Krønike i kort form

KRØNIKE: Løbende Indholdsfortegnelse med angivelse af NYT

KRØNIKE

Indholdsoversigt

 

1945-48:    Mit møde med verden                 Nyt

1956-60:    Min tid som togdreng            -     Nyt

1958-60:    Avisdreng på arbejde            -     Nyt

1958:         Min allerførste udlandsrejse  -    Nyt

1918-:        Sønderjylland                        -    Nyt

                  - skrevet i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig

1914-18:    1. verdenskrig - et helvede og dets afslutning

1989:         Om 1989 - og alt det der....

2016:         Pozières - a battle field in the Somme - illustrated by the fate of Liselotte's

                  German relative Franz Stern

2017:         Mit barnebarn Anna Maria digt om 1. verdenskrig - set fra Australien

2009- :       European Citizenship  -  Europæisk statsborgerskab: hvad giver det ekstra?

2018:         EUROPE DIRECT - Brief facts on how it is functioning

 

 

NJT – den 05 12 2018

MIT MØDE MED VERDEN 1945-48

Krønike

MIT MØDE MED VERDEN

Kom med storm og blev døbt med et brag !

 

Det var en kold vintersøndag i Grynderup i Himmerland. Der var småfolk på vej, som man sagde dengang.  Det var den 21. januar. Der var fygende snestorm udenfor. Og termometeret havde sneget sig godt ned under frysepunktet.

 

Indenfor i vort stuehus var stuen med de to vinduer helt til venstre lavet til fødselsstue.

 

Mine forældre Jenny og Alfred var blevet gift i oktober 1940. Men på grund af krigen og den tyske besættelse af Danmark ville de vente med at få børn.  Da det i foråret 1944 så ud til at lysne ikke bare med vejret, men også med krigen, blev grunden lagt til mig.   Og det var derfor mig, der ville lade mig føde den vinternat i januar 1945.  Mine forældre havde fået en fødsels-erfaren nabokone, Snedker-Sine, til at komme. Så hun var der hele eftermiddagen og aftenen.  Jordemoderen fru Bech i Nørager var også alarmeret, men hun ville først komme, når ”fødselen ” var op over”.  Det var den ved midnatstide. Så blev hun hentet af flinke naboer i en slæde med hesteforspand.  Men snestormen var så voldsom, at slæde og jordemor væltede undervejs   Jeg arriverede præcis kl. 01.15. Altså den 22. Og jordemoderen lidt senere.  Alt gik godt.   Så jeg kan prale af, at jeg kom med storm !!

 

Min barnedåb blev sat til søndag den 11. marts.  I Grynderup kirke fra 1100-tallet, naturligvis.  Og i kirkens nederlandske dåbsfad fra 1600-tallet, hvori også min far og min farfar var blevet døbt i 1902 og i 1871.

 

Alle mine dåbsgæster var kommet dagen før med toget, de fleste af dem fra Vendsyssel, hvor min mors familie boede.  De boede hos os på vor ejendom.  Men bedst som vi alle sov sødeligt natten efter dåben, lød der et kæmpebrag udenfor!!   Det var den danske modstandbevægelse, der sprængte det tog i luften, som min familie var kommet med.  To unge tyske soldater blev hårdt såret, og deres skrig kunne høres gennem vinternatten, selv om bombningen skete næsten to km væk fra os.    Så jeg kan også med fuld ret sige, at jeg blev døbt med et brag !

Mine kommende år blev heldigvis mindre dramatiske.   Jeg var selvfølgelig sød og rar. Se bare godt efter på disse billeder, der var de første, der blev taget af mig i løbet af 1945:

 

Efterhånden blev jeg også selvtransporterende med alt, hvad det indebar.  Min far skrev til sine brødre i USA, da jeg var 1 ½ år, at jeg løb efter ham overalt og råbte:  FAR !!

Som månederne gik, kom der sørme også hår på mit hoved. Endda ret meget 😊

 

Jeg var så stolt af mine fine, hvide krøller!  Og alle roste dem!  Til sidst syntes far og mor, især far, at jeg lignede en pige. Og det var jo ikke så godt    Så han tog mig på sin cykel og kørte hen til Orla-Barber i Nørager. Nu skulle krøllerne af!  Det skal være løgn, tænkte jeg. Kravlede ned fra barberstolen, løb ud af døren, tværs over gaden, ind på købmandens store lager og gemte mig bag ved de største kornsække.  Det varede længe, inden far og Orla-Barber fandt mig!  Men det lykkedes dem til sidst.  Og så røg lokkerne!   Jeg fik dog lov til at beholde én. Den har jeg endnu!!

EUROPÆISK STATSBORGERSKAB - HVAD GIVER DET EKSTRA OVEN I DET NATIONALE STATSBORGERSKAB ?

Det europæiske statsborgerskab:  hvilke rettigheder giver det oven i det nationale statsborgerskab?

EUs Maastricht traktat fra 1993 har en paragraf om European Citizenship, europæisk statsborgerskab. Dette betyder ganske enkelt, at enhver borger i et EU medlemsland ud over de rettigheder han eller hun har fra sit nationale statsborgerskab også har en række konkrete europæiske rettigheder, friheder og beskyttelser. Disse rettigheder er automatiske og gælder permanent. Man skal ikke søge om dem, når man er borger i et land, der er medlem af De europæiske Fællesskaber.

Hvad er disse rettigheder?

1)    Du har ret til fri bevægelighed i alle EUs medlemslande.  Du kan rejse hvor som helst hen nårsomhelst.

2)    Du har ret til at bo i alle medlemslande – og bo hvor du ønsker

3)    Du har ret til at studere og tage arbejde hvor som helst i EU

4)    Du har ret til at bringe varer, tilbyde tjenester og tage kapital med hvor som helst hen i EU

5)    Du er beskyttet mod enhver form for diskrimination overalt i EU.Det gælder f.eks. diskrimination på grund af nationalitet, religion, hudfarve, køn, erhverv, osv.  Du har ret til at blive behandlet af myndighederne på nøjagtig samme måde som landets egne borgere

6)    Du har ret til at klage direkte til domstolene, inkl. EF Domstolen i Luxembourg, hvis du mener, at dine rettigheder ikke er respekteret

7)    Du har ret til at stemme ved lokalvalg i det land, hvor du bor på de samme betingelser som landets egne borgere. Og du har også ret til at opstille som kandidat til disse valg.

8)    Når du rejser i lande uden for EU, og du har brug for hjælp fra en ambassade eller et konsulat, har du ret til hjælp fra ethvert EU lands ambassader eller konsulater på lige fod med dette lands borgere, hvis dit eget land ikke er repræsenteret i landet.

Du kan læse meget mere om dine rettigheder i EUs Charter om Fundamentale Rettigheder.  Det blev vedtaget i 2000. Og fra 2009 er det en del af Lissabon Traktaten og derfor juridisk bindende i alle medlemstater.

Disse europæiske rettigheder gælder for alle borgere i EU, men ikke for borgere i ikke-medlemslande.  Det vil sige, at hvis Storbritannien udtræder af EU fra den 30. marts 2019, gælder rettighederne f.eks. ikke længere for britiske statsborgere.

WHY EUROPEAN CITIZENSHIP IS SO IMPORTANT

                          

                          Cronicle

 

EUROPEAN CITIZENSHIP

 

Why it is so important

 

Have a good look at this picture:

 

 

They are my lovely grand daughters – Zoe (8) and Anna Maria (12).  Why are they so happy ?  Because they just received their Danish passports.  They are Danes. And actually, they have been Danes right from their birth.   Children with a Danish mother – like Cecilie – or a Danish father are by definition Danes from birth.  

 

Until 2015 this was a problem. Because according to Danish law until then you were not allowed to have another nationality, when you were Danish.  And both our girls are born in England and have a British passport.  But from 2015 double and multiple citizenship finally became possible also for Danes.

 

So here they are !    A Danish passport for each of them.

 

They have their passports until they turn 22 years old.  To keep it after that day they either have to qualify for it or to apply for it.

 

They will qualify automatically, if they live in Denmark for at least 1 year before they turn 22 year. Or if they in total during their life have spent at least 12 months in the country.  Three of those months have to be in one go. It is up to the applicants to prove, that these conditions are fulfilled.

 

 

 

 

 

Why is a Danish passport important?   It is so for a number of reasons :

 

1.     A Danish passport shows that you are a Dane.  You have the rights and the duties like any other Dane. Also if you live abroad, as Anna Maria and Zoe do ( in Australia ).  You can stay, live, study, work, own property, etc. like any other Dane. 

 

 

2.     A Danish passport probably also gives a stronger psychological feeling of being part of Denmark, the Danish history, the Danish culture, etc.  And we – the family – certainly feel that you are even closer to us all by now 😊

 

 

3.     By having a Danish passport you also enjoy the rights of having a European Citizenship.  What does that mean ?   The EU decided in its Maastricht Treaty from 1993 that all citizens in its member states in addition to the rights being a citizen in their own countries would from then on enjoy a number of additional rights, freedoms and protections. And these rights are automatic and valid permanently.  You do not have to apply for them.  You simply have them, when you are a citizen of a member state in the European Union.

 

 

 

What are these European citizen rights then ?

 

 

  • You enjoy free movement in all member states. You can go anywhere at anytime
  • You are free to settle down in all member state where you want to
  • You have the right to study and work everywhere in the EU
  • You are free take goods, services and capital with you anywhere
  • You are protected against any discrimination anywhere in the EU.  You have the right to be treated in exactly the same way as the citizens of the country you are in
  • You have the right to complain directly to the courts, including the European Court of Justice, if you think that your rights are not respected
  • You have the right to vote in local elections in the country you stay in on the same conditions as the citizens of that country.  And you also have the right to be a candidate in local elections
  • When travelling outside the EU you have the right to get help from any embassy or consulate of a member state of the EU, if your own country does not have an embassy in the country you visit or stay in.  And you have the right to get exactly the same assistance as the citizens of the country of the embassy or consulate.

 

You can ready much more about your rights in the European Charter of Fundamental Rights in the European Union.   It is now part of EU’s Lisbon Treaty of 2009 and therefore legally binding in all member states. 

 

 

4.     Anna Maria and Zoe both have also a British passport.  Doesn’t that also  give the additional rights, freedoms and protections of European Citizenship?    The answer is yes right now.  But as the United Kingdom intends to leave the European Union by March 30, 2019 it will no longer be a member state as of that date.  It will be a socalled third country. Therefore, the European Citizenship is no longer valid for carriers of British passports as of that date.   

 

 

 

So I believe that this is also why Anna Maria and Zoe are so happy to be Danes and having a Danish passport.

 

 

 

NJT – 23 11 2018

 

2nd edition

 

MY GRAND DAUGHTER ANNA MARIA - POEM ON WWI

ANNA MARIA's POEM

for ANZAC DAY, April 25, 2017

Background:  ANZAC was the joint military force, which Australia and New Zealand sent to Europe to fight on the side of the allies in World War I.  It means Australian and New Zealand Army Corps.

Their first battle took place on April 25, 2015 in Gallipoli (south of Istanbul).  They met fierce resistance from the defenders, the Ottoman Turks. More than 8000 Australian and 3000 New Zealand soldiers died in this battle.  Later  the ANZAC troops were fighting in the war in France. And about 60.000 Australian and 17.000 New Zealand soldiers were killed during the whole war.

Australia and New Zealand have ever since WWI recognised April 25 as the national remembrance day.

 My 11 year old lovely granddaughter Anna Maria is attending school in Perth in Western Australia. Her class is preparing the April 25 remembrance day at the moment. She and her class mates have been asked by their teacher to write a poem for this special day.

 

Here is Anna Maria's poem:  I think it is a fantastic poem.  And she has been asked to read it in front of all pupils and teachers of her school.

 

In a field of poppies, the smell of smoke still lies there,

think of the scars those soldiers bear.

The guns boomed while the soldiers hid in the trench,

all the while there is a terrible stench.

Coming from all the deathly diseases, above lurks all the evil.

Still in this field the memories lie,

as you think of all the Australians who died.

The ships that docked upon Gallipoli shore,

completely unaware that so many had died before.

Even the trip to Gallipoli was long and bad,

though they had no idea of the unpleasant surprise to be had. 

 

Anna Maria Ntoumani.  

 

Niels Jørgen Thøgersen

- a very proud grandfather :-)

POZIÈRES - A BATTLE FIELD IN THE SOMME - ILLUSTRATED BY THE FATE OF FRANZ STERN

POZIÉRES – ONE OF THE BATTLE FIELDS IN SOMME in 1916

Illustrated by the fate of Liselotte’s German relative Franz.

FRANZ STERN


A Story About His Short Life 1895 - 1916

Friedrich-Franz Stern was born on Friday 13th September 1895. His family called him Franz. His parents were Auguste, born Bichels (42 years) and Moritz Stern (46 years). They lived at Rothenbaum Chaussee in the Alster district of Hamburg. Moritz was the co-owner of a large insurance company for small ships on the river Elbe. Franz was the youngest in a family of 8. The other seven were all girls. Liselotte’s paternal grandmother Lilli was one of them. Auguste and Moritz second child was a stillborn son, but finally another boy came along. There is no doubt that he must have been very, even very much spoiled by his 7 sisters and also by his parents.

But the happiness in the family would not last. Already when Franz was 3 years old, his father was blind. He got an incurable eye disease. The daughters still living with their parents took turns to read the newspaper to him every day and also took turns leading him to and from his office in the morning and in the evening.

We do not know much about Franz’s childhood years and adolescence. He has certainly gone to good schools. The neighbourhood was - and is - one of the best in Hamburg.

Fortunately we have a few pictures of Franz as a child.

In this picture he is seen with his seven older sisters:

 

The girl on the far right, Lilli born in 1888, is Liselotte’s grandmother.

On the next photo we see him alone a few years later:

A small playful remark about Frantz could be that he was not born with the smallest of ears!

Peace in Germany did not last long, as we well know. In August 1914 the war which became The First World War started. It would be “Frisch und Fröhlich” as many Germans arrogantly said. They – and the world – would become wiser.

There was compulsory military service in the Emperor’s Germany. All men between 17 and 42 years had a duty to defend the fatherland. And when you were 20 years old, you were automatically drafted into the military. It happened to Franz in September 1915, and then it was off to the barracks. He was part of the infantry (infantry Regiment No. 84), (the picture above has nothing to do with his military uniform ). The regiment was also called the “von Manstein Regiment” (after its first regiment commander, General von Manstein) or “Schleswiges Regiment”.  It was established in 1866 and was only dissolved in 1919.

Before long he was off to the front in France. Since the autumn of 1914 a trench warfare had been going on between the Germans and the allied armies. Franz and his regiment came to northern France – close to the small village of Pozieres, not far from Amiens. It was a typical French village with a few hundred inhabitants, mostly farmers. Here, the two armies were facing each other.

Sometimes it was peaceful - and boring - not to mention dirty - in the trenches. Much of the time was simply spent being on guard. As the saying goes: In war the waiting takes up most of the time.

We have a photo of a soldier from a German trench in the Pozieres countryside. It shows an officer and an ordinary soldier behind. It could very well be an image of Franz.

 

In July 1916 the allies decided to launch a major offensive against the German forces in the Somme area around Pozières. The Germans had entrenched themselves in advanced fortifications, known to the soldiers as the “Gibraltar Blockhaus”. It was mainly used for observations of Allied movements, and therefore it was of utmost importance to the Allies to defeat the enemy and take “Gibraltar”. It happened over a number of days from 23 rd July 1916. The attackers were Australian troops who had come here from the fierce fighting in Gallipoli in Turkey in 1915. The fighting at “Gibraltar” and throughout the Pozieres area was so hard that the Australians had over 5,000 dead and wounded in these battles. There were of course also thousands of dead and wounded on the German side, including some 3,000 missing soldiers, that is soldiers who could not be traced after the fighting.

Franz was among the missing. He fell in the fierce fighting on Wednesday, 26 July 1916.

This photo from “Gibraltar” close to Pozières was taken a few days after the fighting.

 

There was not much left of anything including the dead soldiers on both sides.

If you want to know more about the terrible conditions at the front, you should read Erich Maria Remarque’s famous book written in 1928: All Quiet on the Western Front (Im Westen Nichts Neues).

Remarque (whose real name was Kramer) was like Franz a German soldier on the Western Front in World War One. It is a horrifying story of how life was for the soldiers. As the newspaper Le Monde wrote in its review: A man has spoken on our behalf, all us ordinary soldiers.

Here is another interesting part of this story: When for Christmas 2014 we were visiting my daughter and her family in Perth in Western Australia, we came across a war memorial in the beautiful King’s Park for the Australian soldiers who fought and died in Pozières in July 1916 and who came from Perth. They had sailed from Albany south of Perth, had received additional training in the area around the pyramids in Egypt, were then put into the Battle of Gallipoli in Turkey and went from there to the Somme front. It is a small world.

 

Australian memorial in Pozieres.                     Australian memorial in Perth for the fallen in Pozières.

At home in Hamburg the local police conveyed the sad message about Franz’s death to his family.

It was a terrible chock for the whole family but perhaps worst for Moritz, who certainly had hoped that Franz - as the only son – would be the heir to the successful insurance company “Minden und Stern”.  But it was not to be. Although Moritz had not seen Franz with his own eyes since he was 3 years (due to his blindness), they were nevertheless very close to each other.

This sad message left its mark on Moritz . He died less than five months later – falling down the basement staircase in the family house.

Although they could not give Franz a proper funeral, his name was added on the family’s large tombstone on Nienstädter Friedhof close to the river Elbe in the west of Hamburg:

 

It reads: In memory of our dear son and brother Friedr.Franz Stern, Res. Inf.Reg. No. 84, bornSeptember 13th, 1895, fallen for the fatherland July 26, 1916 at the Somme.

We visited Pozieres in 2012 which today is a peaceful small village.

 

There are, of course, lots of war cemeteries and war memorials in the area.

On the occasion of the 100th anniversary of the Battle of the Somme, the German Kriegsgräber-Verband is setting up memorial plaques with the names of all the unknown fallen soldiers on the 1 st of July this year. It happens at the cemetery Fricourt, near Pozieres. Frantz will of course be among the names on the memorial. We are planning to visit Fricourt in the not too distant future.

To put it all into the proper context, it has to be said that The Battle of the Somme lasted only from

the1 st July to the 18th November 1916. Half a million German soldiers, half a million British and Commonwealth soldiers and 200,000 French soldiers lost their lives. And the only result was that the front line moved a few kilometers in one or another direction. A monstrous slaughter took place here, and in our opinion the generals on all sides should have been court-martialed for their deeds afterwards.

 

Liselotte and Niels Jørgen Thøgersen

May 2016

niels4europe@gmail.com

lilo25thogersen@gmail.com

 

3rd edition.

FØRSTE VERDENSKRIG - ET HELVEDE OG DETS AFSLUTNING

                                    Krønike

1.     VERDENSKRIG

 

  ET HELVEDE OG DETS SLUTNING

 

Det er nu – næsten mens jeg skriver – den 11.11. kl. 11.   Og dermed er det på slaget 100  år siden 1. verdenskrig sluttede. 

Ialt 1.564 dages helvede for millioner af mennesker var endelig slut.  Ialt 65 millioner unge og mindre unge mænd var i krigens løb blevet mobiliseret som soldater. Af dem døde godt 8 ½ million på slagmarkerne.

 

Tabstallene fordelte sig således:

 

  • Tyskland:             1,8 millioner
  • Rusland:               1,7 millioner
  • Frankrig:             1,4 millioner
  • Østrig-Ungarn:   1,2 millioner
  • Storbritannien:   947.000
  • Italien:                 400.000
  • Serbien:               360.000
  • Tyrkiet:               325.000
  • USA:                    115.000
  • Belgien:                 53.000 

    

Hertil kom alle de civile tab. Frankrig alene havde 6 millioner døde som følge af krigen. Og de enorme materialle ødelæggelser

Den 1. verdenskrig var den første industrialiserede krig. En krig, hvor især maskingeværet med op til 500 skud i minuttet dominerede slagmarkerne.  Og en krig, hvor både politikere og især generaler på begge sider begik frygtelige fejltagelser. Åbnede nye fronter på håbløse steder ( såsom Gallipoli ). Sendte hundredetusinder af soldater op af skyttegravene og til den direkte og umiddelbare død foran fjendens maskingeværer         ( såsom Somme og Verdun ). 

Man må somme tider spørge sig selv, hvorfor generaler har for vane at udkæmpe en krig på basis af fortidens planer. Ikke på nutidens. Det var i hvert fald tilfældet på begge sider af fronten under denne krig. I mange tilfælde burde de ansvarlige generaler været stillet for en krigsforbryderdomstol. Det blev de ikke. Det gjorde derimod soldater, der til sidst nægtede at forlade skyttegraven for at gå direkte til slagtning  oppe på marken foran. De blev dømt og skudt som forræddere. Alene Frankrig skød 5.000 af deres egne soldater med den begrundelse. Hvis man vil vide mere om det, bør man se filmen: Ærens Mark.  

Og hvad med DANMARK ? Vi var neutrale og deltog derfor ikke i krigen. Men vi levede højt på den rent økonomisk. Især på vor store eksport til Tyskland. Det var især konserves til soldaterne i skyttegravene ( ofte med elendigt indhold L ). Og også med eksport af tusindvis af heste til den tyske hær.  En del danskere tjente masser af penge på denne måde. De Ny-rige. Og ofte kaldt Gullasch-baronerne.  Det var ikke ment rosende L Det fortælles, at følgende episode udspillede sig i en sporvogn i København midt under krigen:  To nyrige ”baronnesser” taler højlydt sammen, og den ene siger: Måtte denne vidunderlige krig dog bare fortsætte i det uendelige!  Straks rejser en fremmed herre i sporvognen sig op, giver damen en hård, flad lussing og sit visitkort og forlader straks vognen. Der var åbenbart stadig nogen, der havde anstændigheden i behold. 

Men mens selve Kongeriget ikke var deltager i krigen, så havde sønderjyderne ikke noget valg. De havde været en del af Preussen og dermed af Tyskland siden 1864. Derfor måtte 30.000 unge sønderjyder modvilligt i kejserens klæder. De var med på alle fronter. Og ca. 6.000 af dem faldt på slagmarken. Besøg Marselisborg Mindepark i Århus og se navnene på alle dem, der faldt. Det blev indviet i 1925. 

 

Det var dette helvede på jord, der omsider var forbi i dag for 100 år siden.  Dagen er fridag i flere lande, bl.a. her i Belgien og i Frankrig.  Det kan man godt forstå. 

Ude i Vestflandern, ca. 130 km herfra, finder der en række mindehøjtideligheder sted.  Her lå fronten i næsten hele krigen. I byen Ypres / Ieper har belgierne lavet et fantastisk interaktivt mueum om krigen. Og i omegnen af byen kan man besøge 175 krigskirkegårde fra dengang.  Vi har taget masser af danske gæster med derud. De bliver fuldstændig lamslåede. I Danmark ved man stort set ingenting om 1. verdenskrig ( bortset fra i Sønderjylland ).  Og typisk nok er der heller ikke et ord i de danske medier i dag om krigen og mindedagen.  Mennesket glemmer. Især noget, det aldrig har vidst. Og begge dele er for galt.  Især vi danske der er SÅ afhængige af omverden og altid har været det, bør dog i det mindste vide og huske på, at dette ragnarok og dets slutning også var – og er – af koloosal betydning for os.

  

Måske endnu nogle linjer om denne krig. En krig, som mange håbede og troede skulle være krigen mod alle krige, altså den sidste store krig. 

Det hele startede i sommeren 1914. Der var næsten overalt en begejstring. En begejstring for endelig at prøve kræfter med fjenden. Det havde ulmet i nogle år. Nu brugte man et mord i Sarajevo som påskud til at gå i gang. Det ene land efter det andet erklærede de andre krig. I Berlin var der en stemning, som blev beskrevet som ”Frisch und Fröhlich”. Unge meldte sig frivilligt i hundredetusindvis til fronten. Det samme skete i England og Frankrig. Og alle var sikre på, at ”We are home for Christmas”.  

På vestfronten tog Tyskland initiativet ved på trods af internationale aftaler at gå igennem det neutrale Belgien.  Her fik de dog stærk modstand og blev derfor kendeligt forsinkede i forhold til deres overrumplingsplaner. Ja, ude vestpå i Flandern gik det helt galt for angriberne. Her åbnede belgierne for sluserne til Nordsøen, og store områder blev straks oversvømmet. Den tunge tyske militærmaskine kørte uhjælpelig fast i mudderet. Det var den del af hæren, der hurtigt skulle forcere igennem Nordfrankrig langs kanalen og indtage Paris i en knibtangsbevægelse. Den kom aldrig så langt. De sad fast i en stivnet front i Vestflandern under hele krigen. Så den belgiske modstand havde med andre ord STOR betydning for krigens gang og udfald. 

En anden del af den tyske hær gik igennem Sydbelgien og direkte ind i Frankrig. På et tidspunkt stod de kun 30 km fra Paris. Men her satte franskmændene et voldsomt modangreb ind midt i september. Det var her, at tusinder af taxaer fra Paris hurtigt kørte tropperne til fronten. Og nu frøs fronten også fast her. Fast for resten af krigen. 

Det blev en helt forskrækkelig krig i skyttegravene, der strakte sig ca. 450 km fra Kanalen til den schweiziske grænse. Afstanden mellem de to parters forreste grave var ofte kun 100-200 meter. Den første juleaften ( i 1914 ) gik soldaterne endda på flere steder op af skyttegravene og fejrede denne aften sammen ved at synge julesalmer. Det siges også, at på visse steder nåede de underjordiske beskyttelsesrum hinanden, og af og til spillede soldaterne kort med hinanden, når de ikke var på vagt.  Og dagen efter gik så op og skød   ( på ) hinanden. Dette var dog klart undtagelsen.  Og livet i gravene var helt forfærdeligt. Med rotter, sump, døde kammerater, sygdom, kulde. Og soverum ind i jorden, hvor hundreder skulle ligge side om side med kun 40-50 cm mellem gulv og loft. 

Den tyske forfatter Erich-Maria Remargue  ( Kramer stavet bagfra – for det hed han egentlig ) var tysk frontsoldat. Hans bog IntetNyt Fra Vestfronten giver et meget stærkt indtryk af de uudholdelige og helt umenneskelige forhold ved fronten.  Den senere så berygtede Adolf Hitler tilbragte også krigen ved fronten i Belgien. 

Bag fronten var det heller ikke nogen ”søndagsskole”. Især i Belgien fór tyskerne voldsomt frem i deres besættelse af 90 % af landet. De skød f.eks. i tusindvis af civile belgiske gidsler for at sætte sig i respekt.  I Bruxelles var den tyske besættelse særlig hård. Og kun en dygtig og dynamisk borgmester, Adolphe Max, hjulpet af den stedlige amerikanske ambassadør, Brand Whitlock, fik nogle af de værste repræssalier afværget og i det hele taget holdt befolkningens humør nogenlunde oppe under de strenge forhold.  Whitlock skrev senere en meget interessant bog om dette. Den findes også på dansk og hedder ”Belgiens Jammersminde”. 

Fra marts 1918 kom USA aktivt med i krigen. Det sendte en millionhær til Frankrig, heriblandt to af mine farbrødre. De kom i voldsomme kampe med tyskerne omkring Verdun, ikke mindst i de uvejsomme Argonne-skove

Selv om Rusland efter revolutionen havde sluttet seperatfred med tyskerne, var de tyskeresourcer ved at være udtømte. Både de menneskelige og de økonomiske. Og der var uro mange steder i landet – oprør mod krigen, mod generalerne og mod de siddende magthavere. 

Derfor valgte den tyske politiske ledelse at tage imod et tilbud om våbenstilstand i efteråret 1918. Generalerne var ikke enige. De følte sig ingenlunde slået, og de ønskede at fortsætte krigen. Det samme gjorde den øverste amerikanske general ved fronten, John Pershing. Han ville fortsætte helt til Berlin for at sikre, at tyskerne var helt slået. 

Sådan blev det ikke. I dag kl. 05.10 i morges skrev parterne under på en våbenstilstands-aftale på alle fronter fra kl. 11.00.  Kampene fortsatte dog mange steder helt frem til deadline. Således satte Pershing nye angreb igang den formiddag – angreb der kostede tusindvis af amerikanere og tyskere livet.  En kongresundersøgelse i USA var tæt på at kræve generalen til ansvar. Men man droppede det, da han og hans hær overalt blev anset for helte. 

Den sidste britiske soldat faldt ½ minut før kl. 11.00. 

De betingelser, som de allierede stillede tyskerne overfor, var meget hårde.  Men de tyske politikere skrev under – og generalerne trak sig skumlende tilbage. De følte, at den tyske civile hjemmefront havde dolket dem i ryggen, mens de fortsat regnede med en sejr. Det erd en såkaldte dolkestøds-legende, som Hitler og hans kumpaner senere udnyttede så mesterligt til egen fordel. 

Kanonerne tav som aftalt. Men freden var ikke vundet. Det skulle først ske på den store fredskonference i Versailles året efter. 

Og hvad med den tyske kejser Wilhelm ?  Lederen af den tyske indsats i krigen hele vejen igennem. Han havde et kærlighed/had forhold til især det engelske folk. Hans mor var engelsk – datter af Dronning Victoria. Men det siges, at han bl.a. blev anti-engelsk, fordi engelske fødselslæger ikke forhindrede en skade ved fødslen – en skade, der gav ham en stort set lam arm.  Og nu i nederlaget? Han flygtede to dage før våbenstilstanden til det neutrale Holland. Her levede og boede han sammen med sine nærmeste generaler ( alle bar altid  fuld uniform ) på et slot uden for Amsterdam indtil sin død i 1941. De allierede forsøgte at få ham udleveret efter krigen. Men hollænderne nægtede. I 1940 sendte han endda et lykønskningstelegram til Hitler, da denne havde erobret Frankrig.  De har hermed fuldført, hvad der ikke lykkedes for mig, skrev han bl.a.   Selv om han inderst inde kun havde foragt til overs over for ”den lille latterlige korporal”. 

 

Den ødelæggende krig havde blandt andet også ødelagt befolkningernes sundhed. Derfor blev den særlige influenza, den såkaldte spanske syge, så fatal, som den blev. Ialt 27 millioner mennesker, heraf 20 millioner i USA, døde af sygdommen. Den krævede dermed endnu flere ofre end krigen selv. 

 

Jeg synes, det er mere end passende, at vi alle på passende vis mindes alle disse ulykker og menneskeskabte katastrofer netop på dagen i dag.  Den 11. november. 

 

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

Den 11. november 2018   

SØNDERJYLLAND - MINE OPLEVELSER I OG OMKRING LANDSDELEN

Krønike   -  skrevet i anledning af 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig

SØNDERJYLLAND

Lidt om mine egne oplevelser - og hvad jeg er blevet fortalt

 

Oppe i det himmerlandske vidste man ikke meget om Sønderjylland. Det var et sted langt sydpå, hvor de vist nok snakkede en dialekt, vi ikke kunne forstå. Og sådan var det – og er det ? – over det meste af Danmark.

Men sådan var det ikke i vores familie.  Ikke fordi vi stammede derfra – eller havde familie dernede.  Men fordi min far Alfred arbejdede på en gård i landsdelen i 1926.  Det var i Halk sydøst for Haderslev.  Og hvorfor gjorde han så det?  Sønderjylland var kun seks år tidligere blevet dansk igen efter 56 år som en del af Tyskland.  Det havde været en hård tid af være tysk. Både politisk, økonomisk og kulturelt.  Det var også gået hårdt ud over landbruget, som var landsdelens vigtigste erhverv.  Og de fire krigsår 1914-18 havde været ekstra hårde som i resten af Tyskland.  Omkring 30.000 sønderjyder blev indkaldt til tjeneste i den tyske hær under krigen. Og ca. 6.000 faldt, dvs. hver femte.

Efter genforeningen skulle man i gang med at genrejse landbruget.  Her havde man brug for unge, friske kræfter nordfra.  Det blev min fars og mange andre unges chance.  Han blev hyret, mens han var elev på Ryslinge Højskole på Fyn i 1925-26.   Han fik plads hos gårdmand Erik Eriksen og hans kone Agnethe.   De havde en stor gård i Halk.  Erik havde også været indkaldt som tysk soldat og havde en del af tiden været hos kejserens hof i Berlin.  Det kunne han fortælle mange historier om.    Unge Alfred havde en fantastisk tid hos familien.  Han snakkede om den resten af livet og fortalte, at det ubetinget var den bedste plads, han nogensinde havde haft. Og ikke bare denne familie, man alle sønderjyder han traf.  De var og vedblev at være hans favoritter.  Da jeg mange år senere i 1970 kørte mine forældre rundt i Danmark på en oplevelsestur, kørte vi naturligvis også til gården i Halk. Agnethe havde stadig gården, men var ikke hjemme.  Han havde et par måneder senere et rørende møde med hende på en cafe i Hobro.

Mine egne oplevelser i og med Sønderjylland er også mangfoldige.  Mit første besøg var i sommeren 1958, da jeg sammen med min kammerat Leif tog afsted på telttur til Sønderborg.  DSB gav en gratis billet til skoleelever hvor som helst hen i Danmark dengang. Den nappede vi.  Vi kom til at bo på en campingplads lige midt i Dybbøl skanser – lige over for banegården.   Det var en oplevelse i sig selv. Det gav historiens vingesus!  Også fordi jeg vidste, att min mors farfar fra Vendsyssel gjorde tjeneste som soldat i Skanse II i april 1864. Det gik ham ikke så godt. Han fik en prøjsisk granatsplint gennem halsen og kom på irfirmeri på Frederiksborg Slot i Hillerød.  De reddede hans liv. Men han kunne ikke dreje hovedet resten af livet.   Der var mange andre, der var mindre heldige.

Et af mine næste besøg i det sønderjyske var i 1967. Da var jeg dernede som del af en gruppe statskundskabsstuderende.  Vor fantastiske lærer, H.P.Clausen, var sønderjyde og ville ved et flerdages besøg give os et indblik i, hvordan Sønderjylland er anderledes.  Vi boede på Sandbjerg Slot, som i hvert fald dengang hørte til Aarhus Universitet.  Og vi mødte mange af landsdelens politikere både nord og syd for grænsen. Og både de dansksindede og de tysksindede på begge sider af grænsen. Ja, vi mødte dem faktisk sammen, hvor de kom fint ud af det og alle sammen snakkede det samme sønderjyske, som vi kun delvist forstod, i hvert fald når de blev ivrige. Og det blev de tit.  Jeg husker bl.a. en af lederne af Slesvigsk Parti i Sønderjylland. Det er hjemmetyskernes parti. Han hed Harry Marqvardsen. Han var meget underholdende at høre på.  Også når han fortalte om, hvordan mange hjemmetyskere røg i Frøslevlejren efter befrielsen. Ham selv inkluderet.

Og hvordan fandt vi så ud af, hvem af de gode mennesker der var dansksindet og hvem der var tysksindet?  Det kunne man jo hverken se eller høre på dem. Og dog...    Vi fandt ud af, at de dansksindede sagde hernede og Sønderjylland  - og de tysksindede sagde heroppe og Nordslesvig.   Og Clausen gav os også det tip, at gårde med en flagstang havde dansksindede ejere, mens de tysksindede aldrig havde en flagstang.

 

Jeg har nævnt det syngende sønderjyske sprog flere gange.   Man skal op af stolen for at forstå det hele. En gammel ikke-sønderjysk ven, Poul, havde et udtryk, han påstod at have lært, mens han var soldat i en periode på Søgaard kaserne:  Niet sprek så viel deutsch hæ’ ni’r å’ æ bakk – sonst wælte æ wagn fanden rasme !  Ja, den må du tygge lidt på. Den er vist lidt af en sammenblading.  Det skulle betyde:  La’ være med at snakke så meget tysk her ned ad bakken, eller vælter vognen fanden rasme’ .   Han havde også en anden:   Nær go’er æ tåk na’ Tynne?  Æ tåk na’ Tynne goer wen æ piffe!     Den kan du så tygge lidt på 😊

En anden gammel ven, Povl Christian, er rigtig sønderjyde fra Haderslev. Han optrådte efter et valg for et par år siden som kommentator, hvor han på sønderjysk forsøger at fortælle sin hund, hvorfor valget gik, som det gik.  Lyt godt med her:

https://www.youtube.com/watch?v=GzJZn8ITG8o  

 

Tilbage til det mere alvorlige emne:  de mange faldne sønderjyder som tvungne tyske soldater under 1. verdenskrig.   Efter de fire års krig var der stort set ikke en eneste familie i Sønderjylland, som ikke havde mistet mindst ét familiemedlem.  Man kan spørge, hvorfor de ikke rejste over grænsen til Danmark for at undgå at blive indkaldt. Det var der også nogen, der gjorde.  Men de fleste blev i hjemstavnen. Og det gjorde de især fordi man forventede, at der på et tidspunkt ville komme en folkeafstemning om, at Sønderjylland kunne vende tilbage til Danmark. Og var man først rejst, så kunne man ikke stemme i en sådan afstemning.  Man ville også sikre, at landbrugsjorden så vidt muligt forblev på dansksindede hænder.  Så blev prisen altså bl.a., at man skulle være tysk soldat.   Der er skrevet meget om de år under krigen.  En af de mest interessante bøger, jeg har læst, hedder:  1914-1918:  Danskere på Vestfronten. Skrevet af historikeren Claus Bundgård Christensen. Gyldendal 2009.  536 sider.  Den blev årets historiske bog det år.  En del sønderjyder kom på østfronten i krigen. De er ikke omtalt i denne bog.

Når man kender Aarhus, kender man sikkert også Marselisborg Mindepark.  Her findes det store mindesmærke fra 1934 med navnene på de 4140 faldne danske under 1. verdenskrig. Monumentet er opdelt i fire dele:  Udmarchen. Krigen. Freden. Hjemkomsten.

Der findes også et dansk mindesmærke for de faldne i Braine ved Soisson i Aisne i Frankrig. Ialt 79 navngivne sønderjyske faldne har deres grav i denne mindepark.  Men mindeparken har navnene på alle ca. 5.300 faldne fra Sønderjylland.  Og modsat mindesmærket i Aarhus har man her også navnene på de tysksindede sønderjyder, der faldt.  Vi besøgte Braine den 15. juni 2013 – den dag, hvor kirkegården blev genindviet efter en istandsættelse.  Prins Joachim var til stede ved denne begivenhed, ligesom en stor bus med sønderjyske efterkommere af de faldne var kommet.  En af dem fortalte mig, at 19 af hans slægtninge lå begravet der.

I maj 2014 tog jeg mine to sønner Claus og Lasse, der begge er historikere, på en tur rundt i Sønderjylland.  Vi nåede mange spændende steder og oplevelser på turen fra vest til øst. Lige fra guldhornenes findested i Gallehus ved Møgeltønder til sluserne ved Tønder, Rømø og Ribe ( der ganske vist ikke er sønderjyske ), den gamle hær- og oksevej,  Bov grænseovergang, Dybbøl naturligvis  ( inkl. den skanse, jeg havde boet i i 1958! ),  Gendarmstien, Sønderborg, Als, Frøslev-lejren, en enkelt grænsekiosk ! -  og meget mere.   Og så lod vi dejlige Fakkelgaarden – forne tiders vandrehjem – være vor bopæl under meget af turen.  Det var altsammen en megastor oplevelse for os alle tre.  Og ikke mindst at opleve alle disse steder sammen.

Og til sidst kan jeg også bryste mig lidt af at have kendt en masse spændende ægte sønderjyder i årenes løb.  Hertil hører blandt mange andre min gamle studiekammerat Bertel Haarder, redaktør Frode Kristoffersen, professor og senere minister H.P. Clausen, folketingsmand Jens Skau,  admiral Jes Thomsen, skoledirektør Martin Duus, MFer og minister Eva Kjer Hansen, redaktør Gunnar Hattesen, lektor Erik Beukel, kommunikationsspecialist Povl Christian Henningsen,   redaktør Kirsten Hansen og ikke at forglemme min ”gode uven” Jens Peter Bonde fra Styrtom ved Åbenrå.  Det er dejlige mennesker, hvor man bliver klogere hver gang man møder dem. Og ikke mindst klogere på Sønderjylland.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Ved 100 årsdagen for våbenhvilen i 1. verdenskrig, den 11. november 2018.

niels4europe@gmail.com 

Krønike - Om 1989 og alt det der....

Krønike

Om 1989 og alt det der....

I 2019 er det 30 år siden, at Berlin-Muren faldt. Det er en god anledning til at tænke lidt over alt det, jeg oplevede dengang – både før og efter. Det var noget helt særligt.

Enhver der oplevede Murens fald dengang er sikkert enig med mig i, at det var noget af det største, man nogensinde har oplevet i sit liv.  Den 9. november 1989 om aftenen vil for altid stå som noget helt specielt.

Og især for mig, der igennem mange år dengang havde beskræftiget mig – også professionelt – med de dybfrosne, afskyelige og meget menneskefjendske regimer på den anden side af jerntæppet. Af disse regimer var DDR et af de værste og mest udspekulerede. Tysk grundighed fornægtede sig ikke, heller ikke når det gjalt om at organisere et diktatur med Stasi og alt, hvad dertil hørte.

Det hele startede i 1980, da elektrikeren Lech Walesa tog alvorligt livtag med det polske kommunistiske regime. Vi tænkte vel alle på, om sovjetisk panser nu for 4. gang ville knuse et folkeligt oprør i en østeuropæisk satellitstat ( som i 1953 i Østtyskland, 1956 i Ungarn og i 1968 i Tjekkoslovakiet).  Og det var tæt på, ved vi i dag.  Den polske kommunisitiske leder, general Jaruzelski, havde sikkert ret, da han kort tid efter satte en undtagelsestilstand i værk med begrundelsen om, at det skete for at undgå en sovjetisk militær indgriben.

Da Michail Gorbatjov kom til magten i Sovjet i 1985, var det klart for de fleste, at der var nye vinde på vej. Det gik lidt frem og tilbage – men tendensen var klar.

Efter jeg startede som kommunikations-direktør i Kommissionen i Bruxelles fra september 1988 var alt omkring Østeuropa for vort vedkommende  dog fortsat ”business as usual”. Ingen formelle kontakter overhovedet. De var lukket land. Som det havde været i mange, mange år.

Men det skulle hurtigt blive anderledes. Meget anderledes. I løbet af 1989 kom der mere og mere gang i uroen mange steder i Østeuropa. Også i DDR.  Her organiserede modige mennesker hver mandag aften større og større demonstrationer, især i Leipzig, under parolen ”Wir sind das Volk”.  De ville have demokrati. Og de ville have det nu. Skæbnens ironi ville, at DDR ledelsen under stor pomp og pragt fejrede DDRs 40 års jubilæum i starten af oktober. Det var her, Gorbatjov kom til Berlin og hviskede Erich Honecker i øret: Den, der glemmer historien, er fortabt.  Forstået på den måde, at du skal forberede dig på, at alt snart er forbi for dig.

Kommissionen havde et kontor i Vestberlin. Det hørte under mig. Og vi besluttede, at nu måtte vi gøre noget for at hjælpe demokraterne i Østtyskland. Så jeg tog personligt til Leipzig et par gange til mandags-demonstrationerne.  Og de Europa-flag, jeg havde med, var meget populære.  De blev meget aktivt brugt af demonstranterne sammen med det vesttyske flag.  Det var noget helt særligt at gå med der. Det startede ved Skt. Nikolai Kirche og gik fredeligt gennem de centrale dele af byen. Ude på fortovet og i sidegaderne stod det østtyske politi (VOPOs eller Volkspolizei). Ville de pludselig begynde at skyde?  Det var der ingen, der vidste?  Og russerne havde stadigvæk på det tidspunkt flere hundredetusinde soldater i DDR. Hvad kunne de finde på?  Nu bagefter ved vi, at de havde fået besked på at holde sig i ro. Men det var der ingen, der vidste dengang. Det var nervepirrende. Men det havde sin virkning.  Og demonstrationerne blev grundigt dækket af bl.a. vesttysk fjernsyn, som kunne ses overalt i DDR og i det meste af Østeuropa.  Det havde helt klart en meget stor betydning for det, der videre skete alle steder.

Og så var der pludselig den 9. november:  Ved et uheld (?) kom den østtyske kommunist-leder Günter Schabowski til på en pressekonference at sige, at Muren var åben . Og den var åben her og nu.   Det kan nok være, at østberlinerne reagerede, selv om det var hen på aftenen. De myldrede til Vestberlin. Alt imens de østtyske grænsevagter så måbende til. De havde nemlig ikke fået besked. Men heldigvis var der ingen, der reagerede i panik ved at trykke på aftrækkeren. Alt forløb i god ro og uorden!

Jeg var ikke i Berlin den aften – desværre.  Men jeg tog derover kort tid efter.  Og ganske rigtigt. Man kunne frit vandre igennem Muren, igennem Brandenburger Tor, allesteder. Alt var åbent.  Og det mest oplivende var næsten at se, hvor glade berlinerne på begge sider af zonegrænsen var. Og det var de i lang tid.

Grænsen var der stadig. Det meste af Muren stod der fortsat. Men nu kunne folk klatre op på den, danse på den, male på den, også på østsiden – alt var muligt.

Jeg greb selv øjeblikket ved – af en østtysker – at leje en hammer og en mejsel. Det kostede 18 Mark for en halv time. Og bevæbnet med dem fik jeg húgget et godt stykke af Muren ud, som jeg så kunne tage med hjem. Jeg valgte vestsiden, fordi her var den fint malet.   Den findes stadig på væggen  i vor stue i Rixensart.  Et helt særligt minde fra dengang.

Snart startede EU med at forhandle med de nye, ikke-kommunistiske ledere om samarbejde. Jeg var med i et par af delegationerne. Jeg husker især et møde med den unge, søde østtyske udenrigsminister, Petra Erler. Kun omkring 30 år og meget charmerende og dynamisk. Vi var til møde med hende i det næsten tomme, men kolossale østtyske udenrigsministerium. Det blev senere totalt nedrevet på grund af, at det var fyldt med asbest!  Jeg blev iøvrigt senere kollega med Petra, da hun blev ansat i Kommissionen, og vi har fortsat hyggelig kontakt, selv om hun nu er rejst tilbage til Tyskland.

EUs store arbejde i den kommende tid for at hjælpe med samlingen af Tyskland involverede også i høj grad min afdeling. Jeg havde en nær medarbejder, David Spence, direkte med i den Task-Force, som tog sig af hele koordineringen.

Den 3. oktober 1990 blev den officielle samling af Tyskland skrevet under i Berlin. Som Willy Brandt sagde ved den lejlighed: Was zusammen gehört, muss zusammen wachsen.

Vi besøgte iøvrigt Berlin på privatbesøg nogle få dage efter genforeningen. Vi havde min datter Cecilie med, og vi boede på en stort nyistandsat hotel i Østberlin, lige ved siden af den sønderbombede Berliner Dom og ikke langt fra Alexanderplatz.  Det var noget helt særligt at være netop dér på det tidspunkt.

 

”Løjerne” i Østeuropa fortsatte i hastigt tempo efter Murens fald. Den ene grænse efter den anden faldt. Pigtråden blev erstattet af åbne grænser. Alle kunne rejse til Vesteuropa, hvis de ville. Og vel at mærke rejse hjem igen uden risiko. Og mange, der under stor risiko var flygtet i årenes løb, kunne nu vende hjem til deres hjemstavn, hvis de ønskede det.

Det næste skarpe hjørne jeg husker var udviklingen i Rumænien ved juletid 1989. Diktatoren (”Slagteren fra Karpaterne”), Nicolae Ceaucescu, var som sædvanlig sen til at opfatte, hvor det bar hen.  Ved juletid var det slut – og han og hans onde kone blev lyn-henrettet af oprørerne.  EU trådte med det samme til med nødhjælp i stor stil til rumænerne. Det betød for mit vedkommende, at jeg på selve juleaften var på arbejde hele aftenen til ved 23-tiden. Min opgave var at få alle vore kontorer over hele Europa mobiliseret for at fortælle medierne, hvad EU gjorde af konkret indsats for at hjælpe rumænerne. Det var en fornøjelse at opleve, at ikke ét kontor vægrede sig på trods af juletiden. De mødte straks op og gik igang. Og alle Europas medier bugnede med disse informationer samme aften og dagen efter.

Straks efter nytår tog Kommissionens hollandske næstformand, Frans Andriessen, på lyntur til tre af de vigtigste østlande, hvor der var nye ledere at snakke med.  Det var helt i starten af januar 1990. Det skete i et lille privatfly med en lille delegation – inkl. mig- og min nære medarbejder Thomas Christensen. Og vi havde en håndfuld journalister med til at dække turen, herunder min ven Poul Smidt fra Danmarks Radio.  Det blev en fantastisk tur over 2-3 dage.  Først til Prag for at møde de nye tjekkiske ledere med Vaclav Havel i spidsen, Alexander Dubcek som ny formand for parlamentet og nogle flere. Så til Sofia i Bulgarien, hvor de ”nye” ledere stadig var fra det gamle regime og i høj grad præget af det. De vidste, de var nødt til  at samarbejde. Men i realiteten gjorde de det ikke. Endnu. Og herfra til Bucharest i Rumænien, hvor oprøret slet ikke havde lagt sig endnu.  Der var undtagelsestilstand, og lufthavnen i Bucharest var stadig lukket. Da vi fløj fra Sofia, vidste vi ikke, om vi fik lov til at lande i Rumænien. Men det gjorde vi. Vi kom til en by med militær overalt – kampvogne, soldater, kanonstillinger. Også i statsministeriet, hvor vi mødte den nye yngre fransktalende leder, Petre Roman, stod der soldater med maskinpistoler med to meters mellemrum, ikke bare udenfor, men på alle gangene.  Jo, det var ”hyggeligt”.  Selv til den afsluttende pressekonference, der blev holdt i en stor amfiteatralsk mødesal på et stort hotel, stod der soldater med maskinpistoler op og ned langs stolerækkerne.  Jo, der blev passet endda meget på. Man vidste, at Ceaucescus hemmelige politi, Securitate, stadig var overalt.  Der skete dog ikke noget. Vi havde meget interessante og lovende, men noget kaotiske møder. Der var lagt op til et hurtigt og tæt samarbejde for at konsolidere de nye og rimeligt demokratiske regimer.

Det blev hurtigt til mange flere besøg i disse og andre lande for at udvikle samarbejdet, også om kommunikation. Det var vigtigt, at befolkningerne hurtigt fik mulighed for at finde ud af, hvad EU var og stod for.  Hidtil var de blevet bildt de værste historier om EU som fascismens forlængede arm på ærmet af deres kommunistiske diktatorer. Og selv om de fleste aldrig troede på det, var der alligevel et enormt informationsbehov.  Det var meget berigende at være med til at organisere det i månederne og årene derefter.

Iøvrigt tog vi allerede i maj 1990 til Prag på privat ferie – også denne gang sammen med Cecilie, der stadig boede hos os i Bruxelles.  Vi blev indkvarteret på Hotel Praha – et hotel, som hidtil havde været helt reserveret for topkommunister fra hele Østeuropa.  Da vi i lufthavnen hyrede en taxa og sagde Hotel Praha, spurgte han straks, om vi var kommunister (så ville han formentlig ikke have kørt for os!). Det viste sig at være et kæmpekompleks – bygget lidt ligesom de danske Scanticon centre i sin tid. Og vi kunne for små penge hyre en af deres sorte russiske Zim-limousiner til at køre os ind til centrum. Det gjorde vi dog kun en eller to gange, fordi folk så på dem (og på os) med afsky, fordi de var limousinerne for de tidligere diktatorer!  Sådan lærer man hele tiden noget!

 

Alle disse oplevelser med de ny-opdukkede lande blev i september 1991 kronet med en tur til de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen. Det skete ganske få dage efter, at de hver især havde erklæret sig uafhængige af Sovjetunionen. Sikke oplevelser, vi også fik på den rundtur.  Det kræver et særligt Krønike-afsnit.

 

Niels Jørgen Thøgersen

niels4europe@gmail.com 

MIN ALLERFØRSTE UDLANDSREJSE I 1958

MIN ALLERFØRSTE UDLANDS-REJSE

Når man til daglig gik og hyggede sig derhjemme i Grynderup og på skoledage kom helt hen til Ålestrup – det var 15 km med toget – så var verden længere væk selvfølgelig meget spændende og nok noget mystisk.   Fjernsyn havde vi ikke, og det var der stort set heller ingen andre i vor nærhed, der havde.  Så det var avisen, der hed Himmerland, og radioen, der var forbindelsen længere væk.  Og så naturligvis, hvad de voksne havde at fortælle fra rejser, de havde været på. Min far havde i sine unge været nogle måneder helt oppe i Finland. Det var spændende at høre om. Min mor havde på det tidspunkt ”kun” været i Aarhus en enkelt gang.

Men så skete det pludselig:  jeg vandt en tur til Norge.  Helt gratis.  Jeg havde som avisdreng for Aalborg Stiftstidende solgt så mange aviser, at de ville give mig og en 6-7 andre dygtige Stifts-sælgere en fem-dages tur til Norge.  Det var i 1958, så jeg var 13 år. Det føltes helt vildt at skulle så langt væk.

Turen fandt sted om sommeren. Vi skulle først med tog og så sejle fra Hirtshals i Danmark til Kristianssand i Norge.  Det var en sejltur på 4 ½ time.  Tværs over det ret dybe Skagerrak.  Og skal hilse, at det gyngede og peb på sejlturen !  Det er noget af en oplevelse, når man aldrig har prøvet at sejle i så meget som en robåd.  Ingen af os blev søsyge.  Det ville også have været flovt, ikke mindst over for de andre deltagere. Man var vel ikke noget tøsedreng !

Vi ankom til Kristianssand. Jeg husker, at der straks var to ting,d er slog mig.  Dels de store bjerge, som byen ligger ved. Nordmændene kalder dem fjelde. De var godt nok imponerende.  Og dels det sprog, som folk snakkede deroppe. Det var norsk. Det havde jeg aldrig hørt før. Jeg husker, at vi snakkede om, hvorfor de allesammen går og synger!

Vi boede på byens glimrende vandrehjem.  Vi havde direktør Børge Justesen fra avisen som rejseleder.  Heldigvis havde han taget sine to søde døtre med på turen 😊  Og så var der et par norske guides med os, mens vi var deroppe.  Vi kiggede godt på byen. Og et par af dagene blev vi i bus kørt op i Setesdalen. Det er den dal, der går lige nordpå fra Kristianssand.  Hold da op, hvor var fjeldene omkring vejen høje og imponerende. Og lige så meget hold da op, hvor vejen var smal og meget snoet.  Men chaufføren klarede ærterne uden problemer. Og vi var endda ude i den flotte natur for ind imellem at bese indtil flere sætere, gamle norske gårde og kirker ( alle bygget af træ ).  Og vi mødte også festklædte lokale nordmænd i nationaldragter.  Vi var sikre på, at de havde taget dem på for vores skyld. Det havde de nok ikke.

Den sidste dag i Kristianssand husker jeg særlig godt. Da fik vi vor leder Justesen til at love, at han i løbet af en time kunne spise 25 is!  Hvis han kunne, så betalte vi dem. Hvis han ikke kunne, så skulle han selv betale.   Han spiste og spiste, så han var helt flødefarvet i ansigtet.  Og han var selvfølgelig så rar over for os, at han desværre ”kun” kunne spise 23.  Det var en sejr!    Og dem samler man vel på, ikke mindst i den alder.

Vi havde en fantastisk tur!  Og jeg blev så inspireret af mødet med søde norske je nter, at jeg straks efter hjemkomsten skrev til Norges største avis, Aftenposten i Oslo, at jeg gerne ville have en norsk penneveninde.   Jeg fik 350 breve!  Vor postmand var helt træt til sidst.  Og jeg valgte én af dem.  Hun hed Solveig Tønnesen.  Det hedder hun fortsat. Og vi er stadig pennevenner – nu efter mere end 60 år.

Billedet er taget på vor tur op i den imponerende Setedal.  Det er mig længst til højre.

 

MIN TID SOM TOGDRENG

                              Krønike

MIN TID SOM TOG-DRENG

1956-60

DER VAR ENGANG ET TOG: Og der var sågar et trinbræt i Grynderup. Det første billede viser stedet, herunder også det fænomenale skur, som DSB havde bygget til de "mange" passagerer. Jeg kaldte det GRYNDERUP H, altså Hovedbanegård :-) Statsbanerne kunne ikke få råd til et skilt, så det måtte jeg lave! Jeg vil gerne fortælle lidt om banen og især om mit personlige samvær med den i årene 1956-60.

Allerede i 1871 begyndte man at snakke om at lave en jernbane på vor egn. Der var dengang ikke andre muligheder for at komme frem end på gåben og i hestevogn. Så banen var hårdt tiltrængt. Det gav langvarige og vanskelige diskussioner, også dengang. Som et folketingsmedlem engang sagde: "Næst efter kønsdriften er - af de menneskelige drifter - jernbanedriften den, der sætter flest lidenskaber i bevægelse!". Til sidst blev man enige. Banen mellem Hobro og Løgstør blev bygget i årene 1890-93. Banearbejderne i Grynderup ( Allestrup ) boede på Bratbjerggaard. Som tak byggede de den høj i gårdens have, som stadig er der. Indvielsen skete i 1893. Og der kørte tog i 73 år - helt indtil 1966, da banen lukkede og slukkede. 

Jeg kørte med toget seks af ugens syv dage, mens jeg gik på Aalestrup Realskole fra 1956 til 1960. Afg.fra Grynderup H kl. 07.30 og hjemme igen ca. 14.30. Det var en hyggelig tur. På de tidspunkter var vi næsten kun skoleelever. Da jeg stod på, var livet i "skolevognen" allerede godt i gang med Døstrupperne og Rørbækkerne. Jeg var det allermeste af tiden den eneste fra Grynderup. Og ti minutter senere "måtte vi så finde os i", at Nørager-eleverne også skulle med.

Forresten mener jeg den dag i dag, at DSB skylder mig penge! Hvorfor? Fordi jeg lavede den aftale med togføreren, at jeg skulle springe på i farten! Det sparede de både tid og kul på. Som billedet viser, blev vi fragtet med et flot damplokomotiv. Det satte farten ned til let løbegang. Jeg havde indstuderet, hvordan jeg med skoletasken i venstre hånd kunne gribe håndtaget på toget med højre hånd, straks derefter sætte højre fod op på vognens trinbræt og så venstre fod og tasken bagefter. Endelig ikke det modsatte - så kunne det gå grueligt galt. Jeg tror aldrig, jeg fortalte min mor om denne morgenmanøvre! Om eftermiddagen var det lettere bare at hoppe af i farten og huske at løbe i samme retning, som toget kørte !

Inde i togvognen var der normalt liv og glade dage. Vi havde alle vore faste pladser. Og havde en af os glemt togkortet, så listede en af kammeraterne bare sit kort hen til én, mens "Æwl-Kresjan" vendte ryggen til. Det var konduktøren. Han gnavede altid på et æble. Han var fredelig, som dagen var lang. Vi måtte dog love ham, at de gange, hvor der var en ekstra kontrollør med for at kontrollere ham, så sad vi ekstra pænt og opførte os (nogenlunde) ordentligt! En aftale var en aftale!

Det var altid festligt og fornøjeligt. Også når vi udvekslede hjemmeopgaver, så ingen nåede frem til skolen uden at have lavet det, der var blevet forlangt!

 

 

 

 

AVISDRENG PÅ ARBEJDE 1958-60

                        Krønike

AVISDRENG PÅ ARBEJDE

1958-60

 

AVISEN SKAL UD! Det var mit motto, da jeg i årene 1958-60 startede og kørte en avisrute i Grynderup. Jeg havde hørt om kammerater i Aalestrup Realskole, der tjente hyggelige lommepenge ved at dele Aalborg Stiftstidende ud om søndagen. Den fristelse var for stor til at lade gå min næse forbi. Så jeg skrev egenhændigt til redaktøren af den gode avis i Aalborg og forelagde min plan om at lave noget lignende i Grynderup. Han sendte sin salgschef Knud Poulsen til møde med mig ( og mine overraskede forældre ) i Grynderup. Han lagde ikke skjul på, at han ikke troede på projektet. Befolkningstætheden - som det hedder - var for tynd. Men han var villig til at lade mig prøve.

De næste 3 søndage fik jeg 50 søndagsaviser til gratis uddeling til hvem, jeg ønskede at give dem til. Og den 3. søndag skulle jeg så spørge, om de ville abonnere for 1,50 kr. pr. søndag. Hvis ja, så ville energiske Niels Jørgen bringe verdens- og lokalnyhederne frem så tidligt som muligt hver søndag morgen. Jeg lavede med det samme en rute på 35 km - Mejlbyvejen, Kjemtrup, Tulstrup, Grynderup og Allestrup. Og minsandten: jeg fik 35 abonnenter! Og tjente selv 5 kr. hver søndag. Afsted hver søndag kl. 05.30 og hjemme igen ved middagstid! Uanset vejr og vind.

Hvis der var vildt med sne om vinteren, kørte min far mig rundt på traktor!

Stiftstidende havde et bonus-system for antal solgte aviser. De satte forventningerne til mig så lavt, at jeg næsten med det samme sprang alle rammer og vandt alle deres bogpræmier ( desværre mest pigebøger :-( ) og en fin uges-tur til Sydnorge.

Og til sidst en heldags udflugt til Aalborg, ikke mindst Tivoli Karolinelund. Her fornøjede jeg mig åbenbart så meget med rutchebaneture med direktør Justesens datter, at jeg kom for sent til den sidste rutebil hjem til Nørager/Grynderup den dag. Løsning: jeg gik hjem til fods. Hele vejen - gennem Rold Skov og det hele. 43 km. Da jeg nåede Aalbjergvej kl. 04.00 om morgenen, stod alt på den anden ende. Jeg blev straks kaldt til telefonen, hvor min far snakkede med en politimand. Jeg var efterlyst i radioen hele aftenen. Nå, men her var jeg - 15 år gammel og i fin stand. Det var ikke den festligste modtagelse, jeg har oplevet. Det forstår jeg godt. Men jeg lovede politimanden på stedet aldrig at gøre det igen. Og det har jeg holdt!

 

 

EUROPE DIRECT - BRIEF FACTS ON HOW IT IS FUNCTIONING

Krønike

EUROPE:  DEMOCRATIC DEFICIT ?

You’d better get your facts right

When discussions about Europe are getting heated and loud you often hear people say : But Europe has a democratic deficit !  Implying that you do not have to take Europe seriously.  Funnily enough, this assertation is in particular presented by people knowing very little about the way Europe has been started and the way it is working.  Or people who on purpose want to talk Europe down and not up.

Let us reflect for a second : what does democratic deficit mean ?  It means that the important decisions are taken by people, who are not democratically elected and therefore not directly responsible to the voters. This is the essence of a democratic deficit – like in autocratic states or outright dictatorships.

The reality is simple :

The European Union is all the way based on democratically prepared and agreed Treaties. And it is run in full compliance with the fundamentals of any modern democracy :  the seperation of powers between three democratically elected and appointed branches – each with its clearly defined tasks.

There is, therefore,  no democratic deficit in the European Union. There are « no faceless bureaucrats » taking the decisions.  All decisions are taken by democratically elected institutions.   The « faceless bureaucrats » are ensuring a professional and serious preparation of all decisions – like all their « faceless colleagues » in the member states « .

 

Now to more details :

Let us have a close-up look on what the European Union ( EU ) is, what it is based upon , and how it de facto works.   And then we can at the end try to go hunting for the democratic deficit to see, if it can be found anywhere.

The foundations of the EU:

The European Union is based on the Treaties negotiated and agreed by the member states.  The first treaty was the Treaty of Paris in 1951, creating the European Coal and Steel Community. It was later followed by the Treaties of Rome in 1957, establishing the European Economic Community and the European Atomic Energy Community.  And these treaties have later been changed and updated with several treaties giving the EU more tasks and more member states.

The fundamental fact is that each and every Treaty has been agreed, signed and ratified by each member state. Every single chapter, every single article.  Therefore, each member state is fully committed to follow the treaties.  No more, no less.  This is fully in compliance with all our normal democratic rules and principles.

 

The functioning of the EU :

The EU treaties are based on the key democratic principle of clear separation of powers :  the legislative, the executive and the judiciary powers. 

The legislative power lies with the Council of Ministers – consisting of ministers democratically elected in all member states – and with the European Parliament, directly elected by all voters in the member states every five years.  The rules on how to legislate ( unanimity, qualified majority or simple majority in the Council ) are clearly spelled out in the Treaties.  

The executive powerlies with the Commission, elected every five years by the member states and the European Parliament.  It can like most national governments be fired by the European Parliament.  Its main tasks are to make proposals to new legislation, to manage the approved legislation and to ensure that everybody, incl. the member states,  fulfills their obligations and do not violate any of the agreed politicies and rules. If they do so, the Commission may according to the treaties start legal procedures against them – or if needed raise the matter with the European Court of Justice.

The judiciary power lie with the European Court of Justice.  Its task is as described in the Treaties to interprete EU law, settle legal disputes and to ensure its equal application across all EU member states.  It also rules on cases sent to it by national courts.  Its rulings are final and valid for everybody.  The judges ( one from each EU member state ) are nominated by common accord by the member states for six years, and they may be renewed.  The Court works like all courts in democratic societies in full independence of the legislative and the executive branch.

 

Frequently asked questions:

1.      There are lots of working groups under the Council, in the European Parliament and in the Commission.  Why ?   And why are they not open to the public ?

 

Answer:   All these working groups are there to ensure a proper and profound preparation of all legislation.  A legislation which takes fully into consideration that the EU consists of 28 different member states and therefore has to ensure that it all functions well everywhere.   And such working groups are not different from the many working groups in the member states ( in the parliaments and in governments ).  They include representatives from member states and in the European Parliament from the different political groups.  

 

In order to ensure that these working groups can work efficiently without outside interference the public, incl. the media, does not have access to their meetings. This is exactly like in the member states.   Before any legislation is approved it has always been available to the public via the European Parliament and via the national parliaments, which today are very much involved in preparation of new EU legislation.

 

From time to time working groups, esp. under the Commission, are in certain cases mandated to take certain decisions. But this is always on the basis of a mandate from the democratically elected institution.

 

2.      Why are no measures taken to stimulate involvement of the public before big initiatives are taken?

Answer:   Many such measures are taken all the time.   The Commission often presents public Green Papers before new major initiatives are taken.  They describe what the issue is all about and lays out a number of possible solutions. These Green Papers are meant to stimulate a public debate, and everybody is invited to send reactions and suggestions to the Commission.   On the basis of that the Commission will often make a follow-up with a so-called White Paper, where it spells out how it suggests to move on.

The problem often is, that relatively few citizens take part in this process. Room for improvement !

Another EU initiative to involve citizens are the CITIZENS’ DIALOGUES.  They take place in all member states.   See more here:

https://ec.europa.eu/commission/future-europe/consultation-future-europe_en

 

3.      Why is it almost imposssible to get information on what happens in the EU ?

 

Answer :   It isn’t !   The EU is not further away than your nearest telephone. How is that ?   

 

The EU is running a free service in all 24 official languages called :

EUROPE DIRECT.

 

You can from any phone inside the EU for free call this number :  

00800 6 7 8 9 10 11

 

You will be automatically connected to a person speaking your language. And you may ask any question you have about the EU.  If there is a reply, they will give it to you. Or come back to you, when they have found it.

 

You may also send your questions online to :

EUROPE DIRECT.  And you will get your answer within 3 working days.

 

You can see more about this free service here :

              https://europa.eu/european-union/contact/write-to-us_en

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Liselotte | Svar 05.11.2018 15.56

Selv om jeg kender fortællingerne (godt ord for resten og måske bedre end historier) er det herligt at læse. Du skriver jo eminent!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.05 | 05:50

Sky Rigdom lån Firma, vi giver ud lån til en rente 0f 3%.

Goddag sir / ma er.

Vi er et privat selskab, og vi tilbyder lån til lave renter ved at bestemme låne

...
01.05 | 01:20

Hej mennesker. Mit navn er Helena Karas fra Prag 8. Jeg modtog et lån på 15.000.000 CZK fra Peter Krajcovic til en fast ejendom i Prag 2. Mr Krajcovics korrekte

...
25.04 | 04:08

Hej, jeg hedder "Warren Chandler" Jeg er fra Tyskland. Mit liv er blevet fyldt med smerter og bitterhed, da intet ser ud til at fungere for mig, og hver gang noget godt er ved at komme min vej, er der altid en eller to forhindringer, og alle, jeg havde be

...
20.04 | 19:36

Matematikeren: En god trekant, er bedre end en ond cirkel!

...
Du kan lide denne side