Sjovt skal det være - og det var det!
Da jeg blev udnævnt til AALBORG VIKING

Krønike       

Udnævnt til Aalborg Viking 2004  

I 2004 besøgte Aalborgs daværende borgmester Henning G. Jensen Bruxelles. Hvorfor ?  Fordi han på byens og erhvervsrådets vegne ville udnævne mig til intet ringere end AALBORG VIKING.  Blandt mine forgængere var mine gamle venner – en gang imellem gamle uvenner J   - , de grønlandske toppolitikere Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen.  Så jeg var naturligvis i godt selskab!

I øvrigt følte jeg, at det var i fin forlængelse af min fortidige indsats som ildsprudlende Stiftssælger i årene 1958-60.  Og hvad var så det?  Det var at sælge og udbringe selveste Aalborg Stiftstidende til de hungrende morgensavislæsere i Grynderup, Kjemtrup, Allestrup & nærliggende områder.  Det skete hver søndag morgen – i sol, regn, sne og frost. Indkomst:  10 øre pr. udbragt avis. Og da jeg kæmpede mig op på hele 50 abonnenter, væltede det hver søndag ind med 5 kr. på min slunkne konto!  For at nå det, skulle der hver gang cykles 35 km. 

Så jeg syntes i 2004, at det var et passende udgangspunkt – efter 44 år – at få denne fornemme udnævnelse J

I mellemtiden havde jeg ganske vist hjulpet økonomien i den gamle vikinge- by godt på vej – dels ved at lade mig gifte med Liselotte på byens gamle rådhus i 1993, dels ved at hjælpe staden med at få en fast repræsentant i Bruxelles, dels ved at hjælpe mange Aalborgensiske besøgsgrupper, når de af og til vovede sig helt til Bruxelles.  Når sandheden skal frem – og det skal den jo ikke mindst i disse tider med Fake News – var det i virkeligheden Liselotte, der skulle have haft udnævnelsen.  Hun tog det meste af sliddet med hjælpen til Aalborg. Jeg var bare assistent i meget af det.  Men sådan er goderne som bekendt af og til ulige fordelt !

Udnævnelsen skete på Aalborgs kontor i Bruxelles. Det lå – og ligger – tæt på Cinquantenaire triumfbuen.  Og jeg havde fået lov til at indbyde lokale folk og fæ, som havde godt af at lære noget om rigtige vikinger!  Det blev til et halv hundrede sjæle, der forventningsfulde og ganske tørstige mødte frem i deres fineste puds.   Jeg var den eneste, der var ved at komme for sent.  Europa skulle jo passes. Og det tog af og til længere tid end godt var. Så jeg husker, at jeg nåede frem efter en forceret løbetur gennem parken – godt svedende og klar til what might come!  Sådan var de andre rigtige vikinger dengang sikkert også J

Borgmester Henning G. holdt en fin lille tale om og til mig i dagens alvorsfulde anledning.  Jeg fik overrakt mit diplom med et rigtigt tungt og blankpoleret sværd ( og også med ret og pligt til at bruge det! ).  Hvortil jeg så sagde nogle borgerlige vikinge-ord til den socialdemokratiske borgmester med stor tak for den flotte forfremmelse. 

Ovenfor kan I beskue mit flotte diplom med sværd og det hele.  Men for at I ikke skal gå glip af den ærefulde tekst, føler jeg mig fristet over evne til at gengive den her:

Hermed gøres vitterligt for alle, at Aalborg Erhvervsråd efter omhyggelig og kritisk vurdering med virkning fra dags dato har udnævnt

Niels Jørgen Thøgersen

AALBORG VIKING

Denne ærefulde titel er tildelt i anerkendelse af et ihærdigt og succesfuldt arbejde for Aalborg By.  For i tale og gerning at virke for udbredelse af kendskabet til Aalborg By og vore kulturelle værdier.

Som titulær Aalborg Viking udstedes ret og pligt til at føre det tildelte vikingesværd til gavn for Aalborg By og til stadighed virke for udbygning af handelsmæssige – og venskablige – forbindelser med vor stad.

I forbindelse med udnævnelsen og det fornemme virke for Aalborg udstedes dette dokument og tildeles til evig eje dette vikingesværd.

Til vitterlighed:

Henning G. Jensen

Borgmester – Formand for Aalborg Erhvervsråd.

( Niels Jørgen Thøgersen – niels4europe@gmail.com )

Det var en nytårsaften....

                          Krønike

Det var en nytårsaften....

Året var 1987. Midt i mine bedste år  - som jeg iøvrigt føler, at alle år er J   Der var et årsskifte forude. Som der havde været 41 gange tidligere for mig.

Der var lagt op til et dejligt hyggenytår sammen med min endnu dejligere kæreste Liselotte J   Gerningsstedet var Toldbodgade 38 C, 2. sal.  Vi havde en hyggelig familiejul bag os. Nu skulle vi storhygge os sammen – helt fra det ene år til det næste.

Jeg skruede op for alt, jeg havde at skrue op for.  Min lejlighed var i sin bedste form – måske endda gjort ekstra godt ren.  Vinduerne var nypudsede, så vi kunne nyde nytåret i havnen. Himmelsengen var iklædt det sødeste sengetøj med røde hjerter på.  Musikken var fundet frem – dejlige søde rytmer, der kunne få den allevarmeste stemning frem.

Ude i køkkenet blev der steget og braset. Alle fire kogeplader, ovnen, mikroovnen, kaffemaskinen – det hele var i fuld gang.  Hvad der var tilbage af stearinlys fra julen gjorde alt, hvad de kunne for at øge hyggen.  Og der var dækket en herligt festbord i mit spisekøkken. Her skulle løjerne starte.

Men inden vi kom så langt skulle Majestæten naturligvis holde sin tale kl. 18.00.  Med boblende champagne i glassene lyttede vi (nogenlunde) andægtige til hendes formanende nytårstale.

Talen den aften begyndte sådan her:

Årstiderne veksler, glider umærkeligt over i hinanden. Solen står op og går ned, står op igen: en ny dag, næppe til at skelne fra den foregående. Egentlig er årsskiftet noget sært kunstigt noget!

Men sådan oplever vi det jo alligevel ikke. I morgen begynder ikke bare en ny dag, i morgen begynder det nye år. Vi skal skrive 1988 og tage fat på en frisk. 1988 er 400-året for Christian 4.'s tronbestigelse og 200-året for stavnsbåndets ophævelse; og begge begivenheder vil vi mindes og fejre rundt omkring i landet. Vel er der ikke nogen egentlig indbyrdes forbindelse mellem de to jubilæer; men mindeværdige er de.

For trods al nøgtern kritik kan vi ikke lade være at holde af Christian 4. for hans storslåede menneskelighed på godt og ondt; og med de store landboreformer i 1788 begyndte det Danmark, vi kender i dag.

Sådan at fejre og mindes fortiden, er det ikke det modsatte af at begynde på en frisk? Er det ikke at underkende det nye års ret til at være noget i sig selv, ligesom det kan virke lammende på et ungt menneske, når vi ustandselig siger: hvor du dog ligner din fader eller: det kunne din moder have sagt!

Nej, vil jeg mene. At tage fat på en frisk er ikke det samme som at begynde på bar bund. Når vi fastholder mindet om tidligere tider, er det ikke for med længsel at se tilbage på, hvad vi engang formåede. Disse jubilæer skal være os til stolthed og inspiration; vi kunne noget engang, vi danskere vi kan noget endnu. Der lægges mærke til os ude omkring i verden. Egentlig er det oftere i vort eget omdømme, vi ikke syner af noget.

Vi skal passe på, at vi ikke af misforstået beskedenhed kommer til at ligge under for den såkaldte jantelov og dens '... du skal tro, du er noget ...'. Vel er den meget dansk; men den er farlig, hvis den ender med at gå os i blodet. Det kan føre til, at vi kryber i et hul og gemmer os for at prøve at overleve der, i mørke og ubemærkethed. Men er der et liv?

 

Så var der lagt op til en dejlig aften. Endda med noget relevant at snakke om.  Hvis det da var det, vi ville.  Det var det nok ikke.

Solen i København gik den dag ned kl. 18.34.  Det satte naturligvis gang i ekstra hyggestemning.

 

Og nytårsmiddagen? Nej, nej – ikke nytårstorsk! Den stod som altid hos mig, når de emotionelle bølger virkelig gik højt, på dygtig med gravad laks og rigeligt med sauce – fulgt af store, røde bøffer med alskens behageligt tilbehør. Til slut fulgt op af lækre modne oste og en is-dessert til slut!  Jo, det var lige til Master Chefs J   Hertil liflige vine af både den hvide og den røde slags!  Der skulle ikke mangle noget!

Snakken gik. Den kærlige hygge ligeså. Hvis væggene fra dengang kunne tale...

 

Efterhånden som vor underskønne aften skred frem og året for alvor var ved at slippe op, gik det naturligt nok i retning af, at vi begge blev dejligt overrislede. Vinen, stemningen, belysningen, den søde musik i baggrunden – alt bidrog på hver sin måde.

 

Så var det jeg lige pludselig og uden varsel sagde de senere så berømte ord:  Vil du med mig til Bruxelles??   Hva’ siger du?, lød det første svar.   Ja, det sagde jeg, sagde jeg så. Endda med en ganske alvorlig mine på!  Den gik rent ind!

Det var ligesom aftenen helt ændrede karakter.  Ikke til det værre. Heller ikke til det bedre. Men på den måde, at det – i hvert fald for Liselotte – blev ret så uvirkeligt. Siger hun den dag i dag! Hvad var det nu for noget fuldemandssnak, tænkte hun måske. Og alligevel ikke. 

Egentlig var det slet ikke besluttet, at jeg skulle flytte til Bruxelles. Men det lå ligesom i luften. Efter 14 år på posten i København var det nok tiden at drage videre i karrieren. Det var ikke noget, jeg tænkte på hverken hver eller hveranden dag. Men det rumlede. Og ikke som noget negativt.  Som noget spændende og ukendt forude. Jeg havde også talt med børnene om det. Og Lasse havde ret hurtigt sagt: Så vil jeg med!    Det lyder dejligt, sagde jeg. Og tænkte vel ikke meget over den praktiske side af den sag.

Hvad der den nytårsaften fik mig til pludselig at fri til Liselotte på denne særlige måde, ved jeg ikke. Det var ikke planlagt på forhånd. Og der var som nævnt ikke beslutninger, der skulle tages i den nærmeste fremtid.  Men jeg sagde det altså! Højt og tydeligt! Og jeg fortrød det ikke. Hverken dengang eller senere. Mit lystige nytårssind bragte mig åbenbart til at fremføre, hvad jeg sikkert inderst inde havde som en drøm.

 

Den gode aften tog en helt særlig vending.  Liselotte blev nærmest mundlam.  Indtog en ekstra portion eller to af den gode vin og andre rislende sager inden for rækkevidde.  Klokken blev 24. Og vi bevægede os ind til fløjvinduerne ud mod havnen i stuen, åbnede dem og oplevede på nærmeste hold både krigsskibenes voldsomme tuden ovre hos min genbo Holmen og de mange flotte nytårsraketter oppe over Christianshavn.  Det var – som alle årene – et helt særligt skue.  Der var koldt, rigtig koldt, udenfor. Så de store åbne vinduer bidrog naturligvis til, at vinen inde i stuen fortsat kunne holde sig kold.

 

Hvad der herefter skete, står lidt hen i de uvisse nytårståger. Næste fixpunkt i min hukommelse er, at jeg fandt mig selv inde i min fint pyntede himmelseng – helt alene. Uanset hvor meget jeg koncentrerede mig, kunne jeg simpelt hen ikke finde Liselotte. Jeg kiggede både over og under himmelsengen. Inspicerede også begge mine badeværelser. Pisssscht verschwunden.  Det var godt nok ikke så godt.  Nå, men jeg opgav at finde løsningen i denne skumle nytårsnat (selv om alle lysene stadig brændte).  Jeg ville lige nappe en lille én på øjet og så genoptage eftersøgningen, når solen var stået op ved 10 tiden nytårsmorgen.

Noget i mig må alligevel have givet mig den ide at kigge efter også inde i stuen. Og ganske rigtig: her lå den unge dame.  På min hjørnesofa. Helt væk. Men bævrende over hele kroppen. Så, så tænkte jeg. Nu ikke fortvivle i dit åbenbare savn efter mig! Jeg er jo lige her! Intet hjalp – hverken kærlige ord, blide kærtegn – eller forsøg på at fragte damen ind i min seng. Og pludselig fandt jeg ud af, hvorfor hun bævrede og rystede? Det var slet ikke savnet af mig. Det var fordi vi havde glemt at lukke fløjvinduerne ud mod havnen. Der var isnende koldt i hele stuen, ja i hele lejligheden. Det var naturligvis ikke rart, når man ligger lige ved siden af det åbne vindue og kun har tyndt festtøj på L  

Da alle bjergningsforsøg mislykkedes (redningsmanden var nok ikke helt appelsinfri), lykkedes det mig at snige mig ind på en ekstra dyne, som så blev lagt pænt og ordentligt hen over min storsovende kæreste.  Og sådan gik den nat!

 

Næste dag – nytårsdag 1988 – vågnede vi begge med nogen besvær.  Men i dejligt humør. Vi havde jo haft en helt særlig aften.  Der blev naturligvis serveret morgenmad med hvad dertil hører.  Vi hørte nytårskoncert fra Wien. Og så besluttede vi at gå i biografen. Helt usædvanligt – i hvert fald for mit vedkommende.  Vi så den dengang helt nye film Pelle Eroberen af Bille August.  Jeg husker, den var meget rørende.

 

Men hvad var det helt særlige ved denne dag? Det var, at vi ikke vekslede ét eneste ord om Bruxelles. Ikke ét.  Hvorfor ved vi egentlig ikke.  Mit forslag skulle sikkert sætte sig. Fordøjes. Tænkes igennem. Men ingen af os var i tvivl om, at emnet var på banen.  Der var noget nyt og spændende i gære. På det tidspunkt havde vi aldrig boet sammen – aldrig haft et liv sammen.  Det skulle snart ændre sig.

 

Det er nu 26 år siden. Og sikke 26 år det har været J

 

NJT – den 4. december 2013  

Om TISSE-SJOV

Om at tisse sig selv i rumpen

Livet kan være en pudsig størrelse. I mænd kender det med garanti. Når naturen kalder og man går afsides for at aflevere noget godt brugt væske, ja så ender man tit og ofte med at have lavet våde pletter med eller uden mønster på sine bukser. Og det er jo ikke så godt. Pudsigt nok sker det kun, når man har lyse bukser på. Aldrig når ens bukser er sorte eller meget mørke J  

Jeg troede indtil for nylig, at jeg havde fundet et effektivt modtræk mod denne uskik. Jeg dame-tisser. I hvert fald når jeg besøger toiletter.  Hokus-pokus. Alt er godt. Og man vandrer afsted igen med den glade overbevisning, at alt er gået, som det skulle. Uden pletter på bukserne. Tror man. Indtil man efter en rum tid finder ud af, at pletterne er flyttet om på rumpen.  Hvordan i alverden er det gået til, tænker man mistroisk. Har forgængeren på brædtet slynget om sig med affalds-vand på upassende steder eller hvad?!  

Næh, forklaringen er simpel. Bedst som man har fået sig dame-sat godt til rette, så giver man naturligvis los.  Og da der normalt er godt tryk på kedlen, inden man når frem, så står der let en gedigen stråle lige fremad i horisontal retning. Lige frem til de ”afpillede” bukser, der hygger sig nede om haserne.  Man opdager ingenting.  Gør hvad der skal gøres, vasker hænder og hvad der ellers er behov for at vaske. Og begiver sig igen ud i livet.

Når man så opdager, hvad der er sket, ja, så er det godt nok træls !

Og så bliver det naturligvis kun værre, når ens kvinde(r) i et direkte sprog bebrejder én det passerede. Så er det altså jeg siger:  Jeg ved godt, at du har stor erfaring med tissemænd. Men du har li’godt aldrig prøvet at tisse med én. Og det er altså en helt særlig kunst!

Så kære med-mænd:  pas på både i front og i bag.  Sløseri og uopmærksomhed sætter sine let genkendelige og afslørende pletter.   Og det er jo i grunden ikke så godt L

 

NJT – 29 08 2013  

OM AT VÆRE PÅ HUNDESJOV...

Om at være på hundesjov....

 

Jeg vil lige fortælle  om en lille oplevelse, jeg havde på min daglige vandretur for nylig!

Jeg prøver hele tiden at finde nye veje. Det lykkedes også i mandags - gennem en skov i Lasne ikke så langt herfra. Normalt er der hunde mange steder, der hilser på mig med et bjæf af forskellig højde. Det samme i mandags. Men pludselig kommer der en ung og ret lille Lassie-hund løbende. Ikke bare kommer den løbende. Den følger med mig. Bliver ved og ved og ved. Jeg prøver på forskellig måde at få den til at gå tilbage. Men nej. Ikke tale om. Den VIL med. Den vimser omkring hele tiden, men holder hele tiden øje med, hvor jeg er og kommer fluks
tilbage. Jeg prøver et par gange at snyde den ved hurtigt at dreje om et hjørne. Altsammen til ingen nytte. Den har slået sig på mig.

Mit første alvorlige problem var, at jeg på denne tur var nødt til at gå et stykke langs den stærkt trafikerede vej. Hunden med. Af og til løb den også ud på vejbanen, så bilerne måtte bremse hårdt op – mens de stirrede arrigt på mig! "Han kan ikke engang passe på sin hund"  stod der malet i ansigtet på dem. Og jeg var selvfølgelig ked af at se den blive kørt ned. Men hvad kunne jeg gøre...

Lidt efter kom vi ind i et mere fredeligt villakvarter. Men det var som at komme fra asken i ilden... Her gik der masser af fredelige folk med deres hunde i snor. "Min hund" fór hver gang hen til dem. Uden at gøre noget, men alligevel. I hvert fald fik jeg en masse skældud. Jeg
forsøgte at forklare dem alle, at det IKKE var min hund. Og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med den  :(

Liselotte var på biblioteket, så jeg trak min hunde-tur ud, da jeg vidste, at jeg nok ikke kunne lukke døren op og slå alarmen fra uden at hunden gik med.  Til sidst arriverede vi på vor parcel. LL var her ikke endnu, så vi gik tur i haven - hvor hunden drak en liter vand af
fuglebadet. Og ville lege "kaste pind" :)

Til sidst kom Liselotte i sin nye dyt. Efter overvejelse besluttede vi sammen at køre kræet - som var en meget sød og venlig hund - over i det kvarter, hvor den havde sluttet sig til mig. Dens halsbånd viste nemlig intet navn eller telefonnummer.

LL kørte, og hund + mig sad på bagsædet. Noget urolige - begge to. Det pudsige var, at da vi kom over i Bourgois-området, hvor den havde "samlet mig op", blev den helt eksalteret - som om den kunne genkende det. OP med bagdøren - UD med hunden - og AF med et uventet problem :)

Ja, sådanne oplevelser får vi vandringsmænd også!

Jeg må vist overveje, om jeg er nødt til at sprøjte mine sko og bukser med "Gå-Væk-Hund" spray :)

OM AT TALE I EN PETROLEUMSKLUB I USA

Om at tale i en petroleums-klub i USA

 

Jeg var for 25 år siden på en taler-turné i det sydlige USA. EUs Delegation i Washington bad nogle af os i hovedkvarteret i Bruxelles om at komme til Staterne for at hjælpe dem med at fortælle de oftest uvidende amerikanere om, hvad Europa og EU er for noget. Og jeg havde det år påtaget mig at rejse Sydstaterne rundt i tre uger og holde 2-3 taler og foredrag pr. dag. Jo, der var gang i én dengang J

 

Nu var opgaven rent indholdsmæssigt normalt ikke voldsom svær. De gode folk man talte for vidste dårligt nok, hvor Europa lå. Men det måtte jeg så forklare dem. Og det gik ofte meget lystigt til.

 

Et af mine arrangementer var i Louisiana. Nærmere betegnet i New Orleans. Ikke i en af jazz-klubberne, men i The Petroleum Club of Louisiana. Mødet – det var om aftenen – fandt sted øverst oppe i en skyskraber med udsigt så langt, man kunne forestille sig. Deltagerne var kun mænd i nydeligt mørk dress. Ganske vist havde formanden taget sin kone med. Men hun blev parkeret ude i garderoben hele aftenen. Endda uden at kny.

 

Formanden var iøvrigt en oplevelse i sig selv. Han var gammel – endda meget gammel. Han fik mig overbevist mig om, at han havde været med som general på D-Dagen i Normandiet i juni 1944. Spændende fyr. Han vidste endda noget om Europa – selv om EU.

 

Nu var det sådan – det var jeg blevet advaret om på forhånd af vort kontor – at det var et tørlagt møde. Ingen alkohol. Det virkede lidt underligt at få serveret en megastor og iøvrigt meget velsmagende rød bøf. Og så få serveret amerikansk Appolonaris til. Endda af de gode mærke ad libitum. Men det rystede mig nu ikke.

 

Det gjorde derimod formandens – præsidentens – velkomstord til mig efter maden. We are very greatful, Dear Lord in Heaven, that you allow us tonight to have Mr. Thogersen with us. And that he will tell us all about export and import.  Det var ordene. Fulgt af en langstrakt bøn til samme Vorherre. Det gav til gengæld mig tid til at tænke over, hvad jeg nu skulle præsentere om dette emne, som jeg ikke vidste, jeg skulle underholde med.

 

Først tog jeg tilflugt til gamle Viggo Starckes berømte ord i 50erne: Import er godt, for det er noget, vi får. Eksport er dårligt, for det er noget vi skal af med!  Den vækkede den bønnelystne forsamling. Og så husker jeg ikke så meget om resten. Godt begyndt er jo mere end halvt fuldendt. Det ved enhver ræv af en taler.

 

Godt må det nok have gået. For da vi bagefter kom til spørgsmålene, var der en ældre herre nede i baggrunden, der begejstret tog ordet og takkede mig hjerteligt for den store og positive oplysning. Og han sluttede med de ord, jeg aldrig vil glemme:  Now, tell me, Sir, if we here in Louisiana should like to become a member of the European Community, where do we sign ?!

 

Jeg blev klar over, at der nok var en enkelt “detalje”, jeg havde glemt at fortælle den ærede forsamling om.

 

Mødet var slut – alle takkede og stak på næven. Men for mig var denne skyskraber-aften kun lige begyndt!  Min general-formand kaldte mig med sig - Come here, lød det bydende. På vejen ind bag et tungt tæppe nåede  jeg lige at hilse på hans kone ude i garderoben. Hun fik bare besked på at vente. Nu kom vi sammen med et par andre ”knægte” ind i klubbens allerhelligste. Det tørlagte var med ét lagt på hylden. Her flød det med – ikke mælk og honning og ej heller petroleum. Men whisky in langen Banen. Og der var ingen vej udenom. Som generalen sagde: Efter al den elendighed med kød og vand og med dit timelange foredrag, så er det på tide at komme til sagen!

 

Det blev en meget sen nat J Og til vores ros skal siges, at da vi midt på natten dinglede hen til elevatoren, huskede vi skam at få generalens kone med fra garderoben. Endda uden garderobemærke.

OM EN BI-TING I BUKSERNE..

Om en bi-ting i bukserne....

 

For nogle år siden kom Liselotte og jeg fredeligt gående i en park i Münster i Tyskland. Vi var på visit for at se denne westfalske by, som freden i 1648 gjorde så berømt. Rådhuset fra dengang står fint endnu. Men desværre har intensiv bombning under krigen ”ryddet meget op” i den gamle by. Den har derfor nu mange grønne parker. Det var i en af dem, vi tog en sommer-vandretur.

 

Pludselig ser vi et godt stykke længere fremme en ung mand komme cyklende. Og endnu mere pludselig begynder han at fægte med alt, hvad han kan fægte med. Hvad har vi dog gjort ? Har han ondt i sinde ?  Inden vi rigtigt får taget os sammen, springer han af cyklen og tager med lynets hast sine bukser af.  Nå, da-da-da-da. Vi er nok ved at møde en blotter....  

 

Både nysgerrigheden og måske også hjælpeinstinktet bringer os hastigt hen til den hyperaktive unge tysker.  Og uden at vente på vore spørgsmål råber han ud i luften med gråd i stemmen:  Es ist eine Biene in meine Hosen !!   ( Der er en bi i mine bukser ).

 

Så kan det nok være, at vi bedre forstod hans ivrige gestikulering, hans høje skrig og hans rindende tårer !

 

Hvad det hele endte med, nåede vi ikke at få at vide. Den unge forskræmte westfaler styrtede bukseløs afsted – med eller uden bi-hilsner på sine ædlere dele L  

OM AT TISSE I SIN CHEFS SKO

Om at tisse i sin chefs sko

 

Chefer er noget særligt noget. Jeg har selv været en af dem i det meste af mit arbejdsliv. Enten er man ( næsten ) elsket. Eller også er man ønsket hen, hvor peberet gror. Jeg har heldigvis selv mest følt det første J Med rette – eller urette.

 

Jeg havde for omkring 25 år siden en virkelig dejlig chef. Den bedste jeg har haft nogensinde, tror jeg. Han hed Franz Froschmaier, en vennesæl og meget kyndig bayerer der dengang  var generaldirektør for Kommissionens informationstjeneste. Og dermed min øverste chef. Jeg var dengang leder af EF’s kontor i København. Vi havde et virkeligt godt personligt forhold. Jeg lyttede til ham ( og det skulle jeg jo ), og han hørte efter mig ( og det skulle han jo ikke ). Herudover tror jeg – ja, jeg ved – at vi begge følte, at vi havde samme attitude til livet og dets mange genvordigheder. Og det var – i hvert fald for mig – en dejlig oplevelse at have, når man vidste, hvordan menneskelige relationer ellers kunne være i et stort hus som vort – EF-Kommissionen.

 

En af mine mange opgaver var at hytte EFs forbindelser med de andre nordiske lande. Derfor ledsagede jeg Franz Froschmaier på hans første officielle besøg i Oslo. Han havde været der før med sine tidligere opgaver som kabinetschef for Kommissionens udenrigskommissær Wilhelm Haferkamp. Man denne gang var han på egen boldgade – og så måtte jeg med for at stå bi. Vi havde gode og interessante møder – nordmænd er jo søde og flinke – og der var ikke optræk til problemer af nogen art. Det passede os begge fint.

 

På et tidspunkt var der en pause, hvor vi var overladt til os selv og sammen kunne forberede, at Franz lidt senere skulle i audiens hos den norske konge. Efter et par lokale Frydenlund’er følte vi begge behov for at besøge den lokale ”tappehal”. Her fortsatte den – formentlig kreative – dialog om EF og Norge og hvad Franz skulle sige til landets monark desangående her om lidt. Mens vi hver især – side om side – afviklede vort trængende ærinde, fremkom min chef med visse overordentlig interessante betragtninger. Jeg var naturligvis lutter øren – og høflig som jeg ( næsten ) altid er, vendte jeg mig om mod ham for at vise, at jeg var virkelig interesseret. I min begejstring for samtalens inspirerende udvikling havde jeg ganske overset, at når JEG drejer mig, så gør mine personlige ”ejendele” det samme J Et øjeblik efter siger min chef ganske forbavset: Hvorfor er der pludselig så vådt i min sko ?”  

 

Ja, så galt var det gået. I min iver over at være lydhørig og interesseret var jeg ganske enkelt kommet til at tisse direkte ned i min chefs sko  L

 

Panikken holdt naturligvis sit indtog. Ikke hos Franz – min chef. Men hos mig! Hvad i alverden siger man for at redde sig ud af en sådan umulig situation L

 

Situationen blev reddet – nogle sekunder senere ( men de føltes som åååår ) – da Franz elegant tog sin sko af og tømte den stille og roligt i kummen. Og samtidig venligt sagde til sin uelegante repræsentant i de nordiske lande:  Det er da heldigt, at jeg har mørkt tøj på i dag !

 

Med den bemærkning gik Franz Froschmaier op til kongen – og jeg gik selv flovt hen og tog en lille norsk én henne om hjørnet J

OM TOLKNING OG LUGT AF FISK

SJOVE ØJEBLIKKE

 

Lidt muntert drys fra mange dele af livet

 


Om tolkning og lugt af fisk

 

For omkring 25 år siden havde Kommissionen en formand , der hed Gaston Thorn. Han var luxembourger – tidligere statsminister, tidligere formand for FNs generalforsamling, og meget mere. Han var en lille og meget elegant mand. Var også venlig – endda ved sine ansatte J  Talte masser af sprog og var altid hyperaktiv.  Mens han var statsminister og FN-formand, m.v. var han i lang tid meget sjældent hjemme i sit land. Så stort var hans fravær, at en af landets aviser en gang skrev over hele forsiden: I dag er Thorn i Luxembourg!

 

Som alle Kommissions-formænd måtte Thorn på hyppige besøg i medlemslandene – og ofte også udenfor. Jeg har selv rejst mange gange med ham i flere af de nordiske lande.

 

Men her vil jeg fortælle om et besøg, han aflagde i Esbjerg.  Dengang havde Danmark en konservativ Europa-parlamentariker, der hed Kent Kirk, og som var fiskeskipper i Esbjerg. Fiskeriet var allerede i de dage til hyppig diskussion i EF. Som altid mente fiskerne, at de var de bedste – ja, vel de eneste – der havde rigtig forstand på at regulere fiskeriet. Og når regeringerne, miljøorganisationerne og EU havde en anden opfattelse, ja så var der lagt op til konflikt.

 

Det var i den situation, at Kent Kirk inviterede Kommissions-formanden til at komme til Esbjerg for at se på forholdene med egne øjne. Og svaret var JA TAK.  Thorn ankom aftenen før til København, og jeg tog som altid imod i lufthavnen. Turen i den lejede limousine gik til Hotel d’Angleterre, hvor han og delegationen blev indkvarteret. Flyet til Esbjerg afgik næste morgen kl. 7.00 !  Så briefingen før besøget måtte derfor ske på hotellet sent om aftenen. Alt gik vel. Indtil henad midnatstide. Så spurgte Thorn mig, om tolken til fransk var på plads? Hvilken tolk ?, måtte jeg forbavset svare. Sådan noget var altid arrangeret på forhånd. Men ikke i dette tilfælde. Og ingen havde tænkt over det, da Thorn også talte glimrende engelsk. Men han insisterede – og så måtte jeg naturligvis parere ordre.

 

Hvor i alverden får man ved midnat fat i en fransk tolk, der kan stille i lufthavnen godt seks timer senere og tage med til det vestjyske ? Gode råd var meget dyre. Pludselig kommer jeg i tanker om en god veninde, der faktisk var oversætter og tolk i dansk, engelsk og fransk. Jeg ringede straks til hende. Jeg må i sandhedens interesse sige, at det var IKKE let at overtale hende til at tage med. Det med at fisk ikke var hendes stærke side, slog jeg hen ( det har jo heller aldrig været min egen stærke side J ) Det skulle nok gå – og hvad jeg ellers kunne finde på i min store natlige nød. Hen ad klokken 1 fik jeg hendes endelige ja. Puhhhh....

 

Næste problem var at få en ekstra billet i en fyldt flyver med så kort varsel. Heldigvis kendte jeg også en SAS-mand, jeg kunne vække midt om natten. Jeg ved ikke, hvilken stakkel der blev sat af flyveren. Men vor tolk kom med.

 

Afsted kom vi. Og aldrig så snart vi var i luften, så startede den første tumult i vor delegation. Det var MEPeren Poul Møller, der naturligvis også var inviteret med over til sin partifælle. Han fandt pludselig ud af, at han i skyndingen og mørket i soveværelset var kommet til at tage sin rød smokingjakke på til brune bukser. Han påstod, at han ville undgå at vække sin kone. Løsningen blev, at hans assistent – der også var med og som have nogenlunde samme højde og drøjde – måtte aflevere sin nydelige brune jakke og i stedet vandre resten af dagen rundt i den fine røde jakke. Vi døbte ham tjeneren på hele turen. Som Poul Møller sagde: Hvad har man en assistent til !

 

Vel ankommet til den vestjyske hovedstad tog værten Kent Kirk straks hele delegationen til morgenmad på virksomheden Andelsfisk.  Den behandler industrifisk ( det vi andre kalder skidtfisk ). Fy for den, hvor der lugtede L Midt i rundgangen – som vi ikke kunne slippe  for – hviskede den altid elegant klædte Thorn til mig: This will cost me a new suit !  Han var bestemt ikke nogen glad mand.

 

Morgenmaden blev indtaget i hast, mens vi alle mentalt holdt os for næsen.  Bagefter var der bustur på havnen, som er kolossal stor. Der blev peget og forklaret. Altsammen gevaldigt interessant.

 

Sidste hovedpunkt var en sejltur med Kent Kirks store fiskekutter – naturligvis med værten ved roret. Turen gik rundt i hele havnen – både den indre og den ydre.  Kent er en meget vidende og meget charmerende mand, så vi fik os en rigtig god oplevelse. Og også en lille én eller tre til næsen, naturligvis. Det løfter altid stemningen.

 

Og hvad så med vor tolk, vil du sikkert spørge ? Ja, det er en god historie. Hun holdt ord. Fisk og hvad de forskellige af slagsen blev kaldt – det havde hun aldrig hørt om. I hvert fald ikke på fransk. Nok heller ikke på dansk eller engelsk.  Og da et meget væsentligt punkt under besøget netop var at forklare formand Thorn, hvad problemerne var og hvad politikken for de forskellige fiskearter skulle være, gav det naturligvis problemer, når tolken hver eneste gang oversatte de forskellige arter med ordene: C’est un poisson. ( Det er en fisk ).  Thorn fra det landfaste Luxembourg kendte sikkert heller ikke meget til de mange fisk. Men han studsede alligevel over, at de allesammen hed det samme L   Efterhånden gik det op for ham, hvad problemet var.  Det store grin, som kun han kunne diske op med, løste op for situationen. Og han aftalte med værterne, at de i stedet allesammen skulle snakke engelsk sammen. Og det blev heldigvis også til en venlig bemærkning af Thorn og endda et venligt skulderklap til vor lidt forlegne tolk.  Nu kunne hun så i stedet koncentrere sig om at tænke på, at hun formentlig også måtte ud for at købe en ny kjole efter alle disse fisk og deres dunster!

TV INTERVIEW - UDEN FILM

SJOVE ØJEBLIKKE

 

Lidt muntert drys fra mange dele af livet

 

 

Om ”vigtigt” interview til TV – uden film i kameraet

 

En af mine første opgaver som leder af EF-Kommissionens kontor i Danmark i 1973 var at tage mig af vigtige gæster fra Bruxelles. Både som lokal stifinder, taxa-chauffør og som PR-mand for dem. Danmark var for de fleste EF-folk dengang en ret ukendt størrelse deroppe mod nord. Og da Dronninge-riget allerede efter seks måneders medlemsskab skulle være EF-formand, kom der kommissærer og andet godtfolk i en lind strøm til landet. Normalt var de nemme og hyggelige. Og taknemlige for alt jeg kunne gøre for dem. Det føltes godt for en nybagt informationschef at være så meget involveret fra day one!

 

Der var dog én hyppig gæst fra hovedkvarteret, som var ualmindelig besværlig. Hver gang. Hun var chef for EF’s tolketjenste. Den berømte og berygtede Renée van Hoof. Dygtig ad h.... til i sit fag. Hun påstod, at EF’s tolketjeneste var den bedste i hele verden. Og jeg er overbevist om, at hun havde ret. Ikke mindst takket være den måde, hun selv havde opbygget den på.

 

Og hvorfor kom hun dengang så tit til København? Det gjorde hun af flere grunde. Dels fordi hun altid sørgede for at være personlig tolk for Kommissionens formand Ortoli ( der stort set kun talte fransk ). Hun var altid lige ved hans og andre toppolitikeres side J   Og så kom hun også, fordi hun var i fuld gang med at hyre danske tolke. Der var ikke mange, der var kvalificerede. Så hun satte med det samme en særlig tolkeuddannelse i gang sammen med de to Handelshøjskoler – betalt af EF og med hende og hendes nærmeste medarbejdere stærkt involveret i både undervisning og ikke mindst i de afsluttende prøver.

 

Ind imellem møderne og undervisningen på Handelshøjskolen havde vi ”ansvaret” for fruen. Heldigvis havde hun insisteret på at have sin egen limousine med chauffør. Det gjorde det nemmere for os.

 

Men en gang satte hun mig på en alvorlig prøve. Hun var meget stolt af sit arbejde med at uddanne danske tolke og betragtede det nærmest som EF’s største gave til det danske folk J Derfor insisterede hun på at komme i dagens TV-avis – helt i starten af nyhederne, så hele folket kunne høre, hvad hun havde af godter til dem.

 

Jeg forsøgte at snakke lidt om pressefrihed – at TV nok selv gerne ville redigere sine nyheder. Og måske mumlede jeg også efter bedste evne noget om, at måske var hendes historie ikke SÅ store og banebrydende nyheder, som hun selv troede.

 

Men der hjalp ingen kære mor. Den ( dengang ! ) unge nybagte informationschef fik en utvetydig ORDRE til at få sikre, at et TV-hold kom en halv time senere på vort kontor for at lave interviewet.  Ikke mere at tale om L

 

Heldigvis fik jeg hurtigt en god ide. Jeg havde gode venner på TV-avisen. Venner og kolleger, som jeg allerede havde hjulpet tit og ofte, når DE havde brug for et interview med den ene eller den anden. Derfor ringede jeg til dem og klagede min nød. Lagde kortene på bordet. Jeg ville ikke risikere at tabe ansigt og troværdighed ved at prøve at ”sælge” dem noget, der ikke var noget.

 

De lovede at komme med et hold til det ønskede tidspunkt, og det gjorde de. Kamera, fotograf, lydmand og en journalist til at lave interviewet. Alt gik fint. Og fru van Hoof var meget glad og tilfreds. Og sikkert gevaldig stolt oveni.

 

Det betød blandt andet, at jeg i resten af min Kommissions-karierre havde en meget høj stjerne hos fruen. Her var der endelig en informationschef, der kunne sin metier J Hun glemte det aldrig.

 

Nu er jeg i sandhedens interesse nødt til at give en lille tillægs-oplysning:  Jeg var nemlig meget taknemlig for, at hun aldrig bad om en kopi af interviewet. Hvorfor ? Fordi indslaget blev ( naturligvis ) aldrig vist på TV-avisen. Og ikke nok med det: Der var heller ingen film i kameraet under interviewet !!  Det vidste jeg godt allerede, da TV-folkene var der. Men det holdt jeg af gode grunde helt for mig selv. Cosmic top secret!  Indtil i dag!

 

Det eneste minus var, at denne TV-hjælp kom til at koste mig meget ekstra hjælp til de samme journalister, når de igen havde brug for tilgang til kommissærer og andre interessante besøgende J

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Bjørn | Svar 08.07.2013 21.30

Hehe — den er fin, den med tolkeprimadonnaen, der troede, hun var i Tv-avisen!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

19.10 | 02:31

Har du brug for et hurtigt og garanteret lån til at betale dine regninger eller starte en
Forretning? Jeg tilbyder både personlige og forretningslån til at møde

...
04.10 | 10:50

Vi har kapacitet til at yde forretnings- og personlige lån / lån til virksomheder og enkeltpersoner til en rente på 3%.

E-mail: avantcworld@gmail.com

Olivier

...
31.08 | 06:04

Har du brug for et uopsætteligt lån tilbud gælder nu.
(Franklinsloans37@gmail.com)

Leder du efter et forretningslån? personlige lån, huslån, bil
lån, stud

...
27.08 | 21:33

hurtigt at løse sine økonomiske problemer
Jeg tilbyder et lån på 2.000 til 5.000.000 € pr. Person i nød, og jeg kan betale 2%. Jeg er et finansielt forslag til interpersonelle lån, jeg laver lokale lån og internationale lån, over hele verden e-mail: howar

...
Du kan lide denne side