Omkring Mors Død

Fredag, den 29. oktober 1993 

Min mor, Jenny Kristine Thøgersen , døde fredag den 29. oktober 1993.  Hun ville knap to måneder senere have kunnet fejre sin 80 års fødselsdag.

Jeg vil gerne prøve at beskrive sitationen omkring hendes død, og hvad der skete i dagene derefter.

Vi var den fredag på vej til en uges ferie i Skagen. Vi var tidligt om morgenen fløjet fra Bruxelles og via Kastrup kommet til Aalborg lufthavn sidst på formiddagen. Her lejede vi en bil. To dage tidligere – på hendes 53. års bryllupsdag - havde jeg aftalt med mor, at vi besøgte hende på vejen. Fra frokost fredag til en gang lørdag eftermiddag.  Det ville være første gang vi så hende, efter vort bryllup i august.  Vi købte noget lækkert ind til frokost og middag i Nørresundby og trillede så de knap 50 km sydpå.

Da vi  ved middagstid ankom til mors hus på Solhøj 15 i Nørager, undrede det os, at gardinerne ikke var trukket fra. Og vor undren blev forvandlet til dyb ængstelse, da vi fandt begge døre låst og ingen reaktion på vor banken L    Vi fik starks fat i naboen, mors nære veninde Tenny, som havde en nøgle. Udrustet med den kom vi ind i huset.  Intet usædvanligt ved første øjesyn. Indtil jeg forsigtigt åbnede døren til soveværelset. Her lå mor på gulvet. Ved siden af sin seng. Åbenbart på vej ind fra badeværelset. Her var hun faldet – fuldt påklædt. I faldet havde hun åbenbart ramt sengestolpen og var også filtret ind i telefonledningen.  Intet tegn på liv på trods af mine kald. Og heller ikke da jeg tog hende i armen og rørte hende kind. Hun var ikke kold, men næsten.  Hun var helt sikkert blevet ramt af et øjeblikkeligt hjertestop. Havde måske forsøgt at ringe eller at tilkalde hjælp ved at trykke på den alarm, hun hele tiden bar på sig.

Vi kunne se, at hun havde været oppe, havde klædt sig på som sædvanlig. Og spist sin morgenmad. Hendes tomme skål fra morgenmaden stod fint i vasken.  Tenny havde også set, at der var lys i vinduerne om morgenen. En hel normal morgen, hvor hun helt sikkert glædede sig til vort besøg – og derfor ville tidligt op.

Men så skulle det ikke være!  Bum, død!   Da vi hurtigt fik fat i hendes lokale læge Aaskov, kunne han med det samme konstatere, at døden var indtruffet. Han mente endda, at det var sket så hurigt, at hun var død inden hun ramte sengestolpen og gulvet. Så hurtigt kan det gå.

Da vi en uges tid senere kom hjem til Bruxelles, så vi, at der var en besked på telefonsvareren. Vi turde næsten ikke lytte til den. Tænk hvis det var mor, der havde ringet i sidste minut!  Men det var det ikke.

Ved fælles hjælp fik lægen og jeg lagt mor op i sengen. Derefter ringede han til Falck for at få dem til at hente hende. Hun skulle på sygehuset i Hobro. Ikke for at de kunne gøre noget. Men for at hun kunne være der i deres kølerum indtil begravelsen. Det er fast praksis.  To flinke Falck-reddere kom inden længe. Og det var en meget underlig fornemmelse at opleve dem køre afsted med mor på deres rullevogn. Ud til ambulancen – og afsted. Stille og roligt. En mærkelig oplevelse at se sin mor forlade sit hus for sidste gang. Kørt bort af de fremmede. Jeg husker, at det midt i sorgen trøstede mig lidt, at der stod Europa på ambulancen.  Ja, man er vel let lidt underlig i en sådan situation J

Men inden ambulancen kom, havde politiet været der.  Også fast praksis. Når en person er ”dødsfunden” som det hedder, når man er død uden andres tilstedeværelse, så skal politiet tilkaldes. Derfor ringede lægen også til dem.  To unge betjente fra Hobro indfandt sig, kiggede sig lidt omkring og naturligvis også på min døde mor. Og de kunne uden vanskeligheder se, at der ikke var noget mystisk ved dødsfaldet. Jeg husker, at de studerede mors tomme skål ude i køkkenvasken ret indgående. De tog den dog ikke med til undersøgelse. Resterne af morgenmaden overbeviste dem om, at alt var, som det skulle være.

Inden ambulancen ankom, nåede Tenny og hendes søster Dagny, der var mors nabo på den anden side af huset, ind for at se hende og sige endegyldigt farvel til hende.  De havde haft mange dejlige stunder sammen i årenes løb.

Her stod vi så – helt alene i et hus, hvor ejeren ikke længere var der. Og aldrig mere ville komme tilbage.  En på mange måder uvirkelig fornemmelse. Tom. Og alligevel fyldt med alting.  Jeg havde aldrig fundet en død person før. Og slet ikke en af mine nærmeste.  Samtidig var det dejligt at vide, at døden var kommet så hurtig. At mor ikke havde lidt. I hvert fald ikke den morgen.

Hendes død kom dog ikke som en total overraskelse. Heller ikke for hende selv. Knap et år tidligere, i begyndelsen af december 1992, fik hun et meget alvorligt hjertetilfælde. Hun fik ringet til naboen og kom med det samme på Hobro sygehus. Det skete om morgenen. Min bror Hans kom hurtigt derop. Og jeg nåede frem sidst på eftermiddagen fra Bruxelles. Da var hun i rimelig form. Men meget træt. Og lægerne forsikrede os om, at hun efter al sandsynlighed kom igennem det. Men også at hjertet havde taget en del skade, så vi måtte forstå, at hun nu levede på lånt tid.  Hun var på sygehuset i godt et par uger. Og da hun kom hjem, blev al mulig hjælp arrangeret døgnet igennem med sygeplejersker og andre, der havde nøgle og kunne låse sig ind. Samtidig blev hun udstyret med et kaldeapparat, som hun skulle bære overalt. Og hvor hun med et tryk kunne tilkalde øjeblikkelig hjælp.  Vi holdt jul hos hende den jul. Og hun var kommet så meget til hægterne, at hun inde fra sin lænestol kunne fjernstyre Liselotte, da hun skulle lave de obligatoriske vendsysselske grønlangkål J

De kommende måneder blev en vanskelig tid for mor. Fysisk var hun ikke længere i samme form som før. Hun tabte sig meget, og det hjalp naturligvis. Men det var helt sikkert især den evige frygt for, hvornår hjertet igen ville stoppe, der gjorde livet surt for hende. ” Du kan tro, man er bange, rigtig bange, i min situation ”, sagde hun til mig flere gange på telefonen.  Men hun klarede sig selv i huset med den daglige hjælp, hun fik. Og med dejlig kontakt og samvær med naboerne. Hendes yngre bror Gunnar fra Hørby var også sød og meget hjælpsom. Han kom ofte forbi, ikke bare for at passe haven. Men også for at få en god snak. Og så fik han også en gang imellem et par formaninger, kunne jeg forstå på mor. Det trænger småbrødre altid til!.  Og selv om han var i 50erne, ændrede det sig ikke J

For naboerne på vejen – de var alle damer op i årene – var mor ofte en slags ”trøster” og ”lytter”. En slags sjælesørger, kan man måske sige.  Én de kom til, når de havde problemer eller ville søge råd. Det var hun ikke mindst også i hendes sidste år.  De snakkede de meget om bagefter. Hun var meget savnet af dem alle bagefter.

Da hun nok vidste, at det lakkede mod enden, lavede hun i årets løb også en meget omfattende oprydning i sit hus. Sorterede og smed en masse ud.  Hun havde ikke været den store ”gemmer” af ting i årenes løb ( modsat mig L ). Men en del var det naturligvis blevet til i et snart 80 årigt liv.  Vi vidste godt, at hun var i gang med det. Vi fik også af og til noget med, når vi var på besøg. Især noget, der havde relation til vor barndom og ungdom.  Men vi vidste ikke, hvor systematisk hun var gået til værks. Det fandt vi først ud af bagefter, da vi efter hendes begravelse skulle rydde op i huset.   Mor havde simpelt hen lagt de papirer, de billeder og de ting øverst alle steder, som hun gerne ville have, vi så og bevarede. Også alle de mere officielle papirer, som vi havde brug for til hendes begravelse og ved husets afhændelse. Det var rørende. Tænk, at hun i sin daglige angst havde koncentreret sig også om det. Men sådan var hun også. Betænksom, praktisk, hjælpsom.   Jeg har stadig en del af de ting, hun havde lagt frem – og vel at mærke på den måde, hun havde lagt dem til os.

Vi forsøgte naturligvis alle at være så nærværende som muligt i disse måneder. Fysisk kunne vi ”belgiere” naturligvis ikke være der meget ofte. Men jeg forsøgte at ringe til hende for at få en snak hver aften.  Det var hyggeligt. Måske blev det endda lidt for meget for hende. En gang sagde hun i hvert fald til Liselotte, at hun kunne fortælle mig, at jeg ikke behøvede at ringe hver aften!  Det var nu ikke, fordi jeg følte, jeg behøvede det. Det havde jeg bare lyst til. Og vi fik os mangen en god snak dengang.

Det var også året, hvor vi besluttede at gifte os. Endda i det nordjyske. På Aalborg gamle rådhus med fest i Gl. Skagen. Og mor tog med fornøjelse del i det hele. Til festen på ”Trekosten” var hun endda en af de sidste, der tog hjem til sit hotel.  Hun ville gerne have det hele med.  Og som optakt til brylluppet havde en god ven lavet en video til os, hvor mor også giver sit gode besyv med J   Det var også til vort bryllup, at Cecilie kom hjem fra 3 måneders arbejde på La Santa på Lanzarote. Det var også blevet til en del sol, så da mor så hende, sagde hun spontant: Du er da blevet en hel neger !

Mors sidste familiefest var hendes lillebror Hartvigs 75 års fødselsdag i Brønderslev den 4. oktober. Godt tre uger før hun døde.  Herfra har vi billeder, der viser hende i fin form. Inden da havde hun begravet sin elskede storesøster Thea i midten af august.

Tilbage til dødsdagen.

Efter at have sundet os, ringede jeg til min bror Hans i Aarhus, til mine børn og til moster Elly i Viborg. Hun ville sørge for, at hele familien fik besked.  Hans ville komme senere på dagen. Det gjorde han hen på eftermiddagen sammen med sin yngste, Helene. Hun var 5 år dengang. Og jeg husker tydeligt, da de kom. Det var Helene, der åbnede døren indtil køkkenet, hvor jeg stod. Hej med dig, din tykke fyr!  sagde hun med et varmt smil om munden, mens hun samtidig gik lidt ned i knæ J   Så, så, ka’ du opføre dig ordentlig, tilføjede far Hans.  Jeg synes den dag i dag, at det er en af de hyggelige bemærkninger, der stadig står hugget i marmor i min erindring J

Vi fik snakket tingene igennem, spist den middag, vi havde medbragt – og lagt planerne for de kommende dage. Det var midt i al sorgen en dejlig og varm aften sammen.

Næste dag fik vi lavet aftale med bedemanden, Poul Norup , i Rørbæk.  En gammel ven af mine forældre. Han havde som snedker altid bygget og ombygget deres ejendomme og huse, når de havde brug for det.  Og som præst fik vi sognets nu pensionerede præst, Breiner Henriksen , med på at tage sig af begravelsen.  Han boede nu i Randers. Vi tog på besøg hos ham og hans søde kone. Og han indvilgede straks i at påtage sig opgaven, selv om det var flere år siden han sidst havde båret præstekjolen.

Begravelsen blev fastlagt til tirsdag den 3. november. Vi hentede sammen med den nærmeste familie mor på kapellet på Hobro sygehus.  Her så vi hende for sidste gang i den åbne kiste. Hun lå der så fin og stille med sit eget tøj på.  Bedemanden spurgte mig, om hun skulle beholde sin vielsesring på, eller om jeg ville have den. Uden betænkningstid besluttede jeg, at hun selvfølgelig skulle beholde den på.  Det følte jeg var det eneste naturlige.

Den lille kirke i Grynderup var fyldt til sidste plads.  Breiner Henriksen havde lavet en meget personlig og rørende prædiken.  Det var vi meget glade for.

På familiegravstedet – som har været i slægtens besiddelse siden 1921 – var graven lavet ved siden af min fars grav ( fra 1978 ).  Han var efter efter ønske begravet i sin elskede mors grav. Derfor var mors grav lavet, hvor min farfar var begravet i 1936.  Under gravningen havde graveren stødt på min farfars skelet, og af en eller anden grund havde han lagt hans kranie bagved en af gravstenene. Formentlig for senere at lægge det ned i graven igen ved siden af mors kiste.  Dette gav anledning til, at en i følget diskret henne ved graven spurgte min bror, om han ikke måtte tage dette kranie med.  Nej, selvfølgelig ikke, var svaret naturligvis. Lidt underligt spørgsmål – og så i den situation.

Efter begravelsen var der en hyggelig sammenkomst på Nørager Kro. Med taler, med tak og med kaffe og kager.

Og ved aftenstide tog vi nærmeste traditionen tro tilbage til Grynderup kirkegård for at se den nu tildækkede grav med alle kransene og blomsterbuketterne på.

Aftenen tilbragte vi sammen med Hans og hans familie hjemme i mors hus. Vi havde en dejlig, vedkommende aften, hvor snakken og tankerne gik både tilbage og fremad. 

En epoke var slut.  En ny stod for døren. Og efter at den sidste af ens forældre er borte, sidder man selv yderst på bænken !

Niels Jørgen Thøgersen

Den 29. oktober 2010.

ALFRED  HENRY  THØGERSEN

Født den 23. februar 1902  

Alfred – min far – blev født søndag den 23. februar 1902.  Det var en hjemmefødsel på ejendommen i Grynderup.  Formentlig inde i det lille soveværelse, da huset ikke på det tidspunkt havde særlige andre værelser til rådighed.  Sengen, hans forældre havde, var en kort ”sidde-seng”, hvor man måtte sidde halvt op, når man sov. Og derfor også når man fødte.

Og værelset var iøvrigt det samme, som jeg selv blev født i knap 43 år senere.  Min bror Hans fik derimod fornøjelsen af at blive født på Hobro Sygehus.

Alfreds mor var Marie.  Hun var 30 år og havde allerede født fire gange før.  Og faderen Niels var også 30.  De boede på ejendommen, som de selv havde opført med hjælp fra Niels’s far Anders Kristian ni år før.

Lille Alfreds søskende var formentlig meget nysgerrige efter at se den lille nye – og kunne dårligt undgå det.  De var:  Kristian ( 8 år ); Anthon  ( 7 år );  Stine  ( 5 år ); og Mathilde ( 2 år ).

Hvad skulle den lille så hedde?  Der synes at være enighed mellem Marie og Niels om, at han ikke skulle opkaldes efter nogen i familien. I stedet valgte de to navne af engelsk oprindelse:  ALFRED HENRY.   Hvorfor netop dem?  Ja, hvorfor ikke dem?   Engelsk var ret populært i Danmark i de tider. Og selv om ingen i familien talte et eneste ord engelsk eller havde været i fremmede lande, så blev det altså valget.

Hvad betyder disse navne?

ALFRED kommer af oldengelsk:  Alfræd. Dette er dannet af alf ( som dansk alf ) og ræd ( der betyder råd, altså et man giver ). Altså en alf, der giver råd.   Den berømte kong Alfred af Wessex kæmpede i det 9. århundrede bravt mod danskerne længere nordpå i England. Og han var faktisk så populær hos de senere invaderende normanner, at de lod navnet Alfred gå videre. Ellers havde de for vane at erstatte alle navne med normanniske navne.   Navnet brugtes ikke i Middeladeren. Men det kom i brug igen i 1700-tallet.  Og altså nu igen i Grynderup i 1902.

HENRY kommer af det germanistiske Heimiric – af heim ( der betyder hjem ) og ric ( der var ordet for magt og regering ).  Navnet kommer til England med normannerne i 1000-tallet og bruges senere af mange konger.

Dette var om Alfreds fødsel og dåb.  Han blev hele livet kaldt Alfred – aldrig Henry.

Hvordan blev fødselsdagen så fejret senere i livet?

Jeg kan kun berette om de fødselsdage, jeg kan huske. Og det generelle var, at hans fødselsdag ofte fandt sammen med den værste vinter det år. Med sne i massevis, snefygning, og alt hvad dertil hører.  Derfor var gæster tit bange for ikke at kunne komme hjem igen. Så enten kom de slet ikke. Eller også drog de afsted midt på eftermiddagen igen.

Hvem var så de faste gæster årene igennem?

Det var først og fremmest min farbror ( Alfreds lillebror ) Regnar og hans kone Johanne. De boede de fleste af årene i Farsø, hvor de havde gården Kærgaard.  Det var omkring 35 km væk. Men da de havde bil, var det normalt ikek noget problem.   Og jeg var glad, når de kom. For de havde altid også en gave med til mig J

Så kom ofte også fars fætter Kristian fra Langå. Normalt uanmeldt. Og da han normalt blev i mange dage, var det ind imellem lidt træls. Jeg husker, at han var meget rar. Men han snakkede så langsomt, at man dårligt kunne tænke i så lav en fart.  Især min mor synes han var træls.  Han var også noget ”fedtet”, dvs. holdt godt på pengene.  Men han var flink til at hjælpe i marken og i kostalden. Det skal man huske på.

En tredje fast gæst var Per ( Pi’er ) Mogensen.  Han boede i Grynderup og var som Kristian ungkarl. Han drev sin fædrene landejendom sammen med sin ugifte søster Sofie.  Han var fars kammerat hele livet igennem. Der var kun to ugers aldersforskel mellem dem. Og de havde oplevet en masse – ja, virkelig en masse – sammen. Da jeg en gang efter fars død forsøgte at fritte Pi’er lidt om deres gøren og laden som unge, skruede han sit velkendte pokerfjæs på iført sin typiske flegren og svarede” Hwa’ kommer de’ dæ ve’ !  Og det havde han jo sådan set ret i.  Min mor var ”ikke vild med Pi’er”. Måske også fordi han vidste en masse, som mor ikke vidste om fars unge år. Min far var 33, da mor kom til hjemmet. Og 38, da de giftede sig.

Måske også lidt om fars runde fødselsdage – som jeg kort husker dem:

1952:  Hans 50-års dag blev fejret på dagen med mandefrokost med naboer og familie. Jeg husker, at vor nabo, Søren Nørager, kom til at smadre en af de tallerkener, mine forældre havde fået i bryllupsgave. Det gjorde mor meget ked af det. Og selv om han satte himmel og jord i bevægelse for at finde en ny. Han fandt én. Men den var noget anderledes.

1962: Hans 60 års dag husker jeg ikke noget om. Da gik jeg i 2. g på Viborg Katedralskole og passede formentlig min dont også den dag J Det var nemlig en fredag det år.

1967: Hans 65 års fødselsdag husker jeg. Jeg deltog nemlig selv. Der var igen mandefrokost hjemme på ejendommen i Grynderup. I øvrigt den sidste fest, før mine forældre solgte stedet i april 1968.  Jeg kom kørende i bil fra Herning, hvor jeg dengang underviste tre dage om ugen på højskolen. Jeg nåede frem midt i frokosten. Den var rigtig godt i gang. Øl og snaps havde bidt sig godt fast J   Udenfor var der en kolossal vinterstorm. Den var så stærk, at den gamle flagstang ude i haven pludselig brækkede midt over. Flaget var selvfølgelig oppe. Det rev ekstra i det hele. Jeg husker, at mor fik et helt chek, da flag og stang pludselig gik ned. Hun kom nemlig ( igen ) ind med et fyldt fad fra køkkenet. Og lige da hun trådte ind i stuen, så hun det hele knække og falde sammen. Hun troede et splitsekund, at hun var ved at besvime og derfor så syner. Så hun måtte sætte sig hurtigt ned og tørre sveden af panden. Imens gik den lystne fest videre.

1972:  Hans 70 års dag blev fejret på Ullits Hotel oppe i Vesthimmerland. Det var ikke en egn, vi normalt kom på ( selv om fars farfars farfar kom fra Ullits ! )  Men andre steder har formentlig været optaget.  Der var masser af gæster. Og jeg husker, at Karen og jeg havde skrevet en sang, der kørte på omkvædet: Og det er ganske afgjort.  Det var nemlig en af fars kendte standardvendinger!

1977:  Fars 75 årsdag blev fejret i Mejlby Forsamlingshus – kun få km fra Nørager, hvor de boede.  Festen holdtes ikke på dagen – det var for risikabelt at invitere mange gæster fra nær og fjern netop i vinterens hårdeste tid i februar.  Derfor holdtes den i august måned.  Der var masser af gæster, masser af taler og masser af sange. Holger fra Viborg spillede på klaveret til sangene.  Far holdt også selv en tale – dog ikke for sig selv J   Men for at fortælle sine gæster om egnen og dens historie.  Blandt andet en drabelig historie om, hvordan egnens bønder i starten af krigen i 1848 havde bevæbnet sig med høtyve og alskens rdskaber og samlet sig ude ved den store vej fra Viborg for at møde den fremrykkende fjende. Rygterne gik både om, at slesvig-holstenerne havde lukket alle straffefanger i Rendsborg ud og sendt dem nordpå. Og også om at de havde sat Vejle i brand. Det var altsammen løse rygter. Men der kom gang i de lokale den dag.

Fars tale er faktisk det eneste, vi har på bånd med hans stemme. Den må jeg se at få kopieret og skrevet af, inden tidens tand ødelægger det nu 32 år gamle kassettebånd.

Jeg husker, at jeg som altid havde lovet at tage mange billeder af festen. Desværre svigtede apparatet, så der kom ikke et eneste billede i kassen. Det var ærgerligt. Med nutidens digitale kameraer, hvor man straks kan kontrollere resultatet, var det aldrig sket. Sådan er der så meget.

Far døde året efter godt 76 år gammel – i maj 1978.  Han havde kun været syg i tre uger.

Alligevel på denne 107 års dag:  Stort tillykke med fødselsdagen J    

Niels Jørgen Thøgersen

Rixensart, den 23. februar 2009.   

Min oldefar Anders kristian blev født i Pisselhøj ved Års i 1836. Efter at have deltaget i krigen i 1864 (ved artilleriet) blev han førstekarl på "Toftegaarden" i Grynderup i Himmerland. Da hans husbond døde, giftede han sig med enkel - og stiftede Thøgersen-familien. Han døde i 1902.

Ane Kirstine blev født i 1843 i Thorsdals Mølle i Himmerland. da hendes første mand Niels Jensen Gundersen døde som ung, giftede hun sig med min oldefar. Hun døde i 1923

Ane Kirstines og Anders Kristians ældste søn Niels blev født i Grynderup i 1871. Mens har arbejdede på Bjernedegård på Midtsjælland forælskede har sig i gartnerens unge datter og gjorde hende til min farmor. De drev et landbrug i Grynderup hele deres liv. Og begge døde i 1936

Maries og Niels's næstyngste søn hed Alfred - født i Grynderup i 1902 og  arbejdede hele sit liv i landbruget - først for andre (i Sønderjylland, på Fyn, i Finland og ved Korsør) - senere med eget landbrug fra 1935-68. Han var ivrighøjskolemand og gymnast og ledede i adskillige år herregymnastikken på sin hjemegn. Han giftede sig i 1940 med sin vendsysselske husbestyrerinde Jenny og lod sig gøre til far ved min ankomst i 1945. Fem år senere sluttede min lillebror Hans sig til familien. Han døde i 1978.

Min morfar hed Søren Larsen og levede 1884-1958.  Han var født i Hellum i Vendsyssel og levede i landsdelen hele sit liv. Han var fra sin ungdom meget optaget af Højskolen. Han var landmand og havde ejendom først i Try ved Dronninglund og de sidste mange år i Kraghede i nærheden af Brønderslev.

Han fik sammen med sin kone Emma ialt 11 børn.

Min mor, Jenny Thøgersen, født Larsen levede fra 1913-1993. Hun var næstældst i en søskendeflok på 111. Hun blev født i Try ved Dronninglund i Vendsyssel. Som 10-årig flyttede hun med familien til Kraghede ved Øster Brønderslev.  Efter arbejde i huset på forskellige gårde på egnen (Kraghede, Ajstrup, Tylstrup, m.fl.) kom hun til det katolske hospital Kamillianerklinikken i Aalborg, hvor hun arbejdede i vaskeriet. Herfra tog hun plads som husbestyrerinde for min far Alfred Thøgersen i Grynderup i det sydlige Himmerland. Det endte med bryllup..

Claus - årgang 1966  (vintage) - Cecilie årgang 1974 - og Lasse årgang 1973.  Historiker - psykolog - historiker. Bor i Odense - Birmingham - Odense.  Samlebetegbelse: Krapylerne!

Lille Anna Maria arriverede i Birmingham i marts 2006 - med store nysgerrige øjne, som hun har brugt lige siden. Snart en stor pige på 7 måneder - og med 7 tænder!

Johan Pedersen blev født i 1836 på Midtsjælland. Efter pladser på flere gårde på egnen og krigstjeneste i 1864 giftede han sig og slog sig ned - først i Glumsø og senere i Bjernede ved Sorø. Han fik en stor børneflok, herunder min farmor Marie, der var hans ældste datter. Han var gartner på Bjernedegården. Marie giftede sig (med min farfar) og flyttede til Himmerland resten af sit lv. Efter at Johan var blevet enkemand, flyttede han op til Marie i Grynderup og levede her indtil han døde i 1917. Han ernærede sig ved havearbejde og ved at lave og sælge træskeer. Han blev begravet på Rørbæk kirkegård.

Marie blev født i Glumsø på Sjælland i 1872. Familien flyttede få år senere til Bjernede - den lille landsby ved Sorø, hvor Sjællands eneste rundkirke ligger. Hun blev i 1893 gift med min farfar Niels, og de flyttede med deres lille nyfødte søn til Himmerland, hvor de boede resten af deres liv. De fik seks børn sammen.

MORITZ STERN

Grosspapa – und Stammvater

Moritz was born on Tuesday, November 14, 1848. It was in the year of all the revolutions around Europe. But where he was born it was quiet and safe. It was in the small village Abterode in the northern part of Hessen. Or Kurfürstenthum Hessen as it was called in those days. The area was occupied by France during the Napoleonic wars. This has influenced not least the administration in the area.

Moritz was the youngest child of the family. His three older brothers and sisters were:

·        Sussmann ( Sigismund ) – 11 years

·        Jettchen ( Henriette )  - 10 years

·        Clara – 3 years

Their parents were an active part of the local Jewish community.

The father, Yitzhak ( Isaac ) Stern was 45 years old, when Moritz was born. He was Kaufmann in the village – probably a grocer. He was born in Witzenhausen about 15 km to the north of Abterode.

The mother, Gütchen, was born Kugelmann. She was 42 years, when she had her last child – Moritz. And she was herself born in Apterode. Her father, Samuel Kugelmann, was the rabbi in the village. And as a matter of fact, his father, Gumpert Kugelmann, had also been the local rabbi.  Samuel was still alive ( 76 years of age ), when Moritz was born.

Yitzhak and Gütchen were married on February 2, 1836.

Abterode and the region as a whole had at that time a substantial Jewish population. Lots of Jews had decided to settle there. The synagogue in Apterode was big and located in the middle of the village. The building is still there. It is today a bank. But a sign on the wall outside tells the story.

Where did the Stern family live in Abterode? In which house? Actually, the local archives in Eschwege recently by chance received a very detailed map of all houses in Apterode. With names of the owners or at least the people who lived there in the 18^th century. But in many houses there were no names indicated. Why?  Because you did not write the names down, if the people in the house were Jews.

The large Jewish population at the time can also be seen from the relatively big Jewish cemeteries, which you find near all villages and towns in the region. In Abterode you find it up on a steep hill just outside the village. It is well preserved – the Nazis apparently did not manage to destroy this one – and very nicely kept in order. Around it you have a protective fence with a locked gate. You have to pick up the key at the local municipality to get in.

Normally, Jewish cemeteries were always located outside the village – and often in an awkward place ( such as a steep hill, a mountain, or a valley ). The authorities did not want to be too helpful to the Jews.

At the cemetery in Abterode – which we have visited – you find the graves and the gravestones of Moritz’s parents, his mother’s parents and his great grandparents on his mother’s side. The stones are nice and undamaged. Though not cleaned, as this is not supposed to be done according to Jewish tradition. Therefore, we had some difficulties in finding the stones. And to read them. But we managed.

One of the special characteristics of Jewish gravestones is that they on the front side have a text in Hebrew. With Hebrew letters, of course. That is where you find the most important text about the deceased person. In the very old days only this Hebrew side existed. Later – in the 19^th century – a law required that a text in German should be written on the other side of the gravestone. Often with a shorter text – in principle only the name, the date of birth and the date of death.

In our case we took a number of photos of both sides of all our family stones. And afterwards we got a very interesting translation of the Hebrew sides of the stones from Israel via a good friend in London. That is how we know that two of Moritz’s ancestors were rabbis.

As far as the name Kugelmann – the maiden name of Moritz’s mother – is concerned it is interesting to know, that history tells that the name of the first Jew, who came to Germany in the 14^th century, was Kugelmann.

Going back to the childhood of Moritz the good times were soon over. When he was less than five years old his mother Gütchen died. She was only 47 years old.  This happened quite often in those days. But the sorrow and the sadness were, of course, there nonetheless. In addition to a lot of practical problems, not least for the widower Yitzhak.

As far as we know Moritz was soon sent to a well known Jewish boarding school in Frankfurt – also in Hessen.

His father Yitzhak died in 1863, when Moritz was only 15 years old.  This probably meant that the young man now had fewer reasons to stay in Abterode. His older brother Sussmann was already in Hamburg, and his two sisters had either married ( Jettchen ) or had a fiancé and had already left the area ( Clara ).

What we know for sure is that Moritz got his first passport ( Reisepass ) on March 30, 1865. He was then 16 years old. He got it from Kurfürstliches Landrathsamt in Eschwege. He needed it, because he wanted to move to Hamburg , 320 km to the north. The big and lively city in what was then Prussia. His 27 year old brother Sussmann already lived and worked there, so he was probably supposed to look after the young Moritz.

He could not become a Hamburg citizen immediately. The minimum age at the time was 22 years. Actually he only obtained that status in 1903. But he was allowed to live and work there.

From his application to become a Hamburg and a Prussian citizen we know more about Moritz: he had blond hair, a low forehead, and brown eyes.  He had apparently also served in the army, because it is indicated that he in 1903 has an Ersatz Reserve Schein Nr. 117.

He settled down in Hamburg – in the Jewish quarter around Grindelallee – not far from the big synagogue in the city. When he in Eschwege applied for the passport he had as a reason given that he wanted to learn how to become a Kaufmann.

He got a number of different jobs – some with success, others without. In some of the official papers he is called: Agent or Curateur. 

Soon he needed help in the house. Therefore, he hired a 16 year old girl from Hamburg. Her name was Auguste Bichels.  It was in 1869. Four years after his arrival in the city.

Moritz and his maid lived in different houses in central Hamburg – though always in the same area. At one time he owned a double house, where an elderly Jewish couple had rented the other part of the house. After some time he wanted to sell the house and move to a bigger one – probably because his business already went very well. But as he said: I cannot sell the house , because what will then happen to the old couple next door. 

What we know for sure is that after a few years he was a very successful business man. He was a partner in the company Minten und Stern. Its main activities were to arrange insurance for all the smaller ships and boats ( Schuden ) which were active in the Hamburg harbour and on the Elbe river. This was a period with a very positive economic development. And it, of course, included all the transport on the river and in the huge harbour.  It went better year by year, and as time went on Moritz became one of the very rich business men in Hamburg.

His official title was General-Versicherungs-Agent.

But it wasn’t business and hard work all of it. More and more time was devoted to his young maid, Auguste.

AUGUSTE BICHELS

Grossmama und Stammmutter

Auguste was born on Sunday, November 27, 1853 in Hamburg – at 5 o’clock in the morning. Her full name was Wilhelmine Louise Auguste Bichels.

She was baptised on March 26, 1854 in the Lutheran Saint Michaelis Kirche in Hamburg. And she was later confirmed in the same church on April 1, 1868.

Auguste’s father was Franz Hinrich Bichels. He was 33 years old, when Auguste was born. He was a  Gürtler.

Her mother was Elsabe Voigt, called Ehlers. And she was also33 years old and from Eddelack in Holstein.

Franz Hinrich and Elsabe were married on July 21, 1851 in the Saint Michaelis Church.

They had two daughters, who were older than Auguste:

·        Catharina Johanna Dorothea,  3 years

·        Caroline Wilhelmine Emilie, 1 year

The family lived in Ulriciusstrasse 23 in Hamburg.

After Auguste her parents had a boy on December 6, 1855. But he died at the birth.

These birth complications were probably the main reason why Elsabe died a month and a half later, on January 31, 1856.  She was only 36 years old.  And Auguste was only just 3 years old.

Elsabe was buried from the Lutheranische Gemeinde Maria-Magdalene-Kloster in Hamburg.

Her sudden death was a disaster for the small family.

Auguste’s father decided to remarry very quickly – already in September the same year. His second wife was called Johanna Friederika Wilhemina, born Jantzen. From Hamburg too – and 37 years old.

Auguste and her sisters grew up with their father and their step mother. We do not know yet, if they got any half sisters or half brothers.

What we know is that Auguste started as housemaid in 19 year old Moritz’s house, when she was 16.  And it was certainly not unusual that young girls ( and boys ) had such jobs at that age. It often started several years earlier. And Auguste had probably had other jobs as a housemaid before she come to Moritz.

What we also know is that she spoke “Platt”, which means plattdeusch. In a way the local north German dialect spoken in the countryside. Her family came from the countryside – from Holstein and Dittmarschen.  This was the language spoken there.

It was also said that Auguste was not a very pretty girl. She had for example very big ears.

But this was apparently not important for Moritz. He was more interested in the person and what sort of personality she was – than the way she looked.

It’s that part of the family history, which we come to now.

Moritz and Auguste together

The two of them had many things to talk about. First of all, they had both lost their mothers when then were very small. This had resulted in a childhood, which certainly was not always easy and pleasant.

They were also – both of them – energetic and ambitious. Moritz in his business, Auguste in organising their home. She was now and later always a very determined and well organised lady.

We feel that we have good reasons to believe that before long they both knew that they were in love with each other.

On Thursday, May 9, 1872 they had their first child. She was called Gertrude. Moritz was then 23 years and Auguste 19.

According to family recollection they soon had a second child. This time a boy. But he was dead by birth. Unfortunately, no official records have been found about this child. Not yet, at least.

Some years later they had another girl, Elsa. She was born on Tuesday, May 14, 1878.  And again four years later, on Friday, June 19, 1882, the third daughter arrived. Her name was Kätchen.

Moritz and Auguste were still not married. Probably because he was a Jew and she was a Lutheran.  This dilemma was solved, when Moritz decided to convert to the protestant reformist church. A church close to the Calvinists. And a church which like the Jewish synagogues had no decorations on the walls. In this way his conversion was less difficult.

The couple was married on Friday, October 6, 1882 in Hamburg.

The fourth daughter, Selma , was already on her way. And was born on Thursday, May 31, 1883.

Concerning Moritz’s conversion to the reformist church it is noted in the official papers that he got his certificate – his Taufschein – only on April 30, 1894. Why this long period?

After Selma another four children were born:

·        Meta – born on Friday, December 19, 1884

·        Alice – born on Sunday, March 3, 1887

·        Lilli – born on Wednesday, October 31, 1888

·        Franz – born on Friday, September 13, 1895

The family had for many years a big and lovely house at Rotherbaum Chaussee 209 . In a very nice part of Hamburg – not far from the Alster and the old city.

Moritz’s business in “Minten und Stern” went from success to success. And the family life in the big house was very lively, and everybody was very happy.

A very sad development was the health of Moritz. His sight deteriorated rapidly. He had a serious eye disease. And when he was about 50 – around 1898 – he became totally blind. As he continued his business life he – or Auguste – organised that one of the daughters accompanied him to his office every day. And picked him up again after work.  They all took part in this daily task. And one thing was also certain:  When Moritz arrived home late afternoon or early evening he called: Ist Mammie da ?  He was so close to Auguste all his life that he looked forward very much to come back home to her after work.

As already mentioned Moritz became a very rich man. In a public document from 1902 it is indicated that his tax related fortune is: 54.500 Mark. According to official calculations to currencies nowadays this is the equivalent of 3,3 million €.

This gave him and Auguste the possibility to give each child an amount of 1.000 Mark ( or 60.500 € ), when they had finished their school. The girls all went to a one year school in Switzerland, when they had finished their normal school in Hamburg.

As time passed on Moritz handed over his part of “Minten und Stern” to his son-in-law, Gertrude’s husband, Adolph Wölken.  Later it was taken over by Gertrude’s and Adolph’s youngest son, Gerhard. After some time he sold it, and the company left the family. But it still existed as late as in 1950.

Moritz ’ health deteriorated gradually. And on Monday, December 11, 1916 he died, when he by accident fell on a big staircase leading to the basement of the house. He was 68 years old.

He was probably also hard hit by the fact that his and Auguste’s one and only son, Franz, had been killed five months earlier near Dozière in the battle of the Somme in France. Franz had 20 years old in 1915 volunteered as a soldier in the German infantry.

Auguste lived for several years still in the big house in Rotherbaum Chaussee. Later she sold it and moved into a smaller house in central Hamburg. She was a passionate bridge player and in general a very active lady for many years to come. She died 88 years old on Sunday, March 8 in 1942. This was more than 25 years after the death of Moritz.

Both of them were buried in the family grave on Nienstedter Friedhof in the western part of Hamburg.

Liselotte & Niels Jørgen Thøgersen

September 2008. 

Se også fotoalbummet:  www.flickr.com/photos/moritz_stern1848