Familien Thøgersen
DRENG PÅ LANDET - I

Niels Jørgen Thøgersen

 

DRENG PAA LANDET


Der er så dejligt ude på landet, siger man. Det er der også. Det er faktisk det, jeg gerne vil fortælle om i dette afsnit. Jeg tilbragte mine første 15 leveår rigtigt ude på landet. På Himmerlandet, kan man sige. Min hjemegn er netop Himmerland. Kimbrernes land. For mig: det VIRKELIGE Danmark. Men det kommer vi tilbage til.

 

Hvorfor siger man forresten UDE på landet ? Man kunne lige så godt sige UDE i byerne. Vi sagde f.eks. UDE i Aalborg. NEDE i Hobro. OPPE i Aars. Og HENNE i Ålestrup. Det kan man sikkert skrive en hel doktorafhandling om. Sprog er jo fortryllende. Altid klar til at blive diskuteret  og disputeret.

 

Jeg lod mig føde den 22. januar 1945. Klokken var kvart over et om natten, så det var tæt på, at jeg resten af mit liv måtte fejre min fødselsdag dagen før min rigtige fødselsdag. Det var vinter, hård vinter endda. Jordmoderen havde stort besvær med at nå frem. Hun kom i hestetrukken kælk - og hun væltede faktisk i sneen undervejs! Dog uden at komme til skade. Hun faldt jo blødt. Nå, men hun nåede frem til vor ejendom i tide. Mor havde lavet den vestre stue i stuehuset ( som det hedder paa landet ) om til fødestue.

 

Alt gik godt. Ingen komplikationer. De kommende dage kom nabokonerne paa barselsbesøg, som det sig hør og bør. Til syn, kaffe og snak. Det var jo så spændende. Fem års ægteskab. Og så pludselig "en bette". Rygtet nåede også hurtigt med posten til den ganske familie i Vendsyssel - min mors hjemegn. Og til fars slægt rundt omkring i Himmerland. Telefon var der ikke noget af dengang. I hvert  fald ikke hos os.

 

Krigen var stadig i fuld gang. Den kom i betænkelig grad til vor landsby et par måneder senere. Nemlig nøjagtig natten før min barnedåb d. 11. marts. Da sprængte modstandsbevægelsen den lokale jernbane i luften. Et kolossalt brag, som midt om natten vækkede de tilrejsende barnedåbsgæster, der sov forskellige steder i vort hus. Selv om der var mindst et par kilometer til sabotagen. To tyske vagtposter blev dødeligt sårede af bomben, fordi de kom gående lige forbi, da den sprang. De skreg saa højt, at det kunne høres milevidt. De havde bl.a. fået øjnene sprængt ud. Det gjorde indtryk - negativt, håber jeg - på egnen, at den lokale læge nægtede at behandle dem, fordi de var tyskere. De var jo trods alt også mennesker. Hvordan det gik dem, ved jeg ikke. Men hele jernbanesabotagen, der jo var lavet for at hindre og i hvert fald sinke tyskernes troppetransporter, er jo blevet sat under et meget kritisk lys af danske forskere siden. Det påstås, at den i virkeligheden ingen betydning havde.

 

Nå, men det var barnedåben, vi kom fra. Den forløb, som den slags skal. Pastor Stougaard døbte mig i det gamle dåbsfad i Grynderup Kirke - det samme dåbsfad, som både min far og min farfar var døbt ved. Gyldent - formentlig ikke guld, men messing, tror jeg. Og i hvert fald ikke det sorte dåbsfad, som indtil for mindre end 100 år siden blev brugt overalt, når børn uden for ægteskab skulle døbes ( "uægte børn", som man så utiltalende omtalte dem ). Nu var jeg jo ikke et saadant. Men alene tanken om, at der også i dåbssituationen skelnedes mellem børn, er mig dybt imod.

 

Problemet var: Hvad skulle knægten hedde ? Der var stor diskussion frem og tilbage. Altså ikke henne ved dåben, men i ugerne og dagene før. Mine forældre var næsten enedes om, at skulle hedde ERLING. Jeg har ingen ide om hvorfor. Ingen i vor familie hed det. Ej heller forfædre. Min mor og far kunne ikke huske hvorfor, når jeg spurgte dem. De syntes bare, at det var et pænt navn. Nå, men det blev ikke sådan. Min farbror Regnar havde den faste overbevisning, at jeg som det første barnebarn - i hvert fald i Danmark - skulle opkaldes efter min farfar. Han var død 9 år tidligere. Men ingen var opkaldt efter ham. Bl.a. fordi der ikke havde været nogen at opkalde. Hans fulde navn var Niels Jensen Thøgersen. Han var nemlig opkaldt efter en, der hed Niels Jensen. Nu syntes hverken farbror Regnar eller mine forældre, at jeg skulle hedde Niels Jensen. Men Niels J. Ja.  Derved blev det til Niels Jørgen. Altså Niels Jørgen Thøgersen i sin fulde længde. Det navn har jeg forresten været meget tilfreds med. Indtil nu, i hvert fald. Man aner rytme, harmoni og en god gang danskhed i det. Det har mange andre også sagt til mig - endda uden at blive presset. Så selv om jeg ikke blev spurgt  hin martsdag i 1945, er jeg altså mere end glad for navnet. Jeg lyder det endda - i hvert fald engang imellem. Eneste komplikation er, at mange ikke-danske har stort besvær med at udtale såvel Jørgen som Thøgersen. Så for dem er jeg bare Niels. Det er jeg også fint tilfreds med. Det kan nemlig udtales klingende rigtigt på alle sprog.

 

Så var besættelsen endelig ovre - de glade majdage i 1945. Jeg synes, jeg kan huske det. Men det er jo nok løgn.  For mine forældre var det tidspunktet at få forbindelse med mine to farbrødre i USA igen. Det havde nemlig været komplet umuligt , siden krigen startede i 1939. Hvordan havde de det derovre ? Og DE var om muligt endnu mere bekymrede. De vidste, at tyskerne havde besat Danmark i 1940. Men de vidste intet om, hvor hårdt besætterne var gået til værks. I deres værste stunder - har de senere fortalt os - havde de på fornemmelsen, at vi allesammen var blevet skudt eller på anden vis udryddet. Man må huske på, at begge mine farbrødre var amerikanske soldater under 1. verdenskrig og havde oplevet krigens rædsler i Frankrig. Derfor kunne de let forestille sig det værste. Jeg husker, at min farbror Anthon efter krigen skrev, at det eneste, der ville hjælpe, var på stedet at skyde en halv million tyskere! Nå, så galt gik det jo ikke.

 

Forbindelsen til familien i Minnesota og Iowa blev genoprettet i efteråret 1945. Jeg har for nylig fra min kusine i Minnesota fået kopier af nogle af de breve, som min far sendte til sine brødre. Meget interessant. En fantastisk tidsbeskrivelse. Og et billede af, hvordan de dengang oplevede hverdagen. I det første brev, min far skrev - det var på en 8-9 sider - fortæller han meget naturligt om alt det, der var sket i løbet af besættelsens fem år. F.eks. at han forresten var blevet gift ( med min mor, altså ). Først henne paa side 4  skriver han - nærmest i en bisætning: "Vi har fået en lille dreng. Han er en lille uro". Slut. Ikke mere om den bagatel. Så kan man jo filosofere lidt over det. Jeg er ikke vidende om, at jeg senere i livet er blevet reduceret til "en lille uro". Men måske. Nå, men det var sikkert kærligt ment.

 

Nyhederne fra Danmark havde hurtig effekt. Der kom store pakker fra Amerika. Med tøj, chokolade, kaffe, og andet godt. Det var mere end velkommen i disse knappe tider. Selv om de vist derovre på den anden side af Dammen troede vi havde det værre, end vi havde. Men det skal vi jo ikke klage over, når vi er i modtagerenden.  Mit første fine tøj havde mor syet af en blå-hvid sygeplejerske-kjole. Det tøj er jeg faktisk fotograferet i. Siddende på fotografens bord i Hobro. Seks måneder gammel.  Det fine tøj fra Amerika blev kun brugt til"stadstøj", som vi kaldte det. En anden gave fra mine farbrødre var, at de hensatte deres arv efter deres forældre ( mine bedsteforældre ) på en spærret konto, men i mit navn. De penge skulle bruges til min uddannelse, havde de bestemt. Dem fik jeg stor glæde af senere i min gymnasie- og studietid.

 

 

Med veloverstaaet barnedåb, fotografering og begavning fra Amerika gav jeg mig i lag med livet. 1945, 1946, 1947. Jeg husker selvsagt intet. Selv om det er ærgerligt. Der var sikkert mange sjove oplevelser. Mine forældre vænnede sig vist nok ret hurtigt til, at der var en ny størrelse i huset. I hvert fald min mor gjorde. Vi fik tit besøg af min farbror Regnar ( ham der gav mig mit navn ) og hans kone Johanne. De boede ca. 30 km vest for os i Farsø og havde ingen børn selv. Så jeg blev godt forkælet.  Også af min far og mor. Hvordan det har påvirket mig senere, må andre vurdere.

 

Det første, jeg mener at kunne huske lidt af, er min 3 års fødselsdag. Da fik jeg en potte. En flot, porcelænspotte med flotte billeder på. Den står faktisk lige ved siden af mig lige nu. Jeg tror, jeg fik den af min fars søde kusine, Methea. Der er ialt 6 billeder på potten. Med engelsk tekst.  To søde børn - en han og en hun - leger. Teksterne lyder: 1.billede: Play Time, Pals. 2. billede: Dollies bedtime. 3. billede: Wendy watering. 4. billede: Helping Daddy. 5.  billede: Betty's tea party. Og 6. billede: Your licence, please.  Jo, det var opbyggeligt stof. Potten blev godt og ofte brugt i den kommende tid. Blandt andet fordi vi faktisk ikke havde noget egentligt w.c. hos os. Det havde man ikke på landet dengang. Man besørgede det nødtørftige ( som det vist hedder inde i byerne !) ude i grevningen bag køerne. Men det ville man altså åbenbart ikke forlange af en lille dreng på 3 år.

 

Mit næste "bogmærke" i livet var mit første besøg hos barberen. Det hedder en frisør på landet. Han hed Orla, boede i Nørager og var egentlig meget flink. Jeg var nu 4 år. Og jeg havde et flot, meget lyst, meget langt og meget krøllet hår. Alle beundrede det. Det kan jeg desværre ikke huske. Men nu var tiden kommet til, at lokkerne skulle falde. Syntes mine forældre i hvert fald. Jeg skulle ligne en rigtig dreng. Så far tog sin cykel frem, jeg kom op på stangen, og vi begav os de tre kilometer hen til Orla. Men aldrig så snart jeg var kommet op i barberstolen, hoppede jeg lynhurtigt ned igen og løb så stærkt remmer og tøj kunne holde. Ud i byen. Væk. Barber og far efter mig. Vild opstandelse. De fangede mig først henne i et stort pakhus, hvor jeg gemte mig bag ved nogle melsække. Tilbage i stolen under stor protest. Jeg følte vist, at de fjernede min identitet. Men krøllerne røg af. De gemte dog een, der stadig sidder bag glasset i et af billederne af mig fra dengang.   Orla klippede mig masser af gange senere i mine drengeår. Og hver eneste gang kom vi til at snakke om "flugten fra barberen i Nørager".

 

Min lillebrors fødsel er det næste, der dukker op i min erindring. Da var jeg godt fem år. Jeg husker, at der den nat var en del uro i sovekammeret ( sådan hedder et soveværelse ude på landet!). Jeg sov nemlig stadig i mine forældres sovekammer. Nå, men jeg faldt i søvn. Og næste morgen, da jeg stod op, var alle væk. Jeg gik ud på loftet ( sovekammeret lå nemlig deroppe ), hen til trappen, ned i bryggerset. Og her stod Snedker-Sine. Jeg kendte hende godt. Hun var også fra Grynderup ( det hed vor landsby ) og havde faktisk assisteret jordmoderen, da jeg blev født. Hun hjalp normalt til ved den slags. Men nu var hun der og i gang med at lave "dover" ( det hed morgenmad hos os ) til mig. Min far havde fået det for længe siden og var nu ude ved dyrene. Men hvor var mor ? Jo, sagde Sine. Hun var såmand på Hobro Sygehus. Ikke fordi hun var syg. Men fordi hun var nede for at hente en lillebror til mig.  Jeg vidste ikke, om det var noget godt. Men det var alligevel  lidt spændende, da jeg sammen med far tog toget til Hobro senere på dagen "for at se på sagen".  Der lå mor - lidt udkørt og træt - og ved siden af i en kasse en lille gul/rød størrelse, som de altså sagde var min nye lillebror. Foldet, sovende, nærmest grim. Det er alle nyfødte, har jeg senere måttet konstatere mange gange.  Datoen var den 25. april 1950. Nøjagtig på min brors fødselsdag. Hvor var han heldig, at blev født nøjagtig paa sin fødselsdag, tænkte jeg senere.

 

Da knægten nogle dage senere kom hjem, var jeg allerede ret stolt. Endda glad. Det viste jeg ham ved at give ham det allerbedste jeg ejede og havde: en brun spejderpung, jeg lige havde fået af noget familie fra København. Og hvad skete ? Hvalpen gnavede den flotte knap af og slugte den!  Jeg var gal og rasende. Og mine forældre var rædselsslagne. Doktoren ( det hedder lægen på landet ) blev i hast tilkaldt. Han tog det nu ret roligt og sagde, at der var ikke andet at gøre end at lade naturen råde. Det betød på godt dansk, at knappen måtte igennem hvalpens fordøjelsessystem. Og så fik min mor klar besked på at fange den, når den havnede i bleen. Så hun fordrev de næste dage med at  vente paa resultater i bleen, rodede rundt og i et par dage uden resultat. Ængstelsen steg. Men så var der bid. Min flotte brune knap kom ud igen. Men nu var den helt affarvet. Så nu var det mig, der var tosset. Dumme hvalp, der havde ødelagt min fine spejderpung.

 

Et par dage senere ville jeg gøre det godt igen ved at lægge mig op i sengen til lillebror. Det fik jeg nu ikke lov til. Og det var nok også godt det samme.

 

Der blev selvfølgelig lidt mindre tid til mig, efter at den der lillebror var kommet. Det var nok godt. Jeg led i hvert fald ingen afsavn. Og det gjorde han heller ikke. Hans hed han forresten. Fulde navn: Hans Christian. Og det hedder han stadig væk. Med fem års forskel kan man ikke sige, at vi var jævnaldrende. Men vi har nu altid haft megen glæde af hinanden. Hans var kun 10 år, da jeg rejste til Viborg for at starte - og bo - på gymnasiet. Siden har vi aldrig boet sammen.  Men en god og positiv kontakt har der altid været. Og sådan vil det helt sikkert blive ved med at være.

 

Tilbage til min egen knægtetid.  Vi havde ingen bil, så det var altid meget spændende at komme på udflugt med mine forældre. Det skete ikke så sjældent. Enten til familiefester. Eller på egentlige udflugter. Jeg husker, at vi en gang var på tur til Rold Skov. Jeg tror, det var med søndagsskolen. Det var dejlig sommer, og vi nød vore medbragte klemmer og sodavand ved bredden af Madum Sø. Det er en pæn pyt vand inde i Rold Skov ( der dengang gik for at vare Danmarks største skov ). Vi er tæt på jernbanen, og pludselig kommer der et tog ( ikke saa mærkeligt ). I et ihærdigt forsøg på at underholde sønnen ( altså mig ) siger min mor:" Se, Niels Jørgen, der kommer et futtog". Hvortil jeg -   5-6 år gammel   - efter sigende højlydt svarer: " Det kan jeg da ikke forstå. Det ligner da et helt almindeligt tog!". Det var underholdningen den eftermiddag.

 

Den 4. juli hvert år tog vi rutebilen ( det er navnet for en bus ude på landet ) fra Kjemtrup ( 1 1/2 km fra, hvor vi boede ) til Rebild Bakker. Der var nemlig stor fest i lyngbakkerne i anledning af USA's nationaldag.  Det var den største fest uden for USA  for at fejre deres frihed fra englænderne i 1787. Der var normalt  over 50.000 deltagere dengang, heraf mange tilrejsende dansk-amerikanere fra Amerika. Kongen, Dronningen og de tre prinsesser var der normalt også. Far ville, at vi var med, fordi vi havde mine farbrødre i USA. Og vi syntes, det var sjovt. Vi sad op ad bakkerne på lyngen. Nede i "Gryden" sad de fine ( f.eks.Kongefamilien i deres eget hvide telt ). Her var også  talerstolen, militærorkestrene, de store flagstænger med Dannebrog og Stars & Stripes, m.v. Det var MEGET festligt. Jeg kan ikke huske talerne. Men jeg kan huske, at vi altid fik ( mange ) ispinde. Og at jeg var meget optaget af den megen politi, der dirigerede færdslen og det hele. Ja, jeg blev faktisk så optaget af det nogle år, at jeg efter vi kom hjem ved aftenstide iførte mig en eller anden politi-lignende hat, et par store handsker og et selvlavet skilt med påskriften: STOP. Iført den mundering gik jeg ud på grusvejen uden for vor ejendom for at dirigere trafikken. Jeg følte mig meget vigtig. Jeg gik selvfølgelig ind bag træerne, når der en sjælden gang faktisk kom en bil eller en cykel!

 

Det var også i de år, at vi begyndte at gå til fødselsdag hos kammeraterne. Dem var der ret mange af. Og de boede allesammen i nærheden. Så man kunne selv gå derhen. Det var fast tradition, at man gav en krone til den, der havde fødselsdag. For ikke at tabe kronen bandt mor den altid ind i et hjørne af lommetørklædet. Så måtte man selv bøvle med at få den ud, når man kom derhen. Hvis det gik for langsomt, var fødselsdagsbarnet altid mere end villig til at hjælpe til. Det var en stor dag at få så mange enkroner. De var også flotte dengang. De var nemlig af guld. Det så de i hvert fald ud til. Jeg husker tydeligt, at jeg efter hver af mine egne fødselsdage længe kunne sidde og kigge på og tælle mine enkroner. Det var også spændende at finde ud af, hvor mange der var fra hvilke år. Nå, men dagen efter skulle de i sparebøssen. Jeg havde en fin sølv-en fra Hobro & Omegns Sparekasse. Desværre var det kun Sparekassen, der havde nøgle til den. Jeg fik dog engang imellem lirket en krone eller to ud med en strikkepind, når mine forældre ikke var lige i nærheden. Den var dog sjovere at lirke dem ud af Hans's sparebøsse. Den stod nemlig lige ved siden af!

 

Til fødselsdagsfesterne, der normalt begyndte ved 2-tiden ( om eftermiddagen, altså ), fik vi chokolade og boller. Uh, hvor det smagte godt. Man var ikke så hæmmet af dengang, hvor mange gange man kunne være bekendt at tage en bolle. Man skyndte sig at tage så mange, man kunne  hver gang man havde spist een. Det gjorde alle de andre også, så der var godt bud efter de gode boller. Bagefter var der normalt småkager. De var også gode. Når man så endelig var færdig og fik lov til at gå udenfor, var der masser af lege at tage sig til. Som helt lille så man mest på, at de større morede sig. Det var også sjovt. Men efterhånden kvalificerede VI os også til at være med.  Vi spillede f.eks. Antonius - det der med at kaste en bold over et hustag og så håbe, at dem ovre på den anden side ikke kunne gribe den. Vi spillede også rundbold. Det var lidt svært. Og så var der røvere og soldater. Bevæbnet med stokke og grene. Og gemt alverdens steder i nærheden. Der var en del plantage paa egnen, så der var altid steder at gemme sig. Men det gik altid på samme måde: Bedst som vi var allerbedst igang, blev der råbt, at NU skulle vi hjem. Ov. Men sjovt havde det altid været. Tøjet var ikke altid lige så rent og pænt, når vi kom hjem, som da vi gik. Men det var jo også et tegn på, at det havde været sjovt.

 

En anden del af drengeårene var samkvemmet med naboerne. Der var ikke langt til de nærmeste naboer. De hed Aage Mathiesens ( s'et betyder på landsprog, at der er tale om en hel familie ). Der var vel godt 200 meter over til deres gård. Undtagen om sommeren, når man ikke måtte gå igennem kornet og måtte følge vejen. Så var der nok 400 meter. Jeg kom meget ovre hos dem. De var søde, og de havde 3 børn. En stor, Søren, en lidt mindre, Jørgen, og så den mindste , Janne, der var på min egen alder. Ja, jeg var faktisk derovre både tidligt og sent. Kun en enkelt gang kom det til skærmysler. Familien skulle til at spise til aften og jeg var også i stuen. Jeg talte de tallerkener, der var sat frem. Der manglede en. Så jeg spurgte ( selvfølgelig): "Hvor er MIN tallerken ( eller taljerken, som jeg kaldte dem dengang )?"  Det blev lidt for meget for Ingeborg, konen i huset. Hun sagde med venlig, men klar stemme, at der var ikke en til mig, for nu skulle jeg gå hjem og spise. Det blev jeg så gal over, at jeg for ud af døren, greb en sten og kastede den ind af vinduet i bryggersdøren - med klir-klir-glasskår til resultat. Så kan det nok være, at jeg kunne løbe stærkt.  Jeg sagde ikke noget, da jeg kom hjem. Men mine forældre begyndte at undre sig, da jeg i mange dage efter ikke plagede for at få lov til at gå over til Aage Mathiesens. De hørte så om stenkastningen. Og da de så skældte mig ud, sagde jeg med det samme: "Ja, men Snedker-Peter har sat en ny rude i!"  -  som om det gjorde sagen bedre.  Det var en værre historie. Siden har jeg ikke fundet anledning til at kaste sten ind af andre folks vinduer!

 

Vi havde også andre nære og gode naboer. Lidt længere mod vest boede Christen Petersens. På himmerlandsk hed han Kren Pedersen  Far Christen, som jeg husker som en gammel, meget venlig mand, der altid sad i sin fine stol for enden af spisebordet. Han døde, mens jeg var ret lille, så jeg husker ham ikke så godt. Han kone Kristine, der nok er et af de hyggeligste, mest livlige og mest humørfyldte mennesker, jeg har kendt. Jeg tror, at hun var min mors bedste veninde. De havde en masse hyggetimer sammen. Når Kristine kom på besøg, kom der gang i snakketøjet. Med grinen og masser af sjov. Det var jo lige noget en knægt som jeg kunne li'. Og så havde de tre døtre: Ellen, Helga og Ingrid. De var noget ældre end mig. Men jeg havde et fantastisk godt forhold til dem. Da jeg var lille, blev jeg tit passet af dem, især af den yngste Ingrid. Så havde vi det sjovt. De har fortalt mange pudsige oplevelser fra dengang. Da de jo var lidt ældre, husker de tingene fra mine første år bedre, end jeg selv gør. Jeg har heldigvis stadig god kontakt til dem, så jeg vil prøve at lokke mere ud af dem. Måske også for at  skrive noget af det ind i denne slægts-krønike. Familien solgte på et tidspunkt i 50'erne gården til Georg Poulsens og flyttede ned i Grynderup By - ca. 1 1/2 km væk. Det var jo forfærdeligt langt væk. Men den tætte kontakt blev da heldigvis opretholdt, især med Kristine, som blev ved med at være lige humørfyldt og  hyggespredende, indtil hun døde en del år senere. Jeg husker stadig, hvor  ked af det især min mor var, da Kristine var død. Der blev et meget stort tomrum. Det er sikkert og vist.

 

Tiden gik. Og vi var nået frem til april 1952, hvor jeg skulle i skole. En ny epoke i mit liv tog sin begyndelse. Det har jeg skrevet et særligt afsnit om, så det behøver jeg ikke bruge læserens tålmodighed med her.

 

Derimod er det på tide at fortælle noget om, hvor jeg egentlig boede. Og hvad vi lavede der. Far og mor havde en landejendom. Det havde været min farfars og farmors. De byggede den i 1890'erne og dyrkede jorden omkring den op. Min far overtog ejendommen i 1935, og en måned senere hyrede han en ung pige til at være sin husbestyrerinde. Det blev min mor. Ejendomen var på 17 tønder land. Det er ikke så meget, at det kan kaldes en gård. Og det er heller ikke så lidt, at det kun er et hus med en forvokset have. Vor mark var ret lang. Vel 1 1/2 til 2 km. Til gengæld var den smal - måske omkring 250 meter. Den mærkelige form skyldtes ganske enkelt, at den var en del af udstykningen fra 1780'erne og begyndelsen af 1800-tallet, hvor centralt beliggende gårde i landsbyerne delte ydermarkerne imellem sig på en sådan måde, at de hver for sig fik lige meget af den gode og den mindre gode jord. Ejendommen - der aldrig havde et navn - lå ca. midt på den lange mark. Det var jo i det mindste praktisk.   I begyndelsen af dette århundrede var kun den søndre halvdel opdyrket. Den nordlige del var stadig lyng, som den altid havde været. Den opdyrkede min far i 20'erne for sine forældre. Slidsomt arbejde med den djævelsk hårde al neden under.

 

En så lille ejendom kunne ikke give føden til en familie - og slet ikke i 20'erne og 30'erne. Der skulle bibeskæftigelse til. Derfor kørte min far hver dag mælk, det vil sige at han med hestevogn hver morgen samlede mælkespandene sammen fra egnens gårde og kørte dem til mejeriet. Det gik hver formiddag med. Samtidig havde han en god kværn, så han kunne - mod gode ord og betaling -  male korn for egnens bønder. De bijobs sammen med det daglige arbejde paa ejendommen gav nok til at holde økonomien i gang. Både i 30'ernes krise - og under krigen. I de værste krigsår var min far og mor også i tørvene. Det vil på godt dansk sige, at de gravede tørv i tørvemoserne. Det var det allervigtigste brændsel dengang, og det gav ret godt økonomisk. Men det var - for at sige det mildt - et kolossalt hårdt arbejde, der skulle udføres i snart sagt al slags vejr.

 

Men alt dette ligger før min tid. Ikke bare fordi jeg ikke kan huske det. Det var faktisk før 1945. Undtagen lidt af tørvegravningen.  I mine tidlige drengeår var vor lille familie på tre samlet på ejendommen. Det var her, det hele foregik.

 

Jeg husker f.eks., da vi fik elektricitet. Det var , da jeg var en 4-5 år. Indtil da havde vi som de fleste andre brugt petroliumslamper - både inde i stuehuset, hvor vi boede, og ude i udbygninger ( hvor altså dyrene og maskinerne boede ). Men nu kom der helt anderledes knald på lyset. Det var helt mærkeligt. Men rart. De var så fine - de nye lampetter og lysekroner. Jeg har tit tænkt på, hvorfor der var så meget trolddom i gamle dage. Dels havde folk ikke elektrisk lys, og der var derfor altid skummelt og uklart henne i hjørnerne. Dels havde folk ikke briller og så derfor ikke så skarpt. Og endelig løb der jo mange mærkelige dyr rundt ( rotter, ildere, osv. ). Kombinationen af alt det er en glimrende sammenkogt ret for trolddom og frygtelige fortællinger!

 

Min hukommelse minder mig også om, da vi i de samme år fik vort automatiske vandværk. Indtil da havde vi som andre en god, solid vandpumpe over kælden ( det er jysk for brønden )uden for stuehuset. Der måtte man ud for at pumpe vand op ved håndkraft mange gange hver dag. Dels til  vort eget brug. Og dels til de tørstige dyr. Det kunne være drøjt en varm sommerdag. Dels fordi der var varmt. Og dels fordi alle var dødtørstige og derfor skulle have ENDNU mere vand. Vi havde dejligt rent og koldt vand. Det var ikke alle beskåren. En gang imellem byggede en fugl rede nede i pumpen. Næste gang vi pumpede vand op kom der så på hovedet ned i vandet i spanden en fortumlet fugl. Jeg husker, at vi mange gange måtte tage en fugl, der var våd til skindet, med ind i vort sovekammer og lade den tørre, mens vi sov. Så kunne den næste morgen flyve ud igen. Og vi sad tilbage med alle fugleklatterne fra natten i soveværelset. Men vi gjorde det hver gang alligevel.  Nå, men vi fik det automatiske vandværk installeret. Det i sig selv var spændende. Det krævede elektricitet. Og den havde vi jo lige fået. Vor brønd var meget dyb - over 50 meter. Vandmanden - det hed han nok ikke ( det var faktisk den lokale smed ) - måtte kravle helt derned for at gøre det nødvendige. Det var helt uhyggeligt for en lille dreng. Men jeg kiggede derned hele tiden alligevel. Oppe ved overfladen blev der bygget et ret stort rum af cement - gravet nogle meter ned i jorden. Det gravede vi selv ud. Jeg mener selv, at jeg gravede med. Men det passer nok ikke helt. I det rum blev selve pumpeværket sat på plads. Det var en ren fryd i årene derefter at få lov til at komme med far derned ad nogle meget stejle trin for at tilse maskineriet. Og det kolde, rindende vand flød i stride strømme. Det var en ren fornøjelse.

 

Vi fik også en fin, ny have i de år. Den gamle med for mange træer blev sløjfet. Og jeg husker, at vi havde noget så fint som en landbrugs- og havekonsulent til at planlægge og anlægge haven. Når han var der, skulle vi ( Hans og jeg ) være meget stille og artige. Han lavede fine blomsterbed med svung i - en fin græsplæne , der var stor og flot, men svær at slå, og en fin hæk udenom. Endelig fik vi en flot, hvid flagstang. Det eneste, der fik lov til at overleve fra den gamle have, var to træer. Dels et blommetræ, der hvert år bar masser af store, saftige Victoria-blommer ( som jeg spiste, selv om jeg ikke måtte ). Og dels det store bøgetræ, som min farfar havde plantet for min farmor. Det skulle reducere hendes hjemlængsel til bøgenes Midtsjælland. Denne have og jeg gjorde hinandens bekendtskab i mange år fremover. Især fordi det længe var min opgave at slå græsplænen.

 

Bygningerne på vor ejendom er en anden side af min dagligdag fra dengang. Vi havde ikke det man kalder en firlænget gård. Men bygningerne lå alligevel på hver sin side af den firkantede gårdsplads. På sydsiden lå stuehuset. Her boede vi. Det var oprindelig den eneste bygning. Mennesker i den ene ende - dyr i den anden. Så kunne de holde hinanden varme og ved selskab. Sådan havde det ikke været hos os siden begyndelsen af århundredet. Inde i stuehuset var der mange rum - ikke store, men store nok. Køkkenet lå ud mod gårdspladsen. I mine første år var det meget lille. Med et komfur, et køkkenbord og et lille spisebord til tre. Der var altid dejligt varmt, fordi komfuret altid var tændt. Ellers kunne mor jo ikke lave mad. Lågen ind til ovnen havde en særlig funktion. Når der ikke var noget i ovnen og lågen stod åben, lå husets frækkeste kat altid der. Og man kunne altid se, om komfuret var ved at gå ud. For så rykkede katten helt ind i ovnen. Så var det på tide at lægge flere tørv eller briketter i ilden. Og huske at jage katten væk, inden man lukkede ovnen!

 

Bag ved køkkenet - stadig ud mod gårdspladsen - lå bryggerset. Det var her maden blev forberedt. Og opvasken gjort. Det var ogsaa her, at jeg vaskede mig hver morgen, inden jeg skulle i skole. I et vaskefad med mere eller mindre varmt vand. Herfra gik yderdøren ud i gården. Og den stejle trappe op paa loftet.

 

Længst borte i den side af huset lå vort spisekammer. Der var ikke noget, der hed køleskab eller fryser dengang. Så alle madvarer skulle opbevares på anden vis. Kød ( det vil sige især flæsk ) blev lagt i et saltkar nede i en halvskummel halvkælder neden under spisekammeret. Andet blev henkogt eller syltet. Og resten blev bare dårlig, hvis det stod der for længe, især om sommeren. Nu er det jo så heldigt på landet, at der kommer frisk mælk, nylagte æg og dejlige grønsager og frugt ind hver dag. Derfor var det med manglende køl og frys ikke så stort et problem, som det måske umiddelbart lyder til. Det var forbudt for os drenge at gå ind i spisekammeret. De sagde, at det var fordi vi kunne falde ned i halvkælderen og slå os fordærvet. Det var det nok ikke. Det skete i hvert fald aldrig, når vi alligevel sneg os derind for at "låne" en medisterpølse og/eller et stykke kage.

 

Omkring den tid, hvor jeg kom i skole, fik vi lavet om på det hele. Det gamle køkken og det gamle bryggers blev slået sammen til et stort, nyt, fint køkken. Komfuret blev "fyret" - om jeg så må sige - og erstattet af et nyt gaskomfur. Både køkkenbord og spisekrog fik større og mere praktiske dimensioner. Og nye fine og store vinduer blev sat i. Jeg husker ombygningen som en større redelighed - men lavet fint og net af murer Kastaniegaard fra Nørager.

 

Til den anden side i huset  - det vil sige mod syd - havde vi stuerne. I midten dagligstuen. Med kakkelovn ( som jeg engang brændte min bare bagdel på, da jeg en vintermorgen skulle tage strømper på og stak det nederste af ryggen for langt bagud!). Med spisebord, som min far var meget stolt af, da han havde købt det af en slagteriarbejder i Hobro. Et spisebord, som min bror senere afsyrede, og som nu tjener som bord i MIDGAARD i vor kælder i Bruxelles. Som lille havde jeg stor morskab af at kravle ned under bordet, når mor havde alle nabokonerne til kaffe. Med et brunt skrivebord, som jeg ikke kender oprindelsen til. Med en hænge-telefon ( da vi fik telefon i midten af 50'erne ). Det var en telefon med håndsving. Vi havde Nørager nummer 101 Y. Det var nemlig en såkaldt partstelefon, som vi delte med tre andre på vejen. Så når man skulle ringe, måtte man altid løfte røret for at høre, om de andre snakkede. Det gjorde de som regel. Med en divan ( det hedder en sofa på landet ), hvor far altid lå efter aftensmaden. Han fortalte ofte historie ( ikke at forveksle med historier ), inden han faldt i søvn eller gik i seng. På den måde lærte jeg som dreng en masse historie - både Danmarks- og verdenshistorie. Og endelig var stuen med lysekrone - med 4 nedadvendte glasskærme med blomstermotiver på. Man skulle altid passe på ikke at ramle ind i dem, når man rejste sig op, for så ville ulykken ske. Det var dog ikke så stort et problem for mig som dreng.  Til slut skal nævnes vort væg-ur, der tikkede afsted henne i det ene hjørne af stuen. Det fik mine forældre i bryllupsgave af farbror Regnar og Johanne den. 27. oktober 1940. Det gik ALTID. Og far var den eneste, der havde "kørekort" til at trække det op een gang om ugen. Det har vist kun været ved ur-doktoren een gang. Og da følte vi os helt nøgne. I dag tikker det videre afsted i vor spisestue i Bruxelles. Og min lørdag formiddag går altid med at trække det op. Dog ikke hele formiddagen. Jeg arvede det efter mor - dels fordi jeg gerne ville have det. Og dels fordi min bror Hans på sine bedende knæ tryglede mig om, at jeg INSISTEREDE på at få det. Ellers var han bange for, at hans kone Lisbeth ville bede om at få det . Og det var åbenbart noget af det værste, der kunne ske for Hans.

 

Man kan med god grund sige, at dagligstuen var stedet, hvor livet i vor lille familie udfoldede sig. Vi var altid her om aftenen og på andre tider, hvor vi havde en slags fri. Vi spiste der, vi "kaffede"der, vi havde de daglige gæster der, vi hyggede os der, vi hørte radio der, vi snakkede i telefon der, jeg læste lektier der, m.m.m. Stuen var vel på 4 gange 4 1/2 meter. Ikke større. Saa det gav nærkontakt. Men det gjorde ikke noget. Om dagen havde vi jo i udhusene og især udenfor al den plads, vi kunne ønske os. Så var det rart med lidt nærhed om aftenen. Der var også den praktiske side af sagen, at vi om vinteren kun varmede dagligstuen op. Ikke de andre stuer. I køkkenet var der selvfølgelig varme fra komfuret ( komfyret, på himmerlandsk ). Men der kunne vi ikke være alle tre eller fire. Vi var det i hvert fald ikke.

 

Vesten for dagligstuen var der en mindre stue - nærmest et stort kammer. Vel  omkring 12 kvadratmeter. Det var her, jeg blev født. I gamle dage var det mine bedsteforældres kombinerede stue og soveværelse. Men min mor stadig væk var husbestyrerinde, går jeg ud fra, at hun havde det som sit værelse. Men da mine forældre blev gift lavede de deres sovekammer oppe på loftet, så kunne "vesterstuen' bruges til andre ting. Fødsler, f.eks. Men da der kun var fødsel hos os hvert femte år, blev det også brugt til andre ting. Strygestue. Garderobe. Og så var det mit soveværelse fra omkring den tid, hvor jeg kom i skole. Jeg kom med det samme til at kende rummet godt, for jeg var i syvårsalderen faktisk syg uafbrudt i omkring 7 uger. Hele tiden lå jeg derinde. Så jeg kendte nærmest hvert eneste billede/figur på tapetet. Og hvert eneste møbel i lokalet.

 

Det var også inde fra den stue, at Hans og jeg en del år senere snød vor far noget så grueligt. Kennedy var lige blevet skudt. Og alle var meget oprevet. Aftenen efter rikkede Hans og jeg en ledning til fra sengen inde i værelset til den gamle radio inde i dagligstuen. Inkl. en mikrofon. Hans kunne allerede dengang den slags. Mens far lå bedst plantet på divanen som sædvanlig for at vente på Pressens Radioavis ( som det hed dengang ), kravlede jeg ned til mikrofonen under dynen inde i naboværelset og udtalte: " Pressens Radioavis med en ekstraudsendelse. Det meddeles netop nu fra Moskva, at førstesekretær Kruschev er blevet skudt i eftermiddag. Alt militær er i højeste alarmberedskab, da ingen ved, hvad der nu sker. Slut paa meldingen fra Moskva. Vi kommer tilbage med flere nyheder snarest muligt".  Jeg kravlede ud af sengen og gik et par minutter senere nonchalent ind i stuen. Her var far i stærk ophidselse. Fortalte, hvad han lige havde hørt i radioen, og sagde, at det nok betød krig.

 

Vi lod ham blive i troen lidt. Den "normale", rigtige radioavis kom nogle minutter senere. Og den sagde ikke noget om udviklingen i Moskva. Det kunne far ikke forstå og undrede sig højligt.  Da han havde svedt en halv times tid, gik jeg ind under dynen igen og sendte en ny ekstraudsendelse. Hvor jeg fortalte, at det var for sjov alt sammen.  Lad mig sige det diplomatisk: Det ku' vor far ikke li'! Han blev faktisk ret vred. Nå, men det gik over. Og senere har vi grinet sammen over det mange gange. Jeg sagde til ham, at det var en måde at få ham til at være mere kritisk over for det, han hørte i radioen!

 

Nå, tilbage til vort stuehus. På den anden side af dagligstuen lå stadsstuen. Det er jysk for den fine stue. Det var oprindeligt dyrenes afdeling, da ejendommen kun havde een længe. Men da kostalden blev bygget en gang i 30'erne, fik vi en stadsstue. Her kom man kun, når der var fest eller når der kom virkelig fine fremmede. Fra København og sådan nogen steder. Stadsstuen var derfor heller ikke varmet op. Hvad det fine møblement nok ikke havde særlig gavn af i de kolde, fugtige vintre og efterår. Stuen havde sin egen kakkelovn, der virkede fint, når den blev bedt om det.  Det var fast  praksis, at når den lokale læge, doktor Brundin fra Nørager blev tilkaldt, fandt konsultationen sted inde i stadsstuen. Hvis patienten altså kunne vakle derind ved egen kraft. Nu var vi heldigvis ikke meget syge, så Brundin kunne ikke leve af os. Ud over min egen dårligdom i syvårsalderen ( ansats til polio, vistnok ) husker jeg kun to tilfælde: mors galdesten, som vist nok var djævelsk. Og fars brækkede arm, da han faldt 5 meter ned oven i el-motoren. Og så var der dengang, jeg kom til at slå Hans hårdt i maven med min knytnæve. Han havde nok været slem. Det er den eneste gang, jeg fik lussinger af min far. Men doktor blev der dog ikke brug for.

 

Sidste rum i stuehuset var vor gang. Det er jysk for entre. Det var den fine gang. Her kom man kun ind, når der var fest. Eller hvis man var doktor Brundin.  Rummet var langt ( ca. 4 meter ) ,men smalt ( 1 1/2 meter ). Hattehylden, der hang paa væggen og så imponerende ud, var lavet på bestilling af den lokale snedker Norup - da jeg havde barnedåb. Mine mange gæster skulle jo have et sted at lægge hat og våben.  Snedker Poul Norup har senere fortalt, hvordan han måtte cykle de 5 km fra værkstedet til os med det lange monstrum. Det var vist ikke så let der i den bidende vinterkulde i marts 45.

 

Gangen blev senere et meget nyttigt rum til min 7 års fødselsdag. Jeg fik nemlig et dværghønsepar. Af Dalgaards Kaj.  Hvad skulle vi dog gøre af dem ? Jo, de blev lukket ind i den fine gang. Hold op, hvor de hyggede sig. Især med at klatte OVER det hele. Men de følte sig i hvert fald velkommen. De fik dog snart anden bopæl på ejendommen. Og de og deres mange efterkommere blev boende på ejendommen i over 25 år.

 

Selve stuehusets ydermure var bygget  op af kampesten. Det er store natursten, som var blevet samlet op på marken udenfor.  Det var selvfølgelig det billigste materiale i 1893, da huset blev bygget. Iøvrigt nedbrændte det et par år senere efter et lynnedslag. Men ydermurene blev stående, og de blev først revet ned, da den familie, der i 1968 købte ejendommen af far og mor, rev det ned og byggede et helt nye stuehus et nogle meter længere mod syd.

 

Et stuehus som vort skulle selvfølgelig holdes ved lige. Det betød for eksempel, at det skulle kalkes ( hvidt ) en gang om året. På landet har man den faste regel, at alle bygninger skal være kalket inden pinse hvert år. Det passer med arbejdsrytmen i landbruget. Det blev vort hus også. Vi lavede selv kalken. På basis af noget råkalk, der ankom fra købmanden i Nørager i grå papirssække, tilberedte vi det i et af os selv gravet hul henne nordvest for ejendommen. Det var fascinerende. Hvorfor ? Fordi kalken altid kogte, når man blandede det sammen med vand og rørte rundt. Så var det med ikke at falde ned i det. For det første ville man blive blind af kalken. Og for det andet ville man blive skoldet ihjel. I så fald gjorde det selvfølgelig ikke så meget, at man blev blind. Men jeg undgik nu altså begge dele år for år. Kalkningen skete med en kost. Jeg fik i mine mellemste drengeår også lov til at kalke huset. Senere SKULLE jeg. Det var især spændende at kalke husets gavle - det er de spidse mure i hver ende af huset. For at nå derop var man nødt til at stå på en meget høj og - syntes jeg - vakkelvorn stige. Det øgede spændingen.

 

Der var også mange vinduer i vort stuehus. En 15-16 stykker, hvis jeg kan regne rigtigt. Og i hvert vindue var der op til 6 ruder. Man tænker selvfølgelig på, at de skal pudses. Ja. Men de skal også kittes. Det blev også gjort een gang om året - normalt lige før kalkningen. Det indebar, at først skulle alt gammelt kit fjernes med et knivlignende instrument. Lidt besværligt. Men dog ret hurtigt. Derefter skulle man med stor præcision med en særlig kitte-spatel placere det nye, dej-lignende kit inde ved kanten hele vejen rundt langs ruden. Det skulle være flot ens hele vejen rundt - nærmest en meget kort styrtløbsbane fra vinduesrammen og max. 1 cm ind på ruden. Jeg lærte det faktisk godt - ja, næsten til fuldkommenhed i mine drengeår. Og jeg tog mig altid  g o d,  MEGET  g o d tid til det. Dels for at gøre det flot. Og dels for at undgå at komme til at lave noget, der var meget mere kedeligt!

 

Tagrender havde vi ikke noget af. På landet har vi det fint med regnen. Ganske ofte er den ikke bare velkommen. Den er tit den allerbedste gave, man kan få - til markerne og til haven. Så vi behøvede ikke at skærme os imod den. Vi havde heller ikke noget, der bare lignede en paraply. Vi vidste dårligt nok, hvad det var. Hvad skulle vi dog med den slags unødigt pjat. En god, lang regnfrakke var mere end nok. Resten tog man som en oplevelse.

 

På taget havde vi røde tagsten. De var lagt derop engang i 40'erne. Før den tid var der sort paptag. Øverst knejsede to skorstene. Den vestre var i brug hele tiden. Den gik nemlig ned til komfuret i køkkenet og til kakkelovnen i stuen. Den anden skorsten havde det nemmere. Dels var kakkelovnen i stadsstuen - den fine stue - kun sjældent i sving. Og dels var dens anden "fødekilde" - gruekedlen i vaskehuset kun for alvor i gang, når vi havde slagtet høns , når vi vaskede tøj, og når vi i december kogte grønlangkål.

 

Vaskehuset: ja, hvad er det for noget ? Det var et rum, som alle ejendomme og gårde på landet med respekt for sig selv havde.  Som navnet siger, var det her man vaskede - ikke sig, men tøj. Først kogte man tøjet i den store gruekedel - eller i to, hvis man havde det. De var varmet op af levende ild nedenunder. Og de bestod af en metalkedel med emalje indeni. De kunne vel hver indeholde 100 liter vand. Når det kogte, puttede man det snavsede tøj i. Og rørte rundt. Bagefter blev tøjet vasket i sæbe for derefter at blive skyllet dusinvis af gange i mere-end-iskoldt vand. Puh, hvor man frøs fingrene. Til sidst blev det hængt udenfor til tørre på lange tørresnore. Bare ærgerligt, hvis det regnede. Og om vinteren med frost var det et problem. Så måtte man prøve at finde tørresteder indenfor i husene. Når tøjet så var tørt, skulle noget af det ( sengetøj, duge, mv. ) rulles på den hånddrevne rulle oppe på loftet. Andet skulle stryges. Og atter andet bare tages i brug - eller på. Kort sagt: Det var noget af et gedemarked at vaske tøj - og alt hvad der hørte med. Tænk på det, når I tænder for den elektriske vaskemaskine, tørretumbleren, m.v. Jeg var i drengeårene med til en del af det. Men ikke så nær hver gang. Men jeg tror såmænd nok, jeg kunne finde ud af det den dag i dag, hvis jeg skulle.

 

Som før nævnt var vaskehuset også i centrum, når vi havde slagtet høns - eller snarere kyllinger ( altså ret store kyllinger). Det vil sige, jeg slagtede saftsuseme ikke nogen kyllinger. Og DET kommer jeg heller aldrig til. Men jeg så på det en gang imellem. Med 1 1/2 øje lukket. Min far indfangede staklerne, gav dem en efter en til mor. Hun skulle lægge dem om på siden med hovedet ( altså kyllingens ) og halsen ind over en dertil indrettet træblok. Huk, sagde far med øksen, og kyllingens hoved fløj flere meter væk. Så slap mor dyret. Og til i hvert fald MIN store undren løb det så væk. Det styrtede først om adskillige meter væk, når det ligesom fandt ud af, at det havde mistet hovedet. Så faldt det om og var stendød. Og næste kylling blev indfanget til "kærlig" behandling. De mere snu kyllinger fandt ud af, at der kun var een måde at undgå at komme under øksen på. Det var - så snart seancen startede - at løbe op midt i møddingen ( der indeholdt ekskrementer fra køer og grise ). Her var der ingen, der gad fange den. Så slap den i hvert  fald for at blive slagtet  i den omgang.

 

Når mit fædrene ophav havde "myrdet" en 15-20 kyllinger, blev blodbadet indstillet. Nu kom det virkelige arbejde.  Og her var jeg faktisk næsten altid 100 % med. Først skulle de slagtede kyllinger skoldes i kogende vand. Med fjer og det hele ( altså minus hovedet ). Når det var sket, skulle vi plukke alle fjerene af dem. Det var ikke svært. Men det lavede et frygteligt svineri. Fjer over det hele. Det foregik i vaskerummet. Og vi tog allesammen vort allermest gamle tøj på. Jeg husker, vi sad på de lave malkeskamler og snakkede om dette og hint, mens fjerene røg af i stor hast. Der blev vist også fortalt historier. Bagefter skulle vi brænde de små resterende hår af med en flamme, så hver kylling blev fin og næsten glat. Endelig skulle al indmaden tages ud - både det, der skulle smides væk ( tarme m.v. ) og det, der kunne bruges ( lever, hjerte, osv. ). Til sidst parterede vi dyret, så lår kom for sig, bryst for sig, hals for sig, og skrog ( det er vist jysk for kroppen ) for sig. Alle disse fine mad-ting blev så pakket ind i brunt indpakningspapir og sendt hen til frysehuset i Nørager, hvor vi så kunne hente dem en efter en, efterhånden som vi blev kyllinge-sulten. Alt i alt: et andet stykke drøjt land-arbejde. Men i hvert fald nyttigt og lærerigt. I dag køber vi dem jo bare henne i Super Brugsen. Meget nemmere. Men lidt mindre farverigt, måske.

 

Sidst, men ikke mindst var vaskehuset vort centrum, når der skulle koges grønkål lige før jul. Min mor kom fra Vendsyssel. Og der er der ikke noget, der hedder jul, hvis man ikke får grønlangkål 1. juledag og alle dagene derefter. Den skik var aldeles ukendt i Himmerland, indtil min mor kom dertil i november 1935. Men derefter var det fast tradition. Ikke bare min far, men også hans familie ( især Regnar og Johanne ) FORLANGTE at få grønlangkål til jul. Og det gjorde min bror Hans og jeg sandelig også. Herrrrlig spise. Med kold medisterpølse og hamburgryg til.  Brunede kartofler. Og dygtigt med stærk sennep. Visse steder i Vendsyssel strøer de sukker på. Det smager også godt. Men det kan godt blive for meget. Hvad har det med  vaskehuset at skaffe ? Jo, ret meget endda. Grønkålen gror som bekendt ude på marken. Når den "høstes " eller hvad det nu hedder, er den fyldt med jord og skidt. Så først skal den skylles og skylles og skylles og skylles og endnu flere gange skylles i koldt vand. Når den endelig er ren, er det på hovedet ned i gruekedlen med spilkogende vand. Her skal den nærmest koge i timevis for ikke at sige dagevis for at blive mør og spiselig. Vi glædede os altid vildt meget til årets grønlangkål.  De var ( næsten ) vigtigere end julegaverne. I de senere år har vi spist dem, når vi har kunnet få fat i dem. Især fabrikken Trine i Hjørring laver grønlangkål, der er rigtig go'e.! Desværre kan ingen af mine tre børn forenes med dem. Men de kan jo blive klogere, når de bliver "rigtigt voksne"!

 

Vaskehuset havde også den opgave at være vejen ud i kostalden ( der hedder ko-huset på himmerlandsk ). De to bygninger - stuehuset og kohuset - var nemlig bygget sammen. Og vaskehuset var forbindelsen. Det ville sige, at man kunne gå ud til dyrene uden at skulle udenfor. Det var rart, især om vinteren. Men det betød jo samtidig, at dyrene også kunne gå den anden vej. Ikke de store dyr som køer, grise, heste, og den slags. Men de mindre væsener som katte, mus og fluer. Ikke altid så hyggeligt. Men man vænnede sig jo til det. Og bare kattene ikke var for overfodrede og derfor dovne, fangede de musene, inden de blev for frække.. Det er klart, at også staldlugten  havde lettere adgang til de private gemakker, end vi brød os om. Men det var jo også en vanesag. Når alt bare var rent og pænt - og det var det hos os - var det helt fint. Man kan jo ikke bo paa en gård og så regne med, at det altid lugter ligesom i en skønhedsklinik!

 

Apropos lugt: Et af de værst lugtende land-dyr er en ged. Sådan en havde vi aldrig i mine drengeår. Ikke på grund af lugten. Men fordi vi ikke havde noget at bruge den til.  Vi kendte derimod godt den gamle historie om familien, der faktisk havde købt en ged. De havde ikke så meget plads, så de havde den i soveværelset. En af deres naboer spurgte med stor undren: " Ja, men hvad med lugten ?" Hvortil gede-ejeren straks svarede: " Det må geden sku selv om!"

 

Vi er nu ude i kostalden. Den var i mine drengeår allerede ret gammel - vel en 30 år. Den var ligesom stuehuset bygget af kampesten, der var samlet sammen ude på markerne. Vinduerne var de små, typiske kostald-vinduer: 40 gange 30 cm med 8 små ruder i hver. Murene var kalket  hvide, og jernsprosserne i vinduerne var malet røde. Det var mit job. Det så vældig pænt ud, når det lige før pinse hvert år var gjort. Taget på ko-huset var i mine første drengeår stråtag. Som det havde været på landet i århundreder. Meget varmende og beskyttende, når det var nyt og holdt i stand. Engang imellem skulle det udskiftes. Jeg husker, at vi engang fik nyt stråtag. Det blev klaret af tækkemanden. Meget flot arbejde med indtil flere flotte nåle, som han syede med. Jeg kravlede noget med rundt. Og uden at falde ned. Jeg husker, at det var meget fascinerende. Det er så flot, et nyt stråtag. Helt lyst og fast både indefra og udefra. Desværre bliver det mørkere med tiden. Men det kan holde i mange år. Med mindre man har en stor hund. Det havde min far i 30'erne. Indtil flere store, langhalsede jagthunde. Når far var ude på marken for at arbejde, ville han normalt ikke have hundene med. Så blev de lukket inde i kostalden. Men det viste sig at være en meget dårlig ide. De for nemlig op under taget, og så snart de kunne høre min far i nærheden, stak de hovedet ud gennem stråtaget for at se, hvad der skete. Det var ikke så godt. For så blev der jo huller i taget, og regnen og stormen fik direkte adgang til de indre gemakker. Jeg ved ikke, hvordan far løste det problem. Men han holdt i hvert fald op med at have store hunde!

 

Selve ko-huset var opdelt i en "stue-etage" og en "lofts-etage", adskilt af et trægulv. Som alle trægulve, der bliver gamle, blev det med tiden ret skrøbeligt. Og jeg husker, at vi tit og ofte "faldt igennem", som det hed, når vi var oppe på loftet over køerne. Det betød, at mindst det ene ben røg igennem loftet. Så var det bare med at hænge i med det andet ben og armene, så man ikke faldt helt ned. Det meste af året var der masser af hø ( det er tørret græs ) og halm oppe på loftet. Så var der ingen risiko for at falde igennem. Og vi kunne tilmed lege deroppe. Det gjorde vi tit - Hans og jeg. Og min bedste kammerat Leif. Langt inde i høet byggede vi en hule, hvor vi kunne gemme os. Der var en del mus i høet. Men dem var vi ikke bange for. De var mere bange for os. En gang imellem fandt vi et kuld nyfødte kattekillinger i halmen. De var så søde. De første dage havde de ingen øjne. Det vil sige, at det havde de selvfølgelig. Men de var ikke åbne endnu. Mange landmænd ville ikke have for mange katte, så de druknede ofte de nyfødte killinger. Det gjorde vi ikke. Derfor var der ingen risiko for os børn ved at fortælle vore forældre, at vi havde fundet et nyt kuld. Jeg husker ikke, at vi havde for mange katte. En 6-7 stykker var normalen. En gang imellem løb nogen af dem væk. Især hankattene. En gang imellem åd ræven nogen af dem. Og engang imellem kom der nye katte til fra naboerne. Der var altid god balance i tingene.

 

Jeg husker især to katte fra mine drengeår. Den ene var den "stump-halede". Det hed den, fordi den kun havde en meget kort hale ( 2 cm ). Grunden var, at far engang kom til at køre over den med selvbinderen, da han var ude for at høste. Det er en meget stor maskine, der trukket af heste eller af en traktor med skarpe, roterende knive slår det modne korn, bundter det i neg, binder en snor omkring og lægger det fint på marken i lange rækker. Her var missen åbenbart på muse- eller fuglejagt. Og den nåede ikke væk, før høstmaskinen med de skarpe knive nåede frem. Far så katten inde ved knivene, og bagefter fandt han kun dens afskårne hale. Da vi ikke så mis i flere dage derefter, sørgede vi allesammen og regnede med, at den lå død - forhaabentlig ikke halvdød - et eller andet sted ude i marken. Stor var derfor vor glæde, da den store hankat nogle dage senere troppede op ved mælketruget derhjemme som om intet var hændt. Kun manglede den halen. Derfor hed den i alle årene derefter - og den levede længe - "den stump-halede".

 

Den anden kat, jeg husker, var "den langhårede". Det var nærmest en angora-kat med lang sort og hvid pels. Den var Hans's kat. Ingen anden betød noget for den, når Hans var i nærheden. Den ville sidde hos ham, sove hos ham, slikke ham, spinde hos ham, ja nærmest bo hos ham. Den elskede især at sidde paa hans knæ, når han spillede på sin mandolin. Den kunne let blive fornærmet, når tingene ikke gik, som den ønskede det. For eksempel hvis nogen af os andre prøvede at tækkes den. Den levede også i mange år.

 

En af de få sørgelige ting ved katte er, at de af og til bliver ramt af en særlig kattesyge. Den er slem. De bliver mere og mere syge - ser forfærdelige ud - brækker sig i eet væk. Og så prøver de at gemme sig væk. Derfor finder man dem døde alle mulige steder. Sygdommen er meget smitsom imellem katte. Den er ufarlig for mennesker og andre firbenede væsner. I vore dage kan man sikkert vaccinere mod den slags. Det kunne man måske ogsaa dengang. Men det lå ikke for.

 

Tilbage til ko-stalden. Nede i "stue-etagen" boede de større dyr. I den ene side køerne. De havde båse, hvor de boede to og to sammen. Hver ko var bundet til båsen med en lænke, der gik rundt om koens hals, og som tillod hende at både ligge, stå op, spise, drikke, og tygge drøv. Hver ko kunne også lige nå over for at nysse ( eller nappe ) nabokoen. Foran hver ko var fodertruget - ligesom halvdelen af et 40 cm rundt rør, der var muret ned i gulvet. Her fik hver ko sine måltider af hø, halm, roer, ensilage og kraftfoder serveret. Og vand kom der også. Bag ved køerne var grevningen. Det var en fordybning i gulvet. Dens opgave var at opfange deres affald, når det blev afleveret bagud - hvad enten det var i flydende  ( kaldet ajle ) eller i fast form ( kaldet møg - eller kogødning, på godt dansk ). Ajlen løb af sig selv hen i ajlebeholderen, fordi grevningen bevidst var bygget, saa den skrånede hen imod ajlebeholderen. Gødningen måtte vi mennesker fjerne mindst et par gange om dagen på en trillebør. Og køre det ud paa møddingen. Hårdt, men mandigt arbejde! Vi havde en 14-18 køer og nogle hel- og halvstore kalve.  Havde man endnu flere kreaturer, var muge-arbejdet ( det at køre møg ud på møddingen ) selvfølgelig endnu større.

 

Tilbage til ko-båsen. Imellem grevningen og fodertruget boede koen. Her blev der strøet tørt, lækkert halm og strøelse et par gange om dagen. Det skulle jo være lækkert at ligge i. En glad ko er en god ko. Og en god ko giver mere mælk. Så der var alt at vinde. For alle parter.

 

Men køerne var der jo ikke bare for sjov. De skulle levere mælk. De gjorde de skam også. Ikke af sig selv. Vi måtte hjælpe dem. De skulle malkes to gange om dagen. Om morgenen og om aftenen. Da jeg var dreng, foregik al malkning hos os ved håndkraft. Man satte sig på en trebenet malkeskammel ved siden af koen og malkede med de bare næver. To patter af gangen i en fast et-to rytme. Så strålede mælken ned i spanden, som man holdt imellem sine ben. Man skulle altid passe på, at koen ikke pludselig sparkede spanden væk.  Det kunne hun finde på, hvis hun var kilden. Eller hvis hun blev irriteret over, at man fumlede lidt for meget, måske fordi man ikke var den bedste malkedreng. Når man så var færdig med de to patter, gik man i gang med de to andre. Heldigvis har en ko kun fire patter, tænkte jeg ofte. Ellers blev man jo aldrig færdig. Man lærte også hurtigt at finde ud af, når der ikke var mere mælk. Dels fordi der ikke kom mere ud, selv om man malkede på livet løs. Og dels fordi koens yver ikke længere var fast og spændt, som det var, inden man begyndte. Der var noget særligt hyggeligt ved at malke. Man kunne sidde i sine egne tanker, mens man  malkede. Og koen blev altid glad. Jeg forestiller mig, at en ko, der venter på at blive malket, har det som os andre, der trænger voldsomt til at tisse. Men modsat os, der normalt selv kan gøre noget ved det, er koen afhængig af os. Det er en ren lettelse for dem. Derfor ser man ofte køerne stå utålmodigt og vente på at komme ind i kostalden ude på marken om sommeren. De TRÆNGER simpelt hen. 

 

Engang i slutningen af 50'erne fik vi malkemaskine. Det var en stor lettelse. Det er et system, hvor man sætter  dertil indrettede sugekopper på hver af koens fire patter. Og så sørger et automatisk sugesystem for at suge mælken ud i den samme et-to-rytme, som vi brugte ved håndkraft.  I et glas for neden på hver sugekop kan man se, når der ikke kommer mere mælk. Med sådant et apparat kan man malke flere køer ad gangen, hvis man altså har flere end et sæt sugekopper.

 

Jeg lærte selv at malke både til hånds og med maskine. Det fik jeg brug for, da jeg for godt et år siden blev 50. Mine gavtyv-agtige venner har besluttet, at jeg som Kimbrer skulle have en tyr ( ligesom Kimbrer-tyren ) i fødselsdagsgave. Deres mod svigtede dem dog, da de så tyren. Så de besluttede sig til at give mig en ko i stedet. De gjorde de så. Min opgave var med det samme at malke den. Til deres store forbavselse gjorde jeg det. Og der kom skam mælk i glasset. Selv om min ekspertise sagde mig, at koen allerede var blevet malket den aften.  Den næste opgave var at drikke mælken. Til deres endnu større undren gjorde jeg selvfølgelig også det.  For det var jeg jo vant til hjemmefra.  Så moralen i den historie er vel, at han man først een gang lært noget, kan man gøre det igen - selv mange år senere.

 

Apropos sommer:  Det er klart, at køerne ikke skal være inde i ko-stalden hele året. Så snart det bliver forår og der begynder at være lidt græs på markerne, får de lov til at komme ud hver dag. I mine tidligste drengeår  foregik det på den måde, at hver ko blev tøjret til en jernpæl, der blev banket ned i jorden. Så kunne koen bevæge sig rundt i en cirkel med en 7-8 meters diameter. Hun kunne så æde alt det græs, der fandtes inden for den cirkel. Når der ikke var mere græs der, var det vores opgave at flytte hende , så hun fik en ny cirkel med mere græs. Hvis man havde mange køer, var det noget af en opgave at skulle flytte dem. Men heldigvis er køer altid fredelige. Og ekstra fredelige, hvis man husker at klø dem bag ved ørerne.

 

Inden længe skiftede vi som alle andre til et meget nemmere og bedre system. En græsmark blev simpelt hen indhegnet med elektrisk tråd med strøm i. Såå blev alle køerne lukket herind og kunne bevæge sig frit inden for indhegningen. Uh, hvor kunne de li' det. Især de første dage, når de kom ud om foråret efter en lang vinter i kostalden. De løb - bissede - simpelt hen fra den ene ende af marken til den anden med halen højt løftet. Senere blev de mere ugidelige. Hvis de rørte ved hegnet, fik de et gevaldigt stød - ikke farligt, men ubehageligt nok.  Så skulle de nok holde sig væk en anden gang. Det måtte vi andre også lære. Jeg HAR prøvet at tisse på et elektrisk hegn. Jeg kan ikke anbefale oplevelsen! Mor ville engang give en uartig hund en forskrækkelse. Hun tog  hundens snor og dermed hunden  i den ene hånd og i det elektriske hegn i den anden hånd. AAVV! Sagde ikke hunden , men mor! Hun havde overset den enkle detalje, at når hun gjorde det på den måde, var det hende og ikke hunden, der  havde fornøjelsen af strømmen.

 

Nu har jeg fortalt så meget om køerne. Hvad med tyrene ?  Uden tyr - ingen kalve. Og dermed ingen nye køer. Men vi havde ingen tyr. Kun de helt store gårde med en kæmpe ko-besætning havde deres egen tyr. Vi havde simpelt ikke køer nok til at holde en tyr godt beskæftiget. Det blev i stedet ordnet på den måde, at vi ringede til inseminøren, når en ko skulle befrugtes. En inseminør er en mand, der er tilknyttet en såkaldt tyrestation, hvor de har en masse tyre. Men ingen køer. I stedet lokker de tyrene til en efter en at springe op på en kunstig ko - hun er normalt lavet af stål !  På tyrestationen kalder de hende "Kolde Alma". Efter tyrens naturlige brummen og lystbetonede "angreb" på "Kolde Alma", afleverer han inde i "hende" en ordentlig portion sæd. Og han kan gå tilbage til stalden og slappe af. Inseminøren samler nu sæden op i en række glas. Og bevæbnet med dem, besøger han nu alle de landmænd, der har bedt ham komme.  Med et særligt instrument sørger han for, at den medbragte tyresæd bliver  sprøjtet ind på koens befrugtningsorganer. Og det hele er forbi. Bortset fra, at han skal have sin betaling.  Det ville jo nok være sjovere for koen at møde tyren selv. Men de ved langt de fleste køer jo ikke, for de har aldrig mødt en tyr.  Den kunstige befrugtning virker normelt godt. Og   285 dage senere fødes kalven. Normalt får en ko kun een kalv ad gangen. En sjælden gang kan der dog være to.

 

En kalvefødsel kan være et helt kapitel for sig.  Fascinerende. Når fødslen nærmer sig, bliver koen urolig. Pludselig kommer der en masse vand bagud. Det er sækken omkring kalven, der er sprunget. Lidt senere kommer kalvens forben til syne. Når de er lidt fremme, binder man et reb omkring dem. Det gør det muligt for os at rykke i rebet, når hele kalven er ved at komme ud. Det er en god hjælp til koen, der ellers skal klare det hele selv. Efter forbenene kommer kalvens hoved til syne. Og det er her, tingene kan udvikle sig farligt.  Hovedet må under ingen omstændigheder komme til at sidde fast. For så kvæles kalven. Så når hovedet er kvart eller halvt ude, skal vi hjælpere rykke i rebet så meget vi overhovedet kan. Somme tider - når fødslen er svær - var vi både tre og fire personer til at rykke. Og PLUDSELIG: smut siger det. Og kalven er der.  Lidt hjælpeløs til at begynde med. Men inden for et kvarter til en halv time rejser den sig op.  I starten  er den godt nok lige så usikker på benene som en bargæst efter 5 døgn på druk. Men det bliver hurtigt bedre.  Af og til klarer en ko fødslen helt alene og upåagtet ude på marken. Pludselig står der en kalv ved siden af hende. Men det er jo også sådan det sker hos koens vilde slægtninge i Afrika og andre steder.

 

En kalvefødsel kan også være meget mere kompliceret. Så tilkaldes den lokale dyrlæge. Det kan være, at kalven ligger forkert inde i koen, så det ikke er forbene og hovedet, der kommer først ud. Den går ikke. Derfor vender dyrlægen kalven inde i koen. Der kan også være andre komplikationer. I værste fald - og det HAR vi været udsat for hos os - kan fødslen simpelt hen ikke finde sted. Og dyrlægen må i så fald slagte kalven inde i koen, partere den og tage den ud i stumper. Det er simpelt hen nødvendigt for at redde koens liv. Det er naturligvis synd. Og et tab for landmanden. Men alternativet er, at både kalv og ko dør.

 

Der er også andre farer for køer. De kan få tromme-syge. Det sker især, når de lige er kommet ud på marken om foråret og forspiser sig i det friske græs. Så kan græsset nede i maven udvikle gasser, som gør koens mave mega-tyk. De ser helt uhyggeligt ud. Hun ligger normalt på jorden og kan næsten ikke bevæge sig. Hvis man ikke gør noget, dør hun. Det man kan gøre - enten dyrlægen, hvis man kan nå at få fat på ham, eller en selv - er at stikke hul på koens mave med en kniv, så gasserne kan komme ud. Så må man jo reparere hullet bagefter. Det er ikke så farligt et indgreb, som det lyder.  Det farlige er, hvis man ikke gør noget.

 

Der finds mange forskellige slags køer. Vi havde altid de røde. Rød dansk malkerace hed de. Der findes også de brogede ( sorte og hvide ). Dem var der også mange af dengang. Senere kom de små jersey køer til. De var gullige og klart mindre end de andre. Men de gav mere og federe mælk, husker jeg. Og vi havde vist også et par stykker. Men alle køer er utroligt søde. Venlige, fredelige, nysgerrige og lettere dovne. Nogen siger, at de også er ret dumme. Det er muligt. Men så er de det i hvert fald på en behagelig måde. I en flok køer er der altid en eller to, som man især knytter sig til. Eller omvendt. Man giver dem måske også et navn. Ikke fordi de lyder navnet. Men bare fordi det er hyggeligt. Der er tit en fører-ko i en flok køer. Hvis hun går i en bestemt retning, følger de andre efter. Hvis hun begynder at brøle ( muh'e ), gør de det allesammen. Og hvis hun lægger sig ned for at tygge drøv, ja så gør de andre det også.  Apropos tykke drøv: Selv om nogle mennesker af og til beskyldes for at tygge drøv, er det en aktivitet der hører bl.a. køerne til. Derfor kaldes de også drøvtyggere. Forklaringen er den, at køerne spiser græs næsten uafbrudt. Alle har set køer gå på marken - altid med hovedet nedad for at gnave græs. De holder aldrig en pause. Det betyder, at de ikke kan nå at tygge det. Græsset ryger lige ned i koens mave. Eller rettere ned i maverne. For en ko har syv maver. Men utygget græs er næsten umuligt at fordøje. Derfor må koen ind imellem indstille græs-gnavningen og enten i stående eller hyppigst i liggende stilling så at sige gylpe græsset op igen og så gå i gang med at tygge det ordentligt. Det hedder at tygge drøv.  Hvis mennesker gør det, er det mildest talt ret uappetitligt. Men når køer gør det, ser det hyggeligt og afslappende ud.

 

Der er folk, der siger, at man på køernes opførsel kan se, hvordan vejret bliver. Hvis de ligger ned, bliver der godt vejr. Hvis de står op uden at græsse, bliver der uvejr.  Jeg ved ikke , om det passer. Men jeg var i Vest-Irland for nylig. Og der blev jeg præsenteret for nøjagtig de samme ko-varsler.

 

Til slut et par ord om kalvene. Naturligt nok var nogele af dem tyrekalve, og resten var kvindelige kalve ( jeg har glemt, hvad det hedder ). De groede hurtigt til. Og allerede efter nogle måneder, var tyrekalvene ( dem havde vi jo ikke brug for ) så store, at de blev sendt til slagteriet til slagtning. Det var normalt en god indtægt. Hunnerne beholdt man i visse tilfælde. Nu husker jeg, at de hedder kvie-kalve. Disse kvier fik lov til at blive meget større. Hvis vi ikke selv havde græs nok til dem, lejede vi græsnings-ret på marker i nærheden. Der kunne de så gå hele sommeren. De skulle jo ikke ind hver aften for at blive malket. Og når de så var klar til at blive insemineret ( normalt i 2-2 1/2 års alderen ), beholdt vi dem enten selv eller vi solgte dem til andre landmænd.

 

Det var en lang historie om kvæg-driften hos os i Grynderup. Sjovt at tænke tilbage på.

 

Men der var jo også andre husdyr ude i ko-stalden.

 

 

niels4europe@gmail.com   

UD VIL JEG - UD !


                        Krønike


                                                    UD VIL JEG – UD


                                      Eller:  Da farfar var ung


Dette er en kort beretning om, da min far Alfred – jeres farfar eller oldefar – var ung. Det var i begyndelsen af 1900-tallet. Han var født i 1902 og voksede op på landet hos sine forældre Marie og Niels i Grynderup.  Han var nr. 5 i søskendeflokken, den næstyngste. Han kom ud at tjene, da han var 10 år. Hvad vil det sige? Det betød, at han flyttede hjemmefra og boede på en anden gård, hvor han arbejdede. Det var kun knap et par km væk, men alligevel. Det var hårdt – op tidligt om morgenen for at fodre dyrene i stalden, hjælpe til med at malke køerne og hvad der ellers var at gøre ipå gården. Efter en simpel havregrøds-morgenmad (som han ikke brød sig meget om), var det i hast i skole. Kun 300 m væk. Men alligevel hårdt. Det var dog kun hver anden dag, at man gik i skole dengang. Tre gange om ugen. Lærer Ulrich var en hård, men også god lærer. Han så ikke med nådige øjne på, at lille Alfred ofte var så træt, at han faldt i søvn i timerne. Alligevel huskede han senere skoleårene som gode. Og ikke mindst at han på vej hjem til gården, hvor han boede og arbejdede, kunne besøge sin bedstemor og få en sodavand og et stykke kage. Hun var så sød og mild, sagde han altid. Og det var forresten hende og hendes afdøde mand, der tidligere havde ejet den gård, han arbejdede på. Den var hans fars fødehjem.


Da Alfred som 14-årig var færdig med skolen, kom han ud at tjene på større gårde forskellige steder på egnen.



Allerede da han var 10 år, oplevede han, at hans ældste storebror Kristian som 18 årig rejste til Amerika. Og året efter rejste hans anden storebror Anton som 17 årig.  Det må have været noget af en omvæltning at se dem rejse langt, langt væk. Han så helt sikkert meget op til dem begge. Det gør man med sine ældre brødre. Ganske vist lovede de at kommetilbage igen om 5 år. Men det gjorde de aldrig. Der skete så meget ude i den store verden (verdenskrigen og alt det der).


Alfred besluttede, at han også ville rejse til Amerika for at prøve lykken. Det var han meget opsat på. Ud vil jeg –ud, sagde han til sig selv. Ligesom Bjørnstjerne Bjørnson. Men det blev aldrig til noget. Hans lillebror Regner snakkede ham fra det. Det var især argumentet om, at det kunne han ikke være bekendt over for deres gamle forældre, der afgjorde sagen.


Nu nærmede soldatertiden sig. Og Alfred ville meget gerne være soldat. Hans far havde haft en fin tid som værnepligtig Bådsmandsstrædes Kaserne i København (kasernen, der nu er Christiania). Men ak, den gik ikke Granberg.  Han trak frinummer.  Der var ikke brug for alle, der egnede sig. Så de fleste, der kom på session, blev aldrig soldat.  Det var en meget stor skuffelse for Alfred. Men der var ikke noget at gøre ved det. Sådan var det bare.



I stedet tog han til Sønderjylland og fik plads på en stor gård i Halk sødøst for Haderslev. Det var i 1924 – kun 4 år efter at Sønderjylland igen var blevet dansk efter i 56 år at have været tysk. Landbruget dernede var i en forfærdelig forfatning . Det havde slet ikke udviklet sig som i resten af Danmark med andelsselskaber, osv. Der var brug for friske kræfter. Derfor søgte gårdene dernede hjælp nordfra. Og det fristede unge 22-årige Alfred. Han kom til at holde så meget af Sønderjylland og sønderjyderne, at det optog ham resten af livet. Da jeg i 1970 (45 år senere) kørte ham og mor rundt i landsdelen, var det første gang, han igen var dernede. Det rørte ham dybt.


Fra det sønderjyske gik turen til vinterholdet på Ryslinge Højskole i vinteren 1925-26.  Det var et karlehold med unge fra hele landet. Og som Sønderjylland var en enestående oplevelse, så blev Ryslinge Højskole mindst det samme. Også en oplevelse, der prægede ham endog rigtig meget resten af livet.  De lærere han mødte, kammeratskabet, det hele. Alfred blev en meget aktiv formand for elevforeningen.



 Når årsskriftet fra Ryslinge Højskole kom med posten i min drengetid, så var det en helt særlig dag. Og da Alfred – selv om han var syg af astma – i 1975 tog med toget til 50 års jubilæum på Ryslinge, var det noget helt særligt. Selv om han og de få deltagende venner fra dengang synes, at tingene var gået noget af lave på skolen, så havde de et par fantastiske dage. Mens de unge elever festede og dansede, spillede de gamle kort og røg store cigarer.



Men de unge var på højskolen den vinter i 1925-26 , kom der bud efter dem fra et nyt sted.  Finland var blevet selvstænigt fra Rusland 8 år tidligere og havde umiddelbart efter været igennem en meget blodig borgerkrig. Nu skulle landet prøve at stå på egne ben. Derfor invitede de unge danske landmandssønner til landet på særlige vilkår.  De skulle arbejde 6 uger om sommeren på et finsk landbrug. De ville få rejsen betalt, kost og logi og en tur rundt i Finland som afslutning på opholdet. Den sagde Alfred og en del af hans højskolekammerater ja tak til. Igen: Ud vil jeg – ud.



Vi er så heldige, at vi har Alfreds og hans kammeraters Vandrebog fra årene efter Finlands-opholdet. Den er sirligt håndskrevet og gik på omgang et par gange. Men som med alle vandrebøger med fine hensigter om at fortsætte ”til evig tid”, så stoppede den efter nogle år. Det var Alfred, der startede den og forrest i bogen skrev reglerne. Hvorfor den så i sidste ende endte hos ham og ikke kom videre, ved jeg ikke. Men heldigt er det, når jeg nu gerne vil berette om disse spændende og anderledes uger i det finske.


Først vil jeg citere en af kammeraterne, der beskriver turen derop og den almindelige oplevelse. Og bagefter er det Alfred, der skriver om sine særlige oplevelser.  Jeg synes, det er spænmdende og vedkommende læsning. Og når man læser det, skal man huske på, at Finland på det tidspunkt var et meget forsømt land, i hvert fald ude på landet. Det havde været siden 1809 været russisk indtil for for få år siden. Og det var ikke noget, der fremmede udviklingen – slet ikke på landet.


 


Peter Mathisen fra Brørup skriver i Vandrebogen i september 1926:


Vi rejste fra København den 2. juni. Alle Ryslingerne rejste i samme hold, og humøret stod højt.  Vi havde fint vejr på hele turen – der var ikke engang e, der blev rigtig søsyg. Vi sejlede direkte fra København til Helsingfors, en rigtig dejlig by, den er jo ikke nær så stor som København, men den er meget smukkere.


Vi havde gjort os håb om at komme et par stykker sammenpå hvert sted, men det blev der ikke noget af. Vi blev spredt for alle vinde. Der var vist slet ingen, der kom sammen. Nogle kom ud på små øer omtrent helt ovre ved Sverrig. Peter Damsgaard, Bent Hansen og mig kom alle til Salo – der hver sukkerfabrikken er. Men vi kom alligevel et stykke fra hinanden. Der var bil på stationen efter mig og motorcykel med sidevogn efter Bent Hansen. Men den lavede strejke og ville ikke gå, så kom Bent til at køre med os, da vi skulle til samme side.


Havde vi ikke før mærket, at vi var kommet til Finland, så fik vi det at mærke nu – sikke bakker og sikker huller i vejen – uha. Det blev mere og mere øde jo længere vi kom frem. Vi sad og ventede efter, at de skulle holde, for vi ville nok have blevet i nærheden af Salo.


Da vi havde kørt 17 km, kom vi til den gård, hvor Bent skulle være, og 6 km derfra var den gård, hvor jeg skulle slå mine folder. Det var en stor gård jeg kom på. Der var ca. 1000 ha land, men størstedelen var skov. Der var både luksus og lastbil og traktor og alle moderne redskaber og maskiner..


Da jeg havde været der en fjorten dages tid, fik jeg helt uventer en makker (Ollerupper), og så blev der jo glæde i hjemmet. Nu kunne vi da tale lidt om sagerne. Folkene på gården kunne vi ikke tale et ord med, de kunne kun finsk, og det er der ingen almindelige dødelige, der kan forstå et pluk af. Men så kom der en dame af herskabets bekendtskab, som kunne tale svensk og var hos os til vi rejste, og så kan det nok være, der blev snakket lidt.


Vi blev behandlet som grever, og det gjorde så vidt jeg kunne forstå alle danskerne. Kosten var ikke som herhjemme, men det kunne nok gå an. Det værste var brødet. Det blev bagt i runde kager omtrent som pandekager, ca. 2 tommer tykke med et hul i midten, så bliver de hængt på stænger og tørrede og kan holde sig i flere år. Men det er at bide i omteent som et bræt.


Roerne stod godt til at begynde med, men så kom der en slags biller og åd dem efterhånden som vi tyndede dem ud. Så blev vi fri for at hakke dem anden gang.  Men så tyndede vi foderroerne også, der var ca. 2 tdr. Land, det var jo ikke meget tilæ en 60-70 køer. Korn havde de heller ikke meget af, men derimod en mængde hø, som vi havde et farligt arbejde med at få bjerget. De tager så upraktisk på al arbejde og er dovne og ligeglade med alting. Men de får heller ikke ret meget for deres arbejde.


I almindelighed tror jeg nok, at finnerne er meget fredelige. Men når de bliver fulde... og det hører ikke til sjældenhederne... så kan de godt komme i tanker om at drage kniven. De fleste er forsynede med både dolk og revolver.


Vi var flere gange med til fest. Ude på landet går det ikke så nøje til. Pigerne danser med tørklæde om hovedet og karlene med lange støvler på. Men i byerne er de ligeså godt med på noderne, som vi er hernede.


I Salo boede der en dansker, som havde været i Finland i 28 år. Han havde et stort gartneri og var vist nok velhavende. Her mødtes vi nogle danskere hver søndag – undertiden en 20-30 stykker. Vi blev gratis beværtede hele dagen. En søndag arrangerede han en udflugt for os til Åbo. Han lejede damperen og beværtede os med mad og drikke hele dagen. Hos ham havde vi mange gode timer.


De 6 uger gik som 6 dage, og vi syntes, vi lige var kommet derop, da vi fik bud om, at vi skulle rejse hjem igen. Min kammerat og jeg kom desværre ikke med påp samme hold. Han var jo kommet 14 dage senere end mig og skulle så blive 14 dage efter.  Desværre kom alle Ryslingerne ikke med i samme hold på turistrejsen. Rejsen var meget interessant og godt tilrettelagt. Vi rejste om natten i sovevogn og så os om om dagen. Vi så meget. Det interessanteste var det store valdfald Imatra, hvor der er en million hestekræfter, som hidtil ikke er udnyttede. Men nu er man i færd med at bygge kraftstationer med elektricitet både til jernbaner og sporvogne og alt muligt.


I Finland kan man få meget for få penge, hvad man just ikke kan sige, at man kan i Danmark. Alt hvad der fremstilles i landet er meget billigt som følge af den billige arbejdskraft, hvorimod alt hvad der indføres er nok så dyrt som herhjemme.


Man kan få to retter mad og kaffe og cigar for 60 ører – siger og skriver tredsindstyver ører. Et par ridestøvler, som her koster 50-60 kr, kan man få for 25 kr.  Der var da også mange, som havde 2-3 par med hjem, og de fleste havde 5-6 dolke med hjem – nogen havde et helt dusin.


Hjemturen var ikke så lystig som henrejsen. Vi var alle lidt vemodige ved at skulle forlade Finland, hvor vi var blevet så godt behandlede. Der var en lille flok forsamlet på kajen for at tage afsked med os, da vi skulle sejle. De gav os buketter og bad os hilse Danmark. Så sang vi Vårt Land Vårt Land, som er finnernes nationale melodi. Vi råbte hurra for Finland og finnerne råbte hurra for Danmark, og så gled vi om bag en af skærgårdsklipperne.


På hjemrejsen vard er kun Johan Jensen og mig med af Ryslingerne. Nogen cyklede hjem gennem Sverrig, og nogen kom først med senere hold.


 


Så meget fra Peter Mathisen.


Alfred bidrog også i Vandrebogen til beskrivelse af oplevelserne i Finland. Her er hans bidrag:


Jeg var jo også med på Finlands-rejsen og var en af dem, som blev sendt længst ud. Jeg kom ud på en ø i skærgården ved Åbo , Finlands gamle hovedstad. Da mine forgængere har beskrevet turen så godt, skal jeg kun gøre nogle få bemærkninger.



Det var et stort gods, jeg var på. 2000 ha – deraf var dog 2/3 skov, hvad vistnok er taksten for hele landet. Folkene jeg var hos, svenskfinner, var meget flinke og behandlingen god. Næsten hver søndag lå vi og sejlede rundt i motorbåd, en herlig fornøjelse. Jeg skal fortælle nogle små oplevelser deroppe fra.


Der var en dansker til på godset, hvor jeg var. En søndag aften, vi gik og spadserede på stranden, ser vi en motorbåd komme sejlende fyldt med unge mennesker. Pludselig hører vi dem stemme i med sagen: Jeg elsker de grønne lunde. I forstår jo nok, at vi stemte i med, samtidig med at hatten fløj af hovedet på os. Det var danske fra den anden ø (Ollerupper).


En søndag eftermiddag havde jeg været ovre at besøge en kammerat på en anden ø. Vi havde været en tur i en lille by, Malmen, der lå der. Det var så blevet sent, inden jeg nåede til overfartsstedet, og færgemanden, der boede på den modsatte side, var gået i seng. Der stod jeg. Kabelbroen lå på den modsatte side. Og båden ligeledes.  Der lå ganske vist et par både, hvor jeg...  (og her de næste Vandrebogsblade desværre forsvundet J   )


 


Jeg husker, at far fortalte, at han på turistrejsen i slutningen af opholdet især husker de store granitfigurer foran den imponerende banegård i Helsingfors . Og så snakkede han meget om, at de også besøgte byen Viborg ( Viipuri ) i det østligste Finland. Den kom i russisk besiddelse efter 1944 og er det stadig.


Rejsen hjem med skib blev for han og hans hold en forfærdelig oplevelse. Østersøen var i vildt oprør med storm og uvejr. Alle ombrod, inkl. besætningen, blev vildt søsyge. Alfred tabte 5 pund på 3 dage. Der var kun 1 passager, der ikke blev søsyg. Ham gjorde kaptajnen og de øvrige skibsofficerer honnør for, når han viste sig!


 


Disse seks uger i Finland satte for altid et meget stort præg på far. Han talte tit om dem. Og han fulgte til enhver tid med særlig interesse, hvad der skete i og omkring Finland.


 


Niels Jørgen Thøgersen    den 8.2.2015 


PS: Mit valg at skrive speciale om de finsk-sovjetiske relationer 1944-68 i mit statskundskabsstudie mange år senere var helt sikkert en afløber af de samme 6 uger.


ME AND TONY ( min amr. farbror )

ME AND TONY

My uncle Tony ( Anthon in Danish ) lived in the US. He was one of my dad’s two elder brothers. I met him three times. First in Denmark in 1964, then in Minnesota ( Albert Lea ) in 1965 and last time in Denmark in 1967.

When we met in Denmark I was the interpreter, at least in the beginning of the visit. My parents never spoke English. And Tony had forgotten most of his Danish. But each time it came back – step by step.  So after a month in Denmark he was ok in Danish. Speaking Danish with a strong American accent. Very charming.

Tony was very fond of his native Denmark. Especially when he was in the US.  When he came here the first time in 1964 he was SO surprised, that so much had changed. He had forgotten that it was exactly 50 years, since he left.  At home in Albert Lea he was so Danish that when I – together with a friend – came to visit him and Alta in the summer 1965 he met us at the bus station. We had arrived with the Greyhound from Minneapolis and before that been 3 days and nights on the trans-Rocky Mountain train from Portland, Oregon. So the only thing we wanted was a shower and some sleep. But Tony took us instead to a number of Danish places to see. And bought Danish pastry ( Wienerbrød in Danish ) and Danish Cherry Heering wine to drink with it.  He could not know that none of us liked that stuff.  But it was, of course, a very nice gesture.  We had a good morning meal. And finally we got our bath and our sleep. We slept like bears J

Later in the day we met the whole family, who all came to the family house in Albert Lea. Lorraine ( Lorrie ) and Wallace with their five great kids. And my very nice cousin Gerard ( Jerry ) and his very nice and very pretty wife Judy.  They had just been married that summer.  Alta’s very old dad was also there.  We had a GREAT day and talked about everything over a couple of meals – at least.   The day after we visited Lorrie and her family in their place in Mankato ( I believe it was ).  I never met Gerard and Judy anymore.

Tony as a child in Himmerland in Denmark.

Tony ( Anthon ) was born on February 14, 1895 in Grynderup on his parents’ farm. On Valentine’s Day. But that concept was not invented at that time. And certainly not in Denmark.  He had a two-year older brother Kristian ( Chris ), who also later emigrated to America.  Tony’s full name was Anthon Gerhardt Thøgersen.   Anthon was probably taken from his dad’s brother Anton, who was born in 1974. It was normal in those days to name kids after relatives. And his big brother had already been named after his father and grandfather ( Niels Kristian ).  Where the name Gerhardt came from is unknown. It was and is not a very common name in Denmark. And in my family history, which goes back to 1573, I never met it.   Gerhardt is of German origin and means “a strong and brave spearwearer”.  Later Tony’s son got the name.

In his childhood Tony was the special darling of his mother Marie.  She cared for all her six children. But Anthon was the closest. So it was a hard day for her, when he as 18 years old young man told her, that he wanted to emigrate til America.  She only accepted it, because he promised her to come back in 5 years.   As we know he did not. A world war came up. And after that the possibility was not there.

Before Tony left Denmark he worked in a number of farms. Also on the farm in Grynderup, which was owned by his dad’s youngest brother Theodor. This was no success. The reason is unknown. But Anthon ran away from the farm, because Theodor  often gave him a slap.  When Tony and Theodor met again in 1964 in Denmark they both had a good laugh about it.

Tony left with the Danish steam ship “Frederik VIII” from Copenhagen in January 1914. It was the first trip of this new ship.  And it was the last emigration ship from Denmark before the War. The voyage to Ellis Island, New York, was delayed on the way because of bad weather. And it had to go to the Azores in the mid Atlantic to get more coal.  Tony was on the Azores on this 19th birthday.

When he arrived in the US and had passed the immigration control in Ellis Island he continued with the railway to Iowa. To a farm in Battle Creek, where his big brother Kristian already worked. I believe it was a farm owned by other Danes, so the language was no problem. Kristian and Tony did not know one word of English, when they arrived in America. But this was normal for immigrants. Almost all of them came from the ryral areas in Europe and had never learned foreign languages of any sort.  Their – also Tony’s – school was 7 years ( from 7 to 14 years of age ). They went to school every second day – altogether 3 days a week. He was ( like his brothers and sisters ) lucky to have a very clever teacher, Mr. Ulrich.  Everybody admired him and learned a lot. My dad talked about him all his life.  The school was built in 1892 in Grynderup and was about 1 ½ km away from the farm.  Only 1 teacher, who handled all topics – which in particular was reading, writing, arithmetic, history and religion.

 

At war.

When settled in the US Kristian and Tony decided to join the US Army. The US was at war with Germany from 1917, not least because German submarines were attacking and sinking also American ships in the Atlantic.

Tony was sent to basic training in a so-called Boot Camp in Texas, before he left on a ship for France in June 1918. He probably arrived at La Rochelle, which was the big arrival port for the American Expeditionary Force in Europe.  The front was in Eastern and Northern France, so all troops were sent there. While Kristian and his unit was fighting dramatically in the trenches, Tony and his division belonged to the reserves, and they actually never came in battle with the Germans, before the Armistice took effect on November 11, 1918 at 11.00.

The US forces stayed in France until sometime in 1919. And Kristian and Tony ( who did not know each others’ whereabouts or whether they were both still alive ) each asked for permission to travel to Denmark to see their parents. During the war they had irregular contact with their parents through the Red Cross. And apparently they had told them, that they would try to come to visit them after the war. Therefore, their mother Marie – when the war was over – walked every day for some weeks the 4 km to the train station to meet them. She believed every day, that they would arrive with the train. But they didn’t.  The military authorities refused to let them go. They required that they first went to New York to be decommissioned. Then they could go where and when they should like to. But then it was impossible for them, also economically.  Instead they both got American citizenship as a gratitude for their military contribution to their country.   And one thing more:  they had both learned English in the army. Also very important for the rest of their life, of course.

 

Loosing his mother.

Back from the army Kristian buys a farm in Battle Creek in Iowa – a big farm he owns and develops until his death in 1963. He married Danish Petra ( Patsy ) in 1932. She brought two kids into the marriage. They had no children together.  Later Petra became insane and spent her last 20 years in a mental hospital in Iowa  ( 1941-61 ).

Tony came back to farming, but left it soon after and took education as an accountant.  He married Marion in 1926. Her ancestors came from Germany.  They got two children – Lorraine in 1928, and Gerard in 1934.  Lorraine got her name, because Tony had served in the region of Lorraine in Eastern France, when he was in the army during the war.

Tony moved to Manketo in Minnesota with his family.

Tony was in frequent contact with his parents and sisters and brothers in Denmark.  Many letters crossed the Atlantic.  Both ways.  I happen to have many of them.  Lorraine gave them to me. She had found them in her father’s trunk. And as they were in Danish she could not read them. And nobody in the American family couldn’t either.  These letters are a treasure for me. It gives me a lot of information I never had before.

His parents were still owners of the farm in Grynderup, where all their kids were born and raised. But in 1935 they sold it to their son Alfred ( my dad ) and moved to a small house some km away. They were both in bad health. 

Marie suffered a cancer in the stomach. A very serious one. And she died in early February 1936, 64 years old.

When Tony receives the information that his mother has passed away he was very sad. Lorraine once told me that this was the only time she saw her dad crying.

One month later, in March 1936, Tony’s sister Mathilde dies. And in October the same year Tony’s dad Niels dies from tuberculosis.  So within 8 month the Thøgersen family had lost 3 members.

When the surviving children were going to share the heritage from their parents Kristian and Tony decided that their share should stay in Denmark and be reserved for the education of Alfred’s children ( if he got any ).  He did: ME and my younger brother Hans.   It was not a large amount. But it was a very welcome and helpful support, when I went to boarding school in Viborg for the gymnasium in the years 1960-63.   I told Kristian and Tony how grateful I was for their support, which I will never forget.

During World War II

Denmark was invaded by the Germans on April 9, 1940. After that date it was no longer possible to have contact with the family in the US, though the US only joined the war at the end of 1941. My dad Alfred married Jenny, who since 1935 had been his housekeeper.  It was in October 1940.   Life during the war was difficult. But there were hardly any fights in Denmark.  This was not known in the US, at least not by Tony and Chris. Tony wrote after the war that he was afraid that everybody had been killed by the Germans.  Actually only about 200 Danes lost their lives due to the war.  But the fear was there.

As soon as Denmark was liberated in May 1945 the correspondence started again.  One of my dad’s first letters had 9 pages. I have it in my archives. He told about everything which had happened during the “five dark years”. Also that he had married.  When Tony offered to have some clothes prepared for them my dad sent the measurements of the two of them. And when he had written down the measurements of my mother he added: As you can see, it is a solid wife I have got!  I am not sure my mother had agreed to that phrase!

I was also mentioned in this long letter. In the middle of it – 1 line. Something like this:  We have got a son. He is a noicy one!   That was all!  In another letter a couple of years later my dad wrote:  Our boy is running after me everywhere and shouting DAD !  

The 1950ies

I remember that we often talked about the family in Minnesota and in Iowa.  We got many pictures – of everybody, of the houses, of the cars, of the country. Very interesting indeed.  From time to time we had photos taken by a professional photographer to send across the ocean.  We did not own a camera. And once a year a company took photos of the farm from the air. This was also sent to the US.

My other uncle, Regnar, had a farm about 30 km away. They often passed by. And now and then it was decided to make a phone call to Minnesota and to Iowa. It was never done. It was complicated. You should order it – and then the line would be ready a day later or so. It was expensive.

Each year we got a parcel for Christmas from Tony and Marion. With sweets for Christmas. With presents for my parents. And not least:  nice presents for my brother Hans and me.  These presents were always the last ones to be unwrapped.  It was a very nice gesture.

The 1960ies

This was the decade when things started to happen more actively.  First the sad ones:  Tony’s wife Marion died in March 1961.  My uncle Regnar died in May 1962 – quite young. And uncle Kristian ( Chris ) in Iowa died in October 1963.  My dad was very sad about all this. Of course.  My dad and Tony inherited quite an important amout after the death of Chris, as he had no children.  I remember that my parents originally had planned to buy their first car.  But this never happened.  Most of the farm burnt down in December 1963. And the money from Chris was instead used to modernize and enlarge the family farm.

Already the following year – in September 1964 – Tony made his first visit to Denmark since he left 50 years earlier. He brought his new wife, Alta. And they stayed for a month with my parents on the farm.  I wasn’t there when they arrived. I took part in a youth congress in Germany. So my brother of 14 years had to be the interpreter. It went well. And step by step Tony was able to understand and speak Danish.  Alta managed to discuss very efficiently with gestures, laughs and English words.

One of the problems which arose that Tony wanted to rent a car. But it had to be a car with an automated gear. They did not exist in that part of Denmark at that time. So it had to be ordered from Copenhagen.  In the meantime Tony tried a car with a normal gear. But he never got used to it. The car jumped and stopped all the time he had to get going.

Tony also met a lot of old friends from his Danish years.  He thought they were all very old – which they were.

His visit to the old church in Grynderup ( from the 12th century ) was especially moving for him. He spent a long time at his parents’ graves. And inside the church he could immediately remember exactly where he was standing for his confirmation in 1909.

After the stay with my parents I remember Tony and Alta went to Copenhagen, Berlin, Paris and London. A tour of Europe, which they liked a lot.  In England they hired a car to go outside London. I remember that they were very fascinated by the English name for a “traffic circle”. They call it a “roundabout”. Then were actually so amused by that word that when they saw a traffic circle ahead of them they stopped and asked somebody for directions! Not to get the directions. But to hear the word “roundabout”.  This really gave them a kick!

 

The following year – in the summer of 1965 – I came to Minnesota. I had been participating in a United Nations conference in San Francisco and was on my way home with the train all the way to Washington DC.  With a stop for some days in Minnesota. We had some lovely days in Albert Lea, where I stayed in the house with Tony and Alta.

 

The visit to Denmark in 1964 was so successful that Tony and Alta came back in 1967. Again for about a month. And stayed again with my parents on the farm.  They went on many visits. Also to me and my small family in Aarhus. My son Claus was just 1 year old.  We lived in the southern part of the city. I remember that I drove to the north of Aarhus to meet them and guide them to us. While I was waiting I was very surprised all of a sudden to see a car coming against me on the bicycle track.  Tony apparently thought that this was the road. Nothing happened. And I managed to get them safely through the city.

 

This was the last time we all met. Tony died in 1970. And my dad passed away in 1978.  But before that the correspondence intensified to everybody’s pleasure.

 

My visit to Albert Lea and to Battle Creek in 1983

Many years later – In 1983 – I came back to Albert Lea. I was at the end of a EU speaking tour through the US. I rented a car in Minneapolis airport and drove down to Albert Lea. It took me longer than expected, as the US had introduced new strict speed limits. But I found the town. And after asking a number of people I also found the cemetery, where Tony, Marion, Alta and my cousin Gerard were buried.  A moving moment, indeed.

 

From Albert Lea I decided also to find the grave of uncle Chris in Iowa. I did not know exactly where his village Battle Creek was. And nobody else knew it either ( on gas stations etc. ).  I drove all the way to the west of Iowa, as I believed it was around there. So it was.  I finally found it. Now, where was the cemetery?  I asked every elder person in the streets and in the shops if they had known my uncle, who died 20 years earlier. I actually found a few who knew him. And who all had very nice things to tell about him. They told me where his farm was. And one of them drove in front of me to the cemetery where his grave was. Mount Hope, it was called. 

Now, the next problem. Where is the grave? It is a huge cemetery. I walked up and down the rows of tombstones.  One after 1 1/2 hours I found the stone. Two small, nice stones lying down in the grass. One  with the name of Chris. The other with the name of Petra.  I had forgotten to buy flowers. So I left my business card as a hello! A strange thing to do. But the only thing I had.

Very moving too.

Now, it was already around 17.30. And I had a dinner invitation at Lorraine’s and Wallace’s house at 19.00.  I had forgotten that this was many hundred km away. So I only arrived there at 22.00.  Even though I am sure I had broken the US traffic rules in a big way all the way up there. This was all before the mobile phones. So only when I hit the outskirts of St. Cloud I asked a gas station to help me call Lorraine and Wallace. And he picked me up half an hour later. 

It had been a fantastic day.  And the very late supper was very good as well.

 

Visits by Lorraine and Wallace in Denmark and Belgium

Several years later Tony’s daughter Lorraine and her husband Wallace came to Europe several times. Also to Denmark. They met my mother and my brother, and they visited us in Copenhagen. Later they came to Belgium and paid us a visit in our home in Rixensart.   I had also visited them twice in St. Cloud in Minnesota.

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

kimbrer@gmail.com

November 18, 2012  
Min amerikanske grand-kusine fundet - i London

Thøgersen-familien:

NYT AMERIKANSK FAMILIEMEDLEM FUNDET

Som bekendt rejste to af Marie og Niels Thøgersens sønner til USA. Det var Kristian og Anthon. De tog derover lige før 1. verdenskrig. Anthon rejste med det allersidste emigrant-skib før verdenskrigen brød ud.

De havde begge sagt, at de ville komme tilbage til Danmark efter fem år. Men sådan skulle det ikke komme til at gå.  Da USA i 1917 gik ind i krigen mod Tyskland, meldte begge sig frivilligt som amerianske soldater, og de kom begge til at gøre tjeneste i Frankrig. Kristian i nogle af de hårdeste kampe ved fronten ved Verdun. Anthon i reservestyrkerne bag fronten.

Da krigen var slut, bad de begge om lov til at aflægge et besøg hod deres forældre i Grynderup. Men det blev afvist af militæret. De skulle først hjem til USA for at afmønstre. Så kunne de bagefter rejse hen, hvor de ville.

I stedet fik de ret hurtigt efter tilbagekomsten begge som tak for indsatsen amerikansk statsborgerskab.

Kristian blev først gift i begyndelsen af 1930erne ( med danskfødte Petra fra Åbybro ).  De fik ingen børn sammen. Men Petras søn fra et tidligere ægteskab, Lawrence, boede hos dem som dreng. Han blev senere oberst id et ameriakanske flyvevåben og var bl.a. med i Korea-krigen.

Anthon blev i 1920erne gift med Marion, der var af tysk afstamning tilbage i tiden.  De fik to børn: Lorraine ( ”Lorrie” )  i 1928 og Gerard ( ”Jerry” )  i 1934.

Lorraine og hendes mand Wallace fik fem børn ( 3 drenge og to piger ). Og Gerard og hans kone Judith fik en datter.

Mens det er lykkedes ikke bare at finde, men også at møde og holde kontakt til Lorraine fem børn ( de fire bor i Minnesota og den femte i the State of Washington ), så er det aldrig lykkedes at finde Gerards datter Leslie Lynette.  Alle forsøg igennem Internettet, gennem avisartikler i lokale aviser i deres lille hjemby Albert Lea i det sydlige Minnesota, gennem slægtsforskningskontakter, gennem amerikanske myndigheder, er alle løbet ud i sandet.

STOR var derfor glæden, da det ikke blev mig, der fandt hende, men Leslie der fandt mig. Det skete i slutningen af maj.  Hun havde længe ønsket at få kontakt til sit danske ophav, men vidste ikke hvor hun skulle begynde.  Hun vidste, at slægtsnavnet var Thøgersen  ( forvandlet til Thorgeson i den amerianske del af familien ). Så hun søgte på Internettet. Og BANG – hun ramte lige ind i mine hjemmesider – hvoraf den ene er på engelsk. Derfor skrev hun straks til mig, og nu er vi i fin kontakt.

 

Min fætter, Gerard, hendes far, var blevet skilt fra Judith i begyndelsen af 1970erne. Og han begik selvmord som 40-årig i 1974. Han var reklametegner i Minneapolis.  Alt dette vidste jeg godt. 

Da han døde, var Leslie 6 år.

Hendes mor blev i 1977 gift igen, og Leslie Lynette blev adopteret af sin nye stedfar. Han hed Brooks. Derfor kom hun til at hedde Lynette Brooks.

Mens hun gik på universitetet, var hun et år i London. Og her mødte hun sin kommende engelske mand, Nigel Homer.  Han er hun gift med på 24. år. De har ingen børn.

 

Lynette og Nigel bor og arbejder i London  (  de bor i Camden Town ved St. Pancras ).  Lynette er udviklingschef på Barbican, en af  Europas største kulturinstitutioner med kunst, musik, teater, film, osv.  ( http://www.barbican.org.uk/   ).

 

Lynette, der er 44 år, kan ses her:

Vi har naturligvis aftalt at mødes somewhere så snart som muligt.

Niels Jørgen Thøgersen  -  den 13.6.2012

kimbrer@gmail.com  

 

Min mors død i 1993

Omkring Mors Død

 

Fredag, den 29. oktober 1993 

 

Min mor, Jenny Kristine Thøgersen , døde fredag den 29. oktober 1993.  Hun ville knap to måneder senere have kunnet fejre sin 80 års fødselsdag.

 

Jeg vil gerne prøve at beskrive sitationen omkring hendes død, og hvad der skete i dagene derefter.

 

Vi var den fredag på vej til en uges ferie i Skagen. Vi var tidligt om morgenen fløjet fra Bruxelles og via Kastrup kommet til Aalborg lufthavn sidst på formiddagen. Her lejede vi en bil. To dage tidligere – på hendes 53. års bryllupsdag - havde jeg aftalt med mor, at vi besøgte hende på vejen. Fra frokost fredag til en gang lørdag eftermiddag.  Det ville være første gang vi så hende, efter vort bryllup i august.  Vi købte noget lækkert ind til frokost og middag i Nørresundby og trillede så de knap 50 km sydpå.

 

Da vi  ved middagstid ankom til mors hus på Solhøj 15 i Nørager, undrede det os, at gardinerne ikke var trukket fra. Og vor undren blev forvandlet til dyb ængstelse, da vi fandt begge døre låst og ingen reaktion på vor banken L    Vi fik starks fat i naboen, mors nære veninde Tenny, som havde en nøgle. Udrustet med den kom vi ind i huset.  Intet usædvanligt ved første øjesyn. Indtil jeg forsigtigt åbnede døren til soveværelset. Her lå mor på gulvet. Ved siden af sin seng. Åbenbart på vej ind fra badeværelset. Her var hun faldet – fuldt påklædt. I faldet havde hun åbenbart ramt sengestolpen og var også filtret ind i telefonledningen.  Intet tegn på liv på trods af mine kald. Og heller ikke da jeg tog hende i armen og rørte hende kind. Hun var ikke kold, men næsten.  Hun var helt sikkert blevet ramt af et øjeblikkeligt hjertestop. Havde måske forsøgt at ringe eller at tilkalde hjælp ved at trykke på den alarm, hun hele tiden bar på sig.

 

Vi kunne se, at hun havde været oppe, havde klædt sig på som sædvanlig. Og spist sin morgenmad. Hendes tomme skål fra morgenmaden stod fint i vasken.  Tenny havde også set, at der var lys i vinduerne om morgenen. En hel normal morgen, hvor hun helt sikkert glædede sig til vort besøg – og derfor ville tidligt op.

 

Men så skulle det ikke være!  Bum, død!   Da vi hurtigt fik fat i hendes lokale læge Aaskov, kunne han med det samme konstatere, at døden var indtruffet. Han mente endda, at det var sket så hurigt, at hun var død inden hun ramte sengestolpen og gulvet. Så hurtigt kan det gå.

 

Da vi en uges tid senere kom hjem til Bruxelles, så vi, at der var en besked på telefonsvareren. Vi turde næsten ikke lytte til den. Tænk hvis det var mor, der havde ringet i sidste minut!  Men det var det ikke.

 

Ved fælles hjælp fik lægen og jeg lagt mor op i sengen. Derefter ringede han til Falck for at få dem til at hente hende. Hun skulle på sygehuset i Hobro. Ikke for at de kunne gøre noget. Men for at hun kunne være der i deres kølerum indtil begravelsen. Det er fast praksis.  To flinke Falck-reddere kom inden længe. Og det var en meget underlig fornemmelse at opleve dem køre afsted med mor på deres rullevogn. Ud til ambulancen – og afsted. Stille og roligt. En mærkelig oplevelse at se sin mor forlade sit hus for sidste gang. Kørt bort af de fremmede. Jeg husker, at det midt i sorgen trøstede mig lidt, at der stod Europa på ambulancen.  Ja, man er vel let lidt underlig i en sådan situation J

 

Men inden ambulancen kom, havde politiet været der.  Også fast praksis. Når en person er ”dødsfunden” som det hedder, når man er død uden andres tilstedeværelse, så skal politiet tilkaldes. Derfor ringede lægen også til dem.  To unge betjente fra Hobro indfandt sig, kiggede sig lidt omkring og naturligvis også på min døde mor. Og de kunne uden vanskeligheder se, at der ikke var noget mystisk ved dødsfaldet. Jeg husker, at de studerede mors tomme skål ude i køkkenvasken ret indgående. De tog den dog ikke med til undersøgelse. Resterne af morgenmaden overbeviste dem om, at alt var, som det skulle være.

 

Inden ambulancen ankom, nåede Tenny og hendes søster Dagny, der var mors nabo på den anden side af huset, ind for at se hende og sige endegyldigt farvel til hende.  De havde haft mange dejlige stunder sammen i årenes løb.

 

Her stod vi så – helt alene i et hus, hvor ejeren ikke længere var der. Og aldrig mere ville komme tilbage.  En på mange måder uvirkelig fornemmelse. Tom. Og alligevel fyldt med alting.  Jeg havde aldrig fundet en død person før. Og slet ikke en af mine nærmeste.  Samtidig var det dejligt at vide, at døden var kommet så hurtig. At mor ikke havde lidt. I hvert fald ikke den morgen.

 

 

Hendes død kom dog ikke som en total overraskelse. Heller ikke for hende selv. Knap et år tidligere, i begyndelsen af december 1992, fik hun et meget alvorligt hjertetilfælde. Hun fik ringet til naboen og kom med det samme på Hobro sygehus. Det skete om morgenen. Min bror Hans kom hurtigt derop. Og jeg nåede frem sidst på eftermiddagen fra Bruxelles. Da var hun i rimelig form. Men meget træt. Og lægerne forsikrede os om, at hun efter al sandsynlighed kom igennem det. Men også at hjertet havde taget en del skade, så vi måtte forstå, at hun nu levede på lånt tid.  Hun var på sygehuset i godt et par uger. Og da hun kom hjem, blev al mulig hjælp arrangeret døgnet igennem med sygeplejersker og andre, der havde nøgle og kunne låse sig ind. Samtidig blev hun udstyret med et kaldeapparat, som hun skulle bære overalt. Og hvor hun med et tryk kunne tilkalde øjeblikkelig hjælp.  Vi holdt jul hos hende den jul. Og hun var kommet så meget til hægterne, at hun inde fra sin lænestol kunne fjernstyre Liselotte, da hun skulle lave de obligatoriske vendsysselske grønlangkål J

 

De kommende måneder blev en vanskelig tid for mor. Fysisk var hun ikke længere i samme form som før. Hun tabte sig meget, og det hjalp naturligvis. Men det var helt sikkert især den evige frygt for, hvornår hjertet igen ville stoppe, der gjorde livet surt for hende. ” Du kan tro, man er bange, rigtig bange, i min situation ”, sagde hun til mig flere gange på telefonen.  Men hun klarede sig selv i huset med den daglige hjælp, hun fik. Og med dejlig kontakt og samvær med naboerne. Hendes yngre bror Gunnar fra Hørby var også sød og meget hjælpsom. Han kom ofte forbi, ikke bare for at passe haven. Men også for at få en god snak. Og så fik han også en gang imellem et par formaninger, kunne jeg forstå på mor. Det trænger småbrødre altid til!.  Og selv om han var i 50erne, ændrede det sig ikke J

 

For naboerne på vejen – de var alle damer op i årene – var mor ofte en slags ”trøster” og ”lytter”. En slags sjælesørger, kan man måske sige.  Én de kom til, når de havde problemer eller ville søge råd. Det var hun ikke mindst også i hendes sidste år.  De snakkede de meget om bagefter. Hun var meget savnet af dem alle bagefter.

 

Da hun nok vidste, at det lakkede mod enden, lavede hun i årets løb også en meget omfattende oprydning i sit hus. Sorterede og smed en masse ud.  Hun havde ikke været den store ”gemmer” af ting i årenes løb ( modsat mig L ). Men en del var det naturligvis blevet til i et snart 80 årigt liv.  Vi vidste godt, at hun var i gang med det. Vi fik også af og til noget med, når vi var på besøg. Især noget, der havde relation til vor barndom og ungdom.  Men vi vidste ikke, hvor systematisk hun var gået til værks. Det fandt vi først ud af bagefter, da vi efter hendes begravelse skulle rydde op i huset.   Mor havde simpelt hen lagt de papirer, de billeder og de ting øverst alle steder, som hun gerne ville have, vi så og bevarede. Også alle de mere officielle papirer, som vi havde brug for til hendes begravelse og ved husets afhændelse. Det var rørende. Tænk, at hun i sin daglige angst havde koncentreret sig også om det. Men sådan var hun også. Betænksom, praktisk, hjælpsom.   Jeg har stadig en del af de ting, hun havde lagt frem – og vel at mærke på den måde, hun havde lagt dem til os.

 

Vi forsøgte naturligvis alle at være så nærværende som muligt i disse måneder. Fysisk kunne vi ”belgiere” naturligvis ikke være der meget ofte. Men jeg forsøgte at ringe til hende for at få en snak hver aften.  Det var hyggeligt. Måske blev det endda lidt for meget for hende. En gang sagde hun i hvert fald til Liselotte, at hun kunne fortælle mig, at jeg ikke behøvede at ringe hver aften!  Det var nu ikke, fordi jeg følte, jeg behøvede det. Det havde jeg bare lyst til. Og vi fik os mangen en god snak dengang.

 

Det var også året, hvor vi besluttede at gifte os. Endda i det nordjyske. På Aalborg gamle rådhus med fest i Gl. Skagen. Og mor tog med fornøjelse del i det hele. Til festen på ”Trekosten” var hun endda en af de sidste, der tog hjem til sit hotel.  Hun ville gerne have det hele med.  Og som optakt til brylluppet havde en god ven lavet en video til os, hvor mor også giver sit gode besyv med J   Det var også til vort bryllup, at Cecilie kom hjem fra 3 måneders arbejde på La Santa på Lanzarote. Det var også blevet til en del sol, så da mor så hende, sagde hun spontant: Du er da blevet en hel neger !

 

Mors sidste familiefest var hendes lillebror Hartvigs 75 års fødselsdag i Brønderslev den 4. oktober. Godt tre uger før hun døde.  Herfra har vi billeder, der viser hende i fin form. Inden da havde hun begravet sin elskede storesøster Thea i midten af august.

 

 

Tilbage til dødsdagen.

 

Efter at have sundet os, ringede jeg til min bror Hans i Aarhus, til mine børn og til moster Elly i Viborg. Hun ville sørge for, at hele familien fik besked.  Hans ville komme senere på dagen. Det gjorde han hen på eftermiddagen sammen med sin yngste, Helene. Hun var 5 år dengang. Og jeg husker tydeligt, da de kom. Det var Helene, der åbnede døren indtil køkkenet, hvor jeg stod. Hej med dig, din tykke fyr!  sagde hun med et varmt smil om munden, mens hun samtidig gik lidt ned i knæ J   Så, så, ka’ du opføre dig ordentlig, tilføjede far Hans.  Jeg synes den dag i dag, at det er en af de hyggelige bemærkninger, der stadig står hugget i marmor i min erindring J

 

Vi fik snakket tingene igennem, spist den middag, vi havde medbragt – og lagt planerne for de kommende dage. Det var midt i al sorgen en dejlig og varm aften sammen.

 

Næste dag fik vi lavet aftale med bedemanden, Poul Norup , i Rørbæk.  En gammel ven af mine forældre. Han havde som snedker altid bygget og ombygget deres ejendomme og huse, når de havde brug for det.  Og som præst fik vi sognets nu pensionerede præst, Breiner Henriksen , med på at tage sig af begravelsen.  Han boede nu i Randers. Vi tog på besøg hos ham og hans søde kone. Og han indvilgede straks i at påtage sig opgaven, selv om det var flere år siden han sidst havde båret præstekjolen.

 

Begravelsen blev fastlagt til tirsdag den 3. november. Vi hentede sammen med den nærmeste familie mor på kapellet på Hobro sygehus.  Her så vi hende for sidste gang i den åbne kiste. Hun lå der så fin og stille med sit eget tøj på.  Bedemanden spurgte mig, om hun skulle beholde sin vielsesring på, eller om jeg ville have den. Uden betænkningstid besluttede jeg, at hun selvfølgelig skulle beholde den på.  Det følte jeg var det eneste naturlige.

 

Den lille kirke i Grynderup var fyldt til sidste plads.  Breiner Henriksen havde lavet en meget personlig og rørende prædiken.  Det var vi meget glade for.

 

På familiegravstedet – som har været i slægtens besiddelse siden 1921 – var graven lavet ved siden af min fars grav ( fra 1978 ).  Han var efter efter ønske begravet i sin elskede mors grav. Derfor var mors grav lavet, hvor min farfar var begravet i 1936.  Under gravningen havde graveren stødt på min farfars skelet, og af en eller anden grund havde han lagt hans kranie bagved en af gravstenene. Formentlig for senere at lægge det ned i graven igen ved siden af mors kiste.  Dette gav anledning til, at en i følget diskret henne ved graven spurgte min bror, om han ikke måtte tage dette kranie med.  Nej, selvfølgelig ikke, var svaret naturligvis. Lidt underligt spørgsmål – og så i den situation.

 

Efter begravelsen var der en hyggelig sammenkomst på Nørager Kro. Med taler, med tak og med kaffe og kager.

 

Og ved aftenstide tog vi nærmeste traditionen tro tilbage til Grynderup kirkegård for at se den nu tildækkede grav med alle kransene og blomsterbuketterne på.

 

Aftenen tilbragte vi sammen med Hans og hans familie hjemme i mors hus. Vi havde en dejlig, vedkommende aften, hvor snakken og tankerne gik både tilbage og fremad. 

 

En epoke var slut.  En ny stod for døren. Og efter at den sidste af ens forældre er borte, sidder man selv yderst på bænken !

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Den 29. oktober 2010.

 

Min far ALFRED, hans fødsel og fødselsdage

ALFRED  HENRY  THØGERSEN

 

Født den 23. februar 1902  

 

 

Alfred – min far – blev født søndag den 23. februar 1902.  Det var en hjemmefødsel på ejendommen i Grynderup.  Formentlig inde i det lille soveværelse, da huset ikke på det tidspunkt havde særlige andre værelser til rådighed.  Sengen, hans forældre havde, var en kort ”sidde-seng”, hvor man måtte sidde halvt op, når man sov. Og derfor også når man fødte.

 

Og værelset var iøvrigt det samme, som jeg selv blev født i knap 43 år senere.  Min bror Hans fik derimod fornøjelsen af at blive født på Hobro Sygehus.

 

Alfreds mor var Marie.  Hun var 30 år og havde allerede født fire gange før.  Og faderen Niels var også 30.  De boede på ejendommen, som de selv havde opført med hjælp fra Niels’s far Anders Kristian ni år før.

 

Lille Alfreds søskende var formentlig meget nysgerrige efter at se den lille nye – og kunne dårligt undgå det.  De var:  Kristian ( 8 år ); Anthon  ( 7 år );  Stine  ( 5 år ); og Mathilde ( 2 år ).

 

Hvad skulle den lille så hedde?  Der synes at være enighed mellem Marie og Niels om, at han ikke skulle opkaldes efter nogen i familien. I stedet valgte de to navne af engelsk oprindelse:  ALFRED HENRY.   Hvorfor netop dem?  Ja, hvorfor ikke dem?   Engelsk var ret populært i Danmark i de tider. Og selv om ingen i familien talte et eneste ord engelsk eller havde været i fremmede lande, så blev det altså valget.

 

Hvad betyder disse navne?

 

ALFRED kommer af oldengelsk:  Alfræd. Dette er dannet af alf ( som dansk alf ) og ræd ( der betyder råd, altså et man giver ). Altså en alf, der giver råd.   Den berømte kong Alfred af Wessex kæmpede i det 9. århundrede bravt mod danskerne længere nordpå i England. Og han var faktisk så populær hos de senere invaderende normanner, at de lod navnet Alfred gå videre. Ellers havde de for vane at erstatte alle navne med normanniske navne.   Navnet brugtes ikke i Middeladeren. Men det kom i brug igen i 1700-tallet.  Og altså nu igen i Grynderup i 1902.

 

HENRY kommer af det germanistiske Heimiric – af heim ( der betyder hjem ) og ric ( der var ordet for magt og regering ).  Navnet kommer til England med normannerne i 1000-tallet og bruges senere af mange konger.

 

Dette var om Alfreds fødsel og dåb.  Han blev hele livet kaldt Alfred – aldrig Henry.

 

 

Hvordan blev fødselsdagen så fejret senere i livet?

 

Jeg kan kun berette om de fødselsdage, jeg kan huske. Og det generelle var, at hans fødselsdag ofte fandt sammen med den værste vinter det år. Med sne i massevis, snefygning, og alt hvad dertil hører.  Derfor var gæster tit bange for ikke at kunne komme hjem igen. Så enten kom de slet ikke. Eller også drog de afsted midt på eftermiddagen igen.

 

Hvem var så de faste gæster årene igennem?

 

Det var først og fremmest min farbror ( Alfreds lillebror ) Regnar og hans kone Johanne. De boede de fleste af årene i Farsø, hvor de havde gården Kærgaard.  Det var omkring 35 km væk. Men da de havde bil, var det normalt ikek noget problem.   Og jeg var glad, når de kom. For de havde altid også en gave med til mig J

 

Så kom ofte også fars fætter Kristian fra Langå. Normalt uanmeldt. Og da han normalt blev i mange dage, var det ind imellem lidt træls. Jeg husker, at han var meget rar. Men han snakkede så langsomt, at man dårligt kunne tænke i så lav en fart.  Især min mor synes han var træls.  Han var også noget ”fedtet”, dvs. holdt godt på pengene.  Men han var flink til at hjælpe i marken og i kostalden. Det skal man huske på.

 

En tredje fast gæst var Per ( Pi’er ) Mogensen.  Han boede i Grynderup og var som Kristian ungkarl. Han drev sin fædrene landejendom sammen med sin ugifte søster Sofie.  Han var fars kammerat hele livet igennem. Der var kun to ugers aldersforskel mellem dem. Og de havde oplevet en masse – ja, virkelig en masse – sammen. Da jeg en gang efter fars død forsøgte at fritte Pi’er lidt om deres gøren og laden som unge, skruede han sit velkendte pokerfjæs på iført sin typiske flegren og svarede” Hwa’ kommer de’ dæ ve’ !  Og det havde han jo sådan set ret i.  Min mor var ”ikke vild med Pi’er”. Måske også fordi han vidste en masse, som mor ikke vidste om fars unge år. Min far var 33, da mor kom til hjemmet. Og 38, da de giftede sig.

 

Måske også lidt om fars runde fødselsdage – som jeg kort husker dem:

 

1952:  Hans 50-års dag blev fejret på dagen med mandefrokost med naboer og familie. Jeg husker, at vor nabo, Søren Nørager, kom til at smadre en af de tallerkener, mine forældre havde fået i bryllupsgave. Det gjorde mor meget ked af det. Og selv om han satte himmel og jord i bevægelse for at finde en ny. Han fandt én. Men den var noget anderledes.

 

1962: Hans 60 års dag husker jeg ikke noget om. Da gik jeg i 2. g på Viborg Katedralskole og passede formentlig min dont også den dag J Det var nemlig en fredag det år.

 

1967: Hans 65 års fødselsdag husker jeg. Jeg deltog nemlig selv. Der var igen mandefrokost hjemme på ejendommen i Grynderup. I øvrigt den sidste fest, før mine forældre solgte stedet i april 1968.  Jeg kom kørende i bil fra Herning, hvor jeg dengang underviste tre dage om ugen på højskolen. Jeg nåede frem midt i frokosten. Den var rigtig godt i gang. Øl og snaps havde bidt sig godt fast J   Udenfor var der en kolossal vinterstorm. Den var så stærk, at den gamle flagstang ude i haven pludselig brækkede midt over. Flaget var selvfølgelig oppe. Det rev ekstra i det hele. Jeg husker, at mor fik et helt chek, da flag og stang pludselig gik ned. Hun kom nemlig ( igen ) ind med et fyldt fad fra køkkenet. Og lige da hun trådte ind i stuen, så hun det hele knække og falde sammen. Hun troede et splitsekund, at hun var ved at besvime og derfor så syner. Så hun måtte sætte sig hurtigt ned og tørre sveden af panden. Imens gik den lystne fest videre.

 

1972:  Hans 70 års dag blev fejret på Ullits Hotel oppe i Vesthimmerland. Det var ikke en egn, vi normalt kom på ( selv om fars farfars farfar kom fra Ullits ! )  Men andre steder har formentlig været optaget.  Der var masser af gæster. Og jeg husker, at Karen og jeg havde skrevet en sang, der kørte på omkvædet: Og det er ganske afgjort.  Det var nemlig en af fars kendte standardvendinger!

 

1977:  Fars 75 årsdag blev fejret i Mejlby Forsamlingshus – kun få km fra Nørager, hvor de boede.  Festen holdtes ikke på dagen – det var for risikabelt at invitere mange gæster fra nær og fjern netop i vinterens hårdeste tid i februar.  Derfor holdtes den i august måned.  Der var masser af gæster, masser af taler og masser af sange. Holger fra Viborg spillede på klaveret til sangene.  Far holdt også selv en tale – dog ikke for sig selv J   Men for at fortælle sine gæster om egnen og dens historie.  Blandt andet en drabelig historie om, hvordan egnens bønder i starten af krigen i 1848 havde bevæbnet sig med høtyve og alskens rdskaber og samlet sig ude ved den store vej fra Viborg for at møde den fremrykkende fjende. Rygterne gik både om, at slesvig-holstenerne havde lukket alle straffefanger i Rendsborg ud og sendt dem nordpå. Og også om at de havde sat Vejle i brand. Det var altsammen løse rygter. Men der kom gang i de lokale den dag.

 

Fars tale er faktisk det eneste, vi har på bånd med hans stemme. Den må jeg se at få kopieret og skrevet af, inden tidens tand ødelægger det nu 32 år gamle kassettebånd.

 

Jeg husker, at jeg som altid havde lovet at tage mange billeder af festen. Desværre svigtede apparatet, så der kom ikke et eneste billede i kassen. Det var ærgerligt. Med nutidens digitale kameraer, hvor man straks kan kontrollere resultatet, var det aldrig sket. Sådan er der så meget.

 

Far døde året efter godt 76 år gammel – i maj 1978.  Han havde kun været syg i tre uger.

 

Alligevel på denne 107 års dag:  Stort tillykke med fødselsdagen J    

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Rixensart, den 23. februar 2009.   

 

Min oldefar Anders Kristian Thøgersen

Min oldefar Anders kristian blev født i Pisselhøj ved Års i 1836. Efter at have deltaget i krigen i 1864 (ved artilleriet) blev han førstekarl på "Toftegaarden" i Grynderup i Himmerland. Da hans husbond døde, giftede han sig med enkel - og stiftede Thøgersen-familien. Han døde i 1902.

Min oldemor Ane Kirstine Thøgersen

Ane Kirstine blev født i 1843 i Thorsdals Mølle i Himmerland. da hendes første mand Niels Jensen Gundersen døde som ung, giftede hun sig med min oldefar. Hun døde i 1923

Min farmor og farfar

Ane Kirstines og Anders Kristians ældste søn Niels blev født i Grynderup i 1871. Mens har arbejdede på Bjernedegård på Midtsjælland forælskede har sig i gartnerens unge datter og gjorde hende til min farmor. De drev et landbrug i Grynderup hele deres liv. Og begge døde i 1936

Min far Alfred Thøgersen

Maries og Niels's næstyngste søn hed Alfred - født i Grynderup i 1902 og  arbejdede hele sit liv i landbruget - først for andre (i Sønderjylland, på Fyn, i Finland og ved Korsør) - senere med eget landbrug fra 1935-68. Han var ivrighøjskolemand og gymnast og ledede i adskillige år herregymnastikken på sin hjemegn. Han giftede sig i 1940 med sin vendsysselske husbestyrerinde Jenny og lod sig gøre til far ved min ankomst i 1945. Fem år senere sluttede min lillebror Hans sig til familien. Han døde i 1978.

Min morfar

Min morfar hed Søren Larsen og levede 1884-1958.  Han var født i Hellum i Vendsyssel og levede i landsdelen hele sit liv. Han var fra sin ungdom meget optaget af Højskolen. Han var landmand og havde ejendom først i Try ved Dronninglund og de sidste mange år i Kraghede i nærheden af Brønderslev.

Han fik sammen med sin kone Emma ialt 11 børn.

Min mormor
Min mormor hed Emma Larsen, født Kristensen.  Hun levede fra 1893 - 1963. Var født i Hallund øst for Brønderslev og næstyngst i en børneflok på 12.  Hun var altid i godt humør og meget snakkesalig. Der var - som jeg husker det - aldrig et kedeligt øjeblik i hendes selvskab.  Hun tænkte på alt og alle. Og selv da hun nåede op på at have 36 børnebørn, huskede hun os alle med gaver til jul og fødselsdage.

Hun var gift med Søren, og de fik ialt 11 børn. Min mor Jenny var den næstældste af dem.
Min mor Jenny Thøgersen

Min mor, Jenny Thøgersen, født Larsen levede fra 1913-1993. Hun var næstældst i en søskendeflok på 111. Hun blev født i Try ved Dronninglund i Vendsyssel. Som 10-årig flyttede hun med familien til Kraghede ved Øster Brønderslev.  Efter arbejde i huset på forskellige gårde på egnen (Kraghede, Ajstrup, Tylstrup, m.fl.) kom hun til det katolske hospital Kamillianerklinikken i Aalborg, hvor hun arbejdede i vaskeriet. Herfra tog hun plads som husbestyrerinde for min far Alfred Thøgersen i Grynderup i det sydlige Himmerland. Det endte med bryllup..

Mine børn Claus, Cecilie og Lasse

Claus - årgang 1966  (vintage) - Cecilie årgang 1974 - og Lasse årgang 1973.  Historiker - psykolog - historiker. Bor i Odense - Birmingham - Odense.  Samlebetegbelse: Krapylerne!

Mit barnebarn - prinsesse Anna Maria

Lille Anna Maria arriverede i Birmingham i marts 2006 - med store nysgerrige øjne, som hun har brugt lige siden. Snart en stor pige på 7 måneder - og med 7 tænder!

Min fars morfar - min oldefar

Johan Pedersen blev født i 1836 på Midtsjælland. Efter pladser på flere gårde på egnen og krigstjeneste i 1864 giftede han sig og slog sig ned - først i Glumsø og senere i Bjernede ved Sorø. Han fik en stor børneflok, herunder min farmor Marie, der var hans ældste datter. Han var gartner på Bjernedegården. Marie giftede sig (med min farfar) og flyttede til Himmerland resten af sit lv. Efter at Johan var blevet enkemand, flyttede han op til Marie i Grynderup og levede her indtil han døde i 1917. Han ernærede sig ved havearbejde og ved at lave og sælge træskeer. Han blev begravet på Rørbæk kirkegård.

Min sjællandske farmor Marie

Marie blev født i Glumsø på Sjælland i 1872. Familien flyttede få år senere til Bjernede - den lille landsby ved Sorø, hvor Sjællands eneste rundkirke ligger. Hun blev i 1893 gift med min farfar Niels, og de flyttede med deres lille nyfødte søn til Himmerland, hvor de boede resten af deres liv. De fik seks børn sammen.

Liselottes tyske oldeforældre I Hamburg

MORITZ STERN

 

Grosspapa – und Stammvater

 

Moritz was born on Tuesday, November 14, 1848. It was in the year of all the revolutions around Europe. But where he was born it was quiet and safe. It was in the small village Abterode in the northern part of Hessen. Or Kurfürstenthum Hessen as it was called in those days. The area was occupied by France during the Napoleonic wars. This has influenced not least the administration in the area.

 

Moritz was the youngest child of the family. His three older brothers and sisters were:

 

·        Sussmann ( Sigismund ) – 11 years

·        Jettchen ( Henriette )  - 10 years

·        Clara – 3 years

 

Their parents were an active part of the local Jewish community.

 

The father, Yitzhak ( Isaac ) Stern was 45 years old, when Moritz was born. He was Kaufmann in the village – probably a grocer. He was born in Witzenhausen about 15 km to the north of Abterode.

 

The mother, Gütchen, was born Kugelmann. She was 42 years, when she had her last child – Moritz. And she was herself born in Apterode. Her father, Samuel Kugelmann, was the rabbi in the village. And as a matter of fact, his father, Gumpert Kugelmann, had also been the local rabbi.  Samuel was still alive ( 76 years of age ), when Moritz was born.

 

Yitzhak and Gütchen were married on February 2, 1836.

 

Abterode and the region as a whole had at that time a substantial Jewish population. Lots of Jews had decided to settle there. The synagogue in Apterode was big and located in the middle of the village. The building is still there. It is today a bank. But a sign on the wall outside tells the story.

 

Where did the Stern family live in Abterode? In which house? Actually, the local archives in Eschwege recently by chance received a very detailed map of all houses in Apterode. With names of the owners or at least the people who lived there in the 18th century. But in many houses there were no names indicated. Why?  Because you did not write the names down, if the people in the house were Jews.

 

The large Jewish population at the time can also be seen from the relatively big Jewish cemeteries, which you find near all villages and towns in the region. In Abterode you find it up on a steep hill just outside the village. It is well preserved – the Nazis apparently did not manage to destroy this one – and very nicely kept in order. Around it you have a protective fence with a locked gate. You have to pick up the key at the local municipality to get in.

 

Normally, Jewish cemeteries were always located outside the village – and often in an awkward place ( such as a steep hill, a mountain, or a valley ). The authorities did not want to be too helpful to the Jews.

 

At the cemetery in Abterode – which we have visited – you find the graves and the gravestones of Moritz’s parents, his mother’s parents and his great grandparents on his mother’s side. The stones are nice and undamaged. Though not cleaned, as this is not supposed to be done according to Jewish tradition. Therefore, we had some difficulties in finding the stones. And to read them. But we managed.

 

One of the special characteristics of Jewish gravestones is that they on the front side have a text in Hebrew. With Hebrew letters, of course. That is where you find the most important text about the deceased person. In the very old days only this Hebrew side existed. Later – in the 19th century – a law required that a text in German should be written on the other side of the gravestone. Often with a shorter text – in principle only the name, the date of birth and the date of death.

 

In our case we took a number of photos of both sides of all our family stones. And afterwards we got a very interesting translation of the Hebrew sides of the stones from Israel via a good friend in London. That is how we know that two of Moritz’s ancestors were rabbis.

 

As far as the name Kugelmann – the maiden name of Moritz’s mother – is concerned it is interesting to know, that history tells that the name of the first Jew, who came to Germany in the 14th century, was Kugelmann.

 

 

Going back to the childhood of Moritz the good times were soon over. When he was less than five years old his mother Gütchen died. She was only 47 years old.  This happened quite often in those days. But the sorrow and the sadness were, of course, there nonetheless. In addition to a lot of practical problems, not least for the widower Yitzhak.

 

As far as we know Moritz was soon sent to a well known Jewish boarding school in Frankfurt – also in Hessen.

 

His father Yitzhak died in 1863, when Moritz was only 15 years old.  This probably meant that the young man now had fewer reasons to stay in Abterode. His older brother Sussmann was already in Hamburg, and his two sisters had either married ( Jettchen ) or had a fiancé and had already left the area ( Clara ).

 

What we know for sure is that Moritz got his first passport ( Reisepass ) on March 30, 1865. He was then 16 years old. He got it from Kurfürstliches Landrathsamt in Eschwege. He needed it, because he wanted to move to Hamburg , 320 km to the north. The big and lively city in what was then Prussia. His 27 year old brother Sussmann already lived and worked there, so he was probably supposed to look after the young Moritz.

 

He could not become a Hamburg citizen immediately. The minimum age at the time was 22 years. Actually he only obtained that status in 1903. But he was allowed to live and work there.

 

From his application to become a Hamburg and a Prussian citizen we know more about Moritz: he had blond hair, a low forehead, and brown eyes.  He had apparently also served in the army, because it is indicated that he in 1903 has an Ersatz Reserve Schein Nr. 117.

 

He settled down in Hamburg – in the Jewish quarter around Grindelallee – not far from the big synagogue in the city. When he in Eschwege applied for the passport he had as a reason given that he wanted to learn how to become a Kaufmann.

 

He got a number of different jobs – some with success, others without. In some of the official papers he is called: Agent or Curateur. 

 

Soon he needed help in the house. Therefore, he hired a 16 year old girl from Hamburg. Her name was Auguste Bichels.  It was in 1869. Four years after his arrival in the city.

 

Moritz and his maid lived in different houses in central Hamburg – though always in the same area. At one time he owned a double house, where an elderly Jewish couple had rented the other part of the house. After some time he wanted to sell the house and move to a bigger one – probably because his business already went very well. But as he said: I cannot sell the house , because what will then happen to the old couple next door. 

 

What we know for sure is that after a few years he was a very successful business man. He was a partner in the company Minten und Stern. Its main activities were to arrange insurance for all the smaller ships and boats ( Schuden ) which were active in the Hamburg harbour and on the Elbe river. This was a period with a very positive economic development. And it, of course, included all the transport on the river and in the huge harbour.  It went better year by year, and as time went on Moritz became one of the very rich business men in Hamburg.

 

His official title was General-Versicherungs-Agent.

 

 

But it wasn’t business and hard work all of it. More and more time was devoted to his young maid, Auguste.

 

 

AUGUSTE BICHELS

 

Grossmama und Stammmutter

 

Auguste was born on Sunday, November 27, 1853 in Hamburg – at 5 o’clock in the morning. Her full name was Wilhelmine Louise Auguste Bichels.

 

She was baptised on March 26, 1854 in the Lutheran Saint Michaelis Kirche in Hamburg. And she was later confirmed in the same church on April 1, 1868.

 

Auguste’s father was Franz Hinrich Bichels. He was 33 years old, when Auguste was born. He was a  Gürtler.

 

Her mother was Elsabe Voigt, called Ehlers. And she was also33 years old and from Eddelack in Holstein.

 

Franz Hinrich and Elsabe were married on July 21, 1851 in the Saint Michaelis Church.

 

They had two daughters, who were older than Auguste:

 

·        Catharina Johanna Dorothea,  3 years

·        Caroline Wilhelmine Emilie, 1 year

 

The family lived in Ulriciusstrasse 23 in Hamburg.

 

After Auguste her parents had a boy on December 6, 1855. But he died at the birth.

 

These birth complications were probably the main reason why Elsabe died a month and a half later, on January 31, 1856.  She was only 36 years old.  And Auguste was only just 3 years old.

Elsabe was buried from the Lutheranische Gemeinde Maria-Magdalene-Kloster in Hamburg.

 

Her sudden death was a disaster for the small family.

 

Auguste’s father decided to remarry very quickly – already in September the same year. His second wife was called Johanna Friederika Wilhemina, born Jantzen. From Hamburg too – and 37 years old.

 

Auguste and her sisters grew up with their father and their step mother. We do not know yet, if they got any half sisters or half brothers.

 

What we know is that Auguste started as housemaid in 19 year old Moritz’s house, when she was 16.  And it was certainly not unusual that young girls ( and boys ) had such jobs at that age. It often started several years earlier. And Auguste had probably had other jobs as a housemaid before she come to Moritz.

 

What we also know is that she spoke “Platt”, which means plattdeusch. In a way the local north German dialect spoken in the countryside. Her family came from the countryside – from Holstein and Dittmarschen.  This was the language spoken there.

 

It was also said that Auguste was not a very pretty girl. She had for example very big ears.

 

But this was apparently not important for Moritz. He was more interested in the person and what sort of personality she was – than the way she looked.

 

It’s that part of the family history, which we come to now.

 

 

Moritz and Auguste together

 

The two of them had many things to talk about. First of all, they had both lost their mothers when then were very small. This had resulted in a childhood, which certainly was not always easy and pleasant.

 

They were also – both of them – energetic and ambitious. Moritz in his business, Auguste in organising their home. She was now and later always a very determined and well organised lady.

 

We feel that we have good reasons to believe that before long they both knew that they were in love with each other.

 

On Thursday, May 9, 1872 they had their first child. She was called Gertrude. Moritz was then 23 years and Auguste 19.

 

According to family recollection they soon had a second child. This time a boy. But he was dead by birth. Unfortunately, no official records have been found about this child. Not yet, at least.

 

Some years later they had another girl, Elsa. She was born on Tuesday, May 14, 1878.  And again four years later, on Friday, June 19, 1882, the third daughter arrived. Her name was Kätchen.

 

Moritz and Auguste were still not married. Probably because he was a Jew and she was a Lutheran.  This dilemma was solved, when Moritz decided to convert to the protestant reformist church. A church close to the Calvinists. And a church which like the Jewish synagogues had no decorations on the walls. In this way his conversion was less difficult.

 

The couple was married on Friday, October 6, 1882 in Hamburg.

 

The fourth daughter, Selma , was already on her way. And was born on Thursday, May 31, 1883.

 

Concerning Moritz’s conversion to the reformist church it is noted in the official papers that he got his certificate – his Taufschein – only on April 30, 1894. Why this long period?

 

After Selma another four children were born:

 

·        Meta born on Friday, December 19, 1884

·        Alice born on Sunday, March 3, 1887

·        Lilli – born on Wednesday, October 31, 1888

·        Franz – born on Friday, September 13, 1895

 

The family had for many years a big and lovely house at Rotherbaum Chaussee 209 . In a very nice part of Hamburg – not far from the Alster and the old city.

 

Moritz’s business in “Minten und Stern” went from success to success. And the family life in the big house was very lively, and everybody was very happy.

 

A very sad development was the health of Moritz. His sight deteriorated rapidly. He had a serious eye disease. And when he was about 50 – around 1898 – he became totally blind. As he continued his business life he – or Auguste – organised that one of the daughters accompanied him to his office every day. And picked him up again after work.  They all took part in this daily task. And one thing was also certain:  When Moritz arrived home late afternoon or early evening he called: Ist Mammie da ?  He was so close to Auguste all his life that he looked forward very much to come back home to her after work.

 

As already mentioned Moritz became a very rich man. In a public document from 1902 it is indicated that his tax related fortune is: 54.500 Mark. According to official calculations to currencies nowadays this is the equivalent of 3,3 million €.

 

This gave him and Auguste the possibility to give each child an amount of 1.000 Mark ( or 60.500 € ), when they had finished their school. The girls all went to a one year school in Switzerland, when they had finished their normal school in Hamburg.

 

 

As time passed on Moritz handed over his part of “Minten und Stern” to his son-in-law, Gertrude’s husband, Adolph Wölken.  Later it was taken over by Gertrude’s and Adolph’s youngest son, Gerhard. After some time he sold it, and the company left the family. But it still existed as late as in 1950.

 

 

Moritz ’ health deteriorated gradually. And on Monday, December 11, 1916 he died, when he by accident fell on a big staircase leading to the basement of the house. He was 68 years old.

 

He was probably also hard hit by the fact that his and Auguste’s one and only son, Franz, had been killed five months earlier near Dozière in the battle of the Somme in France. Franz had 20 years old in 1915 volunteered as a soldier in the German infantry.

 

Auguste lived for several years still in the big house in Rotherbaum Chaussee. Later she sold it and moved into a smaller house in central Hamburg. She was a passionate bridge player and in general a very active lady for many years to come. She died 88 years old on Sunday, March 8 in 1942. This was more than 25 years after the death of Moritz.

 

Both of them were buried in the family grave on Nienstedter Friedhof in the western part of Hamburg.

 

Liselotte & Niels Jørgen Thøgersen

 

September 2008. 

Se også fotoalbummet:  www.flickr.com/photos/moritz_stern1848

FRANZ STERN 1895-1916


FRANZ STERN


Lidt om hans livshistorie 1895 – 1916


Friedrich-Franz Stern blev født fredag, den 13. september 1895. Han blev kun kaldt Franz.  Hans forældre var Auguste, f. Bichels (42 år) og Moritz Stern (46 år). De boede på Rothenbaum Chaussée i Alster-kvarteret i Hamborg. Moritz var medejer af et stort forsikringsfirma for mindre skibe på Elben.  Franz var den yngste i en søskendeflok på 8.  De øvrige syv var alle piger.  Liselottes farmor var en af dem.  Auguste og Moritz havde fået en dødfødt dreng som barn nr. to tilbage i 1870erne.  Men nu var Franz altså ene hane i kurven i familien. Og der er ingen tvivl om, at han blev meget, endda rigtig meget, forkælet af alle sine søstre og også af forældrene.


Lykken i familien skulle dog ikke vare ved. Allerede da Franz var 3 år gammel, blev hans far blind. Han fik en uhelbredelig øjensygdom.   De hjemmeboende døtre skiftedes til at læse avisen for ham hver dag. Og de skiftedes også til at hjælpe ham til og fra kontoret om morgenen og om aftenen.


Vi ved ikke så meget om Franz’s barneår og opvækst. Han har helt sikkert gået i gode skoler. Kvarteret var – og er – et af de bedste i Hamburg.


Vi har heldigvis et par billeder af Franz fra barneårene.


På dette billede er han hos fotografen sammen med sine 7 storesøstre:



Pigen længst til højre, Lilli fra 1888, er Liselottes farmor.


Og på det næste har vi ham nogle år senere for sig selv:



Som man i al spøgefuldhed og venlighed ville sige i dag: Franz har ikke stået bagerst, da de delte ører ud J


Freden i Tyskland varede som bekendt ikke ved.  I august 1914 startede den krig, der skulle blive til 1. verdenskrig. Den ville blive ”Frisch und Fröhlich”, som mange tyskere hovmodigt sagde.  De – og hele verden – skulle blive klogere.


Der var almindelig værnepligt i kejserens Tyskland. Alle mænd mellem 17 og 42 år havde pligt til at forsvare fædrelandet.  Og når man blev 20 år, blev man automatisk indkaldt til militæret.  Det blev Franz i september 1915. Og så var det afsted til kasernen.  Han blev en del af infanteriet (Infanterie Regiment Nr. 84) (billedet ovenfor har ikke noget med hans militære uniform at gøre). Regimentet hed også ”von Manstein  Regimentet” (efter dets første regimentschef, general von Manstein) eller ”Schleswiges Regiment”.  Det blev oprettet i 1866 og blev opløst i 1919.


Og inden længe var det afsted til fronten i Frankrig. Her havde der siden efteråret 1914 været en stillingskrig, hvor begge parter havde gravet sig ned i skyttegrave. Franz og hans regiment kom til at ligge i det nordlige Frankrig – lige ved den lille landsby Pozières, ikke langt fra Amiens.  Det var en typisk fransk landsby med nogle få hundrede beboere, mest landmænd.  Her var de to hære marcheret op over for hinanden. Normalt var der fredeligt – og kedeligt – og ikke mindst beskidt – i skyttegravene. Vagt, vagt og atter vagt. Som man siger:  i krig går langt den mest tid med at vente!


Vi har et model-billede fra en tysk skyttegrav i Pozières-egnen. Det viser en officer og så en almindelig soldat bagved. Det kunne i princippet være Franz:



I juli 1916 besluttede de allierede at starte en storoffensiv mod de tyske styrker – netop i Somme området. Og her lå Pozières lige midt i ”smørhullet”.   Tyskerne havde bl.a. forskanset sig i et fremskudt fæstningsværk, som blandt soldaterne blev kaldt ”Gibraltar Blockhaus”.  Det blev især brugt til observationer af de allieredes bevægelser. Derfor var det meget vigtigt netop for de allierede at nedkæmpe ”Gibraltar”. Det skete over en række dage fra den 23. juli 1916. Angriberne var australske tropper, der var kommet hertil fra de hårde kampe i Gallipoli i Tyrkiet i 1915.  Kampene ved ”Gibraltar” og i hele Pozières området var så hårde, at australierne mistede over 5.000 døde og sårede i disse kampe. Der var også tusinder af døde på tysk side, herunder omkring 3.000 savnede soldater, dvs. soldater der ikke kunne spores efter kampene.


Franz var en af disse savnede.  Han faldt i de voldsomme kampe onsdag, den 26. juli 1916.


Dette billede fra ”Gibraltar” ved Pozières er taget nogle dage senere:



Der var ikke meget tilbage af noget som helst, heller ikke af de faldne soldater på begge sider.


Hvis man vil vide mere om de forfærdelige forhold ved fronten, bør man læse Erich Maria Remarques berømte bog fra 1928:  Intet Nyt fra Vestfronten  (Im Western Nichts Neues”.  Remarque  (som egentlig hed Kramer) var ligesom Franz tysk soldat på vestfronten under 1. verdenskrig. Den er en gruopvækkende beretning om, hvordan livet var for soldaterne. Som avisen Le Monde skrev i sin anmeldelse:  En mand har talt på vore vegne, alle vi, de almindelige soldater.


Og endnu en interessant kapitel til denne historie:  da vi i julen 2014 besøgte min datter og hendes familie i Perth i Western Australia, så vi på et krigsmindesmærke i byens flotte King’s Park, at de australske soldater, der kæmpede og for manges vedkommende døde i Pozières i juli 1916, kom fra Perth. De var sejlet fra Albany syd for Perth, havde fået ekstra træning i området omkring pyramiderne i Egypten, var sat ind i slaget ved Gallipoli i Tyrkiet og kom derfra videre til Somme-fronten.  Verden er lille.



Australsk memorial i Pozières               Australsk memorial i Perth for Pozières faldne


 


Hjemme i Hamburg overbragte det lokale politi den forfærdelige meddelelse om Franz’s død til familien.


Det tog ekstra hårdt på far Moritz, der givetvis havde set Franz – som den eneste søn – som arvtager til det store forsikringsfirma ”Minden und Stern”.  Så skulle det ikke blive.  Selv om Moritz ikke fysisk havde set Franz siden han var 3 år (på grund af blindheden), var de alligevel tæt forbundne.


Det var ligesom det tømte Moritz for de sidste livskræfter.  Han døde mindre end fem måneder senere – ved styrt på en kældertrappe hjemme i huset.


Selv om man ikke kunne begrave Franz, kom han alligevel med på familiens store gravsten på Nienstädter Friedhof ved Elben i det vestlige Hamburg:



Der står:  Til minde om vor kære søn og broder Friedr.Franz Stern, Res. Inf.Reg. Nr. 84, født 13. september 1895, faldet for fædrelandet den 26. juli 1916 ved Somme.


 


Vi besøgte Pozières i 2012.  Her ser der i dag – heldigvis – meget fredeligt ud.



 


Der er naturligvis masser af krigskirkegårde og –mindesmærker i området.


Og i anledning af 100-året for slaget ved Somme vil det tyske Kriegsgräber-Verband den 1. juli 2016 opsætte en mindetavle med navnene på alle de ukendte, faldte soldater. Det sker på kirkegården Fricourt, tæt på Pozières.   Her vil Franz naturligvis også få sin mindetavle.  Den vil vi helt sikkert besøge en dag.



For at sætte det hele ind i den rette sammenhæng kan det fortælles, at Somme-slaget varede fra den 1. juli til den 18. november.  Det kostede en halv million tyske soldater livet, en halv million britiske og Commonwealth soldater og 200.000 franske. Og resultatet blev, at frontlinjen kun rykkede nogle få km i den ene eller anden retning. En uhyrlig slagtemark, hvor generalerne efter min mening bagefter skulle have været stillet for en krigsret.


 


Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen


Maj 2016


niels4europe@gmail.com


3. udgave.


Mine børns runde fødselsdage

                    Krønike

30 – 30 – 30 – 40 – 40 - 40 - 50

Det er dejligt at se sine børn vokse op og blive store og stærke. Og at have et godt liv.  Det går bare SÅ stærkt. Når man får dem som små, så er de lige pludselig selvtransporterende og frække J   Og også sjove og lærerige. Heldigvis har vi gemt mange episoder og muntre udtryk fra den gang. Endda også på bånd. For eksempel med Claus, der som 3-årig på flydende århusiansk ”læser op” af Karius og Baktus ( Kaktus og Baktus, som han kaldte dem). Eller Lasse  der muntert kommenterer, at lille Cecilie havde væltet et glas mælk ud over hele spisebordet, med ordene: PØV IGEN !    Eller Cecilie, der engang forsvarede vor kritik af piger med at ”Piger er vel også mennesker!”   Eller engang 8-årige Lasse og 6-årige Cecilie leger en sommermorgen i haven i Veddinge.  Kit og jeg var ikke stået op endnu. Og da Lasse siger:  De boller!  Så svarede Cecilie resolut: MIN far boller ikke!!

Men det var slet ikke det, jeg ville fortælle om. Jeg vil fortælle lidt om et par af deres runde fødselsdage – og hvordan vi fejrede dem.

 

CLAUS BLIVER 30

Første gang vi fejrede en rund ”børnefødselsdag” på en særlig måde var da CLAUS blev 30 i 1996. Vi hyrede det fornødne antal kahytter ( 3 ) på DFDS’s Norges-båd i København. Den afgik stadig væk dengang fra Kvæsthus-broen, meget tæt på min gamle bolig i Toldbodgade.  Vi havde flottet os med kahytter af særlig god kaliber, højt oppe på skibet, og med indbygget champagne, da vi ankom.  En herlig fornemmelse, da vi gled ud af havnen i det dejligste vejr tirsdag den 2. juli kl. 17.00.  Snart med Kronborg om bagbord.  Og dejlig middag i restauranten.   Der var masser af andre i munter stemning. Og det var vi seks i hvert fald også!  Jeg tror, Claus havde en dejlig fødselsdagsmiddag!

Næste morgen anduvede vi Oslo og lå for kaj lige neden for den gamle danske fæstning Akershus. Det blev til en hyggelig tur rundt i centrum. Det var første gang for de fleste. Jeg var selv nærmest hjemmevant efter mine 6 uger på studenterjob på byens største sygehus i 1962.  Og frokosten blev indtaget på kajen sammen med min fætter Holger. Han arbejdede dengang på EUs delegation i Oslo.  Bagefter tog vi et smut ud på Bygdøy for at kigge på de gamle vikingers skibe. Og så var det sydpå igen kl. 17.  Sejlads i Oslo-fjorden, især om sommeren, er smuk og indtagende. Det var den også den dag.  Men så ville naturkræfterne det sådan, at da vi kom ud af fjorden og befandt os i det åbne Kattegat, så kan det nok være, at vinden fik fat i skibet. Vi gyngede og vippede efter alle kunstens regler. Mad og drikke blev dog heldigvis ikke stoppet, og ingen af os blev dårlige.  Men der var ikke vejr til den store svingom bagefter – i hvert fald ikke ud over de svingom, som vipperiet automatisk gav.

Næste morgen gled vi som planlagt på plads ved Kvæsthusbroen igen. Og Claus følte sig forhåbentig dejligt og anderledes fejret. Det var i hvert fald meningen!

LASSE BLIVER 30

Den næste 30-års fødselsdag var LASSEs. Den indfandt sig i 2003. Nærmere betegnet onsdag den 2. april.  Her besluttede vi at fejre dagen sammen på landjorden. Nærmere betegnet på Burghotel Dinklage i Tyskland.  Det ligger mellem Bremen og Osnabrück og er passende midt imellem Belgien og Danmark.  Fejringen skete fra fredag den 18. til mandag den 21. april. Fra Danmark kom fødselaren sammen med Karen, Dennis og Claus. Og vi kom fra Belgien og havde Cecilie og Nikos med.  Jeg husker, at Nikos på forhånd var meget nervøs for, at vi skulle køre på de tyske motorveje, for han havde hørt at de kørte skrækkelig hurtigt. Det gik nu godt altsammen.

Burghotel Dinklage er et herligt sted. Det ligger i udkanten af landsbyen og har en tilhørende park med rådyr og andet godt.  Vi blev udstyret med de dejligste værelser. Stedet havde også et stort fitness center med indendørs swimming pool og det hele. Taget over og et par vægge omkring swimming-poolen var af glas. Så selv om der var noget koldt udenfor, kunne man sole sig i den herligste varme indendøre, og så hoppe i pølen fra tid til anden, hvis man lystede det.

Fødselsdagsmiddagen spiste vi på hotellet. Og personalet med kokken og tjenerne i spidsen var meget optaget af Lasse og hans fødselsdag. En morgen kom de endda ind for at synge fødselsdagssang for ham.  Og han takkede dem på formfuldendt tysk J    Man kan, når man skal!

I ”fritiden”, det vil sige uden for spisetiderne, lavede Cecilie en konkurrence med alskens løjer og anstrengelser, hvor alle 8 kunne konkurrere mod alle 8. Det gjorde vi så. Fysiske aktiviteter både udenfor og indenfor.  Jeg kan ikke huske, om vi ”lod fødselaren vinde” ! Men sjovt var det i hvert fald.

 

CECILIE BLIVER 30

Den tredje 30-års fødselsdag var overraskende nok CECILIEs.   Hun rundede dagen lørdag den 23. oktober 2004.  Det var godt en måned efter hendes bryllup med Nikos.  Fejringen i familiens skød blev henlagt til det spanske, nærmere betegnet til Benalmádina lige ud til Middelhavet lidt vest for Malaga. Altså i det sydligste Andalusien på Solkysten.  Det skete i ugen fra den 30. oktober til den 6. november.  Vi havde i RCI byttet os til tre dejlige lejligheder på feriecenteret  Sunset Beach Club. En lejlighed til Cecilie og Nikos, en til Claus og Lasse og en stor til deling mellem vi fire ”voksne”.  Det fungere flot altsammen.  Vi havde også lejet biler dernede, så vi kunne komme rundt for at opsamle dejlige oplevelser.

Ferien startede lidt dårligt for fødselsdagsbarnet. Hun fik halsbetændelse, tror jeg det var. Så Nikos og jeg kørte om aftenen ind til centrum af Benalmádina for at finde et åbent apotek, som vi af gode grunde ikke vidste hvor var.  Byen stillede op med smalle og krogede gader. GPS var der ikke noget af, i hvert fald ikke i vor bil. Så vi måtte snuse os frem. Det lykkedes. Og de indkøbte medikamenter gjorde også, som de skulle.

Jeg husker, at vi også hyggede os med sammen at se video fra brylluppet i en af vore lejligheder.

Vi fik fejret den unge, nu modne, frue på bedste vis. Med indtil flere dejlige spanske middage i ugens løb. Vejret var dejligt det meste af tiden, så det havde vi også stor glæde af.  

Vi kørte ture i omegnen, f.eks. op til Mijas på bjergskråningen. Og en af dagene tog vi på heldagsudflugt til Gibraltar for at opleve ”England i Spanien”.  Vi fik også hilst på de berømte aber. De var dog ikke særlig høflige. De gjorde alt, hvad de kunne for at stjæle fra vore lommer og tasker!

Efter den dejlige fødselsdagsuge fløj vi igen hver til sit. ”Englænderne” direkte til Birmingham. Vi andre til Bruxelles og København.

Og det kunne vi gøre med den gode viden, at et par måneder senere var mine tre krapyler tilsammen 100 år  !!

CLAUS BLIVER 40

Næste skarpe ”børne-hjørne” var naturligvis, da CLAUS rundede de 40.  Det gjorde han søndag den 2. juni 2006. Det skulle selvsagt også fejres behøring.  Nu måtte tiden være til at gøre det i Danmark. Så vi indbød til fødselsdagsfest på Hotel Ærø i Svendborg vikingekongen Svend Tvæskægs gamle by.  Et gammelt hyggeligt hotel lige ved havnen. Vi ankom fredag den 30. juni og tog afsted igen om søndagen.  Og vi – det var fødselsdagsbarnet selv, der kom den korte vej fra Odense. Så var det Lasse, Karen, Dennis, Liselotte og mig. Og så var det Cecilie og Anna Maria, der kom fra England. Det var Anna Maria første udlandstur. Hun var kun tre måneder gammel.  Og hun var naturlkigvis lige ved at stjæle al opmærksomheden fra fødselaren. Det var dog nok Claus selv, der var mest optaget af sin nye lille niece. Der var nærmest kamp om at passe hende. Og når hun stod i sin barnevogn, stak de fleste forbipasserende hovedet ned til hende for at se hende an. Selv tog hun det i stiveste arm. Det må da også være dejligt med så megen opmærksomhed.

Fødselsdagsmiddagen indtog vi på hotellet. Den var glimrende. Karen holdt en sød lille tale for sin store dreng. Og han smilede hele tiden helt op til ørerne.

Vejret var fantastisk med sol og blå himmel. Så vi besluttede os også for at tage en tur med det gamle skib M/S HELGE.  Med det tøffede vi ud til Valdemar Slot og tilbage igen. En herlig tur. Og ekstra dejligt for Claus, der elsker at sejle.  Der blev endda taget et foto ombord af den stolte far og hans to knægte:

Jeg husker, at da vi sejlede tilbage mod Svendborg, så vi pludselig to elefanter inde på bredden. Nej, nej der var ikke stor udskænkning om bord.  Der var cirkus i byen. Og så skulle dyrene naturligvis prøve den fynske sø-luft, inden de skulle hoppe og springe for publikum om aftenen.

 

LASSE BLIVER 40

Så var det Lasses tur til at runde de 40. Det blev henlagt til Rixensart og omegn. Det var i påskedagene i 2013. Der blev lavet en hel drejebog om løjerne i de 7 dage, festen varede.

Det hele startede med flag, små hapser og champagne i Zaventem lufthavn.  Til aften var der pileskydnings-konkurrence. Det var arrangeret i vort høje skydetårn i Genval. Legen er meget gammel – helt fra Middelalderen.  Den hedder på fransk ”Tir à l’arc sur perches verticales”. Nærmere betegnet skydning med bue og pil i lodret vinkel. Formålet er at skyde en papegøje-fjer i toppen at det 38 meter høje tårn ned. Og vi havde en specialist, vor lokale turistchef, Michelle, til at vise os hvordan. Samtidig fik vi en forklaring på det museum, de har lavet på stedet om dette skyderi.   Der er stadig en klub her i byen, og de mødes normalt til konkurrence hver torsdag. I gamle dage fandtes det også i Danmark. Dengang skød man udendørs efter fjer, der var sat op på et kirketårn. I dag bruges traditionen stadig på Herluftsholm Kostskole, når de nye elever skal rystes sammen.

Nå, men vi skød løs, og nogle ramte engang imellem, især Michelle.  Dennis kom til skade med sin tommelfinger og måtte forbindes lidt.  Men sjovt var det.

I øvrigt kommer udtrykket ”at skyde papegøjen” fra dette spil.

Bagefter slikkede vi sårene og oplevelsen ved at indtage Liselottes kineser-ret og synge 1. vers af den særlige sang, som Liselotte havde lavet til og om Lasse.

Sang til Lasse – melodi af Erik Grip til Grundvigs tekst ”Velkommen i den grønne lund”

1. vers

Velkommen her til Rixensart,

hvor vi skal fejre Lasse.

Han fylder 40 – hva’be’har?

Kan det nu virk’lig passe?

Nu synger vi det første vers

så lad os rigtig jazze

med lyd på 40 megahertz.

Tillykke kære Lasse!

 

Næste dag, Langfredag, var det, var der udflugt. Vi besøgte et af CroisiEurope’s skibe til flodkrydstogter. Det hed Leonardo da Vinci.   Det var magen til mange af de flodskibe, vi både før og efter denne fødselsdag har fornøjet os på på forskellige europæiske floder.  Vi fik kaffe og drinks – og lidt rundvisning.   Måske en sådan tur også kunne friste de andre en god gang ?!

Bagefter tog vi til den flamske by Mechelen. En gammel Middelalderby med Belgiens højeste kirketårn. Og det er endda kun halvt så højt, som man havde planlagt. Byggeriet stoppede i 1300-tallet, fordi man var løbet tør for penge. Det var vi heldigvis ikke, så vi gik ”ombord” i en dejlig restaurant på torvet. Jeg tror, den hed Bristol.  Magen til lækker mad skal man lede længe efter. Og så nød vi naturligvis den lokale Carolus-øl, der stærkt kan anbefales.

Hjemme igen sang vi 2. vers af Lasses sang. Og nød aftenen i Valhalla.

2. vers

Nu sidder vi i Rixensart

og hygger os med Lasse.

Han er et prægtigt eksemplar

af bedste arvemasse.

Nu synger vi så andet vers

og vi skal stadig jazze

med lyd på 40 megahertz.

Tillykke søde Lasse!

 

Lørdag var en slappedag. Dog naturligvis med 3. vers om Lasse:

3. vers

I huset her i Rixensart,

der ser vi ofte Lasse.

Og vasketøjet med han ta’r,

Så sludrer vi en masse.

Nu synger vi så tredie vers

så lad os stadig jazze

med lyd på 40 megahertz.

Tillykke hygge-Lasse!

 

Og om søndagen, 1. påskedag, bød Liselotte på fødselsdagsbrunch på Hotel Conrad inde i vort gamle kvarter i byen. Det var hendes gave til fødselaren.  Det er en berømt champagne-brunch med alt, hvad man kan tænke sig af lækkerier.  Og det kunne vi.  Dennis nåede kun halvdelen af brunchen, da han skulle flyve hjem for at fejre sin datter Line, der deler både fødselsdag og fødselsår med Lasse.

Senere blev 4. vers afsunget af fuld kraft i Valhalla:

4. vers

I gode folk i Rixensart

er I nu veltilpasse?

Nu vil vi ha’ et ærligt svar

fra både jer og Lasse.

Nu synger vi så fjerde vers

og vi ska’ stadig jazze

med lyd på 40 megahertz.

Tillykke rare Lasse!

 

Mandag var der igen dømt slappedag, for nu skulle vi naturligvis varme op til den egentlige fødselsdag. Og med 5. vers, der lød sådan her:

5. vers

Til huset her i Rixensart

er have og terrasse.

I kælderen der er en bar.

Aprilsnar? Visse-vasse!

Nu synger vi så femte vers,

og vi skal stadig jazze

med støj på 40 megahertz.

Tillykke Lars – nej Lasse!

 

Lasse er født den 2. april kl. 07.30. Så der var ingen vej udenom:  den skulle naturligvis fejres præcist kl. 07.30.  Det blev i et pyjamas-party i stuen.  En af Lasse fødselsdagsgaver var en pyjamas. Vi kunne ikke helt klare, at han dukkede op i Adamskostyme til sin fødselsdag.  Det blev rigtigt hyggeligt og muntert. Og det var ret tidligt at drikke champagne. Men sådan var det. Og det blev nydt. Også af fødselaren, er jeg sikker på.

Han blev også begavet, bl.a. med en dejlig Kindle e-bogs-læser af storebror Claus – og med en ugens højskoleophold af os.  Den har han dog ikke benyttet endnu (2016). Men det kommer. Gavekortet gælder så længe, der bare er én højskole tilbage i Danmark J

Undervejs var der naturligvis skype-fejring med familien i Birmingham.

Og det sidste og 6. vers i Liselottes sang blev afsunget igen og igen og lød:

6. vers

Nu er der fest i Rixensart,

nu skal vi fejre Lasse,

for han er dagens fødselar,

en herlig ”bulderbasse”.

Nu synger vi på sidste vers,

og råber nu en masse.

10 hurraråb og vild kommers

fortjener vores Lasse!

 

Så man kan med rimelighed sige, at knægten kom godt ind i sit 5. årti !

 

CECILIE BLIVER 40

Og endelig blev også ”lille Cecilie” 40.  Det fejrede vi i Australien lige før jul 2014.   Og Cecilie og jeg havde besluttet at slå vore runde dage sammen, så vi holdt en 110-års fødselsdag.

Her er min dagbogs-beretning om, hvordan det forløb:

 

Fredag, den 19. december:

I dag starter vor fødselsdag. Cecilie og jeg deles om at fejre vor fælles 110 års fødselsdag. Og det skal naturligvis gøres med manér! Derfor har Liselotte og jeg inviteret "hele banden" på et tre-dages ferieophold små 300 km sydpå fra Perth. Cecilie har fundet stedet - Bayview Geograph Resort i Busselton.  Det ligger i et stort ferieområde lige ud til Det indiske Ocean.

Vi startede i familiens to biler ved 11.30 tiden i op til 39 graders varme. Men når man kører sydpå herovre, så falder temperaturen - modsat i Europa. Så vi kom helt ned på 36 grader senere på dagen.

På vejen gjorde vi holdt i Vestaustraliens næststørste by, Mandurah (tryk på 1. stavelse). Her blev det til en bid og en tår på en hyggelig café på havnen. Modsat amerikanerne er australierne virkelig gode til det med hyggelige havnemiljøer og alt, hvad dertil hører. Da vi en gang besøgte vestkysten af Florida og kørte ned til en havn, var det eneste, man kunne købe, skibsmotorer :-(   Og dem havde vor tørst i varmen ikke rigtig brug for!

Vi nåede frem til Bayview, der er et resort først og fremmest med hyggelige feriehuse. Vi fik hus nr. 131 og nr. 271 stukket ud. I det første boede alle de unge og halvunge mennesker. Der var tre soveværelser hver med sit badeværelse - og en stor fællesstue med køkken. Og i det andet indlogerede vi mere adstadige os i de to værelser med badeværelse og fællesstue.  Husene lå tæt på hinanden, og bilerne var parkeret lige udenfor, så alt var godt. Oceanet lå 300 m væk. Og på resortet var det både indendørs svømmehal og lege- og sportsfaciliteter. Samt en restaurant, som vi skulle få stor glæde af.

Eneste problem var at området også var opholdssted for milliarder af fluer. Små, vimse bæster af slagsen. De stak ikke. Men de havde en udpræget forkærlighed for at lande og kravle rundt i ansigtet og hvad dertil hører. Vi fik af de lokale på stedet at vide, at denne flueplage på denne årstid er helt usædvanlig. Men det hjalp os ikke meget. Nogle af os indkøbte straks særlige fluenet til at tage ned over hat og hoved. Dem kendte vi fra vort besøg for tre år siden inde ved Ayers Rock. Der lærte vi også, at den særlige australske hilsen er en hurtig og determineret håndbevægelse hen foran ansigtet. Så kan man både hilse og jage fluer væk på én gang!  Praktiske folk, de australiere.

I aften hyggede vi os med at spise på stedets restaurant, der hedder Spinneke (det betyder spiler, et særligt forsejl på en sejlbåd). De havde steak-aften med en ordentlig krabat for 20 dollars.  Den bedste steak jeg har fået i meget lang tid. Og de andres mad var også fuldtud tilfredsstillende, både i kvalitet og mængde.   Og da vi naturligvis er fast besluttede på så vidt muligt at drikke lokal vin her fra området, fandt vi en rigtig god rødvin, der hedder Billygoat (det betyder gedebuk). Samme lokale vingård producerer også en "gede-hvidvin". Den hedder naturligvis Nannigoat.

Således blev de fleste af vore behov fint tilfredsstillet. Og vi kunne velfornøjede hygge os sammen ved og i vore huse resten af aftenen. Fluerne her går heldigvis tidligt i seng!

Lørdag, den 20. december:

Denne dag startede med en fælles udflugt ind til Busselton, en by på 20.000 indbyggere nogle få km fra os. Hovedattraktionen er en 1,8 km lang træ-mole ud i oceanet. Den hedder The Jetty.  Den blev bygget i 1864-65 og er senere forlænget og moderniseret. Den er i dag den længste mole af træ på den sydlige halvkugle. Oprindelig blev den bygget som havn for hvalfanger-bådene, som der var/er mange af i dette område. Havet er meget lavvandet her. Derfor måtte man langt ud, for at skibene kunne lægge til. Og samtidig byggede man en lille jernbane på molen, så hvalkødet og anden gods let kunne fragtes i land.  I dag er Jetty'en en turistattraktion, og det lille tog kører mod betaling glade turister frem og tilbage. Vi fik dog ikke fornøjelsen af en togtur, da der var et par timers ventetid på siddepladser. Det var især Zoe ret så utilfreds med!  Hun kommer forhåbentlig derned en anden god gang.

Efter flere julegave-indkøb og et kort visit i den lokale "Bottle Shop", gik turen hjemad. I aften skal vi have den store 110-års fødselsdagsmiddag !

Vi startede kl. 17.30. Pigerne var i deres flotteste skrud og virkelig i festhumør (i hvert fald det meste af tiden). Anna Maria have lovet os at tegne to Dannebrogs-flag. Det havde hun gjort med stor ynde - helt i hendes egen stil. Og så kom hun med et særligt fødselsdagskort til MORFAR - et kort, hvor alle havde skrevet deres hilsen. Hun havde været meget aktiv med at få samlet disse hilsner på kortet - UDEN at jeg opdagede noget. Det var virkelig sødt. Begge vi fødselsdagsbørn lod os med stor fornøjelse hylde (måske endda efter fortjeneste ?!). Dels med dejlige gaver. Og dels med en fødselsdagssang, som Liselotte havde lavet.

Gaverne gik lige fra Kay Bojesens berømte abekat og Tivoli-gardist med rødt skilderhus samt et særligt maleri fra Odsherred til Cecilie - til et meget stort gavekort fra Claus til mig. Kan bl.a. bruges til faldskærmudspring eller en tur i en ballon. Jeg tror, jeg vælger det sidste :-). Der vankede også en dejlig skotsk gave i form af en 1. klasses single malt Glenfiddich. Den skal blive vederkvæget med ekstra stor fornøjelse - dog nok ikke på ballonturen.

Og så til den søde fælles sang, som blev dejligt afsunget i lystig stil. Den fortjener at blive en del af denne Dagbog:

En lille sang i anledning af CECILIEs og NIELS JØRGENs 110 årsdag i Busselton, Western Australia den 20. december 2014:

Melodi: Svantes Lykkelige Dag

Wow, sikken fødselsdag

vi er i festligt lag

Cecilie blev 40 og har

medbragt sin søde far.

Det skal vi fejre med endnu en tår

for 70 plus 40 år!

 

Niels Jørgen Thøgersen

én af "The Upper Ten".

Du fylder 70 - tænk engang,

og du er Min Don Juan.

Det skal vi fejre med endnu en tår

for halvfjerdsindstyve år!

 

Søde Cecilie

os din familie

Vi ønsker tillykke med fest

her i Australia West

Nu skal du fejres med endnu en tår

for de fyrretyve år!

 

SKÅL og HURRA!

 

Morfar bli'r snart 70

derfor endnu et vers

fordi du' præcis den du er

vi elsker dig hver især.

Det skal vi fejre med endnu en tår

for halvfjersindstyve år.

 

Cecilie søde ven

yndig og kyndig, men

en gang var du stille og sky

nu er du stærk og kry

Det skal vi fejre med endnu en tår

for de fyrretyve år.

 

Tænk hvilken herlig dag

vi har i festligt lag.

Jeg kysser jer kærligt og ømt

lad os få glasset tømt.

Nu skal I fejres med endnu en tår

for de 10 plus 100 år!

 

Kærligst fra Liselotte

 

Det var sødt, varmt og dejligt. Og så helt ovre på den anden side af jordkloden. Næsten. Både Cecilie og jeg labbede det ihærdigt i os. Og uddelte bagefter kys og kram som tak af hjertet!

Senere sang Cecilie sangen for pigerne. Og selv om de ikke forstår dansk, kunne de helt bestemt føle den varme stemning, som den dejlige sang udstråler!  Og vi skal i hvert fald nok få dem lært melodien, mens vi er her.

 

Fødselsdagsmiddagen blev indtaget på The Spinneke, samme restaurant som i aftes. Og denne gang var der dækket et særligt fødselsdags- og julebord i et dejligt lokale, hvor vi var alene det meste af tiden. Alle kunne vælge deres yndlingsretter fra kortet - og der lød ingen klager hverken før, under eller efter middagen. Højest at et par af os måske kom til at spise (lidt) for meget. Men sådan er det vel med fødselsdagsmiddage!

På vej til middagen blev vi iøvrigt ønsket tillykke af en possum. En slags australsk pung-rotte, som der er mange af. Indtil videre er det dog det eneste vilde dyr, vi har set. Den var næsten helt fredelig og tam - sad på vejen og lod som om, den talte os. Til sidst opgav den dog og gemte sig under en parkeret bil.

En dejlig dag og aften var ved at slippe op. Møge og forspiste tog vi en lille go'nat-én i vort lokale "Vandhul" i vort hus.   Nye oplevelser venter forude!

 

Søndag, den 21. december:

Så er det blevet årets længste dag! Hov, hvaffor noget - er det ikke den korteste dag?!  Jo, begge dele er naturligvis rigtigt. Her på vore sydlige breddegrader begynder solen fra i dag at bevæge sig nordpå. Og dagene bliver kortere. Og knap så varme. Perth og omegn ligger dog fortsat i den subtropiske zone. Nogen har kigget på en globus og set, at Perth ligger lige så langt syd for ækvator som Athen ligger nord for den.  Det betyder dog ikke, at vejret er det samme de to steder. I hvert fald ikke hele tiden. Mens sommeren i Athen kan være både meget varm og meget fugtig, er den her meget varm og meget tør. Det gør en stor forskel. Og der bliver om vinteren heller ikke så koldt her som det af og til kan blive i Athen. Men det er naturligt, at Nikos som græker klimamæssigt føler sig mere hjemme her end vi andre.

I dag har vi sat os for at køre sydpå for at bese det kendte område omkring Margaret River - et af Vestaustraliens kendteste vin-distrikter.  Vi er ti personer og kan lige akkurat være i de to biler, og endda have rimelig god plads. Cecilie fører den ene, Nikos den anden. Og de er begge fremragende chauffører!

Første stop på vor tur var Margaret River Chocolate Company!  I kan komme med på denne site:   www.chocolatefactory.com.au   Her blev et orgie af chokolade i alle former og af enhver smag budt til torvs. Midt i det store og lækre butikslokale var der 4 store baljer med hver sin slags chokolade - i form af chokoladeknapper. De var til fri afbenyttelse. Det gjorde vi så - endda i flere omgange. Så var første del af dagens frokost klaret. De solgte også kaffekrus - ja, det var vel chokoladekrus - med teksten:  Sex is no alternative to chocolate! Og pigerne blev ekstra begejstrede, for de blev indbudt til at deltage i en tegnekonkurrence. Det kastede de sig begge ud i med stor energi og forhåbning om at vinde.  Iøvrigt har på for tre år siden besøgt en meget lignende chokoladefabrik på Tasmanien.

Mælken til chokoladen kommer fra de mange kvægfarme i dette område. Man ser køer alle vegne her. Ikke rød dansk malkekvæg eller de kendte sortbrogede for ikke at tale om belgisk bleu-blanc.  Her er de allesammen "malet" sorte. Det er nok en særlig australsk kvægrace.

Samme choko-fabrikant er også den glade ejer af en flot vingård. Den ligger få hundrede meter fra chokoladerne. Undervejs til fods mødte vi bl.a. nogle store papegøjer, der oppe i et træ var i gang med at gøre kål på store nødder.  Vingården hedder Providore.  Kig indenfor her:  www.providore.com.au   Bortset fra liflige vine producerer og sælger de også vinaigre, sennep, syltetøj og meget andet godt. Og man kunne sågar smage på det hele, hvis man havde lyst.  Jeg gik dog kun efter senneppen.

Apropos vestaustralske vine, så har vi længe forsøgt at finde dem i butikker både i Belgien og i Danmark. Men forgæves. De drikker dem sikkert allesammen herude, de lurifakse. Derfor besluttede vore Bedemands-venner fra Aalborg & omegn og jeg i sommer på Anholt at starte et vinimportfirma netop for vine fra Western Australia. Samt fra Franken i Bayern. Dem kan man nemlig heller ikke få derhjemme. Som lidt pynt på kagen blev det også besluttet, at vort firma skal importere dejligt dameundertøj!  Og derfor har Liselotte givet firmaet sit navn:  VINGERIE !  Nu må vi se, som den blinde sagde til den døve. Gode og spændende planer kan man ikke have for mange af :-)

Da vi kørte fra disse oplevelser, så nogle af os en flot Emu, der majestætisk spankulerede afsted inde i en vinmark. Det er det første rigtige vilde dyr, vi har set indtil nu på turen.  Det var en af dens søstre, der i en dyrepark ved Sydney pludselig kom listen hen til mig bagfra og i et lyn-haps snuppede et bæger jeg havde i hånden med popcorn til kænguruerne fra mig. Men det var tidligt om morgenen, så den gamle her var mindst lige så hurtig - vendte mig i løbet af et splitsekund om og snuppede bægeret tilbage igen. Det havde den sgu ikke regnet med. Den gik småfornærmet videre for at prøve et overraske en anden dum turist!   Så når jeg ser en emu nu, stritter alle advarselslamper. Man ved aldrig hvad den luskede fugl kan finde på :-) Og heldigvis for det!

Vi lyn-besøgte også en af de flotteste vingårde i området. Den havde samtidig en imponerende restaurant, også på priserne. Og i parken var der en stor scene til udendørs koncerter.  I det hele taget er landskaberne på disse kanter flotte og velplejede. Der er ikke meget bushland her.

Næste stop blev caféen Settlers' Rest inde midt i Margaret River by. Her indtog vi en dejlig frokost, mens to australske country sangere underholdt udenfor. Det kan altsammen anbefales.

På vej fra byen fandt vi lige på den anden side af floden en legeplads - både for børn og voksne. Det vil sige, at den ikke bare havde de sædvanlige legeting til de mindre. Der var også forskellige motions-instrumenter, som nogle af os kender dem fra fitness-centrene derhjemme. Og det lå altsammen flot anlagt i kanten af en stor skov og lige ned til floden. Hele herligheden er en gave fra den lokale Rotary Club. Det har vi i øvrigt set flere steder. Bænke og andre "behageligheds-ting" skænket af netop Rotary. I Rusland ville de være givet af det allestedsnærværende Gazprom. Men de har også råd til det - i hvert fald indtil nu!

På vejen hjem til Busselton gjorde vi holdt i badebyen Dunsborough. Den havde vi fået anbefalet fra flere sider. Og med rette. Den har en meget, meget indbydende strandpromenade med det blå, blå ocean lige foran. Og vandet på den meget børnevenlige strand var det varmeste selv vor "australske" familie havde oplevet, mens de har boet her.

Iøvrigt har jeg ladet mig fortælle, at ordet DUN er et gammelt keltisk-gælisk ord for SLOT. Så der har måske ligget et slot her engang. Nej, det har der nok snarere i den skotske eller irske by, som stedet her givetvis er opkaldt efter.

Der ligger også nogle kendte grotter i dette område. Men et besøg i dem blev nedstemt med et overvældende flertal!

Mandag, den 22. december:

Dette er vor sidste dag på denne mini-ferie i ferien. Det er vi naturligvis lidt kede af. Men alting har en ende. Og der er også mange andre spændende oplevelser på tapetet i de kommende uger. Vi vinkede farvel både til vore to huse, til feriecentret og til oceanet - i hvert fald her på stedet. Fluerne er de eneste, vi ikke kommer til at savne. Dem erd er nemlig ikke nogen af inde i Como eller i Perth. Men nu har vi investeret i fluenet, så de kan bare komme an, kan de!

Vort mål på hjemvejen var the Dolphin Centre ved Bunbary - også helt ude ved oceanet. Det vil dog sige, at centeret ikke selv har en eneste delfin. Men det er så heldigt, at der normalt er masser af dem lige udenfor i havet. Så de mest eventyrlystne - og det var i dag Cecilie og Lasse - drog afsted i godt 1 1/2 time med et lille skib til en snes personer, og hvor skipper fortalte ting og sager undervejs. Og ganske rigtigt:  de så og mødte masser af delfiner, både store og små. De boltrede sig i vandet lige ved siden af skibet. Delfiner er meget legesyge og uhyre venlige. Og oveni er de kloge, så de kan lære en masse - og huske det. Det blev det nok ikke til i dag. Men vore to deltagere kom i hvert fald glade og tilfredse tilbage.

Vi landkrabber kunne i mellemtiden bese centerets udstilling af mindre havdyr, ikke mindst da de blev fodret af en overmåde hyggelig og vittig "morfar", der arbejder som frivillig på centeret. Der var bl.a. en mini-haj. Den sagde vi naturligvis Hi-Hi haj! til. Og så var der en halvstor og mega-nysgerrig blæksprutte i et andet bassin. Vi fik fortalt, at sådan en fyr (ud over sine 8 arme) har 3 hjerter og hele 9 hjerner. Samt blåt blod.  Det er derfor, den kaldes en blæksprutte. I øvrigt sprutter den kun med sit "blæk" i yderste nødstilfælde, hvor den skal forsvare sig. Dens nysgerrighed og sociale sind opdagede vi hver gang, vi gik hen til dens lille bassin. Normelt sad den i sit lille hus og holdt øje med alt, der bevægede sig udenfor. Men så snart vi nærmede os, kom den straks baskende helt hen til glasvæggen. Claus morede sig med at kigge den helt ind i det ene øje oppe ved bassinkanten.  Denne kant var iøvrigt lukket med stærk, sort tape. For ellers ville krabaten kravle ud, gå hen til de andre smådyr og formentlig fortære dem. Så ingen ekstra udflugter her.

Claus havde også læst, at blæksprutter er meget kloge (det er nok det med 9 hjerner!). Klogere end hunde. Og deres sociale instinkt er så stort, at de mere end netop hunde ville være ideelle husdyr. Så næste gang du skal bytte Fido med en ny, bør du måske overveje en 8-armet blæksprutte!

Efter godt et par timers hyggeophold styrede vi videre hjemad mod Como. Det var en strækning på 171 km. Det gik nemt og smertefrit. Australierne har fremragende veje, i hvert fald her. En Highway er en hovedvej, hvor der også ofte er en cykelsti ude i siden. Og en Freeway er en motorvej med de regler, der gælder for dem.  De bruger km og ikke miles her i landet. Det gør tilpasningen for os nemmere.

Af og til mødte vi et gult vejskilt med en kænguru på. Det betød, at vi måske ville møde dem. Det gjorde vi nu ikke, selv om der er masser af dem. Derfor bliver der også dræbt mange hvert år i trafikken. En del biler har en ekstra stål-konstruktion foran på køleren. Det er ikke en kofanger, men en kænguru-fanger må den vel hedde. Den er indrettet således, at hvis man rammer et dyr, så ryger det ikke op på forruden med alt hvad det kan betyde af katastrofer, men ind under bilen og bliver formentlig dræbt eller i hvert fald lemlæstet.  Af samme grund er den slags køler-udstyr forbudt i Danmark.  Når jeg ser, hvilke biler - ofte store 4-hjulstrækkere - der har denne store, stærke stålkonstruktion påmonteret, så kan jeg ikke helt befri mig for tanken om, at den for en del mænd snarere er en slags potensforlænger :-)

Hjemme igen nød vi en afslappet aften for at fordøje alle de nye indtryk, vi havde fået. I morgen er det lillejuleaften. Og vore forberedelser til en rigtig dansk jul onsdag aften tager fart. Glæden og forventningerne er store.

 

CLAUS BLIVER 50

Denne runde dag for min største knægt indløb lørdag den 2. juli 2016. Det var på forhånd aftalt med fødselaren, at fejringen ville ske i to omgange:  1. halvleg på selve dagen i Veddinge Bakker og 2. halvleg med hele storfamilien på Kos i Grækenland. Det var dog ikke alt, Claus vidste på forhånd.

Fejringen i Veddinge skulle være lidt af en overraskelse. Claus blev traditionen tro afhentet på Korsør Banegård aftenen før.  Stille og roligt. Og også med en stille og rolig morgenmad på selve dagen. Flag på bordet - dejlig morgenmad - en fredelig og udramatisk morgen med hygge for tre. Claus vidste, at Karen og Dennis kom til frokost. Ikke mere. Hans undring startede først, da han og jeg ved 11.30 tiden tog afsted efter maden til frokosten. Først til Svinninge-bageren i Fårevejle efter en stor, flot fødselsdagslagkage. Han så den ikke. Men han undrede sig nok lidt over kagekassens størrelse. Derefter videre til Superbrugsen i Asnæs efter den bestilte mad.  Da han så den store rullevogn med indtil flere kasser med føde, kunne han ikke længe holde nysgerrigheden tilbage. Hvorfor så megen mad?, spurgte fødselaren. I farten kunne jeg kun finde på at svare, at vi altid køber mad ind til en hel uge ad gangen. Jeg ved ikke, om han købte den forklaring. Endnu større blev hans nærmest forskrækkelse, da det lykkedes mig som vognstyrer med hele molivitten at vælte med det hele ude på parkeringspladsen :-(    Rødvinssauce og salater ud over det hele!  Kødet og andre gode ting væltede også rundt i kasserne - dog uden at slippe helt løs.  Det var godt nok ikke så godt!  Åh, al den dejlige spildte sovs, sagde alle,d er passerede forbi!  Da lærte jeg for alvor, at danskerne går meget op i mad, kommenterede Claus bagefter.

Da vi lidt forsinket og med sauce på Claus's fine bukseben !, var gæsterne kommet. De ventede i gården. Til Claus's klart store overraskelse.  Morbror Suller og Per. Farbror Hans og Lisbeth. Alle fra Aarhus & omegn. Og som rosinen i pølseenden lillebror Lasse, der for spændingens skyld i første omgang havde gemt sig i et værelse.  Han var fløjet ind i dagens anledning hjemme fra Bruxelles.  Det blev en dejlig fødselsdag først med kølige drinks på balkonen. Så med syngende skype-snak med familien i Perth.  Og så frokosten i køkken-alrummet.  Vi kunne lige akkurat sidde omkring spisebordet.  Det havde vi regnet ud på forhånd! Og maden var trods kolbøtten på parkeringspladsen blevet fint anrettet af Liselotte og Karen, så ingen anede uråd om den dramatiske begyndelse. Det fortalte jeg dog lidt om efter et par glas vin eller tre.

Undervejs kunne jeg ikke holde et par hædersord tilbage om min store, lange knægt:

Kære store knægt, kære over-krapyl,  kæreste Claus !

Så blev det dagen ! Dagen, hvor du træder ind i vi rigtige voksnes alder !

Liselotte, din mor, Dennis og jeg er meget glade for sammen at måtte fejre dig her i de Vedding'ske Bakker, hvor du er kommet, siden du var 13.

Det er dejligt at se sine børn gro til, blive store, være velfornøjede, leve og have appetit på livet.

Det er en fornøjelse at opleve, hvordan du er levende interesseret i alting ! Undtagen fodbold!  Hvordan du følger med, reagerer, skriver i aviserne, tænker kreative tanker.

Tak, fordi vi hele tiden må være en del af dette. Du ringer af og til og siger:  Jeg er lige kommet til at tænke på noget meget interessant ! Det ville jeg lige fortælle jer.  Og råd, ideer, modspil og medspil - det kan man altid få hos dig.

Tak, fordi du altid er så interesseret i os alle sammen. Og "care'r" om os, hvis det er nødvendigt.  Det ved jeg, at vore allesammens to små prinsesser i Australien også mener og sætter stor pris på.  Magen til medleven + uanede mængder af tålmodighed - også når du leger med pigerne - skal man lede længe efter.

Tak, fordi du ikke altid er enig med os - bare for husfredens skyld.  Dem, der er det, går let i ét med tapetet. Det gør du i hvert fald ikke !  Det gælder heldigvis også Lasse og Cecilie.

Tak for alt det, du også lærer os.  Først var det sammenhængen i historie. Så var det (næsten) alt om IT og computere. Og du er fortsat meget up-to-date om alt det, den moderne udvikling byder på.  Og nu er det den risikable kunst at investere. Købe og sælge aktier og obligationer på det rette tidspunkt.  Et godt råd til jer alle:  hvis I vil undgå problemer, så ring aldrig til Claus kl. 21.50 på en hverdagsaften. Det er nemlig 10 minutter, før New York børsen lukker. Og han vil være fuldt koncentreret på, hvad det byder af godt og skidt den aften.

Og Tak fordi du også har lyst til at rejse. Du er altid med på den værste, når vi foreslår et eller andet - til lands, til vands eller i luften.  Vi har haft masser af dejlige oplevelser sammen, inkl. krydstogt og andet godt.

Da jeg blev 50, fik jeg en ko. Da jeg blev 60, fik jeg en tyr (eller i hvert fald noget af den). Det skal du ikke ha'.

Du får i stedet denne her:  En bog om VENEDIG.  Hvorfor det?  Fordi gaven er en tur - sammen med mig - til denne herlige by.  Som du ved, havde vi planlagt den allerede for et par år siden. Men da kom din daværende dårligdom og hospitalet på tværs. Så nu skal det være!  Formentlig til foråret, hvor der ikke er så mange millioner turister i byen som nu - og hvor vejret også normalt er meget menneskevenligt.  Vi skal bo på vort yndlingshotel, Hotel Paganelli, lige ud til Lagunen og 300 m fra Dogepladsen.  Og så inviterer jeg også Lasse med på turen. Vi skal jo have nogen til ta' slævet :-)   Cecilie fik også invitationen. Men hun kunne desværre ikke komme helt nede fra down-under i denne omgang.

Kære Claus - med disse ord mine allervarmeste lykønskninger og "tilløkker" med den flotte alder.   Og fortsæt med at leve livet, ta' hver dag en ordentlig bid af oplevelseskagen - og jeg glæder mig til fortsat at nyde masser af dejlige oplevelser og diskussioner med dig!

Claus længe leve!!   Hurra - hurra - hurra !  Og så det lange:  hurrraaaaaa!  Og til sidst suset fra Hjallerup marked !

din far  :-) 

 

Der var skam også sange til den stolte fødselar.   Her er Liselottes hyldest til Claus - sunget både i Veddinge og på Kos:

En sang til Claus

i anledning af hans 50 års fødselsdag

lørdag d. 2. juli 2016

Melodi: Sådan er kapitalismen

 

**********************************************************

 

Vi er samlet for at fejre

Claus, han fylder nemlig år,

derfor har den gamle "hejre"

skrevet vers, som I forstår.

For vor Claus, kapitalisten,

skal vi synge denne sang.

Hyldes skal jo historisten

med lidt rim og bægerklang