Små historier om dette og hint.....
PÅ TOPPEN I SKAGEN
Niels Jørgen Thøgersen fortæller....

PÅ TOPPEN I SKAGEN

Vi skriver 2013. Og det er i år 32. gang, jeg holder ferie i Gammel Skagen. Nærmere bestemt på Jeckels. Så nu må det være på tide, at jeg i min krønike fortæller lidt om hvorfor og hvordan.

Som dreng ”gjorde” jeg første gang Skagen, da jeg var 9 år. Det var på en skoleudflugt fra Grynderup skole. Det var helt vildt. Normalt gik den årlige udflugt til den nærmeste skov, hvor vi fik lov til at lege røvere og soldater en dags tid. Og det var saftsuseme sjovt. En enkelt gang var vi helt ude i storstaden Aalborg. Det var de vilde dyr i zoologisk have, der det år tog prisen. Også selv om en af tigerne med stor præcision overtissede mit fine tøj ud igennem tremmerne. Den var nok sur over, at jeg havde et meget større bur, end den havde!

Men nu – og det var i 1954 – skulle vi til Skagen sammen med lærer Madsen. Han var vores eneste lærer, så der var ikke så mange at vælge imellem. Et stort landkort blev trukket ned fra loftet i klasseværelset. Og vi fik med stor omhyggelighed udpeget, hvor dette forjættende Skagen lå. Det var godt nok langt væk. I hvert fald for en ikke-rejsevant purk på 9 år i plusfour-bukser.

Først tog vi til Hobro med toget fra trinbrædtet i Grynderup. Og så steg vi på et KÆMPEtog, der blev trukket af et stort, prustende damplokomotiv. Med ophold og skift i både Aalborg og Frederikshavn nåede vi frem til vort mål.  Jeg husker ikke vildt meget fra dagen heroppe. Den var heller ikke lang. For vi skulle hjemad igen efter få timer. Så der er ikke noget at sige til, at det især var toget, der tog prisen den forårsdag.

Min mors forhold til Skagen var vistnok et andet. Jeg fik aldrig ret meget at vide om det.  Hun var født og voksede op i Vendsyssel – omkring 70 km syd for Skagen. Engang så jeg et gammelt billede, hvor hun lystigt sad i klitterne sammen med en nok lige så lystig herre.  Jeg spurgte naturligvis, hvor det var fra. Skagen var svaret. Vi kørte derop i hans bil. Så kunne jeg naturligvis ikke dy mig for at spørge, hvem han var.  Så kan  det nok være, jeg fik svar på mit nærgående spørgsmål:  Det kommer ikke dig ved!   Det kan nok være, det var ren besked. Åndelig smæk. Hertil og ikke længere!  Et sådant svar havde jeg aldrig fået fra min mor før.  Så nu var der kun min fantasi at ty til !

Min fars forhold til Skagen var en meget kort og simpel historie. Efter han var død i 1978 fik jeg at vide, at et af hans største ønsker altid havde været at besøge Skagen. Men han kom der aldrig.  Det var en rigtig træls besked at få.  Hvorfor kunne ingen – inkl. ham selv – mande sig op til at fortælle mig det, mens tid var?!  Nå, men sådan var det. Morale – morale: Når du ikke lukker munden op, så kan man heller ikke forvente, at folk kan finde ud af, hvad du gerne vil!

Det var med den bagage, at jeg i maj 1981 begav mig til Skagen. Jeg havde været her i mellemtiden, men et var længe siden.  Jeg var i Hjørring for at fortælle et større kursus på Vendelbohus om min version af EUs fortræffeligheder.  Og da der ikke var oceaner af spørgsmål – de turde måske ikke! – så havde jeg pludselig tid til noget andet. Der var 4-5 timer, inden jeg igen skulle aflevere den lejede bil i Aalborg Lufthavn.  Dagen før havde jeg i Søndags-Politiken læst om noget så ukendt, men spændende som Time Share lejligheder i Skagen. Tids-deling, hva’ mon det var for noget!  Billederne i annoncen var i hvert fald flotte, så jeg besluttede mig for at age til Gammel Skagen for at se på sagen.  Jeg fik en lejlighed forevist. Den så godt nok fristende ud. Ikke mindst fordi sælgeren den dag havde allieret sig med solen, så alt så superbt ud, ikke mindst også Vesterhavet og klitterne lige uden for døren.  Og beskedden om, at lejligheden kunne blive min med det samme i uge 34 hvert år i 99 år for ialt 36.000 kr. fik mig til på stedet at tage beslutningen: JA!  Den tager jeg.  Jeg havde dog sikret mig, at jeg om 99 år ville have ret til genforhandling!

Sådan gik det til, at jeg blev Skaw’bo.  I hvert fald en uge om året.  Og det har jeg aldrig fortrudt.  Stedet og ikke mindst Jeckels, som stedet med de ialt 41 lejligheder hedder, er et fantastisk sted. Og det bliver holdt i stand og ved lige, så det i dag 32 år senere ser næsten lige så godt ud som dengang. Alle maskiner og møbler bliver fornyet med det bedste på markedet, når det er nødvendigt. De flotte gule huse bliver malet og pudset med jævne mellemrum. Og de ansatte her er mere end venlige og hjælpsomme.  Man skal næsten kun huske sin tandbørste for at være klar til en uges nydelse her.

Jeckels er et af de store gamle badehoteller i Gammel Skagen. Det blev bygget i 1880erne og virkede som badehotel til nogle år efter 2. verdenskrig.  Der er lavet en bog om dengang. Den hedder Det var en herlig tid. Og det er sjov læsning, ikke mindst at ”læse” de mange billeder. Når jeg går rundt i haven herude føler jeg næsten, at jeg kan se og høre to faste gæster heroppe i 1930erne: daværende statsminister Thorvald Stauning og skuespilleren Johannes Poulsen. De var her altid sammen om sommeren. Og en del af tiden sad de i deres liggestole i haven og ”snorkede som et par hvalrosser”.  Jeg synes, jeg kan høre lyden endnu J

De mange år heroppe gør naturligvis også, at man kender enhver sten, ja næsten ethvert sandskorn.  Der er blevet travet og hygget i lange baner. Op og ned af klitterne. Langs med det brusende hav. Sjældent i det.  Inde i Ny-Skagen.  Ude på Grenen.  Ja, faktisk har vi flere gange gået hele Grenen rundt. Med start i Gammel Skagen (som egentlig hedder Højen – eller Høwi på lokalsproget) og langs vestkysten helt ud til Grenen, hvor Vesterhavet og Kattegat slås om overtaget. Og så tilbage langs Kattegat via Ny-Skagen. Det er en tur på 23 km, og den tog os hver gang 5 ½ time, inkl. en gang pølse-spisning undervejs. En af disse Gren-vandringer husker vi især, fordi den fandt sted, mens kuppet mod Gorbatjov i Rusland var i fuld gang i august 1991.  Da vi forlod Jeckels om morgenen, var han kupmagernes fange på Krim. Undervejs lyttede vi hver time på vor medbragte lille radio på de danske udsendelser på Radio Moskva. Og da vi kom hjem, var han fri igen og kupmagerne på flugt eller havde skudt sig selv.  Den positive udvikling fejrede vi på restauranten her på Jeckels (den er her desværre ikke mere) med champagne og alt, hvad den kunne trække!

Jeg bliver også nødt til at nævne, at ”Strandbaren” her i Gammel Skagen næsten var en del af mit køb. Det var en overmåde hyggelig bar med overmåde hyggelige mennesker, der lå ca. 100 meter fra Jeckels – på vej mod havet.  Den blev gemytligt og meget professionelt styret af Henry. Han ejede den. Og han var iøvrigt også strandfoged.  Der var alle mulige sjove skilte i baren. Og udbuddet var af det bedste – og til demokratiske priser.  Henry rørte aldrig en dråbe spiritus, i hvert fald ikke i åbningstiden. Jeg tror nu nok, han havde smagt sagerne godt til i sin tid.  Af og til optrådte han i sjove og utraditionelle munderinger. Såsom et kæmpe-øre, han påmonterede til nogens munterhed og andres forskrækkelse. Han talte det meste af tiden vendelbomål og havde det typiske flegrende vendelbosmil på læben det meste af tiden.  En gang havde han fået besøg af et par modne tyske damer i baren. De bestilt to kaffe. De blev serveret af Henry personligt (der var ikke andre ansatte). Og det gjorde han med ordene:  Hår do en hankat i daw gesehen?  De kiggede forskræmte på Henry. Men da de kunne se, at han ikke gik til håndgribeligheder og vi andre morede os gevaldigt, ja så nød de den velskænkede kaffe og havde fået et bidrag mere til deres (mis)forståelse om de der mærkelige danskere!

Da vi kom herop i august 1995, var der en kolossal masse mennesker i gaderne. Vi undrede os over, om Strandbaren var blevet SÅ populær. Det var den desværre ikke. Det var Henry, der var rejst videre. Og alle på egnen – mand og mus – var her for at følge ham de få hundrede meter op på kirkegården foran vore vinduer på Jeckels.  I dag er Strandbaren der desværre ikke mere. Men udenfor har betænksomme og taknemliglige mennesker sat en fin bænk, der bærer navnet Henry.

Det er umuligt at fortælle hele historien om mine og vore mange år på Jeckels og omegn. Jeg vil dog gerne nævne, at det var mere end naturligt – ja nærmest et MUST – at Liselottes og mit bryllup i august 1993 skulle fejres heroppe.  Det var i morgen – for 20 år siden!   De nødvendige JAer var først givet på Aalborg gamle rådhus. Og så stod festen på restaurant Trekosten. Den lå dengang lige ovenover Henrys Strandbar.  Med direkte udsigt over det brusende Vesterhav.  Hans Thage var ejer af restauranten dengang – det var ham med den kendte fiskeforretning i Frederiksborggade i København.  Henry blev bedt om at servere aperitiffen til vore godt 60 gæster. Det gjorde han naturligvis iført sit store, velvoksne øre. Og så tog Hans Thage og hans ypperlige personale ellers over.  Vor gamle ven Hjalmar Havelund var toastmaster ( ”så er den aften ødelagt”, som han selv sagde på forhånd). Det var den nu ikke. Det blev en lystig gemytlighed, som alle medvirkende sikkert husker den dag i dag.  Og som et lille krydderi på festen havde jeg aftalt med min gamle avis, Aalborg Stiftstidende, (jeg gik med aviser i mine drengeår) at de måtte fotografere alle løjerne omkring brylluppet i Aalborg mod at de leverede en avis til hver festdeltager til brunchen på restaurant ”De 2 Have” på Grenen den næste dag.

Så som det forhåbentlig fremgår, så har vi på masser af måder fået dejligt Skagen-sand og herlige oplevelser inden for huden over alle årene.  Vi har endda fået så meget stimulans, at vi i årenes løb har købt 3 time-share uger mere på Jeckels. Én om sommeren (det er Liselottes), én om vinteren og én om foråret/efteråret.  Nogle af dem plejer vi at bruge selv – andre bruger vi til at bytte os til lækre steder rundt omkring i Europa.

Jo, Skagen – og ikke mindst Høwi – er ikke bare Toppen af Danmark. Det er også Toppen for os. Toppen, hvor vi hvert år føler, at netop her slapper vi rigtig af og tager en ordentlig bid af ferien!

 

Niels Jørgen Thøgersen

Gammel Skagen den 20. august 2013   

Flygtet til Nordkap - eller hvad ?!

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

Om:  Flygtet til Nordkap eller hvad ??!!

 

Scenen er juni 1992. Nærmere betegnet tirsdag den 3. juni. Antal deltagere i mit daglige morgenmøde kl. 9.00 oversteg næsten antallet af mine medarbejdere!  De stimlede til for at høre, hvad der nu skulle ske.

 

Hvorfor nu al den ståhej ?  Fordi Danmark dagen før i sin folkeafstemning havde sagt Nej til Maastricht-Traktaten.  EU’s store projekt med EURO og meget andet. Ganske vist var flertallet for et nej meget lille. Hvis 13.000 havde stemt ja i stedet for nej, var det blevet et Ja.  Men et flertal er et flertal, naturligvis.

 

Mange af os danske havde aftenen før oplevet gyseren på ”Pouls Bar” nederst i vores bygning i rue de Trèves.  Af og til blev nogle af os kaldt til telefonen for at give Danmarks Radio en stemningsberetning fra danskerne i Bruxelles.

 

Både sidst på aftenen, da resultatet forelå, og den næste dag, var mit personlige budskab til folk, at Danmark nu havde meldt sig ud på mange fronter i EU. Og at man ikke skulle være naiv og tro, at de andre 11 medlemslande ( der var kun 12 dengang ) bare ville sige, at det var da  ærgerligt, så kan vi ikke komme videre. Sådan blev det som bekendt heller ikke.

 

Der var mange krisemøder og megen hektisk aktivitet som følge af denne nye situation.

 

 

Men jeg havde selv mit helt eget problem.  Ikke bare med det negative resultat. Men med noget meget mere praktisk og jordnært:  Dette var dagene lige før pinse.  Og Liselotte og jeg havde bestilt en spændende tur op til det nordligste Skandinavien for at slappe af og opleve naturen i en lille uges tid. Og afgangen var sat til  .....  i dag – den 3. juni.  Først til Helsingfors, overnatning i lufthavnen, og så videre med fly ca. 1.500 km nordpå til Ivalo i Finland, leje af bil. Og så kørsel til spændende steder i både Finland og Norge. Ikke mindst Nordkap og Kirkenes med besøg ved Ishavet stod øverst på vor smørrebrødsseddel.

 

I vor planlægning for lang tid siden tænkte vi, at det ville være en dejlig måde at fejre et stort arbejde op til den danske folkeafstemning på. Og forhåbentlig også feste for et godt resultat. 

 

Nu var situationen mildest talt en anden.  Men alle fly, bil og hoteller var bestilt.  Og forventningerne var også oppe i højeste gear.

 

Der skulle handles hurtigt, så jeg gik straks efter mit morgenmøde ned til min daværende generaldirektør, Colette Flesch, som jeg havde et glimrende forhold til.  Jeg forelagde hende de barske realiteter og bad om hendes råd.  Hun var ikke et splitsekund i tvivl:  Selvfølgeligskal I rejse. Det er jo ikke dig, der har tabt en afstemning !, som hun sagde.  Hun mente formentlig også, at ingen er uundværlige ( selv om jeg måske inderst inde var af en lidt anden opfattelse ).  Det var de Gaulle, der engang fik forelagt, at den og den person er uundværlig – hvortil generalen tørt svarede:  Kirkegårdene er fyldt med uundværlige mennesker!    Så galt var det dog ikke her. Men jeg havde fået løst mit problem og kunne efter at have ordnet et par hastesager drage afsted på den planlagte tur.

 

Selvfølgelig var jeg godt ærgerlig over ikke at kunne følge med i, hvad der nu ville ske i den spegede situation.  Internettet, e-mailen og mobiltelefonerne ventede stadig på at blive opfundet.  Men så måtte jeg vente, indtil vi i næste uge kom tilbage, med at få at vide, hvad kloge folk i mellemtiden havde besluttet.

 

Vi kom afsted – og havde forresten en fantastisk tur.

 

Da vi et par dage senere sad helt oppe i Kirkenes i det nordligste Norge, åbnede jeg for fjernsynet for at høre, hvad det norske monopol-TV havde at fortælle om livet. Og stor var min overraskelse, da første programpunkt i nyhederne handlede om et EU-ministermøde omkring Danmarks nej til Maastricht. Og endnu mere overrasket blev jeg, da jeg fandt ud af, at dette  EU-møde fandt sted i.... Oslo.   Noget usædvanligt, må man sige.

 

Grunden var den, at der længe havde været planlagt et NATO-ministermøde i Oslo. Og da næsten alle EU-landenes udenrigsministre var med der, så besluttede man at flyve den irske udenrigsminister derop. Og hokus-pokus:  så var et EU-møde på plads. Man må sno sig, når det er nødvendigt.

 

På et tidspunkt lykkedes det mig også at få kontakt med mine medarbejdere i Bruxelles.  Det skete gennem de gammeldags midler, vi havde til rådighed dengang. Og her hørte jeg, at rygtet gik i Bruxelles, at jeg var flygtet længst muligt væk på grund af det danske nej J    Altså helt op til Nordkap.  Hvem der – formentlig for at være morsom – havde sat dette rygte i gang, ved jeg ikke. Men der var folk, der gik rundt og troede på det.

 

Så let slap de ikke for mig – heller ikke dengang. Og da jeg var tilbage få dage senere, tog jeg tømmen i fast hånd og fik både afmonteret alle falske rygter – og sat en større informationsindsats igang om den nye situation.  Udfordringer er til for at blive – udfordret.

 

Det var spændende dage dengang ! Og alt endte godt – undtagen for Danmark, der stadig væk –  i dag 20 år senere – lever et EU-liv ude på sidelinjen J    

 

 

Niels Jørgen Thøgersen   - den 13.6.2012

 

kimbrer@gmail.com  

 

 

 

 

 

Utrolig oplevelse på Island i 1986

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

 

Min total-oplevelse på Island i 1986

 

Det var søndag. Det var den 8.juni 1986. Jeg var på én af mine mange EU-ture til Island. Lang tid før de tænkte på at ansøge om medlemskab. Men jeg var deroppe for at så de første frø...

 

Jeg sad på mit hotelværelse på Hotel Holt i den gamle del af byen. Hvad skulle man finde på? De næste møder var først i morgen. Så jeg gik i gang med at zappe lidt på fjernsynet på værelset.  Og hvad opdagede jeg?  Fodbold. Så kunne det ikke gå helt galt.  Uanset hvem der spillede, så var det da lidt underholdning.

 

Mere end stor var min forbavselse, da jeg opdagede, at det var Danmark, der spillede.  Dog ikke alene.  Modparten kunne jeg ikke rigtig lure. Hvem var de? Formentlig et islandsk hold ?  Nu var der faktisk lyd på. Men det var ikke islandsk ( hvad der heller ikke ville ha’ hjulpet mig meget ).  Det var italiensk. Hallo, De der...  Og efter en mega-anstrengelse for at forstå lidt af speakeren ( og en italiensk sportskommentator snakker virkelig hurtig ! ), så fandt jeg ud af, at danskerne spillerne mod Uruguay.  Og ikke nok med det!  Udsendelsen var direkte.  Og den kom helt fra Mexico.  Der var nemlig fodbold-VM på disse kanter i de dage.

 

Hvorfor er det nu så interessant? Det er i dag hverdagskost. Men det var det ved gud ikke dengang for 26 år siden.

 

Her sad jeg. På et hotel på Island. Så italiensk satellit-TV. Direkte fra Mexico. Og så endda med Danmark som part i spillet.   Det var mageløst.  En total-oplevelse. En virkelig FIRST for mit vedkommende.

 

Sådan en oplevelse har man lyst til at dele med nogen med det samme. Men der var ikke nogen at dele den med. Hvorfor ikke sms’e? Der var intet sms. Eller e-maile? Der var ikke nogen e-mail. Hvad med mobil-telefonen? Den var der heller ikke.  Og Internettet fandtes ej heller.

 

Tænk, vi skal bare 26 år tilbage. Og alt det, der i høj grad fylder vort liv i dag, var der ikke. Det ventede altsammen på at blive opfundet.  Det er en meget interessant tanke.

 

Så tænker man også:  Hvad har vi så ikke opfundet i dag, som om 26 år er en hel dagligdags ting ? Gå bare i gang med at gætte!!

 

Og forresten: Hvordan gik det med fodboldkampen ?  Ja, som mange husker, så tog danskerne stikket hjem med en 6-1 sejr over sydamerikanerne.  Jeg var sikker på, at det skyldtes, at jeg sad og heppede på dem oppe på Island!

 

 

 

Den 11. juni 2012 -  kimbrer@gmail.com      

 

Om flere små historier: Se min hjemmeside:  www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk    

Ad Wandsbeck til....

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

Om udtrykket Ad Wandsbeck til

 

Vi kender nok alle udtrykket ”at blive sendt ad Wandsbeck til”. Hvor mon det stammer fra?

 

Der er faktisk fire forklaringer, der alle hænger sammen med stedet Wandsbeck. Det er i dag en østlige forstad til Hamburg.

 

  1. Men indtil 1864 var det den sidste danske ( holstenske ) landsby før grænsen til Tyskland. På dansk hed den Vandsbæk.  Den var altså på en måde det yderste punkt i det danske rige – langt væk.  Ikke godt at ”blive sendt af Wandsbeck til”.

 

            Men udtrykket refererer givetvis også til en mere konkret historisk begivenhed:

 

  1. I årene 1766-1808 var Christian VII konge i Danmark. Som alle ved, var han sindssyg og oftest helt utilregnelig. Terroriserede alt og alle, smed møblerne ud af vinduerne på kongeslottet, Christiansborg. Og turede rundt i København på bordellerne og slige steder sammen med et slæng af ligesindede. Statssagerne hjalp hans livlæge Struensee ham med, indtil han fik hovedet kappet af i 1772.

 

På den mere erotiske side klarede majestæten selv paragrafferne. På et af sine togter gennem nattens København traf han i 1767 den veldrejede unge pige Anne Cathrine Benthagen. En løssluppen ung dame, der om dagen hjalp sin mor med at bringe dennes syede støvletter rundt til kunderne. Og om aftenen og natten levede mestendels af prostitution. På grund af sin mors erhverv havde hun tilnavnet ”Støvlet Cathrine”.  Hun deltog med stor energi i kongens mange eskapader. Men da hun også begyndte at blande sig i statssagerne og fik en højere embedsmand afskediget, blev det regeringen for meget. Hun blev i 1768 forvist fra København. Hvorhen? Til det fjerne Wandsbeck ! Dog med en årlig apanage på 400 rigsdaler.

 

Så når du næste gang kører igennem Wandsbeck eller hører om det, kan du passende sende en tanke til bemeldte letlevende ”Støvlet Cathrine” !

 

  1. Udtrykket betyder også ”afvisning af en uberettiget fordring”. Denne talemåde kommer fra den tid, hvor der stadig var et Tallotteri i Danmark Det blev afskaffet i 1851. Udtrækning fandt sted på 3 steder: i København, i Altona og i Wandsbeck.  De udtrukne numre i Wandsbeck var ikke anerkendt de to andre steder. Altså udtrykket: ”den gælder til Wandsbeck”.  Byen var i øvrigt dengang kendt som et tilflugtssted for mindre pålidelige eksistenser såsom vekselfalsknere og svigagtige fallenter fra Hamburg og Altona L

 

  1. Den fjerde forklaring på udtrykket stammer fra de rejsende håndværkssvende ( Naverne ). Det var skik og brug, at når deres pengepung var tom fik de en ”Geschenk” af Oldgesellerne i de byer, de kom igennem. Betingelsen var dog en påtegning i Vandrebogen, som de bragte med sig overalt. Ville en svend fra Hamburg til Altona, blev det ikke betragtet som nogen rejse, og der vankede ikke nogen ”Geschenk”. Derfor var det for svendene ofte kotyme at angive Wandsbeck som rejsens mål. Så kunne de erholde nogle Groschen. Når svandene sås enere talte sammen om påtegningen i vandrebogen, sagde de med et skævt smil: Den gælder ad Wandsbeck til”.

 

 

Sådan har begrebet ”ad Wandsbeck til” mange hyggelige og historisk lærerige forklaringer.

 

 

 

Om andre historier: Se min hjemmeside:  http://www.niels-jorgen-thogersen.dk/  
Mine Notater (opdateres løbende)

NOTAT BODEN

 

 

Det er ikke alt, man har plads til på sin hjemmeside. Derfor har jeg lavet en lille oversigt over ting, jeg har skrevet og samlet i tidens løb.

 

Hvis du er interesseret i at få en eller flere af disse noter, giver du bare lyd på: kimbrer@gmail.com     

 

 

1.      ”Alfabetiske ordforklaringer A-Å”  (kapitlerne A – E er udkommet)

 

2.      ”Hoteller i Dejlige Byer i Europa”  (navne, adresser, tel., e-mail, webadresse)

 

3.      ”Restaurants and Food Shops in Brussels”  (in English). All related to a EU member state

 

4.      “The EU Area in Brussels. Explanations to streets, squares and buildings” (in English)

 

5.      ”Dreng på Landet I-II”   (om mig selv og mine oplevelser som barn)

 

6.      ”Thøgersen-familiens 100 år i Grynderup i Himmerland”

 

7.      ”Mine år i Ålestrup 1956-1960”

 

8.      ”Mine år i Viborg 1960-63”

 

 

         Niels Jørgen Thøgersen  

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

citizenslcc@gmail.com | Svar 09.07.2018 13.20

Hej

Har du brug for et lån til eget formål eller til din virksomheds behov? Her er gode nyheder for dig. Du er på det rigtige sted. Vi har kapacitet til at yde

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.07 | 15:10

Hej

Har du brug for et lån til eget formål eller til din virksomheds behov? Her er gode nyheder for dig. Du er på det rigtige sted. Vi har kapacitet til at yde

...
09.07 | 13:20

Hej

Har du brug for et lån til eget formål eller til din virksomheds behov? Her er gode nyheder for dig. Du er på det rigtige sted. Vi har kapacitet til at yde

...
02.07 | 11:04

Hej

       Har du brug for økonomisk hjælp? Har du brug for et lån til at købe et nyt hus, eller til investering, har du brug for hurtig økonomisk bistand med en lav rente på 3%? at betale dine ubetalte regninger? Er du blevet afvist af så mange banker?

...
27.06 | 12:10

Hei, Sir og Fru

Lånetilbud mellom privat og ærlig, i 48 timer

e-post: mirandacaprino@gmail.com
e-post: thomas.stumpls@yahoo.com

Jeg er villig til å gi deg et lån mellom 2000 og 900.000 (Lån
rask og pålitelig). Jeg er i samarbeid med flere banker som
hj

...
Du kan lide denne side