Krønike i kort form

TANKER VED EN NÆR VENS DØD - KAJ HANDBERG 1936-2020

TANKER VED EN NÆR VENS DØD

Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen 

Det startede altsammen i Bruxelles. En Liselottes gamle kolleger og venner fra København ville komme på besøg hjemme hos os. Jeg kendte ham ikke. Men jeg lovede at opføre mig så pænt som muligt. Om det lykkedes, ved jeg ikke. Men hvad jeg ved er, at det blev starten på et langt og nært venskab.  Mens Liselotte kokkerede i køkkenet, forsøgte jeg at underholde vor nye gæst inde i spisestuen, formentlig i selskab med et glas god vin.  Og inden nogen kunne nå at tælle til ti, fandt vi ud af, at vi begge havde gået på Viborg Katedralskole. Ganske vist ikke på samme tid, men næsten. Og derfor var vi blevet ”ramt” af mange af de samme lærere.  Verden er lille.  Liselotte fortsatte sine gøremål ude i køkkenet og ærgrede sig vist nok på en måde over, at nu var det endelig én af hendes venner, der kom på besøg. Og så gik det hele straks op i højlydt snak om Viborg, hvor hun ikke kunne være helt med.

Min nye ven hed Kaj. Kaj Handberg. Og vort hyggelige træf over dette første glas vin er heldigvis blevet til mange, mange flere. Både af træf og af vin.

Vi startede med flere gemytlige og givende besøg hos hinanden.  Kajs søde kone, Benthe, også fra Viborg, var ét af hans mange trumfkort.  Og inden længe startede vi sammen med et andet fælles vennepar fra Aalborg, Else og Ernst Trillingsgaard, en fælles rejse- og oplevelsesklub.  Vi døbte den Bedemandsklubben.  Ikke fordi vi var specielt flittige til at bede 😊  Men fordi vi af arbejdsmæssige grunde normalt henlagde vore fælles togter til bededagsferien – i hvert fald i starten.   Det er faktisk i årenes løb blevet til 20 Bedemandsture – til næsten alle hjørner og kroge i Europa – og i Danmark.

Når man på denne måde er tæt sammen i mange situationer, oplever man en masse. Ikke mindst også med Kaj. Hans aktive interesse for alt, hvad han så og oplevede, kombineret med hans særlige stille humor var alle dage en fornøjelig og givende oplevelse. Og af og til med helt uventede og muntre konsekvenser. Som dengang han på en hyggelig lokal bæverding i Bouillon i Belgien var tæt på at slå en gammel dame i baren ihjel. Ikke med vilje, men med det kakkelovnsrør, han kom til at hive ud af væggen, da han svingede sig på plads inde i det lille lokale. Eller som da han i en bjerglandsby i Italien kom kørende ind igennem restauranten, mens Ernst og jeg var på udkig efter en parkeringsplads. Vi kunne ikke finde nogen P-plads, men vi kunne finde to øl. Og pludselig blev freden afbrudt af Kaj, der stille og roligt kom kørende ind imellem barens borde og stole, dog altsammen udendørs,.   Eller da han – i sit pæne og velsiddende tøj som altid – pludselig rejste sig op under en fodboldlandskamp i Bruxelles mellem Belgien og Danmark og råbte med høj forarget stemme Bonderøv af en belgisk spiller.  Eller som da Kaj i Epernay i Champagne på et lokalt marked købte en gammel fransk politikasket, der straks til stor moro for de lokale  blev brugt til at dirigere trafikken. Eller som dengang Kaj var i Bruxelles med Christian IV’s Laug fra Aalborg. Han var næstformand i Lauget, vel én af de ældste i bestyrelsen. Og da formanden under Laugets optræden på Bruxelles gamle rådhus ville introducere deres unge kasserer med ordene:  Og nu vil jeg gerne bede vort Laugs smukke, unge kasserer præsentere sig, så rejste Kaj sig med lynets hast op – til hele forsamlingens store morskab. Eller som da Benthe holdt damefrokost i Rebild på sin fødselsdag. Liselotte var en af gæsterne, og jeg var med som chauffør. Den situation løste Kaj ved at planlægge en flot vandretur for os to ud igennem Rebild Bakker.  Og for at tørsten ikke skulle overmande os totalt på turen, havde Kaj på forhånd udlagt passende depoter forskellige steder på ruten.  Og mens vi sammen gav disse depoter en passende opvartning, fik jeg Kajs livlige fortælling om egnen og de særlige typer, der i tidens løb havde boet og gebærdet sig på de kanter. Herunder kendte lokale krybskytter og selveste Røverne fra Rold.

Som ægte kimbrer glædede det mig naturligvis, at Kaj også (næsten) var kimbrer.  Han vidste i hvert fald en gruelig masse om mine forfædre.  Og han boede tilmed på Cimbrervej – meget tæt på den berømte kimbrersten, hvorfra ”vi” med stor energi og erobringslyst drog afsted mod selveste Rom i 101 f.Kr. !  Så meget bedre kunne det næsten ikke blive!

Dette er bare et lille udsnit af vore mange fælles oplevelser gennem flere årtier. Og det er kun lidt af alle de oplevelser, som Kaj uden min hjælp og deltagelse havde haft. Som hans imponerende to ene-mands-ture fra Chicago til Californien. Hver gang i en kæmpe camper ( også kaldet et motorhome ), som han mod begrænset betaling påtog sig at køre fra fabrikken i Chicago til forbrugerne på vestkysten af USA.  At høre ham berette om disse flere uger lange ene-ture var næsten som selv at være med.  Han sendte os endda fra hver tur af og til en video fra oplevelserne.  Ganske vist stod optagelserne en gang i mellem på hovedet. Men det gjorde ikke oplevelsen mindre 😊

Kaj var også en meget erfaren og aktiv balut-spiller.  Jeg ved ikke meget om dette terningespil, der er opfundet af en amerikansk soldat på Filippinerne. Men jeg ved, at det er meget populært blandt danske erhvervsfolk verden rundt. Og Kaj var i mange år en meget aktiv – og helt sikker munter deltager verden rundt i dette særlige spil.

 

Nu var det selvsagt ikke altsammen sjov og underfundigheder omkring Kaj. Han var en meget erfaren og engageret turistmand – først i Danmarks Turistråd og senere i mange år som turistchef i Aalborg. Der var næsten ikke det hjørne af et af Danmarks vigtigste erhverv, turismen, Kaj ikke kendte og bidrog aktivt til.  Stille og rolig, men hele tiden med øje på bolden. 

Samtidig var han hele tiden et meget positivt menneske, der interesserede sig aktivt for livet, herunder for andre mennesker.  Han havde sine meningers mod – og heldigvis, da. Men han ville gerne diskutere dem med åbent visir. Og gerne høre på andres synspunkter og argumenter. Det kunne mange godt lære af.

Som jeg gennem mange år oplevede Kaj var han hele vejen et helstøbt menneske, som man kunne stole på.  En vennernes ven – altid klar til at hjælpe og give råd.  Dertil kom hans søde familie, Benthe, de tre børn og børnebørn. Vi har haft fornøjelsen af at møde dem og nyde deres selskab.

Nu er Kaj ikke mere. Og det er vi meget triste over.  Som man altid er, når ens nærmeste familie og venner ”rejser videre”.    Og så alligevel.  For os lever Kaj videre.  Ikke for at blande os i religiøse anliggender. Men for os er det evige liv faktisk allermest de mange minder og fælles oplevelser, man har haft med andre mennesker. Dem kan ingen tage fra os.  De er evige.  På den måde lever Kaj videre – i hvert fald for os.  Og det er dejligt – og dejligt givende og stimulerende.

Tak for det altsammen, Kaj.

KRØNIKE 2020 - INDHOLDSFOTEGNELSE

KRØNIKE 2020

Indholdsfortegnelse

  1. 1.      Amorøse minder  (A)
  2. 2.      Avisdreng på arbejde  (A)
  3. 3.      Baltiske landes genfødsel  (B)
  4. 4.      Bedemandsture 1999-2019  (B)
  5. 5.      Claus Thøgersen – Tidslinje  (C)
  6. 6.      Claus – fødselsdage  (C)
  7. 7.      EU afgang 2005 (E)
  8. 8.      Evigt liv ?  (E)
  9. 9.      Gundelach – nogle oplevelser  (G)
  10. 10.  Handelshøjskolen – aktivt, muntert liv  (H)
  11. 11.  Poul Henriksen 1937-2017  (H)
  12. 12.  Poul Henriksen: Jeg har taget min far med  (H)
  13. 13.  HjemmeUndervisitetet  (H)
  14. 14.  Husarrest i Belgien i 52 dage (H)
  15. 15.  Isøre Tinge (I)
  16. 16.  Kimbrisk tale – Nøj om dengång A wa knæjt  (K)
  17. 17.  Vore 16 krydstogter (K)
  18. 18.  Lasse i Bruxelles 1988-89  (L)
  19. 19.  Odsherred-Dage 2007-16  (O)
  20. 20.  Pinseslynglernes rejser 1993-2015  (P)
  21. 21.  Mine runde fødselsdage  (R)
  22. 22.  Sjovt skal det være !  (S)
  23. 23.  Skagen – Altid på Toppen  (S)
  24. 24.  Særlig nytårsaften 1987  (S)
  25. 25.  Min tid som tog-dreng 1956-60  (T)
  26. 26.  Veddinge og Veddinge Bakker - noget om alting
  27. 26.  Veddinge Bakker – vort andet hjem  (V)
  28. 27.  Aalestrup – For nøjagtig 60 år siden – Kom så, Niels Jørgen (Å)

 

KRØNIKE 2020 - VEDDINGE OG VEDDINGE BAKKER

            

Krønike

VEDDINGE & VEDDINGE BAKKER

Lidt om alting om dette herlige sted

Niels Jørgen Thøgersen

For nogle år siden sagde en af mine gamle venner til mig:  Jeg vidste ikke, at du var blevet malet ! Med stor undren var jeg nødt til at spørge:   Hvaf’for nå’et?!   Det er jeg ikke helt klar over!

Min ven henviste straks til et flot maleri af en af de kendte lokale Odsherred-malere, Leif Sylvester.   Maleriet hedder:  Den kyssesyge fra Veddinge !    Du kan se maleriet her:

 

Jeg var og er selvfølgelig meget stolt over på denne måde at være foreviget sammen med dette herlige område!  Ja, der er så skønt heroppe, at man meget let bliver kyssesyg bare ved at være her!  Og det har jeg nu været i 41 år. Så man er vel nærmest ved at være indfødt!

Ta’ nu bare landskabet her på stedet.  Naturen har skabt de flotteste bakker ( og dermed også dale ) på hele egnen her.  Man kalder det et morænelandskab.  Det er nemlig skabt af den seneste istid for ca. 15.000 år siden.  Det var blevet koldere og koldere, og isen bredte sig ned over os fra den skandinaviske halvø.  Med sig tog den en masse klipper, sten og sand – som den så ”glemte” at tage med sig igen, da den smeltede og langsomt forsvandt igen.  Det gjaldt f.eks. den 25 tons unge Troldesten.   Så da isen igen var væk for omkring 12.000 år siden ( og det er ikke længe set i historisk perspektiv ), så landskabet meget ud, som det gør i dag.  Den såkaldte Vejrhøj-bue fra Vejrhøj ( 121 m ) i vest til Dutterhøjene i øst var skabt.  En del af den er vore Veddinge BakkerOg også vore lokale ”bjerge” Esterhøj ( 89 meter ) og Brendeshøj ( 61 meter ). 

Det første, der skete efter isen langsomt havde trukket sig tilbage var, at rensdyrene ankom sydfra hertil. Efter dem fulgte naturligt nok folk, der jagtede disse rensdyr. Og disse mennesker levede af, hvad de kunne finde til lands og især til vands.  Det var ikke mindst østers og andre skaldyr.  De lavede simple redskaber af sten.  Stenalderen var begyndt. Og deres efterladenskaber var de såkaldte køkkenmøddinger. Én af dem kan man se og få forklaret her i Veddinge-Høve området på hjørnet af Høvevej og Kroenborgvej.  Lige ved siden af ligger i dag et bilværksted, der kalder sig Kronborg Auto. Indtil 1914 lå her en af områdets landevejskroer, Vejlekroen ( også kaldt Kroenborg ). Den nedbrændte i 1914.  Den var gennem tiderne en vigtig holdeplads for diligencerne, der kørte mellem Slagelse og Nykøbing Sjælland.

  

Inden for højdedragene var der siden istiden en lavvandet bugt.  Den hed Lammefjorden.Måske fordi man mente, den lignede et lam. Måske fordi mange lam græssede langs den kanter.

Lammefjorden så indtil 1873 sådan ud:

 

Den havde ud- og indløb til Isefjorden i øst. Og den havde også nogle små-øer. De hed Inderø, Flintholm, Mellemø og Storø.  Der er nogenlunde dér, hvor Fårevejle Stationsby i dag ligger.  Længere inde i fjorden – tæt på land – lå Horseø. Det er tæt på nutidens Høve.

 

Apropos navne:  Hvorfor hedder det Asnæs?  Det betyder Asernes ( gudernes ) næs. Og som kortet viser, lå Asnæs netop ved et næs ud i fjorden.  Og Fårevejle?  En vejle var i gamle dage et vadested, så det har helt sikkert været dér, man har vadet ud og ind med fårene, der græssede ude på øerne.  Og hvad så med vor nabolandsby Høve?  Kan det være en videreudvikling af Horseø’s navn?  Måske. Kyndige folk på egnen siger, at navnet snarere kommer af Høj = Høv, og derfor 2 Høve.   Den tror jeg mere på.

Navnet Veddinge– hvad mod det så kommer af?  Vi ved, at endelsen -inge betyder en rydning i skoven. Et sted, hvor menneskene har ryddet skoven for at kunne bo og dyrke jorden.  Der er masser af -inge’r i landet, også på ”Sjælland’et”.  Grevinge, Hønsinge, Svinninge, Sidinge, Ellinge, Helsinge, og mange andre.   Vi har et gammelt kort fra 1354, hvor landsbyens navn staves Wedinghæ. Det blev senere til Vedinge og nu til dags Veddinge. De stednavnekyndige er sikre på, at navnet Ved- ganske enkelt kommer af, ja: ved – altså træ.  Så det har nok været et sted, en rydning,  hvor man fik træ fra.  Jeg har i øvrigt undersøgt, om der er andre steder i Danmark, der hedder Veddinge. Ifølge Geodædisk institut er ”vort” Veddinge det eneste i landet med det navn.

Man mener dog, at der endnu tidligere, man kan sige ”på Arilds tid”, på samme sted lå en landsby, der hed TummorpHvis det er rigtigt, så er det også rigtigt, at den ikke synes at have efterladt sig et eneste spor! I hvert fald er det ikke fundet endnu.

 

Hvis vi kigger lidt mere på landskabets udformning, så er Odsherreds kyst også interessant. Den er også lavet af istidens aktiviteter.  Se kortet her:

 

Ligesom landskabet ”på land” er stærkt bakket, så er det undersøiske landskab det naturligvis også.  På det dybeste sted er bugten på 15 meter vand.

Nu har vi set nok på landskabet. Nu må tiden være inde til, at vi beskæftiger os lidt med menneskene i vort flotte område. 

Odsherred har været meget befolket helt fra det tidspunkt, isen var smuttet.  Ud med isen – ind med mennesket.  Der var masser af vand og skov, hvor mennesket kunne fange føde.  Afstandene var overkommelige.  Her skal man huske på, at i menneskehedens barndom færdedes man på disse kanter mest til søs. Dels fordi det var nemmest. Og dels fordi man kunne risikere at møde meget uvenlige dyr – og måske også mennesker - inde i de ret uvejsomme skove.  Men efterhånden som man fik ryddet flere og flere ”inge’r” – eller lysninger i skovene – så var der basis for endnu flere mennesker. Formentlig ikke ved egentlig indvandring, men ved selv-avl, hvor flere og flere børn overlevede af den føde, der blev mere og mere af.

Vi ved ikke så meget om de enkelte mennesker fra dengang. De efterlod sig ikke erindringer, som vi kender dem i dag.  Noget af det allervigtigste, som datidens folk efterlod sig, var vore mange gravhøje.  De allerfleste er fra bronzealderen, der strakte sig fra år 1700-500 f.Kr.  I hele Danmark har man indtil nu identificeret ca. 86.000 gravhøje. De 1000 af dem er i Odsherred.  Mange er gået til ved, at landmændene har pløjet dem op.  Der er dog 230 velbevarede gravhøje i Odsherred endnu.  Nogle af dem er de såkaldte Dutterhøje ved Åstofte – tæt på Asnæs:

 

De var allesammen høje, hvor man begravede de døde. I starten var det egnens stormænd og deres familie, der gennem generationer blev begravet i ”slægtens høj” tæt på, hvor de boede. De blev ofte begravet med vigtige genstande fra deres liv. Fra omkring år 1.000 f.Kr. ændrede begravelsesskikkene sig. Man brændte nu sine døde og begravede dem i familiens gravhøj i urner.  Og flere mennesker end ”de fine” fik nu også ofte en begravelse i en høj.  Efterhånden som flere og flere urner kom til lagde man nye lag af græstørv uden på gravhøjene. Tørvene blev altid sat med rødderne opad. Det skete for at forhindre, at graven faldt sammen.  Urnerne blev sat ned i kanten af højene. Derved blev de større og større og fik den størrelse og form, vi kender dem i dag.   Begravelse i gravhøje fortsatte til dels i jernalderen ( fra 500 f.Kr. til 750 e.Kr. ).

Alle gravhøje er i dag fredede. Ingen må grave i dem uden Nationalmuseets tilladelse.  Og ingen af Odsherreds 230 eksisterende gravhøje er udgravet.  Heller ikke vore nærmeste nabohøje, de førnævnte Esterhøj og Brendeshøj.  Den eneste undtagelse må være filmmanden Ole Olsens gravhøj, der ligger lige ved siden af Esterhøj.   Han fik i før sin død i 1943 myndighedernes tilladelse til at bruge højen til gravmæle for sig selv og sine familie. Til gengæld er graven forseglet og må ikke åbnes i 200 år, dvs. ikke før i år 2143.

En anden og meget vigtig erindrings-genstand fra fortidens mennesker i vort område er Solvognen.  Den blev fundet i 1902 i Trundholm Mose – 13 km fra Veddinge Bakker. Den stammer fra den ældre bronzealder – ca. 1400 f.Kr.   Og den lå ikke i en gravhøj, men er sikkert af en eller anden grund blevet kastet i / ofret i mosen.

 

Navnet Odsherred har naturligvis også en historie.  Od- kan komme af odde.  Noget, der stikker ud.  Og det gør f.eks. Sjællands Odde sandt at sige.  Den har også ligget der siden istiden.  Ganske vist fortalte Oddens beboere i gamle dage deres børn, at Odden var opstået, fordi en trold fra det sydlige Odsherred ( måske fra Veddinge Bakker ?! ) ville en tur til Jylland. For at komme over vandet, fyldte han sin vante med jord, så han kunne træde på den på vejen over. Uheldigvis gik der hul på vanten, så da trolden var kommet et stykke ud i vandet, opdagede han, at jorden lå i en lang ”pølse” bag efter ham. Han blev tosset og kastede resten af jorden og stenene langt væk fra sig. Det blev ifølge legenden til det, der i dag hedder Sjællands Rev.  Sikke noget gammelt sludder 😊   Men det har nok fået Odde-børnene til at høre godt efter!

En anden forklaring på navnet er, at Odsherred er opkaldt efter en vikingehøvding, der hed Od.  Han havde fået området som len.  Så var det meget naturligt at opkalde det efter ham.  Jeg er selv mest tilbøjelig til at gætte på, at denne forklaring er den rigtige.

Vi ved i hvert fald med sikkerhed, at vikingerne har været her. De kunne i fredelige tider søge ly inde i Isefjorden. De havde en egentlig havn oppe ved Isøre – der i dag hedder Rørvig.  Og de brugte også Lammefjorden, som på de tider stadig ”holdt vand”.   Stedet Skippinge, der dengang lå inderst i Lammefjorden, har sit navn fra de vikingeskibe, der holdt til derinde.

Og ordet -herred er navnet på den opdeling af landet, som kong Valdemar Sejr lavede i 1240erne. Det kan man læse om i Valdemars Jordebog.  Danmark blev opdelt i ca. 200 herreder. Ét af dem var Ods Herred.   Det var omgivet af hav, af Lammefjorden og mod syd af Skippinge Herred.

Og selv om herrederne ophørte med at have en formel betydning efter 1919, bruges betegnelsen altså fortsat f.eks. her i Odsherred.

Hvad det kirkelige angår kom kristendommen til Danmark omkring 950 ( Harald Blåtand ).  Den kom også til Odsherred. Fårevejle Kirke blev bygget ca. år 1100. Og Asnæs Kirke fulgte efter i 1150.   Veddinge har aldrig haft sin egen kirke. Det hørte og hører til Fårevejle sogn og dermed til kirken der.

Veddinge var et aktivt sted med mange beboere og aktiviteter. I 1500-tallet var der 18 gårde i byen. Nogle af dem flyttede senere uden for selve byen, f.eks. Korskildegård, Disbjerggård og Skamlebækgård.  I 1832 var der 15 bøndergårde, 24 huse med jord og 18 huse uden jordtilliggende.  Der var gennem tiden håndværkere, flere butikker, skrædder, skomager, ostemand og selvfølgelig også en skole.  Der var en Brugsforening i næsten 100 år, indtil den lukkede i starten af 1980erne. Og der var en købmand indtil 1990erne.

 

Her er et billede af Veddinge fra første halvdel af 1900-tallet:

 

 

Der var også engang en vandmølle i Veddinge. Den blev kaldt Marks Mølle.  Og der blev i 1895 bygget et forsamlingshus.

Veddinge Skoleblev bygget i 1904. En ældre skole, der lå i samme område, brændte i 1903.  Der er usikkerhed om, hvorrvidt den engang var rytterskole under Dragsholm gods.  Den nye skole fra 1904 var grundmuret, havde hele tre skorstene og havde også 5 tdr. land jord, som degnen kunne dyrke.  I 1905 havde skolen ca. 70 elever.   :

Her er et elevbillede – og et foto af skolen set fra vejen.

Skolen lå på adressen Riisvej 3 – meget tæt på centrum.  Den lukkede i 1964. Til sidst var det de tre yngste klasser, der gik her, inden de fortsatte på skolen i Fårevejle.  Det åbne jordstykke på adressen i dag er sikkert noget af den jord, der hørte til skolen.  Skolens bygninger har senere været en del af en efterskole og er nu et bosted.

 

Og så var der det politiske.  Veddinge var gennem mange år på det politiske kort i Odsherred.  Sognefogeden boede i Veddinge fra 1822 frem til 1970.  Han var som alle sognefogeder en slags repræsentant for politiet i sognet.

En af sognefogederne hed Henrik Larsen.  Han levede i årene 1796-1870, og var fæster på en gård.  Han blev udnævnt til sognefoged og lægdsmand i 1832 og var det næsten uafbrudt i næsten 40 år.  Som tak fik han i 1869 tildelt Dannebrogsmændenes sølvkors.

Her er et billede af Henrik Larsen:

 

Henrik Larsen var meget aktiv i arbejdet på at lette bøndernes vilkår i Odsherred.  Deres forhold var ganske vist ikke så strenge som længere sydpå på Sjælland, hvor storgodserne behandlede deres fæstere meget, meget dårligt.  I Odsherred var det ikke godsejere, men for en stor del kongen, der var jordejer.  De odsingske bønder var med andre ord ikke så kuede som andre steder.  Det mener man forklarer, hvorfor bønderne og deres repræsentanter her i området var mere åbenmundede og stillede flere forslag, ja krav, til forbedringer.  Henrik Larsen var én af dem. Og han blev i 1834 valgt som medlem af Østifternes rådgivende Stænderforsamling med sæde i Roskilde Stændersal i det nuværende Gule Palæ lige ved siden af Domkirken.  Han var en af de kun 8 bønder, der valgtes af de mindre landejendomsbesiddere.  Henrik gjorde en aktiv indsat i stænderforsamlingen, men blev dog ikke genvalgt ved valget i 1841. I stedet blev han medlem af sogneforstanderskabet for Fårevejle sogn.

Han var iøvrigt fæstebonde i hele sit liv. Hans fæstegård hed – og hedder – Lerbjerggaard. Han opnåede aldrig at eje sin gård.  Den blev først frikøbt i løbet af 1870erne af hans efterkommere.  På luftfotoet af Veddinge ovenfor er det Henrik Larsens Lerbjerggaard, der ligger forrest i landsbyen.

Til historien hører også, at Henrik var en meget aktiv spillemand.  Ved at spille til mange fester og andre begivenheder kom han også ad denne vej i kontakt med mange mennesker.

I 1939 blev der rejst en mindesten til hans ære. Det var for at markere godt 100 året for hans valg til Stænderforsamlingen og hans aktive arbejde der i 8 år. Den står midt i Veddinge By – lige bag Lerbjerggaard, han var fæster på.  Her er et billede af stenen:

 

Stenen er gravet op på en af de marker, der hører til Lerbjerggaard. Bag på stenen står der, at den er rejst af Borgere i Odsherred.  Og der står årstallet 1939. Mon det var i 1934 ( 100 året for Henriks valg til Stænderforsamlingen ) eller i 1939, den blev rejst?  Det vigtigste er, at den står der. Og er meget flot.

 

Henrik Larsen var ikke ene om at være politisk aktiv.  Det var en anden gårdmand i Veddinge også. Han hed Jens Rasmussen.  Han levede i årene 1822-90.  Han var ligesom Henrik også en meget aktiv spillemand på egnen.  Han spillede på klarinet.  Og gjorde det rigtig godt. Det må have været ret sjældent dengang i musik på landet.  Vi har også et fotografi af ham:

 

 

Hans gård lå på adressen Riisvej 4A midt i Veddinge.  Billedet viser hans gård. Den hed senere Meinckes gård.

Jens Rasmussen blev medlem af Folketinget i en 25-årig periode efter demokratiets indførelse fra 1849. Han var medlem af Tinget fra 1864-89.  Her repræsenterede han vælgerne i Nykøbing kredsen i Holbæk Amt.  Han blev kendt som en meget aktiv og principfast politiker.  Han sagde altid:  Jeg står og falder med mit standpunkt, og dette viger Jens Rasmussen ikke fra!

Han var medlem af Folketinget i en meget interessant periode. Han blev valgt ind første gang i 1964 – året hvor Danmark tabte krigen med Prøjsen og Østrig.  Han oplevede diskussionen om og vedtagelsen af grundloven af 1866, hvor godsejerne tog en del af magten tilbage. Han var et aktivt medlem af Venstre i en stor del af forfatningskampen mod Højre, de provisoriske finanslove og bygningen af forsvaret omkring København. Og han oplevede Christiansborgs brand i 1884 og måtte som resten af Folketinget ( og Landstinget ) flytte til midlertidige lokaler i den bygning på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade, hvor Østre Landsret sidder i dag. Før den tid var bygningen Operahus og senere kaserne.

Efter tre-årskrigen i 1848-51 stod han i spidsen for velkomsten til områdets hjemvendte soldater. Han skrev:  Velkommen hjem, I tapre krigere !

Der står en mindesten for Jens Rasmussen på Fårevejle kirkegård.

 

 

Det hører også med til Veddinges interessante historie, at det var her, den stadig eksisterende DRAGSHOLM SPAREKASSE blev startet.  Det var i 1870erne.  Den havde i starten til huse på Veddinge Skole.

 

I nyere tid var det meget vigtigt for området, at man i 1963-64 lavede en stor fredning af området bag ved de forreste bakker mellem Vejrhøj og Høve.  Det betød, at planerne om at bygge en masse flere sommerhuse på det område blev forhindret. Derfor  har vi til glæde for os alle i dag store ubebyggede områder i nærheden af Veddinge, hvor naturren får lov til at udfolde sig.

 

Meget af alt dette er samlet sammen fra mange kilder.  Herunder også en interessant samtale med to gamle Veddinge-beboere, der har en masse at fortælle om området, og hvad der gennem tiden er sket her.  Det er fætrene:  Erik Winther og Torben Madsen:

 

 

Alle steder har sin interessante historie. Dette er lidt om vort Veddinges lange, interessante historie.

 

Niels Jørgen Thøgersen

August 2020

niels4europe@gmail.com

8. udgave

 

 

LASSE I BRUXELLES 1988-89

Krønike

LASSE I BRUXELLES 1988-89

Da det i 1987 begyndte at nærme sig, at jeg nok stod foran en forfremmelse og skulle flytte fra København til Bruxelles, var der naturligvis mange tanker, der meldte sig.  Ville det nu være en god ide?  Jeg havde et herligt, stimulerende job i København.  Jeg boede næsten på byens bedste adresse i Det gule Pakhus i Toldbodgade ud til havnen.  Og jeg havde også familien og især mine børn at tænke på.  På den anden side var det givetvis NU, jeg skulle slå til, hvis jeg ønskede at komme videre i EU-karrieren. Det var blevet til 15 år i København, og næsten alt var prøvet.   Og det ville da være fristende at møde nye udfordringer.  Så jeg modnedes langsomt, men sikkert 😊

Engang i efteråret nævnte jeg for første gang muligheden for Claus, Lasse og Cecilie.  Jeg ved ikke, hvor overraskede de egentlig blev.  Men jeg blev i hvert fald overrasket, da Lasse pludselig sagde: Så vil jeg gerne med!  Det var en dejlig ide, så den var jeg med på – uden måske at tænke mere konkret over det.  Lasse var 14 år og meget udadvendt.

Liselotte spurgte mig, hvad jeg egentlig havde tænkt mig?  Hvad skulle Lasse gøre, mens jeg var på arbejde?   Jeg hyrer en au pair, kan jeg huske, jeg svarede. Hvortil Liselotte ganske rigtigt replicerede:  Det er da DIG, Lasse tager til Bruxelles for at være sammen med. Ikke en au pair.   Det kunne hun selvsagt have ret i. 

Nu skete der så det, at Liselotte og jeg ved nytårstide 1987/88 besluttede, at hun også tog med til det belgiske.  Og hun var helt med på, at Lasse også kom med.   Sådan faldt det hele hyggeligt på plads.

Jeg husker tydeligt, at da jeg i slutningen af august 1988 holdt afskeds-reception i København, sagde Karen til Liselotte: Når Lasse nu tager med jer til Bruxelles, så er jeg SÅ glad for, at det er DIG, der er med!   Det var da en tillidserklæring, der ville noget 😊

Tidligere i juli-august var vi alle – også Claus og Cecilie – på ferie i Frankrig, Luxembourg og Bruxelles. På vejen hjem fandt vi en midlertidig, møbleret lejlighed i 29, rue Souveraine i det centrale Bruxelles.  Den passede lige til os tre.   Og på vej hjemad fik Lasse lejlighed til at sige hyggeligt Farvel og På Gensyn til sine gamle skolekammerater. De var på lejrskole på Langeland, så vi satte Lasse af i Korsør, så han kunne tage færgen over til Lohals på Langeland.

Lørdag, den 10. september trillede vi sydpå fra Det gule Pakhus.  Det var naturligvis lidt trist at sige farvel til dette herlige sted.  Jeg beholdt iøvrigt lejligheden i 6 måneder, så mine ting kunne blive stående, indtil vi fandt noget fast at bo i i Bruxelles.  Den hvide Citroën var godt læsset med flyttegods.  Liselotte kørte i vor anden bil, den røde Colt.  Hun skulle lige på vejen nå Lis og Jørgens bryllup i København.   Vi mødtes alle tre i Rødby for at tage færgen over til Puttgarten.  Derfra gik det videre sydpå til overnatning i Lohne ved Osnabrück. 

Næste dag – søndag - gik det straks videre til Bruxelles.  Problemet var at finde vor nye bopæl i rue Souveraine gennem det virvar af smalle og ofte ensrettede gader.   Men det lykkedes i første forsøg 😊    Her fik vi os straks en stor overraskelse:   Annelise og Poul stod og ventede på os!   Det anede vi ikke.  Poul arbejdede dengang en del af tiden i Antwerpen.  Det var rigtigt hyggeligt.  Det blev en champagne-ankomst med manér!

Lasse indtog sit værelse, der havde eget badeværelse.  Det var han meget tilfreds med.  Vor lejlighed var ikke stor. Men den havde alt, hvad der var brug for.  Vi kom til at bo der i seks måneder.

Mens jeg naturligvis skulle på arbejde straks mandag morgen, måtte Liselotte og Lasse til at finde ud af, hvor de egentlig var havnet. Heldigvis er området fyldt med butikker og liv. Så indkøb var ikke noget problem.  Det gik fint altsammen.

Men der blev ikke meget tid til at slappe af. Lasse skulle begynde i Europaskolen i Uccle, ca. 5 km fra vor lejlighed.  Han skulle møde torsdag den 15. september.  Liselotte besluttede sig til at køre derud én af dagene før starten – dels for at se stedet – og dels for at sikre sig, at Lasse var indskrevet.  Det gik altsammen fint.  Der var ikke noget, der hed GPS dengang. Så hun måtte lave små sedler om kryds og kendetegn på ruten, så hun kunne finde skolen. 

Lasse skulle gå i den danske 4. secondaire. Det svarer til 9. klasse i Danmark. Han følte sig sammen med de tre andre nye elever meget positivt modtaget af alle.   Der kommer og rejser så mange elever hele tiden, at man er vant til, at der kommer nye ansigter.  Lasses sociale sind gav ham straks masser af nye kammerater.  Og han var også meget vellidt af lærerne.  Hans klasselærer hed Bente Aggerbæk. Hans sidekammerat var Jonas.  Det siges, at de to var ret gode til at snakke sammen, også i timerne 😊  

Noget nyt i forhold til skolen i Nivå var, at der hver dag var en lang frokostpause på 70 minutter. Principielt skulle man blive på skolen. Men jeg har også ladet mig fortælle, at eleverne ofte sneg sig over på et værtshus tæt på skolen. Det hed COLLEGE.  Her kunne man hygge sig med fodboldspil ( altså på et bord ) og andre spillemaskiner. Det kostede 20 francs pr. spil.

Turen til og fra skole skete i en særlig skolebus, der startede ret tæt på, hvor vi boede. Så det var nemt.

Jeg husker, at Lasse meget hurtigt faldt godt til med fagene i skolen. Der var selvfølgelig fag, han syntes bedre om end andre.  Men det gik godt altsammen. Det nye var bl.a., at kun en del af lærerne var danskere. Engelsklæreren var englænder ( og flamlænder ) – Mr. Donnen. Tysklæreren var tysk – Frau Scheuer.  Og underviseren i historie og geografi foregik på engelsk med Mr. Hogg.  Det var ikke noget problem, snarere tværtimod.  De danske lærere var Bo Schrøder i biologi, Anders Faxholt i fysik og kemi og klasselæreren Bente Aggerbæk i dansk.   Gymnastik og sport blev håndteret af Mr. Chalmers.

Lektierne blev også læst – uden at det blev overdrevet. Vi er stadig fulde af beundring for den afslappede måde selv forberedelse til prøver foregik på.  Som da Lasse aftenen før en kemi-prøve efter middagen lagde sig på sofaen og sagde:  Nå, jeg skal lige læse 70 sider kemi! 

Liselotte og Lasse – der aldrig før havde boet under samme tag – havde det straks fra starten fint sammen.  Når Lasse kom hjem fra skole, trængte han til at hvile sig. Så det blev til en gevaldig øjenhviler.  Og ikke bare havde han skolen og arbejdet. Han voksede også så hurtigt, at man næsten kunne høre det 😊   Han blev 15 cm højere på det lille år, han var hos os.

Når jeg var ude at rejse – og det var jeg tit og ofte i nogle dage – så måtte Liselotte og Lasse finde ud af det.  Jeg havde fra starten sagt til Lasse, at hvis Liselotte bad om det ene eller andet skulle ske, så forventede jeg, at han gjorde det.   Det blev mig bekendt aldrig noget problem.   De hyggede sig også gevaldigt.  Liselotte var en mester i pludselig at være mor for en stor knægt.  Hun har mange gange nævnt, at hun aldrig vil glemme engang, hvor de (også) var alene hjemme. Pludselig kommer Lasse ind i stuen og uden at sige et ord sætter han én af Liselotte yndlingsplader på grammofonen:  Cliff Richard: Some People.  Den tog kegler 😊

Efterårsferien nærmede sig.  Det er i Belgien – og derfor også i Europaskolen – omkring den 1. november.   Cecilie var på besøg lidt før – i den danske efterårsferie..  Det var rigtigt hyggeligt.  Hun har som os andre været stor fan af Bruxelles lige siden 😊

Selv om alt gik fint, og vi også rigtigt hyggede os og studerede byen og dens mange kvaliteter sammen i weekenden, savnede Lasse alligevel kammeraterne derhjemme i Nivå og omegn.  Der var ikke som nu skype, What’s App  og alle de gode sager.  Der var telefonen – og så almindelig post, der blev brugt flittigt.

Vi kunne godt mærke, at det rykkede kraftigt i Lasse for at tage tilbage til Nivå. Det kunne han gøre f.eks. til jul.  Vi gjorde vort bedste for at forklare ham, at det bedste for ham nok var at gøre året i Bruxelles færdigt og ikke stå af halvvejs.  Samtidig kunne vi naturligvis godt forstå, at han savnede kammerater, søskende og Karen derhjemme.  Vi havde også middag i fælleskab med vor gamle ven, Jørgen Olsen, der boede i Bruxelles og var chef for alle Europaskolerne.  Ham havde Lasse også et meget fint og muntert forhold til. Jørgen gjorde også sit bedste for at tale for at gøre hele året færdigt.

Hele problemet blev ligesom hængende i luften. Vi ville ikke presse på for en beslutning – og Lasse ville vel også gerne tænke længst muligt.  Det blev faktisk sådan, at aftenen før vi alle tre skulle køre til Danmark på juleferie, sagde jeg under middagen til Lasse:  Hvis du vil flytte tilbage, så skal du altså ind på dit værelse for at pakke nu, for vi kører tidligt i morgen.  Dengang kørte vi normalt hele turen i ét hug for at få mest muligt ud af ferien.

Der blev en kort pause. Så sagde Lasse med klar stemme:  Jeg bliver!!  Hvad der i sidste ende var afgørende, ved jeg ikke.  Ja’, det var vist også noget med en sød italiensk pige, du mødte og holdt i hånden på en skoleudflugt til Tyskland.  Men det var hende, der begyndte!  - som du senere fortalte.

Du begyndte også at spille tennis om aftenen.  Tennis Club de Belgique lå lige i nærheden.  Træneren var fransktalende – hvad der er meget naturligt på vore kanter.  Men det generede dig ikke.   Jeg tror dog ikke, du fortsatte i klubben særligt længe.

En gang imellem skulle Liselotte og jeg på et par smårejser i forbindelse med mit arbejde. Så boede du hos Ruth og Jørgen ovre i rue Molière – tæt på, hvor du senere kom til at bo.  I havde det vist gevaldigt hyggeligt.

Vi var også på en tur alle tre til Paris.  Du måtte ud for at se verden.  Jeg havde været der en del år tidligere med Claus på en lignende tur.  Vores var kun en forlænget weekend.  Vi besøgte bl.a. Pompidou-Centeret og Notre Dame kirken.  Skole og arbejde skulle selvfølgelig passes.

Der blev heldigvis også tid for Lasse til at gå i byen med vennerne. Det var mest med Frederik (Schiøtz ) – mens han stadig var her, Niels (Ersbøll ), Jonas (Balle Pedersen ), Mads, mfl.  Og nu og da kom de med hjem til overnatning hos dig.  Vi kunne altid se, når Niels var med. Det vidste vi, når der stod et par sko størrelse 45-46 i gangen 😊

Inde i byen var det især cafeerne Roi d’Espagne og mest Janneken Bar, der var målet for udflugterne.  En gang imellem mødte de deres lærer i religion og livskundskab, den lokale præst, Johannes Møllehave.  Tit så spurgte han dem: Har i no’en penge?  Og den gode mand kunne let finde på at hive nogle 100 francs sedler op af lommen til deres videre fornøjelse!  Og han betalte også kontanter i timerne, når eleverne kunne svare rigtigt på hans spørgsmål.

Du havde også pige-besøg hjemmefra – Mikala og Katrine kom i en af ferierne i forbindelse med afslutningsfesten.  Det var også rigtigt hyggeligt.

Efter de første seks måneder i rue Souveraine flyttede vi til vores mere permanente residens:  114, rue Defacqz.  Et typisk Bruxelles byhus i 5 etager. Smalt – liggende i en husrække af lignende – men alligevel forskellige huse.  De var bygget i 1880erne på et område, hvor der tidligere blev dyrket kål.  Vort hus var specielt på den måde, at al indmaden var fjernet ( altså før vi kom ). Kun facademuren mod gaden stod, som den gjorde oprindelig.  Det var en bestemmelse for at sikre det oprindelige bybillede.  Men indeni og bagtil var det meste nyt og velfungerende.

Lasse fik værelse øverst oppe – igen med egen badeværelse.  Det gav en del god motion med alle de trapper. Der var nøjagtig 100 trin fra kælder op til øverste etage.

Tiden nærmede sig for skoleårets slutning. Det er i midten af juli.  Det blev naturligvis markeret med en fest med vennerne i Valhalla-kælderen i Defacqz.  Et godt og muntert skoleår ( på ti måneder ) var ved at være slut. 

Og det var da lidt trist, da Lasse den sidste dag skruede sit navneskilt af vores yderdør.  En epoke var slut.

Inden vi trillede med Lasse mod Danmark skrev du et rigtigt hyggeligt bidrag i vor gæstebog:

10.9.1988 – 21.7.1989

Kære Liselotte og far,

Mange tak for en god skole/fritidssæson hernede! Jeg er meget glad for at have boet her i Europas hovedstad. Selv om du har arbejdet meget af tiden væk, far, synes jeg vi har haft det sjovt alligevel. I starten af skoleåret kan jeg huske, at far sagde, det ville blive én lang ferie. Det har det ikke været, men det har været tæt på.

Både i rue Souveraine og rue Defacqz synes jeg vi har haft det smadder sjovt. Selvfølgelig har det været kedeligt ind imellem, men ikke særlig tit.

Hvis I ”behandler” Cisser på samme måde som mig, er jeg sikker på hun vil få et godt år.

Knus ( med et hjerte tegnet rundt om det )

LASSE

PS: Hvem ved. Måske vender Skrækkelige Lasse tilbage.

 

Niels Jørgen Thøgersen

niels4europe@gmail.com

Den 31. maj 2020

 

MIN FARFAR NIELS JENSEN THØGERSEN 1871-1936

 

 

NIELS JENSEN THØGERSEN

1871 – 1936

VOR FARFAR

Niels blev født torsdag den 13. april 1871.  Det skete hjemme på Toftegaarden i Grynderup – den gård, vi kender som Jens Dalums gård.   Og han blev født nøjagtig 9 måneder efter, at hans forældre blev gift 😊   Så de må ha’ haft en hyggelig bryllupsnat!

Niels blev hjemmedøbt søndag den 23. april, altså ti dage efter sin fødsel. Og han blev fremstillet i Grynderup kirke og døbt ved det samme 1600-tals dåbsfad, som vi alle senere hen er blevet døgt ved.  Dåben foretoget af den daværende paster Krog ( 1863-76 ).

Her er et billede af Grynderup kirke fra 1100-tallet  – og af dåbsfadet:

 

Hans forældre hed Ane Kristine og Anders Kristian.  Og hvordan var de så kommet til at kende hinanden?  Det ved vi også.

Det var sådan, at Ane Kristine egentlig var gift med sin mand ( det er jo ret normalt ). Han hed Niels Jensen Gundersen og var ud af en gammel Gundersen-slægt i Grynderup.  De var blevet gift i 1863.  Niels Jensen G. Var allerede på det tidspunkt enkemand. Han giftede sig allede i 1855  som 28 årig med Karen Marie Mathiasdatter ( 24 år ).  Hun var datter af ejen af Toftegaarden, Mathias Jensen.   Derfor kom netop denne gård til at være vort ophav i Grynderup.  Karen Marie døde allerede som 31 årig i 1862.  Og så var det Niels  fandt Ane Kristine og blev gift med hende året efter 😊    De fik hurtigt 4 børn sammen. De to døde som spæde.  De to andre var piger, Karen Marie ( selvfølgelig opkaldt ), født i 1865, og Ane Katrine, født i 1866. 

Der var gang i den, både i den almindelige drift og i landbrugsdriften på den lille gård.  Der blev brug for en karl.  Det blev den 32 årige Anders Kristian Thøgersen fra Pisselhøj ved Års.  Han var et par år tidligere vendt hjem fra krigstjeneste ved Dannevirke og på Dybbøl.

De lykkelige forhold varede ikke længe. Husbond Niels Jensen G. døde pludselig som 42 årig i 1869.  Dér stod så Ane Kristine som 26-årig med to små piger og en karl.  Det endte med et hurtigt bryllup året efter – den 16. juli 1870 i den nærliggende Grynderup kirke.

 

Sådan gik det til, at vor farfar kom til verden i foråret 1871.  Han var ganske vist den førstefødte. Men han havde fra fødslen sine to halvsøstre på 6 år 5 år.  Jeg risikerer nok ikke mit gode navn og rygte ved at gætte på, at han blev forkælet!   Der boede mange venner og naboer tæt på, så stille og kedeligt har det med garanti ikke været.   Anders kristian havde adskillige søskende, herunder en tvillingesøster.  De er helt sikkert kommet på hyppige besøg, selv om de skulle gå.  Der var hverken tog, bus eller bil.  Måske en cykel. Men den moderne ting forstod almindelige folk sig ikke på dengang.  Ane Kristine havde også en del af sin familie i nærheden.

Inden længe var der atter gang i familieforøgelsen i den lille Thøgersen’ske familie: 

Anton, f. 1874;  Kristine, f. 1877;  Marie, f. 1880 ; og Theoder, f. 1884.

I april 1878 skulle lille Niels starte i skolen.  Det var en fælles skole for Rørbæk og Grynderup sogne, og den lå meget praktisk midt imellem de to sogne.  I dag er adressen Grynderupvejen 44 – vel knap et par km fra Toftegaarden.  Her gik hans halvsøstre allerede, så han havde nogen at følge med – hvis han da ville ses sammen med tøser 😊 

Her er et billede af skolen, da den senere var blevet til en landejendom – det var den nok også, mens den var skole:

 

Den ligger stadig på venstre side af vejen, når man kører fra Grynderup mod Rørbæk.

Her er et billede af lærer og elever ved skolen i 1886:  

 

Niels var gået ud af skolen mindst 1 år før.  Men hans søskende Anton, Kristine og Marie må være på billedet.

 

Niels kom helt sikkert ud for at tjene på en gård i nærheden, da han i 1881 var blevet ti år.

Han må være blevet konfirmeret i 1885. Men det blev han ikke i Grynderup. Så han må have været på en gård i et andet sogn.  Det skal vi nok finde ud af 😊  

 

Nogle få år senere udvandrede Niels til Sjælland.  Nærmere betegnet til landsbyen Bjernede ved Sorø.  Stedet er kendt, fordi det har Sjællands eneste rundkirke fra 1170.  Han fik plads som karl på egnens største gård, hovedgården Bjernedegaarden.  Det er en gård med en lang historie. I 1100-tallet ejedes den af Hvide-slægten. I 1200 tallet overtog Roskilde-bispen den. Og i 1414 kom den til at høre under Sorø Kloster. Senere blev den nedrevet og genopbygget igen ca. 1650.    Alt dette var Niels nok ikke så interesseret i. Han var mere interesseret i datteren til gårdens gartner.  Hun hed Marie. Hun var knap 20 år, da de mødtes, han et år ældre.

Det er helt sikkert blevet til mange hyggelige stunder mellem den himmerlandsk talende Niels og den sjællandsk-sprogede Marie.  Og det er heller ikke bare blevet ved snakken.   Torsdag den 13. april 1893 blev deres første barn født. Han blev derved Niels’ fødselsdagsgave på hans 22-års fødselsdag.   Det kunne den nybagte far dog ikke selv være med til at fejre. Han var tre dage tidligere startet som rekrut på Bådsmandsstrædes Kaserne i København ( det, der nu er Christiania ).  Rekrut nr. 92 i 23. bataljon, 1. Compagni !   Så Marie og den lille nyfødte måtte tage ophold hjemme hos hendes forældre, Ane og Johan.   Den lille dreng blev selvfølgelig opkaldt efter sin far Niels – med mellemnavnet Kristian ( efter sin farfar oppe i Himmerland ).  Resten af livet blev han kun kaldt Kristian.  Eller Chris, efter at han mange år senere udvandrede til Amerika.

Fra far Niels’ session ved vi noget mere om ham: 

Højde: 160 cm. Blondt hår. Blå øjne. Stærk.

Efter 6 måneder var man dengang færdig med at springe soldat.  Han blev dog i hærens reserve helt frem til 1909. 

I 1901 blev han overført til en reservebataljon, 40. bataljon.  Og her var hans titel:  Reservespillemand.  Det betød, at han var trompetist.   Med andre ord: han kunne spille.  Fra min barndom husker jeg, at vi på loftet havde en meget gammel og støvet trækharmonika.  Ingen måtte røre ved den. Det har med garanti været farfars.   Dertil skal så siges, at det ikke var usædvanligt, at man på landet kunne spille dengang.  Man havde ikke så mange fornøjelser ud over det hårde arbejde.  Så var musik og sang en god udvej.  Jeg ved, at også sønnike Kristian mange år senere var en meget afholdt harmonika-spiller – også på mundharmonika – da han var farmer i Iowa i USA.  Det har nogle af hans venner fortalt mig, da jeg besøgte hans landsby, Battle Creek, 20 år efter hans død i 1963.

 

Far Niels kom hjem til Bjernede fra soldatertjenesten i begyndelsen af oktober 1893.  Og seks uger senere, onsdag den 22. november 1893.  Det var åbenbart lidt uden for den normale kirketid.

 

 

Beretningen fortsættes senere...

 

NJT – 14 05 2020  -   niels4europe@gmail.com  

NØJ OM DENGÅNG A WA KNÆJT ( på himmerlandsk )

Nøj om dengång A wa knæjt

   

 

   
 

Dejgång va dæ knæjt te !

 

Å så væl a prøv å fåtæl po mit føst språg: himmerlandsk! De' hier åsse kimbrisk. De' æ 27 oer si'n A sist hå snakked rajti himmerlandsk. De' snakked' A åltije mæ mi mor. Mæn ættæ hun døed i 1993, hå A* hatt anne å snak mæ på mit in språg. No må vi så sij, om do ka forsto nøj o'ed!

Vi bo'e po en æjendom mæ manne fåskelli dyer.  Kyer, kall, hæjst, griis, høns, kalkuner, duer - å en masse katt. Vi håd åsse en stur kåk. Han vil ræn etter mæ. Nok mjæst f
o sjåv. Men A va no litt bång få ham. Han ku rænn stærk. Men A ku rænn stærkere.  Vi bløv ræt go'e vænner te sist.  A bløv i hvær fal møj ki o'et, da han en awten bløv ætt o rævven :-(

 

A hå kun fått en luusning å mi far jen gång. Det fik A, fådi A håd slån min bettebror i mawen mæ min knytnæv. A må ha slån håt. Få han bløw hiel hwi i hoede - å kåst op. Te sist falt han om i høed, huer vi var. A kallt po mi far. Å da han kom å so, hva dæ va skæj, fik A en luusning, så A ku si både stjærner å måner !  Da wa han li ve å mist tow dræng po jæn gång! Mæn vi kåm da te hæjtern bejje tow ijen. Sekke nøj!

 

Da A bløw syv oer, sku A begynn i skoel. Det glæje A mæ ræjti møj te. A ku gåt løøs, før A kåm i skoel. Mæn dæ wa så møj ånt, A gjarn vil læær. Den daw A sku begynn, de' var den 2. april 1952. Soelen skinned.  Tit så tåd bønen jen å djæ forældr mæ dæn føst daw. Men næj tak. De' sku' A nok sjæl klår. Så A rennt hiele væjen nier te skoelen. De' var two kilometer. Men heldivis var'ed nier-o' hiele væjen.  Po væjen rennt A fobi noen å de anne knæjte, dæ sku' begøn i skuelen den daw.

 

Min bæjst liegkammerat i de oer va Leif. Ha va litt ynger æn mæ å bo'e litt længer hen po vå væj.  Vi håd en masse sjåv sammen. En gång sku han mæ mæ åp te min bæjsteforældr i Vændsyssel po ferie. Han sov ve wås om nætten, få vi sku no' ruttebilen møj tiile åm mårnen. Vi kåm åp, fik vå ud'n - å va på væj hæn te ruttebilen.  Plusselig opdawer Leif, at han håd glæmt å ta bowser po. Så måt vi ta bienen po naggen få å hint dem.  Vi noed de hiele!

 

Å såen ku A blyww ve!!

 

HUSARREST - Rapport fra de første dage i marts 2020

               Krønike

HUSARREST

Rapport fra vore første dage i (næsten) isolation

 

Hvordan var vor første dag i HUSARREST – med udgangsforbud – eller lock-down, som man også siger?    Egentlig synes jeg ikke, at ordet udgangsforbud er det rette. Det bør snarere kaldes Hjemme-påbud.  Altså at man har fået besked på at holde sig hjemme.

Vi følte det som fredeligt og afslappet. Men vi havde heller noget fast arbejde at skulle bekymre os om. Det gør en forskel.  Her i landet har vi ikke haft en sådan situation siden2. verdenskrig.  Det kan jeg af gode grunde ikke selv huske.  Men jeg husker tydeligt oliekrisen i efteråret 1973.  Dengang var der også mange ting, man ikke måtte. F.eks. måtte vi ikke køre bil om søndagen. Det husker jeg tydeligt. Ikke mindst fordi jeg var aktivt involveret i at arrangere et EF topmøde i København.  Over en weekend.  Det gav en del udfordringer.

Men tilbage til nu og Belgien.  Jeg gik min daglige gåtur. Og aldrig har jeg mødt så mange mennesker, der var ude i samme ærinde. Unge og ældre – med og især uden hund.  Venlige, smilende, go’dag go’dag ( det sidste er belgierne nu altid gode til!).  Vi vovede os også ud for at handle. Alle forretninger undtagen fødevarebutikker, apoteker, frisører og benzinstationer er nu lukket.  Vi tog til vort nærmeste supermarked.  Næsten ingen biler udenfor. Og mange mennesker indenfor – de fleste var personalet.  Der måtte ifølge de nye bestemmelser være 25 kunder ad gangen i dette supermarked ( 10 kv.m. pr. kunde ). Det nåede vi slet ikke op på.  Der var masser af varer på hylderne – undtagen håndsprit, sæbe og mel!  De havde også lavet en ny regel om, at folk på 65 år og derover har fortrinsret til at komme – mellem kl. 8 og 9 om morgenen. Den kommer vi nok ikke til at benytte os af.   Udendørs markeder – som der er mange af her i landet – er lukket.  Der er også gode muligheder for at få madvarer bragt ud. Også fra nogle af de lukkede restauranter.  De må gerne fortsat levere mad ud af huset.  Det vil vi da prøve. Også for at støtte dem.

Vore naboer må vi ikke omgås. Men vi må ringe og vinke – ”fra bunker til bunker”, som vor søde belgiske genbo Annie siger.

Vort telefonselskab Proximus er oppe på mærkerne. De har uden ekstra betaling tilbudt ubegrænset internet,  gratis telefoni fra fastnettelefoner, 10 GB mere bredbånd til mobilkunder, flere film og underholdningsprogrammer til TV-abonnenterne, osv.  Og så er der museerne både her i landet, i Paris og i New York, der tilbyder gratis on-line adgang til mange af deres samlinger.  Det kongelige Teater er også med på vognen,så man kan se nogle af deres forestillinger on-line.  Folk er desværre ikke endnu som i Italien og Aarhus begyndt at synge ud af vinduerne, fra balkonerne og terrasserne. Men det kommer forhåbentlig!

Alt dette skal naturligvis ikke skjule, at vi alle er i en alvorlig situation. I Tyskland holdt Merkel i går tale til nationen, hvor hun sammenlignede situationen med den under 2. verdenskrig.  Og Macron talte forleden om, at ”vi er i krig”.   Forhåbentlig får det alle, også de yngre og noget sløsede, til at forstå vigtigheden i at gøre, som det kræves. Som én sagde forleden:  vore unge har aldrig prøvet modgang og kriser. Det har altid været konstant op- og fremgang.  Måske har de godt af at prøve, at det også kan være anderledes.

Dette var en lille beretning ”fra fronten”. Desværre var det som bekendt et stykke tid, inden vi alle ser, om det hjælper.

 

To dage senere:

Her i Belgien er grænserne nu blevet lukket, især fordi nabolandet Holland ikke har lavet samme skrappe indgreb, og belgierne vil ikke risikere, at ferierende hollændere kommer hertil med smitte.   Det er også blevet forbudt at tage i sommerhus o.l. her til lands.

Men det skal naturligvis ikke være trist og bekymrende altsammen.  Folk finder på nye ting at tage sig til. Kreativiteten er fundet frem fra gemmerne 😊 I går rundsendte jeg et lille digt, der på sin særlige måde gav ideer til, hvordan man kan bruge tiden i denne særlige situation.  Og måske komme ud på den anden side af krisen med nye måder at leve på.

I dag vil jeg rose det flotte initiativ i Danmark, der hedder DANMARK SYNGER. Se mere her:  https://danmarksynger.dk   Mottoet er:  SANG BYGGER BRO.  Bro mellem os alle, der er sat i ”husarrest”.  Man kan synge med hver morgen kl. 09.05 på DR2 og på P1, hvor musikmanden Phillip Faber synger for.   Man kan også se det på en særlig Facebook-side:   www.facebook.com/DanmarkSynger/    

Masser af foreninger, fonde, osv. Står udover Danmarks Radio bag dette flotte initiativ.

Det får mig til at tænke på, hvordan befolkningen i de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen holdt kæmpemæssige sangerstævner, også mens de stadig var besat af Sovjet.

 

I ITALIEN – der er hårdest ramt af os alle – har folk også taget sang og musik i brug for at klare situationen – og sammenholdet.  Det kan man f.eks. se på dette link fra Rom:

https://uk.news.yahoo.com/italy-lockdown-coronavirus-singing-110446552.html 

 

I SPANIEN går folk hver aften kl. 20 ud på deres altaner, terrasser og åbner deres vinduer. Hvorfor? Fordi de vil i fællesskab klappe af alle de mange ansatte i sundhedsvæsnet, som yder en fænomenal – og ikke ufarlig – indsats for alles ve og vel. 

 

Se med her:

 

https://www.independent.co.uk/news/world/europe/coronavirus-spain-lockdown-news-applause-health-workers-balconies-aplauso-sanitario-a9402746.html

 

 

Tanker om hvad vi måske lærer af denne situation:

Mine særlige kommentarer i dag skal kort dvæle lidt ved, hvad vi måske allesammen kan og vil lære af denne alvorlige situation, som verden nu er i:

 

Politik:  Måske kan de hidtidige næsten permanente modstandere lære at samarbejde bedre og mere effektivt. Eksempel: her i Belgien er næsten alle partier netop blevet enige om at give den midlertidige regering under Sophie Wilmès et stærkt mandat til at fortsætte i seks måneder og med særlige rettigheder til at udstede bestemmelser i kampen mod coronaen, også uden om parlamentet om nødvendigt

 

EU: Mange spørger, hvorfor træder EU ikke i alvorlig karakter og gør noget mere effektivt mod coronaen?  Svaret er simpelt:  EU har stort set ingen kompetencer på sundhedsområdet. Det er et nationalt anliggende.  Måske er det værd at overveje, om det også bør være sådan fremover?!  Alligevel er EU på mange måder meget aktivt med i kampen mod coronaen.

 

Sundhedseksperter:  Måske er det en overvejelse værd, om ikke man en anden gang bør lytte mere til sundhedseksperterne hvad angår evt. lukning af grænserne end bare bruge sit gamle politiske instinkt?

 

Forurening:  Man kan fra satellitter måle en meget klar forbedring af forureningen over Kina og over Norditalien netop nu.  Kan man måske lære noget brugbart af det?

 

Hjemmearbejde og hjemmestudier:  Nu får de fleste lande en ny og omfattende erfaring med disse nye måder at gøre tingene på.  Måske det kan bruges til at gøre nogle af dem permanente – bare nogle dage om ugen? Det kan have stor betydning for forurening, trafikpropper, tidsspilde, osv.

 

Solidaritet:  Der er meget interessante nye tiltag til at hjælpe hinanden, såsom Dansk Røde Kors’s nye hjælpenetværk.  Der hjælpes også over grænserne med udstyr og erfaringer.  Det behøver der ikke være love og forordninger om. Forhåbentlig bliver vort solidaritets-gén pudset og opgraderet, så det fremover vil blive brugt meget mere og meget bedre end hidtil.

 

Niels Jørgen Thøgersen

 21 03 2020

 

niels4europe@gmail.com

MARRAKECH - lidt om vore indtryk fra besøg i januar 2020

Krønike
MARRAKECH
Lidt indtryk fra vort besøg januar 2020
 
Dette var vort første egentlige besøg i Marokko.  For år tilbage var vi nogle timer i Casablanca i forbindelse med et krydstogt – og spiste selvfølgelig en dejlig frokost på Rick’s Cafe ! Men derudover var landet ukendt for os – indtil nu. 
Vi var på udkig efter et godt sted af fejre min halvrunde fødselsdag. Og jeg valgte Marrakech. Vi havde hørt så meget godt og spændende om denne by. Om hvordan den på mange måder er anderledes og inspirerende.  Vi fandt hurtigt ud af, at rygterne talte sandt.  Udstyret med gode råd og vink fra nære venner, der havde været der, begav vi os afsted. Det hjalp også på valget af byen, at Brussels Airlines flyver på Marrakech to gange om ugen. Det gør rejsen ulige lettere, når man undgår alt det skifteri i lufthavne.
Byens store og velfungerende lufthavn, Menara, var naturligt nok vort første møde med landet.  Den er flot og imponerende – klar til de millioner af turister, der kigger forbi hvert år. Vi forstod på turen, at de overvejer at bygge en lufthavn mere i området.  Det nåede de dog ikke, mens vi var der.
Der er kun 10 km ind til byen. Vi havde dog arrangeret med vort hotel, at vi blev hentet i lufthavnen.  Det kunne ikke nytte noget at starte sin fødselsdag med at blive væk.  Det fungerede perfekt.  Det samme gjorde vort fantastiske hotel.  Liselotte havde efter nogen higen og søgen fundet det på Booking.com.  Det hed Dar Rhizlane. Det ligger på Rue Jnane El Harti i den nyere bydel, der hedder Hivernage.  www.dar-rhizlane.com   Et lille hotel med kun 20 værelser. Vi havde i den gode anledning valgt en suite med hvad dertil hører.  Og lad det være sagt med det samme:   det er et fremragende hotel.  Ikke én ting at sætte fingeren på.  Alt, alt er i top.  Værelserne, restauranten, personalet, haven, poolen (som vi dog ikke sled op  
 
   ).  Og så ligger hotellet kun ca. 1 ½ km fra bymuren rundt om den gamle by.  Altså i gå-afstand. 
Næste dag skulle vi naturligvis ”gøre” den gamle by.  Medinaen.  Og Sukh’en, der er en del af Medinaen.  Sukh betyder marked.   Igen for ikke at blive væk havde vi via hotellet hyret en lokal, autoriseret guide. En ung, venlig mand på 28 år, der hed JaJa.  Han kaldte sig selv en kombineret guide, fotograf og bodyguard.  Det sidste var der dog slet ikke brug for. Det første vi mødte i Medinaen var moskeen med den kolossal store minaret.  Og os – der troede at minareter altid er runde og hvide – blev straks fortalt, at sådan er det ikke i Marokko.  De raket-lignende minareter kommer fra Osmannerne, og de var aldrig i Marokko. Deres minareter er firkantede og af mursten.  Og denne her har ikke trapper op til toppen. Den har en vej – ligesom i Rundetårn i København. Hvorfor ? Fordi så kunne muezzinen komme derop til hest for at kalde til bøn de fem gange i døgnet, hvor det påbydes.
Vi hørte kun en enkelt gang den typiske stemme oppe fra toppen af minareten.  Der er ellers 11 moskeer i byen.  Marokko er et muslimsk land.  De er sunni’er – ligesom i Tyrkiet og i Saudi-Arabien.  Men af den meget fredelige slags.  Kongen organiserede for nogle år siden, at der blev uddannet 100.000 imamer til at tage ud til de 50.000 moskéer i landet for at prædike den meget fredelige og venlige form for deres religion.  Som nævnt hørte vi kun muezzinen en enkelt gang. Og vi så ingen, der var i gang med deres bønner ude i det fri.  Vor guide fortalte, at man behøvede ikke gå i moskéen for at bede. Man kunne også gøre det derhjemme. Og det gjorde man så (nok).  Vi bemærkede dog, at de fleste kvinder, også de yngre, fortsat går med tørklæde. Vi så mindre end en håndfuld kvinder med niqab eller burka – dem Boris Johnson så kluntet har kaldt ”omvandrende postkasser”.    
De fredelige forhold i byen understreges også af, at der i den gamle by er kristelige kirker – og der er også et jødisk kvarter i byen.
Vi er nu nået til Medinaens store, berømte plads: Djemaa el Fna.  Den er større og mere udstrakt, end vi havde forestillet os. Og den skifter karakter i dagens og aftenens løb.  Om dagen er den mest fyldt med alskens gadehandlere, herunder folk med abekatte og slanger, de gerne vil sætte på dine skuldre for at tjene lidt penge ved at tage et billede,  af udendørs ”tandlæger”, der tilbyder at trække tænder ud smertefrit, af frugt- og madvogne, af guider, der gerne vil vise dig rundt, af hestedroscher der vil køre dig rundt med en livligt fortællende kusk – og meget mere.  Der er også gode restauranter og barer på torvet.  Og så kommer det store skifte sidst på dagen. Så kommer alle gadekøkkenerne.  Alt godt til ganen og drøvelen tilbydes fra alle sider.   Kede sig – det behøver man ikke her på stedet.  Men være der hele tiden – det ville nok være en anden snak.
Her er nok stedet at fortælle lidt om marokkanerne – i hvert fald dem i Marrakech.  De er alle uden undtagelse søde, venlige, hjælpsomme, interesserede – og ikke anmasende. Vi lod os fortælle, at byen for nogen tid siden oprettede et diskret turist-politi, som skal dæmpe gemytterne, hvis de forfølger de ”stakkels” turister alt for energisk.  Vi så stort set ingen betjente og kun ”nødere” i meget begrænset omgang.  Vor guide rådede os til ikke at kigge for kraftigt på de tilbudte varer. Det ville sælgerne straks opfatte som ønske om at købe dem.  Så vi blev mestre i at skotte ud af øjenkrogene, når det gik hottest til  
 
    Indtil nu har vi altid anset portugiserne for at være de venligste mennesker, vi kender.  Men det er lige før, de overhales indenom af marokkanerne.   De fleste er bedst til arabisk og berbisk – det er vi ikke.  Men mange har det nemt med fransk – og engelsk.  Vi mødte endda en taxa-chauffør, der talte hollandsk og en anden, der forsøgte sig med lidt svensk. 
Fra pladsen kan man gå direkte ind i Sukh’en, det lokale marked.  Og det består som alle arabiske sukh’er af massevis af små forretninger, værksteder, barer, cafeer, byggepladser, barberer, tæppehandlere, krydderi-butikker – ja, lidt af hvert. Og hver slags forretning eller værksted findes i hvert sit område.  Og livet er livligt. På de smalle, snoede ”gader” / stier mellem butikkerne er der stor trafik, også af cykler, knallerter, trækvogne, m.v.  Man må sno sig, når man vil frem.  Vi fik at vide, at Sukh’ens gadenet netop helt fra starten for mange hundrede år siden er lavet så indviklet og snoet for at indtrængende fjender i gamle dage ikke kunne finde frem.  Selv om vi havde sagt til vor guide, at vi er impressionister, der ikke er interesseret i butikker og museer, så slap vi ikke for at besøge
en spændende krydderi-butik, der var et familieforetagende, og hvor de behændigt havde valgt den kønneste pige i familien til at præsentere alle deres krydderier og ting og sager for os.  Hun var vel sidst i 20’erne. Og ét af deres produkter – påstod hun – var så god til at holde folk unge, at fordi hun selv brugte det, så kunne ingen se, at hun i virkeligheden var 80 år gammel  
 
     Nogle af hendes ædle krydderier lader sig nu dufte i vort køkken – dog ikke det krydderi, der gør én til en ung springfyr igen  
 
    Det købte Liselotte mærkeligt nok ikke noget af!
Vi ”kom også til at besøge” en flot tæppehandel inde i Sukh’en.  Flotte sager, skal jeg love for.  Og meget billige ifølge den meget venlige berber, der viste os tæpperne.  Han fortalte meget interessant, at han netop havde solgt mange af tæpperne til en dansker, der er i gang med at indrette et stort hotel i Danmark. Vi hørte endda danskeren på sit gode danskklingende engelsk på sælgerens telefonsvarer. 
Hvis I besøger kryddeributikken og/eller tæppeforretningen, så bør I i begge tilfælde tage imod en invitation til at gå op på husets tag. Herfra har man en meget flot udsigt ud over hele Medinaen.
Når der er en gammel bydel, Medinaen, så er der naturligt nok også en ny bydel.  Den ligger uden for den gamle bymur og er ca. 100 år gammel. Formentlig er den kommet til sammen med franskmændene fra omkring 1912.  Den er – kan man sige – som nyere bydele er.  Med de samme butikker (kæder) som hos os. Med cafeer og restauranter i bunkevis. Og selvfølgelig med masser af boliger.  Højhusene må du under ingen omstændigheder være så høje som minareten.   Hovedgaden er opkaldt efter kongens bedstefar, Muhammed V, der var konge indtil 1961.  Vor guide kaldte gaden for byens Champs Elysees. Det skulle man godt nok have andre briller på end vore for at kunne se. Men pæn, nydelig og bred var den dog.  Og så havde den én egenskab:  ingen restauranter eller cafeer på den boulevard må sælge nogen form for alkohol!  Men tjenerne på disse restauranter var mere end villige til at fortælle, at man uden problemer kunne få sin tørst styret i sidegaderne -  ikke lusket og under en busk, men inde i cafeer og restauranter.  Vi fandt endda uden egentlig at lede efter den en rigtig velassorteret vin- og spiritusforretning.  Den følte vi os naturligvis nødt til at støtte  
 
  
Lidt om den nuværende konge, Muhammed VI.  Han er født i 1963 og har været konge siden 1999. Som allerede fortalt vil han gerne gøre landet friere og mere moderne – selv om det vel fortsat mest er ham, der bestemmer.  Vor guide fortalte med et glimt i øjet, at kongen især er meget populær hos kvinderne, fordi han gradvist har givet dem en række nye friheder.  Og med et glimt i det andet øje sagde guiden, at det nok var derfor, han (guiden, altså) ikke var gift, ikke endnu i hvert fald!
Apropos vin:  Marokko laver fremragende vine.  De har lidt færre af dem i dag end før vi kom. Vi faldt især for en vin, der hedder Volubilia.   Den gjorde gavn og glæde, hvor den kom frem.
Og maden:  på vort hotel var restauranten fremragende. Til morgenmad kunne man vælge mellem orientalsk eller continental.  Vi valgte – nok af gammel vane - mest continental, men iblandet herlige pandekager fra den orientalske.  Og til frokost og middag var
menukortet fyldt med lækre sager.  Vi havde hørt ”en belgisk fugl” hviske os i øret på forhånd, at hun for år tilbage havde spist en herlig frokost i netop vor restaurant på sin bryllupsrejse.  Da vi kun var i byen i få dage, kunne vi ikke nå alle de mange restauranter. Men udbuddet er stort og fristende.  Man behøver ikke gå sulten – eller tørstig – i seng!
Til slut er det vigtigt at fortælle, at man i Marrakech virkelig har godt styr på tingene.  Der er rent og pænt.  Husene, gaderne, haverne, parkerne, forretningerne, cafeerne, restauranterne – det hele er holdt fint og nydeligt i orden. Før vort besøg i Marrakech tænkte vi af og til på de rædsomme oplevelser vi havde hvad rod og skidt angår, da vi for en del år siden besøgte Cairo.  Plastic i alle former lå alle vegne. Ingen interesserede sig for at rydde bare det mindste op.  Forfærdeligt.  Dér kan man sige, at Marrakech er det stik modsatte.  Ikke kæft-trit-og-retning-rent som i Singapore, hvor man får stanget en megabøde ud, bare man næsten tænker på at tabe et stykke papir.  Marrakech er virkelig et godt bekendtskab også hvad det angår. 
 
Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen
niels4europe@gmail.com
Rixensart, den 27. januar 2020
 
Bilag:
Kort information om Marokko:                     
MAROKKO
Marokkos kendte historie går mange tusinde år tilbage. Berberne var der omkring 2000 år før Kr.  Og i det 8.-6. årh. før Kr. blev området erobret af fønikerne fra Karthago/Libanon.  Senere var landet igennem mange hundrede et konge- og fyrstedømme. Fra 1912-56 var området under fransk og spansk kontrol.   Landet fik sin selvstændighed i 1956. 
Marokkos størrelse er 711.000 kv.km  ( 16 gange større end Danmark ). Det har i dag 36 millioner indbyggere, herunder ca. 10 mill. Berbere.
Hovedstaden er Rabat ( 578.000 indb. ).  Casablanca er landets største by ( 3,4 mill. Indb. ). Marrakech inde i landet i 466 m. højde har 929.000 indbyggere.
Landets officielle sprog er arabisk og siden 2011 også berbisk.  Fransk er også meget udbredt – og engelsk tales især af mange unge.
Marokkos flag er rødt med en fem-stjernet stjerne inde på midten.
Landet er et kongerige. Kongen siden 1999 hedder Mohammed VI ( søn af den afdøde konge Hassan II ). 
 
Landets valuta hedder Dirham ( 1 € = 10,6 dirham ).
Tidsmæssigt er Marokko på samme tid som Belgien, Danmark, osv.
 
Der ligger stadig to små spanske enklaver på Marokkos nordkyst ud mod Middelhavet. De hedder Ceuta og Melilla.  Som en del af Spanien er de også en del af EU.
Syd for Marokko ligger Western Sahara. Det er et område på 266.000 kv.km. Der er fortsat en strid mellem Marokko og landets selvstændighedsbevægelse om retten til dette område.
 
NJT – 27 01 2020
 
 

VORT HJEMME-UNDERVISITET

               Krønike

Vort HjemmeUndervisitet

Om hvordan vi hygger og lærer ved morgenmaden 

Man skal lære så længe man lever. Men skal up-grade sig selv, som det hedder nutildags. Fylde nyt på. Udfordre sig selv. Gå på daglig opdagelse i den forunderlige verden, vi heldigvis er en del af.

Det gør vi aktivt her på parcellen i Rixensart.

Hver morgen – efter indtagelse af vor velfortjente morgenmad – lader vi os inspirere af, hvad der er særligt for denne særlige dag. Altså lige præcis i dag, som vi altså just er begyndt at nyde.

Hvad hedder dagen? Og hvorfor gør den det?  Det er nemlig sådan, at alle dage – alle 365 – har et navn.  Det ved vi normalt ikke meget om. Og det er måske også ligegyldigt. Og dog... For hvert navn har en historisk baggrund.  Er knyttet til fortiden. Lad mig sige det med det samme: det behøver ikke være sandt. Det er det måske endda sjældent. Men navnene stammer stort set alle fra den katolske kirke. Det er helgen-navne. Det er de fleste af os nok ret kolde overfor. Men historien bag – den er efter min mening interessant.  Uanset om det er korrekt, en legende eller en trossag. Intet opstår af intet – undtagen lommeuld. Der er en grund til, at tingene ( i dette tilfælde dagene ) hedder, som de gør. Det fortæller i hvert fald noget om fortiden. Om hvad folk dengang troede og gjorde. Og hånden på hjertet: vi er alle et produkt af fortiden.  Derfor synes vi, det er interessant at vide, hvorfor en dag hedder, som den gør !

 

Hvem er så født på denne dag? Altså ikke dem allesammen. De mere kendte.  Det laver jeg hver dag en oversigt over til mine hjemmesider. Hvad de hedder, også deres rigtige navne, hvis de bruger et kunstnernavn.  Hvornår de er født, og hvornår de er død ( hvis de er nået så langt ! ).

 

Og hvem er så uheldige at være død på denne dag ?  Dem er der i historiens løb naturligvis også mange af. Så dem har jeg opført på min dagsliste med navn, fødselsår og dødsdag ( altså denne her dag, som vi er på lige nu ).

Hvad lærer vi så egentlig af det? Navne og årstal er som bekendt ikke det mest ophidsende i denne verden.

Men det er slet ikke pointen. Tricket er min smartphone. Det kan naturligvis lige så godt også klares med en iPad, en laptop eller en computer.   Så den har altid mødepligt til vor morgenmad!  På den slår jeg nemlig dagens fødte og døde op, hvis fruen ellers synes, at de er værd at vide noget om!  Dog ikke, hvis hun allerede ved det ( eller jeg en sjælden gang ved det ). Vi slår op. Og frem vælter masser af interessante informationer om hver personage, endda også fotos, så vi kan studere, om hun eller han ser flink ud! Det er også vigtigt for stemningen ved morgenbordet J

Og nu kommer der noget helt særligt! En oplevelse af de sjældne – et kick på opleveren!  Mange af de gode fødte og ( desværre ) døde er kunstnere og folk af den slags.  Hvad sang de? Hvordan lød det? Hvad kunne de?  Nu slår min smartphone til igen!  YouTube lader os opleve det hele. Sang, musik, underholdning.  Ja, det er lige før vi helt glemmer, at der også er en opvask efter dette! Altså dette morgenmåltid!  Jeg glemmer det i hvert fald tit J  Så henført bliver vi af al denne vis- og lærdom, som vælter os i møde!

Ud over Dagens navn og dets baggrund og ud over de kendte fødte og døde ( alle med hyperlinks ) er der også hver dag et særligt udtryk eller et særligt ord, der bliver forklaret.  Om muligt tilføjes også den engelske udgave af udtrykket eller ordet.

 

Det er naturligvis svært at sætte ord på denne underfundige form for Rixensart’sk – og Veddingsk’ - morgenmad ( ja, helt ærligt bliver det også af og til til frokost ).

Men vi kalder det altså HjemmeUndervisitetet.

Det synes vi er meget passende!

Pudsigt udtryk – hvor kommer det egentlig fra ? Det er lige så nemt forklaret, som det er sagt. Da jeg i tidernes morgen studerede på Aarhus Universitet og tog bussen ( i Aarhus hed den trambussen dengang ) til læreanstalten, annoncerede en vis trambusschauffør, når vi kom kørende ad


Vestre Ringvej:  Næste stop: Undervisitetet !

Ja, hvorfor ikke! Og det er efterrretten ved hver eneste morgenmad her i huset!

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  niels4europe@gmail.com 

Januar 2020

MIT MØDE MED VERDEN 1945-48

Krønike

MIT MØDE MED VERDEN

Kom med storm og blev døbt med et brag !

 

Det var en kold vintersøndag i Grynderup i Himmerland. Der var småfolk på vej, som man sagde dengang.  Det var den 21. januar. Der var fygende snestorm udenfor. Og termometeret havde sneget sig godt ned under frysepunktet.

 

Indenfor i vort stuehus var stuen med de to vinduer helt til venstre lavet til fødselsstue.

 

Mine forældre Jenny og Alfred var blevet gift i oktober 1940. Men på grund af krigen og den tyske besættelse af Danmark ville de vente med at få børn.  Da det i foråret 1944 så ud til at lysne ikke bare med vejret, men også med krigen, blev grunden lagt til mig.   Og det var derfor mig, der ville lade mig føde den vinternat i januar 1945.  Mine forældre havde fået en fødsels-erfaren nabokone, Snedker-Sine, til at komme. Så hun var der hele eftermiddagen og aftenen.  Jordemoderen fru Bech i Nørager var også alarmeret, men hun ville først komme, når ”fødselen ” var op over”.  Det var den ved midnatstide. Så blev hun hentet af flinke naboer i en slæde med hesteforspand.  Men snestormen var så voldsom, at slæde og jordemor væltede undervejs   Jeg arriverede præcis kl. 01.15. Altså den 22. Og jordemoderen lidt senere.  Alt gik godt.   Så jeg kan prale af, at jeg kom med storm !!

 

Min barnedåb blev sat til søndag den 11. marts.  I Grynderup kirke fra 1100-tallet, naturligvis.  Og i kirkens nederlandske dåbsfad fra 1600-tallet, hvori også min far og min farfar var blevet døbt i 1902 og i 1871.

 

Alle mine dåbsgæster var kommet dagen før med toget, de fleste af dem fra Vendsyssel, hvor min mors familie boede.  De boede hos os på vor ejendom.  Men bedst som vi alle sov sødeligt natten efter dåben, lød der et kæmpebrag udenfor!!   Det var den danske modstandbevægelse, der sprængte det tog i luften, som min familie var kommet med.  To unge tyske soldater blev hårdt såret, og deres skrig kunne høres gennem vinternatten, selv om bombningen skete næsten to km væk fra os.    Så jeg kan også med fuld ret sige, at jeg blev døbt med et brag !

Mine kommende år blev heldigvis mindre dramatiske.   Jeg var selvfølgelig sød og rar. Se bare godt efter på disse billeder, der var de første, der blev taget af mig i løbet af 1945:

 

Efterhånden blev jeg også selvtransporterende med alt, hvad det indebar.  Min far skrev til sine brødre i USA, da jeg var 1 ½ år, at jeg løb efter ham overalt og råbte:  FAR !!

Som månederne gik, kom der sørme også hår på mit hoved. Endda ret meget 😊

 

Jeg var så stolt af mine fine, hvide krøller!  Og alle roste dem!  Til sidst syntes far og mor, især far, at jeg lignede en pige. Og det var jo ikke så godt    Så han tog mig på sin cykel og kørte hen til Orla-Barber i Nørager. Nu skulle krøllerne af!  Det skal være løgn, tænkte jeg. Kravlede ned fra barberstolen, løb ud af døren, tværs over gaden, ind på købmandens store lager og gemte mig bag ved de største kornsække.  Det varede længe, inden far og Orla-Barber fandt mig!  Men det lykkedes dem til sidst.  Og så røg lokkerne!   Jeg fik dog lov til at beholde én. Den har jeg endnu!!

Min farmor MARIE THØGERSEN, f. Pedersen - 1872-1936

               Krønike

MARIE PEDERSEN, g. THØGERSEN

Min sjællandske farmor

f. 6.1.1872 i Glumsø – d. 3.2.1936 i Hobro 

 

Min sjællandske farmor, Marie, blev født i Glumsø på Midtsjælland lørdag den 6. januar 1872.   Hun var datter af gartner Johan Pedersen ( f. 1836) og Ane Pedersdatter ( f.1845). Så forældrene var henholdsvis 35 og 26 år, da Marie blev født.  Han havde en storesøster og to storebrødre, da hun blev født.  Og senere fik hun fem mindre søskende.  Et par af dem døde, inden de blev voksne.

Da Marie var seks år, flyttede familien til Bjernede nordøst for Sorø, hvor hendes far fik arbejde på Bjernedegaard som gartner.

Det fortælles, at Marie var et meget livligt og underholdende barn.  Og da hun var ung, startede hun på at flette fingre med en himmerlandsk karl, der arbejde på Bjernedegaard.  Han hed Niels Thøgersen og var på det tidspunkt 21 år.  Det blev til mere end at flette fingre.  Den dag Niels skulle flytte til København for at springe soldat på Bådsmandsstrædes kaserne ( nu fristaden Christiania ), fødte Marie ham en søn.  Han kom til at hedde Kristian – opkaldt efter Niels’s far.   Senere på året blev de gift i rundkirken i Bjernede.  Og næste skridt var, at den lille familie flyttede til Grynderup i Himmerland. Det var her Niels kom fra.  Marie havde aldrig været uden for sin midtsjællandske hjemegn.  Sikke en omvæltning.  Men den tog hun med oprejst pande.   Selv om Niels’s far, Anders Kristian, var godt gal i sulet over, at hans søn pludselig kom gift hjem – og endda ”kun” med en gartnerdatter ( Anders Kristian var gårdmand ), så gav han det unge par jord og penge til at bygge en ejendom nord for Grynderup.  Det gjorde de så. Halvdelen af jorden var opdyrket – den anden halvdel stadig lyng helt fra hedenolds dage.   Så der var ikke andet at gøre edn at komme igang.  Også selv om et lyn slog ned i den nye ejendom allerede få måneder efter indflytningen, et lyn der næsten slog Marie i hjel.  Hun stod ved komfuret, da lynet kom ned gennem skorstenen.  Hun slap med ”kun” at få sine øjenbryn svedet af.

Og à propos pande:   Maries fædrene familie havde alle en meget bred pande.  Det er gået igen i alle slægtled siden hen.  Også til mig og mine børn.  Jeg har i min slægtsforskning fundet de fleste af efterkommerne af Maries forældre.  Og bingo hver gang:  en bred pande.  Min udlægning er, at det betyde stor visdom 😊  Der er plads til mere!

 

Marie og Niels levede hele deres liv på ejendommen i Grynderup.  Det var ofte trange kår – som de fleste steder på landet dengang. De fik seks børn.  To af dem drog til Amerika som meget unge og kom aldrig tilbage igen i forældrenes levetid.  En af døtrene døde af spansk syge som 24 årig. Og en anden datter – der blev uddannet til sygeplejerne – blev sindssyg og permanent indlagt på Viborg Sindssygehospital, indtil hun døde som 36 årig i 1936.  Alfred, født i 1902,  planlagde også at udvandre til USA. Men det fik hans lillebror Regnar ham snakket fra – af hensyn til forældrene.   I stedet blev han min far.   Og så er det jo man kan starte på at spekulere på:  Hvis nu....    han var udvandret, så havde jeg ikke kunnet sidde her for at skrive Krønike, i hvert fald ikke denne her Krønike.  Og flere af jer, der måske læser Krøniken, ville slet ikke have været her.

Lidt mere om Marie:  hun fortsatte hele livet med at være meget livlig og snakkesalig.  Hun fortsatte ufortrødent med at snakke rav-sjællandsk.  Ikke noget med himmerlandsk. Hendes mand Niels gjorde forskelligt for at gøre livet godt for hende.  F.eks. savnede hun forfærdeligt de store løvskove på Midtsjælland.  Derfor plantede han to bøgetræer i deres have i Grynderup.   De var Maries kære minder om Sjælland.  Og det ene stod der flot og stolt også, da jeg var barn.   Hun kom iøvrigt kun én gang senere tilbage til Sjælland.  Det var da hendes mor var død i 1907.

En del år senere havde hendes far Johan svært ved at få tingene til at hænge sammen som enkemand.  Derfor inviterede Marie og Niels ham til at bo hos dem.  Det gjorde han i 5-6 år, indtil han døde.  Min far huskede ham sov noget af en gnavpot. Men husker også, at han var god til at lave grydeskeer af træ.  Dem gik han – altså Johan - rundt og solgte for at tjene en lille skilling.

Marie døde den 3. februar 1936.  Han havde kræft i maven og var gået for sent til lægen.  Og som den lokale lærer sagde ved begravelsen:  Et par meget flittige hænder har fået ro!

Hendes mand Niels døde senere samme år af tuberkulose.

 

Jeg har desværre aldrig mødt hverken Marie eller Niels, da jeg først meldte min ankomst ni år efter de døde.  Men jeg har studeret dem og deres liv så meget, at jeg alligevel synes, jeg kender dem ret godt.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Januar 2020

KRØNIKE: Løbende Indholdsfortegnelse med angivelse af NYT

KRØNIKE

Indholdsoversigt

 

1945-48:    Mit møde med verden                 Nyt

1956-60:    Min tid som togdreng            -     Nyt

1958-60:    Avisdreng på arbejde            -     Nyt

1958:         Min allerførste udlandsrejse  -    Nyt

1918-:        Sønderjylland                        -    Nyt

                  - skrevet i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig

1914-18:    1. verdenskrig - et helvede og dets afslutning

1989:         Om 1989 - og alt det der....

2016:         Pozières - a battle field in the Somme - illustrated by the fate of Liselotte's

                  German relative Franz Stern

2017:         Mit barnebarn Anna Maria digt om 1. verdenskrig - set fra Australien

2009- :       European Citizenship  -  Europæisk statsborgerskab: hvad giver det ekstra?

2018:         EUROPE DIRECT - Brief facts on how it is functioning

2019:         OM 15 ÅR !

2019:         Om HJEMME-UNDERVISITETET !

 

 

NJT – den 18 10 2019

EN VANDRINGSMANDS BERETNING....

Krønike

EN VANDRINGSMANDS BERETNING

- og oven i handelen hjælp til en renere natur

 

Som bekendt går jeg en dejlig lang eller mindre lang tur hver morgen. Somme tider også senere på dagen. Det er fantastisk dejligt - forfriskende, inspirerende. Ja, det bliver næsten en slags "narkotika" at komme ud i naturen på denne måde!  Du skulle prøve det !

Jeg ses altid vandrende afsted med et stykke papir og en blyant i den ene hånd. Her skriver jeg alle de ideer ned, jeg får undervejs. Så når jeg kommer hjem, har jeg ofte en hel arbejdsseddel for en god del af dagen. Og bare nogle få af ideerne er overmåde nyttige (og det er de!), så er også de hele gå-turen værd.

Og så er det ekstra stimulerende at bruge den gratis service ENDOMONDO til at følge én på vandringerne. Det er en (dansk produceret) gratis app, du downloader til din smartphone. Når du husker at sætte den igang ved turens start, så holder den nøje øje med hvor langt du går, hvor du går, og hvor lang tid, der tager. Det registreres automatisk på din telefon. Og når du er kommet hjem, kan du med det samme se det samlede resultat.

Du kan tilmed bruge ENDOMONDOs gratis hjemmeside-service, så dine resultater dag for dag går direkte ind på hjemmesiden. Og du kan til enhver tid se, hvad dit samlede resultat denne uge, denne måned og dette år er. Endda sammenligne det med tidligere år, hvis du har haft "gang i den" over flere år ( som jeg har :-) ).

Du kan også arrangere, at dine daglige resultater sendes automatisk til alle dine Facebook-venner. Det vil forhåbentlig inspirere dem til at gøre det samme!

 

Og så som rosinen i pølseenden

På det seneste er jeg begyndt at tage en plasticpose med. Hvorfor? Fordi så kan jeg undervejs samle alt det affald op, andre mennesker skødesløst har smidt i vej- og stikanten. Det bliver faktisk hver dag til en halv til en hel pose fyldt med alt muligt fra øldåser, papirstumper, papstykker, cigaretæsker, og løse ting og sager af alskens beskaffenhed. Og ved hjemkomsten efter min kreative tur, snøres posen sammen og smides i affaldscontaineren. Hokos pokus - lidt god motion for øjnene og ryggen - og man mener at have gjort noget godt. Også for naturen.

 

Så lad være med at undre jer, når I ser så rene vejkanter og stier. Vandringsmanden har været der igen!

Måtte også dette være til gedigen inspiration for andre gode vandringsfolk!

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

niels4europe@gmail.com   

 

JANUAR 2020

MIN TID SOM TOGDRENG

                              Krønike

MIN TID SOM TOG-DRENG

1956-60

DER VAR ENGANG ET TOG: Og der var sågar et trinbræt i Grynderup. Det første billede viser stedet, herunder også det fænomenale skur, som DSB havde bygget til de "mange" passagerer. Jeg kaldte det GRYNDERUP H, altså Hovedbanegård :-) Statsbanerne kunne ikke få råd til et skilt, så det måtte jeg lave! Jeg vil gerne fortælle lidt om banen og især om mit personlige samvær med den i årene 1956-60.

Allerede i 1871 begyndte man at snakke om at lave en jernbane på vor egn. Der var dengang ikke andre muligheder for at komme frem end på gåben og i hestevogn. Så banen var hårdt tiltrængt. Det gav langvarige og vanskelige diskussioner, også dengang. Som et folketingsmedlem engang sagde: "Næst efter kønsdriften er - af de menneskelige drifter - jernbanedriften den, der sætter flest lidenskaber i bevægelse!". Til sidst blev man enige. Banen mellem Hobro og Løgstør blev bygget i årene 1890-93. Banearbejderne i Grynderup ( Allestrup ) boede på Bratbjerggaard. Som tak byggede de den høj i gårdens have, som stadig er der. Indvielsen skete i 1893. Og der kørte tog i 73 år - helt indtil 1966, da banen lukkede og slukkede. 

Jeg kørte med toget seks af ugens syv dage, mens jeg gik på Aalestrup Realskole fra 1956 til 1960. Afg.fra Grynderup H kl. 07.30 og hjemme igen ca. 14.30. Det var en hyggelig tur. På de tidspunkter var vi næsten kun skoleelever. Da jeg stod på, var livet i "skolevognen" allerede godt i gang med Døstrupperne og Rørbækkerne. Jeg var det allermeste af tiden den eneste fra Grynderup. Og ti minutter senere "måtte vi så finde os i", at Nørager-eleverne også skulle med.

Forresten mener jeg den dag i dag, at DSB skylder mig penge! Hvorfor? Fordi jeg lavede den aftale med togføreren, at jeg skulle springe på i farten! Det sparede de både tid og kul på. Som billedet viser, blev vi fragtet med et flot damplokomotiv. Det satte farten ned til let løbegang. Jeg havde indstuderet, hvordan jeg med skoletasken i venstre hånd kunne gribe håndtaget på toget med højre hånd, straks derefter sætte højre fod op på vognens trinbræt og så venstre fod og tasken bagefter. Endelig ikke det modsatte - så kunne det gå grueligt galt. Jeg tror aldrig, jeg fortalte min mor om denne morgenmanøvre! Om eftermiddagen var det lettere bare at hoppe af i farten og huske at løbe i samme retning, som toget kørte !

Inde i togvognen var der normalt liv og glade dage. Vi havde alle vore faste pladser. Og havde en af os glemt togkortet, så listede en af kammeraterne bare sit kort hen til én, mens "Æwl-Kresjan" vendte ryggen til. Det var konduktøren. Han gnavede altid på et æble. Han var fredelig, som dagen var lang. Vi måtte dog love ham, at de gange, hvor der var en ekstra kontrollør med for at kontrollere ham, så sad vi ekstra pænt og opførte os (nogenlunde) ordentligt! En aftale var en aftale!

Det var altid festligt og fornøjeligt. Også når vi udvekslede hjemmeopgaver, så ingen nåede frem til skolen uden at have lavet det, der var blevet forlangt!

 

 

 

 

AVISDRENG PÅ ARBEJDE 1958-60

                        Krønike

AVISDRENG PÅ ARBEJDE

1958-60

 

AVISEN SKAL UD! Det var mit motto, da jeg i årene 1958-60 startede og kørte en avisrute i Grynderup. Jeg havde hørt om kammerater i Aalestrup Realskole, der tjente hyggelige lommepenge ved at dele Aalborg Stiftstidende ud om søndagen. Den fristelse var for stor til at lade gå min næse forbi. Så jeg skrev egenhændigt til redaktøren af den gode avis i Aalborg og forelagde min plan om at lave noget lignende i Grynderup. Han sendte sin salgschef Knud Poulsen til møde med mig ( og mine overraskede forældre ) i Grynderup. Han lagde ikke skjul på, at han ikke troede på projektet. Befolkningstætheden - som det hedder - var for tynd. Men han var villig til at lade mig prøve.

De næste 3 søndage fik jeg 50 søndagsaviser til gratis uddeling til hvem, jeg ønskede at give dem til. Og den 3. søndag skulle jeg så spørge, om de ville abonnere for 1,50 kr. pr. søndag. Hvis ja, så ville energiske Niels Jørgen bringe verdens- og lokalnyhederne frem så tidligt som muligt hver søndag morgen. Jeg lavede med det samme en rute på 35 km - Mejlbyvejen, Kjemtrup, Tulstrup, Grynderup og Allestrup. Og minsandten: jeg fik 35 abonnenter! Og tjente selv 5 kr. hver søndag. Afsted hver søndag kl. 05.30 og hjemme igen ved middagstid! Uanset vejr og vind.

Hvis der var vildt med sne om vinteren, kørte min far mig rundt på traktor!

Stiftstidende havde et bonus-system for antal solgte aviser. De satte forventningerne til mig så lavt, at jeg næsten med det samme sprang alle rammer og vandt alle deres bogpræmier ( desværre mest pigebøger :-( ) og en fin uges-tur til Sydnorge.

Og til sidst en heldags udflugt til Aalborg, ikke mindst Tivoli Karolinelund. Her fornøjede jeg mig åbenbart så meget med rutchebaneture med direktør Justesens datter, at jeg kom for sent til den sidste rutebil hjem til Nørager/Grynderup den dag. Løsning: jeg gik hjem til fods. Hele vejen - gennem Rold Skov og det hele. 43 km. Da jeg nåede Aalbjergvej kl. 04.00 om morgenen, stod alt på den anden ende. Jeg blev straks kaldt til telefonen, hvor min far snakkede med en politimand. Jeg var efterlyst i radioen hele aftenen. Nå, men her var jeg - 15 år gammel og i fin stand. Det var ikke den festligste modtagelse, jeg har oplevet. Det forstår jeg godt. Men jeg lovede politimanden på stedet aldrig at gøre det igen. Og det har jeg holdt!

 

 

MIN ALLERFØRSTE UDLANDSREJSE I 1958

MIN ALLERFØRSTE UDLANDS-REJSE

Når man til daglig gik og hyggede sig derhjemme i Grynderup og på skoledage kom helt hen til Ålestrup – det var 15 km med toget – så var verden længere væk selvfølgelig meget spændende og nok noget mystisk.   Fjernsyn havde vi ikke, og det var der stort set heller ingen andre i vor nærhed, der havde.  Så det var avisen, der hed Himmerland, og radioen, der var forbindelsen længere væk.  Og så naturligvis, hvad de voksne havde at fortælle fra rejser, de havde været på. Min far havde i sine unge været nogle måneder helt oppe i Finland. Det var spændende at høre om. Min mor havde på det tidspunkt ”kun” været i Aarhus en enkelt gang.

Men så skete det pludselig:  jeg vandt en tur til Norge.  Helt gratis.  Jeg havde som avisdreng for Aalborg Stiftstidende solgt så mange aviser, at de ville give mig og en 6-7 andre dygtige Stifts-sælgere en fem-dages tur til Norge.  Det var i 1958, så jeg var 13 år. Det føltes helt vildt at skulle så langt væk.

Turen fandt sted om sommeren. Vi skulle først med tog og så sejle fra Hirtshals i Danmark til Kristianssand i Norge.  Det var en sejltur på 4 ½ time.  Tværs over det ret dybe Skagerrak.  Og skal hilse, at det gyngede og peb på sejlturen !  Det er noget af en oplevelse, når man aldrig har prøvet at sejle i så meget som en robåd.  Ingen af os blev søsyge.  Det ville også have været flovt, ikke mindst over for de andre deltagere. Man var vel ikke noget tøsedreng !

Vi ankom til Kristianssand. Jeg husker, at der straks var to ting,d er slog mig.  Dels de store bjerge, som byen ligger ved. Nordmændene kalder dem fjelde. De var godt nok imponerende.  Og dels det sprog, som folk snakkede deroppe. Det var norsk. Det havde jeg aldrig hørt før. Jeg husker, at vi snakkede om, hvorfor de allesammen går og synger!

Vi boede på byens glimrende vandrehjem.  Vi havde direktør Børge Justesen fra avisen som rejseleder.  Heldigvis havde han taget sine to søde døtre med på turen 😊  Og så var der et par norske guides med os, mens vi var deroppe.  Vi kiggede godt på byen. Og et par af dagene blev vi i bus kørt op i Setesdalen. Det er den dal, der går lige nordpå fra Kristianssand.  Hold da op, hvor var fjeldene omkring vejen høje og imponerende. Og lige så meget hold da op, hvor vejen var smal og meget snoet.  Men chaufføren klarede ærterne uden problemer. Og vi var endda ude i den flotte natur for ind imellem at bese indtil flere sætere, gamle norske gårde og kirker ( alle bygget af træ ).  Og vi mødte også festklædte lokale nordmænd i nationaldragter.  Vi var sikre på, at de havde taget dem på for vores skyld. Det havde de nok ikke.

Den sidste dag i Kristianssand husker jeg særlig godt. Da fik vi vor leder Justesen til at love, at han i løbet af en time kunne spise 25 is!  Hvis han kunne, så betalte vi dem. Hvis han ikke kunne, så skulle han selv betale.   Han spiste og spiste, så han var helt flødefarvet i ansigtet.  Og han var selvfølgelig så rar over for os, at han desværre ”kun” kunne spise 23.  Det var en sejr!    Og dem samler man vel på, ikke mindst i den alder.

Vi havde en fantastisk tur!  Og jeg blev så inspireret af mødet med søde norske je nter, at jeg straks efter hjemkomsten skrev til Norges største avis, Aftenposten i Oslo, at jeg gerne ville have en norsk penneveninde.   Jeg fik 350 breve!  Vor postmand var helt træt til sidst.  Og jeg valgte én af dem.  Hun hed Solveig Tønnesen.  Det hedder hun fortsat. Og vi er stadig pennevenner – nu efter mere end 60 år.

Billedet er taget på vor tur op i den imponerende Setedal.  Det er mig længst til højre.

 

Krønike: OM 15 ÅR !

Krønike

OM 15 ÅR

Hvad er 15 år ?  Er det lang tid? Er det kort tid?  Eller hvad er det?!   Det tænker jeg over af og til.

Anledningen lige nu er, at det meget snart er 15 år siden, jeg tog tidlig pension.  Jeg synes, det var i går.   Men det var det jo ikke.  Der er løbet meget vand i havet siden da. Og meget god vin i halsen 😊   Tænker man fremad, ja, så er jeg 90 år om femten år.  Hvis jeg da når det. Og det agter jeg på det bestemteste...   Det må siges at være en gevaldig voksen alder.  Jeg tror ikke, nogen af mine forfædre bare nåede op i nærheden af den højde.

Og tænker man på de første 15 år af ens liv, ja, der blev det hele jo grundlagt.  Der var i høj grad i de år, man blev til den, man er i dag.   Godt at fundere over. Også.

 

Men hvad nu med de 15 pensionist-år indtil nu? Er de gået godt – og ikke bare gået?  Det vil jeg bestemt sige ja til.   Vort helbred har været i top i alle årene. Både Liselottes og mit eget. Mine tre poder har i perioden været syge hver på deres måde. Men de er heldigvis alle friske igen.  Vi har fået to dejlige børnebørn i den periode.  Vi har rejst verden tynd, ikke mindst på krydstogter, som faktisk startede fem dage efter, jeg gik på pension.  Og sikke togter. Ialt 16 er det blevet til.

Vort domicil på avenue de l’Europe fungerer fortsat dejligt. Og selv om vi af og til glæder os til en herlig lejlighed i Papeterierne, så er det helt sikkert her, vi har bopæl adskillige år endnu.   I Veddinge har vi også fået om- og udbygget inden for de sidste 15 år. Herligt. Og dejligt at kunne bruge det hver somemr.

 

Så er der aktiviteterne.  Jeg har ikke kunne holde fingere væk fra at blande mig i mange forskellige aktiviteter. Nogle er gået godt. Andre har været et flop og har givet store ærgrelser. Sådan er det, når man blander sig i NGO arbejde.  Viel Geschrei und oft wenig Wolle    Men sjovt har det da normalt været.  Lige fra Bonn Network til European Communications Academy, Club of Venice, Goodwill Ambassador for Copenhagen, ETTW ( Europeans Throughout The World ), Europe’s People’s Forum, bogbyer, osv.   Men NU har jeg besluttet at trække mig bukkende tilbage fra alle disse aktive gøremål.  Der er så meget andet, jeg gerne vil nå, inden jeg ad åre ”rejser videre”.    Og det gør vel heller ikke noget ikke hele tiden at have noget, man synes, man skal.   Det tror jeg bestemt godt, jeg også kan vænne mig fint til 😊

 

Niels Jørgen Thøgersen

Den 17 10 2019

BOGBYER I DANMARK OG SVERIGE

BOG-BYER  i  DANMARK  OG  SVERIGE

Kort oversigt

  1. 1.     Torup:  ( ved Hundested )

 

             http://www.torupbogby.dk/

 

            Kontakt:   Peter Pant  -  e-mail:  peter@torupbogby.dk 

 

  1. 2.     Kalundborg Bogbyer:

 

     http://www.kalundborgbogbyer.dk/

 

     Kontakt:  Bjarne Hedegaard -  e-mail:  bhedegaards@gmail.com 

 

  1. 3.     Stestrup Bogby:  ( på Midtsjælland )

 

    http://www.stestrup.dk/stestrup%20bogby.htm

 

    Kontakt:  Lise Wolter   e-mail:  wolter@privat.tele.dk  

 

  1. 4.      Gentofte Bog-børs:

 

    http://www.youtube.com/watch?v=pek8sLeN9G4

 

    Kontakt:  Lotte Seeberg   e-mail: 

 

  1. 5.      Ingstrup Bogby:

 

                        http://ingstrup.dk/bogby/   

 

                        Kontakt:  Inger Dueholm  -   e-mail:  id@ingstrupbogby.dk 

 

  1. 6.      Bogby 9520, Skørping:

 

           Jyllandsgade 5C / 5B, 9520 Skørping

 

           www.bogby9520.dk 

 

           Kontakt:  Bjarne Troelsen, formand  -  tel. 3022 1648

                             mail@bogby9520.dk      

 

  1. 7.       Bogby Ebeltoft,

 

           S.A.Jensens Vej 3, 8400 Ebeltoft

           www.bogbyebeltoft.dk    ( kontaktformular på hjemmesiden )

 

           Formand:  Dan Andersen

 

  1. 8.       Bogby Langeland,

 

            Lejbøllegaard, Lejbøllegårdvej 23, 5953 Tranekær

            Tel. 3024 0592

e-mail:  bogby@bogbylangeland.dk

www.bogbylangeland.dk

 

Kontakt :   Søren Cilla, foreningsformand

 

  1. 9.       Borrby Bokby:   ( i det østlige Skåne )

 

      http://borrby-bokby.se/

 

      Kontakt:   Gunnel Ottersten  -  e-mail:  gunnel@ottersten.com 

                       ( også formand for International Organisation of Booktowns )

                         www.booktown.net

 

 

 

Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen

 

e-mail:  lilothogersen@gmail.com  og   niels4europe@gmail.com  

 

Information om bogbyer og hvordan de kan komme igang:

 

http://www.niels-jorgen-thogersen.dk/5642139

 

10 01 2020

Krønike - Den ungarske opstand i 1956 - mine erindringer om den

Krønike

OPSTANDEN I UNGARN I 1956

Mine første politiske erindringer 

 

Jeg husker det, som var det i går.  Men det er i dag – den 23. oktober 2019 – allerede 63 år siden.  Det var den dag, den ungarske opstand mod den sovjetiske besættelse brød ud.

 

Det var første gang, jeg blev optaget af politik.  Jeg var 11 år og var lige to måneder tidligere begyndt i Mellemskolen i Ålestrup.  Tidligere grusomheder såsom Korea-krigen 1950-53 og den sovjetiske nedkæmpelse af oprøret i Østberlin i 1953 husker jeg ikke.  Men denne gang bed det virkelig på.

Jeg husker tydeligt stemningen om aftenen, derhjemme, hvor vi alle lyttede intenst til Pressens Radioavis kl. 18.30.  Min far lå på divanen, og vi andre sad helt stille ved spisebordet og lyttede med.  Min 6 årige bror Hans lå nok nede under bordet og legede med sin modeljernbane 😊   Radio-speakeren fortalte hver aften i detaljer om, hvad der var sket.  Hvor mange tusinde oprørere, der var på gaden. Hvad den kommunistiske oprørsleder Imre Nagy ( udtales Nåts ) sagde og gjorde.  Jeg husker, at det især var en oprørsradio-station i den nordvestlige ungarske by Györ, der var kilde til nyhederne.   Jeg fandt et Ungarns-kort frem, så jeg ligesom selv ”kunne være der”.  

Og da jeg var meget aktiv frimærkesamler dengang, tog jeg også min samling af flotte ungarske frimærker frem.   Bortset fra San Marino, så var Ungarn de eneste land, der på det tidspunkt lavede trekantede frimærker.  I hvert fald så vidt jeg vidste.

Så her er hvad jeg kiggede på hver aften – og somme tider om dagen med:

 

 

I starten hørte vi med glæde om, hvordan de sovjetiske tropper, der havde været i Ungarn siden krigens afslutning i 1945, nu var i gang med at trække sig ud.   Stemningen i Ungarn blev gladere og gladere.  Det ene kold-krigs symbol efter det andet blev fjernet og hevet ned.   Den forhadte Stalin-statue i bydelen Pest blev væltet.   Den kommunistiske røde stjerne over parti-hovedkvarteret blev revet ned og trampet i stykket.   Især unge patruljerede i gaderne med deres maskinpistoler.  Dem havde de fået af ungarske hærenheder, der i stort tal havde sluttet sig til oprørerne.

Men.. men.. men.   Der kom snart et kraftigt tilbageslag.   Der kom meldinger i medierne om, at de sovjetiske styrker var på vej tilbage mod Budapest. Og ikke mindst, at det væltede ind over den ungarske grænse til Sovjet med nye kampvogne og tropper.  Hvad var der mon sket?  Hvorfor havde Kreml ombestemt sig?    Jeg husker to ting fra dengang, der kunne have ændret situationen:   det ene var, at Vesten i de samme dage var optaget af den engelsk-franske invasion af Egypten som reaktion på Nassers nationalisering af Suez-kanalen.  Så Vestens opmærksomhed var optaget af den – i øvrigt fuldkommen tåbelige – invasion.  Og da Imre Nagy og hans regering midt i det hele meldte Ungarn ud af Warszawa-Pagten og erklærede Ungarn for neutral, så slog Kreml og dets allierede til.

 

I tiden fra den 4. til den 10. november blev oprøret slået brutalt ned. Ialt 31.000 sovjetiske soldater og 1.130 tanks deltog i nedkæmpelsen.  Omkring 2500 ungarere døde, og det samme gjorde godt 700 sovjetiske soldater.   Østrig åbnede dets grænser til Ungarn midt under opstanden. Og det lykkedes omkring 200.000 ungarere at flygte.  De ungarske ledere for opstanden, herunder Imre Nagy, flygtede ind i den jugoslaviske ambassade i Budapest. Jugoslavien var nemlig positiv over for opstanden.  Efter kort tid fik revolutionslederne såkaldt ”frit lejde” til at forlade ambassaden for at rejse til Vesten. Men så snart de var ude på gaden, blev de anholdt af russerne og senere skudt i fangenskab i Rumænien.

Ungarn er et meget katolsk land. Det lykkedes den øverste ungarske kardinal, Jozsef Mindszenty, at flygte ind i den amerikanske ambassade.  Og her boede han indtil kommunismens fald i 1989.

Alt dette kunne vi følge i detaljer i radioen.  Der var mange vestlige journalister inde i Ungarn under oprøret, i hvert fald indtil russernes nedkæmpelse af det.   

Der var en meget positiv stemning i alle vestlige lande over for de ungarske oprørere. Og de, der slap ud, blev modtaget med åbne arme i alle frie lande.

Jeg husker især de store indsamlinger, som dansk TV satte i gang.  De var ledet af den populære Svend Petersen og blev sendt fra Tivolis Koncertsal.  Det var første gang, at dansk TV arrangerede sådanne indsamlinger. De blev kaldt ”Underholdning for Millioner”.  I løbet af ca. 3 uger blev der indsamlet ca. 5 millioner kr. til de ungarske flygtninge.  Det svarer til 71 millioner kr. i dag.  

 

 

En del ungarske flygtninge kom også til Danmark og blev modtaget med åbne arme overalt. Der kom ialt 1.400 flygtninge til Danmark.   Og de blev meget hurtigt integreret i samfundet over det meste af landet.

 

Min aktive interesse for Ungarn – og for hele den kommunistiske undertrykkelse af Østeuropa – blev for alvor vakt i 1956.   Det blev en del af Europa, som jeg i resten af mit liv kom til at følge tæt, herunder at besøge masser af gange.

 

Startdagen for den ungarske revolution – den 23. oktober – blev efter 1989 til Ungarns nationaldag.   Og undervejs var den også blevet til min datter Cecilies fødselsdag i 1974. Men det er naturligvis en helt anden sag 😊

 

Niels Jørgen Thøgersen -     Den 23. oktober 2019

niels4europe@gmail.com 

EUROPÆISK STATSBORGERSKAB - HVAD GIVER DET EKSTRA OVEN I DET NATIONALE STATSBORGERSKAB ?

Det europæiske statsborgerskab:  hvilke rettigheder giver det oven i det nationale statsborgerskab?

EUs Maastricht traktat fra 1993 har en paragraf om European Citizenship, europæisk statsborgerskab. Dette betyder ganske enkelt, at enhver borger i et EU medlemsland ud over de rettigheder han eller hun har fra sit nationale statsborgerskab også har en række konkrete europæiske rettigheder, friheder og beskyttelser. Disse rettigheder er automatiske og gælder permanent. Man skal ikke søge om dem, når man er borger i et land, der er medlem af De europæiske Fællesskaber.

Hvad er disse rettigheder?

1)    Du har ret til fri bevægelighed i alle EUs medlemslande.  Du kan rejse hvor som helst hen nårsomhelst.

2)    Du har ret til at bo i alle medlemslande – og bo hvor du ønsker

3)    Du har ret til at studere og tage arbejde hvor som helst i EU

4)    Du har ret til at bringe varer, tilbyde tjenester og tage kapital med hvor som helst hen i EU

5)    Du er beskyttet mod enhver form for diskrimination overalt i EU.Det gælder f.eks. diskrimination på grund af nationalitet, religion, hudfarve, køn, erhverv, osv.  Du har ret til at blive behandlet af myndighederne på nøjagtig samme måde som landets egne borgere

6)    Du har ret til at klage direkte til domstolene, inkl. EF Domstolen i Luxembourg, hvis du mener, at dine rettigheder ikke er respekteret

7)    Du har ret til at stemme ved lokalvalg i det land, hvor du bor på de samme betingelser som landets egne borgere. Og du har også ret til at opstille som kandidat til disse valg.

8)    Når du rejser i lande uden for EU, og du har brug for hjælp fra en ambassade eller et konsulat, har du ret til hjælp fra ethvert EU lands ambassader eller konsulater på lige fod med dette lands borgere, hvis dit eget land ikke er repræsenteret i landet.

Du kan læse meget mere om dine rettigheder i EUs Charter om Fundamentale Rettigheder.  Det blev vedtaget i 2000. Og fra 2009 er det en del af Lissabon Traktaten og derfor juridisk bindende i alle medlemstater.

Disse europæiske rettigheder gælder for alle borgere i EU, men ikke for borgere i ikke-medlemslande.  Det vil sige, at hvis Storbritannien udtræder af EU fra den 30. marts 2019, gælder rettighederne f.eks. ikke længere for britiske statsborgere.

WHY EUROPEAN CITIZENSHIP IS SO IMPORTANT

                          

                          Cronicle

 

EUROPEAN CITIZENSHIP

 

Why it is so important

 

Have a good look at this picture:

 

 

They are my lovely grand daughters – Zoe (8) and Anna Maria (12).  Why are they so happy ?  Because they just received their Danish passports.  They are Danes. And actually, they have been Danes right from their birth.   Children with a Danish mother – like Cecilie – or a Danish father are by definition Danes from birth.  

 

Until 2015 this was a problem. Because according to Danish law until then you were not allowed to have another nationality, when you were Danish.  And both our girls are born in England and have a British passport.  But from 2015 double and multiple citizenship finally became possible also for Danes.

 

So here they are !    A Danish passport for each of them.

 

They have their passports until they turn 22 years old.  To keep it after that day they either have to qualify for it or to apply for it.

 

They will qualify automatically, if they live in Denmark for at least 1 year before they turn 22 year. Or if they in total during their life have spent at least 12 months in the country.  Three of those months have to be in one go. It is up to the applicants to prove, that these conditions are fulfilled.

 

 

 

 

 

Why is a Danish passport important?   It is so for a number of reasons :

 

1.     A Danish passport shows that you are a Dane.  You have the rights and the duties like any other Dane. Also if you live abroad, as Anna Maria and Zoe do ( in Australia ).  You can stay, live, study, work, own property, etc. like any other Dane. 

 

 

2.     A Danish passport probably also gives a stronger psychological feeling of being part of Denmark, the Danish history, the Danish culture, etc.  And we – the family – certainly feel that you are even closer to us all by now 😊

 

 

3.     By having a Danish passport you also enjoy the rights of having a European Citizenship.  What does that mean ?   The EU decided in its Maastricht Treaty from 1993 that all citizens in its member states in addition to the rights being a citizen in their own countries would from then on enjoy a number of additional rights, freedoms and protections. And these rights are automatic and valid permanently.  You do not have to apply for them.  You simply have them, when you are a citizen of a member state in the European Union.

 

 

 

What are these European citizen rights then ?

 

 

  • You enjoy free movement in all member states. You can go anywhere at anytime
  • You are free to settle down in all member state where you want to
  • You have the right to study and work everywhere in the EU
  • You are free take goods, services and capital with you anywhere
  • You are protected against any discrimination anywhere in the EU.  You have the right to be treated in exactly the same way as the citizens of the country you are in
  • You have the right to complain directly to the courts, including the European Court of Justice, if you think that your rights are not respected
  • You have the right to vote in local elections in the country you stay in on the same conditions as the citizens of that country.  And you also have the right to be a candidate in local elections
  • When travelling outside the EU you have the right to get help from any embassy or consulate of a member state of the EU, if your own country does not have an embassy in the country you visit or stay in.  And you have the right to get exactly the same assistance as the citizens of the country of the embassy or consulate.

 

You can ready much more about your rights in the European Charter of Fundamental Rights in the European Union.   It is now part of EU’s Lisbon Treaty of 2009 and therefore legally binding in all member states. 

 

 

4.     Anna Maria and Zoe both have also a British passport.  Doesn’t that also  give the additional rights, freedoms and protections of European Citizenship?    The answer is yes right now.  But as the United Kingdom intends to leave the European Union by March 30, 2019 it will no longer be a member state as of that date.  It will be a socalled third country. Therefore, the European Citizenship is no longer valid for carriers of British passports as of that date.   

 

 

 

So I believe that this is also why Anna Maria and Zoe are so happy to be Danes and having a Danish passport.

 

 

 

NJT – 23 11 2018

 

2nd edition

 

MY GRAND DAUGHTER ANNA MARIA - POEM ON WWI

ANNA MARIA's POEM

for ANZAC DAY, April 25, 2017

Background:  ANZAC was the joint military force, which Australia and New Zealand sent to Europe to fight on the side of the allies in World War I.  It means Australian and New Zealand Army Corps.

Their first battle took place on April 25, 2015 in Gallipoli (south of Istanbul).  They met fierce resistance from the defenders, the Ottoman Turks. More than 8000 Australian and 3000 New Zealand soldiers died in this battle.  Later  the ANZAC troops were fighting in the war in France. And about 60.000 Australian and 17.000 New Zealand soldiers were killed during the whole war.

Australia and New Zealand have ever since WWI recognised April 25 as the national remembrance day.

 My 11 year old lovely granddaughter Anna Maria is attending school in Perth in Western Australia. Her class is preparing the April 25 remembrance day at the moment. She and her class mates have been asked by their teacher to write a poem for this special day.

 

Here is Anna Maria's poem:  I think it is a fantastic poem.  And she has been asked to read it in front of all pupils and teachers of her school.

 

In a field of poppies, the smell of smoke still lies there,

think of the scars those soldiers bear.

The guns boomed while the soldiers hid in the trench,

all the while there is a terrible stench.

Coming from all the deathly diseases, above lurks all the evil.

Still in this field the memories lie,

as you think of all the Australians who died.

The ships that docked upon Gallipoli shore,

completely unaware that so many had died before.

Even the trip to Gallipoli was long and bad,

though they had no idea of the unpleasant surprise to be had. 

 

Anna Maria Ntoumani.  

 

Niels Jørgen Thøgersen

- a very proud grandfather :-)

POZIÈRES - A BATTLE FIELD IN THE SOMME - ILLUSTRATED BY THE FATE OF FRANZ STERN

POZIÉRES – ONE OF THE BATTLE FIELDS IN SOMME in 1916

Illustrated by the fate of Liselotte’s German relative Franz.

FRANZ STERN


A Story About His Short Life 1895 - 1916

Friedrich-Franz Stern was born on Friday 13th September 1895. His family called him Franz. His parents were Auguste, born Bichels (42 years) and Moritz Stern (46 years). They lived at Rothenbaum Chaussee in the Alster district of Hamburg. Moritz was the co-owner of a large insurance company for small ships on the river Elbe. Franz was the youngest in a family of 8. The other seven were all girls. Liselotte’s paternal grandmother Lilli was one of them. Auguste and Moritz second child was a stillborn son, but finally another boy came along. There is no doubt that he must have been very, even very much spoiled by his 7 sisters and also by his parents.

But the happiness in the family would not last. Already when Franz was 3 years old, his father was blind. He got an incurable eye disease. The daughters still living with their parents took turns to read the newspaper to him every day and also took turns leading him to and from his office in the morning and in the evening.

We do not know much about Franz’s childhood years and adolescence. He has certainly gone to good schools. The neighbourhood was - and is - one of the best in Hamburg.

Fortunately we have a few pictures of Franz as a child.

In this picture he is seen with his seven older sisters:

 

The girl on the far right, Lilli born in 1888, is Liselotte’s grandmother.

On the next photo we see him alone a few years later:

A small playful remark about Frantz could be that he was not born with the smallest of ears!

Peace in Germany did not last long, as we well know. In August 1914 the war which became The First World War started. It would be “Frisch und Fröhlich” as many Germans arrogantly said. They – and the world – would become wiser.

There was compulsory military service in the Emperor’s Germany. All men between 17 and 42 years had a duty to defend the fatherland. And when you were 20 years old, you were automatically drafted into the military. It happened to Franz in September 1915, and then it was off to the barracks. He was part of the infantry (infantry Regiment No. 84), (the picture above has nothing to do with his military uniform ). The regiment was also called the “von Manstein Regiment” (after its first regiment commander, General von Manstein) or “Schleswiges Regiment”.  It was established in 1866 and was only dissolved in 1919.

Before long he was off to the front in France. Since the autumn of 1914 a trench warfare had been going on between the Germans and the allied armies. Franz and his regiment came to northern France – close to the small village of Pozieres, not far from Amiens. It was a typical French village with a few hundred inhabitants, mostly farmers. Here, the two armies were facing each other.

Sometimes it was peaceful - and boring - not to mention dirty - in the trenches. Much of the time was simply spent being on guard. As the saying goes: In war the waiting takes up most of the time.

We have a photo of a soldier from a German trench in the Pozieres countryside. It shows an officer and an ordinary soldier behind. It could very well be an image of Franz.

 

In July 1916 the allies decided to launch a major offensive against the German forces in the Somme area around Pozières. The Germans had entrenched themselves in advanced fortifications, known to the soldiers as the “Gibraltar Blockhaus”. It was mainly used for observations of Allied movements, and therefore it was of utmost importance to the Allies to defeat the enemy and take “Gibraltar”. It happened over a number of days from 23 rd July 1916. The attackers were Australian troops who had come here from the fierce fighting in Gallipoli in Turkey in 1915. The fighting at “Gibraltar” and throughout the Pozieres area was so hard that the Australians had over 5,000 dead and wounded in these battles. There were of course also thousands of dead and wounded on the German side, including some 3,000 missing soldiers, that is soldiers who could not be traced after the fighting.

Franz was among the missing. He fell in the fierce fighting on Wednesday, 26 July 1916.

This photo from “Gibraltar” close to Pozières was taken a few days after the fighting.

 

There was not much left of anything including the dead soldiers on both sides.

If you want to know more about the terrible conditions at the front, you should read Erich Maria Remarque’s famous book written in 1928: All Quiet on the Western Front (Im Westen Nichts Neues).

Remarque (whose real name was Kramer) was like Franz a German soldier on the Western Front in World War One. It is a horrifying story of how life was for the soldiers. As the newspaper Le Monde wrote in its review: A man has spoken on our behalf, all us ordinary soldiers.

Here is another interesting part of this story: When for Christmas 2014 we were visiting my daughter and her family in Perth in Western Australia, we came across a war memorial in the beautiful King’s Park for the Australian soldiers who fought and died in Pozières in July 1916 and who came from Perth. They had sailed from Albany south of Perth, had received additional training in the area around the pyramids in Egypt, were then put into the Battle of Gallipoli in Turkey and went from there to the Somme front. It is a small world.

 

Australian memorial in Pozieres.                     Australian memorial in Perth for the fallen in Pozières.

At home in Hamburg the local police conveyed the sad message about Franz’s death to his family.

It was a terrible chock for the whole family but perhaps worst for Moritz, who certainly had hoped that Franz - as the only son – would be the heir to the successful insurance company “Minden und Stern”.  But it was not to be. Although Moritz had not seen Franz with his own eyes since he was 3 years (due to his blindness), they were nevertheless very close to each other.

This sad message left its mark on Moritz . He died less than five months later – falling down the basement staircase in the family house.

Although they could not give Franz a proper funeral, his name was added on the family’s large tombstone on Nienstädter Friedhof close to the river Elbe in the west of Hamburg:

 

It reads: In memory of our dear son and brother Friedr.Franz Stern, Res. Inf.Reg. No. 84, bornSeptember 13th, 1895, fallen for the fatherland July 26, 1916 at the Somme.

We visited Pozieres in 2012 which today is a peaceful small village.

 

There are, of course, lots of war cemeteries and war memorials in the area.

On the occasion of the 100th anniversary of the Battle of the Somme, the German Kriegsgräber-Verband is setting up memorial plaques with the names of all the unknown fallen soldiers on the 1 st of July this year. It happens at the cemetery Fricourt, near Pozieres. Frantz will of course be among the names on the memorial. We are planning to visit Fricourt in the not too distant future.

To put it all into the proper context, it has to be said that The Battle of the Somme lasted only from

the1 st July to the 18th November 1916. Half a million German soldiers, half a million British and Commonwealth soldiers and 200,000 French soldiers lost their lives. And the only result was that the front line moved a few kilometers in one or another direction. A monstrous slaughter took place here, and in our opinion the generals on all sides should have been court-martialed for their deeds afterwards.

 

Liselotte and Niels Jørgen Thøgersen

May 2016

niels4europe@gmail.com

lilo25thogersen@gmail.com

 

3rd edition.

FØRSTE VERDENSKRIG - ET HELVEDE OG DETS AFSLUTNING

                                    Krønike

1.     VERDENSKRIG

 

  ET HELVEDE OG DETS SLUTNING

 

Det er nu – næsten mens jeg skriver – den 11.11. kl. 11.   Og dermed er det på slaget 100  år siden 1. verdenskrig sluttede. 

Ialt 1.564 dages helvede for millioner af mennesker var endelig slut.  Ialt 65 millioner unge og mindre unge mænd var i krigens løb blevet mobiliseret som soldater. Af dem døde godt 8 ½ million på slagmarkerne.

 

Tabstallene fordelte sig således:

 

  • Tyskland:             1,8 millioner
  • Rusland:               1,7 millioner
  • Frankrig:             1,4 millioner
  • Østrig-Ungarn:   1,2 millioner
  • Storbritannien:   947.000
  • Italien:                 400.000
  • Serbien:               360.000
  • Tyrkiet:               325.000
  • USA:                    115.000
  • Belgien:                 53.000 

    

Hertil kom alle de civile tab. Frankrig alene havde 6 millioner døde som følge af krigen. Og de enorme materialle ødelæggelser

Den 1. verdenskrig var den første industrialiserede krig. En krig, hvor især maskingeværet med op til 500 skud i minuttet dominerede slagmarkerne.  Og en krig, hvor både politikere og især generaler på begge sider begik frygtelige fejltagelser. Åbnede nye fronter på håbløse steder ( såsom Gallipoli ). Sendte hundredetusinder af soldater op af skyttegravene og til den direkte og umiddelbare død foran fjendens maskingeværer         ( såsom Somme og Verdun ). 

Man må somme tider spørge sig selv, hvorfor generaler har for vane at udkæmpe en krig på basis af fortidens planer. Ikke på nutidens. Det var i hvert fald tilfældet på begge sider af fronten under denne krig. I mange tilfælde burde de ansvarlige generaler været stillet for en krigsforbryderdomstol. Det blev de ikke. Det gjorde derimod soldater, der til sidst nægtede at forlade skyttegraven for at gå direkte til slagtning  oppe på marken foran. De blev dømt og skudt som forræddere. Alene Frankrig skød 5.000 af deres egne soldater med den begrundelse. Hvis man vil vide mere om det, bør man se filmen: Ærens Mark.  

Og hvad med DANMARK ? Vi var neutrale og deltog derfor ikke i krigen. Men vi levede højt på den rent økonomisk. Især på vor store eksport til Tyskland. Det var især konserves til soldaterne i skyttegravene ( ofte med elendigt indhold L ). Og også med eksport af tusindvis af heste til den tyske hær.  En del danskere tjente masser af penge på denne måde. De Ny-rige. Og ofte kaldt Gullasch-baronerne.  Det var ikke ment rosende L Det fortælles, at følgende episode udspillede sig i en sporvogn i København midt under krigen:  To nyrige ”baronnesser” taler højlydt sammen, og den ene siger: Måtte denne vidunderlige krig dog bare fortsætte i det uendelige!  Straks rejser en fremmed herre i sporvognen sig op, giver damen en hård, flad lussing og sit visitkort og forlader straks vognen. Der var åbenbart stadig nogen, der havde anstændigheden i behold. 

Men mens selve Kongeriget ikke var deltager i krigen, så havde sønderjyderne ikke noget valg. De havde været en del af Preussen og dermed af Tyskland siden 1864. Derfor måtte 30.000 unge sønderjyder modvilligt i kejserens klæder. De var med på alle fronter. Og ca. 6.000 af dem faldt på slagmarken. Besøg Marselisborg Mindepark i Århus og se navnene på alle dem, der faldt. Det blev indviet i 1925. 

 

Det var dette helvede på jord, der omsider var forbi i dag for 100 år siden.  Dagen er fridag i flere lande, bl.a. her i Belgien og i Frankrig.  Det kan man godt forstå. 

Ude i Vestflandern, ca. 130 km herfra, finder der en række mindehøjtideligheder sted.  Her lå fronten i næsten hele krigen. I byen Ypres / Ieper har belgierne lavet et fantastisk interaktivt mueum om krigen. Og i omegnen af byen kan man besøge 175 krigskirkegårde fra dengang.  Vi har taget masser af danske gæster med derud. De bliver fuldstændig lamslåede. I Danmark ved man stort set ingenting om 1. verdenskrig ( bortset fra i Sønderjylland ).  Og typisk nok er der heller ikke et ord i de danske medier i dag om krigen og mindedagen.  Mennesket glemmer. Især noget, det aldrig har vidst. Og begge dele er for galt.  Især vi danske der er SÅ afhængige af omverden og altid har været det, bør dog i det mindste vide og huske på, at dette ragnarok og dets slutning også var – og er – af koloosal betydning for os.

  

Måske endnu nogle linjer om denne krig. En krig, som mange håbede og troede skulle være krigen mod alle krige, altså den sidste store krig. 

Det hele startede i sommeren 1914. Der var næsten overalt en begejstring. En begejstring for endelig at prøve kræfter med fjenden. Det havde ulmet i nogle år. Nu brugte man et mord i Sarajevo som påskud til at gå i gang. Det ene land efter det andet erklærede de andre krig. I Berlin var der en stemning, som blev beskrevet som ”Frisch und Fröhlich”. Unge meldte sig frivilligt i hundredetusindvis til fronten. Det samme skete i England og Frankrig. Og alle var sikre på, at ”We are home for Christmas”.  

På vestfronten tog Tyskland initiativet ved på trods af internationale aftaler at gå igennem det neutrale Belgien.  Her fik de dog stærk modstand og blev derfor kendeligt forsinkede i forhold til deres overrumplingsplaner. Ja, ude vestpå i Flandern gik det helt galt for angriberne. Her åbnede belgierne for sluserne til Nordsøen, og store områder blev straks oversvømmet. Den tunge tyske militærmaskine kørte uhjælpelig fast i mudderet. Det var den del af hæren, der hurtigt skulle forcere igennem Nordfrankrig langs kanalen og indtage Paris i en knibtangsbevægelse. Den kom aldrig så langt. De sad fast i en stivnet front i Vestflandern under hele krigen. Så den belgiske modstand havde med andre ord STOR betydning for krigens gang og udfald. 

En anden del af den tyske hær gik igennem Sydbelgien og direkte ind i Frankrig. På et tidspunkt stod de kun 30 km fra Paris. Men her satte franskmændene et voldsomt modangreb ind midt i september. Det var her, at tusinder af taxaer fra Paris hurtigt kørte tropperne til fronten. Og nu frøs fronten også fast her. Fast for resten af krigen. 

Det blev en helt forskrækkelig krig i skyttegravene, der strakte sig ca. 450 km fra Kanalen til den schweiziske grænse. Afstanden mellem de to parters forreste grave var ofte kun 100-200 meter. Den første juleaften ( i 1914 ) gik soldaterne endda på flere steder op af skyttegravene og fejrede denne aften sammen ved at synge julesalmer. Det siges også, at på visse steder nåede de underjordiske beskyttelsesrum hinanden, og af og til spillede soldaterne kort med hinanden, når de ikke var på vagt.  Og dagen efter gik så op og skød   ( på ) hinanden. Dette var dog klart undtagelsen.  Og livet i gravene var helt forfærdeligt. Med rotter, sump, døde kammerater, sygdom, kulde. Og soverum ind i jorden, hvor hundreder skulle ligge side om side med kun 40-50 cm mellem gulv og loft. 

Den tyske forfatter Erich-Maria Remargue  ( Kramer stavet bagfra – for det hed han egentlig ) var tysk frontsoldat. Hans bog IntetNyt Fra Vestfronten giver et meget stærkt indtryk af de uudholdelige og helt umenneskelige forhold ved fronten.  Den senere så berygtede Adolf Hitler tilbragte også krigen ved fronten i Belgien. 

Bag fronten var det heller ikke nogen ”søndagsskole”. Især i Belgien fór tyskerne voldsomt frem i deres besættelse af 90 % af landet. De skød f.eks. i tusindvis af civile belgiske gidsler for at sætte sig i respekt.  I Bruxelles var den tyske besættelse særlig hård. Og kun en dygtig og dynamisk borgmester, Adolphe Max, hjulpet af den stedlige amerikanske ambassadør, Brand Whitlock, fik nogle af de værste repræssalier afværget og i det hele taget holdt befolkningens humør nogenlunde oppe under de strenge forhold.  Whitlock skrev senere en meget interessant bog om dette. Den findes også på dansk og hedder ”Belgiens Jammersminde”. 

Fra marts 1918 kom USA aktivt med i krigen. Det sendte en millionhær til Frankrig, heriblandt to af mine farbrødre. De kom i voldsomme kampe med tyskerne omkring Verdun, ikke mindst i de uvejsomme Argonne-skove

Selv om Rusland efter revolutionen havde sluttet seperatfred med tyskerne, var de tyskeresourcer ved at være udtømte. Både de menneskelige og de økonomiske. Og der var uro mange steder i landet – oprør mod krigen, mod generalerne og mod de siddende magthavere. 

Derfor valgte den tyske politiske ledelse at tage imod et tilbud om våbenstilstand i efteråret 1918. Generalerne var ikke enige. De følte sig ingenlunde slået, og de ønskede at fortsætte krigen. Det samme gjorde den øverste amerikanske general ved fronten, John Pershing. Han ville fortsætte helt til Berlin for at sikre, at tyskerne var helt slået. 

Sådan blev det ikke. I dag kl. 05.10 i morges skrev parterne under på en våbenstilstands-aftale på alle fronter fra kl. 11.00.  Kampene fortsatte dog mange steder helt frem til deadline. Således satte Pershing nye angreb igang den formiddag – angreb der kostede tusindvis af amerikanere og tyskere livet.  En kongresundersøgelse i USA var tæt på at kræve generalen til ansvar. Men man droppede det, da han og hans hær overalt blev anset for helte. 

Den sidste britiske soldat faldt ½ minut før kl. 11.00. 

De betingelser, som de allierede stillede tyskerne overfor, var meget hårde.  Men de tyske politikere skrev under – og generalerne trak sig skumlende tilbage. De følte, at den tyske civile hjemmefront havde dolket dem i ryggen, mens de fortsat regnede med en sejr. Det erd en såkaldte dolkestøds-legende, som Hitler og hans kumpaner senere udnyttede så mesterligt til egen fordel. 

Kanonerne tav som aftalt. Men freden var ikke vundet. Det skulle først ske på den store fredskonference i Versailles året efter. 

Og hvad med den tyske kejser Wilhelm ?  Lederen af den tyske indsats i krigen hele vejen igennem. Han havde et kærlighed/had forhold til især det engelske folk. Hans mor var engelsk – datter af Dronning Victoria. Men det siges, at han bl.a. blev anti-engelsk, fordi engelske fødselslæger ikke forhindrede en skade ved fødslen – en skade, der gav ham en stort set lam arm.  Og nu i nederlaget? Han flygtede to dage før våbenstilstanden til det neutrale Holland. Her levede og boede han sammen med sine nærmeste generaler ( alle bar altid  fuld uniform ) på et slot uden for Amsterdam indtil sin død i 1941. De allierede forsøgte at få ham udleveret efter krigen. Men hollænderne nægtede. I 1940 sendte han endda et lykønskningstelegram til Hitler, da denne havde erobret Frankrig.  De har hermed fuldført, hvad der ikke lykkedes for mig, skrev han bl.a.   Selv om han inderst inde kun havde foragt til overs over for ”den lille latterlige korporal”. 

 

Den ødelæggende krig havde blandt andet også ødelagt befolkningernes sundhed. Derfor blev den særlige influenza, den såkaldte spanske syge, så fatal, som den blev. Ialt 27 millioner mennesker, heraf 20 millioner i USA, døde af sygdommen. Den krævede dermed endnu flere ofre end krigen selv. 

 

Jeg synes, det er mere end passende, at vi alle på passende vis mindes alle disse ulykker og menneskeskabte katastrofer netop på dagen i dag.  Den 11. november. 

 

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

Den 11. november 2018   

SØNDERJYLLAND - MINE OPLEVELSER I OG OMKRING LANDSDELEN

Krønike   -  skrevet i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig

SØNDERJYLLAND

Lidt om mine egne oplevelser - og hvad jeg er blevet fortalt

 

Oppe i det himmerlandske vidste man ikke meget om Sønderjylland. Det var et sted langt sydpå, hvor de vist nok snakkede en dialekt, vi ikke kunne forstå. Og sådan var det – og er det ? – over det meste af Danmark.

Men sådan var det ikke i vores familie.  Ikke fordi vi stammede derfra – eller havde familie dernede.  Men fordi min far Alfred arbejdede på en gård i landsdelen i 1926.  Det var i Halk sydøst for Haderslev.  Og hvorfor gjorde han så det?  Sønderjylland var kun seks år tidligere blevet dansk igen efter 56 år som en del af Tyskland.  Det havde været en hård tid af være tysk. Både politisk, økonomisk og kulturelt.  Det var også gået hårdt ud over landbruget, som var landsdelens vigtigste erhverv.  Og de fire krigsår 1914-18 havde været ekstra hårde som i resten af Tyskland.  Omkring 30.000 sønderjyder blev indkaldt til tjeneste i den tyske hær under krigen. Og ca. 6.000 faldt, dvs. hver femte.

Efter genforeningen skulle man i gang med at genrejse landbruget.  Her havde man brug for unge, friske kræfter nordfra.  Det blev min fars og mange andre unges chance.  Han blev hyret, mens han var elev på Ryslinge Højskole på Fyn i 1925-26.   Han fik plads hos gårdmand Erik Eriksen og hans kone Agnethe.   De havde en stor gård i Halk.  Erik havde også været indkaldt som tysk soldat og havde en del af tiden været hos kejserens hof i Berlin.  Det kunne han fortælle mange historier om.    Unge Alfred havde en fantastisk tid hos familien.  Han snakkede om den resten af livet og fortalte, at det ubetinget var den bedste plads, han nogensinde havde haft. Og ikke bare denne familie, man alle sønderjyder han traf.  De var og vedblev at være hans favoritter.  Da jeg mange år senere i 1970 kørte mine forældre rundt i Danmark på en oplevelsestur, kørte vi naturligvis også til gården i Halk. Agnethe havde stadig gården, men var ikke hjemme.  Han havde et par måneder senere et rørende møde med hende på en cafe i Hobro.

Mine egne oplevelser i og med Sønderjylland er også mangfoldige.  Mit første besøg var i sommeren 1958, da jeg sammen med min kammerat Leif tog afsted på telttur til Sønderborg.  DSB gav en gratis billet til skoleelever hvor som helst hen i Danmark dengang. Den nappede vi.  Vi kom til at bo på en campingplads lige midt i Dybbøl skanser – lige over for banegården.   Det var en oplevelse i sig selv. Det gav historiens vingesus!  Også fordi jeg vidste, att min mors farfar fra Vendsyssel gjorde tjeneste som soldat i Skanse II i april 1864. Det gik ham ikke så godt. Han fik en prøjsisk granatsplint gennem halsen og kom på irfirmeri på Frederiksborg Slot i Hillerød.  De reddede hans liv. Men han kunne ikke dreje hovedet resten af livet.   Der var mange andre, der var mindre heldige.

Et af mine næste besøg i det sønderjyske var i 1967. Da var jeg dernede som del af en gruppe statskundskabsstuderende.  Vor fantastiske lærer, H.P.Clausen, var sønderjyde og ville ved et flerdages besøg give os et indblik i, hvordan Sønderjylland er anderledes.  Vi boede på Sandbjerg Slot, som i hvert fald dengang hørte til Aarhus Universitet.  Og vi mødte mange af landsdelens politikere både nord og syd for grænsen. Og både de dansksindede og de tysksindede på begge sider af grænsen. Ja, vi mødte dem faktisk sammen, hvor de kom fint ud af det og alle sammen snakkede det samme sønderjyske, som vi kun delvist forstod, i hvert fald når de blev ivrige. Og det blev de tit.  Jeg husker bl.a. en af lederne af Slesvigsk Parti i Sønderjylland. Det er hjemmetyskernes parti. Han hed Harry Marqvardsen. Han var meget underholdende at høre på.  Også når han fortalte om, hvordan mange hjemmetyskere røg i Frøslevlejren efter befrielsen. Ham selv inkluderet.

Og hvordan fandt vi så ud af, hvem af de gode mennesker der var dansksindet og hvem der var tysksindet?  Det kunne man jo hverken se eller høre på dem. Og dog...    Vi fandt ud af, at de dansksindede sagde hernede og Sønderjylland  - og de tysksindede sagde heroppe og Nordslesvig.   Og Clausen gav os også det tip, at gårde med en flagstang havde dansksindede ejere, mens de tysksindede aldrig havde en flagstang.

 

Jeg har nævnt det syngende sønderjyske sprog flere gange.   Man skal op af stolen for at forstå det hele. En gammel ikke-sønderjysk ven, Poul, havde et udtryk, han påstod at have lært, mens han var soldat i en periode på Søgaard kaserne:  Niet sprek så viel deutsch hæ’ ni’r å’ æ bakk – sonst wælte æ wagn fanden rasme !  Ja, den må du tygge lidt på. Den er vist lidt af en sammenblading.  Det skulle betyde:  La’ være med at snakke så meget tysk her ned ad bakken, eller vælter vognen fanden rasme’ .   Han havde også en anden:   Nær go’er æ tåk na’ Tynne?  Æ tåk na’ Tynne goer wen æ piffe!     Den kan du så tygge lidt på 😊

En anden gammel ven, Povl Christian, er rigtig sønderjyde fra Haderslev. Han optrådte efter et valg for et par år siden som kommentator, hvor han på sønderjysk forsøger at fortælle sin hund, hvorfor valget gik, som det gik.  Lyt godt med her:

https://www.youtube.com/watch?v=GzJZn8ITG8o  

 

Tilbage til det mere alvorlige emne:  de mange faldne sønderjyder som tvungne tyske soldater under 1. verdenskrig.   Efter de fire års krig var der stort set ikke en eneste familie i Sønderjylland, som ikke havde mistet mindst ét familiemedlem.  Man kan spørge, hvorfor de ikke rejste over grænsen til Danmark for at undgå at blive indkaldt. Det var der også nogen, der gjorde.  Men de fleste blev i hjemstavnen. Og det gjorde de især fordi man forventede, at der på et tidspunkt ville komme en folkeafstemning om, at Sønderjylland kunne vende tilbage til Danmark. Og var man først rejst, så kunne man ikke stemme i en sådan afstemning.  Man ville også sikre, at landbrugsjorden så vidt muligt forblev på dansksindede hænder.  Så blev prisen altså bl.a., at man skulle være tysk soldat.   Der er skrevet meget om de år under krigen.  En af de mest interessante bøger, jeg har læst, hedder:  1914-1918:  Danskere på Vestfronten. Skrevet af historikeren Claus Bundgård Christensen. Gyldendal 2009.  536 sider.  Den blev årets historiske bog det år.  En del sønderjyder kom på østfronten i krigen. De er ikke omtalt i denne bog.

Når man kender Aarhus, kender man sikkert også Marselisborg Mindepark.  Her findes det store mindesmærke fra 1934 med navnene på de 4140 faldne danske under 1. verdenskrig. Monumentet er opdelt i fire dele:  Udmarchen. Krigen. Freden. Hjemkomsten.

Der findes også et dansk mindesmærke for de faldne i Braine ved Soisson i Aisne i Frankrig. Ialt 79 navngivne sønderjyske faldne har deres grav i denne mindepark.  Men mindeparken har navnene på alle ca. 5.300 faldne fra Sønderjylland.  Og modsat mindesmærket i Aarhus har man her også navnene på de tysksindede sønderjyder, der faldt.  Vi besøgte Braine den 15. juni 2013 – den dag, hvor kirkegården blev genindviet efter en istandsættelse.  Prins Joachim var til stede ved denne begivenhed, ligesom en stor bus med sønderjyske efterkommere af de faldne var kommet.  En af dem fortalte mig, at 19 af hans slægtninge lå begravet der.

I maj 2014 tog jeg mine to sønner Claus og Lasse, der begge er historikere, på en tur rundt i Sønderjylland.  Vi nåede mange spændende steder og oplevelser på turen fra vest til øst. Lige fra guldhornenes findested i Gallehus ved Møgeltønder til sluserne ved Tønder, Rømø og Ribe ( der ganske vist ikke er sønderjyske ), den gamle hær- og oksevej,  Bov grænseovergang, Dybbøl naturligvis  ( inkl. den skanse, jeg havde boet i i 1958! ),  Gendarmstien, Sønderborg, Als, Frøslev-lejren, en enkelt grænsekiosk ! -  og meget mere.   Og så lod vi dejlige Fakkelgaarden – forne tiders vandrehjem – være vor bopæl under meget af turen.  Det var altsammen en megastor oplevelse for os alle tre.  Og ikke mindst at opleve alle disse steder sammen.

Og til sidst kan jeg også bryste mig lidt af at have kendt en masse spændende ægte sønderjyder i årenes løb.  Hertil hører blandt mange andre min gamle studiekammerat Bertel Haarder, redaktør Frode Kristoffersen, professor og senere minister H.P. Clausen, folketingsmand Jens Skau,  admiral Jes Thomsen, skoledirektør Martin Duus, MFer og minister Eva Kjer Hansen, redaktør Gunnar Hattesen, lektor Erik Beukel, kommunikationsspecialist Povl Christian Henningsen,   redaktør Kirsten Hansen og ikke at forglemme min ”gode uven” Jens Peter Bonde fra Styrtom ved Åbenrå.  Det er dejlige mennesker, hvor man bliver klogere hver gang man møder dem. Og ikke mindst klogere på Sønderjylland.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Ved 100 årsdagen for våbenhvilen i 1. verdenskrig, den 11. november 2018.

niels4europe@gmail.com 

Krønike - Om 1989 og alt det der....

Krønike

Om 1989 og alt det der....

I 2019 er det 30 år siden, at Berlin-Muren faldt. Det er en god anledning til at tænke lidt over alt det, jeg oplevede dengang – både før og efter. Det var noget helt særligt.

Enhver der oplevede Murens fald dengang er sikkert enig med mig i, at det var noget af det største, man nogensinde har oplevet i sit liv.  Den 9. november 1989 om aftenen vil for altid stå som noget helt specielt.

Og især for mig, der igennem mange år dengang havde beskræftiget mig – også professionelt – med de dybfrosne, afskyelige og meget menneskefjendske regimer på den anden side af jerntæppet. Af disse regimer var DDR et af de værste og mest udspekulerede. Tysk grundighed fornægtede sig ikke, heller ikke når det gjalt om at organisere et diktatur med Stasi og alt, hvad dertil hørte.

Det hele startede i 1980, da elektrikeren Lech Walesa tog alvorligt livtag med det polske kommunistiske regime. Vi tænkte vel alle på, om sovjetisk panser nu for 4. gang ville knuse et folkeligt oprør i en østeuropæisk satellitstat ( som i 1953 i Østtyskland, 1956 i Ungarn og i 1968 i Tjekkoslovakiet).  Og det var tæt på, ved vi i dag.  Den polske kommunisitiske leder, general Jaruzelski, havde sikkert ret, da han kort tid efter satte en undtagelsestilstand i værk med begrundelsen om, at det skete for at undgå en sovjetisk militær indgriben.

Da Michail Gorbatjov kom til magten i Sovjet i 1985, var det klart for de fleste, at der var nye vinde på vej. Det gik lidt frem og tilbage – men tendensen var klar.

Efter jeg startede som kommunikations-direktør i Kommissionen i Bruxelles fra september 1988 var alt omkring Østeuropa for vort vedkommende  dog fortsat ”business as usual”. Ingen formelle kontakter overhovedet. De var lukket land. Som det havde været i mange, mange år.

Men det skulle hurtigt blive anderledes. Meget anderledes. I løbet af 1989 kom der mere og mere gang i uroen mange steder i Østeuropa. Også i DDR.  Her organiserede modige mennesker hver mandag aften større og større demonstrationer, især i Leipzig, under parolen ”Wir sind das Volk”.  De ville have demokrati. Og de ville have det nu. Skæbnens ironi ville, at DDR ledelsen under stor pomp og pragt fejrede DDRs 40 års jubilæum i starten af oktober. Det var her, Gorbatjov kom til Berlin og hviskede Erich Honecker i øret: Den, der glemmer historien, er fortabt.  Forstået på den måde, at du skal forberede dig på, at alt snart er forbi for dig.

Kommissionen havde et kontor i Vestberlin. Det hørte under mig. Og vi besluttede, at nu måtte vi gøre noget for at hjælpe demokraterne i Østtyskland. Så jeg tog personligt til Leipzig et par gange til mandags-demonstrationerne.  Og de Europa-flag, jeg havde med, var meget populære.  De blev meget aktivt brugt af demonstranterne sammen med det vesttyske flag.  Det var noget helt særligt at gå med der. Det startede ved Skt. Nikolai Kirche og gik fredeligt gennem de centrale dele af byen. Ude på fortovet og i sidegaderne stod det østtyske politi (VOPOs eller Volkspolizei). Ville de pludselig begynde at skyde?  Det var der ingen, der vidste?  Og russerne havde stadigvæk på det tidspunkt flere hundredetusinde soldater i DDR. Hvad kunne de finde på?  Nu bagefter ved vi, at de havde fået besked på at holde sig i ro. Men det var der ingen, der vidste dengang. Det var nervepirrende. Men det havde sin virkning.  Og demonstrationerne blev grundigt dækket af bl.a. vesttysk fjernsyn, som kunne ses overalt i DDR og i det meste af Østeuropa.  Det havde helt klart en meget stor betydning for det, der videre skete alle steder.

Og så var der pludselig den 9. november:  Ved et uheld (?) kom den østtyske kommunist-leder Günter Schabowski til på en pressekonference at sige, at Muren var åben . Og den var åben her og nu.   Det kan nok være, at østberlinerne reagerede, selv om det var hen på aftenen. De myldrede til Vestberlin. Alt imens de østtyske grænsevagter så måbende til. De havde nemlig ikke fået besked. Men heldigvis var der ingen, der reagerede i panik ved at trykke på aftrækkeren. Alt forløb i god ro og uorden!

Jeg var ikke i Berlin den aften – desværre.  Men jeg tog derover kort tid efter.  Og ganske rigtigt. Man kunne frit vandre igennem Muren, igennem Brandenburger Tor, allesteder. Alt var åbent.  Og det mest oplivende var næsten at se, hvor glade berlinerne på begge sider af zonegrænsen var. Og det var de i lang tid.

Grænsen var der stadig. Det meste af Muren stod der fortsat. Men nu kunne folk klatre op på den, danse på den, male på den, også på østsiden – alt var muligt.

Jeg greb selv øjeblikket ved – af en østtysker – at leje en hammer og en mejsel. Det kostede 18 Mark for en halv time. Og bevæbnet med dem fik jeg húgget et godt stykke af Muren ud, som jeg så kunne tage med hjem. Jeg valgte vestsiden, fordi her var den fint malet.   Den findes stadig på væggen  i vor stue i Rixensart.  Et helt særligt minde fra dengang.

Snart startede EU med at forhandle med de nye, ikke-kommunistiske ledere om samarbejde. Jeg var med i et par af delegationerne. Jeg husker især et møde med den unge, søde østtyske udenrigsminister, Petra Erler. Kun omkring 30 år og meget charmerende og dynamisk. Vi var til møde med hende i det næsten tomme, men kolossale østtyske udenrigsministerium. Det blev senere totalt nedrevet på grund af, at det var fyldt med asbest!  Jeg blev iøvrigt senere kollega med Petra, da hun blev ansat i Kommissionen, og vi har fortsat hyggelig kontakt, selv om hun nu er rejst tilbage til Tyskland.

EUs store arbejde i den kommende tid for at hjælpe med samlingen af Tyskland involverede også i høj grad min afdeling. Jeg havde en nær medarbejder, David Spence, direkte med i den Task-Force, som tog sig af hele koordineringen.

Den 3. oktober 1990 blev den officielle samling af Tyskland skrevet under i Berlin. Som Willy Brandt sagde ved den lejlighed: Was zusammen gehört, muss zusammen wachsen.

Vi besøgte iøvrigt Berlin på privatbesøg nogle få dage efter genforeningen. Vi havde min datter Cecilie med, og vi boede på en stort nyistandsat hotel i Østberlin, lige ved siden af den sønderbombede Berliner Dom og ikke langt fra Alexanderplatz.  Det var noget helt særligt at være netop dér på det tidspunkt.

 

”Løjerne” i Østeuropa fortsatte i hastigt tempo efter Murens fald. Den ene grænse efter den anden faldt. Pigtråden blev erstattet af åbne grænser. Alle kunne rejse til Vesteuropa, hvis de ville. Og vel at mærke rejse hjem igen uden risiko. Og mange, der under stor risiko var flygtet i årenes løb, kunne nu vende hjem til deres hjemstavn, hvis de ønskede det.

Det næste skarpe hjørne jeg husker var udviklingen i Rumænien ved juletid 1989. Diktatoren (”Slagteren fra Karpaterne”), Nicolae Ceaucescu, var som sædvanlig sen til at opfatte, hvor det bar hen.  Ved juletid var det slut – og han og hans onde kone blev lyn-henrettet af oprørerne.  EU trådte med det samme til med nødhjælp i stor stil til rumænerne. Det betød for mit vedkommende, at jeg på selve juleaften var på arbejde hele aftenen til ved 23-tiden. Min opgave var at få alle vore kontorer over hele Europa mobiliseret for at fortælle medierne, hvad EU gjorde af konkret indsats for at hjælpe rumænerne. Det var en fornøjelse at opleve, at ikke ét kontor vægrede sig på trods af juletiden. De mødte straks op og gik igang. Og alle Europas medier bugnede med disse informationer samme aften og dagen efter.

Straks efter nytår tog Kommissionens hollandske næstformand, Frans Andriessen, på lyntur til tre af de vigtigste østlande, hvor der var nye ledere at snakke med.  Det var helt i starten af januar 1990. Det skete i et lille privatfly med en lille delegation – inkl. mig- og min nære medarbejder Thomas Christensen. Og vi havde en håndfuld journalister med til at dække turen, herunder min ven Poul Smidt fra Danmarks Radio.  Det blev en fantastisk tur over 2-3 dage.  Først til Prag for at møde de nye tjekkiske ledere med Vaclav Havel i spidsen, Alexander Dubcek som ny formand for parlamentet og nogle flere. Så til Sofia i Bulgarien, hvor de ”nye” ledere stadig var fra det gamle regime og i høj grad præget af det. De vidste, de var nødt til  at samarbejde. Men i realiteten gjorde de det ikke. Endnu. Og herfra til Bucharest i Rumænien, hvor oprøret slet ikke havde lagt sig endnu.  Der var undtagelsestilstand, og lufthavnen i Bucharest var stadig lukket. Da vi fløj fra Sofia, vidste vi ikke, om vi fik lov til at lande i Rumænien. Men det gjorde vi. Vi kom til en by med militær overalt – kampvogne, soldater, kanonstillinger. Også i statsministeriet, hvor vi mødte den nye yngre fransktalende leder, Petre Roman, stod der soldater med maskinpistoler med to meters mellemrum, ikke bare udenfor, men på alle gangene.  Jo, det var ”hyggeligt”.  Selv til den afsluttende pressekonference, der blev holdt i en stor amfiteatralsk mødesal på et stort hotel, stod der soldater med maskinpistoler op og ned langs stolerækkerne.  Jo, der blev passet endda meget på. Man vidste, at Ceaucescus hemmelige politi, Securitate, stadig var overalt.  Der skete dog ikke noget. Vi havde meget interessante og lovende, men noget kaotiske møder. Der var lagt op til et hurtigt og tæt samarbejde for at konsolidere de nye og rimeligt demokratiske regimer.

Det blev hurtigt til mange flere besøg i disse og andre lande for at udvikle samarbejdet, også om kommunikation. Det var vigtigt, at befolkningerne hurtigt fik mulighed for at finde ud af, hvad EU var og stod for.  Hidtil var de blevet bildt de værste historier om EU som fascismens forlængede arm på ærmet af deres kommunistiske diktatorer. Og selv om de fleste aldrig troede på det, var der alligevel et enormt informationsbehov.  Det var meget berigende at være med til at organisere det i månederne og årene derefter.

Iøvrigt tog vi allerede i maj 1990 til Prag på privat ferie – også denne gang sammen med Cecilie, der stadig boede hos os i Bruxelles.  Vi blev indkvarteret på Hotel Praha – et hotel, som hidtil havde været helt reserveret for topkommunister fra hele Østeuropa.  Da vi i lufthavnen hyrede en taxa og sagde Hotel Praha, spurgte han straks, om vi var kommunister (så ville han formentlig ikke have kørt for os!). Det viste sig at være et kæmpekompleks – bygget lidt ligesom de danske Scanticon centre i sin tid. Og vi kunne for små penge hyre en af deres sorte russiske Zim-limousiner til at køre os ind til centrum. Det gjorde vi dog kun en eller to gange, fordi folk så på dem (og på os) med afsky, fordi de var limousinerne for de tidligere diktatorer!  Sådan lærer man hele tiden noget!

 

Alle disse oplevelser med de ny-opdukkede lande blev i september 1991 kronet med en tur til de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen. Det skete ganske få dage efter, at de hver især havde erklæret sig uafhængige af Sovjetunionen. Sikke oplevelser, vi også fik på den rundtur.  Det kræver et særligt Krønike-afsnit.

 

Niels Jørgen Thøgersen

niels4europe@gmail.com 

EUROPE DIRECT - BRIEF FACTS ON HOW IT IS FUNCTIONING

Krønike

EUROPE:  DEMOCRATIC DEFICIT ?

You’d better get your facts right

When discussions about Europe are getting heated and loud you often hear people say : But Europe has a democratic deficit !  Implying that you do not have to take Europe seriously.  Funnily enough, this assertation is in particular presented by people knowing very little about the way Europe has been started and the way it is working.  Or people who on purpose want to talk Europe down and not up.

Let us reflect for a second : what does democratic deficit mean ?  It means that the important decisions are taken by people, who are not democratically elected and therefore not directly responsible to the voters. This is the essence of a democratic deficit – like in autocratic states or outright dictatorships.

The reality is simple :

The European Union is all the way based on democratically prepared and agreed Treaties. And it is run in full compliance with the fundamentals of any modern democracy :  the seperation of powers between three democratically elected and appointed branches – each with its clearly defined tasks.

There is, therefore,  no democratic deficit in the European Union. There are « no faceless bureaucrats » taking the decisions.  All decisions are taken by democratically elected institutions.   The « faceless bureaucrats » are ensuring a professional and serious preparation of all decisions – like all their « faceless colleagues » in the member states « .

 

Now to more details :

Let us have a close-up look on what the European Union ( EU ) is, what it is based upon , and how it de facto works.   And then we can at the end try to go hunting for the democratic deficit to see, if it can be found anywhere.

The foundations of the EU:

The European Union is based on the Treaties negotiated and agreed by the member states.  The first treaty was the Treaty of Paris in 1951, creating the European Coal and Steel Community. It was later followed by the Treaties of Rome in 1957, establishing the European Economic Community and the European Atomic Energy Community.  And these treaties have later been changed and updated with several treaties giving the EU more tasks and more member states.

The fundamental fact is that each and every Treaty has been agreed, signed and ratified by each member state. Every single chapter, every single article.  Therefore, each member state is fully committed to follow the treaties.  No more, no less.  This is fully in compliance with all our normal democratic rules and principles.

 

The functioning of the EU :

The EU treaties are based on the key democratic principle of clear separation of powers :  the legislative, the executive and the judiciary powers. 

The legislative power lies with the Council of Ministers – consisting of ministers democratically elected in all member states – and with the European Parliament, directly elected by all voters in the member states every five years.  The rules on how to legislate ( unanimity, qualified majority or simple majority in the Council ) are clearly spelled out in the Treaties.  

The executive powerlies with the Commission, elected every five years by the member states and the European Parliament.  It can like most national governments be fired by the European Parliament.  Its main tasks are to make proposals to new legislation, to manage the approved legislation and to ensure that everybody, incl. the member states,  fulfills their obligations and do not violate any of the agreed politicies and rules. If they do so, the Commission may according to the treaties start legal procedures against them – or if needed raise the matter with the European Court of Justice.

The judiciary power lie with the European Court of Justice.  Its task is as described in the Treaties to interprete EU law, settle legal disputes and to ensure its equal application across all EU member states.  It also rules on cases sent to it by national courts.  Its rulings are final and valid for everybody.  The judges ( one from each EU member state ) are nominated by common accord by the member states for six years, and they may be renewed.  The Court works like all courts in democratic societies in full independence of the legislative and the executive branch.

 

Frequently asked questions:

1.      There are lots of working groups under the Council, in the European Parliament and in the Commission.  Why ?   And why are they not open to the public ?

 

Answer:   All these working groups are there to ensure a proper and profound preparation of all legislation.  A legislation which takes fully into consideration that the EU consists of 28 different member states and therefore has to ensure that it all functions well everywhere.   And such working groups are not different from the many working groups in the member states ( in the parliaments and in governments ).  They include representatives from member states and in the European Parliament from the different political groups.  

 

In order to ensure that these working groups can work efficiently without outside interference the public, incl. the media, does not have access to their meetings. This is exactly like in the member states.   Before any legislation is approved it has always been available to the public via the European Parliament and via the national parliaments, which today are very much involved in preparation of new EU legislation.

 

From time to time working groups, esp. under the Commission, are in certain cases mandated to take certain decisions. But this is always on the basis of a mandate from the democratically elected institution.

 

2.      Why are no measures taken to stimulate involvement of the public before big initiatives are taken?

Answer:   Many such measures are taken all the time.   The Commission often presents public Green Papers before new major initiatives are taken.  They describe what the issue is all about and lays out a number of possible solutions. These Green Papers are meant to stimulate a public debate, and everybody is invited to send reactions and suggestions to the Commission.   On the basis of that the Commission will often make a follow-up with a so-called White Paper, where it spells out how it suggests to move on.

The problem often is, that relatively few citizens take part in this process. Room for improvement !

Another EU initiative to involve citizens are the CITIZENS’ DIALOGUES.  They take place in all member states.   See more here:

https://ec.europa.eu/commission/future-europe/consultation-future-europe_en

 

3.      Why is it almost imposssible to get information on what happens in the EU ?

 

Answer :   It isn’t !   The EU is not further away than your nearest telephone. How is that ?   

 

The EU is running a free service in all 24 official languages called :

EUROPE DIRECT.

 

You can from any phone inside the EU for free call this number :  

00800 6 7 8 9 10 11

 

You will be automatically connected to a person speaking your language. And you may ask any question you have about the EU.  If there is a reply, they will give it to you. Or come back to you, when they have found it.

 

You may also send your questions online to :

EUROPE DIRECT.  And you will get your answer within 3 working days.

 

You can see more about this free service here :

              https://europa.eu/european-union/contact/write-to-us_en