Niels Jørgen Thøgersen fortæller
…
Om: Flygtet til Nordkap eller hvad ??!!
Scenen er juni 1992. Nærmere betegnet tirsdag den 3. juni. Antal deltagere i mit daglige morgenmøde kl. 9.00 oversteg næsten antallet af mine medarbejdere! De stimlede til for at høre, hvad der nu skulle ske.
Hvorfor nu al den ståhej ? Fordi Danmark dagen før i sin folkeafstemning havde sagt Nej til Maastricht-Traktaten. EU’s store projekt med EURO og meget andet. Ganske vist var flertallet for et nej meget lille. Hvis 13.000 havde stemt ja i stedet for nej, var det blevet et Ja. Men et flertal er et flertal, naturligvis.
Mange af os danske havde aftenen før oplevet gyseren på ”Pouls Bar” nederst i vores bygning i rue de Trèves. Af og til blev nogle af os kaldt til telefonen for at give Danmarks Radio en stemningsberetning fra danskerne i Bruxelles.
Både sidst på aftenen, da resultatet forelå, og den næste dag, var mit personlige budskab til folk, at Danmark nu havde meldt sig ud på mange fronter i EU. Og at man ikke skulle være naiv og tro, at de andre 11 medlemslande ( der var kun 12 dengang ) bare ville sige, at det var da ærgerligt, så kan vi ikke komme videre. Sådan blev det som bekendt heller ikke.
Der var mange krisemøder og megen hektisk aktivitet som følge af denne nye situation.
Men jeg havde selv mit helt eget problem. Ikke bare med det negative resultat. Men med noget meget mere praktisk og jordnært: Dette var dagene lige før pinse. Og Liselotte og jeg havde bestilt en spændende tur op til det nordligste Skandinavien for at slappe af og opleve naturen i en lille uges tid. Og afgangen var sat til ..... i dag – den 3. juni. Først til Helsingfors, overnatning i lufthavnen, og så videre med fly ca. 1.500 km nordpå til Ivalo i Finland, leje af bil. Og så kørsel til spændende steder i både Finland og Norge. Ikke mindst Nordkap og Kirkenes med besøg ved Ishavet stod øverst på vor smørrebrødsseddel.
I vor planlægning for lang tid siden tænkte vi, at det ville være en dejlig måde at fejre et stort arbejde op til den danske folkeafstemning på. Og forhåbentlig også feste for et godt resultat.
Nu var situationen mildest talt en anden. Men alle fly, bil og hoteller var bestilt. Og forventningerne var også oppe i højeste gear.
Der skulle handles hurtigt, så jeg gik straks efter mit morgenmøde ned til min daværende generaldirektør, Colette Flesch, som jeg havde et glimrende forhold til. Jeg forelagde hende de barske realiteter og bad om hendes råd. Hun var ikke et splitsekund i tvivl: Selvfølgeligskal I rejse. Det er jo ikke dig, der har tabt en afstemning !, som hun sagde. Hun mente formentlig også, at ingen er uundværlige ( selv om jeg måske inderst inde var af en lidt anden opfattelse ). Det var de Gaulle, der engang fik forelagt, at den og den person er uundværlig – hvortil generalen tørt svarede: Kirkegårdene er fyldt med uundværlige mennesker! Så galt var det dog ikke her. Men jeg havde fået løst mit problem og kunne efter at have ordnet et par hastesager drage afsted på den planlagte tur.
Selvfølgelig var jeg godt ærgerlig over ikke at kunne følge med i, hvad der nu ville ske i den spegede situation. Internettet, e-mailen og mobiltelefonerne ventede stadig på at blive opfundet. Men så måtte jeg vente, indtil vi i næste uge kom tilbage, med at få at vide, hvad kloge folk i mellemtiden havde besluttet.
Vi kom afsted – og havde forresten en fantastisk tur.
Da vi et par dage senere sad helt oppe i Kirkenes i det nordligste Norge, åbnede jeg for fjernsynet for at høre, hvad det norske monopol-TV havde at fortælle om livet. Og stor var min overraskelse, da første programpunkt i nyhederne handlede om et EU-ministermøde omkring Danmarks nej til Maastricht. Og endnu mere overrasket blev jeg, da jeg fandt ud af, at dette EU-møde fandt sted i.... Oslo. Noget usædvanligt, må man sige.
Grunden var den, at der længe havde været planlagt et NATO-ministermøde i Oslo. Og da næsten alle EU-landenes udenrigsministre var med der, så besluttede man at flyve den irske udenrigsminister derop. Og hokus-pokus: så var et EU-møde på plads. Man må sno sig, når det er nødvendigt.
På et tidspunkt lykkedes det mig også at få kontakt med mine medarbejdere i Bruxelles. Det skete gennem de gammeldags midler, vi havde til rådighed dengang. Og her hørte jeg, at rygtet gik i Bruxelles, at jeg var flygtet længst muligt væk på grund af det danske nej
J
Altså helt op til Nordkap. Hvem der – formentlig for at være morsom – havde sat dette rygte i gang, ved jeg ikke. Men der var folk, der gik rundt og troede på det.
Så let slap de ikke for mig – heller ikke dengang. Og da jeg var tilbage få dage senere, tog jeg tømmen i fast hånd og fik både afmonteret alle falske rygter – og sat en større informationsindsats igang om den nye situation. Udfordringer er til for at blive – udfordret.
Det var spændende dage dengang ! Og alt endte godt – undtagen for Danmark, der stadig væk – i dag 20 år senere – lever et EU-liv ude på sidelinjen
J
Niels Jørgen Thøgersen - den 13.6.2012
kimbrer@gmail.com