For Alvor Sjovt
Fantastisk besøg i Baltikum ved deres frihed

               Krønike

Fantastisk oplevelse ved 3 nationers gen-fødsel

Fredag den 6. september 1991 var en helt særlig dag for de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Det var den dag, Sovjetunionen – omend noget modvilligt – officielt anerkendte de tre landes uafhængighed!  Det er nu 25 år siden.  Det var en helt ubegribelig begivenhed, som millioner af baltere havde ventet på i mange år. Ja, lige siden Sovjet invaderede dem og indlemmede dem i imperiet i 1944.  Altså 45 år tidligere.

Jeg havde personligt den fantastiske oplevelse at besøge de tre lande i dagene lige efter den 6. september.  Sammen med fire kolleger fra Kommissionen var jeg en del af den første officielle EU-Delegation til de nye lande. Vi blev inviteret af de tre nye regeringer til at være deres gæster med det samme. Formålet var at offentligt og officielt at bringe EUs hilsen og at udtrykke vor fulde støtte til hvert land og deres nyerhvervede demokrati.  Og jeg skal love for, at det vakte opmærksomhed!  Vi var i landene fra søndag den 8. september til fredag den 13.  Og alle steder mødte vi regeringerne, var live på TV og i radio og blev hilst velkommen af store folkemængder, som vi blev introduceret til.  Det var en once-in-a-lifetime oplevelse.   Og det var frem for alt et knusende overbevisende bevis på, hvor stor en betydning EU og Europa havde og har for disse lande.  Nogle af EUs medlemslande, bl.a. Danmark og Tyskland, havde i dagene før uafhængigheden haft diplomater på visit. Men vi var de første, der kom i officielt ærinde med et samme og i fuld offentlighed. Det var noget, der rykkede!

Lidt om den noget voldelige optakt til uafhængigheden:

Som nævnt var de tre lande besat af Sovjet i alle årene fra 1944. Og før den tid var det først russerne fra 1939-41, og derefter nazisterne, der besatte landene fra 1941-44.  Ingen havde noget at lade hinanden høre om de grusomheder, de begik mod den lokale befolkning, hvis den ikke makkede ret. I Sovjet-tiden blev baltere i tusindvis tvangsforflyttet til Sibirien. Og der er stadig den dag i dag landsbyer af baltere langt ude i tundraen i Siberien. En af mine lettiske venner besøgte gamle letter derude sidste år.  Selv om de nu gerne må rejse tilbage, har mange ikke kræfter og midler til rejsen.  Og samtidig med denne fjernelse af baltiske borgere, gjorde Sovjet alt, hvad de kunne for at få russere til at flytte til de tre lande.  Det blev til mange hundredetusinder etniske russere, som for manges vedkommende stadig bor der.

Efter at Michael Gorbatjov kom til roret i Moskva fra 1985 og gennemførte sine reformer med åbning (glasnost) og omstruktureringer ( perestrojka ), begyndte balterne at vejre morgenluft. I alle årene havde der fortsat været en baltisk undergrundsbevægelse, der bekæmpede russerne med våben. De befandt sig for det meste ude i skovene. Derfor blev de kaldt ”skov-brødrene”. Russerne var ofte så bange for dem, at de ikke vovede sig ind i skovene. Og den lokale befolkning skaffede dem føde.  Det lykkedes dog Sovjet-magten at få nedkæmpet skovbrødrene lidt efter lidt. Så vidt vides, blev den sidste skovbror skudt ude i skoven i 1986.

Uafhængighedstrangen blandt balterne blev større og større og mere og mere synlig.  Den 23. august 1989 var det nøjagtig 50 år siden, at russerne og nazisterne i al hemmelighed blev enige om, at russerne frit kunne besætte de baltiske lande. Det var den såkaldte Rippentrop-Molotov pagt. På denne dag – 50 års dagen – arrangerede man med to millioner deltagere en menneskekæde fra Estland i nord til Litauen i syd.  De holdt alle hinanden i hånden hele vejen. De kaldte den ”The Baltic Way”. Da så frihedstrangen blev yderligere synlig, bl.a. ved at Litauen i marts 1990 erklærede sig uafhængig, blev det hurtigt Sovjet-magten for meget. I januar 1991 sendte man de berygtede OMON specialtropper fra det sovjetiske indenrigsministerium ind især i Letland og i Litauen. Det kom til voldsomme kampe både i Riga ( se nedenfor ) og især i Litauen, hvor OMON-troppernes beskydning af radiohuset og af TV-tårnet uden for byen gav adskillige døde.  Alt det satte mere og mere sindene – også i Vesten – i kog.  Og da gammelkommunisterne den 19. august 1991 lavede et kup mod Gorbatjov, mens han holdt ferie, slog alle tre baltiske lande til og erklærede sig uafhængige imens to-dages kuppet stadig var i gang.  Slutspillet var i fuld gang.  Og som allerede nævnt vedtog Sovjet den 6. september at give de tre lande deres frihed.

Det er let at forstå, at festen næsten igen ende ville tage hos de ellers rolige og kølige baltere i de septemberdage for 25 år siden!

Og det er naturligvis på sin plads at huske på, at de alle tre nu er fuldgyldige og aktive medlemmer både af NATO og af EU. Og i EU er de med i det hele, herunder også vigtige områder som Schengen, EUROPOL og Euro’en !

 

Tilbage til vort besøg i ugen fra den 8. september 1991:

Jeg vil gerne fortælle lidt flere detaljer, som giver et indtryk af situationen dengang:

Estland.

Det første land, vi besøgte, var Estland. Hvis vi ville flyve til landet, skulle man stadig dengang via Moskva. Det ville vi af politiske grunde ikke. Så vi fløj til Helsingfors i Finland og sejlede over til Tallinn.  Og selv om Kommissionen naturligvis havde sørget for, at vi havde et sovjetisk visum til besøget ( der var ikke noget endnu, der hed baltiske visa), var vi noget nervøse for,. Hvad der ville ske, når vi gik i land i Tallinn. Det gik heldigvis nemt. Vi blev checket af de sædvanlige sovjetiske grænsebetjente med de kendte og altid for store kasketter - med høj rejsning.  Vi blev naturligvis indkvarteret på det gamle kommunisthotel, Hotel Viru, hvor lamperne stadig blev holdt oppe af mikrofonerne!

Den største oplevelse for os i Tallinn var, at vi som æresgæster blev inviteret med til det kæmpemæssige sangerstævne, som var arrangeret i frihedens anledning. Det fandt sted på det store sang-stadion. Balterne har en lang tradition for fællessang. Så denne dag var naturligvis noget helt særligt. Der var over 100.000 deltagere med. De øsregnede hele tiden. Det tog folk sig ikke af. De sad alle i mange timer i det våde græs eller stod op.  Vi var de eneste, der fik en bænk at sidde på helt oppe foran – lige foran scenen. Her sad vi sammen med landets nye leder Lennart Meri, der var vor vært, og som senere bl.a. blev landets præsident.  En overordentlig flink, meget kultiveret og særdeles interesseret mand.  På scenen optrådte forsangere i massevis og ind imellem også eksil-baltere fra især USA og Canada, som var kommet i dagens anledning.  Det var en helt igennem fantastisk og meget, meget rørende oplevelse. Dette sanger-stadion findes den dag i dag og kan og bør besøges. Med eller uden sang.

Til historien hører også, at vor lille delegation efter 4-5 timer i den silende regn diskret blev enige om, at nu kunne vi godt tillade os at gå. Vi var trætte efter den lange rejse J    Vi styrede naturligvis derefter direkte hen på det nærmeste værtshus. Tørsten havde nået umådelige højder.  Og hvad så vi?  At sangerstævnet naturligvis blev sendt direkte i fjernsynet.  Som vi over baltisk øl sagde til hinanden: Hvorfor skulle vi så sidde derude i efterårskulden og risikere liv og lemmer J    Nå, spøg til side.  Vi havde gjort det helt rigtige!

Der er endnu en lille krølle på vort estiske eventyr i de dage, vi var der:   begejstringen for vor tilstedeværelse var så stor, at vi kunne næsten vente os hvad som helst af glæde fra vore værters side.  I den gamle bymur står der et meget gammelt og meget berømt tårn – vistnok fra danskernes tid. Det kaldes i folkemunde Lange Herman.   Nu var det sådan, at lederen af vor lille EU-delegation var min gode hollandske ven Herman de Lange. Han var en lun og munter fyr, som altid var med på den værste. Nu tænkte vi andre, at vi ville prøve at spille ham et pus. Til morgenmaden efter sangerdagen fortalte vi ham, at vore værter var SÅ taknemlige for vort besøg, at de straks havde opkaldt deres mest kendte tårn efter ham. Det hedder nu Lange Herman, sagde vi.  Det troede han ikke helt på. Men da vi sagde, at han bare kunne gå hen for at se den navneplade, der var sat på tårnet, så gik han minsandten derhen og kom stolt og godt grinende tilbage.  Han havde gennemskuet vor lille spøg!

 

Letland

Næste stop på vor tur var Riga, hovedstaden i Letland. Vi kunne dengang stadig kun flyve dertil via Moskva. Ikke tale om, var vor reaktion. Det ville give et helt forkert politisk signal. Derfor stillede vore estiske værter en hypermoderne minibus med chauffør til vor disposition. Med alskens udstyr, tonede ruder, køleskab med indhold, stereomusik – det hele.  Det var en af de luksusbiler, som kommunisternes topfigurer havde ladet sig transportere rundt i indtil for få dage siden. Mens vi kørte afsted, opdagede vi, hvordan folk skulede til os, ja, de så ofte direkte fjendske ud. Det var naturligvis bilen, der gjorde dem sur i kraniet. Chaufføren var en flink fyr, der kun talte estisk og russisk. Her kom mine rustne russisk-kundskaber mig endnu engang til gavn. Og da vi kom ind i Letland kunne han kun kommunikere med letterne på russisk. De to baltiske sprog har intet med hinanden at gøre. Han var iøvrigt noget nervøs for, hvad der ville ske ham i Letland.  Han havde hidtil aldrig haft lov til at komme dertil.  Og helt galt blev det, da vi midt på eftermiddagen kom frem til Rigas udkant. Her holdt der masser af politi med blinkende lygter. Hvorfor?  De ventede på OS. Chaufføren var ved at gøre i bukserne, for han troede de var ude efter ham. Men nej.  Hele styrken – der var mindst 10-12 motorcykler og biler – var der for at ledsage os ind til regeringsbygningen. Al anden trafik var sendt væk.  Helt utroligt.  Og da vi nåede frem og blev modtaget af den lettiske minister, fik vi at vide, at inde i den store sal ventede alle medlemmer af den nye regering og af det nye lettiske parlament på os. Og det hele blev sendt live på landets TV.  De forventede en erklæring, en tale, fra vor side.  Min ven Herman blev helt bleg. Vor minibus og især dens velforsynede køleskab havde gjort et godt indhug i hver af os, også af Herman.  Jeg sagde til ham, at nu måtte han virkelig holde sit livs tale for at ønske det nybagte land et varmt tillykke – og samtidig love al den hjælp og støtte, som hele EU kunne opbyde.   Nu eller aldrig !  Herman tog en dyb indånding. Og så skal jeg hilse og sige, at jeg aldrig har hørt ham holde en levende og motiverende tale. Det havde han heller ikke selv.  Og begejstringen i salen ville ingen ende tage!  Vi var virkelig dagens helte.  Det kunne virkelig være sjovt at finde ud af, om det TV-bånd stadig findes et eller andet støvet sted.

Der er en anden del af vort besøg i Riga, jeg gerne vil fortælle om. Som nævnt allerede, blev byen i januar samme år voldsomt angrebet af de sovjetiske OMON tropper. Letterne havde bygget barrikader af sandsække og meget andet foran de officielle bygninger. Det havde de også gjort foran landet radiohus midt i byen. TV og radio er altid noget af det første, der bliver angrebet i sådanne situationer.  Det var trods de store barrikader lykkedes russerne at besætte radiohuset, arrestere alle, der var der, og iøvrigt gøre alt hvad de kunne for at ødelægge bygningen indeni.  Vi var på besøg i den ødelagte bygning. Vi mødte en af de medarbejdere, der var blevet anholdt. Det viste sig, at han talte svensk. Han havde tidligere været leder af de svenske (propaganda)udsendelser for russerne fra det kommunistiske Letland. Han fortalte os detaljeret om de frygtelige oplevelser. Det gjorde et stærkt indtryk.

Mens vi gik rundt i bygningen, så jeg pludselig nogle papæsker på gulvet. Det fangede mit øje, at der stod NATO på dem.  Det viste sig, at det var de madpakker, OMON folkene havde haft med og fortæret, mens de var der.  Og hvor kom så det med NATO ind i billedet? Jo, det var såmænd nødforsyninger, som EU havde sendt til Rusland for at hjælpe civilbefolkningen imod den stigende nød i disse urolige tider.  Disse pakker var kommet fra NATO lagre i Hamburg. Det fandt vi ud af, for jeg tog et par æsker med tilbage for at være i stand til at spore, hvor de kom fra. Så den nødhjælp, vi havde sendt afsted med særfly (og jeg var selv aktivt involveret på kommunikationssiden i dette projekt) til Moskva til de sultende russere, var endt hos OMON-tropperne.  Man skal aldrig lade sig forbavse, når man har med den slags styreformer at gøre!

 

Litauen.

Sidste baltiske land på vor ugelange tur var Litauen. Vi kørte videre i vor estiske luksusbil og nåede fint frem til de ligeså begejstrede litauiske ministre. 

Her var det især de lokale medier, der var interesserede i at tale med os og høre om, hvad EU kunne gøre for de nye demokratier. Vi blev også meget slået af, at alle de lituaere vi mødte, var meget unge – de var i 20erne. Energiske, begejstrede og velinformerede.  Det viste sig, at mange af dem var eksil-litauere, der var kommer i hast fra USA, Frankrig, Tyskland og England, hvor de og deres flygtede familier havde slået sig ned. De var nu de lokale ledere og var meget populære hos den lokale befolkning, fordi de bragte en masse viden, kontakter og energi, som den gamle kommunistiske nomenklatura ikke havde noget af.

Som tidligere nævnt, havde de sovjetiske OMON tropper været særlig voldsomme i Litauen i hele perioden fra januar til juni 1991, altså indtil få måneder før vort besøg.  Vi besøgte radiohuset, der var næsten ødelagt. Og ved TV tårnet uden for byen havde der været voldsomme kampe, hvor 14 civile var faldet og 702 blevet såret.  Der var stadig en hel skov af små kors for hvert enkelt offer ude ved tårnet.

 

Hjem via Moskva.

Efter denne fantastiske og oplevelsesrige uge skulle vi tilbage til Bruxelles. Med fly var der stadig kun én mulighed, via Moskva.  Det passede sig iøvrigt godt. For vi havde som reglerne siger lovet at briefe de dengang 12 EU-landes ambassadører i Moskva om vore besøg. De var på en måde formelt stadig ansvarlige for at følge udviklingen i Baltikum, da der endnu ingen vestlige ambassader var på plads i Tallinn, Riga og Vilnius.  Kommissionen havde også en representant i Moskva. Det var min gamle britiske kollega Michael Emerson, som jeg kendte godt.

I andet halvår 1991 var det Holland, der var formand for EU. Så vor debriefing fandt sted i et lydsikkert lokale på den hollandske ambassade.   Der var meget stor interesse for alt det, vi havde mødt og oplevet.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Den 30 09 2016

niels4europe@gmail.com   

Oplevelser med Finn Gundelach

KRØNIKE

NOGLE OPLEVELSER OMKRING GUNDELACH

Min første danske chef i EU var Finn Gundelach. Han var dansk medlem af Kommissionen (kommissær) fra januar 1973 til januar 1981.

Det var Gundelach, der interviewede mig til mit job hos EU. Og selv om de anbefalinger jeg havde medbragt var givet af folk, han ikke havde megen respekt for (det fik jeg først at vide af ham senere!), så pegede hans pil på mig, og jeg startede i mit nye, spændende EF-job på Gammeltorv i København få måneder senere. Det har jeg tidligere skrevet om i denne Krønike.

Selv om jeg ikke arbejdede i hans personlige kabinet i Bruxelles, var jeg i alle årene meget tæt på ham og hans folk. Det var af uvurderlig betydning for mig og mit kontor, ikke mindst i starten.

Jeg oplevede i hele perioden, at jeg havde et rigtigt godt forhold til Gundelach.  Jeg kom meget tæt på ham, ikke mindst når jeg ledsagede ham rundt i hele Danmark til møder. Han kom meget ofte til Danmark. Ja, jeg mener, at han nok var den af de danske kommissærer i årenes løb, som gjorde mest ud af at holde tæt kontakt til alle sider af det danske samfund. Ikke bare til regeringen og de politiske partier, men også til organisationer af alle slags – og til konferencer og møder landet over. Det var selvsagt af meget stor betydning i denne startfase, hvor danskerne var nye i det europæiske samarbejde.

Gundelach var en fremragende taler, som kunne fange selv den mest modvillige og uinteresserede forsamling. Før Danmark blev medlem var det ham personligt (dengang som dansk ambassadør ved EF), der på store og langvarige møder i kælderen på hotel Palace i Bruxelles kunne overbevise store forsamlinger af især fagbevægelsens tillidsfolk, at de ikke bare burde interessere sig for EF, men at de skulle støtte dansk deltagelse. Disse grupper blev fløjet til Bruxelles af Sterling Airways til én-dags-konferencer – betalt af K. Helveg Petersens midler til EF-oplysning.  Jeg var selv med på nogle af disse én-dagsture, da jeg som leder i Komiteen for Tilslutning til EF var med til at finde deltagere.

Tilbage til årene efter Danmarks medlemskab startede:  Jeg hentede normalt Gundelach i lufthavnen for at køre ham hen, hvor han skulle. Der var ingen grund til at bede én af mine folk være chauffør, selv om det normalt var dem, der kørte rundt i vor Peugeot tjenestebil. Jeg kunne lige så godt selv køre, og så ville jeg også være alene med kommissæren.  Og jeg fandt hurtigt ud af, at det på turen hen til mødestedet var bedst at sige så lidt som muligt. Gundelach varmede mentalt op til det kommende møde og brød sig helt oplagt ikke om at blive forstyrret af andre ting. Så vor samtale på det tidspunkt begrænsede sig til, at jeg efter bedste evne svarede på, hvad han måtte spørge mig om. Helt i starten af perioden var vi iøvrigt DE’s. Men det gik hurtigt over.

Når jeg senere kørte ham tilbage til lufthavnen, så var banen fri til at snakke om stort set hvad som helst. Og det benyttede jeg mig naturligvis godt af – normalt inden for rimelighedens grænser.  Men jeg kan da godt indrømme her mange år efter, at det var på disse køreture mod Kastrup, at det af og til lykkedes mig at på flere poster til at ansætte folk på vort kontor, fik en radio til vor tjenestebil (det var nemt, fordi det irriterede Gundelach, at han i starten ikke kunne høre nyhederne, når vi kørte afsted), og også fik aftalt hans støtte til nye informations-initiativer, som vi havde oppe i ærmet i det danske.  Det gode ved alt dette var, at Gundelach altid huskede hver eneste ting, vi snakkede om eller aftalte. Hver gang!  For at få mest muligt ud af disse ture kørte jeg normalt ekstra langsomt hele vejen ud til Kastrup J Eller ”kom til” at køre en lille omvej.

Gundelachs base i København var hans kontor på vort EF-kontor på Gammeltorv.  Det hed hos vore administrative chefer i Bruxelles kommissær-kontoret. Og det blev udstyret efter alle kunstens regler med flotte møbler og alskens gode ting. Ikke fordi Gundelach ønskede det. Jeg tror, han var ligeglad – bare det virkede.  Men jeg var ikke ligeglad. For jeg regnede nemlig hurtigt ud, at dette flotte kontor ville komme til at stå tomt og ubrugt i langt det meste af tiden. Det skulle kun bruges, når Gundelach eller andre EF-Kommissærer var i byen.  Derfor flyttede jeg derind og gjorde det til mit kontor. Keine Hexerei - nur Behändigkeit.  Det gav aldrig nogen problemer.  For når Gundelach var her, deltog jeg normalt i hans møder. Så satte jeg mig bare på den anden side af skrivebordet!  Jeg var var dog indvendig lidt utilfreds med, når han smækkede benene op på ”mit” fine skrivebord J   Og så fik jeg et særligt lille problem, da Gundelach blev ansvarlig for fiskeripolitikken. Hvorfor?  Fordi han ikke var sikker på navnene på alle de mange forskellige fiskearter, hans dokumenter vrimlede med. Derfor beordrede han mig til at købe en stor plakat med billeder af alle fisk og deres navn på flere sprog ved siden af.  Den plakat ville han have til at hænge på væggen lige foran skrivebordet.  Jeg gjorde naturligvis som befalet og lod den hænge også, når kommissæren ikke var der.  Men som ikke-fiske-ven og –spiser kunne det godt ind imellem gi’ mig trælse fornemmelser at skulle stirre lige ind i øjnene på den ene olmt udseende fisk efter den anden!

Når jeg tænker tilbage, kan jeg kun komme i tanke om én gang, hvor jeg – endda offentligt – fik et ordentlig rap over fingrene af kommissæren. Han var til møde med Landbrugsrådets top på Axelborg – og jeg var som sædvanlig med.  Efter talen og diskussionen kom formanden, den rare Pilegaard Larsen, hen til os for at spørge, om Gundelach havde tid til et lille bilateralt møde med ham, inden han igen tog hjem til Bruxelles. Nej, minkalender er helt fyldt!, svarede Gundelach med det samme.  Som den pligtopfyldende embedsmand jeg var, kendte jeg naturligvis Gundelachs program i detaljer. Så jeg ville være hjælpsom og tilføjede med det samme: Jo, du har da et hul i programmet sidst på eftermiddagen i morgen!  Det skulle jeg godt nok aldrig ha’ sagt.  Jeg skal fa’me nok selvbestemme, hvornår jeg har tid!! , sagde Gundelach direkte henvendt til mig med høj stemme og gnistrene øjne!   Det kan nok være der blev ro i lejren!   Da vi bagefter kom ud i bilen, undskyldte jeg naturligvis min indblanding. Og så kom det ligeså hurtigt og rapt:  Det skal du sgu ikke tage dig af. Jeg havde bare ikke lyst til at snakke meremeddem i denne omgang!    Ja. Man skal lære hele tiden.

En anden gang skulle jeg køre Gundelach til Kroghs Fiskerestaurant. Her skulle han spise middag med Nyboe Andersen.  Markeds- og økonomiminister i flere omgange. Jeg kendte ham fra mit arbejde. Det var iøvrigt ham, der som minister i 1971 i et brev var med til at inspirere mig til at gå i gang med at arbejde aktivt for dansk indtræden i EF. En meget venlig og beleven mand, der altid interesserede sig aktivt for vort arbejde på EF-kontoret.

Nu skulle de to herrer spise middag sammen.  Da vi ankom til restauranten, spurgte jeg Gundelach, hvornår jeg skulle komme tilbage for at hente ham. Inden han nåede at svare, sagde Nyboe med overbevisende stemme:  Du kommer da med ind og spiser sammen med os. Jo tak, svarede jeg – selv om det var en fiskerestaurant.  Jeg tror ikke, at min deltagelse passede Gundelach særlig godt. De kendte hinanden godt, også privat. Så de skulle nok også snakke om andre ting end EF.  Og mine bange anelser blev bekræftet, så snart vi kom ind til bordet.  Her sagde Gundelach med det samme direkte til mig: Nu sætter du dig henne for enden af bordet, lukker ørerne og holder din kæft!   Der var ikke meget at tage fejl af. Jeg kunne uden de store anstrengelser klare alle tre ting. Jeg er nu ikke sikker på, at det helt lykkedes mig at lukke ørerne J

For nylig fortalte en af mine gamle venner mig en anden sjov historie omkring Finn Gundelach. Jeg var desværre ikke selv tilstede. Der var EF-topmøde i Venedig. Der var den 12.-13. juni 1980 under et italiensk formandskab.  Et af emnerne på mødet var udnævnelse af nye kommissærer, herunder formanden, fra 1981. Selv om Gundelach på det tidspunkt allerede havde siddet i to 4-års perioder som dansk kommissær, var han klart i spil, måske endda som formand for Kommissionen. Der   blev i hvert fald fra dansk side gjort, hvad man kunne for at fremme denne gode ide.  Derfor blev den danske delegation til topmødet rigtig ekstra glad, da den på denne sommeraften gik en tur rundt i Venedig. Hvorfor ekstra glad?  Fordi de alle steder i byen hørte folk, der råbte Gundelach! Gundelach! Gundelach!   Fantastisk initiativ, syntes de. Kender jeg dem ret, har de sikkert også skålet for at fejre denne uventede støtte fra borgerne i Venedig.   Glæden fik dog en brat ende, da de fandt ud af, hvad folkene i virkeligheden råbte:  Gondole! Gondole! Goldole!   Det var ”gondol-chaufførerne”, der forsøgte at hyre kunder J

 

Niels Jørgen Thøgersen

November 2013

kimbrer@gmail.com  

Starten i 1972

Tiden lige før starten i København 1972-73:

 

Om at blive hyret med lampeskærm på hovedet

 

Tiden er november 1972. Jeg sidder hjemme i Højbjerg og er i fuld gang med at skrive på min historie om dansk politik fra 1750-1968. De gode studenter skal jo have noget ordentlig åndelig føde. Pludselig ringer telefonen: Henrik Iversen fra Bruxelles, lyder det i røret. Jeg kendte udmærket Henrik – han var assistent for Danmarks EF ambassadør og snart dansk EF kommissær, Finn Gundelach. Men han havde dog aldrig ringet før. Hvor har du mit telefonnummer fra ?, spurgte jeg. Vi har da også telefonbøger hernede, blev jeg rapt belært.

 

Nå, men det var ikke kun for at fortælle det, han ringede. Er du stadig interesseret i Kommissionens job i København?, var næste spørgsmål. Hva’for et job? var mit næste intelligente bidrag. Jeg levede stadig som langt over halvdelen af den danske befolkning på laurbærrene efter den klare sejr for EF-medlemskab ved folkeafstemningen godt en måned tidligere, den 2. oktober 1972. Jeg havde selv været endda meget aktiv i Komiteen forTilslutning til EF – både dag og nat. Og både på landsplan sammen med bl.a. Viggo Kampmann og Thorkil Kristensen og også på lokalplan i Århus sammen med amtsbormester Robert Svane Hansen og andre. I den forbindelse havde jeg også været i Bruxelles mange gange med spørge- og rejselystne danskere, der ville vide mere. Ikke mindst i de store endags-arrangementer i kælderen på Hotel Palace, hvor netop Gundelach ”tegnede og fortalte” i daglange seancer.  I den forbindelse var jeg nok kommet til at nævne, at jeg gerne ville hjælpe til også efter dansk medlemskab. Sådanne små henkastede bemærkninger huskede Gundelach. Det lærte jeg gang på gang i mange år derefter.

 

Nå, tilbage til Henrik i telefonen. Han skulle nemlig arrangere, at jeg allerede dagen efter skulle møde Gundelach i København til en jobsamtale. Nuvel – det var ok. Selv om det var sent på eftermiddagen, fik jeg arrangeret med min forstående og EF-positive chef på Handelshøjskolen, prorektor Willy Agtby, at en anden kunne tage min undervisning dagen efter.

 

Jeg var beordret til at troppe op på Hotel Royal kl. 14.30 og spørge efter ambassadør Gundelach. Han var på et hurtigt besøg i København med kommissær Dahrendorf, der skulle tale på et møde i Det international Handelskammer.  Jeg ankom til ”penalhus-hotellet” over for Tivoli i god tid – velsagtens med vand i håret, slipset rettet til og nypudsede sko. Ting som Gundelach iøvrigt var fuldstændig ligeglad med. Men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt! Jeg blev vist op til hans værelse på 9. sal, bankede forsigtigt på og blev nærmest hevet ind. Vi var kun os to – og der blev gået direkte til sagen. Ikke noget med at forklare, hvad jobbet var, eller om jeg var interesseret. Jeg vil have Dem til det job!  Og det kunne ifølge Gundelach ikke gå hurtigt nok.  Telefonen ringede et par gange. Gundelach ledte efter nogle papirer, han alligevel ikke kunne finde. Og blev – som hans natur var – ret irriteret over det hele. Pludselig (jeg havde vel været der i max. 5 minutter) ringes der op nede fra receptionen for at melde den næste person til jobsamtale. Send ham op, sagde Gundelach i telefonen. Bare rolig – den samtale er om et andet job, sagde han henvendt til mig. Da han igen satte sig, væltede han et kæmpe standerlampe, så han selv fik skærmen ned over hovedet. I det samme sagde han igen: De kan regne med jobbet – og jeg regner med Dem.  Det var lidt svært at holde grimassen – både på grund af skærm-situationen – og også fordi man vel inderst inde var (lidt) glad for pludselig at få sit ønskejob.

 

Inden jeg blev puffet ud af døren igen, skubbede jeg et par anbefalinger over til Gundelach (der i mellemtiden var kommet frit frem igen). Han tog dem uden at kigge på dem. Mange år senere sagde, at de to, jeg havde personlige anbefalinger fra, nærmest var de to i Danmark, han havde mindst respekt for! Det var fhv. statsminister Viggo Kampmann og fhv. finansminister og OECD generalsekretær, professor Thorkil Kristensen. Nå, men det kunne jeg jo ikke vide. Og så var det jo godt, at han ikke kiggede på dem!

 

I mellemtiden var næste ”job-offer” arriveret på det iøvrigt meget lille værelse og var blevet placeret i venteposition på sengen. Det var min senere meget gode ven Erik Steen Sørensen, der skulle være medlem af Gundelachs kabinet i Bruxelles.

 

Halvt ude af døren vovede jeg et sidste spørgsmål: Hvad er så det næste, der sker?  Det ved jeg ikke. Ring til Dan Nielsen i mit kabinet!    Farvel og tak!

 

 

Således udstyret var jeg mindre end 10 minutter efter min ankomst nede på gaden igen. Hva’ nu?! Jeg besluttede på stedet at gå mig en dejlig tur ned ad Strøget – ind i min by. Jeg havde været her i hundredevis af gange. Men aldrig med denne fornemmelse før. En VI-fornemmelse. København og mig!

 

Da jeg om aftenen kom tilbage til Århus, tog jeg direkte til en lærerfest på Handelshøjskolen. Datoen sagde 22. november, så vi tog formentlig lidt tidligt forskud på julen det år. Festen var startet med et slags møde, som jeg dumpede ind i. Jeg husker stadig tydeligt, at de kolleger, der kendte mit ærinde i København, kiggede interesseret spørgende på mig. Og da jeg med et veltilfreds blik bekræftede, at ”sagen var bøf”, kunne jeg se, at de forventede at få festligefejre-bajere i stimevis i timerne derpå!

 

(fortsættelse følger)
Vente - vente - tiden Nov.72 - Feb. 73

Om at vente, vente og atter vente

 

Efter mødet med Gundelach i København i november 1972 kom den store ventetid. Hans besked ved slutningen af samtalen var, at jeg ville høre fra hans kabinet i Bruxelles. Jeg tror endda, at han gav mig navnet Dan Nielsen – den kommende vice-kabinetschef, som Gundelach havde hentet i Udenrigsministeriet. Jeg kendte ham ikke. Det skulle jeg senere i høj grad komme til. Hvad timingen angik sagde Gundelach også, at han gerne ville have mig til at starte så snart som muligt.  Det var jeg helt indstillet på, og jeg arrangerede med min meget hjælpsomme chef på Handelshøjskolen, prorektor Willy Agtby, at jeg kunne smutte med meget kort varsel – blot jeg fandt en egnet afløser til at overtage min undervisning. Det ordnede jeg med det samme. Min gamle studiekammerat Lars Peter Gammelgaard var klar til at tage over.

 

Mit utålmodige sind bød mig hver dag at vente med længsel på posten. Men forgæves. Ingen beskedder fra Bruxelles. Der gik een uge. Der gik to. Ja, der gik mange uger uden noget som helst livstegn fra det sydlige.  Imens var jeg gået igang med at planlægge, hvordan mit nye kontor skulle opbygges og fungere. Med store flotte diagrammer over de forskellige afdelinger (!) og deres bemanding. Da jeg var tilfreds med resultatet, sendte jeg det faktisk i en stor kuvert til Gundelach til orientering og kommentar.  Men jeg hørte stadig ikke noget. Var der mon ugler i mosen?

 

Stor var min overraskelse derfor, da jeg pludselig i søndagsaviserne lige før jul 1972 kunne se store annoncer fra EF’s Informationskontor, Gammeltorv 4, København K. Med telefonnumer og det hele. Man søgte danske medarbejdere til mange forskellige jobs i Bruxelles. Hvad var nu det for noget? Var der allerede et kontor?

 

Efter at have gumlet et par dage på sagen besluttede jeg selv at ringe til kontoret. Ikke for at fortælle noget om min aftale med Gundelach – men for at finde ud af, hvad det var for et kontor, og hvem der bemandede det.  Telefonen blev taget af en meget venlig norsk-talendedame (Gunn Haarde). Hun fortalte beredvilligt, at kontoret netop var startet for at fremskynde rekrutteringen af danskere, og at hendes chef var en italiener, der var sendt til København fra hovedkvarteret i Bruxelles. Hun vidste ikke, hvor længe de skulle være der. Og da jeg forsigtigt spurgte, om der snart skulle ansættes fast dansk personale ved kontoret, sagde hun, at det havde hun ikke hørt noget om.

 

Jeg var blevet lidt klogere. Men ikke mere beroliget. Jeg kendte endnu ikke Kommissionens fantastiske evne til at ”gå radio-død” i lange perioder og først pludselig i sidste øjeblik give de nødvendige informationer. Det blev de kommende måneder et mønster-eksempel på.

 

Midt i januar blev jeg pludselig ringet op af bemeldte Dan Nielsen fra Gundelachs kontor. Han præsenterede sig venligt og spurgte, om jeg fortsat var interesseret i jobbet i København. Det bekræftede jeg. Så spurgte han, om det kun var chef-jobbet i København, jeg var interesseret i – eller om jeg kunne acceptere, at en anden blev udnævnt til at være den formelle chef og jeg nummer to og i realiteten den, der skulle køre kontoret?  Det var noget af en mundfuld pludselig at skulle tage stilling til i løbet af to minutter. Men jeg var heldigvis ikke i tvivl. Jeg sagde med fasthed i stemmen, at det KUN var chefstillingen, der interesserede mig. ”Tak”, sagde Dan. ”Du hører fra os”.

 

Hvad var nu det? Havde jeg i realiteten hermed spillet mig kontoret af hænde? Det kunne jeg ikke vide, og jeg indstillede mig psykisk på, at det måske glippede. Så var det det. Jeg var fortsat glad for arbejdet på Handelshøjskolen, og muligheden for at blive ansat på Odense Universitet lå sikkert også fortsat på bordet.  Det betød også, at jeg snakkede med meget få mennesker om det. Der var ingen grund til at sprede en nyhed, som meget vel kunne risikere at løbe ud i sandet.

 

Til historien hører – hvad jeg erfarede flere år senere – at denne føler skyldtes, at man var igang med at finde et passende job til en tidligere dansk politiker.  En af mulighederne var at gøre ham til chef i København. Men da jeg sagde utvetydigt fra, blev den ide hurtigt opgivet.

 

I de kommende uger checkede jeg af og til, hvad der skete på EF-kontoret i København. Det fortsatte med at have store annoncer om jobs i Bruxelles og optagelsesprøver hertil. Den første italienske leder af kontoret rejste hjem igen. Og Kommissionen lavede en aftale med Europabevægelsen, at den skulle køre kontoret, når der ikke var folk sendt op fra Bruxelles. Jeg kendte de to ledere af Europabevægelsen særdeles godt gennem mange års samarbejde. Generalsekretær Anker Nielsen og hans højre hånd Carl Ingemann Jensen.  De vidste intet om min eventuelle ansættelse. Men jeg pumpede dem for alle oplysninger, de måtte have om kontorets fremtid. De gik i forskellige retninger – lige fra, at denne ordning ville blive permanent og Anker blive udnævnt til den nye chef.  Og til, at det kun var midlertidigt, indtil en permanent chef blev udnævnt af Kommissionen. Senere skulle jeg finde ud af, at den første mulighed var ren ønsketænkning fra deres side.

 

Sandheden var, at Anker og Carl ikke havde den fjernelse anelse om, hvad der var igang med at ske.

 

Tillykke!

 

Tiden gik. Stadig intet nyt. Jeg havde vel ikke glemt sagen. Men i hvert fald skubbet den en del i baggrunden.

 

Men så ringede min telefon ved middagstid den 28. februar:

 

Goddag. Mit navn er Klaus Jensen fra Gundelachs kabinet. Jeg vil gerne ønske dig tillykke!” ”Med hvad ?”, spurgte jeg. ”Kommissionen har for en halv time siden udnævnt dig til chef for kontoret i København”, lød svaret.  ”Tusind tak. Med virkning fra hvornår ?”  Fra i morgen tidlig – torsdag den 1. marts”.

 

Som tidligere sagt er Kommissionen ikke verdensmester i at meddele sig i tide. Til gengæld ville jeg gerne vise dem, at jeg kunne operere hurtigt og effektivt. Jeg tog med det samme kontakt med Agtby og Gammelgaard. Alt blev ordnet.

 

Jeg stillede faktisk på EF-kontoret på Gammeltorv 4 i København den følgende morgen kl. 09.00.

 

For at give det hele lidt hyggelig dramatik aftalte jeg med Klaus Jensen, at han skulle bede Anker Nielsen vente på kontoret kl. 09.00 for at modtage den nye permanente chef – UDEN at sige et ord om, at det var mig.

 

Det var med en dejlig fornemmelse, at jeg den morgen kl. 09.00 punktlig bankede på døren ind til det midlertidige kontor på 1. sal! ”Kom ind”, råbte Anker med sin karakteristiske halv-hæse stemme.   Er det DIG !!” udbrød han med forbavselsen skrevet over hele ansigtet!

 

Anker bød på en hyggelig velkomst-frokost senere på dagen.

 

Og så var det bare med at komme igang!

Min første tid på Gammeltorv

Mine første måneder på Gammeltorv

 

Det var en ganske særlig tid – de første måneder med EF. Jeg var helt alene på kontoret. Min eneste kompagnon var en telefon. Og den er selvfølgelig meget nyttig - ja, helt nødvendig – når man er et informationskontor. Telefonbøger, opslagsbøger og papirer var der ingen af. Det var kun mig og telefonen.

 

Jeg startede med at ringe rundt til vennerne for at berette, at NU var EF i København klar til at håndtere, hvad de end måtte have af problemer. De lovede at ringe en gang imellem. Der var også en del andre håbefulde danskere, der ringede på baggrund af de løbende jobannoncer i aviserne. Heldigvis var jeg ikke nybegynder i EF-sagerne, så jeg svarede på livet løs på deres spørgsmål. Sjællandske Bank, der var vor vært, kiggede ind en gang imellem for at se, om der var ro i lejren. Jeg tror også, de tilbød vand og kaffe.

 

Ind imellem kom postbudet forbi med dagens post. Ansøgninger om jobs.  Spørgsmål om information. Og efter nogle dage begyndte der endda at komme enkelte dokumenter fra Kommissionen i Bruxelles. En eller anden i informationsafdeligen havde opsnappet det nye kontors adresse, og så var man straks på en del mailing lister. Jeg husker, at de papirer jeg fik, ikke var til megen nytte. Men jeg fik da fornemmelsen af, at jeg ikke levede i en helt øde ørken J

 

Brevpapir, kuverter og frimærker måtte jeg selv købe nede i kiosken på Gammeltorv. For egne penge, selvfølgelig. Ja, det måtte jeg faktisk i 4-5 måneder. Det var først da jeg hen i maj måned fortalte Gundelach, at mine personlige udlæg til disse ting var ved at blive lidt store, at der skete noget.

 

Disse udlæg blev yderligere sat i relief af, at jeg heller ikke fik nogen løn.  Jeg havde ganske vist på min Århus-adresse  modtaget et telegram i starten af marts fra min franske generaldirektør Jean-Jacques Rabier (som jeg ikke kendte), at jeg var udnævnt til chef i København. Men mere skete der ikke.  Det varede faktisk helt frem til sommeren 1973, inden jeg modtog min første løn. Det skyldtes, at jeg ikke ville skrive under på den kontrakt, som blev sendt til mig i maj måned. Den foreslog en indplacering under det niveau, som en kontorchef i Kommissionen normalt var placeret på.  Og det har senere vist sig, at det var særdeles klogt, at jeg ikke accepterede det første oplæg. Senere faldt det på plads.

 

Mine prioriteter i disse første måneder lå nu hverken på udlæg eller manglende løn. Jeg var så optaget af alle de opgaver og muligheder, der lå foran og ventede. Husk på, at jeg få måneder tidligere havde været voldsomt involveret i kampagnen op til folkeafstemningen i oktober 1972 og alt det oplysningsarbejde, som den indeholdt. Der var masser af friske erfaringer og friske kontakter at trække på. Samtidig havde jeg i ventetiden lavet mine konkrete planer for, hvordan jeg NU ville gribe sagen an. Der var dog realistisk et godt stykke vej fra min øjeblikkelige situation som ”ene mand på bjerget” til den større organisation, som jeg så for mig. Og som faktisk kom på plads få år senere.

 

Da jeg 15 år senere i Bruxelles blev direktør for alle Kommissionens kontorer, tænkte jeg ofte på mine egne første erfaringer i København. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at hjælpe vore nye kontorer (ikke mindst i Spanien og Portugal) bedre i vej, end den noget lemfældige back-up, som jeg fik fra hovedkvarteret i 1973.

 

Mit kontor på Gammeltorv 4 var midlertidigt. Det lå på 1. sal – lige over indgangsdøren til banken. Kommissionen havde lejet hele 2. sal til vort kontor. Arbejdet med ombygning og indretning var i fuld gang i disse flotte lokaler. Den hyggelige københavnske arkitekt ErikJæger stod for arbejdet. Han havde direkte kontakt med administrationsafdelingen i Bruxelles. Men han kiggede tit og ofte ind til en snak med ”EF’s sendebud” på stedet. Ombygningen blev noget forsinket, fordi der udbrød storkonflikt på arbejdsmarkedet omkring 1. april. Det lykkedes dog arkitekten at overtale malerne til alligevel at fortsætte arbejdet. De ankom diskret om morgenen i deres civile, private tøj, klædte om på stedet, og klædte tilbage til civilt, før de sidst på eftermiddagen begav sig uden for huset igen.

 

Jeg tror, jeg flyttede ovenpå engang i løbet af maj. Men da var jeg ikke alene længere. Mere om dette lidt senere.

 

Privat havde jeg lejet et værelse på Hotel Belle France henne om hjørnet. Et gammelt, hyggeligt hotel, som jo alene på navnet gav et europæisk pift.  Jeg var der dog ikke så meget, da jeg ikke følte mig tvunget til at overholde den gældende 40-timers arbejdsuge.  Hotellet er der ikke længere. Det blev først til ældrebolig, og nu er det vist ejerlejligheder.

 

Føde skulle man trods alt også ha’. Det bestod det meste af tiden af de fantastiske kinesiskeforårsruller, som restaurant Shanghai i huset lige ved siden af serverede – og stadig serverer. De hører stadig til et rigtigt Københavns-besøg for mig. Ind imellem sneg jeg mig også ned i ChokoLand på Strøget – lige rundt om hjørnet. Her købte jeg diverse poser, som vist ikke var så sunde. Men de var meget hyggelige at have lige ved hånden, når man sad ved sit skrivebord og ”styrede verden”!

 

I weekenden trillede jeg i min orange Sunbeam hjem til Højbjerg ved Århus. Her boede Karen og Claus fortsat. Og der var en lille ny i familien på vej.  Lasse lod sig føde den 2. april. Selv om det ikke var en weekend, nåede jeg dog hjem til hans ankomst.

 

Hjælpen strømmer til

 

Den danske kommissær Finn Gundelach var allerede dengang en hyppig gæst fra Bruxelles. Han kom normalt forbi kontoret – dels for at bruge det, og dels for at høre, hvordan det gik. Da det i slutningen af marts gik op for ham, at jeg fortsat var helt alene på skuden, og at der samtidig blev flere og flere aktiviteter med rekruttering og med forberedelsen til den kommende danske formandskab i EF, tog han beslutsomt initiativet til, at der blev sendt folk op til mig fra Bruxelles.

 

Fire erfarne funktionærer kom i løbet af de næste fire uger. Hver af dem blev en uge. Først kom hollænderen Wouter van Ringelestein. Derefter franskmanden Evelyne Delauche. Så belgieren Jeannine Franchomme. Og til sidst en belgier fra Indre Markeds-afdelingen (Gundelachs område). Hans navn har jeg glemt. De kom med masser af erfaring, talte engelsk og var til stor hjælp. Jeg fik på de uger i realiteten et crash-coursei, hvordan Kommissionen arbejdede, og hvor man kunne skaffe hvilke oplysninger fra. De medbragte tilmed Kommissionens interne telefonbøger  og organigram, hvad jo også var en stor hjælp.

 

Et af mine problemer var, at jeg ikke kendte meget til, hvordan Kommissionen arbejdede i praksis. Jeg kendte alle ”politikkerne”. Men ikke hvordan ”maskinrummet” fungerede, og hvem man især skulle sørge for at holde tæt kontakt med i huset.  Jeg var ganske vist af min generaldirektør blevet opfordret til at komme seks uger til Bruxelles. Men det kunne ikke nytte noget, så længe jeg var alene på broen i København. Det gjorde Gundelachs kabinet klart for ham.  Det blev først i maj eller juni, jeg kom nogle dage til Bruxelles.

 

Kommunikation på gammeldaws facon

 

Hvad kommunikation angår skal man også huske på, at vi hverken havde computer eller telefax dengang. De skulle først opfindes. Der var kun telefonen. Den faste, gammeldagstelefon. Ikke noget med mobiltelefoner. Og så var der almindelige breve, nutildags kaldt snail-mail.  I undtagelsestilfælde sendte Kommissionen et telegram, som et bud så bragte ud. Lidt senere på året fik vi en telex,  som passende blev installeret i en gammel bankboks. Sligt apparat havde jeg ikke meget forstand på. Jeg kan huske, hvordan jeg med undren betragtede de meter-lange meddelelser, den af og til spyttede ud.  Så var det et helt arbejde at klippe og klistre, så man kunne få et læsevenligt notat ud af det.

 

Hvad der dog er sket på dette område i løbet af 30 år J   

Nye kolleger hyres

”Hvad gi’r du i løn ?”

 

Jeg kunne ikke blive ved med at få assistance fra Bruxelles. Derfor fik jeg bevilget en rækkestillinger, som jeg kunne gå i gang med at finde folk til.  Først slog jeg et sekretær-job op i aviserne. Der kom straks en del henvendelser. Men den afgørende var den dag, da min dør blev blæst op og der med fast og høj stemme – og uden af sige goddag ! – blev sagt: ”Hvad gi’r du i løn ?”  Jeg tror, jeg svarede, at her bærer arbejdet lønnen i sig selv J   Det var Lise (Toft), der havde gjort sin entre. Hun kom, så - og jeg sejrede. I den forstand at hun blev min nærmeste og meget betroede medarbejder i alle mine 15 år i København. Fremragende indsats. Hun fortsatte i mange år efter min tid og blev virkelig en af de bærende på kontoret. Vi kendte hinanden lidt fra tidligere. Lise var ansat på det britiske turistkontor BTA i København.  Og de havde et par år tidligere inviteret mig som leder af rejsebureauet APOLLON på en studietur til Skotland. Lise var leder på turen, der nok er en af de morsomste , jeg har været på.  Verden er lille. Det kom mig og EF til gode med Lises ankomst til Gammeltorv.  Efter min afrejse sydpå var Lise en af krumtappene i kontorets dokumentationsafdeling, hvor hun med sit meget venlige og hjælpsomme væsen gjorde en meget flot indsats for at bekæmpe den udbredte EF-uvidenhed blandt de gode danskere.

 

Jeg fik også bevilget en post til en person, der skulle passe vore telefoner.  Helt i starten havde vi haft et par midlertidigt ansatte til det job – blandt andet nogle af mine gamle studenter. Men nu skulle vi have fast styr på de sager.  Jeg havde nogle år før truffet Anette (Nielsen –senere Pedersen) på en ferie sammen med flere andre til Sicilien. Jeg var overbevist om, at hun ville være fremragende til det job. Hun arbejdede på et hospital og var ikke selv overbevist om, at det lige var hende. På den anden side ville hun gerne skifte til andet arbejde, så det lykkedes mig heldigvis at overtale hende. Alt var godt. Indtil hun ankom på sin første arbejdsdag og så det efter forholdene store omstillingsbord, som hun skulle betjene. ”Jegrører aldrig det stads der”, meddelte Anette prompte. Så galt gik det ikke. Anette blev hurtigt den mest fremragende, effektive og venlige omstillingsdame, jeg har oplevet på mine forskellige jobs. Jeg tror faktisk, at mange ringede til os for at få en snak med Anette J   Hun var i den grad med til at give kontoret humør og et hyggeligt pift.  Efter jeg rejste til Bruxelles, overgik Anette til andre opgaver på kontoret, og jeg er sikker på, at hun klarede dem lige så godt som ”det stads af et telefonbord”.

 

Næste nye ledige post var til en chauffør for kontoret. Vi fik ialt 3 ansøgere, som jeg alle mødte og interviewede. Der var en, der var klart bedre end de andre. Han var chauffør på Tuborg – ikke en af de gamle og måske hyppigt fordrukne, men en yngre og tiltalende mand. Jeg bestemte mig derfor for ham. Det endte med et større problem, for den gode mand havde ikke en pletfri straffeattest. Han havde været involveret i noget snavs, der nogle år før havde givet ham 5 år bag tremmerne.  Han var dermed udelukket.

 

Den næste kandidat på min prioritetsliste gav også et godt, dynamisk og venligt indtryk. Han havde kun den mangel, at han ikke havde kørekort L Og det er jo lidt uheldigt, når man skal være chauffør.  På den anden side var det ikke så galt. For vi havde heller ingen bil L   Jeg fik gennem megen overtalelse og et par okkulte håndgreb Bruxelles overbevist om, at ham tager vi. Formentlig den første og sidste chauffør uden kørekort, som EF har ansat.   På den måde kom Finn (Spaun Nielsen) ind til os. Mod at han højtideligt lovede mig at tage kørekort hurtigst muligt. Og han holdt sit løfte.  Da han havde fået kortet, drog han og jeg til Bruxelles for at hente kontorets nye og første bil – en Peugeot stationcar.  Opholdet i Bruxelles blev en morsom historie for sig. Men vi trillede hjem – og vort ildsprudlende kontor var nu også udstyret med egen vogn og chauffør med kørekort!   Finn gjorde et fremragende job – ikke bare som chauffør. Han blev også vor første trykker og i det hele taget i de første år vor altmuligmand. Der var ikke opgaver, som han ikke var villig til at påtage sig – tidligt som sent. Og altid i godt humør med gå-på-mod iblandet en frisk bemærkning. Senere flyttede også han over i vor publikumsservice i dokumentationsafdelingen – og gjorde også der et superbt job. Desværre besluttede han sig til at forlade Kommissionen lige før han havde været os i ti år. Han ville realisere en gammel drøm om at blive vinhandler.

 

 

Et professionelt informationskontor skal selvsagt også have professionelle kommunikationsfolk ombord. Derfor skulle vi så hurtigt som muligt finde en erfaren og dygtig journalist til at håndtere vor kommende bladvirksomhed.  Det fik vi heldigvis hurtigt, da Hans Jørn (Hansen) startede hos os fra 1. september 1973. Han kom fra Berlingske Tidende og havde tidligere arbejdet bl.a. på Dansk Fiskeritidende, på Sjællands Tidende og på Svendborg Avis. Han kendte hele bladverdenen indefra. Samtidig var hans viden og indføling i den politiske verden i Danmark enorm. Lige hvad vi havde brug for.  Hans Jørn (eller ”Dines” som han oftest kaldtes) faldt fra den allerførste dag totalt ind i vort team på kontoret og i de teams, som vi dagligt skulle omgåes i Kommissionen i Bruxelles. Samtidig var han i alle de kredse i Danmark, som vi skulle arbejde med, særdeles vellidt og respekteret. Han var i alle mine 15 år i København min næstkommanderende og kunne og ville påtage sig alle opgaver, også mine, når det var nødvendigt. Jeg har aldrig i min karriere haft en så loyal og så kompetent kollega som min daglige sparringspartner. Vi var - og er - på mange måder meget forskellige. Og det var i højeste grad en stor styrke for kontoret. Hvor jeg måske havde en tendens til at få lidt for mange nye ideer lidt for hurtigt, var Hans Jørn den, der effektivt og systematisk fik mange af dem sat i søen og gennemført. Eller fik mig snakket fra dem igen. I hvert fald for en tid J   Hans meget præcise og højt professionelle arbejde med vore mange publikationer, som ALTID var færdige fra hans hånd til den aftalte tid, skal jeg aldrig glemme. I den slags præcisionsarbejde ligger djævelen ofte begravet i detaljen. Også den mestrede Hans Jørn til fulde at håndtere.  Vi havde et fremragende samarbejde, som jeg til evig tid vil være ham taknemlig for.

 

Efter jeg flyttede til Bruxelles i 1988, kørte Hans Jørn kontoret igennem en periode. Derefter flyttede han til Kommissionens Delegation i Stockholm og gjorde en flot, flot indsats for at forberede vore venner svenskerne på deres EF-medlemskab fra 1995. De sidste år af sin tid i Kommissionens tjeneste arbejdede Hans Jørn i informationsafdelingen i Kommissionens udenrigsafdeling i Bruxelles og fik i høj grad også sat styr på den.

 

Det var mere end fortjent, da Kirsten og han for år tilbage besluttede sig til at tage tidlig pension og slå sig ned ikke bare på hans dejlige føde-ø Tåsinge, men på hans gamle flotte fødegård ”Dinesgaard” i landsbyen Landet midt på øen.

Vort livtag med Danmarks formandskab

Livtag med Danmarks første EF-formandskab

 

Som bekendt blev Danmark medlem af EF fra den 1. januar 1973. Det blev blandt andet fejret med en fodboldkamp på Wembley i London mellem et hold fra De Seks og et andet hold fra de tre nye EF-lande Storbritannien, Danmark og Irland. Så vidt jeg husker scorede Allan Simonsen et mål i den kamp. Eller var det Henning Jensen ?

 

Men der var langt større opgaver forude. Danmark skulle overtage formandskabet i EF allerede den 1. juli 1973 – altså om kun seks måneder. Det var der stor bekymring om i Bruxelles og andre steder. Ville et så nyt og så lille land være i stand til at klare den sag? Skulle man overveje at  lave om i rækkefølgen, så danskernes tur kom senere? Men nej. Danmark lovede at gøre sit bedste. Nu var formandskaber dengang ikke nær så krævende og omfattende, som de senere er blevet. Men alligevel. Man skulle styre EF-maskinen, så der kom så mange beslutninger igennem som muligt. Og det forberedte man sig rigtigt godt på. Hele koordineringen blev først og fremmest håndteret i Ministeriet for Udenrigsøkonomi og dets vel nok vigtigste afdeling, Markedssekretariatet. Chefen var markedsminister Ivar Nørgaard, og hans erfarne departementschef var Jens Christensen. Gunnar Riberholdt var den ildsprudlende kontorchef på området. Og den danske EF-ambassadør i Bruxelles var Niels Ersbøll. Et stærkt team, der kunne dets kram, og som var kendt og respekteret i EF-systemet.

 

Et formandskab forberedes flere måneder i forvejen, også med besøgende kommissærer fra Bruxelles. De startede med at komme i en lind strøm i foråret 1973. Og her kom vort kontor naturligvis med det samme i ildlinjen.  Vi skulle – sammen med Udenrigsministeriets protokol – stå for en stor del af logistikken (hentning og bringning i lufthavnen – ofte via det såkaldte Kongeværelse). Forberedende møder på vort kontor. Og ofte med pressekonference på vort kontor. Og – hvis tiden tillod – en lille sightseeing-tur rundt i den nye EF-by.  På den måde fik jeg også selv som nybagt københavner set nye og spændende steder i byen J

 

Det vigtigste besøg i den periode var det officielle besøg af Kommissionens formand, franskmanden Francois-Xavier Ortoli. Det var et statsbesøg, bl.a. med besøg hos Dronningen på Amalienborg og til reception på ”Dannebrog” i Københavns havn. Som leder af EF’s kontor var jeg med i Kommissionens delegation til alle forhandlingerne. Det var yderst spændende.  Og vi holdt pressemøde på vort kontor – ikke i vor mødesal, for vi havde ikke nogen. Endnu. Men vi lånte Sjællandske Banks flotte lokale på 2. sal.  Det fungerede fint, selv om de midlertidige tolkebokse ødelagde lidt af rummets charme.  Alt forløb perfekt. Ortoli og hans delegation var yderst tilfreds. Det var også en ildprøve for mig. Var der kikset noget fra min hånd, havde det ikke været heldigt. Vi afleverede Ortoli med følge i lufthavnen. Og allerede da lærte jeg af de erfarne protokol-folk, at man ikke forlader lufthavnen, før selskabets fly er i luften. Man skal være stand-by, hvis de af en eller anden grund bliver forsinket og kommer tilbage.  Vi ventede derfor pænt i Kongeværelset. Modsat ved ankomsten dagen før dristede vi os nu til at forsyne os med lidt af det læskende ”fire water”, som stod på bordene til de nu rejste gæster J

 

Minister Nørgaard og hans embedsmænd havde også med dette besøg været til en slags eksamen. Så de slappede bagefter af med en hyggelig fest hjemme hos Gunnar Ribenholdt i Hellerup. Også jeg var inviteret med. Det blev vist temmelig sent.

 

Ortoli skulle jeg komme til at møde mange gange. Dels på senere besøg i Danmark – dels i Bruxelles. Han var formand i fire år og derefter almindelig kommissær i fire med. Han havde iøvrigt et meget nært forhold til Gundelach. Han talte kun meget lidt engelsk og jeg (dengang) kun et noget rustent fransk. Men det gik fint. Han var yderst venlig og ligetil. Det var også en tilfredsstillelse at opdage, at han altid havde læst de briefing-noter, jeg havde skrevet til ham før hans besøg i Danmark.

 

Også Ortoli havde sine særlige ønsker, når han var i København. Af en eller anden grund ville han gerne købe tøj i byen. Ikke bare lidt tøj. Det var normalt jakkesæt, han gik efter. Vi fandt ud af, hvor de bedste steder for den slags var. Og han kunne beslutte sig i løbet af under to minutter. ”Det tager jeg”. ”Livet er for kort til at spilde på indkøb”, kan jeg huske han sagde engang.  Under et af hans senere besøg havde han så lidt tid, at han var nødt til at købe sit jakkesæt i en af forretningerne i lufthavnen. Men det gik også fint.

 

Og så havde Ortoli en stor ”faible” for dansk fisk. Ikke mindst laks, men også flere andre slags. Som ikke-fiskespiser var jeg jo ikke den bedste rådgiver. Jeg vidste dårligt nok, hvad de forskellige fisk hed på dansk. Men jeg fandt hurtigt ud af, at fiskeforretningen på Højbro Plads ( den hvor restauranten Bouillabaise lå på 1. sal ) var ideel til formålet. Ikke bare var deres varer åbenbart helt i top. Hvad der var endnu vigtigere i situationen var, at en af ekspedienterne talte flydende fransk. Han var uddannet i Frankrig. Så vi blev faste kunder i forretningen, hver gang Ortoli var i byen i løbet af de otte år, han var i Kommissionen.

 

Tolkning med problemer

 

Et af de store problemer ved Danmarks indtræden i EF var manglen på kvalificerede tolke til dansk. I EF har man den glimrende regel, at tolke kun må tolke til deres modersmål – ikke til andre sprog uanset hvor gode de er til dem. Derfor var jagten gået ind på kvalificerede danske tolke. De var virkelig en mangelvare. Der var vel kun et par håndfulde til rådighed. Og nogle af dem havde ikke tid eller lyst til at arbejde i Bruxelles. Derfor måtte der i første omgang hyres en del free-lance tolke til at klare de vigtigste opgaver. Det gik nogenlunde.

 

For at øge udbuddet af danske tolke lavede Kommissionen aftaler med de danske tolkeuddannelser på Handelshøjskolerne i København og Århus om, at de skulle intensivere uddannelsen – betalt af EF.  Mange med solid sproglig baggrund – og slet ikke kun deciderede sprogfolk – blev opfordret til at søge disse kurser, og i løbet af nogle år lykkedes det nogenlunde at komme op på det antal tolke, som Kommissionen havde brug for.

 

Tolketjenestens ubestridte ( men også omstridte ) leder, fru Renee van Hoof, kom nu og da til København. Dels for selv af tolke, når Kommissionens formand var i byen. Og dels for at lede eksaminisationen af de kandidater, som Handelshøjskolerne tilbød. Hun var ikke nogen hvem som helst. Derfor forventede hun også i høj grad, at vi behandlede hende mindst lige så fint som formanden.  Hun havde mange ønsker – ja, krav var det vel – om, hvordan limousinen, vi skulle leje til hende, skulle se ud. Om hvor hun skulle transporteres hen og hvornår. Og om hvordan hun ville møde pressen for at fortælle den om alt det, Kommissionen og hendes tolketjeneste gjorde for at hjælpe det danske sprog.

 

Jeg husker især dengang hun forlangte at blive interviewet til hovednyhederne på TV-avisen. Ingen diskussion. ”Bed TV-avisen komme her på kontoret (vort EF-kontor på Gammeltorv) for at interviewe mig kl. 16.00, inden jeg kører i lufthavnen”! Det var den klare ordre, jeg fik. Og som nybagt chef havde jeg en klar ulyst til at sige hende direkte imod. Altså – hvad nu?! Normalt arbejder medierne ikke under ordrer (og hendigvis da). Og slet ikke når jeg ikke kunne love dem store og ”breath-taking” nyheder.  Men jeg fik faktisk lavet en aftale med mine kontakter på TV-avisen om, at de som ønsket kom med journalist og udstyr for at lave interviewet med fruen.

 

De kom. De interviewede. De drog afsted igen. Det samme gjorde fru van Hoof. Glad og tilfreds. Det samme var jeg – fordi endnu en chef fra Bruxelles var blevet betjent til punkt og prikke.

 

Da van Hoof ved mange senere lejligheder roste min indsats over for dansk TV, kunne jeg med et godt skjult glimt i mit indre øje med fryd tænke på min aftale med TV den dag:  Der var intet bånd i kameraet, da de lavede interviewet. Derfor heller ingen udsendelse. Men de gjorde det for min skyld. Jeg hjalp dem af og til, når DE havde særlige ønsker. Så måtte de også hjælpe mig. Noget for noget....

 

 

Politik med problemer

 

Det danske formandskab kom godt igang. Masser af vigtige sager på dagsordenen. Ikke mindst problemer, som var umulige at forudse under forberedelserne. Såsom Yom Kippur krigen i oktober mellem de arabiske lande og Israel. Og den deraf følgende oliekrise, hvor producenterne i Mellemøsten lukkede for hanerne med olie til Vesten. Mere om det senere.

 

I disse kritiske tider var de ni EF-lande blevet enige om også at prøve at koordinere deres udenrigspolitik. I hvert fald at konsultere hinanden om det. Det skete i det nye ”europæiske politiske samarbejde”.  Det havde de samme medlemmer som EF. Og EF’s formandsland – altså Danmark – skulle lede arbejdet. Men Kommissionen var IKKE med. Det var især Frankrig og dets daværende ”meget franske” udenrigsminister, den gaullistiske Michel Jobert, der holdt meget stærkt på dette synspunkt. Møderne måtte heller ikke holdes i Bruxelles, men skulle holdes i formandslandet. Det havde bl.a. som konsekvens, at EF-landenes udenrigsministre nogle gange mødtes i København i EPS-sammenhæng om formiddagen og så fløj til Bruxelles om eftermiddagen for at tage fat på de egentlige EF-emner. Et noget specielt arrangement.

 

Der var dog enkelte punkter på EPS-møderne, hvor Kommissionens tilstedeværelse var nødvendig. Hvor man havde brug for dens ekspertise. Derfor var formand Ortoli og hans nærmeste medarbejdere altid i København, når EPS holdt møde i Landstingssalen påChristiansborg. Men han måtte det meste af tiden opholde sig på det kontor, som han og hans delegation havde fået tildelt. Uden direkte forbindelse til mødet. Og dog....

 

Det danske formandskab – i EPS-sammenhæng ledet af udenrigsminister K.B.Andersen – var uenige i denne udelukkelse af Kommissionen fra møderne. Men det kunne ikke ændre det, da alle skulle være enige om alt i EPS-beslutninger, også hvem der måtte sidde med. Derfor lavede jeg den helt uformelle og fortrolige aftale med formandskabet, at jeg skulle være budbringer mellem dem og Ortoli. Det foregik ganske enkelt derved, at jeg under mødet mødtes på toilettet med en af formanskabets medarbejdere. Han gav mig de papirer, der var blevet uddelt på mødet indtil da og briefede mig om diskussionen og beslutningerne. Så spurtede jeg tilbage til Kommissionens lokale og afleverede det hele – og fik spørgsmål og synspunkter med tilbage til mit næste toiletbesøg.  Sådan fik det frem og tilbage - også når Ortoli en enkelt gang eller to blev inviteret indenfor til mødet. Det ordnede jeg også på toilettet.  Aldrig har jeg tisset på meget af politiske grunde....   Men jeg følte mig af gode grunde som en vigtig del af det hele.

 

 

Topmødet var toppen

 

Til ethvert formandskab hører et topmøde. Sådan var det også i 1973. Det skulle holdes i København i midten af december. Inden da var der sket store ting både på det europæiske og på det danske plan.

 

Efter Yom Kippur krigen i oktober havde araberne (OPEC) iværksat en omfattende blokadeaf forsyningerne med olie til Europa. Det medførte, at der blev lavet store spareforanstaltninger – også i Danmark. I weekenderne var der f.eks. kørselsforbud for biler for at spare benzin.  Og da topmødet netop fandt sted omkring en weekend, var der forbud mod biler. Kun hvis man havde en særlig tilladelse – og det havde vi – kunne vi køre. Det skulle så ske på en sådan måde, at man indgik at ramme alle de tusindvis af cyklister og gående, som havde vovet sig ud på vejene. Der var også sne- og isvinter på samme tid. Så der var lagt op til visse fysiske problemer omkring topmødet.

 

I Danmark havde Anker Jørgensen set sig nødsaget til at udskrive folketingsvalg til den 4. december. Det tabte han, og regeringen, der skulle lede topmødet kun få dage senere, var derfor ”kun” et forretningsministerium.

 

Regeringen havde besluttet, at topmødet skulle finde sted i det gamle Bella Center på Bellahøj. Da det stort set var eet stort rum, skulle der bygges skillevægge til de mange deltagerende politikere og deres delegationer. Det blev gjort. Væggene var af hvide presenninger og hvidt lærred. Det så pænt og hyggeligt ud. Men der var ikke megen lydisolering mellem lokalerne. Det skulle senere blive en stor fordel især for vores – Kommissionens – Delegation.

Mødet gik sin gang. Alt syntes at klappe – i hvert fald teknisk. Oliekrisen var selvfølgelig højt på dagsordenen. Midt under mødet kom der en meddelelse om, at en gruppe arabiskeudenrigsministre havde indlogeret sig på Hotel Sheraton inde i byen. De var klar til at forhandle, hvis topmødet ønskede det. Så vidt jeg husker, blev der taget kontakt til dem. Men nogen egentlig forhandling var der ikke tale om. Krisen fortsatte med ufortrøden kraft.

 

Anker Jørgensens middag for stats- og regeringscheferne om aftenen fandt også sted i Bella Centeret.  Det var i et særligt lokale, der kun blev brugt til den begivenhed. Det var her de ni chefer var alene og skulle drøfte højpolitiske ting. Kommissionens formand Ortoli var ikke inviteret med. Men nu var det så heldigt, at Kommissionens Delegations-lokale lå lige ved siden af middagslokalet. Vi kunne høre hvert et ord, der blev sagt derinde. De kunne til gengæld også høre os, så vi måtte være helt stille.  Desværre kunne vi ikke høre de få hviske-tolke, som var med til mødet. Men vi havde organiseret os sådan, at der var mindst een i vor lille delagation, der kunne forstå hvilket sprog de end talte derinde. Vi hviskede derfor løbende en oversættelse til Ortoli. Min opgave var at hviske-tolke, hvad Anker Jørgensen sagde. De andre deltagere derinde var bl.a. Georges Pompidou, Willy Brandt og Edward Heath. Det gik fint – og Kommissionsformanden følte sig særdeles vel informeret J   Bølgerne på mødet gik af og til lidt højt. Jeg husker, at Ted Heath var ret sur over et eller andet. På et tidspunkt nærmest råbte Anker: ” Så er det DIG, Pompidou!”.

 

Ind imellem lykkedes det også at få hentet lidt mad og drikke til vor delegation – dog ikke inde fra hovedbordet.

 

Mødet trak voldsomt ud – betydeligt længere end forventet. Det gjorde ikke så meget for de nationale delegationer. De havde deres specialfly stående i lufthavnen. Det havde Kommissionen ikke. Jeg kunne se både på Ortoli og især på generalsekretær Emile Noel, at de ikke morede sig hjertelig over tanken om at skulle tilbringe en ekstra dag i København. Jeg fik derfor i opdrag at skaffe et fly! Hverken mere eller mindre.  Et lille privat-fly, der kunne fragte den lille delegation på 7 personer hjem til Bruxelles, når mødet var forbi.  Det var allerede hen imod kl. 22 lørdag aften. Det frøs kraftigt, og sne kom der også en del af. Ikke nogen nem opgave. Der var ikke et fly at opdrive i Kastrup. Til sidst lykkedes det at finde et i Beldringe Lufthavn på Fyn.  Vi tog i lufthavnen og ventede og ventede. De andre var forlængst fløjet. Beldringe-flyet skulle først af-ises og checkes. Endelig ankom det godt og vel over midnat. ”Assez modeste”, mumlede Noel, da han så det. Det VAR også et ret lille fly. Men afsted kom de – og jeg kunne trille hjemad til Nivå efter en hektisk dag.

 

Jeg hørte senere, at vejret på vejen sydover havde været så dårligt, at det tog 5 stive timer at nå Bruxelles lufthavn. Jeg tror, de gode Kommissions-folk så langt ville have foretrukket at tage en ekstra nat på d’Angleterre.  Men de fik, hvad de bad om!  Ved senere lejligheder arrangerede de, at de næsten altid fløj sammen med den belgiske statsminister, der normalt kom i et større belgisk militærfly til sådanne begivenheder.

Da EF-toget indtog landet

Da EF – Toget indtog landet

 

Efter et par år var vort kontor kommet helt op i omdrejninger. Vi udgav løbende en række publikationer, som interesserede kunne få tilsendt. Vor telefontjeneste besvarede beredvilligt alskens spørgsmål om EF. Vi arrangerede gruppebesøg i Bruxelles. Og vi var også begyndt at lave kurser om EF rundt omkring i landet.

 

Tiden var nu inde til et nyt banebrydende initiativ. Vi ville ud i landet. Ikke ”bare” være et kontor i København. Derfor besluttede vi i 1975 at lave et rullende kontor, som i løbet af en periode besøgte det meste af Dronningeriget.  Vi hyrede en hel togvogn hos DSB og indrettede den med en EF-udstilling i den ene ende og med mødelokale og kontor i den anden. Således udstyret lavede vi en plan, der startede i Frederikshavn den 26. september og sluttede i Vanløse den 19. november. Altså næsten to måneder på skinner rundt i landet.

 

Modellen var ganske enkel: Vi åbnede vort kontor i Frederikshavn den 26. november kl. 09.30. Vor EF-togvogn var parkeret på et lettilgængeligt område ved banegården. Den officielle åbning blev foretaget af byens borgmester, der med en til formålet særlig indkøbt saks klippede den røde snor over og holdt en lille tale. Bagefter spillede Tordenskjoldsgarden, der er Frederikshavns pigegarde. Jeg husker, at de gæve piger frøs deres bare ben så grummeligt. Men festligt var det. Og udstillingen var dermed åben.  De lokale medier var naturligvis også indforskrevet og kunne berette om ”EF i Frederikshavn”. Det var nemlig vort motto. ”EF i Aalborg”. ”EF i Randers”, osv.  Folk skulle virkelig  føle og se, at EF var hos dem.

 

Vi havde hyret et professionelt reklamebureau til at hjælpe os med hele togturen, især med at promote den. Det hed ”Harlang og Toksvig”. De var flinke og hjælpsomme. Men af og til synetes vi næsten, at det var OS, der skulle hjælpe dem. Det gav dem internt øgenavnet ”Forlang og Tomgang”!  Men det var nu ikke helt rimeligt. Især direktør Jon Otzen og projektmedarbejder Marianne Hamm var meget hjælpsomme.

 

En sådan togtur skal have en ansvarlig ”tog-fører”.   Og det havde vi.  Makkerparret JensRaunkjær og Kim Boye var som skabt til denne opgave. Så jeg var lykkelig, da de påtog sig jobbet. Kreative, velorganiserede, folkelige og fornøjelige. Lige hvad der er essensen i en ”ud-til-folket” PR tur, som dette jo var.  De delte opgaven imellem sig, så mindst een af dem altid var til stede i alle byer. Jeg husker, hvordan de drog afsted til Frederikshavn i september med en kæmpekuffert fyldt med både sommer-, efterårs- og vintertøj. Man vidste ikke, hvordan vejrguderne ville arte sig. Og der var ingen pauser i det to måneder lange togt.

 

Opholdene i hver by – også i Frederikshavn – var grundigt forberedt. Vi havde været der på besøg flere gange for at mødes med borgmesteren, medierne, skoleverdenen, bibliotekerne, de politiske partier, fagbevægelsen, oplysningsforbundene og mange andre. Vi samlede dem hvert sted til en såkaldt ”Arbejdsfrokost”, hvor vi med energi og dynamik fremlagde vore planer netop for deres by. Disse forberedende møder var slidsomme. Ialt 26 byer – hver besøgt mindst to gange. Men det var det hele værd. Og vi fik på den måde en masse glimrende personlige kontakter – både til den kommende togtur og til vort arbejde mange år frem i tiden.

 

Tilbage til starten i Frederikshavn. Skoleklasser, foreninger, klubber blev inviteret til at besøge vor Togvogn. En del af dem kom endda. Her tryllede og fortalte vi på livet løs. Vort team var de fleste steder blevet forstærket med en eller to kyndige danske kolleger fra Bruxelles.  Vi inddrog også de danske medlemmer af Europa-Parlamentet og af Det økonomiske og sociale Udvalg, når det var muligt. De var glade for at få denne platform tilbudt. Ikke mindst til de offentlige møder, vi arrangerede undervejs.

 

Samtidig tog vi ud til diskussions-møder på skoler og i foreninger i området. Normalt aftalt på forhånd. Men man kunne også ”ønske os” på stedet, mens vi var der. Jeg husker, at jeg selv i Frederikshavn bl.a. var ude på Styrmandsskolen for at fortælle om ”EF og Søens Folk”. Jeg havde i den anledning iklædt mig en knaldrød sweater. Det regnede jeg med passede godt til forsamlingens generelle holdning.  Det blev et godt møde.

 

Efter tre fulde dage i Frederikshavn lukkede vi vog togvogn ned først på aftenen. I nattens løb sørgede DSB for, at den blev flyttet til næste by på vor tur:  Hjørring. Og kl. 09.30 næste morgen startede arrangementerne igen: åbning ved borgmesteren, trutning af stedlige musikanter, velkomsttaler – og så i gang.

 

Sådan gik de to måneder slag i slag. Vi var af oplagte grunde nødt til at vælge byer, der havde en jernbanestation. Men dem er der også mange af i Danmark.  Så vi lavede ”EF i Aalborg”, ”EF i Randers”, ”EF i Århus”, ”EF i Silkeborg”, ”EF i Esbjerg”, ”EF i Odense”. Osv. Osv. Vi dækkede byer i alle landsdele – undtagen Bornholm, som ikke er beriget med en jernbanestation.  Ialt 26 byer nåede vi.  Sjovt, spændende, givende – og anstrengende. Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at vi alle pustede lettede ud, da vi slukkede og lukkede den kære Togvogn for sidste gang på rangerterrænet på Vanløse Station. Og mangen god historie kunne fortælles om begivenhederne og løjerne på turen.

 

Hvordan blev dette utraditionelle initiativ så modtaget rundt omkring?    Hos cheferne iBruxelles var der begejstring. Noget sådant havde de aldrig set før, og turen var for alvor med til at sætte vort kontor i København højt på deres yndlingsliste. Vi havde derfor ingen problemer med at få bevilget de penge, som initiativet kostede. Og det var ikke helt billigt.

 

Senere hen fik jeg at vide, at Gundelach ikke var så begejstret for planerne. Men det holdt han for sig selv. Han gik frem for nogen ind for, at der var et stærkt behov for at informere om EF i Danmark. Så han lur-kiggede sikkert lidt for at se, om denne måde også kunne bruges. Folk fra hans kabinet deltog i en del af arrangementerne.

 

Det kom også senere mig for øre, at den danske regering i starten så med megen skepsis på vort initiativ. Hvad var nu det for noget? var holdning. Den tog endda kontakt til DSB for at spørge, om de ikke kunne nægte at leje togvognen til os.  Så vidt kom det heldigvis ikke. Og vi havde da også adskillige af regeringens egne EF-folk med til arrangementer undervejs på turen.

 

Det største – ja, det eneste – egentlige problem med turen var, at vi desværre ikke oplevede den tilstrømning af folk, som vi i vor iver og optimisme havde troet og håbet. Der var faktisk meget ofte meget stille omkring vor Togvogn!  Skoleklasser og foreninger kom i en vis udstrækning. Men den enkelte borger var ikke nem at få fat på. Det spillede formentlig også en rolle, at vi af gode grunde ikke kunne være på byens rådhusplads eller i gågaden, hvor folk kommer. Vi var nødt til at være på jernbaneterrænet. DSB gjorde alt de kunne for at få os så tæt på alfarvej som muligt. Men det var ikke altid muligt.

 

Vi trøstede os med, at den medie-omtale, vi fik alle steder var hovedeffekten af vor brave indsats. Vi satsede meget på aviser og lokalradioer. Selv TV kom enkelte steder. Og i langt de fleste tilfælde var omtalen positiv og hjælpsom. Også på den måde fik vi mange personlige kontakter i lokalpressen, som vi havde stor glæde af mange år fremover.

 

Jeg husker kun et par negative leder-artikler, som vi var kede af. Den ene var i Aalborg Stiftstidende. Den anden i Aarhuus Stifstidende. De mente, at initiativet var spild af penge. Nå, men som Simon Spies sagde: Negativ omtale er bedre end ingen omtale!   Begge aviser bragte i flere dage en god og nyttig omtale af vore arrangementer på deres lokalsider.

 

En del af de arrangementer vi lavede med lokale politiske partier og organisationer gik fint. Der var mange deltagere og en god og medrivende diskussion. Mellem politikere, embedsmænd fra ministerier og organisationer, Bruxelles-folk og lokale ledere.  Modellen var, at flere lokale partier og organisationer – sammen med os – stod som indbydere. Vi lavede og betalte for annoncer i aviserne. Og så kørte det.

 

Et arrangement gik desværre ikke som håbet. Partier og organisationer i Aalborg havde fået os til at satse stort. Vi fik selve markedsminister Ivar Nørgaard til at være hovedtaler. Arrangementet skulle finde sted i Nordjyllands Kunstmuseums store foredragssal. Vi forventede omkring 400 deltagere. Så skulle det ikke gå....     Der kom ialt 38 tilhørere, os selv iberegnet!  Da jeg hentede Ivar i Aalborg Lufthavn fortalte han stolt, at han havde været nødt til at arrangere clearing i Folketinget på grund af en afgørende afstemning. Men det gjorde han gerne for sådant et flot arrangement. Lidt mindre stolt var jeg, da jeg minuttet efter måtte fortælle ham om det meget slankede arrangement!  Det tager vi med oprejst pande”, sagde han venligt med det samme. Og vi fik en fin aften ud af det.

 

 

Den 19. november var turen definitivt forbi. ”Landet er kristnet”, som Jens Raunkjær udtrykte det. Vi sluttede af med en stor fest – vor egen særlige ”Arbejdsfrokost” - ved aftenstide i Vanløse.  Vi var blevet mange erfaringer rigere. Og en del danskere var forhåbentlig bare blevet lidt klogere på EF.  Og sjovt havde det i hvert fald været.

 

Vi gik snart igang med nye planer.

Vore to årlige receptioner - Københavns bedste :)

Vore to årlige receptioner

 

Den nære kontakt med så store dele af det politiske, organisatoriske og mediemæssige samfund blev også dyrket på vore to årlige receptioner på kontoret. Vi fik næsten fra starten lavet den faste tradition, at vi arrangerede en stor reception den 9. maj – som er EF’s fødselsdag. Og en anden og ofte endnu større i december op til jul. De blev begge et eklatant tilløbsstykke. Ja, folk blev næsten fornærmede, hvis de ikke blev inviteret. Og det var jo netop meningen med det hele. At folk skulle se det som et MUST at være med.

 

Her mødtes ministre, folketingsmedlemmer fra de fleste partier, ledere fra arbejdsmarkedets og erhvervslivets organisationer, redaktører fra hele medieverdenen, topfolk fra ministerierne, danske medlemmer af Europa-Parlamentet og de forskellige EF-institutioner. Vi prøvede også altid at have den danske kommissær med – eller i det mindste nogle af hans eller hendes medarbejdere fra Bruxelles.

 

I december havde vi af og til det problem, at vor reception lå på samme dag og aften som finanslovsdebatten og de endelige afstemninger. Vi prøvede at undgå sammenfaldet, men det var ikke altid let. Mange deltagere fra ”Borgen” anså vores reception for så vigtig, at de clearede med hinanden mellem regering og opposition, så de nærmest kunne gå op til os to og to. Og uden at regeringen væltede. Jo, sig ikke, at vi levede et liv uden for det politiske rampelys.

 

Modellen for vore receptioner var enkel. Ingen lange taler og foredrag. Jeg stod henne ved indgangen til vort store mødelokale og bød velkommen til hver enkelt gæst. De kom i så store mængder, at jeg sjældent fik nippet ret meget til mit glas rødvin, som det meste af tiden måtte finde sig i at være alene bag ved døren. Efter tre timer var man lidt stiv i knæene. Så lang tid tog det nemlig at få budt velkommen til alle – og få sagt pænt farvel igen til hver enkelt. Altid med en lille notesblok i lommen, så jeg kunne notere ned, hvad jeg fik aftalt og blev bedt om under de mange håndtryk og kvindelige knus, som jeg med stor fornøjelse indkasserede i aftenens løb J   Imens cirkulerede mine medarbejdere rundt mellem gæsterne og hyggede gevaldigt om dem.

 

Og hvad bød vi så på til disse receptioner? Hovedattraktionen i mange år var et helt bjerg afchokolade, som normalt fyldte et helt bord.  Vi havde købt det med god rabat på Toms Chokolade Fabrikker, hvor min gamle ven Hans Rysgaard var direktør. Nogen sagde, at de første og fremmest kom for denne chokolade. Det kom ikke mindst frem, da kontoret efter min tid begyndte at servere gulerødder i stedet for L   Enkelte gæster var så begejstrede for chokoladen, at de ikke bare stod ved choko-bordet hele aftenen, men de fyldte også lommerne til senere brug!  Min gamle Een Verden ven Hermod Lannung var en mester herudi.

 

Der blev naturligvis også serveret våde varer på receptionerne. Vin, øl og ”hårdere varer” skulle det ikke mangle på. Det bragte jo altid tungebåndene på gled og satte stemningen mindst et par oktaver op. Vi anså det ikke for at være vores opgave at begrænse, hvor mange genstande gæsterne kunne få. Det administrerede de selv flot. Og der var meget få vin-pletter på vore gulvtæpper dagen efter. Kun et par gange gik det helt galt for et par gæster. Det var i begge tilfælde til julereceptionen. De pågældende var særdeles godt pyntede allerede ved ankomsten til vores reception. Og når de så spædede godt til hos os, var recepten for besværligheder lagt. I det ene tilfælde var det en kvindelig journalist, som til sidst ikke anede, hvor hun selv var.  Vi fik dog vristet ud af hende, hvor hun boede. Vor chauffør  kørte hende beredvilligt hjem og afleverede hende til hendes mand. Med det resultat, at vor chauffør blev skældt ud på det groveste og nærmest beskyldt for at have drukket fruen på pelsen L     Hun var en af de få, der blev slettet af invitationslisten.

 

I det andet tilfælde gik det værre. En gæst ankom til vor reception i højt humør. Det skal man ikke bebrejde folk. Han var i det hele taget en rar og behagelig fyr, som alle kunne li’. Hvad der skete, ved jeg ikke (jeg var jo som altid ”dørmand”). Men pludselig kunne han overhovedet hverken styre glas, mund eller ben. Vi måtte få ham kørt hjem. Nu vidste vi ikke, hvor han boede, og det gjorde han heller ikke. Derfor slog vi hans adresse op i telefonbogen: Korsør.  Ja, det var jo lidt langt. Men der var kun een mulighed: afsted i en taxa. Da vi to mand høj (mindst) havde fået ham båret ned i en taxa, tog det nogen tid at få chaufføren overtalt til en tur med ”beruseren” helt til Storebælts-byen. Men det lykkedes dog.  Problemet var løst. Troede vi. Men nej. Et par dage efter var vor gæst blevet ædru og skrev et meget vredt brev til mig. Ikke mindst med et forlangende om, at vi skulle betale taxaen. Det var noget med 900 kr, som var mange penge dengang.  Der var sket det, at da taxaen var fremme ved den opgivne adresse i Korsør, vækkede han naturligt nok passageren og fik til sin store forbavselse i vrede toner at vide, at her boede han aldeles ikke. Det var hans fraskilte kone, der boede der. Selv boede han på Østerbro! ”Omkring – og ingen penge”, sagde den nu noget mere ædru passager.   Det hele endte på Korsør Politistation.

 

Sagen endte med, at jeg skrev mit nok skarpeste svar nogensinde. Og vi hørte aldrig mere fra ham. Han var nu heller ikke på invitationslisten til senere receptioner.

Der blev også røget gevaldigt til vore receptioner. Det var helt naturligt dengang. Vi kunne som EF-institution købe skattefri spiritus og tobak til sådanne begivenheder (IKKE til os medarbejdere). Engang ringede Toldvæsenet tilbage, da vi havde sendt vor bestilling på cigaretter. Vi havde bestilt 1000 enheder. Vi havde normalt 3-400 gæster, så der kunne jo hurtigt ryge (om jeg så må sige) en tusind stykker.  ”Det er ikke fordi vi har noget imod jeres indkøb”, sagde tolderen venligt. ”Men hvad skal I bruge alle de cigaretter til?”. Vi havde overset den lille detalje, at en enhed toldfrie cigaretter var 1000 stk. Så vi havde bestilt 1 million cigaretter.  Det var vi enige om nok lige var i overkanten.

 

EU har i dag indført totalt rygeforbud i alle sine bygninger. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan vi kunne have gennemført vore receptioner på de vilkår. Jeg har måske en lille fornemmelse af, at jeg ville have mobiliseret mit ”blinde øje”, hvis det havde været tilfældet. Men det dilemma kom jeg heldigvis aldrig i.

 

Vore receptioner var altid forberedt og gennemført af vort eget personale. De gik alle til den med krum hals og gjorde det fremragende. Der var meget, der skulle ordnes. Både før, under og efter. Og kontoret skulle selvfølgelig køre på fuld tryk både på dagen for receptionerne (der normalt startede ved 17.30 tiden) og dagen efter fra kl. 08.30.  Den sidste hårde kerne af omkring 20 deltagere (”the usual suspects”) gik normalt hjem og endnu mere normalt ud for at fortsætte sammen med os i byen ved 23-tiden. Der var aldrig problemer. Mine medarbejdere lavede også på dette område en fremragende indsats.

 

Jeg har gjort en del ud af at beskrive disse EF-receptioner i en del detaljer. Det har jeg, fordi jeg den dag i dag er overbevist om deres store betydning for vort arbejde. De var med til at knytte os tættere til alle dem, vi skulle betjene. Og med til, at folk, der hver på deres måde var vigtige for Danmarks medlemsskab af EF, mødtes og fik en god snak – ja, i mange tilfælde lavet aftaler.  Det var også vigtigt for mig, at alle mine medarbejdere på den måde kom tæt på vort store netværk. Mine folk  kom til at kende masser af disse mennesker personligt – og blev kendt af dem. Det betød, at EF-kontoret ikke bare var MIG som leder af det. Det var os allesammen.  Det er også meget motiverende for medarbejdere på den måde at være totalt med.

 

Det var en herlig tid !

Om "Morgenmøde-Klubben"


Morgenmøde-klubben

 

Det var meget vigtigt for mig, at vort kontor blev en central del i det politiske og organisatoriske liv i Danmark. Forbindelserne til alle vigtige politiske partier og organisationer skulle konstant passes og plejes. Og plejes i tæt kontakt med de centrale personer alle steder. Det var normalt medlemmerne af Folketingets markedsudvalg (som det hed dengang), de forskellige partisekretærer og organisationernes ledende direktører og/eller EU-ansvarlige.

 

Man skal huske på, at EF-sagen ikke var særlig populær i de år. Den hektiske kampagne op til folkeafstemningen i 1972 havde sat sine kraftige spor. Dels ved, at der mange steder (især i partierne) var en slags ”metaltræthed” med at beskæftige sig med EF. Og dels ved at mange følelser var kørt helt op i det hysteriske, når man nævnte EF.  Det var det ”hav”, vi skulle forsøge at svømme og gebærde os i.

 

I første omgang blev forbindelserne til disse personer især plejet på det personlige plan. Jeg brugte selv meget tid til at besøge dem og snakke med dem. Dels for at høre deres ideer og forslag til, hvordan EF-sagen kunne og burde fremmes. Og dels for at fortælle dem om VORE planer. Af og til arrangerede vi også besøg i Bruxelles, hvor de enten enkeltvis eller i grupper mødte kommissærer og andet godtfolk i Kommissionen og andre steder.

 

Mine hyppigste besøg gik bl.a. til formanden for Folketingets markedsudvalg Arne Christiansen. Socialdemokratiets partisekretær Ejnar Hovgaard Christiansen (som jeg kendte fra min DUF-tid i 60erne). De radikales partisekretær Bjørn Hansen. LO’s cheføkonom og EU-mand Poul Nyrup Rasmussen (som jeg havde turneret med under EF-kampagnen i 1972). De konservatives partisekretær Torben Rechendorff og deres EF-mand Jens Karoli. Landbrugsrådets direktør Kjeld Ejler og EF-manden Klaus Bustrup. Venstres partisekretær Kurt Sørensen. FTF’s formand Kirsten Stallknecht og EF-folk Svend Skovbro Larsen og Bent Madsen. Grosserer-Societetets EF-mand Kaj Storm-Hansen. Dansk Arbejdsgiverforenings Hans Skov Christensen (som jeg også kendte fra gamle dage) og deres EF-ansvarlige Birte Johansen. Industrirådets EF-direktør Einar Carstens EF-kontorchef Finn Breitenstein.  Og mange, mange flere.  Det var virkelig interessante tider.

 

Men det blev ikke kun ved de bilaterale møder. Inden længe besluttede jeg at lave en særlig ”Morgenmøde-Klub”.  Uformelt og med referat-forbud (såkaldte Chatham House regler). Ingen måtte berette om noget, der blev fortalt på mødet. Og det skete aldrig i alle disse år! Vi indbød alle de nævnte personer, partier og organisationer til et morgenmøde i vores mødesal kl. 08.15 en gang om måneden. Der blev serveret kaffe og blødt brød. Og så fortalte vi allesammen, hvad vi mente de andre tilstedeværende burde vide. Vi lagde ud med nyeste – og fortrolige – nyt fra Bruxelles og iøvrigt, hvad vi havde af initiativer oppe i ærmet. Og så gik det bordet rundt for hver deltager til at give sit bidrag og kommentere hvad andre havde sagt. Efter ca. en time: tak for i dag. Vi ses igen om en måned.

 

Der blev virkelig udvekslet masser af informationer og gode råd på disse morgenmøder. Og deltagerne ordnede også ting og sager bilateralt.  Networking, når det er bedst. Jeg ved, at alle satte stor pris på disse møder.

 

De var ikke mindst vigtige op til valg til Europa-Parlamentet og før folkeafstemninger.

 

Når vi havde Gundelach eller andre interessante kommissærer i byen, indbød vi ofte ”Morgenmøde-Klubben” til et fortroligt møde med dem, hvis der var plads i programmet.

 

EF BYDAGE OVER DET GANSKE LAND

EF BYDAGE OVER DET GANSKE LAND

 

Om vore lokale kontorer i masser af provinsbyer

 

 

Der var altid gang i den på Gammeltorv. Fra tidlig morgen til sen aften. Endda meget sen aften, hvis det var nødvendigt. Der var ingen af mine ansatte, der havde det mindste imod at give den en ekstra skalle. Når som helst. Og med hvad som helst. Alle kunne klare de utroligste ting, hvis de skulle. Også selv de først troede, at det kunne de ikke.  Selvfølgelig kan du, sagde jeg. Og det var rigtigt hver eneste gang. Og der var heller ingen, der var for fine til gi’ et nap med, hvis andre havde ekstra travlt. Eller hvis der for eksempel skulle puttes i kuverter. Det var inden vi fik maskiner til den slags. Jeg husker tydeligt, hvordan vi alle – hver og en – ofte gik rundt om vort ovale Piet Hein bord for i tæt gåsegang at samle indhold til en stor udsendelse. Det gjorde vi bare. Og det virkede. Tingene kom ud.Og de kom ud til tiden!

 

Men det var selvfølgelig ikke nok, at vi var aktive på vor faste domicil på Gammeltorv. Godt nok er Danmark et lille land. Men det er sørme stort, når man skal nå ud til alle hjørner og kroge med vore oplysninger og hjælp til at forstå det spændende Europa. Jeg havde selv meget gode erfaringer med at tage ud i landet fra EF kampagnen i 1972. Og igen fra vor egen landsdækkende tog-tur i midten af 70’erne. Den er beskrevet i detaljer i et tidligere afsnit af denne krønike. Nu måtte vi for alvor ud igen.

 

Vi besluttede at oprette vort eget kontor i alle vigtige byer over hele Danmark. Hverken mere eller mindre. Folk skulle kunne besøge os. Spørge os. Be’ os om hjælp. Se os. Og skælde os ud, hvis det var det, de havde lyst til. Vi ville flytte EF ud, hvor folk var.

 

Vi lavede en aftale med ledelsen af pengeinstituttet Bikuben.  Dens daværende direktør, Børge Munk Ebbesen, var os meget venligt stemt. Han arrangerede, at vi kvit og frit kunne få et kontor med møbler, telefon og diverse andet udstyr stillet til rådighed i op til en uge i de byer, som vi gerne ville slå vore EF-teltpæle op i.  Og sådan blev det.

 

Vi startede i Svendborg. Man skal jo starte et sted, så hvorfor ikke i det milde sydfynske. Det var nu ikke så mildt, i hvert fald ikke vejrmæssigt.  Vi havde aftalt med den lokale Bikuben direktør, at vi kunne hejse Europa-flaget på toppen af bygningen, mens vi var der. Vi havde godt nok ikke noget Europa-flag endnu. Det var før det blå flag med de 12 stjerner blev indført. Så vi lavede vort eget EF-flag. Blåt, selvfølgeligt. Og med det græske € inde i midten – det ”tegn”, som vi senere brugte og bruger som symbol for EUROen.  Vi klatrede sammen med Bikuben-direktøren til vejrs. Og vi blæste næsten ud i Svendborgsund – sådan stormede det. Men op skulle flaget saftsuseme ( om jeg så må sige ) – og op kom det. Det var ekstra vigtigt, for vi havde aftalt med den lokale avis, at billedet af det første EF-flag i Svendborg selvfølgelig skulle i bladet. Og det kom det.

 

For at gøre vor tilstedeværelse i byen og området så kendt som muligt havde vi gjort mange ting. Først havde vi i god tid i forvejen besøgt byen for at snakke med alle dem, det er vigtigt at snakke med. Lige fra avisen til borgmesteren, erhvervskontoret, biblioteket, skolerne, de politiske partier, oplysningsforbundene, handelsstandsforeningen, ungdomsorganisationerne – og mange flere. Vi tryllede og fortalte om vor kommende ankomst til byen og aftalte, hvordan de på forskellig vis ville hjælpe os med at gøre vort lokale kontor så kendt som overhovedet muligt. Og også selv deltage i løjerne. Samtidig aftalte vi en række arrangementer i løbet af de dage, vi var der. Enten med os selv som ”optrædere” eller med gode folk, som vi hentede forskellige steder fra. Samt lokale folk. Det anså vi for at være særdeles vigtigt for at få gennemslagskraft. Endelig lavede vi en lille 4-siders folder i stort oplag. Den hed EF I SVENDBORG  med en hyggelig Werner Wejp-Olsen tegning på forsiden – og så indeni oplysninger om alle de uimodståelige tilbud, som vi kom med. Denne folder blev i dagene op til vort ”indtog” delt ud på arbejdspladser, i foreninger, på skoler, på biblioteket – you name it – we did it!

 

Derfor var der næsten ikke et øje tørt, når vi ankom og startede vore dage i byen. Og hvem var så vi ? Jeg var selv med i de fleste byer. Ikke nødvendigvis hele tiden, men i hvert fald noget af den. Derudover tog min medarbejder, Inge Hjeresen, hovedparten af tjansen alle steder. Hun var fantastisk god til at snakke med hvem som helst og til at gøre EF virkelig interessant og nærværende for alle – uanset alder, køn, højde & drøjde og +/- interesse. Hun var SÅ god til det, at selv folk, der kom ind på kontoret for at brokke sig eller med forventning om, at vi mindst hentede månen ned til dem, gik bukkende og takkende ud, selv om de i virkeliheden ikke fik det, de gik efter. Men de fik helt sikkert en positiv oplevelse, og de fik sat ansigt(er) på dette fremmede og uforståelige EF. Og det var det allervigtigste. Samtidig fik vort kontor – også det ”rigtige” hjemme i København – på denne måde et fantastisk netværk af folk over det ganske land, som vi havde uvurderlig nytte af i mange år derefter. Og de følte det forhåbentlig på samme måde.

 

Nu er Svendborg selvsagt vigtig. Men vi måtte videre. Bagefter fulgte Odense med et flot kontor på Fisketorvet. Og senere masser af byer over hele landet. Århus, Aalborg, Hjørring, Fredericia, Esbjerg, Silkeborg, Hobro, Viborg, Slagelse, Nykøbing Falster, Hillerød, Roskilde. Og mange flere. Vor eneste begrænsning var, at vi selvsagt var nødt til at vælge de byer, hvor Bikuben på det tidspunkt havde kontor. Og hver gang med samme model.

 

En stor del af mine medarbejdere på kontoret tog aktiv del i denne BYDAGE indsats. Det var sjovt. Men også krævende og trættende. Man var på hele dagen på det lokale kontor, hvor folk kom på besøg eller ringede. De spurgte om alverdens ting – og fik forhåbentlig svar. Bagefter skulle vi i gang med at sende materielerne ud – med mindre vi bad vor hovedbase i København om at gøre det. Og om aftenen var der næsten altid et eller flere arrangementer, hvor vi skulle optræde med dette og hint.

 

De lokale medier var MEGET optaget af Bydagene. For første gang var der et EF-kontor i deres by. De spillede med og dækkede det glimrende. I visse medier blev der endda lavet en særlig Spørgsmål/Svar spalte, hvor vi kunne svare på, hvad folk spurgte om. Og de lokale radioer og enkelte TVer var også konstant på tæerne. Jeg husker, at det rykkede lidt ekstra i skroget, når man skulle afsted for at medvirke i morgenradioen kl. 06.30 J  

 

Vore BYDAGE var virkelig en af vore store successer. Et af vore flagskibe. De var billige, meget billige. De kostede næsten kun rejse- og opholdsudgifter for det deltagende personale. Og det var ikke noget, vi behøvede at gentage i én uendelighed. Når først vi havde fået de mange personlige kontakter på alle disse steder, var det meget nemmere at betjene dem og arbejde med dem alle fremover.

 

Og det gjorde vi. I allerhøjeste grad.

 

Og hvornår var det så? Det skete over en periode i begyndelsen af 1980erne. Lang tid før Internettet og de mange TV-kanaler.  Der var stadig langt til København og til EF.

 

Jeg er mere end overbevist om, at vi fik lagt en masse god grund for mange senere resultater.

 

Igen STOR tak til alle, der var så aktivt og engageret med J

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.01 | 04:13

Har du brug for et lån til at købe en bil eller betale nogle regninger og starte en
ny forretning? Hvis ja, kontakt os på cashierslenders01@outlook.com med
info

...
12.01 | 21:52

RELIABLE LÅN TILBUD UDEN OPFRONT FEE OG STRESS GARANTERET

Har du brug for et presserende lån til erhvervslivet eller at betale regninger med 3% rentesats? Vi t

...
10.01 | 12:12

Hej

Har du brug for et presserende lån til at løse dine økonomiske behov? Vi tilbyder lån fra 2.000,00 til 50.000.000.00. Vi er pålidelige, kraftfulde, hurtige

...
10.01 | 10:20

Hej Sir og Fru

Lånetilbud mellem privat og ærligt i 48 timer

e-mail: mirandacaprino@gmail.com
email: thomas.stumpls@yahoo.com

Jeg er villig til at give dig et lån mellem 2000 og 900.000 (Lån
hurtig og pålidelig). Jeg er i partnerskab med flere banker
h

...
Du kan lide denne side