Lidt udtryk for vore indtryk
Følg med i vor rejse-gøren og vor rejse-laden
2017 - VORE REJSER OG FERIER

2017 - Rejser og ferier

 

                Januar:   23.12 - 2.1.:   Familiejul og -nytår i Rixensart og Durbuy

                                 16.-19:           Aalborg  ( optagelse af TV program:

                                                                          "Tilbage til Rødderne" )

                                 27.1. - 1.2.:    Innsbruck i Østrig  ( med Lasse )

                                                        Møde med Cecilie efter hendes Alpe-konference

                Februar:  28.2. - 7.3.:    Ferie på Kreta - Village Heights Golf Resort

                Marts:      25.-31.:          NJ på fødselsdags- og nostalgitur med Claus og

                                                         Lasse til Aarhus, Højbjerg, Risskov, Mårslet,

                                                         Hinnerup, Kolind og Horsens

                 April:      8.4. - 1.5.:       Veddinge Bakker m.v.

                                 9.-23.:              Cecilie og familie i Danmark

                                 16.:                  Fødselsdagsfest for Anna Maria og Lasse i

                                                          Nivå

                                 21.-22.:            Liselottes fødselsdagsfest på Falsled Kro

                                 24.-26.:            Mini-cruise med DFDS København-Oslo t/r

                  Maj:       2.-5.:                Weimar

                  Juni:      3.-7.:                 Biltur med Claus og Lasse til Freiburg, Vaduz

                                                           i Lichtenstein og Bernkastel-Kues ved Mosel

                                 27.:                    Afgang Rixensart mod Danmark

                                 27.-30.:             Besøg i Hamburg

                  Juli:       2.-16.:                Cecilie og familie i Danmark ( + Tyskland og

                                                            Spanien )

                                 2.:                      Fødselsdagsfest for Claus i Nivå

                                 6.-9.:                  Anna Maria og Zoe på ferie i Veddinge

                  Aug.:    12.:                      Fødselsdagsreception for Liselotte i Veddinge

                                19.8. - 2.9.:         Ferie på Jeckels i Gl. Skagen

                  Sept.:    8.-9.:                   Besøg hos Claus i Odense

                                9.-10.:                 Hannover   ( på vej mod Rixensart )

                                29.:                     Afg. Bruxelles til Keflavik, Edmonton og

                                                            Vancouver

                                29.9. - 4.10.:        Vancouver

                  Okt.:     4.-6.:                    Seattle

                                6.-29.:                  Krydstogt tværs over Stillehavet  ( Seattle,

                                                             Hawaii, Fiji, Nouvelle Caledonie, Sydney )

                                29.10. - 1.11.:      Sydney

                  Nov.:     1.-4.:                    Canberra

                                4.-6.:                    Tooma, New South Wales

                                6.-7.:                     Gisborne, Victoria

                                7.-10.:                   Lorne, Victoria

                                10.-22.:                 Ardross, Perth  ( hos Cecilie og familie )

                                12.:                        Rottnest Island  ( ud for Fremantle )

                                17.-19.:                  Dunsborough Resort, Western Australia

                                                               ( sammen med Cecilie og familie )

                                23.:                        Hjemkomst til Rixensart - efter 65.000 km !

                  Dec.:     2.-3.:                      Aalborg  ( stor fødselsdagsfest )

                                3.-6.:                      LL i København

                                24.-25.:                  Jul på Chateau du Lac i Genval

                                30.12. - 2.1.:          Nytår i Rixensart med Claus og Lasse

 

        NJT - 05 12 2017


2016 - VORE REJSER OG FERIER

2016 - REJSER OG FERIER

 

              Januar:       3.-7.:         København, Nivå, Karlebo  ( Dennis fest )

                                   23.-30.:     Gemünder Ferienpark, Eifel   ( RCI ferie )

              Februar:     Fred og ro :-)

               Marts:         12.-19.:    Mallorca - RCI ferie - Ona Village Cala d'Or

              April:           28.-30.:     Dubrovnik

                                   30.4.-7.5.: Krydstogt i Adriaterhavet - M/S Splendid

                                                     Dubrovnik - Split - Hvar - etc.

               Maj:            7.5.:          Dubrovnik - Bruxelles

               Juni:            19.:          Afgang mod Danmark

                                    19.-21.:    Wismar

                                    21.- :        Veddinge Bakker

               Juli:             2.:             Overraskelses-fødselsdag for Claus i Veddinge

                                    15.-22.:     Kos - familieferie.  Hotel Aegean Houses.

               August:       13.-14.:      Henne Strand  ( Steen Illeborgs fødselsdag )

                                    14.-15.:     Fåborg og Falsled

                                    20.:            Fredensborg - Karens fødselsdag

                                    21.8. - 2.9.: Jeckels Gl. Skagen

                Sept.:          9.:              Den årlige Odsherred-dag

                                    11.:            Besøg af Palm-Børgesen familierne i Veddinge

                                    17.:            Afg. Veddinge via Odense og Quickborn

                                    18.:            Ank. Rixensart

                Okt.:           7.-8.:          Oberhausen i Ardennerne

                                    20.-24.:      Karen, Dennis og Claus i Bruxelles og Rixensart

                Nov.:           Dele af 1. sal af vort hus males !

                 Dec.:           1.-2.:          Maastricht og Maasmechelen - med Ingeline

                                                        og Bent Nørby-Bonde

                                     9.-12.:        Liselotte i København

                                     23.12. - 2.1.:  Familiejul i Bruxelles, Rixensart og Durbuy

                                     28.-30.:      Juleudflugt til Durbuy i Ardennerne -

                                                        Hotel Sanglier des Ardennes.

                                     31.:             Nytår i Rixensart med Claus og Lasse

 

NJT - 06 12 2017


Vort krydstogt i sept.-okt. 2012
Oplev BERLIN ( ny udgave )

Oplev

 

B E R L I N

 

 

Berlin er igen Tysklands hovedstad. En by som vækker mange følelser, ikke mindst i Tyskland. Rhinlænderne har aldrig brudt sig om byen. De anser den for at være alt for prøjsisk. At de så også har måttet ”afgive deres egen hovedstad” Bonn til Berlin, hjalp nok heller ikke.

 

Berlin er befolkningsmæssigt også en meget sammensat by. Ikke bare er der selvsagt mange berlinere – med deres særlige berliner-dialekt og deres sarkastiske form for humor. Den såkaldte ”Berliner Schnauze”  http://www.uni-potsdam.de/u/putz/dez98/14.htm  Der er også et meget stort antal tyrkiske borgere i byen. Bydelen Kreuzberg i centrum kaldes normalt ”Klein Ankara”.  Siden kommunismens fald er der også kommet en stor russisk befolkningsdel – nogle siger, at de tog den russiske mafia med sig til byen. Den har dog ingen officiel website!

 

Men Berlin er først og fremmest en enorm stor by. Ikke bare i befolkningstal – men især i udstrækning. Enorm. Så apostlenes heste kan ikke alene klare opgaven, hvis man vil have et bare nogenlunde overblik over byen.  Berlin er også Europas grønneste by – målt i grønne områder pr. kvadratkilometer. Bruxelles er nr. to.

 

Ta’ inden besøget en tur på byens officielle website:  http://www.berlin.de/english/ 

 

Nu nogle hyggelige tips til gøre- og drikkemål i den dejlige by:

 

  1. Køb et BERLIN WELCOME CARDhttp://www.berlin-tourist-information.de/english/e_welcomecard.html

 

  1. Ta’ en rundtur i byen med bybus – sightseeing bus – den første dag. Det er en fantastisk god måde at danne sig et helhedsindtryk. Og finde ud af, hvor man vil gerne vil ”spilde resten af opholdet” i byen. Og hvor ikke.

 

  1. Pariser Platz med Brandenburger Tor, Hotel Adlon ( og EUs kontor på den anden side af pladsen – dog ikke så stort! ) er naturligvis et must. Vel nærmest centrum af centrum. Læs mere her:  http://de.wikipedia.org/wiki/Pariser_Platz  

 

  1. Potsdamer Platz lidt længere mod syd var et af de livligste steder i byen før krigen(e). Og et af de mest døde steder under den kolde krig, da Muren gik lige midt over den og var omgivet af dødstriber, skydetårne og andet ”godt”. Nu er det igen et fantastisk sted med enorme investeringer i skyskrabere af bl.a. Sony og Mercedes-Benz.  Stål og glas. Enten ka’ man li’ det – eller også kan man ikke.  Lidt mere her:  http://www.potsdamer-platz.net/ 

 

  1. Holocaust mindesmærket med 2.711 betonklodser i forskellige størrelser ligger som en labyrint mellem Brandenburger Tor og Potsdamer Platz. Meget smukt og tankevækkende.

 

  1. Der Bundestag i den gamle Rigsdagsbygning ( som nazisterne brændte ned i 1933 ) skal også på besøgslisten. Ligger meget tæt på Brandenburger Tor – på den ”vestlige side”, som man stadig siger. Ikke mindst den berømte britiske arkitekt Norman Foster’s nye berømte kuppel er bjergtagende.   Læs her:   http://www.bundestag.de/    Besøg i kuplen skal normalt bestilles i forvejen på:  https://visite.bundestag.de/BAPWeb/pages/createBookingRequest.jsf?lang=en

 

  1. Mellem Forbundsdagen og Brandenburger Tor ligger der et mindesmærke for dem, der forsøgte at flygte over Muren.

 

  1. F orbundskansler Angela Merkel nye arbejdsplads er Bundeskanzleramt.  En ret ny og moderne bygning tæt på parlamentet. Forbundskansleren var en af de få ministre, der ved flytningen til Berlin fik sin egen, nye bygning. http://www.berlin-tourist-information.de/cgi-bin/sehenswertes.pl?id=13805&sprache=english           De fleste af de andre ministerier rykkede ind i gamle bygninger – især i det tidligere kommunistiske Østberlin. Udenrigsministeriet holder til i Erich Honecker’s gamle kommunistiske hovedkvarter (der i Nazitiden var landets centralbank – Reichsbank).  Ministeriet – der på tysk hedder Auswärtiges Amt – ligger på adressen Werderscher Markt 1  på sydsiden af Unter den Linden. Man kan besøge en hyggelig cafe i ministeriets glasoverdækkede gård, hvis man vil lade sine tasker undersøge i en ”detektivmaskine”.  Mere om dette ministerium:  http://www.auswaertiges-amt.de/diplo/de/Startseite.html

 

  1. Berlins nye hovedbanegård er bestemt også et besøg værd. Byen har aldrig haft en samlet hovedbanegård før. Togene i de forskellige retninger gik fra forskellige dele af byen – ligesom det stadig er tilfældet i Paris og London. Men i 2005 fik berlinerne deres egen. Se mere her:   http://www.hbf-berlin.de/site/berlin__hauptbahnhof/de/start.html  

 

  1. Unter den Linden er igen Berlins hovedgade.  Den går fra Brandenburger Tor og lant østpå. Underligt nok hed den det samme under kommunisterne. De var ellers vaccineret med en bacille om at opkalde alle vigtige gader efter deres forbryderiske koryfæer.  Ifør jer apostlenes heste og drys østpå fra ”Porten”.  På højre side har I  hurtigt den kolonorme (og ret grimme) russiske ambassade. Det var kommandocenter nr. 1 under kommunisttiden. Senere ned ad gaden kommer det nye (og ret lille) Guggenheim Museum.  På venstresiden kan I med fornøjelse besøge ”vandhullet” Cafe Unter den Linden, hvor man for demokratiske priser kan indtage kæleting for ganen.   Læs hellere mere om gaden og dens historie her:  http://en.wikipedia.org/wiki/Unter_den_Linden  

 

  1. À propos hovedgade:  under den kolde krig var Vestberlins absolutte hovedgade Kurfürstendamm – i folkemunde:  Ku’damm.  Selv om den nu er degraderet til nærmest en forstadsgade, bør man bestemt smutte derover også.  For enden ligger ruinen af den store Kaiser-Wilhelm-Gedächnis-Kirche. Den står der bevidst som et håndgribeligt minde om krigens rædsler. Berliner-viddet kalder den: ”Der hohleZahn”.  Ned ad gaden kan man gå på Ku’dam-bummel – især om aftenen og om natten. På højre side – når kommer fra Tanden – ligger der iøvrigt nede i en kælder et herligt bryggeri med glimrende servering af ganelindrende produkter. Prøv den lokale Berliner-øl, der hedder Berliner Weisse  (en hvede-øl lidt ligesom belgiernes Hougaarden).

 

  1. Hvis man igen tager til Brandenburger Tor og kigger – ja, måske endda går i vestlig retning – så er man på den brede gade, der i krigstiden hed: ”Die Ost-West Achse”  Da Berlin var omringet af russerne i 1945, landede og lettere tyske militærfly på denne gade. Formentlig også med mange krigsforbrydere, der forsvandt fra Berlin i sidste øjeblik. Martin Bormann, Adolf Eichmann, Josef Mengele, og mange andre.  Hitler fik også buddet, men ville ikke.   Senere fik gaden navnet Strasse des 17. Juni.  Hvorfor? Fordi det var til minde om de østberlinske arbejderes oprør mod russerne den 17. juni 1953 – kort tid efter Stalins død. Et oprør, der hurtigt blev blodigt nedkæmpet af sovjetiske panserstyrker.  Mere om dette:  http://en.wikipedia.org/wiki/Stra%C3%9Fe_des_17._Juni  For enden af den brede boulevard ser man et højt krigsmindesmærke – kaldt Siegessäule.  Det er lavet af erobrede kanoner fra Tysklands krige. Herunder også danske kanoner fra Dybbøl i 1864!  Mere her:  http://www.aviewoncities.com/berlin/siegessaule.htm    

 

  1. Tilbage til Østberlin – til centrum. Gendarmenplatz  med de to flotte kirker  Französischer Dom og Deutscher Dom og med Berlins Skuespil- og Koncerthus er virkelig et smukt sted. Meget tæt på Unter den Linden. Prøv forresten restauranten Refugium  på Gendarmenmarkt 5 ( www.refugium-bin.de )

 

  1. Berlins kongeslot på slotspladsen længere nede blev sprængt i luften af Ulbricht og kumpaner i 1954. Men nu er man igang med at genopbygge det.  Kommunisternes såkaldte parlament – der Volkskammer – lå på stedet – fyldt med asbest og løgne. Det er nu revet ned. Berliner Dom ( Berlins Domkirke ) ligger også i området og er blevet ombygget efter krigens ødelæggelser. Se her:  http://www.aviewoncities.com/berlin/dom.htm 

 

  1. I er nu nået til Berlins Museumsinsel.  Man behøver bare sige Pergamon Alteret. Men der er meget, meget mere. Man kan se arkæologiske fund ikke bare fra romersk tid, men fra hititterne, assyrerne og babylonerne.  Pas på ikke at blive væk (eller endnu værre: blive udstillet!). Jeg går selv nødig på museer, da jeg jo en ved at nå en alder, hvor man risikerer, at de beholder en som udstillingsværdig genstand!   Her er meget mere om Museumsøen:  http://en.wikipedia.org/wiki/Museumsinsel 

 

  1. Nu vi er ved museer, kan Deutsches Historisches Museum stærkt anbefales. Her forklares skabelsen af den tyske nationale identitet, Tysklands samling under Bismarck, 1. verdenskrig, 20erne, 30erne, osv.  Det er rigtig flot lavet.

 

  1. Hvis man er interesseret i gallerier o.l., bør man købe Kunstguide Mitte

            

  1. Det er også oplagt at besøge det nye Jødiske Museum i Berlin. Her samles mest mulig viden om jødernes skæbne i Tyskland, ikke mindst under nazisterne. Som slægtsforsker, der af og til har brug for jødiske oplysninger, er museet en guldgrube. Læs meget mere her:  http://www.juedisches-museum-berlin.de/site/EN/homepage.php

 

  1. Muren og dens forfærdelige konsekvenser i dens 28-årige eksistens fra 1961-89 skal naturligvis heller ikke glemmes. Næsten hele Muren (der var på næsten 200 km) er revet ned i dag. En lille stump er dog bevaret et stykke nord for Brandenburger Tor – vistnok i Bernauer Strasse. Området hvor muren stod er nu lavet til grønt område mange steder (cykelstier og andet ”væmmeligt friskt”).  Dog ikke på Pariser Platz og Potsdamer Platz.   Man bør i hvert fald besøge museet ved det gamle grænseovergangssted Checkpoint Charlie   Se her:  http://www.mauer-museum.com/index-english.html   Og her:  http://en.wikipedia.org/wiki/Checkpoint_Charlie    Det særlige Mauermuseum har fine fotografier og eksemplar på propagandaen i forbindelse med opførelsen af Muren i august 1961.

 

  1. Vil man have det store overblik over byen, bør man besøge restauranten højt oppe i Funkturm på Alexanderplatz.  Så vidt jeg husker, kører den automatisk 360 gr. rundt – også før man indtager spirituøse drikke!  http://www.berlin.citysam.de/fernsehturm.htm  

 

  1. Som bekendt spærrede russerne og de stedlige kommunister Vestberlin inde i næsten et år i 1948-49. De ville forsøge at knægte den. Alt – alt – alt måtte flyves ind fra Vesttyskland. Det skete med den såkaldte luftbro, hvor vestmagterne (amerikanerne, englænderne og franskmændene) landede i Berlin med fly hvert eneste minut døgnet rundt. Til sidst gav russerne op. Vesten havde vist, at man var determineret på at forsvare sig. Luftbroen gik især til lufthavnen Tempelhof i den sydlige del af Vestberlin.  Man kan foran lufthavnen se mindesmærket for de mange allierede flyvere, der mistede livet under luftbroen. Mindesmærket kaldes af berlinerne:  ”EeneHungerkralle”.  Læs mere om denne vigtige epoke i den kolde krig:   http://www.german-way.com/airlift.html     Tempelhof lufthavnen er nu nedlagt.

 

  1. Når vi er ved det indesluttede Vestberlin, skal man også mindes præsident Kennedy’sberømte tale til berlinerne i juni 1963 – fem måneder før han blev skudt.  Han holdt talen fra balkonen på Schöneberger Rathaus – hvor byens administration dengang holdt til. Til stede var selvfølgelig også forbundskansler Adenauer og byens overborgmester Willy Brandt. Kennedy’s slutord (med fed amerikansk accent): Ich bin ein Berliner  er gået over i historien.  Bare man dog havde skrevet den tale!  I kan faktisk både høre og se begivenheden her:   http://news.bbc.co.uk/onthisday/hi/dates/stories/june/26/newsid_3379000/3379061.stm 

 

  1. Vil man have et indtryk af de enorme sovjetiske tab under slaget om Berlin i foråret 1945, kan man tage til det sovjetiske krigsmindesmærke i Treptower Park. Ikke nogen munter oplevelse, men naturligvis særdeles tankevækkende. Mere herom her:   http://en.wikipedia.org/wiki/Soviet_War_Memorial_(Treptower_Park)  

 

  1. Den totale tyske kapitulation i maj 1945 blev først underskrevet  på en teknisk skole i Rheims i Østfrankrig (man kan besøge salen, hvor papirerne blev underskrevet) og dagen efter også i Berlin (fordi russerne insisterede på det). Man kan se de dokumenter, som de slagne tyskere måtte skrive under på, her:  http://www.ibiblio.org/pha/war.term/093_02.html  At de virkelig skrev under, bevises her:  http://www.historyplace.com/worldwar2/timeline/keitel.htm     Og man kan besøge det tidligere sovjetiske hovedkvarter i bydelen Karlshorst, hvor kapitulationen fandt sted. Se her:  http://en.wikipedia.org/wiki/Karlshorst   og   http://www.museum-karlshorst.de/  

 

  1. Hitlers førerbunker lå meget tæt på Hotel Adlon i sydlig retning fra Brandenburger Tor. Den er beskrevet på denne website:  http://en.wikipedia.org/wiki/F%C3%BChrerbunker    Man kan se mere på et kort her:  http://www.xs4all.nl/~odu/bunker.html      Men der er ikke noget at besøge i dag.  Måske en dag i fremtiden?  Bunkersystemet under krigens Berlin var enormt, så alt er sikkert ikke kendt endnu.

 

  1. Stasi-forbrydelserne under Ulbricht-Honecker-Mielke perioden bør heller ikke forbigå den besøgendes opmærksomhed. Stasi står for Ministerium für Staatssicherheit.  Afløseren for nazisternes Gestapo – og formentlig i mange tilfælde med de samme folk – blot i andre uniformer. Stasi’s arkiver er nu åbne og har gjort mange en tysker (og danskere med) rystende nervøse. For tysk grundighed var en dyd også i Stasi. Alt er minutiøst noteret og arkiveret. Og Murens fald gik så tjept, at de ikke nåede at brænde arkiverne. Jeg var faktisk selv i Berlin, da demonstranterne invaderede Stasi’s hovedkvarter i Normannenstrasse og kastede møbler, billeder og papirer ud af vinduerne. Heldigvis blev det meste reddet – og retfærdigheden kan nu ske nogenlunde fyldest.  Læs meget mere her:  http://www.answers.com/topic/stasi    og på:  http://www.stasi-museum.de/    

 

  1. H vis man efter disse dystre oplevelser har lyst til at opmuntre sig, kan man gå en tur i den berømte Tiergartenhttp://en.wikipedia.org/wiki/Tiergarten    Den var de tidligere prøjsiske kongers og kejseres private have med mange sjældne dyr. I dag er der fredeligt.  Den nye og ret flotte fællesnordiske ambassade ligger i et hjørne af haven.  Se her:  http://www.ambberlin.um.dk/da/menu/OmOs/Bygningen/ 

 

  1. Ikke så langt derfra i bydelen Charlottenburg ligger (Vest)Berlins Opera. Den var en gave fra USA i 1961. På grund af dens særlige svungne form gav de lune berlinere den straks navnet ”Den svangre østers”. Se mere om brugen i dag:  http://www.deutscheoperberlin.de/

 

  1. I den allervestligste del af byen ligger naturområdet Grunewald.  Parker, søer og lignende ting og sager. Berlinernes udflugtsmål, når vejret indbyder til det.  Her ligger også området Wannsee – også berygtet, fordi det var i et hus her, at nazisterne i  januar 1942 besluttede at udrydde jøderne systematisk i hele Europa. Mere her:  http://www.holocaust-uddannelse.dk/holocaust/wannsee.asp      

 

  1. Det er også i den del af byen, at man finder den berømte Glienicke Brücke.  Den gik under den kolde krig mellem Øst- og Vestberlin. Og den blev bl.a. brugt gennem mange år til at udveksle spioner mellem russerne og vestmagterne. Vil du vide mere også om det, så ta’ en kigger her:  http://en.wikipedia.org/wiki/Glienicke_Bridge    

 

 

     Niels Jørgen Thøgersen

 

     Bidrag velkommen til:  niels@niels-jorgen-thogersen.dk          

 

     December 2012

 

     Min Hjemmeside:  www.niels-jorgen-thogersen.dk    


Om vort besøg i Le Touquet-Paris-Plage
KVINDE(H)VIN

På Frankrigs nordkyst en februar-weekend

Venskabsbyer er en dejlig ting. Dem burde alle byer og kommuner have mange flere af. Her i Rixensart har vi en 6-7 stykker. Og de bruges rigtigt. Ikke kun til borgmester-middage. Men til at få rigtige folk til at møde andre rigtige folk. Unge og gamle. Og dem ind midt i mellem.

Her i den forløbne weekend deltog vi med stor fornøjelse i et besøg i vor franske venskabsby. Den hedder Le Touquet-Paris-Plage. Stedet har sin helt egen historie ( se min særlige fortælling om den på min hjemmeside ).  Gemytligt oversat betyder navnet Paris’s strand. Og det er langt hen af vejen noget sludder. Byen ligger laaaangt fra Paris – omkring en 250 km.  Men de vil gerne lokke de gode parisere hertil. Man kan sige, at der er tale om samme listige trick, som da Grønland  fik navnet Grønland. Hvordan så det?

Jo, de gæve vikinger fra Norge sejlede vestpå i tidernes morgen. De ramte et nyt land, som de kaldte Island. Ikke så smart. For hvem gider flytte til et land med det navn?  Da vore behjælmede forfædre lidt senere fortsatte længere vestpå, kom de til et land, der virkelig havde is i massevis.  Men nu havde de lært tricket. Derfor fandt de på navnet Grønland. Og ganske rigtigt: der kom en hel invasion af nordboer efter dem. At de så nogle hundrede år senere bukkede under for isen, var en anden sag.  Den kortsigtede PR-kommunikation havde virket. Lidt senere prøvede de samme lurifakse bedraget én gang til. De kom til det meget uvenlige New Foundland i det nuværende Canada. Og hvad gjorde de? De kaldte det minsandten for Vinland. Men nu var deres luskede kommunikation blevet afsløret, så der kom ikke flere 

Med Le Touquet-Paris-Plage er det samme historie. Men med en mere happy ending. Byen – landsbyen – har til daglig 5.500 indbyggere. Men om sommeren er antallet mere end ti-doblet. Det kan man også se på butikker, badelande, karusseller, restauranter ( ikke mindst ) og barer.  Stille, meget stille – det meste af året. Og sådan var det også her i weekenden. Indtil vi kom 

Et af de modige og kreative initiativer her i vintertiden er et årligt vin-marked.  Kun kørt af KVINDER.  Men derfor kan det jo egentlig godt være ok   Salon du Vin au Féminin. Værs’go.  På 20. år. Og der var i år hele 80 vinbønder og lignende, der bød deres fristelser til.  KVINDE(H)VIN, kalder jeg det.  Der var gang i kvinderne. Og i handelen. Og endda i kurser i at smage på vin. Vi prøvede det hele. Undtagen kvinderne!

Vi fik også luftet de frysende ører, hænder og tæer på gode vandreture i klitterne. Helt ude i den vilde natur. Min skihue fra Ingmar Stenmark gjorde stor lykke. Både for mine egne ører – og for alle dem, der sagde Bonjour Père Noel!  ( Goddag, Julemand ! ).

Sådan kan man også tilbringe tre dejlige februar-dage, mens kulden og sneen boltrer sig på en fransk kanal-kyst.

Niels Jørgen Thøgersen

Den 14. februar 2012  - Og skål for Valentin! Det er i dag, fuglene begynder at parre sig 

www.niels-jorgen-thogersen.dk  
kimbrer@gmail.com  


Enjoy LE TOUQUET-PARIS-PLAGE
About

LE TOUQUET-PARIS-PLAGE


Le Touquet-Paris-Plage is a small and very elegant town on the middle of the Côte d’Opale on the French Channel coast.  It has 5.355 permanent inhabitants. But during the summer the number of guests are many times bigger.  Today the town has 28 hotels.

The town’s website is:  www.letouquet.com  

The name Touquet comes from an old Picardie word meaning “corner”.

The people living in Le Touquet are called “touquettois”.

The area was originally a hunting ground with wild sand dunes and big forests. But in 1873 Mr. Hippolyte de Villemessant ( the founder of the newspaper Le Figaro ) created a holiday station here. The place was in particular meant for rich people from Paris.  Among the very early famous visitors to Le Touquet – also before M. de Villemessant arrived - were Victor Hugo, Charles Dickens and the painter J.M.V. Turner.

In 1902 a rich Englishman, John Whitley, bought the area and wanted to make it into a nice holiday place for people fra the UK. He also involved the famous Frenchman, Pierre de Coubertin , ( the father of the new Olympic Games ) in the plans and tried to make the area a paradise for sports.

Le Touquet became a popular meeting place for famous people in that period. H.G. Wells had a several-weeks-affairs there with Amber Reeves. Noel Coward spent many weekends there. So did Sarah Bernhard. And many more.

The First World War changed it all. All hotels became hospitals for soldiers from the front, which was not far away.

After the war Le Touquet tried to become attractive for rich people from Paris and elsewhere again. The first Casino in France was started here in 1927.  The 1920ies ( “les années folles” ) also arrived here.  This was also the period, where many of the very elegant Villas were built.  The most talented architects were very active and creative between the two world wars in the Touquet area. Most of those Villas are still there.

During World War II about 40.000 German soldiers lived in Le Touquet.  And they placed more than 106.000 mines in the area, as they were afraid of an Allied invasion here.  The town was liberated by Canadian forces on September 4, 1944.  

The town was rebuilt after the war. The new Lighthouse ( with 274 steps ) was opened in 1952 – with a magnificent view, also to be seen via a webcam on the top in a room at ground level 

The town has a local Market, which in the winter months is open Thursday and Saturday mornings ( on Place du Marché Couvert ).

And in early February the annual car and motorbike race on the beach and in the dunes takes place. It is called ENDUROPALE.  This year ( 2012 ) more than 1500 vehicles took part. And a local Touquettois won 

Le Salon du Vin au Féminin  in the Palais des Congres is also very special for the area.

The Salon has a special website ( in several languages ) :

http://www.letouquet.com/salon-du-vin-au-feminin/le-touquet-paris-plage/tabid/3231/offreid/6278f970-ae15-4c53-9a22-7c12967bff73/detail.aspx  





niels@niels-jorgen-thogersen.dk   

www.simplesite.com/kimbrer  

February 8, 2012



Oplev VENEZIA

                                                             Enjoy

 

V E N E Z I A

 

Venezia is a fantastic city. No other city in the world  is like that. Has that background. That history. A similar geographical location. And such a popularity among people from all over the world.

 

Its origins go more than a thousand years back. The first Venetians fled from enemies on the mainland and started building their houses on about 100 small low-lying islands in the middle of a swampy lagoon. They invented a special building technique, which lasted for many centuries. By around 1500 the city more or less had the form it has today. And the Venetian state had become a world power, not least at sea. Marco Polo came from Venice. He went later to China and became mayor of Beijing. The Venetian palaces became a model for many parts of the world. Not least the palace of the Doges is very famous.

 

The old city is today divided in six districts. The Canal Grande goes through it like an upside-down S. And about 140 small bridges are connecting all parts of the city – only for pedestrians. No cars anywhere in the city. They are only allowed in the very western point of Venezia – at Piazza di Roma, where also the train station can be found. From here you have to transport yourself by foot – or on boats on the water.

 

The normal water transport is the Vaporetto. You can say it is a waterbus. Many lines connect most parts of the city, including the international airport, the Marco Polo Airport. If you are there for some days, then buy a Card for 3 days. It costs (2008) 35 €.  You can go anywhere by Vaporetto. But remember to stamp your ticket each time you board a boat.  A single, one-way ticket costs 6,50 € independently of the length of the tour ( Nov. 2011 )

 

You can also use the water taxis. Nice, pleasant and interesting. They take you anywhere, if there is water. But they are expensive. Ask for the price, before you start. To and from the airport to the city centre they cost 110 €  ( 2011 ).

 

What about the gondolas? Yes, absolutely. Very charming.  And very expensive. Do remember to negotiate the price, the route and how long the trip will last, before you start. In November 2005 we paid 70 € for half an hour. But it’s charming. Especially if you can make the gondoliere sing!

 

The traghetto is another means of transport. It is a very small boat a sort of a gondola -, which takes you from one side of the Canal Grande to the other. Very cheap. And you normally have to stand up. Don’t lean too much out!

 

When you do the Canal Grande by boat you will among many other things see the two most famous bridges: Rialto and Accademia.  You should certainly also visit them by foot.

 

What else is a MUST to see in Venice ?

 

The short answer is: Everything. But normally this is not possible. So here is what we think is a MUST:

 

  • St. Mark Square – fantastic layout. If the weather permits, take a (expensive) glass of something on one of the cafes on the Square. Often they have outdoor music. Don’t touch the pigeons. They might be sick. But they are an integral part of the Square

 

  • Go to the top of the Campenile (there is a lift!) – the huge red “pencil” on the square. If the weather is good you have a fantastic view over the city and the lagoon from there

 

  • The Palazzo of the Doges is, of course, very interesting. Go also via the Bridge of  Sighs to the old prison next door

 

  • St. Marc Church is unique in itself. Originally built as the private church of the Doges. Today it’s the cathedral of Venice. Very oriental style. Somewhat dark inside. Don’t miss to see it beautifully illuminated on the outside at night. See it from St. Mark’s Square

 

  • Outside the tourist area:  go to the Cannaregio district. Quiet and nice. Especially the old Jewish area is very nice. See Piazza del Ghetto.  The word ghetto comes from there. There are guided tours in the district now and then

 

  • Another very interesting area outside the main quarters is Dorsoduro with Piazza Barnara on the southern side of Canal Grande. It’s a short walk from the Accademia Bridge towards Rialto. We always by the best parmesan cheese in the world in a small ecological shop on that square

 

  • East of St. Mark’s Square – go to Via Garibaldi.  This is the street where the locals go shopping, and where the restaurants are full of locals. And the prices much lower than elsewhere. This street was built by Napoleon on the top of a canal, because he wanted a real shopping street!

 

  • The fish and vegetable market near the Rialto Bridge is also very interesting.

 

  • There are lots of art exhibitions in Venice. The permanent exhibitions in the Guggenheim Museum and in the Galleria Accademia, both in Dorsoduro near the Accademia Bridge, are very interesting. Ask the hotel what else is available.   The newest art museum is called Punta della Dogana Museum.  www.palazzograssi.it  It’s at the other side of Canal Grande seen from St. Mark’s square. Just next to the church De la Salute.  The building is the old customs house. And the art in the museum is VERY modern and provocative.

 

  • Where to go and eat ?   There are hundreds of nice places. Go for the Osteria  restaurants. They are normally small family owned and run restaurants. Very, very good

 

  • One especially nice restaurant is:  Ristorante Al Ghiadinett. Address: Castello, 4928. Tel. 0039 041 523 8778.   You find it in the small streets behind St. Mark’s Church. Excellent food! And drinks!  Don’t forget their best Grappa!

 

  • Harry’s Bar at the Canal Grande, not far from St. Mark’s Square, is famous and very interesting. For a drink or a snack. It’s small and often very full.

 

  • And where to stay? We have found a very nice family run small hotel just at the Lagune – 200 m from St. Mark’s Square: Hotel Paganelli.   And very reasonable prices.

 

                                 Hotel Paganelli

                                 Riva degli Schiavoni 4182, Campo San Zaccaria 4687

                                 I-30122 Venezia, Italia

                                 Tel. 00390 041 522 4324

                                 e-mail:  hotelpag@tin.it   og  info@hotelpaganelli.com

                                                                       www.hotelpaganelli.com

 

         

  • Excursions by boat out of the centre: Go for two islands: Murano  (the centre of glass)

and Burano.  Departure from Vaporetto station Fundamiente Nuevo.

 

 

    Have a fantastic stay in bella Venezia!

 

    Liselotte & Niels Jørgen Thøgersen

 

    November 2011.  ( 3rd edition ) 

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com    

 

 

See more:

 

www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk      ( Dansk )

 

www.simplesite.com/kimbrer           ( English )


Oplev KOS i Grækenland
Vi er på KOS til ZOEs barnedåb:

Om KOS:

1. Øen er på 290 kv.kv og dermed lidt større end Møn.    Ca. 40 km på den ene led og ca. 8 på den anden.  Bjergrig

2. Der bor 31.000 mennesker på øen, heraf ca. 18.000 i hovedbyen Kos City.

3. Den er en af de 12 øer i Dodekaneserne ( dodeka kommer af græsk 12 ). Denne ø-gruppe har herudover ca. 150 småøer og skær.

4. Kos var hellensk tilbage i Oldtiden og en vigtig ø på sejlruten fra Mellemøsten til Europa.

5. Efter det ottomanske rige brød sammen i begyndelse af det 20. århundrede og måtte afstå de ny græske øer, blev Dodekaneserne italienske.  Kos hed i den periode Coo.

6. Lægevidenskabens far, Hippokrates kom fra Kos og virkede her i det 5. århundrede før Kristus.

7. Kos ligger ca. 4 km fra den nu tyrkiske by Bodrum ( tidl. Halikarnassos ) med Mausoleum, ét af oldtidens 7 vidundere.


DANSK – GRÆSK PARLØR

50 ord at lære J

( trykket ligger på det fremhævede bogstav )

1.     By  = p o li

2.     Gade =  od o s

3.     I dag    =  s i mæra

4.     I aften   =  ap o psæ

5.     I morgen   =  a vrio

6.     Bank   =    mus i o

7.     Købmand   =   tr a pæza

8.     Læge   =   jatr o s

9.     Hospital  =   nosokom i o

10.           God morgen  =     kalim æ ra

11.           Goddag  =    h æ rætæ  eller j a su

12.           Farvel  =   ant i o  eller  j a su

13.           Godaften  =   kalisp æ ra

14.           Godnat  =   kalin i chta

15.           Ja  = 

16.           Nej  =  o chi

17.           Tak  =  æfcharist o

18.            Selv tak  =   parakl o

19.            Undskyld  =  sign o mi

20.           Glas  =  pot i ri   ( at drikke af )

21.           Koldt  =  kr i o

22.           Varmt  =  zæst o

23.            Stor  =  mæg a lo

24.           Lille  =  mikr o

25.            Vin  =  kras i

26.            Hvidvin  =  a spro kras i

27.           Rødvin  =  K o kino kras i

28.            Øl  =  mp i ra

29.            Vand  = nær o

30.            Fisk  =  ps a ri

31.           Kød  =  kr æ as

32.           Brød  =  psom i

33.            Bøf  =  mpriz o la

34.           Græsk  =  ælinik a

35.           Dansk  =  dan æ zika

36.           Søndag  =  kirjak i

37.           Godt  =  kal a

38.            Dansker  =  dan o s, dan æ za

39.           Flaske  =  mpuk a li

40.           Havn  =  lim a ni

41.           Bil  =  aftok i nito

42.           1 = mia

43.           2 = dio

44.           3 = tris

45.           4 = t æ særis

46.           5 = p æ nta

47.           6 = æ ksi

48.           7 = æft a

49.            8 = ocht o

50.            9 = æni a

51.           10 = d æ ka

 

 

NJT  - 11 08 2011  

OPLEV BORNHOLM & CHRISTIANSØ

Lidt historie og andre tips

 

Alle ved, at Bornholm og Christiansø er meget specielle steder i Danmark. Men det er nok ikke alle, der helt ved hvorfor og hvordan.

Hermed lidt baggrund og ideer, som måske kan være nyttige før, under og efter et besøg.

Det første meget spændende ved Bornholm er vel, at de gæve burgundere i Østfrankrig – også kendt som det vin-berømte område Bourgogne – i virkeligheden stammer fra Bornholm. Det skete i folkevandringstiden, hvor kimbrerne fra Himmerland drog mod Rom og mange andre steder. Og hvor altså bornholmerne traskede ned til det østlige Frankrig. Det ligge før historisk tid, og håndgribelige beviser findes ikke. Men en lang række indicier peger i den retning.  Så drik i hvert fald et glad rød bourgogne-vin når du er på Bornholm.

 

Næste gang bornholmerne for alvor gør sig kendte i historien var i 1659. Da havde Danmark efter en tabt krig netop afstået alle ”landene øst for Øresund” til Sverige. Alle ved, at det var Skåne, Halland og Blekinge ( hvor oprørsbevægelsen snaphanerne forsøgte at få disse landsdele tilbage til Danmark ). Det lykkedes som bekendt ikke, og kong Frederik III forlangte fortsat vinduerne mod øst i sit slot på Christiansborg muret til, så han ikke kunne se over til det nye fjendeland.

Hvad de færreste ved er, at også Bornholm blev afstået til Sverige. Øen ligger så langt mod øst, at det naturligvis hørte med til ”landene øst for Øresund”. En svensk guvernør blev hurtigt indsat på øen – med sæde på Hammershus. Det ville bornholmerne saftsuseme ikke finde sig i. Så de kom ved list inden for murene på Hammershus og smed korporligt den svenske chef ud over muren og sendte straks et brev til Frederik III om, at de nu igen var hans undersåtter. Af mystiske grunde lykkedes forehavendet. Svenskerne havde åbenbart andre prioriteter end at kæmpe for Bornholm. Og derfor er øen den dag i dag dansk.

 

Der skulle igen gå nogle århundreder indtil Bornholm atter kom på den politiske dagsorden. Det var ved afslutningen af den 2. verdenskrig. Montgomery befriede Danmark fra de tyske tropper den 4.-5. maj, bl.a. ved at sende sine tropper op til Lübeck, hvorved han afskar de fremrykkende russere i at smutte om hjørnet og gå ind i Danmark. Han kom  endda selv til København dagen efter og fik en stormende velkomst. Men han glemte, at Bornholm langt ovre mod øst i Østersøen også var dansk. Derfor ville russerne befri denne ø, Den lokale tyske kommandant, von Kaupitz, nægtede at overgive sig og sine tropper til russerne. Han ville kun overgive sig til Montgomery. Det fik russerne til at bombe Rønne og Nexø. De havde givet varsel på forhånd, så befolkningen kunne nå væk i tide. Og selv om de sovjetiske bombefly kom en time før annonceret ( p.g.a. nogle misforståelser omkring tidsforskellen ), skete der ingen store katastrofer ved bombardementerne.  Resultatet blev, at den tyske garnision overgav sig. Og de blev alle sammen med chefen sendt i mange års krigsfangelejr i Rusland. Bornholm blev med det samme besat af sovjetiske tropper. De blev der faktisk i 9 måneder. Og da de rykkede ud i 1946, skete det på den betingelse, at Danmark lovede aldrig at tillade ikke-danske tropper på øen.

Der går mange sjove og mindre sjove historier om russernes besættelse af Bornholm. De første soldater var deciderede frontbisser, der ikke holdt sig tilbage fra meget. De var ikke til at spøge med. De ranede og stjal, hvad de kunne komme afsted med. Mange af dem var meget lidt uddannede og vidste vel dårlig nok, hvad det var, de huggede. Som f.eks. ham, der havde neglet et guldur. Da det ikke gik, henvendte han sig til en lokal urmager, der åbnede det for at se, hvad problemet var. Inde i urværket lå en død væggelus. Ahh, udbrød soldaten forstående: Maskinist kaput !  Men snart kom der meget mere disciplin i tropperne. Og da bornholmerne fandt ud af, at hvis de angav en sovjetisk soldat for et eller andet, blev han uden videre skudt, så besluttede de at angive så få som muligt.

Denne betingelse fik praktisk betydning, da Danmark i 1949 blev medlem af NATO.  Øen lå SÅ godt – nærmest inde bag jerntæppet, at man med en megakraftig radar installeret i Almindingen nærmest kunne se, hvad de spiste til middag i Kreml. Og disse informationer var naturligvis til rådighed for hele NATO. Der var ikke meget russerne kunne gøre ved dette – ud over at brumme fælt. Men der er ingen tvivl om, at dette radaranlæg ville være noget af det første, der ville være blevet udraderet, hvis det var kommet til krig. Måske endda med en lille sovjetisk atombombe, som man i dag ved ville være blevet kastet over Langelandsfortet – et andet meget centralt led i forsvaret under den kolde krig.

Det var lidt om Bornholms historie.

 

 

 

Hvad med Christiansø ?  Eller rettere Ertholmene, som den lille klynge øer hedder.

Da Danmark havde afstået Skåne, Halland og Blekinge til Sverige i 1659, blev Sverige den helt store stormagt i Østersøen. De havde i forvejen besiddelser i Pommern i Nordtyskland. Derfor ville Danmark gøre noget for at kunne følge med i, hvad svenskerne foretog sig i Østersøen. Det blev starten til den militære fæstning på Christiansø – opkaldt efter kong Christian V, søn af Frederik III.  Da øerne samtidig blev brugt som fangelejr, satte man soldater og fanger til at bygge fæstningen. Den fik aldrig den store betydning. Englænderne forsøgte at indtage dem i starten af 1800-tallet, men opgav forehavendet. Fæstningsanlægget blev nedlagt som militært område i 1855. Men det hører fortsat under Forsvarsministeriet, og de ca. 100 fastboende tilhører ikke nogen kommune eller region.

Blandt fangerne er den mest kendte Dr. Dampe, der sad i det lille statsfængsel på Frederiksø ( i celle nr. 8 ) i mange år i starten af 1800-tallet. Han var en kendt videnskabsmand, der kæmpede for folkets frihed under den enevældige konge ( Frederik VI ). Han slap først ud få år før den første danske frie grundlov i 1849. En meget spændende personlighed.  Læs: Iselin Hermanns bog: DAMPE – fin lille roman med megen information om øerne.

Folk på Christiansø er af og til meget sig selv. Meget lokalpatriotiske. Jeg hørte engang for mange år siden et radio-interview med en 100-årig mand på Christiansø. Han blev bl.a. spurgt, hvor mange gange han havde været over ”på landet”. Det betyder Bornholm for de lokale på Ertholmene. To gange, var hans svar. Én gang under 1. verdenskrig. Og én gang under 2. verdenskrig. Og som han tilføjede: Vi har gæster allesteder fra herovre. De siger alle, at dette er det bedste sted, de kender. Jeg har det sådan, at jeg tror på folk. Hvorfor skulle jeg så rejse ud for at se, om de har ret!

 

Det var lidt historie. Hvad skal man så se og gøre derovre ?

Hermed 10 konkrete forslag for Bornholm:

  1. Besøg det spændende Middelaldercenter ved Østerlars http://www.bornholmsmiddelaldercenter.dk/  
  2. Ta’ den flotte Rundkirke i Østerlars med ved samme lejlighed ( den største af øens fire rundkirker ). Ved siden af den ligger en gammel gård med en alt-mulig-butik.  http://da.wikipedia.org/wiki/%C3%98sterlars_Kirke  
  3. Bornholms Kunstmuseum ved Helligdomsklipperne ved Rø bør også besøges. Det er det eneste sted, jeg kender, hvor der løber en bæk ( en lille af slagsen, ganske vist ) lige igennem huset.  http://www.bornholms-kunstmuseum.dk/  
  4. Gudhjem med de meget stejle gader ( cykling er forbudt ! ) og ikke mindst med Gudhjem Røgeri, hvor man kan indtage et spændende måltid, hvis man er til den slags J   http://www.youtube.com/watch?v=2pPxBRz0vX8   
  5. Svaneke er en flot gammel by, hvor ikke mindst den store gamle købmandsgård, Siemsens Gård ( nu hotel ) er et kig værd. Og måske en enkelt skål ude i gården med den vidunderlige rosenhave mod havnen. Tæt på Siemsens ligger der også både en lokal lakridsfabrik og et karamelkogeri    http://da.wikipedia.org/wiki/Svaneke 
  6. Hammershus oppe nordpå ( der hvor den svenske guvernør fik sig en dødelig lufttur ) er også imponerende. Og der er om sommeren mange aktiviteter på stedet.   http://da.wikipedia.org/wiki/Hammershus  
  7. Rytterknægten inde i Almindingen er øens højeste punkt på 162 meter ( àpropos radarstationen ). Her kan man få sig god motion.  http://da.wikipedia.org/wiki/Rytterkn%C3%A6gten   
  8. Ekkodalen er også et bornholmsk klenodie. Råb: Hvad drikker Møller ?  Og det sikre svar tilbage er naturligvis:  Øller !  http://da.wikipedia.org/wiki/Ekkodalen 
  9. Dueodde helt nede sydpå sender nærmest én til den jyske vestkyst med de flotte og meget hvide sandstrande.  Læg bl.a. mærke til den flotte træbelagte sti ned til stranden fra parkeringspladsen. Det kunne andre lære meget af. Og lidt længere vestpå – helt ud til vandet – ligger en herlig restaurant, der hedder Kadeau.  Meget dyr, men også meget god og spændende.
  10. Og så er der de bormholmske gane-specialiteter, som MÅ prøves. Kan købes flere steder, bl.a. i en specialforretning i Åkirkeby.  KLEMENS BLÅ osten er uden sammenligning den bedste blå ost, jeg kender. BORNHOLMSKE RUGKIKS overgår enhver anden form for kiks, selv de jyske rugkiks, med lysår. Og så er der jo SOL OVER GUDHJEM, som jeg som ikke-fiskespiser ( har aftalt med fiskene, at hvis jeg ikke spiser dem, så spiser de heller ikke mig ! ) må forlade mig på endda meget stærke anbefalinger fra folk, der ikke har indgået alliancer med de gode havdyr.

Af meget drikkelige drikkevarer rager øllen SVANEKE BRYG og BORNHOLMER-SNAPSEN højt op over alle andre. Også uden sild J

 

Og 6 konkrete forslag om Ertholmene – Christiansø og Frederiksø:

  1. Et besøg derovre er et MUST, når man er på Bornholm. Tro ikke på de underfundige rygter om ”gevaldige bølger”. Katamaranen fra Allinge stryger derover med 70 km. i timen – i hvert fald noget af vejen.  http://www.christiansoe.dk/   
  2. Gå en runde på Christiansø. Op og ned ad fæstningen. Oplev de meget larmende grønne frøer, der lystigt kvækker det meste af dagen. Gå evt. helt ud til ”Verdens Ende” – som et af øens yderpunkter naturligvis hedder. Og træd i rugesæsonen ikke på de mange rugende edderfugle. De er overalt og flytter sig ikke.
  3. Aflæg et besøg på Gæstgiveriet tæt på bådens ankomststed. Dejligt, venligt og velsmagende sted. De har endda værelser, hvis man skulle finde lyst derudi.  http://www.christiansoekro.dk/  
  4. Vov dig over den 10 meter lange jernbro fra 1912. Den går nemlig helt over til Frederiksø. Naboøen – knap så stor. Her ligger fængslet – àpropos Dr. Dampe. Og i et forsvarstårn er der indrettet et lokalt museum om øerne.
  5. Det er også på Frederiksø, at man kan købe de berømte Christiansø Sild. Nemlig hos RUTH – en venlig ung dame – nede på havnen. Flere forskellige sild er i butikken . F.eks. hendes hjemmelavede 600 grams ”spand” til 135 kr.  http://www.christiansoe-pigens-sild.dk/historie/  
  6. Tæt på de to ”civiliserede øer” ligger Græsholmen. Her må kun fugle af mange arter komme lige fra store måger til longvier og sikkert også mange andre slags. Hvis jeg var fisk, ville jeg holde mig laaaangt væk fra denne ø. De gode fugle lever nemlig især af fiskestimer i det omliggende vand.

 

Niels Jørgen Thøgersen

kimbrer@gmail.com

www.niels-jorgen-thogersen.dk  

Den 03.07.2011 
Oplev ROM - mange gange
Otte ideer til herlige oplevelser i Den evige Stad:

1) Trastevere-bydelen:  Byen på den anden side af flodene Trastevere. Neden for Vatikanet. Det er virkelig noget særligt. Hyggelig. Uprætentiøs. Med især Campo di  Fiore-blomstermarkedet. Og dejlige små gader med små listige steder. Og ikke langt væk. Flere broer går derover. Vi har besluttet, at vi vil bo derovre, når vi næste gang er i Rom.

2) Piazza del Popolo: Et virkeligt folkeligt sted - lidt larmende ( som folket jo er ). Men det rigtige Rom. Og det er vist den danske embedsmand Vilhelm Bergsøe, der har skrevet en hyggelig roman om stedet. Men den kan I måske ikke nå at læse inden på søndag!

3) Enoteker: De normalt ret små restauranter, der hedder ENOTECA, er værd at gå efter. Det er familieejede restauranter og barer, som serverer virkelig god mad og normalt til demokratiske priser.  Sidst vi var i byen, fandt vi rigtig god én på en gade mellem Piazza di Colonna og Pantheon / Trevi-fontænen. Navnet på den er desværre smuttet. Der er også et herligt lille Enoteca midt på langsiden af Piazza Navova - over for kirken.

4) Katte-ruinerne:  Et sted i midtbyen er der et område / en plads, hvor der er gamle ruiner. Og i disse ruiner spankulerer der i hundredevis af katte rundt. Hvorfor? Fordi et kattefirma åbenbart har lejet området. Og man kan frit gå derind og se på dyrene og måske endda kommunikere med dem på den ene eller anden måde. Javel, det lugter lidt af kattepis - af naturlige grunde. Men man ser de gode dyr ha' et ret godt og afslappet liv. Hvis man altså ka' li' katte!

5) SPQR:  Læg mærke til, at der på alle dæksler til kloakkerne står SPQR. Det stammer fra det gamle Rom.  Se mere om forkortelsens historiske oprindelse her:
http://en.wikipedia.org/wiki/SPQR

6) Det danske Institut i Rom:  Danmark har et særligt kulturinstitut i Rom - oppe i hjørnet af den flotte Villa Borghese park. Det ligger flot og betyder meget i den danske kultureksport til Italien. Hvis I alligevel er deroppe i området, hvorfor så ikke kigge indenfor.

I kan læse mere her: http://kum.dk/om-ministeriet/organisation-og-institutioner/andre-institutioner/det-danske-institut-i-rom/

7) Hotel Hassler Roma:  Dette er noget af det dyreste og fineste i Rom - lige oven for Den spanske Trappe. Og det var her Dronning Ingrid og Kong Fredertik boede hvert år i mange år. Irene og Hans Jørgen spiste frokost der for et par år siden, da det havde 25 års træffe-jubilæum. De syntes vist, det var sjovt at se. Men ikke nødvendigvis pengene værd :-(

8) Lad jer føre og forføre. Og gå derhen, hvor I synes, det ser dejligst ud!  Dette er Liselottes varme råd.

Bremerhaven og Worpswede juni 2010
I Bremerhaven har man udviklet hele den kæmpe havnefront med fantstiske aktiviteter - i høj grad finansieret af EU midler som kompensation for, at skibsværfter og rutetrafik forsvandt.

Der er mindst 4 spændende ting der - også for børnene:

1) Deutsche Auswandermuseum:

http://www.dah-bremerhaven.de/

Der udvandrede over årene frem til 1970erne ialt 7,5 millioner europæere gennem Bremerhaven. Fra Tyskland og Østeuropa. De allerfleste til USA. Museet er nok et af de mest spændende, vi har oplevet. Med en rigtig havnekaj, hvor de pårørendevinker farvel, til selve det kæmpeskib med de mange klasser ombord. Og med en modtagelse i den anden ende i New York ( Ellis Island ).

2) Das KLIMAHAUS:

http://klimahaus-bremerhaven.de/

Det er kun et par år gammel. Ideen med huset er, at man besøger en halv snes meget forskellige steder på jordkloden - allesammen liggende på den 8. LÆNGDEgrad ligesom Bremerhaven. Man kommer til de schweiziske Alper, til Sardinien, til Niger, til Cameroun, til Antarktis, til Samoa øerne og til Alaska.  Altsammen meget fantastisk lavet. Og naturligvis med en klimapolitiske pointe.  Fantastisk oplevelse.

3) Deutsches Schifffahrtsmuseum:

http://www.dsm.museum/

Dette er en stor udstilling om Tyskland på havet. Man kan også besøge en gammel tysk u-båd fra 2. verdenskrig, der ligger i havnen ved siden af museet.

4) Forretnings- og underholdningscenteret MEDITERRANEO på havnepladsen er bygget som et rigtigt italiensk-spansk rundt moderne forretningscentrum. Meget flot og hyggeligt. Og masser af butikker og restaurater.

Det ligger altsammen lige ved siden af hinanden.


Påsketur på DOURO-floden m.v.

PORTUGAL – SPANIENS TUR

Den 19. april til den 2. maj 2011 

Kort punkt-dagbog

Tirsdag, den 19. april:

·         Fly København – Bruxelles – Porto

·         Leje af to biler i Porto lufthavn ( Renault og Fiat )

·         Flot motorvej til Santiago de Compostela ( ca. 225 km. )

·         Hotel San Lorenzo i Santiago

·         Middag på hotellet til 14 € - inkl. vin

·         Poul fortæller om Camino’en ( i vor rejse-undervisitets-serie J )

 

Onsdag, den 20. april:

 

·         Santiago rundt i lille tog. Flot by – meget kuperet

·         Pilgrimme på torvet med deres stokke og rygsække

·         Besøger Paradora’en på torvet ( gammelt slotslignende hus )

·         Besøgte byens elegante overdækkede marked

·         Købte den lokale ”grappa” ( Onouro ) + 3 glas

·         Besøgte den berømte pilgrimskirke

·         Herlig forretningsmiddag på Paradorens restaurant

·         Liselotte fortæller om galisisk mad

 

Torsdag, den 21. april:

 

·          Annelises fødselsdag –hele dagen J

·         Kørsel fra Santiago til Vigo

·         Besøgte undervejs en lille lystbådehavn ved kysten. Sol

·         Indkøbte også nye batterier til vore walkie-talkies i lille landhandel

·         Frokost i lille by i vildt torden- og regnvejr. Og med ”blæk-vin” L

·         Hotel Tryp de Galeones i Vigo

·         Middag på rest. El Capitan i den gamle by ( anbefalet af ambassadør Lars Thuesen i Madrid )

 

Fredag, den 22. april:

 

·          Kørte en tur i bilerne. Prøvede at finde stranden. Tog i stedet til centrum

·         Ufærdige bygninger og tomme lejligheder overalt.

·         EUs fiskeri-agentur ligger i byen. Vi opsøgte det dog ikke ( påske )

·         Så stort krydstogtskiv Queen Victoria fra Cunard Line i havnen

·         Gik en tur i den berømte østers-gade med tonsvis af restauranter

·         Hans Jørgen fortæller om og udskænker galiziske vine ved særligt arrangement på hotellet

·         Middag på hotellet

 

Lørdag, den 23. april:

 

·          Kørsel fra Vigo i Spanien til Porto i Portugal ( ca. 120 km )

·         Besøg i lille portugisisk by Viana do Castelo undervejs. Store festligheder med mega-larmende trommer og meget mere

·         Hotel Residencial Pau de Acucar i centrum af Porto

·         Pigerne på vor ”stambar” Apolo, mens vi afleverede bilerne til Hertz

·         Portvin på havnen  ( ned, ned, ned fra vort hotel )

·         Middag i hyggelig kælder på havnen

·         Styrtregn og torden – derfor taxa hjem

 

Søndag, den 24. april:

 

·         Hop-on-Hop-off bus i godt halvanden time byen rundt

·         Flot, men noget slidt by

·         Frokost på italiensk udendørs restaurant i Gaia

·         På bar hos vor ven på ”Apolo” ( igen J )

·         Middag på brasserie. Mødte dansk par, der var kørt herned

·         Vi blev tegnet af en tegner på restauranten.  Niels Jørgen købte ”sig”.

·         Midnat: Kæmpe fyrværkeri i anledning af revolutionsdagen ( Nellike-revolutionen i 1974 )

·         Og musiktribune med sanger på torvet tæt på vort hotel

 

Mandag, den 25. april:

 

·         Liselottes fødselsdag – hele dagen J

·         Gåtur i Porto. Også på den høje Eiffel-bro over Douro

·         Poul købte Ronaldo fodboldtrøje til den yngre generation

·         Frokost på torvet

·         Og sidste besøg på ”Apolo” baren, hvor chefen gav mig et kursus i, hvordan man skænker portugisisk cognac op J

·         Ombord på vort krydstogtskib ”Infante D. Henriques” kl. 16.30.

·         Lynhurtig indkvartering i kabinerne 204, 206 og 208. Kæmpe vinduer

·         Preæsentation af det fransk-portugisiske personale ombord

·         Vor første middag ombord – med fri vin J

·         Andre passagerer var på natbustur i Porto. Vi passede på skibet J

 

Tirsdag, den 26. april:

 

·         Vort skib ligger hele dagen i Porto. Udflugt for de, der lyster.

·         Første gang vi har været på et krydstogt, hvor man ikke sejler J

·         Gik en tur i omegnen – vi til Gaia. Inkl. en lille café.

·         Fik købt et flot kort over hele Douro-dalen

·         Frokost og middag ombord. Og en lille ”morfar”.

·         Fado sang om aftenen.

 

Onsdag, den 27. april:

 

·         Afgang fra Porto ved 10-tiden. Vort søsterskib Vasco da Gama sejlede dagen før

·         Douro er den flotteste flod, vi har set J

·         Høje, stejle bjergskråninger med let bebyggelse, grønt over det hele – og mere og mere vin, efterhånden som vi kommer østpå

·         Liselotte fortæller om portugisisk mad i ”rejseundervisitetet”

·         Kort ophold i lands- og vinbyen Leverinho

·         På gåtur nøs Niels Jørgen. Og alle byens hunde begyndte at gø  L

·         Bagefter snakkede Niels Jørgen med en flok høns – på hønsesprog. Hanen blev totalt forskrækket, hans kam lagde sig helt ned og han pilede i sikkerhed med alle hønsene efter sig!  Hvad mon jeg dog har sagt ?! J

·         Under konkurrence på skibet om floder i Europa vandt teamet VIKINGERNE. Det var os! Præmie: En flaske portvin – og ros fra andre passagerer J

·         Gåtur om aftenen i byen Regina.  El Classico fodboldkampen på alle TV

 

Torsdag, den 28. april:

 

·         Videre med vort skib mod den spanske grænse. Sejler kun om dagen.

·         Vinmarker overalt. De kendte mærker Sandeman, Offley, etc.  Engelsk oprindelse

·         Niels Jørgen fortæller om Portugals og Spaniens nyere historie, ikke mindst Salazar- og Franco-diktaturerne, hvad de gjorde og hvordan man slap af med dem. Og lidt EU sneg der sig også ind J

·         Niels Jørgen lærer Excel af Poul  ( også rejseundervisitetet )

·         Hans Jørgen fortæller om og udskænker protvin. Endda medbragt fra Danmark J

·         Besøg hos skibets franske kaptajn på Broen

 

Fredag, den 29. april:

 

·         Heldagstur med bus til den flotte spanske by Salamanca. 150.000 indbyggere. Herunder 35.000 studerende

·         Ligger i provinsen Castilla y Leon –kendt for pata negra svinene

·         Masser af storke og frøer

·         2 katedraler – en gammel fra 11. årh. Og en ny fra 16. årh. Bygget delvist sammen

·         Europas 4. ældste universitet ( efter Bologna, Paris og Oxford )

·         Flot Plaza Mayor, der en gang var tyrefægter-arena

·         Glimrende frokost på lokal kælderrestaurant

·         Hjemme til aften til hans Jørgen ( der passede på skibet ) og middag

 

Lørdag, den 30. april:

 

·         Sejltur fra grænsen mod Porto.  Overskyet, let regn.  Sol alle de første dage

·         Irene fortæller om Vasco da Gama – den berømte portugisiske opdagelsesrejsende

·         En del på portvins-tur med bus oppe i de flotte bjerge, mens Niels Jørgen og nogle få andre sejlede videre med skibet

·         Ellers dase- og morfar-dag

·         Galla-middag om aftenen

 

Søndag, den 1. maj:

 

·         Morgenens nyhed: En del af Gadaffi-familien dræbt i luftangreb i Tripoli

·         Fredelig dag på floden. Kort ophold i Regina.

·         I Porto ekstra tur med skibet ud til Douros udmunding i Atlanterhavet – forbi Porto med dens stejle og gamle gader og bydelen Gaia på den anden side

·         En gruppe på 30 glimrende portugisiske folkedansere om aftenen på skibet – inkl. 2 små børn, der næsten tog al opmærksomheden J

 

Mandag, den 2. maj:

 

·         Sidste dag ombord. Ud af kabinerne senest kl. 09.00

·         Hyggeformiddag ombord, mens flere og flere passagerer blev sendt til lufthavnen og andre gode steder

·         Taxaer til lufthavnen kl. 11.30.

·         Brussels Airlines fly kl. 14.00. I Bruxelles 17.25 og i København 21.45.

·         Dagens store nyhed: Osama bin Laden dræbt af amerikanske Navy Seals ( frømandskorpset ) og straks begravet til søs.

 

Endnu en herlig tur er forbi og klar til at blive fordøjet J

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com  
AUSTRALIEN og NEW ZEALAND 2011
Se min Dagbog fra vort krydstogt down-under fra den 2. marts til den 1. april 2011:

http://cruising2downunder.wordpress.com

Og se også vore 183 fotos her:

http://www.flickr.com/photos/cruisedownunder2011

Krydstogt Kroatien til Egypten

KRYDSTOGT FRA DUBROVNIK TIL SHARM EL SHEIKH

Den 4. – 20. november 2010  

 

Dag 1:      Den  4. november

For at komme til Dubrovnik i Kroatien må vi denne gang over Paris. Eller nærmere over Charles de Gaulle lufthavnen. Derfor startede vi fra parcellen i Rixensart i morges kl. 09.30.  Vor flinke og meget snakkende lokale taxamand Mario ( han hedder Marcello Mario, er fra Toscana og har været taxamand i Rixensart i 50 år ) hentede os standsmæssigt og bragte os sikkert til Gare du Midi ( Sydbanegården ) i Bruxelles.

Her besteg vi TGV toget, der med over 300 km i timen kører direkte til Charles de Gaulle lufthavnen nord for Paris. På halvanden time. Herlig tur i dejligt vejr. Ikke mange med toget. Men det var ikke vores problem. Motorvejen går et langt stykke lige ved siden af banelinjen. Vi kørte så stærkt, at det så ud, som om bilerne holdt parkeret på motorvejen. Men det gjorde de jo nok ikke.

I lufthavnen har vi indlogeret os på Sheraton Airport Paris. Vi vidste ikke helt, hvor det var. Men så snart vi stod ud af toget og kiggede os om efter en bus til hotellet, ja så lå det lige foran os – bygget ind i lufthavnens Terminal 2.  Nemmere kan det ikke være J   Fra vort værelse kigger vi direkte ud på flyene – både de parkerede, de kørende og de flyvende. Finnair holder 75 m fra os. Og det helt fantastiske er, at man ikke kan høre en lyd. Vinduer og det hele er så supergodt lydisoleret, at intet slipper ind. Eller ud.  Eneste ulempe er, at man ikke kan åbne vinduerne. Heldigvis.  Værelset er fantastisk. Egentlig havde vi talt om at tage RER toget ind til centrum af Paris. Men efter ca. 10 sekunders overvejelse besluttede vi: Nej! Vi bliver her.

Det blev så til en buffet lunch i hotellets hyggelige brasserie og i aften en snack og en snak i dets ligeså hyggelige bar. Og ind imellem en dejlig ”morfar” og en lige så dejlig ”bedstemor” i de superbe senge J

Hvad mere kan man forlange! Og vi skal jo varme op til alle oplevelserne, der vinker forude J

Vi er rede! Kom bare an med det hele !!

 

 

 

 

Dag 2:   Den 5. november:

Fantastisk vejr her i Paris. Sol fra en skyfri himmel. Og klar til det store togt mod sydøst. Vi har lige set på BBC, at der er 21 grader i Dubrovnik. Lige til at holde ud J   

Dubrovnik – eller Ragusa, som den hedder på italiensk – er en af Middelhavets mest fantastiske byer. Gammel Middelalderby, bygget ud i havet med tykke mure omkring.  Serberne med banditten Mladic i spidsen forsøgte med nogen held at sønderbombe denne kroatiske by under krigen i ex-Jugoslavien i midten at 1990erne. Men alt er nu tilbage til den gode gamle orden. Det bliver virkelig en oplevelse at komme tilbage.

Men først skal vi flyve ned over det mellemeuropæiske, over de flotte Alper og ned igennem Adriaterhavet. Det er ”hårdt” at være senior-turist J

Lad mig sige det med det samme: Dagen blev ”køernes dag”! Ikke dem, der prutter ( forhåbentlig ikke! ). Men dem af forventningsfulde mennesker, der vil på ferie. Lufthavne er –syntes jeg tidligere i dag – noget, en vis mand har fundet på. Vente, vente, vente. Det gjorde vi i Charles de Gaulle i dag. Nu hjalp det nok ikke, at Frankrig på grund af terrortrusler lige nu er i forhøjet beredskab. Og det hjalp nok heller ikke, at der i samme kø som os var en flok muslimer på pilgrimsrejse til Mekka. Men da vi først var kommet igennem ”skærsilden”, gik det tjebt. Fin flyvetur med ”Dubrovnik Airways” (som jeg ikke vidste fandtes ). Og fin og meget effektiv ankomst til Dubrovnik. Første bus indtil vort skib. Om bord, hvor personalet stod i samlet flot og sang for os. Udlevering af kahyt, køb af bar-kort og introduktion til nødssituationer som altid + præsentation af det venlige og hjælpsomme personale. Kroatisk kaptajn – endda fra Dubrovnik. Og vi syntes, det var godt for franskmændene at opleve, at han bød velkommen – ikke på fransk – men på engelsk J Resten af personalet var også kroater ( de ledende ), en hollandsk dame Nancy til at styre hele præsentationen ( chef de bord, kalder franskmændene det ), en fransk kok ( heldigvis ! ) og et dejligt personale i øvrigt, som udelukkende er filippinere. Dejlige mennesker. Vi blev allerede venner med en af barfolkene i aften. Han hedder Carlo og har helt forstået, at Black Label Scotch Whisky er min bedste go’nat drink! Han lovede at reservere et par flasker til det formål på turen

Bordsætningen var spændende. Hvilke typer ville vi blive ”parret med” ?!  Det endte mere end godt. Vi havde valgt et seks-mandsbord.  Vor hjemmebryggede lommefilosofi var, at hvis de nu var no’en kedelig typer, kunne de 4 snakke sammen. Hvis man var nødt til at sidde sammen med kun to af slagsen, ville vi være mere på’en L   Men det endte som sagt endda rigtig godt. To franske overhyggelige par. Et fra Bretagne og et fra Normandiet. Fuld af hygge og humor. Fuld af snak. Og fuld af positiv nysgerrighed. Dem skal vi nok få det sjovt med. De skal alle fire kun med på halvdelen af turen, nemlig til Bodrum i Tyrkiet. Så må vi se, hvad der sker derefter.

 

Og så et par ord om aftenens drama:  Efter kun en time ombord havde jeg mistet mit personlige adgangskort til skibet L Hvor i h…… var det blevet af ??  Jeg og vi ledte i øst og i vest – på skibet vel at mærke. Vi havde ikke været fra borde overhovedet.  Men lige lidt hjalp det. Det var ingen steder at spore L   Så Liselotte gik beredvilligt ud til receptionen. Og de lovede at lave et nyt. Uden det kan jeg nemlig slet ikke komme fra borde i de næste 14 dage!   Men da vi senere på aftenen ville hente kortet, bad de os endnu engang lede efter det formastelige kort. Vi havde den teori, at det måtte være skibets tryllekunstner, der havde hittet det. Ham bor vi nemlig ved siden af. Og vi hilste endda på ham tidligere. Så det var sikkert ham, der med lynets hast havde fisket det ud af mine lommer. Ja, man tyer til alle tænkelige muligheder i en sådan åndssvag situation.

Nå, men mysteriet blev løst, da vi ikke længere ledte efter kortet. Det var simpel hen faldet ned på gulvet ved siden af min seng. Du kommer her! Råbte jeg. Og jeg vil nærmest ligge vågen hele natten for at sikre, at det ikke smutter igen. Det elendige kort L

Dagen er mere end opbrugt J Men alle følelser i brug! Nu hedder det dyner og øjenhviler! Og vort gode skib tøffer afsted mod Montenegro kl. 2 i nat.

Vi nåede for resten ikke ind til det gamle Dubrovnik i aften. Dels var alting på grund af ”køerne” gevaldigt forsinket. Og dels tog løjerne på skibet i aften meget tid. Så vi blev enige om, at vi er nødt til at komme tilbage hertil snart for at opleve denne UNESCO bevarings-by for alvor.

Go’ nat!

Dag 3:   Lørdag, den 6. november:

Tidligt oppe for at opleve den flotte indsejling til Kotor i Montenegro – der betyder ”de sorte bjerge”. Og de er virkelig flotte, ikke mindst i fuld solskin som i dag. De lokale påstod, at det er den sidste sommerdag i år. Så meget desto bedre for os. Efter en glimrende morgenmad lagde vi til i den lille, ældgamle by. Egentlig havde vi meldt os til at følge med på en af de arrangerede gå-ture med guide. Men efter et kort med-lyt smuttede vi og gik byen rundt for os selv. Dejlig by – typisk Middelhav med gamle huse, bymur, højt bjerg bagved. Små torve med cafeer og barer næsten overalt. Og et fyldigt lokalt marked lige uden for bymuren. Alt blev oplevet med stor fornøjelse. Vi så, at en del af vore medrejsende også gjorde byen på egen hånd. Inkl. Vore søde bordfæller.

Men dagen i dag er naturligvis ISÆR vigtig, fordi vi fejrer, at det i aften er nøjagtig 25 år siden vi første gang mødtes! Så den står på champagne og en dejlig kroatisk middag her på det gode skib ud for Albaniens kyst i aften. Og måske en hyggelig svingom senere på aftenen!  En rigtig ”SØLVAFTEN”!! 

Vi havde i øvrigt besluttet ikke at fortælle andre om vor særlige aften. Den ville vi gerne have for os selv. Skibet havde ellers opfordret alle med fødselsdage, jubilæer, o.l. om at give dem et praj, så de kunne gøre ”noget”. Men vi stod for fristelsen J

Vi har i øvrigt besluttet, at hele turen de 16 dage skal være en fejring af sølvet J    De 25 år føles som en dejlig rejse, der lige er begyndt!!

 

Dag 4:   Søndag, den 7. november:

Denne dag var helliget den vestgræske ø KORFU. Også en rigtig god oplevelse. En temmelig stor ø. Og en meget grøn ø.  Vi lagde til i hovedbyer Kerkyra midt på øen. Og fik en hyggelig gå-tur rundt i byen med en fremragende kvindelig guide.  Netop i dag var der i byen en kæmpefest med optog m.v. Det er en af byens fire årlige religiøse fester. Vi var der lige før den startede kl. 11. Efter den tid måtte vor bus ikke komme ind i den gamle by.

Øen er meget præget af, at den i lange perioder har været under italiensk – eller rettere veneziansk herredømme. Det kan man se ikke mindst på byggestilen.  Senere overtog Napoleon Korfu i nogle år. Og da hans krigslykke slap op i 1814, overtog englænderne den som et protektorat indtil 1864. Det var her, at øen blev en del af det nye Grækenland, der startede i 1830.

Det er også på Korfu, at den britiske prinsgemal Prince Philip lod sig føde som græsk prins i 1920. Nærmere betegnet i den royale villa med store omgivelser. Den hedder Mon Repos.  På samme sted er ex-kong Konstantin født.

Vor sightseeing sluttede med en bustur til den vestlige side af Korfu. Her kørte vi op gennem nogle meget imponerende bjerge med endnu mere imponerende udsigter. Formålet var at besøg et meget gammelt, højtliggende græsk munkekloster. Vi tog med – men inspicerede den lokale græske bar ved siden af i stedet for.  Man må jo deles om pligterne J

 

Dag 5:          Mandag, den 8. november:

Natten til mandag tog vi og især vort skib nogle gevaldig livtag med søens kræfter. En kraftig storm havde besluttet sig til at indtage det ioniske hav. Og selv et skib på 110 meter må indrette sig i et sådant vejr. Vi havde det fint. Men i morges hørte vi om adskillige, også Marcel ved vort eget bord, som havde haft behov for at ”tale i den store hvide telefon” i nattens løb. Alt det hører også med til oplevelserne på havet.

I dag var der besøg på OLYMPIA. Det sted, hvor de olympiske lege blev opfundet i antikkens Grækenland. Det er et kæmpeområde, som først er blevet gravet fri inden for de sidste hundrede år eller så. Især af tyske arkæologer. Indtil da vidste man ganske enkelt ikke, hvor stedet var. Men det lykkedes at finde et manuskript lavet af en dygtig og pålidelig geograf i Antikken. Og da man gik efter hans anvisninger, ramte man med det samme plet.

 

Det har været et utroligt flot sted. En del jordskælv har væltet søjler og bygninger. Men nogle af dem er man nu ved nænsomt at rejse igen. Samtidig er der bygget et flot museum ved siden af området. Her udstilles de mange af de flotte ting, der er fundet under udgravningerne.

Det gamle stadion er også genskabt på flotteste vis. Og det blev brugt aktivt til atletik under OL i Athen i 2004.

Vi så også stedet, hvor den olympiske flamme bliver tændt hvert 4. år før de olympiske lege. Herfra løbes den af løbere frem til OL byen. Når det som sidste gang er i Beijing, bliver flammen dog fløjet en del af vejen. Men når OL skal være i London i 2012, er jeg sikker på, at den bliver løbet helt derop. Alle løbere anser det for en stor ære at få lov til at løbe med den et stykke af vejen.

I eftermiddags var vi igen til søs. Og i et par timer i virkelig hårdt vejr. Vi sad på agterdækket og fulgte slagets gang med stor fornøjelse. Det gyngede og rullede. Himlen var fyldt med tunge skyer og regn. Regnen sejlede vi dog fra. Der var meget ro på skibet i disse par timer – men ikke nødvendigvis ro i kahytterne L   Men de fleste nåede dog fint frem til den splendide middag kl. 19.15. Da var vi også sejlet ind i smulte vande på vej til Korinth.

Dagen sluttede med den traditionelle underholdning lavet af hele personalet på skibet. Det var faktisk ganske godt denne gang. Ikke mindst en filippinsk sanger. Han er opvaskemand på skibet, men kan med garanti drive det til meget med sin stemme, hvis han vil og får mulighed for det.

 

Dag 6:              Tirsdag, den 9. november:

Ankomst til KORINTH tidligt om morgenen. Vi har på fornemmelsen, at skipper havde ligget stille ude på fjorden i nogle timer. Så sparer man havnepenge J   Hele dagen er for skibet gået med at få nye forsyninger ombord. Vi 250 mennesker, inkl. staff, fortærer ganske meget hver eneste dag. Varerne kom med en stor lastbil fra Heidelberg i Tyskland. Og de gode folk sled og slæbte for at få det hele helskindet ombord.

I formiddags var der afsat tid både til gymnastik, til magi ( der er en tryllekunstner ombord ) og til et foredrag. Vi undslap det meste. Liselotte gik dog til foredraget om ”Grækenland før og nu”. Og blev lidt klogere. Jeg passede mine e-mails imens.

Hovedstyrken ombord skulle i eftermiddag på en 5-timers tur til Mykene, også et af oldtidens MUST steder. Men da Liselotte allerede har været der og jeg ikke er overmåde interesseret i alle detaljerne og stenene fra dengang, besluttede vi at ”gøre” Korinth i stedet for. Som sagt så gjort. Op og ned ad gaderne. Byen er som det gamle Fredericia med snorlige gader vinkelret på hinanden. Den må have været garnisionsby engang.  Det pudsige ved byen er, at der stort set ingen restauranter er. Og det var skade, fordi vi var fast besluttet på at inspicere mindst én af dem til frokost. Til sidst lykkedes det os med opbud af de sidste kræfter at finde en meget lokal på havnen. Vi kom endda med ud i køkkenet for at se, hvad de kunne byde på. Det så fint ud. Et godt græsk fars-brød og så tog jeg noget suppe først. Den nød jeg faktisk – indtil Liselotte sagde, at det var komave-suppe L   Så har jeg også prøvet det. Jeg spiste faktisk en god del af det. Også ”the hardware”. Men pludselig var det ligesom for meget .  Men lidt stolt af min indsats var - og er jeg J

Vi havde også tænkt på at aflægge det antikke Korinth et impressionisk besøg – uden guide. Det blev dog ikke til noget, da de gamle grækere havde været så upraktiske at lægge byen en 15-20 km væk fra staden. Eller også er det omvendt.  Men vi fik et kort over det gamle. Det kan vi så studere nøjere. Hvis vi får tid J

I eftermiddag tog vi dejlig sol, en lille morfar og lidt læsning på soldækket.  Lige til at holde ud.

Og sikke en herlig middag. Som ( næsten ) hver dag. Suppleret med en aldeles livlig og givende snak med vore fire franske bord-venner J De er virkelig stimulerende. Vi håber, de synes det samme om os! Vi gør i hvert fald vort bedste. Jean og Jocelyne fra Bretagne. Marcel og Rose Marie fra Normandiet.  Vi er dejligt på linje alle sammen om verdens vigtigste problemer. Men samtidig i stand til at stimulere hinanden gevaldigt til ny viden og nye tanker.

Aftenen sluttede med livlig dans fra 60erne og 70erne. Stimuleret af vor særdeles dygtige sangerske Catarina ( hun er moldaver ).  Vi dansede og hyggede. Sammen med alle de andre på vores ”unge alder”. Der er sågu fut i seniorerne, skal jeg sige. Lige fra Tja-Tja-Tja til Let’s Twist Again og diverse Sjælere. Vi tog det hele. Og højdepunktet var, da Liselotte med klingende ren stemme sang: Strangers in the Night. Ikke bare for mig. Men i mikrofonen for alle.  Katarina var i fuld gang med det gamle Sinatra-hit, da hun pludselig satte mikrofonen foran Liselottes syngende stemme. Og skibstaget var ved at lette. Ikke mindst hos Catarina. Hun blev ganske ellevild. Så ellevild, at da vi mødte hende dagen efter ( i dag ), fik Liselotte et kæmpeknus!  Jeg lagde an til osse at få et. Men det måtte jeg desværre kigge i vejviseren efter. Men jeg havde jo heller ikke sunget. Ikke engang på det sidste vers J

Til køjs i nr. 242 ved midnatstide.

Og sikke en kur vi ( jeg mener: jeg ) skal på efter dette togt L

 

Dag 7:        Onsdag, den 10. november:

Op tidligt – meget tidligt. Faktisk før kl 7. Og husk, at det er før kl. 6 belgisk/dansk tid J Hvorfor disse uhyrligheder? Fordi vi her til morgen skulle begive os gennem den berømte Korinther-Kanal. En betagende oplevelse. En 6 km kanal – håndgravet mere end 50 meter ned i klipperne mellem det ioniske og det ægæiske hav. Det meste af vejen ca. 21 meter bred.  Gravet for 150 år siden. En opgave, som var meget sværere, end de dengang havde ventet. Men da arbejdet var færdigt, fik kanalen enorm betydning for skibsfarten. Det vil den gang sige for erhvervs-skibene. Det er helt slut nu. Dagens skibe er alt for brede. Så i dag har kanalen især betydning for turismen. Og det er selvsagt også en vigtig slags erhverv. Vi gled majestætisk igennem – trukket af en lodsbåd foran. I let tåge. Det gav en ekstra dimension til hele herligheden. Alle mand på dæk. Faktisk lige midt i morgenmaden. En meget givende oplevelse. Once in a lifetime.

Fra kanalens ophør var der 61 km til Piræus – vor næste destination. Athens havneby. Berømt – både i Antikken – og også i dag som en af Europas største og travleste havne.  Her bordede vi lokale busser for at køre de knap ti km ind til Athens pulserende centrum. Hovedparten tog fodturen op på Akropolis. Men da dette flotte sted og vi havde gjort hinandens bekendskab mange gange før, droppede vi ud og gik en tur i det Athen’ske.  Med en græsk rødvin og en cappucino til følge. Vi kom bl.a. forbi det nye og meget flotte Akropolis-museum. Et besøg indeni må vente til næste gang.  Vejret var alt for godt til at være indendøre nogetsteds. 24 grader og fuld sol. Og ikke mange turister – bortset fra os. Et rigtigt godt tidspunkt at gæste den græske hovedstad på.  Vi tænkte både på vore gamle venner Flora og Giorgios og på Nikos’ forældre Maria og Manolis, som nu er i Athen for vinteren. Vi havde med vilje ikke givet nogen af dem et varsel om vort visit i deres by. Det var opholdet for kort og tidsmæssigt for usikkert til. Men vi snakkede om, at de alle ville blive gevaldigt overraskede, hvis vi pludselig løb på hinanden på gaden J Det skete dog ikke. Så vidt vi ved.

Tilbage på vort gode skib var der Græsk Aften.  Med herlig hellensk middag med dolmades, taziki, græsk kødret på pita-brød og til slut græsk nøddekage med appelsin-is. Fulgt galant på vej af liflige vine af den bedste franske slags. Vore søde filippinske tjenere var iklædt de just indkøbte sorte græske T-shirts med det græske flag på for at sætte stemningen i vejret. Og i højttalerne lod munter græsk musik sig høre i behagelig dæmpet form.

Hvad har vi gjort, siden vi skal ha’ det så godt, som vor gamle ven Poul ville sige!  Fordi vi harfortjent det, ville vor anden gamle ven Ole prompte svare !  Og han har helt sikkert ganske ret!

 

Dag 8:         Onsdag, den 11. november:

SANTORINI er dagens hovedmenu!   En fortryllende vulkan-ø i den sydlige del af det Ægæiske Hav. Sprunget i luften flere gange. Resultat: et KÆMPEkrater midt i det hele. Her ligger skibene på 300-400 meter vand, mens øen med dens ca. 8.000 indbyggere for det meste bor oppe på toppen af de høje klipper. Alle sammen i hvide huse. Det kan få én til at tro, at der er sne på klipperne. Men ingenlunde. Og slet ikke i dag, hvor der var 24 grader!

Vort gode skib ”La Belle de l’Adriatique” lagde sig pænt ude på dybt vand. Og på næsten kongelig vis blev vi hentet i chalupper – ind til øens eneste havn. Her tog busser sig af det meste af resten. Op, op, op – og derefter op! Kringlede, men fine veje. Besejret af vor dygtige lokale chauffør Nicomedius. Og vor franske guide fra de foregående dage var fortsat med os. Hun har gjort et virkelig godt job. Dygtig, underholdende, vidende og endda morsom ind imellem.

Først besøgte vi den østlige landsby Oia ( udtalt IA ) fra oldtiden. Flot anlagt med imponerende udsigter. Men lidt for mange turistbutikker. En af deres specialiteter er pistache-nødder  rullet i sesam.De er virkelig en lækkerbisken. Men vi nøjedes med en lille smagsprøve J   Alle klarede turen op og ned af de mange trapper på bedste vis. Selv de mest stivbenede og dem med stok oksede afsted. De ville heller ikke gå glip af noget som helst.

Næste mål var vinsmagning på et lokalt vinkollektiv. Udsigten var igen mega-flot. Men vinen smagte som dårlig eddike L   Heldigvis hældte de kun en fingersbredde op. Den drak jeg ikke engang.

Til sidst ”gjorde” vi hovedbyen FIRA. Eller rettere: gik en god tur på hovedgaden langs kanten ud mod krateret. Imponerende. Og varmt. Op og ned. Frem og tilbage. Med fristende tavernaer og caféer til højre og venstre. Igen: vi modstod det hele. Nød udsigten, tog dygtigt med billeder – og tænkte på den frokost, der ventede os på vort skib.

Som alle øer her i Cykladerne er Santorini meget bjergrig og som nævnt en vulkanø. Man skal være godt til bens for at få fuld udbytte af den. Vi var enige om, at en uges afslappet ferie på øen ville være dejlig. Især som nu, hvor antallet af turister er stærkt begrænset. Alle priser i butikkerne var sat ned med 50 % for trods alt at få solgt noget.

Eneste kedelige ting ved øen er, at Pia Kjærsgaard har et hus her L   Vi var dog ikke så ”heldige” at løbe ind i hende!

Turen tilbage til skibet var også spændende på den måde, at vi blev kørt ned med en svævebane. Med 6 kabiner à 6 personer på hver tur. Den er rimelig ny – givet af en lokal fond. Tidligere måtte man enten gå ned. Eller hyre et æsel. Vi så dem. De er stadig til rådighed, selv om de ikke længere har så meget at bestille.

Nu ruller vi hyggeligt videre mod BODRUM i Tyrkiet.  I aften er der Gala-Middag. Og inden da giver Liselotte champagne til vore fire franske venner ( og måske endda til mig ) i piano-baren. De skal nemlig rejse hjem til Bretagne og Normandiet i morgen formiddag. De var en dejlig oplevelse. Vi håber, at de mener det samme J Ja, i overmodige øjeblikke tror vi det endda J

 

Dag 9:   Fredag, den 12. november:

BODRUM – vort andet besøg i denne by i det vestligste Tyrkiet. I gamle dage – indtil 1923 – hed byen HALIKARNASSOS. Den var nemlig græsk helt siden Antikkens tid.  Og det præger naturligvis byen stadig væk i meget stor grad.

Et af Oldtidens 7 vidundere ligger her i byen: Kong Mausolus’s Mausoleion ( eller Mausoleum, som vi kalder det ). Det var hans gravmæle. Bygget fra år 337 f.Kr. Altså for næsten 2.300 år siden. Vi besøgte det selvfølgelig også denne gang. Det skal så siges, at der ikke er meget tilbage af fortidens vidunder af et gravkammer. Eller som jeg siger: De har haft en ordentlig fest her i aftes!  Ruin på ruin er, hvad der er tilbage.  Og alligevel imponerende. Og tankevækkende.

Og gravkammeret har lige siden givet navn til andre berømte gravmæler – inkl. Formand Mao’s på Den himmelske Freds Plads i Beiging, som jeg besøgte i 1978. Det burde naturligvis hedde et Mao-solæum J

Nu spørger du naturligvis – drevet at din naturlige nysgerrrighed – hvad var de 6 andre vidundere i Oldtiden? Svaret er her: de hængende haver i Babylon; fyrtårnet i Alexandria; Kolossen på Rhodos; Artemis templet i Efesos; Kheops pyramiden i Egypten, og Zeus statuen i Olympia. Det er kun Kheops pyramiden, der stadig eksisterer. Den er heller ikke så let at flytte eller fjerne. Og vi vil sågar besøge den om føje dage.

Tilbage til Bodrum. Vi gik en over 13.000 skridt tur i byen i dag. Den ligger flot strøet ud langs det blå ægæiske hav. Med smalle, hyggelige gader, masser af fristende forretninger og naturligvis ”vandhuller” af alle slags. Vi faldt i et par stykker af dem. Herunder til tyrkisk frokost på et dejligt sted i vandkanten. Den stod på Döner Kebab – grillet øksekød på spyd med alskens lokalt tilbehør. Herligt.

Tyrkerne er nogle af de sødeste mennesker, vi kender. Venlige, smilende, hjælpsomme. Det eneste jeg har at udsætte på dem er, at så snart man bare stopper op et øjeblik for at pille næse, så strømmer 3 af dem straks til for at spørge: Kan jeg hjælpe ?  Eller sagt på en anden måde: Hvis man så meget som kaster et kvart blik på en forretning, så står de der: Kom indenfor. Verdens bedste tilbud. Just for you !   Vi besluttede, at de mener det venligt. Og vi reagerede derefter. Dog ikke ved at købe noget. Men med et smil og om muligt en kvik bemærkning J

Vi gik også på lidt nostalgi-tur. Og fandt bl.a. det hotel, som vi boede på sidste gang. DELFI, hed det. Et hyggeligt, gedigent mellemhotel midt i byen. Og vi spottede også den bar, hvor vi dengang sad i vandkanten og indtog kølige drinks ved solnedgang.

Stedets historie er – som alt på disse kanter – en indviklet og blodig sag. Med grækerne som stedets beboere og ejere indtil 1923. Det var året, hvor tyrkerne efter at have vundet en krig mod hellenerne overtog hele kysten og som aftalt i Lausanne-Traktaten fordrev næsten hele den græske befolkning til Grækenland, også til øen Kos, der ligger få km herfra. Jeg købte i dag en fantastisk bog om alt dette – skrevet af englænderen Andrew Mango - med titlen: From the Sultan to Atatürk 1919-23.  Den er simpelt hen så spændende og så godt skrevet, at jeg var lige ved at komme for sent både til min ”Morfar” og til vor middag!

Det var også i dag, vi skulle tage afsked med vore fire franske bordvenner. Vi har virkelig haft det sjovt sammen. Kun ved bordet, for resten af tiden gjorde vi hver sit. Men med alle de måltider, man er ”idømt” på et sådant krydstogt, er bordtiden rigelig til at komme tæt på hinanden. Vi udvekslede adresser og telefonnumre og ønske om at ses en anden god gang. I Bretagne, i Normandiet, i Lille, i Rixensart, eller måske på et andet krydstogt. Det sidste nok ikke med Marcel fra Normandiet. Han fik et meget anstrengt forhold til havet og dets til tider gyngende bevægelser. I aftes måtte han igen hejse det hvide flag og gå til køjs før middagen. Han nåede dog lige den champgane, Liselotte bød på for at sige tak for ugen. Men så var det også slut. For ham.  I morges fortalte han så, at løjerne ikke var slut med den hastige ørehviler.  Da han efter en god søvn kiggede på uret og så, at klokken var 7, fór han op og gik i brusebad. De skulle nemlig afsted til lufthavnen senest kl. 9. Da hans kone Rose Marie bemærkede, at de kun havde sovet lidt, fandt han ud af, at han var kommet til at vende sit ur forkert L   Klokken var kun 23.35.  Så var det på hovedet i køjen igen.

Sig ikke, at man ikke oplever noget på krydstogter J

Apropos det: I aften løb vi atter engang ind i et tordenvejr af en middag. Fantastisk dejlig. Fantastisk veltillavet. Tre retter. Og vin af det gode mærke Ad Libitum.  Og hver gang slutter det med en fælles forsikring om, at NU er det slut. Ikke al den mad.

Vi får se! Nu hedder det i hvert fald dyner. Og forresten: Det ER dyner, de betjener sig af på dette skib. Ikke de forskrækkelige lagenposer, man ofte må trækkes med her sydpå. De er ordentlige folk. Sikkert ikke bare af hensyn til os. Men også fordi det er meget nemmere at rede en sådan seng end  én med alle de mærkelige ( og trælse ) ”spændetrøjer”, ingen af os kan fordrage!

 

Dag 10:  Lørdag, den 13. november:

Dagens besøg sker på den store sydøstgræske ø, RHODOS. Én af de 12 øer i øgruppen Dodekaneserne ( dodeka betyder 12 ).

Rhodos by – der er den største på øen – blev grundlagt i år 408 f.Kr. En gammel svend. Det var hellenerne, de gamle grækere, der som de første bosatte sig her. Og sprog og kultur har været græsk lige siden. Hvorfor er det vigtigt ? Fordi netop denne ø ( og de andre ”dodekanesere” ) i århundrederne har været underlagt et stort antal forskellige lande. Det blev faktisk først en del af Grækenland fra den 6.marts 1948.

Her er en kort oversigt over de forskellige perioder og øens herskere:

·         408 f.Kr – ca. 350 e.Kr:  Hellenerne

·         350 – 1328:     Byzans ( det østromerske rige med hovedstad i Konstantinopel )

·         1328 – 1522:   Korsridderne  ( se nedenfor )

·         1522 – 1912:   Tyrkiet

·         1912 – 1943:   Italien ( fra 1921 under Mussolinis fascister )

·         1943 – 1945:  Tyskland

·         1945 – 1947:  Storbritannien 

·         1948 -:             Grækenland

 

De mange forskellige herrer har sat sig tydelige spor, ikke mindst i bygningsstilen. Men altså ikke i sproget og kulturen. Imponerende.

Fra den antikke tid under hellenerne stammer ”Kolossen på Rhodos”. Et af oldtidens 7 vidundere. En enorm kæmpe, der skrævede over havneindløbet. Desværre er den der ikke mere. Et jordskælv for længe, længe siden gjorde det af med den. Men man ved, hvordan den så ud. Dens mage findes ikke.

Et andet spor fra oldtiden er Apollon Templet oppe på byens Akropolis.  Enhver oldgræsk by har sit Akropolis. Akro betyder ”det højeste punkt” og Polis betyder ”by”.  Apollon Templet har også fået ”en ordentlig én på hatten” af diverse jordskælv, så der står kun nogle få doriske søjler tilbage + en stor udgravning.  Og hvorfor dorisk ? Fordi de hellenere, der først kom hertil, kom fra det nuværende Nordgrækenland. Herfra stammer den doriske byggekunst ( som er den ”tungeste” af de oldgræske byggestile ).

Apropos Apollon: Det får mig naturligvis til at tænke på mit eget gamle rejsebureau, der hed –hvad ellers  -  APOLLON.  Det gebærdede sig i mange dele af Europa i slutningen af 1960erne og begyndelsen af 1970erne.  Hvorfor hed det Apollon? Ja, noget skulle det jo hedde J Noget, der let kunne udtales på alle sprog. Så jeg valgte Apollon. Ikke at forveksle med det nutidige københavnske Apollo. De kan åbenbart ikke engang stave rigtigt J   Og hvad er der blevet af mit gode rejsebureau siden? Formelt eksisterer det stadigvæk. I en papkasse et eller andet sted. Det er rart at have noget at falde tilbage på, hvis alt andet glipper.  Min gode ven Povl Christian startede sin karriere som ulønnet frimærke-slikker i Apollons kældre på Emiliehøj 7 i Højbjerg. Og han har siden drevet det til meget i verden. Så det var åbenbart et godt sted at starte J

Korsridderne har især efterladt sig fodspor her på øen. Ikke mindst med deres flotte palads midt i byen. De kom hertil, da de var blevet smidt ud af Jerusalem af araberne. De var taget derned i slutningen af det 11. århundrede for at befri kristendommens hellige steder fra de vantro ( læs: tyrkerne ). Det lykkedes i et par hundrede år.  Efter nederlaget til araberne fik de af Bysanz lov til at slå sig ned på Rhodos. De var – ud over at være religiøse – også foretagsomme handelsfolk, og de kom hurtigt til at dominere øen og dens hurtige udvikling. Det var de i et par hundrede år, indtil de igen blev fordrevet. Denne gang af tyrkerne. Og de endte på Malta ( som også har mange bygninger fra deres knap 300 år dér ). I begyndelsen af 1800 tallet måtte de igen pakke mand og mus. Denne gang var det Napoleon, der var på nakken af dem. De kom til Rom, hvor Paven tog sig af dem. Og der er de den dag i dag. Ikke så meget med religiøse aktiviteter. Men som ansvarlige for hospitaler, sygepleje, osv.

Et spørgsmål om disse riddere – også kaldt Malteser-ordenen - er stadig ubesvaret, i hvert fald for mig: Hvordan er det lykkedes De danske Spritfabrikker med rød Aalborg, Gammel Dansk og hele batteriet af ”snabelvaskere” at få lov til at bruge korsriddernes flag som deres logo?  Det må de ha’ betalt ganske mange kasser brændevin for J

Tilbage til Rhodos:  I dag er 4. gang, jeg besøger denne dejlige ø.  Første gang var i 1971, hvor Karen og jeg var hernede på chartertur. Det var første gang, vi havde vores dengang 5-årige Claus med i udlandet. Jeg husker tydeligt, at vi landede i lufthavnen ved midnatstide. Og det første Claus begejstret udbrød var:  Se, der er palmer….  Det blev et hyggeligt ophold med mange familieaktiviteter på og uden for vort hotel.

Mit næste besøg på Rhodos var i begyndelsen af 1980erne. Grækenland var netop blevet medlem af EF ( EU ). Og de var vært for deres første topmøde, netop her på øen. Jeg husker, at det var på et stort hotel nede ved vandet. Der var kun 10 medlemslande dengang, så det var ikke nær så stort et tabernakel, som topmøder er i dag. Men det jeg især husker var, at min gode britiske ven og kollega Bob Elphick var nær ved at blive anholdt eller det, der var værre. En meget tidlig morgen stod han ( og jeg ) op og gik ud til topmødets flagallé. Her hejste han resolut det britiske flag Union Jack ned. Men inden han havde fået det helt ned, stod der to meget oprørte græske soldater nærmest på hans tæer for at forhindre hans forehavende og tilmed arrestere ham. Men de havde gjort regning uden vært! Bob er gammel britisk officer. Og sin lidenhed til trods kunne han i løbet af et ångstrøm af et sekund gøre sig stor og mægtig og med klar og megahøj kommando kalde de formastelige til orden. Ikke så meget fordi de ville anholde ham. Men fordi de havde begjort den utrolige uforskammethed at vende Union Jack på hovedet.  Hvis det ikke pr. omgående blev gjort om, kunne kommandør Bob forsikre dem og hele det græske EF-formandskab om, at Her Majesty’s Royal Marines vil foretage sig uendelig ubehagelige ting!  D’herrer vagter hejste sporenstregs flaget på rette vis, gjorde honnør og Bob sluttede med at give dem en sidste belæring om korrekt flagføring – og kommandere Rør!   Derefter gik Bob og jeg stille og roligt til vores velfortjente morgenmad!

En lille tilføjelse: Jeg vidste  ikke, at man kan vende Union Jack på hovedet. Men det kan man altså. Og de mange, mange gange jeg siden har mødt herlige Bob, har han altid startet med at give mig et lille kursus i netop Union Jack’s rette behandling!  Jeg tror, at jeg snart trænger til et lille kursus igen J

Mit tredje besøg var i 2006 . Da var Liselotte og jeg også på krydstogt – denne gang i det østlige Middelhav. Det gik også ud over Rhodos. Og her fejrede vi faktisk vort kobberbryllup den 12. februar.  På en rigtig græsk taverna med mezze og det hele.  Skønt, dejligt og overmåde hyggeligt. Vi oplevede også under vort korte dagophold, at butikkerne åbnede, fordi vort store MSC krydstogt-skib var i byen. De fleste havde naturligvis været lukket det meste af vinteren. En af dem var en dansktalende græsk juvelér. Han var så ivrig for at sælge os en medaillon med diamanter til en ”røverpris” af 30.000 kr., at han tilbød, at vi bare kunne tage den med og så betale senere J   Der blev dog ikke noget ud af den handel.

Og i dag er altså 4. gang. I det herligste sommervejr med 24 grader.  Det blev ikke mindre dejligt af, at vI hørte, at det regner og blæser voldsomt i Nordgrækenland – ja, i hele Europa J Vi fulgte den ”udleverede” kvindelige ( og alligevel utrolig dygtige ) guide et stykke af vejen. Men da vi blev truet med en rundtur i Riddernes kæmpepalads, gik vi vore egne veje. Fik indkøbt en dejlig kikkert  ( man skulle jo gerne kunne få øje på pyramiderne J ), en flot græsk taske til fruen – og en lille én til halsen under den svalende skygge af et kæmpetræ.

 

Det var så den dag. Vort dejlige skib ”Adriaterhavets Skønhed” fører os nu videre langs Tyrkiets sydkyst på vej østover. I morgen ved middagstide ankommer vi til Limassol på Cyperns sydkyst. Og nye oplevelser er uden tvivl i vente – bl.a. i samvær med den dejlige, antikke Afrodite J

 

Dag 11:     Søndag, den 14. november:

I formiddag gled vi i det dejligste vejr ned langs Cyperns vestkyst. Bjergrig – med små hvide byer på toppen af klipperne. Og af og til også feriehoteller nede ved havet. Der kommer mellem 2 og 2 ½  million turister om året til Cypern. Og det er mange i forhold til øens faste befolkning, som er godt en million.  Turisme er da også så langt det vigtigste erhverv. I de senere år er især russerne kommet i meget store tal. I flyveafstand er der ikke voldsomt langt til Rusland.

Cypern var været befolket i mere end 10.000 år. De tidligste hellenske ( græske ) beboere kom her for over 5.000 år siden. Og i lang tid var øen under de græske kolonier, som nu er en del af Egypten. Der er kun ca. 500 km til Alexandria herfra.  Øen var som Grækenland også under tyrkerne ( ottomannerne ) i mange hundrede år. Derfor består befolkningen i dag af både græsktalende ( ca. 800.000 ) og af tyrkisktalende ( ca. 300.000 ). Siden 1974 har øen været fysisk delt mellem de to befolkningsgrupper. Og grænsen mellem dem ( den ”grønne linje” eller ”Attila-linjen”, som tyrkerne kalder den ) er bevogtet af blå-hjelmede FN-tropper. Også mange danske soldater har i løbet af de 36 år gjort tjeneste her. Der har været mange forsøg på at forene øen igen – både fra FN og fra EU. Men indtil nu uden resultat. Det er dog blevet lettere at gøre besøg på den anden side af grænsen.

Der er også en del armeniere blandt befolkningen. De er givetvis kommet, da de efter 1. verdenskrig som kristne blev jaget ud af Tyrkiet.

Cypern var fra 1878 en britisk koloni. Den fik selvstændighed i 1960 under daværende præsident Makarios, der også var ortodoks ærkebiskop. Han havde under briternes sidste år som koloniherrer været sendt i tvungen eksil på Seychellerne i Det indiske Ocean.  Efter uafhængigheden har briterne stadig to store militærbaser på øen.

Cypern blev medlem af EU den 1. maj 2004. Og nogle år senere indførte de også € som deres valuta. Og landet skal faktisk være formand for EU i 2. halvår af 2012, lige efter Danmark.

Navnet Cypern ( Kipros på græsk ) kommer af ordet kobber. Der er meget af netop dette metal på øen. Derimod er der en enorm mangel på vand. Det regner i gennemsnit kun 26 dage om året. Derfor gøres der en stor indsats for at samle det vand, der kommer ( bl.a. med store dæmningsanlæg ). Og også med indvinding af saltvand til drikkebrug. Det koster til gengæld megen energi.

 

Efter ankomst til øens næststørste by, Limassol ( også øens største havneby ) ved middagstid, blev vi budt på en 5-timers bustur til den vestlige del af øen. Udstyret med en elendig lokal kvindelig guide. Hun vidste gange vist meget. Men hun talte som et bræt. Og der var ikke mere sjov i hende, end der er honning i en tudse L   Smilekursus havde hun heller ikke været på.  Og så snakkede hun næsten uafbrudt om Afrodite – den græske gudinde, som ifølge legenden skal være født her. Vi fik endda forevist en ikke særlig imponerende klippe ude i vandet, hvor hun skulle have ladet sig undfange. Hun er som bekendt kærlighedens og skønhedens gudinde ( ligesom romernes Venus ). Og det er naturligvis ikke så ringe J   Nu var det også sådan, at jeg selv så det hele med vandet stående helt op over øjnene. Jeg havde oparbejdet min helt egen private vanddæmning L   Og det er ikke sjovt, når man kører – jeg syntes i timevis ! – ad hullede veje ( de var ikke særlig hullede ).  Da vi efter laaaang tid skulle se en gammel basilika, lå der heldigvis en taverna lige ved siden af. Den fik lynhurtigt lov til ar ”arve” al min opdæmmede brugte væske J Åh, hvor dejligt J

Sidste stop på udflugten var en besøg på havnen i byen Phafos på vestkysten. Fortsat i det herligste vejr. Og da det var søndag, gjorde de lokale dejlige udflugter på den flotte promenade langs vandet. Vi sluttede os til dem. Og hyggede os bagefter i et dejligt vandhul på havnekanten.

I øvrigt er det tredje gang, jeg selv besøger Cypern. Første gang var i 1987 sammen med Claus, Lasse og Cecilie ( også kaldt ”Krapylerne” ). Vi tog en uges chartertur til feriestedet Aiya Napa ved havet. Herlig tur.  Enormt varmt, husker jeg. Men der var swimmingpool og meget andet godt, så vi havde en dejlig uge.

Anden gang jeg var her var i februar 2006. Liselotte og jeg var på krydstogt i det østlige Middelhav med MSC og lagde bl.a. til i Limassol. Vi tog ikke med på udflugt dengang og gik en tur i byen. Vi husker den som overmåde kedelig. Men vi er måske gået de forkerte steder L

Og tredje gang er altså nu.

Hvis vi skal være helt ærlige – og det skal man jo bare en gang imellem – så er Cypern nok ikke et af de steder, der frister os mest. Dels er landskabet lidt kedeligt og ensformigt. Modsat Grækenland og de græske øer. Og dels er cyprioterne ikke de mest venlige og imødekommende mennesker, vi har mødt. Modsat grækerne J   De minder noget om malteserne, hvor vi var i juni.  Noget tilknappede. Ikke charmerende. Og af og til endda uvenlige. Er det mon en egenskab, som visse øer i Middelhavet fremdriver i deres fastboende? !  Trist, hvis det er tilfældet. Især for dem selv L

 

Tilbage på vort gode skib i aften indtog vi atter et herligt måltid.  Jeg har både tidligt og sent gjort stor reklame for det at ”krydstogte”. Masser af stærke og positive argumenter. Men er der da slet ikke noget negativt ved at tage på Krydstogt ?, vil nogen spørge.

 Jo, det er der.  Man spiser og drikker for meget L   Med mindre man lader være!  Men det er dæleme svært J

 

Dag 12:    Mandag, den 15. november:

I dag føler vi os næsten som ”Agnete og Havmanden” i den gamle danske folkevise. Og i hvert fald ikke – som man synger i Pinafore: Stå aldrig til søs, lad de andre stå !  Vi er nemlig på havet hele dagen, hele aftenen og hele natten.  Det er turen fra Cypern i Europa til Egypten i Afrika, der tager så lang tid. Egentlig er jeg overbevist om, at skibet sagtens kunne have gjort det hurtigere. Men det er upraktisk og noget bøvl at ankomme til en ny havn midt om natten. Dels er der ingen toldere og lignende godtfolk til at tage imod. Og dels skal der betales flere havnepenge. Så vore stærke motorer fik sig en slags slapper, mens vi stille og roligt flød over ”Mare Nostrum” – ”Vort Hav” ( som romerne kaldte Middelhavet ). I øvrigt et hav, der opførte sig ypperligt. Ingen vind. Ingen bølger. Stjerneklart. Og masser af varme.

Andre skibe så vi næsten ingen af. Kun to i løbet af dagen. Det viser, hvor stort dette ”lille hav” i virkeligheden er.  Derimod er der masser af olie- og gasboreplatforme. Især i farvandet tæt på Egypten. I aftenens og nattens mørke så vi dem som permanente lyskilder. Og i dagslyset er det kæmpe-konstruktioner af mange forskellige slags. Formentlig ofte ejet af store interenationale oliefirmaer. Men det reklamerede de ikke med.

En sådan hav-dag er glimrende til afslapning, hyggesnak, sol-bagning, filosoferen, planlægning, og til at øve sig i at gøre ingenting J   Og så er der e-mail og Skype. De fungerer begge på bedste vis – og langt ude til havs. Skibet har en effektiv satellitforbindelse installeret. Og for lidt ”Euro-mammon” kan man købe sig til at nyde godt heraf.  Herligt ikke at være helt afskåret. Desværre virker min daglige download til vor KINDLE e-læser af mine tre aviser International HeraldTribune, Frankfurter Allgemeine og Le Monde derimod ikke, efter at vi forlod Grækenland. Heller ikke i Egypten. De kommer via netværket 3G. Og det er åbenbart ikke nået så langt sydpå endnu L Ærgerligt, men til at leve med.  Derimod lykkedes det mig at fange dagens INFORMATION via internettet. Så vi ved godt, at svenskerne ikke meget længere skal trækkes med taberen Mona Sahlin.

Skibets dynamiske personale indbød i dagens løb til mangt og meget. Det lykkedes os at drible uden om både gymnastik på soldækket, karaoke-sang i baren og diverse spil forskellige steder. Derimod gik Liselotte helt frivilligt til et foredrag om det gamle Egypten. Om 6000 år på 90 minutter.  Skibet har hyret en meget dygtig fransk foredragsholder. Claude Cabanne, hedder han. En ældre, vennesæl herre, der er historiker. Han tilbyder næsten dagligt på hele togtet foredrag om ting og sager, vi kommer til at opleve. Med klar tale, gode overhead plancher og flotte fotos. I dag var det altså Egyptens lange historie, der var på plakaten.  De fleste af passagererne møder frem. Jeg nøjes de fleste gange med at få et godt resumé af fruen over middagsbordet J   Man har vel folk til det grove J

Dagens særlige oplevelse var middagen. Egyptisk middag. Vor dynamiske franske kok finder på nyt hver eneste dag. Både til frokost ( 3 retter ) og til middag ( 3-4 retter ). Så vi går ikke sultne i seng. Hvad mon nu en Egyptisk Middag er for noget ? Vi havde i dagens løb gættet på Nilfisk fulgt af Sandkage. Ingen af delene er på min ønskeliste L    Men vi slap med skrækken.  Det var faktisk en særdeles dejlig oplevelse:  Forretten hed Nilens Delight.  Det var kort fortalt en kop flydende yoghurt med mynte, mandler og andet godt i.  For at forberede ganen til hovedretten, som kokken fortalte i sin introduktion. Det var Couscous. Den bedste vi begge nogensinde har smagt. Ikke 80 % ris-lignende stof og 20 % kød & grønsager. Men omvendt. Virkelig velsmagende. Tilsat spændende smagsstoffer fra det egyptiske køkken.  Det fik rigtig mange ben at gå på. Ikke bare hos os, men i hele restauranten.  Og som dessert lod en dejlig egyptisk chokoladekage-lignende sag sig frembære.  Den havde naturligvis form af en pyramide.  Alt sammen suppleret med vine af det gode mærke Ad Libitum. Franske og kroatiske vine af forskellige slags. Ikke egyptisk, og det var sikkert godt det samme.  Normalt skal man på krydstogter betale for vine til måltiderne. Men ikke denne gang. De er med i prisen. Vi havde på forhånd regnet med, at det sikkert betød et glas eller højst to pr. mand til hvert måltid. Men ingenlunde.  Vi kan få så meget, vi ønsker. Både til frokost og til middag. Og det er både godt J – og skidt L  

Mens vi i sidste uge – som tidligere fortalt – delte bord med to herlige franske par, havde vi i denne uge bevidst bedt om at få et bord til to. Ikke for at være asociale. Men vi var enige om, at uanset hvem vi ville komme til at sidde sammen med, så kunne det kun blive ”nedtur”. Nedtur i den forstand, at det var nærmest utænkeligt, at de kunne være så hyggelige og så muntre, som vore fire venner fra sidste uge. Den risiko ville vi ikke tage. Og skulle vi blive i tvivl, om vi har taget den rette beslutning, behøver vi bare at kaste et hastigt blik på vort nabobord. Her sidder 3 MEGET store herrer ( i hvert fald i munden ! ). Deres tre medbragte fruer har de stort set givet permanent mundkurv på.  Og hver af de oppustede hankatte prøver fra først til slut under hvert eneste måltid at vise, at lige præcis HAN kan ”hoppe højest” rent intellektuelt og videnmæssigt.  Man skulle tro, at der var udlovet en hel Kheops-pyramide til den, der klarer sig bedst !  Fy for en bøvet opførsel L

Så er det, vi kigger på hinanden og siger: Tænk om vi var blevet parret med dem L   På den anden side: Så skulle vi i hvert fald nok ha’ fået sat dygtig med provokerende ild i rumpetten på hver af dem. Og fået fruerne til at tale. Måske endda til at smile J

 

Dag 13:     Tirsdag, den 16. november:

Dette er dagen, hvor vi ”indtager” EGYPTEN for alvor. Resten af vort krydstogt foregår i dette spændende land. Så må vi se, om H.C.Andersen har ret i, at ”storken går inde på marken og snakker egyptisk !”

Vi ankommer her til morgen tidligt til ALEXANDRIA. Egyptens næststørste by med 7 millioner indbyggere. Landets absolut største havneby. Den er grundlagt af makedoneren Alexander den Store i god tid før Kristi fødsel. Han nappede den fra perserne, der havde været herrer her i området et godt stykke tid.  Selv om han kun blev godt 30 år, nåede han at erobre en stor del af den dengang kendte verden og altså også Egypten. Han opnåede endda at få titlen Farao.

Alexander blev efterfulgt af Ptolemæus-kongerne. Alle grækere, og alle dynamiske udviklere af landet. Kleopatra den 7. ( det er hende med Cæsar ) var datter af Ptolemæus den 12.  Efter hende var Egypten i hænderne på alskens herskere: først romerne, så araberne ( der i 600-tallet indførte islam ), derefter osmannerne, og til sidst englænderne.  Først fra 1922 blev Egypten igen nogenlunde selvstændigt.

Oldtidens Egypten er kendt for mangt og meget. I dag vil vi koncentrere os om, hvad der især skete i Alexandria. Det ene var Fyrtårnet. Et af antikkens syv vidundere.  Det var en kæmpesag, der lå lige uden for den nuværende bymidte. Formålet var naturligvis at sikre, at skibene forblev på ”dydens rette vej”, når de begav sig ind i området. Man må gå ud fra, at det virkede med en levende flamme i toppen – ligesom det gamle vippefyr i Skagen. Desværre lader Fyrtårnet sig ikke længere bese. Et eller flere gevaldige jordskælv for flere tusinde år siden gjorde en ende på det. Dets rester ligger formentlig på havnens bund.

Det andet vidunder fra dengang var Bibilioteca Alexandrina. Oldtidens fantastiske bibliotek, som blev startet af Ptolemæerne. Formålet var at samle al viden på ét sted. Fra den ganske verden. Samlingen var på flere millioner bøger – de fleste af dem på græsk.  Men dette mesterværk findes heller ikke mere. Man ved ikke ( endnu ), hvad der reelt skete med det. Man ved, at det flere gange tog stor skade. Men det var der stadig i 300-tallet efter Kristus. Mange tror, at dets endelige banemænd var araberne, da de ankom efter år 600.

En nær ven af os – han er klassisk filolog og historiker – siger med et glimt i øjet, at det var da godt, at alt det gamle gik tabt. Så slap nutidens forskere for at skulle igennem også det. Vi har iforvejen alt for meget stof, siger han.

Alligevel havde vi i dag fornøjelsen af at besøge biblioteket. Ganske vist ikke det gamle. Men det nye Biblioteca Alexandrina – med det samme navn, liggende på det samme sted midt i Alexandria ud mod havet, og med det samme formål som dengang. På initiativ af UNESCO i 1980erne blev de nødvendige ressourcer mobiliseret på internationalt plan og i Egypten. Og i 2002 kunne man indvie det nye imponerende Bibliotek. Det er tegnet af to norske arkitekter. Og er kolossalt flot. Dets ydre ligner et meget stort solpanel – vendt mod havet – mod nord. Det giver naturligt lys til hele bygningen ( i hvert fald om dagen ). Bygningen er på 11 etager. Men det ser man ikke i bybilledet. Mange af etagerne ligger under jorden. Biblioteket har i dag ca. 1 million bøger – på 80 forskellige sprog. Der er plads til 8 millioner. For nylig fik det en gave fra det franske Nationalbibliotek på 500.000 bøger.  Biblioteket er åbent for alle og benyttes meget. Både af forskere, studerende og folk i al almindelighed.

Men dette er efter min mening ikke det mest vigtige. Det allervigtigste er, at biblioteket fra starten har givet digitalisering af dets bøger og dokumenter topprioritet. Ved hjælp af masser af frivillige digitaliserer de masser af bøger hver eneste dag. Og stiller det alt sammen gratis til rådighed for alle på Internettet.  Det er virkelig imponerende.

Ta’ derfor et godt kig på bibliotekets hjemmeside her:  http://bibalex.org    En guldgrube af dimensioner !

Tilbage til byen Alexandria. I dag er der en stor islamisk hellig fest, hvor folk skal slagte får og give kødet til de fattige. Vi så også et par eksempler på får, der pludselig ikke blev ældre! Alle butikker og andre aktiviteter var lukket i dagens anledning. Vort besøg på biblioteket var en helt særlig service for os. Vort krydstogtselskab må have gode forbindelser her !

Bybilledet er også stærkt præget af, at der om få dage skal være parlamentsvalg i Egypten. Bannere ( ikke plakater ) i alle farver og med for os ulæselige slogans er hængt op i træer, på statuer, på bygninger, alle steder. Mange kandidater kæmper om taburetterne. Man skal dog huske, at landet fortsat har militær undtagelsestilstand. Den har været der helt siden 1981, da præsident Sadat blev myrdet. Det betyder, at myndighederne har en stor indflydelse på, hvem der må opstille til valget. Det betyder også, at der helt sikkert under overfladen lurer en stærk utilfredshed, som let kan udvikle sig til noget voldsomt, hvis ikke der passes på. Og det gør der. Kontroller, politi og alle dem, der ikke er synlige, er over det hele.  Venner i Danmark skrev i går til os i valgets anledning:  I må virkelig holde på hat og briller i denne valgkamps-situation. Det gør vi så. Men foreløbig har vi ikke mødt noget, der virkede ubehageligt. Tværtimod.

Alexandria er som nævnt en kæmpeby. Kolossale mængder af beton er brugt på at bygge masser af højhuse, ja nærmest skyskabere, langs hele den lange havnefront og også så langt øjet rækker ind bagved. Det fylder godt at huse 7 millioner mennesker.  I sandhedens navn skal det tilføjes, at byen er en beskidt by. Det roder overalt. Skidt og møj ( og ikke bare de nyslagtede får ) ligger overalt i gaderne og på fortovene. Og bygningerne – selv de nyeste – trænger alle til en kærlig hånd. Faktisk spørger vi os selv om, hvordan det flotte Bibliotek mon ser ud om føje tid. Men i dag er det i hvert fald flot.

Egypterne – inkl. Alexandrinerne – er meget venlige og imødekommende. For imødekommende, vil nogen mene. De prøver at sælge hvad som helst til hvem som helst.  De fleste kvinder går i dag med tørklæde over håret. Folk, der besøgte byen for 25 år siden siger, at sådan var det slet ikke dengang. Så religiøse skikke betyder åbenbart mere i dag. På den anden side skal man ikke være særlig opmærksom for at finde ud af, at især de unge kvinder – ud over et smukt tørklæde – ofte klæder sig i stramme bukser, flotte kjoler eller andre gevandter, der helt oplagt har samme funktion som de unges ”udsmykning” i vore lande i dag. Det kildrer i det mandlige øje J

I hele Egypten bor der i dag 84 millioner mennesker ( så vidt man ved ). Af dem er de 10 % kristne koptere. De betragter sig selv som de egentlige, oprindelige egyptere.

Alexandria er naturligt nok også et yndet feriemål for egypterne om sommeren. I juli og august kan befolkningen vokse til 25 millioner. Så er det med at holde sig væk. Det gør mange af de lokale også, hvis de kan.  I kongerigets tid ( indtil revolutionen i 1952 ) havde kong Faruk og hans forgængere også sin sommerresidens i byen. Den bestod af flere  slotte i en 40 ha stor park, der hedder Montazah. Den er nu åben for alle, og vi måtte også en tur forbi.

Alt dette oplevede vi i løbet af i formiddag. Man kan meget, når bare man står tidligt op. Det gjorde vi. Og vi havde en fantastisk god lokal guide. Hende får vi heldigvis også i Cairo.

I eftermiddag flyder vi stille og roligt østpå på det dejlige blå Middelhav. Forbi den ene olieboreplatform efter den anden. Og stadig uden at møde ret mange andre skibe.

Rigtig ferie J

 

Dag 14:   Onsdag, den 17. november:

I dag skifter vi – ikke gear – men verdensdel. Vi vil begive os til Asien J   Ikke sådan rigtig. Men alligevel. Vi sejler igennem Suez-Kanalen. Og her har vi Afrika på højre side og Asien på venstre. Alt sammen er Egypten. Men alligevel. Det giver en særlig dimension til oplevelsen. Vejret er fortsat mere end med os. Det bliver en ”hård nyser” at komme hjem til dagligdagens klimatiske udfordringer.

Suez-kanalen kender vi alle. Også selv om de færreste har besejlet den. Den forbinder Middelhavet med Det røde Hav ( Suez bugten ). Dens længde er 173 km, bredden 300 meter og dybden 22 meter. Sådan har det ikke altid været. Da Kanalen blev indviet i 1869 ( faktisk for nøjagtig 141 år siden på denne dag ), var den selvfølgelig også 173 km lang. Men betydeligt smallere og kun 14 meter dyb. Men skibene var heller ikke så store dengang.

Kanalen blev bygget af franskmanden Ferdinand de Lesseps. Dog ikke af ham helt alene J   Han havde over 1 million arbejdere til at hjælpe sig. Med håndkraft og lidt hjælp af heste fik de under kolossale anstrengelser bugt med opgaven. Arbejdstilsynet var non-existant dengang. Faktisk døde der 125.000 i løbet af de ti år, arbejdet varede L Men lederne reagerede måske som formand Mao mange år senere, da Kina havde mistet 300.000 soldater i en krig med Vietnam: Så er det godt, at vi har så mange af dem !  ( altså af mennesker ).  I hvert fald holdt den egyptiske konge en kæmpe-fest ved Kanalens indvielse. Og komponisten Giuseppe Verdi lavede operaen AIDA om en egyptisk prinsesse til lejligheden.

Faktisk havde man langt tidligere – helt tilbage i Faraonernes tid – gravet en kanal mellem Det røde Hav og Nilen. Altså i øst-vestlig retning. Men den var lille og smal – og føg til med sand i tide og utide. Så den var ikke meget bevendt i moderne tider. Napoleon havde også en stor plan om en kanal. Men han smuttede igen, inden han fik noget gjort ved sagen.

Bygherre de Lesseps havde i sin planlægning overset en enkelt, vigtig detalje. Vandstanden i Det røde Hav er mellem 10 og 20 meter højere end Middelhavets vandspejl. Det vidste han ikke, hvad han skulle gøre ved. De gravede bare videre. Sluser i moderne forstand brugte han ikke. Og den dag i dag er der stadig ingen sluser.  Så man behøver ikke være Einstein for at finde ud af, hvilken vej strømmen normalt går J

Vi havde en dejlig, fredelig dag imod strømmen. Farten var en 15-16 km i timen, så selv vi feriefolk kunne nå at følge med. Og selv om Kanalen er bygget igennem en decideret ørken, er der i årenes løb opstået en del småbebyggelser undervejs. Vagttårne, bådhuse, hytter til fårehyrderne, en stor jernbane langs kanalen og endda en motorvej et stykke af strækningen. Det giver altid noget hyggeligt at glo på. Vagtposterne inde på bredden kedede sig bravt. Så hvis man opbød alle sine ( tilbageværende ) kræfter og vinkede til dem, vinkede de muntert og oplivet tilbage i løbet af et ångstrøm af et sekund J Man må bestemt gøre noget for ”brutto-lykkeproduktet”!

Og det meget flotte, meget gule sand i ørkenen matchede det dybblå kanalvand til fuldkommenhed. Den rubinrøde farve i vore glas med kroatisk rødvin passede også glimrende til denne farvepalet på denne kanal-dag.

Vi havde på forhånd hørt meget om den voldsomme trafik på Kanalen. At man som skib var nødt til at ”møde op” på et bestemt tidpunkt og så disciplineret sejle afsted i konvoj.  Stor var derfor vor overraskelse ved at se, at vi kun var 3 skibe i vores sydgående konvoj i dag – to halvstore fragtskibe indregistreret i Panama og så os. I øvrigt er vort dejlige skib ”Adriaterhavets Skønhed” indregistreret i Bruxelles og fører derfor belgisk flag. Måske en særlig service for os for at vi skal føle os rigtig godt hjemme J Det gør vi i hvert fald!

Derimod mødte vi ingen – gentager: ingen – skibe, der sejlede nordpå. Underligt. Mystikken blev delvist opklaret efter fem timer. Da lagde vi nemlig sammen med vore to ”ledsagerskibe” til ved ørkenkanten og fik besked om, at vi først sejlede videre om 4-5 timer. Vi var knap halvvejs gennem Kanalen.  Hvorfor vidste vi ikke. Men pludselig så vi oppe over ørkensandet en kæmpeskorsten fulgt af store containere flyde nordpå.  Det var nemlig en ørken-ø ude i Kanalen, vi var parkeret ved. Kanalen var på dette sted delt i to arme. Derved var det muligt for den nordgående trafik at passere. Vi talte mindst en 12-15 skibe i deres konvoj. Heriblandt også en Mærsk-fragter med den blå-hvide syvtakkede stjerne.

Forklaringen var den enkle, at skibe af en vis størrelse ikke kan passere hinanden i Kanalen. De i hvert fald ikke.  Noget kunne tyde på, at kanalen er dybest i midten. Man ønsker ikke strandinger eller det, der er værre. Og det er godt det samme. Vi led ingen nød J

Trafikken igennem Suez-Kanalen er vital for Egypten, ikke mindst økonomisk. Det er den næststørste indtægtskilde rent valutamæssigt ( kun overgået af de penge, som over 2 millioner egyptiske gæstearbejdere i udlandet hele tiden sender hjem ).  Noget tyder på, at trafikken gennem Kanalen er i aftagende. Hvorfor? Dels fordi skibe bliver større og større og derfor ikke kan gå gennem Kanalen. Dels fordi rederier – som alle andre erhvervsvirksomheder – ønsker at spare penge. Og da mange af dem har opfundet såkaldt ”grøn sejlads”, hvor de sejler langsommere end før og dermed sparer meget brændstof, kan det ofte igen betale sig at sejle syd om Afrika.  Og sidst og ikke mindst på grund af faren for sørøvernes pirat-angreb i Adén-bugten. Den skal alle skibe igennem, hvis de bruger Suez-kanalen på vej til fjernere destinationer.   Hvis jeg var egyptisk finansminister, ville jeg være ret bekymret over hele denne udvikling L

Når man sejler på Suez-Kanalen kan man heller ikke lade være med at tænke på krigene her på egnen. Under den berømte Seksdages-krig i juni 1967 lykkedes det israelerne at komme frem til Kanalen i løbet af et par dage. De egyptiske tropper i Sinai flygtede over hals og hoved – ofte uden deres støvler, som de efterlod i tusindvis i sandet. Hvorfor ? Dels fordi man selvfølgelig kan løbe hurtigere uden tunge militærstøvler. Dels fordi en muhammedaner, der dør med sine støvler på, efter sigende kommer på hovedet lige ned i helvede. Og sidst, men ikke mindst fordi egypterne opdagede, at der var kvinder i forreste linje i de israelske kamptropper. Og at dø for kvindehånd ville være det værst tænkelige, der kunne ske dem.

Det gjorde heller ikke egypternes mod og kamplyst større, da de hørte, at general Sharon hurtigt førte en division over på vestsiden af Suez-kanalen. Det var vist nok imod de ordrer, han havde fra sine chefer. Men han var Israels general Patton, så han gjorde ofte tingene på sin måde. I hvert fald havde det den ønskede psykologiske effekt.

Byerne langs Suez-kanalen blev samtidig kraftigt bombet af det israelske flyvevåben. Op imod 80 % af byen Suez blev lagt i ruiner. Bombelarmen kunne høres helt i Cairo. Det gjorde heller ikke egypternes humør bedre.

Krig er forfærdelig. Og det var denne her også. Heldigvis var den ovre meget hurtigt. Israel sad nu på hele Sinai og blev der i 6 år. De opbyggede en forsvarslinje langs dens østlige bred. Mange skibe i Kanalen var blevet bombet og sænket under krigen, og alle broerne havde lidt samme skæbne. Så trafik gennem Kanalen var der ikke noget af i de kommende år.

I oktober 1973 slog egypterne til og fik hele Sinai tilbage. Dagen den 6. oktober fejres naturligt nok fortsat hvert år her i landet som den store befrielsesdag. I Israel og hos os kaldes denne krig for Yom Kippur-krigen, da den bevidst startede præcis på denne jødiske helligdag.

Resultatet af denne krig blev også, at egypternes præsident Anwar Sadat besluttede sig til at slutte permanent fred med Israel. Det lykkedes – med god hjælp af amerikanerne. Let’s Begin, Sa’dat – som man lettet sagde om Sadats aftale med israelernes Begin.

Freden mellem de to gamle fjender holder stadig. Til stor fordel for begge. I tiden derefter havde Egypten hele den arabiske verden på nakken. Præsident Sadat blev også myrdet på ”samme alter” i 1981. Men det er lykkedes hans mangeårige efterfølger, Hosni Mubarak, at genvinde Egyptens plads iblandt araberne og i verden som sådan. Hjemme i Egypten har han også tingene under god kontrol – godt hjulpet af en jernnæve, indpakket i ”mellemøstligt fløjl” !

 

 

 

Dag 15:     Torsdag, den 18. november:

I dag er CAIRO-dagen. En af de oplevelser, vi har set mest frem til. Liselotte har været der flere gange – dog ikke i de sidste tre årtier. Jeg har aldrig været så meget som i nærheden af denne kæmpe af en uregerlig storby.  Byen er som bekendt Egyptens hovedstad og har været det i umindelige tider. Dens forgænger som landets hovedby var Memphis.

Når man spørger egypterne, hvor mange mennesker der bor i byen, bliver de flakkende i blikket. Mellem 16 og 24 millioner, siger de. Stadig med stor usikkerhed. Man ved det ganske enkelt ikke. Og det er der mange grunde til. En af dem er, at landets befolkning ( nu på 84 millioner ) stiger med 1 million om året. Eller en ny egypter hvert 27. sekund, som vor glimrende lokale guide siger. Og tilføjer med et glimt i øjet:  Så vi gør noget ved det!!  Det er meget normalt, at en hastigt voksende befolkning stimler sammen i storbyerne. Således også her. Der er hele kvarterer i byen, som er bygget uden plan og uden nogen form for tilladelse. Store murstensbygninger i kanten af centrum. Vi så masser af dem i dag. ”Man klarer sig”, som Imen ( guiden ) sagde.  I øvrigt så vi masser af halvfærdige, fler-etagers bygninger. Uden vinduer. Og uden beboere ( så vidt vi kunne se ). Et kolossalt ressource-spild. Vi fik også at vide af hende, at regeringens politik er at sikre alle, især de unge, et job. Den ”puster” gevaldigt under anstrengelserne, efterhånden som der bliver flere og flere.  De bliver oftest ansat i det offentlige, som derfor er kæmpestort.  Jobs, der hos os klares af én person, er besat af tre-fire personer i Egypten. Således også i dag. Vi havde ikke én guide med, men en tre-fire stykker.  Det har ganske vist også noget med sikkerhed at gøre. Egypterne gør alt, hvad de kan for at sikre, at der ikke sker turisterne noget. Og ikke bare af hensyn til os turister. Men også fordi et terrorangreb på vi besøgende omgående vil få turiststrømmen ned på nul-punktet. Det er sket flere gange. Dette koster selvsagt mange resourcer.

Egyptens vigtigste indtægter fra udlandet er disse fire ( den vigtigste nævnt først ) :

1)       Penge, der sendes hjem af de ca. 2 millioner gæstearbejdere, især i Golf-landene

2)       Indtægterne fra Suez-Kanalen ( som allerede nævnt i et tidligere afsnit )

3)       Indkomst fra udvindingen af olie og gas

4)       Og som fjerdevigtigste indtægt: turismen

 

Når man ser, hvor mange millioner turister der besøger Egypten, må man stille sig selv det spørgsmål: Hvad går egentlig de mange indtægter til ? Hvor bliver de af?  De går i hvert fald ikke til at istandsætte bygninger, museer eller andre steder af betydning for turisterne.  Som i Alexandria er alt beskidt og faldefærdigt.  Nye huse ser gamle og uplejede ud med det samme. Ordet vedligeholdelse findes åbenbart ikke i den egyptiske ordbog L   I sine filosofiske øjeblikke kan man spekulere på, hvorfor de gamle egyptere kunne bygge pyramider, der kunne holde i 5.000 år. Og deres nye efterkommere ikke kan bygge noget, der holder sig pænt i bare 5 år.  Vort indtryk er, at det simpelt hen ikke optager dem en døjt. De befinder sig glimrende i skidt og møj – og i huse og bygninger, der er ved at falde fra hinanden.  Et valg, de naturligvis er i deres gode ret til at træffe.

Hvis vi var dem og gerne ville bevare tilstrømningen af turister, ville vi nok overveje alligevel at gøre noget alvorligt ved dette problem.

Når vi – som storken – spankulerer rundt i det egyptiske, kan vi ikke lade være med at tænke på Tyrkiet og især på Istanbul, som vi også har besøgt. Også et muslimsk land. Også et land med store udfordringer og stor befolkningstilvækst. Også et land, der kan virke og er fremmedartet for en ærke-europæer.  Men forskellen mellem Istanbul og Cairo er som dag og nat. Hvor den tyrkiske millionby er ren og velorganiseret, er Cairo det stik modsatte. Hvor Istanbul er fyldt med charmerende gader og stræder og mindst lige så charmerende cafeer, restauranter og butikker, ligger Cairo i den modsatte ende. Og hvor Tyrkiet er et land, der har fuld gang i økonomien, især baseret på egen produktion, er Egypten i den modsatte kategori.

Vi synes, det er rigtig synd for egypterne. For de er de sødeste og venligste mennesker, man kan tænke sig. Imødekommende, smilende, muntre og interesserede.

Tilbage til vor udflugt til CAIRO i dag. Vi måtte alle ”op med hønsene”. Det ubarmhjertige vækkeur ringede kl. 05.00. En hastig morgenmad blev det dog til. Og så afsted i vore 5 moderne busser. Heldigvis fik vi igen vor glimrende egyptiske guide 43-årige Imen, som vi også havde i Alexandria, med på turen. Der er 225 km til Cairo fra Suez. Det meste af tiden går motorvejen ( som guiden kaldte en ”strategisk vej”, fordi der bliver passet ekstra godt på alle på den strækning ) igennem et ørkenlandskab uden ophidsende indtryk for øjet. Af og til var en lille café kastet i vejkanten. Ind imellem suppleret med en benzinstation. Men ellers intet.  Undervejs fik vi mangt og meget at vide om Egypten og egypterne. Formentlig sandt – det meste af det. Der var dog ikke megen kritik at spore.

OBS:   Inden du læser videre, er det rimeligt at fortælle dig, at det gamle Egyptens historie ikke står øverst på min personlige ønskeseddel. Det har aldrig rigtig interesseret mig. Man kan ikke interessere sig for alt. Og hvis jeg engang var lidt interesseret, så blev det for alvor manet i jorden af ”Oldævl” ( faget hed vist Oldtidskundskab ), som jeg oplevede det i sidste århundrede i gymnasiet L   Jeg tror, det er det absolut eneste fag i min lange skolegang, der konsekvent slog min kontakt på OFF hver gang, jeg kom i nærheden af det. Og lad mig på denne særlige Cairo-dag tilføje, at mine oplevelser i dag på ingen måde har givet min lille interesse hverken almindeligt eller kunstigt åndedræt. Snarere tværtimod. Det ER bare ikke mig.  Dertil kommer, at da jeg i dag forsøgte at følge lidt med i guidens vældige ordstøm af forklaringer, især på Museet, ja så kunne jeg kun opleve den fantastiske, utrolige rigdom, som disse faraoner og andre herskerfolk havde samlet på den fattige, almindelige befolknings bekostning og lidelser.  Dette byder mig så inderligt imod L   Javel, det er sket tusinder af gange siden. Og vil også ske fremover. Men det er vel ingen undskyldning eller formildende omstændighed.

Misforstå mig ikke: Det er selvsagt meget vigtigt at bevare disse fantastiske ting. De ER en del af menneskehedens ubarmhjertige historie uanset om vi kan li’ det eller ej.  Og de skal derfor gemmes og studeres. Af dem, der interesserer sig for netop det! Det kan vi alle have glæde af.

Hvorfor tog vi så med på udflugten, kan du spørge? Fordi vi trods alt gerne ville have også denne oplevelse med. Eller som præsten sagde, da han var på bordel: Man er nødt til at opsøge synden, før man kan tage afstand fra den !

Nu til dagens oplevelser:

Første udfordring ved Cairo-besøget i dag var det berømte Egyptiske Museum. Lige midt i det mere end pulserende bycentrum. Flot bygning udefra.  Men indefra…….   Jeg har aldrig, aldrig oplevet et så rodet og så desorganiseret museum i mit liv. Og den mening var jeg ikke ene om i vores gruppe. Det var faktisk umuligt at finde én bagefter, der mente noget andet.

Vi fik at vide, at vi skulle afsted så tidligt for at være en af de første grupper. Godaw do’! Der var i tusindvis af besøgende. Alle linet op på et smalt ( og møgbeskidt ) fortov rundt om Museet.  Ind kom vi dog. Og forsøgte at følge vor søde guide Imen tæt. Det havde vi nemlig fået strenge ordrer om. Og vi havde heller ikke lyst til andet. For tænk, hvis man blev væk i dette virvar…  Hun førte os til den særlige Tut-Ankh-Amon samling. Fantastisk kendt. Fantastisk historie. Men det var næsten umuligt at høre en lyd af, hvad hun sagde, med mindre man stak hele sit øre ned i hendes hals. Og det kunne alle 32 i vor gruppe desværre ikke gøre. I hvert fald ikke på én gang. Vi kiggede pligtskyldigt på mange af de flotte ting – guldstole, guldsenge, figurer, det hele. Man kunne dog kun bruge det ene øje til dette formål. Det andet skulle man konsekvent bruge til at holde øje med, hvor vor gruppe nu trippede hen midt i menneskemylderet.  Vi så vist også noget andet end Tut’en. Men det gik aldrig rigtig op for mig, hvad det var.  Vi var også blevet ”truet” med en tur i afdelingen for ”Det nye Rige”. Men efter 1 ½ time opgav guiden ævret, og vi blev løsladt til at gå ud i vores bus. Resten af dagen var truslen os deltagere imellem, at ”hvis du ikke opfører dig ordentligt, så skal du også se resten af museet! ”

Der er ikke et gran tvivl om, at Det egyptiske Museum har fantastiske samlinger. Unikke i hele verden.  Men der er heller ikke et gran tvivl om, at ledelsen ikke har en bønne begreb om, hvordan man formidler viden om denne samling.  Liselotte besøgte sidste gang museet for 30-40 år siden. Der er ikke sket en pind i præsentationen eller opstillingen af de tusindvis af effekter siden dengang.  Gammeldags, ultradårlige lysforhold, en akustik der selv har skullet på museum for hundreder af år siden, totalt uorganiserede besøgsforhold i alle ordets betydninger.

Det er simpelt hen en skandale!  Og det er meget, meget synd for samlingen. Og for egypterne. Og vel også for gæsterne !

Jeg kan ikke lade være med at tænke på det danske Nationalmuseums temmelig nyeOldtidssamling. Fantastisk godt lavet.  Man har udvalgt nogle få, vigtige ting. Sat dem meget flot og meget pædagogisk op. Og lavet det på den måde, at besøgende ved høflig selvbetjening kan vælge mellem at gå samlingen igennem på en kort tur. Eller på en længere tur.  ( Jeg valgte den korte J ). Og i begge tilfælde får man en masse viden og inspiration, som man med garanti ikke havde før.  Det er imponerende gjort.

Selv om jeg efter besøget i dag med stor fasthed og uden at blinke besluttede, at dette er mit allersidste museums-besøg i mit liv, så kunne jeg måske i et ubevogtet øjeblik fristes til igen at besøget Oldtidssamlingen i København J   Den korte tur, naturligvis!

Man kunne unde ledelsen af Det egyptiske Museum en studietur til København. Blandt andet for at lære, at det IKKE er en god ide at vise alle de 100 stort set ensartede krukker, man har. Eller de hundredevis af små ( spændende ) figurer, man har fundet i den ene eller den anden kongegrav. Et flot eksemplar af hver er rigeligt. Forudsat, at der er en god og inspirerende forklaring. Man kan så skifte den udstillede genstand ud en gang imellem.  Det er LIDT , men godt, der er kunsten i formidling. Ikke MEGET og alt.  En så simpel forbedring ville gøre underværker. Og så kunne de passende også få et kursus i indirekte, men klar belysning.  Samt meget, meget bedre forklaringer. Helst med lyd og måske video. Det ER altså ikke så svært. Og det behøver heller ikke koste en jetjager!!

Hvis man vil, kan man installere resten i et særligt forskningscenter, hvor videnskabsmændene har så gode forhold som muligt til at finde ud af det hele.

 

Men denne oplevelse trængte vi alle til frokost. Den blev indtaget på en hyggelig restaurant lige på Nilens bred i den sydlige del af byen. Rigtig, rigtig dejlig mellemøstmad med mezze, kebabspyd, frugter og meget søde kager. Alt sammen skyllet ned med en stor egyptisk øl, der hed Stella.  Og i vandet lige neden for rækværket, hvor vi sad, sejlede en hyggelig egyptisk farfar rundt i en robåd, mens hans sønnesøn forsøgte at fange dagens middag.  Det så bestemt ikke ud til at blive noget overdådigt måltid L

Vort togt fortsatte – nu med pyramiderne som næste mål.  De ER flotte og imponerende. Liggende dér i sandet oppe på bakken. Og det har de gjort nu i mange tusinde år. De er dog ikke helt, som da de blev bygget. Toppen er røget af den ene. Og den glatte kalkbeklædning udenpå er forsvundet, bortset lidt rester nær toppen af den ene. Men det skal ikke tage det mindste fra det faktum, at de er helt enestående.  Alle tre. Faktisk har Egypten i alt 90 pyramider.  De store er kongegrave. Ved siden af ligger der nogle små pyramider til konen og børnene. De måtte finde deres plads.  Men de fleste pyramider findes andre steder i Egypten end her ved Giza.

I øvrigt findes der også pyramider andre steder i verden. Vi har set nogle på Tenerife. Og der findes også pyramider i Mexico. Fra indianernes tid. Er der en sammenhæng ?  Det var bl.a. det, norske Thor Heyerdahl forsøgte at finde ud af med sine ekspeditioner i både bygget af papyrus.

Helheds-indtrykket af vort besøg ved pyramiderne blev noget påvirket af, at det i dag er fridag i Egypten. Det er den religiøse fåre-slagtningsfest, som vi først mødte i Alexandria forleden, der fortsætter. Så alle familier i alle størrelser var på ”skovtur”. Mange ved pyramiderne. Andre alle andre steder i byen. Et gede- og kamelmarked af dimensioner.  Sagt pænere: et spændende folkeliv i alle dets former. Alle var søde. Alle ville sælge os et eller andet. Hvis jeg ville have købt en gammel bedstemor, var det sikkert også muligt.  Jeg holdt mig dog til ”den medbragte”. Og forsøgte heller ikke at sælge hende. Hvad skulle jeg dog stille op med alle de kameler, jeg helt sikkert ville få i bytte J

Vi fik taget flotte billeder. Og fik også dygtig med sand i øjnene og i sandalerne. Det hele var, som det skulle være.

Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at netop her var Lasse og Cecilie faktisk for en del år siden. På Interrail igennem Europa og Egypten.  Det har de snakket meget om. Og det kan jeg godt forstå.

 

Da vi var færdige med at opleve pyramiderne og folkelivet omkring dem, inkl. masser af kamel- og hesteryttere ude i ørkenen, var et besøg i en juvelér-butik ”tilfældigvis” blevet lagt ind i programmet af guiden. Hun tog endda imod særlige bestillinger i bussen om morgenen. Det kan nok være, der kom ”galop-blik” i øjnene på mange af de franske fruer i bussen J Gamle, stivbenede babuschkaer, der dårlig nok kan gå ved egen kraft, kunne pludselig spæne afsted i spændstig form – for at nå først frem til den og den smykkeskranke.  Virkelig et syn for guder!  Jeg ved ikke, hvor meget de købte. Men glansen i guidens øjne bagefter talte sit eget talende sprog!

Og ikke nok med det:  Samme guide havde igen ”ved et tilfælde” organiseret, at vi som sidste punkt skulle besøge en papyrus-forretning. Igen: det lange ben foran det korte. Ned ad trappen. Op ad trappen. Hen til skranken. Ned til kassen. Og til sidst – omsider – op i bussen!

Med de sidste par stop røg guiden signifikant nedad på vor karakterskala.  Men Liselotte har jo nok ret, når hun siger:  Det hører med!    Ja, la’ os tage det som én af de mange, mange spændende oplevelser på dette togt.

 

Dagen er ved at være slut. Oplevelsesbægeret godt fyldt op endnu en gang. Det meste positivt, nyt og spændende. Men noget af det med et utroligt dårligt og nedtrykkende indtryk ( læs: Museet ).

Min konklusion om denne dag er klar: Jeg har nu været i Cairo 3 gange: Første, sidste og enestegang!  Men jeg er meget glad for, at jeg gjorde det !

 

Dag 16:    Fredag, den 19. november:

En afslappende dag venter forude. Herligt. På en måde har vi det begge sådan, at vi elsker at opleve. Men vi elsker især livet på havet. Den kildrende ( og heldigvis somme tider også gyngende ) fornemmelse af bare at flyyyde afsted er meget stimulerende. Uden at skulle noget selv. Hverken styre, finde vej, rydde op eller arbejde. Det er noget nær det tætteste man kan komme på total frihed. Javel, man skal kunne li’ at sejle. Ellers bør man ikke vælge et krydstogt. Hverken et kort eller et langt.

I dag er sådan en dag. Vi forlod Suez Havn i aftes og fortsatte sydpå med Afrikas ørkenbjerge på højre hånd og de asiatiske på Sinai på venstre. Suez bugten er temmelig bred – og bliver bredere og bredere. Ved Sharm el Sheikh går den over i Det røde Hav, der så fortsætter et par tusinde km sydpå ( ned til sørøverne ved Aden ).

Folk nyder livet både i solen på soldækket på 5. dæk og også på den lille balkon agter i skibet. Her er der skygge, så den er det meste af tiden vores foretrukne opholdssted, når vi er udenfor.  Apropos udenfor:  Temperaturen stiger markant, efterhånden som vi kommer mod syd. Og da vi når Sharm el Sheikh ved middagstid, er den langt over 30 grader. Pyha !

Efter frokost tilbydes en tur pr. gåben ind til selve byen. Efter lidt overvejelse afstår vi. Dels på grund af varmen. Og dels fordi vi på forhånd har hørt, at der ikke er noget interessant at se. Det er et udpræget feriested, især med mange russere. Derfor kalder man også byen Sharm el Sheikh’ski J   Og da vi senere i dag snakker med andre, der tog turen derind, får vi bekræftet, at det var skønne spildte kræfter.

Jeg fik i stedet skrevet min - ret lange – DAGBOG fra vort besøg i Cairo i går. Og endda sendt den til dem, der ”pådrager sig” mine daglige udgydelser fra vort togt.

I aften var der Gallamiddag. Dejlig mad. Som på tidligere krydstogter har vi fået en liste over alle de retter, vi har fået på hele togtet. Så kan man prøve at gøre kokken kunsten efter, når man kommer hjem.

Efter middagen var der dans i Salonen. Godt og stimulerende organiseret af vor søde sangerinde fra Moldova. Hun hedder Catarina.  Toppen var da Liselotte sidst på aftenen sang det meste af Frank Sinatras berømte sang STRANGERS IN THE NIGHT for hele forsamlingen.  Det var rørende. Også for Catarina. Une tres belle voix – udbrød hun spontant. En meget smuk stemme.  Fruen blev af gode grunde glad og stolt. Hun har en fantastisk evne til at huske tekster – også selv om hun ikke har hørt dem i mange, mange år.  Og det fik vi alle glæde af i aften.

Som bekendt er vi taget på dette krydstogt for at fejre, at det for nogle dage siden ( den 6. november ) var nøjagtig 25 år siden, vi første gang mødtes ( i Næstved ).  Det gjorde STRANGERS IN THE NIGHT ekstra interessant og relevant. Derfor vil jeg gerne slutte denne ”Sølv-Dagbog” med at give jer den smukke tekst, Liselotte sang for mig i aftes ( og vel også for alle de andre – de var med på en lytter ! ):

Strangers in the night

Two lonely people

We were strangers in the night

Up to the moment

When we said our first hello

Little did we know

Love was just a glance away

A warm, embracing dance away.

 

Ever since that night

We’ve been together

Lovers at first sight

In love for ever

It turned out so right

For strangers in the night.

 

Var det ikke en dejlig måde at slutte netop dette krydstogt på ??!!

 

Niels Jørgen Thøgersen

Sharm el Sheikh,  den 20. november 2010. 

kimbrer@gmail.com

www.niels-jorgen-thogersen.dk  

 

PS: Se vore fotos fra krydstogtet her:

http://www.flickr.com/photos/cruise_nov_2010   

 

Og hele denne Dagbog i elektronisk form kan du også finde på min Hjemmeside på denne adresse:

www.niels-jorgen-thogersen.dk/5642138   





PINSEBEVÆGELSES-TUREN siden
Pinsen kan også bruges til mangt og meget. Også til at rejse ud i den store verden for at få store oplevelser.

Sammen med en lille gruppe rigtig gamle ( altså ikke personerne, men veskabet  ) venner fornøjer vi os selv og pinsen med herlige rejser. Og gruppen hedder selvfølgelig "Pinsebevægelsen" - dog også af og til "Pinseslynglerne" ( det sidste ved jeg ikke hvorfor   )

Her er listen over "gerningssteder":

PINSESLYNGLERNES TOGTER

 

Oversigt 1993 – 2013    

 

 

 

 

·        1993:  Knokke, Flandern

·        1994:  St. Cécile, Wallonien

·        1995:  Reims, Frankrig

·        1996:  Budapest

·        1997:  Prag  

·        1998:  Rixensart  
1999:  Dublin

·        2000:  Fakkelgaarden, Sønderjylland

·        2001:  Krakow, Polen

·        2002:  Craigellachie, Skotland

·        2003:  Ljubljana, Slovenien

·        2004:  Madrid

·        2005:  Istanbul

·        2006:  Bucharest

·        2009: Sicilien

·        2009/10:  Rhônen

*    2011:  Galizien og Douro

*    2010/11:   Spa

*    2012/13:   Berlin

 




Bedemandsture siden 1999

Bededagsferien kan bruges til mange ting. Også til at rejse i. Det har vi gjort med nære venner fra Aalborg & Omegn i snart mange år. Overordentlig gemytligt og hyggeligt.

Her er listen over de steder, det "er gået ud over":

BEDEMANDS-TURE 1999-2014:

1.  1999:   Rixensart
2.      2001: Bouillon  
3.      2002: Prag
4.      2003: Epernay 
5.      2004: Luxembourg
6.      2005: Friedrichstadt 
7.      2006: Kent
8.      2007: Asmannshausen
9.      2008: Toscana    
10.  2009:  Irland
11.  2010:  Odsherred
12.  2011:  Bornholm  

13.  2012:  Fleesensee, Østtyskland

14.  2013:  Barcelona

15.  2014:  Anholt

 

 


BEDEMÆNDENE indtager Odsherred

BEDEMANDSTUREN 2010

 

Hvad vi gjorde og så...

 

Første programpunkt var DRAGSHOLM REVYEN 2010 – nu i Middelalderens tegn.  En hyggelig blandet landhandel.  Revymiddagen forud var derimod hele vejen igennem en fornøjelse for både øjne, gane og sjæl.

 

Turen Odsherred rundt startede i HØVE, Danmarks højest beliggende landsby.  Over 1000 år gammel – et center i området lang tid før de mange opkomlinge af diverse stationsbyer. Michael Andersen – barnefødt i Høve og bosiddende der igen gennem de seneste 11 år – tryllede og fortalte. Især om Esterhøj med dens Troldsten fra stranden. Flyttet de to km fra Høve Strand, op ad Høve Stræde ( 10 % stigning ) og til sidst op på toppen af Esterhøj – 89 meter over havet. Vejer 25 tons. Flytningen skete i juni 1920 på fire dage med flere hundrede mennesker til at trække sammen med 11 spand heste. Stenen markerer Sønderjyllands genforening med Danmark det år. Igennem mange år havde der været et særligt tæt forhold mellem de danske slesvigere og Odsherred. Børnene kom her på sommerferie. De unge tog på Vallekilde Højskole. Osv. Derfor bliver denne særlige fejret. Kunstneren Troels Trier illustrerede stenen. Og i anledning af 90 året i år er den netop blevet frisket op.

 

Michael viste os også filmmanden Ole Olsens gravhøj fra 1938. En gammel bronzealderhøj, som Ole Olsen med nogen besvær fik lov til at udgrave og gøre til sin egen og sin slægts gravplads. Gravkammeret indeholder Ole Olsens egen urne, hans hustrus og 8 efterkommeres urner. Gravkammeret er udsmykket med kunstneriske illustrationer af de vigtigste tekniske fremskridt i Ole Olsens tid såsom bilen, telefonen, filmen, Lillebæltsbroen, m.v.  Gravkammeret er lukket for offentligheden og må først åbnes i 2143, altså 200 år efter filmmandens død.  Der var dog et voldsomt indbrud i kammeret i januar i år, hvor hærværksmænd en mørk nat med skærebrændere o.l. havde skaffet sig vej til kammeret gennem den tunge bronzedør. Men intet var taget eller ødelagt. Formentlig et lokalt væddemål ? Og af den meget dårlige slags L

 

Neden for gravhøjen besøgte vi en bunker, som Ole Olsen lod opføre under krigen for at gemme mange af sine værdifulde kunstværker for tyskerne. Det lykkedes. Nu bruges den af hjemmeværnet. Den kaldes stadig ”Skatkammeret”.

 

Ved foden af højene ligger Høve Hjemmeværnsgård. Den blev oprindelig opført som hønsehus af samme Ole Olsen. Han købte straks 3000 daggamle kyllinger og hyrede 3 mand til at passe dem. Men efter lidt mere beregning kort tid efter fandt Olsen ud af, at det slet ikke kunne betale sig rent økonomisk. Og så fik de tre mand ordre til at slagte alle kyllingerne. Slut på det eventyr. 

 

Senere er en rød bygning mere kommet til. Den tilhørte i sin tid Den danske Brigade i Sverige under krigen.

 

I dag bruges hjemmeværnsgården til fester og møder. Op til 42 personer kan overnatte i den.

 

I selve landbyen Høve byggede Ole Olsen sig en stor rød bungalow lige ud til vejen og flot udsigt over Sejerøbugten. Her bor nu P4 journalisten Steen Jørgensen.  Ole Olsen ejede også Esterhøjgaard, der nu er friskole. Gården er oprindelig opført af Michael Andersens oldefar. Og i en periode ejede Ole Olsen ligeledes Skovgaarden, som han planlagde at lave til feriested for sine ansatte i Nordisk Film. Det blev dog på grund af krigen aldrig til noget. Og Skovgaarden er siden 1943 på en anden families hænder og er både et stort landbrug, et galleri og har gæstelejligheder.

 

Høve har også et hus, der går tilbage til 1700-tallet. Det var egnens Birkeret. I kælderen var der et fangehul med åbne tremmer ud mod vejen. Og med en tyk stolpe i midten med en fastmoteret jernring. Hertil kunne man binde arrestanterne, mens de var der. Lidt uden for landsbyen ses Galgebakken stadig, hvor nogle af fangerne mistede hovedet L   Huset har indtil for få år siden været den lokale slagterbutik.

 

Der var også tidligere 3 købmænd i landsbyen. Ikke mindst købmand Mathiesen i den nuværende Malergaard. Den var Odsherreds mest velassorterede købmandshandel. Der var også købmand i hjørnehuset, der nu huser Pejsemanden. Dertil kom den lokale Brugs lidt nede ad vejen mod Asnæs. Midt i landbyen lå indtil 1993 den lokale bagerforretning. I dens bygninger blev Michael født og voksede op.

 

Michael og hans kone Elin bor nu på adressen Høvevej 55 i udkanten af Høve. Han samler bl.a. på imponerende gamle veteranbiler og gamle radioer ( er selv radiomand med forretning på Frederiksberg ). Og hun laver perlekæder o.l.

 

Michael er en fantastisk levende fortæller, der ved kolossalt meget om egnen og dens historie. Han skal bl.a. berette om den ved festlighederne den 10. juli for Esterhøjstenens 90 års dag.

 

 

Fra Høve gik turen op forbi den gamle Høve Mølle ( der nu er privat beboelse med TDC mobilantenne oppe under møllens hat ).  Dommerstræde med Galgebakken ligger til venstre.

 

I ASNÆS  ( navnet betyder Gudernes Næs  - ud i Lammefjorden ) besås det overdækkede og netop udvidede shoppingcenter med Odsherreds største og mest velsynede Superbrugs ). Kulturen fik sit med besøg i Odsherreds-kunstnernes eget udstillingssted HUSET.

 

Den nye Middelalderborg Ulvsborg lige uden for Asnæs nåede vi desværre ikke. Her har man opført en rigtig kongsgård i træ og i fuld størrelse. Den blev brugt i kampen mod 1100-tallets værste fjender Venderne. I dag bestyres Ulvsborg af ”Ridder Erik” – der i øvrigt selv er vender J  

 

På vejen fra Asnæs til Rørvig Havn kørte vi igennen Åstofte, Keldstrup og Jyderup og dermed igennem et område med maser af bronzealderhøje, bl.a. de flotte Dutterhøje. Odsherred er det sted i Danmark, hvor der ligger flest bronzealderhøje – og ofte med sten med helleristninger på. Vi kom også tæt på Trundholm Mose, hvor en pløjende bondemand i 1902 fandt Solvognen, Danmarks flotteste skat fra den tidsalder.  Odsherred var tæt befolket allerede for 9.000 år siden og har været det lige siden. Nu også med over 5.000 sommerhuse – landets største samlede sommerhusområde.

 

 

Rørvig Havn oplevede vi både en glimrende fiske-frokost og ungernes fangst af små krabber i havnen.  Altsammen ”skyllet ned” bagefter med en stor væmmelig is J

 

Efter en lille afstikker til Skansehage med udsigt til Hundested og Knud Rasmussens hus på den anden side af Isefjorden gik turen tilbage over Nakke og galleriet BRANTEBJERG til Nykøbing – der var helt død på grund af svensk kronprinsessebryllup – og herfra ud til ANNEBERG. Skibsfarvemanden Hempels flotte glasmuseum højt oppe i bakkerne med udsigt over Isefjorden  og med en glimrende restaurant. De gamle romerske glas må vente til næste besøg. Men kaffen med kage blev indtaget i selskab med den flotte udsigt og den høje himmel – med skumle regnskyer ovre på Hornsherred-siden.

 

Herfra sydpå langs Isefjords-kysten – igennem Egebjerg, i kanten af Kongsøre ( hvor Frømandskorpsets hovedkvarter ligger ), igennem Frenderup og Gundestrup. Med øl-stop ovenpå AUDEBO DÆMNINGEN. Den blev over en 2 km strækning anlagt i 1873 som hovedelementet i inddæmningen af Lammefjorden. Et initiativ af baron Zypthen-Adeler på Dragsholm. Der blev inddæmmet et område på størrelse med Amager. Audebo-dæmningen og Audebo Pumpestation sørger for, at området til stadighed er nogenlunde tørlagt. Pumpestationen pumper konstant mindst 35.000 liter vand ud fra området – i minuttet!!  Og når det regner stærkt, kan kapaciteten gå op på 55.000 liter i minuttet.  Den tørlagte Lammefjord ligger op til 7 ½ meter under havets overflade. Så la’ venligst være med at lave hul i dæmningen !

 

På grund af de særlige jordbundsforhold i den tidligere fjordbund er området især egnet til at dyrke de bedst tænkelige gulerødder, kartofter, porrer, asparges, selleri, søde kartofler ( sweet ), pastinak og persillerod.  Men ingen majroer – hvorfor det ?!

 

 

På turen tilbage ind over den tørlagte fjord passerede vi de nye og kæmpestore Hagested Møller. Der er seks af dem. Og de producerer hver strøm nok til 250 parcelhuse på årsbasis.  De er et led i SEAS netværket.

 

I Fårevejle Stationsby passerede vi bl.a. Poul Johansens maskinfabrik, der med et blåt kunstværk uden på fabrikken viser, hvor højt vandet stod i sin tid. Og på den anden side af vejen ligger den kendte fabrik STELTON, der laver kaffe- og flødekander og meget andet i rustfrit stål. Meget få mennesker ved, at den ligger i Fårevejle.  Dette navn betyder forresten et ”vadested for får”.  Vi lagde også et smut inden om Odsherreds Efterskole – en flot slotsagtig bygning, der ejes og køres af Indre Mission. På en måde lidt overraskende på denne meget grundtvigianske egn, som Odsherred er og altid har været.

 

Videre tværs over den vestlige del af den udtørrede Lammefjord med dens forskellige afvandingskanaler. Videre til stationsbyen Hørve ( privatbanen med ”Grisen” blev anlagt mellem Holbæk og Nykøbing allerede i 1899 ). Og herfra forbi Dragsholm Slot igen ( Danmarks ældste verdslige bygning, anlagt af Roskilde-bispen i 1200 tallet og senere overgået til kongen, der bl.a. indrettede et statsfængsel her ). Videre forbi badestedet Sanddobberne med udsigt til Nexelø. Tur igennem BJERGENE – et flot, flot morænelandskab lige ned til Sejerøbugten.  Så igennem Kårup Skov til landsbyen ORDRUP med det gamle værtshus DEN BLÅ GED – ejet af hollænderen Petrus van Dijk, som jeg har hjulpet med at forhandle glimrende belgiske Petrus-øl  ( indtagelse heraf må vente til næste gang J   ).  Op til TV-tårnet på SKAMLEBÆK med den fænominale udsigt og det tidl. Lyngby Radios mange master nedenfor.

 

Sluttelig hjem til home base på SANDBAKKEN 2 til Liselottes flamske karbonader og TV fodbold fra Sydafrika: Danmark-Cameroun 2-1  ( med svineheldet helt på dansk side ).

 

Og en fælles beslutning om, at BEDEMANDSTUREN 2011 skal ”gå ud over” Bornholm, inkl. Christiansø.

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Den 21. juni 2010 

 

kimbrer@gmail.com    

 

www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk   


Enjoy BAYERN & NEIGHBOURHOOD

Enjoy

B A Y E R N   &   N E I G H B O U R H O O D

 

We have always enjoyed travelling in Germany. Not least in the very beautiful nature in the south of the country.  Mountains, rivers, forests, villages and cities. All is a great pleasure to see and visit J    And so are the people living there.

Therefore, we decided that our spring trip by car in 2010 should go there.  Two cities we never visited before were on the top of our list: Nürnberg and Rothenburg ob der Tauber.

We decided to take a week off for the trip. And to do it quietly and with reasonable distances between our stops.

 

BAD MÜNSTEREIFEL:

Our first stay was in the small and very pittoresque spa town of Bad Münstereifel.  It has about 19.000 inhabitants. You find it in the Eifel region just east of Belgium, so it took us about 4 hours to get there. It is not far from Bonn, so when the German government had its seat there a number of politicians lived in Bad Münstereifel. Including the liberal Otto Graf Lambsdorff.

You can see more about the town here:

http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_M%C3%BCnstereifel  

We stayed at an old, but very good and “hyggeligt” hotel in the very centre of town:

Hotel Wolfsschlucht

Orchheimerstrasse 19, D-53902 Bad Münstereifel

Tel. 0049 2253 92030

http://www.wolfsschlucht.de/   

Life, also meaning good restaurants, were just outside and round the corner. In the evening we enjoyed a great meal in a very good Italian restaurant next door, called “Pane & Vino”.   Afterwards we tried the very good local digestifs in the bar of our own hotel. 

A lovely relaxing day – and very much arrived safely in holiday mode J

 

The next day we headed east. Through the Eifel area, north of Koblenz at the Rhein and further on – most of the time driving on the excellent German Autobahnen.  On the way we passed by Europe’s second largest airport nearFrankfurt. It was exceptionally quiet – due to the volcanic ashes from Iceland. But traffic was starting again. More impressive was a huge new building, which the airport is constructing on the other side of the motorway from the present buildings. It looks like a gigantic cruise ship. And it will be a modern shopping centre for millions of travelers.  Just like normal cruise ships also are.

 

WERTHEIM am MAIN:

Near Würzburg we stopped in the town of Wertheim. It is the most northern town in Baden-Würtemberg, and it lies right where the river of Tauber joins the river Main. Many river cruise ships stop here.

Read more:  http://en.wikipedia.org/wiki/Wertheim_am_Main 

Wertheim looks very nice with old, historical buildings, narrow streets, lots of shops  and bars & restaurants.  We decided to eat a Döner Kebab at a local Turkish café. Excellent. And a very nice owner.

 

NÜRNBERG:

We continued eastwards again and arrived soon as planned in Nürnberg. Great city in the northern part of Bavaria – or Freistaat Bayern, as they call themselves.

See details on this site:  http://da.wikipedia.org/wiki/N%C3%BCrnberg    

A very historical city, which we had looked very much forward to discover. So we stayed two days and two nights.  It was very cold in the beginning – actually 0 degrees in the morning. But during the day the temperature climbed up to 21 degrees J

Our hotel was in the very centre of the Old City – die Altstadt. It is called Hotel am Josephsplatz:

Romantik Hotel am Josephsplatz,

Josephsplatz 30-32, D-90403 Nürnberg

Tel. 0049 911 214 470

e-mail:  josephsplatz@romantikhotels.com

www.hotel-am-josephsplatz.de

It is a so-called Garni-Hotel meaning that you only can have breakfast there. No other meals. But it was an excellent hotel ( with Wi-Fi J   ), which we can strongly recommend.

After a stroll through the old town in bitter cold we “went Italian” once again at the Osteria PROVENZA  in Hauptmarkt 6-8  ( www.provenza.de ). A huge, modern restaurant with the town hall ( and the tourist office ) just at the other side of the square.  Also a restaurant with our best recommendations.

 

The next day was reserved for discovery of the rich – and often very cruel – history of Nürnberg.  We started by getting excellent advice at the Tourist Office, where we also bought a 24-hour travel card for two to all public transportation in the city ( only 6,20 € ! ).  From there we took Bus no. 36 to the Dukumentationszentrum Reichsparteigelände. 

Nürnberg was during the Nazi period – especially during the 1930ies - made a special and very important city for the party and its activities. The annual  Reichsparteitage took place here – with hundreds of thousands of people from all over the country.  Much of it was inspired by the local, fanatic party leader Julius Streicher ( also the editor of the Nazi propaganda newspaper “Der Stürmer” ).

The Parteitage took place in a huge area to the south-east of the city. This area was all rebuild under the leadership of the Nazi architect Albert Speer. Among the models were the Pergamon alter and the Colosseum in Rome. Nothing was too big for Hitler and his criminal gang.

In this area the Dokumentationszentrum on the crimes of the Nazis has now been built. A very well planned and constructed information centre, where you are guided around in English or German with the help of earphones, which are included in the ticket.   You really become very thoughtful and quiet, when you see all these criminal activities explained and illustrated L   All the stones used to construct the huge buildings were made by KZ prisoners in the Concentration camps, in particular in Flossenbürg and Mauthausen.  An extremely tough and deadly work, which cost lots of prisoners their life.

See more:  www.museen.nuernberg.de

The Documentation Centre is inside the huge congress hall, which the Nazis never managed to finish. When the war started in 1939 they stopped further construction on the site.

Outside you can visit the huge area with space for the military and SS marches – surrounded by hundreds of thousand of spectators. The main parade area is called the Zeppelin Feld ( because it was before the Nazi area constructed for the landing of the Zeppelins ).

See more about the party rallies:  http://en.wikipedia.org/wiki/Nazi_party_rally_grounds

 

We actually visited the Zeppelin Feld and stood on the platform, where Hitler each year made his poisoned and aggressive speeches.  I used the opportunity to be photographed with my thumb downwards  as a sign of disgust !!

After the war the US military in Bavaria used the grounds for excersises and parades until 1995.  Now they are often used for outdoor concerts and folk festivals.  The slave prisoners haven’t worked totally in vain.

 

As everybody knows the final Allied Tribunal against the Nazi leaders also took place in Nürnberg in 1945-46. This was on purpose to really signal the disapproval of everything which Nazism stood for.  The city was heavily destroyed by allied air bombardment during the war. But the Courthouse was still more or less intact. In addition it was huge and had a large prison linked to it.  The Nazi leaders were condemned here, most of them to death. And they were also hanged in the prison here in October 1946. Their ashes were immediately thrown into a nearby river to avoid that any Nazi cult could profit from their graves.

We went to see the Courthouse outside the city centre. But it is closed for renovation until the end of the year. Then a new documentation centre on the Nuremburg Trials will open for the public.

If you want to know more about the Nuremburg Trials, you can read here:

http://en.wikipedia.org/wiki/Nuremberg_Trials

 

Following this historical morning we enjoyed present day Nürnberg for the rest of the day. Especially the Neues Museum is impressive. It’s a museum for art and design.

See:  http://de.wikipedia.org/wiki/Neues_Museum_N%C3%BCrnberg  

Nürnberg is also a great shopping centre. Karstadt  and others are all very attractive.

In the evening we wanted to eat good, local German – especially Franken – food and wine. And we  did so in Germany’s oldest Weinstube from 1498:  Goldenes Posthorn.  Old, big, warm and very popular.  Especially the famous Bärlauch Suppe ( in Danish: ramsløg ) was fantastic. Followed by local grilled dishes with mushrooms, etc. Uhmmmm J   Sent down our  “tasting alley” with excellent Frankenwein in Bocksbeutel bottles.  Life makes real sense in such a situation JJ

On Goldenes Posthorn: 

http://www.die-nuernberger-bratwurst.de/index.php?id=3    

 

( PS: Want to make Bärlauchsuppe?  http://www.kochecke.at/kochrezept-baerlauchsuppe.html  )

( PSS: Und Frankenwein dazu?  http://www.gwf-frankenwein.de/   )

 

VOLKACH:

Filled with great impressions of all sorts we left Nürnberg the following day to discover more of the beautiful Bavarian landscape. The first target was the small and very charming wine village of Volkach.  We have been there before. And we will come again. Really a lovely and joyful village – with half-timbered houses and wine producers everywhere:

http://www.volkach.de/tourismus_tourismus_de,148.html   

Our favourite wine dealer is Max Müller, where we bought a reasonable number of Bocksbeutel bottles.  You can also order wine from them over the Internet:

http://www.max-mueller.de/  

 

ROTHENBURG ob der TAUBER:

Next target on our trip was Rothenburg ob der Tauber:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rothenburg_ob_der_Tauber   

A pearl of a small city. With old medieval city walls all around it. And with very steep and narrow streets with old undamaged houses.  It has always been a very popular  town to visit for tourists, also for Danes. We also saw a few.

Our hotel was Romantik Hotel Markusturm. A nice, old hotel built into the old city wall.  More here:

Romantik Hotel Markustur

Rödergasse 1, D-91541 Rothenburg ob der Tauber

Tel. 0049 9861 94280

 e-mail:  markusturm@romantikhotels.com  

  www.romantikhotels.com/Rothenburg

 

We were lucky to be in town at the same time as one of their many festivals. With music, markets, and superb weather.

In the evening we joined the local Night Watchman, who in medieval clothes and with old medieval weapons too showed us around the old city – introducing us in a very entertaining way to the horrors and very difficult “good old days” in Rothenburg.

 

The very special occasion during our stay in Rothenburg was that “my ladyship” turned 29 again J   Of course, this had to be celebrated.  In the evening before the great day we selected the best place in town – at the recommendation of helpful locals. It is called  Restaurant Kloster-Stüble – a very historical place with excellent atmosphere and food & wine.

http://www.klosterstueble.de/   

Here we enjoyed the very best Bärlauch Suppe on the whole trip – perhaps even the best ever J  

Next morning our hotel arranged a nice birthday breakfast with flowers and congratulations. And my local present that morning was “Rothenburger Schneeballen” – a special sort of cake, which is very actively promoted all over the town.

 

MAINZ:

Our last stay on this spring tour took us to the city of Mainz  in Rheinland-Pfaltz at the Rhein. A lovely city, which goes back to the Romans ( there are still big remains of the old Roman water line from outside the city ). And also the city of JohannGutenberg – the inventor of printing.  An  interesting Gutenberg Museum - very recommendable.

About Mainz:  http://en.wikipedia.org/wiki/Mainz   

The city was in former times very much under French dominance ( its name in French is Mayence ). It is said that the reason why the streets signs on street parallel to the Rhein are blue and those on streets going towards the river are read is that it should help Napoleon’s drunken soldiers from getting lost J

A special Danish angle to Mainz is that the Town Hall was made by the famous Danish architect Arne Jacobsen ( who also made the the hall in Aarhus, Denmark ).

Our hotel in Mainz was very pleasant and quiet – a part of a clinic – and placed near the centre in the green belt of Mainz – the former fortress area:

Hotel am Römerwall,

Römerwall 51-55, D-55131 Mainz

Tel. 0049 6131 2577

e-mail:  roemerwall@t-online.de

www.roemerwallhotel.de  

 

After a lovely walk in the botanical gardens and in the old city together with Liselotte’s German cousin Carl-Peter and his Karin we had dinner at a very nice and very intimate Weinstube called Zum Beichtstuhl ( in the “Confession Chair” ).  Perhaps we needed it J   It was great, anyhow.

Try:  http://www.zumbeichtstuhl.de/

And the night cap we enjoyed in another great place: Heiliggeist ( ”Holy Spirit” ) – an old hospital now turned into a huge, swinging wine bar:

http://www.heiliggeist-mainz.de/  

So we ended our German tour in a rather religious mode – at least what the places were concerned J

 

HUNSRÜCK:

The way back towards Rixensart took us through lovely Hunsrück south of the Mosel river:  http://www.hunsruecktouristik.de/ 

There we came across an old SS concentration camp SS Sonderlager Hinzert, which is now made a memorial: 

http://de.wikipedia.org/wiki/SS-Sonderlager_Hinzert   

Always a very sad and reflective experience.  Those people should not have died and suffered in vain. This is definitely OUR task to ensure.

 

SCHENGEN:

Talking about avoiding another disastrous European civil war like World War I and II  it was very natural to go to Schengen on the way home. The small village at the Mosel in Luxembourg, where the borders between that country and Germany and France meet. And where European leaders in 1985 signed the agreement which give us all free movement without borders and border control. A key building stone of what is today’s peaceful and cooperating Europe.

On Schengen:

http://en.wikipedia.org/wiki/Schengen,_Luxembourg

On the Schengen agreement:

http://en.wikipedia.org/wiki/Schengen_Agreement

 

 

A fantastic spring trip came to an end!  Altogether 1.550 km behind us. And an appetite for more visits to Bayern & its neighbourhoods  in our mental bags!

 

It is all recommended to all of you!

 

Liselotte and Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  kimbrer@gmail.com

May 1, 2010  

 

www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk   ( dansk )

www.simplesite.com/kimbrer    ( English )

http://kokkenskriveren.blogspot.com    ( dansk )



Oplev 3-dages fødselsdag i Vestflandern og Bruxelles

Jeg vil  gerne  kort fortælle jer, hvordan mine ”3 fødselsdage” i januar 2010 forløb. Koreografen var Liselotte. Hun havde fundet på det hele og sat det i scene. Herligt J

 

FREDAG:

 

På selve dagen – i fredags – startede løjerne traditionen tro med fødselsdags-morgenmad herhjemme med flag og det hele. Vort bordflag er dog efterhånden så udtjent, at det kunne trænge til en afløser J   Blomster, gaver, musik og morgenhygge. Og sågar gaver af både personlig og praktisk art.  Lige i øjet!

 

Således udstyret gik turen til Vestflanderen. Målet var en dejlig belgisk kro i en ligeså dejlig landsby. Landsbyen hedder WATOU og ligger lige ved den franske grænse og kun 20 km fra Nordsøen. Den er kendt for to ting: Digternes og kunstnernes samlingssted. Blandt andet den kendte Hugo Claus. Og det andet er øl-brygning. Området er centrum for humle-dyrkningen i Belgien. På flamsk hedder humle hommel.  Så vor kro hed selvfølgelig t’HOMMELHOF ( Humlegården ). Et dejligt gammelt sted med store traditioner.  Og maden, det flydende og betjeningen var helt i top.

 

I kan selv kigge med her:      http://www.hommelhof.be/   

 

Kroen og stedet kan på det varmeste anbefales  J

 

Efter en rundtur på gåben i den hyggelige landsby, inkl. et enkelt meget lokalt Gasthof, kastede vi os ud i fødselsdags-middagen med alt hvad dertil hører.  God oplevelse.

 

Jeg glemte at fortælle, at vi på vej fra Rixensart til Watou besøgte det kendte slot BELOEIL – ikke så langt fra Mons. Et slot, der går mange hundrede år  tilbage og næsten altid har været i slægten De Ligne’s besiddelse. Også i dag.  Det var en af familiens tidligere overhoveder, der engang sagde: Enhver har to fædrelande: Sit eget – og Frankrig! Slottets have er noget særligt. Den er anlagt af ingen ringere end Le Nôtre. Det var ham, der også anlagde haverne ved Versailles under Solkongen.  Nå, men slottet behagede ikke at være åbent for publikken før den 3. april. Så vi beså det udefra – og gik så på den lokale kro for at nyde en beskeden frokost over en god belgisk øl ( læs: Chimay Bleu ).

 

Mere om Beloeil her:  http://www.eupedia.com/belgium/beloeil.shtml  

 

LØRDAG:

 

Dagen efter – min fødselsdags 2. dag – gik turen videre. Først et lille smut ind i Frankrig. Ikke et eneste skilt markerede den lokale grænse.  EUs interne marked har virkelig slået til her.  Hurra ! Derefter tilbage til Belgien til den lokale ”storby” POPERINGE. Hummeldyrkningens hovedstad.  Byen lå bag fronten under stillingskrigen under 1. verdenskrig, og den var et slags ”fri-kvarter” for de britiske styrker i området. ”Talbot House” – nu koncerthus – var et af Tommy’ernes fristeder.  Poperinge kan også bryste sig af at være Rixensarts flamske venskabsby.

Om Poperinge:  http://en.wikipedia.org/wiki/Poperinge

 

Efter en tur rundt i centrum og indkøb af stedets bedste bryg til vort hjemlige Valhalla agede vi videre hjemad mod Rixensart.  På vejen gjorde vi holdt i den hyggelige by ATH. Den blev særlig kendt for en del år siden, da den store gasledning, der fragter gas fra Rusland til Frankrig, sprang i luften.  Men nu var det stille og fredeligt. Og vi bemærkede blandt andet, at alle turist-skiltene var både på fransk, flamsk, engelsk og tysk. I Poperinge var de kun på flamsk.  Room for improvement”, kære poperinger L   

 

SØNDAG:

 

På denne 3. fødselsdag festede vi videre sammen med min søn Lasse. Det skete med en stor søndagsbrunch på CAFE WILCHERS på Hotel Conrad inde i Bruxelles.  Byens bedste brunch, siger de selv. Og vi vil bestemt ikke sige dem imod.  Det er lettere at nævne de ( få ) lækkerier, dermanglede, end at omremse alle dem, der var der.  Altsammen akkompagneret af en munter, kolossal dygtig og helt kulsorte hyggepianist – klædt helt i hvidt.   Jo, det var en oplevelse ud over de sædvanlige.

 

Nu har vi så et helt år til at komme af med de ekstra kilo, vi sikkert pådrog os i løbet af de 3 ½ time, vi muntrede os i brunchens favn.

 

Det eneste dårlige ved Caféen er dens hjemmeside. Men I får den alligevel:

 

http://conradhotels.hilton.com/en/ch/hotels/dining_detail.jhtml;jsessionid=H1XY5OU4VNZZ4CSGBIU222Q?ctyhocn=BRUHCCI&index=3  

 

Sidste programpunkt var biffen. Her så vi den nye film INVICTUS – med Clint Eastwood som instruktør og Morgan Freeman som hovedperson.  En fantastisk vedkommende og rørende film. Den handler om Nelson Mandelas geniale arbejde med Nation-Building i Sydafrika i midten af 1990’erne.  Gjort på både inspirerende, kontroversiel og effektiv vis.  Blandt andet gennem hans meget omstridte opbakning til landets primært hvide sportshelte, The Springboks, i rugby.

 

Det er virkelig en film, som man BØR se. Man går både klogere og gladere derfra, end man kom. Og det er vel i grunden ikke så galt J

 

Hvis du ikke kan vente med at vide mere, indtil du ser filmen, kan du kigge indenfor her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Invictus_(film )  

 

 

EFTERTANKE:

 

Jeg lovede at skrive kort. Det holdt jeg ikke. Til gengæld håber jeg, at I gennem min beretning kan leve lidt med i mine 3 fødselsdage. Og måske endda selv få glæde af mine anbefalinger J

 

 

Hvis I også vil se foto-beviser fra ”mine dage”, så kig på de seneste billeder på denne site:

 

www.flickr.com/photos/oplevelser2010  


Oplev RHÔNEN & Omegn

Oplev

R H Ô N E N  &  OM E G N

Udtryk for lidt indtryk fra vor tur 28.12.2009 – 2.1.2010

 

Rhônen er en gevaldig flod i det sydfranske. Den kommer fra det østlige Schweiz. Dens kilder findes i Rhône-gletscheren på vestsiden af Skt. Gotthard Alperne i Valais. Herfra hygger den sig gennem den sydlige del af landet frem til Genève-søen ( som af en eller anden grund hedder Leman-søen ). Den forlader søen igen i den vestlige ende – faktisk inde midt i Genève. Herfra går det videre vestpå og ind i Jura-området i Frankrig. Den slår sig ved Lyon sammen med sin nordfra kommende biflod Saône ( så meget bi- er den nu heller ikke ). Og herfra går det direkte sydpå, hvor den til sidst løber ud i Middelhavet vest for Marseille. Her danner den det kendte Rhône-delta ( der som alle andre deltaer verden over har navn efter det græske bogstav Delta, der ligner et delta ). I alt 812 km flod bliver det til, herunder 531 km i Frankrig.

I de gode gamle romerske dage hed floden Rhodanus.

Lige siden begyndelsen har det været sådan, at Rhônen suser afsted med et kraftigt fald hele vejen. Det har altid gjort den ret vanskelig at sejle på.  Bare fra Lyon til Arles ved Middelhavet falder floden med 147 meter. I dag er der masser af store og små velbyggede sluser hele vejen. Men på trods af det er trafikken meget begrænset. Det er for besværligt og derfor for dyrt at sejle igennem alle disse sluse-forskydninger. Men alle sluser producerer elektricitet.

Til gengæld kan man fra Rhônen komme direkte til de andre større floder i Europa. Der findes siden langt tilbage en kanal mellem Rhône og Rhinen. Det samme gør der til den store vestfranske flod Loire ( Canal du Centre ). Og Bourgogne-kanalen forbinder Rhône-Saône med Seinen.  Så har man tålmodighed nok, kan man krydse sig hele vejen gennem Europa – også til vands.

Læs her noget mere om Rhônen på engelsk:

http://en.wikipedia.org/wiki/Rhone   

 

 

 

FLODKRYDSTOGT:

Vi indtog en god del af Rhônen til nytår 2009-10.  Sammen med gamle venner fra det danske lod vi os fornøje på et flodkrydstogt fra Lyon til Arles – og sågar tilbage igen. Det skete i dagene 28. December 2009 til 2. Januar 2010.  Hvilken herlighed J

Kompagniet hedder CroisiEurope. Vel nok det allerbedste selskab for flodkrydstogter i Europa. Det har hovedkvarter i Strasbourg og ejer 28 skibe, der alle sejler Europas floder tynde – hver med 150-200 passagerer.  Vi par prøvet det før på Donau i 2008. Og det er bestemt ikke sidste gang.

Se mere om firmaet og dets tilbud her:

http://cruise.croisieurope.com/  

Vi sejlede denne gang med MS Mistral ( opkaldt efter den kolde nordenvind fra Alperne netop i Rhône-dalen på visse tider af året ). Dejligt skib fra 1999 –med senere ansigtsløftninger. Skibet er som de andre søsterskibe bygget på et værft i Namur kun 35 km fra os i Rixensart, så vi føler også på denne måde, at det på sæt og vis er vores særlige skib !

Besætningen var først og fremmest ungarsk. Unge, friske mennesker, der kunne og ville tage fat – ikke mindst med at betjene os efter alle kunstens regler. Kaptajnen var dog fransk, en hyggelig, stille mand, der gik rundt og rykkede i diverse hjul og håndtag. Kokken var ikke fransk ( formentlig også ungarer ), men han lavede mad, så franskmændene ville misunde ham det J    Og chefen for hele personalet og over-hygge-mester hed Jean-Marie og var fra Colmar i Alsace.  Således udstyret begav vi os ud på de vilde flod-vover den gode eftermiddag den 28. December.

Inden da var vi vel ankommet til Lyon med Brussels Airlines. Danskerne fra København – de skulle op ved 03.30 tiden J   Men hva’ gør man ikke for en god oplevelse. Til gengæld kostede selve flybilletten kun 120 kr. per person.  Og vi fløj fra Bruxelles ( hvor vi i øvrigt mødte de andre i den morgenstille lufthavn ). Vi landene alle som planlagt i Saint Exupéry lufthavnen 30 km fra Lyon. Den er opkaldt efter den lokale helt, der i sin tid skrev ”Den lille prins”. Som bijob var han fransk jagerpilot under Anden Verdenskrig og var så uheldig at blive skudt ned og dræbt af en tysk jager i 1944. Og selv om den tyske pilot for nylig afslørede, at han som varm ynder af ”Den lille Prins” dybt beklagede, at han havde skudt Saint Exupéry ned, så redder det desværre ikke så meget. Så vi fik aldrig en bog om f.eks. ”Den store Prins” L  

Om Antoine Saint Exupéry:  http://en.wikipedia.org/wiki/Antoine_de_Saint_Exup%C3%A9ry

Om lufthavnen:  http://en.wikipedia.org/wiki/Lyon-Saint_Exup%C3%A9ry_Airport 

 

 

OM  LYON.

Byen Lyon er en dejlig og spændende by. Frankrigs tredjestørste med 1,5 million indbyggere. Dens oprindelse er keltisk ( eller gallisk, som romerne kaldte keltisk ). Under Romerne hed byen Luplunum.  Der er stadig mange gamle bygninger i centrum fra Middelalderen. Gode gemmesteder, også under 2. Verdenskrig, hvor tyskerne havde de største vanskeligheder med at hamle op med den lokale modstandsbevægelse. Lederen af Gestapo i Lyon, Klaus Barbie, også kaldet Slagteren fra Lyon, var yderst hårdhændet i sine metoder og måtte mange år senere stå til regnskab for dem.  Den franske modstands førstemand, Jean Moulin, kom fra Lyon, og blev tortureret og myrdet af Barbie og hans håndlangere.

I dag er byen en gastronomisk højborg. Og det siger ikke så lidt i det madglade Frankrig. Det er især i det gamle Lyon, Saint Jean kvarteret, at man finder de kendte og typiske Lyon restauranter, der kalder sig ”Bouchon Lyonnais”.  En af de kendte lokale specialiteter er grillstegte grisetæer.  Dem besluttede vi dog at udsætte bekendtskabet med til en anden god gang.

I dagens Lyon finder man også EURONEWS’s hovedkvarter med løbende nyheder på 8 sprog. Det blev i 1995 placeret her i skarp konkurrence med bl.a. München.

Se mere her:    http://www.euronews.net/ 

Af andre kendemærker skal nævnes den store Valfartskirke, der ligger på byens øverste bjergtop. Den udmærker sig ved, at alle religioner er velkommen til at bruge den.

Se meget mere om LYON her:  http://en.wikipedia.org/wiki/Lyon  

 

TOGTET  SYDPÅ:

Hvad er det egentlig, der gør krydstogter, herunder også flodkrydstogter til noget ganske særligt?  Jeg vil nævne 3 væsentlige ting:

1)      At man indkvarterer sig fra starten og derefter tager sit hotelværelse med overalt

2)      At man lader verden med alle dens vidunderligheder passere forbi, mens man på dækket, i salonerne eller på sit værelse stornyder synet og oplevelsen uden at skulle hverken træde i pedalerne eller på speederen eller bevæge sine gangvorter i systematisk følge med langsom fremadskridende bevægelse til følge

3)      At man man bliver betjent på alskens måder døgnet rundt og ikke skal koncentrere sig om andet end at nyyyyde og sove.

Er det argumenter nok? Ellers kan jeg sagtens komme i tanker om flere J

 

Fra Lyon sejlede vi sydpå de godt 300 km til Arles. Vi startede sidst på eftermiddagen og nåede frem ved 13 tiden næste dag. Dels tog det meget tid at komme igennem de mange sluser. Og dels tror jeg også, at kaptajnen skyndte sig langsomt, da vi var kommet ned i Provence-landskaberne, så vi rigtig kunne nyde dem. Det gjorde vi i hvert fald.

På vejen – ikke så langt fra Lyon – kom vi forbi en gammel kending. Nemlig hotellet ”Beau Rivage” i flodbyen Condrieu. Her boede vi under opvarmningen til Liselottes 60 års fødselsdag ( eller var det 30 ?! ) for et par år siden – på vej til løjernes centrum nær Nice.  Vi havde en suite lige ud til floden, inkl. En særlig morgen-læsestue. Et sted HELT i top. Se selv her:

http://www.hotel-beaurivage.com/en/index.html   

 

Om ARLES:

Vi er nu nået til togtets sydligste mål, den lille idylliske Provence-by ARLES.  Byen er grundlagt af selveste Julius Cæsar i år 46 f.kr.  Og den ligger på den nordlige kant af det særprægede område Camarguen med de vilde heste. Der er kun 24 km til Middelhavet.  Under Konstantin den Store var byen Galliens hovedstad. Senere blev den hovedstad i kongeriget Arelat, og først endnu mange år senere kom byen og området under Frankrig. Byen har siden romertiden været i konstant konkurrence med Marseille længere mod øst. Da de nye TGV tog ikke stopper i Arles, var det et stort slag for byen.

Midt i byen ligger der et stort romersk amfiteater med plads til 25.000 tilskuere. I Middelalderen blev der bygget huse inde i arenaen. Men i 1830 blev alle 242 huse revet ned og fjernet. Efter Pompejis og Herculanums opdagelse var interessen for antikken blevet stærkt vakt, og man ville også i Arles genskabe den gamle arena. Den bliver brugt den dag i dag, dog ikke til gladiatorkampe, men til tyrefægtning og andre loke fornøjeligheder.

Arles navn i dag er især knyttet til den hollandske maler Vincent van Gogh. Han flyttede hertil fra Paris og boede her i et par år. I den periode var han meget aktiv. Han lavede bla. 200 malerier i perioden, bla. Nogle af hans mest berømte, bl.a. ”Postbudet fra Arles”, portrættet af hans nære ven. Nogen økonomisk succes var det dog ikke. Han solgte kun 2 malerier i hele perioden og måtte leve på støtte fra sin bror Theo.

Byen har markeret sin kendte ”søn” bla. Ved an Fondation Van Gogh og også med et interaktivt udstillingscenter om ham. Dog findes der mærkeligt nok ingen malerier af ham i byen.

Se mere:

Om Arles:            http://en.wikipedia.org/wiki/Arles

Om van Gogh:     http://en.wikipedia.org/wiki/Vincent_van_Gogh   

 

Om AVIGNON:

Vort næste mål på floden var AVIGNON. Hovedstaden i departementet Vaucluse. Ikke langt fra de berømte kilder, hvor enorme mængder vand konstant fosser ud af bjergene.

 

Romerne kaldte byen Avenio. Den var faktisk romersk koloni fra 48 f.Kr. I år 730 blev den ødelagt af araberne. Og så kom dens storhedstid, da Paverne flyttede hertil fra Rom. Byen var pavens residens i perioden 1309-77.  Det enorme paveslot ligger der stadig. Det blev senere sæde for ærkebiskoppen.  Det var også paverne, der byggede de tykke mure rundt om byen, som stadig er helt intakte.

Ude i floden kan man se den berømte halve bro, Pont d’Avignon.  Det er ruinerne af en gammel bro, der aldrig er bygget op igen. I stedet har den i århundredernes løb givet anledning til mange fortællinger, romancer og folkelige begivenheder. Og den dag i dag er broen især kendt for denne melodi, der stammer fra en lokal folkevise fra det 15.århundrede:

http://en.wikipedia.org/wiki/Sur_le_pont_d%27Avignon

( klik også på melodien i nederste højre hjørne )

På krydstogtet spillede højtalerne naturligvis melodien, da vi passerede den halve bro J

Avignon er en dejlig og hyggelig by med gamle krogede gader, der hyggeligt snor sig op og ned ad de stejle skråninger, som byen er bygget på. Bestemt et eller to besøg mere værd!

Se mere om Avignon på engelsk:   http://en.wikipedia.org/wiki/Avignon  

 

Om VIENNE:

Vort sidste stop på floden var den lille og ligeledes ”romer-gamle” by VIENNE. Den ligger kun 30 km syd for Lyon. Byen har mange gamle romerske mindesmærker, bla. en gammel romersk stenvej. Imponerende.

Byen var før romerne Allobrogernes hovedstad. Under de romerske herskere blev den hovedstad i Gallia Viennenois. Og det mest kendte mindesmærke er ganske sikkert Augustus og Livias tempel.  Et af de mest velbevarede templer fra den periode overhovet. Det er lykkedes at undgå ødelæggelser, fordi templet i mange år blev brugt som kristen kirke.

Se mere om Vienne her:    http://en.wikipedia.org/wiki/Vienne,_Is%C3%A8re  

 

 

Konklusion :   Endnu et fantastisk krydstogt er slut. Men oplevelserne lever stærkt videre. Og appetitten til at se og opleve endnu mere er der ikke blot fortsat. Den er styrket J

 

Se også billeder fra turen her: 

http://www.flickr.com/photos/oplevelser2010    

 

Niels Jørgen Thøgersen

Januar 2010             

e-mail:  kimbrer@gmail.com     

 

www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk    
Enjoy VENEZIA ( opdateret udgave )

                                                             Enjoy

 

V E N E Z I A

 

 

Venezia is a fantastic city. No other city in the world  is like that. Has that background. That history. A similar geographical location. And such a popularity among people from all over the world.

 

Its origins go more than a thousand years back. The first Venetians fled from enemies on the mainland and started building their houses on about 100 small low-lying islands in the middle of a swampy lagoon. They invented a special building technique, which lasted for many centuries. By around 1500 the city more or less had the form it has today. And the Venetian state had become a world power, not least at sea. Marco Polo came from Venice. He went later to China and became mayor of Beijing. The Venetian palaces became a model for many parts of the world. Not least the palace of the Doges is very famous.

 

The old city is today divided in six districts. The Canal Grande goes through it like an upside-down S. And about 140 small bridges are connecting all parts of the city – only for pedestrians. No cars anywhere in the city. They are only allowed in the very western point of Venezia – at Piazza di Roma, where also the train station can be found. From here you have to transport yourself by foot – or on boats on the water.

 

The normal water transport is the Vaporetto. You can say it is a waterbus. Many lines connect most parts of the city, including the international airport, the Marco Polo Airport. If you are there for some days, then buy a Card for 3 days. It costs (2008) 35 €.  You can go anywhere by Vaporetto. But remember to stamp your ticket each time you board a boat.

 

You can also use the water taxis. Nice, pleasant and interesting. They take you anywhere, if there is water. But they are expensive. Ask for the price, before you start. To and from the airport to the city centre they cost 115 €  ( 2009 ).

 

What about the gondolas? Yes, absolutely. Very charming.  And very expensive. Do remember to negotiate the price, the route and how long the trip will last, before you start. In November 2005 we paid 70 € for half an hour. But it’s charming. Especially if you can make the gondoliere sing!

 

The traghetto is another means of transport. It is a very small boat a sort of a gondola -, which takes you from one side of the Canal Grande to the other. Very cheap. And you normally have to stand up. Don’t lean too much out!

 

When you do the Canal Grande by boat you will among many other things see the two most famous bridges: Rialto and Accademia.  You should certainly also visit them by foot.

 

What else is a MUST to see in Venice?

 

The short answer is: Everything. But normally this is not possible. So here is what we think is a MUST:

 

  • St. Mark Square – fantastic layout. If the weather permits, take a (expensive) glass of something on one of the cafes on the Square. Often they have outdoor music. Don’t touch the pigeons. They might be sick. But they are an integral part of the Square

 

  • Go to the top of the Campenile (there is a lift!) – the huge red “pencil” on the square. If the weather is good you have a fantastic view over the city and the lagoon from there

 

  • The Palazzo of the Doges is, of course, very interesting. Go also via the Bridge of  Sighs to the old prison next door

 

  • St. Marc Churchis unique in itself. Originally built as the private church of the Doges. Today it’s the cathedral of Venice. Very oriental style. Somewhat dark inside. Don’t miss to see it beautifully illuminated on the outside at night. See it from St. Mark’s Square

 

  • Outside the tourist area:  go to the Cannaregio district. Quiet and nice. Especially the old Jewish area is very nice. See Piazza del Ghetto.  The word ghetto comes from there. There are guided tours in the district now and then

 

  • Another very interesting area outside the main quarters is Dorsoduro with Piazza Barnara on the southern side of Canal Grande. It’s a short walk from the Accademia Bridge towards Rialto. We always by the best parmesan cheese in the world in a small ecological shop on that square

 

  • East of St. Mark’s Square – go to Via Garibaldi.  This is the street where the locals go shopping, and where the restaurants are full of locals. And the prices much lower than elsewhere. This street was built by Napoleon on the top of a canal, because he wanted a real shopping street!

 

  • The fish and vegetable market near the Rialto Bridge is also very interesting.

 

  • There are lots of art exhibitions in Venice. The permanent exhibitions in the Guggenheim Museum and in the Galleria Accademia, both in Dorsoduro near the Accademia Bridge, are very interesting. Ask the hotel what else is available.   The newest art museum is called Punta della Dogana Museum.  www.palazzograssi.it   It’s at the other side of Canal Grande seen from St. Mark’s square. Just next to the church De la Salute.  The building is the old customs house. And the art in the museum is VERY modern and provocative.

 

  • Where to go and eat?   There are hundreds of nice places. Go for the Osteria  restaurants. They are normally small family owned and run restaurants. Very, very good

 

  • One especially nice restaurant is:  Ristorante Al Ghiadinett. Address: Castello, 4928. Tel. 0039 041 523 8778.   You find it in the small streets behind St. Mark’s Church. Excellent food! And drinks!  Don’t forget their best Grappa!

 

  • Harry’s Bar at the Canal Grande, not far from St. Mark’s Square, is famous and very interesting. For a drink or a snack. It’s small and often very full.

 

  • And where to stay? We have found a very nice family run small hotel just at the Lagune – 200 m from St. Mark’s Square: Hotel Paganelli.   And very reasonable prices.

 

                                 Hotel Paganelli

                                 Riva degli Schiavoni 4182, Campo San Zaccaria 4687

                                 I-30122 Venezia, Italia

                                 Tel. 00390 041 522 4324

                                 e-mail:  hotelpag@tin.it   og  info@hotelpaganelli.com

                                                                      www.hotelpaganelli.com

 

         

  • Excursions by boat out of the centre: Go for two islands: Murano  (the centre of glass)

And Burano.  But be careful: only few Vaporettos to Burano every day

 

 

    Have a fantastic stay in bella Venezia!

 

    Liselotte & Niels Jørgen Thøgersen

 

    November 2009.  ( 2nd edition ) 

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com    

 

 

See more:

 

www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk      ( Dansk )

 

www.simplesite.com/kimbrer           ( English )


Oplev SICILIEN

Oplev

 

S I C I L I E N

 

Sicilien er nok den mest interessante ø i hele Middelhavet. Det er i hvert fald den ø, der har den mest spændende og den mest afvekslende historie i området.

 

Det er naturligvis heller ikke så mærkeligt. Den ligger lige midt i dette store indhav.

 

Sicilien er på 25.000 kv.km – godt halvt så stort som Danmark. Og den har godt 5 millioner indbyggere – helt som Danmark.

 

Men nu noget om dens meget spændende historie:

 

Grækerne var de første, der i historisk tid slog rod på øen. Deres spor finder man stadig over det hele. Lige fra Archimedes hjemby Siracusa ( Syrakus ) til Catania ( græsk: Katane ) og til Taormina, bl.a. med det store, imponerende græske teater. Det var især korintherne, der kom til Sicilien. Lige over havet.

 

Senere kom fønikerne fra Mellemøsten. Også kaldet punerne. De havde i lang tid et af deres hovedsæder i Karthago lige på den anden side af havet i det nuværende Tunesien.

 

Den græske og puniske dominans blev afløst af romerne. De var Siciliens ubetingede herskere gennem mange århundreder. Og de brugte og ombyggede ofte de græske monumenter, teatre og andre bygninger. Meget af det findes på øen den dag i dag.

 

Da Romerriget blev kristent og snart opdeltes i en vestlig og en østlig del ( byzantisk ), blev det byzantinerne fra Konstantinopel, der blev herskere på Sicilien.

 

De måtte fra 1061 se sig slået af normannerne, der kom ad søvejen fra det nordlige Frankrig. De var i virkeligheden danske vikinger og deres efterkommere. Og på Sicilien kæmpede de ofte mod væringerne fra Byzans ( Konstantinopel ).  Disse var svenske vikinger, der nu var i tjeneste hos kejseren i det byzantinske rige. Altså vikinger mod vikinger. Langt væk fra Norden. Men med enorm magt i det sicilianske samfund. 

 

Næste folkeslag, som overtog magten, var araberne – maurerne fra Nordafrika. De satte sig i nogle århundreder på store dele af det sydligste Europa. Og de har naturligvis også efterladt sig spor. Både i kulturen, i sproget, i maden og på mange geografiske lokaliteter.

 

Den arabiske periode blev afløst af en europæisk – med herskere fra Spanien, Tyskland ogFrankrig. Alle på forskellige tider og på forskellig måde. Herskere, der af den lokale befolkning altid blev opfattet som fremmede og undertrykkere. Men også som beskyttere i urolige tider. Feudalvæsnet havde gyldne tider med herremænd, der havde hals- og håndsret over befolkningen i deres eget område. En tradition, mange anser for at være en væsentlig del af baggrunden for mafiaen  ( se nedenfor ).

 

Da nationalismen for alvor brød frem i det meste af Europa i midten af 1800-tallet, nåede den også til Sicilien. Den daværende dominerende magt i Italien, kongeriget Savoyen med hovedstad i Turino, sendte oprørslederen Garibaldi til Sicilien sammen med 1000 af hans såkaldte ”rødskjorter”. De fik hurtigt magten på øen. Og få år senere ( i 1870 ) var hele Italien samlet i ét land under kong Vittorio Emanuele. Samtidig var det fra disse år, at mafiaen på Sicilien fik virkelig gang i sagerne. Ikke mindst på det vestlige Sicilien. Med politiske mord, beskyttelsespenge og anden voldelig aktivitet.

 

Under 1. verdenskrig gik Italien fra 1915 ind i krigen på de allieredes side. Det anså Østrig-Ungarn som dets hovedmodstander. Og ved fredsslutningen fik det da også belønningen ved at få tildelt de hidtil østrigske områder Sydtirol ( Alto Adige ) og området omkring Triest ved Adriaterhavet. Men landet kom samtidig ud af krigen som et meget fattigt land med store indre spændinger.

 

Det gav fascisterne mulighed for at erobre magten allerede fra 1922. Og Benito Mussolini blev den ubestridte diktator ( Il Duce , et navn han vel tog fra det gamle Venezias Doger ). Han lovede befolkningen at sikre Italien storhed ved at genskabe Romerrigets magt og pragt. Det skulle komme til at gå helt anderledes.  Et af de få positive initiativer fra hans side var at sætte al kraft ind på at nedkæmpe mafiaen – og med stort held. Han kunne naturligvis ikke acceptere flere magtcentre i sit centraldirigerede land.

 

Da 2. verdenskrig brød ud, meldte Mussolini sig straks på Hitlers side. Han så det som en mulighed for at gennemføre sin fantasiplan om et Storitalien.  Det gik som bekendt helt galt.

 

I juli 1943 invaderede englænderne ( under Montgomery ) og amerikanerne ( under Patton ) Sicilien fra sydøst og syd. De havde på forhånd diskuteret denne plan med navnet ”Husky” ganske meget. USA var imod. Men englænderne fik deres vilje. Efter hårde kampe, især med de 32.000 tyske tropper ( under general Kesselring ) overtog de allierede i august 1943 magten på hele Sicilien. Mens det lykkedes stort set alle tyske tropper at slippe over til fastlandet, blev de 140.000 italienske soldater taget til fange.  Samtidig blev Mussulini regimet væltet og diktatoren taget til fange. Og selv om tyske specialenheder kort tid efter befriede ham og indsatte ham som leder af en italiensk lydregering i Norditalien, var tyskerne fra nu af de reelle herrer i det besatte Italien.  Det varede det meste af resten af krigen, hvor de allierede under hårde kampe trængte dem mere og mere nordpå.

 

Efter befrielsen afskaffede italienerne kongedømmet i 1946 og oprettede en demokratiskrepublik. Ialt 5 regioner fik et særligt selvstyre. Sicilien var en af dem. Med eget parlament, egen præsident og egne lokale myndigheder. Men naturligvis stadig en del af republikken Italien.

 

I den første tid efter krigen var der på Sicilien en aktiv bevægelse, der seriøst forsøgte at få øen optaget som en stat i USA. Amerikanerne var meget populære. Men den plan kom der naturligvis ikke noget ud af.

 

I stedet tog de europæiske samlingsbestræbelser fart. Sicilien kom på sin vis til at spille en vigtig rolle heri, da den afgørende konference, der førte til starten af EU, fandt sted i Messina i 1955. Den italienske leder hed Alfredo de Gasperi og var fra Sydtirol og derfor også tysktalende. Det var af afgørende betydning i forhandlingerne med Konrad Adenauer fra Tyskland og Robert Schuman fra Frankrig, også begge tysktalende. Ofte er det i politik de små ting, der får den store betydning.

 

I EU-samarbejdet har Sicilien i alle årene været et af de områder, der har fået allermest økonomisk støtte fra både Bruxelles og Rom. Hele det sydlige Italien kaldes Mezzogiorno og er ét stort udviklingsområde.  Norditalienerne har ofte kun et skuldertræk til overs for folk fra syden. ”Afrika begynder i Rom”, siger de.  Der findes endda nu om dage et stort politisk parti, Nordligaen ( Lega Norte ), som ikke vil betale til de sydlige regioner og nærmest ønsker et uafhængigt Norditalien. De arbejder tæt sammen med Berlusconi.

 

Det er også i hele Mezzogiorno-området, at mafiaen spiller en meget stor rolle. Såsom Comorraen i Napoli og den sicilianske mafia. Efter befrienlsen fra Mussolini i 1943 vendte den meget stærkt tilbage. Skiftende italienske regeringer har enten bekæmpet den og/eller på forskellig måde samarbejdet med den. Mange mennesker i de pågældende egne betragter mafiaen som noget meget naturligt, ja næsten som noget uundgåeligt. Men der er tegn på, at unge mennesker i dag mere og mere vender mafiaen og hele den organiserede kriminalitet ryggen. Der arresteres hvert år i hundredevis af lokale mafiosi, og nogle af dem prøver at få nedsat straf ved at ”synge”, dvs. at hjælpe politiet med oplysninger om organisationen.

 

POLITISK ligger Sicilien klart på den italienske højrefløj. Indtil 2001  havde Berlusconi og hans folk absolut flertal i alle organer, der betød noget på øen. Siden da er der – også på højrefløjen – opstået en ”Sydliga” omkring Raffaele Lombardo. Han blev i 2008 valgt som Siciliens præsident ved en jordskredssejr ( 65 % flertal ). Bevægelsen ønsker uafhængighed eller i hvert fald mere selvstændighed. Men efter at den ved Europa-valget i juni 2009 allierede sig med populistiske og euroskeptiske kræfter, er det gået tilbage for den.

 

ØKONOMISK-ERHVERVSMÆSSIGT er Sicilien stærkt præget af landbrug med dyrkning af vin og oliven som det vigtigste. Normalt delt op i små og selvstændige brug. Kollektiver er ikke populære på øen. Man vil selv. Naboens produkter er helt sikkert ikke så gode som ens egne L   Hvorfor så gå i samarbejde med ham.  På det allerseneste erd er dog visse tegn på, at en del tilslutter sig andelsforetagender.

 

TURISME er selvfølgelig også en meget vigtig faktor i den sicilianske økonomi.   Godt vejr. Smukke landskaber, endda en levende vulkan. Søde og venlige mennesker. Herlig mad ( måske den bedste i hele Italien ). Og liflige og meget ganevenlige lokale vine. Det skal ”gå galt” hvad angår millioner af turister J  

 

SPROGET på Sicilien er italiensk. Udtalen er mere dreven og bredere end i resten af landet. Og med de mange fremmede indvandere i århundredernes løb er det ikke underligt, at dette også har sat sine spor i særlige ord og udtryk samt i mange stednavne, naturligvis.

 

Og så er der UDVANDRINGEN fra Sicilien. Både efter 1. og efter 2. verdenskrig udvandrede millioner. Normalt på grund af dårlige økonomiske vilkår. Men også fordi de ikke ville acceptere den store, organiserede kriminalitet.

 

Masser af mennesker udvandrede til Norditalien. Den moderne økonomi i nord såsom FIAT i Turino er stærkt afhængig af indvandringen fra syd.  Andre – over en million – flyttede til USA, ikke mindst til storbyer som New York. Ofte flyttede mafiaen med. I USA kaldes den Cosa Nostra ( ”Vor Sag” ). Men langt, langt de fleste udvandere var og er helt lovlydige borgere, der på mange måder bidrager meget positivt til deres nye hjemstavn. Og dette samtidig med, at de oftest fastholder den nære kontakt hjem til Sicilien.

 

 

Hvis man som TURIST vil opleve denne spændende ø og dens store  forskelligheder kan man f.eks. starte i det antikke Siracusa, tage vestpå til Agrigento, ind i landet ( f.eks. til PiazzaAmerina med kejservillaen ), fortsætte helt ud vestpå til det meget bjergrige Trappani-område, tage kysten tilbage til den spændende og udfordrende hovedby, Palermo, og slutte i perlen af dem alle, Taormina, på Etnas kant lige ud til havet. Øen har fine motorveje og andre veje med god skiltning. Og store og små hoteller i hundredevis. Og små overnatningssteder som Bed & Breakfast og små kroer findes i tusindvis.

 

Og vil man SMAGE på øens vin, kan jeg anbefale CORVO – Ghini 2007. Og også rødvinen NERO d’AVOLA. 

 

Det SICILIANSKE KØKKEN er kendt og spændende. Enkelt og ukompliceret. Formentlig fordi øen altid har været fattig på penge, men rig på naturlige råvarer. Spørg tjeneren, om de har noget særligt, som ikke står på kortet. Så ”risikerer” man at få nogle særlig dejlige oplevelser J

 

 

Det var lidt – måske endda lidt for meget – om den fantastiske ø, SICILIEN.

 

Rigtig god fornøjelse , hvis du beslutter dig til at gøre den et besøg. Et besøg, hvor du med garanti vil få en masse spændende og usædvanlige oplevelser, også med alle de dejlige, hyggelige og imødekommende sicilianere.

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

Oktober 2009   


Oplev PRAG

Oplev          

P R A G

 

Lad mig sige det med det samme: Prag er en fantastisk by.  Klart min by nr. 1 i Europa. Rom er nr. 2.  Jeg har været der et utal af gange. Ikke mindst i mine unge studenterdage, da jeg med mit rejsebureau APOLLON havde byen som et af min hovedrejsemål. Jeg var faktisk i byen den nat, da russerne invaderede Tjekkoslovakiet den 20. august 1968.

 

Og for at være mere præcis så er det den oprindelige by Prag, der er fantastisk. Ikke så meget de nyere forstæder, der i alt for høj grad bærer præg af kommunisternes mishandling af enhver by med fantasiløst højhusbyggeri af dårlig kvalitet.  Det er den gamle del af byen på begge sider af floden Vltava ( Moldau ), man skal koncentrere sig om. Alt er i gå-afstand. Og sejleafstand, hvis man er til sejlads på den bugtende flod.

 

Byen kan ikke undslippe sin historie som en af Østrig-Ungarns gamle, imponerende byer. Med bygningsværker tilbage fra kejserinde Maria Theresia og mange andre. Mange har sikkert set den berømte film om Mozart. Den hedder AMADEUS.  Handlingen foregår i Salzburg og i Wien. Men optagelserne er sket i Prag. Her er bymiljøet fra 1700-tallet bedst bevaret.  Byen – der også går under navnet Den gyldne Stad – blev skånet under 2. verdenskrig. Et af rygterne er, at nazisterne ( vist nok Göring ) så den som sin kommende bopæl, når Nazi-Tyskland havde vundet L  

 

Som ved enhver by man besøger for første gang er det en glimrende ide at tage en hop-on hop-off bustur rundt i byen den første dag. Her får man sig med det samme et godt indtryk af, hvad der er at se. Vælg bussen med omhu. Tag den bus, der viser det gamle Prag, inklusive borgområdet Hradcany.  Ikke forstæderne.

 

Man kan også med stor fornøjelse tage en bådtur på floden. Måske kan man endda vælge en båd med musik og servering J

 

Her har du et kort over byen:  http://www.pragueexperience.com/maps/map.asp   

 

De vigtigste steder for jeres togt(er) til fods:

 

1)       Hovedgaden Vaclavske Namesti  ( Wenzels Pladsen ) med Nationalmuseet oppe for enden.  Gå op til museet ( ikke nødvendigvis ind ) og se de mange skudhuller fra 2. verdenskrig og især fra russernes invasion i august 1968.

 

VACLAVSKE NAMESTI:  http://vaclavskenamesti.com/   

 

På vej derop kommer I inde midt på gaden forbi Jan Palach mindesmærket. Han var den student, der brændte sig ihjel på dette sted i 1969 som protest mod russernes besættelse.

 

JAN PALACH:  http://en.wikipedia.org/wiki/Jan_Palach    

 

2)       Til venstre for Nationalmuseet ligger en stor, moderne cementbygning. Det var kommunisternes såkaldte ”parlament”.  Den bygning gav præsident Vaclav Havel til Radio Free Europe efter selvstændigheden. Jeg tror, at RFE er der endnu.  Før 1989 lå stationen i München og spillede en meget stor rolle for informationerne til de kommunistiske lande

 

RADIO FREE EUROPE:  http://en.wikipedia.org/wiki/Radio_Free_Europe     

 

 

3)       Midt på Vaclavske Namesti ( på højre side , når man kommer fra museet ) ligger det gamle Hotel Jalta.  Det var her alle spionerne mødtes under kommunisttiden.

 

HOTEL JALTA:   http://www.pragueholiday.cz/jalta.php    

 

4)       Hvis du for enden af Vaclavske går et stykke til højre, kommer du til ”Borgernes Hus”. Et fantastisk flot Art Nouveau hus, der i dag har masser af kulturelle arrangementer. Huset både indefra og udefra er et besøg værd. Er flot istandsat efter friheden

 

5)       Hvis man i stedet går lige ud fra Vaclavske, kommer man ind i den rigtig gamle by. Med snoede gader, små butikker, flotte huse ( især hvis man lægger nakken lidt tilbage ) og hyggelige ”vandhuller”.

 

6)       Fortsætter man igennem den, kommer man ned på Den gamle Markedsplads                 ( Staromestske Namesti ) med det gamle rådhus og med Tejn-Kirken ( Týn ).  På rådhuset er man nødt til at opleve det fantastiske, historiske ur, hvor en imponerende procession af munke og andet godtfolk paraderer forbi på bestemte klokkeslet.

 

TEJN KIRKEN:  http://www.pragueexperience.com/places.asp?PlaceID=595   

 

7)       Midt på pladsen står monumentet for Johan Hus – tjekkernes leder under reformationen. Oprøret mod kommunisterne samlede tusindvis af unge netop her i 1989.

 

JOHAN HUS:  http://en.wikipedia.org/wiki/John_Huss    

 

8)       Tejn-Kirken med de to tårne inde bag den gamle husrække har et særligt dansk islæt. Herinde er den danske astronom Tycho Brahe begravet. Man kan se et dansk flag over hans grav i venstre side af kirken. Det var ham, der havde Uranienborg på Hven i Øresund. Men han blev så uvenner med kongen, at han var nødt til at flygte til Bøhmen ( som Tjekkiet hed dengang ).

 

TYCHO BRAHE:  http://en.wikipedia.org/wiki/Tycho_Brahe    

 

9)       Efter alt dette er du sikkert blevet frygtelig tørstig. Det er der mulighed for at gøre noget ved.  Fortovscafeen foran husene ved Tejn-kirken er én mulighed. Meget turistet, men masser at kigge på.  En anden glimrende mulighed er Rådhuskælderen bag ved / ved siden af det gamle rådhus ( U Radnice ). Man kan være indendørs og også udendørs. Her ligger ”kælderen” på 1. sal. Men det gør vel ikke noget J

Rest. U RADNICE:  http://www.boo.com/prague/restaurants/U_Radnice    

 

10)   Hvis du skulle have lyst til at se, hvor jeg i de go’e gamle dage slukkede tørsten og andre lyster gevaldigt, så stå foran uret og gå venstre om rådhuset og ned ad gaden ( under nogle hvælvinger ). Her kommer du først forbi en glasbutik ( hvor man i hvert fald i gamle dage købte det bedste bøhmiske krystal ). Og når gaden ”slipper op”, ser du inde i et hjørne en indgang, hvor der er en udhugget frø ovenover. Stedet hedder ”DEN GRØNNE FRØ”. ( The Green Frog ). I min tid var det mere lystigt end nu ( naturligvis J   ). Men det er stadig et besøg værd. Inde under gamle hvælvinger og normalt med stearinlys. Priserne er røget opad. Men man behøver jo ikke købe hele beholdningen J   Jeg siger bare:  Hvis disse vægge kunne tale.....

 

11)   Gå nu mod vest – enten langs floden – men der er meget larm fra gaden – eller lidt inde bagved. Her kommer du så hen til starten på KARLSBROEN. Den absolut ældste bro i byen. Nærmest en by i byen. Der er et særligt liv på den bro. Med musik, handlende, optræden, og meget mere. Læg mærke til de flotte statuer, der var ved at blive renset, da jeg var der sidst.  Pas godt på lommetyve – altså på, hvad de kan finde på.  Og når du er kommet over på den anden side ( på Mala Strana siden ), gå så nedenunder broen. Her ligger et hyggeligt spise- og drikkested.

 

KARLSBROEN:  http://www.myczechrepublic.com/prague/sightseeing/charles_bridge.html    

 

12)   Nu er du på ”bjergsiden”. Til venstre for broen ligger et meget hyggeligt gammelt kvarter med flotte huse. Inkl. den danske ambassade, der har til huse i et af dem.  Vælger du at gå lige op – opad  fra broen – kommer du til Wellenstein Pladsen. Den store bygning midt for var det hemmelige politis hovedkvarter under kommunismen. Nu er det musikkonservatorium.   Fortsæt videre op mod borgområdet. Godt for motionen !! 

 

13)   Borgområdet domineres af den store gotiske domkirke St. Veits. Og de omliggende paladser. I et af dem holder Tjekkiets præsident til. I kan se hans officielle flag oppe på taget, hvis han er der.  Det gamle udenrigsministerium ligger også deroppe i et af de gamle palæer. Det var herfra, at kommunisterne i 1948 smed den kendte og meget respekterede udenrigsminister Jan Masaryk ud af et vindue L

 

JAN MASARYK:  http://en.wikipedia.org/wiki/Jan_Masaryk    

 

14)   Bag ved borgen ligger GULDMAGERNES GADE med de bittesmå, farvestrålende huse. Franz Kafka boede en tid her. Man kan komme ind i en del af husene. Og nyd udsigten ud fra nogle af husene.

 

GULDMAGERNES GADE:  http://www.prague.cz/golden-lane/    

 

15)   Lidt vest for borgen, men stadig oppe i højderne, ligger den tyske ambassade. Den er et besøg værd. Eller rettere dens have, som man kan se gennem gitteret.  Her ser du en Trabant med fire ben. Hvorfor ?  Fordi det var denne have, flere tusinde østtyskere i 1989 flygtede ind i ved at kravle over muren. Stedet var dengang Vesttysklands ambassade. Og det lykkedes dem faktisk at få udrejse til friheden efter nogle dages vanskelige forhandlinger med de kommunistiske myndigheder. Et meget sigende monument, som BØR ses !

 

GERMAN EMBASSY IN PRAGUE:  http://en.wikipedia.org/wiki/Prague_Embassy   

 

16)   Ta’ nu tilbage over floden og gå vestpå fra Karlsbroen. Her kommer du til Nationalteatret på hjørnet af den store gade Narodni. På det andet hjørne ligger den berømte CAFE SLAVIA.  Den er bestemt også et besøg værd. Bare for at indsnuse atmosfæren.  Og ikke langt derfra ligger – ud til Narodni – det verdensberømte teater LATERNA MAGICA.  Magisk teater med en blanding af film og teater. Meget specielt og meget overraskende.

 

LATERNA MAGICA:   http://www.ticketsonline.cz/laterna-magica/     

 

17)   Går man lidt videre derfra langs floden og derefter ind i de små gader i retning af Nationalmuseet finder man den endnu mere verdensberømte restaurant U FLEKU. Den gode soldat Svejks ølstue. Gaden hedder Klemensova, og værtshuet kan man se på lang afstand, da der hænger et kæmpe-ur udenfor.  Stedet har både indre barer og en ølhave med musik – i hvert fald om sommeren. En virkelig oplevelse, som enhver Prag-gæst bør unde sig selv J   Læg mærke til, hvor mange kæmpeøl en tjener kan bære på sin bakke – ubesværet og uden at blinke ! Prøv selv det derhjemme. Men start ude i haven J

 

U FLEKU:    http://www.pragueexperience.com/places.asp?PlaceID=368    

 

18)   Du skal nu tilbage igen – helt forbi den gamle markedsplads og Tejn-kirken. Nede i dette jødiske kvarter – Josefov, hedder det – ligger den gamle jødiske synagoge, den gamle jødiske kirkegård og et meget interessant jødisk museum. Ikke just underholdning. Men om hvordan livet var for jøderne under nazismen – og også før.  Folk bliver ret stille bagefter.

 

DET JØDISKE KVARTER:  http://prague.cz/prague-jewish-town.asp   

 

19)   Til slut: Hvad skal man drikke i Prag?  Selvfølgelig Pilsner Urquell. Den rigtige. Og prøv også bøhmisk Champagne ( Bohemian Sekt ). De lokale gulddråber. Ta’ den tørre ( brut ). Hvis du vælger den rigtige, så smager den fantastisk. Den fås mange steder. Blandt andet på hyggelige restauranter og værtshuse bag ved Tejn-kirken – nede omkring pladsen Hastalska, hvor ”mit” hotel ligger. Hotel Maximilian.  Herligt sted.

 

PILSNER URQUELL:  http://en.wikipedia.org/wiki/Pilsner_Urquell    

 

BOHEMIAN SEKT:  http://www.bohemiasekt.cz/?lang=en    

 

20)   Og spise:  Du kan få alt muligt i Prag. La’ være ved at tage Knedlik. Det er en slags tunge, tunge melkugler. ”Bum, så faldt DE ned ”.  Men prøv alle andre gode sager. Fra ægte russisk Borscht ( rødbedesuppe ); det skal være den rigtige med kød i. Til ungarsk gulasch ( igen den rigtige, der rigtig smager af noget og har ”krop” ). Og til steaks og fiskeretter af alle slags. Gå ikke ind på de typiske turiststeder. Gå ind i de smalle, hyggelige gader og find en hvælving-restaurant osende af hygge og historie. Så kan de normalt også servere mad & drikke. Og til demokratiske priser J Selv om intet naturligvis er helt som i gamle dage. Det gælder i hvert fald også byens priser.  Alligevel behøver du ingenlunde at blive eller føle dig plyndret. Det er du selv herre over.

 

RIGTIG GO’ FORNØJELSE i ”MIN BY”. Og hils dem alle fra mig J

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

August 2009 

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com    

 

www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk     

 

PS: Tilføjelser, rettelser og nye ideer og opdagelser modtages med STOR tak J  
Enjoy IRELAND

                                     Enjoy

 

I R E L A N D  /   E I R E

 

The first known inhabitants on the island were the CELTS. They probably came over from England and France. Both countries were populated by Celtic tribes. In England they were called the Brits. And in France the Gauls.  When the Romans pushed north more than 2000 years ago they were fighting the Celts ( Asterix, you know ). Many of them were fleeing westwards. In France to Bretagne (Brittany), where they still are. And in England to Scotland, Wales and Ireland. The saying goes, that the difference between the Welsh and the Irish is that the Welsh could not swim J

 

When the Romans suddenly decided to pull out of England between 400 and 500 AC the Brits took over again. But only for a very short while, because the Anglo-Saxons came ( also from Denmark ) and pushed them west again. Also to Ireland.

 

Celtic Ireland had a couple of centuries in relative peace. Christianity came to the country in that period. And it was actually in many cases monks from Ireland, who went to continental Europe to make it Christian too.

 

But then the Vikings came ( again the Danes L   ). They were soon all over the island. The monks and part of the population tried to hide in the high, round towers which were build for defence purposes and worked relatively well for a time.  Viking settlements in many parts of Ireland were created. Dublin is one of them. The name actually means “the town of the Danes”. A recent DNA test of the population in Dublin showed that 46 % of the permanent population has Danish genes J

 

Wexford and Watford in the southeast are also founded by Danish Vikings.  Especially Wexford has very interesting museums about the settlement.

 

When the Vikings disappeared or were assimilated in the population Ireland after some time became part of the rulers of England ( after 1066 the Normans  - descendants also from Danish Vikings, who went to Normandy in France J   ).  Some immigrants came over from Scotland, esp. in what is now Northern Ireland. As they were mostly protestants (Presbyterians) this is the source of the brutal conflict we have seen until very recently. The rest of Ireland was and has always been predominantly Roman Catholic.

 

The next very disastrous period for Ireland was in the 1840ies.  The country was very poor, and most people lived from potatoes.  But in that period the potato harvest failed completely, and famine was the result. At least 1 million people starved to death. And another 1 million emigrated to the USA.  That is why New York still today is “Ireland’s biggest city”. And what did the Irish do in New York?  They were mostly policemen and fire-fighters. And the Italians were the criminals.  Division of tasks L   And still today New York is the only city outside Ireland where St. Patrick’s Day ( March 17 ) is celebrated with big parades, even on the 5th avenue.  And this day is also always celebrated by the US president in the White House with a big reception and gala dinner, where all Irish top politicians are invited and always come. It was actually at one of these occasions that the then Irish prime minister and the leader of Sinn Fein (the political wing of the IRA ) met for the first time.

 

 

Many former and present day Americans have direct Irish roots. John Kennedy, Bill Clinton, Bing Crosby and many others.

 

The relationship to England was always a major problem. The English introduced Home Rule in the 19th century. But they were still part of the United Kingdom. Most Irish people did not like that at all.  Irish soldiers, of course, had to fight in the same wars as the rest of the country. Some lined up with the French during the Napoleonic wars. If they were caught by the English they were executed.  In the First World War many soldiers from Ireland took part. Also in the battles in Flanders in Belgium. A special monument for the Irish dead was inaugurated near Ypres about ten years ago.  The Irish president as well as the British queen was there. It was the first time they met since Ireland’s independence in 1922.

 

Before the independence a big revolt erupted in Dublin in 1916 – in the middle of WWI. It was brutally ended and the leaders shot.  One of the famous Irish leaders was Michael Collins – a name you often will see in the country even today.

 

After the end of WWI negotiations on independence started, and in 1922 the country became independent. Only six counties in the north-east of the island around Belfast and Londonderry remained British ( due to the protestant majority there ).

 

 

The LANGUAGE.

 

Ireland has two official languages: English and Gaelic. The first is overwhelmingly dominant. But Gaelic is taught in all schools, and you see road signs and street names in the language.  The town of Dunmore, where we will stay, is a Gaelic name – meaning BigCastle ( which is no longer there ). Only about 300 people in the very south and west of Ireland speak the language as their daily language. But recently it was also agreed that it is one of the official languages in the EU.

 

Other Gaelic languages are very much alive in Wales – and to some extent in Scotland and a bit in Bretagne (Brittany ).  Others have disappeared such as Cornish in Cornwall and Manx on the isle of Man.

 

 

The EU:

 

Ireland became a member of the EU by January 1, 1973 – on the same day as Denmark and the United Kingdom.  The country has understood to profit from all the new possibilities in the EU. While the Irish economy before was totally dependant on the UK it is now very well anchored in the wider European economy. While Ireland in 1973 was one of the poorest countries in Europe it became one of the richest in the early 21st century. It was called “The Celtic Tiger”.

 

Unlike the UKIreland joined the EURO from the beginning – January 1999. And in the recent financial and economic crisis they are very, very happy that the country to a large scale is protected under the umbrella of the €.  Otherwise they would see themselves as Iceland no. 2  L

 

The country has had some difficulties in agreeing to new EU Treaties over the last years, esp. due to the referenda.  The Nice Treaty was first voted down. But in the second vote they agreed. And last year the Lisbon Treaty got a negative vote too.  Following a number of assurances concerning abortion, neutrality etc. a new referendum will be organised, probably on October 2.  The polls at the moment are very positive – 54 % yes, 28 % no and 18 % don’t know.

The YES Campaign started on June 21. Have a look at their very good website:

 

http://www.irelandforeurope.ie/   

 

 

SPECIAL CHARACTERISTICS FOR IRELAND:

 

Irish whiskey ( spelled this way ) is one of them.  Jameson, Tullamore Dew and Bushmill ( from the north ).

 

Guinness beer is another one. Dark and strong.

 

Irish coffee ( with Irish whiskey, of course ) belongs to the great things on offer everywhere.

 

Irish pubs are everywhere. This is almost a brand worldwide – like pizza. In Brussels alone we have 12 Irish pubs ( at least ).

 

The Irish are great singers – professionally ( The Dubliners, U2, Bob Geldorf, and many others ) and not least personally. And unlike the Danes they also know the words J

 

They are also great talkers.  Everybody talks to everybody – at all times. Also if they never met before.  How are you today !  is a very frequent opening remark.

 

 

GOOD WEBSITES:  ( I actually made this fact sheet for a new European initiative I am in charge of J   )

 

I R E L A N D

 

Sources to facts, developments and discussions

 

1.       Ireland ’s official website:

 

                                               http://www.gov.ie/en/  

 

2.       Facts about Ireland:

 

                                              http://wwp.greenwichmeantime.com/time-zone/europe/european- union/ireland/facts-about-ireland.htm

 

                               3.   Wikipedia: About Ireland:    ( in English )

 

                                             http://en.wikipedia.org/wiki/Ireland   

 

4.       Ministry of Foreign Affairs:

 

                                             http://www.foreignaffairs.gov.ie/home/index.aspx

 

5.       The Irish Parliament:

 

                                              http://www.oireachtas.ie/ViewDoc.asp?fn=/home.asp  

 

6.       The Irish Media Landscape:  ( European Journalism Centre ) 

 

                                             http://www.ejc.net/media_landscape/article/ireland/

 

7.       Irish newspapers:

 

                                             http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_newspapers_in_Ireland  

 

8.       Irish Public TV and Radio – RTE:

 

                                             http://www.rte.ie/  

 

              9.    NEW EUROPE’s special chapter on Denmark:  ( weekly independent

                                                                                           magazine in English ):

 

                             http://www.neurope.eu/ireland/  

 

            10.   EMM  ( Europe Media Monitor ):  Automatic monitoring service of  …. 

                                                                  on-line Irish media every ten minutes:

 

                             http://press.jrc.it/NewsBrief/clusteredition/en/latest.html

11.     Irish Culture:  ( from Wikipedia )

 

                                           http://en.wikipedia.org/wiki/Culture_of_Ireland  

 

12.     Tourism in Ireland:

 

                                           http://www.discoverireland.ie/  

 

13.     Doing Business in Ireland:

 

                                          http://www.grantthornton.ie/PublicationsAndEvents/Tax/DoingBusinessinIrelandGuide2008

 

 

                             14.  Opinion polls about the attitudes of the Irish:    ( from Eurobarometer )

 

                                           http://ec.europa.eu/public_opinion/index_en.htm    

 

14.     Irish Institute of European Affairs:

 

                                            http://www.iiea.com/  

 

             15. Special interviews with interesting Danes on key issues ( in English )

 

                                             (  to follow  )

 

             16. Google translate:    To and from 34 different languages,

                                                                    including English )

 

                           http://translate.google.com/     

 

 

 

 

GOOD HOTELS, which we have tried:

 

DUBLIN :             LE CIRK,

                              32 Dame Street , Dublin D2

                               Tel.  00353 1 635 0058

                                http://www.lecirk.ie/    

                              e-mail:  info@lecirk.ie  

 

ATHLONE:         RADISSON/SAS HOTEL,

                              Adresse:  Northgate Street, Athlone

                              Tel.  00353 90 644 2600

 

LIMERICK :        RADISSON/SAS HOTEL,

                              Ennis Road Limerick Co.

                              Tel.  00353 61 456 200

 

 

EXCELLENT HOLIDAY HOMES THE COAST IN DUNMORE EAST

 

                              DUNMORE HOLIDAY VILLAS

                              Tel.  00353 51 383 699   Fax:  00353 51 383 787

                              E-mail:  jeankellydhv@eircom.net

 

 

                             

 

 

Niels Jorgen Thogersen

 

July 2009 

 

Email  kimbrer@gmail.com   

 


Om TOSCANA

Enjoy

 

T O S C A N A

 

Toscana in Italy  ( or Tuscany as it is often called in English ) is a fantastic area to visit. We have been there many times – and each time it became more and more interesting. You will never finish finding new, exciting places. Everywhere in Toscana.

 

Please, find in this list a number of the most interesting places we have visited one or several times:

 

1.       Pisa Airport   ( named after Galileo Galilei, born in Pisa )

 

2.       Hotel Royal Victoria in Pisa  - just at the Arno river in the centre

 

3.       The Leaning Tower in Pisa  - world famous and more leaning than you think J

 

4.       The Baptism Chapel – next to the Tower.   Also leaning.

 

5.       Marina di Pisa   - at the sea

 

6.       The city of Lucca  - with old city walls. Puccini’s birth place

 

7.       Monte Catini and Catini Terme   - most interesting, east of Lucca

 

8.       Vinci   - the birth place of Leonardo da Vinci

 

9.       San Gimignano.   The city with the many, tall towers

 

10.   Perugia – large, historical town. Actually in Umbria. Hotel La Rosetta to be recommended, right in the old centre

 

11.   Arezzo – another typical Tuscan town

 

12.   Loro Ciufenna   - small pittoresque village between Firenze and Arezzo.  Origins in the Etruscan era

 

13.   Radde – also a not so small village in the wine area

 

14.   Volterra   - city on the very top of a very high mountain

 

15.   Firenze   -  no further introduction needed

 

16.   Fiesole  -  European University town above Firenze

 

17.   Siena   -  its medieval City Hall is the model for the Town Hall of Copenhagen. Martin Nyrop had been inspired by frequent visits there.

 

18.   And many, many more  J

 

Niels Jørgen Thøgersen   -  May 2009


Om ESTLAND, LETLAND og LITAUEN: Vor tur i april 2009

Baltiske oplevelser i april 2009

 

Lidt om vor fantastiske koldkrigs-tur

 

Estland, Letland og Litauen . De fleste har hørt om dem. De små lande, der ligesom Danmark ligger ved Østersøen. Kun få hundrede km mod øst. I de ”gode gamle dage” havde vi MEGET med dem at gøre. Faktisk tilhørte Estland det danske kongerige for over 800 år siden. Og Dannebrog lod sig falde fra himlen lige øst for Tallinn ( der iøvrigt betyder: Danskerbyen ) hin 15. juni 1219. Valdemarsdag kalder vi stadig denne dag, da kongen dengang hed Valdemar Sejr.  I dag er vi igen sammen med de tre lande – både i NATO og i EU.  Men hvad ved vi egentlig om dem – og om deres historie ?!

Det ville vi gerne gøre noget ved – i hvert fald for vort eget vedkommende. Derfor meldte vi os til en tur, der i løbet af otte dage bragte os rundt i alle tre lande. Formålet med turen var at studere gamle Cold War sites, der nu er offentlig tilgængelige. KGB-fængsler, lukkede sovjetiske militærbyer, raketbaser, partisanernes tilholdssteder ude i skovene, museer der på forskellig vis præsenterede livet under den kolde krig. Samt møde med tidligere GULAG fanger.  Og meget, meget mere.

Det blev en fantastisk oplevelse helt ud over det sædvanlige.

Og turen skal også ses i sammenhæng med et igangværende arbejde med at få lavet et aktivt netværk af Cold War sites på alle sider af Østersøen. Et netværk, som bl.a. Langelandsfortet og Stevnsfortet er aktivt med i.  Den drivende kraft i dette meget vigtige arbejde er JohannesBach Rasmussen. Han var også vores eminente rejseleder på turen.

Lidt om de tre baltiske lande – set i forhold til Danmark:

 

                              Areal:                    Befolkning:        Hovedstad:     Indbyggere:       Sprog:

 

ESTLAND:         45.227 kv.km             1,4 mill.             Tallinn            412.000             Estisk

                                                                                                                                             ( i fam. med

                                                                                                                                               Finsk LETLAND:         64.600 kv.km             2,4 mill.             Riga                760.000             Lettisk

                                                                                                                                              ( eget indoeur.

                                                                                                                                               Sprog LITAUEN:          65.303 kv.km             3,4 mill.             Vilnius            542.000             Litauisk

                                                                                                                                              ( eget indoeur.

                                                                                                                                                sprog )

DANMARK:      43.200 kv.km              5,2 mill.              København  1.500.000           Dansk

                                                                                                                                             ( germansk sp.)

 

Kort om de baltiske landes historie i det 20. århundrede:

Næsten hele sidste århundrede var en frygtelig periode for disse lande og deres befolkninger. Besættelse, krig, forfølgelser, deportationer, ødelæggelser, masseindvandring af russere og andre.

Før 1. verdenskrig hørte alle tre lande til Zarens Rusland. De var små provinser i kejserrigets vestlige udkant. Og under konstant stærk russisk påvirkning på alle måder.

Kort efter den russiske revolution i 1917 fik hvert af landene deres selvstændighed. Ikke så meget fordi de nye bolsjevistiske magthavere ønskede det. Men fordi de var for svage til at fastholde landene i deres greb. De havde andre og større problemer. Derfor havde hvert land sin frihed fra 1918 til 1939. Det var dog kun de allerførste år, at de havde et egentlig, folkestyret demokrati. Allerede fra begyndelsen og midten af 1920erne tog stærke mænd over og gjorde styret i hvert land mere og mere diktatorisk.

Den såkaldte Molotov-Ribbentrop Pagt af 23. august 1939 mellem Sovjet og Nazi-Tyskland gjorde en ende på denne periode. Pagtens hemmelige del gav Sovjet råderetten over de baltiske lande. Og dets hær rykkede meget hurtigt ind med enorm styrke. Sovjetisering af landene startede med det samme. Nationaliseringer, afskaffelse af hidtidige institutioner og organisationer, forbud mod de politiske partier, fængsling og henrettelse af masser af de lokale ledere, osv, osv.  Og i midten af juni 1941 blev ti-tusindvis af baltere deporteret til Sibirien og andre fjerne områder af Sovjetunionen. Fragtet i kreaturvogne i dagevis – ja, ofte ugevis. Masser af fanger omkom undervejs. Det skete kun en uge før tyskernes invasion af Sovjetunionen.

De tyske troppers hastige fremmarch betød, at de baltiske lande meget hurtigt kom i tyske hænder. Dette var et ligeså væmmeligt og voldeligt diktatur som det sovjetiske. Men som reaktion på den voldsomme sovjetiske fremfærd i de to foregående år, blev tyskerne af mange modtaget med glæde og begejstring. Og mange baltere sluttede sig til de tyske styrker i særlige baltiske legioner. Som de sagde og siger: Vi gik med for at bekæmpe kommunisterne – ikke for at støtte Tyskland.  Dette er sikkert korrekt. Men det blev ikke helt set sådan, da russerne senere gennede tyskerne ud af disse lande igen.

Det hjalp heller ikke på balternes situation, at mange af dem deltog meget aktivt i udryddelsen af jøderne i Baltikum under det nazistiske styre. Ikke mindst i Litauen, hvor der før 2. verdenskrig boede flere jøder end i noget andet europæisk land ( set i forhold til landets størrelse ).

I 1944 generobrede Sovjethæren de baltiske lande fra de tyske tropper. En del af de baltiske hjælpetropper tog med tyskerne, men ikke mange. Nogle flygtede over Østersøen til Sverige og Danmark. Men de fleste valgte at blive i deres hjemlande. Tusindvis af dem gemte sig i de store skove i landene. Og mange andre baltere, der ikke havde været involveret i krigen, valgte også at slå sig ned i skovene for at undgå at blive fanget og/eller dræbt af russerne.  De går under navnet Skovbrødrene ( the Forest Brothers ).  I Litauen var de bedst organiseret, gik i uniform og havde en militær enhedsledelse. I Estland var der ingen central ledelse, og de bar ikke uniform.  De boede i selvlavede bunkers i huler i skoven. Og normalt fik de diskret mad fra deres familier, der ikke boede langt væk. I starten lavede russerne ikke store eftersøgninger i skovene. Alligevel blev mange af dem fanget, da de var uforsigtige og ikke var trænet i, hvordan man bedst passer på ikke at blive fanget.  Ud over at gemme sig foretog Skovbrødrene også overfald på sovjetiske enheder og installationer og truede egne landsmænd, der på den ene eller anden måde samrarbejdede med besættelsesmagten.  Den dag i dag mener litauerne, at Skovbrødrenes væbnede modstand og gode organisation er hovedgrunden til, at der kun kom en mindre russisk indvandring til deres land ( i dag er kun knap 20 % af befolkningen ikke-litauere ). Russerne var simpelt hen bange for at komme i kløerne på Skovbrødrene og blev derfor ofte væk. I de to andre lande – hvor den væbnede modstand var meget mindre – kom der mange flere russere. Deres andel af den lokale befolkning er i dag på 40 % ( Letland ) og 33 % ( Estland ).  Der var formentlig også andre grunde til denne forskel, f.eks. at Sovjetmagten besluttede at industrialisere Estland og Letland mere end Litauen. Men man kan naturligvis altid diskutere, hvad der er årsag, og hvad der er virkning.

 

Sovjetisering

Efter russernes tilbagekomst gik sovjetiseringen af landene for alvor i gang igen. Man ville systematisk organisere landene helt som resten af Stalins Sovjet – med alt hvad det betød af ensretning, fængsling, henrettelser, forbud mod de lokale sprog, afspærring af enhver kontakt med landene uden for Sovjet, og meget mere. I 1949 blev landbruget kollektiviseret. I den forbindelse blev den anden store massedeportation sat i værk. I hundredetusindvis af baltere blev deporteret til de fjerneste egne af Sovjet – de fleste for at udføre hårdt straffearbejde i GULAG-lejrene. Hovedparten fik en straf på 25 år + 5.  Det vil sige 25 år i GULAG straffelejre og derefter yderligere 5 år, hvor de ikke måtte komme hjem til deres hjemland.

Et resultat af kollektiviseringen, hvor hele landbefolkningen enten blev flyttet til de nye kollektivbrug eller deporteret, var, at Skovbrødrene ikke længere havde så let ved at få mad fra familie og venner. De var der ikke mere. Derfor gik mange Skovbrødre over til at lave overfald for at brødføde sig. Det gjorde dem naturligvis mere upopulære – et godt middel i KGBs hænder. Derfor blev flere og flere af dem fanget, skudt eller deporteret. Og fra begyndelsen af 1950erne spiller de i realiteten ikke længere nogen væsentlig rolle. De sidste Skovbrødre blev dog først fanget i 1970erne og enkelte i 1980erne.

Mens den baltiske aktive modstand ebbede ud, udbyggede Sovjetmagten sin position stærkt i de baltiske lande. Ikke mindst på det militære område. Store troppestyrker var placeret i landene. Også strategiske styrker såsom store fly- og raketstyrker. Områderne lå tættest på de vesteuropæiske NATO-lande og var derfor godt egnet til militære operationer imod disse. Samtidig var stort set alle strande gjort til militære zoner, hvor befolkningen ingen adgang havde. Vi hørte endda om områder, hvor hele stranden hver dag blev harvet, så man let kunne se, om nogen havde gået på området i nattens løb. Man ville både forhindre, at landenes egne beboere forsøgte at flygte. Og at folk udefra ( læs: spioner ) forsøgte at komme ind i landet.  Ingen af delene lykkedes helt.

Det daglige liv var stærkt påvirket af sovjetiseringen. Uddannelsen, det økonomiske liv, kulturen, det kommunistiske partis monopol på al politisk aktivitet, kommunistiske kadreorganisationer af enhver art, osv. Og da enorme resourcer blev opslugt til militære og sikkerhedsmæssige formål, var det daglige liv hårdt og præget af stor mangel på snart sagt alle varer. Hele tiden. Folk brugte kolossal meget tid på at stå i kø. Ofte vidste de ikke engang, hvad de stod i kø for. Men når de omsider nåede frem til disken, købte de det, det var muligt at købe – næsten uanset hvad.

Samtidig var en følge af dette stærkt kontrollerede liv, at ingen troede på, hvad de hørte fra myndighedernes side. Man troede automatisk, at alt hvad der kom fra officielt hold, var løgn. En lette fortalte os, at når myndighederne fortalte om nazisternes forbrydelser, troede hun heller ikke på det. Der var simpelt hen en afgrundsdyb mistillid til alt, hvad der kom via de stats- og partikontrollerede medier og institutioner.

Ny opposition fra midten af 1980erne

Det var først i løbet af 80’erne, at der igen kom gang i balternes modstand mod det kommunistiske styre. Det startede med miljøbevægelser. Dels fordi der ofte var god grund til det. Forureningen i mange områder og på mange måder var enorm. Og dels fordi en opposition af denne art synes at gå an. Myndighederne greb ikke særlig aktivt ind.

Også Gorbatjovs nye linje fra 1985 med glasnost og perestrojka gjorde sit til at give balterne nyt blod på tanden. De kunne uden alvorlige konsekvenser nu offentligt markere gamle nationale mærkedage, herunder dagene for de store deportationer i 1941 og 1949.

Fra og med sommeren 1988 følte de fleste i de baltiske lande, at friheden til at mene og sige sin mening næsten var total. Og de nyttede sig i hvert fald af det. Den store menneskekæde fra Tallinn til Vilnius på 50 års dagen for Molotov-Ribbentrop Pagten den 23. marts 1989 var et afgørende vendepunkt. Myndighederne greb ikke ind.

Fra dette tidspunkt og indtil landenes formelle uafhængighed i 1991 blev de folkelige kræfter ( samlet i såkaldte ”Folkefronter” ) simpelt hen stærkere og stærkere.

En ny epoke stod for døren.

 

Estland, Letland og Litauen var endelig blevet en del af det demokratiske Europa.

 

 

Særlige aspekter af Den Kolde Krigs periode 1944-1991 i de baltiske lande:

A)     Sovjets militære installationer:

De baltiske lande spillede en meget stor rolle i den sovjetiske militære opbygning under hele den kolde krig. De gav Sovjet direkte adgang til Østersøen. Tidligere havde de kun adgang fra Leningrad-området. Den gik igennem den rimelig smalle Finske Bugt. Under 2. verdenskrig oplevede russerne, at finnerne sammen med tyskerne ( der havde besat Estland ) lagde en u-bådsspærring tværs over bugten. Det ville de for enhver pris undgå igen.

Da russerne i 1944 generobrede de baltiske lande fra tyskerne, lod de meget store styrker blive i landene. I Estland – der har knap 1 ½ million indbyggere - havde Sovjetmagten ialt 95.000 soldater. Og det var tilsvarende i de to andre lande.

Den Røde Hær blev suppleret med Den røde Flåde, som oprettede sin Østersø-kommando i Estland ( og senere også i Kaliningrad ).  Det var en af de sovjetiske fire store flåder. De tre andre var Ishavsflåden, Sortehavsflåden og Stillehavsflåden. Østersøkommandoen lå i den Pentagon-lignende base i Paldiski vest for Tallinn. En lukket sovjetisk by, som i dag ligger som en total katastrofe. Danmark har forsøgt at hjælpe esterne med at få nogen styr på sagerne. Der er for nylig lavet en film om området.

Det var en sovjetisk u-båd fra denne flåde, der i 1981 var så uheldig at ramle ind i en svensk klippe ved flådebasen i Karlskrona. Båden hed W-137.  I NATO sprog kaldte man disse u-både for Whisky-klassen. Derfor kom uheldet i folke- og avismunde hurtigt til at at hedde ”Whisky on the rocks”.  Kaptajnen, der hed Anatolij Gustjin, måtte gå bodsgang for rullende TV-kameraer til den svenske domstol, men blev så frigivet igen. Hjemme på basen i Kaliningrad ( Baltijsk ) blev han degraderet, men kunne dog forblive i flåden.

Sovjet opbyggede også store atombebevæbnede raketstyrker i de baltiske lande. Vi besøgte to gamle baser, der nu er forladt.  Den ene hed Zemaitija Missile Base og ligger ud i en stor nationalpark i Litauen.  Den blev bygget i begyndelsen af 1960erne og havde fire kæmpe siloer gravet ned. De kunne hver indeholde en mellemdistance raket med atomvåben. De var hver rettet mod store byer i NATO landene i Vesteuropa.  Da russerne fandt ud af, at amerikanerne havde opdaget basens eksistens og beliggenhed, lukkede de den i 1978 og flyttede raketterne til et andet ( af mig ) ukendt sted.  Basen har siden ligget frit og ubeskyttet, og litauere på egnen har i årenes løb sørget for at fjerne stort set alt af værdi. Forhåbentlig har de haft god gavn af det J

En anden raketbase havde i sin tid mobile atomraketter, der kunne affyres fra køretøjer. Basen, der ligger i Zeltine ude i de lettiske skove, havde ialt 22 raketter klar til affyring mod mål i Vesteuropa . Den fungerede helt op i 1980erne.

Det var også meget vigtigt for russerne at holde et vågent øje med, hvad der var af militære aktiviteter i områderne vest for dem. Derfor byggede de en enorm radar ved byen Skrunda sydvest for Riga i Letland.  Radaren var så stærk, at den kunne se fly og raketter over det meste af Nord- og Vesteuropa. Den betjentes af et par tusinde sovjetiske soldater, der sammen med deres familier boed i en lukket by lige ved basen,  De var givetvis allesammen udsat for en meget stor radarstråling. Og masser af dem døde senere af kræft.  Vi blev vist rundt på området af den lettiske nabobys søde borgmester, Nellija Kleinberga ( forresten også medlem af EUs Regionsråd ).  Sovjetbyen med dens mange typiske sovjetiske fem-etagers boligblokke ligger i dag helt ubeboede hen. Myndighederne vil forsøge at bruge dem til et fornuftigt formål. Men da de nu snart har ligget tomme og ubenyttede hen i næsten 20 år, er de naturligvis gået i forfald.

Sovjet byggede også flybaser til strategiske langdistancefly i de baltiske lande. Den største base lå uden for Tartu i Estland. Derfor var den gamle universitetsby Tartu helt frem til 1989 stort set lukket for besøg af udlændinge. Jeg var der dog en dag i 1969 :)   Den sidste kommandant på denne base hed general Dzhokhar Dudajev. Han lærte sig estisk og viste stor forståelse for esternes ønsker om frihed. I ufhængighedsdagene nægtede han at parere ordre om at skyde på estisk TV og det estiske parlament. Han blev senere leder af udbryder-republikken Tjetjenien. Det siges, at han allerede under sit ophold i Tartu lærte mange ting, som han senere brugte i Tjetjenien.  Han omkom i sit land under et sovjetisk raketangreb.  Esterne rejste senere en statue i Tartu over Dudajev. Det er ikke helt normalt i de baltiske lande for en tidligere sovjetisk general. Men dette var et specielt tilfælde. Og hans enke og familie har stadigvæk en privat lejlighed i Tartu.

Til den militære side hører også de såkaldte OMON-tropper, også kaldt Speznaz. De er specialtropper, der hører under det sovjetiske indenrigsministerium, og som havde til opgave at klare særlige vanskelige opgaver under oprør og anden speciel modstand. I det baltiske område havde de hovedkvarter i Riga, men opererede i alle tre lande. Det var dem, der med koldt blod henrettede 7 litauiske grænsevagter ( toldere ), da det frie Litauen i 1991 oprettede en kontrolpost ved Medininkai på grænsen til Hviderusland.

En anden side af den militære opbygning var beskyttelses-bunkerne imod vestlige atomangreb. De fandtes naturligvis på hver af raket- og radarbaserne. Vi besøgte et par stykker af dem.  En særlig bunker ligger i den lille by Ligatne – ca. 70 km nordøst for Letlands hovedstad Riga. Her havde man omkring 1970 bygget en stærkt beskyttet underjordisk bunker, hvor de 250 vigtigste lettiske parti- og regeringsledere skulle opholde sig i tilfælde af faren for et angreb. Der var forråd til alle 250 mand til tre måneder. Og store kommunikationsanlæg ville sørge for, at de kunne komme i kontakt med omverden næsten uanset hvad der ville ske. Inkl. en særlig rød telefon, som naturligvis var forbindelsen til Moskva !  Prisen for denne bunder blev i det sovjetiske budget sat til 4 mill. Rubler. Ikke noget stort beløb. Men vor glimrende og velinformerede lokale guide kunne fortælle, at et godt gæt er, at den i realieten kostede de sovjetiske skatteydere omkring 1 milliard EURO.  Det var en ganske anden snak.  Bunkeren kom aldrig i brug, men blev dog testet ved en øvelse i 1984.  I dag ligger den ubenyttet hen under et hotel for genoptræning af syge mennesker. Dens kodenavn i sin tid var ”The Pension”.  Meget passende.   Bunkerens indhold er fortsat intakt. Vi så både radioudstyr, chefens kontor, et stort kort-rum ( hvor vi ikke måtte fotografere, og derfor selvfølgelig gjorde det J  ), KGB-afsnittet, hvor ingen andre end KGB-folk måtte komme ( dengang, altså ), og endelig bunkerens lille kantine. Her indtog vi en typisk sovjetisk frokost ( grønsagssuppe og tørrede frugter med vand på ). Det smagte iøvrigt ganske godt.  Og bagefter små-hapser med dygtig vodka til.

For at militæret kunne fungere, især atomraketterne og de atomdrevne u-både, skulle der naturligvis også udvindes uran. Det skete bl.a. i den lille estiske by Sillamäe.  Den ligger helt ude ved den finske bugt – i det nordøstlige hjørne af Estland.  Denne by var dengang helt lukket for uvedkommende. Den blev bygget fra grunden af tusinder af sovjetiske krigsfanger ( især baltere, der tidligere havde været i tysk tjeneste ). Arkitekterne vra fra Leningrad. Og resultatet er meget flotte – nærmest prangende – sovjetiske bygninger. Inkl. et rådhus med et kirketårn på.  Her i byen og rundt om den gravede man i mange år uran frem. Og bearbejdede den. Ofte helt ubeskyttet. Hvor mange der døde af dette, fik vi ikke at vide. På et tidspunkt lå der lige uden for byen en stor radioaktiv sø. Den er i dag meget mindre.

Forhåbentlig har man fjernet det farlige stads. Man må ikke håbe, at det bare en sunket ned i undergrunden.  Der bor fortsat masser af mennesker ( alle russere ) i byen, og der er en del ikke-uranbaserede virksomheder i den. Det siges, at myndighederne i byen fortsat nægter at kommunikere med den estiske regering på estisk. I stedet er man blevet enige om et kompromis: De gør det på engelsk.

I udkanten af Tallinn i Estland besøgte vi et meget interessant sted, hvor Estlands National WarMuseum ønsker at bygge et museum med tidligere sovjetisk militærudstyr, etc. Der er også et tidligere fængsel og en lille havn på området. Man har allerede fået penge af EUs fonde til projekter. Og man håber på at få mange flere. Hovedbygningen på området er en kæmpe hangar, der er bygget af danske ingeniører i 1920erne.  I denne bygning opdagede vi det bedste ekko, man kan forestille sig. Så når man med en vis kraft råbte: Hvad drikker Møller ?, så fik man det klare svar Øller tilbage i mange omgange efter hinanden.  Her kan Ekkodalen på Bornholm godt gå hjem og lægge sig.  En anden test var at spille Hitler og råbe:  Wer ist Meister der grosse Welt?  Og svaret: Roosevelt kom prompte.

Til sidst et par ord om de sovjetiske soldater i Baltikum: Der var almindelig værnepligt i Sovjet – en stor del af tiden var den på 3 år. Unge baltiske mænd skulle naturligvis også ”i trøjen”. De gjorde aldrig tjeneste i deres egne lande. Til gengæld kom de sovjetiske soldater, der var stationeret i de baltiske lande, normalt fra fjerne sovjetrepublikker. Det betød ofte, at soldaterne ikke anede, hvor de var. Det var også meningen. En af de få muligheder for at undgå at blive soldat var, at man i stedet meldte sig til at gøre tjeneste i KGB. Her fik man endda en rimelig løn. Derfor var en stor del af KGB-personalet lokale baltere. Kun ledelsen var næsten uden undtagelse russere, ukrainere eller hviderussere.

I dag er der intet tilbage i de baltiske lande af Sovjets / Ruslands militære enheder. Den sidste russiske soldat forlod Baltikum i 1994.

 

B)     Undertrykkelse og forfølgelse af befolkningerne

Men en ting var, at Sovjet rustede sig for at imødegå et muligt angreb vestfra. Og i høj grad også opbyggede styrker, der meget offentsivt kunne angribe NATO og andre lande, hvis ledelsen i Moskva besluttede det.

Noget andet var, at Sovjet også satte sig med en uhyre voldsomhed på de tre baltiske lande. Første gang var i 1939, da russerne efter den hemmelige aftale med Hitlers Tyskland fik fri råderet i hele området. Det var kun omkring 20 år siden, at landene hørte til Zarens Rusland ( igennem århundreder ). Derfor kendte russerne landene godt allerede. Og den kommunistiske regering i Moskva havde givetvis i de tyve år holdt godt øje med, hvem der var toneangivende i landene både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt.  Så snart den Røde Hær + KGB i 1939 indtog landene, tog de med det samme fat på at arrestere og i mange tilfælde myrde netop de personer, som betød mest i landene – og som Sovjet derfor regnede med ville give dem størst problemer.  Det var ikke lykkedes russerne at opbygge kommunistiske partier i landene af betydning. Derfor måtte de ty til andre midler. Og de fandt naturligvis lokale beboere, som af forskellige grunde var villige til at arbejde sammen med besættelsesmagten. Teknisk forlød det, at de tre lande frivilligt havde sluttet sig til Sovjetunonen.  Men det var naturligvis løgn og latin. Det var en helt igennem manipuleret tilslutning.

KGB ( som vist på det tidspunkt hed NKVD ) oprettede fængsler og tortursteder overalt. Vi besøgte dem i Vilnius i Litauen og i Tartu i Estland. Og så det udefra i Riga. Hvis disse mure inde i bygningerne, ikke mindst  cellerne i kældrene, kunne tale.....  

Den første masse-deportation af baltere til fjerne egne af Sovjet fandt sted på to dage i midten af juni 1941. Kun en uge før tyskernes invasion af Sovjet.   I tusindvis af beboere fra alle landene blev med få timers varsel læsset på jernbanevogne, der var indrettet til kreaturtransport. Og i dem blev de over flere uger kørt østpå til fangelejre. Lejre hvor de skulle udføre hårdt arbejde det meste af døgnet – syv dage om ugen. Det var mænd, kvinder og børn. Familier blev normalt brutalt skilt ad og kom forskellige steder hen. Mange døde undervejs – eller blev skudt, hvis de ikke kunne klare strabadserne.  Det var gemen folkemord ( genocide ) på alle ledende baltere – uanset hvor de boede.

Den ubeskrivelige terror – både før og under deportationerne – gjorde naturligvis, at balterne nærede et stærkt had til de sovjetiske magthavere og deres lokale håndlangere.  Da tyskerne i løbet af kort tid løb de sovjetiske tropper i landene over ende og satte sig på magten, kan det ikke undre, at de blev betragetet som befriere. Og mange baltiske mænd sluttede sig til de tyske styrker på forskellig vis. Der blev oprettet særlige baltiske legioner og et særligt hjælpepoliti.  Inden længe gik det dog op for den lokale befolkning, at tyskerne stort set var lige så brutale og gemene som russerne. Ikke mindst over for den lokale jødiske befolkning. Den var nemlig stor før krigen. Ikke mindst i Litauen. I Vilnius boede før krigen den største jødiske meningehd uden for Jerusalem. Og de havde 70 synagoger i byen. Alle dem – både menneskene og synagogerne – gjorde tyskerne kort proces over for. De blev hurtigt stuvet sammen i en lille ghetto midt i byen, fragtet til et sted syd for byen, alle skudt og kastet i nye massegrave, som andre jøder var blevet sat til at grave på forhånd.  I dag er der bygget en stor ny synagoge i den gamle by og i den gamle stil. Men der er kun en lille jødisk menighed i byen i dag

I sandhedens tjeneste skal det også slås fast, at mange lokale litauere meget beredvilligt deltog aktivt i mordet på jøderne i landet. Ikke mindst i den store ghetto i Kaunas.

Som en interessant krølle på denne historie kan nævnes, at russerne under deres deportationer lige før tyskernes invasion havde taget også mange jøder med. De hørte ofte til de toneangivende kredse i landene. Det overgik blandt andet familien Rachlin ( Samuel Rachlins forældre ). De kom til Sibirien. På en måde var det deres held. Hvis de var blevet, var de med garanti blevet myrdet af nazisterne. Nu overlevede de – dog måtte de forblive 16 år i Sibirien.  Deres bog om denne tid kan stærkt anbefales.

I Letland var de nazistiske jødeforfølgelser også meget systematiske og helt igennem grusomme. I december 1941 påtog den lokale tyske kommandant Friedrich Jeckern at myrde hele den jødiske befolkning på ganske få dage. Han satte ialt 12 soldater til at skyde ialt 25.000 jøder på to dage. Det lykkedes. Og han var meget stolt af resultatet. De skulle udryddes hurtigt, da tyskerne havde besluttet at sende hele Berlins og andre store tyske byers jødiske befolkning netop til Riga i løbet af januar 1942. Derfor skulle der laves plads til dem i ghettoen. Det blev altsammen gjort som planlagt. På to store massetransporter med tog ( i kreaturvogne ) i løbet af januar blev en meget stor del af Berlins jøder sendt netop til Riga. Herunder også to gamle slægtninge af Liselotte. Og netop her ville det nazistiske styre ”øve” sig på, hvordan man hurtigst muligt kunne udrydde jøderne. Dette var før eller nærmest samtidig med beslutningen på Wannsee-konferencen den 20. januar 1942 om die Entlösung. Senere fandt man ud af, at Riga-metoderne ikke var effektive nok. Derfor gik man andre steder i gang med at bygge tilintetgørelseslejre med gaskamre, osv.

Alt dette har naturligvis ikke noget direkte med russernes undertrykkelse og den kolde krig at gøre. Og dog. De frygtelige begivenheder, der ramte både jøderne og mange andre, skabte en situation, som vi i dag overhovedet ikke kan forestille os. Helt almindelige mennesker levede konstant med en ubeskrivelig frygt.

Denne frygt blev ikke mindre, da sovjetiske styrker under meget hårde kampe erobrede de baltiske områder tilbage fra tyskerne i 1944.

Russerne gik omgående i gang med at fortsætte den systematiske undertrykkelse fra den første besættelse. Det sovjetiske samfundssystem blev indført i alle detaljer. Uden menneskelige hensyn af nogen art. Modstand og uvilje blev nedkæmpet på den mest brutale måde. Folk blev skudt i massevis. Andre blev fængslet og tortureret. Ikke mindst dem, der havde været eller var mistænkt for at have været i tyskernes tjeneste.

I dette ragnarok af vold og uhyrligheder besluttede mange baltere – som allerede nævnt – at gemme sig i landenes store skove. De fik navnet Skovbrødrene ( Forest Brothers ) og boede i årevis i selvlavede og ofte meget primitive bunkers ude i skovene.  Der var flest af dem i Litauen, og her gik de også i uniform og havde på militær vis en enhedskommando. I Letland og Estland opererede de mere individuelt i små grupper. Men alle steder repræsenterede de en særlig kultur. Midt i deres meget vanskelige levevilkår havde de særlige sange og madkulturer. De fik den daglige mad fra familie og venner i nærheden. Men de lavede den også selv på basis af, hvad de kunne plukke eller skyde i skovene. Livet var altid farligt, da russerne var på tæerne for at finde dem. Det var værst om vinteren, hvor man ikke kunne bevæge sig uden for bunkeren uden at lave afslørende fodspor. Kun i snevejr og storm kunne man begive sig ud. Og om foråret gav den smeltende sne ofte ubehagelige oversvømmelser i bunkerne.

Vi besøgte Skovbrødrenes bunkers både i Litauen og i Estland.  I Litauen fik vi en fantastisk præsentation af formanden for tidl. Skovbrødre, den meget energiske og dynamiske 80-årige Albinas Kentra. I det sidste tilfælde var vi endda gæster hos sønnen til en tidligere Skovbror, den hyggelige og godt syngende landmand, Meelis Mottus i det allersydligste Estland. Han delte også glad ud af den hjemmebrændte ”Moonshine”, som skovbrødrene også holdt sig varme ved i sin tid. Og mest rørende var besøget af hans nabo, en ældre og meget veltalende dame, der var datter af en anden tidligere skovbror og GULAG fange. Hun hed Eha Loorits og fortalte med energi og overbevisning om sine oplevelser. Hun er for tiden ved at skrive sine erindringer.

I efterkrigstiden – der i de baltiske lande føltes som en permanent krig med besættelsesmagten – indtraf den næste store katastrofe i 1949. Det var den anden masse-deportation af baltere til Sibirien, Kasachstan og andre fjerne egne. Det skete i forbindelse med kollektiviseringen af landbruget, som de baltiske landmænd naturligvis forsøgte at modsætte sig. Men der var ingen kære mor. Var man det mindste genstridig, var det omgående afsted østpå.  Enten til de berygtede GULAG fangelejre. Eller til fjerne landsbyer eller ubeboede egne, hvor balterne ganske enkelt blev sat af og så måtte prøve at hutle sig igennem.

Først med Stalins død i marts 1953 blev forholdene lidt bedre. Både i Baltikum og i fangelejrene og de sibiriske landsbyer. En del fanger blev frigivet i årene derefter. Men ofte måtte de ikke med det samme flytte hjem til deres eget land. Og selv om man måtte, var man ikke altid velkommen. Måske havde ens kone giftet sig igen – hvis hun troede, at manden var omkommet. Eller der var andre ubehagelige ting i vente. Der er masser af eksempler på, at

hjemvendte fanger tager afsted igen – endda tilbage til de sibiriske landsbyer, de opholdt sig i under fangenskabet.

Efter diktatorens død hørte den helt tilfældige og vilkårlige vold mere eller mindre op i hele Sovjetunionen. Men det var fortsat sovjetmagten, der bestemte alt. Og hvis man ikke makkede ret, endte man fortsat bag lås og slå. Og ofte til forhold, som intet har med moderne menneskerettigheder at gøre.

Undertrykkelsen gjaldt også pressen. Kun aviser, blade, radio og TV, der var godkendt af regimet, måtte se dagens lys. Alt andet var strengt forbudt. Alligevel lykkedes det på forunderlig vis for en del mennesker at få anden litteratur i cirkulation. Vi besøgte på turen et underjordisk og forbudt trykkeri i Kaunas i Litauen. Trykkeren og hans kone blev aldrig opdaget. Og de bor der stadig – og har stadig et trykkeri. Trykkeren hedderVytautas Andzialis. Han var som trykker i Sovjettiden ansat på et offentligt trykkeri. Og det lykkedes ham lidt efter lidt at smugle dele til at bygge en trykkerimaskine ud fra sin arbejdsplads. Og papiret købte han forskellige steder ved at sige, at det var til det sovjetiske militær. Så var der ingen problemer.  Han arbejdede i det forbudte trykkeri i mange år sammen med sin kone. Udenfor var der kun én person mere, der kendte til stedet. Det var ham, der skaffede ordrerne og fordelte publikationerne bagefter. En rigtig solstrålehistorie – der kun lykkedes ved hjælp af et enormt mod, en stor viljestyrke og en vis portion held. Det var fantastisk at se og opleve stedet.

Kom der aldrig hjælpere til balterne fra de vestlige lande ?  Det gjorde der sikkert. Med faldskærm eller på andre måder.  Hvad vi ved er, at hjælpere der blev landsat på kysten blev skudt med det samme på stranden. De var blevet afsløret af sovjetiske spioner i Vesten såsom den britiske Kim Philby og den svenske overst Wennerström.

Man kan se og høre meget mere om denne frygtelige undertrykkelse forskellige steder i hvert af de tre baltiske lande.  Museum on Genocide i Vilnius er i al sin uhygge meget interessant. Det samme er det lille partisanmuseum i Druskininkai i det allersydligste af Litauen.  Og på grænsen til Belarus / Hviderusland øst for Vilnius besøgte vi et lille museum i Medininkai, hvor de syv frivillige litauiske grænsevagter / toldere brutalt blev myrdet i 1991 af OMONs specialstyrker. Vi havde den gribende oplevelse at møde den eneste overlevende fra massakren, Thomas Sernas. Han kom i sin rullestol derud udelukkende for at møde os. Han er i dag præst. Dengang læste han til dyrlæge. OMON-banditterne troede, at også han var død. Men kuglen gennem hans hoved havde ikke ramt noget vitalt. Lammelsen i benene fik han før skuddene, da en OMON-soldat gav ham et hårdt drag over nakken med sin geværkolbe for at få ham til at lægge sig ned.  Hvilken skæbne L

I Letland besøgte vi det største og mest aktive museum om disse år. Det hedder Occupation Museum og ligger på havnefronten. Det er oprindelig bygget af sovjetmagten som et minde for the Latvian Riflemen ( ca. 40.000 letter, der under 1. verdenskrig meldte sig i kampen mod tyskerne, og hvor mange senere aktivt støttede den bolsjevistiske revolution ). Efter uafhængigheden er det nu blevet ombygget efter tegninger af en lettisk-amerikansk arkitekt. Udefra kan man se den første halvdel af bygningen, der er helt sort ( besættelsestiden ) og den anden halvdel, der er hvis ( uafhængigheden ). Der bygges på den sidste del endnu. Inde i museet får man en fantastisk og gruopvækkende indføring i Letlands forfærdelige nyere historie.  Vi havde turens bedste guide under dette besøg.

 

Og i Tallinn i Estland mødte vi på det nye Occupation Museum dets meget vidende og meget tiltalende leder, Heiki Ahonen. Han er selv tidligere dissident og politisk fange. Og han fortalte os om landets historie under Sovjet-tiden. Hvad museet angår var det vigtigt for ham at slå fast, at han så dets hovedformål at være at fortælle om dagligdagen i Estland under den kolde krig. Ikke så meget at beskrive besættelsen – som man har gjort så godt på museet i Riga.  Det var efter vores mening lykkedes fint for ham at indrette museet netop på den måde.

 

C)     Dagligt liv i de baltiske lande under den kolde krig

Det er svært for os andre at forestille os, hvordan det daglige liv i disse lande var i de mange onde år. Og selv om vore guides og de glimrende museer forklarede det på fortrinlig vis, er det naturligvis ikke det samme som selv at opleve det. Det skal man til enhver tid huske på.

Vor guide i Riga fortalte f.eks., at folk ganske enkelt aldrig troede på, hvad myndighederne fortalte. De anså alt for at være løgn og propaganda. Hun er selv i dag meget forskrækket over, at hun aldrig troede på det, når myndighederne fortalte om nazisternes forbrydelser.

Til dagligdagen hørte også, at man altid skulle stå i kø. Så for det ene, så for det andet. Der var mangel på stort set alt. En mangel, der pludselig kunne opstå. Ofte vidste man ikke, hvad man stod i kø for. Når man nåede frem til disken, solgte de ofte noget helt andet, end det man egentlig kom for. Alligevel købte man det. Dels fordi man ikke havde nogen mobiltelefon og kunne ringe hjem for at spørge, om man også manglede netop det. Og dels fordi alt manglede på et eller andet tidspunkt. Eller man kunne bruge det som byttevare med andre, der måske havde det, man søgte.

Man kunne i lange perioder heller ikke tale sit eget sprog. Kun russisk var tilladt.  I hvert fald i skolerne og i kommunikation med myndighederne.  Fordelen ved dette er i dag, at alle baltere kan tale sammen, selv om ingen kan forstå de andres sprog ( estisk, lettisk og litauisk ). Det stærke pres for russisk har i dag også den konsekvens, at de unge ikke ønsker at lære russisk. Det kan være ganske upraktisk, da den store russisktalende nabo – og handelspartner – bliver liggende, hvor den gør.

Samtidig var der en betydelig indvandring af ikke-baltere til de tre lande. Især af russere, naturligvis. Dels fordi der var brug for arbejdskraften i den stærke industrialisering, som Sovjet satte i gang i området. Dels fordi mange russere fik familierne til at komme. Og vel også fordi myndighederne ønskede flere ikke-baltere til området.  De store militære styrker bidrog også til befolkningsforøgelsen.  I Litauen er man i dag af den faste overbevisning, at de undgik den store russiske indvandring, fordi skovbrødrene og deres overfald på ikke-baltere gjorde potentielle tilflyttere bange for at komme. Et faktum er det i hvert fald, at landet i dag har under 20 % russere, mens Letland har 40 % ( endda 62 % i Riga ) og Estland 33 %.

Industrialiseringen skete især i Estland og Letland. Enorme investeringer i enorme anlæg. Visse steder resulterede det i de såkaldte mono-byer, dvs. byer der er helt afhængig af en enkelt virksomhed.  Vi besøgte en af dem: Kunda i Estland.  Den ligger øst for Tallinn ud til den finske bugt. Den enorme virksomhed producerer cement. Den blev bygget før 1. verdenskrig i zar-tiden af danske F.L.Smith og hed dengang Port Kunda. Russerne nationaliserede den i 1939, og tyskerne tog den tilbage efter deres invasion. I den tyske periode fik F.L.Smith fabrikken tilbage. Og det kom for nogle år siden frem, at firmaet brugte KZ-fanger ( formentlig russere ) i produktionen. Det måtte de naturligvis undskylde

og vist nok også betale erstatninger.  Efter Sovjet-magtens tilbagekomst i 1944 blev virksomheden igen nationaliseret og producerede cement til store dele af landet. Der er fortsat i dag cementproduktion. Nu med en tysk virksomhed  ( Heidelberg Group ) som ejer. Og i området omkring fabrikken kan man med gru opleve, hvordan cementstøv har lagt sig på alt og alle – fra huse til træer og planter. Tænk på alle de mennesker, der har skulle leve med det i årenes løb.

På det kulturelle område forsøgte Sovjet også at sætte sin stil og holdninger igennem.  Alt fra Ungpionerer til kunst og litteratur måtte rette ind efter linjen fra Moskva. Og kirker blev for det meste enten lukket og brugt til andre formål. Eller direkte sprængt bort.  Alligevel kan man i dag se, at kulturen i hvert af de tre lande blomstrer mere end nogensinde. Selv 50 års systematisk undertrykkelse kan ikke tage livet af en stærk, folkelig og rodfæstet kultur.

Efter krigen – eller snarere krigene – lå de fleste byer i ruiner. Og det blev de ved med at gøre i mange år. Først i løbet af 1970erne og  især i 1980erne blev især de gamle, centrale dele af de større byer bygget op igen. Og ofte mere eller mindre nøjagtig som de var før krigen. Det vil sige, at Vilnius igen er en af de fineste barok-byer i Europa. Og Riga en af de flotteste art nouveau storbyer. Både Tallinn og Riga har også genskabt den gamle stemning og arkitektur fra deres Hanse-fortid.  Alle disse genopbygninger blev for en