Mine kommentarer i dag

MINE KOMMENTARER TIL DAGEN I DAG

 
MINE KOMMENTARER TIL TIDLIGERE DAGE:   www.ved-du-at.blogspot.com 
 

DEN 5. OKTOBER:

Jeg synes, det er meget vigtigt, at man også kender til de politiske forhold og de politiske ledere i vore nabolande. I nutidens Europa har de også stor betydning ud over deres eget land. 

Forleden skrev jeg om den nye belgiske 7-parti regering under den flamske liberale statsminister Alexander de Croo.   I dag vil jeg fortælle lidt om en tysk politiker, der måske får afgørende betydning ved og efter forbundsdagsvalget næste år.

Han hedder ROBERT HABECK.  Han er født i 1969 i Lübeck og er formand for De Grønne i Tyskland – et parti, der som bekendt går stærkt frem for tiden.

Han er særlig interessant i Danmark, fordi han har studeret på Roskilde Universitetscenter, forstår dansk og er meget interesseret i og vidende om Danmark. Og han har sammen med sin familie boet i det dansk-tyske grænseland, mest i Flensburg, siden 2001.   Han er sammen med sin kone , Andrea Paluch, også forfatter. Og de boede i en periode i det såkaldte Brecht Haus i Svendborg. Det er Bertold Brechts bolig fra hans år i Danmark 1933-39. Den kan nu lejes af forfattere, der har brug for ro til skrive i en periode.   Se billedet af det flotte hus ved Svendborgsund nedenfor.

Robert Habeck har den grundlæggende opfattelse, at han ikke kun hører hjemme dér, hvor hans modersmål (tysk) tales.

Politisk er han formand for De Grønne i Schleswig-Holstein og var fra 2012-18 vice-ministerpræsident i landsdelen med ansvar for energi, landbrug og miljø.  Han trak sig i 2018 tilbage som minister for at hellige sig.

I øvrigt har han tilbudt samarbejde med Sydslesvigsk Vælgerforening, det danske mindretals parti. Men det blev straks afvist.

Flensborg Avis har lavet dette interview med ham:

MIT LIV MED DANMARK:  https://youtu.be/4gGGJ9gHo00

De Grønnes hjemmeside fortæller mere om ham (på tysk): https://www.gruene.de/leute/robert-habeck

 

Med andre ord: hold godt øje med ham i den kommende tid. Lige pludselig kan han måske være Tysklands forbundskansler – eller have en anden vigtig post efter det næste valg i 2021.

 

DEN 4. OKTOBER:

I forgårs skrev jeg om 48-års dagen for den danske folkeafstemning i 1972, der sagde et klart JA til Danmarks medlemskab af EF, nu EU.  Og jeg lovede at komme tilbage til, hvordan det så er gået siden.

Der er stort enighed blandt alle i Danmark om, at EU har kolossal stor betydning for Danmark. Politisk, økonomisk, sikkerhedsmæssigt, handelsmæssigt, værdipolitisk, kulturelt og praktisk.  Det er her, vi er sammen med vore nærmeste venner med nogenlunde samme interesser som os.

Mange spørger samtidig sig selv: Hvad vil Danmark egentlig med Europa?  Hvad er de danske ideer og tanker om EUs videre udvikling i de kommende år?  Hvorfor giver Danmark ofte indtryk af at hoppe fra sten til sten, når der skal tages vigtige beslutninger? Hvor er den langsigtede strategi?

Kan det skyldes, at stort set ingen danske politiske partier bruger seriøse kræfter på løbende at lave planer for, hvordan de ønsker, at Europa skal udvikle sig?

Det er naturligvis ikke gået upåagtet hen, at Danmark efter UKs udmeldelse nu er det eneste medlemsland med vigtige undtagelser fra EUs regler – undtagelser, der vel at mærke er på områder, der har større og større betydning i EU-samarbejdet.

Der er ellers udfordringer nok – store problemer, der presser sig på og i Europas klare interesse kræver, at Europa holder sammen og gør sin klare røst og indflydelse gældende. Man behøver blot at nævne Trump, Putin, Erdogan, Kina, Brexit, behovet for at styrke EURO-samarbejdet, flygtningesituationen, klimaet, medlemslandenes overholdelse af EUs regler om lov og ret, andre landes ønsker om medlemskab af EU, osv. osv.  Smørrebrødssedlen er imponerende lang.

Hvor kan man læse om den danske langsigtede politik på disse områder?

Det er ikke nok at sige og at prøve at finde nye venner i EU.  Man skal naturligvis have noget at være venner om. Hvad?

Professor Marlene Wind på Københavns Universitet havde den 1. oktober et vægtigt indlæg i Berlingeren om samme vigtige emne.  Her er et lille uddrag:

Danmark har i dag hverken venner i EU eller en europapolitisk strategi. Det er der to meget gode grunde til, og det virker ikke, som om regeringen har en interesse i at ændre det faktum. […] Det har ellers ikke skortet på udenrigsministerielle forsøg på - både under den sidste og nuværende regering - at skaffe os nye venner efter briternes farvel. Men eftersom vi nu er de eneste tilbage med permanente EU-forbehold, er det måske ikke så underligt, at de andre ser bort fra os, når der skal dannes alliancer. […] End ikke når vores vigtigste marked, Tyskland, skifter kurs og sammen med Frankrig foreslår en stor økonomisk genopretningspakke efter corona, kan vi mande os op til andet end nidkært at fokusere på den formelle EU-saldo. […] Visioner er der heller ikke nogen af, når det gælder EU-Kommissionens nye migrationsudspil. Den forventede automatreaktion kom promte: Danmark vil naturligvis ikke være solidarisk med andre end sig selv. Eller rettere: Vi vil meget gerne vedblive at kunne sende asylansøgere tilbage til de overfyldte og uhumske lejre, de først ankommer til, men vi vil meget have os frabedt at tage nogen retur. […] I stedet for kun at fokusere på dem, vi ikke vil have til Europa, skulle vi måske overveje, hvordan vi får fat i dem, vi gerne vil have kommer og bidrager til velfærdsstatens opretholdelse.”

 

DEN 29. SEPTEMBER:

I dag vil jeg fortælle lidt om de særlige politiske forhold i Flensburg og i landsdelen Slesvig-Holsten i det hele taget.

Før og under 2. verdenskrig var Slesvig-Holsten meget nazistisk. Allerede tidligt kom der nazistisk flertal i Flensburgs byråd. Man kan naturligvis spørge sig, hvor nazismen blev så populær netop i dette område?  Måske fordi folk i landsdelen følte sig forsømt og hvad vi i dag kalder ”Udkants-område”?   I hvert fald var det sådan.  Krigen gik især hårdt ud over Kiel med masser af bombninger ( flådehavn ). Og i slutningen af krigen og i årene efter var det især flygtninge og fordrevne fra de tidligere tyske østområder og fra det stærkt udbombede Hamburg, der kom til Slesvig-Holsten. Befolkningstallet i landsdelen steg fra 1939-46 med 69 %, og de nyankomne udgjorde 45 % af befolkningen.  Landsdelen var en del af den britiske besættelseszone. Og Danmark deltog også i besættelsen med en garnision af danske soldater i Itzehoe i Holsten.

Politisk havde mange en interesse i at støtte den danske sag i Slesvig-Holsten. Nok ikke så meget fordi de kendte Danmark. Men fordi der kom en del hjælp nordfra. De lokale kaldte af og til disse flygtninge, der af materialistiske grunde pludselig støttede den danske sag, for ”Speck-Dänen” ( Flæske-Danskere ).

Fra 1949 blev Forbundsrepublikken Tyskland ( ”Vesttyskland” ) oprettet og selvstændig, og Slesvig-Holsten ( Schleswig-Holstein ) blev et af Länderne.

Samtidig oprettede de dansksindede deres egen politiske organisation, Sydslesvigsk Vælgerforening ( eller SSW: Südschleswiger Wählerverband ). Dens formål var at sikre det danske mindretal repræsentanter både i Landdagen i Kiel og om muligt i Forbundsdagen i Bonn.   Den har i dag ca. 3.700 medlemmer, men får knap 50.000 stemmer ved de seneste Landdagsvalg.  Derfor har SSW i dag 3 medlemmer af Landdagen i Kiel.  Samtidig er partiet repæsenteret i mange byråd.  

SSWs hjemmeside er:  www.ssw.de

SSW har netop besluttet igen at stille op til det tyske forbundsdagsvalg næste år. Man har ikke stillet op siden 1961.  Man regner med, at der skal ca. 46.000 stemmer til for at få en repræsentant i Forbundsdagen i Berlin.  Det anses af mange for at være en realistisk mulighed.

Alt dette blev stærkt hjulpet af den såkaldte Bonn-Aftale af 1955 mellem den tyske og den danske regering. Det var forbundskansler Konrad Adenauer og statsminister H.C.Hansen, der var arkitekterne bag aftalen. Dens hovedindhold er, at mindretallene på begge sider af den dansk-tyske grænse skal have lettere muligheder for at blive repræsenteret i de politiske organer end de ”normale” politiske partier. De skal ikke have så mange stemmer for at få deres kandidater valgt. Samtidig har begge lande lov til at give økonomisk støtte til ”deres” mindretal.  Danmark giver årligt ca. 600 millioner kr. til støtte for sydslesvigerne.  Og SSW er det eneste tyske parti, der har lov til at få økonomisk støtte fra udlandet.

Denne særlige Bonn-aftale anses af alle for at være en stor succes. Og mange mindretal fra andre steder i Europa, f.eks. Belgien, kommer på besøg for at høre om, hvordan den fungerer.

Danmarks støtte til Sydslesvig gør det også muligt at drive danske børnehaver og skoler i landsdelen. I dag er der ialt 55 danske daginstitutioner og 46 danske skoler fordelt over Slesvig-Holsten, dog mest i Slesvig.

Se mere på Skoleforeningens hjemmeside:  www.skoleforeningen.org 

Iøvrigt er det både de dansksindede og nordfriserne, der er aktive i SSW og de andre mindretalsaktiviteter.

 

Den 26.august:

TANKER VED EN NÆR VENS DØD

Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen

 

Det startede altsammen i Bruxelles. En Liselottes gamle kolleger og venner fra København ville komme på besøg hjemme hos os. Jeg kendte ham ikke. Men jeg lovede at opføre mig så pænt som muligt. Om det lykkedes, ved jeg ikke. Men hvad jeg ved er, at det blev starten på et langt og nært venskab.  Mens Liselotte kokkerede i køkkenet, forsøgte jeg at underholde vor nye gæst inde i spisestuen, formentlig i selskab med et glas god vin.  Og inden nogen kunne nå at tælle til ti, fandt vi ud af, at vi begge havde gået på Viborg Katedralskole. Ganske vist ikke på samme tid, men næsten. Og derfor var vi blevet ”ramt” af mange af de samme lærere.  Verden er lille.  Liselotte fortsatte sine gøremål ude i køkkenet og ærgrede sig vist nok på en måde over, at nu var det endelig én af hendes venner, der kom på besøg. Og så gik det hele straks op i højlydt snak om Viborg, hvor hun ikke kunne være helt med.

Min nye ven hed Kaj. Kaj Handberg. Og vort hyggelige træf over dette første glas vin er heldigvis blevet til mange, mange flere. Både af træf og af vin.

Vi startede med flere gemytlige og givende besøg hos hinanden.  Kajs søde kone, Benthe, også fra Viborg, var ét af hans mange trumfkort.  Og inden længe startede vi sammen med et andet fælles vennepar fra Aalborg, Else og Ernst Trillingsgaard, en fælles rejse- og oplevelsesklub.  Vi døbte den Bedemandsklubben.  Ikke fordi vi var specielt flittige til at bede 😊  Men fordi vi af arbejdsmæssige grunde normalt henlagde vore fælles togter til bededagsferien – i hvert fald i starten.   Det er faktisk i årenes løb blevet til 20 Bedemandsture – til næsten alle hjørner og kroge i Europa – og i Danmark.

Når man på denne måde er tæt sammen i mange situationer, oplever man en masse. Ikke mindst også med Kaj. Hans aktive interesse for alt, hvad han så og oplevede, kombineret med hans særlige stille humor var alle dage en fornøjelig og givende oplevelse. Og af og til med helt uventede og muntre konsekvenser. Som dengang han på en hyggelig lokal bæverding i Bouillon i Belgien var tæt på at slå en gammel dame i baren ihjel. Ikke med vilje, men med det kakkelovnsrør, han kom til at hive ud af væggen, da han svingede sig på plads inde i det lille lokale. Eller som da han i en bjerglandsby i Italien kom kørende ind igennem restauranten, mens Ernst og jeg var på udkig efter en parkeringsplads. Vi kunne ikke finde nogen P-plads, men vi kunne finde to øl. Og pludselig blev freden afbrudt af Kaj, der stille og roligt kom kørende ind imellem barens borde og stole, dog altsammen udendørs,.   Eller da han – i sit pæne og velsiddende tøj som altid – pludselig rejste sig op under en fodboldlandskamp i Bruxelles mellem Belgien og Danmark og råbte med høj forarget stemme Bonderøv af en belgisk spiller.  Eller som da Kaj i Epernay i Champagne på et lokalt marked købte en gammel fransk politikasket, der straks til stor moro for de lokale  blev brugt til at dirigere trafikken. Eller som dengang Kaj var i Bruxelles med Christian IV’s Laug fra Aalborg. Han var næstformand i Lauget, vel én af de ældste i bestyrelsen. Og da formanden under Laugets optræden på Bruxelles gamle rådhus ville introducere deres unge kasserer med ordene:  Og nu vil jeg gerne bede vort Laugs smukke, unge kasserer præsentere sig, så rejste Kaj sig med lynets hast op – til hele forsamlingens store morskab. Eller som da Benthe holdt damefrokost i Rebild på sin fødselsdag. Liselotte var en af gæsterne, og jeg var med som chauffør. Den situation løste Kaj ved at planlægge en flot vandretur for os to ud igennem Rebild Bakker.  Og for at tørsten ikke skulle overmande os totalt på turen, havde Kaj på forhånd udlagt passende depoter forskellige steder på ruten.  Og mens vi sammen gav disse depoter en passende opvartning, fik jeg Kajs livlige fortælling om egnen og de særlige typer, der i tidens løb havde boet og gebærdet sig på de kanter. Herunder kendte lokale krybskytter og selveste Røverne fra Rold.

Som ægte kimbrer glædede det mig naturligvis, at Kaj også (næsten) var kimbrer.  Han vidste i hvert fald en gruelig masse om mine forfædre.  Og han boede tilmed på Cimbrervej – meget tæt på den berømte kimbrersten, hvorfra ”vi” med stor energi og erobringslyst drog afsted mod selveste Rom i 101 f.Kr. !  Så meget bedre kunne det næsten ikke blive!

Dette er bare et lille udsnit af vore mange fælles oplevelser gennem flere årtier. Og det er kun lidt af alle de oplevelser, som Kaj uden min hjælp og deltagelse havde haft. Som hans imponerende to ene-mands-ture fra Chicago til Californien. Hver gang i en kæmpe camper ( også kaldet et motorhome ), som han mod begrænset betaling påtog sig at køre fra fabrikken i Chicago til forbrugerne på vestkysten af USA.  At høre ham berette om disse flere uger lange ene-ture var næsten som selv at være med.  Han sendte os endda fra hver tur af og til en video fra oplevelserne.  Ganske vist stod optagelserne en gang i mellem på hovedet. Men det gjorde ikke oplevelsen mindre 😊

Kaj var også en meget erfaren og aktiv balut-spiller.  Jeg ved ikke meget om dette terningespil, der er opfundet af en amerikansk soldat på Filippinerne. Men jeg ved, at det er meget populært blandt danske erhvervsfolk verden rundt. Og Kaj var i mange år en meget aktiv – og helt sikker munter deltager verden rundt i dette særlige spil.

 

Nu var det selvsagt ikke altsammen sjov og underfundigheder omkring Kaj. Han var en meget erfaren og engageret turistmand – først i Danmarks Turistråd og senere i mange år som turistchef i Aalborg. Der var næsten ikke det hjørne af et af Danmarks vigtigste erhverv, turismen, Kaj ikke kendte og bidrog aktivt til.  Stille og rolig, men hele tiden med øje på bolden. 

Samtidig var han hele tiden et meget positivt menneske, der interesserede sig aktivt for livet, herunder for andre mennesker.  Han havde sine meningers mod – og heldigvis, da. Men han ville gerne diskutere dem med åbent visir. Og gerne høre på andres synspunkter og argumenter. Det kunne mange godt lære af.

Som jeg gennem mange år oplevede Kaj var han hele vejen et helstøbt menneske, som man kunne stole på.  En vennernes ven – altid klar til at hjælpe og give råd.  Dertil kom hans søde familie, Benthe, de tre børn og børnebørn. Vi har haft fornøjelsen af at møde dem og nyde deres selskab.

Nu er Kaj ikke mere. Og det er vi meget triste over.  Som man altid er, når ens nærmeste familie og venner ”rejser videre”.    Og så alligevel.  For os lever Kaj videre.  Ikke for at blande os i religiøse anliggender. Men for os er det evige liv faktisk allermest de mange minder og fælles oplevelser, man har haft med andre mennesker. Dem kan ingen tage fra os.  De er evige.  På den måde lever Kaj videre – i hvert fald for os.  Og det er dejligt – og dejligt givende og stimulerende.

Tak for det altsammen, Kaj.

 

Den 24. AUGUST:

Det er som bekendt i år 75 år siden, at den Anden Verdenskrig sluttede.  Det markeres på mange måder rundt omkring. I aftes så vi på DR TV en meget interessant udsendelse om Hitlers rustningsminister igennem hele krigen, arkitekten Albert Speer ( se foto ). Mange mener, at hans organisationstalent forlængede krigen med et år. Han evnede at holde produktionen af våben og andre krigsfornødenheder så meget i gang, at den tyske krigsmaskine kunne fortsætte så længe, som den kunne. Samtidig var han den topnazist, der i krigens slutfase forhindrede, at Hitlers deperate Nero-befaling blev ført ud i livet. Det var beskedden om, at alt – alt i Tyskland skulle ødelægges og sprænges, så intet faldt i de allieredes hænder.  Befalingen var sandsynligvis også et udslag af et af Hitlers sidste udsagn om, at når det tyske folk ikke havde fulgt ham i tykt og tyndt, så fortjente det heller ikke bedre end at blive udslettet.

Det lykkedes Albert Speer – der var en af hovedanklagede ved Nürnberg-domstolen mod de nazistiske krigsforbrydere – at overbevise domstolen om, at han ikke var involveret i eller vidende om holocaust, osv.  Derfor fik han ikke dødsstraf med ”kun” 20 års fængsel i Spandau fængslet i Berlin.  Han kom ud af fængslet efter de 20 år, dvs. i 1966. Og han døde i 1981.

Nu handlede DR’s udsendelse i aftes ikke direkte om Albert Speer.  Det var et langt interview med hans dattersøn, MORITZ SCHRAMM.  Udsendelsen hed:  Min Morfar, Hitlers Ven.  Interviewet blev på glimrende og dybdegående vis gjort af journalisten Adam Holm.  Og det foregik på dansk. Hvorfor?  Fordi Moritz Schramm bor og arbejder i Danmark.  Han er lektor på Syddansk Universitet i Odense. Oprindelig har han ingen tilknytning til Danmark. Han er opvokset og uddannet i tysk og i statskundskab i Tyskland. Men han kom til Danmark for en del år siden og lærte dansk i forbindelse med sit job på universitetet.

Udsendelsen kan stærkt anbefales, er meget sympatisk og kan ses her – den er på 58 minutter:

https://www.dr.dk/drtv/program/min-morfar-hitlers-ven_197703

 

DEN 14. AUGUST:

Scenen er Washington DC. Tidspunktet er 1940-45 – og også nogle indslag fra tiden derefter.  Jeg taler om den danske film VOR MAND I AMERIKA.  Den så vi i aftes.  En fremragende film.

Den handler om den daværende danske ambassadør i USA, Henrik Kaufmann. Da tyskerne invaderede Danmark i april 1940, besluttede han, at han ikke længere ville tage imod ordrer fra regeringen i København.  Han ville være ambassadør for ”kongen og de frie danskere”, ikke for den regering, som han mente dansede efter nazisternes pibe.   Og efter en vanskelig start, lykkes det ham at blive anerkendt af den amerikanske regering – og at lave meget vigtige aftaler med den. Ikke mindst vedrørende Grønland.

Man kan se en trailer for filmen her:

https://www.kino.dk/kinotv/2020/06/den-endelige-trailer-til-vores-mand-i-amerika-er-landet

Kaufmann spilles på fremragende vis af Ulrich Thomsen. Og dennes nærmeste medarbejder, Povl Bang-Jensen, spilles af Mikkel Boe Følsgaard.

På engelsk hedder filmer THE GOOD TRAITOR.

Hovedpersonerne i filmen får i øvrigt en interessant livsbane også efter krigen.  Kaufmann kommer bliver stærkt involveret både i Danmarks medlemskab af FN i 1945 og senere i 1949 af NATO.  Povl Bang-Jensen bliver embedsmand i FN og bliver bl.a. her aktivt involveret i FNs behandling af den russiske invasion af Ungarn i 1956.  Han får ansvaret for afhøring af mange ungarske flytninge. Og da FNs ledelse forlanger at få listen med navne på de afhørte flygtninge udleveret, nægter han det af frygt for, at listen vil komme Sovjet i hænde. Han brænder listen oppe på FN-bygningens tag i New York. Han bliver afskediget fra FN – og bliver kort tid efter fundet skudt med en pistol liggende ved siden af sig.  Var det et sovjetisk mord? Eller et selvmord? Det er aldrig blevet opklaret.  Men hans navn er meget kendt og respekteret blandt befolkningen i Ungarn den dag i dag.

En tredje person fra den danske ambassade, Einar Blechingberg, spiller en fordægtig rolle. Han bliver senere som dansk diplomat ved ambassaden i Bonn afsløret som polsk spion og idømt 8 års fængsel.

Jo, der er meget interessant dansk nutidshistorie knyttet til Kaufmanns meget modige indsats i frihedskampen fra ambassaden i Washington.

Bo Lidegaard har i øvrigt skrevet en bog om ham og hans indsats:

I Kongens navn – Henrik Kaufmann i dansk diplomati 1919-1958.

 

DEN 13. AUGUST:

I går skrev jeg om Belarus. I dag vil jeg fortælle lidt om et andet af verdens aktuelle brændpunkter, LIBANON.

Dette er – som de fleste ved – et lille land i Mellemøsten. Det ligger ved Middelhavets østlige ende – kun 276 km fra EU-landet Cypern. Dets størrelse er på 10.400 kv.km ( knap en fjerdedel af Danmark ) og det har 7 millioner indbyggere. Af dem er ca. 58 % muslimer og 36 % kristne.  Der bor endnu flere libanesere eller folk af libanesisk afstamning uden for Libanon ( ca. 8 mill. ).  Landets hovedstad er Beirut med ca. 1 mill. indbyggere.  Landet har landegrænser med Syrien i nord og øst og med Israel mod syd.

Området, hvor Libanon ligger var fra omkring det 12. årh. f.Kr. beboet af fønikerne. Deres hovedstad hed Byblos. Den ligger 37 km nord for Beirut. Ordet føniker kommer af det græske ord phoinix, der betyder purpur. Hvorfor? Fordi fønikerne, der var et stort handelsfolk, bl.a. handlede med dette kostbare røde farvestof.   Fønikerne havde også andre store besiddelser rundt om Middelhavet, især Karthago i det nuværende Tunesien.  De fønikere kaldte romerne punere ( deraf navnet de puniske krige ).

Meget senere blev Libanon ligesom hele Mellemøsten en del af det osmanniske rige, styret af sultanen i Istanbul.   Derfor ser man i hele området den dag i dag på tyrkerne med stor skepsis og mistro.  De var det gamle herrefolk.  Det var faktisk for alvor først efter 1. verdenskrig ( hvor det osmanniske rige var på Tysklands side ), at de mellemøstlige lande startede en ny tilværelse. De blev protektorater. Libanon og Syrien blev franske protektorater. Israel, Egypten, Jordan og Irak blev britiske protektorater.

Libanon fik sin selvstændighed fra Frankrig i 1943.  Og de kommende årtier var udviklingen i landet sådan, at man ofte kaldte Beirut for Mellemøstens Paris.  Det blev et yndet turistområde.  Det blev brat stoppet af en voldsom borgerkrig i landet fra 1975-90, hvor omkring 150.000 mennesker blev dræbt.

Der er store flygtningelejre i landet.  Siden Israels oprettelse i 1948 har der været 12 palestinensiske flygtningelejre i Libanon. De får støtte fra det internationale samfund via FN.   Og da krigen i Syrien startede i 2011, flygtede masser af syrere til landet. Der er i dag ca. 1,5 mill. syriske flygtninge i Libanon.  Alt dette giver et kolossalt politisk og især økonomisk, forsyningsmæssigt pres på landet.

Landets symbol er Cedertræet.   Se foto af dets flag.

EU har et tæt samarbejde med Libanon. Siden 2002 har de to parter haft en associaringsaftale. Og fra 2007 er denne udmøntet i en særlig Handlingsplan, der på konkret vis med EU-midler støtter udviklingen i landet.  EU er Libanons største handelspartner.

Derfor er det heller ikke overraskende, at de første officielle besøgende efter eksplosionerne i Beirut forleden var EU præsident Charles Michel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron.

Hvis man vil følge med i udviklingen i Libanon på engelsk, så er der bl.a. disse muligheder:

EURONEWS:  www.euronews.com

NATIONAL NEWS AGENCY, Libanon:   www.nna-leb.gov.lb/en

GLOBALNYT:    www.globalnyt.dk  ( dansk medie om udviklingsspørgsmål )

AL JAZEERA:  www.aljazeera.com  ( arabisk TV station i Qatar ).

 

DEN 12. AUGUST:

BELARUS er et land, der kun ligger ca. 900 km fra Danmark. Normalt hører man ikke meget om det.  Det gør man i disse dage, fordi landets kommunistiske styre endnu en gang har svindlet med et valg – denne gang ”valg” af præsident Alexander Lukasjenko ( f. 1954 ).

På dansk kalder man også landet Hviderusland – og på tysk Weiss-Rusland.  På hviderussisk og russisk hedder landet det samme Belarus – Bela betyder hvid på de to sprog. Hvorfor hedder det sådan?  Fordi dette område af det russiske rige ganske vist også blev invaderet af mongolerne i 1240, men de bosatte sig ikke her.  Det gjorde de dermed i det, der i dag hedder Rusland.   Derfor er befolkningen i Belarus ”rene efterkommere ” af den oprindelige befolkning, dvs. ikke blandet med mongolsk blod.

Belarus er på 208.000 kv.km, altså ca. fem gange så stort som Danmark. Og det har en befolkning på 9,5 million indbyggere.  Hovedstaden hedder Minsk ( med 2 mill. indbyggere ).  Og det grænser op til tre EU lande ( Polen, Litauen og Letland ) samt til Rusland og Ukraine.    Sproget hører til samme slaviske sprogstamme som russisk. Men de forstår ikke hinanden.  De allerfleste hviderussere er dog dobbeltsprogede og taler også russisk.   Landet var indtil 1991 en del af Sovjetunionen.  Præsident Lukasjenko var i øvrigt det eneste medlem af landets parlament, der dengang stemte imod Sovjets opløsning. Han var tidligere direktør for et kollektivbrug. Og han har også været officer i den sovjetiske hær.  Han har siden 1994 styret landet med hård hånd.  Belarus bliver ofte kaldt ”det sidste diktatur i Europa”.

Belarus blev næsten totalt ødelagt under 2. verdenskrig, hvor tyskerne gik den vej ind i Sovjet – og senere trak sig tilbage gennem området med den røde hær i hælene.  Den hviderussiske Nobel-prismodtager, Svetlana Alexievich, har skrevet en meget anerkendt bog om kvindernes vilkår under 2. verdenskrig.

EU og andre vestlige lande har af politiske grunde et meget køligt forhold til landet.  Dets brud på stort set alle internationale regler gør det for tiden ikke muligt at ændre dette.   Dog gør man på forskellig måde, hvad man kan, for at støtte den aktive, demokratiske opposition i landent.

Hvis man ønsker at følge begivenheder og udviklingen i Belarus, er der mig bekendt ikke mange engelsk-sprogede medier og websites i landet.

Den demokratiske bevægelse i landet har en website:

OFFICE FOR A DEMOCRATIC BELARUS:

http://caspianet.eu/partners/office-for-a-democratic-belarus/

BELARUS 24:    ( kontrolleret af Belarus regeringen )

https://belarus24.by/en/news/

EURONEWS:

www.euronews.com

 

DEN 11. AUGUST:

Jeg skrev den 8. august om Tyrkiet og lovede at komme tilbage med mere.  Som bekendt hedder landets præsident RECEP ERDOGAN, født i 1954 i Istanbul.  Han og hans regime er netop i disse dage igen aktivt ude med riven. Han har forleden startet boringer i søterritorium, som ifølge international lov er græsk og cypriotisk – ikke tyrkisk.  Det er givetvis en bevidst provokation.  En provokation, som heldigvis straks har ført til kraftige reaktioner fra EU, NATO og USA.   Situationen er alvorlig og giver naturligvis anledning til stor bekymring både i Grækenland, på Cypern og i hele regionen.  Måske opdager de vestlige medier også snart denne provokation !

Erdogan er i politiske og økonomiske vanskeligheder på hjemmefronten. Han tabte lokalvalgene sidste år i de store byer, inkl. Istanbul. Hans egen by. Han sagde en gang: Den, der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet!     Gennem historien er det et gammelt beskidt trick, at hvis man har indenrigspolitiske problemer, så bør man sørge for at gøre noget over for omverden, så opmærksomheden kan fjernes fra de hjemlige problemer.  Det er det, der sker.  Både ved hans direkte indblanding i krigen i Syrien og i konflikterne i Libyen og nu i provokationerne i Ægæerhavet og Middelhavet.

Samtidig holder han og hans regime sig ikke tilbage for at tænke ”Stor-Tyrkiet” – Tyrkiet som det var under Det osmanniske Rige indtil 1923.  Mange har klart på fornemmelsen, at han gerne vil være en ny Sultan.

Det er i samme ånd, at Erdogan har bygget sig et præsident-palads i Ankara.  Det hedder Det Hvide Palads og fyldt med marmor. Det er større end både Det Hvide Hus, Kreml og Versailles. Jo, der er stil over det.  Der strides stadig væk om regningen for komplekset, ikke mindst set i lyset af de store vanskeligheder i den tyrkiske økonomi.   Se foto af paladset nedenfor.

 

Tyrkiets forhold til EU har gennem årene været anspændt. Som tidligere nævnt, ansøgte landet om EU-medlemskab i 1963.  Behandlingen af ansøgningen er stort set ikke kommet ud af stedet.  Man har skyndt sig langsomt i EU, som man siger. Hvorfor? Fordi Tyrkiet slet ikke er kvalificeret til at være medlem af EU – hverken økonomisk eller politisk. Og det er især i de senere år gået den forkerte vej. Ikke mindst efter kupforsøget mod Erdogan for få år siden.  Her er masser af friheder i Tyrkiet blevet grundigt stækket, herunder også mediernes frihed.  Det er helt uacceptabelt for EU.  Flere EU ministre har udtalt, at Tyrkiet efter deres mening aldrig bliver medlem. Og her skal man huske på, at der skal være enighed i EU for at optage nye medlemmer.  Ethvert medlemsland kan nedlægge veto.

Hvorfor afbryder man så ikke ansøgningsprocessen?  Det har Tyrkiet også truet med – men ikke gjort.  Og som et europæisk land har landet ret til at søge om medlemskab. Dertil kommer, at så lang tid tyrkerne ser muligheden for en gang at blive medlem, så indretter de sig de facto efter visse EU-regler.  De har f.eks. i realiteten afskaffet dødsstraffen, som er en betingelse for at blive medlem.  De har også givet det store kurdiske mindretal i landet vigtige rettigheder ( skoler, brug af det kurdiske sprog, osv.), som de ikke havde før EU pressede på.

Dertil kommer, at det ikke er i EUs interesse at få et Iran-lignende styre lige på sit dørtrin. Eller at skubbe Tyrkiet i hænderne på Rusland, m.v. Derfor er det politisk en vigtig balancegang.

 

Samhandelen mellem EU og Tyrkiet er ganske betydelig.  Godt 500 milliarder kr. hver vej.  Og der bor ca. 3,7 millioner tyrker i EU, heraf 63.000 i Danmark (33.000 indvandere og 30.000 efterkommere). Mange af disse indvandere kom fra landdistrikterne i Tyrkiet, ikke fra de mere liberale og vestligt orienterede storbyer.

 

Hvis man ønsker at følge udviklingen i og omkring Tyrkiet, kan jeg anbefale to engelsk-sprogede aviser:

  • Grækenland:      KATHIMERINI    -    www.ekathimerini.com                                                                    

 

 

DEN 8. AUGUST:

I dag vil jeg skrive om TYRKIET.  Landet, der er anerkendt som et europæisk land, men hvor størstedelen af landet ligger i Asien. På samme måde som med Rusland.

Tyrkiet er på 784.000 kv.km ( 18 gange større end Danmark ) og har 82 millioner indbyggere ( 14 gange flere end Danmark ).  I 1923 indgik Tyrkiet – på den græske regerings forslag – en aftale med Grækenland om tvungen udveksling af befolkningsgrupper – ikke baseret på sprog, men på religion. Omkring 1,2 mill. græsk-ortodokse blev flyttet fra Lilleasien og Thrakien ( området vest for Istanbul ). Og knap 400.000 muslimer blev flyttet fra græsk område til Tyrkiet.   Og det blev også aftalt, at de ca. 2.000 øer i Ægæerhavet forblev græske.  Nogle af dem ligger kun få km fra det tyrkiske fastland – såsom Rhodos, Kos, Samos og Lesbos.  Mange af de tvængsforflyttede græsk-ortodokse bosatte sig på øerne i Ægæerhavet.   Iøvrigt er det kun 140 af de 2.000 øer, der er beboede – og kun 78 af dem med mere end 100 beboere.

Men aftalen er klar.  Alle øerne er græske og skal selvsagt behandles som sådanne.  Det har også betydning for fiskeri og for boring efter olie opg gas.

At Tyrkiet er anerkendt som et europæisk land gav det mulighed for at blive medlem af EUROPARÅDET.  Det blev medlem i 1950. Det giver landet en række vigtige forpligtelser. Nogle af dem er:  1. forbud mod brug af tortur. 2. kamp mod racisme. 3. beskyttelse af sociale rettigheder. 4. beskyttelse af mindretal. 5. kamp mod korruption. 6. kamp mod hvidvaskning af penge. 7. kamp mod menneskehandel. 8. sikring af demokrati.

Nu vil mange spørge:  Overtræder Tyrkiet ikke systematisk mange af disse bestemmelser?  Jo, det er givetvis rigtigt i dag. Europarådet gør, hvad det kan for at bringe overtrædelser frem i lyset – også ved at lave inspektioner i landet.   Men modsat EU er Europarådet ikke en overstatslig organisation, hvis vedtagelser har direkte og umiddelbar gyldighed i medlemslandene. Det er en såkaldt mellemstatslig organisation. Dens effektivitet afhænger i høj grad af medlemslandenes villighed til at følge bestemmelserne. Eneste virkelige våben Europarådet har over for ”uartige” medlemmer er at suspendere deres medlemskab.  Det skete i en periode for Rusland.

 

Tyrkiets status som europæiske land gav det også mulighed for at blive medlem af NATO i 1952 – i øvrigt samtidig med Grækenland. Og den tyrkiske hær er i dag den næststørste i NATO. Den er på 735.000 mand.  Hertil kommer, at USA har del i to luftbaser i det sydlige Tyrkiet.

 

Tyrkiet indgav i 1963 ansøgning om at blive medlem af EU.  Det er dog en ansøgning, der indtil nu har haft den store betydning ( bortset fra i Storbritannien, hvor Brexit tilhængerne bildte vælgerne ind, at Tyrkiet ville blive EU medlem i løbet af ganske få år   ). 

 

Som nævnt flere gange, er Tyrkiet anerkendt som et europæisk land.  Men så må man også forvente, at det opfører sig som et europæisk land. Og det gør det langt fra.  Lad os bare nævne nogle få aktuelle eksempler:

  1. 1.     Tyrkiske politikere med præsident Erdogan i spidsen truer med jævne mellemrum med at overtage kontrollen med Ægæerhavet, herunder de græske øer.  Og ordene følges ofte op med tyrkiske jagere, der trænger ind i græsk luftrum og overflyver øerne.   Det er selvsagt komplet uacceptabelt.

 

  1. 2.     Tyrkiske boreplatforme tager initiativer til at bore efter olie og gas i græsk og i cypriotisk farvand – og hver gang med flådefartøjer som beskyttere.   Den går naturligvis ikke.  EU har protesteret kraftigt, og Frankrig har tidligere sendt flådefartøjer til området for at sikre overholdelsen af gældende regler.

 

  1. 3.     Tyrkiet har for tiden ca. 3,7 millioner flygtninge som følge af krigen i Syrien ( som Tyrkiet i øvrigt en en aktiv deltager i ).  EU har lavet en aftale med Tyrkiet om at beholde disse flygtninge, så de ikke rejser videre ind i EU. Til gengæld betaler EU millionbeløb til Tyrkiet for at hjælpe dem med udgifterne.   Den situation benytter tyrkerne ofte politisk til at sige til Europa:  Hvis I ikke holder op med at kritisere os, så lukker vi bare grænserne op, og I vil blive oversvæmmet af flygtninge igen.  

 

Til dette skal der først siges, at Tyrkiet aldrig ville være kommet i denne styrkens position, hvis alle EU-lande havde vist solidaritet og gensidig hjælpsomhed og havde modtaget ægte flygtninge.   Så mange EU lande kan takke sig selv for den nuværende situation.  Også ”takke” sig selv for, at man har vendt det blinde øje til og overladt problemerne til Grækenland og Italien, der har skulle klare problemet med de flygtninge, der alligevel ankom.  Det er uklædelig mangel på solidaritet og mangel på politisk mod og visioner.

En af de kommende dage vil jeg komme tilbage til situationen i og omkring Tyrkiet. Om EUs holdning. Om den politiske og økonomiske situation i Tyrkiet.   Og om hvorfor det altid vil være et alvorligt dilemma, hvordan man skal håndtere Tyrkiets åbenlyse brud på mange af de regler og aftaler, som hører til at være et europæisk land.

 

DEN 7. AUGUST:

Der er noget særligt ved at være midtpunktet. Den syntes mit 10-årige barnebarn Zoe også, da jeg fornylig lavede et slægtsskema for hende med alle hendes danske og græske slægtninge. Hun var nemlig lige midt i det skema, jeg havde lavet 😊

Men nu skal vi på en lille rundtur i Europa !

Ved du, hvor Danmarks geografiske midtpunkt er?   Det ligger ved Rørvig ( tidligere Isøre ). Det er baseret på beregninger i Kort- og Matrikelstyrelsen.  Mere officielt kan det vel ikke blive.  Stedet er markeret med en stor sten med påtegnelsen:  DANMARKS MIDTPUNKT.   Se foto nedenfor.

Jeg har dog ladet mig fortælle, at man i beregningen har været en smule kreativ.  Man har ikke taget Ertholmene øst for Bornholm med ( Christiansø og Frederiksø ).  Hvis man havde gjort det, ville midtpuktet ligge ude i vandet med Rørvig.  Og det syntes man var lidt upraktisk, især for folk, der gerne vil besøge midtpunktet.

Hvor er så EUs geografiske midtpunkt i dag efter Storbritanniens udtræden af det gode selskab?  Det ligger ved byen Gadheim ved Würzburg i Franken i det vestlige Bayern i Tyskland.  Se foto forneden.

Hele Europas geografiske midtpunkt ligger ved landsbyen Purmuskes i Litauen. Det er en landsby 26 km nord for hovedstaden Vilnius. Det er beregnet med norske Svalbard i nord, Kanarieøerne i syd, Ural i øst og de portugisiske øer Azorerne i vest.

Vort hjemland, Belgiens geografiske midtpunkt ligger i landsbyen Nil-Saint-Vincent.  Den ligger kun 20 km sydøst for vor hjemby, Rixensart. Og vi har ikke engang besøgt stedet endnu    Det bliver der rodet bod på.

Endelig lad os tage vort naboland, Tysklands geografiske midtpunkt. Det ligger ved landsbyen Niederdorla i Thüringen i det tidligere Østtyskland.

 

Alle midtpunkterne er officielt markeret med forskellige sten og afmærkninger.  Så hvorfor ikke besøge hver dem på én af jeres kommende togter ud i Europa ?!

 

DEN 3. AUGUST:

Viden er frygtens og hadets værste fjende !  Hvis man ikke ved noget, bliver man let bange. Og man hader oftere det, man ikke kender til.  Derfor drejer sig i et ordentligt samfund om at sørge for, at folk ved noget om det, der er vigtigt.

Den uvidende kommer også tit til at se alting i sort eller hvid. Ligesom den totalt farveblinde, der også kun ser tingene i sort og hvidt.

Det er ødelæggende og farligt.  Se bare til dagens USA.

Det er en overbevisning, jeg altid har haft.  Derfor har det været meget vigtigt for mig i mit EU-arbejde gennem snart 50 år at gøre alt for, at folk vidste så meget som muligt om netop Europa og EU.

Det tænker jeg meget på i denne tid, fordi jeg er ved at skrive om mine oplevelser med dette arbejde. Lige fra dengang vi i 1970erne arrangerede en togudstilling, der igennem tre måneder kørte fra by til by. I 1980erne, hvor vi i starten lavede midlertidige lokale kontorer i mange byer landet over ( EF i Aalborg, EF i Haderslev, EF i Næstved, EF i Odense, osv.  Og hvor vi fra midten af 80erne startede talerkorpset TEAM 92 , senere TEAM EUROPE, med kyndige folk, der kunne og ville fortælle om EU på møder og konferencer. Samt fra 1990erne, hvor vi startede den gratis telefonservice over hele Europa, EUROPE DIRECT, hvor man ved at ringe på det samme nummer 00800 6 7 8 9 10 11  kunne få informationer om hvad som helst fra sin egen telefon.  EU er ikke længere væk end den nærmeste telefon, var mottoet.  De to sidste tjenester findes den dag i dag.

 

En af de mange stimulerende oplevelser i dette arbejde har været, at nogen råber: Hold op med al den EU propaganda!   Pudsigt nok er det især blevet sagt af folk, der var imod EU og ikke ønskede at blive informeret, så deres indre verdensbillede blev forstyrret   De har ikke forstået og vil måske ikke forstå, at information/kommunikation handler om at FORKLARE.   Ikke om at forsvare. Det er politikernes opgave.  Det er en hårdfin balance, som så at sige skiller fårene fra bukkene i kommunikation.  Den gode kommunikator skal – også for at sikre sin troværdighed – holde sig til HVORDAN. Og ikke vove sig ud på det politiske felt HVORFOR.   Det er kunsten.

Det er dét, der altid har fascineret mig. Og det vil jeg blive ved med at gøre, så længe jeg kan tygge et blødkogt æg 😊

 

DEN 2. AUGUST:

Lokalhistorie er meget interessant. Især hvis man gør sig den ulejlighed at dykke godt ned i den. Både om landskabet, dets historie og om menneskenes gøren og laden på stedet.  Og lokalhistorie på ét sted har naturligvis masser af ligheder med andre steder – både i samme land og ud over landets grænser.

Jeg har brugt lidt af min ferie i år til at studere lokalhistorien her i Odsherred. Og jo dybere man graver, desto mere interessant bliver det.  Produktet indtil nu af mine studier er et notat med billeder. Jeg kalder det:

VEDDINGE OG VEDDINGE BAKKER – lidt om alting om dette herlige sted.

Hvis nogen af jer er interesseret i det, siger I bare til 😊

I forbindelse med min graven i fortiden er jeg også stødt på Stenalderen her på stedet. Det var dengang man lavede redskaber af sten, først meget simple redskaber, senere mere raffinerede.  Det er vel det, der hedder udvikling.  Stenalderen i Danmark varede fra ca. 12.800 f.Kr. til ca. 1.800 f.Kr, hvor Bronzealderen starter ( og som jeg har skrevet mere om i mit Veddinge notat).

Stenalderfolket levede mest af den mad, de fandt i havet ( dengang, der var vand i Lammefjorden ). Og når de havde fortæret maden, kastede de skaller og knogler fra sig på stedet.  Derved opstod gennem årtusinder de såkaldte Køkkenmøddinger.  Vi kender dem fra Ertebølle hjemme i Himmerland.  De findes også her. Man har fundet tusinder af rester af skaldyr såsom østers, hjertemuslinger og blåmuslinger, fiskeben og knogler af større dyr, der har måttet lide døden inde i skovene bag kysten. Man har fundet potteskår, flintredskaber og stensatte ildsteder.     Se nedenstående foto af en udstilling af nogle af de fundne ting her på stedet.

Fundstedet ligger ved siden af vejen fra Fårevejle og Høve.  En del af området er nu fredet for at sikre, at fremtidens arkæologer også har muligheder for at studere den urørte køkkenmødding.

Iøvrigt holdt mennesker ikke op med at spise og drikke netop på dét sted, bare forbi Stenalderen slap op.   Der blev i nyere tid bygget en rigtig landvejskro på stedet. Den hed Vejlekro( efter vejle = vadested ud til øerne i Lammefjorden ). Den blev også kaldt KroenborgDen var i årene 1875 til 1909 en station på postruten mellem Jyderup og Nykøbing Sjælland. Her blev hestene skiftet og diligenceføreren fik sig et måltid og et par drammer.  Der var ikke så mange spritkontroller dengang – og hestene kunne om nødvendigt selv finde vej 😊    Kroen brændte i 1914. I dag ligger der et bilværksted på stedet. Se billede af den gamle, hedengangne kro.

DEN 22. JULI: 

Mens støvet lægger sig og mange puster ud efter det fire døgn lange møde i Det europæiske Råd, er der tid til at gå lidt mere i detaljer med de mange vigtige beslutninger, som blev taget.  Herunder fordelingen af den store hjælpepakke til de hårdest ramte medlemslande, det syv-årige budget 2021-27 og spørgsmålet om, hvad der konkret blev besluttet om respekten for EUs regler og værdier, hvis man vil modtage penge fra EU  ( læs: især Ungarn og Polen ).

 

Disse punkter vil jeg vende tilbage til, når vi kender resultatet af Europa-Parlamentets holdning til de mange beslutninger. Parlamentet mødes i morgen, den 23. juli, for at diskutere og stemme om beslutningerne. Og som alle ved, er det ikke mindst Parlamentet, der holder hårdt på, at lande skal overholde EUs regler og værdier, hvis de vil modtage penge.

Formand Charles Michel sagde i går morges, da han holdt sin briefing for pressen:  Rule of law is a decisive criteria for budget spending.  Klarere kan det vel ikke siges.  Jeg vender tilbage til, hvordan det i praksis vil blive gennemført.

Det tyske formandskab med kansler Angela Merkel spillede naturligvis en central rolle i Det europæiske Råds møde og beslutninger.  Og det vil det også sammen med EU Kommissionen gøre i de kommende måneder, når beslutningerne skal gennemføres i praksis.  Tyskland er formand indtil nytår. Derefter over tager Portugal formandskabet i første halvdel af 2021 – fulgt af Slovenien i efteråret. Og i første halvdel af 2022 sidder Frankrig for bordenden

 

DEN 21 JULI:

We did it! Vi gjorde det!  Det var de ord, som den belgiske formand for Det europæiske Råd ( EUs topmøde ), Charles Michel,  udtalte i morges.  Man var nemlig efter næsten 4 døgns forhandlinger blevet enige om en kæmpe-hjælpepakke til de hårdest ramte medlemslande i coronakrisen.  Og samtidig var man også blevet enige om EUs budget for de kommende 7 år.  Det var en sandhed en kraftanstrengelse, især for disse to store beslutninger krævede enighed blandt alle 27 medlemslande.  Det fik man. Og det var flot gjort.

Naturligvis er der undervejs blevet indgået en række kompromisser. Og det er den ene eller anden sikkert utilfreds med.  Men de sagde alle JA til slut.  Den gamle rævesnu realpolitiker, Henry Kissinger, sagde engang: Et kompromis holder kun, hvis alle deltagere i det er en smule utilfredse!

For mig er de tre allervigtigste punkter ved denne eller disse beslutninger:

  1. 1.     EU viste for alvor – og for første gang i lang tid – konkret solidaritet med de medlemmer, der er hårdest ramt af krisen. Det manglede også bare.  Alle lande har en kæmpe-fordel af EU medlemsskabet, herunder også det store fælles marked på 466 millioner mennesker.  Og det er naturligvis blevet bemærket af alle, at de fire lande, der fik navnet ”Sparebanden” – eller ”Fedterøvene”, som nogen kalder dem, ( Holland, Danmark, Sverige og Østrig ) er nogle af de lande, der har allermest glæde af det indre marked.

 

Det ville iøvrigt klæde de EU-lande, der har samme glæde af det store marked, især Schweiz og Norge, hvis de også deltog med penge i denne store solidaritetsindsats!

 

Man kan med god ret kalde den en ny ”Marshall Plan” for Europa. Flest tilskud og færre lån, nøjagtig som USAs Marshall Plan var det i 1948-51.

 

  1. 2.     Man fik samtidig ved disse beslutninger slået fast – og skrevet ind – at lande, der ikke overholder EU’s værdier ( såsom demokrati, beskyttelse af mindretal, uafhængige domstole, frie medier, m.v. ) ikke fremover kan regne med at få alle de EU-midler, de hidtil har fået. Følg de regler, du selv har skrevet under på – eller vi rammer dig alvorligt på pengepungen!   En del af de østeuropæiske EU-lande forsøgte at forhindre denne aftale   Men som jeg plejer at sige:  Når man slår med en pisk ind i en flok hunde, så er det dem, der bliver ramt, der hyler!  Det var bemærkelsesværdigt, at Ungarns Victor Orban i slutfasen af forhandlingerne sagde:  Det er en underlig diskussion. Vi er allesammen 100 % enig i betydningen af EUs værdier!  Det var så hans måde at prøve at komme ud af dilemmaet på.  Nu skal han så bare hjem for at gøre noget ved det i praksis!

 

  1. 3.     Når man taler om de mange penge, der nu går især til de sydeuropæiske lande som de hårdest ramte, så er der nogen, der siger, at EU bare strør tankeløst om sig med milliarder uden at stille de nødvendige krav om reformer og uden at lave de nødvendige kontrolforanstaltninger for at sikre, at pengene bliver brugt som planlagt. 

 

Jeg ved ikke, hvor de har den opfattelse fra.  De må hellere gå i gang med at checke deres kilder   Tilskuddene gives med meget klare betingelser om, hvad de skal bruges til.  Og man skal ikke lade sig narre af, at en løsagtig italiensk minister forleden sagde, at pengene skulle bruges til skattenedsættelser.  Det kan han godt glemme. Pengene skal bruges til at få økonomierne igang igen, til at få sundhedssystemerne på fode – og meget mere.

 

Og hvad med kontrollen?   Der er meget strenge kontrolforanstanltninger, både på EU-plan og nationalt.  På EU-niveau har man et selvstændigt kontor til bekæmpelse af svig. Det hedder OLAF.  Og man har også fornylig oprettet en særlig EU offentlig anklager, der har mandat til at undersøge og rejse sigtelse mod folk, institutioner og lande, der misbruger EU-midler. Den udnævnte anklager er rumænske Laura Kövesi, der var så effektiv i sin tid som stasanklager i Rumænien, at landet med arme og ben forsøgte at forbindre hendes udnævnelse. Det kendte hendes effektivitet.  Iøvrigt at Danmark et af de få EU-lande, der har valgt ikke at være med i denne aftale om statsanklageren ( på grund af retsforbeholdet ).

 

Så EU er helt klart klædt godt på til at tage sig af de svindlere, som altid findes, når folk får adgang til store pengemidler.

 
 
DEN 14. JULI:
 

Forleden fortalte jeg om arrangementet her i Høve fredag den 10. juli, da vi fejrede 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Det skete ved den store Esterhøj-sten, som hundredevis af Høve-borgere i juni 1920 bragte op fra stranden i en stor fælles kraftanstrengelse.

Hovedtaleren ved arrangementet var min gamle studiekammerat i statskundskab, Bertel Haarder.  Han er sønderjyde – født på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Vi har engang under et besøg på højskolen overnattet i hans fødestue, dog ikke mens han blev født 😊   Det er en flot beliggende gammel grundtvigiansk højskole, hvor man han den flotteste udsigt over Flensborg Fjord og langt ind i Sydslesvig.

Her er i korte ord det vigtigste af den flotte tale, Bertel holdt her i Høve forleden:

Vi fejrer freden og fordrageligheden i dag. Men vi må ikke forfalde til den naive tro, at den nuværende situation i grænselandet er en selvfølge. Det er, som om hver generation skal lære at værdsætte og slås for friheden, folkestyret og freden. Det lærte jeg i min sønderjyske barndom. Jeg lærte også, at tyskere ikke er ringere mennesker end danskere. Men man skal være tro mod sit eget. Derfor hænger der lange mindetavler i de sønderjyske kirker over de 6000, der måtte kæmpe i Første Verdenskrig for en sag, der ikke var deres egen. De kunne let have løbet nord for grænsen og undgået det. Men de ville ikke miste førstefødselsretten til deres hjemstavn. Det er dem, der blev mindet med de over 600 genforeningssten, der står over hele landet. Hvoraf Esterhøjstenen på 25 tons måske er den største. Den blev slæbt fra stranden op i 83 meters højde af 200 karle og 20 heste!

 

DEN 8. JULI:

Bismarck er et navn, der får de fleste danskere til at rynke panden og automatisk tænke, at han var da en grumme karl, der ville alt og alle noget ondt.  Sådan er der heldigvis få mennesker, der er. Og det var Bismarck trods alt heller ikke. Jeg har i dag lyst til at fortælle lidt om ham og hans gøren og laden.

Otto von Bismarck var en tysk politiker, der dominerede tysk og europæisk politik i anden halvdel af 1800-tallet. Han var ud af en preussisk adelsslægt og blev født i 1815 – kun et par måneder før Napoleon led sit afgørende nederlag i Waterloo. De to begivenheder havde nu ikke meget med hinanden at gøre – og dog...

Efter en karriere som jurist og diplomat trådte han for alvor ind på den politiske scene i Prøjsen i 1862. Han blev landets statsminister. Og han gik straks i gang med at gennemføre sine vigtigste politiske mål, nemlig at samle Tyskland, der dengang var opdelt i mange forskellige småstater og fyrstendømmer. Første offer var Danmark, da den nationalliberale danske regering fuldstændig overvurderede sine egne muligheder ved at udfordre Prøjsen med en ny forfatning, der indlemmede Slesvig i Kongeriget i 1863-64. Det gav Bismarck mulighed for at gribe ind, og det blev til Danmarks totale nederlag ved Dybbøl og tabet af Slesvig-Holsten, inkl. det dansktalende Sønderjylland. Kilder har i vore dage vist, at Bismarck var villig til at lave en fred, hvor den dansk-tyske grænse kunne komme til at ligge nogenlunde, hvor den ligger i dag. Men den mulighed lå helt uden for de selvbevidste danske politikeres fatteevne. Den danske statsminister Monrad udvandrede da også bagefter i nedtrykt sindsstemning helt til New Zealand       Næste skridt fra Bismarck var en krig med Østrig to år senere. Her vandt han også.  Han havde altid været aktiv modstander af det østrig-ungarske kejserrige.  Og i 1870-71 blev det til krig mod hovedmodstanderen, Frankrig. Her vandt Bismarck endnu engang i meget hård konflikt.  Han fik Alsace-Lorraine ( Elsass-Lothringen ) ind i Tyskland.  Og han benyttede sejren til at udråbe den prøjsiske konge, Wilhelm I, til kejser af Tyskland.  Ceromonien foregik i selveste spejlsalen på Versailles. En ydmygelse franskmændene aldrig glemte.

Alt dette synes at bekræfte, at Bismarck var en krigerisk og aggressiv statsmand. Ja, det var han et godt stykke af vejen. Han sagde selv, at hans mål om nødvendigt skulle opnåes med ”blod og jern”. Derfor fik han også tilnavnet Jernkansleren.  Men faktum er, at efter disse krige – der især havde til formål at samle Tyskland til ét land – var der fred i Europa helt frem til 1. verdenskrig.  Man kalder tiden for ”La Belle Epoque” – den smukke periode. Her blomstrede handel, økonomi, kultur, samkvem mellem landene, osv.  Dette var naturligvis ikke kun Bismarcks fortjeneste. Men det var et led i hans politik. 

Indenrigspolitisk satte han også mange initiativer i gang i Tyskland, herunder mange sociale love til støtte for arbejderne i landet.  Det var naturligvis også et led i hans kamp mod socialisterne.  Han fik også landets infrastruktur stærkt forbedret, ikke mindst jernbanerne.  Det fik han også personlig glæde af. Han boede på sit slot Friedrichsruh i Aumühle 20 km sydøst for Hamburg.  Da jernbanen fra Berlin til Hamburg blev bygget, fik han – naturligvis – lavet en togstation lige uden for sit slot. Så kunne kansleren let komme frem og tilbage på arbejde 😊    Han havde også af kejseren som tak for udnævnelsen til kejser fået tildelt et stort skovareal, Sachsenhausen, tæt på slottet i Aumühle.   Det hjalp naturligvis på den gode stemning mellem de to mænd.  Det fungerede godt indtil kejserens død i 1888. Så var det hurtigt slut. Den nye kejser, Wilhelm II, dronning Victoria barnebarn, var af en helt anden støbning.  Han havde en ”kan-selv-vil-selv-holdning”. Så måtte kansleren forlade scenen. Det skete i 1890.  Det gav ham tid til at skrive sine interessante erindringer, inden han døde som 83 årig i 1898.

En lille krølle på historien er, at der naturligvis blev opstillet en del statuer af Bismarck over hele Tyskland.  En af dem blev bygget i 1901 på Knivsbjerg mellem Åbenrå og Haderslev i det dengang tyske Sønderjylland. Den 7 meter høje statue af kansleren skuede ud over det dansksindede land. Og da Sønderjylland blev genforenet med Danmark i 1920, fik tyskerne i hast pillet statuen ned, kørt sydpå med jernbanevogne og lagt i en lade nord for Rendsburg.  Her blev den liggende i ti år, indtil man efter megen palaver besluttede at opstille den igen i naturområdet Hüttener Berge mellem Rendsburg og Schleswig.  Dér står kansleren den dag i dag – godt skjult og uden aktiv promotion fra myndighedernes side i dag.

Hvorfor er det efter min mening vigtigt at beskæftige sig med Bismarck også i dag?  Ikke for at forherlige ham. Men fordi han var og er en vigtig person i vor moderne historie. Og fordi han som beskrevet ikke bare var en aggressiv tysk leder, der bare ville have andre ned med nakken.  Han havde en plan for sit land, også i høj grad indenrigspolitisk. Og han havde ikke bare en plan. Han satte den i værk.   For det meste med fredelige og nogenlunde demokratiske midler.

 
 
DEN 1. JULI:
 
MY OPENING SPEECH TO EUROPE's PEOPLES' FORUM GENERAL ASSEMBLY:
 
 
 
 
DEN 1. JULI:
 

Har du nogensinde spurgt dig selv om, hvor @ - det velkendte snabel a – egentlig kommer fra?    Det er en interessant historie.   Det vi kender nu fra vore e-mail adresser, er ”kun” fra 1971.  Se nedenfor.  I virkeligheden er det en meget gammel sag.

Det kommer oprindelig fra Middelalderen. Dengang var munkene stort set de eneste, der kunne skrive og læse. Og de brugte en stor del af deres tid – når de ikke bad og sang – til at skrive, herunder ikke mindst at kopiere det, de selv eller andre havde skrevet.  Kopimaskinen, det var munken selv.

I dette arbejde brugte de @ i stedet for det meget anvendte latinske ord AD.  Det betød og betyder til eller mod.   Så der er masser af @’er i de gamle skrifter fra dengang.

Derefter forsvandt tegnet i flere hundrede år. Det dukkede først igen op i 1500 tallet, da det blev brugt af sælgerne af spanske amforaer ( vinkrukker ).  @ stod for arroba. Det var en måleenhed på 25 pund, ca. 12 kg.   På den måde angav de vægten og dermed størrelsen af en amfora.

Så gik der igen en rum tid. I 1700 årene begyndte man at bruge @ i forbindelse med angivelse af priser. F.eks. 3 flasker @ 1 dollar. Det vil sige, at tre flasker kostede 1 dollar.  Det var især brugt i USA, hvor man sagde Three bottles at one dollar.   Og at kalde @ for at, ja det gør man som bekendt den dag i dag fortsat om det gode tegn.

Nu er vi nået op i nutiden.  Og da den amerikanske computer programmør, Ray Tomlinson, i 1971 ville finde et tegn, der ikke var en del af noget alfabet, men som kunne bruges i e-mails til at skille afsenderens navn fra navnet på den server, e-mailen blev sendt igennem, så nappede han @.   Og sådan har det været lige siden.

Sådan har også e-mailen sin egen særlige historie med baggrund i munke, vinhandlere og flaskesælgere.  

DEN 22. JUNI:

Vi er nu vel fremme i vore VEDDINGE BAKKER – og har tænkt os som sædvanlig at at blive her sommeren over.

Køreturen hertil var nem og ukompliceret.  Hansebyen STADE er virkelig et besøg værd.  Gammel, velholdt, hyggelig, overkommelig – og med alle de serviceydelser, som øjne, øren, gane og mave kan ønske sig 😊   

Selv Elbtunnelen var forceret på 4 minutter – vist nok aldrig sket for os før.  Og ventetiden ved den danske grænse i Frøslev var på ialt på 6 minutter fra det øjeblik, vi lagde os i øen, og indtil vi frit og frejdigt kørte i Sønderjylland. En hurtig fremvisning af vore danske pas var nok til at blive ønsket GO’ FERIE af den unge danske betjent!

Den nemme tur fortsatte, så vi trillede ind på vor parcel her i Odsherred kl. 16.30 – endda efter indkøb af forsyninger i Jyderup på vejen.

Vort hus havde været helt alene med sig selv, siden vi selv forlod den den 15. september sidste år. Så det var med en vis spænding vi satte nøglen i døren og slukkede for alarmen.  Og vidunderligt at opleve, at alt var i sin allerbedste orden!  Hverken myrer, mus eller døde fluer havde overtaget huset.  Og de få, der var, fik hurtigt ben at gå på – vupti fluks ind i støvsugeren.

Ude i vor have bød solsorten og han-fasanen os straks velkommen.  Måske var de i virkeligheden trætte af, at vi nu kom og blandede os i deres gode fred og ro.  Vi plejer nu at kunne være her i hyggelig samvær allesammen, så sådan bliver det helt sikkert også i år.

Hvis I har lyst til at følge med i vore ferieoplevelser, kan I let gøre det på vor nye ferieblog:      https://veddinge-holiday-2020.blogspot.com

Og vi har også udstyret os selv med et dansk telefonnummer i år ( via vort bredbånd ).

Nummeret er:   6463 6074

Så nu er ferien for alvor begyndt.

I dag skal den krydres med at få de sidste møbler ud i gården og haven, at få udhuset op i fulde omdrejninger og at få slået lidt græs.

Hertil kommer dagens krønike-skrivning.  Den skal handle om, at det netop i dag er nøjagtig 60 år siden, jeg tog ( eller fik ) min Mellemskoleeksamen i Aalestrup.  Det var (også) en hyggelig dag.   Hvis nogen skulle være interesseret i den, giver I bare cyberlyd.

 
 
Den 13. juni:
 

Som mange ved, så har jeg den opfattelse, at fødselsdage er vigtige.  Og at de derfor bør markeres! 

I morgen – den 14. juni – bliver Donald Trump 74 år. 

Og uanset hvad vi hver især mener om ham – og det gør vi jo nok ! – så synes jeg naturligvis også, at det bør markeres.

En af de mange ”overraskende” ting Trump har gjort for nylig er at nægte at hænge et maleri af sin forgænger, Barack Obama, op i Det Hvide Hus.  Det har ellers altid været en god tradition for alle amerikanske præsidenter.

Derfor kunne man markere præsidentens fødselsdag i morgen med at ”glæde” ham ved at hænge Obama-portrættet op så mange steder som muligt på Facebook, Twitter, Instagram, osv.   Eller hvor man ellers har lyst til at hænge det op.

Jo flere vi er om af gøre dette, desto mere føler fødselaren sig formentlig fejret 😊

Man kunne jo f.eks. skrive:   Kære fødselar, der er vist noget, du har glemt.....

 
 
Den 11. juni:
 
Go' morgen til alle på denne torsdag.

Det er i dag den 11. JUNI.

Vil du vide MERE OM DENNE DAG, så klik her:     

dagen-kort.blogspot.com   

DAGENS EMNE:

Prøv evt. at kigge på min nye blog EUROPA IDEER med kilder ( taler og artikler ) om Europa:   europa-ideer.blogspot.com

Dette er kun starten.  Mere vil løbende blive tilføjet. Forslag modtages gerne.

Ferietiden er over os    Både for jer og mig.  Derfor går DAGEN I DAG nu også i ferie-udgave.  

 

Det betyder, at den daglige oversigt over DAGEN fortsætter som hidtil.  Men mine daglige historier om det ene eller andet vil komme, når tid og inspiration tillader det.

 

I mellemtiden er der nu ialt 130 forskellige historier at fornøje sig med på min blog:

 

VED DU, AT...     https://ved-du-at.blogspot.com

 

Skulle du støde på historier, hvor du synes, der skal tilføjelser eller opdateringer til, så lad mig det endelig vide.   Der er intet i denne verden, der er færdige. Heller ikke mine historier.

Samt sidst, men ikke mindst!  

MINE VARMESTE LYKØNSKNINGER til alle jer, der fejrer jeres fødselsdag eller noget andet dejligt i dag!

Ha’ en dejlig og aktiv dag – i den kommende
 
 
Den 5. JUNI:
 
En redaktør har mange friheder. Eller også tager han dem 😊 

F.eks. retten til at skrive om helt forskellige emner på sin blog hver dag. Inspireret udefra, indefra eller et helt andet sted fra.

I går havde min søde datter Cecilie i Australien en aldeles hård og svedende dag. Hvordan?  Fordi hun sad hele to stive timer i en tandlægestol. Og hvorfor? Fordi hun skulle have hele to visdomstænder hevet ud.   Det gav både hende og tandlægen gevaldigt med sved på panden

Det inspirede mig til at grave lidt i, hvad en VISDOMSTAND egentlig er for en størrelse? Og hvorfor den hedder, som den gør?

Jeg kunne fortælle Cecilie, at jeg ingen visdomstænder har. Nååh, det forklarer meget!, som hun svarede 😊  

En visdomstand hedder noget så fint som dens serotinus på latin. Men det gør den ikke mindre drilsk og besværlig.  Det er navnet på de bagerste kindtænder i både over- og undermund. Så hvis man er fuldt udstyret, har man altså fire.  De bryder normalt frem, når man er 17-21 år, ikke før. Det vil sige, at de først kommer, når man er blevet ”viis”, altså klog.  De hedder iøvrigt det samme på engelsk: Wisdom Tooth.  Også på fransk: Dent de Sagesse ( altså klogskabens tand ). Ligeledes på tysk: Weisheitszahn.   Så vi har allesammen ”fornøjelsen” af dem.  Undtagen mig 😊   Der er faktisk kun 2 % af befolkningen, der ikke har dem. Det er godt at høre til de få – bare en gang imellem!

Nu er der det ved visdomstænder, at de burde faktisk slet ikke være der. De er et levn fra et tidligere stade i vi menneskers udvikling. Vi havde brug for dem dengang, vi levede af grov plantekost.  Da var det nødvendigt at have et kraftigt bid.   Og efter at vi er gået over til at spise mere ”civiliseret”, er visdomstænderne altså blevet arbejdsløse. Faktisk har det gjort dem genetisk ustabile. De ligger ofte mærkeligt på kindbenet. Og der opstår ofte betændelse i dem.  For år tilbage hev tandlægerne dem ofte ud, når han eller hun alligevel var ”på de kanter” med sin tang.  Det gør man ikke længere. Nu lader man dem være i fred, indtil de ikke længere lader deres ejemand være i fred!  På samme måde som man i dag ikke fjerner et andet af vore fortidslevn, blindtarmen, når man alligevel er i gang med at operere.  Man er ikke helt sikker på, om den måske fortsat spiller en positiv rolle på en eller anden måde. Sådan er det måske også med visdomstænderne.

Nu hvor vi er ved vor meget gamle fortid, så bliver vi nok nødt til også at tage HALEBENET med.  Det er den allernederste del af vor rygrad. Ikke den, man somme tider ikke har. Men den rigtige rygrad. Den er den sidste rest af den hale, vi i ældgamle dage alle sammen gik og viftede med.  Normalt tænker vi slet ikke på det.  Men en gammel ven af os faldt engang pladask på rumpen på sin terrasse og forstuvede sit haleben.  Han var i flere måneder nødt til at sidde på en stor badering.  Det syntes han godt nok ikke var spor sjovt.  Og slet ikke når vi andre aldrig forsømte en lejlighed til at kommentere det – og endda grine højlydt af hans tilstand.  Som man siger:  Der er en hale ved alting.  Det er der på en måde også ved os 😊

PS: Lidt mere om fortiden:  Det er som bekendt i dag Grundlovsdag.  Læs i DAGEN I DAG; hvorfor den ligger lige præcist på den 5. juni !! En sød historie.

 

 
Den 4. juni:
 

I dag vil jeg gerne kort følge op på tre af mine tidligere historier:

 

HAMBURG: 

 

I går blev der på 100-dagen efter det lokale valg fremlagt en ny samarbejdsaftale mellem de to regeringspartier:  SPD under overborgmester Peter Tschentscher og De Grønne under viceborgmester Katharina Fegebank.  Den har styrket De Grønne i samarbejdet og bl.a. givet dem en ekstra borgmesterpost ( Senator hedder det i Hamburg ).  Vedkommende skal udelukkende tage sig af byens trafikproblemer, som er et af De Grønnes hovedpunkter.

 

BELGIEN:

 

Landets corona-kriseudvalg besluttede i går at iværksætte Fase 3 af genåbningen af Belgien.  Det skyldes, at den sundhedsmæssige situation tillader det.

 

Hovedpunkter:

  1. 1.     Frihed er nu reglen, begrænsningerne er undtagelserne
  2. 2.     Bestemmelserne om at holde afstand, vaske/spritte hænder og undgå større forsamlinger gælder fortsat
  3. 3.     Fra mandag den 8. juni åbner restauranter, cafeer og hoteller; det er tilladt at holde ferie en eller flere dage overalt i Belgien; kulturcentre åbner; sportsaktiviteter kan starte ( juni: max 20 personer – juli: max 50 personer ); fitness centre åbner; religiøse centre kan genåbne
  4. 4.     Fra mandag den 15. juni åbner alle Belgiens grænser.

 

BRUG AF FAX MASKINER:

Jeg nævnte tidligere, at brugen af fax stort set er stoppet. Det er en sandhed med modifikationer.  Man kan stadig købe små modems, så computere og laptops kan virke som fax maskiner, hvis man ønsker det.

Iøvrigt var der indtil omkring 2005 tvivl om, hvorvidt e-mails var juridisk gyldige. Derfor fik fax’en et forlænget liv, også efter at teknologien var løbet fra den. Sådan er det ikke længere.

 
 
Den 3. juni:
 
I dag vil jeg gerne skrive lidt om:  DEN GRIMME AMERIKANER.  Det var titlen på en bog i 1958 om amerikanere i Sydøstasien.  Jeg har aldrig kunne forstå dens hovedpointe. Og jeg har aldrig mødt ham.  Jeg har ellers gjort mange forsøg – og har haft rige muligheder for at møde ham. Jeg har i tidens løb besøgt over 2/3 dele af de 50 amerikanske stater.  Men netop NU har jeg på fornemmelsen, at jeg – desværre – er på sporet af ham

 

Min personlige erfaring med USA går hele 55 år tilbage. Dengang ”gjorde” jeg som ung student en tur fra vest til øst.  Fra San Francisco til Washington DC og New York. Med tog og bus. Jeg mødte aldrig den grimme amerikaner. Der var mange ting, der undrede mig. Men det meste begejstrede mig. Dengang var vi alle fans af præsident Kennedy, og det var stort at besøge hans friske grav på Arlington kirkegården.  Men grim – nej.

 

Mit næste amerikanske togt var i 1979. Da blev jeg af EUs Delegation i Washington sendt på en foredragsturne igennem Sydstaterne og Midtvesten. Mødte en masse spændende mennesker. Og oplevede fantastiske ting. Som da jeg med mine forklaringer om Europa havde begejstret en gammel amerikaner så meget, at han spurgte: Hvor kan vi her i Louisiana skrive under for at blive medlem af EU?!  Eller da jeg i Iowa oplevede at være på kampagnetur med George W. Bush ( som egentlig dengang var meget mere interesseret i jazz og en øl eller to ).   Og ham den grimme amerikaner?  Han var ikke til at opdrive!

 

I 1983 gik det løs igen. Da var jeg inviteret af det amerikanske udenrigsministerium til kvit og frit ( endda med lommepenge ) at rejse hen i USA, hvor jeg havde lyst til, for at opleve landet og menneskene. Og hvert sted tog lokale ”Friends of the World” sig af mig.  Vildt spændende. Lige fra mormonerne i Utah til de meget Europa-mindede californiere, til det meget specielle Texas, hvor jeg bl.a. besøgte rum-centeret i Houston, til de skandinavisk-tysk prægede stater i det nordlige Midtvesten,  til den største ”polske by” uden for Polen, Chicago til buldrende New York.  Det slog mig mange gange, hvor dominerende de amerikanske kvinder var – ikke over for mig, men over for deres mænd.  Det har dog ikke skræmt mig fra vid og sans i den sammenhæng.  Men den grimme amerikaner?   Ikke til at opstøve!

 

Senere igen kom jeg igen – både for at vise mine børn det østlige USA i 1988 og 1998 – og for på forskellig måde igen at bidrage til EUs kommunikation i USA.  Og efter min indtræden i vort aktive seniorliv fra 2005 har vi også været gæster i det amerikanske i forbindelse med et par krydstogter fra Fort Lauderdale i Florida og fra Seattle på vestkysten.  Den grimme amerikaner?   Stadig umulig at finde.

 

Magen til gæstfrihed - interessen for, hvad mon du er for en én, der på underligste vis spiser med kniv og gaffel og ikke bare med gaffel – den hyppige ringe viden om verden, men begæret for at få mere at vide  ( kun omkring 20 % af amerikanerne har et pas ) – lysten til at vise deres land og alle dets utrolige facetter frem – og meget mere.   Alt dette hører i min verden til de helt store oplevelser med amerikanere.

Og altsammen uden indblanding fra ham, den grimme amerikaner.

 

Derfor når også min tristhed enorme højder, når jeg nu for tiden kommer til at lukke op for TV og ser og hører, hvad der sker i det store land?   Hvor i alverden er kæden sprunget af? Hvordan kan det lykkes en så uvidende, selvcentreret, splittende, ødelæggende person at komme helt til tops?  Hvor er alle de gode republikanere med deres traditionelle udsyn og samarbejdsvilje blevet af?  Hvor er demokraternes overbevisende alternativer henne?  Hvor er al den saft og kraft, der er i det amerikanske samfund forsvundet hen?  Hvor er det Amerika, der lige siden 2. verdenskrig har stået i spidsen for arbejdet for at få verden til at arbejde tæt sammen, herunder ikke mindst også Europa, blevet af?

 

Jeg er desværre bange for, at jeg helt uden at lede og uden at rejse det amerikanske kontinent tyndt igen, nu efter alle disse år er stødt ind i ”den grimme amerikaner” – ”the ugly American”. 

Er der mon ikke nogen, der vil have ham??  Jeg er sikker på, at vi er rigtig mange – og ikke mindst rigtig mange ”rigtige amerikanere” - der vil bage en kage og lave det hele om til en stor fest, når det en dag lykkes!

 
Den 31. maj:
 

I dag skal handle om kultur.  Nærmere betegnet om BØGER og deres betydning.  Mit udgangspunkt er, at her kan vi alle lære noget meget vigtigt af Frankrig.

 

Franskmændene betragter bøger som livsvigtige kulturelle vitaminfyldte værker, der er lige så vigtige for nationens overlevelse og velbefindende som mad og frikke.  Eller som præsident Mitterrand engang sagde: Mennesket mister kontakten med virkeligheden, hvis det ikke er omgivet af bøger.  Det er på en måde en fortsættelse af gamle, romerske Cicero, der engang skrev:  Hvis et menneske har en dejlig have og et stort bibliotek, så behøver det ikke mere!

 

Denne grundlæggende holdning til bøger betød straks fra corona-krisens begyndelse, at den franske regering meddelte, at boghandler og aviskiosker var livsvigtige erhverv, som ikke bare fortsat måtte holde åbent, men burde gøre det.   Det skete – selv om en del senere lukkede på grund af smittefaren for personalet.

Til gengæld eksploderede Amazon’s kontaktfri, on-line salg af bøger under krisen.

 

Hvad gør myndighederne for at holde liv i boghandler og bogsalg?  Det gør de f.eks. ved, at momsen på bøger er 5% ( modsat 25% i Danmark ).  Det gør man også ved at opkøbe eller ekspropriere lejemål i stueetagen i bygninger og derefter leje dem billigt ud til boghandelere.   Og så stimuleres bogsalget af, at alle – ofte også fattige og hjemløse – har for vane hele tiden at være optaget af at læse bøger, og ikke bare letbenede bøger.  Franskmændene kan deres klassikere.

 

Naturligvis er markedet for bøger med en befolkning på 67 millioner i sig selv stort og giver mulighed for større oplag og dermed lavere priser pr. bog end i et lille sprogområde som Danmark.  Men det er en målsætning, at bøger skal være til at betale – normalt op til 20 € ( 150 kr. ) pr. bog mod ofte 300-400 kr. i Danmark.

Man kan også se den særlige situation på antallet af boghandler.  I Danmark er antallet halveret siden 1970erne, så der i dag er omkring 300 boghandler i landet. Alene i Paris er der i dag over 400 – et tal, der er stabiliseret.

 

Hvad kan man så gøre f.eks. i Danmark for at gøre bogen mere populær og dermed bedre solgt?  Én vej frem er at sætte momsen stærkt ned.  En anden er at gøre noget særligt for at støtte boghandlere og gøre livet lettere for dem.  Og en tredje måde kunne være at stimulere interessen for bøger – ikke bare for at have dem, men også for at læse dem.

 

Man ved, at omkring 90 % af alle bøger i verden er trykt siden 1960.  Man ved også, at vi allesammen har bøger, nogen har endda mange af dem.  En del er nok allerede læst, måske endda flere gange. Andre er tiden løbet fra – eller ens interesse er løbet fra dem. Det er en af grundene til, at der verden over er opstået BOGBYER. Det er byer eller landsbyer, hvor der er en eller flere butikker, der specialiserer sig i at sælge brugte bøger – og bøger fra forlagenes overskudslagre.  I Danmark er der mindst 5 aktive bogbyer med Skørping i Himmerland ( Bogby9520 ), Ingstrup ved Løkken, Ebeltoft, og Kalundborg i spidsen.  Og hvad der er interessant er, at boghandlere ofte er med i eller støtter disse bogbyer.   Prøv at slå op på de forskellige bogbyer på nettet. Du vil blive forbavset over omfanget af og kvaliteten i deres aktiviteter.

 

Der findes også en international organisation af bogbyer, inkl. en del også i Frankrig. Den hedder International Organisation of Booktowns:  http://www.booktown.net/ 

 

Så  noget sker der.  Og det er rigtigt godt 😊    Og stimulerende.   Vær med – både til at støtte bogen, boghandlerne og bogbyerne.  Så har du gjort noget godt – ikke mindst for dig selv 😊

 
 
Den 26. maj:
 

I dag vil jeg vove mig ind på et emne, hvor jeg risikerer at få ørerne i maskinen. Ikke mindst fra mine to sønner, der begge er historikere.  Jeg vil nemlig gerne skrive lidt om noget, der slet ikke er sket!

Dette er hvis nu...  historieskrivning. Nogen kalder det også alternativ historie. Altså forsøg på at beskrive, hvad der kunne være sket, hvis det, der skete, ikke var sket. Det kaldes også Kontrafaktisk historie.  Altså historien om det, der ikke skete.

Du kan starte med dig selv.  Hvad kunne der være sket, hvis din kone nu ikke havde valgt dig i sin tid?  Eller hvis du havde valgt at lave noget helt andet? Eller hvis de gange, hvor du har været tæt på en ulykke, var gået anderledes?  Ens liv er fyldt til bristepunktet med tilfældigheder.

Prøv at stoppe op et øjeblik og tænk på 3 konkrete tidspunkter i dit liv, hvor det meget nemt kunne være gået helt anderledes. 

Det er det samme med historien.  Lad os tage nogle få eksempler:

Hvis nu Sverige i 1659 havde erobret København og dermed siddet på hele Danmark? Det var var meget, meget tæt på. Eller hvis Påskekrisen i 1920 var gået anderledes? Som Thorvald Stauning dengang sagde:  Hvis dette ikke er statskup, så er det i hvert fald statsfup!   Eller hvis nu grundlovsændringen i 1953 ikke var blevet vedtaget? Den faldt ved en folkeafstemning i 1939.   Så var arveprins Knud og hans sønner blevet konge i Danmark.  Hvad ville det mon have betydet for monarkiet i Danmark?

Og går man ud i den store verden, er mulighederne utallige:   Hvis nu Napoleon havde vundet i sin tid?  Som en engelsk historiker  sagde for nogle år siden: Så ville de engelske tog måske være gået til tiden!  Eller hvis nu ikke den serbiske student Gavril Princip havde skudt den østrig-ungarske tronarving i 1914? Eller hvis nu Hitler var blev dræbt som tysk soldat i Vestflanderen under 1. verdenskrig?  Eller hvis nu romerne ikke var blevet slået i Varus-slaget ved Osnabrück i år 9 e.Kr.?  Så ville romerne måske været nået frem over hele Europa.

Det er en slags spekulativ historieskrivning. Der er ingen rigtige kilder, der kan bruges som baggrund. På den anden side er der seriøse historikere, der tillægger den en vis betydning. Også mange forfattere har beskæftiget sig med den. Deres bidrag har måske nu og da nærmet sig science fiction.   Der er også lavet film inden for kontrafaktisk historie.

Denne form for historie har inspireret mange til at skrive bøger, essays, fremstidsromaner, og meget andet.

Der findes faktisk en oversigt over 3.400 af den slags:  http://www.uchronia.net/ 

Om ikke andet, så kan det være med til at fodre og stimulere ens fantasi og forestillingsevne 😊

 
Den 20. maj:
 

I dag vil jeg gerne fortælle lidt om Verdenssundhedsorganisationen WHO  ( World Health Organisation ).  Den er – som vi alle ved – kommet på alles læber i kampen mod pandemien COVID-19.  Dels fordi den gør et fantastisk arbejde for at dæmme op for pandemien over hele verden. Og dels fordi kanonbåds-præsident Trump bekæmper den, ligesom han stort set bekæmper alt internationalt samarbejde   

Da jeg for snart mange år siden studerede statskundskab, var en af vore meget kyndige professorer Max Sørensen. Han skulle sætte os ind de mange internationale organisationer og deres baggrund.  Da vi kom til WHO, husker jeg tydeligt, hvordan han startede:  Hvad er så WHOs hovedopgave?  Det må være at skabe den totale sundhed i verden.  Og hvornår har vi så nået den?  Professoren kiggede ud over gruppen af os vidensøgende studenter, der åbenbart ikke havde noget bud på spørgsmålet. Det havde han selv:  Det må være, når alle mennesker i hele verden ligger og lurer i deres senge om morgenen.  Og at de så råber – når vækkeuret ringer:  ENDELIG!!    Han tilføjede:  Jeg tror, WHO er kommet for at blive!

Da FN blev oprettet i 1945, var man fra starten enige om, at én af dens sær-organisationer skulle være en verdenssundhedsorgansation.  Arbejdet gik i gang.  Og den 7. april 1948 så WHO dagens lys.  Denne dag er siden blevet markeret som Verdenssundhedsdag.  Altså en dag, hvor man især fokuserer på sundheden i verden.

WHO fik hovedkvarter i Geneve i Schweiz, og den har i dag 6 regionale kontorer i verden.  Kontoret for Europas 53 lande ligger i København ( i FN Byen i Nordhavn ), og det har den belgiske læge Hans Kluge som chef.

Chefen for hele WHO er siden 2017 den ethiopiske forsker Tedros Adhanom, f. 1965. Han er den første afrikaner på posten.  Tidligere har bl.a. den danske læge og tuberkulose-ekspert, Halfdan Mahler (1923-2016) været generaldirektør i hele tre perioder fra 1973-88. Og senere var den norske læge og tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland ( f. 1939 ) WHOs generaldirektør fra 1998-2003.

WHO har i dag 194 lande som medlemmer, dvs. næsten alle lande i hele verden. Dets to-årige budget er for 2020-21 på 4,8 milliarder dollars ( 33 milliarder kr. ).  Heraf kommer de ca. 80 % ind som frivillige bidrag fra medlemslanden, fonde, enkeltpersoner, osv.

WHOs hovedopgave er at koordinere indsatsen i verden for fremme af sundhed.  Det vil især sige at stå forrest i kampen mod store epidemier og folkesygdomme såsom tuberkulose, malaria, aids, cancer, spedalskhed, mæslinger, influenza, m.v.

Arbejdet består især i at styrke sundheds-samarbejdet mellem verdens lande; sikre videnspredning om, hvilke metoder der er de mest lovende; fremme forskningen på sundhedsområdet, m.v. 

Hvis man vil vide mere, kan man se det på WHO’s hjemmeside:  https://www.who.int

 
 
 
Den 19. maj:

Først en rettelse af en beklagelig fejl    Selv om jeg holder rigtigt meget af Portugal, kan jeg nok ikke forsvare at gøre det mere end ti gange større end virkeligheden. Landets størrelse er 92.000 kv.km  ( ikke 922.000 kv.km ).  Dér kan man se, hvordan et lille drilsk 2-tal kan gøre en stor forskel!  Mea culpa

I dag vil jeg gerne skrive lidt mere om den portugiske ø MADEIRA. Navnet udtales Madajra, hvis man skal sige det rigtigt. Det betyder: Skov.  Den er på 801 kv.km.  Det svarer til 2/3 dele af Lolland.  Og der for 271.000 mennesker fast på øen. Den blev opdaget af portugiserne i 1418.  Søfolk kalder ofte øen for ”Atlantens Fyrtårn”. Hovedstaden på øen hedder Funchal. Den fik sit navn efter planten fennikel ( portugisisk: funcho ).  Den fandt de første portugisere en masse af på det sted, hvor byen nu ligger.   Se vedlagte kort over Madeira.

Som vi alle ved, dyrker man en masse vin på Madeira.  Pudsigt nok kalder man den Madeira-vin.  Det er en særlig vin, som i dag er kendt over hele verden.  Den var også godt kendt i gamle dage. Og det skal min lille historie handle om.  Se foto.

Mens Danmark stadig indtil 1917 havde De dansk-vestindiske Øer i Karibien, lå der altid en dansk fregat (”Vestindien Fregatten”) ved øerne.  Den skulle holde ro og orden i lejren og skræmme uvedkommende væk.  Det var ikke hele tiden, det samme skib, der lå derovre. Det skiftedes den danske flådes skibe til.  På vej hjem mod Danmark lagde fregatten normalt til på Madeira.  Dels for at få forsyninger, og dels for at købe Madeira vin til Sø-Officersforeningerne i København.  Ved et sådant ophold omkring 1865 listede et par danske kadetter sig til at nappe et par stiklinger af vinstokkene med hjem til Danmark.  De plejede og passede dem i særligt godt sted på skibet, og de overlevede fint de 7 måneders sejltid tilbage til København. De blev plantet – den ene i en have på Nyboder, den anden ved slottet Nysø ved Præstø.  Og minsandten:  inden længe kom der de fineste blå druer på stokkene 😊

Så skete der det nogle få år senere, at al vinavl på Madeira blev slået ihjel af en ondsindet luseplage.  Man prøvede nogle indførte amerikanske vinstokke. Men de duede ikke.  Så kom en dag en dansk diplomat på besøg på Madeira. Det var så heldigt, at han var gammel søofficer. Og ikke bare det: han havde været med på det skib, hvor de pilfingrede kadetter havde skaffet stiklinger til København.   Han vidste, at stokkene fortsat trivedes i bedste velgående – nu også i Kuglegården på Holmen.    Og han fik arrangeret, at stiklinger af de ”danske” Madeira-vinstokke kom hjem til øen.   Hokus pokus:  disse stiklinger er i dag ”fædrene og mødrene” til al den Madeira-vin, der i dag dyrkes på øerne 😊  I sandhed en lille sjov historie om en række tilfældigheder, der pludselig kan få stor betydning!

Lad så være, at der cirkulerer lignende vandrehistorier både i den britiske og i den hollandske flåde om, at det var dem, der reddede Madeira-produktionen.    Det kan det jo ikke være, for det var altså danskerne 😊   Jeg har selv snakket med ham, der har fortalt det!

 
 
Den 18. maj:
 

Først lidt i fortsættelse af min lille NORGEs-historie i går:  Man diskuterer ofte, hvorfor det er lykkedes Island at have en så rig og livskraftig litterær tradition helt siden Middelalderen?  Og det har jeg iøvrigt selv oplevet flere gange, når islandske venner stående citerede islandske sagaer for mig, mens morgensolen stod op og den islandske brennivin gik ned!  Jeg forstod ikke et ord – men stemningen var ikke til at tage fejl af 😊 Forklaringen på traditionen er nok, at da den norske konge Harald Hårfager i 800-tallet samlede Norge, rejste en del høvdinge til Island. Og spøgefugle har tilføjet, at da han skrev skattelovene, tog alle, der kunne læse, også straks over havet til Island. Kun dem, der ikke kunne klare søsygen, stod af undervejs – på Færøerne 😊

I dag vil jeg gerne fortælle om PORTUGAL. Det europæiske land længst mod sydvest. Det er på 922.000 kv.km. Godt dobbelt så stort som Danmark. Og det har godt 10 mill. indbyggere.  Se et kort over Portugal nedenfor.  Man siger om portugiserne, at de mest går op i de 5 F’er:  Fé, Fatima, Familia, Fado og Futebol 😊   De er efter min mening tæt på at være det mest sympatiske og mest venlige folkefærd i Europa.  Jeg er kun løbet ind i to, der ikke var det.  De var desværre mine chefer i forskellige perioder. Dels havde de ikke en døjt forstand på kommunikation – og det var ellers det, der var deres opgave. Og dels troede de, at de havde det.  Det er en træls kombination    Heldigvis varede ”de” ikke længe! 

Politisk var Portugal et diktatur helt tilbage fra 1930erne frem til 1974, hvor Nellike-revolutionen gjorde en ende på dette utøj.  Situationen var lige ved at ryge over i den anden grøft, så det højreorienterede diktatur ville være blevet afløst af en venstreorienteret. Så galt gik det heldigvis ikke.  Et solidt demokrati kom på benene, og landet blev medlem af EU fra 1986.

Portugal, der var en gammel kolonimagt, fik afviklet sine kolonier efter demokratiets indførelse i 1970erne, især Angola, Mozembique og De kapverdiske Øer.  Samtidig fik øerne Madeira ( knap 1000 km sydvest for Lissabon ) og Azorerne ( 1500 km vest for Lissabon ) mere selvstyre.  Begge steder er bestemt et besøg værd.  Jeg var engang på Azorerne til en EU-konference. Jeg fløj dertil fra Boston i USA. Det blev en stor oplevelse.  Der er nemlig sket en meget stor udvandring fra Azorerne til neop det nordøstlige USA.  Og at høre mange af mine medpassagerer, der var på vej hjem på besøg efter mange års fravær, være næsten i ekstase, da vi nærmere os Azorerne, der var hele oplevelsen værd. Det var det også at være ude på disse vulkan-øer, hvor man visse steder kan spejle et æg bare ved at lægge det på jorden!

Hele landet Portugal er aldeles spændende at besøge. Vi har gjort det mange gange. En særlig oplevelse var en uges krydstogt på den 900 km lange Douro-flod i Nordportugal.  Mange til fantastisk landskab skal man lede længe efter.   Og når man rejser rundt i landet, bør man unde sig at bo på de såkaldte Pousadaer.  Det er ofte gamle herregårde eller små-slotte, der nu er indrettet til hoteller. Der er for tiden 33 af dem fordelt over hele landet.  Den portugiske vin, Vinho Verde, i de buttede boxbeutel flasker, er enhver omvej værd.  Det samme gælder naturligvis portvinen – hvis man er til den slags.  I Lissabon er der et særligt Portvin-Institut inde i centrum.  Det er en flot bar med utallige spændende portvine på kortet.  Man kan faktisk ikke få andet.  Og når man nyder den ene eller anden af disse liflige drikke, kommer der lidt sørgmodige portugisiske Fado sang til at lyde helt inspirerende.  Især hvis man er et sted, hvor man også kan beundre nogle af de mange berømte kakler, som stammer tilbage fra den mauriske tid.  Kakler, der også er blevet brugt til at beklæde varmeovne med.  Det er derfor, de hedder.... kakkelovne !

Mit helt særlige forhold til Portugal og især Lissabon skyldes også, at jeg i 1998 var ansvarlig for EU’s pavillion i verdensudstillingen EXPO 98.  Vi havde bygget en meget flot pavillion ligesom stævnen at et skib, der stak ud i Tejo-floden.  Udstillingen havde 11 millioner besøgende og var en stor succes. Vi lærte dog også at bide negle i samme forbindelse. Vi havde hele vejen igennem vort hyr med at få de portugiske leverandører til byggeriet til at blive færdige til tiden.  Og det var faktisk sådan, at den morgen kl. 9, hvor Kommissionens formand, Jacques Santer, kom for at åbne vor pavillion, da forlod de sidste arbejdere byggepladsen ud af en bagdør!  Men alt gik godt.   Bygningen hedder i dag Vasco da Gama tårnet ( efter en af de store opdagere ), og så vidt jeg ved, er den en del af et af universiteterne i Lissabon.  
 
Den 17. maj:
 

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om kultur i Belgien. I dag vil jeg fortælle lidt om en anden kultur her i landet, nemlig INDUSTRI-KULTUREN.   I begyndelsen af 1800-tallet var den sydlige del af Belgien den mest industrialiserede region i Europa – uden for England.  Den var baseret på mange kulminer, på jern- og stålværker, og på et omfattende netværk af vandveje til transport.   I udkanten af byen Mons kan man f.eks. se et stort industrikompleks, der i dag er indrettet som et moderne kunstmuseum. Og hvor ejerne i 1810 som de første i Europa byggede boliger til arbejder lige uden for fabrikken.

Noget helt speciets ved den wallonske industri-kultur var og er de såkaldte SKIBS-ELEVATORER.   Dette er kæmpe elevatorer, der kan løfte skibe op og ned fra forskellige højder på områdets kanaler.  Den første i Houdeng-Goegnies blev anlagt i 1888.  Den kan løfte skibe 15 meter op og ned.  Tre mere kom til i 1917. De kan hver løfte 17 meter.    Disse gamle elevatorer er ikke længere i brug. Og de har fået status som UNESCO Verdensarv.

Læs mere:  https://en.wikipedia.org/wiki/Boat_Lifts_on_the_Canal_du_Centre 

En særlig skibselevator ligger ved landsbyen Ronquières.  Den fungerer som en skrånende sluse på ialt 1430 meter.  Den kan trække skibe på op til 5200 tons op i en højde på 68 meter.    Se foto forneden.

Og den nyeste skibselevator ligger i Strépy-Thieu. Den blev bygget i årene 1982-2002. De gamle elevatorer var for små til nutidens store skibe.   Den kan løfte store skibe på op til 1350 tons ialt 73 meter lodret op og ned.  Den er i dag den næststørste af sin slags i verden.  Se foto. Den største ligger i Kina.   Trafikken på kanalen øgedes fra 256.000 tons i 2001 til 2.295.000 tons i 2006.

Og hvorfor satte man dette arbejde i gang i sin tid?   Det var der både økonomiske og politiske grunde til.  Den økonomiske var at forkorte vandvejene – og dermed omkostningerne for industrien.  Den politiske grund var, at man indtil elevatorerne kom ikke havde adgang til Belgiens største havn i Antwerpen.  Der lå – og ligger – en højderyg mellem industriområderne og Flandern, hvor Antwerpen ligger.   Man man i stedet afhængig af den franske havneby Dunkerque.  Det ønskede man ikke at forsætte med.   Derfor lavede man netværket af skibselevatorer for at løfte sig op over højderyggen.    Og det hele er baseret på det faktum, at vandtransport i gennemsnit er syv gange billigere end den billigste anden transportform.

Et besøg ved disse skibselevatorer kan stærkt anbefales.  De er helt unikke.

 
Den 12. maj:
 

I forgårs var det her i Belgien DAG 52 med Husarrest.  Lockdown – eller confinement, som det hedder her. Nu er det slut. Eller rettere: husarresten er under gradvis afvikling.

Jeg vil fortælle lidt om, hvordan den belgiske husarrest var. Og hvordan vi oplevede den.

Formålet med den var naturligvis at dæmme op for den hastigt udviklende virus-pandemi Corona.  Også kaldt COVID 19 ( Corona-virus disease 2019 ). Regeringen lavede en National Krisekomite med statsministeren i spidsen – og bl.a. også med premierministrene fra landets forskellige regioner som medlemmer.  Der blev i hast vedtaget en nødlovgivning, så statsministeren og krisekomiteen kunne vedtage foranstaltninger uden parlamentets deltagelse.  Der blev samtidig lavet en videnskabelig task force til at rådgive regeringen og krisekomiteen.  Et særligt Krisecenter blev oprettet.  Det har 40 medarbejdere og arbejder 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen. Det samler og bearbejder alle informationer, også fra udlandet.  Folk fra dette krisecenter – og ikke politikerne – holder en daglig pressekonference om situationen. Samtidig dækker især TV udviklingen nøje, oftest ved hjælp af uafhængige eksperter fra universiteterne.

Det var strukturen bag den omfattende indsats.  Hvad blev så besluttet?

  1. 1.     alle skoler, forretninger, restauranter, barer, biografer, og større arrangementer blev lukket fra den 12. marts
  2. 2.     folk fik besked på at holde sig hjemme hos sig selv og ikke modtage besøg.
  3. 3.     de eneste åbne forretninger var fødevarebutikker, apoteker og benzinstationer. Og kun 1 person ad gangen måtte gå på indkøb. Antallet af mennesker i hver butik ad gangen blev stærkt begrænset
  4. 4.     det blev forbudt at tage nogen steder hen – bortset fra nødvendige indkøb og motionsture i nærmeste omegn af ens bopæl.  Ikke noget med at tage på udflugter f.eks. til Ardennerne eller til kysten.
  5. 5.     hvis man skulle arbejde, anbefaledes det at gøre det som tele-work hjemmefra, hvis det overhovedet var muligt. Og var man nødt til selv at tage til sin arbejdsplads, skulle man være i stand til at fortælle politiet eller andre kontrollører, hvor man skulle hen og hvorfor.
  6. 6.     der var omfattende kontrol, især af politiet, mange steder – ikke mindst hvor der var risiko for, at mange mennesker ville samles. Der blev uddelt mange bøder.
  7. 7.     ansigtsmasker blev stærkt anbefalet – men kun obligatoriske i offentlig transport. Myndighederne uddeler gratis masker.

Denne nedlukning af samfundet var med andre ord betydeligt mere omfattende end i mange andre lande – f.eks. i Danmark.

Belgien har 11 millioner indbyggere, der i mange tilfælde bor meget tæt. Det var én af grundene til, at pandemien ramte landet meget hårdt.  Også selv om belgierne stort set var meget gode til at følge myndighedernes beslutninger. I går ( 11.5. ) var det samlede antal smittede opgjort til 53.449 – og antallet af døde i løbet af pandemien 8.707.

Det er meget vanskeligt at sammenligne disse tal med tallene fra andre lande, da de belgiske myndigheder har optalt og beregnet på en anden måde end andre.  De har taget mange flere mulige smittede og mulige døde af corona med. Eksperter her til lands mener, at man bør halvere tallene, hvis man skal kunne sammenligne med andre lande.

De 103 belgiske sygehuse har hele vejen igennem kunnet magte opgaven og til stadighed haft ledig kapacitet til intensiv behandling, når det var nødvendigt. Derimod har det været store problemer på landets pleje- og ældrehjem, især i starten. Dette skyldtes især personalets manglende uddannelse til at håndtere situationen – og også manglende udstyr.

Kommunikationen omkring pandemien har været glimrende.  Dels oprettede man hurtigt en hjemmside, der løbende informerede på fire sprog:  fransk, flamsk, tysk og engelsk.  Her er den:  www.info-coronavirus.be  Her kan man bl.a. finde en omfattende oversigt med FAQ ( spørgsmål og svar ).  Og man lavede også et Call Centre, som folk kunne ringe til hver dag mellem 09.00 og 18.00.  Og som tidligere nævnte holdt embedsmænd fra Krisecentret hver dag en pressekonference om situationen.

I spidsen for alt dette stod og fortsat står den 45 årige liberale statsminister Sophie Wilmès. Hun er uddannet bl.a. i kommunikation, er perfekt i flere sprog, australsk gift og har tre børn. Hun har i øvrigt tidligere været en af mine kolleger i EU-Kommissionen. Jeg kender hende dog ikke.  Hun har en fremragende evne til at holde sammen på de oftest stridende politiske partier, fokusere på det væsentlige, hårdt arbejdende og kan kommunikere på en meget personlig måde, så folk føler, at hun taler til dem, ikke ned til dem. Hun er ikke belærende.  Og hun er af disse grunde gået fra at være stort set ukendt tidligere til nu at være meget populær over hele landet.  Se foto.

Hvordan har vi så oplevet denne Husarrest?  Nu har vi som aktive pensionister haft det lettere end andre, der fortsat var ”arbejdsramt”.  Forleden sagde vi til hinanden:  På en måde har vi aldrig haft det bedre! Ingen stress. Ingen hast. Og ja: vi har skam lavet noget. Ikke nødvendigvis alt det, vi nok burde, f.eks. rydde op og ud!   Og så har vi selvfølgelig ”slidt mere end sædvanligt” på de elektroniske midler såsom Skype, Zoom, What’s App – og hvad der ellers findes i den ta’ selv butik.

Men naturligvis har vi i stigende grad manglet den personlige kontakt til andre mennesker.  Og muligheden for at gøre togter ud i dette herlige land og dets nabolande. Hvor var det godt, at alt dette skete i forårstide – og ikke i de mørke og noget triste vintermåneder. Man kan da være heldige på nogen områder 😊

Og så har vi hele vejen igennem oplevet, at de belgiere vi mødte på gåture eller i butikkerne, var ekstra flinke og imødekommende. De ligesom viste: Sådan er det så. Vi er alle i samme båd! Vi må se at få det bedst mulige ud af det.  Sådan opfattede de forhåbentlig også os 😊

Ved  en senere lejlighed vil jeg fortælle lidt om, hvad vi tror bliver langtidseffekten af denne lange Husarrest.  Den kan der helt sikkert også komme en masse godt ud af!

 
 
Den 11. maj:
 

Jeg er blevet spurgt om, hvad historien bag det blå europæiske flag med de 12 stjerner er.  Her er den:

Det europæiske flag symboliserer både EU og Europas enhed og identitet i bredere forstand.

Det består af en cirkel med 12 guldstjerner på blå baggrund. Stjernerne står for idealerne om enhed, solidaritet og harmoni blandt Europas befolkninger.

Flaget skal vende sådan, at hver af de 5-takkede stjerner ”står på to ben” og ikke vender med én tak nedad.   Derfor ser man af og til flaget vendt på hovedet – formentlig fordi folk ikke ved, hvad der er op og ned på flaget.

Antallet af stjerner har intet med antallet af medlemslande at gøre. Cirklen er et symbol på enhed – at man står sammen.

Historisk går flaget tilbage til 1955.  Europarådet, som siden 1949 har forsvaret menneskerettigheder og fremmet europæisk kultur, valgte dengang det nuværende design til eget brug.

I de efterfølgende år opfordrede Europarådet de nye europæiske institutioner til at bruge det samme flag.

I 1983 besluttede Europa-Parlamentet, at EF skulle bruge Europarådets flag. I 1985 var flaget vedtaget af alle EU's ledere som det officielle emblem for Det Europæiske Fællesskab, som senere blev til Den Europæiske Union.

Antallet af stjerner på flaget er bestemt til tolv og er som nævnt ikke relateret til antallet af medlemsstater. . I 1953 havde Europarådet femten medlemmer; det blev dengang foreslået, at det fremtidige flag skulle have en stjerne for hvert medlem, altså 15 stjerner, og at det ikke skulle ændres på basis af fremtidige medlemmer.  Sådan blev det ikke. Man enedes om et flag med 12 stjerner.  I dag (2020) har Europarådet 47 medlemmer – og bruger fortsat det blå flag med de 12 stjernet som dets flag. 

Og sådan er det også i EU, der i dag har 27 medlemmer.''

Enhver i EU har ret til at bruge Europa-flaget.  Ministerier, rådhuse og andre offentlige bygninger i de fleste EU-lande flager med det året rundt.  EU-landenes ambassader verden rundt gør det samme – ved siden af deres nationale flag.

Og private er også velkommen til at bruge flaget.  Det kræver ikke tilladelse fra myndighederne.  En sådan skal man derimod ofte have, hvis man vil flage med et andet lands flag.

 
Den 6. maj:
 
Vi har indtil nu hørt om tyskeres og om franskmænds bidrag til Danmarks historie og udvikling. I dag vil jeg fortælle om SPANIERNE og Danmark. Egentlig har vi vel ikke haft de store problemer i mellem os 😊    Den tidligere danske ambassadør i Spanien, Wilh. Ulrichsen, fortalte mig en gang, at det eneste problem han havde i sin ambassadørtid i Madrid var at forklare gæstende danskere, at vinen altså skulle i det lille glas og ikke i det store (vandglasset) ved middagen. 

 

Jo, større problemer har der naturligvis været. Som f.eks. da danske vikinger fra 800-tallet invaderede det nordlige og vestlige Spanien ( Baskerlandet, Galizien og dele af Andalusien ). Det var de herskende maurere (muhammedanere), de måtte slås med. De havde erobret Spanien i 711.

 

Næste store ”træfning” var i 1808. Det var midt under Napoleons-krigene. Spanien var besat af Frankrig. Og Danmark havde (endnu en gang ?) valgt forkert side og var allieret med Napoleon. Først smadrede englænderne den fransk-spanske flåde ved Trafalgar i 1805. Så stjal de ved uhøflig selvbetjening hele den danske flåde i 1807. Derfor beherskede den britiske flåde vandene overalt, herunder også de indre danske farvande. Napoleon indførte fastlandsspærringen som et modtræk. Det vil sige, at det blev forbudt for alle, også neutrale lande, at handle med England.  Det gik bl.a. meget ud over den dansk-norske handelsflåde. Danmark følte sig ”heel alene”, som man siger på berlinsk dialekt. Derfor sendte Napoleon i marts 1808 omkring 34.000 hjælpetropper til Danmark – under ledelse af marshal Bernadotte (den senere svenske konge).  Halvdelen af dem var spaniere. De blev ledet af den Mallorca-fødte spanske general, Marques de la Romana.  Og de kaldtes División del Norte. 

 

Hjælpetropperne blev indkvarteret mange steder i landet: Kolding, Aarhus, Odense, Langeland, Holbæk, Roskilde, m.fl.  Mange blev privat indkvarteret ( sikkert ikke med folks gode vilje ).  Mange af spanierne ( man kaldte dem spaniolerne ) var kavallerister og havde derfor masser af heste med.  Der var bl.a. kavalleri-regimenter i Kolding og i Aarhus, hvor de havde stalde i den gade, den siden og den dag i dag hedder Spanien.

 

Hvad mon de mørkhårede og brunøjede spanske soldater (også) lavede, mens de var i landet?  Der cirkulerer utallige rygter og myter om deres gøren og laden. Herunder  om alle de mørkhårede og brunøjede efterkommere, de efterlod i landet 😊   Uffe Ellemann-Jensen påstår, at han på mødrene side nedstammer fra selveste chefen, Marques de la Romana.   Historikere har dog i høj grad afmonteret mange af disse rygter. Men noget er der naturligvis om snakken.  Hverken de danske pigers gevaldige hjertebanken ved at se disse ”smukke, galante, dansende og syngende” unge spanioler og de spanske krudtkarles indbyggede lyster kan manes i jorden af selv de mest ihærdige historikere. Man ved, at da spanierne pludselig rejste igen, var der mange danske piger, der fik grumme travlt med hurtigt at blive gift med en dansk mand 😊 

 

Alle hjælpetropperne, også de spanske, havde især franske officerer. Når de red forbi et kompani af de hjemlige danske landsoldater (der for de flestes vedkommende dengang var bønder), så råbte de danske ”jens’er” så højt de kunne i kor:  Piw mæ lång rør!! Så blev de franske officerer nemlig aldeles glade og hilste tilbage.  Hvorfor?  Fordi de troede, at de råbte:  Vive l’empereur ! ( længe leve kejseren! ).

 

De spanske troppers ophold i Danmark blev kort. Der var ellers planer om, at de sammen med danskerne skulle erobre Skåne tilbage til Danmark. Det blev der ikke noget af.  Da de hørte, at spanierne hjemme i Spanien gjorde oprør mod Napoleon ( især fordi han ville indsætte sin bror som konge af Spanien ), så fik Marques de la Romana, deres chef,  i august 1808 udvirket, at den engelske flåde skulle samle de spanske soldater op på Langeland – og kvit og frit ! sejle dem hjem til Spanien. Det var dog ikke alle spaniere, der nåede frem. Kun 9.312 blev sejlet hjem.  De resterende blev fanget, afvæbnet og udleveret til franskmændene. Mange af dem blev senere en del af Napoleons angreb på Rusland.

 

Hele molevitten blev en meget dyr affære for Danmark, der dengang havde under 1 mill. indbyggere. Omkostningerne var 600.000 rigsdaler pr. måned – eller i dagens penge vel omkring 5 milliarder kr.   Dette bidrog i høj grad til, at Danmark gik statsbankerot i 1813.

 

En lille krølle mere om spanierne:   den lille spanske by, Huéscar, i nærheden af Granada erklærede Danmark krig i den 11. november 1809.  Måske fordi nogle af de spanske tropper i Danmark, måske i Kolding, kom derfra?  Der blev aldrig løstet et skud mellem de to ”krigsførende” parter. Og krigstilstanden blev først opdaget af en historiker 172 år senere, i 1981.  Derfor blev der i hast arrangeret ”fredsforhandlinger”, og freden blev underskrevet i Huéscar den 11. november 1981 – af den danske ambassadør i Spanien og byens borgmester!   Resultat:  Huéscar og Kolding er nu venskabsbyer 😊

 

Så sig ikke, at Danmark og Spanien ikke har haft noget med hinanden at gøre i historiens løb!   Og også med det resultat, at der med garanti løber en del spansk blod i mange danske årer.  Både fra vikingetiden – og fra Napoleons-dagene.  Det menes f.eks., at navne som Panduro og Augustinus kommer fra de spanske forfædre.

 
 
Den 5. maj:

I mine purunge dage skulle jeg engang sende et brev til en, der hed Deleuran. Jeg kendte ham ikke - og  det navn havde jeg godt aldrig hørt om. Sådan nogen havde vi ikke hjemme i Himmerland. Men afsted skulle brevet. Jeg skrev navnet, som jeg troede, det stavedes: Dølørang.  Og ved I hvad? Brevet nåede frem. Men det var også lang tid før Post Nords tid !

 

Inden længe blev jeg belært om, at sådan stavede den gode mand altså ikke sit navn.  Han skrev sig Deleuran. Han nedstammede nemlig fra huguenotterne i Fredericia.  Og det ord blev altså ikke skrevet, som det udtales: hyggenåtterne :-(

Og så kan det nok være, at jeg kom i gang med at hige og søge i gamle bøger!

 

Og det er resultaterne fra den higen, jeg gerne vil fortælle lidt om i dag.

 

HUGUENOTTERNE var de franske protestanter. Vi er i 1500-tallet, hvor der fra flere sider blev gjort oprør mod den herskende katolske kirke. Martin Luther (1483-1546) var én af oprørerne. Derfor er vi i dag mange lutheranere. Jean Calvin (1509-64) var en anden. Han var fransk katolsk præst, da han gjorde oprør. Det var ikke så populært i Frankrig, så han bosatte sig i Geneve i Schweiz. Hans protestantiske tilhængere kaldes calvinister.  Og det var og er de franske calvinister, der kaldes huguenotter. Navnet er en fransk forvanskning af det tysk-schweiziske ord Eidgenosse ( Edsforbundne ).

De kalder sig faktisk også De Reformerte, og deres kirker hedder den dag i dag reformerte kirker.  Det er en kirke uden billeder på væggen. Derfor går jøder, der bliver kristne, ofte over til netop den reformerte kirke.

 

På en tidspunkt var omkring 10 % af Frankrigs befolkning huguenotter. De var driftige håndværkere og handelsmænd. Men de blev meget forfulgt i Frankrig.  Katolikkerne ville simpelt hen ikke vide af dem.  Og på den såkaldte Bartholomæusnat i 1572 blev i tusindvis af dem slået ihjel.  Det fik naturligvis mange af dem til at flygte til lande, hvor protestantismen allerede havde godt fat i befolkningen.  Det var især i Brandenburg i Preussen i Tyskland og i Holland.

 

Den danske konge, Christian V (1646-99) var gift med tyske Charlotte Amalie (1650-1714).  Hun kom fra en meget protestantisk-reformert familie i Kassel. Og hun fik kongen til at invitere huguenotter i Brandenburg til Danmark.  De første kom i 1681, og allerede i 1689 byggede de den stadig eksisterende Reformerte Kirke i Gothersgade i København.  I 1719 gik en ny invitation afsted fra kongen, nu Frederik IV. Og denne gang tilbød han dem privilegier, hvis de ville besøtte sig i Fredericia. Den by ville kongen nemlig gerne udvikle.  Der kom 70 familier.  De bosatte sig midt i Fredericia – i det kvarter, der stadig hedder ”Persille-kvarteret”. Hvorfor? Fordi huguenotterne såede persille omkring deres haver.  Man kaldte det også ”Lille Frankrig”.

Disse nye indvandere var især tobaksavlere.  Og de bragte også kartoflen til Danmark. De lærte faktisk danskerne at spise kartofler. De bragte også bønner, hvede, kål og roer med til landet.

De fik bygget deres egen reformerte kirke i Fredericia. Deres energiske præst, Jean Dalgas, var af schweizisk oprindelse. Hans tre sønner udvandrede til Italien. Og en af hans sønnesønner, Enrico Dalgas, kom retur til Danmark og blev berømt som stifter og leder af Hedeselskabet, der satte opdyrkningen af de danske heder i system.

 

Der er mange danske efterkommere af huguenotterne.  De har navne som Honoré, Dupont, Devanter, Hermann, Lefevre, La Cour og Deleuran.   Der findes stadig et Huguenot-Samfund.  Se:  www.huguenot.dk

 

Huguenotterne kom ikke bare til Tyskland, Holland og Danmark. De kom i tidens løb til mange lande verden over. Vi har selv stødt på deres efterkommere på så forskellige steder som i Sydafrika og på De dansk-vestindiske Øer.

 

Berømtheder af huguenot-afstamning er f.eks.: George Washington, Gustave Fabergé, Lawrence Olivier, Samuel Beckett, George Clemenceau, Joan Crawford, Davy Crockett, Robert Ladbroke og mange flere.

I dag bor omkring 80 % af huguenotterne i Syd- og Vestfrankrig.

 

I sandhed også en interessant del af Europas historie.

 
Den 4. maj:
 

Først nogle ord om Tysklands overgivelse efter 2. verdenskrig. For Danmarks vedkommende skete det fredag den 4. maj 1945.  Det er i dag ( 2020 ) 75 år siden. Om aftenen kl 20.36 meddelte BBC fra London i det såkaldte Frihedsbudskab, at tyskerne havde overgivet sig bl.a. i Danmark.

 

Lyt med her:    https://youtu.be/p1pI6AOHAM0  

 

Se også to fotos fra denne del af tyskernes overgivelse, hvor den britiske feldmarskal Montgomery modtager den tyske delegation ved sit telt på Lüneburger Heide. Vedlagt.

Få dage senere, tirsdag den 8. maj, overgav tyskerne sig betingelsesløst i hele Europa til den allierede øverstkommendarende, general Eisenhower.  Det skete i en gymnastiksal i Reims i det østlige Frankrig.  Og selv om russerne var til stede i Reims, insisterede de på, at overgivelsen også skulle ske i Berlin ( som de havde erobret ).  Derfor blev den tyske delegation med feldmarskal Keitel i spidsen fløjet til Berlin, hvor overgivelsen igen blev underskrevet i det russiske hovedkvarter i bydelen Karlshorst.

Vi har besøgt alle tre ”overgivelsessteder”. Man mærker uvilkårligt historiens vingesus risle ned ad ryggen 😊

Nu skal det ikke være krig og overgivelse altsammen.   Tidligere skrev jeg, at jeg i disse spalter også gerne vil give en introduktion til det kulturelle liv i mit land, Belgien.  Og jeg skrev om belgiske Adolphe Sax, der opfandt og producerede saxofonen.

I dag vil jeg gerne fortælle lidt om en anden stor og verdensberømt belgisk musiker.  Han hed TOOTS THIELEMANS.  Det hed han egentlig ikke. Hans fulde navn var Jean-Baptiste Frédéric Isidor, baron Thielemans.  Men han blev kun kaldt Toots. Han levede i årene 1922 til 2016. Han blev både født og døde i Bruxelles. Som mange vil vide, var han jazzmusiker. Han spillede på mundharmonika og på guitar – dog ikke på én gang, så vidt jeg ved 😊  Han spillede sammen med alle de store jazzmusikere i verden, såsom Miles Davis og Ella Fitzgerald.  Og ikke mindst sammen med Danmarks nok største navn i jazzens verden, Svend Asmussen.  De var nære venner og optrådte ofte sammen igennem mange år.   De kaldte sig ”Toots og Svend”.  Få en prøve af deres fælles kunst her:

https://www.youtube.com/watch?v=Kaacux3khjM&feature=youtu.be  

Det var også en tradition, at Toots Thielemans hvert år åbnede den kendte Bruxelles Jazzfestival – normalt på Grand Place.   Det har vi også oplevet.

Toots Thielemans ikke bare spillede musik. Og han skrev den også af og til. Hans mest kendte er nok BLUESETTE:   https://www.youtube.com/watch?v=yKnG_9q4crA&feature=youtu.be

Han var også en gang på besøg i AALBORG. Det var den 15. januar 1992. Her optrådte han i Aalborghallen. Og daværende direktør for Hallen, vor nære ven, Ernst Trillingsgaard, havde fra 1987 haft den tradition, at gæstende kunstnere i forbindelse med deres optræden skulle plante et fuglekirsebærtræ i Kildeparken ved siden af Hallen. Det gjorde Toots naturligvis også. I dag er der ialt 85 sådanne ”kunstner-træer”. Og der er ikke bare et træ. Ved siden af hvert træ er der en musikstander. Ved at trykke på en knap på standeren kan besøgende høre noget af den pågældende kunstners musik.   De hedder ”DE SYNGENDE TRÆER”.   Et besøg hos dem er et MUST, når du næste gang er i Aalborg !

Se mere her:  https://da.m.wikipedia.org/wiki/De_Syngende_Træer?wprov=sfla1 

Toots Thielemans var i mange år æresborger i vor nabokommune, LA HULPE.  Her han man til hans ære lavet et TOOTS kulturcenter. Og uden for på hovedgaden er der en fin statue af kunstneren. Se foto.  Han var selv med til at åbne centeret få år før sin død.

 

 

 

 
Den 3. maj:
 

I går fortalte jeg om, hvordan tyskere fra det sydlige Tyskland i 1700-tallet kom til Danmark for at hjælpe med opdyrkningen af øde området.

 

Der har gennem tiderne været masser af udlændinge, der kom til Danmark for at hjælpe med det ene og det andet.  Heldigvis, da.

 

Jeg boede i 1980erne i Det Gule Pakhus ved havnen i København. Et dejligt sted lige ud til Københavns havn – og meget tæt på centrum. En af mine nærmeste naboer var Dronning Margrethe.  Normalt et meget fredeligt og behageligt sted.  Pludselig en dag i begyndelsen af 1980erne var der vilde optøjer neden for mine vinduer. Hætteklædte unge mennesker fór rundt i gaderne og omkring pakhuset – skarpt forfulgt at politi. Der blev skudt kraftigt fyrværkeri af – og politiets højtalervogne var også i aktivt brug. Ganske ubehageligt.  Og hvad var årsagen?  Det var, at Danmarks største skibsreder, Mærsk McKinney Møller, havde givet en gave til København. Nemlig anlæggelsen af en park lige ved siden af mit nabopakhus – og lige ud for Amalienborg.  Her lå for tiden gamle skure, der tidligere var pakhuse, men som ikke var i brug længere.  Optøjerne var ikke så meget imod denne plan. Nej, det man var tosset over var, at det var en belgisk arkitekt, der havde vundet konkurrencen med an anlægge den nye park.  Med andre ord: at det ikke var en dansk arkitekt. Jeg tror ikke, det specielt var arkitekter, der lavede demonstrationerne. Det var professionelle demonstranter, der havde grebet denne mulighed – efter at der i medierne havde været nogen kritik af sagen.

 

Det hele endte i fryd og gammen.  Den belgiske arkitekt, Jean Delogne ( 1923-2017 ), var landskabsarkitekt. Parken kom til at hedde Amaliehaven  ( dronningens slot ved siden af hedder som bekendt Amalienborg, opkaldt efter kong Frederik III’s tyskfødte dronning Sophie Amalie ( 1628-85 ) ).  Se foto af haven nedenfor.

Parken er i dag et af de mest populære steder i København.

 

Og det er ikke første gang, at belgiske arkitekter har været på spil i Danmark.  Da renaissanceslottet KRONBORG blev bygget i begyndelsen af 1500-tallet, hyrede kongen den belgiske arkitekt Hans Henrik van Paesschen ( 1510-82 ) til opgaven. Og da slottet skulle ombygges og moderniseres til sin nuværende form allerede i 1574-85, var det igen en belgisk arkitekt, der stod for byggeriet. Han hed Hans van Steenwinckel the Elder  ( 1550-1601 ).   Om der også dengang var optøjer i gaderne, er nok tvivlsomt.  Man var glad, bare der skete noget 😊

 

Der er også senere mange udenlandske arkitekter, der har været på spil i Danmark. Ta’ f.eks. i vor tid den franske arkitekt Jean Nouvel, der stod for Danmarks Radios Koncerthus.  Og den britiske arkitekt Norman Foster, der er hjernen bag det nye elefanthus i Københavns Zoo.

 

Så samme måde har mange danske arkitekter boltret sig i udlandet gennem årene.  Bare et par eksempler:  Jørn Utzon med Sydney Operaen. Johan Otto von Spreckelsen med den nye La Defence Triumfbue i Paris. Henning Larsen med Siemens hovedkvarter i München og Spiegel House i Hamburg, Arne Jacobsen med rådhuset i Mainz, Bjarke Ingels med Big Maze labyrinten i Washington DC – og C.F. Møller måske på vej til at vinde projektet om et nyt miljøministerium i Berlin.

 

Der er heldigvis fri bevægelighed i Europa og i verden for arkitekter.  Det har vi alle glæde af.   Og sådan vil det forhåbentlig også være for altid fremover!

 
 
 
Den 2. maj:
 
Som tidligere nævnt synes jeg, at det er interessant at se, hvordan alle vore befolkninger i tidens løb er blevet blandet med hinanden. Helt fra kimbrernes tid før vor tidsregning, ja, naturligvis også endnu før. Og så gennem de store folkevandringer efter Romerrigets fald i 400-tallet og fremad.  Store og langvarige krige og den efterfølgende elendighed og hungersnød har også drevet millioner på flugt, fristet af en tilværelse andre steder.

 

Det er også sådan, min historie i dag starter. Trediveårskrigen fra 1618-48 lagde store dele af det centrale Europa øde. Det benyttede den dansk-norske konge Frederik V (1723-66) sig af . Det er ham på hesten på Amalienborg Slotsplads.  Efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge til Sverige og de mislykkede forsøg på at vinde dem tilbage besluttede kongen at opdyrke de kolossalt store heder i Jyllands og Slesvig-Holsten. Han fik den danske gesandt i Frankfurt til at sætte annoncer i tidens tyske aviser og invitere tyskere til at komme til Danmark for at opdyrke heden. De blev lovet om ikke guld og grønne skove, så i hvert fald mange privilegier såsom skatte- og religionsfrihed. Frihed for militærtjeneste og ikke mindst jord og gårde, der ville blive bygget til dem, forsynet med dyr og redskaber. Ialt 965 personer fordelt på 265 familier tog imod tilbuddet. De kom især fra Sydvesttyskland ( Pfaltz og Hessen ). Det var dér, aviserne med annoncerne udkom.

 

Da de nåede frem med alle deres kærrer og vogne, var deres skuffelse ikke til at tage fejl af.  Dels var det et meget uvejsomt terræn. Dels kendte de ikke noget til heder. Den hed(der) ikke Alheden for ingenting. Det er, fordi lyngen på heden igennem århundrede har skabt et mega-hårdt lag – kaldet al -  lige under jordoverfladen. Et lag, der kræver gode redskaber og masser af kræfter at få bugt med.  De første havde indvandrerne stort det ikke. Kræfter havde de måske. Men de fleste var ikke bønder, men håndværkere og gamle soldater.   Så det endte med, at de fleste hurtigt rejste igen. Nogen blev endda udvist på grund af uduelighed.  Og de fleste af dem drog afsted til Rusland, hvor den tyskfødte zarina, Katarina II, i de samme år havde inviteret europæere, dog ikke jøder, til at bosætte sig i Volga-området for at opdyrke disse øde områder.  Mere end en million tyskere drog derover.  De bosatte sig omkrig byen Saratov (som vi i øvrigt har besøgt).  Og det var dertil også de fleste ”danske” tyskere tog hen. Over 3.300 km til fods og med vogne og heste. Det har været noget af et syn og noget af en opgave.

 

Tilbage til Jylland: Ialt 59 tyske familier blev boende på Alheden i Midtjylland – og gik igang med arbejdet.  De bosatte sig især i området omkring Grønhøj og Frederiks (opkaldt netop efter Frederik V). 

 

Hvorfor kaldes de kartoffeltyskerne?  Fordi de hjemmefra vidste, at kartoflen giver tre gange så stort udbytte som korn. Og også fordi den er god at dyrke netop på hedeområder. 

Det diskuteres stadig, om det i virkeligheden var kartoffeltyskerne, der var de første til at indføre kartoflen til Danmark.  Nogen påstår, at det var huguenotterne i Fredericia. De kom til Danmark – også på invitation fra kongen – fra 1719.  Men lidt konkurrence er altid godt!

 

Kartoffeltyskerne fik også bygget deres egen kirke i Frederiks. Her blev der prædiket på tysk indtil 1872.  Og der er stadig masser af efterkommere af de tyske indvandere på hele egnen. Det kan man også se på mange nutidige efternavne såsom Bitsch, Frank, Øhlenschlæger, Marquart, Ganzhorn, Roth, Würtz, Krath, Meyer og Wacker.

 

I anledning af 200 året for tyskernes ankomst blev der i Frederiks rejst en mindesten. Se foto.

 

Alt dette er også en vigtig del af Danmarks historie.  Og man kommer uvilkårligt også til at tænke på H.C.Andersens sang Jylland Mellem Tvende Have fra 1859. Heri står der bl.a. :  Kom igen om føje år. Heden som en kornmark står.  Det fik han helt ret i – ikke mindst på grund af kartoffeltyskernes brave indsats 😊

 
 
Den 1. maj:
 

Når man siger 1. maj, så tænker de fleste på arbejdernes internationale kampdag. Den vender jeg tilbage til om lidt i denne artikel.

 

Dagen og dagene omkring den har altid i de fleste lande været brugt til at markere forårets og blomsternes komme, i hvert fald på den nordlige halvkugle.   Romerne holdt i dagene den 27. april til den 3. maj den såkaldte FLORALIA FEST.  Det var en festival for Flora, gudinden for blomster.  Den er senere blevet til mange forskellige fester i mange lande.  Der blev danset, sunget, spist kager – og gjort meget anden lystigt. Det var en gedigen festdag i de fleste kulturer.

 

Denne artikel i det engelske Wikipedia fortæller meget mere om majdagen i mange forskellige lande i og uden for Europa:

 

https://en.wikipedia.org/wiki/May_Day 

 

Når arbejderne verden over også har gjort dagen til deres kamp- og festdag, så går historien tilbage til Australien.  Her startede den i 1856 – dog på den 21. april.  Det var kampen for en 8 timers arbejdsdag.  Derefter fulgte USA i 1886, hvor arbejderne valgte den 1. maj – holdt fri og demonstrerede.  Tre års senere blev den 2. socialistiske Internationale stiftet i Paris. Og én af dens beslutninger var at gøre 1. maj til arbejdernes kampdag for en 8 timers arbejdsdag og for ligeløn.

Sådan har det været lige siden ( bortset fra under de to verdenskrige ).  Målene er blevet ændret efterhånden som det ene mål efter det andet blev gennemført.

 

Hvad Danmark angår blev 1. maj første gang markeret som arbejdernes kampdag i 1890.  Man tænker ofte på Fælledparken ( ”Fælleden” ), når man taler om dagen. Det går dog længere tilbage. Det skyldes især ”Slaget på Fælleden” i 1872, hvor den røde postkasses opfinder, og socialisternes leder, Louis Pio, havde kaldt til demonstration. Og hvor han selv blev arresteret, og politiet gik brutalt til værks over for demonstranterne.   Louis Pio var ud af fransk familie og var meget optaget af begivenhederne omkring Pariser-kommunen.  Han blev i 1877 bestukket af politiet til at udvandre til USA. Her forsøgte han at opbygge et socialistisk samfund et sted i Kansas. Det lykkedes ikke, og han levede sin sidste år i fattigdom i Chicago, hvor han døde som 53-årig i 1894.

 

I Danmark blev mange af 1. maj demonstrationernes krav opfyldt efterhånden:  1919: 8 timers arbejdsdag.  1938:  lov om lønnet ferie.  1974:  5 dages arbejdsuge.

 
 
 
Den 27. april:
 
Det er i dag 40 dage siden, Belgien lukkede ned. Det startede den 18. marts. Det har været en meget kontant nedlukning – og den har også været kraftigt håndhævet.  Og den har også givet resultater. Både antallet af hospitalsindlagte og af døde er nu markant på vej ned. Samtidig har det antal tests, der er gjort, hele tiden været stort – og det forøges kraftigt hele tiden.

I går  var de nyeste tal:

Antal smittede ialt:  46.134

Antal helbredte:         9.800

Antal døde:                 7.094   ( heraf godt halvdelen på plejehjem ).

Mange spørger:  Hvorfor ligger tallene så højt i Belgien, især for antallet af døde, i forhold til andre lande?

Jeg har ikke et endegyldigt svar. Men belgierne siger selv om antal smittede, at det høje tal især skyldes den omfattende testning. Så finder man naturligvis også mange flere af de smittede.

Om de høje dødstal er en del af forklaringen, at belgierne tæller alle dødsfald med, hvis der er den mindste antydning af, at Cononaen har spillet ind. Og man tæller også dødsfaldene på alle landets plejehjem med.  Det gør man ikke i mange andre lande.  I Tyskland tæller man f.eks. kun de døde med, hvis de er testet positiv for Corona.  Derved bliver de belgiske tal klart højere. Eksperter her i landet siger, at man nok skal halvere tallet for antal døde, hvis man vil sammenligne med andre lande.

Hvis man vil følge udviklingen i hvert land, inkl. Belgien, kan man let gøre det her:

https://newsnodes.com

Er dødeligheden for tiden større end normalt?  I Belgien dør ca. 110.000 personer normalt hvert år. Det tilsvarende tal i Danmark er 53.000 døde – hvilket meget godt svarer til, at den belgiske befolkning er dobbelt så stor som den danske.   Der findes en særlig hjemmeside, hvor man kan følge dødelighedens udvikling i mange europæiske lande:

EUROMOMO  ( MOMO - ”mortality monitor” ):  https://www.euromomo.eu 

Her kan man finde mange flere detaljer om udviklingen i hvert land.

I morgen vil jeg fortælle om den trinvise afviklingsplan, som Belgien har vedtaget fra på mandag den 4. maj til mandag den 8. juni.

 
Den 20. april:
 

Alting er kultur. Og kultur er alt – siger man.  Derfor vil jeg gerne af og til præsentere kultur fra vort land siden 1988, Belgien. 

I dag vil jeg starte med at fortælle lidt om en berømt belgier, som meget få nok kender. Han hedder ADOLPHE SAX.  Han levede i årene 1814-94.   Og hvorfor er han berømt?  Fordi det var ham, der opfandt og producerede SAXOFONEN!  Et helt særligt instrument, ja revolutionerende på sin tid.  Og i dag kendt, anerkendt og brugt over hele verden.

Se fotos af både opfinderen og hans saxofon nedenfor.  Det er faktisk én af de saxofoner, han selv lavede.  Flot arbejde.

Først lidt om ham selv:  Han blev født i belgiske Dinant, Ardenner-byen, der ligger ved floden Meuse.  Begge hans forældre var instrumentmagere, så lille Adolphe ( der var et af deres 11 børn ) gik rundt i værkstedet og sugede indtryk og ideer til sig. Da han var 15, havde han lavet indtil flere instrumenter, som han præsenterede på en stor udstilling. Egentlig stod han til at få førstepræmien; men komiteen syntes, han var for ung, så han fik kun andenpræmien.  Det ville den selvbevidste dreng ikke acceptere. Hvis jeg er for ung til at få førstepræmien, så er jeg for gammel til at blive snydt, sagde han.

Han var i øvrigt som dreng ved at blive slået alvorligt ihjel hele syv gange. F.eks. faldt han ned fra 3. sal i et hus.  Han var en anden gang ved at drukne i floden. Han kom også til at drikke en giftig drik, fordi han troede, det var mælk. Han kom også til at sluge en stor nål. Hans mor var overbevist om, at han ikke ville nå at blive voksen. Men det gjorde han.

Hans personlige opfindelse, SAXOFONEN, er speciel på mange måder. Selv om den normalt er lavet af messing, hører den til træblæserne. Hvorfor? Fordi saxofonbladet er lavet af træ, normalt bambus.  Uden det kommer der ikke lyd ud af instrumentet.  Saxofonen kan spiller over 2 ½ oktav.   I første omgang indgik saxofonen ikke i de store orkestre. Den blev især brugt i militærmusik.  Og Adolphe Sax havde stor succes med salget af den til den franske hær. Den købte 20.000 eksemplarer.  I øvrigt bosatte han sig i mange år i Paris – og var kendt som en meget ilter herre.  Han gik også fallit hele tre gange. 

Det store gennembrud som egentligt orkesterinstrument fik saxofonen med Maurice Ravel’s Bolero.  Her indgår den som ét af de vigtigste instrumenter.  Se og lyt her: https://www.youtube.com/watch?v=c65b7wVhCoA  

Senere blev saxofonen et meget vigtigt instrument i jazz. Masser af kendte jazz-musikere spillede på den, såsom Lester Young, Charlie Parker, John Coltrane, Ben Webster, Count Basie og Stan Getz.  I Danmark er ikke mindst Jesper Thilo kendt for sit saxofonvirtuoseri.

Tidligere præsident Bill Clinton gør det også på saxofon og var meget tæt på at deltage i 100 års festlighederne i Dinant for Sax’s død i 1994.  I stedet spillede han på en restaurant inde i Bruxelles.

Adolphe Sax er en meget vigtig person for de musikglade belgiere. Ligesom senere Toots Thielemans og sangere som Jacques Brel og Salvatore Adamo.  Dem vender jeg måske tilbage til.

 
 
Den 19. april:
 

I dag skal mine kommentarer handle om solidaritet – eller måske snarere manglende solidaritet.

Som vi alle ved, befinder der sig omkring 50.000 flygninge i Grækenland, inkl. på en del græske øer tæt på Tyrkiet.  Og der kommer flere til hele tiden. Hjælpen fra andre EU-lande er meget lille. Man kan ikke blive enige om en fordeling af disse flygtninge mellem medlemslandene. EU hjælper med en del økonomisk støtte til Grækenland.  Men det er i høj grad beklagelig mangel på solidaritet. EU Kommissionen vil i nær fremtid foreslå en ny løsning af dette alvorlige problem.

En del af de tusinder af flygninge er mindreårige, herunder mange uledsagede mindreårige, dvs. de er under 18 år. FNs flygtningemyndigheder og UNICEF har gennem nogen tid advaret mod denne katastrofale situation, hvor disse unge bor under helt uacceptable forhold. Derfor blev en række EU lande i marts 2020 enige om, at tage imod ca. 1600 af disse mindreårige flygtninge.  Igen er det ikke alle EU-lande, der har tilbudt hjælp. I første omgang var det 7 lande: Kroatien, Frankrig (400), Tyskland (350), Italien, Luxembourg, Irland og Portugal.  Senere er Finland kommet til. Og Bulgarien og Litauen er på vej til at deltage.  Schweiz deltager også som ikke-EU land. Man taler om "Gruppen af Villige".

De første 12 unge flygtninge kom i sidste uge til Luxembourg, og i går lørdag kom 47 til Tyskland.  Om få dage vil en gruppe komme til Schweiz.  Hele projektet er blevet forsinket på grund af corona-krisen. Men det gennemføres naturligvis, også fordi denne krise også rammer flygtningelejrene og dermed også de unge.  Alle skal derfor starte deres ophold i deres nye land i to ugers karantæne.

De mange unge kommer især fra Syrien og Afghanistan. 92% af alle de unge i lejrene er drenge.

Nu til mit hovedpunkt:   Hvor er de øvrige EU lande henne i denne sag??? Det er simpelt hen for ringe, at alle ikke stiller op. Her og nu.  Det er ganske enkelt mangel på solidaritet og hjælpsomhed.

Ta’ f.eks Danmark!  Der tales hele tiden om at ”vi skal passe på hinanden” – om ”solidaritet med de svageste” – om ”børnenes statsminister”.

Er det kun mig, der ikke kan forstå, hvordan det hænger sammen? Jeg har set, at SFs Europa-parlamentariker Margrethe Auken i klare vendinger har talt for Danmarks aktive deltagelse i denne særlige hjælpeaktion.  Er der andre?   Og har medierne interesseret sig for sagen?

Danmarks deltagelse i projektet vil naturligvis ikke løse problemet.  Men hvor ville det dog være et flot tegn på, at de fine ord også bakkes op af konkret handling!

 
 
Den 15. april:
 
Som bekendt synes jeg, at vi alle skal vide mere om de lande, der er vore naboer og partnere i Europa – dem, vi samarbejder med hver eneste dag i EU og i NATO. Vi bør kende til hvem de er, hvad de står for, og hvad der er vigtigt for dem. Derved bliver det også nemmere at forstå dem.   Jeg har allerede tidligere skrevet om bl.a. Italien, Frankrig, Belgien, Irland, Ungarn, Polen, Slovakiet og Bayern.

I dag vil jeg kort skrive om et af Europas nyeste lande, Nordmakedonien.  Hvorfor? Fordi der skal være valg i landet om få måneder ( det skulle egentlig have været i søndags, men det blev udsat på grund af pandemien ). Og fordi landet netop er blevet medlemsland nr. 30 i NATO og er på vej til optagelsesforhandlinger med EU.

Nordmakedonien er på 25.700 kv.km ( ca. 20 % mindre end Jylland – og Belgien ), og det har 2 mill. indbyggere. Dets hovedstad er Skopje. Den by blev især kendt i 1963, da et jordskælv ødelagde 85% af byen og dræbte 1070 mennesker. En kæmpe international hjælpeindsats bragte byen på benene igen.

Landet var en af det tidligere Jugoslaviens provinser.   Det har grænser fælles med Kosovo, Serbien, Bulgarien, Grækenland og Albanien.

Dets befolkning er slaviske makedoniere ( 64 % ), albanere ( 25 % ) og 4 % tyrker.  Både makedonsk og albansk er officielle sprog i landet.

Dets flag er en gul sol på en rød baggrund – med 8 steriliserede solstråler i alle retninger.  Se foto.

Landet har tilbage i tiden en meget interessant historie, som på mange måder også har forbindelse til Grækenlands antikke historie.  Det afspejler sig også i landets nye navn, Nordmakedonien.  Den nordligste del af Grækenland hedder Makedonien. Det var i hele dette område, at den berømte konge og hærfører Alexander den Store regerede. Han levede i årene 356-323 f.Kr.  Han samlede ikke bare Grækenland, men næsten hele den dengang kendte verden helt over til Indien.  Og han har sat sig store spor.

En anden meget kendt person, Mother Teresa, er født i Skopje. Hun tilhørte den albanske befolkningsdel og levede i årene 1910-97.  Hun var katolik og levede og virkede det meste af sit liv blandt de fattige i Calcutta i Indien.  Derfor kaldes hun nu også Saint Teresa af Calcutta.

Hvis man vil følge lidt med i nordmakedonsk politik, så kan man f.eks. gøre det i disse to engelsksprogede aviser i landet:

SKOPJE DIEM  -  www.skopjediem.com

SCOOP – Investigative journalism  -  http://en.scoop.mk 

 
 
Den 14. april:
 

Den igangværende corona pandemi har mange konsekvenser.  En af dem er, at folk er begyndt at diskutere, om det er en god ide, at vi fortsat giver hånd til hinanden. Den amerikanske epidemi-chef har direkte foreslået, at vi alle helt holder op med at gøre det, fordi det let er med til hurtigt at sprede smitte.   Lad os se lidt på, hvilke andre måder der bruges verden rundt til at hilse på andre må.  Hvad de hedder – og hvordan man gør.  Måske er der inspiration at hente.  Og måske vi kan bruge tiden her under Husarresten til at øve os 😊 Lidt!

 

Traditionen med at give hinanden hånd går mindst 2000 år tilbage. Og det skal være højre hånd. Hvorfor? Fordi det er våben-hånden, den hånd folk havde kniven, sabelen eller pistolen i.  Og ved at stikke den ”ubevæbnede” hånd frem, viste man fred og ingen fare. Det er tegn på tillid og åbenhed.

 

Der findes endda i Danmark en ”Dansk Håndtryksforening”  (  https://haandtryk.dk ). Den er dannet i 1998 af en gruppe ”rigtige mænd”, der ville fremme et ordentligt, mandigt håndtryk i stedet for alt det omsiggribende krammeri.  At stikke på næven, det ved man hvad er. De var bange for, at hvis der ikke blev taget affære, så skulle man fremover til Dansk Folkemindesamling for at se, hvad er gedigent håndtryk var!

 

I Thailand hilsen man på hinanden med det yndefulde Wai.  Det er et lille buk med kroppen og hovedet – samtidig med at man har håndfladerne presset sammen. Jo højere hænderne er i forhold til ansigtet, desto mere respekt viser man.

 

I Japan hilser man tarditionelt med et lille nik med hovedet eller et buk, der kan gå helt ned til 90 grader i forhold til taljen.

 

I Kina bruger man ofte den gamle mandarinske hilseform, der hedder KowTow.  Man folder  hænderne og bøjer sig forover – i særlige tilfælde så meget, at hovedet rammet gulvet.  Derved viser man sin største respekt.

 

I Tibet gør man noget helt andet. Man havde engang for mange hundrede år siden en skrækkelig konge, der havde en sort tunge.  Man var hele tiden bange for, at han ville komme tilbage i reinkarnation. Derfor hilste / hilser ? man på hinden ved at stikke sin tunge frem – for at vise at man ikke er den reinkarnerede konge!

 

Kommer man til Kenya, bliver man ofte hilst med en energisk masai-dans, den springende Adamu-dans.  Og man bliver af og til opfordret til at deltage!

 

Eskimoerne i Grønland har en anden tradition at hilse på fremmede på. Man skal trykke sin næse og overlæbe mod den andens hud og så trække vejret. PS: Næsen må helst ikke løbe, for så risikerer man at fryse fast på den, man hilser på 😊

 

Og så er der maorierne på New Zealand. De bruger den århundredegamle Hongi hilsen. Man støder næserne sammen.  Derved er man ikke længere en fremmed, men ”én af vore”.  Husk at holde øjnene åbne, ellers risikerer man at ramme forkert og måske få en ”næse-styvert” eller et blåt øje!   Ofte lader man også i al fredsommelighed panderne støde sammen og giver hånd, hvis det skal gøres ekstra godt.

 

Der er også en særlig hilsen, som romerne ofte brugte: de holdt højre arm lige ud i omtrent 45 graders vinkel – med håndfladen nedad og fingrene samlet. Den hilsen er blevet kompromitteret af nazisterne og Mussolinis fascister. De ville som benedt gerne ses som romernes arvtagere.

 

Jeg er fortsat på jagt efter at finde ud af, hvordan mine forfædre kimbrerne hilste på hinanden. Kan nogen hjælpe?   Og hvad med vore andre forfædre vikingerne? Jeg ved, at de havde den såkaldte Norse-hilsen, hvor de sagde ”Heill ok Sæll” ( sundhed og lykke ).  Men hvordan gjorde det?        Det er altid dejligt, at der er noget man ikke ved – endnu.

 

Men nu har I i hvert fald noget at øve jer på!

 

Den 12. april:
 
I dag nogle ord om Polen:  vort store naboland på 312.696 kv.km  ( 7 gange så stort som Danmark ) og med 38 mill. indbyggere ( også 7 gange så mange som i Danmark ). Landet har været medlem af EU siden 2004.  Men i dag er det sammen med Ungarn én af klassens uartige drenge, fordi det i vigtige sager ikke følger de regler, de selv har skrevet under på, før de blev medlem. Det gælder ikke mindst reglerne om uafhængige domstole, der er en ubetinget betingelse for at være EU-land.  Det princip har de pillet alvorligt ved, så regeringen har stor indflydelse på dommerne, herunder deres mulige afskedigelse, hvis de ikke gør, som regeringen ønsker.  Det har EU-Domstolen dømt landet for i flere tilfælde, også for meget nylig. Og vil de fortsat være medlem og nyde godt af fællesskabet, så bliver de nødt til at rette ind.  Det samme gælder landets afvisning af at tage imod flygtninge.  Det har de også fået en EU dom om at ændre.  Polen er også meget besværlig hvad kampen for klimaet angår.  Det er et stort kulproducerende land.
 
Hvad betyder så det konkret? EU har ikke en paragraf i traktaten om, hvordan man kan ekskludere medlemmer. Men lur mig, om ikke deres overtrædelser får meget stor betydning, når EU budgettet for de kommende syv år skal besluttes. Og når nye regler om fordeling af flygtninge fremover skal fastlægges.   En gammel regel i politik er, at man kan ikke ustraffet blive ved med at overtræde fælles regler og i det hele taget være besværlig - uden at det får konsekvenser.
Det interessante er i øvrigt, at meningsmålingerne viser, at den polske befolkning er en af de mest EU-positive af alle.
 
Der skal være valg af polsk præsident den 10. maj. Den nuværende præsident Andrzej Duda er fra det regerende parti og dermed tilhænger af det, den står for, også i EU politikken.  Lederne i partiet er bange for, at han ikke bliver genvalgt, hvis man på grund af coronaen udsætter valget til senere, hvor de store økonomiske konsekvenser af krisen begynder at bide.  Derfor vil de gennemføre valget som et brevstemmevalg den 10. maj.  Oppositionen er naturligvis imod dette okkulte politiske håndgreb.
 
Hvis man vil følge med i, hvad der sker i Polen, kan man ty til et par engelsksprogede medier:
 
Polsk radio:  https://www.polskieradio.pl/395     
Poland.pl:      https://poland.pl/politics/                
 
En meget kendt og anerkendt polsk gift amerikansk journalist, Anne Applebaum, er meget kyndig på polske forhold:
Blog:      www.anneapplebaum.com 
Twitter:  @anneapplebaum
 
 
 
Den 9. april:

I får lige en lille påskehilsen fra mig med et par forslag til læsning - bøger jeg netop har læst og læser (måske har I allerede læst dem!!). Jeg er mest til bøger om og fra andre kulturer - jeg plejer at kalde dem eksotiske - jeg er absolut ikke til bøger om frustrerede fraskilte kvinder i et provinsielt miljø eller alkoholiserede mænd i en vestjysk udørk. Så er det sagt. 

 

Derfor får I her 3 forslag til meget velskrevne og interessante bøger:

 

1. "The Bastard of Istanbul" - tyrkisk/britisk kvindelig forfatter Elif Shafak. "Heartbreaking" står der på forsiden af min Penguin udgave. På mange måder en dyb tragisk historie, men ikke mindst en bog med et fantastisk indblik i tyrkisk og armensk kultur og disharmoni. Det meste af fortællingen udspiller sig i Istanbul, og har man været i denne fantastiske by, får man lyst til at tage dertil igen. Bogen er fyldt med pudsige og mærkværdige personager. Ved at google Elif Sharak får man bl.a. muligheden for at se et interview med hende. Særdeles begavet og veluddannet kvinde. Og af og til må man heldigvis også trække på smilebåndet!

 

2. "A Gentleman in Moscow" - amerikansk mandlig forfatter Amor Towles. Fortællingen foregår i begyndelsen af 1920'erne i Moskva - altså i årene omkring overgangen fra Zar-regimet til Bolchevik-regimet. En adelsmand er blevet idømt husarrest på Hotel Metropol i Moskva, og han må absolut ikke sætte en fod uden for hotellet, men det betyder ikke, at han ikke har et liv indenfor murene, og det er værd at læse om. Samtidig får læseren også fortalt om hans liv og livet i al almindelighed under Zar-regimet. For mig er det vigtigt, at en bog kan lære mig noget mere om verden af i går, og det kan dette værk i hvert fald. Forfatteren er tidligere finansmand, og man aner et uhyre kultiveret menneske med dybe indsigter i mangt og meget. Læs også om ham på nettet.

 

3. Endelig får i anbefalet en britisk krimi-forfatter Martin Walker, som bor i Dordogne! Og det er der hans romaner foregår. Jeg har kun læst den første i serien "The Dordogne Mysteries", og dens titel er "Death in Dordogne". Charmerende, spændende og velfortalt, og så foregår den i en lille landsby, hvor der ellers ikke sker noget som helst. Men også her får man en glimrende indførelse i livets gang og genvordigheder i en fransk provins (lidt mere eksotisk end en dansk!)

 

Som det fremgår læser jeg meget på engelsk ("Bastarden" er også skrevet på engelsk og oversat af forfatteren selv til tyrkisk), og jeg læser allermest på min Kindle e-bog.

 

Men jeg har dog også enkelte danske titler på min Kindle bl.a. "Erindring om Kærligheden" af Kirsten Thorup - en fantastisk bog! Der er lige udkommet en ny af hende "Indtil vanvid, indtil døden" - en 2. verdenskrigsroman - den bliver jeg vist nødt til at læse.

 

Og som en lille afsluttende bemærkning, er der pudsigt nok meget omtale og indtagelse af mad i alle de tre nævnte bøger, og det kan godt glæde en rigtig gourmet som mig!

 

Hav en rigtig god påske!!

 

Liselotte  

Rixensart, Belgien  -  08 04 2020



 
 
Den 6. april:
 

Der tales for tiden – ja, faktisk gennem lang tid – om at EU lande som Ungarn og Polen på mange måder er klassens slemme drenge.  De vil ikke modtage flygtning ( og er netop blevet dømt for det ved EF-Domstolen).  Ogd e vil ikke overholde de regler, om europæiske værdier, der er et del at EU traktaten, og som de selv har skrevet under på.

 

I morgen vil jeg tage fat på Ungarn og prøve at forklare, hvad de vigtigste alvorlige problemer er med Orban og hans folk.   

 

I dag vil jeg først fortælle om, hvad disse fundamentale europæiske værdier går ud på – værdier som vi alle anser for aldeles vigtige – og som er bindende for alle EU medlemmer.

DE EUROPÆISKE VÆRDIER - HVORFOR SÅ VIGTIGE

 

I Europa er vi alle enige om, at demokrati er et fundamentalt grundlag for vore samfund. Det samme gælder beskyttelser af mindretal, pressefrihed, domstolens uafhængighed, ligebehandling, og meget mere. Alt dette er af kolossal betydning for os alle. Og det står også klart i vore nationale forfatninger og grundlove.  De udgør essensen af vore europæiske værdier - at det, der gør Europa til Europa.

Hvorfor er alle EU lande forpligtet til at overholde disse europæiske værdier også på europæisk plan?

Det er de, fordi disse værdier også er direkte nævnt i EU traktaterne. Og ethvert medlemsland har frivilligt og af egen drift underskrevet traktaterne. Derfor er de naturligvis bundet af det, de har skrevet under på.

Og hvis et medlemsland ikke overholder disse forpligtelser, kan der rejses sag mod det. Og det kan f.eks. miste stemmeretten i EUs Ministerråd.  

Et medlemsland kan også miste stor politisk indflydelse, herunder også økonomiske fordele, hvis de andre medlemslande konstaterer, at landet ikke overholder meget vigtige principper.

 

Hvorfor kæmpe for dette?  Det minder mig om Winston Churchill under krigen. Han havde samlet sin regering for at skrabe penge sammen til den igangværende krig.  Alle ministre gav penge fra deres budgetter.  Da turen kom til kulturministeren og han lagde et større beløb på bordet, blev Churhill rasende og råbte:  Give kulturpenge til at føre krig for??!! Aldrig i livet.  Hvis vi gør det, hvad er det så egentlig vi kæmper for!!   Kultur og værdier er hele grundlaget for vore samfund.

 
 
Den 3. april:
 

I dag vil jeg gerne fortælle noget om verdens befolkning og hvordan den er fordelt. Jeg synes oversigten er meget interessant, og at den giver anledning til at tænke lidt over f.eks. vi europæeres lille del af verden.

 

Udgangspunktet er, at verdens befolkning er på 100 mennesker. Hvordan er de så fordelt:

Geografisk:

60 asiater, 16 afrikanere, 13 amerikanere ( herunder 8 nordamerikanere ), 10 europæere, 1 fra Stillehavsområdet

Sprogligt – hvad er deres hovedsprog:

12 mandarin, 6 spansk, 5 engelsk, 4 hindi, 3 arabisk, 2 fransk, 2 russisk, 2 japansk.  Rester taler de ca. 6000 andre sprog i verden, hvoraf halvdelen er truede af udryddelse

Mand-kvinde:

51 mand, , 49 % kvinde

Alder:

25 under 14 år, 8 over 65, 67 mellem 14 og 65 år

 

Velstand:

20 ejer 75 %

Sult og overvægt:

11 sulter eller har dårlig næring

35 er overvægtige

Analfabetisme
 
14 kan ikke læse

Internet:

47 har adgang

 
 
Den 2. april:

I går var det som nævnt aprilnars-dag. Min lille beretning bragte et par hyggelige historier frem fra gamle venner:  Én var i 70erne journalist på Kolding Folkeblad. Han bragte d. 1. april en historie om, at det netop var besluttet, at Christiania ville flytte ind på Koldinghus.  Det gav en del røre i byen 😊     En anden er fra Aalborg:  et polsk teaterkompagni var på besøg, og Aalborg-Hallen udsendte en pressemeddelelse om, at der var særlige orme i deres kasser. Disse orme havde desværre sneget sig ud i Kildeparken, så nu skulle alle træer i parken fældes.  Det gav en borgmester-opringring til hallen kl. 7 om morgenen – og en del postyr i staden 😊  

Flere spurgte mig også i går, hvad historien bag aprils-nar er.

Man er ikke helt sikker. Det vides, at man i Indien for tusinder af år siden havde en fest omkring 1. april, hvor det var skik og brug at drive gæk med folk.  Men det er nok tvivlsomt, at dette er starten på vores tradition.

Derimod hælder de fleste til, at løjerne startede i 1564 i Frankrig. Indtil da fejrede de forskellige regioner i landet nytår på forskellige tidspunkter: til jul, den 25. marts og – de fleste – den 1. april.  Det rod ville kongen have styr på. Så med pavens tilladelse besluttede han, at fremover ville det nye år starte den 1. januar. Basta. Det var mange meget utilfredse med, især de mest kristne. De ville have, at nytåret skulle starte tæt på påsken, dvs. den 1. april.

Det var også dengang en tradition – som i dag – at man serverer god mad til nytår. Mens fejringen stadig mange steder skete den 1. april, fik man serveret fisk. Hvorfor? Fordi det var i faste-perioden, der i katolicismen skal vare 40 dage op til påske.  I den må man ikke spise fede ting. Så det gik altid ud over fisken.   Efter flytningen af nytåret til 1. januar, fulgte de fleste den nye skik. Og samtidig gjorde de nar af dem, der stadig fejrede nytåret til april.  Man gav dem ”falske fisk” – attrapper, om man vil.  Og det er senere i nutiden blevet til, at man den 1. april sniger sig til at klistre en papir-fisk på ryggen af folk, normalt ved ”venligt” at klappe dem på skulderen.  Det er især en tradition i de fransktalende lande. Man kalder det en ”aprils-fisk”, en ”poisson d’avril”. Så kig godt efter, når du næste gang møder en franskmand den 1. april. Hvis hun eller han uvidende og glad spankulerer rundt med et ”fisk” på ryggen, så har han været under kærlig drilsk behandling.

Men man uddelte ikke bare disse falske fisk.  Man gjorde også alt, hvad man kunne for at bilde disse ”dumme fjolser”, som fortsat fejrede nytår den 1. april, én på ærmet.  Og det er den tradition, der med sikkerhed i 1600-tallet har spredt sig først til Tyskland og ret hurtigt op til os andre.  Og i de engelsksprogede lande blev den til ”Fools’ Day”, altså ”april-fjolsernes dag”. 

I de sidste mange år er det især medierne, der har holdt den gamle tradition i hævd.

 

 
 
Den 1. april:

 

Denne dag dag er – som de fleste ved – noget helt særligt. Det er i dag, der er tradition for at drive gæk med folk, at narre folk.  Derfor er der også nogen, der kalder dagen Narredag.  Jeg husker en helt særlig hændelse i tilknytning til dagen. Den vil jeg gerne berette om. Og så er den endda sand 😊

 

Det var tilbage i midten af 1980erne.  Jeg var dengang stadig leder af EUs kontor i København, og tiden nærmede sig den 1. april. Vi udgav en byge af blade med informationer om alle dele af EUs virksomhed. Det var før internettets tid, så ”der var tryk på” hvad angik udgivelse af publikationer.  I ét af vore blade kunne vi ikke stå for fristelsen til at lave en lille 1. april historie. Vi skrev:

EUs miljøafdelinghar til opgave, at alle slags mennesker kan have stor glæde af vor fantastiske natur.  Det gælder også nudisterne. Derfor har miljøfonden netop besluttet at give tilskud til et hegn om en ny nudistlejr på Tisvilde strand i Nordsjælland.

 

Bladet gik ud som sædvanlig til alle interesserede, herunder til den danske presse. Et par dage efter brød f..... løs.   En iøvrigt meget EU-positiv redaktør på dagbladet Aktuelt skrev en rasende artikel om, at hun hidtil havde været en stor tilhænger af, hvad EU foretog sig, også i Danmark.  Men NU var vi gået over stregen.  Uanset hvad man mente om nudister og deres lejre, så tilkom det i følge hende overhovedet ikke EU at blande sig i, hvor lejrene skulle ligge, og hvordan de skulle indhegnes.  EU skulle blande sig helt udenom.  Hendes artikel var sat stort ogiøjnefaldende op.  Det var klart, at det var noget hun mente !

 

Nu var gode råd dyre.  Vi ville naturligvis gerne bevare vort gode forhold til Aktuelt og dets læsere.  Vi kunne vælge at glemme det – dvs. ikke at gøre noget. Som englænderne siger:  Lad den bølge dø i mødet med klipperne!  Men nej. Vi måtte bringe vor historie derhen, hvor den hørte hjemme. Nemlig i samlingen af aprils-nar historier.  Så jeg skrev et kort indlæg i Aktuelt, hvor hovedbeskedden var:  Hør her, det er kun den 1. april, EU smider tøjet!  

Jeg skal hilse og sige, at det var som at kaste benzin på bålet. Den gode fru redaktør blev endnu mere rasende og skrev en leder om, at det var simpelt hen for galt, at vi sådan drev gæk med den seriøse og positive presse. Så hun havde personligt besluttet, at hun aldrig mere ville tro på noget som helst, der kom fra vort kontor

Hun døde få år efter. Jeg håber ikke, at vi var en del af skylden.

 

Ja, sådan kan det gå.  Det afholdt os dog ikke fra at finde den kreative hat frem i de kommende år, når vi nærmere os i dag.

 

Nu bør dagen vel være en munter dag. Så jeg har fundet en samling af gode danske aprils-narre fra medierne frem på Wikipedia.  Dem kan I så hygge jeg med i dagens løb:

 

https://da.m.wikipedia.org/wiki/Aprilsnar_i_danske_medier?wprov=sfla1 

 

 

 

 

 
Den 29. marts: 
 
Og som de ofte siger på TV:  Nu til noget helt andet:
En lille historie fra det virkelige liv i en corona-tid:

Midt i dagens dont med mangt og meget på mit Krea-rum sker det ofte: Sulten melder sig. Således også i går eftermiddag.  Jeg lusker ned i køkkenet, pågriber rugbrødet og en stor brødkniv.  Og jeg har altid fået at vide, at sådant et apparat ikke er en økse, så ikke hugge! Man skal save. Som sagt så gjort.  Nu var det et lidt nervøst rugbrød, så det fór en del rundt på underlaget.  Du skal ikke snyde mig, tænkte jeg og greb resolut fat omkring krabaten.  Og brødkniven og jeg banede os systematisk frem igennem ”dyret”.  Således fokuseret på at nå sikkert i mål havde jeg overset enkelt detalje: at flytte min venstre tommelfinger ( én af de ti ! ) inden brødkniven nåede frem ☹

Jeg fik ikke et stykke mørkt, men et stykke rødt rugbrød!    Men min tommelfinger er i fuld gang med at vokse på plads igen

PS: Og så er det jeg kommer til at tænke på, hvor fantastisk det egentlig er, at vort korpus er selvreparerende!

Jeg ville ønske, at min bil var det samme!

Til slut en lille opgave til jer alle - fra Odense.  Her har det lokale stadsarkiv noget de kalder Mytedetektiverne.  Opgaver, som måske også kan bruges i "hjemmeskolerne" for tiden.  Kig indenfor:

 
 
Den 28. marts:
 
Denne dag minder mig altid om, at vi havde fri fra skole. Hvorfor?  Fordi Dronning Ingrid havde fødselsdag i dag.  Og vi havde lige haft fri også den 11. marts.  For det var Kong Frederiks fødselsdag.  Den slags – altså skolefridage – findes vist ikke mere. Men det var vel en god måde at få børn til at huske deres kongelige 😊

 

Lidt om pandemien:  I går blev husarresten ( eller ”indespærringen”, som den hedder her til lands ) i Belgien forlænget til den 19. april – og med mulighed for forlængelse til den 3. maj – det blev besluttet med det samme.  Folk tager det fint.  Reglerne om ophold i parkerne blev dog også strammet i går, fordi en del ikke havde forstået alvoren i ikke at samle sig i grupper.  Politiet bruger i øvrigt bl.a. droner til at opdage ulovlige sammenstimlen, og så beder man fra en højttaler i dronen dem sprede sig. Og reglerne for handel i fødevarebutikekrne er også blevet strammet, så kun én person af gangen fra hver familie må gå ind for at købe ind. I forgårs blev vi stoppet af politiet, fordi vi var to i bilen og havde været på indkøb. Vi slap dog med en påmindelse og et venligt smil fra den søde kvindelige betjent!

 

Livet med coronaen bliver – som jeg allerede har nævnt – beskrevet af flere og flere i min nye blog:  LIFE WITH CORONA.    https://life-with-corona.blogspot.com   På adskillige sprog.  Flere ”lande” er på vej ind, Spanien, Ukraine, Tyskland, osv.

Hold jer ikke tilbage. Læg roligt hovedet på ”bloggen”.   Send mig 10-20 linjer om, hvad I laver, oplever og tænker i disse tider.  Og på det sprog, I har lyst til at skrive på.  Det er der iøvrigt også flere arkiver, i hvert fald i Danmark, der også er i gang med.

 

Et enkelt punkt mere om Coronaen:   da vi i aftes så nyheder på CNN, dukkede finansminister Nicolai Wammen pludselig op i et interview med Christiane Amanpour. I kan se det her:

https://nyheder.tv2.dk/politik/2020-03-27-usa-kigger-mod-danmarks-corona-strategi 

 

En lille rettelse fra i går:  jeg fortalte om slægtsforsknings-programmet GENEANET  - https://en.geneanet.org/    Jeg skrev, at det har oplysninger om 7 millioner mennesker. Det rigtige tal er 7 milliarder – dog med mange overlapninger.  Så det var nok værd at prøve.

 

 
Den 25. marts:
 

Den øjeblikkelige Corona pandemi har naturligvis også fået folk til at spørge, hvad EU gør for at hjælpe i denne meget alvorlige situation for alle 27 medlemslande.

 

Det korte svar er, at EU ikke har særlige beføjelser på sundhedsområdet. Og det har EU aldrig haft. Det valgte EUs grundlæggere, medlemslandene, at det skulle være et nationalt anliggende.  EU kan altså ikke vedtage forordninger og direktiver om sundhedsanliggender.  Og når EU ikke har juridisk hjemmel – som det hedder – til at tage direkte initiativer omkring sundhed, ja så kan det naturligvis heller ikke gøre det, selv om det i en krisesituation som i dag efter de flestes mening ville være meget logisk, at man gjorde det.

 

Når det er sagt, er det klart, at EU-landene kan og bør bruge deres tætte samarbejde til at koordinere deres indsats og initiativer. Det er også gjort i dette tilfælde. Den 13. februar holdt EU-landenes sundhedsministre et uformelt møde.  Stats- og regeringscheferne har også mødtes om krisen.  Og det gør de igen i morgen den 26. marts, på en videokonference, hvor hovedemnet er Corona / COVID-19 pandemien, og hvad man kan gøre sammen for at komme en løsning nærmere.

 

EU har allerede visse strukturer på plads, som naturligvis er meget aktive i disse koordineringer.  Det cypriotiske medlem af EU-Kommissionen, Stella Kyriakidis er ansvarlig for Sundhed og Fødevaresikkerhed.  Hun er uddannet psykolog.  Se vedlagte foto.   Og EUs agentur for forebyggelse og kontrol med smitsomme sygdomme, ECDC i Stockholm, er meget aktivt i at følge udviklingen, analysere resultaterne og give anbefalinger.  Se mere her:  https://www.ecdc.europa.eu/en     Dets leder er Dr. Andrea Ammon.  Hun er tysk og kommer fra det kendte Robert Koch Institut i Tyskland.  Se foto.  Og endelig har EU et agentur for medicin,  European Medicines Agency, der nu ligger i Amsterdam. Det analyserer og godkender alle nye medikamenter på alle EU landes vegne.  Se mere her:  https://www.ema.europa.eu/en    Det ledes af den italienske professor Guido Rasi.   Se foto.

 

Ud over at være hjælpsom med koordineringen mellem medlemslandene kan EU også bruge flere af sine mange instrumenter til at hjælpe mærkbart i den nuværende situation.    Her er nogle eksempler på, hvad der allerede er gjort:

 

  1. 1.     Kommissionen har på kort tid godkendt, at hvert land kan bryde de indgåede EU bestemmelser om statsbudgetternes udvikling.  Der er for alle brug for at bruge massiv øknomisk støtte for at holde samfundene i gang.  Det gælder både direkte økonomiske tilskud, garantier, lempelser af kreditmuligheder, osv.  Det krævede et EU-ja til både budgetændringer i hvert land og lempelser i statsstøttereglerne.  Danmark vard et første land, der indsendte ansøgning om dette.  Og Kommissionen svarede positivt i løbet af 24 timer.

 

  1. 2.     Man er den 17. marts blevet enige om at lukke EUs ydre grænser, foreløbig i 30 dage. Dette skal hindre virus smitte i at komme ind udefra.  Der arbejdes lige nu med at lave såkaldte grønne korridorer over disse grænser, så varer, medicin, etc. fortsat kan komme ind.  Det gælder også over de midlertidigt lukkede grænser mellem medlemslandene.  Forleden var der en 57 km lang kø af lastbiler ved den tysk-polske grænse.  Det vil man naturligvis undgå.

 

  1. 3.     EU har fra sine forskningsmidler ( Horizon 2020 ) bl.a. givet 80 mill € lån til en stor tysk fabrik, CureVac, i Tübingen, som arbejder på at udvikle en vaccine mod corona-virussen.  Den var den virksomhed, som Trump ifølge forlydender gerne ville have købt og reserveret for amerikanere.  Handelen blev ikke til noget, og virksomhedens direktør fratrådte med øjeblikkelig virkning efter et møde i Det Hvide Hus.

 

  1. 4.     EUs bank, Den europæiske Centralbank, i Frankfurt har lavet en særlig fond på 750 milliarder €. Den kan – for at støtte de europæiske økonomier – opkøbe europæiske værdipapirer.  Og præsident Christine Lagarde har sagt, at bankens støtte til økonomierne og Euro’en er ubegrænset.

 

Det er bl.a. fortsættelsen og videreudviklingen af disse tiltag, stats- og regeringscheferne skal tale om på deres virtuelle topmøde i morgen.  De skal også drøfte et nyt forslag fra deres formand, Charles Michel, om, at Europa bør oprette et egentlig Crisis Centre til at håndtere kriser som den nuværende.

 

 

 
 
Den 22. marts:
 

Det er søndag – det er forår ( godt nok af den lidt kolde slags !).  Så jeg vil i dag overlade min daglige kommentar-spalte til nogle af de meget kreative initiativer, der kører rundt omkring i Europa.

 

Når I vil se de hyggelige scener, jeg har fisket på Facebook, er I muligvis nødt til at åbne jeres Facebook.

 

Og husk så også Danmark Synger på:   https://danmarksynger.dk

 

Spanien:

 

https://www.independent.co.uk/news/world/europe/coronavirus-spain-lockdown-news-applause-health-workers-balconies-aplauso-sanitario-a9402746.html

 

Vitual kor med Eric Whitacre:  ( det er ti år gammelt, men meget berømt og kan bestemt bruges også nu ):

https://www.youtube.com/watch?v=D7o7BrlbaDs 

 

Schweiz den 20. marts:

https://www.swissinfo.ch/eng/coronavirus-solidarity-_swiss-applaud-medical-staff-from-balconies-and-windows-/45631358 

 

Italien – ”bordtennis”:

https://www.facebook.com/100001245461597/posts/3147734991944652/?sfnsn=mo&d=n&vh=e

 

Mallorca, Spain – særlig service fra politiet:

https://www.facebook.com/100000669301604/posts/3050863354945945/?sfnsn=mo&d=n&vh=i

Musik i køkkenet:

https://www.facebook.com/100004091511160/posts/2001692106643820/?sfnsn=mo&d=n&vh=e

Musik i gaden:

https://www.facebook.com/1554674116/posts/10221172777659757/?sfnsn=mo&d=n&vh=i

Dans på gaden:

https://www.facebook.com/100002346420878/posts/2794386983982822/?sfnsn=mo
 
 
Den 21. marts:

I går startede jeg med at vedlægge et skema med de nyeste tal for CORONA smittespredningen i verden, Europa, Danmark og Belgien.  Mit nye skema med tallene fra i går – den 20. marts vedlægges.  Der sker stadig en kraftig stigning både i antal smittede og antal døde.  Virkningen af de skrappe foranstaltninger i de fleste lande er ikke kommet endnu.  Og det var heller ikke ventet.

Her i Belgien er grænserne nu blevet lukket, især fordi nabolandet Holland ikke har lavet samme skrappe indgreb, og Belgien vil ikke risikere, at ferierende hollændere kommer hertil med smitte.   Det er også blevet forbudt at tage i sommerhus o.l. her til lands.

Men det skal naturligvis ikke være trist og bekymrende alt sammen.  Folk finder på nye ting at tage sig til. Kreativiteten er fundet frem fra gemmerne I går rundsendte jeg et lille digt, der på sin særlige måde gav ideer til, hvordan man kan bruge tiden i denne særlige situation.  Og måske komme ud på den anden side af krisen med nye måder at leve på.

I dag vil jeg rose det flotte initiativ i Danmark, der hedder DANMARK SYNGER. Se mere her:  https://danmarksynger.dk   Mottoet er:  SANG BYGGER BRO.  Bro mellem os alle, der er sat i ”husarrest”.  Man kan synge med hver morgen kl. 09.05 på DR2 og på P1, hvor musikmanden Phillip Faber synger for.   Man kan også se det på en særlig Facebook-side:   www.facebook.com/DanmarkSynger/    

Masser af foreninger, fonde, osv. Står udover Danmarks Radio bag dette flotte initiativ.

Det får mig til at tænke på, hvordan befolkningen i de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen holdt kæmpemæssige sangerstævner, også mens de stadig var besat af Sovjet.

Og i Italien synger og spiller folk sammen fra altaner, ud af vinduer, osv.  Se lidt om det på dette link:

https://uk.news.yahoo.com/italy-lockdown-coronavirus-singing-110446552.html?guccounter=1&guce_referrer=aHR0cHM6Ly93d3cuZmFjZWJvb2suY29tLw&guce_referrer_sig=AQAAAKv8tWWnwketQgZgsMgKqnqnIFvvrpNO2M097jWn2bAd7Cn_3VcbXRBMYLkxskiZMOOyBMjAy0TV3_7KKZoQ_TpfMi8q8IqmwCGHP-XMtVtlJrEApzV0-qmYw6ku-Astag1j8H-mb66SCfy-5XjiIP4nWTlx2CIz8y9jeAUXhIae

Ha' en dejlig dag - gerne med sang og musik!

 
 
Den 19. marts:
 

Hvordan var så vor første dag i HUSARREST – med udgangsforbud – eller lock-down, som man også siger?    Egentlig synes jeg ikke, at ordet udgangsforbud er det rette. Det bør snarere kaldes Hjemme-påbud.  Altså at man har fået besked på at holde sig hjemme.

Vi følte det som fredeligt og afslappet. Men vi havde heller noget fast arbejde at skulle bekymre os om. Det gør en forskel.  Her i landet har vi ikke haft en sådan situation siden2. verdenskrig.  Det kan jeg af gode grunde ikke selv huske.  Men jeg husker tydeligt oliekrisen i efteråret 1973.  Dengang var der også mange ting, man ikke måtte. F.eks. måtte vi ikke køre bil om søndagen. Det husker jeg tydeligt. Ikke mindst fordi jeg var aktivt involveret i at arrangere et EF topmøde i København.  Over en weekend.  Det gav en del udfordringer.

Men tilbage til nu og Belgien.  Jeg gik min daglige gåtur. Og aldrig har jeg mødt så mange mennesker, der var ude i samme ærinde. Unge og ældre – med og især uden hund.  Venlige, smilende, go’dag go’dag ( det sidste er belgierne nu altid gode til!).  Vi vovede os også ud for at handle. Alle forretninger undtagen fødevarebutikker, apoteker, frisører og benzinstationer er nu lukket.  Vi tog til vort nærmeste supermarked.  Næsten ingen biler udenfor. Og mange mennesker indenfor – de fleste var personalet.  Der måtte ifølge de nye bestemmelser være 25 kunder ad gangen i dette supermarked ( 10 kv.m. pr. kunde ). Det nåede vi slet ikke op på.  Der var masser af varer på hylderne – undtagen håndsprit, sæbe og mel!  De havde også lavet en ny regel om, at folk på 65 år og derover har fortrinsret til at komme – mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Den kommer vi nok ikke til at benytte os af.   Udendørs markeder – som der er mange af her i landet – er lukket.  Der er også gode muligheder for at få madvarer bragt ud. Også fra nogle af de lukkede restauranter.  De må gerne fortsat levere mad ud af huset.  Det vil vi da prøve. Også for at støtte dem.

Vore naboer må vi ikke omgås. Men vi må ringe og vinke – ”fra bunker til bunker”, som vor søde belgiske genbo Annie siger.

Vort telefonselskab Proximus er oppe på mærkerne. De har uden ekstra betaling tilbudt gratis telefoni, 10 GB mere bredbånd til mobilkunder, flere film og underholdningsprogrammer til TV-abonnenterne, osv.  Og så er der museerne både her i landet, i Paris og i New York, der tilbyder gratis on-line adgang til mange af deres samlinger.  Det kongelige Teater er også med på vognen,så man kan se nogle af deres forestillinger on-line.  Folk er desværre ikke endnu som i Italien og Aarhus begyndt at synge ud af vinduerne, fra balkonerne og terrasserne. Men det kommer forhåbentlig!

Alt dette skal naturligvis ikke skjule, at vi alle er i en alvorlig situation. I Tyskland holdt Merkel i går tale til nationen, hvor hun sammenlignede situationen med den under 2. verdenskrig.  Og Macron talte forleden om, at ”vi er i krig”.   Forhåbentlig får det alle, også de yngre og noget sløsede, til at forstå vigtigheden i at gøre, som det kræves. Som én sagde forleden:  vore unge har aldrig prøvet modgang og kriser. Det har altid været konstant op- og fremgang.  Måske har de godt af at prøve, at det også kan være anderledes.

Dette var en lille beretning ”fra fronten”. Desværre var det som bekendt et stykke tid, inden vi alle ser, om det hjælper.

 
 
Den 18. marts:
 

Så kom det – udgangsforbud i hele Belgien. Det starter i dag kl. 12 og varer (mindst) til den 5. april. Det betyder, at vi anmodes om at holde os hjemme. Hvis man skal arbejde, bør alt gøres for, at det sker som telearbejde. Hvis det ikke er muligt, må man gerne tage på arbejde.  Man må også gerne gå på indkøb.  Og ikke mindst:  man må gerne gå ture, alene eller to og to.  Og ikke bare har man lov til det. Myndighederne opfordrer os til det. Ingen møder eller komsammen på 10 personer eller derover er tilladt. Skolerne, men ikke vuggestuer og børnehaver er lukket. Markeder er lukket.  Den offentlige transport kører, men med nedsat kapacitet. Fra på lørdag bliver alle Bruxelles Airlines fly på jorden. Men lufthavnen lukker ikke.  Og vigtigt er, at man lukker ikke grænserne, i hvert fald ikke endnu.  Men alle ikke-livsnødvendige rejser er ikke tilladt.

Det bliver en ny tid i de kommende uger. Heldigvis er foråret, solen og lyset kraftigt på vej, så det hjælper gevaldigt.  Vi vil sætte havemøbler ud i dag.

 

Et par andre opfølgninger fra tidligere kommentarer:

Kommunalvalget i Frankrig i søndags gik planmæssigt, dog med en noget lavere deltagelse end for seks år siden.  I de ca. 35.000 kommuner lykkedes det vinderen at vinde med mere end 50% af stemmerne i 30.000 af kommunerne. Derfor skal der ”kun” være omvalg i de resterende ca. 5.000 kommuner. Det skal til gengæld være et helt nyt valg, hvor alle kan genopstille igen.  På grund af udgangsforbudet i Frankrig for tiden, er dette valg udsat til slutningen af juni, formentlig den 21. juni for 1. omgang.  

I en række af de store byer, inkl. Paris, lykkedes det ingen af nå de 50 %. Så her skal der også være nyvalg til juni.

I Bayern var der som bekendt også kommunalvalg i søndags. CSU er stadig langt det største parti, selv om det ligesom SPD gik tilbage. De Grønne gik frem.  Mange steder skal der være omvalg den 29. marts, fordi ingen opnåede mindst 50 % af stemmerne.  Det gælder bl.a. for første gang i München.  På grund af virus-situationen bliver 2. valgomgang d. 29. altsammen gjort som brev-stemmer.

 
Den 16. marts:
 

I fortsættelse af i går vil jeg gerne fortælle lidt mere om den øjeblikkelige Corona pandemi – og om tidligere pandemier.

Situationen er med tal fra i går – den 15. marts – som følger:

Danmark:   Antal smittede:   864    Antal døde: 1

Europa, inkl. UK:   Antal smittede:  39.768   Antal døde:  1.727

Corona pandemien er af WHO døbt Covid-19.  Det er simpelt hen en forkortelse af : CORONA INFECTION DESEASE 2019 ( fordi den startede i 2019 ).  En pandemi er en verdensomspændende epidemi.  Hvis man kun taler om en epidemi, så er den normalt kun til stede i en eller flere regioner i verden.  Der har de sidste 300 år været tre pandemier hvert århundrede. Siden år 1900 har der med den nuværende været 5 ialt indtil nu. De har alle været en slags influenza.

Der tales ofte om den spanske influenza i årene 1918-21, hvor muligvis op imod 100 millioner mennesker døde på verdensplan. Der er dog stor usikkerhed om, hvor den startede. Indtil nu har man ment, at den kom fra USA, hvor de amerikanske tropper tog den med over Atlanten i 1. verdenskrig. Andre mener, at den opstod i skyttegravene.  Og nye forskning sætter oprindelsen til Nordkina.  Storbritannien og Frankrig hyrede nemlig ca. 140.000 kinesere fra det nordlige Kina til at erstatte mange af deres soldater i fabrikkerne derhjemme.   Et par af de interessante træk med den spanske syge var, at den kom i tre omgange i løbet af årene 1918-21.  Den var i en slags dvale om sommeren.  Det andet meget interessante var, at den stort set kun ramte yngre mennesker mellem 20 og 40 år. Næsten ingen af de døde var over 40 år. Hvorfor?  Formentlig fordi de havde modstandsstof fra tidligere epidemier i deres liv.

I Danmark døde ca. 15.000 som følge af den spanske syge.  Det blev anset som billigt sluppet i forhold til mange andre lande.

Her er hvad jeg tidligere skrev om den spanske syge:  ( den 16. februar )

Den spanske Syge var en influenza-pandemi, der hærgede i årene 1918-20 - lige efter 1. verdenskrig. Den menes at være kommet med de amerikanske tropper fra USA, der netop startede med at ankomme til Europa i marts 1918. Den slog omkring 50 millioner mennesker ihjel - dobbelt så mange som antallet af døde under hele 1. verdenskrig.  Min egen faster var et af ofrene. Hun døde som 25 årig af denne sygdom. Og hvorfor hedder sygdommen den spanske syge?  Fordi Spanien som neutral i verdenskrigen ikke havde den samme strenge censur i medierne som andre lande, og derfor kunne de frit skrive om sygdommen og dens udbredelse især i Spanien, herunder at kong Alfonso XIII var blevet hårdt ramt. Derfor fik man det indtryk, at sygdommen kom fra Spanien. Det passer ikke.

En ekstra krølle på den spanske syge er, at lægerne og videnskaben gennem mange år har været meget i vildrede med, hvilken influenza det drejede sig om.  I midten af 1990erne gravede en amerikansk læge et velbevaret frosset lig op af permafrosten på Svalbard og tog prøver af det.  Det viste sig at være netop influenzaen fra den spanske syge.  Så nu ved man nøjagtig, hvad det var.  Og man passer naturligvis ligeså godt på disse smittefarlige kropsdele, som man passer på USA's guld i Fort Knox.  De skulle nødigt komme ud i omløb igen.

 
 
Den 15. marts:
 
Corona-situationen:
På Rigspolitiets hjemmeside (https://politi.dk/corona) kan man følge de nyeste udviklinger og råd.
 
Tallene for Danmark er i går:
Antal testede: 4.446. Antal smittede: 827.  Døde:  0
Europa:   Antal smittede:  34.790.  Antal døde: 1.501
 
Og så hav én af vore venner i går et godt og effektivt råd mod hamstring:
Fjern alle indkøbsvogne og udlevér 1 indkøbskurv pr. kunde !     Lyder som en rigtig god ide!
 
Flere har spurgt om oplysninger om store pandemier i fortiden.  Vedlagt det, jeg skrev den 15. februar om den sorte død ( pesten ) i 1300-tallet.    Her kan man se, at den nuværende situation ikke på nogen måde kan sammenlignes med den:

Den sorte Død ( eller pesten ): den hærgede verden og ikke mindst Europa i midten af 1300 tallet. Det var en bakterie-sygdom. Den kom oprindelig fra Hubei-provinsen i Kina - som i øvrigt er samme provins, Corona-virussen kommer fra.  Den spredte sig vestpå med hunnerne og med handels-karavanerne ad Silkevejen. De første udbrud kom i Messina på Sicilien i 1347, og så skete spredningen lynhurtigt.  Folk døde i massevis og under voldsomme smerter i løbet af få dage, når de blev smittet. Man anede ikke, hvad sygdommen skyldtes. Man troede ofte, at onde mennesker havde puttet gift i drikkevandet.  Især jøderne fik skylden, og de blev ofte slået ihjel af befolkningen. I Strasbourg slog pøbelen 2000 jøder ihjel i løbet af få dage i 1349. Sygdommen kom vist nok første gang til Danmark, da et norsk skib strandede i Nordjylland. Hele besætningen var død af pesten.   I alt regner man med, at omkring halvdelen af Europa befolkning omkom på grund af den sorte død.  Masser af egne lå øde hen mange år frem i tiden.

 
Den 14. marts:
 
Jeg er blevet spurgt, om der er flere EU agenturer end dem, jeg har omtalt fornylig, såsom EUROPOL og EUROJUST i Haag, ECDC ( forebyggelse og og kontrol med sygdomme ) i Frölunda ved Stockholm, FRONTEX i Warszawa, osv.

Svaret er ja.  Der er ialt 40 forskellige EU agenturer.   Og de har alle hovedkvarter i forskellige EU-medlemslande, ja, der er næsten et i hvert EU lande.   Et af de første var EUs Miljøagentur, der ligger i København. Det blev oprettet i 1993.  Dets formål er at skaffe uafhængig information om miljøspørgsmål og på den måde være aktivt med til at støtte EUs aktiviteter på miljøområdet.  Der er indtil nu vedtaget ca. 500 forordninger og direktiver i EU.

Formålet med de mange agenturer er på samme måde som Miljøagenturet at samle informationer og lave analyser af emner af stor betydning for EU samarbejdet. I visse tilfælde står agenturer også for den praktiske gennemførelse af dele af EUs aktiviteter. Det gælder f.eks. FRONTEX i Warszawa.  Det er ansvarlig for, hvordan koordineringen af bevogtningen af EUs ydre grænser sker. Et andet eksempel er GNSS agenturet i Prag. Det er ansvarlig for EU’s GALILEO projekt, det europæiske globale satellit navigations-system, der fungerer og er mere præcist end det amerikanske GPS.   Og et tredje vigtigt agentur er EUROPEAN MEDICINS AGENCY i Amsterdam.  Her godkendes tusindvis af  nye lægemidler på EU landenes vegne.  Det blev iøvrigt for nylig flyttet fra London til Amsterdam på grund af Brexit.

Storbritannien meldte sig som bekendt ud af EU med virkning fra den 31. januar 2020 – og derfor ikke længere medlem af EUs agenturer og kan ikke nyde godt af deres aktiviteter.

Hvis man vil læse mere om disse mange decentrale og praktiske EU aktiviteter kan man finde informationerne her:

https://en.wikipedia.org/wiki/Agencies_of_the_European_Union

På Europa-kortet i starten af hjemmesiden kan man se, hvor de 40 agenturer findes og hvad de hedder. Og ved at klikke på hver af dem, kan kan få mange flere oplysninger om hver af dem.

 
Den 13. marts:
 
Corona-virussen fortsætter sin fremmarch. Land efter land verden over bliver ramt. Både af selve virussen og ikke mindst af de stærke indgreb, der gøres fra myndighedernes side for at stoppe eller forsinke den.  For ikke at tale om de enorme økonomiske konsekvenser. I Europa arbejdes der både af de enkelte landes myndigheder og af EU.
 
Hvis man løbende vil følge med i, hvordan corona'en udbreder sig i Europa, er den daglige oversigt fra EU's agentur ECDC ( European Centre for Desease Prevention and Control) i Frölunda i Sverige en glimrende kilde:
Kig på dette jævnligt - og fortæl andre om denne informationskilde.
 
Her i Belgien tog regeringens Krisecenter i aftes en række vigtige beslutninger. De kalder det ikke nedlukning af landet ( som i Italien ).  Man har indtil i går identificeret 314 smittede - og tre personer er døde ( 90, 86 og 73 år ).
 
Følgende skal ske fra i morgen tidlig:
1. alle skoler og uddannelsesinstitutioner lukker
2. cafeer, restauranter, natklubber, o.l., lukker
3. kultur- og sportsarrangementer aflyses
4. forretninger holder fortsat åben på ugedage. Fødevarebutikker og apoteker holder åben også i weekenderne
5. den offentlige transport fortsætter
6. hjemmearbejde anbefales, hvor det er muligt
 
Disse regler gælder fra i morgen tidlig og foreløbig indtil den 3. april.
 
EU-institutionerne her i byen har beordet flest mulige medarbejdere til at arbejde hjemmefra.
 
Som I sikkert har hørt, beordrede præsident Macron mange lignede foranstaltninger sat i værk i Frankrig i aftes. Dog gennemføres kommunalvalget på søndag som planlagt.
 
Den 12. marts:
 

Jeg har de seneste dage skrevet om både EUROPOL og om Den europæiske Arrestordre. Jeg er blevet spurgt, om ikke også der er et tæt samarbejde mellem justitsmyndighederne i EUs medlemslande.  Jo, det er der. Det hedder EUROJUST: European Union Agency for Criminal Justice Cooperation.

Hvad er det? Og hvorfor er det vigtigt i EU?

Dette EU-agentur blev oprettet i 2002. Dets formål er at koordinere kampen mod alvorlige forbrydelser, der finder sted i mere end ét EU-land. Som bekendt respekterer kriminalitet ikke grænser. Derfor er kampen mod dem også nødt til at ske i tæt samarbejde mellem EUs medlemslande.

EUROJUST har hovedkvarter i Haag i Holland - ligesom EUROPOL. Det behandler ca. 2.300 sager om året. Der holdes ca. 250 koordineringsmøder mellem landenes myndigheder. Og agenturet har 10 koordineringscentre fordelt ud over EU. Formanden for EUROJUST er for tiden Slovakiets repræsentant i bestyrelsen, Ladislav Hamran.  Danmark er som eneste EU-land ikke medlem af EUROJUST, fordi det ikke er med i EUs retslige samarbejde.

Man arbejder også sammen med myndighederne i ikke EU-lande. Og i hovedkvarteret har EUROJUST 240 medarbejdere.

 

 
Den 11. marts:

Hvad er Den europæiske Arrestordre? Og hvordan fungerer den?

EU indførte i 2004 Den europæiske Arrestordre. Det vil sige, at hvis et medlemsland anmoder et andet medlemsland om udlevering af en mistænkt eller en dømt person, så skal han eller hun udleveres meget hurtigt.

Arrestordren bliver brugt 10-15.000 gange om året.

Det er et af midlerne til at gøre retsplejen hurtigere i EU og dermed gøre Europa sikrere.

Der har i alle årene været meget stor tilfredshed med denne arrestordre.

I sidste uge skete der noget nyt, som samtidig også viser, at principperne bag arrestordren virker.

Polen havde anmodet Tyskland om udlevering af en person, der er dømt for bedrageri i Polen.  Men det tyske højesteret i Karlsruhe nægtede udleveringen. Hvorfor?  Fordi de tyske dommere ikke har tillid til de polske domstoles uafhængighed af regeringen efter dennes omorganisering af dem.  Derfor mener højesteret ikke, at den pågældende person er sikker på, at hans rettigheder vil blive respekteret i Polen, hvis han udleveres.

Dette er ikke et brud på arrestordren, selv om polakkerne sikkert vil påstå det.  Det er et bevis på, at de vigtige principper bag den – retssikkerhed og uafhængige domstole – fungerer.

Præsidenten for EUs øverste domstol, belgieren Koen Lenaerts, var for nylig til en konference i Warszawa, hvor han helt klart sagde:  Et land, der ikke respeterer domstolenes fulde uafhængighed, kan ikke være medlem af EU.

Det bliver interessant at følge, hvad næste skridt nu bliver.

Den 10. marts:

I dag skal handle om Bayern. Hvorfor?  Fordi de holder kommunalvalg på søndag den 15. marts – og igen den 22. marts som anden runde. Det har vi allesammen godt af at vide lidt (mere) om.

 

Først lidt om Bayern – Tysklands sydligste og største delstat. Den er på 70.550 kv.km ( godt halvanden gang større end Danmark ). Den dækker 20 % af Tysklands samlede areal.  Den har 13 mill. indbyggere.  Der er forskellige kendte egne i delstaten – ud over selve Bayern -  såsom Franken og Schwaben. Og de største byer er München ( 1,5 mill. indb. ) og Nürnberg.    Bayern kalder sig selv Freistaat Bayern – selv om de nu er en del af Tyskland.  De laver f.eks. fortsat statistik over deres udenrigshandel, hvor resten af  Tyskland er en del af ”udlandet”.

 

Landet er stærkt industrialiseret, f.eks. med bilindustrien ( BMW og AUDI ).  Det er også et vigtigt landbrugsland. Og så er det frem for noget Tysklands øl-land.  Der er i dag 624 bryggerier i landet, f.eks. det kendte Löwenbräu fra 1383.  Bayerne klarer selv at drikke en god del af det. Hver person fortærer i gennemsnit 140 liter øl om året ( gennemsnittet for resten af Tysland er 107 l. ).  Og det foregår bl.a. under den berømte Oktoberfest hvert år – en tradition siden starten af 1800-tallet.

 

Og så bliver vi nødt til at dvæle et øjeblik ved, hvorfor en øl på dansk ofte hedder en bajer?  Den gør den selvfølgelig på grund af Bayern.  Ordet kommer oprindelig fra udtrykket bajersk øl.  Det er undergæret øl, som er blevet lavet i landet siden Middelalderen.  Faktisk var der engang ca. 30.000 bryggerier i Bayern. Hvorfor? Fordi alle drak øl – hele tiden. Og hvorfor det?  Fordi vandet dengang var udrikkeligt. Så de gik med andre ord hele tiden rundt med en lille ”pind i øret”.  Det må have været dejligt. Bortset fra at livsforholdene for almindelige mennesker i Middelalderen og århundrederne derefter ikke var noget at ønske sig.   Og for at vi danske nu ikke skal starte på at pege fingre af de dér fordrukne bayere, så skal vi bare huske på, at det var det samme her til lands.  Øl morgen, middag og aften.  Ikke i styrke som en påskebryg, men alligevel.   Og hvorfor er der så nogen, der kalder øl for pilsnere?  Ganske enkelt.  Det er egentlig en lidt anden form for øl, der kommer fra byen Pilsen i Tjekkiet.  Ikke langt fra Bayern. Og bayerne påstår, atd et var dem, der lærte tjekkerne at lave øl 😊    

 

Bayern er et dejligt land at besøge.  München er nærmest perlen.  Den er på mange måder så sydlandsk i sit præg, at mange kalder den ”Italiens nordligste by”! 

 

Også lidt om kommunalvalget: 

 

Der er 2.031 kommuner ( Gemeinde ) og 71 regioner i landet.  Der er ialt 39.500 poster, der skal besættes. Valgretsalderen er 18 år.  Også EU-borgere fra andre EU lande har stemmeret ( og ikke længere briterne, naturligvis ). Valgperioden er 6 år.  

Hvis der ikke er kandidater, der vinder med over 50 % af stemmerne på første valgdag, skal de to med flest stemmer i ”omkamp” ugen efter, dvs. den 22. marts.

 

Politisk har Bayern i mange år været domineret af  CSU, den kristelig-sociale union. Det er et søsterparti til CDU i resten af Tyskland. Men ved de senere valg har partiet klart tabt terræn – både til SPD og til De Grønne.  Derfor er det meget spændende, hvordan det vil gå denne gang.

For at tage hovedstaden München kan nævnes, at her kæmper tre topkandidater om overborgmesterposten:  Dieter Reiter, SPD ( den siddende overborgmester ) og to yngre kvinder Katrin Habenschaden fra De Grønne, og Kristina Frank fra CSU.   Se fotos nedenfor.

 

Hvis man vi følge med i valgkampen og dens resultat kan man gøre det på disse engelsk-sprogede tyske medier:

 

  •   DEUTSCHE WELLE   -   https://www.dw.com/en/ 
  •   DIE ZEIT ON-LINE   -   www.zeit.de
  •   THE LOCAL   -     www.thelocal.de                                                          

 

Man kan også blive meget klogere ved at følge med i Bayerns største avis, Süddeutsche Zeitung:   https://www.sueddeutsche.de/     ( på tysk ).

 

 
Den 9. marts:
 

Der snakkes, skrives og vises meget om Corona virus i disse tider. Det har jeg allerede bidraget til med et par kommentarer tidligere.  Nu er vi kommet til noget meget praktisk i den anledning. Noget vi egentlig alle ved. Men ved vi nok om det?  Og ved vi egentlig nok om hvordan? Jeg har i hvert fald ikke selv gjort nærmest en kunst - eller snarere et håndværk ( om man så må sige ) ud af at vaske hænder.

Jeg har fundet en meget instruktiv beskrivelse på engelsk. Endda med pædagogiske tegninger.  Den sender jeg jer vedlagt.   Når man først læser indledningen om, hvorfor det er så vigtigt (og ikke bare lige nu), så har man meget lyst til også at læse videre om hvordan.   Og så måske endda gøre det.  Tit og ofte.  Go' fornøjelse!

 

Og vær opmærksom på én ting mere:  ganske almindelig håndsæbe er meget bedre end alskens sprit. Det ødelægger nemlig de vira, der sidder på hænderne.  Og så er det meget billigere.

 

Til sidst endnu et vigtigt råd i vore elektroniske tider:  Rens skærmen på din telefon og på din laptop eller iPad et par gange om dagen.  Disse skærme er en meget populær "holdeplads" for alskens vira, bakterier og andre fy-ting i den branche.  Og det kan du bruge spritten til - håndsæbe er nok ikke det bedste i det tilfælde.

 

På med vanten, vaskevanten altså.  Og måske et lille fikst tip mere som rosinen i pølseenden:   sæt din telefon til at give et PIP hver gang du bør vaske hænder - eller rense dit udstyr!

 

PS: Hvis du gerne vil have de 5 siders instructions, så mailer jeg dem gerne: 
 
Den 8. marts:
 

I dag vil jeg kort berette om EUROPOL, hvem der er med, og hvordan det arbejder.

Det er navnet på politisamarbejdet mellem EU-landene. Formålet er at gøre Europa sikrere – ved at bekæmpe grænseoverskridende kriminatitet.  

Det startede i 1993 og har hovedkvarter i Haag i Holland. Det har en stab på mere end 1000 medarbejdere, der kommer fra alle medlemslande.

Det behandler og støtter hvert år omkring 40.000 kriminalsager, som omfatter mere end et medlemsland. Det kører en række fælles databaser, og EUROPOL offentliggør løbende en oversigt over EUROPE's MOST WANTED criminals.

Det har også en særlig afdeling, der bekæmper kriminalitet på internettet.

Da Danmark har taget et forbehold over for EUs retssamarbejde, er det ikke længere medlem af EUROPOL. Det har en mindre omfattende samarbejdsaftale.

Storbritannien meldte sig ud af EU pr. 31. januar 2020. Derfor ophørte dets EUROPOL medlemskab automatisk.  Hvorledes det evt. fremtidige samarbejde mellem briterne og EUROPOL skal være, indgår i de aktuelle forhandlinger.

 

Man kan læse mere på EUROPOLs hjemmeside på flere sprog, herunder dansk:

https://www.europol.europa.eu/da/about-europol

 

 
Den 7. marts:
 
Vi ved alt for lidt om, hvad der sker i vore nabolande. I dag skal det handle om de kommende kommunalvalg i Frankrig. Det sker den 15. og den 22. marts

 

Det er et meget spændende valg af mange grunde. Dels er det kun 2. gang, at der er valg i hele Frankrig, siden præsident Macron vandt sin jordskredssejr for år tilbage. Dels er der nu en mulighed både for nogle af de gamle partier, der blev helt eller delvist slået af banen af Macron, at vende tilbage, og for nye partier, såsom De Grønne, at vinde frem.

 

Frankrig er på 644.000 kv.km ( 15 gange større end Danmark ) og har 67 mill. Indbyggere. Det har 101 departementer – og 36.000 kommuner.   Landet er siden Napoleons dage meget centraliseret. Men siden 2000 har regionale og lokale myndigheder fået stadig flere opgaver.

 

Søndag den 15. marts holdes 1. omgang af kommunalvalget. Der skal vælges 500.000 medlemmer af kommunalbestyrelserne i 34.970 kommuner (nogle kommuner har fredsvalg).  Der er opstillet 902.000 kandidater på 20.700 lister.

 

Søndag den 22. marts afholdes 2. omgang af valget i de kommuner, hvor ingen kandidat har fået over 50% afstemmerne.  Denne gang stemmes der enten mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer i 1. runde – eller mellem alle kandidater igen. Og så er den med simpelt flertal vinder.

 

Valgretsalderen er 18 år.   Valget gælder for 6 år.

 

Franske borgere i udlandet kan også stemme. Der er lavet særlige stemmesteder, hvor der bor flest franskmænd, såsom i Geneve, London, Bruxelles og Montreal.

 

EU-borgere, der bor i Frankrig, kan også stemme.  Der er ialt registreret 330.000 EU borgere.  Den største gruppe er portugisere – 111.600. Derefter følger: italienere 55.300, belgiere 47.500, spaniere 33.900, tyskere 33.600 og hollændere 17.700.   Derimod kan de briter, der bor i Frankrig – ialt 46.000 – ikke længere stemme efter Storbritanniens udtræden af EU den 31. januar 2020.

 

Hvordan vil valget så gå?  Svært at spå om.  Macrons parti fra 2016 står ikke stærkt lokalt. Både højre og socialisterne vil få fremgang i forhold til præsidentvalget. Og Le Pen’s parti på den yderste højrefløj vil satse på at vinde flere borgmesterposter end de 10, de allerede har.

 

En række kendte politikere stiller op, herunder 10 ministre.  Premierminister Edouard Philippe er kandidat i Le Havre. Paris kvindelige borgmester (socialist), Anne Hidalgo (har iøvrigt spanske rødder) genopstiller i Paris. Og Martine Aubry ( socialist) er en af topkandidaterne i Lille.  Hun er Delors’ datter.

 

Hvis man vil følge valgkampen og resultatet, kan man gøre det f.eks. på disse tre engelsk-sprogede franske medier:

 

  •    FRANCE 24   -   www.france24.com/en/            
  •    THE LOCAL France   -    www.thelocal.fr     
  •    THE CONNEXION – French news and views  -

                             www.connexionfrance.com

 
 
Den 6. marts:
 

Det er min faste overbevisning, at vi alle sammen ved alt for lidt om, hvad der rører sig i andre lande, herunder vore nabolande og partnere i EU.  Dels danske medier kun repræsenteret i et lille fåtal af dem. Og dels er der naturligvis et sprogproblem. Vi har den rigdom i Europa, at vi har mange forskellige sprog. Til gengæld forstår vi kun et fåtal af dem.

 

Derfor har jeg nu lavet en oversigt over troværdige medier PÅ ENGELSK i hvert af de europæiske lande.   Ved at klikke på linket ud for mediets navn, kommer man direkte ind i dagens tekst.  Det er da en nem og hurtig måde at orientere sig om, hvad der sker og diskuteres i de andre lande.  Dels er det - synes jeg - interessant at følge med i.  Og så kunne det jo også være, at vi kunne lære noget.  Og vi kan på denne måde i det hele taget gøre os selv bedre oplyste, når vi vurderer og diskuterer forholdene og holdningerne i andre lande.

Og det er vel sådan set ingen skade til 

 

Gem listen, så du hurtigt kan finde dem frem, når du har brug for den. Og lav evt. ikoner på din skærm for de medier, du er mest interesseret i, så der kun er ét klik frem til dem.

 

Lad mig gerne vide, om du har kommentarer eller forslag til flere troværdige medier på engelsk.

 
Den 5. marts:
 

Det må være på tide igen at skrive lidt om CORONAen – eller COVID-19, som den også hedder.  Den fylder meget især i medierne – og mange steder også i virkeligheden – for tiden.

 

Jeg minder om, hvad jeg fortalte tidligere:  WHO, FNs Verdenssundhedsorganisation, fortæller, at det gennemsnitlige antal døde i verden hvert år, når vi har ”normale” virus-epidemi, er 660.000 døde, altså 55.000 pr. måned.  Og jeg har ikke set noget tal for det normalt antal smittede.  Det går med garanti op i mange, mange millioner.  Jeg minder også i al stilhed om, at disse årlige og altså meget dødelige epidemier ikke giver de store forsider og tillæg i medierne.  Eller giver anledning til drastiske aflysninger af møder, rejser, og andet godt.  Man har lært at leve med dem, om jeg så må sige.  Dertil kommer, at de fleste af disse hundredetusinder af døde er folk, der af andre grunde er svagelige og ældre – eller begge dele.

 

Tal er noget underligt noget. De kan skræmme. De kan trøste. Som Storm P. sagde engang: Statistik er som lygtepæle. Ingen af dem oplyser ikke ret meget. Men de er gode til at læne sig op a’!

 

Og når vi nu er ved tal – for at sætte lidt mere perspektiv i det hele:  I EU bliver omkring 28.000 mennesker slået ihjel af trafikulykker hvert år.  Jeg ved godt, at disse ulykker (normalt) ikke smitter. Men når vi taler om døde af CORONAen ( 3.200 i hele verden indtil nu ), ja – så er det måske godt at stoppe lidt op og tænke:  Galt nok, men ikke så galt som så meget andet! 

Dette er ikke sagt for at bagatellisere den nuværende situation. Slet ikke. Den skal fortsat bekæmpes og forhindres i spredning. Men man SKAL altså passe på, at det hele ikke går i selvsving, så måden den bliver omtalt på ikke i sig selv giver en selvforstærkende proces. En proces, hvor flere og flere nærmest går i panik, ikke tør være sammen med, eller næsten ikke kigge på eller tænke på en kineser eller en italiener.  Det har som bekendt givet mange kedelige hændelser mange steder.

 

Tilbage til dagens situation:  I går var tallet af offentliggjorte smittede på verdensplan 93.000. Det er sikkert flere. Ikke fordi myndighederne nødvendigvis lyver. Men fordi mange kan være smittet uden at vide det. De tæller ikke med.  Derimod er dødstallet 3.200 i hele verden siden starten i december i Kina. Det er sikkert korrekt.  Det skal så ses i lyset af de 55.000, der dør af ”normal” influenza hver måned. 

 

Som bekendt er det – af uvisse grunde indtil nu – især Norditalien, der er ramt i Europa. Man melder om 3.089 smittede og 107 døde indtil nu.  Alle skoler og universiteter i landet er lukket af regeringen indtil den 15. marts. Og alle større arrangementer er blevet forbudt.

 

Hvis man vil følge med i flere detaljer om, hvad der sker, så har New York Times nu et ”Coronavirus briefing newsletter”, som man kan konsultere eller få tilsendt.  Find det ved at søge på Google.

 

EU har i Sverige et agentur, der hedder:  European Centre for Desease Prevention and Control.  Her kan man også følge noget med i, hvad der gøres og vides på det videnskabelige plan:  hjemmesiden er:  www.ecdc.europa.eu 

 

Og i aftes så jeg et meget interessant interview på CNN med den kendte amerikanske virologi professor W. Ian Lipkin fra Colombia University i New York.  Han kender situationen helt ind til benet, er lige kommet tilbage fra Kina (og derfor været i karantæne i USA, men var ikke smittet), og har igennem mange år studeret netop vira – herunder ikke mindst også den nuværende Corona virus.  Han siger:  No panic, but be vigilant  ( ingen panik, men vær påpasselig).   Jeg har ikke (endnu) kunnet finde interviewet med ham på Amanpour på CNN. Men webavisen India Today har også haft et interview med ham om sagen.  Læs mere her:

 

https://www.indiatoday.in/india/story/not-panic-caution-concern-right-response-coronavirus-virologist-ian-lipkin-1652505-2020-03-04

Hans allervigtigste råd til alle er simple:

  1. Vask hænder ofte og grundigt – og gør det hver gang så længe, det tager at synge Happy Birthday – to gange
  2. Undgå kropskontakt med andre.  Gi’ ikke hånd – brug fingerknoglerne ligesom sportsfolk – eller albuen – til at hilse på andre med.  Eller gør som inderne og japanerne – sæt håndfladerne ( altså dine egne! ) mod hinanden foran dit bryst og brug det som hilsen.  Og krammere er forbudt ☹ 
  3. Brug handsker på offentlige steder, når du er nødt til at røre ved noget, masser af mennesker rører ved.

Nu varer dette forhåbentlig ikke ved alt for længe. Vi skulle jo nødigt ende med allesammen at blive zombie-lignende enspændere, der hverken tør mødes med andre – endsige gi’ et knus. Det er der sikkert medier, der er i gang med at koge en gang suppe på.   Men spis den ikke!  Tænk dig om.  Og carry on – som briterne siger.

PS:  Humoren har krisen heldigvis ikke taget livet af.  Jeg læste, at man bare skal spise en ordentlig gang hvidløg. Det hjælper ikke en dyt på smitten. Det holder andre mennesker på lang afstand 😊      Og så er der ham computer-nørden, der er sikker på, at han har fundet den allerbedste løsning:   At sætte en CD med Norton anti-virus programmet permanent op foran ansigtet 

 

 
Den 4. marts:
 
Der er igen stort pres på dele af EUs ydre grænser. Denne gang ved grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet.  Ikke bare fra reelle flygtninge fra krigen i Syrien, men fra masser af andre migranter fra lande, der ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat ikke giver ret til flygtningestatus.  Denne situation er skabt af den tyrkiske regering, der uden blusel har sagt til de millioner af migranter, der opholder sig i Tyrkiet:  Grænsen til EU er åben. Og vi skal nok fragte jer derhen.  Problemet var og er bare, at grænsen ikke er åben, og der er fra 2016 en aftale mellem EU og Tyrkiet om, at de tyrkiske myndigheder skal forhindre migranter i landet i at forlade det. Til gengæld betaler EU 45 milliarder kr. for at hjælpe tyrkerne med at tage sig af de mange migranter, herunder flygtninge fra Syrien.   Det er denne aftale, der nu synes at være i spil, ikke mindst på grund af præsident Erdogans indre vanskeligheder i landet – og især på grund af den fortsatte krig i Syrien – som Tyrkiet nu selv er en aktiv del af.

En meget kompliceret situation – som jeg gerne vil komme tilbage til senere, herunder det store problem omkring forskellen mellem reelle flygtninge ( som har ret til beskyttelse ) og andre migranter, der ikke har denne ret.  De ønsker bare et bedre liv.  Det er der naturligvis ikke noget galt i. Men det giver dem bare ikke rettigheder, heller ikke til at komme ind i EU.

I dag vil jeg gerne fortælle kort om EUs ydre grænser, og hvad vi gør for at passe på dem. Det er især grænserne omkring de 26 lande ( herunder 4 ikke-EU lande ), der udgør Schengen-området.  Alle kan i princippet frit bevæge sig over grænserne mellem de deltagende lande, også dem der kommer ind udefra.   Det er en stor fordel for de 420 millioner mennesker, der bor i Schengen-området.  Men det kræver naturligvis, at man passer godt på de fælles grænser mellem Schengen og omverden. Det er fælles grænser, som man derfor er fælles om at passe på.

For at forstå problemet skal man vide, at der er 44.000 km søgrænse omkring Schengen og ca. 9000 km landgrænse.  Og der er hvert år ca. 700 mill. mennesker, der krydser disse ydre grænser.   Derfor oprettede EU i 2004 et agentur til at håndtere grænsebevogtningen. Det hedder FRONTEX ( forkortelse af external frontiers, ydre grænser ).  Det har alle 26 Schengen-lande som aktive medlemmer, og andre lande kan inviteres som observatører. Dets hovedkvarter ligger i Warszawa.  Det har i dag en stab på ca. 700.  Det er aftalt, at den i løbet af få år skal op på 10.000.  Bestyrelsen består af repræsentanter for cheferne for de 26 Schengen-landes grænsebevogtninger, herunder Rigspolitichefen i Danmark.

 

Det er vigtigt at understrege, at der i mandatet for FRONTEX grænsearbejde klart og tydeligt står, at ”det skal ske i overensstemmelse med Charteret om EUs fundamentale rettigheder”, der er en del af EU traktaterne siden 2009.

Hovedlinjen er, at det er FRONTEX opgave at fremme, koordinere og udvikle grænsebevogtningen over for tredjelande.  Det er fortsat de enkelte lande, der har selve ansvaret og mandskabet.  FRONTEX sikrer også effektiv udveksling af oplysninger mellem grænsemyndighederne og udarbejder løbende risiko-vurderinger.

I 2016 – efter den seneste migrationskrise i 2015 – fik FRONTEX yderligere beføjelser. Det kan f.eks. anmode medlemslandene om at stille mandskab til rådighed i stor hast, hvis der opstår særlige problemer på dele af den ydre grænse.  Man kalder det ”European Border and Coast Guard Agency”.  Og hvert medlemsland kan anmode om hurtig hjælp fra denne ”Rapid Border Intervention”.

Det var netop det, den græske regering gjorde nu i starten af marts.  Og der er både ekstra mandskab fra FRONTEX landene og ca. 700 mill. € på vej til Grækenland i disse timer.

Man kan læse mere om FRONTEX på deres hjemmeside:  https://frontex.europa.eu/  

Hvis man gerne vil følge med i udviklingen ved den græsk-tyrkiske grænse, kan man gøre det på to engelsk-sprogede aviser fra Grækenland og Tyrkiet:

Grækenland:   Kathimirini:   

                        www.ekathimerini.com              

Tyrkiet:           Hurriyet Daily News:

                        www.hurriyetdailynews.com   

 

 
Den 3. marts:

I dag skal min kommentar handle om gratis offentlig transportLuxembourg her netop indført det for hele landet fra den 1. marts. Det er det første land, der har gjort det.  Alle borgere, både landets egne og folk fra andre lande, kan køre gratis med tog, bus og sporvogn alle steder i landet.  Offentlig transport har indtil nu været meget billigt. Men nu koster det altså ikke noget mere.  Landet – der er noget mindre end Fyn – har 600.000 indbyggere – og omkring 180.000 kommer hver dag fra nabolandene for at arbejde i landet. Det giver  voldsomme trafikproblemer, især med lange og langvarige køer på vejene.  Og det giver også en meget stor forurening, især i hovedstaden, der som bekendt også hedder Luxenbourg.

 

Det har man besluttet at gøre noget ved. Den gratis offentlige transport er ét af midlerne. Man kan naturligvis ikke på forhånd vide, hvad virkningen vil blive. I planerne indgår også store investeringer i material, infrastruktur, bedre forbindelser, osv.  Faktisk investeringer på omkring 600 € pr. indbygger ( 4.500 kr ).  De ER begyndt.. Mend et tager selvfølgelig tid, inden alt er på plads.  Med til billedet hører også, at Luxembourg har meget lave benzinpriser og derfor masser af biler.  Vil de nye regler ændre det?

Hvad koster den gratis transport?  Ca. 41 mill. EURO ( godt 300 mill. Kr. ) pr. år.  Det er dog kun omkring 10% af de totale omkostninger ved infrastrukturen. Så det har regeringen altså valgt at gøre.

 

Luxembourg er som nævnt det første land, der har indført gratis offentlig transport.  Men omkring 100 byer verden rundt – især i Europa – har allerede gjort det samme.  I Frankrig er det omkring 30 byer, herunder Dunkerque. Paris overvejer det.  I Tallinn, hovedstaden i Estland, gjorde man det i 2013, dog kun for lokalbeboerne.   Og en del byer i Polen har taget samme initiativ.

 

Bruxelles indførte for en del år siden del regel, at offentligt ansatte kunne køre gratis med toget.  Det startede de så på at gøre i stort tal.  Men da jernbanerne ikke havde udvidet kapaciteten med flere vogne, stod folk ofte som sild i en tønde – og så røg en del tilbage i bilerne.

 

I Danmark er bl.a. Ikast-Brande kommune blevet kendt for at have gratis offentlig transport med busserne inden for kommunens område.

 

Emnet er naturligvis meget vigtigt og interessant. Det studeres mange steder. Og det er klart, at det luxembourgske nye initiativ vil blive fulgt med stor interesse.

 
 
Den 2. marts: 
 
I dag vil jeg gerne give en kort opdatering af, hvad der er sket efter de tre valg i Europa i februar:

 

IRLAND:  parlamentsvalget den 8. februar:

Der skulle vælger 160 medlemmer af Underhuset ( the Dail ). Resultatet blev uklart i den forstand, at man ikke umiddelbart kan se, hvordan er ny regering kan dannes.

Resultat:

Fianna Fail ( konservative ):  38 mandater.  Leder: Michael Martin

Sinn Fein  ( til venstre ):         37 mandater.  Leder:  Mary Lou McDonald (stor fremgang)

Fine Gael ( de liberale ):         35 mandater.  Leder:  Leo                                                                            Varadkar

De Grønne:                             12 mandater

Labour:                                    6 mandater

Den store sejrherre var Sinn Fein.  Men de andre partier vil ikke samarbejde med partiet på grund af dets påståede forbindelse til IRA.

Fianna Fail og Fine Gael har haft kontakt, men indtil videre uden resultat. Fine Gael siger, at de forbereder sig på at gå i opposition.  Men har dog ikke afvist noget.

Det sandsynlige er, at FF eller FG laver regering med et eller flere af de små partier

Man synes at have givet hinanden tænkepause indtil efter Irlands store nationaldag, St. Patrick’s Day, den 17. marts.

I mellemtiden gør Sinn Fein alt hvad de kan for at prøve for første gang at komme i regering.

 

HAMBURG:  Parlamentsvalg den 23. februar:

Her skulle der vælges 121 ( blev til 123 ) medlemmer af Parlamentet ( ”Bürgerschaft” )

Resultat:

SPD ( socialdemokraterne ):  54 mandater.  Leder: Peter                                                                           Tscentscher

CDU ( de kristelige ):             15 mandater.  Leder: Marcus                                                                       Weinberg  

Grønne / Alliance 90:              33 mandater.  Leder:                                                              Katharina Fegebank 

                                                 Stor fremgang               

Linke:                                       13 mandater.      

Alternative für Deutscland:    7 mandater     

( meget højreorienteret )

FPP  ( de liberale ):                  1 mandat          

Den hidtidige koalitionsregering mellem SPD og De Grønne ser ud til at fortsætte.  De er i gang med forhandlinger, hvor De Grønne naturligvis ønsker at få større indflydelse og flere ministerpladser ( Senatoren ) end tidligere på grund af deres store valgsejr.  Transportområdet er helt centralt for De Grønne.

Det nye Parlament træder sammen den 22. marts.

 

SLOVAKIET:   Parlamentsvalg den 29. februar

Der skulle vælger 150 medlemmer af parlamentet.

Resultat:

Ordinary People and

Independent Parsonalities  (OLANO)

( konservativ, anti-korruption,

 populistisk )                                            53 mandater   ( stor fremgang )

 

                                                                  Leder:  Igor                                                                           Matovic

SMER ( socialdemokratisk ):                38 mandater   (                                                                      regering; stor                                                                        tilbagegang )

                                                        Leder:  Peter Pellegrini

We are Family:                                  17 mandater.   Leder:                                                             Boris Kollar       

Our Slovakia:   

( ultra højre )                                 17 mandater    Leder:                                                                  Marian 

Freedom and Solidarity:         13 mandater    Leder:                                                                         Richard Sulik

Za L’udi:                                 12 mandater   Leder:  Anfrej                                                               Kiska

Præsident Zuzana Caputova  er i gang med at sætte regeringsforhandlinger i gang.  Det mest sansynlige resultat er, at OLANO med Igor Matovic danner regering sammen med et eller snarere flere af de mindre partier, dog ikke det meget højreorienterede Our Slovakia.

Igor Matovic kommer fra medie-verdenen og er selvgjort millionær.  Han anses af mange for at være temmelig populistisk ( ligesom statsminister og erhvervsmandBubic i Tjekkiet ).   Hans hovedtema er kampen mod korruptionen i landet.

Ha' en god og kreativ dag!

Niels Jørgen

 
 
Den 1. marts:
 
Min hovedkommentar i dag er noget ganske andet.  Jeg har den stærke opfattelse, at vi alle sammen ved alt for lidt om, hvad der sker i vore partner- og nabolande. Javel, når der er kriser, virus eller til nød valg, så hører vi noget - og hører måske endda efter!  Men ellers står det sløjt til. Det samme gælder for alle i Europa.
Derfor har jeg sat mig for, at lave en operativ oversigt over, hvilke troværdige medier der findes på engelsk i hvert af vore lande.  På engelsk-engelsk eller irsk-engelsk , hvad I nu foretrækker at kalde det.  Engelsk er som bekendt fortsat vort "lingua franca" - det fremmede sprog de fleste af os bruger, når vi kommunikerer med folk af anden nationalitet.  
 
Vedlagt mit spritnye skema.  Jeg har skrevet de medier ind, som omrører lande og emner, jeg allerede har omtalt her i Kommentaren.   Jeg har også lavet en oversigt over medier på engelsk i de resterende lande. Jeg er i gang med at checke deres pålidelighed!
 
Forslag er overmåde velkommen.  Som I ved:  Working Together is Winning Together!
 
 
Den 29. februar:
 

I dag skal handle om genforeningen af Sønderjylland med Danmark i 1920. Jeg har tidligere fortalt, at nye tyske kilder viser, at en mindre stivnakket dansk regering i 1864 formentlig kunne have forhandlet sig frem til et resultat, så grænsen allerede fra 1864 blev lagt, hvor den ligger i dag. Sådan skulle det ikke gå, og hele den gamle Slesvig-Holsten, inkl. den nordlige del, Sønderjylland, blev en del af Tyskland i 56 år – fra 1864-1920.

 

Da 1. verdenskrig var slut og det på den amerikanske præsident Wilsons forslag blev vedtaget, at folkenes selvbestemmelsesret skulle være en del af fredsaftalerne, blev der forberedt folkeafstemning i Slesvig-Holsten – om befolkningen ønskede at deres landsdel skulle være dansk eller tysk.  Under britisk-fransk-norsk-svensk ledelse blev der forberedt afstemninger i tre forskellige zoner: Zone 1 ( det nuværende danske Sønderjylland): den 10. februar 1920.  Zone 2  ( Mellemslesvig ): den 14. marts 1920. Zone 3: Området ned til Slien og Dannevirke. 

 

Resultatet af Zone 1 afstemningen blev, at 74 % stemte for Danmark og 26 % for Tyskland.  Man stemte samlet, så selv om der var tysk flertal i købstæderne Sønderborg, Åbenrå og Tønder, kom de alligevel med til Danmark.

 

I Zone 2 blev resultatet modsat.  20 % stemte for Danmark, 80 % for Tyskland. Selv i Flensburg var det danske stemmetal kun på 28 %.

 

På grund af de klare resultater blev det på dansk forslag besluttet ikke at afholde nogen afstemning i Zone 3.

 

Fra nu af gik det stærkt. I maj overtog dansk militær kontrollen med Nordslesvig. I juni kom den danske forvaltning og kronen afløste den tyske mark.  På på Valdemarsdag, den 15. juni, overgik landsdelen formelt til Danmark.

 

Den 10. juli red kong Christian X ( ledsaget af sønnerne Frederik og Knud ) over den gamle grænse ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld.  Han red på den senere så berømte hvide hest, der hed Malgré Tout  ( ”Trods Alt” ) fra Himmerland!  Og den var ikke hvid.  Den var albino, altså uden egentlig farve, så man havde ”givet den lidt hvid farve”. Nogen sagde, at den var blevet kalket hvid.   Kongen blev modtaget af sønderjyden Peter Philipsen, oldefar til en af mine gamle venner, Carsten Philipsen.

Dagen efter var der stor genforeningsfest på Dybbøl Banke.  Og den følgende dag mødte Kongen i Kruså de dansksindede slesvigere, der ikke kom med til Danmark.  Det var her, han udtalte de berømte ord:  I skal ikke blive glemt!

 

Dette var begivenhederne for 100 år siden.  Og de markeres på mange måder her i løbet af foråret 2020.

 

Om eftertiden for det genforenede Sønderjylland – eller ”de sønderjyske landsdele” – som man dengang kaldte dem, har jeg fire yderligere bidrag:

 

  1. 1.     Landbruget i landsdelen var for en stor del meget forsømt og derfor klart ringere stillet end landbruget var i resten af Danmark. Krige og uro havde betydet en udmarvning, og mange af de unge mænd havde været væk i fire år i verdenskrigen.  Derfor blev der efter genforeningen sat en bevægelse i gang, hvor unge danske landmænd tog til Sønderjylland for at hjælpe.  De blev især rekrutteret på de danske højskoler, hvor landboungdommen dengang opholdt sig i perioder.  Min egen far gik på Ryslinge Højskole på Fyn og blev hyret af en gårdmand i Halk ved Haderslev.   Det blev en stor oplevelse. Og han fik på den måde forholdene i det sønderjyske landbrug meget ind på livet.    I de kommende år gjorde man meget for at hjælpe de sønderjyske landmænd.

 

  1. 2.     Grænsedragningen, der stort set fulgte sproggrænsen, viste sig at være af stor positiv betydning i 1930erne, da Hitler og nazisterne vandt frem i Tyskland. Han havde stor tilslutning i Slesvig og Holsten.  Men der blev aldrig, heller ikke fra nazisternes side, talt om en regulering afd en danske grænse.  De talte ellers meget om ”de blødende grænser”. Det var steder, hvor der boede mange tysktalende på den anden side af landets grænser.  Ikke ved den dansk-tyske grænse.   Der blev ganske vist oprettet også en dansk nazist-bevægelse – og meget med oprindelse blandt tysk-talende i Sønderjylland. Men den regnede ingen for noget – heller ikke Nazi-Tyskland, da det havde besat Danmark fra 1940.

 

  1. 3.     I 1955 blev den daværende danske regering under H.C.Hansen og den tyske med Adenauer i spidsen enige om den såkaldte ”Bonn-København-erklæring”.  Den gav de to mindretal – det danske i Sydslesvig og det tyske i Nordslesvig/Sønderjylland en række særlige rettigheder, såsom lettere adgang til at få valgt medlemmer af Landdagen i Kiel og af Folketinget – og såsom støtte til det folkelige og kulturelle arbejde i landsdelene.  Den aftale har fungeret fremragende i alle årene, og den bliver ofte studeret med stor interesse af andre lande, der også har mindretal inden for deres område.

 

  1. 4.     Hvordan kan man så finde ud af, om folk der bor i området, er dansksindede eller tysksindede?   Det har jeg selv i min studietid i Statskundskab oplevet. Vi havde en lærer, der var sønderjyde, og som syntes, at vi ”uvidende” ikke-sønderjyder skulle opleve ved selvsyn, hvordan forholdene var. Det var i 1965. Vi deltog bl.a. i et møde, hvor der var politiske ledere fra alle parter: dansksindede danskere i Sønderjylland, dansksindede syd for grænsen, tysksindede i Sønderjylland og tysksindede syd for grænsen. Jeg ved ikke, hvad vi havde ventet os. Strid og kiv, måske?  Men nej.   Alle sagde naturligvis MOJN, da de hilste på os.  De snakkede allesammen den samme sønderjyske dialekt ( som mange af os havde gevaldige problemer med at forstå .  Og så var de helt oplagt allesammen gode venner, kendte hinanden særdeles godt, var meget spøgefulde og venligt drillende over for hinanden.  Det var godt nok svært at finde ud af, hvem der var hvem.  Indtil det pludselig gik op for os, at det var meget nemt at finde ud af.  Hvordan?  Jo, dem der sagde ”hernede” var dansksindede. Og dem, der sagde ”heroppe” var tysksindede.  Der var naturligvis også forskel, når de talte om landsdelen på den danske side af grænsen.  Danskerne sagde Sønderjylland, de tysksindede sagde Nordslesvig.

 

Der er i dag omkring 50.000 dansksindede i Sydslesvig.  De fleste er tyske statsborgere. De har 46 danske skoler og 55 daginstitutioner.  Deres avis, Flensborg Avis, er på dansk og har ca. 25.000 abonnenter.  Dens hjemmeside er:   www.fla.de

 

I Sønderjylland er det tyske mindretal på mellem 15.000 og 20.000 medlemmer – næste alle danske statsborgere.  Deres tysksprogede avis i Åbenrå hedder Der Norschleswiger. Den vil fra 2021 kun udkomme på nettet.

 
Den 28. februar:
  

”En dansker bør aldrig arbejde for en svensker!”

 

11.693 dage er lang tid.  Det er faktisk 32 år. Det var den tid, jeg arbejdede i EU-Kommissionen. Først 15 år i København, så 17 år i Bruxelles.  Og alle årene var fyldt med gode oplevelser, spændende og kreative medarbejdere og med en fornemmelse af, at det gjorde en forskel alt det, vi sammen gjorde.  Alligevel besluttede jeg lang tid før de 32 år var nået, at jeg ville stoppe netop på den dag, hvor jeg havde været med i 32 år. Det var i dag for 15 år siden!  Den 28. februar 2005.  Det blev en slutdag med manér!

 

Jeg tænkte også, det var bedre at gå, mens kollegerne sagde: ”Åh, nej du må ikke forlade os nu. Vi er i gang med så meget nyt og vigtigt!”  Og ikke vente indtil de en dag sagde og i hvert fald tænkte: Åh, ka’ han dog ikke snart smutte!

 

Ingen kendte til mine planer - bortset fra Liselotte. Så det kom som noget af en overraskelse, også for min chef og mine nærmeste medarbejdere, da jeg den 29. november 2004 formelt sagde op. Det var nøjagtig 1 uge efter, at Barroso-Kommissionen var startet.  Og svenske Margot Wallström var blevet chef for kommunikation – og dermed min nye politiske chef.   Men som nævnt havde de to ting intet med hinanden at gøre.

 

Jeg kunne dog ikke stå for fristelsen til at spøge med sammenfaldet, da Margot Wallström på min sidste arbejdsdag, mandag den 28. februar, kom ned på mit kontor med en stor buket blomster for at takke for indsatsen og ønske held og lykke fremover.  Da hun spurgte mig, hvorfor vi ikke skulle have mulighed for at arbejde sammen, sagde jeg:  Min søn har sagt til mig: husk, en dansker bør aldrig arbejde for en svensker!  Han var iøvrigt til stede.   Margot grinede højt og inviterede straks på frokost en dag.   Den dag er iøvrigt aldrig kommet, så måske syntes hun alligevel ikke, at morsomheden var så sjov endda 😊 

 

Dagen fortsatte – dels med at jeg fik lejlighed til at sige pænt farvel til lederne af alle Kommissionens kontorer. De var tilfældigvis til møde i Bruxelles den dag.  Som gammel mangeårig chef for kontoret i København og som direktør for alle kontorerne i nogle år var deres rolle og arbejde hjerteblod for mig personligt.  Så de fik et par velmente tips med i dagens gode anledning.

Bagefter havde jeg arrangeret en afskedsreception med musik i Berlaymont.  Der blev holdt hyggelige taler, dels af min portugiske generaldirektør og ikke mindst en overmåde rørende tale af min belgiske sekretær Myriam.   Og jeg sluttede selv med at ”takke for god ro og nogenlunde orden” i vore mange år sammen.  Til sidst sagde jeg:  Og hvad skal der så ske for mig nu?  Vent et øjeblik!   I et lille skjul skiftede jeg fra ”Kommissions-uniform” jakke og slips til – en flot læderjakke med indskriften: Harley Davidson !   Den havde jeg lige fået af nære venner til min 60 års fødselsdag.

 

Og lige siden er jeg af mange blevet spurgt:  Hvordan går det med din Harley Davidson?   Det går skam fint,  kunne jeg hver gang svare.    

PS: Og så havde jeg i dagens særlige anledning fået lavet et særligt visitkort.  

 

Livet skal tages alvorligt – men det skal også være sjovt 😊

 

Det var et farvel med manér!   Sluttende med byens bedste pizza sammen med familien 😊

 

 

 
 
Den 27. februar:
 
Også Manneken Pis passer på coronaen !
 

Mine kommentarer forleden handlede om Corona-situationen.  Jeg gjorde opmærksom på, at der hvert år på verdensplan ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO dør ca. 660.000 mennekser af influenza. Derunder 1000-1500 i Danmark.

 

Dette gjorde en dansk læge-specialist i infektionssygdomme også opmærksom på i går i forbindelse med Corona’en.  Den er som bekendt også en influenza.  Den smitter bare lettere end de ”normale” influenzaer.  Men den er ikke nødvendigvis farligere eller værre end de andre.  Det har folk, bl.a. i England, som har haft den, også sagt.

Derfor er der fortsat ingen grund til panik.  Keep calm and carry on, som man siger på engelsk.  Brug den sunde fornuft.  Vask hænder hyppigere og mere grundigt end sædvanligt. Hold godt øje med de ældre i familien.  Og kontakt læge, hvis man bliver meget syg.  Som altid.

 

Hvad Danmark angår er det også blevet sagt tydeligt, at landet er klar til at tage sig af eventuelt smittede. Man har karantænesteder på kaserner, flyvestationer og på seks hospitaler. Eksperter regner med, at Danmark formentlig får ca. 300 smittede, hvor omkring 40 bliver syge og 3 nok dør.   Og det skal altså ses i sammenhæng med, at der er mellem 1000 og 1500 danskere,d er dør hvert år af influenza.

 

Coronaen synes at være for nedadgående hvad angår antal smittede i Kina. Derimod kommer den til flere og flere lande i Europa – såsom Østrig, Kroatien, Frankrig, Tyskland, Grækenland og Spanien.  De fleste tilfælde har på den ene eller anden måde forbindelse til Italien – eller Kina. 

 

Her i Belgien forbereder myndighederne sig også på at tage sig af evt. smittede.  Og selv vort national-ikon, Manneken Pis, er klar.  Hans dragt for tiden er ..... naturligvis en maske.  Se foto nedenfor.

 

Fra EUs side har man for nogle dage siden givet 250 mill. € til at afhjælpe situationen, især til forskningen efter en vaccine, og også til mere praktisk hjælp af forskellig art.

 Så med andre ord:  Man skal være på vagt. Man skal vaske hænder  ( og ikke bare lade politikerne om den slags! ).  Og man skal ikke lade sig skræmme fra vid og sans.  Se det hele i sammenhæng.   Lev videre som hidtil.  Og skulle man ende med at blive smittet, så er myndighederne også klar til at tage sig af os.

 
 
Den 26. februar:
 

Op af sofaen – om valget i Slovakiet på lørdag.

Som nævnt i min kommentar for nogle dage siden, har Slovakiet parlamentsvalg på lørdagd en 29. februar.  Det er et spændende og delvist uforudsigeligt valg, da den politiske situation i landet i dag er væsentlig forskellig fra ved sidste valg i 2016.

Det første – og ikke nye – problem i slovakiske valg er, at valgdeltagelsen normalt er lav. Det så man sidst ved Europa-valget i maj 2019, hvor kun 22,74 % stemte.  Det var den laveste deltagelse i alle EU-lande.  Og det var endda lidt højrere end fem år tidligere.

Den lave deltagelse fik især betydning, da landet i 2003 lavede folkeafstemning om medlemskab af EU.  Ingen folkeafstemning i Slovakiet er gyldig, hvis deltagelsen er under 50 % - uanset hvor mange, der stemmer Ja eller Nej.  Og ingen folkeafstemninger før 2003 var lykkedes, netop på grund af de 50 %.  Da alle politiske partier var enige om et Ja til EU-medlemskab, satte man alle kræfter i for at få folk til at stemme. Et af de effektive midler var, at man fik en del store supermarkeder til at give 10 % rabat på indkøb på valgdagen, hvis folk kunne bevise, at de havde stemt.  Det virkede.  Deltagelsen i EU blev vedtaget med en valgdeltagelse på godt 52 % - og 94 % af disse stemte Ja til medlemskab.  

Det andet – og nye – er mordet i februar 2018 på den 27 årige journalist Jan Kuciak. Han var i gang med at undersøge korruption i landet og blev sammen med sin veninde brutalt myrdet. Mordkomplottet havde forbindelser til regeringspartiet, så både den daværende statsminister og indenrigsminister måtte træde tilbage.  Retssagen er i fuld gang og har stor betydning i valgkampen.

Det tredje – og nye – er Slovakiet i marts 2019 valgte den 45 årige kvindelige miljøaktivist og jurist, Zuzana Caputova som landets præsident. Hun repræsenterer partiet Progressive Slovakia – og går bl.a. ind for et politikorps uafkængig af politisk indflydelse, aktiv deltagelse i kampen for klimaet, for ret til ægteskab mellem folk af samme køn, osv.   Ganske vist har præsidenten ikke stor magt i landet.  Men det faktum, at hun blev valgt, giver en strømpil for, hvad vælgerne ønsker.

Det slovakiske parlament – det Nationale Råd – har 150 pladser.  Det seneste valg fandt sted den 5. marts 2016.  Landet har en spærregrænse på 5 % Valgretsalderen er 21 år.

Ialt 15 partier opstiller til valget. Man regner med, at omkring 8 af dem kommer ind.

Ikke mindst mordet på journalisten i 2018 har fået alle partier til at gå ind for sloganet ”Polite Slovakia”  ( ”Et høfligt Slovakiet” ).  Hvad det betyder er forskellige fra parti til parti.

Valgkampens emner har været præget af, at ingen går ind for store reformer.

De vigtigste temaer er:  Nej til ekstremisme; kamp mod korruption; ja til demokratiske principper; ja til menneskerettigheder;    Og alle – inkl. den siddende regering – tager æren for at rydde op i det system, der bl.a. førte til journalist-mordet. Europa er ikke et væsentligt emne i valgkampen.

 

Det socialdemokratiske parti SMER, der fortsat har statsministerposten under Peter Pellegrini, ser ud til fortsat at blive det største parti. Men for at danne regering skal det have indtil flere koalitisonspartnere.  Det interessante er, om det vil søge støtte fra højre eller fra midter- og venstrepartierne.  Til højre er det ultra-nationaliske og mere eller mindre fascistiske parti Vort Slovakiet en mulighed.  På den anden side er det nok mere sandsynligt, at flere af de andre midter- og venstrepartier vil sige ja til at gå i regering med eller støtte en SMER-ledet regering – netop for at holde ekstremisterne ( der ofte går i uniformer ) ude.  Dette er det mest interessante spørgsmål.

Hvis man vil følge slovakisk politik i et engelsk-sproget medie, er muligheden her:

SLOVAK SPECTATOR:  https://spectator.sme.sk

 
 
Den 25. februar:
 

EUROPAs big bang skete ikke for 13 milliarder år siden. Det skete nogle dage på en kold og regnfuld dag i december 1994. Da blev jeg kaldt til møde hos en af mine politiske chefer i Kommissionen. Han fortalte, at han var i gang med at forberede en G-7 ministermøde om telekommunikation. Det skulle EU være vært for i Bruxelles. Amerikanerne havde fortalt, at de ville ”præsentere noget, de kaldte internet”.  Det skal vi også, sagde min chef. Og DU skal organisere det!  Jeg ilede over til mine nærmeste medarbejdere og fortalte dem nyheden. Om de kendte noget til det ?Svaret var et éntydigt nej. Jeg anede heller ikke, hvad vi talte om.  Senere fandt jeg ud af, at det gjorde min chef heller ikke!  Nå, men vi måtte straks i gang!  Det var 2 ½ måned til ministermødet den 25. februar.  Der er ikke noget så motiverende som at skulle finde ud af noget helt nyt – og som at skulle have det færdigt til et bestemt tidspunkt!

Det drejede sig om at udtænke, forberede og præsentere en hjemmeside, en website, for EU. På flere sprog. En website, som med det samme kunne ses og bruges over hele Europa, ja over hele verden. Vores øverste politiske chef, Jacques Delors, var meget opsat på, at det skulle lykkes. Der var andre i huset, der havde holdninger fra skepsis til klar modstand.  Det stimulerede os bare yderligere.

Vi kom i mål!   Det skete den 25. februar 1995 foran G7 mødets ministrene. På 3 sprog i første omgang.

Vi var fra starten den hjemmeside i verden med det næsthøjeste antal besøgende:  100.000.  Nr. 1 var amerikanske Playboy.  Men den slog vi efter en måned!!  Og vi har været i top lige siden.

 

Det er i dag nøjagtig 25 år siden.  Så EUROPA har fødselsdag i dag!  Eller sølvbryllup, om man vil.  Vi følte os virkelig som pionerer. Og det gør vi forresten stadig.Vi havde skabt noget helt særligt.  Noget, der på en afgørende måde kom til at ændre den måde, EU kommunikerede på.

 

EUROPA lever fortsat i bedste velgående. Den har i dag informationer fra alle EU institutioner. Alene Kommissionen har 800 hjemmesider på den.  Og den har omkring 140 millioner individuelle besøgende hvert år.  Omkring 80 % siger, at de fandt, hvad de søgte.  So far so good!

 

Nu kan man så spørge, om vi så alle er blevet klogere og dygtigere?   Gertrude Stein sagde allerede i 1917: Vi får allesammen hver dag så megen information, at vi helt mister vor sunde fornuft!  Nu kan det naturligvis ikke være EUROPAs skyld, i hvert fald ikke dengang.  Andre har i de senere år sagt det på en anden måde:  Hvordan kan det gå til, at selv om vi har så megen information, så ved vi alligevel så lidt?!

 

Ja, det er et meget interessant spørgsmål.  Véd folk mere om Europa i dag, end de gjorde før 1995?  Forstår de det bedre?

Min opfattelse er, at det er ikke mængden af information der er problemet eller det forstyrrende element. Det er folks vilje og evne – eller manglende vilje og evne – til at vurdere og sortere den information, de får, der er problemet!

Det kan selv en EUROPA server i topform ikke løse.

 

Det dejligt at kunne fejre de 25 år i dag !!  Endda med en flot fødselsdagslagkage !

 
 
Den 24. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal være om valgresultatet i Hamburg i går. For nogle dage siden skrev jeg om valget og de emner, man har diskuteret. Selv om stemmeoptællingen ikke er officielt helt slut endnu, er resultatet næsten på plads.
 
Bürgerschaft ( Parlamentet ) har i alt 121 medlemmer, så et flertal er 62 mandater.
1. SPD er fortsat størst og har fået 39,0 % stemmerne og 51 mandater. Tabt: 7 mandater
2. CDU har fået 11,2 % og 14 mandater. Tabt: 6.
3. De Grønne fik 24,2 % og 31 mandater.  Vundet: 16.
4. Linke har fået 9,5% og 12 mandater. Vundet: 1
5. FDP har indtil nu fået 5 % og 2 mandater. Tab: 3
6. AfD fik 5,3 % og 7 mandater. Tab: 1
 
Valgdeltagelsen: 63,3 %  ( i 2015: 56,5 % ).
 
De seks vigtigste konklusioner fra valget må være:
1. Regerings-koalitionen SPD + De Grønne er styrket med 9 mandater og har nu 82 ( ud af 121 ).  De forventes derfor at fortsætte.  De erklærede de også begge før valget.
2. CDU fortsætter med sine problemer og har fra hovedkvarteret i Berlin erklæret, at dette er et meget utilfredsstillende resultat.
3. FDP ligger lige på vippen med spærregrænsen på 5 %. I øjeblikket har de kun 121 stemmer over spærregrænsen.  Men en igangværende omtælling i et valgdistrikt kan kaste dem på porten.
4. AfD nåede med nød og næppe over spærregrænsen. Men det forlyder, at der er stor uenighed i partiet om grunden til det skuffende resultat, en uenighed der ser ud til at kan give en spaltning af partigruppen.
5. Europa har slet ikke været et valgtema i Hamburg.
6. På landsplan i Tyskland er resultatet især bekymrende for CDU og for FDP.  De taler begge om "jordskælvet fra Thüringen", hvor begge partier har klumret voldsomt i de igangværende regeringsforhandlinger.  Det smitter og giver indtryk af usikker ledelse. Den slags straffer vælgerne.   Der er efter i går også ledende kræfter i SPD, der anbefaler, at partiet fremover orienterer sig mere hen mod et samarbejde med De Grønne end som nu mod CDU.
 
Som bekendt har Tyskland 16 forbundslande. Hamburg er ét af dem.  Og der er ikke valg i flere af dem i år. Men næste år - i 2021 - har 5 forbundslande valg.  I i efteråret 2021 forventes der også at være valg til Forbundsdagen.
 
Resten af i år kan partierne så pudse fjerene og prøve at komme i form til næste år.  Det vil jeg naturligvis følge i mine kommentarer.
Og så har forbundsregeringen i Berlin fornøjelsen af at være formand for EU i anden halvdel af i år.
 
PS: Nogen har spurgt, hvorfor Parlamentet i Hamburg hedder Bürgerschaft ("Borgerskab")?  Som tidligere nævnt har det heddet det helt siden Middelalderen.  Det svarer vel til, at "byrådet" i København hedder: Borgerrepræsentationen.
 
 
Den 23. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal handle om SLOVAKIET. Hvorfor?  Fordi der er parlamentsvalg i landet på lørdag den 29. februar.  Selve valget og dets temaer vender jeg tilbage til om få dage.  I dag vil jeg gerne kort fortælle om landet.
 
Slovakiet er siden 2004 et af vore 26 partnerlande i EU. Derfor arbejder vi tæt sammen hver eneste dag i alt, hvad EU beskæftiger sig med. Og derfor synes jeg, det er vigtigt at kende mere til landet, end vi normalt gør.
Jeg kender det selv fra mine unge dage, da jeg med mit rejsebureau APOLLON mange gange lavede rejser til Tatra-bjergene i det nordlige Slovakiet. Et herligt område, hvor bjergtinderne sniger sig op på 2.500 meter.
 
Slovakiet er på 49.000 kv.km, dvs. ca. 10% større end Danmark. Det er meget bjergrigt og har grænser fælles med Polen, Ukraine, Ungarn, Østrig og Tjekkiet. Der for 5,45 mill. mennesker i landet, herunder et ungarsk og et roma mindretal. Hovedstaden hedder Bratislava (" de slaviske brødre"). Den hed før 1918 Pressburg, da landet var en del af det Østrig-ungarske kejserrige. Den ligger 55 km fra Wien, og dengang gik der sporvogne fra Wien til Pressburg/Bratislava.  Byen ligger ved Donau. Derfor er der en statue af H.C.Andersen på hovedgaden. Det skyldes, at digteren var i byen på sin store Donau-flodrejse.   Sproget i landet er 80% slovakisk, 9 % ungarsk og 2 % roma (zigøjner ).  Slovakisk kaldes af og til også "Slavisk esperanto", fordi det kan forstås af de fleste andre slaviske sprog.
Politisk var Slovakiet som nævnt en del af det Østrig-ungarske kejserrige indtil dets opløsning i 1918. Siden var det en del af Tjekkoslovakiet. Under den nazistiske besættelse fra 1939-45 var det dog en lydstat under ledelse af præsten Jozef Tiso, der blev henrettet efter krigen for krigsforbrydelser.  I kommunisttiden fra 1948-89 kom bl.a. reformatoren Alexander Dubcek fra Slovakiet.
 
Fra 1.1.1993 er landet selvstændig efter opdelingen af Tjekkoslovakiet.  Fra 2004 er landet både medlem af NATO og af EU. Og fra 2009 har det EUROen som sin valuta.
Slovakiet har i de senere år haft en noget omtumlet indenrigspolitisk tilværelse.  Det ændredes måske fra 2019, hvor den 45 årige kvindelige jurist og miljøforkæmper Zuzana Caputova blev valgt til præsident.   Det politiske og den aktuelle situation vender vi tilbage til om få dage.
 
Af kendte fra Slovakiet skal nævnes Andy Warhol. Hans forældre var slovakker.

Hvis man gerne vil følge med i slovakiske forhold på engelsk, kan SPECTATOR anbefales:
 
 
 
Den 20. februar:
 
 
Mine særlige kommentarer i dag er - som tidligere lovet - om VALGET I HAMBURG på søndag.  Det er den tætteste storby på Danmark - og burde derfor i høj grad interessere danskerne.  Mon der er danske journalister i Hamburg??!  Hele tiden ?
 
Hamburg er som tidligere forklaret et af de 16 forbundslande i Tyskland. Dets parlament hedder Bürgerschaft ( Borgerskab ) - et navn, der går helt tilbage til Middelalderen. Det har en 1. borgmester, en 2. borgmester og regeringsmedlemmer, der kaldes Senatorer.  Parlamentet har 121 medlemmer.  Alle borgere i Hamburg har stemmeret - inkl. de 16-17 årige. Det har de haft siden 2013. 
Til dette valg er der i alt 733 kandidater fra 15 forskellige partier.  Som noget interessant har NDR ( Norddeutsche Rundfunk ) lavet en offentlig NDR Kandidat Check - en database med informationer om alle kandidater, hvis de ønsker det. Det har ca. 500 af dem sagt ja til.  Der er en lille video med hver kandidat og hvad hun eller han står for.  Se med her:  https://kandidatencheck.ndr.de/
Regeringen i Hamburg er normalt ledet af SPD, socialdemokraterne. Sådan er det også i den nuværende valgperiode.  De har regeringsmagten sammen med De Grønne ( et flertal på 73 mandater ud af 121 ). Borgmesterren fra SPD hedder Peter Tschentscher  og viceborgmesteren fra De Grønne Katharina Fegebank.
 
De vigtigste emner i valgkampen nu er:
1. Trafik - Hamburgs øgenavn som Staustadt Hamburg, fordi der altid er bilkøer i trafikken. Byen er atter i år blevet kåret som Tysklands værste hvad trafik angår.  De Grønne ønsker en bilfri midtby
2. Flere cykelstier i byen
3. Klima-emner:   dieselbilerne helt ud af byen eller ej; pligt for de mange krydstogtskibe til at tage el fra land, mens de ligger i havnen - i stedet for at lade deres forurenende motorer køre.
4. Et stop for huslejestigninger - der er i den seneste periode bygget 10.000 nye boliger, og SPD lover 10.000 flere i de kommende fem år
5. Yderligere uddybning af Elben for at give plads for større skibe.
 
Hvordan vil valget så gå?  Opinionsmålingerne siger, at SPD igen vil blive det største parti ( 37 % ). De Grønne vil gå frem og få 25 %.  CDU vil gå tilbage til 13 %. Venstrepartiet Die Linke vil få 8%.  Højrepartiet AfD (Alternative für Deutschland) 7%. Og FDP ( de liberale ) 4,5%.  Hvis de tal holder, vil FDP ryge ud af Bürgerschaft, da Hamburg har en spærregrænse på 5 %.
Nu er det vælgerne, der taler - og det er altså på søndag.
 
Hvis/når I er i Hamburg og ikke mindst nyder den dejlige by omkring Alsteren, så gør også et visit på Ratskeller.  Det er den imponerende restaurant i kælderen af Rådhuset/Parlamentet.  Ratskeller er som i de fleste tyske byer gode at besøge - for øjet og især for sult og tørst 
 
Og hvor kan man så læse om Hamburg og den politiske udvikling i byen?  Måske endda på engelsk?
Die Zeit har en online service på engelsk:  Zeit Online.
Det samme har Der Spiegel:  www.spiegel.de
Deutsche Welle er en engelsk-sproget nyhedstjeneste for hele Tyskland:  ww.dw.de  
Hovedavisen i Hamburg er:  Hamburger Abendblatt:
www.abendblatt.de   Den er på tysk.  Når jeg åbner den på min smartphone, så kommer den sørme på engelsk.  Ellers er det en god øvelse i at pudse sit tyske af!
 
 
Den 19. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal kort handle om EU's budget. Hvorfor?  Fordi der i morgen, på fredag og måske endda på lørdag er EU topmøde med alle stats- og regeringscheferne her i Bruxelles. De skal prøve at blive enige om hovedlinjerne i EU's budget for de kommende 7 år - fra 2021 til 2027.  Og da det skal ske i enstemmighed, bliver det en hård nød at knække.  Der vil blive megen råben og skrigen, teater og reelle uenigheder. Lad os nu se. Det vil undre mig, hvis det lykkes at blive enige i ét hug. Men den nye belgiske formand Charles Michel vil på sin særlige måde gøre forsøget.  Og som tidligere belgisk statsminister gennem mange år, er han vant til at tumle med svære situationer.
 
Det får mig til at tænke på, at en gammel erfaren og også kynisk embedsmand engang sagde: Hvis du gerne som embedsmand vil undgå, at politikerne diskuterer egentlig politik, så skal du sætte dem til at diskutere budgettal, person-udnævnelser og geografisk placering af nye styrelser. Så går hele tiden med det!
 
Sådan tror jeg ikke, det bliver på mødet de kommende dage. Men man ved aldrig.
 
Under alle omstændigheder bør vi efter min mening holde fast i to afgørende ting:
1. Hvad er meget vigtigere i EU end budgettet ?
2. Hvad bruger EU egentlig pengene til? Hvad er de største udgiftsposter? Og hvordan hjælper det i sidste ende medlemslandene?
 
Det første spørgsmål vil jeg prøve at svare på i dag. Det andet kommer jeg tilbage til om nogle dage, når støvet har lagt sig.
 
Hvad er meget vigtigere i EU end budgettet?  Og hvilke dele af disse vigtigere ting er slet ikke afspejlet i budgettet?
 
1. EU som garanti for fred.  Det står ikke i budgettet.
2. Det store, fælles marked. For Danmark betyder det, at vi ikke bare har et hjemmemarked på 5,8 mill. indbyggere. Vi har et på over 500 mill.  Omkring 500.000-600.000 arbejdspladser i landet er direkte afhængig af dette marked. Det står der intet om i budgettet.
3. EU's i alt 41 handelsaftaler med 72 ikke-EU-lande verden over er til alle medlemslandes fordel.  Heller ikke afspejlet i budgettet.
4. Konkurrencepolitikken:  EU's skrappe fælles regler om forbud mod monopoler, mod udnyttelse af dominerende stilling på markedet, mod statsstøtte, osv. Alt det Margrethe Vestager er chef for.  Det står heller ikke i budgettet.  Til gengæld nyder EU's kasse normalt godt af de mange bøder, der bliver idømt.
5. Forbrugerbeskyttelsen i EU kan man heller ikke aflæse i budgettet.
6. Miljøbeskyttelsen, der med ca. 500 vedtagne forordninger og direktiver gør EU til det område i verden, der har de højeste standarder på miljø-området. Heller ingen spor af dette i budgettet.
7. Schengen-området med fri bevægelighed mellem de deltagende lande - heller ingen budget-spor af det.
8. Reglen om, at det er forbudt at diskriminere EU borgere i forhold til nationale borgere hvad angår arbejde, studier, bopæl, osv.   Heller ikke i budgettet.
 
Der er mange flere eksempler.  Alt dette er kun nævnt for klart at illustrere, at EU's budget i virkeligheden kun afspejler en lille del af, hvad der er meget vigtigt i EU.  Så man kan sige, at det er helt gak-gak at skrue diskussionen og stemmeføringen helt op i det høje C, når man diskuterer budgettet.  Kræfterne bør i stedet bruges på at diskutere og beslutte, hvad det er allervigtigst at gøre i fælleskab fremover - og så bagefter konstatere, hvad det så koster, hvis der er budgetmæssige konsekvenser. Den modsatte metode er spild af tid og i hvert fald tegn på, at man ikke har øjet på bolden.
 
 
Den 18. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal kort handle om BELGIEN. Fordi flere har spurgt. Og fordi der altid er en masse at fortælle om vort land - også politisk. Måske skal vi snart have parlamentsvalg igen.  Mere om det en anden god dag.
 
Vi har nu boet her i over 31 år. Og vi tager mindst 31 mere. Og på trods af vore mange dejlige år her, må vi indrømme, at vi stadig ikke helt forstår belgisk politik. Vi trøster os med, at "rigtige belgiere" altid siger, at hvis man tror, man forstår belgisk politik, så er det fordi man har fået det dårligt forklaret!
Noget har vi da fattet.  Når danskere og andre ofte siger til os: Nåh, Belgien - det er dem, der ingen regering har! Så er det noget forskrækkeligt sludder.  De har ikke bare én regering. De har mindst 6 regeringer. Det er nemlig et føderalt land med delstater/regioner, der har meget store beføjelser. For store, synes mange her.  Danskere og englændere, der tror og påstår, at føderalt og federal betyder centralisme, skulle lige ta' en snak med en belgier. Så ville den vildfarelse få én på hatten.  Og selv om der stadig er meget vanskelige regeringsforhandlinger i gang om centralregeringen ( efter valget den 26. maj sidste år ), så har vi skam en velfungerende centralregering. Statsministeren er endda for første gang en kvinde, Sophie Wilmès - i øvrigt én af mine gamle kolleger fra Kommissionen.
Man kan også sige, at de mange regeringer betyder, at landet regeres fuldt og helt, selv om den ene eller anden regering, f.eks. centralregeringen, ikke er oppe i fuld fart. 
 
Belgiens geografiske størrelse er nøjagtig som Jyllands. Og dets befolkning er på 11 millioner - næsten det dobbelte af Danmarks.  Det er kendt, at der i historisk tid har været omkring 1000 krige, der har fundet sted på belgisk jord. Så det er ikke svært at forstå, at de ikke har meget lyst til at få flere af slagsen. Det er én af grundene til, at Europa og dets tætte samarbejde slet ikke er til diskussion her.  
Men det vender jeg tilbage til senere i forbindelse med en lille introduktion til de vigtigste emner i belgisk politik.
 
 
Den 17. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal handle om RUSSISK DISINFORMATION.  Man har netop afholdt den store årlige sikkerhedskonference i München. Og her diskuterede politikerne og de militære ledere fra mange lande bl.a.  den mere og mere udbredte disinformation.
 
Sandheden er som bekendt, at sandheden altid er det første offer i enhver krig. Men er vi i krig for tiden?  Ja, i en vis forstand. En krig med andre midler end krudt og kugler. Det er en krig om værdier, en krig om magt og indflydelse. Og her bruges disinformation som et af de meget effektive våben.
Lad det være sagt med det samme:  det er ikke kun et enkelt land, der bruger dette våben. Det gør mange. Men når man hele tiden taler om russisk disinformation, så er det, fordi Rusland systematisk bruger enorme resourcer på det - ja, det er en del af den nye russiske militære doktrin. Og det er slet ikke nyt. Selve betegnelsen blev brugt første gang allerede i 1920erne i Stalins Rusland. Man nærmest opfandt det nye russiske ord "dezinformatsija", og man definerede det selv som "falsk information, der spredes bevidst for at bedrage".  KGB havde en hel afdeling, der ikke lavede andet. Aktiviteten var og er især rettet mod demokratierne, hvor de folk, Lenin kaldte "nyttige idioter" ofte var meget hjælpsomme med at bringe dem videre. 
 
Oppe i moderne tid fik disinformationen ikke en anden karakter. Men den fik med internettet og de sociale medier nye redskaber at arbejde med.  Den blev meget mere effektiv og kunne ubemærket nå ud til mange flere verden over.   Nu er vi andre efterhånden vågnet op og bruger flere og flere resourcer på at modvirke og bekæmpe denne russiske aktivitet.  Man har f.eks. nu viden om, at der i Sankt Petersburg findes en hel fabrik, som ikke laver andet end at fabrikere og udsende disse disinformationer. Jeg har en troværdig artikel med et interview med en tidligere ansat, hvis I er interesseret.
 
Nogle konkrete eksempler på disse aktiviteter:
1. 3.500 pro-Kreml falske informationer blev identificeret 
    i omløb mellem 2015 og 2017
2. Twitter lokaliserede 36.000 russiske robotter, der
    systematisk spredte falske og fordrejede informationer
    under den amerikanske præsident-valgkamp i 2016
3. Facebook har oplyst, at mindst 126 millioner af deres
    brugere blev "ramt" af russiske disinformationer
4. Tusinder af beskedder med hashtag "Reasons to Leave
    EU" kom fra russiske kilder på selve dagen for Brexit
    afstemningen i 2016
5. Google og dets YouTube er også brugt af russerne til
    samme formål - og er aktiv for at bekæmpe dem.
 
På ovennævnte konference i München indrømmede Facebooks chef Marc Zuckerberg, at FB har været for langsom til at opdage og bekæmpe de russiske aktiviteter, og at de sætter alle kræfter ind mod dem.
 
Og i øvrigt er det ikke bare de sociale medier, russerne bruger. De har også deres egne instrumenter såsom den statsejede TV-station "Russia Today" og det ligeledes statsejede "nyhedsbureau" Sputnik News i fuld sving.
 
Fra vestlig side har bl.a. NATO og EU taget affære. Det har begge oprettet særlige kontorer til at følge de russiske aktiviteter og til at bekæmpe dem.  Man kan abonnere på deres gratis nyhedsbreve om noget af det, de finder.
 
NATO Stratcom Centre of Excellence ( ligger i Riga ):
Se:   www.stratcomcoe.org    "Be in the Know"
 
EU East Stratcom Task Force  ( ligger i Bruxelles )
 
Og hvordan forholder man sig selv til informationer man kommer på sporet af og har mistanke til:
Don't trust! Verify!
 
Ha' en god dag!
 
 
Den 16. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal handle om HAMBURG. Hvorfor? Fordi der er valg i Hamburg på næste søndag den 23. februar.  Valget og dets hovedtemaer vender jeg tilbage til om nogle dage.  I dag vil jeg gerne fortælle lidt om denne dejlige og spændende by, som mange af jer heldigvis kender:
Byen hedder Freie und Hansestadt Hamburg.  Det skyldes dens store rolle i Hanseaternes forbund gennem århundreder - og så at byen var helt selvstændig indtil 1871, da det tyske kejserrige blev oprettet.  Byen dækker et område på 755 kv.km ( som Falster + Møn ), og den har 1,84 millioner indbyggere. Den er Tysklands næststørste by ( efter Berlin ) og er den 7. største by i Europa.   Hamburg er i dag et af de 16 forbundslande i Tyskland. Det vender vi tilbage til om få dage.
 
Byens historie går langt tilbage. Det var bl.a. her, der var kæmpe kvægmarkeder, hvor danske okser i hundredetusinde vis blev drevet til ad Oksevejen fra 1400 tallet og fremad. I 1640 besluttede den handlekraftige danske kong Christian IV, at nu skulle Hamburg udkonkurreres. Derfor byggede han byen Altona - lige på den anden side af Elben. Det var hamburgerne ikke tilfredse med. De sagde, at de var "all zu nah" - alt for tæt på. Deraf navnet Altona. Den vedblev dog at være dansk helt frem til 1864, hvor den så gik med i købet efter det danske nederlag det år til Tyskland.  Men Altona vedblev at være en selvstændig by indtil 1937, hvor den blev sluttet sammen med Hamburg. Så Chr. IV's drøm gik ikke helt i opfyldelse. Det var i øvrigt fra Altona, at den berømte livlæge for kong Chr. VII, Struensee, kom. Han var læge i byen. Og gader og et stort gymnasium er fortsat opkaldt efter ham. 
En anden gammel dansk by, som nu er en del af Hamburg, er Wandsbeck ( dansk: Vandsbæk ). Det går ad Vandsbæk til...  husker I nok som udtryk.
Hamburg er Tysklands største havneby og nr. 3 i Europa efter Rotterdam og Antwerpen.  Den har 10 km kajplads. Og der så mange floder og kanaler i byen, at der er 2.300 broer, flere end i Amsterdam og Venezia.  
Den store havn havde også en meget vigtig rolle i Nazi-Tyskland. Og derfor blev den ofte bombet af de allierede. Den største bombning, kaldet Ildstormen eller Gomorra, fandt sted  fra den 24. juli 1943 og ti dage frem. Royal Air Force bombede så kraftigt, at lyden og lysglimtene kunne høres og ses helt op til Horsens.  I alt 40.000 mennesker omkom i løbet af de ti dage, og 900.000  måtte flygte.
 
Hamburg er også kendt som fhv. forbundskansler Helmut Schmidts hjemby. Han boede der hele sit liv. Og Hamburgs lufthavn er nu opkaldt efter ham.
Byen er også centrum for medierne - såsom Hamburger Abendblatt, Der Spiegel, Die Zeit og TV-stationen ARD.
 
Byen er meget spændende at besøge. Ikke bare én gang, men mange gange.
 
Om få dage mere om det kommende valg.
 
 
Den 15. februar:
 
Min særlige kommentar i dag skal handle kort om store epidemier i historien. Jeg omtalte forleden Coronavirus sygdommen. Den skal følges og bekæmpes. Flere har spurgt, om der i historiens løb har været lignende epidemier. Svaret er ja. Mange har der været. Og som jeg nævnte, dør ca. 660.000 mennesker hvert år af influenza verden over.
Jeg er også blevet spurgt, om ikke Den sorte Død og Den spanske Syge var nogenlunde det samme.  Overhovedet ikke.  De var begge meget, meget værre. Det øger kun forvirringen og skrækken at lave den sammenligning.  De var begge noget helt andet.  Lidt om hver af dem:
 
Den sorte Død ( eller pesten ): den hærgede verden og ikke mindst Europa i midten af 1300 tallet. Det var en bakterie-sygdom. Den kom oprindelig fra Hubei-provinsen i Kina - som i øvrigt er samme provins, Corona-virussen kommer fra.  Den spredte sig vestpå med hunnerne og med handels-karavanerne ad Silkevejen. De første udbrud kom i Messina på Sicilien i 1347, og så skete spredningen lynhurtigt.  Folk døde i massevis og under voldsomme smerter i løbet af få dage, når de blev smittet. Man anede ikke, hvad sygdommen skyldtes. Man troede ofte, at onde mennesker havde puttet gift i drikkevandet.  Især jøderne fik skylden, og de blev ofte slået ihjel af befolkningen. I Strasbourg slog pøbelen 2000 jøder ihjel i løbet af få dage i 1349. Sygdommen kom vist nok første gang til Danmark, da et norsk skib strandede i Nordjylland. Hele besætningen var død af pesten.   I alt regner man med, at omkring halvdelen af Europa befolkning omkom på grund af den sorte død.  Masser af egne lå øde hen mange år frem i tiden.
 
Den spanske Syge var en influenza-pandemi, der hærgede i årene 1918-20 - lige efter 1. verdenskrig. Den menes at være kommet med de amerikanske tropper fra USA, der netop startede med at ankomme til Europa i marts 1918. Den slog omkring 50 millioner mennesker ihjel - dobbelt så mange som antallet af døde under hele 1. verdenskrig.  Min egen faster var et af ofrene. Hun døde som 25 årig af denne sygdom. Og hvorfor hedder sygdommen den spanske syge?  Fordi Spanien som neutral i verdenskrigen ikke havde den samme strenge censur i medierne som andre lande, og derfor kunne de frit skrive om sygdommen og dens udbredelse især i Spanien, herunder at kong Alfonso XIII var blevet hårdt ramt. Derfor fik man det indtryk, at sygdommen kom fra Spanien. Det passer ikke.
 
En ekstra krølle på den spanske syge er, at lægerne og videnskaben gennem mange år har været meget i vildrede med, hvilken influenza det drejede sig om.  I midten af 1990erne gravede en amerikansk læge et velbevaret frosset lig op af permafrosten på Svalbard og tog prøver af det.  Det viste sig at være netop influenzaen fra den spanske syge.  Så nu ved man nøjagtig, hvad det var.  Og man passer naturligvis ligeså godt på disse smittefarlige kropsdele, som man passer på USA's guld i Fort Knox.  De skulle nødigt komme ud i omløb igen.
 
Alt dette er sagt for at gøre det HELT klart, at den nuværende coronavirus epidemi INTET har med datidens store dødelige pandemier at gøre.
 
 
Den 14. februar:
 
Mine særlige kommentarer skal kort handle om det kroatiske formandskab i EU i dette halvår.
Kroatien er et land, der er noget større end Danmark ( 56.000 kv.km ) og med en befolkning, der er noget mindre ( 4,3 millioner ). Hertil kommer ca. 1 million mennesker af kroatisk afstamning, som nu bor i andre lande. Landet var indtil 1991 en del af Jugoslavien.  Det blev medlem af NATO fra 2009 og af EU fra 2013. Dets kvindelige præsident, Kolinda Grabar-Kitarovic, var tidligere vice-generalsekretær i NATO bl.a da Anders Fogh-Rasmussen var generalsekretær. Og dets premierminister i dag hedder Andrej Plenkovic. 
Landets navn på kroatisk er Hrvatska. Det er oprindelsen for navnet på slips på fransk (cravatte ) og tysk ( Kravatte ). Hvorfor? Fordi de kroatiske soldater i Napoleons hær i sin tid bar et særligt tørklæde, forløberen for slipset.
 
Kroatien er i dette halvår for første gang formand for EU. Det afløste ved årsskiftet Finland - og bliver den 1. juli efterfulgt af Tyskland. 
Formandskabets logo er tegnet af en ung kroatisk grafisk studerende - og udvalgt i en konkurrence. Se nedenfor.
 
At være formand for EU-27 er i dag en stor opgave, ikke mindst for et mindre land.  Men erfaringen viser, at mindre EU medlemslande normalt gør det bedre end de store lande. Måske fordi de gør sig større anstrengelser for virkelig at gøre det godt, måske fordi de har færre egne kartofler at hyppe.  Ethvert formandskab har sit eget program med prioriteter. Men man siger, at 95 % af al arbejdet er givet på forhånd - dels med sager, der kører fra tidligere formandskaber ( såsom Brexit-forhandlingerne og budgettet 2021-27), dels med nye uventede emner ( såsom corona-epidemien ). Kun 5 % kan bruges på egne prioriteter ( såsom tættere samarbejde mellem EU og alle landene på Balkan ).  Kroatien skal som formand lede alle møderne i  Ministerråd ( dog ikke i Det europæiske Råd og i udenrigsministerrådet ), i EU's ambassadør-komite COREPER og i de ca. 150 arbejdsgrupper i Ministerrådet, hvor alle sager forberedes. Dertil kommer sammen med Kommissionen ofte at repræsentere EU over for omverden. Så der er mere end nok at se til.  Jeg husker det selv fra efteråret 1973, da Danmark efter seks måneders medlemskab af EF var formand - og jeg som leder af Kommissionens kontor i Danmark var aktivt involveret. Og dengang var der kun 9 medlemslande - i dag er der 27.
 
Hvis man vil følge med i politiske og andre forhold i Kroatien på engelsk, kan man f.eks. se denne hjemmeside:
Total Croatia News:   
 
 
Den 13. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag handler om den igangværende sygdom Coronavirus.  Her som i mange andre sager skal man huske på hverken at overdrive eller underdrive. Epidemien skal tages alvorligt, men heller ikke skabe panik .
Det er naturligvis alvorligt, at denne særlige influenza har smittet så mange mennesker - og flere dag for dag. Og at også dødstallet stiger.  Det er også derfor, at Verdenssundhedsorganisationen WHO har udsendt en alvorlig advarsel.  Og det faktum, at eksperter først forventer, at en effektiv vaccine først er klar om 1 1/2 år, gør naturligvis ikke situationen nemmere.
 
Når det er sagt, er der efter min mening en række vigtige punkter at huske på:
1. At sygdommen er startet og især "kører" i det meget topstyrede kommunistiske diktatur Kina hjælper ikke nødvendigvis på en løsning. For det første varede det længe, inden kineserne fortalte omverden om sygdommen. Og da en lokal læge på eget initiativ råbte vagt i gevær og fortalte om den, kom han omgående i fængsel ( hvor han i øvrigt nu er død ). Dertil kommer, at mange tvivler på, om man kan stole på de tal for antal smittede, som kineserne løbende nu udsender. En del eksperter regner med, at tallet sagtens kan være ti gange så stort.
2. Samtidig skal det siges, at NU har kineserne for alvor taget fat om situationen.  De har fyret deres lokale leder i Wuhan-området og erstattet ham af en meget effektiv chef fra Shanghai området ( nært forbundet med formand Xi ). De har forbudt al handel med levende dyr. Man ved, at smitten oprindelig kom fra dyr ( specielt slanger og flagermus ). Og de har på kun ti dage bygget et særligt kæmpehospital i Wuhan til virus-ramte.
3. Når man ser på dødstallene på over 1.000 døde, må man samtidig spørge, om mange af disse ofte ældre og svagelige mennesker ikke ville være død alligevel. Man regner f.eks. med, at over 600.000 mennesker hvert år dør af influenza. I Danmark er tallet ca. 1.600 pr. år.
4. Epidemien har under alle omstændigheder store økonomiske konsekvenser allerede. Kæmpe arrangementer er aflyst eller udsat ( såsom den årlige World Mobile Congress i Barcelona ).  Krydstogter aflyser deres besøg i Kina. Og en meget stor del af den lokale kinesiske økonomi er hårdt ramt.
5. Et meget trist og beklageligt udfald af krisen er også, at kinesere ofte bliver generet eller udelukket fra restauranter i store dele af verden. Folk er bange for at blive smittet, bare fordi folk er kinesere. Samtidig melder kinesiske restauranter verden over om stor nedgang i antal gæster.  Alt dette er naturligvis vildt overdrevet og bør bekæmpes.  
 
Årvågenhed og en fælles indsats - det er hvad der er brug for. Ikke panik og skræmmekampagner.
 
 
Den 12. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal handle om noget aktuelt:  hvorfor hedder storme det, de gør?  Hvorfor er det forskellige navne i forskellige lande?
 
Ideen med at give storme navne går tilbage til 2. verdenskrig, hvor USA startede traditionen med at navngive voldsomme storme i Atlanten. Men det var først i 1954, at det i en del lande blev en fast tradition:
 
Tyskland:    
Fra 1954 gav tyskerne systematisk navne til alle store storme og til særlige vejrfænomener i det hele taget. Når det skyldtes lavtryk, brugte man pige-navne. Og ved højtryk - og dermed i princippet godt vejr - drenge-navne. I 1998 måtte man lave det om på grund af kritik fra feministiske kræfter, så nu skifter det fra år til år. I år er det som før 1998 - næste år er det omvendt.  Og så har man i øvrigt i Tyskland også den tradition, at privatpersoner kan købe navne til disse storme, så personens navn bruges ved en fremtidig storm. Det koster mellem 236 og 355 €.  Den nuværende storm Sabine er for år tilbage "købt" af en Sabine Kaufmann.
 
Storbritannien, Irland, Holland, m.fl:
De har et andet system, hvor det land, der først bliver ramt af en storm, bestemmer navnet (ud fra en alfabetisk liste, der er lavet på forhånd).  Den nuværende storm Ciara ramte Irland først og har derfor et gælisk navn fra Saint Claire fra det 13. århundrede.
 
Danmark:
Her indførte man først bestemte navne fra og med 2013. Indtil da havde man talt om november-stormen, februar-stormen, osv.  Det gav ofte anledning til forvirring og usikkerhed.  I 2013 blev det første navn, der var Allan, valgt af klimaministeriet under Martin Lidegaard i samarbejde med Ekstrabladets læsere.  Senere er det DMI's opgave ( Danmarks Meteorologiske Institut ), der tager sig af sagen.
Danmark prøver at lave et fælles navnesystem i hvert fald med Sverige og Norge. Men indtil nu er det ikke lykkedes.
Så stormene må finde sig i at hedde mange forskellige navne 
 
 
Den 11. februar:
 
Mine særlige kommentarer de senere dage har været om politik i henholdsvis Italien og Irland.  Jeg har et par gode medie-kilder på engelsk til at følge disse to lande:
Italien: 
Coorriere della Sera på engelsk: www.corriere.it/english
Irland:
Irish Times:   www.irishtimes.com
 
Jeg synes, det er vigtigt at følge med i, hvad der sker politisk i de lande, der på den ene eller anden måde betyder noget for os.  Derfor vil jeg af og til - og især op til valg - fortælle kort om, hvilke tre emner, der især optager den lokale politiske debat.  Og så forsøge at give en henvisning til troværdige kilder på engelsk.  Ok?
 
De kommende interessante valg her i første halvår af 2020 er:
23.2.:    Hamburg
29.2.:    Slovakiet
15.3. og 22.3.:  Frankrig - kommunalvalg
15.3. og 29.3.:  Bayern
12.4.:     Nordmakedonien
10.5.:     Polen - præsidentvalg
Maj:       Cypern 
 
Dem vender jeg hver især tilbage til, når vi nærmer os.
 
 
Den 10. februar:
 
Mine kommentarer i dag er fortsat om valget i Irland i lørdags. Selv om stemmeoptællingen ikke er endeligt afsluttet ( indviklet valgsystem ), så ligger det nu nogenlunde fast, at de tre største partier vil få følgende mandater:
Fianna Fail ( de konservative ):  45 mandater
Sinn Fein ( parti til venstre ):   37 mandater
Fine Gael ( de liberale ):  36 mandater.
 
Den store overraskelse er Sinn Fein, der aldrig har været så stort - og som aldrig har været i regering i landet. De to andre store partier har hele tiden sagt, at de ikke vil danne regering med dem.  Sinn Fein spiller også en stor rolle i nordirsk politik. Og mange hævder, at det er den politiske del af IRA.
For at have flertal i parlamentet kræver det støtte af mindst 80 mandater.
 
Man kan let følge irsk politik ved at bruge irsk TVs hjemmeside:   www.rte.ie/news
Og på Irish Times:  www.irishtimes.com 
 
 
Den 9. februar:
 
Mine seneste særlige kommentarer var om IRLAND og det irske valg i går.  De afgivne stemmer optælles for fuld kraft siden kl. 9.00 i morges. Der er endnu intet officielt resultat. Men de tre største partier ser ud til - som forudset, også af mig - at have fået stort set det samme antal stemmer.  På grund af det særlige irske valgsystem er det ikke sikkert, at de også får det sammen antal parlamentarikere valgt.  Om nogle timer ved vi mere. Og det nyvalgte parlament træder sammen den 20. februar.
 
En lille krølle på det irske valg:  der bor ca. 1 million irere uden for Irland. Men de har ikke valgret. Man kan vel godt forstå, at deres vægt ville være meget stor i et land med 4,7 millioner indbyggere, heraf vel godt 3 mill. med valgret. På den anden side er det dog vedtaget, at udlands-irerne fremover kan stemme til valget af den irske præsident.  Han eller hun har dog ikke stor magt i Irland. Men det er en begyndelse.  
Omkring 95 % af EU-landenes borgere, der bor i et andet land, har stemmeret til parlamentsvalgene i deres hjemland. Men det gælder altså ikke i Irland - og som bekendt heller ikke i Danmark.
 
 
Den 8. februar:
 
Mine særlige kommentarer skal handle om IRLAND. Hvorfor? Fordi der er parlamentsvalg i landet i dag.  Irland har 4,7 mill. indbyggere og er et af de ti rigeste lande i verden ( tidligere kaldt: Den gæliske Tiger ). Økonomien går fortsat godt, og EU er ikke et stridsspørgsmål i valgkampen. Tværtimod. Den meget stærke EU-opbakning til Irland hele vejen igennem Brexit-processen er meget værdsat af alle i Irland.  Og landet har i øvrigt forberedt sig godt på Brexit - selv om dets handel og forbindelser til Storbritannien traditionelt er så stærke, at det vil få briternes afgang tæt ind på livet. 
 
Valgkampen drejer sig især om mangel på boliger, mangler i hospitalsvæsnet og forskellige skattespørgsmål. Det irske parlament, the Dail (udtales "døjl") har 160 pladser. Den nuværende mindretalsregering under Leo Varadkar fra det liberale parti Fine Gail kæmper især med det største oppositionsparti, Fianna Fail ( de konservative ) og mod Sinn Fein ( det venstreorienterede parti med påstået tilknytning til IRA ).  Det sandsynlige udvalg af valget er, at enten Fianna Fail eller Fine Gael vil danne regering sammen med et af de mindre partier, Labour eller de Grønne.
 
 
Den 7. februar:
 
Min kommentar i dag skal fortsætte mine bemærkninger om FACEBOOK forleden. Jeg nævnte som det første store problem, at folk ofte tror på alt det, de læser og hører på FB.  Det skal de lade være med.  Se den 5. februar.
Det andet større problem er de luskede, mørke kræfter, der systematisk spreder løgne, misinformationer og skræmmekampagner på Facebook.  Det seneste amerikanske præsidentvalg og den britiske EU afstemning i 2016 er kendte eksempler. Der er mange flere.  Og der er også mange andre kendte tilfælde. Det er i høj grad russiske og kinesiske såkaldte "trolde", der med politiske formål kører disse misinformationskampagner. Dem skal der sættes en stopper for.  Der gøres meget - og der skal gøres endnu mere. Både kendte og mindre kendte beskyttelsesforanstaltninger.  Og mon ikke det også er på tide, at man i forhandlinger med bl.a. de to lande sætter dem stolen for døren og fortæller dem, at NU må det stoppe, ellers...   Og FACEBOOK må bestemt også hjælpe mere aktivt med til at stoppe dette uvæsen.
 
Og det tredje og sidste problem er netop FACEBOOKs indtil nu manglende vilje til aktivt at stoppe løgne og misinformationer på nettet.  De siger, de er begyndt. Men???!!   George Soros, den amerikansk-ungarske milliardær og filantropist sagde i en tale fornylig, at FBs manglende kamp mod løgne m.v. var med til at Trump vandt det sidste valg. Og det vil være med til at få ham valgt igen til efteråret.  Blandt andet derfor har Soros nu bevilget en sum på flere milliarder dollars til universiteter og andre institutter, der arbejder med bekæmpelse af løgne m.v. på FB og andre dele af internettet.
En meget prisværdig indsats.
 
 
Den 5. februar:
 

Min særlige kommentar i dag skal kort handle om FACEBOOK.  Lad mig sige det med det samme: jeg er selv en stor tilhænger og en hyppig bruger af FB.  Den giver en masse muligheder for kommunikation og kontakt, som ellers ville være meget mere besværlig eller næsten umulig.      Men når det er sagt, så er der klart også alvorlige faresignaler ved tjenesten, som jeg mener vi alle skal gøre meget mere ved. Og jeg tænker ikke så meget på faren for tyveri af personlige data eller risiko for hacking. Det har ikke så meget med FB at gøre.  Nej, jer ser to alvorlige problemer:

1. At folk tror på alt det, de læser på Facebook. "Jeg har selv læst det" - som nogen siger med henvisning til FB. Jamen, jøsses da. Hvorfor skulle visse menneskers lyst til at lyve og fordreje sandheden lige pludselig standse ved FBs port?!  Det gør den selvfølgelig ikke.  Som i alle andre tilfælde, når vi hører og læser noget, så bør vi altid spørge os selv:  Ka'ed nu pass' ??!!  - som min gamle matematiklærer altid sagde.  Behold altid de positivt-kritiske briller på, når du læser noget. Så undgår man mange ubehagelige vildfarelser.  Og i samme boldgade er der også det "snavs", der jævnligt suser rundt på FB. Især fra folk, der elsker at kommentere andres indlæg.  Det er som om, at folk der aldrig ville drømme om at stille sig op i en forsamling og stå på mål for deres holdninger, ja, de får pludselig et Odin-agtigt mod, når de bag lukkede gardiner og i enerum kan muntre sig med at skrive og sende de mest fladpandede, uoplyste kommentarer, ofte iblandet modbydelige fordomme.  Det er træls.  Men det skal efter min mening ikke afskrække os fra at bruge FB på den måde, som ordentlige mennesker gør det på.  Hvis nogen af dine FB venner gør det igen og igen, så blokér dem. Så er den ged barberet!  

 

2. Det andet og større problem er naturligvis, at skumle kræfter bruger FB til bevidst og systematisk at sprede løgne og skræmmekampagner.  Det seneste amerikanske præsidentvalg og den britiske EU-afstemning i 2016 er klare eksempler.

Mere i morgen.

 
 
 
Den 4. februar:
 
Mine særlige kommentarer i dag skal kort handle om ERASMUS og ERASMUS+ programmet.  Det er EU's særlige program for udveksling af studerende og andre unge - og også undervisere - især mellem EU-landene. Programmet har eksisteret siden 1987, og mere end 10 millioner har brugt det.  Heraf omkring 130.000 danskere. Man får en del af sit ophold betalt af ERASMUS midler. Og de eksaminer man tager i det eller de andre lande gælder automatisk, når man bagefter kommer hjem.  Nogen spørger: hvad får man egentlig ud af det og de mange penge, det koster?  Svaret er enkelt.  Dels får deltagerne selv en masse ud af det, ikke bare fagligt, men også personlige erfaringer med at leve og arbejde i et andet land. Og hvert EU land får derved en masse mennesker, der har en viden og baggrund med andre lande. Tænk hvad det kan betyde for erhvervslivet, undervisning, det offentlige, medierne - ja, os alle sammen. Summen af mange erfaringer kan aldrig blive for stor !
 
Og hvad sker der med Storbritannien efter Brexit? Det er uklart.  Under alle omstændigheder er de fortsat fuldt med også i ERASMUS i overgangsperioden ( indtil den 31. dec. 2020). Hvad der sker derefter, afhænger af de kommende forhandlinger.  Der kan meget vel ske det, at de heller ikke længere er med i dette samarbejde fremover.
 
 
Den 3. februar:
 
Som særlig kommentar i dag vil jeg nævne GALILEO. Ikke astronomen, men det europæiske GPS system ( Global Positioning System ). Det blev startet for en del år siden og er nu i fuld funktion. Det består bl.a. af 28 satellitter, der gør det muligt at fortælle dig det nøjagtige sted, du befinder dig - ikke bare i Danmark og i Europa, men hvor som helst på jordkloden.  Det kan fortælle dig din position med en nøjagtighed på 1 meter!   Tjenesten kan bruges gratis af alle, f.eks. på smart-phones, computere, m.v..  Det ejes af EU og dets medlemslande.  Derfor vil Storbritannien ikke længere være medlem efter udløbet af overgangsperioden til 1. januar 2021.  Briterne kan naturligvis som alle andre bruge det. Men landet har ingen indflydelse på dets videre udvikling.
GALILEOs hovedkvarter ligger i Prag.  Og det har også en eftersøgnings- og redningsfunktion.
 
Den 2. februar:
 
Min kommentar i dag vil starte en ny lille tradition: Jeg vil med jævne mellemrum berette lidt om, hvad man efter min mening bør lægge mærke til i hvert af de europæiske landes politik.  Hvad sker der - i meget kort form - af særlig interesse her og der.  Enig?
I dag vil jeg sige lidt om ITALIEN:  Som bekendt har der lige været lokalvalg et par steder. Normalt er det ikke af den helt store interesse uden for det område, hvor valget finder sted.  Men denne gang er en klar undtagelse. Hvorfor? Fordi Italien for tiden har en regering af Det demokratiske Parti på venstrefløjen og den såkaldte 5-stjerne bevægelse. Den tidligere regeringspartner med 5-stjernefolket, Lega, med populisten og halv-fascisten Salvini i spidsen, blev politisk sat uden for døren.  Ved lokalvalget forleden forsøgte Salvini med alle kræfter, herunder hans velkendte løgne- og smædekampagner, at vinde valget i den folkerige region Emilia-Romagna i nord, området omkring Bologna. Det lykkedes ikke. Han tabte til det demokratiske parti. Og hvorfor? Fordi den nye bevægelse - SARDINERNE - fik mobiliseret 20 % flere vælgere end ved sidste valg til at stemme.  Sardinerne er et ungdoms-initiativ, der mobiliserer især unge mennesker i titusindvis over hele Italien for at bekæmpe netop populisme og især Salvini - og i øvrigt kæmpe for mere europæisk samarbejde.  De kalder sig Sardini - ikke fordi de specielt kommer fra øen Sardinien - men fordi de vil samle så mange hele tiden, så folk står som sardiner i en tønde. På dansk siger man som bekendt: som sild i en tønde.  
 
Det bliver meget, meget interessant at følge Sardinerne. De er i øvrigt også nu aktive i andre lande, bl.a. i Tyskland og i Belgien.
 
 
Den 1. februar:
 
Min kommentar i dag skal handle om FØDERALT.  Det er et ord, der ofte bruges, bl.a. i forbindelse med EU.  Og ofte regner folk med, at det betyder centralisme, at alt besluttes centralt. Ikke mindst englænderne er hoppet på den galaj.  Virkeligheden er det stik modsatte. Føderalt vil sige, at beslutninger tages på et så lokalt niveau som muligt. Men der ER beslutninger, hvor det er nødvendigt at gå sammen og tage dem i fællesskab. Tænk på klimakrisen. Den kan ikke løses af en selv nok så god beslutning i en kommune, et amt eller et enkelt land. De beslutninger skal - for at være effektive - tages af mange sammen. F.eks. af alle EU lande sammen. Det gælder også emner som sikkerhed, folkevandringer, frihandel, osv.  Det er naturligvis altid en politisk afvejning, hvilke beslutninger der bør tages på hvilket niveau.  Det gælder også i  forbundslande såsom Tyskland og Belgien. De og mange andre lande er bygget på føderale principper.  Så der er ikke noget mystisk og ukendt i begrebet.
 
 
Den 31. januar:
 
Mine særlige kommentarer på denne dag skal naturligvis atter en gang - og for sidste gang - handle om Brexit. Det er i aften, briterne efter eget valg slutter med at være medlem af EU. Efter godt 47 års medlemskab.  Det er der skrevet og talt meget om. For mig personligt er det afgørende, at:
 
1. Det er trist, at et land forlader familien, der nu i mange år har sikret fred, fremgang, solidaritet, masser af rettigheder for sine borgere, skabt verdens største marked, også med masser af handelsaftaler med store dele af verden, osv.,osv.   
2. Men det er endnu mere trist, at det sker på baggrund af systematiske løgne, smædekampagner, uvidenhed og løfter, som ingen gang har på jorden.
3. Til gengæld må tristheden også slutte, når man tænker på, at briternes beslutning er taget ved hele to demokratiske valg, først en folkeafstemning og derefter parlamentsvalget for nylig. Resultatet, især i det sidste, var klar og tydelig. Og vælgerne kan ikke påstå, at de gik ind i valget med lukkede øjne.  Når man beslutter sig for noget, må man også tage og acceptere konsekvenserne.  Ikke fordi nogen af os andre vil dem noget ondt.  Hvis der er noget, der gør ondt, så er det resultaterne af deres egen beslutning.   At vi så i de kommende måneder og år vil opleve, at de britiske politikere bliver nødt til at mestre kamelslugning og halvvild eller vild flugt fra givne løfter, ja, det er ikke noget, vi skal eller bør blande os i.
4. NU må vi andre videre. EXIT MED BREXIT. Nu har det optaget sindene og debatten længe nok.  Der ligger SÅ mange meget vigtige opgaver foran Europa, at der er rigeligt at tage aktivt fat på.  Og det vil givetvis også ske. Skridt for skridt. Og lur mig, om ikke briterne i høj grad ender med at lægge sig i slipstrømmen til det, Europa gør og beslutter sig til - ligesom Norge har gjort i mange år. Uden at have den ringeste medbestemmelse i det, der sker. Der vil blive en del råben og skrigen, inden det kommer så langt.  Imens skal og vil Europa arbejde videre.
 
Den 30. januar:
 
Min kommentar i dag skal berette om det europæiske statsborgerskab.  Det er rettigheder, som enhver EU borger har ifølge EU traktaterne - i tillæg til sine nationale rettigheder.  De vigtigste europæiske borgerrettigheder er:
1. Ret til fri bevægelighed i hele EU. Man kan uden at spørge rejse til og opholde sig i ethvert EU-land
2. Ret til at bosætte sig i ethvert EU land
3. Ret til at studere og til at arbejde i ethvert EU land
4. Ret til at blive behandlet nøjagtig som landets egne borgere i det land, man besøger eller bosætter sig i. Der må ikke diskrimineres mod én på grund af nationalitet, køn, religion, alder, osv.
5. Ret til at stemme i lokale valg - og ret til at være kandidat i lokale valg
6. Ret til at bruge andre EU landes ambassader og konsulater, hvis man rejser eller opholder sig uden for EU
7. Ret til at gå direkte til EU Kommissionen og til EU Domstolen, hvis man mener, at ens rettigheder er trådt under fode.
 
Dette er hovedindholdet i det europæiske statsborgerskab, der er en del af EU traktaterne og derfor retlig gyldigt overalt i EU.
Man kan læse mere i EU's Charter om Fundamentale Rettigheder.
 
Den 29. januar:
 
Det er så senere i dag, at Europa-Parlamentet som den sidste af EU institutionerne skal stemme om Storbritanniens udtræden af EU. Hvis det stemme ja, træder briternes udtræden i kraft i overmorgen.
Et af de emner, der har optaget Parlamentet allermest er borgernes rettigheder efter Brexit.  De ca. 3 mill. EU borgere i Storbritannien og de ca. 1 mill. briter i EU. Hvad sker der for dem?
I den indgåede aftale mellem EU og Storbritannien står der, at alle disse borgere garanteres ret til at blive på livstid i henholdsvis UK og EU.  Der er dog tegn på, at de britiske myndigheder ikke helt forstår aftalen på den måde.  Vi har alle læst om en fransk Michelin-kok, der har boet og arbejdet i 23 år i London, ikke har fået tilladelse til at blive. Og vi har hørt om en dansk kvinde, der bor i Skotland, har været skotsk gift i masser af år, har familie der, og har fået afvist ansøgning om at blive boende - selv efter at have betalt høje gebyrer for at søge om tilladelse. Derfor bliver man nødt til at spørge:  Hvordan hænger det sammen?? !  Der er givetvis noget at fokusere på.  Og jeg er overbevist om, at det for EU fortsat vil være en sag af højeste prioritet, også i forbindelse med de kommende handelsforhandlinger.
Derimod skal Udtrædelsesaftalen (nok) forstås sådan, at de EU borgere og de briter, der ønsker at flytte til henholdsvis UK eller EU efter udløbet af overgangsperioden ( udgangen af 2020 ?), ikke umiddelbart har de samme rettigheder.
 
Der er nogen, der tror, at problemerne mellem EU og Storbritannien slutter, når briterne udtræder. Der er andre, der mener, at så starter problemerne først. 
 
Den 28. januar:
 
Vi nærmer os Brexit dagen, den dag Storbritannien efter 47 år forlader EU. Det er på fredag aften - altså om tre dage.  Det vender jeg mere tilbage til.  I første omgang synes jeg, det ville være rart at have - på enkelt side - det nye kort over EU-27 med de vigtigste informationer om befolkningen både i selve EU og i de faste samarbejdsformer, som EU er centrum i.  Det er som bekendt sådan, at briterne fortsat er fuldt med i EU's fælles marked mindst i 2020 - dog uden at skulle have noget at have sagt om det.  De er fra på lørdag ikke længere repræsenteret i et eneste af EU's institutioner og organer.
Derfor har jeg lavet vedlagte 1-sides oversigt EU IN FIGURES. Jeg håber, du synes, den er nyttig.
 

EU IN FIGURES:

EU-27:                    446 mill.  indbyggere

EU’s Single

 Market

 with agreem.:     527 mill.    indbyggere

Schengen:             419 mill.   indbyggere

€-countries:         340 mill.    indbyggere

Currencies

  linked to €:         175 mill.   indbyggere

Total “€ area”:     515 mill.   indbyggere

 

 
 
Den 18. januar:
 
Min kommentar i dag vil kort handle om Marokko.  Ikke fordi der er sket noget drabeligt i det gode land. Men fordi vi agter at besøge Marrakech i den kommende lille uges tid.  Vort første besøg på det sted.  Har nogen af jer været der? Gode tips?
Marokko er et stort land - 16 gange større end Danmark. Og det har 36 mill. indbyggere. Heraf bor knap en million i Marrakech. Landet har en meget lang og interessant historie, der går helt tilbage til fønikerne. Det var fransk protektorat fra 1912-56.   EU har i dag en række aftaler med Marokko, og landet har siden 2014 modtaget omkring 14 milliarder kr. fra EU i støtte.
 
 
Den 17. januar:
 
Der har i de senere dag været stor overraskelse og undren over de pludselige politiske omvæltninger i Rusland. Regeringen gik pludselig af, også uden at ministrene var orienteret på forhånd. Mystisk, synes mange.  Nok ikke så mystisk, når man kender noget til den russiske/sovjetiske historie. Jeg studerede for mange år siden det, man ofte kalder kremlinologi, dvs. hvordan tingene foregår i Kreml, herunder også hvad vi andre kan se udefra. Magtspillet er én ting. Og i dette tilfælde er det ikke svært at se, at det drejer sig om for Putin at finde en måde at blive ved magten efter 2024, selv om forfatningen forbyder genvalg. Så må man naturligvis lave forfatningen om. Kremlinologi handler også om at holde øje med forskydninger i magtforholdene. Hvem sidder ved siden af præsidenten; hvem får lov til at tale; hvem rykker op eller ned i hierarkiet; osv.  Putin har som bekendt sin uddannelse af Sovjets KGB.  Én gang KGB - altid KGB, som man siger. Derfor er metoderne naturligvis i høj grad stadig de samme.  Selv om den "politiske frost" ikke generelt er så slem som dengang. De metoder, lederen bruger til at fremme sine egne interesser, er stort set de samme.
 
 
Den 16. januar:
 
I går skrev jeg om de foreslåede kommende enorme investeringer i Europa for at sikre, at vor verdensdel som den første bliver CO2-neutral senest i 2050.   I dag vil jeg nævne et eksempel på et land, der i denne uge tog et stort skridt i samme retning:  Tyskland besluttede at investere 62 milliarder € ( 462 milliarder kr. ) i at modernisere og forbedre jernbanenettet i løbet af de næste ti år. Samtidig er nogle af billetpriserne sat ned. Formålet er naturligvis at få flere mennesker til at bruge toget i stedet for at køre i bil.     Lad os se, hvilke andre lande følger efter på samme måde.
 
 
Den 15. januar:
 
Min særlige kommentar i dag:  den bliver igen nødt til at handle om klimaet.  I går fremlagde EU-Kommissionen en meget omfattende investeringsplan for de næste år.  Man vil gøre Europa til det første klima-neutrale land om 30 år. Dels for at hjælpe klimaet naturligvis. Og også for at vise resten af verden et godt eksempel.  Investeringerne skal alle gå til bæredygtige projekter, især i bygninger, transport, ophør med kulproduktion, og innovation.  Der foreslås et samlet investeringsbeløb på en trillion €. Pengene skal dels komme fra EU budgettet ( ca. 50 % ), og ca. 25 % fra henholdsvis den private sektor og fra medlemslandene. Det lyder af meget. Det er det også. Og problemet er som bekendt også kæmpestort.  Regningen bliver meget, meget større, hvis man ikke gør noget.
 
Nogle lande er allerede i fuld gang. I morgen vil jeg berette hvad Tyskland netop har vedtaget hvad togtrafikken angår.
 
 
Den 14. januar:
 
Der er meget snak om, at lande som Polen og Ungarn på mange er de uartige drenge i klassen, dvs. i EU.  Hvordan hænger det sammen? Der er flere sider af denne vigtige sag.  EU er som bekendt bygget på traktater, som ethvert medlemsland helt frivilligt har underskrevet og derfor er bundet af. Disse traktater indeholder bl.a. bestemmelser om, at det er af afgørende vigtighed, at alle medlemslandes domstole er uafhængige af regeringerne og arbejder upartisk og i overensstemmelse med al gældende lovgivning, også EU-lovgivning.  Det gør deres domstole ikke. Regeringerne gør meget for at fjerne denne uafhængighed.  Forleden var præsidenten for EU's Domstol, altså den øverste dømmende myndighed i EU, belgieren Koen Lanaerts, i Warszawa i Polen. I en tale sagde han bl.a.:  "Man kan ikke være medlem af EU, hvis man ikke har uafhængige, upartiske domstole, der arbejder i overensstemmelse med reglerne om fair behandling og følger EU's lovgivning".
 
Klarere kan det ikke siges.  Og der har da også været store demonstrationer i Polen af både polske og andre europæiske dommere.
 
 
Den 13. JANUAR:

Min kommentar i dag skal være om den nye film 1917. Den så vi forleden. Det er en imponerende og meget anbefalelsesværdig film, der handler om det virkelige liv for godt hundrede år siden.  Scenen er 1. verdenskrig i Vestflandern i Belgien i april 1917. Der er stillingskrig med de britiske og de tyske skyttegrave få hundrede meter fra hinanden. Angreb fra den ene eller anden side giver ingen resultater - bortset fra at hundreder eller tusinder af unge soldater bliver dræbt hver gang.  Det handler filmen ikke om. Den viser to britiske korporaler, der en dag får ordre til at snige sig igennem de tyske linjer for at give en livsvigtig besked til et andet britisk regiment på den anden side af tyskerne.  De gør de. Og det specielle er, at kameraerne følger dem hver eneste øjeblik på hele turen. Det er ligesom én lang optagelse.  Man lever med dem. Det er en film på det menneskelige plan - om, hvor forfærdeligt det var for soldaterne. Det er ikke primært en bang-bang krigsfilm.   Den har også fået topkarakter af anmelderne.

Gak hen for at se den!   Den kommer også senere på Netflix.

 

 

 
TIDLIGERE KOMMENTARER FRA  1. - 12. JANUAR:
 
Den 1. januar:
Et rigtigt godt nytår til jer alle!  Jeg håber, I kom godt ind i det.  Her i Belgien er vi stort set forskånet for al skyderiet :-)   Alligevel - eller måske netop derfor - er det en festlig start på det nye år - ja, denne gang også det nye årti.   Nu skal vi til at huske at skrive 2020.  Det går tit galt den første måneds tid, hvor 2019 stadig ryger ud af "pennen"!
Som I sikkert ved, er der andre nytår end vores. Her er et par stykker af dem i de kommende måneder:
Kinesisk nytår 2020:                 25. januar
Thai nytår 2020 (Songkran):    13.-15. april
Muslimsk nytår 2020:               19.-20. august
Jødisk nytår (Rosh Hashane):   18.-20. september
Og så er dagen allerede blevet 3 minutter længere. Nyd dem!

Den 2. januar:
Jeg håber, I kom godt ind i det nye år !  Og I har formentlig også lyttet til den dejlige årlige Nytårskoncert fra Wien.  Den er blevet afholdt hvert år siden 1941.
Jeg tænker i den forbindelse især på Nytårskoncerten den 1. januar 2002, altså for atten år siden.  Den var netop den dag, at EURO mønterne og sedlerne kom i omløb.  I den anledning havde vi aftalt med koncertens arrangører, Wiens Musikverein, at koncerten ville markere EUROen ankomst.   Det skete på forskellig vis, bl.a. med flotte blomsterdekorationer med EUROen bag ved orkesteret, og ved at alle deltagere fik udleveret EUROer i chokoladeform.  Den japanske dirigent hilste også den nye europæiske valuta velkommen i sin lille tale.  Det var en særlig festdag!
Her er er udpluk af koncerten i 2002:
https://www.youtube.com/watch?v=YkZqIik6Ja4
Ved midnatstide gik EU-Kommissionens daværende formand, Romano Prodi, ud i byen og købte en flot buket blomster til sin kone - og betalte i EURO, naturligvis!
Vedlagt et foto af de østrigske EUROer, som han betalte med.
 
Den 3. januar:
Min særlige kommentar i dag skal handle om Helsingør, hvor vi holdt noget af vores juleferie denne gang.  Jeg har tit tænkt på, hvad mod navnet kommer af.  Nu har jeg endda undersøgt det.  Det kommer af ordet HELSING, der er et gammelt dansk ord for hals eller indsnævring.  Det passer fint for Helsingør - Helsingborg.  Også for Helsingfors. Og kyndige folk i det nordsjællandske siger, at man også kan genkende betydningen, når kender til området ved Helsinge.    Så blev man så klog.
Lidt om Helsingør:  en dejlig by, der i hele kommunen nu har næsten 63.000 indbyggere. Den er naturligvis især kendt for Kronborg og for opkrævningen af Sundtolden indtil 1857.  Senere kom fra 1861 Marienlyst Strandhotel til ( opkaldt efter kong Frederik den 5.'s anden dronning Juliane Marie ).  Og fra 1882 spillede Helsingør Skibsværft en stor rolle i byen. Først med ca. 1.000 medarbejdere og 3.600 på højdepunktet i 1957.  Værftet lukkede i 1983.  Nu er det afløst bl.a. af det spændende kultursted  Kulturværftet og Det maritime Museum, der er et MUST, når man besøger byen.
 
Den 4. januar:
Mine særlige kommentarer i dag er om de vilde brande i Australien. De synes at blive værre. Omkring 3 mill. hektar brænder for tiden. Det svarer til 30.000 kv.km - eller et område på størrelse med Jylland eller Belgien.  Og brandene er spredt ovre hele landet. De værst ramte områder er i sydøst og syd.
Der tales meget om alle de dyr, der går til i brandene. Forleden nævnte man et tal på omkring 500 mill. dyr, der er dræbt indtil nu.  Koalaen har været meget omtalt. Og det er endda blevet sagt, at brandene truer med dens udryddelse.  Det passer heldigvis ikke. Omkring 8.000 koalaer mener at være blevet dræbt indtil nu.  Men en seneste opgørelse af antallet af koalaer i Australien er ca. 329.000.   Det er ikke sagt for at dæmpe indtrykket af katastrofen. Men heldigvis er der stadig masser af dette søde dyr.
Vedlagt et par fotos med og om koala'en.    Og en lille video, der viser, hvordan den spiser sin eneste spise, eukalyptus blade:
https://youtu.be/DWieSlCOXwU
Desværre er netop eukalyptus træer meget let antændelige på grund af deres store indhold af olie.  Så selv om koalaen ikke selv brænder, så er det naturligvis galt nok, at dens føde brænder.
Vi har mødt koalaer mange gange i Australien. Og man kan ikke lade være med at holde af dem.  Vi håber, det også gælder omvendt!
Lad os håbe, at brandfolkene og naturen snart får bugt med disse skrækkelige brande!
Den. 5. januar:
Som særlig kommentar vil jeg nævne, at en ny dansk film får premiere i Belgien i denne uge:  FØR FROSTEN med bl.a. Jesper Christensen.  Den handler om de hårde tider, folk på landet havde i Danmark i 1800-tallet.  Det fører mig straks til at tænke på alle de gode mennesker, jeg finder i min løbende slægtsforskning.  Som de fleste andre var næsten alle mine slægtninge i 1800-tallet landmænd forskellige steder i landet.  Jeg vil gå ind for at se filmen li'som for at se, hvordan de mon havde det.
Har nogen af jer set filmen?
Den 6. januar:
Min særlige kommentar i dag skal præsentere et meget interessant internationalt projekt, der hedder GENOGRAPHIC projektet.  Det køres af National Geographic og IBM siden 2005. Og formålet er at indsamle så mange DNA prøver fra så mange mennesker som muligt verden over, så man kan lave en videnskabelig oversigt over, hvordan vi mennesker gennem 100.000 år er vandret fra det centrale Afrika til dér, hvor vi er nu - hvilke veje vi har fulgt, osv.  Omkring 1 million mennesker fra 140 lande har deltaget, inkl. os.  Det giver meget interessante resultater. Første fase af projektet sluttede i 2019. Det er nu afløst af næste fase, som man kalder GENO 2.0 NEXT GENERATION.    Man kan læse mere her:
https://genographic.nationalgeographic.com
Den 7. januar:
I dag vil jeg berette om en gratis service, som Udenrigsministeriet har til alle danskere, når vi er i udlandet. Den hedder Danskerlisten.  UM skriver:
Danskerlisten giver os mulighed for at kontakte dig eller sende dig vigtige informationer om, hvordan du bør forholde dig, hvis der opstår en alvorlig krise i det land, du er. Det kan være større naturkatastrofer, politiske uroligheder eller terrorangreb. Krisesituationer kan opstå i alle lande. Du bør derfor tilmelde dig Danskerlisten, både når du rejser i Europa og længere væk. Du bør også tilmelde dig, hvis du bor fast i udlandet. Du kan tilmelde dig både før og under rejsen. Tilmelding er frivilligt.
Man kommer let og hurtigt på listen ved enten at downloade app'en  REJSEKLAR til sin smartphone - eller ved at tilmelde sig på hjemmesiden:
danskerlisten.um.dk
Den 8. januar:
Mange synes måske af og til, at verden står stille, i hvert fald på visse måder.  Det passer ikke. Og det passer slet ikke hvad jordkloden angår.  Hermed bare et par tal for at vise, hvordan vi alle sammen suser rundt med den hvert eneste sekund døgnet rundt:
1. Jorden drejer om sin egen akse med 465 meter i
    sekundet
2. Jorden kredser om solen med 29,8 km i sekundet
3. Mælkevejen - som Jorden er en del af - drejer sig
    om sin egen midte med 250 km i sekundet
Prøv at fundere over, hvad der ville ske, hvis noget af dette pludselig stoppede.  Bare en lille tankeøvelse.
Den 9. januar:
Som vi alle ved, var beboeren i Det Hvide Hus meget tæt på - og egenhændigt - at provokere en storkrig i hvert fald i Mellemøsten de seneste dage.  Uden strategi, uden at involvere de medarbejdere, der har forstand på den del af verden, uden at advare allierede.  Heldigvis synes iranerne at være klogere ( selv om de bestemt ikke er søndagsskolebørn) og "nøjedes" med at sende noget halvgammelt skrammel af nogle raketter mod amerikanske (og danske) baser i Irak.  Trump havde lovet bål og brand, hvis det skete.  Men efter at han åbenbart var igennem en gang "fransk vask og strygning" hos militærets topledelse i går, kravlede han heldigvis ned af det træ, han var klatret op i. Og det hele endte med endnu en version af hans hyppige kampagnetaler.
Vi følte os i går og i nat noget ubehageligt involveret, fordi min datter og hendes lille familie fløj hjem til Perth i Australien - netop via området nær Iran. Når man kigger på vedlagte flykort for området her til morgen, kan man se, hvordan de fleste fly er ledet væk fra iransk luftrum - just in case...  Og alt gik godt. De er næsten hjemme.  For snart mange år siden gjorde jeg tjeneste i Kontrol- og Varslingstjenesten om fly over Danmark.  Der var slet ikke så tæt en trafik dengang, og vi havde fuld styr på det.  Det har de med garanti også i dag.   Undtagen i områder som det skandinaviske luftrum, hvor Putin af og til forlyster sig med at sende sine militærfly ind med slukket udstyr, så de er meget svære at se på radar, m.v.   Men dette er en anden sag.
Den 10. januar:
Min særlige kommentar i dag skal være om Brexit. I går var et klart flertal i det britiske Underhus stolt over at stemme ja til lovforslag om, at Storbritannien træder ud af EU den 31. januar efter 47 års medlemskab. Det er naturligvis deres ret at tage denne beslutning.  Men jeg er overbevist om, at briterne slet ikke er klar over, hvilke konsekvenser dette vil få for dem.  Ikke fordi EU eller andre vil dem noget ondt. Men fordi de med ét hug afskærer sig fra alle de rettigheder og muligheder, de har som medlem af EU. Eller som den irske EU kommissær sagde forleden: De bytter en Rolls Royce ud med en andenklasses saloon!   Den triste kendsgerning er, at den britiske befolkning er lige så dårligt informeret om, hvad Brexit konkret betyder for dem, som EU medlemskabet betyder. 
EU Kommissionens nye formand Ursula von der Leyen besøgte London i forgårs. Her holdt hun en tale for de studerende på London School of Economics. Hendes hovedbudskab var: Don't settle for isolation!  Stil ikke efter isolation.
Hele hendes tale til de unge kan du se og høre her:
https://youtu.be/rwGjq_c6zFk

Den 11. januar:
I går skrev jeg om Brexit, som sandsynligvis sker om kun 20 dage. Storbritannien træder efter eget ønske ud af EU - og dermed af alle de muligheder og den indflydelse, som medlemskab af EU indebærer.   Et af de områder, hvor briterne indtil nu har haft stor glæde af medlemskabet er ERASMUS,  EU's program for studier i udlandet og udveksling af studerende. Dette program brugte alene i årene 2014-20 ca. 7,5 milliarder kr. på britiske studerende. Der er meget stor sandsynlighed for, at dette stopper med udgangen af dette år.  Stort set hele den britiske akademiske verden og de britiske unge ser dette som en katastrofe for dem.
Den 12. januar:
I dag vil jeg også tilføje lidt om den tilstundende Brexit situation. Når briterne er trådt ud af EU, vil de ikke længere være dækket af de hundredevis af aftaler, som EU på vegne af alle medlemslande har indgået med andre lande verden over.  Det gælder ca. 600 aftaler, herunder aftaler om handel, fri bevægelighed, investeringer,  miljø, transport, uddannelse, energi, og meget andet.  Dem skal briterne nu til selv at forhandle om.  EU har brugt mange, mange år til at få disse aftaler på plads.  Det bliver også en mangeårig og meget resourcekrævende proces at få nye aftaler.  Og mange lande rundt omkring i verden er måske slet ikke interesseret i den slags aftaler, som briterne ønsker.  Lande som Indien og Australien har allerede sagt nej til briternes første udspil på handelsområdet.