Beskrivelse af tur på Europas største flod
Min DAGBOG fra Volga-turen maj 2012

Volga Dagbog den 5.-19. Maj  2012

Se også fotos:  www.flickr.com/photos/oplevelser2012   

Dag 1:  Lørdag, den 5. maj:

Rejseglæden - forventningerne - opladningen til vort togt til nye og ukendte steder, det er næsten halvdelen af nydelsen. Hvad venter der os ? Hvem skal vi være sammen med ? Hvor meget bliver vor tålmodighed udfordret ? Er sengen på skibet et bræt à la Kina ?

Vi er overbeviste om, at alt bliver dejligt, spændende, lærerigt. Når man er på rejse, kommer man altid hjem som et nyt menneske.  Måske endda som et bedre menneske ( hvis det da er muligt  :-) )

Denne første dag har været en dejlig start. Lige fra kl. godt 14, da vor vært Jean Francis agerede taxa og kørte os til Rixensart hovedbanegård. Og fra vort hyggelige besøg på Exki-cafeen på Gare du Midi. Virkelig god og virkelig billig. Til TGV-toget direkte til Charles de Gaulle lufthavnen nord for Paris. Man bliver i Nordfrankrig altid benovet af de kolossale marker uden et hus eller en gård så langt øjet rækker. De bor fortsat alle inde i landsbyerne - som vi gjorde det i Danmark før 1788.

I lufthavnen var det svært at finde det bestilte Novotel. Men efter at det lykkedes med det førerløse lufthavnstog, var alt godt. Flot værelse nr. 225 - endda med dyner og en menneskelig madras. Ikke en lyd kan man høre fra flyene, når de kører forbi lige udenfor.

Efter en kort ørehviler og lidt TV-avis om præsidentvalget i morgen, så stod det på dejlig middag i restauranten. Den søde tjenerpige blev ekstra sød, da hun i begejstrede vendinger roste vort franske. 'Kun en lille fin accent', som hun sagde. Så rettede vi os altsaa lidt op i stolen.

Under den hyggelige middag sad vi.bl.a. og gættede paa, hvem af de andre spisende gæster, der nok skal med på Volga. Spændingen udløses i morgen. Maden var ekcellent.  Entrecote med herligt tilbehør. Og desserter, hvor især Liselottes yogurt med satelletter var kreativ. I det hele taget er det et dejligt og anderledes hotel.

 

Vi meldte os iøvrigt straks ind i Accor-klubben, som Novotel er en del af. Og mens vi sad og spiste, fik vi en bekræftelses-email på medlemskabet plus de første points. Imponerende effektivt.

 

Dag 2: Søndag den 6. maj:

'A hard night' . Sådan vil jeg kalde mit samvær med Novotels seng i nat. Det er måske, fordi jeg efterhånden går så meget ind for de bløde værdier, at enhver fremmed seng for mig er 'hardware'. Samtidig var det hermetisk lukkede værelse - på grund af flystøjen - desværre af den meget varme slags. Den installerede air condition var taget på ferie. Måske på krydstogt.  Nå, men jeg lagde midt i nat den strategi at folde dynen sammen og lægge mig oven på den. Det løste med det samme begge problemer.

Herligt at have god tid til morgenmaden, som altid er god og rigelig på Novotel. Stille og roligt tilbage til Terminal 2, møde den muntre herre fra CroisiEurope, checke ind og komme igennem en meget hurtig paskontrol og en endnu hurtigere sikkerhedscheck. Så vi nåede ubesværet frem til den sidste rødvin på fransk grund :-)

Og ikke at forglemme: der var gratis WiFi ( fra Orange ) både på hotellet og i lufthavnen. Sådan skal det være. Overalt. Vi skal nok vinde også det slag en skønne dag !

Vi har nu set de første af vore medpassagerer. Hyggelige pensionister ligesom os selv. En overmåde elskelig fransk herre mellem 80 og skindød henvendte sig straks til os og til mange andre. Blandt andet med en besked om, at han sidst var i Rusland i Krustjovs tid. 'Det var hårdt' sagde han. 'Selv naar man ville staa af bussen, var man nodt tilat spørge først'.

Alle procedurer i Charles de Gaulle var nemme og hurtige. Vi nåede endda en sidste omgang fransk rødvin ( lille flaske ). Så afsted kl. 14.20. Med en ny Airbus 321. Næsten fyldt. Men god plads til alting. Og glimrende service af de orangeklædte Aeroflot steawardesser med røde sko. Selv deres armbåndsure var orange.

Og maden m.v. var også mere end fortrinlig. Endda med dansk lurpak smør. Jo, det var svært at bevare pessimismen.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de go’e gamle dage, da Aeroflot-stewardesserne åbenbart helst skulle veje 300 pund. Så når de trampede ned ad midtergangen, så rystede hele flyveren. Eller da min gamle ven Keld engang fandt et hul i flygulvet og fik besked på at holde kæft. Han er oprindelig flymekaniker, så det gjorde ikke sagen bedre.

Vi fløj afsted hen over Belgien, Nordtyskland, Vilnius og Minsk i Belarus. Og landede i Moskva før tidstabellen kl. 19.24  ( der er to timers tidsforskel mellem Paris og Moskva ).

 

Og dagen fortsatte med glædelige overraskelser. Pas- og toldkontrollen i Moskvas lufthavn gled som i smør. Ingen problemer. Den unge pasbetjent endda smilede til os. Og udfyldte maskinelt de indrejsepapirer, som vi troede, vi selv skulle lave. Altsammen lynhurtigt. Og toldbetjenten - også yngre end mine egne børn - ænsede os ikke et blik. I gamle dage ........ alt dette tog timer. Alt blev endevendt. Og man endte altid med at blive ængstelig og nervøs. Det var helt sikkert også meningen !

Den store Moskva Sheremétyevo-lufthavn er blevet moderne og velfungerende. Al skiltning er på både russisk og engelsk. Og folk er meget venlige og hjælpsomme. I gamle dage var den slags 'en by i Rusland'.

Vort krydstogtselskab CroisiEurope havde sendt deres franske direktør for krydstogtet fra Astrachan til Moskva for at hente os. Alain Loison hedder han. Venlig og især meget præcis og klar i mælet. Vi skulle afsted fra samme terminal - Terminal D. Blot tage elevatoren op til 3. Sal. Det kunne selv VI finde ud af. Afgangen - igen med Aeroflot - var præcis kl. 21.50. Igen med et moderne Airbus 321 fly. To timers flyvning ud over de russiske stepper. Vejret havde lidt ondt i maven, så vi blev rystet godt sammen. Det forhindrede ingenlunde vore nye 'oranginer' i at servere en god middag - dog ingen vin eller pivo. Det var nok også godt det samme.

Landingen i Astrachan i det absolut sydøstligste hjørne af det europæiske Rusland ti minutter i midnat startede på en måde vor RIGTIGE tur.  I 17 graders varme.

Første indtryk var, at det lugtede fælt af olie og ulækre ting. Vi var straks overbeviste om, at sådan var det nok på disse kanter med al deres olie- og gasproduktion. Det ville være forklarligt. Og dels huskede vi begge ikke russerne for at være de mest miljøbevidste - for at sige det mildt.

Men lad mig sige det med det samme: Denne fede, vamle dunst var begrænset til lufthavnen. Vi har ikke mødt den siden. Og det glæder os overmåde meget - især for deres egen skyld.

Vel ankommet i lufthavnshallen begynder løjerne. Erindringen fra gamle dages Sovjet bliver i et snuptag vakt til live. På forhånd havde jeg læst, at netop lufthavnen i Astrachan var en af de mest moderne regionale lufthavne i Rusland, indviet i februar 2011. Det må være en anden del af lufthavnen. Her blev vi over gamle murbrokker og et par grandvoksne vandpytter skubbet ind i en forhal til ankomsthallen. Her oplevede vi et energisk mundhuggeri mellem den lokale sherif ( med den typiske mega-store kasket med høj rejsning ) og CroisiEuropes kvindelige russiske tur-direktør Galina. De var meget uenige om, hvor VI skulle være, og hvor vor bagage skulle befinde sig. Den lokale ordensmagt vandt naturligvis. Og efter lang tids venten ( vort fly var det eneste ), kunne vi bag ruden se vore kufferter blive hensat i almindelig uorden. Intet bagagebånd eller andre nymodens filurligheder. Men heller ingen adgang til at hente dem. Denne tingenes stilstand varede så længe, at  man kunne nå at besøge lufthavnens toilet mindst et par gange. Det var en særlig udfordring i sig selv, da man hver gang måtte forcere en stor vandpyt foran toilettet.

Til sidst tog nattens folkestemning over. Vi masede os simpelt hen ind til kufferterne for at hente dem. Ordensmagten gik i hi. Eneste problem var, at der ikke var lys inde ved kufferterne. Så vi måtte hver især nærmest føle os frem mellem medpassagerer og kufferter. Og heldigvis til sidst hver især komme ud med vore ejendele.

Næste problem - og klokken var efterhånden blevet 1 om natten - var, at busserne ikke var der. Og på dette sene tidspunkt efter en lang rejsedag er ens mentale lunte lidt kort. Den blev dog ikke antændt. Busserne kom. Og vi nåede efter et kvarter velbeholdne frem til vort gode skib for de næste to uger: M/S Maxim Gorki. Indcheckningen var nem og elegant. Og inden vi kunne nå at stave til Astrachan, befandt vi os i vor bestilte junior-suite nr. 330 på 3. Daek.

Sagt klart og tydeligt med det samme: En overordentlig dejlig kahyt. Med både opholds- og soveafdeling. Og med masser af skabsplads. Og et fuldt udstyret badeværelse med dusch. Samt oveni det hele: et stort og velfungerende køleskab. Dog tomt. Men det skal vi snart få noget gjort ved :-)

Overraskelserne var endda ikke forbi endnu: Vi blev inviteret til en dejlig middag i restauranten. Klokken 01.45 om natten. Det var imponerende. Og det fejrede vi med et par grandvoksne vodkaer, som vi kunne indkøbe på stedet. En god søvn skal vel have en årsag.

 

DAG 3:  Mandag den 7. Maj:

Astrachan - vor første by. Navnet siges at komme af 'østlig khanat'. Det østlige rige. I hvert fald er det noget af det østligste af Rusland i Europa. Vor bustur rundt i byen viste os lidt af hvert. Godt forklaret af den søde lokale guide. Perlen var naturligvis det lokale Kreml. Bygget i midten af 1500-tallet som de andre Kreml'er ved Volga. Beskyttelse mod angreb fra øst.  Dette Kreml er i meget fin stand. Med flotte ortodokse katedraler - en vinterkatadral med varme indbygget og en sommerkatedral oven på den første - uden varme. Flotte og imponerende med deres funklende løgkupler. Og med masser af ikoner og andre skatte indeni. Kvinder skal helst have et klæde om hovedet, når de går derind. Der hænger endda nydelige eksemplarer af slagsen ved indgangen ( altså af klæder ). Men skulle nogen formaste sig til at gå ind uden, falder ikonerne ikke ned og præsterne ikke om af den grund.

Apropos præster:  de har modsat deres katolske brødre lov til at gifte sig. Og det gør de. Vi så på katedral-området en ung præst med sin lille søn ved hånden. De stod ved siden af en bil med Nilfisk påmalet. Så han støvsuger sikkert også derhjemme.

Vi lagde mærke til, at mange unge russere kom til kirkerne med de obligatoriske 'kors- og bolletegn' både når de kom og når de gik. Det er på en måde forståeligt. Kirken, som langt hen ad vejen var undertrykt under kommunismen, har fået en renæssance. Er blevet et nyt fast holdepunkt for mange. Dens øverste chef tog endda  som noget hidtil uhørt næsten de mange demonstranter efter parlamentsvalget i december 2011 i forsvar over for myndighederne. Den slags giver positiv genklang, i hvert fald blandt de unge.

Hvad vi også bemærkede i dag var, at ikke bare Kreml, men det meste af byen var forbavsende ren og ordentlig. Stik modsat i gamle dage. Det kan dog delvist skyldes, at der overalt i landet, også her i Astrachan, varmes op til den store 'Victory Day' i overmorgen. Men vort indtryk er, at denne nye renhed stikker dybere end det. Tillykke med det.

De gamle faldefærdige rønner med 'hjemmestyreruder' ( det er det grønlandske udtryk for pap-vinduer ) er der dog fortsat. Både med og uden beboere. Andre af de gamle træhuse er sat fint i stand.

Havnepromenaden var noget helt for sig. Bygget i 2005 og betalt af Gazprom, det store statslige gasselskab. Den fåes ikke bedre. Lang og bred. Meget afvekslende. Mange aktivitetsmuligheder, også for børnene. Masser af bænke. Og diverse cafeer og pivosteder undervejs. Så vidt vi så er det byens eneste fodgængerzone. Og meget populær. Stor ros skal de have for den.

Vort skib Maxim Gorki lå heldigvis lige ved denne promenade.

Der var også et hotel på promenaden. 'Azimut' hedder det. Det lignede udefra et gammelt Intourist-hotel fra 70erne. Vore nye schweiziske venner ( se senere ) boede der een nat før vor ankomst. Højst en halv stjerne, var deres dom.

Byens store fiskemarked blev også besøgt. Bortset fra anmasende unge zigøjnere ved indgangen var det også en god oplevelse. Masser, masser af fisk. Især røgede fisk. Nu er jeg som bekendt ikke nogen specialist udi disse metierer. Men jeg kunne godt se, at madmangel er der i hvert fald ikke her. Masser af handlende, unge som gamle. Og ganske mange fisk blev også langet over 'disken', som normalt ikke er en disk, men højst en fiskekasse. Man kunne vist også faa smagsprøver. Det eneste der undrede os var mængden af FORSKELLIGE fisk. Af alle arter og størrelser. De må være fra deltaet og fra det nærliggende Kaspiske Hav. Og sikkert også importeret langvejs fra. Stør så vi vistnok ikke nogen af. Vi fik senere forklaret, at de stort set har forladt området, fordi de mange sluser længere oppe ad Volga forhindrer dem i at svømme op for at gyde. Det kommer så sikkert naboerne i Iran til gode.

Jeg skylder også at fortælle, at vi ude på fiskemarkedet besøgte et helt igennem moderne og velforsynet supermarked. Med alskens varer af enhver art. Og vi kunne uden besvær betale med vestlige kreditkort. Også en 'first' for mig i Rusland.

Klokken 18 var der afgang nordpå.  1 1/2 døgns sejlads de godt 500 km op til Volgograd ligger forude.

 

DAG 4: Tirsdag, den 8. Maj:

Denne dag er vor første og eneste fulde dag på floden. Hele dagen og to nætter imod strømmen og op til Volgograd. Godt 500 km. Egentlig er det på vandet, Liselotte og jeg befinder os allerbedst. Så det er nærmest pr. definition en rigtig dejlig dag. Vi glider sindigt afsted. I det dejligste vejr. Nærmest umærkeligt. Motoren hører vi ikke meget til. Vinden holder fridag. Og den brede flod giver os nærmest indtryk af at sejle på Storebælt. Kun det skønne vejr med omkring 28 grader fortæller os, at vi er sydpå. Ca. på højde med Lyon og Wien.

Vor største overraskelse er, at vi er helt alene på den store flod. Intet andet skib i syne i nogen retning. Den store, råbende tomhed. Det er med andre ord ikke her, russerne gør deres handel. Hverken med dem selv eller med naboerne rundt omkring Det kaspiske Hav, Iran, Kazachstan og Azerbadjan. Det kan undre. Dels fordi jeg faktisk troede, at de handler sammen. Og dels fordi det er kendt, at søtransport er syv gange billigere end enhver form for anden transport.  Så man skulle tro, at 'Mor Volga' blev brugt i handelens gode ærinde. Men nej. I hvert fald ikke mens vi er her. Private skibe er der heller ingen af. Floden er så stor og bred, at man sagtens kunne have fornøjelse af lystbåde her, inkl. dem med sejl. Men nej. Måske man skulle starte en båd-business på disse kanter J

Flodbredden i begge sider er langt væk og meget lav. Vi er i et udpræget lavland. Ikke en bakke i sigte. Og meget sjældent et hus at se. Det er mennesketomt næsten overalt. Vi er blevet fortalt, at man producerer olie og gas på disse kanter. Måske er det hemmeligt. Der er intet at se.

Sådan bevæger vi os den ganske dag stille og roligt mod nordvest - i ingentings-land.

Vort gode skib er langfra ingenting. Det hedder som tidligere nævnt Maxim Gorki efter en af kommunismens kendte poeter. Bygget i Østrig i begyndelsen af 1970erne og moderniseret for en halv snes år siden. Hjemmehørende i Nízhny Nóvgorod. Det kan have 160 passagerer og en besætning på omkring 40. Velholdt, veludstyret, meget floddygtig. Nuvel, det har ikke al den luksus, vi er vant til fra andre krydstogtskibe: såsom TV i kabinerne, telefoner, Internet, gym, pools og moderne senge. Men vi har lært os på denne tur, at man skal lade være med at sammenligne.  Man skal nyde og få det bedste ud af det, man har. Et godt princip  generelt, iøvrigt.

Skibet er russisk, ejet af firmaet Vodohod. Vi har klart paa fornemmelsen, at russerne kke accepterer, at CroisiEurope bruger deres egne skibe herovre. Det har de lov til alle andre steder. Men ikke her. Og det er måske forståeligt.  Man vil have mest mulig lokal beskæftigelse.

Vi har sandelig også mødt vor kaptajn. En  stor godmodig, russisk kæmpe på næsten 2,5 meter :-) Sådan så han ud.   På een gang frygtindgydende og samtidig meget tillidsvækkende. Ikke mindst på grund af hans meget dybe bas-stemme, som nok især sætter gang i damerne.

Der er også en læge ombord - en vips dame med strittende hår. Og hoteldirektøren - hende der står for vor ve og vel både til bords og til sengs - er en meget venlig og velvoksen russisk dame godt og vel over gennemsnitsvægten. Til at hjælpe sig har hun en byge af russiske tjenere og andet godtfolk. Aller er søde, dygtige og hjælpsomme. Især  VORES lille kvikke tjener Olga har taget os med storm. Som jeg straks sagde til Liselotte: 'Hun må gerne blive mor til mine børnebørn'. Det har jeg dog ikke sagt til hende. Endnu.

En af hendes unge kolleger fascinerer mig også. Især med den måde, hun går på. Hun er simpelt hen i stand til at gå på sådan en måde, at jeg er sikker paa, at hendes unge og velvoksne bryster svinger og vugger så meget under al hendes gang, at de ikke producerer mælk, men kærnet smør. Både når hun har last og når hun har ballast J

Maden er glimrende, i hvert fald indtil nu. Liselotte er dog ikke imponeret. Men det kan hun også tillade sig ikke at være. Buffet med alt godt om morgenen. Inklusive høflig selvbetjening. 4 retter ril frokost ( som russerne og folk på landet i Danmark kalder middag ). Og 3 retter til aftensmad. Så kan man lige klare sig. Vi får endda mulighed for at vælge mellem forskellige retter, hvis man bare gør det på en omdelt spiseseddel dagen før. Det fungerer glimrende. Og vinen  -  baade den man får og den man køber - er eleksir for de tørste ganer.

Og så var der foredrag i dag. Vi skal ikke tro, at vi bare skal sidde og hænge. Frivilligt, javel. Men nysgerrigheden bød os at møde frem i eftermiddag til en forelæsning. Om Volga. Om vor tur. Om mangt og meget. I 70 minutter. På fransk. Højt og meget tydeligt fransk. Fremført så man næsten kunne høre ethvert komma og udråbstegn undervejs. Fremføreren var turens franske direktør, Alain Loison. En selvbevidst herre af den franske slags. Dygtig, utvivlsomt. Vidende, ikke til diskussion. En glimrende taler uden maniskript. Sådan. Vellidt ? Ja, i hvert fald af M. Loison himself. Men også af mange af os andre, der godt kan li’ klar tale og ren besked. Så må vi nordboer lide med, at sporten hele tiden at smage på sig selv og sine ord ikke er første prioritet i vore livretter.

 

Vi fik forklaret Volgas enorme betydning, ikke mindst psykologisk, for enhver russer. 'Volga - Matuschka'. Volga - Lille Mor. Vi fik også mere indblik i de forskellige byer, vi skal besøge. Og i deres historie. Og så hørte vi en masse om det, vi vidste i forvejen. Men det gjorde alle medpassagererne nok ikke.  Man er vel forberedt !

Som fortæller gjorde han efter min mening den klassiske fejl, at han præsenterede et utal af forskellige årstal. Og et mindst lige så stort antal statistikker. Det giver måske umiddelbart indtryk af stor viden og stor præcision.  Hvis de vel at mærke er korrekte. Men de siger ikke nødvendigvis meget om sammenhænge, om årsager, om udviklingen. Og det er vel trods alt DEM, der er vigtige og interessante.

Apropos medpassagerer: Vi har atter engang været overordentlig heldige. Vi sidder ved måltiderne fast ved et 4-mands bord. Bord nr. 8.  Og her er vi blevet 'parret' med Moniqueog Jacques. Et sødt schweizisk, ældre par fra Sion i Valais-kantonen ved Rhône-floden. Gode pensionister som os - lidt mere lagrede end os. Og med samme holdning til tilværelsens underfundigheder som os. Vi interesserer os for det samme - også ud over mad og drikke. Vi griner af de samme ting og de samme medpassagerer. Og vi har alle fire gjort verden i alle retninger.  Jacques har vaeret finmetal-ingeniør. Og Monique har passet godt paa ham. Sådan ser det i hvert fald ud. Og så bor de såmænd lige over for os - ikke i Rixensart, men her på skibet. Og Liselotte og Jacques har det samme svaghed for trangen til 'frisk luft'.. Jacques indtager den helst igennem en rigtig filterfri blå Gauloise. Liselotte nøjes som altid med at lade sine små Cafe Creme cerutter 'rense' de sidste urenheder ud af den russiske flodluft.

 

 

DAG 5: Onsdag, den 9. Maj:

Denne dag, i hvert fald i formiddag, er helliget Volgograd. Og vi er så heldige, at vi er her netop på denne dag: På Victory Day. Dagen, hvor Sovjet sejrede over Tyskland i 2. Verdenskrig. For 67 år siden. I Frankrig, England, Belgien og i mange andre vesteuropæiske lande fejres tyskernes betingelsesløse kapitulation i går - den 8. maj. Det var den dag, hvor tyskerne underskrev overgivelsen til Eisenhower i gymnastiksalen i Reims i Frankrig. Her var russerne som en del af de sejrende allierede naturligvis også til stede. Alligevel insisterede Stalin på, at der også skulle være en særlig underskrivelses-ceromoni i Berlin ( som netop russerne havde besat ). Det skete som ønsket i det sovjetiske hovedkvarter i Karlshorst i det østlige Berlin. Man fragtede simpelt hen den tyske delegation med feldmarskal og krigsforbryder Keitel i spidsen til Berlin. Underskrivelsen her skete om natten kl. 01.25. Derfor teknisk set den 9. Maj. Derfor fejrer russerne sejren på denne dag.

 

Som alle ved, er Volgograd ikke en hvilken som helst russisk by i 2. Verdenskrig. Det var her, den tyske fremmarch blev stoppet. Og hvor det begyndte at gå den anden vej. Byen hed dengang Stalingrad - et navn den havde fået i 1925 efter at en vis herre havde overtaget magten i Sovjet året før. Man sagde, at han som oberst i Den røde Hær havde gjort en særlig fortjenstfuld indsats her imod de hvide tropper lige efter revolutionen.

Fra august 1942 til slutningen af januar 1943 oplevede byen nogle af de hårdeste kampe under hele verdenskrigen. Alle kræfter blev sat ind fra både tysk og sovjetisk side. Skånselsløst. På et tidspunkt beherskede tyskerne 90 procent af byen. Vi så i dag tyskernes hovedkvarter lige midt i byen i kælderen af et stormagasin - under 1 km fra Volga. Men det lykkedes dem aldrig at tage det hele. Til sidst blev de totalt omringet af stærke sovjetiske styrker. Og direkte imod Hitlers ordre overgav feldmarskal Friedrich Paulus og hans resterende 91.000 mand sig til russerne.

Da var flere hundrede tusinde mand på begge sider faldet. Og byen totalt jævnet med jorden. Tyskerne var nu i sovjetisk fangenskab. Hitler havde forventet kamp til sidste blodsdråbe, herunder at Paulus ville begå selvmord. Men som Paulus senere sagde:  ' Jeg skyder mig ikke en kugle for panden på grund af denne bayerske korporal '.

Paulus var i et lettere luksuriøst sovjetisk fangenskab, meget af tiden med egen datcha uden for Moskva, indtil  1953. Undervejs var han bl.a. sovjetisk vidne i Nürnberg-processen i 1946. De sidste år af sit liv boede han i Dresden i det kommunistiske DDR og havde en mindre rolle i et militærarkiv.

Så godt gik det ikke hans 91.000 soldater. Halvdelen af dem omkom på vej til fangelejrene i Rusland og især i Sibirien. Den anden halvdel kom dels på hårdt fysisk arbejde i minerne i Nordrusland og I Sibirien. Og en del blev sammen med sovjetiske GULAG-fanger brugt til at bygge den 101 km lange Volga-Don kanal syd for Stalingrad ( nu Volgograd ).

Da kansler Konrad Adenauer tog til Moskva ti år senere i 1955 og fik de overlevende tyske krigsfanger listet ud af de nye sovjetiske ledere Bulganin og Krustjev, var der kun 6.000 tilbage. Og de var ikke alle fra slaget ved Stalingrad.

Nu tilbage til Volgograd i dag. Den er nu en moderne by på omkring 1 million indbyggere. Alt genopbygget siden 1945. Og antallet af indbyggere er fordoblet i de sidste 30 år.

Det er klart, at de historiske begivenheder i 1942-43 spiller en MEGET stor rolle i byen. I dens gadebillede. I dens selvopfattelse. Det er helt forståeligt. Det skal der ikke såes den mindste tvivl om.

Vi havde i dag en glimrende lokal guide. En moderne klædt moden kvinde, der vidste, hvad hun talte om. Og som var meget stolt af sin by. Sådan bør en god guide også være.

Hun tog os til de vigtige steder, til byens centrum, til frontlinjen med den berømte mølle, Panoramaet med oversigt over slaget ( som vi desværre ikke så ), og huset, hvor en særlig helt, Pavlov, havde modstået tyskerne igennem lang tid. Og til sidst op til Mamájev-højdedraget med den kolossale 52-meter høje  'Moder Rusland' kvindestatue med det 11 meter lange sværd i rustfrit stål i hånden. Altsammen bygget op på byens højeste bakke, der havde skiftet herre 18 gange i de værste kampe dengang.  Ved siden af monumentet ( som efter min mening er mere imponerende end smukt ) har man bygget en meget flot militær mindehal med navnene på mange af de faldne soldater - og med den evige flamme. Vi var der samtidig med det militære vagtskifte. Unge russiske soldater i imponerende preussisk strækmarch med de læder-støvle-ben helt oppe i bæltehojde.

Ved siden af alt dette og stadig oppe paa højdedraget havde man for få år siden bygget en lille, men flot ortodoks kirke til minde om de faldne.

Da dagen i dag er 'Victory Day' og derfor en fridag for alle i Rusland, var vi der sammen med tusinder og atter tusinder af russere. En del af de ældre mødte traditionen tro frem i deres gamle militæruniformer. Og med hele 'sildesalaten' af gamle metaljer plantet solidt over deres brede bjørnebryst. Dette er ikke sagt med ironi eller spot. Det er en del af dagens Rusland. Ikke blot noget man bør konstatere. Men  noget man bør både respektere og glædes over på deres vegne.

Som allerede sagt: Ikke et forkert eller skævt ord om det helteindsats, som millioner af almindelige og ualmindelige russere gjorde under 2. Verdenskrig. Deres land blev ramt mere end noget andet land i den ulykkelige og forbryderiske krig. Det bør huskes. Det bør markeres. Det bør respekteres.

Men, men, men......

Den historie vi har fået fortalt i dag er den REDIGEREDE SANDHED. Meget vigtige dele er udeladt. Bevidst. Eller af uvidenhed. Eller et sted midt imellem.

Lad mig i sandhedens navn give bare nogle få, men meget vigtige korrektioner:

Og disse tilføjelser har efter min mening som fælles konklusion, at Stalin og hans kumpaner med deres forbryderiske politik og gøren og laden i høj grad var medvirkende til, at det gik så galt for Sovjet, som det gjorde. Hvis de havde været dygtige og ansvarlige, kunne millioner af menneskeliv og store dele af ødelæggelserne af Rusland have været undgået. Derfor bør markeringerne på denne og lignende dage ikke blot handle om sejren over nazisterne, men også en markering af Stalins utrolige forbrydelser og militære og politiske dumheder.  Det hører vi ikke noget om.

Her er nogle punkter til at underbygge denne påstand:

1.

Vi får historien fortalt, som om russerne stort set alene vandt 2. Verdenskrig. Det ved vi naturligvis er forkert. Hvad man måske ikke ved er, at russerne ikke havde sørget for at have et tilstrækkeligt stærkt forsvar parat, da tyskerne oprustede i slutningen af 1930erne. Derfor fik de efter det tyske overraskelsesangreb i 1941 haardt brug for krigsmateriel fra Vesten ( især via Murmansk og Fjernøsten ). Uden det var det gået meget værre.

2.

Russerne glemmer i dag også at fortælle, at Den røde Hær var stærkt svækket ved krigens udbrud i 1941, fordi Stalin i slutningen af 1930erne havde skudt flere hundrede af dens øverste officerer

3.

De har fortrængt, at Sovjet i høj grad selv havde hjulpet Hitler og hans militær på vej ved i 1930erne at lade dem holde hemmelige militærmanovrer på sovjetisk jord. Tyskerne havde efter nederlaget i 1. Verdenskrig slet ikke lov til at have det militær, de havde opbygget. Derfor var det vigtigt for Hitler og Værnemagten at have gode øvelsespladser, som ingen ( ud over russerne ) kendte til. Disse øvelsespladser fik tyskerne i slutningen af 1930erne stillet til rådighed af russerne. En vigtig flig af dette var, at tyskerne for at kunne holde disse øvelser fik lov til at anlægge særlige jernbanespor med den snævrere europæiske sporvidde et godt stykke ind i Rusland. Disse spor var yderst nyttige, da de i juni 1941 startede deres lynangreb.

4.

Russerne taler i dag heller ikke om, at deres egen uhyrlige fremfærd i Ukraine i 1920erne og især i 1930erne var grobunden for den 800.000 mand store hær, som general Vlasov kunne rejse i begyndelsen af krigen for at hjælpe tyskerne mod Den røde Hær. Heldet - set fra de allieredes synspunkt - var, at Hitler på grund af sine uhyrlige race-synspunkter ikke rigtig ville acceptere og udstyre denne hær af slaviske folk. Men faktum er, at dette i hvert fald heller ikke taler til russernes fordel i krigen og dens forløb.

5.

Sidst, men ikke mindst er al tale om Stalins pagt med Hitler i august 1939 om russisk tvangsannektering af de tre baltiske lande og om tysk-sovjetisk deling af Polen som forstummet. Det var et langt stykke af vejen den aftale, der gav Hitler frie hænder til at starte 2.verdenskrig. Det er vel trods alt 'en lille detalje', som hører med, når russerne i dag brøester sig af nærmest at have vundet krigen helt alene.

6.

Og så én ting til: Russerne taler - og med rette - ofte om de 20 millioner mennesker, de mistede under krigen. Herunder millioner af soldater. De glemmer at fortælle, at de ofte – og ikke mindst ved Stalingrad  - kastede tusinder og atter tusinder af deres unge soldater frem i håbløse angreb, endda af og til uden våben. Den slags SKAL selvsagt gå galt. Respekten for mennesket og for menneskeliv har altid ringe kår i enhver krig. I Sovjet under 2. Verdenskrig var denne respekt ofte endda meget svær at få øje på. Det var systemet, hæren, offensiven, der talte. Det enkelte menneske var en detalje, som Stalin og hans mange marskaller ikke brugte megen tid til at bekymre sig om.

 

Som tidligere sagt: Al respekt for den kolossale indsats, de enorme ofre. Men ret skal være ret. I hvert i VORES udgave af historien.

 

Dagen i dag gav også på anden vis anledning til forundring. I Volgograd i dag ser man masser af kommunistiske røde faner, masser af Lenin-billeder og -statuer. Og også masser af de gamle, sovjetiske hammer og segl tegn. For mig står dette hammer og segl som det klareste symbol på de 62 millioner mennesker, det lykkedes Sovjetmagten at slå ihjel. Af deres EGNE borgere. Og vel at mærke uden at tælle krigenes ofre med.

Hvordan kan moderne oplyste mennesker i dag ved deres fulde fem med alvor i sinde stadig bruge og ære dette tegn ??  Dette er mig fuldstændig ubegribeligt !

Det er trist. Det er bekymrende. Det er modbydeligt. Bliver mennesket dog aldrig klogere ??!!

GODT NOK HAR Volgograd i dag som én af de eneste russiske byer en kommunistisk borgmester. Kun 38 år. Kender han mon til alle disse uhyrligheder ? Og gør alle de andre russere ?

Jeg både håber det. Og alligevel håber jeg det ikke.


DAG 6:  Torsdag, den 10. Maj:

I dag var vi nået længere nordpå på vort krydstogt. Til byen Sarátov. Den er som de andre gamle byer ved Volga fra slutningen af 1500-tallet. Bygget som fort for at forsvare Rusland mod farer fra øst. Den blev første gang bygget af tømmer, der var hugget til og færdiggjort flere hundrede km længere nordpå på floden. Alt var mærket med numre, så det var lige til at samle. Så blev tømmeret sendt ned ad floden med strømmen. På stedet i Sarátov tog det derefter kun få uger at bygge alle husene færdige. Dette viser, at man også i gamle dage kunne mestre typehusbyggeri.

Sarátov har i dag en meget sammensat befolkning på 837.000 ialt. Russere, ukrainere, tyskere, jøder, muslimer. Især tyskerne har spillet en kolossal rolle i dette område. Zarina Katarina II ( som iøvrigt var tysk-født ) inviterede i 1763 tyskere til at komme til disse egne for at opdyrke dem. Det var samtidig med de såkaldte 'kartoffeltyskere' kom til Danmark for at opdyrke den midtjyske hede. Men mens der ialt kun kom 965 personer til Danmark, kom der i hundredetusindvis af tyskere til Volga-omraadet. De er senere blevet kaldt Volga-tyskere. De bosatte sig på begge sider af Volga, både på den vestlige Bergseite og på den østlige Wiesenseite. Gamle kort viser i hundredevis af byer og landsbyer med tyske navne i hele området.

Deres hovedby var Sarátov, hvor hovedgaden indtil kommunisttiden her 'Tyskergaden'. Og deres formelle hovedstad, Pekrovsk ( i dag kaldt Engels ), ligger lige på den anden side af floden.

Antallet af Volga-tyskere var i begyndelsen af 1900-tallet godt 800.000. De var aktive i alle dele af det lokale samfundsliv. De havde deres egen romersk-katolske kirke, Sankt Klemens, på hovedgaden i Saratov. Den blev i Sovjet-tiden lavet om til børnebiograf.

Året 1941 blev skelsættende for Volga-tyskerne. Efter Hitlers angreb paa Sovjet i juni 1941, beordrede Stalin dem alle tvangsforflyttet til Sibirien og Kazachstan. Han troede, de ville hjælpe de tyske tropper. Og de der nægtede tvangsforflytningen, blev skudt.

Efter Stalins død i 1953 gav de sovjetiske myndigheder efter nogle år Volga-tyskerne lov til at vende tilbage til Sarátov og omegn. Kun få benyttede sig af muligheden. En stor del af resten rejste til Tyskland, da dette blev muligt efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. På grund af deres tyske aner kunne de med det samme få tysk statsborgerskab.

Hele denne historie er naturligvis en meget vigtig del af Sarátovs historie. Derfor er det med udtalt undren og bekymring, at vor iøvrigt udmærkede lokale kvindelige guide i dag ikke nævnte Volga-tyskerne med ét eneste ord. Det nærmeste hun kom det var, da hun under bus-turen i byen pegede på en ny kirke og fortalte, at den var bygget for penge fra Tyskland.

Hvorfor mon denne tavshed ? DET KAN IKKE VÆRE TILFÆLDIGT. Er russerne i dag virkelig så selvcentrerede, at de KUN kan tale om sig selv ? Vi hører heller aldrig på denne tur om ikke-russiske arkitekter, kunstnere, industrifolk.  Dem har der naturlivis ogsaa været mange af - også her - i århundredernes løb. Utrolig form for permanent, indadvedt redigering af virkeligheden.

Der var én person, der i hvert fald ikke blev glemt i dag. Det var kosmonauten JurijGagárin, verdens første rummand. Ikke fordi har var født her. Han kommer fra en lille landsby ved Smolensk vest for Moskva. Men han havde studeret her og 'elskede byen'. Jeg tror, han blev nævnt mindst 15 gange på rundturen. Hans indsats som det første  menneske i rummet i april 1961 VAR naturligvis skelsættende. Ligesom den første Sputnik i 1958 var det. Han - og ingen andre heller - kunne vide, hvad der ville ske, da raketten under ham på Baikonur-basen blev tændt. Det gik godt. Og han blev en kolossal vigtig del af Sovjets selvpromotion i årene derefter. Han rejste verden rundt. Jeg tror også, han var i København. Få år senere, i 1968, omkom han. Vistnok i en flyulykke. Visse rygter sagde, at han i virkeligheden var på en ny rumflyvning, hvor det ikke lykkedes at få ham tilbage fra rummet.


DAG 7:  Fredag, den 11. Maj

En stor del af i dag var til søs. Helt til kl. 15. Lidt blæsende om morgenen. Men vejret blev bedre dagen og aftenen igennem. Liselotte deltog ved 09.30 tiden i et meget spændende foredrag om ikonografi. Vor tur direktør Galina fra Sankt Petersburg kunne på sin meget charmerende vis på tre kvarter gøre alle tilhørere næsten til specialister. Liselotte kunne i hvert fald senere i dag forklare og vise mig en masse nye ting, da vi besøgte en ny, gammel ortodoks kirke. Om hvordan ikoner skrives;  de males ikke. Om græske ikoner, der skrives på træ og russiske på lærred. Om beskyttende metal over visse russiske ikoner bortset fra ansigt og hænder, etc. Hun fortalte også om den ortodokse kirke, hvor piger døbes FORAN porten ( kaldt Paradisets Port ) ind til det mere hemmelige alterrum, hvor kun mænd må komme. Og hvor drengebørn derfor bliver døbt inde.

Man kan ombord -  mens vi sejler - også lære mange andre ting med besætningen som lærere; russisk sprog, russisk madlavning, russiske danse, maling af russiske 'Matrioschkas'  ( trædukker inden i hinanden ). Det har vi ladet de andre passagerer nyde. Men det er rigtig godt, at den slags organiseres.

Dagens landfaste mål er Samára. Her ankom vi kl. 15. En smuk gammel by, der ligger op ad en skrænt med mindre bjerge i baggrunden. Den er som de fleste andre historiske byer ved Volga anlagt i 1500-tallets anden halvdel. Placeret der, hvor bifloden Samára østfra støder til Volga. Byen var før i tiden en meget vigtig handelsplads for især korn. Derfor har byen også i dag en plads, der hedder 'Korn-Pladsen'. Man ser stadig i bybilledet en del af de gamle, flotte købmandshuse - normalt af træ. De er alle godt forfaldne. Men mange af dem er ved at blive sat i stand. De er nok blevet købt af private. Vi så også udefra byens gamle flotte Hotel Bristol, bygget i Art Nouveau stil. Det trænger til en kærlig hånd. På ét punkt er det dog helt up-to-date. Det har WiFi. Endda uden kode og ganske gratis. Så jeg fik ude i vor bus, mens vi holdt parkeret over for hotellet, hentet mine 105 e-mails fra de sidste to dage J

Det var også interessant, at byen på hovedgaden både har en romersk-katolsk og en lutheransk kirke. Begge blev ( naturligvis ) brugt til andre formål under kommunismen. Men nu fungerer de igen. Vi blev fortalt, at den katolske kirke især bruges af byens polske befolkning.

En af Samáras store pladser hedder 'Ærens Plads'.  Place de la Gloire, på fransk. Den besøgte vi naturligvis i dag. Den ligger højt hævet over Volga med byens nye regeringsbygning som den største på pladsen. Mellem pladsen og floden har man bygget mindesmærket for 2. Verdenskrig. Høje trapper, hver repræsenterende ét af krigens år, fører op til det meget høje slanke monument i beton og med flyvende svaner øverst oppe. Meget elegant lavet. Meget følsomt. Og denne gode oplevelse blev i dag styrket af, at vor glimrende lokale kvindelige guide, Irina, sagde, at det altsammen var rejst til ære for arbejderne, der havde slidt og lidt under krigen. Det er første gang på turen, hvor det ikke ene og alene er de sovjetiske soldater, der hædres. Meget fin detalje - som ikke er nogen detalje.

Samára har iøvrigt aldrig været erobret af nogen, siden den blev grundlagt for snart 450 år siden.

Det blev den heller ikke af tyskerne i 2. verdenskrig. Byens sikre og centrale placering betød, at Stalin valgte den som landets hovedstad mellem oktober 1941 og sommeren 1943. Han og hans regering flygtede over hals og hoved hertil, da tyskerne stod kun 40 km fra Moskva. Han lod bl.a. en dyb bunker bygge. Under kælderen i byens gamle Duma  ( parlament / rådhus ). Det skete i dybeste hemmelighed om natten i løbet af få måneder. Ialt 500 arbejdere fra Moskva blev sendt til byen for at bygge bunkeren. Naboerne og byens øvrige beboere vidste intet om det. Stalins bunker var 37 meter dyb, og en skakt på 8 meter i diameter fører ned til bunkeren. Den kunne huse op til 300 mennesker - med Stalins kvarter helt i bunden. Da Stalin led af klaustrofobi, blev hans kontor og værelser bygget med falske vinduer og gardiner, så han havde indtrykket af at kunne kigge ud, hvis han ville. Bunkeren var udstyret med alt nødvendigt teknisk udstyr og med alle livsfornødenheder, så de 300 mennesker om nødvendigt kunne leve der helt afsondret i en hel måned. Og mure og dæksel var så tykke og så armerede, at selv de største bomber på den tid ikke kunne skade bunkeren og dens beboere.

Som nævnt var bunkeren tophemmelig. De arbejdere, der havde bygget den, blev alle skudt bagefter af NKVD ( det hemmelige politi ), da arbejdet var færdigt. Så kunne de i hvert fald ikke fortælle nogen noget.

Det var først efter kommunismens fald i 1991, at man ved et tilfælde i husets kælder fandt den hemmelige indgang til bunkeren - og nøglen hertil. Der er i dag offentlig adgang til Stalins bunker. Dette besøg indgik desværre ikke i vort program i dag. Så vi bliver nok nødt til at komme tilbage.

I øvrigt blev bunkeren så vidt vides aldrig brugt af Stalin. Tyskerne kom aldrig i nærheden af Samára. Han og hans regering holdt til i en kæmpe 'Stalin-stil' grå betonbygning, som kommunisterne havde opført på det sted,hvor de først havde bortsprængt byens flotteste ortodokse katedral. En bortsprængning, der tog lang tid. 'Katedralen vil ikke dø', som folk sagde.

Under den russiske borgerkrig efter revolutionen i 1917 var Samára en overgang hovedstad for de hvide styrker, der bekæmpede bolsjevikkerne. Men 'de røde' vandt, og byen blev erklæret bolsjevistisk af deres lokale leder ValerianKuybuchev. Da han døde nogle år senere, blev Samára omdøbt til Kuybuchev. Det hed den frem til kommunismens fald i 1991. Så fik den sit gamle navn tilbage.

 

I alle aarene indtil 1991 var Samára/Kuybuchev en lukket by. Ingen udlænding havde adgang. Byen husede meget vigtige militærindustrier, herunder også en vigtig produktion for rumfarten.

Man ser stadig flere steder i byen statuer af både Kuybuchev og af Lenin. Det kan måske undre. Hovedgaden hedder endda Kuybuchev-gaden. Men som vor glimrende guide sagde: De er en del af vor historie. Derfor er de her. 'I hvert fald indtil nu', som hun elegant tilføjede.

Samára er i dag en spændende by. Den mest interessante vi har besøgt indtil nu. Flot og livlig havnefront. Masser af cafeer og restauranter. Moderne butikker, inkl. vestlige modebutikker, i massevis. Banker med pengeautomater overalt, dels den allestedsnærvaerende Gazprombank og andre russiske banker, dels vestlige banker såsom CityBank. Nye hoteller er der også. Vi spottede et Holiday Inn tæt på Volga. Da vi i aften sejlede nordpå fra Samára, så vi masser af flotte, store villaer ned mod floden. Selv de store betonblokke, som der er masser af, er bemalet med flotte farver og bygget med forskellige sten, ikke bare af grå beton.  Kulturlivet i Samára er rigt og varieret. Mange teatre, både gamle og nye. I Stalins gamle regeringskolos på Kuybuchev-pladsen - der er større end den røde plads i Moskva - er der i dag opera og ballet. 'Men der kommer ikkemange mennesker derop', som vor guide tørt konstaterede. Derimod er den gamle, gule Duma-bygning med Stalinsbunker i kælderen i dag kunstakademi og fuld af liv.

Efter en god middag ombord i aften, bl.a. med en spændende hovedret fra Georgien, sejlede vi sent på aftenen forbi Togliatti. Det sted har en særlig historie. Det var her, at den kommunistiske regering i 1960-70erne besluttede at bygge Sovjets dengang største bilfabrik. Nærmest på bar jord, men ved siden af Volga. De allierede sig med de italienske FIAT-fabrikker i Turino. Så det er ikke saa mærkeligt, at den russiske LADA-bil i mange år til forveksling lignede en italiensk FIAT. Sikkert et godt og givtigt makkerskab for begge parter.

Og hvorfor blev byen og stedet døbt Togliatti ? Det lyder ikke særligt russisk. Det er det heller ikke. Det var efternavnet på den italienske kommunistleder i 1950erne og begyndelsen af 1960erne . Så passede det hele bedre sammen.

Det er iøvrigt ikke russiske LADAer, der præger bybilledet i dag. Ja, man skal lede langt efter en LADA. Og det skyldes ikke, at der er mangel på biler. Tværtimod. De er overalt og alle steder. Ligesom hos os. Det siges, at Moskva i dag er verdens mest trafikerede storby med alt, hvad det indebærer. Det vil jeg nu se, før jeg tror det.  Gaderne vrimler med især japanske biler af alle slags. Mon ikke japanerne bygger dem her i landet, formentlig sammen med russerne ?  Vi har også set en del europæiske biler: Volkswagen, Renault, Audi, Mercedes, Peugeot.  Vi mangler dog stadig at møde en Citroën.

 

I aften ville vi for en gangs skyld gerne underholdes, så vi gik til et program med russisk folkemusik. Fremfort af to unge herrer - der begge er vore dygtige fotografer om dagen - på henholdsvis balalaika og harmonika. Og så med en charmerende sangerske fra Novosibirsk.  Hyggelige sange og danse, hvor en del passagerer mere eller mindre frivilligt også blev inddraget. Vi undslap dog slig skæbne og nøjedes med at indtage oplevelserne siddende.

I dag sluttede - som flere andre dage - med en lille Go'nat Starka Vodka på vor helt egen sofa lige ved vort eget panorama-vindue. Floden, landskabet, mørket, stjernene og enkelte lys i landsbyerne inde på bredden glider umærkeligt forbi. Og vi selv glider til sidst umærkeligt til køjs. Tatarernes Kazan venter forude.


DAG 8:   Lørdag, den 12. maj:

I dag er vi nået til storbyen KAZAN. Hovedstaden i den autonome republik Tatarstan. Den ligger, hvor bifloden Kazanka slutter sig til Volga. Byen har i dag 1,2 millioner indbyggere.

Sagt med det samme: Det er den mest spændende og mest livlige by, vi har besøgt indtil nu.  En by vi kunne finde på at besøge igen.

Byens historie er helt speciel. Den blev grundlagt i 1005 - i vikingetiden. Ikke af vikingerne, men af tatarerne. Historikerne er lidt uenige om nøjagtig hvem der grundlagde byen. Var det taterne ? Eller var det i virkeligheden de tyrkiske bulgare, der boede i Volga-egnene dengang ? I hvert fald opstod der senere et tatar khanat ( rige ) i området. Kazán var dets hovedstad i årene 1438-1552.

Som vi har set ved de Volga-byer, vi allerede har besøgt længere sydpå, tog russerne ( Ivan den Grusomme ) for alvor fat på at erobre Volga-egnene i midten af 1500-tallet.  I 1552 indtog han efter lang tids belejring Kazán. Resultatet blev en voldsom massakre på den lokale tatarbefolkning. Og de overlevende blev deporteret. Russerne satte sig på byen. De byggede med det samme et fort, et Kreml, som stadig eksisterer og er et af de mest imponerende. Så imponerende og enestående, at det ved byens 1000 års jubilæum i 2005 blev erklæret UNESCO World Heritage.

I mellemtiden var mange tatarer vendt tilbage til byen. Og dermed også deres muhammedanske tro. Derfor blev der i 2005 inde i Kreml indviet en ny, stor moské, som er en af Europas største. Vi besøgte den i dag. Den er flot og imponerende. Meget tæt på moskeen - også inde i Kreml - ligger byens største og ældste ortodokse katedral. Også meget  flot.De to religionssamfund har fundet en fin sameksistens. Moskeens imamer laver aldrig 'opråb' - kalden til bøn - fra minareterne. Og katedralen har ingen klokker, så den ringer aldrig. Ingen hokus-pokus. Nur Behändigkeit.

Iøvrigt fik vi at vide, hvorfor alle ortodokse kirker har løgformede kupler. Det stammer fra de stearin- og vokslys, som de ortodokse tænder mange af. Når flammen kommer,tager den form af et løg. Derfor laver man altid kuplerne på den måde.

Vi fik også forklaret, hvad antallet af løgkupler symboliserer. Den største i midten symboliserer Jesus. Hvis der er fire mindre løgkupler udenom, symboliserer de de fire evangelister. Hvis der er tolv, er det med tanke på apostlene.  Enkelt og let at forstå. Hvis man altså ved det. Det gør vi så nu.

Kazán er også en vigtig universitetsby. Lenin studerede der engang. Men har gjorde aldrig sine studier færdige. Men som vor glimrende lokale guide sagde: 'Hvis han havde gjort det, havde han måske ikke lavet revolution'.

Byen er også en meget vigtig sportsby. I 2013 skal Universiaden finde sted her. Og i 2018 er byen en af værtsbyerne for VM i fodbold.

Kazán er i det hele taget blevet meget moderniseret  siden 2000. Man ville forberede 1000 års jubilæet i 2005 rigtig godt. Byen fik bl.a. en metro. Og byens hovedgade, der er gågade, er ligeså levende og afvekslende som gågaden i flere vestlige storbyer. Der er virkelig go i den by.

Den autonome republik Tatarstan har en præsident, der bor i et flot palæ lige ved siden af Kreml. Det er dog ikke ham og hans regering, der bestemmer alt. Det er stadigvæk centralregeringen i Moskva, der har det store og sidste ord. Men systemet med de 24 autonome republikker, herunder Tatarstan, er skrevet ind i Ruslands nye forfatning i 1993. Det er også derfor, at landets officielle navn er Den russiske Føderation.

Tatarstan har to officielle sprog, russisk og tatar. Det har også sit eget flag.

Et rigtigt spændende besøg i dag. Og da vi i aften gled ud af havnen og sejlede op ad floden, kunne vi på lang afstand stadig se de glitrende, blå lys på moskeeens minareter.


DAG 9:    Søndag, den 13. maj:

I dag nåede vi frem til den 'lille' Volga-by Cheboksáry. Den har 'kun' 440.000 indbyggere. Byen er hovedstad i den autonome republik Chuvashi. Befolkningen er blandet, og sproget chuvash tales af 1,6 millioner af indbyggerne.

Cheboksáry fik for nogle år siden prisen som Ruslands grønneste by. Det ses overalt i byen. Træer, plæner, buske overalt. Endda med nyslået græs. Og da byen ligger i et meget kuperet terræn, taget det hele sig meget flot ud. Midt i byen er rejst en kæmpe-statue. For en gangs skyld ikke af Lenin, men af 'Moderen', byens beskytter. Udsigten oppe fra hendes platform er meget imponerende.

Byen har et meget stort og aktivt kulturliv - både på russisk og på chuvash. Teatre, opera, koncertsal, m.v. Og til stor glæde for fritidslivet har man for nogle år siden lavet en stor kunstig bugt inde i byen. Den er omgivet af cafeer, restauranter, promenader, m.v. Byens gågade er også livlig og indbydende. Den ligger op ad en bakke. I dag var der salgsboder for varer fra Belarus.

På den religiøse front besøgte vi et ortodoks kloster, hver 'chefen' er fransk. Vi mødte ham dog ikke. Han var travlt beskæftiget med at betjene søndags-menigheden med alle de ritualer og sange, som hører sig til.

Under 2. verdenskrig mistede byen over 200.000 mennesker. Et enormt antal for en lille by af denne størrelse. Det er nok derfor, den har lavet en meget stor mindepark for krigen 1941-45. Inklusive masser af sovjetisk krigsmateriel fra dengang. Ikke lige vores stil. Men alt bør naturligvis ses i den lokale sammenhæng.

Erhvervsmæssigt ernærer byen sig især med en stor traktorfabrik ( Promtraktor ), der laver traktorer til store industrielle formål , minedrift, olieindustrien, o.l.  Der findes også tekstilfabrikker, trævarevirksomheder og industri inden for lædervarer.

Måske har jeg ikke fået alt det vigtige med. Her i byen var vi løbet ind i turens dårligste guide. Meget genert. Meget usikker. Og derfor aldrig rigtig klar og tydelig i mælet.

 

Tilbage på vort skib løb vi ind i en vodka-præsentation. Ja, vi havde faktisk helt frivilligt købt billetter til den. Sådan en anledning bør man aldrig gå glip af. Og det var faktisk interessant på flere måder.

DELS  er vodka ikke bare noget gennemsigtigt stads, der hurtigt løber ned gennem halsen og gør glæde, hvor det kommer frem. Den er en meget varieret drik. Altid lavet på korn , oftest rug. Den skal altid holde en alkoholprocent på nøjagtig 40.  Den rette formel blev fundet for over 100 år siden af kemikeren Mendelejev. Siden har mange forskellige former for vodka set dagens lys. Den 'normale' hvide, gennemsigtige ( såsom Moskovskaya ). Den mørkere og lidt sødere ( som Starka ). Den mere cognac-agtige. Og den meget pebrede ( i smagen, ikke nødvendigvis i prisen ) fra Sankt Petersburg. Det var de 4, vi fik serveret i dag. Der er mange flere.

Vi fik også fortalt om alle de ting, vodka kan serveres til. I dag fik vi blinier med kaviar - både rødt og hvidt – sammen med diverse grønsager. Vi fik også at vide, at man altid skal være mindt 2, når man drikker vodka. Og så viste vor søde underholdningsguide Raphael ( der iøvrigt er tatar ), hvordan man drikker vodka. Første eksempel: hiv op og lad gå - ned med det hele i one go  ( den kendte vi godt ).  Andet eksempel var at bøje venstre arm i vandret stilling, stille vodkaen oven på albuen og drikke den derfra. Og det tredje eksempel var at stille vodkaglasset på et bord og nappe glasset med munden uden at bruge hænderne....  De to sidste eksempler kræver nok mere sprit, end vi fik i dag .

Den anden meget interessante oplevelse ved vodka-seancen var, at vi kom til at sidde til bords med en meget venlig og interesseret herre. Han havde været i København i 1959 og havde haft to meget spændende uger i byen. Han kunne beskrive det, som var det i går. Da vi kom lidt mere ind på hianden - og vodkaen hjalp naturligvis - viste det sig, at han kom fra Belgien. Han var journalist. Og han havde i 12 år været chefredaktør for La Libre Belgique. VORES daglige avis. Efterhånden var vi næsten i familie. Han spurgte også til os og fik noget at vide om mit 'ånds- køns- og badeliv ' i Kommissionen. Ham håber vi at komme til at snakke med igen.

Og så var det i dag, at jeg startede med min morgenmotion igen. Man kan vandre hele vejen rundt om skibet, yderst ude ved ( dog ikke PAA ) rælingen. En god tur på ca. 250 meter pr. omgang. Man kommer lige forbi restauranten på begge sider af skibet. Så da jeg senere kom ind til morgenmaden, fandt jeg ud af, at flere med-passagerer havde talt, hvor mange omgange jeg tog.  Jeg håber, de også havde lidt dårlig samvittighed, mens de mæskede sig i alskens morgenføde, alt imens jeg stred mig mod Volga-blæsten ude i den fri natur.


DAG 10: Mandag, den 14. maj:

Dagen i dag gav anledning til to chok. Det første var under middagen i aftes, da vi fik at vide, at vi skulle op kl. 06.15 her til morgen for at starte vort besøg i Nízhny Nóvgorod kl. 07.30. Det var en hidsig besked at få. Men realiteten var en ganske anden. Det var dejligt at komme op så tidligt. Jeg nåede naturligvis også at gå min morgentur på dækket, mens de andre med søvn i øjnene gumlede sig igennem 'nat-maden', som flere kaldte det. Synet af mig ude i Putins friske natur SÅ tidligt var nok med til til at få dem til at gnide den sidste søvn ud af de trætte øjne.

Det andet og meget storre chok var, da jeg på vej hen til vor bus så 3  søesterskibe til VORT skib. Rederiet hører nemlig hjemme her. Det hedder VODAXOD, der betyder 'Gå paaVandet'.    Eller måske 'Vandgang'. Et af skibene hedder FELIX DZERZINSKI. Nu var det saftsuseme mig, der spærrede øjnene op. Jeg kunne simpelt hen ikke tro dem. Han var ganske enkelt en af de allerværste slyngler og banditter i starten af den bolsjevikiske periode efter 1917. Han var oprindelig polsk adelsmand og havde sluttet sig til 'de røde'. Han blev chef for det hemmelige politi Cheka’en. Og han var så skrupelløs og modbydelig, at selv folk som Stalin efter sigende syntes han gik over stregen. I mange år stod der en høj statue af Felix foran KGBs hovedkvarter Lubianka i Moskva. Den blev fjernet efter Sovjets fald.

 

Så hvordan kan det i alverden gå til, at Felix i dag - år 2012 – får lov til at lægge navn til et moderne turistskib på Volga ? Jeg er virkelig forarget og godt gal i skralden. Hvis det havde været VORES skib, tror jeg, at jeg var afmønstret med det samme og taget hjem i protest. For mig svarer det til, at man i dag i Tyskland havde en udflugtsbåd på Rhinen med navnet Adolf Hitler.  Jeg vil helt sikkert skrive til rederiet, når jeg kommer hjem. Og sikkert også baske offentligt med vingerne på anden vis i denne grove sag.....

Med denne særlige morgenvækning begav vi os ud i NÍZHNY NÓVGORODs morgentrafik. Glimrende ledsaget af vor bedste guide Irina. Desværre har vi kun 2 1/2 time - fra kl. 07.30 om morgenen. Det er lige før, at vort togt er ved at blive til én af disse 'det-kan-vi-heller ikke-naa-ture'- som jeg af og til har haft med børnene før i tiden, når vi prøvede at nå mere, end tiden tillod. Det er lidt synd, især for en så spændende, historisk by som Nízhny.

Men som jeg har sagt før:  Vi skal se at få det bedst mulige ud af enhver situation, ogsåselv om den er kortvarig.

Nízhny Nóvgorod er i dag en by på 1,1 million indbyggere. Den ligger, hvor floden Oka ( der udspringer i egnene syd for Moskva ) løber ud i Volga. Den blev grundlagt i 1221. Navnet betyder Nedre Novgorod eller Nedre Nyby. Den anden Novgorod er en gammel, stor by i nærheden af Sankt Petersburg. Nízhny Nóvgorod kaldes ofte kun for Nízhny. Byens fort, dens Kreml, blev bygget i årene 1508-11. Det er meget stort og huser mange historiske bygninger, herunder én af byens ældste kirker. Nízhny er også kendt for sine mange blomster. Det ser man tydeligt i Kreml-området. Ved siden af Kreml er der ud mod floden bygget en flot udsigtsplatform med den evige flamme for landets faldne soldater.

Nízhny er endvidere kendt for at være hjemsted for Ruslands rigeste adelsfamilie i gamle dage, familien Stroganoff. Det præger stadig byen. Blandt andet så vi i dag en barokkirke, som familien lod bygge. Om man på byens restauranter serverer den kendte ret Bøf Stroganoff vides ikke. Dertil var besøget for kort. Og for tidlig på morgenen.  Vi fik den en dag her på skibet. Den kunne bestemt laves bedre.

Tilbage i tiden var der en gang tale om, at byen skulle være Ruslands hovedstad. Sådan gik det som bekendt ikke.

Men den var og er en meget vigtig industriby.  Også under 2. Verdenskrig. Den blev aldrig erobret af tyskerne. Frem til 1991 var byen en lukket by. Ingen fremmede havde adgang. Og siden 1930erne hed byen Gorki. Opkaldt efter den sovjetiske forfatter Maxim Gorki, der var født her. I 1991 fik den med af-sovjetiseringen sit gamle navn tilbage.

Det var i den lukkede periode, at systemkritikeren og atomfysikeren Andrei Sakharov og hans kone Jenena Bonner blev sendt i intern eksil til byen. Det var i årene 1980-86. Kommunisterne ønskede at fjerne ham fra kontakten med andre systemkritikere og med vestlige journalister. Det var i den periode, Sakharov modtog Nobels fredspris. Men han fik ikke lov til selv at hente prisen. Pludselig en dag i 1986 fik parret installeret en telefon og besked på at være hjemme dagen efter. Da ringede den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, og fortalte dem, at nu var de frie til at bevæge sig og rejse hen, hvor de ville. Deres hus i Nízhny er i dag et museum. Men vi nåede ikke at besøge det. Og guiden nævnte det heller ikke med et ord.

Vi så også noget sjovt i byen. Pludselig holdt der en stor renovationsbil inde ved fortovet midt i byen. Og på døren i chaufførsiden stod der:  J. Hvidtfeldt Larsen. Men bilen var på russiske plader. Så forklaringen er nok, at den gode Larsen har solgt sin bil til russerne. Og nu gør den så gavn op og ned ad gaderne i Nízhny. Why not. Men alligevel lidt overraskende.

Vi nåede endda også en rap gåtur på byens hovedgade, der er gågade. En meget moderne gade med alt, hvad hertil hører. Inklusive flotte unge piger i meget nymodens antræk, hvor skørterne ofte er kortere end hælenes længde.

Klokken er nu 10 mandag formiddag. Det er tid til at sejle videre. Så hurtigt har vi vist aldrig gjort en så stor by, og i hvert fald aldrig så tidligt om morgenen.

Resten af dagen har vi haft fri - som vi kalder det. Hygge og afslapning. Spisning. Dagbogsskrivning. Hvile. Besøg hos kaptajnen på broen. For dem, der havde lyst til det.

Tiden er en listig størrelse. Den sniger sig bare umærkeligt forbi én. Især når man som vi har det dejligt og muntert.


DAG 11:  Tirsdag, den 15. maj:

Vi er fortsat fulde af forundring over, hvor tom Volga-floden er. Ingen andre skibe end os, stort set. I starten troede vi, tomheden kun var i den sydligste ende. Der er et meget stort potentiale for transport, som slet ikke er udnyttet. Især med alle de kanaler, der forbinder stort set alle floder og søer på kryds og tværs af landet.

I dag skal vi besøge hele to byer: Kostromá og Jaroslávl.

 

KOSTROMÁ er en lille by - efter russiske forhold. 270.000 indbyggere. Den tilhører 'The Golden Ring of Moscow'. Vi var igen heldige med vor lokale guide. Hun hed Tatjana. Hun forklarede om byens historie, hvor især Romanov-slægten ( den sidste russiske zar-slægt ) spiller en vigtig rolle. Man kan sige, at Romanov-slægtens vugge stod her. Selv om den oprindelig kom fra Lithauen.

 

Den første zar af Romanov-familien , Mikhail, boede - inden han blev zar - sammen med sin mor på klosteret her i byen. Deres bolig er i dag et lille fint museum om hele Romanov-slægten. I  2013 er det 400 år siden, han kom til magten. Det vil blive fejret på mange måder. Blandt andet vil man på byens centrale torv rejse en ny Romanov-statue. Den er under forberedelse og betales af Romanov-familien.

En anden vigtig del af byens historie er TEKSTILFABRIKKEN, som stadig fungerer. Den blev i forrige århundrede grundlagt af brødrene Tretyakov. Fabrikken var og er baseret på linned. Ejerne var kendt for at behandle deres ansatte bedre, end hvad der var normalt på den tid. Højere lønninger, bedre arbejdsforhold, gratis sundhedsvæsen. Og de to brødre testamenterede en del af deres formue til alle ansatte med denne hilsen: 'Tak for lån'. Herudover oprettede familien det berømte Tretyakov-galleri i Moskva, hvor man kan se masser af russiske malerier fra århundredernes løb. 10 % af fabrikkernes overskud blev hensat til dette formål.

Som i alle andre russiske byer var der før i tiden masser af ortodokse kirker. De blev alle jævnet med jorden i forbindelse med revolutionen i 1917. Undtagen én: Katedralen inde på klosterets område. Munkeklosteret blev lukket for munke og lavet til kaserne. Og katedralen blev lukket og forseglet, og ingen kom ind i den før i 1959. Undtagerne duerne, da vinduerne var smadret. Duernes efterladenskaber fandtes overalt i kirken. Regn og fugt havde også gjort sin indsats, så alt, inkl. alle ikonerne, var i grusomt forfald. Man gik efter nogle år i gang med en gennemgribende restaurering. Specialister i Kiev havde fundet metoder til at restaurere beskadigede ikoner. Det hele varede 20 år. Og Katedralen blev genåbnet i 2006.

Det gamle kloster, der nu er et statsligt museum, er også meget flot restaureret og bestemt et besøg værd.

Vi besøgte også det meget imponerende og meget velforsynede marked i byens gamle handelscentrum. Der er boder både udendørs og indendørs. De gamle, hyggelige, gule bygninger har mange steder overdækkede buegange - ligesom i La Rochelle i Frankrig og i Bologna i Italien. Blandt fødevarerne er især den lokale ost meget kendt og populær.

Byen har ogsaa et rigt kulturliv med bl.a. 3 professionelle teatre.

Rundt omkring byen er der masser af skov. Derfor var byen naturligvis oprindeligt kun bygget af træ. Men da gentagne brande ødelagde den gang på gang, blen den med tiden opført i sten. Der er dog stadig mange træhuse.

I Sovjet-perioden var Kostromá en lukket by for udlændinge. Grunden var, at der lå en militærbase i byen. Sovjetmagten har også rejst en kæmpestatue af Lenin i det gamle centrum. Statuen er så høj, at man se den oppe over byen og dens trætoppe på meget lang afstand. Den er særlig på den måde, at Lenins kæmpearm er helt ude af proportioner. Samtidig er den løftet næsten til en nazi-hilsen. Nederst på søjlen er der en umotiveret tom plads. Mon kammerat Stalin har stået dér engang ?

På vor tur rundt i byen kom vi forbi statuen et par gange. Men vor søde lokale guide værdigede den hverken et blik eller en bemærkning.

Vi havde på forhånd ikke ventet os noget særligt af Kostromá. Men det blev et af vore bedste og mest interessante besøg. Dejlig spændende og overkommelig by. Og godt at se, at byen bl.a. satser på at få flere turister. Det er også den første by, hvor en del af gadeskiltene er både på russisk og på engelsk.


JAROSLAVL:

Denne by, der ligger 80 km længere oppe ad Volga, var vort næste mål. En meget gammel by, grundlagt i 1010. Oven på en endnu ældre vikingebeboelse. Grundlæggeren hed Jaroslav, senere storfyrste i Kiev-riget i årene 1019-54. Han blev også kaldt 'den vise'. Byens navn, Jaroslavl, med et l tilføjet betyder Jaroslavs by.

Legenden fortæller, at Jaroslav blev overfaldet af en stor bjørn. Men at han slog den ihjel med sin økse. Derfor er byvåbnet i dag en bjørn med en økse over nakken. Og vi besøgte også i dag en rigtig og meget stor, brun bjørn. Venlig og rar ( måske ). Men den var i et bur - og var klart meget trist i sinde.

Mongolerne ødelagde på et tidspunkt byen. Men i den såkaldte urolige periode 1598-1613 blev landets hovedstad flyttet fra Moskva til Jaroslavl. Det 17. århundrede var den florissante periode med masser af international handel. Et halvt hundrede kirker vidner om byens velstand dengang.  Og den bliver i denne periode et center for fresko-malerier. I det 18. århundrede fortsatte fremgangen, ikke mindst med en meget stor tekstilindustri.

Den transsibiriske jernbane fra Moskva til Vladivostok går igennem byen. Det betyder, at jeg allerede har været her i september 1978 - på vej mod Beijing.

Under revolutionen i 1917 var der voldsomme kampe i Jaroslavl, og halvdelen af byen blev ødelagt, inkl. universitetet. Kommunisterne vandt og byggede sig senere et kolossalt hovedkvarter på byens centrale plads. Vor glimrende guide fortalte også, at der tidligere var 30 Lenin-statuer i byen. Nu er der kun 2 tilbage.

Under 2. verdenskrig spillede byen en stor rolle, dels som basis for rustningsindustrien og dels som tilflugtssted for børn fra Leningrad under den 900 dage lange tyske belejring af byen. Krigsmindesmærket her udmærker sig ved at være tilegnet både soldaterne og de arbejdende - symboliseret af en kvinde.

I dag er Jaroslavl en meget stor industriby. Især den kemiske industri er meget stor. Der er kun 1 % arbejdsløshed  ( i modsætning til f.eks. Kostromá, hvor vi fik at vide, at den er ca. 25 % ). Byen er omgivet af masser af skove med alskens dyr, også bjørne og ulve. Og champignons og andet skovgodt findes også i rigelige mængder.

På det kirkelige felt har Jaroslavl i 2005 fået en ny, stor katedral. Skænket af en rig forretningsmand i Moskva. Han lagde 7 millioner US dollars på bordet for at få kirken bygget. Den blev opført på kun fire år.

En anden nydannelse er den nye havnefront med en rigtig flot anlagt park ud mod Volga. Den er givet af Gazprom. Rigtig imponerende 'public diplomacy', som vi så det allerede i Astrachan.  


DAG 12: Onsdag, den 16. Maj:

Hver morgen bliver vi vækket af fuglesang. Ikke udefra, men i højttalerne. Det er en hyggelig måde at gøre det på. Vi har gjort det til en vane at skynde os langsomt om morgenen. Der er ingen grund til at 'puste afsted' for bare at komme hen for at stå i kø i restauranten. Jeg er normalt først oppe.Også før fuglene i højttalerne. Først læser jeg et par af dagens aviser, som jeg også herovre uden besvær henter fra Amazon via 3 G. Så et hyggeligt bad med alt hvad dertil hører. Fulgt af mine ellipse-formede morgenture skibet rundt. Flere og flere af vore medpassagerer tæller mine omgange. De frækkeste fortæller mig endda, at jeg går langsomst på den sidste omgang. Kan det virkelig passe ??!! 

Morgenmaden - som vi indtager i 2. Halvleg af den aftalte spisetid - er god, velsmagende og rigelig. Sluttende med en kop-kaffes-ophold på dækket, mens fruen renser noget steppeluft igennem sine små cigarer.

Mens vi sidder her, kan vi se en masse datchaer glide forbi inde på land. Det er russiske fritids- og sommerhuse. Nogen ligger alene. Andre i grupper. De fleste ser rigtig moderne og praktiske ud. Af og til lister nogle af beboerne sig ned til vandkanten for at se, om de kan lokke lidt aftensmad til at bide på. Alt det følger vi interesseret med i gennem vore kikkerter. Og nu og da opdager vi, at datcha-folket også følger os med DERES kikkerter. Hvad mon de tænker, når de kigger på os ? !

I dag er vort sidste stop på Volga. I aften tager vi afsked med den flod, som vi efterhånden synes er VORES.

 

Dette sidste stop 'går ud over' den lille by UGLICH. Kun 37.000 indbyggere. Den er ligesom Kostromá og Jaroslávl en del af  The Golden Ring of Moscow.

På kajen blev vi modtaget først af en sød, ung pige i nationaldragt. Hun bød på brød og salt. Det er en særlig velkomst og et tegn på, at man ikke skal mangle noget, mens man besøger deres by.

 

Dernæst bød et 4-mands orkester velkommen med frisk musik, inkl. numre som Viva Espana og den israelske Hava Nagila. Jo, globaliseringen er skam også nået til Uglich.

Dagens helt store og positive overraskelse var dog vor lokale guide. En lille, ældre pensionistdame, der hed Vjera. Et livsstykke ud over det sædvanlige. Første indtryk var dog, at hun var da vist lidt støvet og kedelig. Men det indtryk holdt kun et splitsekund, nemlig indtil hun åbnede munden. Hun havde en fantastisk evne til at blande sigende humor med dybt alvorligt og meget vedkommende stof.

Hun fortalte, at hun var uddannet lærer. Men da hendes mand var direktør for foreningen af  kollektivbrug, var hun nødt til at rejse med ham hele tiden. Da hun senere kom hjem til Uglich, var der ingen ledige lærerstillinger mere. Derfor måtte hun i gang med at være oversætter af tekniske tekster. Og nu er hun guide, i hvert fald om sommeren. Når floden er frosset til hele vinterhalvåret, sidder hun hjemme hos sin mand. 'Det keder mig', sagde hun med et glimt i øjet. "Han hverken drikker, ryger eller laver andre sjove ting !'.

I starten af rundvisningen delte hun en billet ud til hver af os. Ikke fordi det var nødvendigt, som hun sagde. ' Men fordi så husker I Vjera, når I ser denne billet klistret ind i jeres album for turen!'.

Vjera tog os til en gammel, flot kirke, Dimitrij-kirken. Den var i røde og hvide farver. Den er ifølge historien bygget på det sted, hvor en arving til zar-jobbet er begravet. Han nåede aldrig at blive zar, fordi Boris Gudunov slog ham ihjel, netop for at forhindre ham i at blive zar.

Vi købte en smuk akvarel af kirken til samlingen i vort køkken i Rixensart.

 

Iovrigt havde man uden for kirken lavet en interessant lille butik, hvor man kunne leje dragter fra Boris Gudunovs tid. Og lade sig fotografere i dem. God ide. Noget lignende har jeg kun set på Vikingemuseet i Roskilde.

Efter kirken besøgte vi et museum, der var anderledes end frygtet. Vi skulle nemlig opleve en lille à capella koncert med fem professionelle unge herrer, der sang smukke gamle gregorianske kirkesange. Vi kunne endda sidde ned, mens vore øren lod sig glæde over de smukke klange.

Vjera fortalte mere om sig selv. Hun får som pensionist 6.600 rubler om måneden. Det svarer til ca. 150 Euro. Det er den pension, de fleste russiske pensionister får i dag. Så de er nødt til at finde måder at spæde til indtægten. Hun spurgte, om vi havde besøgt en russisk familie påturen. Det har vi ikke, og det syntes hun er forfærdelig synd. Hun syntes, vi skulle se og høre, hvor hårdt dagligdagen er for de fleste almindelige russere. Hun fortalte også, at mange engelske krydstogter indeholder et besøg i et russisk hjem. Hun modtager selv mange og laver middag til dem. Da hun ikke kan ét ord engelsk, må hendes datter træde til som tolk hver gang.

Selv mødte Vjera en gang en fransk familie fra Bretagne. De inviterede hende en uge til Paris og tre uger til Bretagne. Det havde været hendes livs oplevelse. Ellers har hun aldrig selv haft mulighed for at rejse.

Vjera gjorde også lidt reklame for de russiske piger. 'Vi har her i landet et stortkvindeoverskud. Så send jeres giftelystne mænd herover', lød hendes opfordring. Det lød næsten som et påbud.

Hun slog også et slag for den russiske humor. 'Vi elsker at fortaelle historier', som hun sagde. Og hun gav med det samme et eksempel:

Zar Peter den Store og Stalin sad og snakkede sammen på et sted i en anden verden, hvor de begge er nu. Hvordan går det i Rusland ?, spurgte Peter. Det går fint, var Stalins svar. Ervodkaen stadig på 38 %, var næste sporgsmaal. Nej, den er på 40 %, svarede Stalin stolt. Kun 40 %, sagde Peter, Hvorfor så al den ballade og revolution for sølle 2 % !!

 

Vjera var ked af, at Uglich ikke længere har nogen egentlig industri. Det eneste er en urfabrik. VI besluttede os derfor for personligt at gøre noget ved sagen ved at købe lidt kølig drikkelse på en lokal udendørs bar på hovedgaden.

Klokken er blevet 12.45. Alle mand ombord. Afsted mod Moskva. Sidste stræk på vor nøjagtig 2.999 km flod- og kanaltur fra Astrachan.

Lige uden for Uglich passerer vi en stor sluse fra Stalin-tiden. Bygget af tyske krigsfanger efter 2. verdenskrig. 'Good business', som Vjera sagde med et glimt i det andet øje.

På den ene side synes jeg det er i orden, at de tyske krigsfanger selv skulle være med til at genopbygge det land, de lige har været med til at ødelægge. På den anden side var de unge tyske soldater dobbelt ramt. Først blev de tvunget til at være soldater i Hitlers aggressive krigsmaskine. Og bagefter bliver de tvunget til at være slavearbejdere i Rusland. Som nævnt tidligere i denne Dagbog var det kun omkring 6.000 overlevende tyske soldater, der i 1955 kom tilbage til Tyskland. Jeg har besluttet mig for at skaffe mig nogle beretninger fra nogle af disse hjemvendte tyske soldater. Måske fortæller de om livet med Uglich-slusen.  Jeg har tidligere med stor interesse læst bogen:  So weit die Füsse tragen. Det er en bog, der er skrevet af en tidligere tysk krigsfange. Han flygtede fra en GULAG-lejr i det østlige Sibirien. Og vandrede hele vejen hjem til Tyskland. Via Persien. Bogen findes også som film.

 

Senere i aften er vi drejet ind i Moskva-kanalen. Vor ven Volga fortsætter vest- og nordpå. Og for at vi ikke skal overse indsejlingen til kanalen, står der en KÆMPE-statue af - hvem tror I - Lenin med udstrakt arm for at vise os på den rette vej.

Hvis disse skrænter og de 6 sluser på kanalen kunne tale, tænker jeg, så ville vi få nogle grusomme historier.  Om de tusinder af russiske GULAG-fanger, der i årene 1933-37 blev tvunget til at bygge denne kanal. Mange med livet og helbredet som indsats. Det er overvejende sandsynligt, at mange blev arresteret og sat i GULAG-lejrene dengang - ikke fordi de havde gjort noget forkert - men fordi Stalins enorme anlægsarbejder dengang såsom bygningen af kanalerne, ikke kunne gennemføres, hvis man ikke havde disse tvangsarbejdere til rådighed. En forfærdelig tanke.

 

Tilbage til i dag:

I aften var der "Diner du Commandant'. Kaptajnens middag. En fast tradition i slutningen af alle krydstogter. Med vodka, ekstra vin, særlig dessert, små taler og alles skål med vor megahøje russiske kaptajn. Og tjenerne var i aften særligt festligt udklædt. Ikke mindst 'vor egen lille Olga'. Henrivende så hun ud med udslået hår. Lasse har også pr. sms bedt os tage hende med hjem. Men selv om hun er lille og spinkel, er jeg bange for, at vi overskrider vore 15 kg pr. person i bagage. Så han må selv smutte herover. Både for at gøre Vjera, sig selv og måske endda OLGA glad !

Efter middagen var der TALENTAFTEN. Underholdning af gæsterne - af gæsterne selv. Mange havde under kyndig ledelse øvet sig i sang, danse og sketches på hele turen. Dem fremviste de elegant for os andre i aftenens show. Altsammen styret professionelt af vores allesammens Galina, den søde og multi-dygtige tur-direktør fra Sankt Petersburg. Egentlig er hun fra Riga i Letland. Dér er hun født af russiske forældre og opvokset. Og hun spillede og sang da også i aften en dejlig sang på lettisk. Hun fortalte os bagefter, at både forfatteren og sangen er meget populær i Letland.

En af showets mange højdepunkter var dansk. Det var nemlig Liselotte, der helt på eget initiativ gav et 7-minutters soloindslag. På fransk !  Først fortalte hun elegant H.C.Andersens eventyr om prinsessen på ærten. Galina var naturligvis prinsessen. Der var ikke et øje tørt. Og slet ikke hos Galina. Derefter diverterede LIselotte med en anden H.C.Andersen kreation, nemlig sangen 'Hist hvor vejen slår en bugt'.  Forklaret på fransk og derefter sunget på dansk. Flot præstation. Jeg har det hele på video. Det kan jeg altid bruge en gang - som blackmail !  Nej – fruen fik både i aften og senere megen velfortjent ros af de andre passagerer.

 

Da applausen havde lagt sig, besluttede vi lystigt at gå i skibets pianobar. Her havde stakkels Aleksei fra Sankt Petersburg hver eneste aften fra kl. 22 forsøgt at spille op til dans. Men der kom aldrig andre end en tyk fransk skægbasse, der var mere interesseret i øl end i dans. Men NU skulle det være. Vi indkøbte os et par glas glimrende russisk champagne  ( det blev vist til et par mere ) og erobrede resolut et bord. Der var andre, der havde fået samme gode ide, så der var ligefrem en munter stemning over baren i aften. Galina kom endda hen til vort bord for at skåle og snakke. Ind imellem gik hun op til Andrei for at synge et par dejlige sange. Musikken lokkede os endda på dansegulvet indtil flere gange. Én af gangene dansede Liselotte med Galina.  Jeg skulle jo passe min champagne.

Jo, det var saftsuseme en god aften på Moskva-kanalen. Selvfølgelig sluttende med vor egen, private hyggestund ved vort eget panorama-vindue ( vi har hele to ) i kahyt 330.

DAG 13:  Torsdag, den 17. Maj:

Nu gælder det det sidste sø-stræk til Moskva. I det herligste vejr. Som på hele turen. Det var kun i Nízhny, hvor der var koldt og overskyet med 12 grader. Og i går morges samt en gang i eftermiddag, hvor Thor kørte hen over himlen med ildglimt og høje tordenskrald efter sig. Resten af tiden har vi haft et vejr ud over selv vore vildeste drømme.

Efter morgenmaden i dag blev vi kaldt til møde ( hvis vi ville ) for at se den film, der er blevet lavet undervejs af vor tur. Fotografen er Svava ( Vjateslav ), vor superdygtige harmonikaspiller. Egentlig var vi indstillet på at droppe forestillingen. Men vi gik derop. Og heldigvis for det. Det var en flot, flot 46 minutters film om alle de steder, vi har besøgt. Og med hyggelige billeder af os allesammen i alle mulige situationer og stillinger ( næsten ). Så vi har straks formedelst 1400 rubler ( ca. 265 kr. ) indkøbt 1 stk. DVD. Den glæder vi os til at se igen. Og til at fremvise, hvis nogen da skulle være så uforsigtige at vise interesse !

Lidt afslapningstid indtil frokost, der som ( næsten ) sædvanligt serveres kl. 13.  Vor schweiziske bordfælle Jean-Jacques bliver mere og mere dårlig og tager efterhånden kun flydende føde til sig.  Hans hoste har det meget bedre end han selv. Vi er dog ikke blevet smittet. Det sørger et aktivt krydstogtliv med masser af aktiviteter og næsten lige så meget god russisk rødvin, russisk øl ( i voksne dåser ) og gedigen vodka for !

 

Så snart frokosten er nedkæmpet, går det afsted i vore tre busser til Moskva. Men det er lettere sagt end gjort. Vort skib ligger i Stalins flodhavn Nord, ca. 13 km fra byens centrum.  Så vi må køre afsted deruda’.   Klokken er snart 15.30, og den evige myldretid er i intensiv tiltagen. Den lokale, lidt modne lokale guide, vi har fået, er af lirum-larum-slagsen.  En masse snak uden ophold, næsten heller ikke når hun trækker vejret.  Der er heller ikke mere sjov i hende, end der er honning i en tudse, som min mor ville have sagt.

Mens vi snegler os afsted i vor hollandske bus ( vi kan nemlig se, at den er indkøbt i Holland ), bliver hun dog langsomt bedre. Og vi får faktisk mange hyggelige oplysninger efterhånden som eftermiddagen skrider frem. Og ud af vinduerne kan vi se den ene seværdighed efter den anden paradere forbi.

Og jeg skal hilse og sige, at Moskva har forandret sig. Jeg var her første gang for 43 år siden ( i 1969 ). Og sidste gang for 25 år siden.  Samt mange gange ind imellem.  Det er første gang jeg oplever byen efter, at Sovjetmagten smuttede i 1991.  Sikke en forskel.  Dengang havde de slet ikke biler nok til at lave en trafikprop.  Det har de rådet bod på nu.  Der er 13 millioner indbyggere i Moskva. Og 4 millioner biler. Det er mit indtryk, at de allesammen er på gaden – altid.  Heldigvis kører alle bilisterne pænt og venligt. Ingen tuden og hylen.

 

Det andet iøjnefaldende nye er, at der er så rent og ordentligt alle steder. Dengang lå der møg og skidt overalt. Ingen vinduer var pudsede, og murbrokker og kvartfærdige huse og rønner så man overalt. Ikke mere. Masser er bygget. Endda pænt. Masser er renoveret. Også nydeligt og pænt.

Og så er der alle butikkerne. Overalt er der små shops og større butikker og shopping centre. Mest russiske. Men også mange af de mærkevarebutikker, vi kender fra Vesten. Og modsat dengang har alle butikkerne masser af varer. Til betalelige priser – i hvert fald med vore penge.  Med mange russeres lave indkomster er det ikke nemt. Og slet ikke her i Moskva, hvor prisniveauet er skruet voldsomt i vejret. Det ekstreme er GUM ( det statslige magasin, som forkortelsen betyder ), kæmpevarehuset på Den røde Plads. Det var lige så stort i Sovjettiden. Men dengang havde det stort set ingen varer. Det var de tomme hylders parade.  I dag er GUM propfyldt med pragtfulde butikker af enhver art. Og altsammen i den meget dyre ende.  Vor guide fortalte, at mange varer slet ikke var prismærket, fordi de mange overrige russere er fuldkommen ligeglade med priser. De køber bare. Hun sagde også, at de fleste varer i GUM kan købes meget billigere i almindelige forretninger i Vesteuropa.  Vi fik i eftermiddag lejlighed til at gå en tur i GUM. Det havde jeg to fordele af.  Dels den mere private af slagsen på herretoilettet ( helt oppe under taget ). Og dels nappede jeg gratis mine mange ventende e-mails i det gratis WiFi uden for Champagnebaren!

 

Selve Den røde Plads fik også vort besøg i dag. Den ligger, hvor den altid har ligget, også lang tid før kommunisterne ankom i 1917. Dengang hed den også Den røde Plads. Hvorfor ? Fordi det russiske ord for rød også kan betyde smuk. Og det er den i hvert fald.

 

Den imponerende katedral i den ene ende af pladsen tager enhver med storm. Den er bygget af zar Ivan den Grusomme i midten af 1500-tallet.  Dens farvede, løgformede kupler minder hver især om en stor soft ice – i ordets mest positive betydning. Stalin forlangte en gang katedralen revet ned og flyttet til et andet sted, fordi den lå i vejen for hans militære parader. En eller anden særlig modig sjæl mandede sig heldigvis op til at snakke ham fra det. Derfor ligger den der endnu. Stalin fik dog sin vilje et andet sted i byen, ikke langt herfra. Det kommer jeg tilbage til senere.

Og så er der Lenin-mausolæet. Det ligger her stadig med sine firkantede røde marmorblokke. Ligesom stablet oven på hinanden. Her ligger Lenin fortsat. Det gjorde Stalin også en gang. Men under Krustjovs afstalinisering blev han henvist til en grav langs Kreml-muren uden for mausolæet. Her kan han ”hygge sig” med et par håndfulde af de andre banditter fra dengang.

Tidligere kunne man besøge Lenin. Det var en yderst højtidelig sag.  Man skulle stille sig op i en laaaaang kø i timevis. Og havde man korte bukser på – som min gamle ven Vagn i 1972 – så var det YT. Af køen altså. Bare ben var mere end salig Lenin kunne tåle at se. Og når man så endelig kom indenfor i mausolæet ( jeg vil kalde det et kommunistisk tempel ), så skulle al samtale forstumme. Man skulle hele tiden bevæge sig fremad. Først ned ad de mange trapper ned til den dybe kælder, hvor Lenins balsamerede lig ( eller snarere en kopi i voks ? ) befandt sig.  Så gå langsomt forbi ham – omgivet af skarpt bevæbnede Sovjet-soldater, der var lige så voksagtige som ”Lenin”.  Og hvis nogen formastede sig til at have hænderne i lommen ( der var sgu koldt i den kælder ), så brød helvede løs. Aggressive lig-vagter kom pludselig i halvmørket farende frem fra no-where og hev ens hænder ud af lommerne, så både ulden og hvad man ellers havde fat i nærmest røg helt op i kapellets loft !

Nå, men alt det var dengang. Den nyfødte demokrat, gammelkommunisten Boris Jeltsin besluttede som landets præsident i 1990erne, at det nu skulle være slut med alt det ”Lenineri”. Den stivbenede militære æresvagt uden for mausolæet blev afskaffet. Besøgene i ”vokskælderen” var slut. Og Jeltsin foreslog, at Lenin skulle begraves på ordentlig vis ved siden af sin kone, Krupskaja. Det sidste blev dog ikke til noget. Endnu. Sagen er stadig til diskussion og hidser gemytterne på begge sider af argumentet voldsomt op mindst én gang om året !

Af-leniniseringen har nu også lukket det røde Lenin-museum i det ene hjørne af Den røde Plads.  Vor efterhånden bedre og bedre guide fortalte, at man endnu ikke har besluttet, hvad bygningen nu skal bruges til.

 

På vor bustur rundt i Moskva så vi også i eftermiddag KGBs gamle hovedkvarter Ljubianka. Nu holder Ruslands nye sikkerhedstjeneste til samme sted. FSB hedder den. Gammel vin på nye flasker er vi mange, der synes. Hvis bygningens mure, især i kælderens berygtede fængsel, kunne tale, så ville ørerne falde af !  Statuen af tjenestens første skrækkelige chef, Felix Dzerzinski, foran bygningen er dog fjernet. Og intet er stillet op i stedet for. Tæt på Ljubianka er kommunistpartiets gamle hovedkvarter nu overtaget af Ruslands præsident, i hvert fald af noget af hans tjeneste.

Vi så også det flotte og imponerende Bolsjoi teater udefra. Og et særligt nostalgisk gip gav det i mig, da vi kørte forbi Hotel National over for Kreml.  Ikke så meget fordi det var her, den første bolsjevikiske regering holdt til på 3. sal. Men fordi det var her, jeg boede under mit allerførste besøg i 1969, da jeg var her sammen med min gamle ven HC for at sælge stivelse på spraydåser – og købe rejser til mit eget rejsebureau Apollon ! Der sad dengang en KGB-agent og en luder på ethvert trappetrin. Det lykkedes os dog at drible uden om dem alle !

 

Vi kom også fobi det gamle Stalin-hotel Ukraine. Det er én af de 7 bygninger i Moskva, som er bygget i den særlige lagkageagtige ”Stalin-barok” med spidser og stjerner for oven. Ligesom Moskvas universitet og kulturpaladset i Warszawa. Kolossale mega-bygninger, der er ( var ) totalt charmeforladt og kolde som en død isbjørn. Meningen var vel, at de skulle indgyde folket ”angst og bæven” ( som Kierkegaard ville have sagt ).  Lidt ligesom meningen med mange af de kolossale katedraler, der er bygget rundt omkring i verden i tidens løb.

Jeg har faktisk boet på Hotel Ukraine: Enten var det med en vennegruppe i 1972. Eller også var det med en anden vennegruppe i 1985, da vi var i byen for at se Danmark tabe i fodbold til Sovjet med 0-1. Russerne kunne slet ikke forstå, at vi holdt en stor, gyngende fest bagefter.

 

Med denne nostalgiske, men upræcise erindring om mit samvær med hotellet i dets sovjetiske storhedstid var det i dag tankevækkende at se, at hotellet nu er et Radisson-hotel  ! Tiderne er skiftet. Men udefra ligner det stalinistiske hotel stadig sig selv til forveksling.

 

Med al den genopfriskning sneglede vi os hjem til vort gode skib igen. Langsomt, overlangsomt må være en passende beskrivelse. Det tog os 2 timer at køre de 13 km fra centrum til ”Maxim Gorki”. Undervejs steg vor guide af for at tage metroen. Hun var kloig. Vi var efterhånden bange for, at chaufføren ville gøre det samme !

 

Efter behagelig indtagelse af vor aftensmad blev vi ramt af vort tidligere overmod. Vi havde meldt os til endnu en tur til Moskva. ”Moscow by night” var turens slagtitel. Kl. 21.30 trillede vi afsted igen. Denne gang imod trafikken, så det gik afsted i susende fart. Aflæsning ved den hviderussiske banegård. Heldigvis ikke for at rejse til Belarus, Europas eneste tilbageværende diktatur. Men fordi vor aftentur startede med en tur i Moskvas berømte Metro.  Den kaldes også ”kommunismens underjordiske tempel”. Bygget i 1930erne, 1940erne og 1950erne under hele Moskva. Over 300 km lang. Ofte ligger den op til 50 meter under overfladen. Det helt særlige ved metroen er stationerne. Den ene er flottere end den anden. Allesammen forskellige. Bygget i marmor, ofte fra nedrevne kirker. Og alle med et tema af den ene eller anden slags. Oftest socialistiske temaer. Lovprisning af Sovjet-helte, af særlige egne, osv. I starten var den hårdhændede chef for byggeriet af metroen Nikita Krustjov – den senere Sovjet-leder, der i 1956 gjorde op med Stalin og hans metoder og personkult. Mens Stalin levede, var Kristjov én af hans trofaste løjtnanter. Nu tre år efter hans død var det lidt mindre risikabelt at sige ham imod. Og en effektiv måde at skaffe sig af med sine værste konkurrenter  mod magtens tinder.  Selv om det er Krustjov, der er citeret for den berømte sætning, at ” man skal være venlig mod folk, når man er på vej op, for man risikerer at møde dem igen på vej ned!”

 

Eneste alvorlige anke jeg har mod Moskvas metro er, at den larmer a’ helvede til !  Man kan simpelt hen ikke høre, hvad man selv tænker, når et tog kører forbi. Og det gør der hele tiden. På de fleste strækninger er der 1 ½ minuts drift. Infam larm og spektakel.  Men metroen virker. Der er masser af moskovitter på vej. I alle retninger. Hele tiden. En interessant og vedkommende oplevelse.

 

Efter metroen førte vor nye lune og påpasselige guide os op på Den røde Plads. Nu i behageligt aftenlys. Elektrisk. Så er pladsen næsten endnu smukkere. Og katedralen er det I hvert fald, selv om vi i eftermiddag næsten ikke troede det muligt. Eneste anke-punkt på denne tid af døgnet er oplysningen af GUM. Det er lavet som julepynt. Tusinder af lamper overalt. De kunne godt bruge nogle af deres lettjente millioner på noget mere kreativt!

 

I aften blev vi også kørt ud til Moskvas mest berømte kloster. Vi var der faktisk allerede i eftermiddag. Men det havde jeg glemt. Det ligger i sydvestlig retning fra Kreml. Stort og imponerende. Især imponerende, at de gamle kommunistbosser, Krustjov og Jeltsin, er begravet på området. Et konkret eksempel på, at selv fanden går i kloster, når han bliver gammel nok!

I aften skulle vi herud for specielt at se det oplyste kloster spejle sig i søen. Det var søen dog ikke med på. Den genererede permanente krusninger i overfladen, hvor den så end fik dem fra. Det var måske ”Krusse”, der igen tog skoen af og sparkede af sig !

En spændende genoplevelsesdag i Moskva sluttede  med et behageligt rendez-vous med puden ved 01.00 tiden.


Fredag, den 18. maj:

Ingen dag uden nye oplevelser. Sådan er det at være på krydstogt. I dag er ingen undtagelse. Moskva kalder igen. ”Dommen” lød på busafgang kl. 08.15. Og som alle annoncerede tider på hele turen: De holdt til punkt og prikke ! Ingen slinger i valsen. Heller ikke på dét punkt.

 

Turen i formiddag snegler sig igennem morgentrafikken til Tretyakov-galleriet. Stedet over alle steder, i hvert fald i Moskva, hvis man vi se gamle russiske malerier. Vi kom underligt nok lidt for tidligt. Alle museer i Moskva åbner kl. 10.  Så vi slentrede en tur på vej derhen. På vejen kom vi over en bro over Moskova-floden, hvor nygifte sætter en hængelås op på et særligt metaltræ. Smedet sammen / låst sammen for evigt, må den symbolske betydning være. Det ser flot ud med alle disse hængelåse. Tusinder af låse. Så helt galt med kvindeoverskuddet kan det vel ikke være. Eller også er der mange af mangelvare-mændene, der gifter sig mange gange.

På samme slentretur havde vi også lige pludselig den blå Europa-fane, endda i stor størrelse, foran os. Det var EUs delegation i Rusland, der lå her. Med udsigt til floden og til Kreml på den anden side af vandet. Jeg var nødt til at gå hen til indgangen for at tage et foto af delegationens ”navneskilt”. Ved siden af stod der en rygende ex-kollega og så undrende til. Jeg blinkede europæisk til ham for at vise mine reelle hensigter !

Selve galleriet var indskrevet til at vare to stive timer. 77 rum med over 5.000 malerier. Så behøver man ikke være flov, hvis man ikke når at studere dem alle.  Som tidligere beskrevet var det tekstilbrødrene Tretyakov fra Kostromá, der som kunstmæcener har oprettet museet. De afsatte simpelt hen 10 % af deres fabrikkers overskud til dette formål. Imponerende.

Nu er det sådan, at jeg er af den impressionistiske type, i hvert fald når jeg er på museum. Ose, luske rundt, lade øjnene snuse til det, de har lyst til. Ikke noget med detaljer og timelange seriøse forklaringer og fortolkninger. Sådan også i dag.  Så jeg ”slog mig hurtigt løs” fra gruppen og guiden og spankulerede rundt i sale og endda på forskellige etager. Af og til fandt jeg en stol til lidt ekstra filosofering. Men aldrig så snart jeg havde sat mig kreativt ned, kom der en kvidrende skoleklasse og fyldte hele rummet.  Mange sale og malerier så jeg adskillige gange. Ikke fordi jeg faldt i staver over dem eller fordi jeg er særlig tungnem ( tror jeg ). Men fordi jeg ikke kunne finde udgangen. På et tidspunkt løb jeg ind i Liselotte og klagede diskret min nød. Og hun gav mig straks den forbrugeroplysning, at jeg blot skulle følge de grønne pile. Det hjalp. I løbet af nul komma fem stod jeg nede i forhallen. Og observerede. Indtil mine skibsvenner fra Bus nr. 3 kom og samlede mig op.

God impressionistisk oplevelse !

 

Nu gjalt det frokosten. Den skulle vi undtagelsesvis ikke ha’ på skibet. Men i byens centrum. Vi var meget spændte på, hvad det var for noget.  Vi kørte til den berømte gågade Arbat, blev læsset af uden for Udenrigsministeriet og gik på apostlenes heste hen gennem gaden. Her så vi iøvrigt de første sorte mennesker på hele turen. En gruppe energiske afrikanere, for forgæves forsøgte at lokke os ind på en bestemt restaurant.

Sådan blev det ikke. Vi var inviteret på intet ringere end Hard Rock Café, Moscow.

Det blev en stor oplevelse. Dels er den store restaurant flot og elegant. Og dels var maden i særklasse. Uden sammenligning den bedste vi har fået på hele turen.  Især champignonsuppen tog prisen. Men også deres Bøf Stroganoff  ”war Klasse”, som tyskerne ville sige.  Jeg har kun været på en Hard Rock Café én gang før. Det var i New York, hvor jeg var i 1998 med min søn, Lasse, for at købe en smart T-shirt ( til ham ). Her mødte han iøvrigt tilfældigt en gammel skolekammerat fra Nivå !

Efter den overdådige frokost lød eftermiddagens ”ret” på endnu en kirke. Nemlig den gamle katedral, som Stalin sprang i luften for at bygge ”Sovjet-Paladset”, inkl. en 100 meter høj statue af sig selv.  Det projekt blev dog forhindret af 2. verdenskrig. I stedet byggede man efter krigen et swimmingpool på tompten.

Efter Sovjets sammenbrud besluttede Moskvas dynamiske borgmester Luzhkov at genopbygge den gamle katedral sten for sten efter de gamle tegninger og fotografier.  Pengene blev skaffet fra alle mulige kilder, også gennem offentlige indsamlinger. Og hele den store katedral blev opført på kun 4 år. Den er i dag den russiske ortodokse kirkes vigtigste kirke.

 

Dagens udflugt sluttede med et besøg i Kreml. Det rigtige Kreml.  Som tidligere nævnt flere gange har hver russisk by med respekt for sig selv et Kreml, en borg. Men denne her i Moskva er naturligvis noget ganske særligt. Dels er den flot og velholdt. Dels er den sæde for landets øverste politiske myndigheder. Og dels indeholder den nogle af de flotteste og rigest udstyrede palæer og kirker i hele Rusland.  Vi vovede os ind i et par af dem.  Jeg tror, at jeg på denne tur har besøgt dobbelt så mange kirker, som jeg besøgt i hele mit liv.  Jeg kommer tit til at tænke på, at alt det vi får præsenteret næsten uden undtagelse stammer fra tiden før revolutionen. Sådan var det i øvrigt også i kommunisttiden. Hvorfor? Fordi det var det eneste, de havde at vise frem.

Kirkerne i dag var også flotte. Og dertil propfyldte med gæster fra nær og fjern. For første gang oplevede vi køer af mennesker på turen. Først mase-mase for at komme ind. Og så mase-mase for at komme ud igen.  Jeg foreslog et par gange, at en af os skulle tilbyde at samle alles fotoapparater sammen og så gå indenfor og tage et godt billede med hvert apparat. Den ide var der ingen, der købte.

Udenfor i Kreml-området var alt delt op i to. På den ene side området med offentlig adgang. Her måtte vi dødelige befinde os. Og så ovre på den anden side, hvor præsident Putin og hans ministerier holdt til.  Bureaukrater  i alle aldre og størrelser vandrede ind og ud derovre. Sjovt at tænke på, hvad de mon laver derinde.  Og de tænkte måske det samme om os.  Og hvis vi fra vores side af det usynlige  jerntæppe kom til så meget som at dreje skosnuden i den forkerte retning, dvs. over mod det forbudte land, så lød der en fløjte, så man helt instinktivt var klar over, at der var fare på færde. Sådan var det også i kommunisttiden. Fløjter mig her og fløjter mig der. Men det er naturligvis bedre end maskinpistoler ( som de helt sikkert også havde en del af ).

På vejen ud kom vi til fods forbi nogle lave gule bygninger på indersiden af Kreml-muren. Vi fik at vide, at her boede først Lenin og senere Stalin. Siden har ingen haft fast bopæl i Kreml.  Jeg skulede lidt derover og tænkte mit.

Vi genfandt vore busser igen nede ved den imponerende gule Manege-bygning. Og så gik turen hjemad til vort skib. Til vor sidste aften på Maxim Gorki.

 

I aften fik vi de sidste instruktioner fra personalet om, hvordan afgangen i morgen vil ske. Hvem der skal afsted hvornår. Hvad vi kan gøre med drikkepenge til personalet.  Og traditionen tro var der også budt op til dans ved baren. Aleksei spillede på alle tangenterne for at forlyste og måske endda bevæge os til dans  og andre aktiviteter. Det lykkedes ikke helt. Folk var fyldt til øverste hårtop med oplevelser - og med træthed.  Og i hvert fald med glæden over alle de dejlige oplevelser, vi har haft sammen de sidste to uger.

Det var også i aften ( og lidt i morgen tidlig ), vi skal tage afsked med vore medpassagerer. I skal nok slippe for at høre om alle 160. Men nogle få af dem fortjener et par ord med på vejen.

Som nævnt i starten er de allerfleste passagerer her franskmænd.  Hyggelige, gemytlige, snakkende, spisende, drikkende, oplevelseslystne. Gennemsnitsalderen kender jeg ikke. Men jeg føler ikke, det er helt uretfærdigt, når vi følte os blandt den yngste tredjedel.  Tag ikke fejl: der var kraft og saft i dem alle. Der var ikke den høj eller de trapper, de veg bort fra, hvis bare der lå noget spændende og nyt forude.  De havde ligesom allesammen fået nye batterier lige inden de tog hjemmefra!  Godt at se.

Skal jeg nævne nogle enkelte var der f.eks. den alvorligtgamle dame, der bevægede sig som om hun gik på stylter. Stift og lettere slingrende. Tynde tynde ben inde bag de næsten lige så tynde bukseben. Måske var det stylter J   Og ud over gangarten, så var hendes særlige kendemærke, at hun næsten altid havde et plaster tværs hen over den sydligste del af næsen. Fint, nydeligt og rent. Det pudsige var, at når hun undtagelsesvis ikke havde plastret på, så var der ikke noget at se. Intet overhovedet.  Måske var det hendes brand at gå med næseplaster. Se bare: det virker. Jeg omtaler hende!

 

Så var der min særlige ven, der lignede Lenin. Vi havde fra starten et godt øje til hinanden – på en positiv måde. På et tidspunkt sagde han til mig, at jeg så stærk og farlig ud !  Og det var nok grunden til, at hvis jeg mødte ham på gangene, så standsede han brat, vendte ansigt og mave ind i væggen, holdt hænderne helt op mod loftet og sagde med høj stemme:  Jeg har ikke gjort noget ! ”  Så jeg lod ham smutte J   I aften fik vi en sidste skål sammen!

 

Vi havde også en dværg med i selskabet. En lille, meget lille dame, som var mindst på vores alder. Altid snakkende og i godt humør. Og med i alt hvad der var af sangkor og danseundervisning ombord. Hendes mand var af normal højde. Og det var praktisk, når hun skulle løfte hende op i busserne. Hun havde utroligt små ben. Alligevel kunne hun ved egen hjælp nå jorden !  I aftes kom hun hen til vort bord under spisningen. Hun ville fortælle Liselotte noget, så de fik sig en god og gemytlig snak. Bagefter sagde Liselotte, at den gode dame lugtede ubeskriveligt dårligt ud af munden. Det havde vi aldrig lagt mærke til før, for hun åndede og snakkede jo altid nede i bæltehøjde, hvor hendes ånde passende kunne blande sig med andre dufte. Den chance havde Liselotte ikke i aftes. Hun sad ned, og så passede højden glimrende.  Dunsten masede sig ubarmhjertigt frem i store mængder lige i næsehøjde.

 

Og så var der ham den ældre herre og den unge kønne, meget kønne, dame.  Dem kunne vi ikke rigtig greje.  Var det far og datter?  Eller var det en gammel gris, der med penge og gyldne løfter om ditten og datten havde taget sin smukke medarbejder med på krydstogt?  Vi kunne rigtig godt li’ dem. Så vi besluttede os for, at det var far og datter.  Rygtet gik endda, at det var rigtigt.  Men vi kunne altså ikke helt slippe tanken om, at det var en ung forlystelsessyg fransk mademoiselle, der rigtigt godt kunne li’ olde-namnam.  Og derfor var taget på denne tur.  Vi fik dem heldigvis aldrig spurgt. For så havde vi ikke længere mulighed for at spinde videre over vore egne hjemmebagte historier om både det ene og det andet.  Det vigtigste var, at de så ud til – som alle os andre – at have haft en herlig tur.

 

Nu skulle vi så sige farvel. Det var nu ikke så svært. For vi havde egentlig aldrig fået sagt rigtigt go’ dag.  Så det blev ved vink-vink og et par enkelte skåle eller fem.  Kys og knus forbeholdt vi vore schweiziske bordvenner ( selv om det kunne give os deres forkølelse ). Og så et par af skibets dejlige besætning, ikke mindst Galina.

 

Det var ved at være sengetid. Vi tog en sidste skibs-hyggestund i vort private sofahjørne på kahyt 330 og nedkæmpede beslutsomt de sidste flydende varer fra køleskabet.  Kufferterne var pakket og skulle først sættes ud på gangen i morgen tidlig.

Det var på tide at sige farvel til den sidste dag - og godnat til vore dyner – og til hinanden !

Lørdag, den 19. maj:

Alt har en ende. En regnorm, den har to . Sådan synger man i den kendte sang. Vi synger også på sidste vers.  Vor forjættende tur er ved at være slut. Intet varer evigt.

 

Jeg har flere gange rost vort franske krydstogtselskab CroisiEurope til skyerne. Og det er fortjent. Også her til morgen. De kan afvikle hjemrejse, så det hele foregår stille og roligt. Ingen hektik. Ingen usikkerhed. Alle ved, hvad der skal ske hvornår. Alle kan få deres morgensøvn. Og tilmed deres morgenmad i fred og ro.  De pakkede kufferter skal være ude i gangene kl. 08.30. Så kommer stærke mænd fra skibet og bærer dem ud i busserne. Vi kan kysse til højre og venstre og ønske god hjemtur. Alt imens vi har glemt, at vi skal rejse sammen med dem alle ( næsten ) hele dagen til Paris.  Men vor lange krydstogt-erfaring fortæller os, at når vi først når frem til Charles de Gaulle lufthavnen, så er alle overladt til sig selv. Med forvirring og mase her – mase dér til følge.  Så det er bedst at få det behagelige ordnet med det samme.

Vore schweiziske venner fra Sion skal dog ikke med. De skal først flyve til Geneve til aften, så de bliver ombord en ekstra frokosts tid.  Stort farvel og tusind tak for den særligeBord 8hygge. Og især tak til Jacques for den fine schweizer-kniv fra den schweiziske hær, han gav mig. Ja, bare rolig. Jeg har husket at putte den i kufferten. For hvis jeg har den i håndbagagen, finder de den i sikkerheden og anser mig for at være potentiel terrorist. Det har jeg prøvet en gang i Bruxelles lufthavn!

Skibets personale får også en stor og velment tak. Ikke mindst vor russiske direktør Galina. Et fantastisk menneske. Om sommeren er hun krydstogtdirektør hos CroisiEurope. Om vinteren – når de russiske floder er tilfrosset – er hun guide på museerne i Sankt Petersburg. Liselotte har allerede en plan om at tage sine kunst-piger i Belgien med en tur derover. Hun har endda talt med Galina om det, og hun er fyr og flamme.

Vor lille, søde russiske tjener Olga fik også en farvel- og tak-hilsen, dels lidt velfortjente ekstra drikkepenge, og dels – på russisk ! – en invitation til at kigge indenfor, hvis hun kom til Belgien!  Så kunne det jo være, at Lasse gerne ville vise hende byen J  

 

Så var det afsted mod lufthavnen. Lørdags-trafikken er ikke meget bedre end den er de andre dage. Så vor påhitsomme chauffør fandt diverse små- og omveje, så vi undgik for mange køer. Så fik vi også set nogle forstæder, der ligger lidt væk fra alfarvej.  Det var et blandet syn. Men folk så ud til at være muntre og aktive. Og det er jo det vigtigste.

 

I lufthavnen overgik de russiske pas- og sikkerhedsmyndigheder igen sig selv. Effektive. Hurtige. Venlige. Alt det, de ikke var i gamle dage.

Vi havde bemærket, at vort flynummer så mystisk ud. Når man har fløjet verden rundt, ved man rent instinktivt, hvordan et flynummer normalt er konstrueret. Det her var helt anderledes.  Vi slog det hen med, at det nok var deres computersystem, der ikke kunne finde ud af det. Men inde bag ved den tanke nagede en lille tvivl. Skulle vi ud med en af de der ”luftens tømmerflåder”, som er forbudt for børn og i hvert fald normalt forment landingstilladelse i EU-lufthavne. Der findes faktisk en særlig hjemmeside, hvor man kan se, hvilke selskaber det drejer sig om.

Vore bange anelser blev endnu en gang gjort til skamme. Det var det fineste fly. Et Boeing, ganske vist – ikke en Airbus  L    Men det var en særlig Boeing.  Den var gul og blå ( nej, nej – den var ikke svensk, den var fransk ). Udenpå stod der Europe Airpost.  Hva’ f... ! Skulle vi med en postflyver.  Det korte svar er: Ja, det skulle vi faktisk.

Efter vi kom afsted – til tiden, naturligvis – blev det lille mysterium opklaret.  Det var nemlig en flyver uden kaptajn. Jo, jo – han var der skam. Men så snart vi var i luften, kom han ind til os passagerer for at gå rundt og snakke. Fortælle, høre om vort krydstogt, og meget mere. Da han havde gjort det ned gennem rækkerne, overtalte vi ham til at gribe stewardens mikrofon for at fortælle lidt om flyveren og det brave flyselskab, der betjente os nu over de ukrainske stepper.  Han fortalte, at det er et fly, der på 20 minutter kan forvandles til en fragtflyver. Der åbnes en meget stor port i den ene side af flyet ( de, der sad der, blev lidt nervøse ! ) og alle sæder tages ud i ét hug. Så kommer der store containere ind. Så om natten flyver de med post over hele Europa, og om dagen tager de sig af passagerer. Smart ! Hvorfor har mit Airbus ikke fundet på det! Det har de måske også.

Den meget venlige og muntre kaptajn fortalte også, at hele flyet var reserveret for os fra ”Maxim Gorki”, så vi var ligesom én stor familie, som han sagde.  Det betød, at folk gik i gang med at vandre op og ned for at snakke, især med dem de aldrig havde snakket med før. Også med mig. En meget ældre, og samtidig meget venlig herre kom hen til mjig for at spørge, om jeg var forfatter ?  Den mistanke kunne jeg afmontere. Men han spurgte, fordi han havde set mig skrive en masse. Jeg fortalte om min Dagbog. Han spurgte straks om, hvilket sprog, jeg skrev på. Da jeg svarede dansk, flygtede han som om jeg havde pest ( eller dårlig ånde ). Jeg håber ikke, jeg har nogen af delene.

 

Iøvrigt regnede vi ud, at vort gode fly havde fløjet de nye passagerer til ”Maxim Gorki” til Moskva. De skulle nemlig komme i dag. Først to dage i vore fodspor i det Moskva’ske. Så afsted på en uges tur til Sankt Petersburg. Lidt underligt at tænke på, at der allerede er nye og ukendte passager i vores kahyt 330.

 

I Paris-lufthavnen landede vi ved Postterminalen – naturligvis. For så snart den sidste krydstogtpassager havde forføjet sig, røg sæderne ud og posten ind. Posten skal jo ud!

 

I Charles de Gaulle begyndte andre løjer.  Vi skulle naturligvis hjem til Rixensart. Vi havde ikke bestilt billet til TGV-toget. Hvorfor ? Fordi hvis man kommer for sent til den bestilte afgang, så er billetten ugyldig og pengene tabt.  Det har vi prøvet, da vi sidste år kom tilbage fra krydstogtet Dubrovnik-Sharm el Sheik.  Så vi gik fluks hen for at bestille to stk. transportbeviser til toget til Bruxelles. Der er direkte tog til Bruxelles fra lufthavnen, og der var endda to tog inden for de kommende par timer. Men nej. Alt udsolgt!  En lørdag aften! Utroligt. Nå, men vi blev overtalt til i stedet at tage toget ind til Gare du Nord i Paris og tage Thalys-toget til Bruxelles derfra. Vi købte billetter til det tog, som den flinke billetmand nærmest garanterede, vi kunne nå.

Og så afsted med RER. Det er togene i omegnen af Paris. Jeg skal hilse og sige, at vi kom helt op at køre! Ikke sådan fysisk, men oplevelsesmæssigt. Nålen på vor temperaments-måler slog helt over i rødt.  Dels varede det længe, inden der overhovedet kom et tog. Og dels var det virkelig et af de der rasle-rasle, skrumle-skrumle tog. Og så ”punkterede” det også i ny og næ  ( læs: holdt stille ).  Resultat: vi kom gevaldigt for sent til vort bestilte tog på Nordbanegården.   Jeg håber virkelig ikke, at det er den slags RER tog, de nu er ved at indføre her i Rixensart & omegn !

Hvad nu?  Vi havde mest lyst til at rasle tilbage til lufthavnen og rive manken af ham billet-frederik.  På den anden side ville vi helt hjem. Så jeg parkerede Liselotte og al bagegen midt i banegårdens vrimmel og sneg mig hen til en passende luge – for at skælde ud over deres formastelige kollega ude i lufthavnen. Jeg blev et par gange henvist til en anden luge – det betød, at jeg nåede at nedhidse mig ( lidt ).  Og da jeg endelig kom frem til den rette mand, sagde han med et stort, venligt smil, at det var overhovedet ikke noget problem. Hvilket af de kommende tog ville vi med?  Og det kostede ikke en Euro ekstra.  Det er i en sådan situation, at man oplever den sitrende og samtidig overmåde positive direkte overgang fra vrede til glæde.

Hele forestillingen havde taget en rum tid. Så da jeg iført to nye billetter nåede tilbage til fruen, havde hun allerede set os på jagt efter et lørdags-hotel i Paris og forsinket hjemkomst. 

Alt endte godt - som i alle gode eventyr.  Vi var hjemme i Rixensart helt som planlagt kl. 22.30. Herrrrligt!

 

Hvad har vi så især taget til os på denne fremragende tur?  Jeg vil nævne 6 ting:

1)       Dagens Rusland, ikke mindst det ”rigtige” Rusland, er virkelig en messe værd.  Man får én på opleveren.

2)       Russerne er meget venlige, meget interesserede, meget livlige, meget humoristiske,  meget glade. Og de er interesseret i kontakten med os. Deres eneste problem er sproget. Der er ikke mange, der kan engelsk. Men det læses som første fremmedsprog i alle skoler i dag. Så det må være et spørgsmål om tid.

3)       Rusland er også meget aktivt med i informations-alderen. Mobiltelefoner, internet, satellit-TV. Det er der altsammen. Det betyder, at de i dag ved meget mere om omverden, dvs. om os, end de nogensinde har gjort. Og de kan tage kontakt til os. Det bør VI huske på. Vi bør i demokratiets interesse gøre alt, hvad vi kan for at holde god kontakt til russere

4)       Den russiske økonomi er som bekendt meget, særdeles meget, baseret på deres olie og gas.  Dels giver det meget forurening, i hvert fald i udvindingsområderne. Og dels frister det dem til at være mere eller mindre tilfredse med den tilstand. Medvedev har flere gange været ude med ønsket om, at de skal sprede deres aktiviteter  meget mere til andre sektorer – bruge de enorme indtægter intelligent.  Det er vist ikke helt kommet i gang. Putin vil gerne bruge endnu flere penge på militæret og de hel- og halvhemmelige tjenester. Og filosofien om små og mellemstore private virksomheder trænger til at blive meget forbedret. Der er masser af SMVer allerede. Men er de effektive? Burde der ikke være flere?  Nu bliver Rusland i nær fremtid medlem af WTO ( FNs Verdenshandelsorganisation ). Så kommer de automatisk ud for meget mere konkurrence udefra på alle økonomiske områder.  Så kan det være, de kan lære det!   Den får dem formentlig og forhåbentlig til at fokusere bedre J

5)       Og så er der politikken....    Dels var vi overrasket over, at Lenin stadig står højt på sin pedestal mange steder. Også mentalt. Men vi bemærkede også, at han nok trods alt er på vej ud.  Og dels oplevede vi, at folk, inkl. vore guides, ikke var bange for at komme med negative ord om Putin og den måde, han fører sig frem på.  De turde sige noget, selv til os fremmede. Det var helt utænkeligt i gamle dage.   Vor sødeste guide Vjera i Uglich sagde endda: Og så hænger vi på ham i SEKS år !!   Der er også både aviser og radioer, der taler topledelsen midt imod.   Derimod var det vort indtryk, at de demonstrationer, som finder sted i de største byer, også mens vi var der, trætter den almindelige russer. Hvad skal det til for, som én af dem sagde.

Det er i hvert fald oplagt, at myndighederne ikke længere kan lege fy-fy og lukke-lukke for al information udefra.  Det har informationsalderen sørget effektivt for.

Jeg er rimelig optimist om fremtiden. Det kan kun gå fremad. Vi må bare ikke se det hele med vore øjne og erfaringer.  Ruslands historie, Ruslands traditioner spiller naturligvis en afgørende rolle.  De har aldrig haft vor form for demokrati før.  Derfor føler den almindelige russer ikke dette instinktive behov for altid at kunne sige og gøre alting i politisk forstand.

6)       Til sidst: Vil vi tage derover igen ? Måske, måske ikke. Jeg føler selv, at jeg har set meget store dele af det enorme land. Tilbage i tiden med den transsibitriske jernbane, i 1972, 1985 og især i 1987 med besøg i Moskva, Kazachstan, Uzbekistan, Georgien og Armenien ( alle uafhængige lande i dag ). Og nu med Volga fra den ene ende til den anden.  Måske kunne jeg tænke mig endnu en gang at besøge Sankt Petersburg. Men så skal det være på et krydstogt J

 

Tak fordi du kiggede med!

Niels Jørgen Thøgersen

kimbrer@gmail.com

Den 10. juni 2012   



 

Turplanen

VOLGA-TOUR

Time schedule

         Saturday, May 5:     14.30:  dep. Rixensart

                                         15.20:  arr. Gare du Midi, Bruxelles

                                         16.18  dep. Gare du Midi  ( TGV )

                                          17.53 : arr. Charles de Gaulle airport, Paris

                                         Hotel Novotel, Charles de Gaulle

 

        Sunday, May 6 :       14.00 :  dep. Charles de Gaulle  ( Aeroflot )

                                         19.30:  arr. Moscow-Sheremétyevo

                                         21.40:  dep. Moscow-Sheremétyevo

                                         23.55:  arr. Astrachán airport

                                         Transfer to ship Maxim Gorki

                                         ( cabin 330 pont canot – junior suite )

        Monday, May 7:        Excursions in Astrachán

        Tuesday, May 8:       Sailing upstream towards Volgográd

        Wedn., May 9:           Volgográd  ( ex-Stalingrád, ex-Tsarítsyn )

        Thursday, May 10:    Sarátov  ( old capital of the Volga Germans

        Friday, May 11:         Samára  ( old business city between east

                                                        and west )

        Saturday, May 12:    Kazán  ( old Tatar city )

        Sunday, May 13:       Cheboksáry

        Monday, May 14:      Nízhny Nóvgorod  ( ex-Gorki )

        Tuesday, May 15:     Kostromá – Jaroslávl

        Wedns., May 16:     Úglich

        Thursday, May 17:  Moscow

        Friday, May 18:       Moscow

        Saturday, May 19:   14.45:  dep. Moscow-Sheremétyevo

                                        16.10:  arr. Charles de Gaulle, Paris

                                         19.18: dep. TGV Charles de Gaulle

                                         20.36 : arr. Gare du Midi, Bruxelles

 

  NJT – 05 05 12

Vore oplevelser langs Volga

VOLGA CRUISE

May 6 – 19, 2012 


About VOLGA:

Volga is Europe’s longest river – 3.692 km.  Its source is in the Valdai Hills ( 225 m above sea level ) in the Tver region northwest of Moscow. It is of crucial importance to most of European Russia. And it is linked to other rivers and lakes by a number of man-made canals.

The name Volga comes from Bulgar. They were a Turkic population living around the river from the 7th century ( after the fall of the Hunns ).  Others say the name comes from an old Slavic word for wetness.  Actually, both interpretations might be true.

The Russians call the river Volga-Matushka  ( Mother Volga ).

During the Soviet time a number of big dams have been built to regulate the river and to produce electricity. Many monasteries and old villages along the river are now under water because of these dams.

Two on the most important canals are:

a)  The Moscow canal from Volga to the Moscow river ( 128 km ). It was built by Gulag-prisoners in the years 1932-37.

b)  The Volga-Don canal near Volgograd ( 101 km ). Built 1947-52 by German prisoners of war and Gulag prisoners.

 

The Vikings ( esp. from Sweden ) used Volga to sail all the way to the Caspian Sea to trade with the Middle East.  Many remains from them are still found.  They were called the Rus.  That is how Russia got its name.   Russian historians claim that it actually was people from Jutland, who played the main role in the founding of Rus - the first Russian state with Kiev as the capital. Rurik, who gave name to the first dynasty is believed to have come from Hedeby.

 

Our cruise will take us on this tour:

Astrachán – Volgográd – Sarátov – Samára – Kazán – Cheboksáry – Nízhny Nóvgorod – Kostromá – Yaroslávl – Ulich – Moscow.

 

ASTRACHÁN:

This is a city of 520.000 inhabitants. Founded in 1558.  Distance to the Caspian Sea:  66 km.  It is on the same parallel as Vienna and Lyon.

The city is built on several islands and has therefore many bridges and canals.

The Volga delta to the south of the city can have up to 200 river arms, when the river has a lot of water.  It has a lot of sturgeon and exotic plants.

Back in time the city was the capital of the Astrachan Khanate from 1459 – 1556. Then the Russian zar Ivan the Terrible conquered the city. The Kremlin of the city was built during the 1580ies.   These fortresses were also seen as protection against invaders from the east.

During the bolchevik revolution in 1919 the workers in Astrachán made a revolt against the communists. Thousands were shot by the new secret police, the Cheka ,  under the command of Sergei Kirov.  Others were thrown in the river with stones around their neck.

When the Germans invaded the Soviet Union in 1941 their aim was to reach as far east as the line Archangelsk in the north to Astrachán in the south. They never made it. And Astrachán was not occupied.

Today the city has an important fishing fleet. It also produces footwear and clothes. The socalled Astrachán fur is well known too and made on the basis of raw material from Siberia.

In the city you find old cathedrals ( such as the Ascension Cathedral from 1700-10 in the Kremlin, a Roman catholic church ( Our Lady of Assumption from 1778 ), and synagogues.

The population is very mixed – Europeans, Asians, etc. . And Christians, Muslims and Buddhists live peacefully together in the city.

Culturally Astrachán is also very rich – incl. a new State Theatre and Opera from 2011.

Its airport is very new and modern – it opened in February 2011.

Among its twinned towns are Ljubljana in Slovenia and Brest in Belarus.

 

VOLGOGRAD:

The city has today about 1 million inhabitants. It is 80 km long and covers an area of 565 sq.km.

From 1589 the city was called Tsaritsyn ( from the Turkic words sary-sin = yellow water ). In 1807 the city had 3.000 inhabitants. In 1900 it had grown to 84.000.

After the communist revolution the name of the city was in 1925 changed to Stalingrad.  And it became an important area for heavy industry.

During World War II some of the most fierce battles in the war took place around Stalingrad. From August 1942 to February 1943 ( a bit more than five months ) between 1,2 and 1,7 million people were killed. Though the Germans at some point held about 90 % of the city they were not able to hold it.  The German commander, field marshal Friedrich Paulus surrendered ( against the order of Hitler ). As he said at the time: I am not going to commit suicide because of thisBavarian corporal !  About 91.000 German soldiers were taken prisoners.  Less than 10 % of them came back to Germany ten years later. Paulus himself was a luxury prisoner in Russia until 1953.  After that he settle down in Dresden in the GDR and had a minor role in the East German military until his death.

Stalingrad was completely destroyed during the war. And an immense reconstructed started right after the war.

In 1961 the name was changed to Volgográd.

Today is has as one of the few Russian cities a communist mayor.

The city is a very important industrial centre with shipbuilding, oil refineries, steel production, aluminium plants, etc.

A huge monument / sculpture of “Mother Russia” is placed on one of the hills, where to worst battles took place.  The Panorama Museum gives an overview of the battle of Stalingrad.

Among the city’s twinned towns are:

Coventry, Liège, Dijon, Turino, Cologne, Chemnitz, Port Said and Hiroshima.

 

SARÁTOV:

This is a city of 837.000 inhabitants. They are a mixture of Russians, Tatars, Ukrainians, Jews and Germans.

At the time of the Golden Horde the city was called Ukek ( 1250-1355 ).  Sarátov was founded in 1590.  The name comes from Turkic Saryk Atov =the island ofv the hawks   -  or from Tatar: Sary Tau = yellow mountain.

When Sarátov was built the timber for the houses was prepared at the upper end of the Volga, because the forests were here. All pieces for each house got numbers, and everything was sent several hundred km down the river. The town Sarátov was in this way built within a few weeks.  This was important to secure the area against new attacks from the east.

The Sarátov city and area was very important for the about 800.000 Germans, who at the invitation of zarina Catherine II came to Russia in the years from 1763. They settled down here to cultivate the land and to start productions.  They also became industrialists, scientists, musicians, artists, etc.  The city of Pokrovsk ( now: Engels ) on the other side of the river from Sarátov, was their capital.

When Hitler’s troops invaded the Soviet Union in June 1941 Stalin ordered all Volga Germans moved to Sibiria and Kazachstan, as he did not trust their loyalty. When they later in the 1950ien and 1960ies were rehabilitated only few of them returned to the Volga area.  But there are still many remains from their stay such as the Roman-Catholic cathedral St. Klementy. During the Soviet time it was a Childrens Cinema.

Sarátov was until 1991 a closed city due to its military installations. Many military airplanes were produced here.

Sarátov has a humid and continental climate. At winter it gets up to 92 cm snow.

The city is today and industrial city. And it also has many educational and cultural institutions.  Among them are many art museums.

Sarátov has among its twinned cities: 

Bratislava, Lodz, Marseille, Tour and Bristol.

 

SAMÁRA :

This city has 1,2 million inhabitants and lies where the river Samára reaches the Volga.  

Its name in the years 1935-91 was Kúybyshev.

Before 1586 lots of sea pirats operated from here. Then the Russians made it one of their fortresses against the east.

After the revolution a very serious famine happened in 1921. Thousands of people died. The Norwegian Fridjof Nansen organized on behalf of the League of Nations a very important emergency aid.

During World War II  Samára was designated to be the Soviet capital, as Moscow was in great danger of falling to the Germans. The Soviet government worked in Samára ( Kúybyshev ) from October 1941 until the summer of 1943.

At the same time the city produced a lot of the weapons for the war.

Samára is still today a very important industrial city ( space stations, satellites, etc. ). It has a lot of educational and cultural institutions.

Its waterfront towards the river is very long and very popular for relaxation.

Among its twinned cities are:  Stuttgart and Palermo.

 

KAZÁN:

With its 1,1 million inhabitants the city is the capital and largest city of the Republic of Tatarstan.

It has been built where the Kazanka river meets the Volga.

The word Kazán comes from bulgar and means: boiler.

The Khanat of Kazan existed until 1552, when Ivan the Terrible and the Russians conquered the area.  It was an enormous massacre on the local people.

A fortress – a Kremlin – was build. It has since 2005 been a UNESCO World Heritage site.

In 1917 Kazán was one of the key centres of the revolution.

The city is an industrial and a financial centre today.

Kazán has since 2000 been totally renewed and modernized.

It is considered the “third capital of Russia”.  And it is also the sports capital of the country.

In 2013 the Summer Universiade will take place here. And FIFA has chosen the city for its World Cup in 2018.

The population in the city is still very mixed. And Russian as well as Tatar is spoken there.

Among Kazán twn towns are:

Braunschweig and Antalya.

 

CHEBOKSÁRY:

This Volga-city has today 450.000 inhabitants. It is the capital of the Chuvashi Republic.

Before 1469 it was a Bulgar city with the name Veda Suver.

After the Russians conquered the area in the 1550ies a Kremlin was built in 1555. It still has 25 churches and 4 monasteries inside. All Russian-Orthodox.

The city has an artificial bay with popular cafes and promenades.  It also has a lot of cultural activities and institutions – some of them in Chuvash language – spoken by about 1,6 million people.  Famous are their opera, their ballet and their puppet theater.

A Language Festival was organized in the city in 1996.

On the industrial side the city has a big tractor plant and also a major electricity facility.

And most important: The beer of Cheboksáry is very famous J

Among the city’s twin towns are Eger in Hungary and Antalya in Turkey.

 

 

 

NÍZHNY NÓVGOROD:

This city has today 1,3 million inhabitants and is built, where the river Oka hits the Volga. It was founded in 1221.

The name means ( in Russian ) Lower Nóvgorod ( or Lower Newtown ). Novgorod is a city not far from St. Petersburg. Often it is just called: Nízhny.

Nizny has a very rich history and beautiful buildings. It has among many other buildings two medieval abbeys. It also has a mosque and a synagogue. A huge art gallery is also here.

The fortress, the Kremlin, was built 1508-11.  It was important in the wars with the tatars in Kazán.

The famous family Stroganov ( the richest family in Russia at the time ) came from and lived in Nízhny.

During the Soviet period the city was called Gorki from 1932-90. It was named after the poet Maxim Gorki, who was born here. And who supported the revolution.

Nizhny was a closed town during the Soviet era. Lots of military research and production took place here.

And the physicist and human rights leader Andrei Sacharov was forced to live here in the years 1980-86. Then Michail Gorbatjov called him personally one day and told him that he was free to move wherever he wanted. His house is now a museum.

Among Nízhny’s twin cities are:  Essen, Linz and Tampere.

 

KOSTROMÁ:

This small town around two hours by hydrofoil from Yaroslávl  ( see below ) is part of the so-called “Golden Ring of Moscow”.

It is special in the sense that it still looks like it did when it was built in the 12th century. With a number of churches, monasteries, a small mosque, etc.  In the area around the town lots of animals like elks are living.

 

YAROSLÁVL:

With its 600.000 inhabitants this is the oldest town at the Volga. It also belongs to the “Golden Ring of Moscow”. And it is often called “The Florence of Russia”.

It was founded in 1010 on old towns from the Viking period.

It is placed on rolling hills in a lovely landscape.

The city was an important industrial centre already before World War I.

During World War II the Yaroslávl was frequently bombed, but never conquered by the Germans.

It served as a refuge for people, especially children, from Leningrad, during its 900 days blockade.  They came during the winter over the ice on Lake Ladoga.

The city holds a lot of cultural activities, and the atmosphere is very special.

It has since 2005 been a UNESCO Heritage site.

Among Yaroslávl’s twin cities are:

Coimbra, Exeter, Hanau, Jyväskylä, Palermo and Kassel.

 

ÚGLICH:

This small town of 34.000 inhabitants is the third part of the ”Golden Ring of Moscow”.  It goes back to 937. And it was during the Tsarist time known as a pilgrimage town.

Many old churches and monasteries can be seen in the town. It also has its own Kremlin, of course.

Today it is in particular known for the huge Úglich Reservoir ( Dam ) from 1939. It is 143 km long and covers 249 sq.km.

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

kimbrer@gmail.com

www.simplesite.com/kimbrer

May 5, 2012   ( 2nd ed. )

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Karen Prehn | Svar 13.07.2012 14.00

Kære Niels Jørgen, En fantastisk dejlig oplevelse at læse din dagbog. Så levende og inspirerende.
Karen

Flemming Crawfurd | Svar 11.07.2012 10.08

velskrevet, morsom og inspirerende.
Flemming

Stig | Svar 31.05.2012 09.26

Kære Niels Jørgen

Jeg læste din beretning om de første 5 dage her til morgen. Du er en skarp iagttager og en rigtig god fortæller. Glæder mig til at læse mere!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

26.11 | 02:16

Kære lånesøgere

Har du økonomiske vanskeligheder? Vil du starte din egen virksomhed? Dette lånefirma blev etableret menneskerettighedsorganisationer rundt omkring i verden med det ene formål at hjælpe de fattige og mennesker med økonomiske vanskeligheder

...
05.11 | 15:56

Selv om jeg kender fortællingerne (godt ord for resten og måske bedre end historier) er det herligt at læse. Du skriver jo eminent!

...
30.12 | 21:23

Hvorfra stammer udtrykket "...udskidt æblegröd ved juletid"
MVH
Chrystal

...
14.06 | 03:54

Tak for forklaringen på bæverding - et ord jeg har brugt så længe jeg kan huske. Jeg har undret mig over forklaring indtil nu, og ordet er ikke i ODS.

...
Du kan lide denne side