Krønike i kort form

KRØNIKE: Løbende Indholdsfortegnelse med angivelse af NYT




1956-60:    Min tid som togdreng            -     Nyt

1958-60:    Avisdreng på arbejde            -     Nyt

1958:         Min allerførste udlandsrejse  -    Nyt

1918-:        Sønderjylland                        -    Nyt

                  - skrevet i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig

1914-18:    1. verdenskrig - et helvede og dets afslutning

2016:         Pozières - a battle field in the Somme - illustrated by the fate of Liselotte's

                  German relative Franz Stern

2017:         Mit barnebarn Anna Maria digt om 1. verdenskrig - set fra Australien

2009- :       European Citizenship



NJT – den 12 11 2018




Why it is so important

Have a good look at this picture to the right: 

They are my lovely grand daughters – Zoe (8) and Anna Maria (12).  Why are they so happy ?  Because they just received their Danish passports.  They are Danes. And actually, they have been Danes right from their birth.   Children with a Danish mother – like Cecilie – or a Danish father are by definition Danes from birth.  

Until 2015 this was a problem. Because according to Danish law until then you were not allowed to have another nationality, when you were Danish.  And both our girls are born in England and have a British passport.  But from 2015 double and multiple citizenship finally became possible also for Danes.

So here they are !    A Danish passport for each of them for life!


Why is that important?   It is so for a number of reasons :

1.     A Danish passport shows that you are a Dane.  You have the rights and the duties like any other Dane. Also if you live abroad, as Anna Maria and Zoe do ( in Australia ).  You can stay, live, study, work, own property, etc. like any other Dane. 

2.     A Danish passport probably also gives a stronger psychological feeling of being part of Denmark, the Danish history, the Danish culture, etc.  And we – the family – certainly feel that you are even closer to us all by now :-)  

3.     By having a Danish passport you also enjoy the rights of having a European Citizenship.  What does that mean ?   The EU decided in its Maastricht Treaty from 1993 that all citizens in its member states in addition to the rights being a citizen in their own countries would from then on enjoy a number of additional rights, freedoms and protections. And these rights are automatic and valid permanently.  You do not have to apply for them.  You simply have them, when you are a citizen of a member state in the European Union.


What are these European citizen rights then ?

  • You enjoy free movement in all member states. You can go anywhere at anytime
  • You are free to settle down in all member state where you want to
  • You have the right to study and work everywhere in the EU
  • You are free take goods, services and capital with you anywhere
  • You are protected against any discrimination anywhere in the EU.  You have the right to be treated in exactly the same way as the citizens of the country you are in
  • You have the right to complain directly to the courts, including the European Court of Justice, if you think that your rights are not respected
  • You have the right to vote in local elections in the country you stay in on the same conditions as the citizens of that country.  And you also have the right to be a candidate in local elections
  • When travelling outside the EU you have the right to get help from any embassy or consulate of a member state of the EU, if your own country does not have an embassy in the country you visit or stay in.  And you have the right to get exactly the same assistance as the citizens of the country of the embassy or consulate.

You can ready much more about your rights in the European Charter of Fundamental Rights in the European Union.   It is now part of EU’s Lisbon Treaty of 2009 and therefore legally binding in all member states. 

4.     Anna Maria and Zoe both have also a British passport.  Doesn’t that also  give the additional rights, freedoms and protections of European Citizenship?    The answer is yes right now.  But as the United Kingdom intends to leave the European Union by March 30, 2019 it will no longer be a member state as of that date.  It will be a socalled third country. Therefore, the European Citizenship is no longer valid for carriers of British passports as of that date.   


So I believe that this is also why Anna Maria and Zoe are so happy to be Danes and having a Danish passport.



for ANZAC DAY, April 25, 2017

Background:  ANZAC was the joint military force, which Australia and New Zealand sent to Europe to fight on the side of the allies in World War I.  It means Australian and New Zealand Army Corps.

Their first battle took place on April 25, 2015 in Gallipoli (south of Istanbul).  They met fierce resistance from the defenders, the Ottoman Turks. More than 8000 Australian and 3000 New Zealand soldiers died in this battle.  Later  the ANZAC troops were fighting in the war in France. And about 60.000 Australian and 17.000 New Zealand soldiers were killed during the whole war.

Australia and New Zealand have ever since WWI recognised April 25 as the national remembrance day.

 My 11 year old lovely granddaughter Anna Maria is attending school in Perth in Western Australia. Her class is preparing the April 25 remembrance day at the moment. She and her class mates have been asked by their teacher to write a poem for this special day.


Here is Anna Maria's poem:  I think it is a fantastic poem.  And she has been asked to read it in front of all pupils and teachers of her school.


In a field of poppies, the smell of smoke still lies there,

think of the scars those soldiers bear.

The guns boomed while the soldiers hid in the trench,

all the while there is a terrible stench.

Coming from all the deathly diseases, above lurks all the evil.

Still in this field the memories lie,

as you think of all the Australians who died.

The ships that docked upon Gallipoli shore,

completely unaware that so many had died before.

Even the trip to Gallipoli was long and bad,

though they had no idea of the unpleasant surprise to be had. 


Anna Maria Ntoumani.  


Niels Jørgen Thøgersen

- a very proud grandfather :-)



Illustrated by the fate of Liselotte’s German relative Franz.


A Story About His Short Life 1895 - 1916

Friedrich-Franz Stern was born on Friday 13th September 1895. His family called him Franz. His parents were Auguste, born Bichels (42 years) and Moritz Stern (46 years). They lived at Rothenbaum Chaussee in the Alster district of Hamburg. Moritz was the co-owner of a large insurance company for small ships on the river Elbe. Franz was the youngest in a family of 8. The other seven were all girls. Liselotte’s paternal grandmother Lilli was one of them. Auguste and Moritz second child was a stillborn son, but finally another boy came along. There is no doubt that he must have been very, even very much spoiled by his 7 sisters and also by his parents.

But the happiness in the family would not last. Already when Franz was 3 years old, his father was blind. He got an incurable eye disease. The daughters still living with their parents took turns to read the newspaper to him every day and also took turns leading him to and from his office in the morning and in the evening.

We do not know much about Franz’s childhood years and adolescence. He has certainly gone to good schools. The neighbourhood was - and is - one of the best in Hamburg.

Fortunately we have a few pictures of Franz as a child.

In this picture he is seen with his seven older sisters:


The girl on the far right, Lilli born in 1888, is Liselotte’s grandmother.

On the next photo we see him alone a few years later:

A small playful remark about Frantz could be that he was not born with the smallest of ears!

Peace in Germany did not last long, as we well know. In August 1914 the war which became The First World War started. It would be “Frisch und Fröhlich” as many Germans arrogantly said. They – and the world – would become wiser.

There was compulsory military service in the Emperor’s Germany. All men between 17 and 42 years had a duty to defend the fatherland. And when you were 20 years old, you were automatically drafted into the military. It happened to Franz in September 1915, and then it was off to the barracks. He was part of the infantry (infantry Regiment No. 84), (the picture above has nothing to do with his military uniform ). The regiment was also called the “von Manstein Regiment” (after its first regiment commander, General von Manstein) or “Schleswiges Regiment”.  It was established in 1866 and was only dissolved in 1919.

Before long he was off to the front in France. Since the autumn of 1914 a trench warfare had been going on between the Germans and the allied armies. Franz and his regiment came to northern France – close to the small village of Pozieres, not far from Amiens. It was a typical French village with a few hundred inhabitants, mostly farmers. Here, the two armies were facing each other.

Sometimes it was peaceful - and boring - not to mention dirty - in the trenches. Much of the time was simply spent being on guard. As the saying goes: In war the waiting takes up most of the time.

We have a photo of a soldier from a German trench in the Pozieres countryside. It shows an officer and an ordinary soldier behind. It could very well be an image of Franz.


In July 1916 the allies decided to launch a major offensive against the German forces in the Somme area around Pozières. The Germans had entrenched themselves in advanced fortifications, known to the soldiers as the “Gibraltar Blockhaus”. It was mainly used for observations of Allied movements, and therefore it was of utmost importance to the Allies to defeat the enemy and take “Gibraltar”. It happened over a number of days from 23 rd July 1916. The attackers were Australian troops who had come here from the fierce fighting in Gallipoli in Turkey in 1915. The fighting at “Gibraltar” and throughout the Pozieres area was so hard that the Australians had over 5,000 dead and wounded in these battles. There were of course also thousands of dead and wounded on the German side, including some 3,000 missing soldiers, that is soldiers who could not be traced after the fighting.

Franz was among the missing. He fell in the fierce fighting on Wednesday, 26 July 1916.

This photo from “Gibraltar” close to Pozières was taken a few days after the fighting.


There was not much left of anything including the dead soldiers on both sides.

If you want to know more about the terrible conditions at the front, you should read Erich Maria Remarque’s famous book written in 1928: All Quiet on the Western Front (Im Westen Nichts Neues).

Remarque (whose real name was Kramer) was like Franz a German soldier on the Western Front in World War One. It is a horrifying story of how life was for the soldiers. As the newspaper Le Monde wrote in its review: A man has spoken on our behalf, all us ordinary soldiers.

Here is another interesting part of this story: When for Christmas 2014 we were visiting my daughter and her family in Perth in Western Australia, we came across a war memorial in the beautiful King’s Park for the Australian soldiers who fought and died in Pozières in July 1916 and who came from Perth. They had sailed from Albany south of Perth, had received additional training in the area around the pyramids in Egypt, were then put into the Battle of Gallipoli in Turkey and went from there to the Somme front. It is a small world.


Australian memorial in Pozieres.                     Australian memorial in Perth for the fallen in Pozières.

At home in Hamburg the local police conveyed the sad message about Franz’s death to his family.

It was a terrible chock for the whole family but perhaps worst for Moritz, who certainly had hoped that Franz - as the only son – would be the heir to the successful insurance company “Minden und Stern”.  But it was not to be. Although Moritz had not seen Franz with his own eyes since he was 3 years (due to his blindness), they were nevertheless very close to each other.

This sad message left its mark on Moritz . He died less than five months later – falling down the basement staircase in the family house.

Although they could not give Franz a proper funeral, his name was added on the family’s large tombstone on Nienstädter Friedhof close to the river Elbe in the west of Hamburg:


It reads: In memory of our dear son and brother Friedr.Franz Stern, Res. Inf.Reg. No. 84, bornSeptember 13th, 1895, fallen for the fatherland July 26, 1916 at the Somme.

We visited Pozieres in 2012 which today is a peaceful small village.


There are, of course, lots of war cemeteries and war memorials in the area.

On the occasion of the 100th anniversary of the Battle of the Somme, the German Kriegsgräber-Verband is setting up memorial plaques with the names of all the unknown fallen soldiers on the 1 st of July this year. It happens at the cemetery Fricourt, near Pozieres. Frantz will of course be among the names on the memorial. We are planning to visit Fricourt in the not too distant future.

To put it all into the proper context, it has to be said that The Battle of the Somme lasted only from

the1 st July to the 18th November 1916. Half a million German soldiers, half a million British and Commonwealth soldiers and 200,000 French soldiers lost their lives. And the only result was that the front line moved a few kilometers in one or another direction. A monstrous slaughter took place here, and in our opinion the generals on all sides should have been court-martialed for their deeds afterwards.


Liselotte and Niels Jørgen Thøgersen

May 2016


3rd edition.







Det er nu – næsten mens jeg skriver – den 11.11. kl. 11.   Og dermed er det på slaget 100  år siden 1. verdenskrig sluttede. 

Ialt 1.564 dages helvede for millioner af mennesker var endelig slut.  Ialt 65 millioner unge og mindre unge mænd var i krigens løb blevet mobiliseret som soldater. Af dem døde godt 8 ½ million på slagmarkerne.


Tabstallene fordelte sig således:


  • Tyskland:             1,8 millioner
  • Rusland:               1,7 millioner
  • Frankrig:             1,4 millioner
  • Østrig-Ungarn:   1,2 millioner
  • Storbritannien:   947.000
  • Italien:                 400.000
  • Serbien:               360.000
  • Tyrkiet:               325.000
  • USA:                    115.000
  • Belgien:                 53.000 


Hertil kom alle de civile tab. Frankrig alene havde 6 millioner døde som følge af krigen. Og de enorme materialle ødelæggelser

Den 1. verdenskrig var den første industrialiserede krig. En krig, hvor især maskingeværet med op til 500 skud i minuttet dominerede slagmarkerne.  Og en krig, hvor både politikere og især generaler på begge sider begik frygtelige fejltagelser. Åbnede nye fronter på håbløse steder ( såsom Gallipoli ). Sendte hundredetusinder af soldater op af skyttegravene og til den direkte og umiddelbare død foran fjendens maskingeværer         ( såsom Somme og Verdun ). 

Man må somme tider spørge sig selv, hvorfor generaler har for vane at udkæmpe en krig på basis af fortidens planer. Ikke på nutidens. Det var i hvert fald tilfældet på begge sider af fronten under denne krig. I mange tilfælde burde de ansvarlige generaler været stillet for en krigsforbryderdomstol. Det blev de ikke. Det gjorde derimod soldater, der til sidst nægtede at forlade skyttegraven for at gå direkte til slagtning  oppe på marken foran. De blev dømt og skudt som forræddere. Alene Frankrig skød 5.000 af deres egne soldater med den begrundelse. Hvis man vil vide mere om det, bør man se filmen: Ærens Mark.  

Og hvad med DANMARK ? Vi var neutrale og deltog derfor ikke i krigen. Men vi levede højt på den rent økonomisk. Især på vor store eksport til Tyskland. Det var især konserves til soldaterne i skyttegravene ( ofte med elendigt indhold L ). Og også med eksport af tusindvis af heste til den tyske hær.  En del danskere tjente masser af penge på denne måde. De Ny-rige. Og ofte kaldt Gullasch-baronerne.  Det var ikke ment rosende L Det fortælles, at følgende episode udspillede sig i en sporvogn i København midt under krigen:  To nyrige ”baronnesser” taler højlydt sammen, og den ene siger: Måtte denne vidunderlige krig dog bare fortsætte i det uendelige!  Straks rejser en fremmed herre i sporvognen sig op, giver damen en hård, flad lussing og sit visitkort og forlader straks vognen. Der var åbenbart stadig nogen, der havde anstændigheden i behold. 

Men mens selve Kongeriget ikke var deltager i krigen, så havde sønderjyderne ikke noget valg. De havde været en del af Preussen og dermed af Tyskland siden 1864. Derfor måtte 30.000 unge sønderjyder modvilligt i kejserens klæder. De var med på alle fronter. Og ca. 6.000 af dem faldt på slagmarken. Besøg Marselisborg Mindepark i Århus og se navnene på alle dem, der faldt. Det blev indviet i 1925. 


Det var dette helvede på jord, der omsider var forbi i dag for 100 år siden.  Dagen er fridag i flere lande, bl.a. her i Belgien og i Frankrig.  Det kan man godt forstå. 

Ude i Vestflandern, ca. 130 km herfra, finder der en række mindehøjtideligheder sted.  Her lå fronten i næsten hele krigen. I byen Ypres / Ieper har belgierne lavet et fantastisk interaktivt mueum om krigen. Og i omegnen af byen kan man besøge 175 krigskirkegårde fra dengang.  Vi har taget masser af danske gæster med derud. De bliver fuldstændig lamslåede. I Danmark ved man stort set ingenting om 1. verdenskrig ( bortset fra i Sønderjylland ).  Og typisk nok er der heller ikke et ord i de danske medier i dag om krigen og mindedagen.  Mennesket glemmer. Især noget, det aldrig har vidst. Og begge dele er for galt.  Især vi danske der er SÅ afhængige af omverden og altid har været det, bør dog i det mindste vide og huske på, at dette ragnarok og dets slutning også var – og er – af koloosal betydning for os.


Måske endnu nogle linjer om denne krig. En krig, som mange håbede og troede skulle være krigen mod alle krige, altså den sidste store krig. 

Det hele startede i sommeren 1914. Der var næsten overalt en begejstring. En begejstring for endelig at prøve kræfter med fjenden. Det havde ulmet i nogle år. Nu brugte man et mord i Sarajevo som påskud til at gå i gang. Det ene land efter det andet erklærede de andre krig. I Berlin var der en stemning, som blev beskrevet som ”Frisch und Fröhlich”. Unge meldte sig frivilligt i hundredetusindvis til fronten. Det samme skete i England og Frankrig. Og alle var sikre på, at ”We are home for Christmas”.  

På vestfronten tog Tyskland initiativet ved på trods af internationale aftaler at gå igennem det neutrale Belgien.  Her fik de dog stærk modstand og blev derfor kendeligt forsinkede i forhold til deres overrumplingsplaner. Ja, ude vestpå i Flandern gik det helt galt for angriberne. Her åbnede belgierne for sluserne til Nordsøen, og store områder blev straks oversvømmet. Den tunge tyske militærmaskine kørte uhjælpelig fast i mudderet. Det var den del af hæren, der hurtigt skulle forcere igennem Nordfrankrig langs kanalen og indtage Paris i en knibtangsbevægelse. Den kom aldrig så langt. De sad fast i en stivnet front i Vestflandern under hele krigen. Så den belgiske modstand havde med andre ord STOR betydning for krigens gang og udfald. 

En anden del af den tyske hær gik igennem Sydbelgien og direkte ind i Frankrig. På et tidspunkt stod de kun 30 km fra Paris. Men her satte franskmændene et voldsomt modangreb ind midt i september. Det var her, at tusinder af taxaer fra Paris hurtigt kørte tropperne til fronten. Og nu frøs fronten også fast her. Fast for resten af krigen. 

Det blev en helt forskrækkelig krig i skyttegravene, der strakte sig ca. 450 km fra Kanalen til den schweiziske grænse. Afstanden mellem de to parters forreste grave var ofte kun 100-200 meter. Den første juleaften ( i 1914 ) gik soldaterne endda på flere steder op af skyttegravene og fejrede denne aften sammen ved at synge julesalmer. Det siges også, at på visse steder nåede de underjordiske beskyttelsesrum hinanden, og af og til spillede soldaterne kort med hinanden, når de ikke var på vagt.  Og dagen efter gik så op og skød   ( på ) hinanden. Dette var dog klart undtagelsen.  Og livet i gravene var helt forfærdeligt. Med rotter, sump, døde kammerater, sygdom, kulde. Og soverum ind i jorden, hvor hundreder skulle ligge side om side med kun 40-50 cm mellem gulv og loft. 

Den tyske forfatter Erich-Maria Remargue  ( Kramer stavet bagfra – for det hed han egentlig ) var tysk frontsoldat. Hans bog IntetNyt Fra Vestfronten giver et meget stærkt indtryk af de uudholdelige og helt umenneskelige forhold ved fronten.  Den senere så berygtede Adolf Hitler tilbragte også krigen ved fronten i Belgien. 

Bag fronten var det heller ikke nogen ”søndagsskole”. Især i Belgien fór tyskerne voldsomt frem i deres besættelse af 90 % af landet. De skød f.eks. i tusindvis af civile belgiske gidsler for at sætte sig i respekt.  I Bruxelles var den tyske besættelse særlig hård. Og kun en dygtig og dynamisk borgmester, Adolphe Max, hjulpet af den stedlige amerikanske ambassadør, Brand Whitlock, fik nogle af de værste repræssalier afværget og i det hele taget holdt befolkningens humør nogenlunde oppe under de strenge forhold.  Whitlock skrev senere en meget interessant bog om dette. Den findes også på dansk og hedder ”Belgiens Jammersminde”. 

Fra marts 1918 kom USA aktivt med i krigen. Det sendte en millionhær til Frankrig, heriblandt to af mine farbrødre. De kom i voldsomme kampe med tyskerne omkring Verdun, ikke mindst i de uvejsomme Argonne-skove

Selv om Rusland efter revolutionen havde sluttet seperatfred med tyskerne, var de tyskeresourcer ved at være udtømte. Både de menneskelige og de økonomiske. Og der var uro mange steder i landet – oprør mod krigen, mod generalerne og mod de siddende magthavere. 

Derfor valgte den tyske politiske ledelse at tage imod et tilbud om våbenstilstand i efteråret 1918. Generalerne var ikke enige. De følte sig ingenlunde slået, og de ønskede at fortsætte krigen. Det samme gjorde den øverste amerikanske general ved fronten, John Pershing. Han ville fortsætte helt til Berlin for at sikre, at tyskerne var helt slået. 

Sådan blev det ikke. I dag kl. 05.10 i morges skrev parterne under på en våbenstilstands-aftale på alle fronter fra kl. 11.00.  Kampene fortsatte dog mange steder helt frem til deadline. Således satte Pershing nye angreb igang den formiddag – angreb der kostede tusindvis af amerikanere og tyskere livet.  En kongresundersøgelse i USA var tæt på at kræve generalen til ansvar. Men man droppede det, da han og hans hær overalt blev anset for helte. 

Den sidste britiske soldat faldt ½ minut før kl. 11.00. 

De betingelser, som de allierede stillede tyskerne overfor, var meget hårde.  Men de tyske politikere skrev under – og generalerne trak sig skumlende tilbage. De følte, at den tyske civile hjemmefront havde dolket dem i ryggen, mens de fortsat regnede med en sejr. Det erd en såkaldte dolkestøds-legende, som Hitler og hans kumpaner senere udnyttede så mesterligt til egen fordel. 

Kanonerne tav som aftalt. Men freden var ikke vundet. Det skulle først ske på den store fredskonference i Versailles året efter. 

Og hvad med den tyske kejser Wilhelm ?  Lederen af den tyske indsats i krigen hele vejen igennem. Han havde et kærlighed/had forhold til især det engelske folk. Hans mor var engelsk – datter af Dronning Victoria. Men det siges, at han bl.a. blev anti-engelsk, fordi engelske fødselslæger ikke forhindrede en skade ved fødslen – en skade, der gav ham en stort set lam arm.  Og nu i nederlaget? Han flygtede to dage før våbenstilstanden til det neutrale Holland. Her levede og boede han sammen med sine nærmeste generaler ( alle bar altid  fuld uniform ) på et slot uden for Amsterdam indtil sin død i 1941. De allierede forsøgte at få ham udleveret efter krigen. Men hollænderne nægtede. I 1940 sendte han endda et lykønskningstelegram til Hitler, da denne havde erobret Frankrig.  De har hermed fuldført, hvad der ikke lykkedes for mig, skrev han bl.a.   Selv om han inderst inde kun havde foragt til overs over for ”den lille latterlige korporal”. 


Den ødelæggende krig havde blandt andet også ødelagt befolkningernes sundhed. Derfor blev den særlige influenza, den såkaldte spanske syge, så fatal, som den blev. Ialt 27 millioner mennesker, heraf 20 millioner i USA, døde af sygdommen. Den krævede dermed endnu flere ofre end krigen selv. 


Jeg synes, det er mere end passende, at vi alle på passende vis mindes alle disse ulykker og menneskeskabte katastrofer netop på dagen i dag.  Den 11. november. 




Den 11. november 2018   


Krønike   -  skrevet i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig


Lidt om mine egne oplevelser - og hvad jeg er blevet fortalt


Oppe i det himmerlandske vidste man ikke meget om Sønderjylland. Det var et sted langt sydpå, hvor de vist nok snakkede en dialekt, vi ikke kunne forstå. Og sådan var det – og er det ? – over det meste af Danmark.

Men sådan var det ikke i vores familie.  Ikke fordi vi stammede derfra – eller havde familie dernede.  Men fordi min far Alfred arbejdede på en gård i landsdelen i 1926.  Det var i Halk sydøst for Haderslev.  Og hvorfor gjorde han så det?  Sønderjylland var kun seks år tidligere blevet dansk igen efter 56 år som en del af Tyskland.  Det havde været en hård tid af være tysk. Både politisk, økonomisk og kulturelt.  Det var også gået hårdt ud over landbruget, som var landsdelens vigtigste erhverv.  Og de fire krigsår 1914-18 havde været ekstra hårde som i resten af Tyskland.  Omkring 30.000 sønderjyder blev indkaldt til tjeneste i den tyske hær under krigen. Og ca. 6.000 faldt, dvs. hver femte.

Efter genforeningen skulle man i gang med at genrejse landbruget.  Her havde man brug for unge, friske kræfter nordfra.  Det blev min fars og mange andre unges chance.  Han blev hyret, mens han var elev på Ryslinge Højskole på Fyn i 1925-26.   Han fik plads hos gårdmand Erik Eriksen og hans kone Agnethe.   De havde en stor gård i Halk.  Erik havde også været indkaldt som tysk soldat og havde en del af tiden været hos kejserens hof i Berlin.  Det kunne han fortælle mange historier om.    Unge Alfred havde en fantastisk tid hos familien.  Han snakkede om den resten af livet og fortalte, at det ubetinget var den bedste plads, han nogensinde havde haft. Og ikke bare denne familie, man alle sønderjyder han traf.  De var og vedblev at være hans favoritter.  Da jeg mange år senere i 1970 kørte mine forældre rundt i Danmark på en oplevelsestur, kørte vi naturligvis også til gården i Halk. Agnethe havde stadig gården, men var ikke hjemme.  Han havde et par måneder senere et rørende møde med hende på en cafe i Hobro.

Mine egne oplevelser i og med Sønderjylland er også mangfoldige.  Mit første besøg var i sommeren 1958, da jeg sammen med min kammerat Leif tog afsted på telttur til Sønderborg.  DSB gav en gratis billet til skoleelever hvor som helst hen i Danmark dengang. Den nappede vi.  Vi kom til at bo på en campingplads lige midt i Dybbøl skanser – lige over for banegården.   Det var en oplevelse i sig selv. Det gav historiens vingesus!  Også fordi jeg vidste, att min mors farfar fra Vendsyssel gjorde tjeneste som soldat i Skanse II i april 1864. Det gik ham ikke så godt. Han fik en prøjsisk granatsplint gennem halsen og kom på irfirmeri på Frederiksborg Slot i Hillerød.  De reddede hans liv. Men han kunne ikke dreje hovedet resten af livet.   Der var mange andre, der var mindre heldige.

Et af mine næste besøg i det sønderjyske var i 1967. Da var jeg dernede som del af en gruppe statskundskabsstuderende.  Vor fantastiske lærer, H.P.Clausen, var sønderjyde og ville ved et flerdages besøg give os et indblik i, hvordan Sønderjylland er anderledes.  Vi boede på Sandbjerg Slot, som i hvert fald dengang hørte til Aarhus Universitet.  Og vi mødte mange af landsdelens politikere både nord og syd for grænsen. Og både de dansksindede og de tysksindede på begge sider af grænsen. Ja, vi mødte dem faktisk sammen, hvor de kom fint ud af det og alle sammen snakkede det samme sønderjyske, som vi kun delvist forstod, i hvert fald når de blev ivrige. Og det blev de tit.  Jeg husker bl.a. en af lederne af Slesvigsk Parti i Sønderjylland. Det er hjemmetyskernes parti. Han hed Harry Marqvardsen. Han var meget underholdende at høre på.  Også når han fortalte om, hvordan mange hjemmetyskere røg i Frøslevlejren efter befrielsen. Ham selv inkluderet.

Og hvordan fandt vi så ud af, hvem af de gode mennesker der var dansksindet og hvem der var tysksindet?  Det kunne man jo hverken se eller høre på dem. Og dog...    Vi fandt ud af, at de dansksindede sagde hernede og Sønderjylland  - og de tysksindede sagde heroppe og Nordslesvig.   Og Clausen gav os også det tip, at gårde med en flagstang havde dansksindede ejere, mens de tysksindede aldrig havde en flagstang.


Jeg har nævnt det syngende sønderjyske sprog flere gange.   Man skal op af stolen for at forstå det hele. En gammel ikke-sønderjysk ven, Poul, havde et udtryk, han påstod at have lært, mens han var soldat i en periode på Søgaard kaserne:  Niet sprek så viel deutsch hæ’ ni’r å’ æ bakk – sonst wælte æ wagn fanden rasme !  Ja, den må du tygge lidt på. Den er vist lidt af en sammenblading.  Det skulle betyde:  La’ være med at snakke så meget tysk her ned ad bakken, eller vælter vognen fanden rasme’ .   Han havde også en anden:   Nær go’er æ tåk na’ Tynne?  Æ tåk na’ Tynne goer wen æ piffe!     Den kan du så tygge lidt på 😊

En anden gammel ven, Povl Christian, er rigtig sønderjyde fra Haderslev. Han optrådte efter et valg for et par år siden som kommentator, hvor han på sønderjysk forsøger at fortælle sin hund, hvorfor valget gik, som det gik.  Lyt godt med her:  


Tilbage til det mere alvorlige emne:  de mange faldne sønderjyder som tvungne tyske soldater under 1. verdenskrig.   Efter de fire års krig var der stort set ikke en eneste familie i Sønderjylland, som ikke havde mistet mindst ét familiemedlem.  Man kan spørge, hvorfor de ikke rejste over grænsen til Danmark for at undgå at blive indkaldt. Det var der også nogen, der gjorde.  Men de fleste blev i hjemstavnen. Og det gjorde de især fordi man forventede, at der på et tidspunkt ville komme en folkeafstemning om, at Sønderjylland kunne vende tilbage til Danmark. Og var man først rejst, så kunne man ikke stemme i en sådan afstemning.  Man ville også sikre, at landbrugsjorden så vidt muligt forblev på dansksindede hænder.  Så blev prisen altså bl.a., at man skulle være tysk soldat.   Der er skrevet meget om de år under krigen.  En af de mest interessante bøger, jeg har læst, hedder:  1914-1918:  Danskere på Vestfronten. Skrevet af historikeren Claus Bundgård Christensen. Gyldendal 2009.  536 sider.  Den blev årets historiske bog det år.  En del sønderjyder kom på østfronten i krigen. De er ikke omtalt i denne bog.

Når man kender Aarhus, kender man sikkert også Marselisborg Mindepark.  Her findes det store mindesmærke fra 1934 med navnene på de 4140 faldne danske under 1. verdenskrig. Monumentet er opdelt i fire dele:  Udmarchen. Krigen. Freden. Hjemkomsten.

Der findes også et dansk mindesmærke for de faldne i Braine ved Soisson i Aisne i Frankrig. Ialt 79 navngivne sønderjyske faldne har deres grav i denne mindepark.  Men mindeparken har navnene på alle ca. 5.300 faldne fra Sønderjylland.  Og modsat mindesmærket i Aarhus har man her også navnene på de tysksindede sønderjyder, der faldt.  Vi besøgte Braine den 15. juni 2013 – den dag, hvor kirkegården blev genindviet efter en istandsættelse.  Prins Joachim var til stede ved denne begivenhed, ligesom en stor bus med sønderjyske efterkommere af de faldne var kommet.  En af dem fortalte mig, at 19 af hans slægtninge lå begravet der.

I maj 2014 tog jeg mine to sønner Claus og Lasse, der begge er historikere, på en tur rundt i Sønderjylland.  Vi nåede mange spændende steder og oplevelser på turen fra vest til øst. Lige fra guldhornenes findested i Gallehus ved Møgeltønder til sluserne ved Tønder, Rømø og Ribe ( der ganske vist ikke er sønderjyske ), den gamle hær- og oksevej,  Bov grænseovergang, Dybbøl naturligvis  ( inkl. den skanse, jeg havde boet i i 1958! ),  Gendarmstien, Sønderborg, Als, Frøslev-lejren, en enkelt grænsekiosk ! -  og meget mere.   Og så lod vi dejlige Fakkelgaarden – forne tiders vandrehjem – være vor bopæl under meget af turen.  Det var altsammen en megastor oplevelse for os alle tre.  Og ikke mindst at opleve alle disse steder sammen.

Og til sidst kan jeg også bryste mig lidt af at have kendt en masse spændende ægte sønderjyder i årenes løb.  Hertil hører blandt mange andre min gamle studiekammerat Bertel Haarder, redaktør Frode Kristoffersen, professor og senere minister H.P. Clausen, folketingsmand Jens Skau,  admiral Jes Thomsen, skoledirektør Martin Duus, MFer og minister Eva Kjer Hansen, redaktør Gunnar Hattesen, lektor Erik Beukel, kommunikationsspecialist Povl Christian Henningsen,   redaktør Kirsten Hansen og ikke at forglemme min ”gode uven” Jens Peter Bonde fra Styrtom ved Åbenrå.  Det er dejlige mennesker, hvor man bliver klogere hver gang man møder dem. Og ikke mindst klogere på Sønderjylland.


Niels Jørgen Thøgersen

Ved 100 årsdagen for våbenhvilen i 1. verdenskrig, den 11. november 2018. 



Når man til daglig gik og hyggede sig derhjemme i Grynderup og på skoledage kom helt hen til Ålestrup – det var 15 km med toget – så var verden længere væk selvfølgelig meget spændende og nok noget mystisk.   Fjernsyn havde vi ikke, og det var der stort set heller ingen andre i vor nærhed, der havde.  Så det var avisen, der hed Himmerland, og radioen, der var forbindelsen længere væk.  Og så naturligvis, hvad de voksne havde at fortælle fra rejser, de havde været på. Min far havde i sine unge været nogle måneder helt oppe i Finland. Det var spændende at høre om. Min mor havde på det tidspunkt ”kun” været i Aarhus en enkelt gang.

Men så skete det pludselig:  jeg vandt en tur til Norge.  Helt gratis.  Jeg havde som avisdreng for Aalborg Stiftstidende solgt så mange aviser, at de ville give mig og en 6-7 andre dygtige Stifts-sælgere en fem-dages tur til Norge.  Det var i 1958, så jeg var 13 år. Det føltes helt vildt at skulle så langt væk.

Turen fandt sted om sommeren. Vi skulle først med tog og så sejle fra Hirtshals i Danmark til Kristianssand i Norge.  Det var en sejltur på 4 ½ time.  Tværs over det ret dybe Skagerrak.  Og skal hilse, at det gyngede og peb på sejlturen !  Det er noget af en oplevelse, når man aldrig har prøvet at sejle i så meget som en robåd.  Ingen af os blev søsyge.  Det ville også have været flovt, ikke mindst over for de andre deltagere. Man var vel ikke noget tøsedreng !

Vi ankom til Kristianssand. Jeg husker, at der straks var to ting,d er slog mig.  Dels de store bjerge, som byen ligger ved. Nordmændene kalder dem fjelde. De var godt nok imponerende.  Og dels det sprog, som folk snakkede deroppe. Det var norsk. Det havde jeg aldrig hørt før. Jeg husker, at vi snakkede om, hvorfor de allesammen går og synger!

Vi boede på byens glimrende vandrehjem.  Vi havde direktør Børge Justesen fra avisen som rejseleder.  Heldigvis havde han taget sine to søde døtre med på turen 😊  Og så var der et par norske guides med os, mens vi var deroppe.  Vi kiggede godt på byen. Og et par af dagene blev vi i bus kørt op i Setesdalen. Det er den dal, der går lige nordpå fra Kristianssand.  Hold da op, hvor var fjeldene omkring vejen høje og imponerende. Og lige så meget hold da op, hvor vejen var smal og meget snoet.  Men chaufføren klarede ærterne uden problemer. Og vi var endda ude i den flotte natur for ind imellem at bese indtil flere sætere, gamle norske gårde og kirker ( alle bygget af træ ).  Og vi mødte også festklædte lokale nordmænd i nationaldragter.  Vi var sikre på, at de havde taget dem på for vores skyld. Det havde de nok ikke.

Den sidste dag i Kristianssand husker jeg særlig godt. Da fik vi vor leder Justesen til at love, at han i løbet af en time kunne spise 25 is!  Hvis han kunne, så betalte vi dem. Hvis han ikke kunne, så skulle han selv betale.   Han spiste og spiste, så han var helt flødefarvet i ansigtet.  Og han var selvfølgelig så rar over for os, at han desværre ”kun” kunne spise 23.  Det var en sejr!    Og dem samler man vel på, ikke mindst i den alder.

Vi havde en fantastisk tur!  Og jeg blev så inspireret af mødet med søde norske je nter, at jeg straks efter hjemkomsten skrev til Norges største avis, Aftenposten i Oslo, at jeg gerne ville have en norsk penneveninde.   Jeg fik 350 breve!  Vor postmand var helt træt til sidst.  Og jeg valgte én af dem.  Hun hed Solveig Tønnesen.  Det hedder hun fortsat. Og vi er stadig pennevenner – nu efter mere end 60 år.

Billedet er taget på vor tur op i den imponerende Setedal.  Det er mig længst til højre.






DER VAR ENGANG ET TOG: Og der var sågar et trinbræt i Grynderup. Det første billede viser stedet, herunder også det fænomenale skur, som DSB havde bygget til de "mange" passagerer. Jeg kaldte det GRYNDERUP H, altså Hovedbanegård :-) Statsbanerne kunne ikke få råd til et skilt, så det måtte jeg lave! Jeg vil gerne fortælle lidt om banen og især om mit personlige samvær med den i årene 1956-60.

Allerede i 1871 begyndte man at snakke om at lave en jernbane på vor egn. Der var dengang ikke andre muligheder for at komme frem end på gåben og i hestevogn. Så banen var hårdt tiltrængt. Det gav langvarige og vanskelige diskussioner, også dengang. Som et folketingsmedlem engang sagde: "Næst efter kønsdriften er - af de menneskelige drifter - jernbanedriften den, der sætter flest lidenskaber i bevægelse!". Til sidst blev man enige. Banen mellem Hobro og Løgstør blev bygget i årene 1890-93. Banearbejderne i Grynderup ( Allestrup ) boede på Bratbjerggaard. Som tak byggede de den høj i gårdens have, som stadig er der. Indvielsen skete i 1893. Og der kørte tog i 73 år - helt indtil 1966, da banen lukkede og slukkede. 

Jeg kørte med toget seks af ugens syv dage, mens jeg gik på Aalestrup Realskole fra 1956 til 1960. Afg.fra Grynderup H kl. 07.30 og hjemme igen ca. 14.30. Det var en hyggelig tur. På de tidspunkter var vi næsten kun skoleelever. Da jeg stod på, var livet i "skolevognen" allerede godt i gang med Døstrupperne og Rørbækkerne. Jeg var det allermeste af tiden den eneste fra Grynderup. Og ti minutter senere "måtte vi så finde os i", at Nørager-eleverne også skulle med.

Forresten mener jeg den dag i dag, at DSB skylder mig penge! Hvorfor? Fordi jeg lavede den aftale med togføreren, at jeg skulle springe på i farten! Det sparede de både tid og kul på. Som billedet viser, blev vi fragtet med et flot damplokomotiv. Det satte farten ned til let løbegang. Jeg havde indstuderet, hvordan jeg med skoletasken i venstre hånd kunne gribe håndtaget på toget med højre hånd, straks derefter sætte højre fod op på vognens trinbræt og så venstre fod og tasken bagefter. Endelig ikke det modsatte - så kunne det gå grueligt galt. Jeg tror aldrig, jeg fortalte min mor om denne morgenmanøvre! Om eftermiddagen var det lettere bare at hoppe af i farten og huske at løbe i samme retning, som toget kørte !

Inde i togvognen var der normalt liv og glade dage. Vi havde alle vore faste pladser. Og havde en af os glemt togkortet, så listede en af kammeraterne bare sit kort hen til én, mens "Æwl-Kresjan" vendte ryggen til. Det var konduktøren. Han gnavede altid på et æble. Han var fredelig, som dagen var lang. Vi måtte dog love ham, at de gange, hvor der var en ekstra kontrollør med for at kontrollere ham, så sad vi ekstra pænt og opførte os (nogenlunde) ordentligt! En aftale var en aftale!

Det var altid festligt og fornøjeligt. Også når vi udvekslede hjemmeopgaver, så ingen nåede frem til skolen uden at have lavet det, der var blevet forlangt!










AVISEN SKAL UD! Det var mit motto, da jeg i årene 1958-60 startede og kørte en avisrute i Grynderup. Jeg havde hørt om kammerater i Aalestrup Realskole, der tjente hyggelige lommepenge ved at dele Aalborg Stiftstidende ud om søndagen. Den fristelse var for stor til at lade gå min næse forbi. Så jeg skrev egenhændigt til redaktøren af den gode avis i Aalborg og forelagde min plan om at lave noget lignende i Grynderup. Han sendte sin salgschef Knud Poulsen til møde med mig ( og mine overraskede forældre ) i Grynderup. Han lagde ikke skjul på, at han ikke troede på projektet. Befolkningstætheden - som det hedder - var for tynd. Men han var villig til at lade mig prøve.

De næste 3 søndage fik jeg 50 søndagsaviser til gratis uddeling til hvem, jeg ønskede at give dem til. Og den 3. søndag skulle jeg så spørge, om de ville abonnere for 1,50 kr. pr. søndag. Hvis ja, så ville energiske Niels Jørgen bringe verdens- og lokalnyhederne frem så tidligt som muligt hver søndag morgen. Jeg lavede med det samme en rute på 35 km - Mejlbyvejen, Kjemtrup, Tulstrup, Grynderup og Allestrup. Og minsandten: jeg fik 35 abonnenter! Og tjente selv 5 kr. hver søndag. Afsted hver søndag kl. 05.30 og hjemme igen ved middagstid! Uanset vejr og vind.

Hvis der var vildt med sne om vinteren, kørte min far mig rundt på traktor!

Stiftstidende havde et bonus-system for antal solgte aviser. De satte forventningerne til mig så lavt, at jeg næsten med det samme sprang alle rammer og vandt alle deres bogpræmier ( desværre mest pigebøger :-( ) og en fin uges-tur til Sydnorge.

Og til sidst en heldags udflugt til Aalborg, ikke mindst Tivoli Karolinelund. Her fornøjede jeg mig åbenbart så meget med rutchebaneture med direktør Justesens datter, at jeg kom for sent til den sidste rutebil hjem til Nørager/Grynderup den dag. Løsning: jeg gik hjem til fods. Hele vejen - gennem Rold Skov og det hele. 43 km. Da jeg nåede Aalbjergvej kl. 04.00 om morgenen, stod alt på den anden ende. Jeg blev straks kaldt til telefonen, hvor min far snakkede med en politimand. Jeg var efterlyst i radioen hele aftenen. Nå, men her var jeg - 15 år gammel og i fin stand. Det var ikke den festligste modtagelse, jeg har oplevet. Det forstår jeg godt. Men jeg lovede politimanden på stedet aldrig at gøre det igen. Og det har jeg holdt!



Skriv en ny kommentar: (Klik her)
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Liselotte | Svar 05.11.2018 15.56

Selv om jeg kender fortællingerne (godt ord for resten og måske bedre end historier) er det herligt at læse. Du skriver jo eminent!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.11 | 15:56

Selv om jeg kender fortællingerne (godt ord for resten og måske bedre end historier) er det herligt at læse. Du skriver jo eminent!

30.12 | 21:23

Hvorfra stammer udtrykket "...udskidt æblegröd ved juletid"

14.06 | 03:54

Tak for forklaringen på bæverding - et ord jeg har brugt så længe jeg kan huske. Jeg har undret mig over forklaring indtil nu, og ordet er ikke i ODS.

31.01 | 22:42

Jeg søger oplysninger om den gamle Fattiggaard i Bording St, kan du hjælpe mig med det; det ville være rigtig dejligt; gerne billeder derfra,
venlig hilsen VH

Du kan lide denne side