05.11 | 15:56

Selv om jeg kender fortællingerne (godt ord for resten og måske bedre end historier) er det herligt at læse. Du skriver jo eminent!

...
30.12 | 21:23

Hvorfra stammer udtrykket "...udskidt æblegröd ved juletid"
MVH
Chrystal

...
14.06 | 03:54

Tak for forklaringen på bæverding - et ord jeg har brugt så længe jeg kan huske. Jeg har undret mig over forklaring indtil nu, og ordet er ikke i ODS.

...
Du kan lide denne side