Tur fra Italien til Spanien, Portugal og Marokko

Deltag i vort spændende Krydstogt

 

K R Y D S T O G T  -  D A G B O G

Genova – Malaga – Lissabon – Casablanca – Barcelona – Genova

25. September – 3. Oktober 2012 

 

Så skal vi atter en gang ud på vor favoritferie – en tur på krydstogt.  Hvor herligt.  Dette er faktisk vort 10. krydstogt.   De tidligere gik til:  Vestindien, det østlige Middelhav,  Det sydkinesiske Hav, Donau,  Rhonen,  Dubrovnik til Sharm el Sheikh,  Douro, Australien & New Zealand samt Volga.  Vi må mindst ha’ sejlet jorden rundt. Ved ækvator, vel at mærke!  Spændende og dejligt har det været. Hver eneste gang. Og ikke to krydstogter har været ens. Heldigvis.

Men denne gang er det alligevel mere anderledes.  Hvorfor det?   Fordi vi skal rejse med Claus og Lasse.  Det er deres jomfru-krydstogt. Ikke fordi der ( formentlig ) er ret mange jomfruer om bord J  Men fordi de aldrig har prøvet at ”krydstogte” før.  Og de har altid lyttet med ekstra stor opmærksomhed, når vi har fortalt om vore bedrifter verden rundt. Så NU skulle det være.  Egentlig startede det med at være en ren mandetur.  Vi tre har nemlig med stor fornøjelse rejst sammen før.  For eksempel til New York og Washington, til  London, til Colmar og til Trier. For ikke at nævne alle mine individuelle ”dannelses-ture”  før i tiden med hver af mine tre poder til storbyerne London, Paris og Berlin.  

Vi besluttede at invitere Liselotte med.  Jeg skulle som enkelt-passager betale næsten fuld pris for en kahyt. Og så skulle jeg jo heller ikke tulle alene rundt, når de unge mennesker var på togt rundt omkring på skibet for at date og hygge sig.  Så det blev en 4-tur. Og det var i grunden nu heller ikke så galt J

Forventningerne..

Det var en oplevelse i sig selv at høre, hvor meget knægtene glææædede sig til turen. De kunne næsten ikke vente. Uanset hvornår vi var sammen i sommerens løb, snakkede vi om den kommende tur. Og vi fik skam også allesammen lektier for. Så dette var også en dannelsestur. Claus og Lasse havde ikke besøgt nogle af de byer før, som vi ville komme til. Så de havde lyttet efter deres gamle far om, at jo bedre forberedt man er, desto mere får man ud af turen ! Sådan!  Claus ville især gerne fortælle om La Reconquista, dvs. spaniernes generobring af den iberiske halvø fra araberne.  Lasse tog Casablanca på sin kappe. Liselotte skulle – som sædvanlig på vore ture – ikke bare spise, men snakke om mad, der måtte kildre vore ganer.  Og jeg skulle causere om politik og nyere historie, efterhånden som vi kom frem.

Vi udstyrede os også med diverse medikamenter mod dårlig mave og endda søsyge, hvis der nu skulle komme ”Åh, så høje bølger”.   Slige piller hjælper, bare man har dem med. Og man har kun brug for dem, hvis man ikke har dem. Husk det.

 

Afgangen..

Midt om natten. Det er der en kendt sang, der hedder.  Det var nu ikke lige den, vi tænkte på, da vi søvndrukne på de meget tidlige timer begav os mod Zaventem.  En mini-morgenmad herhjemme suppleret med en indkøbt sandwich i lufthavnen. Det var, hvad det blev til. Og så én-to, én-to  - og så det andet øje!  Fordelen var, at der næsten ikke var andre end os i den normalt myldrende lufthavn. Ulempen var, at der heller ikke var mange restauranter og barer åbne. Nå, men vi nåede vort Brussels Airlines fly mod Milano ( Malpensa ) kl. 06.40.  Vi skottede lidt til de andre passagerer for at se, om de lignede folk med mod på krydstogt.  Vi mente, at der var nogle få, der så mistænkeligt ”krydstogtede” ud. Og det viste sig at være rigtigt.

Flyveturen ned over Alperne foregik i god ro og orden. I en Airbus, heldigvis.  Jeg fik knægtene sat ved et vindue i venstre side af flyveren, så de kunne se de sneklædte bjerge, når vi fløj hen over dem. Men enten var der skyer. Eller de studerede indtrængende indersiden af deres øjenlåg, når der dukkede en ”Alp” op!

I Malpensa-lufthavnen gik alt som planmæssigt. Vor bagage ankom uden problemer. Og vi blev venligt modtaget af MSC-personale i forhallen. MSC ( Mediterranean Sea Company ) er navnet på vort krydstogtskibs ejer.  Der var dog en downside:  som vi havde frygtet, ville busserne afvente flere krydstogtpassagerer, der kom bl.a. fra Tyskland med senere fly. Så vi blev parkeret en halvanden times tid på en – iøvrigt – hyggelig lufthavnsbar. Så her blev det til den tredje morgenmad den dag.

Der er godt 200 km fra Malpensa-lufthavnen ned til Genova, hvor vort gode skib ventede os.  Den tur foregik i bus. Først over den flade, flade Po-slette med alle rismarkerne, med hyggelige italienske landsbyer med de typiske halvflade romerske, røde tage, og med en rimelig formiddagstrafik i begge retninger.  Det var på denne slette, at mine fæller Kimbrerne i 101 f.Kr. led deres beklagelige og totale nederlag til romerne. De havde ellers banket dem efter noder hele vejen ned gennem Europa. Men her ved Vercellae gik det galt.  Ikke i første omagng. De romerske legioner lod kimbrerhæren passere forbi. Der var endda enkelte modige ”himmerlændinge”, der frækt råbte til romerne: Skal vi hilse jeres koner i Rom?!   Men så snart selve hæren var kommet forbi, angreb romerne bagfra. Her var der fyldt med kvinder, børn og kvæg. Dem kunne romerne lige klare. Og så udbrød der totalt kaos. Dem der ikke blev slagtet ( og det blev de fleste ), de flygtede vilde i øjnene i alle retninger. Nogen af dem ( eller rettere deres efterkommere ) bor oppe i Dolomitterne 60 km nord for Verona i en lille bjergby, der hedder Ljetzan ( eller Giazza på italiensk ). Dem besøgte vi faktisk i 2004.

Nå, men i dag så vi ingen kimbere eller romerske legionærer. Vi trillede videre sydpå. Og en halv times tid før forventet ankomst til Genova, bliver naturen lige pludselig helt vild.  Høje, forrevne bjerge – gennemboret af et utal af vejtunneller. Og med imponerende broer højt oppe og langt nede.  Dette område er en del af Ligurien. En dramatisk og billedskøn ankomst til Middelhavet og byen Genova, der er bygget op ad klipperne, næsten lodret. Der var her, Christoffer Columbus blev født.  Byen kaldes populært ”La Superba” ( The Superb One ) på grund af sin glorværdige fortid og de imponerende bygninger. Og på den kulinariske side er Genova hjemstedet for den berømte pesto.  Deres særlige minestrone suppe skal man også gøre sig selv den glæde at snige sig ind på.

 

MSC Magnifica...

Med denne ”magnifikanske” ankomst til ”Mare Nostrum”, Vort Hav, som romerne kaldte Middelhavet, kunne vort skib naturligvis ikke hedde andet end MAGNIFICA.  MSC MAGNIFICA.  Alle stiv-stirrede ud af bussens vinduer for at få det første blik af skibet, da vi tunnel-ind–tunnel-ud kørte ned til og igennem havnen.  Og dér lå det så. I al sin magt og vælde.  293 meter langt. Med 13 dæk. Og med plads til 2518 passagerer. Og en 1027 mands besætning til at passe på os og passe os op.  Bygget i 2010 på St. Nazaire værftet i Vestfrankrig og apteret ( dvs. udstyret ) i Hamburg.

Vor bagage skulle vi ikke bekymre os om. Den ville af flinke folk blive bragt til vore kahytter på 12. etage. Og indcheckningen i en meget flot terminal-hal gik aldeles tjept ( modsat sidste gang vi skulle krydstogte fra Genova i 2006 ).  Vi fik endda en forfriskning udleveret. Og fristet til at købe både en vinpakke og en ølpakke til turen. Ikke i fysisk form, men som nogle kuponer, vi så kunne bruge til afregning med tjenerne ombord.  Det viste sig ikke at være den bedste løsning. Den kom vi på senere. Men vi fik da nedkæmpet både vin og øl i løbet af turen.  Den slags kræver normalt ingen nødning!

Vi fik også udlevet vore ”Magic Cards”. Man bruger aldrig penge ombord. Altså sådant fysisk. Man betaler med sit Magic Card – hvad man end foretager sig. Til gengæld har dette card en magisk evne til at trække kraften ud af vore credit cards. Det sker dog først den sidste dag.  Hvis man er nervøs for, at man er ved at gå fallit, kan man altid gå ned til skibets regnskabsfører og bede om en udskrift af, hvor meget man indtil da har formastet sig til at bruge. Så nervøse blev vi dog ikke.

Vore kabiner på 12. etage – nr. 1292 og 1296 – lå lige ved siden af hinanden. Og adskillelsen mellem vore to balkoner kunne slåes til side. Det blev den.  De to ”kammertjenere”, der skulle tage sig af os og vor kahyt, kom fra Brasilien.  Søde unge herrer, der ikke vidste alt det gode, de kunne gøre for os.  Deres engelske var ikke alt for godt. Men det var bedre end vores brasilianske.  Så vi klarede os allesammen fint igennem med smil, fagter og hyggelige forsøg på forklaringer.

Kahytterne var store og meget rummelige. De største vi har haft i vort 7-årige krydstogtliv. Med et stort og velfungerende badeværelse. Det var dejligt. Til gengæld var i hvert fald min seng noget hård ”i betrækket”. Så jeg måtte ned på knæ for at bede om lidt mere polster oven på min madras. Det blev bevilget. Og jeg blev mere og mere tilfreds med mit flydende leje.  Balkonerne var også store og rummelige – med to stole og et lille bord. For rygerne var der det problem, at man ikke måtte ryge på balkonerne. Inde i kahytterne var det heller ikke tilladt. Så mine påhitsomme medrejsende fandt ud af at sidde i den åbne dør ud til balkonen og hygge sig med smøgen.  Chef-brasilianeren beklagede på et tidspunkt over Claus og Lasse, at de røg inde på rummet. ”Det vil gå ud over mig!”, sagde han alvorsfuldt.  De mente dog ikke at have gjort noget forkert. Bortset fra at have smidt nogle tomme cigaretpakker i skraldespanden. Og det er vel ikke forbudt.

Så snart vi var installeret på vore kahytter, gik turen på en opdagelsesrejse rundt på det store skib. Det havde især Lasse snakket meget om, at han glædede sig specielt til. Angsten for at blive væk var ikke helt fraværende.  Men det lykkedes vist aldrig for nogen af os. Der var meget at studere og finde ud af. Barerne var lette at finde. Der var 17 af dem. Men fitness-centeret?  Det puttede sig et eller andet sted. Drengene fandt det. Men jeg fandt det aldrig. Jeg havde ellers taget hele udstyret med !  Man siger, at Vorherre ikke ser så meget på evnen. Han ser på den gode vilje. Og den havde jeg i hvert fald!  Claus fortalte, at det var helt fantastisk at være der. Lokalet lå helt ude foran i skibet. Så når man f.eks. løb på løbebåndet, så følte man, at det var én selv der drev skibet fremad!  Så det var selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke gav mig selv den oplevelse L

Inden afgangen kl. 17 var der som altid den obligatoriske mønstring med redningsveste monteret rundt om halsen og maven ( hvis de kan nå! ). Beboerne i hver kahyt har et bestemt samlingssted, man skal gå til i tilfælde af en nødssituation.  Den kaldes en Muster Station.  Vores er normalt altid én af barerne. Det er betryggende.  Så kan det ikke gå helt galt.  Selv om der er nogen, der hellere vil have Muster Station ude på toilettet. ”For dér kommer vandet først, når man trækker!”, som de siger!

Jeg har helt glemt at fortælle, at vi straks efter ombordstigningen blev budt på frokost. En kolossal stor og varieret buffet-frokost på 13. sal. Meget passende lige oven over vore kahytter. Det var også her, man hver dag kunne få morgenmad.  Vort første indtryk var, at maden var god og rigelig. Men stedet var noget af en banegårdshal. Der var nok ikke meget at sige til det. Folk var kommet fra nær og især fjern. Og var stået op midt om natten uden vådt eller tørt. Så nu kastede de sig over de mange fristelser, også selv om det tit og ofte medførte en albue i siden på de andre i køen – for ikke at tale om alle dem, der slet ikke kendte ordet kø! 

 

 

 

Afsted, ud på de vilde vover...

Præcist kl. 17 glider vi lydløst ud af Genovas havn.  På vej ud sejler vi forbi et kæmpestort, men også kæmpe-trist kinesisk containerskib fra firmaet USC. Tænk at være matros på sådan en skude.   Det sejler billige kinesiske produkter til Europa og af og til også europæiske varer den anden vej.  Foran os venter halvanden døgns sejlads – helt ned til det allersydligste Spanien.  Forbi Frankrig. Forbi Catalonien. Forbi Mallorca og de andre baleariske øer.  Vort skib er som en diva, der lydløst og på eleganteste vis bevæger sig afsted over det blå Middelhav. Med en fart på omkring 40 km i timen.  Der er i starten lidt liguriske og provencalske klipper i sigte på styrbords side. Men ellers er vi i vort eget hyggelige selskab – omgivet af de andre 2500 gæster ombord. Skibet siges nemlig at være udsolgt.

Inden middagen er vi inviteret ned i Royal Theatre.  Det er skibets eget teater med plads til 1250 tilskuere. Bygget op som et rigtigt græsk amfiteater.  Smukt udstyret med elegant og farverig belysning. Her skal vi se turens første professionelle show. Helt som i et rigtigt teater.  Sådan et oplæg burde man også have derhjemme før vor middag om aftenen J

Vor middag var hver aften kl. 20.30. Vi havde vort eget bord til fire.  Ude i siden af restauranten, der i øvrigt hed Quattro Venti  ( De fire Vinde ).  Det betød, at vi kunne se ud af ko-øjerne. Der var dog ikke så meget at se på denne tid af aftenen. Hr. Mørke havde taget over.  Vi lavede straks den tradition – ikke bare at vi sad over for hinanden – men at vi skiftede hver aften. Den ene aften sad Claus og Lasse i sofasiden med front ud mod restauranten. Den næste sad Liselotte og jeg der.  På den måde fik vi alle en ( næsten ) ny oplevelse hver aften. Det forvirrede måske vore gode naboer ved bordene ved siden af. Til den ene side havde vi fire gæve tyskere på vores alder ( altså vi seniorer! ).  Et par fra Mainz og et par fra Leipzig.  De troede hele ugen, at vi var nordmænd.  Vi rev dem ud af vildfarelsen den sidste aften. Og til den anden side sad der 4 italienere. Mormor på omkring 90, der hele tiden stirrede godmodigt ned i sin tallerken.  Mor’en, der forsøgte at holde sammen på det hele.  Et smuk ung pige/datter, der var lidt vims og tæt på fjantet. Og ved siden af hende formentlig hendes bror – flegmatisk og spillende ret ligegald, iført hestehale og en umanerlig dårlig måde at sidde ved bordet på. Liselotte forledte sig selv til at tro, at de unge var ikke bare søskende, en tvillinger. Men i hvert fald ikke enæggede. Det interessante var, at når knægten en gang imellem var alene med sin gamle mormor, så overgik han sig selv i omsorg for hende.  Ja, som I kan forstå, så skulede vi slet ikke ud af øjenkrogene for at se, hvad der skete omkring os J

Vor hyggelige tjener var også brasiliansk. En rigtig sydamerikansk Don Juan. Han var dog også en meget dygtig og påpasselig tjener. Han blev i øvrigt senere på ugen forflyttet til den anden side af skibet.  Måske han havde ”Don Juanet”  lidt for meget hos os J

Maden var god og rigelig. Ved frokosttide gik vi i buffet’en og lod os betjene af udpræget høflig selvbetjening. Og om aftenen var der et flot kort at vælge fra. Da skulle man bare bestemme sig – og så ellers gøre sit bedste for at hale den ene ret efter den anden indenbords!  På visse tidligere krydstogter fik vi ved turens slutning udleveret en liste over alle måltider undervejs. Det gjorde vi ikke denne gang. Så den fælles erindring må hjælpe os med at genskabe de store øjeblikke for syn, gane og mave.

 

Malaga – en af Andalusiens perler.

Første stop på vort togt var Malaga. Den sydligste storby i Europa med 569.000 indbyggere.  Helt nede sydpå på Solkysten i det spanske Andalusien. Der var dog ikke udpræget sol på denne dag. Snarere noget rusk og regn. Men det kan ikke afskrække en rigtig søfarer. Og de lokale er glade for al den væde, de kan få. Der er nemlig meget tørt på de kanter.

Vi har alle været på disse kanter før. Især i Benalmádina lidt vest for Malaga.  Her holdt vi Cecilies 30 års fødselsdag på Hotel Sunset Beach.  Men vi har aldrig rigtig ”gjort” selve Malaga by. Så det var der chance for nu.

Vi fik en ekstra god start på dette besøg, fordi Claus havde påtaget sig at trylle og fortælle om byen og områdets historie. Ikke mindst om maurernes ( arabernes ) 800 årige herredømme og bosættelse i denne del af Europa. Helt frem til slutningen af 1400 tallet. Det gjorde han virkelig flot. Først en meget interessant lektion i en af barerne på skibet ( desværre uden at baren var lukket op på det tidspunkt ! ). Og bagefter yderligere interessante informationer, da vi besøgte selve maurernes borg midt i byen ( se lidt senere ).

Hvorfor hedder de maurere?  Det gør de, fordi det var romernes navn på folk fra Mauritanien, altså området lidt nede i Afrika.  Byen er iøvrigt meget ældre end maurernes ankomst. Den er grundlagt i sin tid af fønikerne i 770 f.kr. De kaldte den Malaka.   Området var veludviklet helt fra fønikernes tid. Jeg har selv fornylig arbejdet med på et stort hotelprojekt lige øst for Malaga  - det fineste, syvstjernede hotel i Europa, hvis det trods den aktuelle krise bliver færdigt. Det ligger ved en bugt, der hedder Bahia Fenica, Fønikernes Bugt.  Også romerne udviklede Sydspanien meget. Og da Romerriget faldt fra hinanden, overtog visigoterne herredømmet. De var der i næsten 300 år. Og meget af det, der senere skete, havde visigotoske rødder.

Visigoterne var en germansk stamme. De var kristne og blev meget ”romaniserede” i deres tid på den iberiske halvø. De videreførte den latinske arv med et germansk islæt.  Deres rige sluttede brat i 712, da de blev slået i en lynkrig af maurerne.

Maurerne  kom fra Nordafrika, og deres periode var også en blomstringstid. Høj kultur med masser af aktiviteter på alle fronter.  Det vidner meget om netop i Andalusien. Både i bygninger, i udsmykningerne ( bl.a. med kakler på væggene ) og i sproget.  Navnet Andalusien kommer således direkte af det arabiske Al-Andalus, som var maurernes navn på deres rige i Spanien, Portugal, Gibraltar og Frankrig.

Vort skib lagde til i nærheden af Malagas centrum. Vi blev dog transporteret i busser helt frem til den centrale plads ved havnen. Den nye havnefront hedder Muelle Uno og er meget populær med alle dens butikker, barer og restauranter.  Og herfra kunne vi let på gåben gå op til borgen, der var hovedmålet for vor tur.  Vi havde ikke valgt nogle af de arrangerede udflugter. Vi havde jo Claus. Og det var meget bedre.

Den mauriske fæstning og borg, Alcazaba, var helt fantastisk. Magen til denne fine bygge- og havekultur skal man lede længe efter. Med flot udsigt over byen og over Middelhavet. Den var i sin tid en del af kalifatet i Córdoba. Og den var et af de sidste steder, som spanierne erobrede. Det skete i 1487 i en meget blodig kamp.  Heldigvis er meget af borgen bevaret og er vel en af grundene til, at Malaga er kandidat til at være Europas kulturhovedstad i 2016.  Lige ved siden af borgen ligger der et gammel romersk amfiteater, der stort set også er velbevaret. Og højere oppe på bjerget ligger en borg fra 1700-tallet. Der hedder Gibralfaro.  Den nåede vi ikke at besøge.

Alcazaba kommer i øvrigt også fra arabisk:  al-qasbah, der betyder fæstning.  Mange spanske byer har deres Alcazaba. Det svarer helt til ordet Kreml på russisk. Det betyder også fæstning eller borg. Og enhver russisk by med respekt for sig selv har et Kreml.

 Efter denne oplevelse gik vi på Malagas ældste restaurant, Bodega Pimpi, der ligger meget tæt på borgen. Et besøg værd i sig selv. Og vi forlystede os naturligvis med rigtig spansk tapas ude i den udendørs restaurant.

Pablo Picasso er født i Malaga. Vi besøgte ikke hans museum, også fordi der var en alenlang kø udenfor.

Men vi nåede byens imponerende domkirke – den énarmede, som den kaldes, fordi den har et halvfærdigt tårn. Den er bygget oven på en moské. Inden i er kirken i hvert fald ikke halvfærdig. Selve kirken er i renæssancestil, mens tårnene udenfor er barok.  Det tog 254 år at bygge den ( 1528 – 1782 ).  Nordtårnet er 84 m højt og det næsthøjheste kirketårn i Andalusien ( efter katedralen i Sevilla ). Sydtårnet er aldrig blevet færdigt.

H.C. Andersen ”bor” også i Malaga i form af en kendt skulptur til minde om hans besøg i sin tid.  Skulpturen og vi nåede dog ikke at gøre hinandens bekendtskab.

Dette var så meget vi nåede i de få timer, som vort besøg var tildelt. Men vi sejlede alle derfra med stor lyst til at komme igen. Og der er som kendt indtil flere direkte, billige fly fra både Danmark og Belgien til byen. Så den skal ikke vide sig for sikker J 

 

 

Videre på de blå bølger...

Kl. 17.30 gik det afsted igen. Vestpå. Vi havde 383 sømil – eller 710 km – foran os til Lissabon. Vort næste mål.  Et par timer efter afgang rundede vi Gibraltar. Vi kunne dog ikke se de røde aber. Og modsat hvad mange tror, så er Gibraltar ikke Europas sydligste punkt. Det ligger noget længere vestpå i Tarifa i Spanien.  Herfra er der kun ca. 15 km over til den afrikanske kyst.  Men inden man er kommet så langt, slipper Middelhavet op.  Fønikerne havde faktisk lavet et punkt; ”Punta Europa”, som markerede slutningen af Middelhavet ( romernes ”Mare Nostrum” ) og Gibraltar-strædet.  Dette var dengang de berømte ”Hercules Pillars”. I dag er det markeret ved et fyrtårn med røde og hvide striber, liggende 19 meter over havets overflade..  Og efter Gibraltar-strædet bevæger vi os ud i Atlanterhavet. Med den portugiske provins Algarve på den ene side og det store ocean ”with next stop Antarctis” på bagbord side.

Alt dette oplevede vi dog ikke så meget af, da vi nød livet på vort grønne øre.  Vejrguderne var os meget venligt stemte. Der var stort set ikke nogen vind.

Om morgenen oplevede vi – tror vi nok – en lille redningsaktion til søs. En helikopter kom ud til et skib og svævede længe over det. Det var formentlig et besætningsmedlem, der var blevet alvorligt syg og derfor skulle i land hurtigt.  Ellers også var det lovens lange arm, der var gået i luften for at fange sørøvere eller andet pak.  Vort skib sneg sig forbi. Og vi var overladt til vor fantasi om, hvad der var gang i.

Sidst på formiddagen nåede vi frem til Tejo-flodens munding. Byen Lissabon ligger et stykke oppe ad floden, så vi gled lige så stille østpå.  Med den flotte kyst med Cascais og Estoril på venstre hånd og det flade Alentejo på den anden side. Det er her, de enorme godser ligger. Og hvor især kommunisterne havde gode tider efter revolutionen i 1974. Sådan er det ikke mere. Det var også her, at omkring 150 danske landmænd købte jord for at lave landbrug. Der er vist stadig nogle af dem tilbage.

Vi ankom planmæssigt til Lissabon. Kl. 13 lagde vi til kajs. Det var kun en spytklat ( en lang én ) fra den store flotte plads ud mod floden. Terreiro de Paco, hedder den.  Omgivet af flotte palæer fra Portugals storhedstid. Mange af dem huser i dag ministerier.

Lissabon er som bekendt Portugals hovedstad med over 3 millioner indbyggere i Stor-Lissabon. Byen er en af Europas ældste – ældre end London, Paris og Rom.  Julius Cæsar spillede en stor rolle her.  Efter romerne kom området under visigoternes og derefter under maurernes herredømme.  Senere var byen udgangspunkt for de store portugisiske opdagelsesrejser syd om Afrika og til den nye verden i Amerika.  Navne som Henrik Søfareren, Ferdinand Magellan og Vasco da Gama er kendte.

Byen ligger som tidligere nævnt lidt oppe af floden Tejo og derfor ikke direkte til Atlanterhavet.  En meget imponerende bro over floden blev bygget for et halvt hundrede år siden.  Den hed i sin tid Salazar-broen ( navnet på landets sidste diktator ).

Vi startede med at gå hen til den store plads.

Kigger man ind mod byen, har man til højre den gamle bydel Alfama op ad bjerget med borgen St. Georges på toppen.  Ligefrem ligger selve centrum, bl.a. med hovedstrøget Frihedsgaden 25. april ( Liberdade ) til minde om revolutionen mod diktaturet i 1974 ( på denne dag ). Nellike-revolutionen, hedder den.   Og til venstre går højderne op til det område, der hedder Chiado.  Heroppe ligger bl.a. det meget berømte Portvinsinsitut med tusindvis af forskellige portvine til næsten lige så mange forskellige priser.  En særlig tandhjulsbane fører derop. Den er konstrueret af ingen ringere en Gustave Eiffel – ja, det er ham med tårnet. En fransk ingeniør fra Alsace.

I Lissabon skal man bl.a. især bemærke de mange flotte kakler på og i husene.  Normalt hvide med blå tegninger. De er et levn fra maurernes tid.   Det samme gælder den berømte portugisiske sang Fadoen, der synges på mange barer og restauranter.  Melankolske sange ledsaget af guitarmusik. Ikke nogen vild flot oplevelse L

På madsiden ynder de især at servere bacalau  - tørret torsk!  Velbekomme J  Men deres vine er fortræffelige, ikke mindst deres Vinho Verde.

Vi besluttede at gå en tur ind i de små gader på Alfama-siden. De er hyggelige – og ret stejle. Godt for kondien.  Der er liv og glade dage de fleste steder. Den aktuelle økonomiske krise så vi ikke meget til. Der var ikke en masse lukkede forretninger som i Athen i dag. I hvert fald ikke her.  Priserne var til at komme i nærheden af. Portugal har altid været billigt for andre europæere.  Lidt senere gik vi hen på hovedstrøget for at bese livet her. Også for at vide, hvor vi senere kunne finde Portvins-instituttet, som naturligvis var et must.

Efterhånden holdt tørsten sit ubarmhjertige indtog. Vi gik tilbage på den store plads, hvor vi havde observeret et stort udendørs øl-hus. Det viste sig at være en del af et Øl-museum.  Vi fik servering som fortjent – endda i ganske særlige glas, hvor det så ud, som om der var en ølflaske inde i glasset. Også før vi drak øllen ! Meget smart.

Således rustet tog vi en bytur med en rød Hop-on – Hop-off bus. Det gør vi ofte, når vi kommer til en ny by. Det er en god måde at se mest muligt uden at skulle vappe rundt i kilometervis på sine egne flade. Og der er altid en god forklaring på mange sprog, hvis man sørger for at indstille høretelefonerne og opmærksomheden på det, der bydes på.   Turen var vel på 1 ½ time og bragte os vidt omkring. Oppe og nede – frem og tilbage. Af og til virkede det, som om bussen havde seks-kantede hjul. Men man kan vænne sig til meget.  For Lasse og Claus – der var på disse kanter for første gang – var det den helt rigtige måde at se byen på.   Jeg selv havde set det meste, endda mange gange. Ikke mindst da jeg i 1998 som ansvarlig for EU’s deltagelse i verdensudstillingen EXPO 98 var her i tide og i utide.

Lissabon er en flot by. Den har dog været endnu flottere. Og den kan blive det igen.  Og den er hyggelig og afvekslende. Og portugiserne er verdens sødeste mennesker. Mange taler engelsk. Landet har traditionelt haft meget med den angel-saksiske verden at gøre.  Min historie-kloge søn Claus fortæller, at the Treaty of Windsor af 1386 om alliancen mellem England og Portugal er verdens ældste stadigt gældende traktat!

 

Vel ”hjemme” i centrum igen var tiden nu inde til Portvins-instituttet oppe på bjerget. For at komme derop kan man enten tage Eiffels elevator eller tage den næsten vertikale sporvogn. Vi valgte det sidste – også fordi den ender lige ved siden af portvinen.  Sporvonen er meget speciel. Nærmest en tandhjulsbane. Men den virker. De to vogne kører modsat, så de er hinandens modvægt.

På det berømte Portvins-institut var vi heldige at tilkæmpe os en sofagruppe. Stedet er ikke ret stort. Til gengæld er det hyggeligt. Jeg er ikke sikker på, at nogen af os så umanerligt meget frem til selve portvinen. Men da vi endelig fik mandet tjeneren op til at betjene vort bord, havde vi i mellemtiden på det megastore portvins-kort fået udvalgt den vin og den årgang, det skulle gå ud over. Det blev til DOW’s  - 20 år gammel! Og det fortrød vi ikke. Vi var alle fire særdeles begejstrede.  Ophældningen var venlig og prisen ikke afskrækkende. Vi bad dog ikke tjeneren om lade flasken stå. Så ville vi nok blive agterudsejlet. Og så kunne det for alvor blive en dyr portvin.     Det var en rigtig god oplevelse, var vi alle enige om.

Vort videre togt gik til en Hard Rock Cafe – ikke langt fra hovedgaden. Det lykkedes os endda at bemægtige os et bord. Men straks blev vi belært om, at der allerede store flere gæster i kø. Men vi kunne få plads kl. 22.30.  Det hjalp ikke så meget, for da ville vi være langt ude til søs.  Nå, men sådan blev det. Og vi gik tilbage til vort ”Magnifica” skib og spiste i stedet for dér.

Det blev 11 timer i den portugiske storby. Vi nåede meget. Jeg slap for bacalau, og de andre slap for Fado.  Gensidig venlig hensyntagen.  Men alle har meget lyst til at vende tilbage for virkelig at opleve den skønne by.

 

Afgangen var ved midnat. Man havde venligst udsat den med fem timer. Forude ventede 340 sømil ( 630 km ) til Casablanca i Marokko.  Men da vi først skal være en hel dag til søs, sejlede skibet umanerligt langsomt.  Alt imens vi storhyggede os videre på skibet dagen, aftenen og nætterne igennem.

 

 

En hel lørdag og dens tilhørende nætter til søs

Mens vi i sneglefart bevægede os sydpå på det iøvrigt stedlige meget dybe Atlanterhav var der alskens aktiviteter på skibet. Frivillige, heldigvis. Men det var lige fra den udendørs og den indendørs swimmingpool til danselektioner i Tarantella dans,  sang under overskriften ”A Song for You”, dans cheek-to-cheek ( hvis man lystede det ), fitness centeret, massage, og meget andet.  Og så var dagen tilegnet Italien og italienske skikke, drinks og mad.  Skibet var som bekendt italiensk – og hurra for det! Derfor var det ikke så mærkeligt, at en af dagene især skulle helliges dette skønne støvleland.  Festa Italiana kaldte de det hele.

Aftenen startede med Italian aperitif fulgt af Italian surprise dinner  ( med mange valgmuligheder ). Den var så meget surprise, at jeg ikke husker, hvad den bestod af. Men dejlig var den. Ellers ville jeg have kunnet husket den J  Bagefter var der valg at ”Mr. Made in Italy” – den vandt jeg underligt nok ikke ! Og til sidst var der Italian karaoke for dem, der ville kaste sig ud i det!  Og selv om der var masser af italienske passagerer ombord, var det slet ikke bare dem, der deltog i alle løjerne. Jeg er sikker på, at vi alle nød det meste!

Måske et par ord om måltiderne på hele turen.  Vor mad-specialist på turen ( læs: Liselotte ) var skuffet over kvaliteten i starten af togtet. Men hun syntes det blev bedre og bedre. Det syntes vi så også!  Morgenmaden serveredes i en mega-stor buffet-restaurant på 12. dæk ( lige under hvor vi boede ). Eller rettere i to mega-store restautanter. Det var lidt af Københavns banegård med råbende og skubbende mennesker alle vegne.  Men vi fandt hurtigt ud af at komme på tidspunkter, hvor der ikke var så mange. Der var uanede mængder af mad at vælge imellem – både kvalitativt og kvantitativt. Hele tiden kom der nyt ind.  Og man var instrueret om at tage ny tallerken og nyt bestik hver af de 10-12 gange man betjente sig selv J  Lynhurtigt var der tjenere i alle kulører, der fjernede det brugte.  Alt dét fungerede perfekt.

Frokosten serveredes en halv times tid efter morgenmaden var slut. Vi skulle jo nødig sulte!  Og den var om muligt endnu større og overvældende!  Man kunne vælge mellem enten at spise den i buffet-restauranterne med over-høflig selvbetjening. Eller gå ned i de ”fine” restauranter med tjenere og det hele og så vælge fra kortet.  Mod slutningen af togtet valgte vi frokost under disse mere civiliserede forhold.

Midt på eftermiddagen – for at fylde ”madhullet” ud – var der kaffe med alskens kager og andre righoldige sager.  De fristelser lykkedes det os vist nok altid at drible udenom. Claus og jeg sneg os muligvis ind på et par softice i vaffel en gang imellem!

Og så var der middagen om aftenen.  For mange dagens højdepunkt.  Alle havde et fast bord. Vi havde fået tildelt et dejligt 4-mandsbord. Men det har jeg allerede skrevet om tidligere.  Vi havde valgt sen middag, dvs. kl. 20.30.  Den første var kl. 18.30. Men man skulle jo saftsusemig også ha’ tid til at oparbejde en rimelig sult først. Og det var altså ikke nemt med al den mad de i ét væk ”kastede” efter os.  Vi kom nu i god træning!  Dog skete det ofte – mest for Liselotte – at hun på forhånd med høj stemme deklarede, at ”i aften skal jeg højst ha’ to retter!”.   Den holdt normalt ca. indtil det øjeblik, vi så menukortet J  Så var vi på den igen!  Og det var glimrende retter – 5 hver gang.  Og nyt hver aften.  På Volga i Rusland og tidligere på Donau fik vi den sidste dag udleveret en liste over alle de retter, vi havde fået. Det gjorde vi ikke her. Så vor hullede og impressionisme-indrettede hukommelse må klare erindringen om de mange gemytlige timer omkring bordet.

Der er en italiensk vits, der siger, at ”problemet med at spise italiensk mad er, at fem eller seks dage senere er man sulten igen!”

Jeg skal dog for en ordens skyld skynde mig at tilføje, at jeg på hele turen kun lykkedes at tage 0,3 kg på J   Var det ikke flot!   Det er nok, fordi mad og drikke ikke bider på mig længere... ha ha!

Apropos drikkevarer – så løb vi mærkeligt nok også ind i en del af dem.  Og her fik vi os sådan indrettet, at vi betalte for dem alle af enhver slags  på én gang med et engangsbeløb i starten af turen. Vi fik udleveret et magisk kort som bevis.  Og dette magiske kort gjaldt stort set overalt på skibet.  Kompagniet gør vel kun det, fordi de regnede med, at det er en god forretning for dem.  Os tjente de dog ikke noget på! Tværtimod!  Man skal vel aldrig lade gode fristelser gå ens næse forbi, vel!

 

Casablanca  . as time goes by....

Søndag, den 30. september kl. 7 – 19.

Casablanca er Marokkos største by med omkring 3,6 mill. Indbyggere. Den ligger ved Atlanterhavet og har en af Afrikas største havne – med et 45 meter højt fyrtårn udenfor.

Byen blev grundlagt i det 7. årh. f.Kr. af fønikerne. Både de og romerne brugte den som en vigtig havneby.

Navnet Casablanca er en direkte oversættelse fra byens arabiske navn og betyder ”Det Hvide Hus”. Når man flyver hen over byen ( f.eks. på vej til Kanarie-øerne ), kan man også se, at den stort set er hvid overalt.

Frankrig satte sig på byen fra omkring 1910, og de havde den indtil Marokkos uafhængighed fra den 2. marts 1956.  Under 2. verdenskrig spillede byen en stor rolle. Blandt andet fandt et vigtigt møde mellem Roosevelt og Churchill sted her i 1943 ( Casablanca-konferencen ).

Den berømte film CASABLANCA fra 1942 med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart gav et billede af situationen i byen – med centrum i den stadig besømte Rick’s Cafe ( se nedenfor ).  ”As times go by... ”  Den blev dog ikke indspillet her, men i Hollywood.

Casablanca er i dag Marokkos økonomiske og erhvervsmæssige centrum, mens Rabat længere nordpå er det politiske centrum. Og byen Marrakesh længere sydpå er det mere folkelige Marokko.

I byen finder man bl.a. Hassan II Moskéen og Casablancas store kristne katedral.

Byen er venskabsby bl.a. med Athen, Paris og Sankt Petersburg.

Rick’s Cafe” ligger i dag på adressen: 248, Boulevard Sour Jdid.  Den er genåbnet i 2004 og ejes af selskabet ”The Usual Suspects Company”. Den er indrettet i et old-country style hus op imod muren ind til den gamle Medina. Restauranten har åben til frokost fra 12.00-15.00 alle ugens dage, også under Ramadanen.

 

Så meget om baggrunden.  Nu til vore egne oplevelser:

I de foregående dage kunne man på skibet for gode ord og gode EUROs bestille organiserede udflugter i byen  ( som i de andre byer, vi besøgte ). Vi havde diskuteret frem og tilbage. Egentlig stod turen til Marrakesh højt på ønskelisten, i hvert fald for nogle af os.  Men da vi fandt ud af, at turen ville vare 11 timer i en ( formentlig gammel ) bus, faldt lysten voldsomt. I stedet besluttede vi os for at tage med på en rundtur i selve Casablanca – også i bus og med lokal guide.  Der var efterspørgsel, men vi kom på venteliste med den udtrykkelige besked, at vi nok skulle komme med.  Men da vi om morgenen ved ankomsten skulle hente vore billetter, var der ikke nogen til os! Hva’ i hele hule.....  Jeg har aldrig kunnet lire så meget italiensk af mig så hurtigt.  Men lige lidt hjalp det.  Kriiiise L   Var et af højdepunkterne på vores tur nu faldet pladask til jorden ?!  Men nej.  Den kimbriske ånd tog over igen.  Vi besluttede os for selv at ”gøre byen”.   Skibet lå ude i Afrikas største containerhavn. Kun knap 3 km fra centrum.  Vi begav os afsted. Der var godt nok gevaldig varmt. De sagde 23 grader. Jeg tror, deres termometer var gået ( lidt ) i stykker.  Tæt på skibet var der ganske vist en masse taxaer. De så ret elendige ud. Og chaufførerne så endnu værre ( læs: luskede ) ud.  Så vi besluttede at tage turen til fods. Så ser man også mere.

Efter en lang vandring i det forbavsende stille havnekvarter nåede vi frem til det egentlige: til Medinaen. Det havde regnet voldsomt om natten, så ”gaderne” / stierne / jordvejene derinde var æltede og plørede. Ingen biler måtte komme ind. Kun nogle vakkelvorne trillebører og lidt scootere udgjorde det kørende materiel. Men liv var der masser af. Boder, butikker, kvinder i alskens gevanter i gang med at købe ind, mænd der sad på kaffebarerne og røg, mens de spillede terninger; katte, hunde og høns, der levede deres eget liv derinde, osv. osv.  Det var et farverigt skue. Alle kiggede på os – vi lignede åbenbart ikke helt en marokkansk familie.  Men de var venlige og ikke ( særlig ) bange for os. Det var der nu heller ingen grund til. Vi havde meget lyst til at forevige disse mange indtryk både med fotos og video. Noget listede vi os til. Ikke fordi det var forbudt. Men man følte sig noget beklemt ved at stikke et kamera lige op i næsen på de gode lokale folk, der havde deres fulde ret til at være der – også anonymt.

Tørsten havde vi ikke efterladt på skibet, så den krævede snart at blive besørget. Vi skottede lidt ind på de lokale – meget lokale – steder. Men dels så de ikke alt for fristende ud. Og så var det nok heller ikke lige deres tynde lokale te, vi var mest ude på at få!

Vi besluttede at gå i retning af Rick’s Café, som var blevet idømt at servere frokost for os. Nu vidste vi ikke lige, hvor den var – heller ikke i hvilken retning. Så Liselotte greb fat i en lokal betjent ( den kønneste, naturligvis ). Hun fik ikke bare besked om, hvilken vej vi skulle gå. Hun fik ham minsandten også til at grine ved at tage ham i armen og sige, at hvis det var forkert, så kom vi altså tilbage til ham igen med en klage!

På vejen derhen lå der som sendt fra himlen – eller fra Allah, skal man måske sige her – en cafe, hvor man endda kunne sidde udenfor i skygge.  Ganske vist havde de ikke ØL Men de havde kolde colaer.  Vi havde været betænksomme og vekslet lidt lokal valuta, så vi kunne endda betale for de gode drikkevarer. De var store. De var ypperligt gode. Og de var billige.

Således beskænket gik turen et par hundrede meter hen ad gaden. Til Rick’s Cafe.  Man kunne ikke få lov til at kigge ind for at se, ”om det var noget”. Det sagde vagtmanden, at det var. Og det VAR det.  En dejlig atmosfære. Man følte sig helt hensat til kolonitiden. Og det var sikkert også meningen.  Der stod lige et fire-mandsbord og ventede på os midt i restauranten. Og hyggelige tjenere iklædt fez ( og lidt mere ) betjente os med stor elegance.  På vej ud spurgte en af tjenerne, om vi ikke ville prøve at sidde ved Sam’s flygel. Det ville vi naturligvis gerne. Det stod og så godt slidt ud nede i restauranten nedenunder.  Det er nok blevet fotograferet mange gange. Nu blev det  ”taget af” et par gange til.

Som tidligere nævnt er det hele ren fata morgana. Der har aldrig været en Rick’s Cafe i Casablanca.  Det er en amerikansk opfindelse fra Hollywood. Men stemningen og stedet er godt lavet.  Og så synes jeg, at det givet en ekstra kildren i maven at vide, at den ejes af noget så morsomt som ”The Usual Suspects Company”!

På vejen derfra gik vi en kilometers penge hen til den enorme Hassan II moské. Den største i verden efter den i Mekka.  Den ville vi gerne se.  Men nej. Kun grupper kunne komme ind. Og vores firemands-gruppe kvalificerede sig desværre ikke til det.  Ærgerligt. Og drengene havde endda trods heden taget lange bukser på for at få lov til at komme ind i moskéen.  Vi nøjedes med at se den udefra og gå rundt mellem dens forskellige dele.  Den ligger umanerligt flot helt ude ved havet. De bor godt, de guder ....

Vi begav os hjemad i nogenlunde god ro og orden.. På vejen var vi enige om, at det nok alligevel var held i uheld, at vi ikke kom med på den organiserede tur. I så fald var vi hverken kommet ind i selve Medinaen eller havde spist på Rick’s. Til gengæld ville vi have besøgt moskéen indeni.   Summa summarum:  vi er nok alle fire mere til folkeliv og hyggelig, dejlig mad & drikke end til store religiøse templer.  Så det hele var i grunden heller ikke så galt!

 

Imponerende oplevelse i havnen

Vort gode skib ”Magnifica” lå som tidligere nævnt  i containerhavnen. Fra vor balkon højt oppe på 12. etage kunne vi følge den livlige aktivitet dernede.  Der var i tusindvis af store ( og enkelte mindre ) containere på kajen. Alle sat oven på hinanden som Legoklodser  - op til 7-8 oven på hinanden.  Til at flytte dem var der to kæmpekraner, der lystigt kørte frem og tilbage.  Nogle læssede dem af skibe, der lå ved siden af. Oftest med kinesiske containere. Det er dem, der altid ligner bølgeblik udenpå.  Andre flyttede rundt på containere inde på land. Enten fordi man skulle have fat i én, der uheldigvis lå nederst. Eller fordi den skulle et andet sted hen på havnen – eller hægtes på en lastbil.  Til at gøre dette arbejde på jorden havde havnen en del traktor-lignende gespænster, der kørte rundt om alle hjørner og frem og tilbage i ét væk.  Det var et imponerende skue at se på.  Fredeligt og stille var det. Og de fortsatte lang tid efter mørkets frembrud.  Og så tænk på alt det, disse mange containere indeholder.  Der er alskens gode og dårlige ting i dem.  Men smart er det saftsuseme. I stedet for som i gamle dage at have et hav af mere eller mindre lurvede og ofte nedslidte havnearbejdere til at gøre alt dette med hånden og på ryggen.  Hvem der har opfundet dem, ved jeg desværre ikke. Måske er det en mand, der hed Contain !  Nej, nok ikke.   Men at have en sådan international standard-transportboks, der passer både på skibe, på lastvogne og på tog er intet mindre end genialt. Hvorfor han man ikke selv opfundet den!

PS: Vi tirrede naturligvis også vor nationalfølelse ved at kigge efter Maersk-containere. Og dem var der naturligvis masser af. Men de havde en helt særlig del af havnen, der lå lidt væk fra os.

 

Til havs igen et godt døgns tid......

Først på aftenen gik det afsted igen. En meget flot og lang udsejling af den kæmpemæssige havn i Casablanca. Det var blevet helt mørkt, så vi kunne rigtig se alle lysene i alle retninger – og adskillige skibe, der lå og ventede udenfor på reden.  Atlanterhavet viste sig endnu engang fra sin venligste side. Ikke en bølge kunne man mærke.  Vi havde 1852 km sejlads foran os, før vi i overmorgen tidlig ankommer til Cataloniens hovedstad Barcelona.

Undervejs passerede vi mindre end 8 km fra den store marokkanske havneby Tanger og videre ind i Gibraltar-strædet, som vi gjorde bekendtskab med for nogle dage siden.

Der var adskillige tidsforskellige mellem vor havne, så vi lærte rigtigt at stille urene både frem og tilbage. En overgang her i den vestlige del af turen syntes vi, at det skulle ske hele tiden.

Vejret er flot. Solen stod op kl. 7.16  -  jeg så nu ikke selv efter. Og gik ned igen 18.45.  23 grader blev det til på denne dag på havet.  Og alskens aktiviteter ombord lokkede os både til og fra.

I aften var der såkaldt Galla-middag.  Det betyder ikke andet, end at nogen klæder sig ekstra flot ud. Især de modne damer. De havde alligevel slæbt den halve garderobe med J  Vi var nu bare os selv, og det gik også mere end an.  Maden havde fået et ekstra pift. Og så sluttede den med en flot islagkage, der blev båret ind i pomp og pragt med stjernekastende lys og af alle de hvidklædte tjenere i en lang dansende række.

Og for at sætte en ekstra prik over i’et, var der i aften også midnight buffet på 13. dæk med alskens lækkerier. Både ude ( især ) og inde.  Vi havde dog ikke haft held til at opstøve sult nok til at kaste os vildt ud i disse ekstravagancer J  Men flot så det ud!

 

Barcelona .... here we come

Så er det blevet tirsdag, den 2. oktober. 40 års dagen for den minderige folkeafstemning om tilslutningen til EU !  Det skal fejres med et par ekstra skål! Mindst...

Vi ankom til denne flotte by kl. 9.00. Byen, der ligger ned til Middelhavet med de høje flotte bjerge bagved. Vel en udløber af Pyrenæerne længere inde bagved.

Barcelona er hovedstad i Catalonien – den autonome region i det nordøstlige Spanien på grænsen op mod Frankrig og næsten ved foden af Pyrenæerne. Den lille bjergland Andorra ligger ikke langt væk. Ferieområdet Costa Brava ligger til den anden side.

Sproget er catalansk, som adskiller sig fra spansk ( casilliansk ) både skriftligt og mundtligt.  95 % af befolkningen forstår dog også spansk.  Under Franco-diktaturet var catalansk forbudt.

Byen har 4,5 millioner indbyggere og er den næststørste by i Spanien og den 6. største i EU.

Byen er grundlagt af romerne.  Og dele af den er i dag UNESCO Heritage Site, ikke mindst på grund af byens verdensberømte arkitekt Antonio Gaudi. Han levede fra 1852 til 1926.

Historisk har byen altid spillet er stor rolle. Under den spanske borgerkrig fra 1936-39 var den et republikansk stronghold. Og først i 1939 ved borgerkrigens afslutning lykkedes det Franco at indtage byen.

I dag er byen førende på mange måder i spansk økonomi – både erhvervsmæssigt, økonomisk, kulturelt og sportsligt. Dog har den økonomiske krise i de senere år også sat sine kraftige spor her.  Derimod er tyrefægtning forbudt i Catalonien.

Barcelona er Europas største krydstogthavn. København er nr. 2.

Byen har også en fantastisk lufthavn, El Prat lufthavnen,  der er bygget for få år siden. Den har i dag 34 millioner gæster om året.

I byens centrum ( ”Barri Gotic” ) ligger den berømte hovedgade Ramblaen.  Den er 1,2 km lang og altid fyldt med liv.   Samtidig har byen ialt 68 offentlige parker.

Byens berømteste kirke – og dens symbol – hedder Sagrada Familie ( det betyder på dansk: Hellig Familie ).  Den har været under opførelse siden 1882 og er ikke færdig endnu. Det er arkitekten Antonio Gaudi’s hovedværk.

Byens fodboldklub FC Barcelona har 62 mesterskabstrofæer. Klubben er den næstrigeste i verden. Og den har det kendte stadion Camp Nou, der har plads til 100.000 tilskuere.

Det var baggrunden, som vi alle naturligvis havde sat og grundigt ind i på forhånd, når nu familiefaderen havde gjort sig den anstrengelse at skrive det og sende det rundt i god tid før afgang.  J

Her havde vi kun få timer til rådighed, desværre. Og et af hovedønskerne, i hvert fald fra Lasses side, var at besøge FC Barcelonas stadion Nou Camp.  Det ville kun være muligt, hvis vi deltog i en organiseret udflugt. Det gjorde vi så.  Først en rundtur i byen, hvor vi så adskillige af Gaudis mesterværker. Inkl. Domkirken. Dog kun udefra.  Så tog vi til stadion. Og det var faktisk en stor oplevelse – ikke bare for Lasse.  Besøget var velorganiseret og meget professionelt lavet. Vi kom rundt både i klubhuset med omklædningsrummene, på selve stadion, til fotografen, hvor man mod en del Euro kunne blive fotograferet med et af klubbens trofæer. Lasse blev specielt fotograferet, mens han holder klubbens Champions League trofæ!  Det var ikke svært at se, hvem af de to ( Lasse eller trofæet ), der så mest stolt ud!   Og til sidst en uundgåelig tur ind i en veludstyret butik.  Vi så ikke nogle af spillerne – de var trods alt ikke udstillet i et bur J  Det tætteste vi kom på dem var, da vi så et billede af Michael Laudrup, der som bekendt med stor succes spillede i klubben i adskillige år.

Efter stadion gik turen op til højderne i den vestlige del af storbyen. Herfra kunne man virkelig få et fantastisk vue ud over hele Barcelona og en stor del af omegnen. Vi kunne også se vort skib som en lille ”tændstiksæske” i havnen langt nede.  Og det var her vi alle besluttede, at også denne by MÅ vi besøge igen snart.  For Liselottes og mit vedkommende bliver det mindst to gange i foråret 2013 – først på krydstogtet fra Vestindien i marts, og senere med Bedemændene i juni.

Præcis kl. 14 lagde vi fra kaj igen. Sidste afsejling mod udgangspunktet, Genova.  Afstanden er kun 664 km.  Langs den franske sydkyst og senere den italienske nordkyst det meste af vejen.

Eftermiddagen blev en hyggestund – endda med besøg i massage- og jacuzzibade for os allesammen. Liselotte var den glade giver. Vi blev kogt og kølet. Og skyllet og varmet.  Så vi nåede det akkurat lige til sidst.

Aftenen var vort sidste store måltid ombord. Det forløb som alle de andre i god ro og orden. Lidt trist, men til at bære!

Kufferterne skulle også pakkes og sættes ud i gangen senest kl. 01.00.  Så ville stærke sømænd i nattens mulm og mørke bære dem ned på et nedre dæk og derefter i morgen tidlig ind i ankomsthallen i Genovas havn.

 

Slut med Magnifica...

Vi lagde elegant til ved Ponte dei Mille i Genova. Derfra var vi også startet. Det var tidlig morgen. Regningerne var allerede betalt ved at skibet automatisk trak det skyldige på det creditkort, man havde været uforsigtig nok til at lade dem kopiere ved afgangen.  Det er så snedigt indrettet, at vi i aftes fik den samlede og meget detaljerede regning stukket ind under kahytdøren. Så kan man nå at gøre indsigelser, hvis der er noget, der ikke stemmer. Det har jeg nu aldrig været udsat for.  Hvis man skal gøre indsigelser mod nogen, må det være mod én selv, fordi man har brugt det, man har.  Denne gang var der ikke mange overraskelser, for vi havde som tidligere nævnt købt det hele som en pakke i starten af togtet.  Vort magic card fik vi skal lov til at beholde. Men så snart man har forladt skibet, gælder det desværre ikke længere. Så er alt det magiske gået af det!

 

Hun har været et godt bekendtskab, Magnifica. Lidt stor måske. Men imponerende og velfungerende hele vejen igennem.  Et dejligt og meget venligt personale, en meget stor del var brasilianere. Hvorfor? Fordi skibet om to uger starter en hel vintersæson op og ned langs Brasiliens kyst. Og for at få lov til det, skal mindst en tredjedel af besætningen være brasiliansk.

En bus ventede på os på kajen for at køre os de godt 200 km op til Malpensa lufthavnen vest for Milano. Det gik også helt efter planen.

 

Verdens dyreste pizza...

Som en lille ekstra krølle på turen foreslog jeg, at vi brugte vore ca. 5 timer i lufthavnen      ( inden flyet afgik til Bruxelles ) på at tage toget ind til Milano for bl.a. at besøge den berømte domkirke og den ligeså berømte opera La Scala. Det havde Liselotte og jeg gjort for år tilbage, da vi kom hjem fra et andet krydstogt.  Det var alle med på. Vi entrede Milano expressen , som toget hed. Men den var alt andet end expres L  Først tog det evigheder, inden det gik. Derefter kørte det overmåde langsomt. Og sidst, men ikke mindst stoppede det ved hver eneste lille station – og somme tider også ind imellem.  Vi kunne efterhånden godt se først operaen og så domkirken forsvinde ud i de italienske tåger L  Men frem til Mussolinis imponerende hovedbanegård kom vi dog.  Men en time på lommen, inden vi skulle med toget igen, fandt vi i en sidegade et pizzeria, hvor vi kunne sidde udendørs i det dejlige vejr.  Vi fik en overmåde god og hyggelig betjening. Og pizzaen vi fik var faktisk hel fantastisk ! God, altså.   Alligevel må man nok sige, at den alt i alt blev en temmelig dyr pizza J  Eller som Claus sagde:  han havde godt nok aldrig hørt om nogen, der tog til Milano bare for at få en pizza!!

Og hvad med Domkirken og Operaen?  Jeg købte i lufthavnen et flot postkort med de to seværdigheder på til hver af drengene.  Så havde de da i det mindste et vist indtryk af, hvad de var gået glip af J

 

Et togt var slut! Vi vendte alle glade og fyldt med oplevelser hjem til dagligdagen. De herrer drenge skulle næste morgen tidligt starte på arbejdet igen i henholdsvis Odense og Bruxelles.  Og vi skulle hjem til Rixensart for at fortsætte vort ”hårde” arbejde med at være pensionister J

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  niels@niels-jorgen-thogersen.dk 

www.niels-jorgen-thogersen.dk 

Fotos fra krydstogtet kan ses her:

http://www.flickr.com/photos/msc-cruise2012

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.10 | 02:31

Har du brug for et hurtigt og garanteret lån til at betale dine regninger eller starte en
Forretning? Jeg tilbyder både personlige og forretningslån til at møde

...
04.10 | 10:50

Vi har kapacitet til at yde forretnings- og personlige lån / lån til virksomheder og enkeltpersoner til en rente på 3%.

E-mail: avantcworld@gmail.com

Olivier

...
31.08 | 06:04

Har du brug for et uopsætteligt lån tilbud gælder nu.
(Franklinsloans37@gmail.com)

Leder du efter et forretningslån? personlige lån, huslån, bil
lån, stud

...
27.08 | 21:33

hurtigt at løse sine økonomiske problemer
Jeg tilbyder et lån på 2.000 til 5.000.000 € pr. Person i nød, og jeg kan betale 2%. Jeg er et finansielt forslag til interpersonelle lån, jeg laver lokale lån og internationale lån, over hele verden e-mail: howar

...
Du kan lide denne side