AFSNIT FRA MIN PERSONLIGE KRØNIKE

MIN KRØNIKE - INDHOLDSFOTEGNELSE

MIN  KRØNIKE

Indholdsfortegnelse ( arbejdstitler – alle kapitler skrevet )

  1. 1.     Dreng på landet
  2. 2.     Dreng på landet II
  3. 3.     Grynderups historie
  4. 4.     Thøgersen-familiens 100 år i Grynderup
  5. 5.     Ålestrup 1956 -60
  6. 6.     Min konfirmation i 1959:  mors sang til mig
  7. 7.     Viborg-årene 1960 – 63
  8. 8.     Viborg Katedralskoles kollegium – min beretning fra 2. G om at bo der
  9. 9.     Min egen Aarhus-historie 1963-65
  10. 10.        Aarhus 1966 – 69
  11. 11.         Næsten kandidat – 1970 et meget spændende år
  12. 12.         Det glade liv på Handelshøjskolen i starten af     1970’erne
  13. 13.         Kampen for Danmark i EF
  14. 14.         Ansat i EF
  15. 15.         Om at vente og vente og vente
  16. 16.         Mine første måneder på Gammeltorv
  17. 17.         Morgenmøde-Klubben
  18. 18.         Vore to årlige receptioner
  19. 19.         Livtag med Danmarks første formandskab i EF
  20. 20.         Nogle oplevelser omkring Gundelach
  21. 21.         Om ”vigtigt” interview til TV – uden film i kameraet
  22. 22.         Om tolkning – og lugt af fisk
  23. 23.         Da EF-toget indtog hele landet
  24. 24.         Sailing for Europe
  25. 25.         På den transsibiriske jernbane i 1978
  26. 26.         På Toppen i Skagen
  27. 27.         EF Bydage over det ganske land
  28. 28.         Om at tisse i sin chefs sko
  29. 29.         Om at tale i en petroleumsklub i USA
  30. 30.         Min total-oplevelse på Island i 1986
  31. 31.         Det var en nytårsaften....
  32. 32.         Afgang fra København 1988, bl.a. Thomas Christensens og Vagn Heiselbergs taler til mig
  33. 33.         Under belgisk tag
  34.               Min revolution i Bruxelles fra 1988
  35. 34.         Om 1989 – og alt det
  36. 35.         Mit uge-togt gennem Sydamerika
  37. 36.         Fantastisk oplevelse af 3 nationers genfødsel
  38. 37.         Om særlige EU-topmøder og forspildte muligheder
  39. 38.         Flygtet til Nordkap eller hvad ???!!
  40. 39.         EU i Bruxelles: Mine mest innovative      kommunikationsprojekter
  41. 40.         Brexit – tanker dagen derpå
  42. 41.         Amorøse minder
  43. 42.         Det endte med bryllup – 21 08 1993
  44. 43.         På besøg hos familie i USA
  45. 44.         Mine 4 besøg i Australien
  46. 45.         Stue-historier i Rixensart
  47. 46.         Om at være på hundesjov
  48. 47.         En ganske særlig dag – den 1. marts 2005
  49. 48.         Livsnyder på fuld tid
  50. 49.         Mit 50 års studenterjubilæum
  51. 50.         Tilbage til Rødderne – i 2017
  52. 51.         Mine runde fødselsdage
  53. 52.         Hans Jørn Hansens tale til mig på 40 års dagen
  54. 53.         Claus – min lange førstefødte
  55. 54.         En ”vandet” fødselsdag
  56. 55.         Lasse – min ”russiske” søn
  57. 56.         Lasses konfirmation 12.5.1988: Liselottes sang
  58. 57.         Cecilie – min datter fra Arenberg
  59. 58.         Et dejligt bryllup – med forhindringer
  60. 59.         Cecilies og Nikos bryllup 18.9.2004:  Min tale
  61. 60.         Cecilies og Nikos bryllup:  Karens tale
  62. 61.         Cecilies og Nikos bryllup:  Marias digt til Cecilie
  63. 62.         Cecilies udnævnelse til professor
  64. 63.         De unges fødselsdage:  30 – 30 – 30 – 40 – 40 – 40 – 50
  65. 64.         Mine børns livlige mormor
  66. 65.         Mine børns rare morfar
  67. 66.         Anna Marias fødsel:  all SMS messages Nikos – NJ
  68. 67.         Anna Marias første digt  - 29.1.2013
  69. 68.         Zoe i Birmingham – Here I come !
  70. 69.         Pebersvende-jubilæum med Veddinge
  71. 70.         Alfred Thøgersen
  72. 71.         Da farfar var ung
  73. 72.         Min fars død i 1978
  74. 73.         Bryllup mellem Jenny og Alfred
  75. 74.         Min sølvbryllupstale til mor og far i 1965
  76. 75.         Min mor Jennys historie
  77. 76.         Omkring min mors død i 1993
  78. 77.         Bilag:  Himmerland – Historisk Jord
  79. 78.         Bilag:  Mine rejser livet igennem  (oversigt)
  80. 79.         Bilag:  Mine besøg i lande uden for EF/EU (oversigt)
  81. 80.         Bilag:  Rejser med børnene  (oversigt)
  82. 81.         Bilag:  Mine boliger gennem livet (oversigt)
  83. 82.         Bilag:  Mine biler livet igennem  (oversigt)
  84. 83.         Bilag:  Om VALHALLA

 

 

NJT – niels4europe@gmail.com  

MIN REVOLUTION I BRUXELLES FRA 1988....

Krønike

MIN REVOLUTION I BRUXELLES

Brudstykker af min initiativer fra 1988 og fremefter

 

Egentlig havde jeg ikke pønset på det -  men nok regnet med at skulle flytte til en post i Bruxelles en skønne dag.  Opgaverne i Danmark var fortsat så store og så spændende, at der var nok at tage fat på.  Og med et DreamTeam af medarbejdere  og et dynamisk netværk over hele landet var det hele nærmest ren fornøjelse.  Heldigvis vidste jeg, at cheferne i Bruxelles udmærket var klar over, at vi gjorde en god indsats.  Derfor blev alle nyudnævnte chefer for EU kontorer i andre lande næsten altid sendt op til os i starten for at ”snuse i bageriet” og forhåbentlig bringe interessante og nyttige ideer og staldfiduser med tilbage.  Det var også sjovt for os. Jeg husker ikke mindst, da irske Terry Stewart var ”på græs” hos os.  Også da græske Giorgios Tsouyopoulos blev sendt op til os.  Det samme gjaldt bl.a. Tony Menezes fra Portugal. 

 

Så jeg blev nok ikke helt forbavset, da min daværende italienske kommissær Carlo Ripa di Meana under et besøg i København i starten af 1988 uden varsel bekendtgjorde over for mit personale, at han havde planer om at ”fiske” mig til Bruxelles.   Det blev starten på nogle interessante måneder.  Den danske kommissær Henning Christophersen, som var en gammel ven af mig fra 1964, var også involveret, ligesom Hennings kabinetschef, Bjarne Bladbjerg, ( en gammel scient.pol studiekammerat ) løbende holdt mig underrettet om, hvad der var i gære.   Jeg husker ikke, om min kommende post blev slået op.  Det burde den vel være blevet.  Man har også en anden helt normal procedure, der hedder:  Forflytning i tjenestens interesse.   I hvert fald besluttede Kommissionen i midten af juli, at jeg fra 1. august skulle tiltræde som kommunikations-direktør i DG 10 ( Informations-generaldirektoratet i Kommissionen ) – med direkte ansvar for alle Kommissionens kontorer.    Det var en ny stilling.  Kontorerne havde ikke tidligere haft en særlig direktør over sig.  De hørte indtil da under de forskellige chefer afhængig af, hvad sagen drejede sig om.   Men med 12 medlemslande på det tidspunkt og ialt 15 lokale kontorer var det efter Kommissionens opfattelse en god ide at give dem en fælles chef.  Både til at holde dem lidt i ørerne, men især for at stimulere dem til at gøre et endnu bedre arbejde. Og for på en måde at være kontorernes ”talsmand” i hele Kommissionen.  Der var brug for det hele.   Og man mente, at det ville være en god ide, at det blev en kollega, da kom ”fra marken”, altså havde en hands-on erfaring med, hvad et EU kontor i et medlemsland var for noget.  Det blev så mig !

 

Mange kolleger i Bruxelles kendte mig allerede gennem vort samarbejde i 15 år.  Men nu ville det naturligvis være noget nyt.   Jeg ved, at muntre sjæle blandt dem lod denne tegning cirkulere ved min ankomst til Berlaymont:

 

 

Alle, der kendte mig, vidste, at der ville komme til at ske noget. Dog helt uden pisk 😊  Det var en fornøjelse og en stor udfordring at tage op.  Og jeg fik en meget stor og aktiv støtte fra mine chefer – min franske generaldirektør, Manuel Santarelli, min kommissærs italienske kabinetschef, Gerardo Mombelli, min kommmissær Ripa di Meana – og fra selveste Kommissionens formand, Jacques Delors og hans dynamiske franske kabinetschef Pascal Lamy.    Formanden viste i disse år en meget personlig og aktiv interesse i, hvad vi lavede i kommunikation – og ikke mindst hvad vi lavede rundt omkring i medlemslandene.  Uden hans aktive støtte ville mange af de ting, jeg sammen med mine mange glimrende medarbejdere fik sat i gang, ikke lykkedes!

 

Det var fra starten min klare opfattelse, at kontorerne kunne og burde være til meget større gavn for Kommissionen, end de indtil nu havde fået mulighed for at være.  Og jeg var samtidig af den overbevisning, at hvert kontor og dets medarbejdere skulle aktivt involveres i, hvad vi gjorde. På den måde ville de også føle, at det var deres initiativer og deres ansvar, at de lykkedes.

 

Derfor gjorde jeg straks tre ting:   

  • Dels insisterede jeg på at få et godt team til at arbejde direkte med mig i mit direktorat.  Det lykkedes til fulde.   Min gæve britiske assistent, Colin Walker, havde arbejdet på vort London-kontor.  Og mine to effektive og hyggelige sekretærer, belgiske Viviane Vanderperren, og danske Mona Lund,  holdt godt øje med Colin og mig, så det hele gik op i en munter og effektiv enhed.  Jeg husker, at Viviane – der havde arbejdet som sekretær flere år i Kommissionen – var fuld af forbavselse over, at jeg selv kunne lave kaffe, selv tage fotokopier og endda selv ringe op, når jeg ville snakke med nogen 😊  Det var hun vant til at blive sat til.   Nu kunne hun koncentrere sig om vigtigere ting.

 

  • Dels lavede jeg hver morgen kl. 08.45 et morgenmøde for alle mine kontorchefer og mine nærmeste medarbejdere på mit kontor. Andre kolleger var iøvrigt velkommen. Der var tit trængsel – og det var godt.  Mødet startede til tiden  ( motto:  Be on Time – and Come to the Point ). Jeg gav en kort orientering om nyt, inkl. resultater fra aktiviteter dagen før. Og jeg uddelte en rullende Ugeplan til hver om forventede aktiviteter i de kommende 7 dage til alle.  Den gennemgik vi sammen.  Og enhver kunne spørge og foreslå.  Mødet varede et kvarter. Så var det tilbage til pultene.

 

 

  • Og dels tog jeg på en hurtig rundtur til alle kontorerne i medlemslandene. For at hilse på – og for at høre, hvad de syntes var det vigtigste i vort kommende fælles arbejde.   Rundturen var lige ved at køre lidt af sporet fra starten. Vi havde på det tidspunkt en chef for kontoret i Madrid, som var ret speciel og i konflikt med alt og alle på sit kontor. Det var naturligvis ikke så godt. Så Santarelli havde fået den ide, at der skulle jeg ned for at rydde op i tingene og få den gode mand gjort flink og omgængelig, måske endda nyttig.  Og hans ide var, at jeg skulle derned i 3 – TRE – måneder.  Det sagde jeg lodret nej til. Jeg havde lige startet mit nye direktorat. Og jeg var med min familie kort tid før flyttet til Bruxelles. Skulle jeg nu til Madrid!  Kompromisset blev i al fredsommelighed, at jeg tog derned en uge. På betingelse af, at jeg fik problemerne løst.  Det gjorde jeg!   Til alles tilfredshed, også problemernes ophavsmand, som jeg – også til dels i hans personales påhør – gav en gang kimbrisk vask og strygning.  Da jeg ved ugens udgang rejste hjem til Bruxelles, takkede han mig af hele sit hjerte, fordi jeg var kommet og havde fået hans problemer ud af verden.  Han blev ikke i jobbet meget længe ( og det var godt ).  Men han anså mig hele vejen igennem som sin bedste ven!

Mit besøg på de andre kontorer var problemløse – og meget oplysende og nyttige. For alle, tror jeg.  Også fordi folk fra hovedkvarteret i Bruxelles ofte ude på kontorerne blev anset for ret trælse og lidet hjælpsomme.  Det ved jeg, at jeg fik lavet om på.

Faktisk fik jeg på denne første rundtur samlet så mange ideer og forslag, at de blev grundstammen i det program om kontorernes fremtidige rolle, som jeg fik vedtaget i Kommissionen det følgende forår.  Herom mere senere.

 

Lad mig kort nævne nogle af de nye initiativer, jeg hurtigt fik sat igang. Og som for manges vedkommende stadig kører nu efter mere end 30 år.

 

ECCO:  Det var en særlig service, jeg startede for at hjælpe kontorerne. De klagede meget over, at de tit og ofte var nødt til at ringe til Herodes og Pilatus i Kommissionen for at få de oplysninger, de skulle bruge i deres informationsarbejde.  Og ofte uden resultat.    Derfor udvalgte jeg nogle få ildsjæle, herunder ikke mindst et par dynamiske praktikanter, der ville påtage sig at tage imod opkald fra kontorerne og så på deres vegne skaffe oplysningerne i huset. De to praktikanter var franske Florence Ranson og tysk/italiensk/danske Christina Gerstgrasser. De kunne få noget fra hånden – og næsten på alle sprog.  Snart fik jeg også en erfaren rotte fra Kommissionen, hollænderen Henk Beereboom, flyttet fra Haag til min afdeling for at være den faste ansvarlige for ECCO og for de daglige kontakter til kontorerne.   

Husk på, at Internettet og e-mails stadig ikke var i brug. Der var telefonen – og så var der også telex.  Den sidste var lidt langsom og bøvlet at bruge.  Så ECCO blev svaret.   Og det virkede.  Navnet kommer af:  EUROPEAN COMMISSION’s COMMUNICATION OFFICE.    Vor italienske kommissær var iøvrigt ekstra glad for den tjeneste, fordi han troede, at vi havde givet tjenesten det navn for at glæde ham.   På italiensk betyder ecco  Sådan.  Det passede jo også meget godt til dets opgave.  Men jeg tror aldrig vi hev ham ud af vildfarelsen.  Det gør aldrig noget, når ens chef er glad og tilfreds 😊

 

HEADS OF OFFICE møder:   vi havde altid haft jævnlige møder, hvor alle heads of offices kom til Bruxelles til fælles møder med cheferne  i et par dage.  Herunder også møder med kolleger fra andre dele af Kommissionen.  Den praksis fik jeg nu systematiseret.  Vi stilede mod at holde mødet hver anden måned.  Og vel at mærke med en ordentlig forberedelse af møderne.  Det var i hvert fald nyt.

Det lykkedes også at få Kommissionens formand Jacques Delors til at komme til disse møder, så ofte han kunne. Ellers kom hans ”forkarl” Pascal Lamy.  Og ikke bare på et høflighedsbesøg.  Det var hver gang et rigtigt arbejdsmøde, hvor der forventedes aktive bidrag fra hver af os.  Delors ville vide, hvad der rørte sig i medlemslandene. Og hvad vi foreslog, Kommissionen skulle gøre i vigtige sager, der var fremme.

 

Mange af de kolleger, jeg nu var blevet chef for, havde jeg arbejdet sammen med i mange år, mens jeg stadig var chef i København.  Her er et Bruxelles møde fra 1984:

 

Fra venstre mod højre:  Bob Cox ( DG 10 ); Henry Faas, Haag; Gian Paolo Pappa, Madrid; Jean Poorterman, Bruxelles; Ernst Wallrapp, Bonn; ??; Theo Hustinx, Washington; Henri Guillaume, Luxembourg; Jacqueline Nonon, Paris; Gianfranco Giro, Rom; Conor McGuire, Dublin; og mig.

 

 

Her er et andet billede fra et møde, hvor vi sammen med vor kommissær Ripa di Meana danner forgrund til Berlaymont:

 

Fra venstre mod højre:

Theo Hustinx, Haag; Gian Paolo Papa, Madrid; George Scott, London; Jeff van den Broeck, Bruxelles; Gianfranco Giro, Rom; Conor McGuire, Dublin; Marco Piccarolo ( italiensk direktør-kollega i DG 10); Jacqueline Nonon, Paris; kommissær Carlo Ripa di Meana; Manual Santarelli ( generaldirektør ); Henri Guillaume, Luxembourg; Gerardo Mombelli ( Ripas kabinetschef ); Camille Becker ( DG 10 ); Ernst Wallrapp, Bonn; mig; Henk Beereboom ( min hollandske medarbejder ).

 

 

MØDER MED EUs FORMANDSKABER:

Jeg fik det også gjort til fast praksis allerede fra efteråret 1988, at vi holdt et head of office møde i det land, der næste gang skulle være formand for EU.  Hvis det var et forårs-formandskab, holdt vi mødet i december. Det var tilfældet i Madrid i december 1988 med det kommende spanske formandskab.  Her mødte vi landets EU-relevante ministre og ledende embedsmænd, der efter tur forklarede os, hvad formandskabets prioriteter ville være – og hvorfor.  Samtidig fik vi en god – og ofte gemytlig – introduktion til landet.  Og hvorfor var det en god ide?  Fordi vore kontorer i folks øjne repræsenterede EU, ikke bare Kommissionen.  Derfor var det aldeles nyttigt, at vore folk på kontorerne også havde førstehåndskendskab til, hvad formandslandet ville og gjorde.    Disse møder var samtidig en glimrende måde at vise ministrene, at Kommissionen var repræsenteret i alle medlamslande og kunne være meget nyttig også for dem til at forklare, hvad hele EU havde gang i.

 

DELTAGELSE I TOPMØDERNE:

I hver formandskabsperiode var der et eller to topmøder. Dengang fandt de altid sted i formandskabslandet med regeringen som vært.   Det var meget vigtigt for vore kontorer at vide, hvad der skete på de topmøder.  Derfor lavede vi det til fast praksis, at jeg sammen med et par af mine medarbejdere var en del af Kommissionens delegation til disse topmøder.  Første gang var i Madrid i foråret 1989.  Vi kunne naturligvis ikke sidde med ved selve topmødet. Men vi opholdt os i delegationens lokaler sammen med resten af Kommissionens delagation af specialister i de emner, som mødet diskuterede. Og her kunne vi let holde os orienteret om, hvordan mødet gik.  Ja, vi blev faktisk fantastisk godt hjulpet af Kommissionens daværende britiske generalsekretær David Williamson, som sad med i mødet, og som på sin diskrete måde løbende skrev på små sedler, hvad der skete, hvad der blev sagt af hvem, osv.  Ofte var det præsenteret på en meget morsom måde. David var en fænomenal kommunikator  ( og derved også altid en stor hjælp for os i hele vort kommunikations-arbejde ).  Vi fik så disse små, håndskrevne sedler brugt ud af en medarbejder, der kunne gå frem og tilbage. 

Mit job var så at ringe til kontorerne – ofte i en samlet telefon-konference – for at give dem en førstehåndsberetning.  Den kunne de bruge i deres arbejde med at holde den hjemlige presse løbende orienteret.  Det øgede naturligvis kontorernes værdi i den hjemlige sammenhæng. Det var slet ikke alle medier i landene, der sendte journalister til topmøderne.

Iøvrigt fik jeg på et tidspunkt indført, at vi i Kommissionens delegation også havde kolleger med fra visse af vore kontorer.  Det var især kolleger fra London, vi tog med. Hvorfor?  Fordi vi havde brug for deres viden og netværk til at håndtere den ofte noget besværlige og lumske lokale presse.  Det var journalister, vi ikke kendte i Bruxelles. Men det gjorde vore kontorer naturligvis.

Når topmødet så var slut, var der vedtaget en række konklusioner.  Korte og lange tekster om både det ene og det andet.  Nu gik øvelsen for mig ud på at sende dem pr. fax til hvert kontor over hele Europa. Jesus, hvor tog det tid – ofte til hen ved 4-tiden om morgenen.  Vi havde aftalt med kontorerne, at når de modtog disse topmøde-konklusionen skulle de sporenstregs mangfoldiggøre dem og give dem til pressen – og til de vigtigste lokale ministerier.  På den måde ville vi vise alle, at EU-kontorerne i hovedstæderne var helt fremme i skoene, både med at få informationerne og med at få dem sendt videre.    Det var princippet.  Så vidt jeg husker, var det kun vort kontor i Bonn ( Tysklands hovedstad dengang ), der fulgte mine instrukser til punkt og prikke.  De fleste andre var for længst gået hjem og gjorde (måske) det nødvendige næste formiddag.   Det kan jeg godt forstå.

Man kan godt blive lidt filosofisk ved at tænke på dette initiativ.  I dag har man internettet, og alle er koblet op. Så i stedet for at stå den halve nat og bakse med en ofte genstridig fax-maskine, så trykker man bare på en knap – og så er det hele molevitten på et ångstrøm af et sekund sendt til alle verdens kroge.   Eller de downloader det snarere selv.  Tiderne skifter!  Og tak for det.

Men der var noget særligt ved at være aktivt med til alle disse topmøder.  Lige fra den særlige jumbojet, der var hyret til at flyve os allesammen frem og tilbage. Til stemningen på delegationens hotel, hvor vi der var medlem af selve delegationen i nattens mulm og mørke fik nye udkast til de senere konklusioner stukket ind under døren flere gange i nattens løb.  Til afspisningen af alle os hundredevis af topmøde-ledsagere  ( ofte særdeles god mad ). Og til arbejdet i delegationen som beskrevet ovenfor.

 

TELEKONFERENCE MED ALLE KONTORER TORSDAG EFTERMIDDAG:

Kommissionens ugentlige møde holdtes om onsdagen – ofte hele dagen.  Vi fra informationsafdelingen var altid til stede i mødesalen ( med mindre vi blev smidt ud på grund af meget fortrolige sager ).  Vi generaldirektører og direktører deltes om denne opgave.   Næste opgave var at få informationen videre ud til kontorerne, så de kunne bruge informationerne i deres arbejde.  Ganske vist modtog de alle om onsdagen en telex fra talsmandsgruppen om de vigtigste beslutninger.  Men vi ville sikre, at de fik flere informationer, at de også kunne stille spørgsmål, og at de kunne give os supplerende oplysninger om reaktionerne i deres lande på Kommissionens beslutninger. Derfor indførte jeg en ugentlig teleconference med alle kontorer kl. 15 torsdag.  Jeg ledede normalt konferencen. Og vi havde ofte relevante generaldirektører og direktører fra mange afdeliger med til at give briefing og til at besvare spørgsmål.  Enkelte gange lykkedes det også at få en kommissær med.    Det blev en meget nyttig operation.

 

TEAM 92:

Vi nærmere os indførelsen af det store fælles marked fra 1992.  Arbejdet var startet i 1985 under ledelse af Delors og den britiske næstformand Lord Cockfield.  Det var spændende tider.  Hundredevis af handelsbarierer blev fjernet hvert år. Og fra 1992 var det store fælles marked så klar.   Det skulle naturligvis beskrives og forklares ud over hele EU.  Det havde Kommissionen ikke mandskab til at klare alene, selv om der blev brugt meget store resourcer både på at lave egnede materialer og på at sende specialister ud i alle kroge af EU, når der var brug for det til konferencer, mediebegivenheder, osv.

Derfor fik jeg taget initiativ til TEAM 92.  Jeg havde ideen med fra Danmark, hvor vi allerede i 1986 startede et sådant team.  Det var kyndige mennesker, der var villige til at holde foredrag og deltage i diskussioner om alle aspekter af de fælles marked.  De fik ingen betaling for det.  Men de blev inviteret til Bruxelles et par gange om året til briefings af topfolk. Og vi havde oprettet et TEAM 92 centre, som de kunne henvende sig til, hvis de manglede informationer.   Det kørte fint.  Vi fik hurtigt et TEAM i hvert medlemsland.  De havde iøvrigt også stor glæde af hinanden indbyrdes.    De udtalte sig altid på egne vegne, så Kommissionen havde ingen grund til ængstelse for fortalelser.  Men som jeg husker det, havde vi aldrig nogen problemer i noget land.  TEAMet lavede i de år en kolossal vigtig indsats.

Og da det store marked var på plads i 1992, ville vi naturligvis ikke bare afskaffe TEAM 92.  Vi gav det bare et nyt navn: TEAM EUROPE.  Så kløede de på med alle de andre EU-emner, der var oppe i tiden lige fra udvidelsen af EU med Finland, Sverige og Østrig fra 1995 til Amsterdam-traktaten i 1998 og hele introduktionen af EUROen som EUs officielle valuta fra 1999.

 

ET PROGRAM FOR KONTORERNE

Alle disse nydannelser ville naturligvis kun lykkes, hvis de havde fuld opbakning i Kommissionen.  Selv om vi selv syntes, at initiativerne var banebrydende og tæt på fantastiske ( 😊 ), så kunne vi ikke regne med, at alle bare ville klappe i deres hænder og rose os til skyerne.  Vi brugte resourcer til opgaverne. Pænt store resourcer.  Dem kunne andre i huset måske godt tænke sig at få fingre i.   Men det allervigtigste var at sikre, at der var fuld og utvetydig opbakning fra øverste sted til os og til kontorerne i deres nye roller.

Der var kun ét at gøre:  at få Kommissionen til at godkende et papir med en beskrivelse af vore kontorer og deres fremtidige rolle - og et konkret program for dets gennemførelse.  Dette papir forberedte vi grundigt sammen med kontorerne – og i tæt samarbejde med Delors og Ripa di Meana.  Et lignende papir var aldrig før blevet lavet.  Det var en premiere.

Da alle forberedelser var gjort og alle formelle høringer rundt omkring i huset var afsluttet, ramte det Kommissionens bord i april 1989.  Jeg var DG X’s repræsentant i Kommissions-mødet for at lytte med.   Spændende var det om nogen gjorde indsigelser.  Når man har lagt SÅ mange både intellektuelle og fysiske kræfter i en sag, så er det næsten ikke til at bære, hvis det i sidste ende bliver fejet af bordet på grund af en eller anden uventet modstand – eller fordi vi måske havde begået en formel fejl i forberedelsen. Sådan gik det heldigvis ikke.

Da man nåede frem til vort punkt på mødets dagsorden, lagde Delors ud med at sige:

Maintenant nous avons une initiative tres importante pour la Commission devant nous. Le Monsieur responsable, ici present, a fait avec ses collegues un excellent travail.  Je propose à vous, pas uniquement de prendre acte, mais de l’approuver et le supporter.

( Nu har vi foran os et meget vigtigt initiativ for Kommissionen. Den ansvarlige, der er til stede her i lokalet, har sammen med sine medarbejdere lavet et glimrende arbejde. Jeg foreslår, at vi ikke bare taget initiativet til efterretning, men at vi godkender det og støtter det ).

Og så blev mit papir vedtaget med akklamation i Kommissionen.  Jeg fik et diskret og anerkendende nik fra Henning Christophersen henne ved mødebordet.  Og jeg fik et ”tommelfingeren op” fra kabinetschef Pascal Lamy, der som altid sad lige bag ved Delors i disse møder.

Jeg opfattede denne sag som min første svendeprøve i mine år i Bruxelles !

Der var iøvrigt kun ét punkt, der blev diskuteret omkring vort papir:  Hvad skulle kontorerne med deres nye rolle hedde fremover?   Vi havde foreslået REPRESENTATIONS  ( for det var jo det, de ville blive ).   Delors og Ripa var enige. Men der var andre kommissærer, der ønske at bevare titlen OFFICE / fransk BUREAU.     Efter en holmgang i diskussionen for og imod det ene og det andet skar Delors igennem og sagde: Så kalder vi dem  BUREAU DE REPRESENTATION /  REPRESENTATION OFFICES.     Og sådan blev det.

 

Det var med et ret rar fornemmelse i maven, jeg bevægede mig ned på mit kontor på 2. sal for at fortælle mine kolleger om vor fælles succes. Og for hurtigst muligt også at fortælle det til kontorerne, der spændt ventede på at høre, hvordan vore fælles anstrengelser var blevet modtaget.

 

Nu kom det endnu sværere: at gennemføre alt det, vi havde fået godkendt! 

Det allervigtigste var, at kontorerne nu fik en anerkendt politisk rolle i Kommissionen. De skulle ikke længere ”bare” informere, hvor de havde deres job.  De var med ét slag blevet et vigtigt politisk instrument for Kommissionen. 

 

MURENS FALD:

Man kan sige, at det var Berlin-murens fald i november 1989, der virkelig blev ilddåben for vor nye politiske rolle. Det blev den på mange måder:  Inden den faldt, var vi og jeg personlig involveret i at skaffe de tusindvis af østtyskere, der demonstrerede  mod myndighederne, både informationer om Europa og ikke mindst masser af Europa-flag. Det blev vi meget populære på.  Jeg var selv med i den ugentlige demonstration i Leipzig et par gange.  Europa-flag overalt, mens de råbte:  Wir sind das Volk ( Vi er folket ).  Da begivenhederne i Rumænien for alvor tog fart ved juletid, var jeg på vagt selve juleaften for at få alle kontorer på arbejde. Hvorfor?  For at sikre at alle lokale medier vidste, hvordan EU hjalp aktivt i situationen med mad, tæpper og andre fornødenheder.  Alle kontorer mødte frem med iver og begejstring. Julegåsen måtte vente.  Og stor var manges forbavselse, da medierne overalt dagen efter var fyldt med konkrete oplysninger om, hvad der skete i Rumænien.  Et tredje eksempel: Lige efter nytår 1989/90 tog Kommissionens hollandske næstformand, Frans Andriessen, på lynvisit hos de nye regimer i Prag, Sofia og Bukarest.  Jeg og nogle af mine medarbejdere var med hele vejen rundt for at sikre, at medierne og vore kontorer blev aktivt informeret.  Og da der lidt senere på foråret 1990 blev igangsat store EU aktiviteter for at hjælpe og informere de nye frie lande, var vi aktivt med hele tiden.

Også den svendeprøve bestod vi.  Og glem ikke, at det har en meget positiv virkning på hele personalet, når de kan se og mærke, at deres DG er aktivt involveret i de allervigtigste initiativer.   Jo, det blev også et rigtigt godt ”Mur-fald” for os i kommunikations-arbejdet.   Det var ligesom en ny tid, der var startet. Også for os.

 

Niels Jørgen Thøgersen   -  niels4europe@gmail.com

Februar 2019

FAMILIETUR TIL ENGLAND I 1984

FAMILIETUR TIL ENGLAND

På kryds og tværs i England og Wales i 1984

For snart mange år siden var en god del af vor familie på sommertogt til England og Wales. Det var i juli 1984. Min bror Hans og hans familie var lige flyttet til Cambridge, hvor Hans havde fået tilbudt et godt job på universitetet. Så der var en fin anledning til at tage vestpå. Vi var fem på turen:  min mor, Claus ( 18 år ), Lasse ( 11 år ), Cecilie ( 9 år ) og mig.  Vi kørte afsted i min lille røde Mitsubishi Colt med bagage til 14 dage – altsammen presset ind i bilens bagagerum. Det alene var en præstation. Men det gik.  Og Colt’en var stadig ret ny – fra 1979. Det var min mors første besøg i udlandet, så vi måtte på Politistationen i Hobro for at få et pas til hende.  Allerede dét syntes hun var spændende.

 

Vi kørte fra København til Nørager for at hente farmor.  Og vi syntes vi havde god tid, indtil vi skulle med færgen i Esbjerg.  Ganske vist fandt jeg undervejs ud af, at jeg havde glemt bilens papirer hjemme i Toldbodgade i København. Og de var nødvendige for at komme ind i England med bilen. Gode råd var dyre!  Men jeg fik min gode medarbejder Ole Søgaard til i stor hast at finde papirerne hjemme i min lejlighed, i lige så stor hast at køre til Kastrup og få dem med det første fly til Billund.  Det lykkedes – og det lykkedes også os at få papirerne i Billund lufthavn. Men så startede problemerne.  Jeg mente, at afstanden fra Billund til Esbjerg kunne klares på en halv times tid. Det kunne den ikke L   Der er 65 km – ofte ad små snoede veje.  Det kan nok være, den lille røde fik travlt. Aldrig hard en kørt SÅ stærkt ud over stepperne. Aldrig har der været så stille i bilen Og aldrig hverken før eller siden har jeg kørt over for rødt som jeg gjorde inde i Esbjerg for at prøve at nå skibet, der gik 17.30.  Og det var meget vigtigt, da det næste DFDS skib først ville gå om to dage – og formentlig slet ikke havde plads til os.  Vi nåede det ikke.  Vi kom 10 minutter for sent. Men heldigvis var skibet 15 minutter forsinket i afgang, så vi drønede ombord som den allersidste bil. Puha – det var ikke sjovt.  Siden da har jeg altid været påpasselig med at checke afstande meget omhyggeligt.  Man bliver som bekendt klogere med alderen.

Vel ombord gav chaufføren en fortjent drink i baren, inden vi lidt senere indtog vor velfortjente middag i skibets restaurant.

Iøvrigt fik vi aldrig brug for at vise de bilpapirer, vi med så stort besvær havde fået fremskaffet fra København.

Men turens problemer var ikke slut endnu. Da vi var kommet godt ud i Nordsøen på vej med Harwich begyndte skibet at gynge ganske gevaldigt. Der blev bedre og bedre plads i restauranten. Men vi spiste pænt op og fornøjede os det bedste, vi kunne.  På vej tilbage til vore kahytter husker jeg, at vi alle havde godt fat i de gelændere, der heldigvis fandtes  i alle gange. Min mor havde ikke tidligere været så meget til søs, så hun var svært bekymret om, hvordan mon natten skulle gå. Næste morgen påstod hun, at hun ikke havde lukket et øje.  Det ved vi var en sandhed med store modifikationer. Vi havde stillet hende an i sengen med et vaskefad oppe på hendes mave, så hun havde let adgang til at ofre til guderne, hvis det skulle blive nødvendigt.  Det blev det heldigvis ikke. Og vi tog flere billeder af en storsovende farmor natten igennem. Så alt endte godt.

Næste dag ankom vi som planlagt til Harwich kl. 13. Og her stod Hans klar til at modtage os.  Han kørte foran med farmor, og vi fulgte efter så godt vi kunne. Der var en afstand på ca. 130 km til deres hus i en lille landsby uden for Cambridge. Det er altid hyggeligt og kønt at køre igennem de engelske landskaber. Det var det bestemt også her i Essex.

 

Mens mor var indlogeret hos Lisbeth og Hans, så havde vi lejet husly hos en engelsk familie i et stort ”herskabshus” nogle km derfra.  Der var særdeles hyggeligt. Vi boede alle fire i samme store rum, og værtinden vidste ikke at det gode, hun ville gøre for os. Det gjalt også den herlige engelske breakfast hver dag.

Det blev til nogle fælles ture – både til universitetet, inkl. Hans’s kemiske laboratorium, hvor han tryllede og forklarede om alle sine – for os ret uforståelige – gøremål med génsplejsning, m.v. – og til den hyggelige by og dens omegn.

Hans familie var året før blevet til 4, da Anne Mette lod sig føde. Men på det tidspunkt vidste ingen, at hun var født døvstum.  Hun var alligevel en munter lille størrelse. Og det var iøvrigt på grund af hendes situation, at de få år senere besluttede at flytte tilbage til Danmark, da behandling af og skoler for døvstumme i hvert fald dengang var meget bedre i det danske.

Troels var ved vort besøg knap tre år. Han talte en blanding af engelsk og dansk. Meget charmerende J

 

Efter dette aldeles hyggelige familiebesøg ville vi videre ud på ferie i landet. Første stop var London. Den by ville alle gerne se.  Vi havde kun afsat et dagsbesøg, hvor vi parkerede bilen, kørte rundt med en rød todækker-sightseeingbus og gik lidt rundt for at kigge os omkring.  Nu ville skæbnen, at der var mega-varmt netop den dag. Vi sved tran.  Parkeringspladser var ikke til at opdrive. Til sidst så vi dog i Kensington et skilt med Parking. Men der var kun en sort mand, der gik og fejede, at se.  Det viste sig, at man bare skulle give bil med nøgle til ham. Så ville han med en elevator køre bilen nedenunder og gemme den et eller andet sted.  Jeg følte mig sikker på, at vi aldrig ville se hverken bil eller bagage mere. Men vi havde ikke rigtigt noget valg. Vi kastede os ud i det.  Næste stop var en McDonald’s, hvor vi købte hårdt tiltænkte drikke. Hver fik to små bægre, da de store var udsolgt i heden. Men da vi ikke ville spise der, måtte vi ikke drikke dem indendørs. Så vi måtte vandre op og ned ad gaden med hænderne fyldt med drinks og sveden piblende frem på panden og alle andre steder.  Turen med udflugtsbussen var fin. Vi fik endda erobret pladser på øverste dæk, så vi fik alt det væsentlige at se.  Jeg var især glad for, at mor fik den oplevelse – og sammen med os. Første og sidste gang i London og i England i det hele taget.

Vi fik hentet bilen hos den flinke sorte parkeringsmand. Og nu skulle vi videre mod nordvest, havde vi besluttet.  Dengang vard et hverken GPS, mobiltelefoner eller andet hjælpeudstyr.  Så vi måtte køre efter kort og især efter næsen. Og det lykkedes minsandten. Vi havde ikke bestilt hoteller eller kroen, men følte os sikre på, at vi nok skulle finde nogen, der både kunne og ville huse os.

Lidt hen på aftenen i det dejlige vejr nåede vi frem til Shrewsbury sydvest for Birmingham – tæt på den walisiske grænse. Vi fandt et godt hotel og hyggede os med en god middag.  Det jeg husker bedst fra dette ophold var, at der ved den iøvrigt dejlige morgenmad næste dag lugtede forfærdeligt at de varme kippers, som englænderne er helt vilde med at spise om morgenen L   Jeg følte mig sikker på, at jeg var nødt til at købe nyt tøj næste dag!

Det blev nu ikke nødvendigt. I stedet kørte vi vestpå gennem de hyggelige walisiske bjerge og dale.  Jeg husker, at der som altid var en masse får alle steder.  Til sidst kom vi ud til kysten ved det irske hav.  Vi gjorde holdt i en kystby, der lå lige op ad en meget høj klippe.  Det var nord for Aberystwych, hvor Cecilie en del år senere skullle komme til at bo og arbejde. Det kunne vi af gode grunde ikke vide.   Vi kørte videre nordpå langs den flotte kyst. Og vi indkvarterede os i et hotel i den walisiske kystby på nordkysten, Bangor.  Jeg tror ikke, vi oplevede meget der.  Den følgende dag gik det afsted tilbage til England.  Jeg kan huske, at vi kunne se storbyen Liverpool på vesntre hånd, da vi kørte østpå.  Vi tog ophold i den særdeles hyggelig by Buxton, der ligger midt i Lake District. Tidspunktet var ekstra charmerende, fordi vi kom lige midt i byens blomsterfestival.  Aldrig havde vi set et sådant opbud af flotte blomster og blomsterudstillinger, bl.a. et flot byskilt lavet i blomster. Overalt i byen var der blomser i alle farver – uanset hvor man gik hen.  Jeg mener, vi havde et par overnatninger dér, så vi nåede at nyde og opleve byen.

Vor videre færd bragte os på tværs af England til kystbyen Felixstowe ved Nordsøen. En rigtig badeby med alt hvad dertil hører.  Jeg husker, at ungerne fornøjede sig på et omrejsende tivoli ned mod stranden, mens farmor sad oppe i sit hotelvindue og holdt øje med, at alt gik rigtigt til.

Næste dag tog vi færgen til Zeebrugge i Belgien. Det var en tur på ca. 5 timer.  Videre herfra via Brugge  ( Nordeuropas Venedig ) med et kort kigge-ophold. Og så videre til en dejligt Holiday Inn hotel uden for Gent.  Den følgende dag kørte vi gennem Belgien og Holland og havnede i Delmenhorst ved Bremen.  Her fandt vi en hyggelig lokal kro med en ligeså hyggelig krofatter.  Da vi bestilte middagen hos ham, bestilte mor en stegt rødspætte, og mens hun funderede over, hvad hun gerne ville have til forret, sagde den gode mand:  Vent lige og se rødspætten, inden du bestemmer mere.  Den er nemlig ”ein grosses Apparat”!   Det havde han ret i.  Det blev ved én ret.   Og alt imens vi spiste, spillede de lokale bowling eller hvad det nu var, i lokalet ved siden af, mens dygtig med god tysk øl blev sat til livs.

 

Danmark nærmede sig, og da vi igen afleverede farmor i Nørager, var hun ikke bare fyldt med masser af nye oplevelser. Hun var garanteret også godt træt.  Hun var på det tidspunkt 71 år og klarede hele turen – selv motorløbet på vej til Esbjerg ! – uden at kny.

Vi var alle enige om, at vi havde haft en dejlig tur sammen. Den eneste gang, hvor vi fem havde været så længe og så tæt sammen.  Den tur har vi snakket om mange gange siden hen.

 

( teksten vil blive suppleret med nogle fotos fra turen ).   Og forslag og kommentarer er som altid meget velkommen.

 

Niels Jørgen Thøgersen + bidrag fra Lasse.

Maj 2018

niels4europe@gmail.com 

AVISEN SKAL UD! Om at være avisdreng i 1950erne

Krønike

AVISEN SKAL UD !

 

AVISEN SKAL UD! Det var mit motto, da jeg i årene 1958-60 startede og kørte en avisrute i Grynderup. Jeg havde hørt om kammerater i Aalestrup Realskole, der tjente hyggelige lommepenge ved at dele Aalborg Stiftstidende ud om søndagen. Den fristelse var for stor til at lade gå min næse forbi. Så jeg skrev egenhændigt til redaktøren af den gode avis i Aalborg og forelagde min plan om at lave noget lignende i Grynderup. Han sendte sin salgschef Knud Poulsen til møde med mig ( og mine overraskede forældre ) i Grynderup. Han lagde ikke skjul på, at han ikke troede på projektet. Befolkningstætheden - som det hedder - var for tynd. Men han var villig til at lade mig prøve. De næste 3 søndage fik jeg 50 søndagsaviser til gratis uddeling til hvem, jeg ønskede at give dem til. Og den 3. søndag skulle jeg så spørge, om de ville abonnere for 1,50 kr. pr. søndag. Hvis ja, så ville energiske Niels Jørgen bringe verdens- og lokalnyhederne frem så tidligt som muligt hver søndag morgen. Jeg lavede med det samme en rute på 35 km - Mejlbyvejen, Kjemtrup, Tulstrup, Grynderup og Allestrup. Og minsandten: jeg fik 35 abonnenter! Og tjente selv 5 kr. hver søndag. Afsted hver søndag kl. 05.30 og hjemme igen ved middagstid! Uanset vejr og vind. Hvis der var vildt med sne om vinteren, kørte min far mig rundt på traktor! Stiftstidende havde et bonus-system for antal solgte aviser. De satte forventningerne til mig så lavt, at jeg næsten med det samme sprang alle rammer og vandt alle deres bogpræmier ( desværre mest pigebøger :-( ) og en fin uges-tur til Sydnorge. Og til sidst en heldags udflugt til Aalborg, ikke mindst Tivoli Karolinelund. Her fornøjede jeg mig åbenbart så meget med rutchebaneture med direktør Justesens datter, at jeg kom for sent til den sidste rutebil hjem til Nørager/Grynderup den dag. Løsning: jeg gik hjem til fods. Hele vejen - gennem Rold Skov og det hele. 43 km. Da jeg nåede Aalbjergvej kl. 04.00 om morgenen, stod alt på den anden ende. Jeg blev straks kaldt til telefonen, hvor min far snakkede med en politimand. Jeg var efterlyst i radioen hele aftenen. Nå, men her var jeg - 15 år gammel og i fin stand. Det var ikke den festligste modtagelse, jeg har oplevet. Det forstår jeg godt. Men jeg lovede politimanden på stedet aldrig at gøre det igen. Og det har jeg holdt!

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.05 | 05:50

Sky Rigdom lån Firma, vi giver ud lån til en rente 0f 3%.

Goddag sir / ma er.

Vi er et privat selskab, og vi tilbyder lån til lave renter ved at bestemme låne

...
01.05 | 01:20

Hej mennesker. Mit navn er Helena Karas fra Prag 8. Jeg modtog et lån på 15.000.000 CZK fra Peter Krajcovic til en fast ejendom i Prag 2. Mr Krajcovics korrekte

...
25.04 | 04:08

Hej, jeg hedder "Warren Chandler" Jeg er fra Tyskland. Mit liv er blevet fyldt med smerter og bitterhed, da intet ser ud til at fungere for mig, og hver gang noget godt er ved at komme min vej, er der altid en eller to forhindringer, og alle, jeg havde be

...
20.04 | 19:36

Matematikeren: En god trekant, er bedre end en ond cirkel!

...
Du kan lide denne side