Bidrag til en fornyet og konstruktiv debat
TÆNK EUROPA FORFRA !

HOW WOULD WE LIKE EUROPE TO BE....

if we reconsidered the whole EU project from the beginning?

Anders Jerichow, editor, Politiken, Denmark

 

Juncker is proposing five alternative paths for us: That Europe stands still. That we limit it to the single market. That we develop a multi-speed Europe. That we move ahead together in selected areas. Or that we aim at the United States of Europe.

But hold on for a moment with Juncker. Let us, just for fun, reconsider the beginning:  what would be nice to make of Europe?

Point 1:  It would be nice to get rid of barbed wire and walls, soldiers and police stopping us at the borders. Countries all over the world today build walls and fences – Israel, Morocco, Saudi-Arabia, Turkey , USA. Whatprivilege it would be to live in a part of the world, where we had confidence in each other instead of suspicions. Soldiers and guards belong to external borders, never at internal ones.

Point 2: How great it would be, if we could even out the differences between rich and poor countries in our part of the world, between north and south, between Catholics and Protestants, between east and west.

Point 3: Wouldn’t it be fantastic, if we could create our own market to trade with each other without all sorts of strange taxes and controls?  Just one big market. Wouldn’t it be great, if we ensured the same hygiene and the same monitoring of the quality of food produced all over Europe?

Point 4: Wouldn’t it also be fantastic, if young people could study and take exams all over Europe – with the possibility to make use of their education everywhere?

Point 5:  Wouldn’t it also be great, if we could create a Europe, where businesses did not have to speculate in different tax systems, duties and controls in the various countries?

Point 6:  Wouldn’t it be encouraging, if in a world dominated by the US and China, we could elect common leaders to take up the fight against multinationals, which try to play games with reasonable requirements governing fair competition?

Point 7:  And concerning the challenge from super powers: wouldn’t it be great, if Europe – we – put an end to the US and China dictating our trade with them?  If we could join forces and become strong enough to negotiate better terms and agreements across the Atlantic?

Point 8:  Wouldn’t it be nice and a manifestation of solidarity, if we could manage migrants and refugees jointly?

Point 9: Wouldn’t it be great - 'make Europe great again!' - if we managed to physically link up all parts of Europe with huge investments in public power grids, networks of knowledge and excellence and high-speed trains between north and south, east and west?

Point 10: How encouraging would it be, if our Europe would lead the world in the global fight for the environment and the climate?  If together we decided that Europe’s cars in 15 years’ time everywhere should be able to drive four times longer on a liter of gasoline? If we multiplied public investments in research and set ourselves the challenge of Europe taking global leadership?

Point 11:  And then it would be great, if we created political structures, where we were able to secure democratic control of this process and of decisions taken in common.



GOSH - how fantastic and indeed privileged it is that we already have created such a Europe, in which we can act together.

And what about Juncker’s five alternatives?  It would honestly be annoying to go back in time and only have the single market. We can each of us get so much more, if we do it together. To split it all up in different forms of cooperation would be cumbersome.  To go for the “United States of Europe” is a nice dream, and certainly we need dreams, but admittedly – so far it is only a dream.

But why stand still, if we can move forward? So what can we do better than continuing the development of the Europe, in which we are so extremely lucky to live already? 

Rather make the EU stronger towards - other - global actors than weaker.  Rather use the EU pro-actively in the fight for the climate than weaken our efforts. Rather make more European networks than fewer. Rather use the EU to push for more economic solidarity from northern Europe instead of leaving crisis-hit southern European societies in the lurch.

Let Trump tear down. Let us rather show that Europe will and can build and develop our common community.

 

anders.jerichow@pol.dk   

Min båltale i Høve Bylaug den 23.6.2014

Høve Bylaugs Sankt Hans Fest den 23.6.2014 

Båltale

Niels Jørgen Thøgersen

 

I forgårs rundede vi atter en gang årets længste dag.  Det fejrer vi med denne hyggelige midsommerfest.

Når jeg kigger ud over jer, kan jeg se, at der både er pessimister og optimister iblandt jer. Hvad er forskellen?  Jo, pessimisterne er dem, der er kede af, at fra nu af bliver dagene kortere og kortere. Optimisterne derimod er dem, der glæder sig over, at der kun er et halvt år, indtil dagene igen bliver længere!

 

Her i Høve er der helt sikkert flest OPTIMISTER.   I hvert fald i Høve Bylaug.

Da jeg for nogle måneder siden blev inviteret af Karsten til at holde årets båltale, sagde jeg med begejstring Ja tak.

Jeg har gennem mine 35 år i Veddinge Bakker sat meget stor pris på alle de spændende ideer og initiativer, Bylauget står for. Det vil jeg gerne kvittere for i aften!

Geopark-festival, humørmedalje, makeover-konkurrence (som I naturligvis vandt!), kartoffeldag,  Sankt Hans bål , Høve-marked, busture – I kan og gør det hele. Et stort tillykke til alle jer, der helt på frivillighedens basis får alt det op at stå.

I siger, at Høve er Sjællands højest beliggende landsby. Jeg synes, I skal tilføje, at I er den landsby i hele Danmark, hvor der er højest til loftet!

 

Nu står vi så her på dette flotte og historiske sted. Nogle af os har lige hørt fortællingen om trolden i Esterhøj.

Jeg vil gerne tale om en anden og desværre mere alvorlig sag – som i høj grad også er knyttet til Høve og stedet her.

Det er i år 100 året for starten af 1. verdenskrig.  Om tre dage bliver den markeret af alle EUs  28 stats- og regeringschefer i Ypres i Flandern, hvor nogle af krigens værste slag fandt sted.

Hvor kommer Høve så ind?   Danmark var  ikke med i 1. verdenskrig, vil mange sige.  Jo, vi var.  Sønderjyderne var med. Og det var de først og fremmest på grund af  de danske politikeres uduelighed og selvoppustede nationalisme i de afgørende forhandliger efter nederlaget i 1864.  Man ved i dag, at prøjserne underhånden tilbød en grænse, der ligger meget tæt på den grænse, vi har i dag. Men nej – ikke tale om, svarede statsminister D.G.Monrad.  Og så mistede vi hele Sønderjylland. Det betød, at 30.000 unge sønderjyder skulle være tyske soldater under  verdenskrigen – og næsten 6.000 af dem blev slået ihjel.  Jeg kan godt forstå, at Monrad i 1865 græmmede sig så meget, at han udvandrede helt til New Zealand.

Høve og hele Asnæs Sogn blev direkte involveret i Verdenskrigen på den måde, at man gjorde en særlig indsats for mange af de sønderjyske krigsfanger, som lå i særlige lejre i Aurillac i Auvergne i Midtfrankrig og i  Jurij-Polskij 200 km nordøst for Moskva i Rusland.  En dansk præst med tilknytning til Odsherred, Niels Anton Jensen, var i perioder præst for sønderjyderne i begge lejre. Og beboerne her samlede penge ind til en kirke- og forsamlingssal i lejren i Rusland. Da krigen var slut og fangerne blev løsladt, kom mange af dem via Høve, Asnæs og andre sogne her, hvor de blev kortere eller længere tid. Husk på, at Sønderjylland stadig var  tysk indtil sommeren 1920.  Og senere hen kom mange sønderjyske børn på ferie her på egnen år efter år.

Jo, der var helt særlige forbindelser mellem de to landsdele dengang.

 

Derfor tog en række lokale borgere med pastor Bagger i Asnæs i spidsen et initiativ til at rejse en Genforeningssten. Man blev hurtigt enige om, at den skulle stå på Esterhøj. Og at det skulle være den 23 tons tunge ”Troldsten” nede fra strandkanten ved bugten. Og selv om Falck foreslog at fragte stenen på en vogn, så var man fast besluttet på, at det skulle gøres ved håndkraft – dog med med hjælp fra en del heste. Som sagt så gjort.  Godt 4.300 frivillige fragtede på 14 dage den store sten de 2 ½ km fra strandkanten og hele vejen op på højen i sommeren 1920.  Og Niels Anton Jensen blev inviteret til at skrive det digt, der er på stenen den dag i dag.

Med andre ord : Dengang var der altså en masse mennesker, der ville slide og slæbe for en ide, for noget de troede på, for en holdning.   Det bør man nok tænke lidt over i dag.  Nutildags gider mange ikke engang stemme.  Ved det seneste valg her i maj var det næsten halvdelen, der blev hjemme på sofaen.  I Belgien, hvor vi bor, er der stemmepligt.  Og valgdagen er en festdag – altid en søndag formiddag. Alle kommer tidligt og går sent.  Jeg synes personligt, at når man har retten (til at stemme), så har man også pligten til at gøre det!

 

Nu står så her 94 år senere som så ofte før foran det flotte bål.  Det er da festligt. I de såkaldte go’e gamle dage var det knap så festligt. Da brændte man hekse. Og ikke bare Sankt Hans aften. Det gjorde man året rundt. Ellers kunne man ikke nå det.  Ialt godt 1.000 hekse blev brændt af i Danmark, da det gik hedest til i årene 1540-1692.  De allerfleste var kvinder.  Enkelte mænd røg dog også med. Ingen er fuldkommen J Og hvordan afgjorde man så, om en kvinde var en heks?  En af måderne var at binde et reb om hende og kaste hende i vandet. Hvis hun druknede, var hun uskyldig. Hvis hun flød ovenpå, var hun en heks og blev brændt på bålet.

 

I folketroen var man overbevist om, at disse hekse fór afsted på deres koste. Enten til Bloksbjerg i Tyskland. Eller til Hekkenfeld på Island. Det er det gamle navn for vulkanen Hekla.  Her mødte de djævelen og hyldede ham ved at kysse ham bagi!

Jo, det var muntre tider.

 

For at nervøsiteten ikke nu skal brede sig mellem såvel optimister som pessimister, så er det naturligvis vigtigt at fejre, at ingen af os kommer på bålet i aften! Ikke engang taleren!

Derimod synes jeg, at vi skal kaste den fæle nationalisme helt ind i midten af bålet.  Den nationalisme, der kostede Sønderjylland 56 års ufrihed og tusinder af faldne soldater. Den nationalisme, vi dagligt ser i Mellemøsten, hvor lokale slår hinanden ihjel hver eneste dag. Den nationalisme, som florerer også i det østlige Ukraine – godt hjulpet på vej af ”pusteren fra øst”.   Nationalisme er ikke bare noget, der hører fortiden til. Den lever i bedste velgående. Og den skal afsløres og bekæmpes hver eneste dag.  Hvad er mere naturligt i dag end at kaste den på bålet.

 

Nationalismen er altid negativ og er vendt IMOD nogen.  Modsat nationalfølelsen, som rigtigt håndteret er meget positiv og livsbekræftende. Den nationalfølelse, der i høj grad holdt liv i sønderjyderne, også ude på slagmarkerne, i de mange triste år.

 

Jeg startede med at rose Høve Bylaug for jeres store entusiasme og iderigdom. Jeg vil slutte med at give jer en ide, I måske kan bruge. Og som efter Liselottes og min mening passer som hånd i handske i alt det, I har gang i.  Og også matcher, at titusinder af mennesker kommer i disse dejlige egne hvert eneste år – på udkig efter oplevelser og afslapning.

I bør også være en BOGBY. Enten have en bogcafe, hvor folk kan aflevere eller hente brugte bøger helt gratis. Eller med jævne mellemrum holde bogmarkeder med brugte bøger fra nær og fjern.  Måske også om Sønderjylland. Måske også om 1864, om 1. verdenskrig, om verden og alle dens fortræffelig – og pusseløjeligheder – ja, om alting.

Der er masser af smittende eksempler på, hvordan landsbyer i mange lande, også her i landet, har fået ekstra fut i fejemøget ved netop at lave en ellen anden form for bogby.   Tænk over det!   Og har I brug for kontakter, så siger I bare til.

 

Tak for opmærksomheden!  Og go’ sommer!

STEM TIL EUROPA-VALGET den 25. maj

Valg til Europa-Parlamentet den 25. maj 2014:

Vejledning til danskere, der bor i et andet EU land


Enhver  dansk statsborger, der bor i et andet EU-land og er 18 år eller derover, har ret til at stemme ved valget til Europa-Parlamentet.

For at kunne stemme skal man registrere sig  INDEN DEN 22. APRIL.

Se mere om dette på Udenrigsministeriets hjemmeside her:

http://um.dk/da/news/newsdisplaypage/?newsID=3ADC9521-EB43-4F21-9A59-41800A748EA3

 

Derfor:  Vær med til at  bestemme! Vær med til at påvirke, hvordan Europa skal udvikle sig i de kommende år.  DIN stemme er lige så vigtig som enhver anden danskers stemme!

Registrér dig inden tirsdag den 22. april.

Og STEM !!

 

PS: Hvis du vil vide mere om andre EU-borgeres (expats) mulighed for at stemme til samme valg, så kan du finde alle oplysningerne her:

http://www.europeancitizensabroad.eu/can-you-vote.html  

 

Niels Jørgen Thøgersen

formand for Europeans Throughout the World  - www.euromonde.eu

Vi arbejder for, at alle europæere, der bor i et andet land end det land, de er født I, skal kunne stemme til alle valg.  Støt den gode sag!

2014 - JUBILÆERNES ÅR

Niels Jørgen Thøgersen fortæller

 

2014 – Et år fyldt med jubilæer

 

         200 år:     1814:

 

                              14.-15.1.:   Kieler-freden, hvor Danmark afstår Norge til Sverige

 

                                   17.5.:          Norge får sin første frie grundlov (Eidsvoll-forfatningen)

 

                                   Sept.:         Wienerkongressen starter (varer til 11.6.1815)

                                                      (alle europæiske lande omorganiserer Europa efter

                                                       Napoleons-krigene)

 

           165 år:     1849:

 

                                    5.6.:           Danmark får sin første demokratiske grundlov

                                                       (Juni-Grundloven)

                                                      (Kong Frederik VII underskrev grundloven på denne dag

                                                       efter særligt ønske fra hans kone til venstre hånd, Grevinde

                                                       Danners søns fødselsdag.  Faderen var Frederiks ven Carl

                                                       Berling)

 

            150 år:    1864:

 

                               5.2.:            Den danske hær rømmer Dannevirke i krigen med Prøjsen

 

                                    18.4.:           Slaget ved Dybbøl, hvor danske tropper løbes over ende

                                                        af prøjserne.

 

                                    1.8.:             Fredsslutning mellem Danmark og Prøjsen-Østrig

 

                                    30.10.:         Fredstraktaten underskrives i Wien

 

             100 år:    1914:

 

                                1.8.:            1. verdenskrig bryder ud

 

             75 år:      1939:

 

                                1.9.:          2. verdenskrig bryder ud

 

              65 år:     1949:      

 

                                      4.4.:          NATO-traktaten underskrives i Washington

 

              40 år:     1974:

 

                                 25.4.:       Diktaturet  i Portugal falder  (”Nellike-Revolutionen”)

 

                                       23.7.:       Oberst-diktaturet i Grækenland falder

 

              25 år:     1989:

 

                                 9.11.:         Berlin-muren falder

 

              15 år:     1999:

 

                                1.1.:           EUROen starter

 

              10 år:     2004:

 

                                1.5.:           EU udvides med 10 lande  til EU-25.

                                                        De ti er:  Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet,

                                                                        Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta.

     

 

Niels Jørgen Thøgersen  -   kimbrer@gmail.com

 

Om flere små historier: Se min hjemmeside:  www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk    

Europæiske borgere og deres valgret

Europæiske borgere – og deres valgrettigheder

Retten til at deltage i politiske valg bør være en selvfølge

En af de mest grundlæggende europæiske værdier er vort demokrati. Et demokrati, der giver alle borgere ret til at deltage i vore politiske valg, hvad enten de er lokale, regionale, nationale eller europæiske valg. Detaljerne i udformningen af demokratiet er forskellige fra land til land. Men grundprincippet er det samme:  alle godt 400 millioner voksne europæere har ret til at deltage i alle valg – og ret til at stille op som kandidater til disse valg.

Dette er også én af de klokkeklare betingelser for, at et land kan blive medlem af den europæiske Union.

Men sådan er det alligevel ikke for alle. Godt 15 % af de europæiske borgere lever i et andet land end det, de er født i. De er ”udlands-borgere”  - eller ”expats”. De fleste af disse europæere har ikke denne fulde ret til at  deltage i alle valg – eller ret til at opstille som kandidater til disse valg.

Dette er klart imod hele ånden i de europæiske værdier. Dertil kommer, at det må være i alle landes interesse, at de borgere, der bor i landet, er vel integrerede og deltager så aktivt som muligt i alle dets aktiviteter.

Dette kan også siges på en anden måde:

Når en europæer benytter sig af retten til fri bevægelighed i EU, så berøves man som konsekvens sine demokratiske rettigheder.

Og én ting til:  alle beklager den faldende politiske interesse og aktivitet. Derfor er det ekstra beklageligt, at man fra det offentliges side berøver millioner af borgere deres politiske rettigheder bare fordi de flytter til et andet land.

Problemet er i årenes løb blevet rejst ved mange lejligheder. Og uden nævneværdigt resultat. Men da udviklingen i vor mere og mere globaliserede verden betyder, at stadig flere europæere tager arbejde og ophold i andre lande – inden for eller uden for Europa – bliver behovet for at få problemet løst større og større.

Nogle europæiske lande prøver på forskellig vis at løse noget af dette problem.  I lande som Frankrig, Italien og Portugal vælger landenes borgere i andre lande et vist antal medlemmer af parlamenterne. I andre lande – såsom Sverige og Finland – arrangeres der med jævne mellemrum såkaldte ”Udlandsparlamenter”, hvor deltagere fra landets borgere i udlandet samles og drøfter emner af særlig interesse for dem. Og regeringerne deltager i disse møder og prøver bagefter at følge de udtrykte ønsker op.

Atter andre lande (såsom Holland, Grækenland, Rumænien og Ungarn) har særlige offentlige kontorer, der har til opgave at hjælpe deres borgere i udlandet.

Og hvad angår direkte deltagelse i valgene angår er billedet også meget forskelligartet. I Storbritannien kan andre EU-borgere,  der bor i landet, stemme ved alle valg undtagen til nationale valg til Underhuset, hvis de registrerer sig. Og britiske borgere i andre lande kan det samme i op til 15 år efter de forlod UK.  I de fleste andre lande kan EU-borgere (efter nogle få års ophold i landet) stemme til lokale valg og til Europa-Parlaments-valgene – men ikke til nationale valg.  Det er iøvrigt en regel, der er skrevet direkte ind i de europæiske borgerrettigheder, paragraf 39 og 40. De er en del af EUs Lissabon traktat fra 2009 og derfor juridisk bindende for alle.

I Frankrig og Spanien er der for nylig fremlagt forslag om, at borgere fra andre EU-lande, der bor i landet, skal have lov til at stemme ved nationale valg. Disse forslag skal nu behandles i de to landes parlamenter.

Hvad angår valget til Europa-Parlamentet hvert 5. år er situationen igen en anden. Ialt 23 EU-lande (ud af 28) accepterer, at deres borgere i andre EU-lande kan stemme.  Og 19 af dem accepterer også, at deres borgere i ikke-EU lande kan stemme til disse valg.

 

Hvad bør der gøres ved det?

Organisationen ETTW (Europeans Throughout the World) ser det som en af sine hovedopgaver at få løst dette grundlæggende europæiske demokratiske problem.

Det bør efter vor opfattelse løses ved, at:

1)      Enhver europæisk borger skal have ret til at stemme enten i det land, han eller hun er født i, eller i det land, vedkommende bor i. Og det skal gælde alle offentlige valg på alle niveauer

2)      Enhver europæisk borger skal (efter en kortere periodesophold) også have ret til at være kandidat til politiske valg i det land, hun eller han bor i.

Dette er vor overordnede målsætning hvad valgret og valgbarhed for expats angår.

På kort sigt vil det efter ETTWs mening være meget positivt at motivere så mange expats som muligt (af dem, der har ret til at deltage i dag) at deltage aktivt i Europavalget i maj 2014. Uanset hvor de bor i Europa eller i verden i øvrigt.

Dette kan være med til at stimulere interessen for aktiv deltagelse i den demokratiske proces. Og det kan samtidig være med til at bringe de mange problemer – og muligheder – som expats repræsenterer, direkte ind i den demokratiske proces på europæisk plan og på længere sigt også i den enkelte EU medlemslande.

Niels Jørgen Thøgersen   -   formand for ETTW

Januar 2014

niels@euromonde.eu      www.euromonde.eu   

MIN NYE FORTÆLLING OM EUROPA

A NEW NARRATIVE ABOUT EUROPE

Imagine you are sitting in front of a small group of people. They ask you: What is Europe today? And what is the European Union?  They don’t know. They should very much like to know.

Listen ! I say. Listen very carefully!

Europe is a patchwork of cultures. Very old cultures. With a patchwork of languages. And it is also a patchwork of countries. Spread out on a very small area. Only 7 % of the land surface of the world. For thousands of years they have been at war with each other. No more so!

How did that happen? Altogether 28 of Europe’s 50 countries have decided to work closely together. They have more than 500 million people. This is the European Union, the EU.  And they are working peacefully with the rest of the countries, their neighbours, with about 200 mill. people.

Just nice intentions? No. The EU cooperation is not just based upon good intentions. Its basis is a number of Treaties. They have been agreed by all. And they give everybody very important rights. And very important duties. In addition to these binding treaties the cooperation is based upon mutual understanding and helpfulness.

What’s in it for the citizens? Every citizen may work, study or live in all countries. And they have the right to be treated exactly like the citizens of the country they go to.

The borders between the countries (except UK and Ireland) are open. No passport controls any more.

Are there special European values ?  Yes. Europe is an area of common values. Democracy, freedom of speech, freedom of the media, equal rights between men and women, protection of minorities, social welfare – and many more. Most of these values are listed in the Charter of Fundamental Rights. This is part of the legally binding treaties and contains 54 articles.

What about money?   Most countries (18 out of 28) use the same currency – the EURO. You can pay with it everywhere. Citizens as well as business save the costs to exchange money.  And  currency speculators can no longer attack and weaken national currencies like in the old days.

Europe also open for business? Yes, absolutely.  Companies in all countries can export and import goods and services from anywhere in Europe – without duties and other restrictions. They can cooperate closely with companies in other countries about production and marketing. And strict EU laws prevent big monopolies from dominating the market. The single market is creating a lot of jobs. In Denmark alone about 500.000 jobs are directly depending on exports to the other European countries.

 

Research and innovation also an EU priority?  Absolutely. Investments in development of our high-tech and future oriented societies are of crucial importance. And we get more per invested Euro if we do a large part of the research and innovation together.  The new EU programme Horizon 2020 allocates 70 billion Euros to these activities. Just to give one important example.

What about all our young people – many of them unemployed?   Yes, too little has been done. More joint and coordinated initiatives have to be launched. A Youth Employment Package with a youth guarantee is on the table.  Decisions have to be taken. In the member states. And at EU level.

What about Europe’s relations with the outside world?   The EU countries are also working closely together in relation to the rest of the world. It is the largest economic area in the world. It has about 20 % of world trade. And it is the biggest trading partner for 80 countries in the world. The US is the biggest trading partner for 20 countries. Therefore, Europe has a clear interest in free and open trade. It has not turned into protectionism because of the crisis.

Europe is by far the biggest importer of goods and services from the developing countries. It imports more from these countries than the US, Canada, Japan and China put together.

At the same time the European Union is the biggest donor of aid to the developing countries. It gives more than half of all aid given to those countries.

What is Europe’s soft power?  In its dealings with the rest of the world Europe and the EU is using so-called soft power:  diplomacy, negotiations, trade, nation building, election monitoring, training, development and technical assistance, peace building operations.  Yes, it often takes a lot of time. But it is in line with important European values. And it is more efficient in the long run.

What are the main challenges for Europe in the future?  Europe is part of the more and more globalised world. With its very important trade and with its open-minded traditions it is at the centre of globalization.  But the role and importance of Europe is shrinking, because the rest of the world develops faster. In population, in economic terms and also politically.

No European country – big or small – is able to handle these challenges on its own. It is generally agreed that only by working closely together Europe can avoid being marginalized. Loosing jobs. Loosing wealth. Loosing influence on our own fate.

By working together Europe can continue to defend European values and Europe’s way of life. By investing decisively in education, research, innovation and culture Europe stands a very good chance to continue to be an appreciated and influential part of the world.

 

This is the European Union today.

 

But aren’t there any difficulties? Of course, there are.  One is that Europe is often slow totake decisions. Democracy takes time.  Democracy in its daily work can be complicated and confusing.  But thousands of joint decisions are taken every day. They are often not very known or visible. But they are very important for our daily lives.

Another difficulty is that – like everywhere in life – sometimes a country, a company, a person does not obey to the agreed rules. The EU has a well tested mechanism to handle that. Again: it might take some time. But at the end it normally succeeds.

And a third difficulty is our economic crisis, the unemployment, the lack of growth in Europe.   It is generally agreed that this is not because of the European Union. It would have been much worse without the EU.  But it is also agreed by most people that the EU has to be stronger to handle these problems. More common decisions to tackle the common problems like coordinated efforts to stimulate investments and creation of jobs. More common stance towards the outside world, i.e. to defend free trade, common standards in protection of the climate, international standards in working conditions, etc.

 

How to understand the EU today?   The European Union today is based on the same principles as before. And it is constantly in need to develop – to adapt – to find new ways to solve new challenges. To understand it you have to focus on what our key values are and what the globalised world means to us.

 

And finally how to influence the European Union?    The EU is all of us. And we all have – like in any other democracy – the possibility to make our voice heard in elections be it national or European elections. We can work with our elected politicians on a daily basis. We can work through civil society. Via the media. And by direct contact to the EU institutions, incl. the European Ombudsman.  Tell them what you think. Be involved. Contribute actively to the common efforts.

The European Union is – like each member state -  apolitical battlefield. A battlefield where we all and our politicians have to discuss and take decisions based on our political views and priorities.

By always saying no and blocking common decisions you get nowhere. Like in a car. If you only push the brakes you do not move.  But the world moves on.  With or without you. 

We are all responsible for using European skills and determination to be a part of the ongoing developments – and not being left behind with all our problems which we never can solve alone.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Draft 2.

December 2, 2013      kimbrer@gmail.com   

EU Patentet og Danmark
Statsminister Helle Thornings tale i Folketinget 1.19.2013 - er mine ord om igen :-)

Legoklodsen, højtaleren, isterningeposen ... Listen over danske opfindelser er lang.

En af de nyeste idéer på listen er biplastret. Et plaster, der trækker giften ud af bi- og hvepsestik. Opfinderen Martin Wenckens fik idéen fra et gammelt husråd om, at man skal lægge en sukkerknald på et insektstik.

Martin Wenckens vidste godt, at det var hårdt at starte egen virksomhed. Men han havde ikke regnet med, at han skulle bruge så mange penge og så meget tid på at tage patenter i udlandet.

Som det er nu, skal en virksomhed, der vil beskytte sin opfindelse i Europa, søge patent i hvert enkelt EU-land. 

Betale for at få sin ansøgning oversat til det lokale sprog. Betale gebyr i hvert land.

Det er dyrt og besværligt. Især for de mindre virksomheder, som vi har mange af i Danmark.

Men i fremtiden kan det blive meget nemmere.

Med det fælles EU-patent kan en virksomhed indgive én ansøgning på ét sprog og betale ét gebyr.

Så vil flere tage patent. Og flere idéer vil blive til virksomheder og arbejdspladser.

Regeringen arbejder for, at vi kan oprette en regional afdeling af den fælles patentdomstol sammen med nordiske og baltiske lande. Så kan de danske virksomheder få nem adgang til at beskytte deres idéer.

Det ønsker dansk erhvervsliv. Og det kan vi kun gøre, hvis Danmark deltager i patentdomstolen.

Og det er endda helt frivilligt for en virksomhed, om den vil bruge det fælles patent. 

En dansk virksomhed, der kun er på det skandinaviske og tyske marked, kan fortsat nøjes med at tage nationale patenter i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, hvis den vurderer, at det er det smarteste.

Justitsministeriet har tidligere vurderet, at en dansk tilslutning til det fælles europæiske patentsystem vil betyde, at Danmark i teknisk forstand afgiver suverænitet.

Grundlovens bestemmelser er både kloge og klare.

Et fem sjettedels flertal i Folketinget kan af egen kraft træffe beslutningen. 
Og hvorfor i alverden ikke give virksomhederne en mulighed, som de selv ønsker? Hvordan kan partier her i Folketinget være imod en indlysende god idé? En idé, som vil give flere danske arbejdspladser?

Det er meget svært at forstå.

Derfor har Folketinget også tre gange tidligere afgivet suverænitet på patentområdet, så danske virksomheder bedre kan forsvare deres ideer i Europa.

Vi skylder danske virksomheder og danske lønmodtagere, at det også bliver muligt den her gang. 

Hvis der ikke kan opnås et fem sjettedeles flertal ved lovforslagets tredjebehandling, siger grundloven som bekendt, at vi skal have en folkeafstemning. Og grundlovens krav til den afstemning er klare. Skal forslaget forkastes, kræves der to ting: For det første skal der være et flertal, som stemmer imod. Og for det andet skal det flertal udgøres af mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede.

Regeringen ønsker at vedtage denne sag i Folketinget. Men såfremt der ikke er opbakning til det fælles patentsystem fra fem sjettedele af Folketinget, vil der blive afholdt en folkeafstemning den 25. maj 2014 i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet.

Hvis vi skal have en folkeafstemning, vil regeringen arbejde for et ja. Vi er overbeviste om, at et fælles europæisk patentsystem er godt for dansk økonomi. For virksomhederne. For lønmodtagerne.

Og jeg vil opfordre alle partier her i Folketinget til at bakke op om, at danske virksomheder kan få fuld adgang til den nemmere og billigere patentbeskyttelse.

Det gælder danske arbejdspladser. 

* * *

Et fælles patent er et godt eksempel på, at det europæiske samarbejde fungerer.

Netop ved at erstatte nationale løsninger med fælles løsninger, kan vi gøre livet lettere for vores virksomheder.

Den evne til at finde fælles løsninger har EU haft stærkt brug for under den økonomiske krise.

Til at rette op på de offentlige budgetter. Rydde op i bankerne. Kæmpe mod skatteunddragelse og skattely. Og træffe målrettede beslutninger for at skabe vækst og arbejdspladser.

Væksten i Europa er stadig for lav. Arbejdsløsheden er stadig for høj – især blandt de unge. Men det går langsomt i den rigtige retning.

Samarbejdet nytter for Europa.

Og samarbejdet nytter for Danmark.



Fri bevægelighed for banditter?
Ja, sådan er verden - og Europa også. De kriminelle har altid fundet veje og metoder til at komme rundt. Og i vores globaliserede verden er de naturligvis også op på tæerne. Derfor er det meget vigtig også at gøre jagten på banditterne international. Man skal kunne få lynhurtige informationer og hjælp på tværs af landegrænerne. I EU er det især EUROPOL, der tager sig af dette. Og med stor succes.
Derfor er det så meget mere beklageligt, at Danmark med sit ulkyksalige retsforbehold i EU er ved at blive hægtet af det tættere og tættere politisamarbejde.  Sig mig lige:  Hvem gavner det??!!
Det fantastiske ved fri bevægelighed I Europa
Jeg har som masser af andre kørt og rejst rundt i Europa i sommer. Næsten hele tiden inden for EU, der som bekendt i dag omfatter det meste af Europa. Og hvor ER det dejligt at kunne køre fri og frejdig over alle de gamle grænser. Uden stop. Uden forhindringer. Man opdager nærmest kun at man er i et nyt land, fordi ens mobiltelefon klikker, når man overgår til det nye lands mobilselskaber!

Det samme i lufthavne, med tog og med skibe!  Eller hvis man forlyster sig med at cykle!

Tænk al den tid man sparer og alt det besvær man undgår!  Husk tilbage de de ikke-gode gamle dage, hvor det kunne tage lange tider at komme over en landegrænse. Det er slut - forbi - en saga blot.  Og tusind tak for det!

Flere og flere tager dette som en helt naturlig ting. Sådan har det altid været, hvis man er ung.  Vi andre kan stadig fornøjes og blive opstemte over den lettelse af vort daglige liv, som den frie bevægelighed er.

Og flere og flere - millioner og atter millioner - af europæere bevæger sig året rundt i EU.  Værdien af friheden kan ikke opgøres i konkret værdi. Den er uendelig.

På den baggrund er det faktisk HELT utroligt, at der stadig er politiske kræfter, der bekæmper denne mega-fordel i det europæiske samarbejde. Og det er endnu mere utroligt, at vi andre lader dem komme afsted med det - uimodsagt!

Det eneste argument, de kan have tilbage, er det gamle ord: "Hvis det er fakta, så benægter A fakta"!

Mine forslag mod uvidenheden om EF - i 1971 (og nu ?)

Kampen  for  Danmark  i  EF

Efter i slutningen af 1960erne at have arrangeret adskillige gruppestudieture til Bruxelles for at lade folk høre om og se EF, nærmede den tid sig, hvor der påny kom gang i diskussionen i Danmark om, hvorvidt vi skulle ansøge om medlemskab.  Præsident de Gaulle var gået af i 1969, og nu var der på en måde åbnet op for muligt britisk, dansk, norsk og irsk medlemskab af ”De Seks”.

 

Et af problemerne var helt klart, at danskerne stort set ingenting vidste om EF.

 

Derfor skrev jeg en dobbeltkronik i Aarhuus Stiftstidende i juli 1971, altså for godt 42 år siden. Den handlede om ”Fællesmarkedet og Uvidenheden”. Og den stillede 6 konkrete forslag til, hvad man burde gøre ved det.

 

Den er sjov og lærerig at læse igen. Dels fordi meget af den efter min mening stadig holder vand. Dels fordi meget af det i mellemtiden er gennemført (bl.a. af mig selv i mine mange år i EU-Kommissionen !). Og dels fordi meget stadig kan og bør bruges, hvis viljen er der.

 

Den er også sjov for mig at læse, fordi det på en måde var den kronik, der førte mig ind på sporet, der førte mig til Kommissionen.  Først fik jeg et personligt og meget positivt brev fra økonomi- og markedsminister Poul Nyboe Andersen (som jeg endnu ikke kendte personligt på det tidspunkt). Og dels fik jeg kontakt med den Komité for Tilslutning til EF, som Viggo Kampmann og Thorkil Kristensen stod for. Thorkild Kristensen opfordrede mig direkte tila træde ind i komiteens ledelse. Det gjorde jeg så.  Og så kørte det...

 

Historie er god at tage ved lære af..

 

Danmark underskrev sammen med de andre ansøgerlande EF-Traktaten i  Bruxelles den 22. januar 1972. Og kort tid efter blev det besluttet at udskrive en folkeafstemning om medlemskabet. Denne afstemning blev afholdt den 2. oktober 1972 – og den gav et stort JA til medlemskab. Dette trådte i kraft den 1. januar 1973.

 

 

NJT-dobbeltkronik

Fællesmarkedet og uvidenheden

Aarhuus Stiftstidende den 26.-27. juli 1971 

Hvad kan man gøre over for den manglende viden om de problemer, vor eventuelle indtræden i Fællesmarkedet rejser? Adjunkt ved Handelshøjskolen i Århus, cand.scient.pol. Niels Jørgen Thøgersen, der for nylig var på studiebesøg i markeds-hovedkvarteret i Bruxelles og til efteråret udsender en bog om ”Danmark og EF”, stiller en række konkrete forslag i slutningen af sin kronik, som følger i morgen.

 

Uanset hvad man mener om den kommende folkeafstemning om dansk indtræden i EF (De europæiske Fællesskaber) har beslutningen om dens afholdelse en yderst positiv konsekvens: Vælgerne bliver mere motiveret end ellers for at søge mere viden om, hav det hele egentlig drejer sig om. Mange er for første gang alvorligt begyndt at fundere over, hvor lidt de egentlig vidste.

Man skal ikke have deltaget i den almindelige debat ret længe, før man opdager uvidenhedens uanede dimensioner. Misforståelser og følelsesbetonede selvindbildninger dominerer i udstrakt grad folks holdninger. Og vel at mærke: det gælder både for tilhængerne og modstanderne af Danmarks tilslutning. Men vel nok i særlig grad modstanderne. Hvor tit hører man ikke argumentet, at vore sommerhusområder vil blive opkøbt af rige tyskere, at vor sociallovgivnings standard vil blive tvunget nedad, eller at vor u-landsbistand vil blive standset eller i det mindste stærkt hæmmet. Dette til trods for, at man utvetydigt ved, at det intet har på sig.

Man hører også, at lille Danmark intet vil få at sige i selskab med de store. Både de formelle regler og især de uformelle, men helt faste praksis viser det stik modsatte. Ligeledes påstås det, at den danske kultur vil blive kvalt, når grænserne åbnes. Åbnes hvordan? Og hvad er der sket med BENELUX-landene? Er det ikke netop i mødet med fremmed påvirkning, at en kultur bliver virkelig selvbevidst og frodig? Se blot på Sønderjylland gennem årtier.

Fra tilhængerside påstås det, at Danmark især skal gå ind af hensyn til landbruget. En såre indlysende betragtning – synes man. Det er blot ikke tilfældt. Tænk på den stadige, store afvandring fra erhvervet, især blandt de unge. Vil den blive standset? Eller måske vendt?

Afvandringer er jo sket ikke blot på grund af de dårlige tider for landmændene, men mindst lige så meget som følge af de gode tider i byerhvervene, især i industrien. Og da disse vilkår efter al sandsynlighed vil blive endnu bedre efter dansk indtræden, indicererd et, at landbrugets unge fortsat vil føle sig stærkt tiltrukket.

Den mere udstrakte skolegang overalt og de klart større sociale goder i byerne (mere fritid, fast arbejdstid, fritidsfaciliteter, etc.) holder heller ikke op med at lokke, fordi landboerne pludselig begynder at få flere penge i kassen. Vi må altså – næsten med sikkerhed – anse landbrugets tid som et stort eksporterhverv som hastigt svindende.

Tilmed siger eksperter, at danske landbrugsvarer i dag ikke er af den relative kvalitet, som vi selv tror. For eksempel er fransk og hollandsk smør langt bedre og mange steder derfor det foretrukne frem for dansk lurmærket. Det er med andre ord ikke landbruget, vi skal hænge vor hat på, hvis vi plæderer for dansk indtræden. Det gør langt de fleste alligevel – og det er pointen her.

Jeg vil iøvrigt ikke påstå, at alle disse argumenter holder stik; men det er et uomgængeligt faktum, at mange af de givne informationer og betragtninger ikke har været inde i debatten endnu. Det er kun min hensigt at påvise det.

Heller ikke selve folkeafstemningen ved folk ret meget om.  Lad gå, at de ikke er klar over baggrunden forlanceringen af tanken om dens afholdelse. Det var kun en taktisk genistreg fra Socialdemokratiets side for at trække EF-problematikken væk valgkampen forud for det tilstundende folketingsvalg og i stedet henlægge den til en særlig og en senere folkeafstemning.

Derved undgår Socialdemokratiet at komme i det pinefulde dilemma at skulle vælge mellem enten at sige nej til dansk medlemsskab af EF (og dermed kompromittere sig selv, de tidligere indtagne holdninger taget i betragtning), eller at miste tusinder af stemmer til SF og sofavælgergruppen (og derved formentlig blive berøvet muligheden for på ny at danne regering).

Dette er ret uvæsentligt i denne sammenhæng. Det er værre, at så få er klar over, havd den aftalte folkeafstemning i virkeligheden er. Af store dele af debatten fremgår det tydeligt, at man i almindelighed tror, at flest ja-stemmer betyder indtræden i EF, flest nej-stemmer det modsatte. Derfor er de fleste tilhængere meget kede af den bindende afstemning og langt hovedparten af modstanderne glade for den.

Tingene er jo bare ikke, som man åbenbart tror. Det er korrekt, at flest Ja-stemmer under alle omstændigheder betyder ja til indtræden. Men en sådan udgang på folkeafstemningen må – i dag i hvert fald – anses for usandsynlig. Nej-stemmerne vil være i overtal. Men hvis de skal forhindre en dansk tiltræden, må de udgøre mindst 30 % af de stemmeberettigede, det vil sige, at der skal være ca. 1 million nej-stemmer, for at forslaget falder. Hvor mange véd det?

Så vidt vides er der – endnu – ikke foretaget deciderede opinionsundersøgelser herhjemme om folks viden om EF-samarbejdet. Men det skulle undre mig, hvis resultatet i givet fald ville blive væsentlig forskellige fra udfaldet af de nyeste systematiske rundspørger i England. Mindre end 20 procent af de spurgte kunne her nævne navnene på de 6 EF-lande, og en ikke ringe procentdel fastholdt, at USA og/eller Sovjet var medlem af EF !

Det er altså let at dokumentere en eklatant uvidenhed. Det behøver ingenlunde at indebære, at folk ikke har taget stilling for eller imod. Her som i mange andre anliggender er holdningsniveauet helt ude af trit med informationsniveauet. Det resulterer ofte i uforsonlige, skarpe standpunkter, som ikke just hæver debattens kvalitet.

Der kan dog også konstateres en betydelig usikkerhed hos mange, f.eks. ved at et klart standpunkt til den ene side hurtigt og uden større argumentation kan forvandles til en modsat og lige så klar holdning. Under alle omstændigheder er denne tilstand uheldig. Ingen kan ret beset være egentlig tilfreds med den.

 

Vi står med andre ord i dag i en sådan situation; måske er der kun et halvt år til folkeafstemningen. Hvad bliver der gjort for at ændre den? Og hvad kan der gøres?

Det skulle næsten ikke være nødvendigt at sige det: Der gøres ufattelig lidt! Vi har mere eller mindre stået i døren til EF i 10 år – og alligevel findes der intet. Ingen deciderede og udbyggede informationskontorer, ingen bøger om Danmark-EF, ingen kursussteder, ingen foredragsholdere af kvalitet, ingen tidsskrifter, ingenting!

Kun den private, al-europæiske organisation Europabevægelsen har efter bedste evne søgt at råde bod på manglerne. Men for det første har den mange andre opgaver end at informere om EF og Danmark, og for det andet erd en som alle andre foreninger i pengenød. Det forlyder tilmed, at staten på grund af den økonomiske stramning netop i år har nedskåret det årlige tilskud til organisationens arbejde. Forholdene nærmer sig det groteske!

Landbrugsorganisationerne har selv på det seneste oprettet deres eget Fællesmarkedssekretariat, men heller ikke det har foreløbig fået den store betydning. Ganske enkelte dagblade søger at give en nogenlunde sammenhængende og usensationel orientering om udviklingen i EF; men i almindelighed lader pressedækningen stadig meget tilbage at ønske.

Endelig har enkelte oplysningsforbund rundt om i landet taget problematikken op i deres efterårs- og vinterprogrammer. Men med de nye sparebestemmelser fra det offentliges side er forbundene i dag bragt i en situation, hvor de ikke har lyst og mod på at gå i gang med nye opgaver.

 

 

 

DEL II:  SEKS FORSLAG IMOD UVIDENHEDEN

Reagér på denne opfordring, siger cand.scient.pol. Niels Jørgen Thøgersen til de ansvarlige i denne kronik, hvori han stiller en række forslag til imødegåelse af den almindelige uvidenhed om følgerne af vor eventuelle medlemskab af Fællesmarkedet. Vi bragte første del af kronikken i går.

Et par nye og friske ideer vedrørende information om Danmark-Fællesmarkedet dukkede op for nylig. Det første var folketingsmand Bernhard Baunsgaards forslag om, at staten skulle iværksætte en annoncekampagne for sagen. Fordelene skulle være, at man derigennem for relativt små penge kom i kontakt med mange mennesker.

Ideen er dog ingenlunde en patentløsning; dertil er ulemperne for store og for mange: Oplysningerne i annonceform vil oftest blive summariske og ufuldstændige og alligevel af mange blive betragtet som fyldestørende. Men i det omfang sådanne annoncer kan virke appetitvækkende på læserne, er de naturligvis anvendelige.

Baunsgaards ide med at have to statslige annoncekontorer: ét til udsendelse af pro- og ét til antiargumenter virker dog ikke overbevisende. Et dagblad har prisværdigt taget ideen op i form af et par annoncer i de seneste dage, og det kører meget fornuftigt en efter-analyse for at finde ud af, om der skulle være nogen effekt.

Man skal ikke i denne sag lade sig vildlede af, at så mange udspurgte læsere svarer bekræftende på spørgsmålet, om annonceformen er god til det pågældende formål. Naturligvis svarer de fleste ja; det kan forklares psykologisk. Men man kan naturligvis udlede det af undersøgelsen, at mange mennesker virkelig føler et behov for flere og bedre oplysninger.

Den anden nye ide kom for nylig fra Jens Otto Krag, det foreslog, at staten ydede tilskud til oplysningsforbundene mod at de gik ind i konkret oplysningsarbejde om EF-problemer. Man ville hermed have den fordel, at pengene gik til et allerede eksisterende apparat.

På den anden side er mange oplysningsforbund i dag døende og ikke blot på grund af de mindre offentlige tilskud. Det er et spørgsmål, om Krags plan kunne puste nyt og friskt liv i dem på ny. Men principielt må ideen anses for at være god. Den har kun den meget store fejl, at den ikke bliver gennemført. Ingen – heller ikke J.O.Krag og hans parti – følger den op – endnu.

Det må derfor være på høje tid, at også vi andre bidrager med ideer til, hvordan sagen kan gribes an. Her er nogle få og velmente planer:

1.

Hold op med altid at regne med, at det er hele befolkningen man helst skal i direkte kontakt med, når der skal gives oplysninger. Det er spild af kræfter og ressourcer. Koncentrér i stedet indsatsen om gruppen af såkaldte opinionsledere. Hvem er det i dette tilfælde? Det er for eksempel politikere (lands- og lokal-), lærere af enhver art, erhvervsledere, foreningsledere, redaktører og journalister, officerer, tillidsmænd, m.fl.  Derefter spredes påvirkningen hurtigt og effektivt til resten af befolkningen.

2.

Send disse opinionsledere på intensive og dybtgående kurser om EF-forhold. Disse bør være på op til en uges varighed og have første klasses foredragsholdere og debattører. Der bør være god tid til virkelig at gå tilbunds i ethvert emne.

Kurserne bør finde sted på steder, hvor deltagerne kan bo og opholde sig sammen, f.eks. på en højskole, en kro eller i et decideret kursuscenter.

Udgifterne, også til tabt arbejdsfortjeneste, bør for størstepartens vedkommende dækkes af staten.

3.

Skab også mulighed for, at opinionslederne kan komme på studieture til EFs hovedkvarterer i Belgien og Luxembourg og hvor det ellers måtte være relevant at rejse hen i nærværende øjemed. På sådanne rejser og ophold får man utallige værdifulde informationer og indtryk af vidt forskellig art. Også Jens Otto Krag og Anker Jørgensen måtte fornylig erkende dette efter besøg i Bruxelles. Her må staten ligeledes bidrage med væsentlige tilskud, hvis ordningen skal virke efter hensigten.

4.

Iværksæt et særligt uddannelsesprogram for folk, som optræder eller ønsker at komme til at optræde som foredragsholdere i EF-forhold. Det skal ske ved hyppige specialkurser, løbende skriftligt materiale, studierejser, m.v.

Atter må det være naturligt, at det offentlige dækker alle eller de fleste af udgifterne.

5.

Etablér et centralt informationskontor (en oplysningscentral), hvorfra enkeltpersoner og foreninger m.v. kan rekvirere gode, gratis foredragsholdere, film, pjecer, gratis løbende informationsskrifter, o.l.  Herfra kunne også udsendes løbende orientering til pressen. Det nuværende Markedssekretariat i Udenrigsministeriet er hverken stort nok (heller ikke med de seneste udvidelser) eller egnet til dette formål. Men det må naturligvis i høj grad være med til at indsamle informationer til hele den her beskrevne virksomhed.

6.

Giv statstilskud til bogudgivelser om EF-anliggender.

Det bør især gælde skole- og undervisningsrelevante bøger, men også bøger af forskellige sværhedsgrader for offentligheden. Der findes intet godt i dag, og det skyldes bl.a. de høje bogpriser. Man har fra statens side tidligere ved Rigsdags-jubilæer o.l. udgivet billige ”folkeudgaver” af bøger. Det skulle vel være muligt igen under en eller anden form.

 

Disse er blot nogle få gennemtænkte forslag. Der er naturligvis også mange andre muligheder. Men det må ubetinget være i såvel tilhængernes som modstandernes interesse, at debatten bliver ”renset” og forsynet med alle tilgængelige og kendte informationer og synspunkter. Det er for dårligt og for dyrt for alle parter, hvis diskussionen skal optages af skænderier om visse kendsgerninger, når den retteligen burde dreje sig om holdninger og vurderinger.

Jeg har ikke med disse bemærkninger villet plædere for, at man helt objektivt, dvs. udelukkende med kausalpræmisser, kan argumentere for eller imod dansk medlemskab af EF. Tværtimod. Jeg har blot villet vise, at masser af de benyttede kausalpræmisser er tragisk forkerte, og at man ved en relativt simpel og ukostbar indsats kan råde bod herpå.

Man bør iøvrigt også være opmærksom på, at hvis vi senere kommer ind i EF, afhænger vor indflydelse på samarbejdet ikke mindst af vor viden om det.

Til slut vil jeg indtrængende anmode de ansvarlige: regeringen, finansudvalget, partiernes ledere, m.fl. om på en eller anden positiv måde at reagere på denne opfordring. Under alle omstændigheder må det kunne forventes, at de bringer deres argumenter åbent frem. Denne vigtige sag må ikke tabes på gulvet, fordi vor økonomi hoster lidt, eller fordi man ikke tør springe ud i nye uprøvede – men indlysende effektive – metoder.

Hvem der skal være med til at planlægge og lede alt dette?  Vi er en hel del, der til daglig beskæftiger os med disse forhold. Sig til!  Så er der nok nogle af os, der gerne vil være med.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Århus, Juli 1971

Dagbladet Informations europæiske litteraturkanon

EUROPÆER – KEND DIN SJÆL

Dagbladet Informations europæiske litteraturkanon efter 1945

 

Europa og europæisk identitet er igen på dagsordenen. Mest i krisens tegn, for det er et Europa i krise, der i denne tid skaber overskrifter. På overfladen er det især den finansielle krise, der truer med at slå revner i det europæiske fællesskab og skabe nye brudflader. I det større perspektiv har ideen om det europæiske været kriseramt i meget længere tid; så længe, at selve krisen også er blevet en del af det at formulere, hvad det vil sige at være europæer.

Essensen af det europæiske findes måske bedst formuleret i litteraturen. Ikke mindst i romanen. Derfor præsenterer Information nu en litteraturkanon over den europæiske efterkrigsroman. For hvert årti siden 1945 har vi udvalgt de 7 bedste romaner, som samtidig er de internationalt mest virkningsfulde og har et inderligt mellemværende med den europæiske identitet og krise.

Vores kanon tager – med en enkelt undtagelse – udgangspunkt i 1945, det såkaldte ’År Nul’, hvor et kontinent skal finde sig selv efter den ødelæggende krig. Europa ligger i ruiner, og den europæiske idékrise, der allerede blev formuleret i afslutningen på Første Verdenskrig og bearbejdet i de store modernistiske romaner i Mellemkrigstiden, er nu helt åbenlys.

 

1940erne:

 

1.     Primo Levi:  Vidnesbyrd

2.     Thomas Mann:  Du må ikke elske

3.     Albert Camus: Den fremmede

4.     Knut Hamsun:  På gjergrodde stier

5.     Curzio Malaparte:  Huden

6.     Ernst Jünger:  Strålinger

7.     George Orwell:  1984

 

 

 

1950erne:

 

1.     William Golding:  Fluernes Herre

2.     Samuel Beckett:  Den unævnelige

3.     Tadeusz Borowski:  Hos os i Auswitz

4.     Simone de Beauvoir:  Mandarinerne

5.     Giuseppe Tomasi di Lampdusa:  Leoparden

6.     Günter Grass:  Bliktrommen

7.     William Heinesen:  De fortabte spillemænd

 

1960erne:

 

1.     Heinrich Böll:  En klovns ansigter

2.     Natalia Ginzburg:  Aftenens stemmer

3.     Per Olov Enquist:  Legionærerne

4.     Vassilis Vassilikos:  Z

5.     Doris Lessing:  Den gyldne bog

6.     Siegfried Lenz:  Tysktime

7.     Claude Simon:  Vejen i Flandern

 

1970erne:

 

1.     Imre Kertész: De skæbneløse

2.     Bohumil Hrabol:  Jeg har serveret for den engelske konge

3.     Italo Calvino:  Hvis en vinternat en rejsende

4.     Alexander Solsjenitsyn:  Gulag Øhavet

5.     Poul Vad:  Kattens Anatomi

6.     Peter Handke:  Forhåbningsløse ulykke

7.     Elsa Morante:  Historien

 

1980erne:

 

1.     Marguerite Duras:  Smerten

2.     Thomas Bernhard:  Træfældning

3.     Umberto Eco:  Rosens Navn

4.     Graham Swift:  Vandlandet

5.     Agota Kristof:  Det store stilehefte

6.     Claudio Magris:  Donau

7.     Salman Rushdie:  De sataniske vers

 

 

Læs anmeldelserne her:   http://www.information.dk/journal/466390

 

NJT – 27 07 2013

Stine Bosse om EU

Stine Bosse

Medlem af forretningsudvalget for Europabevægelsen

Opinions-indlæg i Berlingeren den 15. juli 2013

 

Protektionisme nedlægger nationalstaterne

I indlægget ”Danmark nedlagt” forsøgte Kathrine Lilleør forrige lørdag at forklare, hvordan EUs princip om arbejdskraftens fri bevægelsighed underminerer nationalstaterne.

I indlægget bruges der et eksempel  med en søn af en tysk statsborger, der arbejder i Aabenraa, der vil have SU til en uddannelse i Paris. Kathrine Lilleør finder dette horribelt og forklarer videre, hvordan arbejdskraftens fri bevægelighed er grønthøsteren i, hvad hun kalder EU-utopi. Endvidere laver hun en kobling fra dette til nationalstatens endeligt.

Til slut kommer hun med den vildfarelse, at EU skaber mere ufred end fred. Hvordan hun kommer dertil er svært at sige. Mig bekendt er antallet af krige og konflikter i Europa faldet dramatisk i takt med, at velstanden er historisk høj på grund af samhandel.

Som beskrevet har vi at gøre med en mand, der betaler sin skat i Danmark. For den skat får han adgang til nogle fælles goder. Et af disse goder er retten til SU til sine børn, og eftersom tidligere regeringer var så fremsynede, at de indså værdier af internationalt input, er det i dag muligt at få sin SU med til udlandet. Manden har betalt for en ydelse til sin søn. Hvis det forholdt sig modsat – at udenlandske skatteborgere ikke havde adgang til skattebetalte ydelser – ville jeg nødigt være Novo Nordisk eller Mærsk, når de skal finde de bedste talenter! Ja, med mindre de flytter væk fra Danmark!

Og så mange udenlandske statsborgere, der arbejder i Danmark og har børn, der vil studere i udlandet, er der jo heller ikke. Så det kræver nærmest fri fantasi at forestille sig, at det kan blive til millioner-milliarder.

Jeg vil dog give Kathrine Lilleør ret så langt, at Danmark ikke kan isolere sig i forhold til EU. Det europæiske Fællesskab er  - og vil fortsat være en stor del af det danske samfund. Og gudskelov for det, for Danmark og danske virksomheder er blandt dem i verden, der er bedst til at udnytte åbne, frie markeder. Til gavn for virksomhederne og samfundet, hvor de betaler skat. Så selv om vi ser bort fra, at effektive fællesskaber er gensidigt forpligtende, er samarbejdet med EU en overskudsforretning for Danmark og danskerne. Alternativet, protektionisme, har allerede vist sit værd. Med krig og fattigdom til følge!

Jeg kan derfor heller ikke stoppe med at undre mig over, hvordan kritikere kan tro, at danske politikere og dansk erhvervsliv står på hovedet af hinanden for at støtte og styrke EU, hvis det ikke var, fordi det objektivt var bedre end alternativet. Hvorfor skulle politikere støtte et projekt, der på overfladen fratager dem indflydelse, hvis det ikke var fordi det er et ubetinget gode for Danmark – og en nødvendighed for politikerne, hvis de skal kunne fortsætte med at råde over midler til velfærd? Hvorfor skulle fagforeninger og dansk erhvervsliv ensidigt støtte EU, hvis det ikke var fordi det giver dem bedre forhold og indtjening?

Snart dobbelt statsborgerskab også for danskere

Mulighed for dobbelt statsborgerskab

                                               Nu snart også for danskere

 

Niels Jørgen Thøgersen

Som de fleste ved, er det i dag ikke muligt for en dansker at have dobbelt statsborgerskab, dvs. være dansk statsborger og samtidig statsborger i et andet land. Hvis en dansker søger og får statsborgersakb i et andet land (uanset hvilket land), så  ophører det danske automatisk. Det danske pas er ikke længere gyldigt. Det står i den danske indfødsretslov paragraf 7.

Med denne politik er Danmark i klart mindretal i EU. Ialt 20 EU-lande, inkl. Sverige og Finland, accepterer dobbelt statsborgerskab. Og de repræsenterer 90 % af EUs borgere.

Belgien tillader det siden 2003. Belgisk statsborgerskab kan søges efter 3 års lovligt ophold i landet.

De 7 EU-lande, der endnu ikke tillader dobbelt statsborgerskab, er: Danmark, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Østrig og Holland  ( der dog har en række undtagelser ).

 

Hvorfor er dette spørgsmål så vigtigt, også for os danskere?  Det er det, fordi flere og flere danske statsborgere i dag bor i et andet land.  En optælling fra 2010 viser, at mindst 200.000 med dansk pas bor i andre lande verden over.  I Belgien regner vi med, at vi er ca. 5.000.

Dette er et naturligt led i den stigende globalisering, der sker i disse år. Fælles for disse danske statsborgere er, at de i bund og grund betragter og føler sig som danske, og at deres danske statsborgerskab og danske pas udgør en vigtig livline til Danmark.  De opfatter sig som repræsentanter for Danmark og danske værdier, og mange arbejder i danske virksomheder eller i internationale organisationer, som Danmark er medlem af.

Det er vigtigt for disse danskere i udlandet – udedanskerne – at de får mulighed for at integrere sig i det land, de bor i. På en lang række områder kræver det imidlertid, at de er statsborgere i opholdslandet.

Organisationen ”Danes Worldwide”  (  www.danes.dk ), som du måske allerede er medlem af, har lavet en rundspørge blandt flere tusinde danskere i udlandet for at få et overblik over de muligheder for forbedringer i tilværelsen, som danskere mener kan ske ved også at være statsborger i det land, de bor i.  Resultatet af rundspørgen var bl.a., at statsborgerskab i opholdslandet giver bedre adgang til uddannelse og uddannelsesstøtte, lokal sygesikring, særlige jobs og offentlige stillinger. Det gælder også adgangen til at optage lån, åbne bankkonti, investere i fast ejendom og at tegne lokale forsikringer. Ens arveforhold og skatteforhold i opholdslandet forenkles også. Man opnår ganske enkelt en bedre retstilstand.  Og statsborgerskab giver også bedre muligheder for at deltage i det politiske liv i opholdslandet.

I relation til Danmark vil fastholdelse af dansk statsborgerskab indebære en fortsat tilknytning til landet, og man bevarer muligheden for at kunne flytte tilbage og bosætte sig i Danmark på et senere tidspunkt. Ikke mindst ens børn kunne vende tilbage for at lære dansk og/eller få en uddannelse i Danmark.

For Danmark som nation er det meget vigtigt at bevare disse udedanskere som danske statsborgere. Det gælder især i disse globale tider, hvor det er vigtigt at ”brande” Danmark og dets værdier til gavn for hele riget. Dansk eksport nyder godt af udedanskerne. De vil også styrke Danmarks image på den internationale scene.

Der er således mange gode og vægtige grunde til, at Danmark hurtigst muligt tilslutter sig de andre 20 (og snart flere) EU-lande, der allerede accepterer dobbelt statsborgerskab.

Det er klart, at behovet for danskere, der bor i et andet EU-land, er mindre end i andre lande. EU traktaterne sikrer i mange tilfælde de samme rettigheder og pligter som de lokale borgere. Men der er alligevel også for os, der bor inden for EU, meget positivt at hente ved en ny ordning.

Og NU sker der noget...

I april 2011 havde Folketinget 1. behandling af et radikalt forslag om at indføre dobbelt statsborgerskab for danskere.  Under behandlingen af forslaget tilsluttede alle Tingets partier princippet bag forslaget. Dog ikke Dansk Folkeparti, der er imod.  Surprise, surprise !   Den nuværende regeringen skrev også punktet ind i sit regeringsprogram i oktober 2011.

Der er den 17. december 2012 nedsat et tværministerielt udvalg under ledelse af Justitsministeriet til at behandle sagen. Det aflægger rapport i løbet af foråret, og derefter forventes det, at et egentligt lovforslag bliver fremsat. Den realistiske tidsplan er derfor, at loven kan vedtages og træde i kraft i det folketingsår, der starter til oktober. Så der er lys forude !

Det er iøvrigt interessant, at man overvejer også at indføre overgangsregler, så tidligere danske statsborgere, der har mistet  det danske ved at tage et udenlandsk statsborgerskab, kan generhverve det danske statsborgerskab.

Det er iøvrigt vigtigt at være opmærksom på, at dette ikke berører udedanskeres manglende ret til at stemme ved Folketingsvalg. Det er efter manges opfattelse en grundlovssag.

Organisationen ”Danes Worldwide”, der forsøger at samle alle udedanskere, og som aktivt presser på både vedrørende dobbelt statsborgerskab og om valgret til Folketinget, har venligst hjulpet mig med opdateret baggrundsstof til denne artikel.  I kan selv finde mere på deres hjemmeside på denne særlige site:  www.danes.dk/index.dsp?area=164  

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  kimbrer@gmail.com   

van Rompuy + Barroso taler i Oslo 10.12.12.
�5;Nobel Peace Prize Lecture on behalf of the European Union
Herman Van Rompuy, President of the European Council and
José Manuel Durão Barroso, President of the European Commission

Oslo, 10 December 2012

“From war to peace: a European tale”
[President Van Rompuy takes the floor:]

Your Majesties, Your Royal Highnesses, Heads of State and Government, Members of the
Norwegian Nobel Committee, Excellencies, Ladies and Gentlemen,
It is with humility and gratitude that we stand here together, to receive this award on behalf of the
European Union.
At a time of uncertainty, this day reminds people across Europe and the world of the Union's
fundamental purpose: to further the fraternity between European nations, now and in the future.
It is our work today. It has been the work of generations before us. And it will be the work of
generations after us.
Here in Oslo, I want to pay homage to all the Europeans who dreamt of a continent at peace with
itself, and to all those who day by day make this dream a reality. This award belongs to them.

2
War is as old as Europe. Our continent bears the scars of spears and swords, canons and guns,
trenches and tanks, and more.
The tragedy of it all resonates in the words of Herodotus, 25 centuries ago: “In peace, sons bury
their fathers. In war, fathers bury their sons.”
Yet, after two terrible wars engulfed the continent and the world with it, finally lasting peace came
to Europe.
In those grey days, its cities were in ruins, the hearts of many still simmering with mourning and
resentment. How difficult it then seemed, as Winston Churchill said, "to regain the simple joys and
hopes that make life worth living".
As a child born in Belgium just after the war, I heard the stories first-hand. My grandmother spoke
about the Great War. In 1940, my father, then seventeen, had to dig his own grave. He got away;
otherwise I would not be here today.
So what a bold bet it was, for Europe's Founders, to say, yes, we can break this endless cycle of
violence, we can stop the logic of vengeance, we can build a brighter future, together. What power
of the imagination.
Of course, peace might have come to Europe without the Union. Maybe. We will never know. But
it would never have been of the same quality. A lasting peace, not a frosty cease-fire. To me, what
makes it so special, is reconciliation.
In politics as in life, reconciliation is the most difficult thing. It goes beyond forgiving and
forgetting, or simply turning the page.
To think of what France and Germany had gone through, and then take this step. Signing a Treaty
of Friendship. Each time I hear these words – Freundschaft, Amitié –, I am moved. They are private
words, not for treaties between nations.
But the will to not let history repeat itself, to do something radically new, was so strong that new
words had to be found. For people Europe was a promise, Europe equalled hope.
When Konrad Adenauer came to Paris to conclude the Coal and Steel Treaty, in 1951, one evening
he found a gift waiting at his hotel. It was a war medal, une Croix de Guerre, that had belonged to a
French soldier. His daughter, a young student, had left it with a little note for the Chancellor, as a
gesture of reconciliation and hope.

3
I can see many other stirring images before me. Leaders of six States assembled to open a new
future, in Rome, città eterna. Willy Brandt kneeling down in Warsaw. The dockers of Gdansk, at
the gates of their shipyard. Mitterrand and Kohl hand in hand. Two million people linking Tallinn to
Riga to Vilnius in a human chain, in 1989. These moments healed Europe.
But symbolic gestures alone cannot cement peace. This is where the European Union's "secret
weapon" comes into play: an unrivalled way of binding our interests so tightly that war becomes
materially impossible. Through constant negotiations, on ever more topics, between ever more
countries.
It's the golden rule of Jean Monnet: "Mieux vaut se disputer autour d'une table que sur un champ de
bataille." ("Better fight around a table than on a battle-field.") If I had to explain it to Alfred Nobel,
I would say: not just a peace congress, a perpetual peace congress!
Admittedly, some aspects can be puzzling, and not only to outsiders. Ministers from landlocked
countries passionately discussing fish-quota. Europarlementarians from Scandinavia debating the
price of olive oil. The Union has perfected the art of compromise.
No drama of victory or defeat, but ensuring all countries emerge victorious from talks. For this,
boring politics is only a small price to pay. It worked. Peace is now self-evident. War has become
inconceivable. Yet 'inconceivable' does not mean 'impossible'.
And that is why we are gathered here today. Europe must keep its promise of peace. I believe this is
still our Union's ultimate purpose. But Europe can no longer rely on this promise alone to inspire
citizens.
In a way, it's a good thing; war-time memories are fading. Even if not yet everywhere. Soviet rule
over Eastern Europe ended just two decades ago. Horrendous massacres took place in the Balkans
shortly after. The children born at the time of Srebrenica will only turn eighteen next year. But they
already have little brothers and sisters born after that war: the first real post-war generation of
Europe. This must remain so.
So, where there was war, there is now peace. But another historic task now lies ahead of us: keeping
peace where there is peace.
After all, history is not a novel, a book we can close after a Happy Ending: we remain fully
responsible for what is yet to come.

4
This couldn't be more clear than it is today, when we are hit by the worst economic crisis in two
generations, causing great hardship among our people, and putting the political bonds of our Union
to the test.
Parents struggling to make ends meet, workers recently laid off, students who fear that, however
hard they try, they won't get that first job: when they think about Europe, peace is not the first thing
that comes to mind…
When prosperity and employment, the bedrock of our societies, appear threatened, it is natural to
see a hardening of hearts, the narrowing of interests, even the return of long-forgotten fault-lines
and stereotypes. For some, not only joint decisions, but the very fact of deciding jointly, may come
into doubt. And while we must keep a sense of proportion – even such tensions don't take us back to
the darkness of the past –, the test Europe is currently facing is real.
If I can borrow the words of Abraham Lincoln at the time of another continental test, what is being
assessed today is "whether that Union, or any Union so conceived and so dedicated, can long
endure".
We answer with our deeds, confident we will succeed. We are working very hard to overcome the
difficulties, to restore growth and jobs. There is of course sheer necessity. But there is more that
guides us: the will to remain masters of our own destiny, a sense of togetherness, and in a way
speaking to us from the centuries, the idea of Europa itself.
The presence of so many European leaders here today underlines our common conviction: that we
will come out of this together, and stronger. Strong enough in the world to defend our interests and
promote our values. We all work to leave a better Europe for the children of today and those of
tomorrow. So that, later, others might turn and judge: that generation, ours, preserved the promise
of Europe.
Today's youth is already living in a new world. For them Europe is a daily reality. Not the
constraint of being in the same boat. No, the richness of being able to freely share, travel and
exchange. To share and shape a continent, experiences, a future.
Our continent, risen from the ashes after 1945 and united in 1989, has a great capacity to reinvent
itself. It is to the next generations to take this common adventure further. I hope they will seize this
responsibility with pride. And that they will be able to say, as we here today: Ich bin ein Europäer.
Je suis fier d'être européen. I am proud to be European.

5
[President Barroso takes the floor:]
"Peace is not mere absence of war, it is a virtue", wrote Spinoza: "Pax enim non belli privatio, sed
virtus est". And he added it is "a state of mind, a disposition for benevolence, confidence, justice".
Indeed, there can only be true peace if people are confident. At peace with their political system.
Reassured that their basic rights are respected.
The European Union is not only about peace among nations. It incarnates, as a political project, that
particular state of mind that Spinoza was referring to. It embodies, as a community of values, this
vision of freedom and justice.
I remember vividly in 1974 being in the mass of people, descending the streets in my native Lisbon,
in Portugal, celebrating the democratic revolution and freedom. This same feeling of joy was
experienced by the same generation in Spain and Greece. It was felt later in Central and Eastern
Europe and in the Baltic States when they regained their independence. Several generations of
Europeans have shown again and again that their choice for Europe was also a choice for freedom.
I will never forget Rostropovich playing Bach at the fallen Wall in Berlin. This image reminds the
world that it was the quest for freedom and democracy that tore down the old divisions and made
possible the reunification of the continent. Joining the European Union was essential for the
consolidation of democracy in our countries.
Because it places the person and respect of human dignity at its heart. Because it gives a voice to
differences while creating unity. And so, after reunification, Europe was able to breathe with both
its lungs, as said by Karol Wojtyła. The European Union has become our common house. The
"homeland of our homelands" as described by Vaclav Havel.
Our Union is more than an association of states. It is a new legal order, which is not based on the
balance of power between nations but on the free consent of states to share sovereignty.
From pooling coal and steel, to abolishing internal borders, from six countries to soon twenty-eight
with Croatia joining the family this has been a remarkable European journey which is leading us to
an "ever closer Union". And today one of the most visible symbols of our unity is in everyone's
hands. It is the Euro, the currency of our European Union. We will stand by it.
Peace cannot rest only on the good will of man. It needs to be grounded on a body of laws, on
common interests and on a deeper sense of a community of destiny.

6
The genius of the founding fathers was precisely in understanding that to guarantee peace in the 20th
century nations needed to think beyond the nation-state. As Walter Hallstein, the first President of
the European Commission said: "Das System der 7ationalstaaten hat den wichtigsten Test des 20.
Jahrhunderts nicht bestanden ("The system of sovereign nation-states has failed the most important
test of the 20th century"). And he added " through two world wars it has proved itself unable to
preserve peace."
The uniqueness of the European project is to have combined the legitimacy of democratic States
with the legitimacy of supranational institutions: the European Commission, the European Court of
Justice. Supranational institutions that protect the general European interest, defend the European
common good and embody the community of destiny. And alongside the European Council, where
the governments are represented, we have over the years developed a unique transnational
democracy symbolised by the directly elected European Parliament.
Our quest for European unity is not a perfect work of art; it is work in progress that demands
constant and diligent tending. It is not an end in itself, but a means to higher ends. In many ways, it
attests to the quest for a cosmopolitan order, in which one person's gain does not need to be another
person's pain; in which abiding by common norms serves universal values.
That is why despite its imperfections, the European Union can be, and indeed is, a powerful
inspiration for many around the world. Because the challenges faced from one region to the other
may differ in scale but they do not differ in nature.
We all share the same planet. Poverty, organised crime, terrorism, climate change: these are
problems that do not respect national borders. We share the same aspirations and universal values:
these are progressively taking root in a growing number of countries all over the world. We share
"l'irréductible humain", the irreducible uniqueness of the human being. Beyond our nation, beyond
our continent, we are all part of one mankind.
Jean Monnet, ends his Memoirs with these words: "Les nations souveraines du passé ne sont plus le
cadre où peuvent se résoudre les problèmes du présent. Et la communauté elle-même n'est qu'un
étape vers les formes d'organisation du monde de demain." ("The sovereign nations of the past can
no longer solve the problems of the present. And the [European] Community itself is only a stage
on the way to the organised world of the future.")
This federalist and cosmopolitan vision is one of the most important contributions that the European
Union can bring to a global order in the making.

7
The concrete engagement of the European Union in the world is deeply marked by our continent's
tragic experience of extreme nationalism, wars and the absolute evil of the Shoah. It is inspired by
our desire to avoid the same mistakes being made again.
That is the foundation of our multilateral approach for a globalisation based on the twin principles
of global solidarity and global responsibility; that is what inspires our engagement with our
neighbouring countries and international partners, from the Middle East to Asia, from Africa to the
Americas.
It defines our stance against the death penalty and our support for international justice embodied by
the International Court of Justice and the International Criminal Court, it drives our leadership in
the fight against climate change and for food and energy security; it underpins our policies on
disarmament and against nuclear proliferation.
As a continent that went from devastation to become one of the world's strongest economies, with
the most progressive social systems, being the world's largest aid donor, we have a special
responsibility to millions of people in need.
In the 21st century it is simply unacceptable to see parents powerless as their baby is dying of lack
of basic medical care, mothers compelled to walk all day in the hope of getting food or clean water
and boys and girls deprived of their childhood because they are forced to become adults ahead of
time.
As a community of nations that has overcome war and fought totalitarianism, we will always stand
by those who are in pursuit of peace and human dignity.
And let me say it from here today: the current situation in Syria is a stain on the world's conscience
and the international community has a moral duty to address it.
And as today marks the international human rights day, more than any other day our thoughts go to
the human rights' defenders all over the world who put their lives at risk to defend the values that
we cherish. And no prison wall can silence their voice. We hear them in this room today.
And we also remember that last year on this very podium three women were honoured for their
non-violent struggle for the safety of women and for women’s rights. As a Union built on the
founding value of equality between women and men, enshrined in the Treaty of Rome in 1957, we
are committed to protecting women's rights all over the world and supporting women's
empowerment. And we cherish the fundamental rights of those who are the most vulnerable, and
hold the future in their hands: the children of this world.

8
As a successful example of peaceful reconciliation based on economic integration, we contribute to
developing new forms of cooperation built on exchange of ideas, innovation and research. Science
and culture are at the very core of the European openness: they enrich us as individuals and they
create bonds beyond borders.
Humbled, and grateful for the award of the Nobel Peace Prize, there is no better place to share this
vision than here in Norway, a country which has been giving so much to the cause of global peace.
The "pacification of Europe" was at the heart of Alfred Nobel's concerns. In an early version of his
will, he even equated it to international peace.
This echoes the very first words of the Schuman Declaration, the founding document of the
European Union. "La paix mondiale". "World Peace," it says, "cannot be safeguarded without the
making of creative efforts proportionate to the dangers which threaten it."
My message today is: you can count on our efforts to fight for lasting peace, freedom and justice in
Europe and in the world.
Over the past sixty years, the European project has shown that it is possible for peoples and nations
to come together across borders. That it is possible to overcome the differences between "them" and
"us".
Here today, our hope, our commitment, is that, with all women and men of good will, the European
Union will help the world come together.
Tony Blair speech on Europe 28 11 2012

EXT OF SPEECH - Europe, Britain and Business, Beyond the Crisis - The Rt. Hon. Tony Blair

The following speech was delivered by Tony Blair at the Business for New Europe event, 'Europe, Britain and Business - Beyond the Crisis' at Chatham House on Wednesday 28th November 2012:

The toughest challenge in politics right now is resolving the tension between the best long-term policy and the best short-term politics. Nowhere is this tension clearer than in the debate over Europe.

Europe has disturbed and divided British politics for years. One of my first votes was in the 1975 referendum on Britain’s membership. That followed years of indecision and frustration. Since then the turmoil it has caused in our politics has rarely abated. I fought my first election in 1983 when Labour promised withdrawal. I fought my last election in 2005 when the Tories had become the Eurosceptic party.

But now is different. Now the case for Britain leaving the EU or at least radically changing its relationship with it – which may amount to the same thing – is made openly by mainstream politicians from the governing party, sympathised with by some of our nation’s leaders and far more widely supported amongst the public at large.

The reasons for this resurgent hostility/scepticism are not hard to fathom. Europe is in crisis. The Euro’s design flaw – an economic union motivated by politics but expressed in economics – has become manifest. Structural changes to those economies that saw a big fall in interest rates when they joined a Germany dominated currency bloc, now have to be made, at speed, in crisis and without the luxury of devaluation. The pain this policy is causing is shown in demonstrations all over the continent and in the bitter impact on many struggling families, the young and the old.  The foundation of the pro Europe case was partly the promise of ever upward prosperity.  At present that promise is severely in question.

So the flagship policy of Europe is listing dangerously. As I have said before, to save it, I believe, requires a kind of ‘Grand Bargain’ approach rather than incremental steps, in which Germany agrees, effectively, to some form of mutualisation of debt; the debtor countries carry out profound structural reform; and the ECB stands fully behind the bargain. There are some signs this may happen. But even if it does, Europe will suffer for some time to come.

What the Eurozone crisis has done is to expose the need for Europe to reform. But it hasn’t created it. It has accelerated this need, but the need was there anyway. Changes to the labour market, pensions, welfare and the way the State operates are necessary in all Western countries for reasons of demography, technology and external competition.  The European social model has to change radically for Europe to prosper.

Many of these arguments over the years have lain most comfortably in the mouths of Eurosceptics. They were never the only ones to make them by the way. My speeches on Europe as Prime Minister were littered with references to the pro-Europe, pro-reform case.

But the truth is: much of the criticism levelled at Europe has been justified and is shown to be justified now.

So the public attitudes to Europe are explicable and understandable. Plus you can add in the EU Budget row – though frankly such rows are absolutely routine and in these economic circumstances, inevitable, where all countries including Britain will vigorously defend their interests. But it adds to the sense of European malaise.

The short term politics are clear: being anti-Europe is today popular. However leadership is not about conceding to the short-terms politics. It is about managing the short-term politics in the pursuit of the right long-term policy.

‘Europe is in crisis, therefore leave’ may win a majority in an opinion poll. But in the leap to the ‘therefore’ lies a chasm of error. I want to explain why I believe such a policy would be politically debilitating, economically damaging and hugely destructive of Britain’s true long-term interests.  Our country faces a real and present danger by edging towards exit. The correct policy is to engage, to make it clear Britain intends to be a strong participant in the debates about Europe’s future, to build alliances and to shape an outcome to those debates consistent with the right way forward not just for Britain but for Europe as a whole.

First, take a big step back from crisis and ask: what is the long-term rationale for Europe today? If there isn’t one, of course, then why would we want to be part of it? However, the truth is the rationale for Europe today is stronger not weaker than it was back 66 years ago when the project began. But it is different. Then the rationale was peace. Today it is power. Then it was about a continent ravaged by war in which Germany had been the aggressor and Britain the victor. Today it is about a world in which global geo-politics is undergoing its biggest change for centuries. Power is shifting West to East. China has emerged, with its economy opening up, one which will grow eventually to be the world’s largest. Its population is three times that of the whole of the EU. India has over a billion people. Brazil is two times the size of the largest European country, Indonesia three times and there are a host of countries including Russia, Turkey, Mexico, Vietnam, the Philippines and Egypt larger today than any single EU nation.

What is more, as technology and capital become globally mobile, in time there will be a re-alignment of GDP and population i.e. the larger your population, the bigger your economy. The USA remains extraordinarily strong, its military easily the largest and best equipped but the time when it has been the world’s only superpower, is passing.

That is the big picture. The case for the EU today, therefore is one that can be made for all European nations including Britain. It is that, in this new world, to leverage power, you need the heft of the EU. This is true in economics, in trade, in defence, foreign policy and global challenges such as climate change. It gives us a weight collectively that on our own we lack. It is not complex. It really is that simple. I rather like the idealism of Europe’s early founders. But actually this has nothing to do with idealism. It is brutal real politik. In a world in which China and India will both have populations 20 times that of the UK, we need the EU to help pursue our national interest. With it, we count for more. Without it, we count for less.

So the real issue for us should be: what type of EU? And here there is no doubt that Europe needs fundamental, far reaching reform. Many of those reforms are precisely what the UK has been arguing for, like reform of the social model. It should be pointed out that these reforms are partially being made. Spain’s labour costs have declined substantially since the crisis began. Italy has grasped crucially important reforms in areas like pensions. Greece has cut spending by a bigger amount proportionally than any country in Europe since the War. 

Other reforms especially in the arena of political reform, will be hotly contested. The UK takes a more nation-state view of the EU; others have a Federalist concept. 

Some reforms are now certain to follow from the Euro crisis like enhanced fiscal cooperation between the Eurozone members and banking union.

Thus over the next 2 or 3 years there is bound to be a vast churning debate about Europe’s future. This will be so, by the way, irrespective of what happens to the Euro. If it survives, for sure big change will happen. But even if it were to break up, and I hope it will not, the consequences for Europe and its institutions will be dramatic.

This debate is not one way. It never is. It doesn’t take a political genius to work out that strong though the French/German motor is in Europe, it is not always sparking in synch let us say. There are differences North/South; between large and small; between those who favour a more conservative fiscal approach and those who favour a more lax one; on a range of topics from defence through to labour market reform. As Britain has just discovered in the Budget debate, it can make allies and powerful ones.

When it comes to the future shape of Europe – economically, socially and politically – there is not a pre-destined consensus. There is a tumult of debate, discussion and dissension.

This is the last moment, the last moment conceivable, that we should start talking about leaving, about quitting the field just as the game starts, marginalising ourselves at the very point at which we should be at the centre of things.

Instead we should be building alliances and more than that, originating ideas, not just responding to them. The truth about Europe’s public opinion is that when Britain argues its case in Europe and about Europe, it is far more popular than that advanced by many others. But when Britain makes a case against Europe it deprives us of the credibility to win the argument that matters.

So the essential concept of a balance between integration and the nation-state is widely shared. An approach by Europe’s leaders that focuses on clear outcomes in specific areas is what most people in Europe would, along with changes to the Eurozone, support. This agenda would be about: completion of the single market to create jobs; common defence policy in an era where global ambitions aren’t satisfied by national budgets; energy and the environment, where the gains, financial and otherwise, of cooperation could be enormous; in the fight against illegal immigration and organised crime; in art and culture and higher education, where Europe is struggling to match the USA. An approach that says: first let us ask what we want Europe to do and then let us design mechanisms to do it, would draw support across Europe.  Right now when most EU members and the European institutions are properly concerned with the Euro crisis, the field is wide open for the UK to seize the initiative rather than wait passively to consider an agenda set by others.

It is in Europe’s interests that the proposals for the SSM, the integrated financial and fiscal framework, and the integrated economic framework, are correct. But it is also in Britain’s interests. Especially when predicting next year is difficult let alone the next 50 years, is it not in our interests to influence this debate too?

If the strategic rationale for Europe remains strong, then it cannot be in Britain’s interests either for us to be marginal to the debate about its future or indifferent to its outcome. 

But if we want to participate we have to do so not just as Brits but as Europeans, not semi-detached because we are contemplating the option of leaving, but in the thick of it because we intend fully to remain at the heart of it.

That, of course depends on Britain recognising not just the strategic rationale for Europe, but the strategic interest of Britain to be in it.

Here it is no longer good enough for us pro-Europeans to claim that the case for departure is made only by atavistic Little Englanders, or to pretend that outside the EU, Britain would collapse or disintegrate.

Britain could have a future outside of Europe. The question is whether it should. We should ask, not: could it be done; but is it wise? Is it a sensible judgement in our long-term interests? And neither should we exaggerate the economic impact of leaving. I can imagine how we could create an economy that could operate effectively in the global market. But just as I should not exaggerate the consequences of Britain leaving, so those in favour of this course should not understate them.

First, let us demolish one delusion: that Britain could be like Norway or Switzerland. Norway has a population of around 4.5 million and a GDP of $485.8 billion. It also has a sovereign wealth fund presently at over $600 billion rising to $1 trillion by 2020. It has this through vast reserves of oil and gas. If Britain with a GDP of $2.43  trillion had a wealth fund sitting in our accounts of roughly $3 trillion, all the arguments would change. But we don’t.

Switzerland is a unique case, politically and economically. I don’t know anyone serious who believes we could become like the Swiss.

That is not to say we could not develop our own unique brand. But in circumstances where 50% of our trade is presently with Europe and our social systems, though different in detail, are still broadly similar in principle to those in Europe, then the people who say we should have our own unique position outside Europe should at least spell out the economic and social policy that would need to be brought into being, to create such a future.

There are three major disadvantages to Britain from being outside the EU. I am not saying these arguments can’t be contested but I think they are reasonably clear.

First, we would lose our global leadership role. Don’t be under any illusions on this. Britain being part of Europe matters to how we are seen, by the world in general and our allies in particular. Any US President I know would regard Britain leaving as folly. The idea we would then seek new relationships with the likes of China and India is an especial illusion. Of course the bilateral relationship with both is strong and of course there are great trading opportunities. But both will never subordinate their Europe relationship to a British one outside of Europe. Our trade with India depends hugely on Europe negotiating the FTA and Germany currently exports more than double what we do to India and to China; and France and even Italy export more to India.

Politics at the top international level is about power. Separate us out from the decision-making structure of Europe and we will immediately relegate ourselves in the league of nations. I believe our other alliances would not blossom but decline.

Secondly, despite our close links to Europe economically, we would be out of the decision-making process determining the rules of the single market. Our companies know this. Global companies who use the UK as a base for Europe know this. When, in Government, we came to look closely at the risks to London as a financial centre from being outside the Euro, we concluded you can’t make a compelling case that it could damage us. We were never in any doubt that being out of Europe altogether was a completely different matter. Yes, we can negotiate special arrangements but each of those has to be individually negotiated.  And for the record, Norway is a major net contributor to the EU Budget as the price of its negotiation despite not being a member.  I am very dubious that other European countries would allow Britain to operate like some offshore centre at the edge of Europe, free from Europe’s responsibilities but participating fully in its opportunities. Any one of those countries within Europe could say no and no would therefore be the likely answer. We want to think long and hard before we put ourselves in that position.

Thirdly, we would lose the opportunity for co-operation and added strength on issues which we care about and where we want and need such cooperation and strength. Climate change and the environment. Trade negotiations. Foreign policy, where sometimes it will suit us to have European and not just US support. Bilateral disputes, where as we saw recently with Argentina, Europe’s solidarity counts. We cut ourselves out of future developments in Europe. We cut ourselves off from our main regional bloc when look what is happening elsewhere in the world: ASEAN, out in the Far East, now 700 million people strong looking to get its single market underway; in South America through MERCOSUR and UNASUR; the Africa Union; even the Customs Union being promoted by Russia. Everywhere nations are coming together in regional blocs. Is Britain going to drift apart from the one on its doorstep?

The reason this case has to be made now is a reason integral to understanding how political decision-making works. Sometimes decisions are taken at a moment in time, expressly and obviously. But political decisions can also be taken by effluxion, by a process that begins with an attitude, turns into a series of tactical steps driven by the attitude and then results in a decision that is strategic in effect but almost imperceptible in any one moment of time.  That is the risk now.

Let us be very clear too about this ‘renegotiating the terms of membership’ line. This is the refuge of those who want to leave but want to persuade people that really it’s just an adjustment of our relationship. Then in the course of ‘the adjustment’ when the going gets very rough, as it will, they will then say ‘well it’s a pity but now it seems adjustment is not enough’. If we make the burden of our endeavour in Europe over the next few years not how we can help Europe sort itself out, get on its feet again and progress, but rather how we change our own relationship with Europe; don’t be in any doubt as to the temper and frame of mind that our present partners will bring to that negotiation. Many of them are fighting an existential battle to survive right now. There will be varying degrees of politeness. But they will not thank us and will not accommodate us. So don’t go down this path unless we are prepared to follow it all the way. 

There is a lesson from history. Back when Europe was debating its first tentative steps toward integration, Churchill made his famous speech calling for a United States of Europe, in 1946 in Zurich. But it is important to note he was passionately in favour of France and Germany coming together to found this new Europe. He believed it was the route to peace after the horrors of war. He wished the enterprise well; but he didn’t intend for Britain to be part of it. So we weren’t.

But we spent the next two decades and more trying to get into it; and when eventually we did, many of the rules and much of the institutional infrastructure was already set in stone. If we could have foreseen in 1946 the future 66 years later what would we have wanted? I have no doubt we would have wanted to have been in there from the beginning.

This turmoil in Europe will produce a new settlement in Europe probably as momentous as any since those days of 66 years ago. We should not make the same mistake twice. This time whatever the challenges, we should put our shoulders to the wheel and be part of the collective effort to make Europe strong and effective once more.

Europe is a destiny we will never embrace easily. But it is an absolutely essential part of our nation remaining a world power, politically and economically.  It would be a monumental error of statesmanship to turn our back on it and fall away from a crucial position of power and influence in the 21st Century.

 

Top of Form

Bottom of Form

 

Angela Merkel's speech to the European Parliament 7.11.12

Speech by Federal Chancellor Angela Merkel in the European Parliament in Brussels

Thu, 08.11.2012

Mr President, Martin Schulz,
Members of the European Parliament, ladies and gentlemen,

I am delighted to be able to speak to you today. This is my first opportunity to do so since the German Council Presidency in 2007. I would like to use the opportunity to give you my slant on the State of the Union – not looking primarily at the Multiannual Financial Framework but I’m sure we can come back to that in the discussion.

In two days it is 9 November which this year marks the 23rd anniversary of the Fall of the Berlin Wall. 9 November 1989 was a truly wonderful moment in the history of Germany and indeed the whole of Europe. It marks the start of an era of freedom, unity and democracy in Germany and all across Europe.

We Germans will never forget that the happy development of our country is inextricably linked to the history of the European Union. We will never forget that we also owe a debt of gratitude especially to our eastern neighbours for their courageous yearning for freedom.

We Germans are aware of our responsibility for a bright future for the EU. It is in this spirit that the German Federal Government’s policies are geared towards the interests of both our country and Europe.

I would like to recall a leitmotif today, a mainspring of European integration, namely the freedom that opens the way for a life in peace and prosperity. It is this freedom in all its facets – freedom of expression, of the media, belief and assembly – that we have to work tirelessly to defend. Without freedom there can be no rule of law. Without freedom there can be no diversity and no tolerance. Freedom is the foundation for the united and determined Europe.

Particularly in this major test that Europe faces today, the power of freedom can help us lead Europe out of the crisis stronger than before. After all, the power of freedom, I am convinced, also gives us the courage to change. It is precisely this courage to change that we now need to show to assert the European Union in the international race that is the 21st century.

On my trips outside the European Union, for example to Asia, I have in recent years got to know many dynamic, ambitious countries that are very much on the rise. There, people look with keen interest to us, the European Union. But the people there often ask me with some scepticism: will the European experiment weather the crisis?

This question makes it plain. The current grave crisis dominates people’s perception of the European Union – also those looking from the outside. Now it is up to us to change the sceptical attitude towards Europe and catch up in global competition – through hard work at home.

For this reason, it is not just a great honour for the European Union to receive the Nobel Peace Prize this year. This important prize in the midst of the most serious crisis to strike Europe since the adoption of the Treaties of Rome 55 years ago is also an extremely valuable political signal to the world, but also to the Europeans.

Martin Schulz will receive the prize in Oslo together with the Presidents of the European Council and the European Commission. I am delighted that some of my colleagues have, like myself, decided to attend the ceremony. By being there, we want to underscore that the European Union is all of us together: 500 million citizens. We all know that we Europeans have united for the better.

The Nobel Peace Prize reminds us never to forget this no matter how huge the challenges and how difficult our work and our daily lives. With its decision, the Nobel Committee is enjoining us to focus once more on what is really crucial in the current crisis. It is not the debt figures, unit labour costs and growth rates, no matter how important that all is. What is truly important is instead the realization that our single currency is so much more than just a currency. It is the symbol for the peaceful and democratic unification of Europe we have achieved. It is the symbol for a Europe of peace, prosperity and progress.

So what we are actually talking about at the current time is preserving and further developing European unification for the good of our children. That is why the Nobel Peace Prize is a mandate for us all to create a better EU together – a Europe marked by strength and stability.

Martin Schulz was right when he said in his inaugural speech as newly elected President of the European Parliament “Either we all lose, or we all win.” The conclusion we draw, ladies and gentlemen, can only be that we want to and indeed will win together. That is certainly what I want.

Together we can assert our European model that combines economic success with social responsibility. And taking it further, together we can consolidate it to make it stronger than ever. To do so, we need together to recall the power of freedom and find the courage to change.

We can see the first fruits of our efforts to overcome the crisis, both at the level of member states and also in the development of new crisis management instruments. Yet we must not leave it at that. Much remains to be done to win back trust in the European Union as a whole. That is why we must not stop halfway.

I would like to make a pledge to you here today. Germany will do everything it can to ensure the European Union can also in future keep its promise of freedom and prosperity. But I am also here because I am counting on your support. Once again, we are hearing more and more voices saying we could just sit back and relax now, saying we don’t actually need to renew economic and monetary union because the work has already been done with the immediate crisis management measures.

To my mind, that is completely wrong. Instead of sitting back, we need to ensure step by step at all levels of the EU that Europe’s strengths can flourish once more: the freedom, the dyna¬mism and the prosperity that the European Union can offer its people at home; the impact and influence that the European Union gives us in the outside world.

The President of the European Commission, José Manuel Barroso, said in his speech on the State of the Union on 12 September in this chamber: “We must complete the economic and monetary union.” In fact, we now need to find the right way forward to stabilize economic and monetary union in the long term by rectifying the design flaws. We need to be ambitious here and must not shy away from changing the treaty basis of economic and monetary union if this should prove necessary. This process of deepening the European Union is indispensable. In this process, I see you, the European Parliament, and also the European Commission as allies. Let me say that quite plainly.

There is no model for the current crisis. The European Union is a unique entity. That is why we now have to do what Europe is rightly famous for, that is, we need to be inventive. We need to find our own, new solutions. All member states need to implement reforms, structural changes and tough consolidation steps to increase competitiveness if we are to effectively combat the causes of the crisis.

I know that this is really asking a lot of the people in the member states particularly affected by the crisis. I know the people there are finding it very difficult as a result of these steps. But I have some good news for you at such a difficult time. The reforms are starting to bear fruit. It is not a waste of time. It is worth it. In Ireland, Portugal and Spain, but also in Greece, unit labour costs have dropped significantly. That is a key factor in competitiveness. Current account deficits are also falling.

The consistent reform path followed by the member states to increase competitiveness is also of course bolstered by the solidarity of Europe, for example through the new permanent rescue package, the European Stability Mechanism. The two go hand in hand and they are both equally important.

Sustainable consolidation and growth are interdependent. The two need to be pursued with equal vigour. I want to say that again because sometimes we try to play one off against the other. But we need them both. We want new growth. We want more jobs based on solid budgets. But we also have a responsibility towards future generations not to rob them of possibilities in the future. Growth is rooted in enterprise. Growth is not something we can define politically. Rather, we need entrepreneurs in Europe. Entrepreneurship is rooted in freedom and the necessary flexibility. We need to work on this in Europe.

That is why the Euro Plus Pact includes steps to strengthen growth and employment in the member states. That is why we made a point of bolstering the fiscal compact with a Compact for Growth and Jobs. So on the one hand it is matter of targeting public spending. But because it isn’t just about money, we are on the other hand creating the conditions for new growth, above all by working hard to further develop the internal market.

We now need to rapidly implement the legislative steps included in the Compact for Growth and Jobs. This will release growth momentum that is crucial for our future. The Council is committed here, as is, I am convinced, the Parliament.

Of course, the Multiannual Financial Framework that we want to adopt at the European Coun¬cil in two weeks is also an essential prerequisite if we are to provide the necessary impetus for growth. Each and every euro that we spend – and this must be our yardstick – needs to create added value in terms of growth and jobs. It is not enough to spend money, rather the money has to be invested in a good and targeted manner.

We need to take a very close look at our policies at national and European level to effectively combat the roots of the crisis. Critically analysing and then rectifying the design flaws in the architecture of economic and monetary union is no less important. The only way to be successful in the long term, I am convinced, is if we pay equal attention to both. That is the only way to build a Europe marked by strength and stability.

It was the Maastricht Treaty that created economic and monetary union in 1992, twenty years ago. Back then, there was not enough support for those who wanted to bolster monetary union with a real economic union. A monetary union with fully communitarized monetary policy was the result. Economic union, however, was weak in structure. Today, we are dealing with the consequences of these decisions, consequences which remained concealed initially after the introduction of the euro only to emerge later.

For example, the differences in the competitiveness of the member states of the eurozone have increased not decreased. By way of example, we need only look at the development of unit labour costs. In his capacity as ECB President, Jean-Claude Trichet made the point on many occasions. All too often, it fell on deaf ears.

In some member states, it was also possible to accumulate massive debts for years without being penalized by higher interest or by the sanctions created for the purpose in the Stability and Growth Pact.

This all goes to show that the problems we are dealing with today had taken root long before the current crisis began.

The problems are of course different in each member state, ranging from government debt, banking crises, private sector debt to a lack of competitiveness. And with the onset of the global financial and economic crisis in 2008/9, developments were exacerbated.

If all the member states had stuck to the agreed thresholds and engaged in reform to increase their competitiveness, economic and monetary union would never have been embroiled in such a crisis even with a relatively week economic union. But the mix of home-grown contraventions and design flaws almost spelt disaster for Europe.

That is why I believe it is extremely important that we really learn the lesson of this crisis. We have to make sure that such a situation does not repeat itself. And we have to make sure that Europe emerges from the crisis stronger than before. That means we need to analyse what went wrong in the creation of economic and monetary union and renew its foundations. Taking it further, we need to create reliability at national level in the member states by finally sticking to what we have agreed.

Let me just give you one example: we or our predecessors as heads of state and government had agreed for every member state of the European Union to spend 3% of its GDP on research and development. Today, we have states that spend 0.7% and states that spend 3.5%. But hardly anyone has really stuck to what we said we would do.

In my view, therefore, four elements are of crucial importance for the future.
First, a renewed economic and monetary union will need greater financial market policy integration, based on functioning and robust financial markets. To this end, we have to define the framework conditions for the financial markets more precisely, harmonize financial market regulation and ensure that all of this is also applied to the international financial markets. Furthermore, we must create an effective European supervisory mechanism for European banks in order to be able to better avert systemic risks to our economic order.

The most recent decisions by the European Council made it clear that quality must have priority over speed. It’s vitally important that our supervisory mechanism really does work. We therefore have to take great care to clarify the complex legal issues. For we have to establish banking supervision worthy of that description.

Second, a renewed economic and monetary union needs greater fiscal policy integration.

We have already made significant progress towards strengthening budgetary discipline by adopting the fiscal compact. I’m delighted that eleven of the twelve member states required for its entry into force have now ratified it, most recently France and Estonia. I can well imagine going even further by, for example, granting the European level real rights to intervene in national budgets when the agreed ceilings of the Stability and Growth Pact have not been observed.

Third, a renewed economic and monetary union needs greater economic policy integration.

Today we see quite clearly that sufficiently binding economic policy coordination was lacking, and indeed is still lacking. In the monetary union, for instance, it’s not possible to keep on demanding that national policies be geared to strengthening competitiveness as the basis for long-term growth and employment nor, if necessary, to enforce such policies.

Let me remind you that in his 1989 report on the establishment of economic and monetary union, the then Commission President Jacques Delors pointed out the importance of the two pillars of economic and monetary union because, and I quote, “[...] monetary union without a sufficient degree of convergence of economic policies is unlikely to be durable and could be damaging to the Community.” That’s what Jacques Delors said back in 1989.

The crisis has shown how right Jacques Delors’ analysis was. It has shown that problems in individual member states really can cause the monetary union as a whole – and with it all of us, all 27 EU member states – to falter. Nevertheless, we have only just begun the urgently needed process of strengthening economic policy coordination.

So what needs to be done? At the European Council in October, we had an initial discussion on this and agreed that we have to look more closely in future at those areas of policy which are vitally important for the functioning of economic and monetary union. For one country’s loss of competitiveness quickly becomes a problem for all.

Greater economic policy coordination will also perhaps become necessary where core spheres of national sovereignty are affected. I’m thinking here of sensitive policy areas such as labour market or tax policy. Naturally, we have to proceed with caution. The principle of subsidiarity and national democratic processes must be respected. We therefore need solutions which create a sensible balance between necessary new intervention rights at European level and the scope for action of member states and their parliaments, which must be preserved.

The European institutions must be strengthened to allow them to correct mistakes or violations of the rules effectively. We have to finally establish a genuine exchange between the European and the national levels. I favour a new layered and differentiated procedure within the framework of which the member states, with the approval of their parliaments, would conclude binding and feasible agreements on reform with the European level, for example the European Commission.

I can also imagine supporting in a spirit of solidarity concrete reform measures which result in more competitiveness through targeted incentives from a new financial instrument in the eurozone. This is an idea for the future which, of course, needs a viable legal basis and about which we will make a decision at the European Council in December as part of the package of measures necessary to deepen economic and monetary union.

I will work to ensure that we adopt an ambitious roadmap in December on renewing eco¬nomic and monetary union. It should contain concrete measures which we can implement in the coming two to three years.

Ladies and gentlemen, I want to say once more that the European Parliament will be our partner in all of these endeavours. Our intention is neither to bring about a divided European Union nor to do anything which will have a detrimental impact on either the European Parliament or the European Commission. This is merely about shaping the necessary interaction between the various levels in such a way that it really can result in the greater economic policy coordination which Jacques Delors advocated. I believe that this will enable us to regain confidence and credibility on an enduring basis.

For – let’s be honest – the European sovereign debt crisis is essentially a crisis of confidence. That is evident when you talk to investors outside Europe. Confidence will have to be regained with care. Renewing the foundations of economic and monetary union is in the interest of Europe’s citizens, whom all of you represent here in this Parliament. That is why I’m counting on your support!

I’ve already indicated that I’m aware of the concerns about a division between an EU of the 17 and of the 27, soon to be 28. I believe we can convincingly assuage such concerns. For, firstly, the deepening of economic and monetary union is essential for the future of the European Union as a whole. Second, a renewed economic and monetary union will remain open to those non-euro countries which wish to take part. There is no closed club of euro countries, we will always welcome others. For, after all, economic and monetary union was established with the aim that every member state would take part.

I’m certainly committed to ensuring that deepened economic and monetary union does not lead to a two-speed Europe but, rather, creates a double-strength European Union. Furthermore, I’m firmly convinced that we can only create a Europe marked by stability and strength if the member states and the organs of the European Union work together.

Ladies and gentlemen, I’m also aware of the concerns about the repatriation of powers. However, I’m convinced that if we perform the tasks that lie ahead well, that’s to say if we truly learn the lessons from this crisis, then we will experience the very opposite. Then we will see a Europeanization of national powers in no space of time. If we seize this opportunity and if we understand that we are stronger than any individual nation on its own, if we stand together as Europeans in a globalized world, then we will succeed.

National parliaments – just like governments – will increasingly assume their responsibility for greater European integration. In a speech in Brussels last February, the President of the European Council, Herman Van Rompuy, said that politically speaking national parliaments have become “European institutions”. We can sum up this idea by saying: all of us together make up Europe. Europe is domestic policy. A stronger dialogue between national parliaments and you – the members of the European Parliament – would also help national parliaments to perform their task of guaranteeing the Union a bright future even better.

I’m convinced that together we can create a Europe marked by stability and strength! And for that we need greater democratic legitimacy and oversight. For me, the important thing is that legitimacy and oversight are to be found on the level where decisions are made and imple¬mented. That means that if one of the European level’s competences is strengthened, the role of the European Parliament must also be strengthened. If national competences are affected then, of course, national parliaments must play a key role.

We should also openly discuss how decisions at European level which only affect the eurozone can be lent legitimacy in future. For example, we have to consider whether only parliamentarians from the euro countries should be allowed to vote on such matters. However, we should not contemplate – as is sometimes suggested – establishing an additional parliamentary institution. The European Parliament is the bedrock.

Stronger democratic legitimacy and oversight – this principle must be adhered to in all measures aimed at deepening economic and monetary union. It forms the centrepiece of a renewed European Union! As Head of Government, I want to state categorically that democratic legitimacy can only be achieved through parliaments.

Mr President, ladies and gentlemen, speaking here again today in the European Parliament naturally reminds me of 2007, the year of the German EU Presidency. That year we set out our fundamental convictions in the Berlin Declaration marking the 50th anniversary of the signing of the Rome Treaties. The then President of the European Parliament, Hans-Gert Pöttering, signed the document on behalf of this House. In retrospect, the signing on 25 March 2007 can be regarded as a breakthrough in the difficult negotiations which ultimately led to the Treaty of Lisbon.

At that time, we were seeking to deepen the European Union as a whole. Today our task is to deepen economic and monetary union in order to lead the European Union to a new level of stability and strength. In the 2007 Berlin Declaration we said, “Our history reminds us that we must protect this for the good of future generations. For that reason we must always renew the political shape of Europe in keeping with the times.” I’m convinced that we will only live up to our responsibility if we renew the political shape of economic and monetary union in keeping with the times.

At the start of my speech, I repeated the question which I’m sometimes asked outside Europe: will the European experiment weather the crisis? I’ll tell you how I normally respond. As a physicist I know all about experiments and am therefore in a position to say that European integration has long since moved beyond the experimental stage – if, indeed, it was ever accu¬rate to call it an experiment. At any rate, I regard it as a union which – to stay true to the image – has long since achieved a stable aggregate state. Even if we have to subsequently realign individual parameters in our model, it will remain steadfast, stable and strong.

To put it like a politician: yes, we will continue the European Union success story. Germany will play its part. The European Union will be successful because the power of freedom lends us Europeans courage and imagination. We know that we are stronger if we are united and determined. United and determined we can defend our European social and economic model in the globalized world. United and determined and as a union of peace, freedom and prosperity, we can serve as a model for other regions of the world. This – and no less – should be our common goal.

I believe in our common European future. – Zu unserem Glück vereint. Unis pour le meilleur. United for the better.

Thank you very much.

Nobels fredspris 2012 til EU

THE NOBEL PEACE PRIZE FOR 2012

The Norwegian Nobel Committee has decided that the Nobel Peace Prize for 2012 is to be awarded to the European Union (EU). The union and its forerunners have for over six decades contributed to the advancement of peace and reconciliation, democracy and human rights in Europe.

In the inter-war years, the Norwegian Nobel Committee made several awards to persons who were seeking reconciliation between Germany and France. Since 1945, that reconciliation has become a reality. The dreadful suffering in World War II demonstrated the need for a new Europe. Over a seventy-year period, Germany and France had fought three wars. Today war between Germany and France is unthinkable. This shows how, through well-aimed efforts and by building up mutual confidence, historical enemies can become close partners.

In the 1980s, Greece, Spain and Portugal joined the EU. The introduction of democracy was a condition for their membership. The fall of the Berlin Wall made EU membership possible for several Central and Eastern European countries, thereby opening a new era in European history. The division between East and West has to a large extent been brought to an end; democracy has been strengthened; many ethnically-based national conflicts have been settled.

The admission of Croatia as a member next year, the opening of membership negotiations with Montenegro, and the granting of candidate status to Serbia all strengthen the process of reconciliation in the Balkans. In the past decade, the possibility of EU membership for Turkey has also advanced democracy and human rights in that country.

The EU is currently undergoing grave economic difficulties and considerable social unrest. The Norwegian Nobel Committee wishes to focus on what it sees as the EU’s most important result: the successful struggle for peace and reconciliation and for democracy and human rights. The stabilizing part played by the EU has helped to transform most of Europe from a continent of war to a continent of peace.

The work of the EU represents "fraternity between nations", and amounts to a form of the "peace congresses" to which Alfred Nobel refers as criteria for the Peace Prize in his 1895 will.

Oslo, 12 October 2012

40 år siden Danmark kom i EF

F O R  4 0  Å R  S I D E N

Da Danmark blev medlem af EF

Af Niels Jørgen Thøgersen

Den 1. januar er det 40 år siden, Danmark blev medlem af EU – eller EEC som det hed dengang. Eller EF.  En enestående begivenhed. Historikeren Palle Lauring påstod, at nu sluttede Danmarks-historien. Andre holdt på, at nu begyndte den.  Dette Europa-mesterskab i overdrivelser rammer naturligvis gevaldigt forbi virkeligheden.  Vi blev ét af 9 demokratiske, europæiske lande, der havde givet hinanden håndslag på at arbejde tæt og forpligtende sammen. Beskrevet i Rom-traktaten, der med fælles regler og fælles overnationale institutioner skulle sikre fred og samarbejde i Europa.

Udvidelsen af EF – den første siden starten i 1951 – blev fejret på mange måder. En af dem var en fodboldkamp i begyndelsen af januar på selveste Wembley i London mellem ”New EEC” ( England, Danmark og Irland ) og ”Old EEC” ( Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg ). Danmark havde to spillere med:  Henning Jensen og – Morten Olsen. Resultatet blev 2-0 til ”New EEC”.  Det første mål blev endda scoret af vor egen Henning Jensen fra Nørresundby  ( han spillede i Borussia Mönchen-Gladbach ).

Forud for det danske medlemskab havde der været et gevaldigt bravallaslag. Først var Rom-traktaten blevet underskrevet af de tre nye lande. Det skete lørdag, den 22. januar 1972. På min fødselsdag J   For Danmark underskrev statsminister Jens Otto Krag, udenrigsøkonomimister Ivar Nørgaard og departementschef Jens Christensen.  For England var det naturligvis bl.a. premierminister Edward Heath. Han skulle dog først hjem på hotellet for at skifte tøj, fordi der var en dame, der kastede blæk på ham.

For at dansk medlemskab kunne blive til noget, skulle det godkendes ved en folkeafstemning. Regeringen besluttede, at den skulle finde sted mandag, den 2. oktober. Dagen før Folketingets åbning.  Til stor vrede hos nordmændene, der også ville være medlem. Deres statsminister, Trygve Bratteli, mente, at han havde en aftale med Krag om, at Danmark skulle stemme først – alternativt at begge lande skulle stemme samme dag. Den danske regering trak beslutningen ud. Først da Norge havde besluttet sig for den 25. september, sagde Danmark den 2. oktober. Om det betød noget for de to resultater, ved jeg ikke. Men i Norge blev det som bekendt et nej – og i Danmark et stort JA.  Ialt 63,4 % stemte for – og 36.6 % imod.  Valgdeltagelsen var 90,1 %.

Mens nordmændene klart fortalte vælgerne, at EF var et politisk samarbejde – at man især skulle gå med af politiske grunde -  så holdt den danske regering fast på, at det var et økonomisk samarbejde.  Personligt har jeg altid ment, at nordmændene havde ret. Det mente Krag og Hækkerup – tror jeg - også. Men de vurderede nok, at afstemningen kun kunne vindes ved at slå stærkt på det økonomiske. ”Flæskepriserne”, som nogen forkortede det til.

Denne fejlagtige argumentation har sviet til den danske Europa-debat lige siden.

Den seneste udvikling med Nobels fredspris 2012 til EU er vel endnu et bevis på, at EU var og er et politisk projekt.

Jeg selv havde fornøjelsen at være personligt involveret i kampagnen for et JA. Jeg var medlem af ledelsen af ”Komiteen for Tilslutning til EF”.  Den var ledet af fhv. statsminister Viggo Kampmann og fhv. finansminister og fhv. generalsekretær i OECD, Thorkil Kristensen.  En meget spændende oplevelse.

I vor kamp for et positivt udfald fik vi også god hjælp af den tyske forbundskansler, Willy Brandt. Han var meget populær i Danmark, også fordi han talte norsk.

Et par uger efter det danske JA holdt EF et topmøde i Paris. Det var torsdag, den 19. oktober. Statsminister Anker Jørgensen var med for første gang. Her blev man enig om, hvordan det udvidede EF skulle udvikle sig i de kommende år. Ordene om ”uigenkaldeligt at arbejde hen imod en europæisk union” indgik i aftalen.  Jeg husker, at udenrigsøkonomiminster Ivar Nørgaard senere sagde, at hvis han som planlagt havde været med til topmødet, så var den formulering aldrig kommet med. Han var ikke med i Paris, fordi hans kone døde aftenen før på Rest. Brønnum i København ved at at få et fiskeben ”galt i halsen”.

Mandag, den 1. januar 1973 var Danmark fuldgyldigt medlem. Belgien var formand for EFs Ministerråd i det første halvår.  Den nye Kommission på 13 medlemmer havde franskmanden Francois-Xavier Ortoli som formand. Churchills svigersøn, Christopher Soames, var en af næstformændene. Og Danmarks medlem var Finn Gundelach. Han havde som dansk ambassadør ved EF været en af hovedaktørerne i forhandlingerne om dansk medlemskab. Da den danske regering foreslog ham som dansk kommissær, fik han samtidig diskret at vide, at han kun skulle regne med at få én periode, altså 4 år. Normalt var det politikere, der blev medlemmer af Kommissionen. Det kom dog ikke til at holde stik. Han gjorde det så godt og så overbevisende, også i den hyppige løbende kontakt hjem til Danmark, at han blev foreslået hele tre gange. Det sluttede først, da han pludselig døde i januar 1981 – få dage efter at han var startet på sin tredje periode.

Gundelach blev i den første periode ansvarlig for ”det indre marked”. En slags handelsminister, som han selv kaldte det. Som sin nærmeste medarbejder ( kabinetschef ) valgte han en erfaren tysker indefra i Kommissionen. Manfred Caspari hed ham. ”Ellers gårdet aldrig”, som Gundelach udtrykte det.  Efter et par år blev han afløst på posten af Niels Helveg Petersen.

De første danske embedsmænd kom hurtigt til. Ja, faktisk var den allerførste dansker, Knud Marstrand, lederen af den danske oversættelsesafdelig,  startet i november 1972.  Selv blev jeg interviewet til jobbet som leder af EF’s kommende kontor i København den 22. november. Og efter forskellige bureaukratiske små og store hop på stedet startede jeg for fuld kraft på Gammeltorv 4 i København torsdag, den 1. marts 1973 kl. 9.00 !

Et af de helt store spørgsmål hurtigt efter dansk indtræden var, at Danmark stod for tur til at være formand for EF fra den 1. juli. Altså kun 6 måneder efter medlemskabets start.  Forberedelserne kørte for fuld kraft – både i regeringen, især hos Ivar Nørgaard i Markedssekretariatet i Stormgade, på den nye danske Faste Repræsentation i Bruxelles under ledelse af Niels Ersbøll, og i Kommissionen. Der var en naturlig nervøsitet alle steder. Hvordan ville det gå ? Alle kommissærer var indtil flere gange på besøg i København for at hjælpe med forberedelserne. Det var en unik mulighed for mig som ”deres mand på stedet” til at lære dem alle personligt godt at kende.

Lad mig sige det med det samme:  Formandskabet gik godt. Med 25 ministerrådsmøder under dansk ledelse. Topmøde i december i det gamle Bella Center på Bellahøj. Også selv om Yom Kippur krigen i oktober og en omfattende oliekrise kom på tværs under det hele.

Vi levede i sandhed i spændende og interessante tider !

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  kimbrer@gmail.com

EUROPEAN VALUES

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

 

EUROPEAN VALUES

 

Speaking points in Armenia, Oct. 2012  

 

  1. The Nobel Peace Prize to the EU in 2012: Motivation:  The EU has in 60 yearstransformed a continent of wars into a continent of peace.  And by fighting nationalism and extremism the EU continuously contributes to a peaceful Europe.

 

  1. Peace – the absence and impossibility of wars in Europe is a crucial European value

 

  1. Democracy – free and secret elections. The clear separation of powers between parliament, government and the courts is crucial. The courts have to be totally independent. The rule of law for everybody must be ensured

 

  1. Freedom -  to speak, to write, to make demonstrations, to work, to travel.

 

  1. Religious freedom – the right of all religions to exercise their services

 

  1. Human rights – universal and for everybody. No racism allowed in any form. No forms of other discriminations permitted. And right of citizens to go to court to defend their rights if needed.   And no capital punishment ( death penalty ) allowed.

 

  1. Protection of minorities -  national, linguistic, religious, sexual and other minorities have to be fully protected under the law

 

  1. Free and independent media -  a crucial value in Europe.  Whatever political or other orientation they have. This also includes public service television and radio, which are independent from editorial control from the state

 

  1. Market economy -  a free market economy with a big private sector to operate freely inside the laws. And with free access to all markets in Europe

 

  1. Free movement of people – abolishment of border controls between member states ( the Schengen agreement with 26 participating countries at the moment )

 

  1. Solidarity -  societies built on the principle of solidarity, internally and externally

 

  1. Protection of our different cultures, languages, etc. – “Unity in Diversity”

 

These are crucial values, which all present and future members of the European Union have to respect fully and permanently. Many of them are directly mentioned and described in the “Charter of Fundamental Rights” with its 54 paragraphs. This Charter is part of the Lisbon Treaty and have, therefore, legal value for everybody.

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

 

www.simplesite.com/kimbrer  

THE HISTORY OF THE EU

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

THE HISTORY OF THE EU

 

Speaking Points in Armenia, Oct. 2012 

 

  1.  The Nobel Peace Prize 2012:  Motivation:  The European Union has in 60 years made a continent of wars into a continent of peace.    

 

  1. After World War II:  Never again.  And this time not only words, but creation of structures which make war impossible.  Starting with a joint, supranational body to take all decisions about coal and steel ( the crucial commodities for making war ).

 

  1. Jean Monnet – Robert Schuman – Konrad Adenauer – Alcide de Gasperi

 

  1. The Schuman Declaration of May 9, 1950

 

  1. 1951: The European Coal and Steel Community  ( Jean Monnet ). 6 countries

 

  1. 1954: The European Defense Community fails ( in the French senate )

 

  1. 1956: Huge international and European crisis – Suez and Budapest.  Giving new strong impetus to develop a strong European cooperation. Full speed in negotiations.

 

  1. 1957: The European Economic Community and EURATOM is created – starting January 1, 1958.  Still the same 6 countries ( France, West Germany, Italy, Belgium, the Netherlands and Luxembourg ).

 

  1. 1961-63: Negotiations with UK, Ireland, Denmark and Norway about joining the EU. Stopped by president de Gaulle in January 1963:  NON !

 

  1. 1965: New crisis – French resistance against further integration in the EU. Compromise in 1967  ( veto right in matters of crucial importance ).

 

  1. 1973: Enlargement with UK, Ireland and Denmark  ( now EU-9 )

 

  1. 1979: The first direct elections to the European Parliament.  69 % participation.  The level of participation gone down ever since at the elections every five years.

 

  1. 1981: Greece joins.  Now EU-10

 

  1. 1986: Spain and Portugal join.  Now EU-12

 

  1. 1989-90: The Berlin wall falls. Communism falls too.  Reunification of Germany. Ex-DDR now a full part of the EU.

 

  1. 1992:  The new Single Market comes into force.  Thousands of border formalities disappear in trade between the member states. Huge positive effect of the economy.

 

  1. 1995:   Sweden, Finland and Austria join.  Now EU-15

 

  1. 1995:  The Schengen Agreement of free movement of people across borders comes into force. First for 5 member states – now ( 2012 ) for 26 countries throughout Europe. No passport control. Hardly any visible border between the Schengen countries.

 

  1. 1999:  The EURO starts ( first as a common currency for accounting, from 2002 with notes and coins )  Principle: One Market – One Money.  Now ( 2012 ) 17 member states with 332 mill. inhabitants take part.  More countries to join.

 

  1. 2004:  10 new countries in Eastern and Southern Europe join.  Now EU-25.

 

  1. 2007: Romania and Bulgaria join.  Now EU-27

 

  1. 2013 ( July 1 ). Croatia joins.   Now EU-28.

 

 

Important points to remember about the development of the EU:

 

a)       The EU always develops fast in times of a crisis. Or as Winston Churchill once said:  We politicians only take the necessary decision, when we can see the gallows!

 

b)      All European countries have according to the EU treaties the right to become members of the EU – IF and when they fulfill all the conditions of the Treaties and of the legislation which has been adopted so far

 

c)       The EU is a strong political and in particular economic power, which has a strong interest in having peaceful and free cooperation with its neighbours – nearby and far away. Therefore, it has over the years made a long range of agreements with almost all other countries, including partnership agreements with its neighbours to the east and to the south.

 

d)      The EU is a unique cooperation – not like the United States of America, not like anybody else.  It works together on all matters, which the EU together can do better than the individual member states ( esp. in today’s globalised world ). And it leaves all the rest to the member states or their regions.  The leading principle is that all matters should be handled at the level which is the most appropriate. 

 

UNITY IN DIVERSITY.

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

www.simplesite.com/kimbrer  

EU and the WORLD

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

EUROPE AND THE WORLD

 

with emphasis on the areas near Europe

 

Speaking Points in Armenia, Oct. 2012 

 

  1. Some basic points of departure:  27 ( soon 28 ) member states; 4 mill sq. km; more than 500 million inhabitants;  GDP of 12 trillion €; trade: 20 % of the world’s total export and import ( the world’s biggest exporter and second biggest importer ); more than 50 % of its energy consumption based on imports

 

  1. EU’s fundamental interests:  An open and peaceful world. As much free trade as possible. Promotion of European values

 

  1. From Day 1: EU represents all member states in trade matters ( WTO, GATT, etc. ). Giving it a strong position in negotiations

 

  1. General foreign and security policy was in the hands of each member state, later developed into:

 

·          EPC ( European Political Cooperation ) from 1973. Unanimity. No Commission present. Outside the Treaty framework

 

·          Maastricht Treaty from 1992:  Common Foreign and Security Policy CFPC – still under unanimity, but in the Treaty. And with a common High Representation

 

·          Purpose of the CFPC:

 

     - safeguard common values and fundamental interests

     - strengthen the Union in all ways

     - preserve peace and strengthen international security

     - promote international cooperation

     - develop and consolidate democracy and the role of law and respect of human

       Rights and freedoms

 

·          The Lisbon Treaty from 2009: The European External Action Service ( EEAS ). An independent EU body.  166 Delegations around the world

 

  1. Main characteristics of EU’s external policy:  ( just a few examples )

 

·          Soft power  ( diplomacy, support programmes,  sanctions, culture, etc. )

·          Bilateral summits  ( such as with the US, Russia, China, India, South Africa, Korea, Ukraina, etc. )

·          Nation building ( law, media, police, administration )

·          EU election observers around the world

·          EU military and police operations ( often at the demand of the UN or NATO )

 

  1. EU activities in areas in Europe:

 

·          1994: European Economic Area ( EEA ) with Norway, Iceland and Lichtenstein ( access to EU’s internal market on condition that the countries implement all EU legislation in relation to the single market )

 

·          Pre-accession agreements :  Now:  Croatia, Turkey and FYROM

 

 

·          Potential candidate counties :  Now: Albania, Bosnis and Herzegovina, Montenegro, Serbia, Kosovo  ( Western Balkans )

 

·          European Neighbourhood Policy ( ENP )  ( privileged relationship )

-           Promote democracy and good governance

-           Strengthen energy security

-           Promote sector reform

-           Promote environment protection

-           Encourage people to people contacts

-           Offer additional funding

-           Civil Society Forum from 2009

-           EURONEST: Joint parliamentary assembly from 2011

-           Two “legs” of ENP:    EASTERN PARTNERSHIP  ( incl. Armenia )

                                     UNION FOR THE MEDITERRANEAN

 

·          Armenia is an active partner in ENP with its own Action Plan EU-Armenia since 2006

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com  

 

www.simplesite.com/kimbrer  

EUs administration - sat i perspektiv

EUs administration

Set i en større sammenhæng

 

Antal indbyggere i EU-27:  504 millioner.  ( fra 1.7. 2013:  508 million. )

Antal ansatte i EU-institutionerne:      50.000   ( alle institutioner og agenturer inkl. )

          Heraf Kommissionen:  38.000.

           Husk:  1/3 af de ansatte er der, fordi EU arbejder på 23 ( snart 24 ) officielle sprog.

Til sammenligning:

·         UK:  HM Revenue and Customs:  82.000 ansatte

·         UK:  Birmingham:  50.000 ansatte

·         Frankrig:  Paris:  50.000 ansatte

·         Frankrig:   antal statslige ansatte:  2 millioner

·         Spanien:  antal offentlige ansatte:  3 millioner

·         Tyskland:  antal ansatte under forbundsregeringen ( ikke de 16 delstater ): 130.000

·         Københavns kommune:  50.000

·         EADS  ( incl. Airbus ):  133.000

·         DHL:  275.000

·         IBM:  433.000

·         Fiat:  137.000

·         Nokia:  122.000

·         Philips:  121.000

·         Siemens:  402.000

·         Ericsson:  104.000

·         Maersk:  108.000

 

 

EU’s administrive udgifter i 2012:

·         EU’s totalbudget til alt:  147 mia. €   =  0,80 € ( 6 kr. ) pr. indbygger pr. dag

·         Til administration:  6% af totalbudgettet på 147 mia. €:  8,8 mia €

·         Heraf  under  halvdelen til lønninger, ialt 3,3 mia €  = 0,02 € ( 15 øre ) pr. indbygger pr. dag 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen --   8.10.2012

 

kimbrer@gmail.com  
FINANSPAGTEN
Læs mere om den nye FINANSPAGT i Den store Danske her:

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/EU/Finanspagten?highlight=finanspagten



Jeg medvirker i DEN STORE DANSKE som ekspert på alt vedr. EU og Europa.
Grænsestriden: Hvad er op og ned i den sag?

Hvad er op og ned i sagen om grænsekontrollen

Punkter om sagens kerne

1.     Det grænseløse Europa med Schengen aftalen fra 1985 er én af kronjuvelerne i det europæiske samarbejde. Millioner og atter millioner af mennesker nyder hver eneste dag stor gavn af denne frihed. Og for erhvervslivet er fjernelsen af grænserne og dermed af masser af bureaukrati med formularer o.l. særdeles væsentligt for deres eksport og import og dermed for deres indtjening. En stor del af vores fælles velstand er bygget på det grænseløse Europa.

 

2.     Psykologisk er denne bevægelses-frihed også essentiel, ikke mindst for de borgere, der bor i nærheden af en grænse. Se på reaktionerne fra det danske mindretal i Sydslesvig og på det tyske mindretal i Sønderjylland. Og det er bare et par eksempler af mange

 

3.     EU er et forpligtende samarbejde, som alle 27 medlemslande frivilligt har meldt sig ind i og skrevet under på. Det er baseret på rettigheder og forpligtelser. Og når man har indgået forpligtende aftaler, kan man ikke bare egenhændigt løbe fra dem eller bryde dem. Det giver naturligvis negative resultater og kan ikke accepteres af de andre partnere.

 

4.     EU er også et samarbejde, der i høj grad er baseret på forståelse for andre og på gensidig hjælpsomhed.  Intet samarbejde kan fungere, hvis enhver kører sit eget løb. Og gør det uden konsultation og forhandling med andre.

 

5.     ”EU-Kommissionen og de andre lande skal blande sig udenom”, lyder det frejdigt fra visse politikere.  Positivt forkert. Er det baseret på uvidenhed eller på bevidst manipulation ? Danmark ER medlem af EU og er forpligtet af Traktaterne, af Schengen-aftalen, m.v.  Ligesom de andre partnere er bundet af dem. Og én af EU-Kommissionens vigtige opgaver er at tilse, at alle overholder indgåede aftaler. Og hvis de ikke gør, så sige til og forlange at ulovlighederne ophører. I sidste ende har EF-Domstolen ( som i ethvert ordentligt demokrati ) det endelige ord, som alle skal rette sig efter.  EU og partnerlandene ville netop ikke gøre deres pligt, hvis de lod overtrædelse af gældende aftaler passere upåtalt.

 

6.     Danmarks internationale omdømme er i høj grad også i spil i denne sag.  Nogle politikere benægter dette. Men det kan kun være, fordi de ikke læser udenlandske aviser eller ser udenlandsk TV.  Kredse på regeringshold har sammenlignet dette med Muhammed-krisen hvad dårlig omtale af Danmark angår. Det er ikke helt forkert.  Den er ved at nå disse højder. Desværre.

 

7.     Men giver denne frihed ikke frie muligheder også for kriminelle til at bevæge sig frit rundt over grænserne?

 

·        Naturligvis kan også de kriminelle bevæge sig over grænser. Det kan de også  og det gør de også, selv om der er kontrol. Erfaringen viser, at det næsten aldrig er ved grænsen, man fanger dem. Der er endnu ikke opfundet et apparat, der kan afsløre, at en person har kriminelle hensigter. 

·        Det er inde i landene, at man ved godt politiarbejde fanger de formastelige. Og dette arbejde gøres naturligvis meget mere effektivt i dagens globaliserede verden, hvis der er et tæt politisamarbejde over grænserne.  Men på grund af EU-forbeholdet er Danmark netop ikke med i dette L    Det er her, problemet ligger.

·        Men hvad med hjemmerøverierne begået af kriminelle fra Østeuropa? Politiets statistik viser, at det kun er 3-4 % af disse røverier, der begåes af østeuropæere.  Og er røveriet begået og man vil fange dem ved at lave kontrol ved grænsen, hjælper de påtænkte initiativer ikke. Trafikken ud af Danmark vil fortsat være fri, da tyskerne naturligvis ikke har tænkt sig at gå i Danmarks fodspor.  Det er den indgående trafik, der vil blive kontrolleret. Med andre ord: Man vil hjælpe med at fange kriminelle, der har begået hjemmerøveri i Tyskland.  Er det derfor, man vll indføre den nye grænsekontrol?

·        Det nye initiativ giver med andre ord en falsk tryghed.  Man kan sige, at markedsføringsloven er kraftigt overtrådt !

 

8.     Om forberedelsen til den nye aftale om mere grænsekontrol:  Det er uforståeligt og i hvert fald meget usædvanligt, at den danske regering ikke rådfører sig med EU-Kommissionen og med andre EU-lande, FØR den fremlægger sådanne planer.  Især er det usædvanligt og uklogt, når man ved, at vor nabo Tyskland altid er villig til at hjælpe Danmark, når det er nødvendigt.

 

9.     Yderligere amatøragtigt bliver det, når regeringen præsenterer aftalen med Dansk Folkeparti på én måde på dansk og på en meget mere udglattende måde i den engelske tekst.  Tror man da slet ikke, at vore partnere og deres medier forstår og læser dansk?  Der er gået noget helt galt i den proces.  En mega fodfejl, der ikke gør forståelsen for det danske initiativ bedre.

 

10.                  Om den offentlige debat i Danmark om grænsekontrol-aftalen:  Regering og DF synes meget lidt interesseret i at diskutere de reelle facts i sagen.  Klare tal fra statistikker og erfaringer bliver fejet til side som ikke-vigtige. Følelsesladede argumenter om skrækkelige hjemmerøverier og banders frie adgang til farlige våben kastes i stedet på bordet.  Advarsler fra toppen af dansk erhvervsliv og turisme bliver næsten totalt overset.  Og interviewer medierne kyndige eksperter såsom statskundskabsprofessor Marlene Wind på Københavns Universitet, så går visse politiskere helt i selvsving.  Ikke mod de oplysninger, hun giver. Men mod personen Marlene Wind.

 

Hvor er dette uklædeligt og skammeligt. Der findes ord og meget kedelige erfaringer om politikere, der ikke accepterer, at eksperter udtaler sig, hvis de taler dem imod. Meningstyranni. Undertrykkelse af ytringsfriheden. Manipulation. Og betegnelser, der endda er værre.

 

Godt at rektor for Københavns Universitet har sat tingene på plads om eksperters ytringsfrihed og ret til at deltage i debatten med deres viden og analyser.

 

11.                   Man kan vel ikke bebrejde Dansk Folkeparti, at det er imod EU og imod Schengen. Det har det altid været. Det repræsenterer 12 % af vælgerne og har naturligvis deres ret til deres meninger. Men vi andre har lige så megen ret – og pligt – til at sige fra, når det baserer deres frådende udfald på fejlagtige og helt uholdbare påstande.

 

12.                   Derimod kan man med stor rimelighed bebrejde regeringspartierne, at de løber med på den samme galej og argumentation – eller mangel på samme. Det er her, kæden springer af. Og  på en måde også, at dele af oppositionen synger efter samme sangbog.  Det er det tragiske. Og hvad værre er: det er det mest farlige i denne tragikomiske sag.

 

13.                   Er der en vej ud af denne landsskadelige blindgyde ? Ja.  Opgiv operationen!  Og sørg hurtigst muligt for at komme med i det forpligtende europæiske politisamarbejde, hvis man virkelig mener det med at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.

 

kort sigt er der også håb. I den seneste udgave af aftalen mellem regeringen, DF og kristendemokraterne står der, at loven SKAL være i fuld overensstemmelse med Schengen.  Hvis EU-Kommissionen inden længe kommer med en melding om, at aftalen IKKE kan accepteres i forhold til Schengen, må man gå ud fra, at planerne opgives.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Den 14.6.2011.

Mit TV interview om EUs udvikling
Se mit 28 minutters interview til TV om udviklingen af EU siden 1973 ( mit interview er lidt nede i rækken af interviews på dette link ):

Europamagasinet nr. 4:

www.fagligttv.dk


Vær med i SPINELLI GRUPPEN

Gi’ Europa ny fremadrettet dynamik

 

Et nyt europæisk og tværpolitisk initiativ har set dagens lys. Det hedder SPINELLI GRUPPEN.  Dets manifest siger bl.a.:

 

De globale udfordringer ved starten af det 21. årh. er kolossale: klimaændringer, udtømning af resourcer, ødelæggelse af miljøet, økonomiske og finansielle kriser, atomtruslen og kollektiv sikkerhed, bevarelse af freden.

 

I denne nye verden er hvert enkelt europæisk land et lille land. Men vi har en fordel: vi har sammen bygget den europæiske union.

 

Og videre:

 

I denne tid med gensidig afhængighed og globalisering ser vi skyggerne af national suverænitet og mellemstatslige holdninger, der tager afstand fra fællesskabet, og som dømmer os til politisk impotens.

 

Og til sidst:

 

Vi er imod denne bagstræberiske og reaktionære holdning. Europa er atter en gang blevet bortført – af en koalition af nationale politikere. Det er på høje tid at få Europa tilbage på banen. Vi er overbeviste om, at det ikke er tiden at forsinke yderligere samarbejde, men tværtimod at styrke det. EUs historie viser, at mere Europa, ikke mindre, er svaret på de problemer, vi står overfor. Kun med europæiske løsninger og en fornyet europæisk holdning vil vi være i stand til at håndtere de globale udfordringer.

 

Nationalisme er fortidens ideologi. Vort mål er et føderalt Europa. Et Europa bygget i tillæg til det  nationale. Et borgernes Europa. Det var det, EUs grundlæggere arbejdede så hårdt for at opnå. Det var Altiero Spinellis projekt. Det er dét Europa, vi arbejder for.

 

Dette er uddrag af det Manifest, som en række europæiske politikere fra mange forskellige partier med Guy Verhofstadt ( liberal ), Daniel Cohn-Bendit ( grøn ), Jacques Delors ( socialist ) og mange andre i spidsen netop har udsendt. Og med det har de startet SPINELLI GRUPPEN.

 

 

Europa og EU er i krise. Og historien viser os, at det især er i krisetider, at Europa tager sine afgørende skridt fremad. Som Churchill engang sagde: Politikere skal kunne se galgen, før de tager sig sammen til at beslutte det nødvendige.

 

Jeg synes, at Spinelli Gruppen er det helt rigtige initiativ det helt rigtige tidspunkt .

 

Vi har brug for ny dynamik, nye ideer, nye visioner og nye konkrete initiativer for at komme videre.

 

Vi skal mobilisere borgerne over hele Europa, politikerne på alle niveauer ( lokalt, nationalt, europæisk ), civilsamfundet, alle. Vi skal gøre medierne aktivt interesserede i, hvad der sker – også ”uden for Valby Bakke”. Og vi skal ikke være bange for at åbne Pandoras boks for en meget alsidig og støjende debat – om muligt også på tværs af grænserne – af, hvad Europa skal være og gøre i fremtiden. 

 

Alt sammen set i lyset af de kolossale globale udfordringer og en verden, hvor Europas del bliver mindre og mindre. Vi har meget forskellige holdninger og synspunkter. Det er kun godt og stimulerende. 

 

Der er mange ting, vi skal – f.eks.:

 

Vi skal have ikke bare holdninger og ideer på banen.

 

Vi skal bidrage med helt konkrete og overbevisende forslag og initiativer , som Europas ledere kan bruge til noget.  Vi skal ”bide dem i haserne”.

 

Vi skal til stadighed ”opruste” deres nærmeste medarbejdere til at give de nødvendige og fremadrettede råd. 

 

Vi skal mobilisere folk ud over hele vort kontinent til at blive aktive med ideer, aktiviteter, kritik og initiativer.

 

Vi skal gøre det lettere for medierne at dække, analysere og forklare, hvad der sker - også i andre lande. 

 

Kort sagt : mobilisering for et Europa, der giver de nødvendige resultater.

 

Jeg synes, vi i NYT EUROPA skal slutte op om dette initiativ.  Ikke fordi vi nødvendigvis er enig i alt. Men fordi det er det første nye, konkrete europæiske initiativ med politisk tyngde.

 

Vær aktivt med!  Det er nu, dets konkrete initiativer skal forberedes. Vi bør være aktivt med.

 

Se meget mere her:  www.spinelligroup.eu   

 

Du kan starte med at melde dig til på denne hjemmeside – i første spalte under Manifesto. 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Medlem af Nyt Europa .

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com  
Lad os starte MOBILISE FOR EUROPE

EUROPE  IN  CRISIS

 

Why and how do we move on

 

New opinion polls have just told us that only 42 % of the Europeans support and believe in Europe as they see it today. This is a drop of 6 % in only half a year. Very worrying.

 

But is it surprising? Not really.

 

We have no real political leaders in Europe today. Nobody sees it as a top priority to explain, promote and not least use Europe to solve our challenges and problems. You often get the impression that our leaders are jumping from stone to stone while constantly looking at what their home media and opinion polls are saying.

 

At the same time our media are generally not covering Europe and its activities. And when they do it they give the impression of being uninformed and concentrate on minor or irrelevant events and people.

 

The result is obvious: People don’t see the relevance or importance of Europe. They are easy to mis-inform. Europe is often linked to small and unimportant matters, which still manage to excite people in a negative way.

 

Therefore, people are not interested in Europe. Cannot see why they should be interested or even active. Europe is to them something remote, very difficult to understand and often irritating and interfering.

 

Of course, there are exeptions. There are now and then political leaders with political courage and a view beyond the next elections. There are media with solid coverage of what happens in Europe. And there are people with not only an understanding of what Europe is and how it can help solving our problems. But also people who are active in promoting Europe.

 

But they are all very few and often not very influential L  

 

Some people might say that it all happens because Europe is more and more irrelevant. They could not be more wrong.  First of all, Europe is producing lots of concrete results every single day. Results which make life for all of us better and easier. It is just not well known.  But furthermore – and even more important – today we more than ever need to work closely together in a very committing way in all the areas, where each country has no chance of solving its problems alone. Climate, energy, environment, consumer protection, security, international trade, monetary affairs, etc., etc.  The EU might not be the best instrument. But it’s the only one we have. So the answer is not yes or no to the EU. It is YES to a dynamic and much improved European cooperation. How do we best get there ?

 

 

There are STRONG reasons to change our passive and non-committal attitude to Europe. Here are a few of them:

 

  1. All our societies in Europe are built on the same values: Democracies, protection of minorities, solidarity with citizens who need it, a well functioning legal system, protection of human rights,  free and independent media, no death penalty, etc. etc.  If you look around the world very few countries are based on the same values. They are to a large extent European

 

  1. We are all very dependent of each other – economically, politically, socially, culturally. We are all in the same boat. There is no way of escaping that

 

  1. Our societies and welfare depends more and more on education, research, creativity, innovation, services and new ways of doing things. The old economies with agriculture, industry and traditional services have gone and moved to the new economies, not least in Asia. This is a fact which is a common challenge to all our societies in Europe. And this trend will go faster in the years to come

 

  1. In today’s globalised world we all become more and more dependent of each other. Europe risks becoming irrelevant. Others will decide for us – China, India, Brazil, Russia, the US.  UNLESS we get our act together, pool our political and economic resources and work closely together. Defending European interests. Promoting European values. We have NO choice. By trying to going it alone any of our countries in Europe – big or small - will loose out. And do it in a big way. The European model of our societies will disappear. We will no longer be masters in our own home.  Is that acceptable ?

 

  1. At the same time the world needs our help and assistance. Economically, politically, in security matters, etc.  Our help based on our European values – with full respect for local priorities, of course.  And this is only possible and certainly only efficient, if we work closely together in Europe.  And not try to compete between us to be the best and the bravest.

 

 

In other words: We have to get our act together. We have to MOBILISE FOR EUROPE.

 

Europe has always been best at developing new ways of working together, when it was hit by a serious crisis. A crisis has always been the midwife for the positive development of Europe. In the 1950ies with the start of the EU. In the late 60ies with better institutions and with enlargement. In the 1980ies with the single market. In the 90ies with enlargement and the Euro. In the last ten years with the inclusion of the countries in Eastern Europe.

 

Now is the time to make a decisive and qualitative leap forward again. With new visions, new people, new dynamics.

 

Let us create a Europe-wide body called MOBILISE FOR EUROPE with new, dynamic people with new operational visions on how to:

 

a)       engage citizens actively in the development of Europe ( with their many different political views on what Europe should be and what it should deal with )

 

b)       actively promote peoples’ knowledge of how citizens in neighbouring countries discuss and solve their problems – for mutual inspiration

 

c)       in particular develop and promote new operational visions on how Europe should develop. Visions, which our political decision-makers will not only understand, but accept by making them their own and implement them. In the same way as Jean Monnet’s famous Action Committee for Europe many years ago had a tremendous de facto influence on what the politicians decided

 

d)       and last, but not least present convincing new ways of communicating Europe by involving citizens for real and not only by well-intentioned lip-service.

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com   

 

August 30, 2010   ( draft )

 

2nd edition 
Følg alle nyder i Europa - og oversæt dem

N Y H E D

 

 

Følg nyhederne fra 28 europæiske lande på

 

 

L I V I N G   E U R O P E

 

 

             Og oversæt dem selv med et klik til et af 20 sprog

 

 

www.livingeurope.eu

 

 

Opdateres hvert 10. minut. Og har over 4.000 kilder

 

Gratis – og meget enkelt

 

 

Fortæl alle om det J  
Ny dansk journalistisk EU PORTAL
Følg med i den nye gratis danske EU PORTAL - lavet af journalister på on-line mediehuset ALTINGET:

http://www.altinget.dk/EU/

Den opdateres dagligt.

Og deltag også i debatten på portalen.
LISSABON TRAKTATEN: Velkommen til et Nyt Europa!

LISSABON TRAKTATEN

 

De vigtigste nye regler

 

Det er i dag den 1. december 2009. Dagen hvor Lissabon Traktaten træder i kraft. Det kan og bør alle os, der vil Europa det godt, ønske hinanden tillykke med.  Et godt skridt fremad. Et skridt, der er mere end nødvendigt for at Europa kan tage nutidens store udfordringer som klimaforandringer, finanskrise og globaliseringen op på effektiv vis. Og sikre kraftige europæiske fingeraftryk på, hvordan verden bør udvikle sig.

 

Lad os kort nævne de vigtigste nydannelser i den nye traktat:

 

1)       Borgerinitiativet:

 

For første gang kan mindst en million borgere nu sammen tvinge EU-Kommissionen til at tage et emne op, hvis de kræver det.  Denne mulighed kommer helt sikkert til at øge folks interesse for at samarbejde på tværs af grænserne for at nå de mål, de gerne vil

 

2)       Offentlighed og åbne møder:

 

Ministrenes møder skal fremover være åbne for offentligheden, når de diskuterer og stemmer om ny EU-lovgivning. Dette er vigtigt, da Rådet er lovgivende. Nu er det op til borgerne og medierne at bruge dette aktivt.

 

3)       Europa-Parlamentets større magt:

 

Fra nu af har det folkevalgte Europa-Parlament direkte magt over de fleste EU-politikker. Et vigtigt eksempel er landbrugspolitikken. Derved bliver dets stemme i lovgivningen samme med Ministerrådet meget vigtig på stort set alle områder.

 

4)       Nationale parlamenter meget mere involveret:

 

      De 27  nationale parlamenter, inkl. Folketinget, bliver fra nu af meget mere

      systematisk involveret i forberedelsen af EU-lovgivning. Et nyt Early Warning system

      kommer på plads for at sikre, at de er informeret om nye initiativer i meget god tid.

 

5)       Hurtigere beslutninger på flere områder:

 

Der indføres kvalificeret flertal i Ministerrådet for mange flere områder i EU. Derved bliver det muligt at tage hurtigere beslutninger. Fra 2014 bliver det sådan, at et forslag vedtages med kvalificeret flertal, hvis mindst 55 % af medlemslandene ( p.t. altså mindst 15 medlemslande ) OG lande repræsenterende mindst 65 % af befolkningerne ( altså pt mindst 325 millioner ) stemmer for forslaget.

 

 

 

 

 

6)       Fælles High Representative for udenrigs- og sikkerhedspolitik:

 

Der er nu en fælles High Representative til at tage sig af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun tiltræder i dag og hedder Catherine Ashton.  Hun skal bl.a. lede alle udenrigsministermøder fremover. Og hun skal repræsentere EU udadtil. Til sin hjælp får hun en fælles tjeneste i Bruxelles samt alle EUs delegationer verden over.  Samtidig er hun næstformand i Kommissionen.

 

7)       Formand for Det europæiske Råd:

 

Der er fra i dag også en permanent formand for Det europæiske Råd ( ”topmøderne” ). Han hedder Herman van Rompuy.  Hans opgave er at sikre fremdrift i topmødernes arbejde og at de alle forberedes og køres grundigt. Dette formodes at være mere effektivt end de skiftende formandsskaber hver 6. måned.  Disse formandskaber fortsætter dog på alle de enkelte fagområder ( langbrug, miljø, økonomi, etc. ).

 

8)       Formanden for EU-Kommissionen:

 

Han eller hun skal fremover vælges af det folkevalgte Europa-Parlament – på forslag fra Det europæiske Råd.

 

9)       Styrkelse af det økonomiske samarbejde:

 

Lissabon-Traktaten sikrer også en styrkelse af det europæiske økonomiske samarbejde på en række vigtige områder. ECB – Den europæiske Centralbank – er nu formelt en EU institution.

 

10)   External Action Service:

 

EU får fra i dag en samlet og styrket External Action Service ( se også under High Representative ). Den bygges op af tjenester fra såvel Kommissionen som fra Rådet. Og den får også medarbejdere fra medlemslandene.  De ca. 130 EU Delegationer verden over er også en del af EAS.  Den skal sikre, at EU får indflydelse, der svarer til, at det er verdens største handelsmagt og også den største donor i verden hvad angår u-landshjælp.

 

11)   Styrkelse af sikkerhed og forsvar:

 

Dette område kræver stadig enstemmighed. Men de lande, der ønsker det, kan sammen gå videre.  Man styrker f.eks. EUs fredsbevarende aktioner. Og man har gensidig solidaritet ved terrorhandlinger og naturkatastrofer ( civilt beredskab ).

 

12)   Retsanliggender og kriminalitet:

 

Dette område styrkes væsentligt, bl.a. ved flere områder med kvalificeret flertal. Man styrker den fælles kamp mod grænseoverskridende kriminalitet, illegal indvandring, menneskesmugling og ulovlig indførsel af våben og narkotika.

 

På dette område kan Danmark stort set ikke være med, da vi i 1993 har taget forbehold imod det.

 

13)    Offentlige tjenester, m.v.:

 

Den nye traktat anerkender, at det især er medlemslandenes ansvar at sikre offentlige tjenester såsom offentlig transport, televæsen, postvæsen, gas- og elektricitetsforsyning.  Og den slår også fast, at disse tjenester er meget vigtige for de europæiske samfund og deres borgere.

 

14)   Nye samarbejdsområder:

 

Verden udvikler sig hastigt. Det må også EU være i stand til at håndtere. Derfor styrker Lissabon-Traktaten især EUs kompetencer hvad angår  kampen mod klima-forandringer og vedrørende energi-sikkerhed.

 

Andre nye og mindre samarbejdsområder er:  sport, civilbeskyttelse, humanitær hjælp, turisme og rumforskning.

 

15)   Styrkelse af borgernes rettigheder:

 

Charteret om fundamentale rettigheder   fra år 2000 er nu en del af Traktaten og dermed juridisk bindende.  Det dækker vigtige områder som beskyttelse af persondata, asyl, lighed for loven, ikke-diskrimination, ligestilling mellem mænd og kvinder, børns rettigheder, ældres rettigheder, og sociale rettigheder såsom beskyttelse mod uretmæssig afskedigelse og adgang til social sikring og assistance.

 

 

Dette er dog ganske imponerende. Og i hvert fald meget vigtige fremskridt.  Nu er det så op til os alle at udfylde og bruge de nye muligheder.

 

Se også denne site fra Folketingets EU Oplysning:

 

http://www.eu-oplysningen.dk/emner/reformtraktat/    

 

Det starter med at sætte sig rigtig godt ind i den J   Go’ fornøjelse !

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Den 1. december 2009 

 

kimbrer@gmail.com   

Folkeafstemninger er forældede. Noget nyt i stedet !

FOLKEAFSTEMNINGER  =  FOLKESTEMNINGER

 

Hvad vi har lært af mange års erfaringer

 

Og hvad kan vi sætte i stedet ?

 

 

Så har Europa igen været igennem en folkeafstemning. I princippet om hvorvidt irerne ville sige JA eller NEJ til EUs nye Lissabon-Traktat. Heldigvis for Europa, for Irland og for os alle, der vil Europa det godt, blev det et klart og tydeligt JA.

 

Nu må det være et godt tidspunkt at tænke lidt over, hvad folkeafstemninger egentlig er for noget, og hvad de gør ved vort politiske system.

 

Mange års erfaringer med folkeafstemninger i forskellige lande gør det muligt at slå en række ting fast:

 

1)       En folkeafstemning bliver naturligvis altid udskrevet om et bestemt emne, som folk skal tage stilling til. Enten med et JA eller med et NEJ.  Eller med andre muligheder – endda somme tider mere end to. Men faktum er, at de ALTID kommer til at handle om noget helt andet. Ofte om, hvorvidt folk ka’ li’ den siddende regering eller ej. Eller om andre varme emner, som er oppe i tiden. Og hvis nogen af parterne i valgkampen er i stand til at trække en kanin op af hatten i sidste øjeblik, så bliver det ofte afgørende for afstemningens resultat.

 

Man kan med god ret sige, at der ikke er tale om en folkeafstemning, men om en folkestemning. 

 

2)       Debatten under enhver folkeafstemning bliver i høj grad præget af enkle, tendentiøse og direkte løgnagtige påstande, som kombattanderne slår hinanden i hovedet med. Det redelige, det nuancerede, har ikke store chancer. Politiske fusentastere og enøjede kykloper har gyldne tider i opløbet til enhver folkeafstemning. Og det gælder især, når afstemningen handler om en større tekst såsom hele traktater. Det giver kreative fluekneppere mulighed for løbende at rive en eller anden underparagraf til en underparagraf helt ud af sin sammenhæng og (mis)bruge den til at argumentere for deres irrelevante og ofte betydningsløse påstande. Vel vidende at vælgerne ikke har kræfter eller baggrund til at gå dem efter i sømmene.

 

3)       Folkeafstemninger  - i hvert fald om EU-forhold – får også den langtidsvirkning, at vælgerne kommer til at se Europa som noget med JA eller NEJ. Enten er man for det – og for alt. Eller også er man imod – imod alt.

 

Sådan er den virkelige verden naturligvis ikke. Det ved enhver. Men det er alligevel desværre lykkedes Europas uvenner at få folk bildt ind, at alt med EU enten er JA eller NEJ.  Og at det derfor er naturligt – ja, nødvendigt – at der ved enhver diskussion om ethvert EU-emne, skal være en tilhænger og en modstander til stede. Den vildmand er bl.a. dansk TV desværre hoppet på. Det er som om journalisterne føler, at bare de har en tilhænger og en modstander i deres program, så har de pr. definition lavet en god udsendelse.

Igen er virkeligheden blevet det store offer!  Virkelighedens nuancer og mange facetter ryger lige i debattens skraldespand. Det er trist. Det er farligt. Det er dybt beklageligt.

 

Og altsammen i høj grad et resultat af folkeafstemningernes destruktive kølvand.

 

4)       Det er ligeledes erfaringen fra alle lande, der har været igennem folkeafstemninger, at de forgifter det politiske debatklima i mange år fremover.  I Danmark har det varet helt siden 1972.  Oppiskede og vilde påstande hænger ved og bliver brugt og misbrugt i én uendelighed.  ”Et-tema-bevægelser” uden bred og almindelig politisk grobund i vælgerskaren opstår og består og puster til stadighed til den forgiftede og forvirrende debat.  Og populær-pressen følger villigt med, så længe den ser fordele i det for oplagstallet. Ofte uden at sætte sig det mindste ind i sagens rette sammenhæng. Altsammen en selvforstærkende proces, som folk i almindelighed ofte kommer til at se som”sandheden”. En ”sandhed”, som de enten følger blindt – eller som ender med at bringe dem til at væmmes ved alt, hvad der har med politik at gøre. Begge dele er til lige stor skade for et velfungerende og veloplyst demokrati.

 

5)       Europa handler som bekendt også om at fjerne grænser. Sikre fri bevægelse over de grænser, der indtil nu har adskilt de europæiske befolkninger fra hinanden.

 

Det pudsige og interessante er, at selv om EU-modstanderne normalt er modstander af at fjerne grænser, så er de også nogle af de første til at bruge denne nye mulighed. Det så vi tydeligt i den netop overståede irske folkeafstemning. Der var næsten ingen ende på, hvilke negative kræfter fra andre lande, der uden at blive bedt om det ville give irerne deres råd om at sige nej.  Lige fra højre-ekstremisterne i UK Independence Party, som ligefrem udsendte en brochure til samtlige irske husstande med kraftige opfordringer til at stemme Nej ( med klart anti-indvandrings-argumenter ) til en tysk millionær, der fortalte irerne, at et Ja til Lissabon ville militarisere Europa.  Og så var der vor egen Jens Peter Bonde, der for jeg ved ikke hvilken gang fyrede sine EU-negative missiler af mod de irske vælgere. Men han har selvfølgelig også fået bedre tid nu, hvor hans to hidtidige hovedprojekter, Junibevægelsen og Libertas, begge er røget i historiens skraldespand.

 

 

            Min pointe med dette punkt er, at JA – det er godt at se en europæisk offentlighed i funktion. At se europæere interessere sig aktivt for, hvad der sker i andre lande end deres eget – og gøre noget ved det-  Det triste er bare, at det næsten kun er de automat-negative, der benytter sig af denne mulighed. Dem med de forsimplede, de negative, de destruktive, de populistiske argumenter og holdninger.  Det må være på tide, at de mere positive også tager denne handske op. Men folkeafstemningerne med deres enøjede optik er nok ikke den anledning, der får dem aktivt på banen.

 

 

 

Min konklusion på denne analyse er, at folkeafstemninger som vi kender dem ikke hører til i et velfungerende demokrati. Tværtimod. De er som at gøre nar af et moderne og troværdigt folkestyre. De er slet ikke det, de udgiver sig for at være. Og de sætter sig altid yderst negative og destruktive spor i det politiske landskab.

 

ET RIMELIGT SPØRGSMÅL ER DEREFTER:

 

Hvordan kan man inddrage befolkningen – vælgerne – mere aktivt i politik ? I de store beslutninger i samfundet? Det var nemlig det, der var og er den oprindelige mening med folkeafstemninger.  Og vil vi afskaffe folkeafstemningerne, må vi selvfølgelig sætte noget bedre i stedet.

 

  1. Mit første svar er :  Gennem vore folkevalgte. De medlemmer af Folketinget og andre parlamenter, vi vælger med jævne mellemrum. De er vore repræsentanter. Vi har selv valgt dem til at tage de politiske beslutninger. Og er vi ikke tilfredse med det, de beslutter, så vælger vi nogle andre ved næste valg.

 

Det lyder enkelt og ligetil. Men det er det ikke.  En klar forbedring ville være, hvis det lykkedes for de politiske partier at engagere vælgerne meget mere end i dag. Og ikke bare op til valg – men hele tiden. Inddrage dem, inspirere dem, lytte til dem, forklare tingene for dem, Og gøre det ved hjælp af alle til rådighed stående midler, ikke mindst de nye moderne kommunikationsmidler. De er hurtige. De er billige. Og de er effektive. Hvis man vel at mærke ved, hvordan man skal håndtere dem.

 

Var det ikke en oplagt handske at tage op ?

 

Folkeafstemninger er en kortslutning af dette folkestyre gennem valgte repræsentanter. Måske var det i visse tilfælde også meningen. Men virkningen kan lige så godt være, at det giver de folkevalgte en mulighed for at kaste ansvaret fra sig ved at udskrive en afstemning. Og det var i hvert fald ikke den oprindelige mening.

 

Med aktive og mange opvakte, deltagende partimedlemmer bliver det repræsentative folkestyre automatisk styrket.

 

  1. Mit andet svar er, at vi må gøre noget meget konkret for at forbedre den direkte

kontakt mellem vælgerne og hver politiker.  I dag er der næsten ingen kontakt. I hvert fald ikke, når der ikke er valgkamp. Sådan er det i alle lande. Det MÅ der gøres noget ved.

 

Vi må gøre vore valgte politiskere direkte ansvarlige for deres løfter. Og for deres handlinger, f.eks. hvad de stemmer i parlamentet.

 

Hvordan gør vi det ?

 

Under enhver valgkamp skal hver kandidat lave en hjemmeside / blog, hvor hun/han skriver om sine ideer og løfter i kort, præcis form. Hvis han eller hun bliver valgt, skal hjemmesiden fortsættes og løbende opdateres med beskrivelse af initiativer, taler, løfter og hvordan vedkommende stemmer i parlamentet.

 

Vi vælgere skal opfordres til – ikke bare at læse hjemmesiden – men til at kommentere den, stille spørgsmål og lave vore egne forslag. Og politikerne skal love at reagere på det. Og også gøre det.

 

Dette kan og bør suppleres med jævnlige ”møder” på Nettet – med spørgsmål og svar.

 

Og som et meget vigtigt tillæg til dette, skal medierne involveres ved med jævne mellemrum at trykke vigtige dele af disse hjemmesider – og lave aktiviteter omkring dem.

 

Dette er en praktisk og håndterlig måde at sikre en løbende og offentlig kontakt mellem os vælgere og hver politiker. Både de nationale og Europa-parlamentarikerne.

 

  1. Mit næste og tredje svar er :  Ja, visse politiske spørgsmål kan være vigtige og langtrækkende, at det ikke er rimeligt, at de afgøres endeligt af en afstemning i et siddende parlament. Derfor er folkeafstemninger nødvendige, siger nogen.  Nej, siger mange andre.  Man kan i stedet som f.eks. hollænderne gør lade en så vigtig beslutning tages af to parlamenter. Forstået på den måde, at parlamentet først diskuterer og vedtager beslutningen. Men ikke den endelige beslutning. Den tages i stedet af det parlament, der vælges ved næste almindelig valg. På den måde kan spørgsmålet på naturlig måde indgå i valgkampen.

 

Det er en elegant og håndterlig måde at gøre det på. Og en måde, som fortsat gør de politiske partier direkte ansvarlige.  Løststående, enkeltsags-bevægelser kan ikke nær så let få afgørende indflydelse uden at ville påtage sig et almindeligt politisk ansvar.

 

  1. Mit fjerde svar på spørgsmålet er:  Brug vore nye kommunikationsmidler aktivt til at inddrage befolkningerne i de afgørende beslutninger. Internettet. De sociale netværk. Digitalt TV og radio. Mobiltelefonen.

 

Det kan tage mange former: Lige fra on-line høringer til Spørgsmål/Svar. Til elektroniske valgmøder. Til ”townhall meetings”, gerne på tværs af landegrænser, så man kan lære af hinanden. Til mere aktiv involvering af de politiske partier, ungdomsorganisationerne, NGOerne, m.fl. Og til vejledende afstemninger på Nettet.

 

Altsammen ledsaget af en meget bedre og meget mere aktiv løbende kommunikation omkring væsentlige politiske emner – både i ens eget land og i andre lande. Og både via medierne, over Nettet, gennem netværk og i undervisningen, inkl. voksenundervisningen på alle niveauer. 

 

Betydelige offentlige midler skal afsættes til disse formål. Og et vidtforgrenet og meget aktiverende netværk af så mange mennesker som muligt skal stimuleres og udvikles.

 

 

 

 

 

SLUTORD:

 

Hermed er det endelige svar på vore dages store demokratiske udfordringer naturligvis  ikke givet. Dette er nogle af elementerne. Mange flere skal udvikles og prøves af. Hvad der er sikkert er, at folkeafstemninger i den form, vi kender dem, er en meget farlig og forførende blindgyde.

 

Europa og vore demokratiske politiske systemer fortjener noget meget, meget bedre.

 

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Oktober 2009    

Lipponen som formand for Det europæiske Råd

Når Lissabon-Traktaten formentlig snart træder i kraft, skal der vælges en formand for Det europæiske Råd. Det skal være en person, der kan samle trådene, skabe tillid, og få forhandlinger til at ende med gode resultater.

Efter min mening vil den tidligere finske statsminister PAAVO LIPPONEN af mange grunde være en ideel kandidat.

Hermed noget baggrundsstof om:

PAAVO  LIPPONEN

 

Former Prime Minister of Finland

 

 

Paavo Lipponen (born April 23, 1941) is a Finnishpolitician and former reporter. He was Prime Minister of Finland from 1995 to 2003 and Chairman of the Finnish Social Democratic Party from 1993 to 2005. He also served as Speaker of the Parliament of Finland 2003-2007.

Receiving his gymnasium diploma from the Lyceum of Kuopio in 1959, he then studied philosophy and literature at Dartmouth College for one year.

Soon after returning to Finland he moved to Helsinki where he eventually attained a master's degree in international politics from the University of Helsinki in 1971. He was the editor of the student newspaper Ylioppilaslehti 1963–1965 and a freelance reporter for the Finnish Broadcasting Company ( YLE ) 1965–1967.

Lipponen first came into the political limelight when he was secretary to the then Prime Minister Mauno Koivisto from 1979 to 1982. Frequently having to substitute for the busy PM, Lipponen was soon dubbed vara-Manu ("deputy Manu" — Manu being short for Mauno).

Lipponen was a Member of the Parliament of Finland from 1983–1987 and also from 1991 until he retired in 2007. In 1993 SDP chairman Ulf Sundqvist was suspected and later convicted of a large financial fraud. Lipponen was elected the new chairman in 1993, and he led the party to victory in the parliamentary election of 1995. Lipponen formed a cabinet of five parties including both rightist and leftist parties. Lipponen's economic policies were however dominated by the right-wing. The main task of the cabinet was to decrease the number of unemployed. Lipponen was one of the EU's visionaries and tight fiscal policies allowed participation in the European Monetary Union , which resulted in the introduction of the Euro in 1999. Foreign trade increased above the European average 1995-1999. Laws for a new constitution were passed and it took effect on March 1, 2000.

Lipponen headed the SDP campaign in 1999 which resulted in losses, but the SDP remained the largest party in the parliament. The coalition formed in 1995 was renewed. During the second Lipponen cabinet, Lipponen headed Finland's six months in the EU presidency and led pro-integration and pro-expansion policies. Lipponen introduced the concept of a European constitution during a speech in Bruges in 2000.

He headed the SDP campaign of 2003, which led to victory for the SDP; however, the Center Party gained more seats, which marked the end for the cabinets of the SDP and the National Coalition Party. The chairman of the Center Party, Anneli Jäätteenmäki , formed a new cabinet, and Lipponen took the position of Speaker of Parliament. Lipponen retired from the party chairmanship in 2005 and was succeeded by Eero Heinäluoma . Lipponen left the parliament in 2007.

 

Additional personal information:

He is an exceptionally cultured person, which is not that common in the corridors of politics. He is a genuine European and takes a positive attitude towards NATO. However, as Prime Minister of Finland at the time, he only agreed to take part in the reconstruction of Iraq – not any attack or war. He is fluent in English, German, Swedish and of course Finnish. Nor does Norwegian and Danish creates any problems for him. On the political right-left-scale many Finns regards him rather right. One reason being that he led the Government that brought the Finnish economy back on its feet, after the country’s worst recession ever, in the later part of the nineties. Needless to say he was forced to take rather unorthodox measures, at least seen from a social democratic point of view.

 

The post as President of the European Council:

The Lisbon Treaty creates a new post as president of the European Council. Qualified The 27 member states of the EU will by qualified elect the president for a period of 2 ½ years at a time.  The role is to prepare and run the meetings of the European Council and also in some cases to represent the EU to the outside world ( at summits, etc. ).  To make the EU more efficient and faster in its decision-making the president has to be able to make everybody work together towards a solution. He or she should not be divisive or conflictual in the approach. It’s not necessarily a question of having a great world standing and making visionary speeches. It’s for an efficient president to make everybody work closely together – to convince  - to create confidence and goodwill – and to find possible and holding final compromises to often very complex problems.

Paavo Lipponen has all the qualifications needed for the post.

Valgdeltagelsen i EP valget 2009

EUROPEAN ELECTIONS 2009

 

Turnout per member state

 

 

 

                       1.   AUSTRIA:                      42 %                                                                    

 

                       2.   BELGIUM:                     90 %   ( compulsory voting ) 

 

                       3.   BULGARIA:                   37 %                                                    

 

4.       CZECH REPUBLIC:     28 % 

 

                       5.   CYPRUS:                         59 %                                                   

 

                       6.   DENMARK:                    60 %                                                  

 

                       7.   ESTONIA:                       44 %

 

                       8.   FINLAND:                       40 % 

 

                       9.   FRANCE:                         40 % 

 

                      10.  GERMANY:                    43 %                                                  

 

11.     GREECE:                        53 %      ( compulsory voting ! )                                                  

 

                      12.  HUNGARY:                    36 % 

 

13.    IRELAND:                      58 %

                   

                      14.  ITALY:                            66 %                                                 

 

                      15.  LATVIA:                         53 %  

 

                      16.  LITHUANIA:                  21 %                                                 

 

                      17.  LUXEMBOURG:           91 %     ( compulsory voting )                                                 

 

18.     MALTA:                          79 %

 

                      19.  NETHERLANDS:           37 %

 

                      20.  POLAND:                        25 %

 

                      21.  PORTUGAL:                  37 %

 

                      22.  ROMANIA:                    27 %  

 

                      23.  SLOVAKIA:                   20 %                                                    

 

                      24.  SLOVENIA:                    28 %

 

                      25.  SPAIN:                             46 %

 

                      26.  SWEDEN:                        44 %

 

27.     UNITED KINGDOM:    34 %

 

 

 

                      EU average turnout:  43,1 %   ( 2004:  45,47 % )

 

 

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

June 10, 2009  

 

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com  
DANSKE POLITIKERE: VIL I noget med Europa ?

VALGKAMP - JA –

MEN HVOR BLIVER VISIONERNE OG POLITIKKEN AF ??

 

 

HVORFOR har partilederne og partiledelserne i denne sag stort set alle leget skjul og praktiseret stor radiotavshed ?  Intet om, hvad hvert parti VIL med Europa de næste 5-10 år på alle de vigtige områder, som EU samarbejdet handler om. Fnidder-fnadder og almindeligheder i lange baner er det kun blevet til :(    Forstemmende !

Men det er ikke for sent endnu. Det er de sidste to uger, der er afgørende.

Du så sikkert Erik Boels Opråb til partilederne i Information i lørdags. Den er jeg helt enig i. Hvis ikke partilederne gider engagere sig, hvordan kan man så forvente, at vælgerne gør ?

Et par yderligere tanker, som måske kan være nyttige til at få dem alle til måske at snakke om det, sagen i virkeligheden handler om:

1) EU er politik - akkurat som national politik. Hvad er det man VIL med Europa? Et rødt, blåt, gult eller grønt Europa?  Og det må vel her som i Folketinget dreje sig om at være mange nok til at støtte det, man går ind for?  Altså at tilslutte sig den partigruppe, man er enig med. Og så kæmpe med dem.  At være enlig rytter på den europæiske mark batter ikke meget. Akkurat som i Folketinget.

2) EU er ikke en sportskamp.  Danmark mod EU.  Det er politiske holdninger mod andre politiske holdninger.  Sportskamp-modellen giver folk et fuldkommen irrelevant indtryk af, hvad sagen drejer sig om

3) Diskutér politik - ikke (  kun ) procedurer og institutioner.  Nøjagtig som i Danmark. Her bruger man jo heller ikke en masse tid på at diskutere grundloven og hvordan Folketinget og regeringen fungerer i detaljer.  Alle - både ja- og nej-folket  OG institutionerne ) har en del af skylden på denne falske fokusering på procedurer og institutioner. Det interesserer ikke folk en dyt - og forvirrer dem højst.  De vil vide, hvilken politik den enkelt politiker står for og vil kæmpe for.  Ikke om hun eller han er mester i paragrafrytteri og underfundige komiteer og underkomiteer :(

4) Også om politik:  Politikere forventes især at sige, hvad de VIL. Ikke kun hvad de IKKE vil.  Som bekendt kom man ikke meget fremad, hvis man kun træder på bremsen hele tiden :(   Uanset hvilken politik man vil fremme.

5) EU som dæmonisk væsen.  EU er på godt og ondt det, medlemslandene vil, EU skal være. Der er ikke et eller andet mystisk væsen "i Bruxelles", der hen over hovedet af medlemstaterne fører sin egen og ukontrollerede politik. Denne mystik-ballon må punkteres.

Europa-Parlamentet har fået mere og mere magt. Og det er vel ikke så ringe endda for et folkevalgt parlament. Forbrugerbevægelsen siger f.eks., at 85 % af al forbrugerlovgivning kommer via EU.  Og sådan er det på masser af områder.  At STEMME er derfor at være med til at BESTEMME, hvad EP skal beslutte de kommende fem år.  Hvis den politiker  man stemmer på vel at mærke ( som Svend Auken skrev i Jyllands Posten forleden ) er flittig og arbejder tæt sammen med sine ligesindede i en politisk gruppe. Som han siger: En sådan Europa-parlamentariker har mere indflydelse end en dansk minister.  

EF-Domstolen er heller ikke noget mystisk organ. Den dømmer på basis af de traktater og de EU-love, som er vedtaget. Hverken mere eller mindre. Nøjagtig som danske domstole i Danmark.  Ligesom det er uhørt, at politikere i Danmark drager domstolenes uafhængighed og arbejde i tvivl, ligeså utænkelig burde det være, at man drager EU-Domstolens arbejde i tvivl.

Og helt absurd bliver det, når ansvarlige kandidater foreslår - enten at man skal undlade at rette sig efter domstolens afgørelser. Eller endnu værre: At der skal oprettes et Agentur, der skal overvåge EF-Domstolens arbejde. Jeg kender kun eet land, hvor noget sådant eksisterer: Det er i Iran :(


Det var lidt bidrag til festen, som du måske finder nyttige og delvis brugbare for at   gøre slutfasen i valgkampen til at handle om det eneste vigtige: Hvad VIL hver politiker med Europa de næste 5 år ?.

Niels Jørgen Thøgersen

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com    
EUROPADAGEN Hvad ? Hvorfor ?

EUROPADAGEN

 

Den 9. maj

 

Hvad ? Og Hvorfor ?

 

Navnet EUROPADAGEN skyldes, at det var på denne dag i 1950, at den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, i en tale i Paris foreslog, at man skulle starte et forpligtende samarbejde mellem de europæiske lande. Et samarbejde, hvor de deltagende stater overgav en del af deres nationale suverænitet til en fælles myndighed. Hvorfor? Fordi det ville en gang for alle stoppe enhver mulighed for krige imellem disse lande. De to centrale lande dengang var Frankrig og Tyskland. De havde udkæmpet utallige blodige krige imod hinanden – den seneste blot fem år tidligere.

 

På pressekonferencen den 9. maj 1950 kl. 18.00  i det franske udenrigsministerium i Quai d’Orsay i Paris sagde Schuman bl.a. dette:

 

"Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den. (...)Vi foreslår at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste, fælles myndighed, nemlig en organisation der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa (...) Det vil betyde, at enhver krig mellem Frankrig og Tyskland bliver ikke alene utænkelig, men også umulig".

 

Ideen til et sådant helt nyt og banebrydendesamarbejde var udtænkt af Schumans nære medarbejder, den iderige og handlekraftige embedsmand, Jean Monnet. Og altså ført officielt frem af den franske regering.

 

Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg var straks med på planen. Den nye tyske kansler, Konrad Adenauer, så det med det samme som muligheden for, at Tyskland igen kunne være aktivt med i et demokratisk samarbejde. Og de andre lande ligeså.

 

Kun to år senere startede på dette grundlag det første europæiske fællesskab – DeneuropæiskeKul- og Stålunionen. Jean Monnet blev dets første chef. Og få år senere blev det suppleret med lignende forpligtende fællesskaber på det økonomiske område ( Det europæiske økonomiske Fællesskab ) og på energiområdet ( EURATOM ).  Fra og med 1967 havde de tre fællesskaber fælles institutioner og fik senere navnet Den europæiske Union ( EU ).

 

Dette unikke samarbejde er gået fremad lige siden – både hvad angår indhold og medlemslande. Det omfatter nu ialt 27 europæiske lande. Og flere står og banker på for at være med. 

 

EUs nye Lissabon-Traktat – som formentlig kan træde i kraft til nytår – skal sikre, at EU bliver endnu mere handlekraftigt og samtidig gøre det parat til at optage de lande, som har ansøgt eller vil ansøge om at blive medlem ( såsom Island ).

 

På et EU topmøde i Milano i 1985 blev det besluttet, at den 9. maj fremover skulle fejres som EUROPADAGEN over hele vort kontinent. Derfor flager alle offentlige belgiske bygninger den dag med Europa-flaget. Det gør mange andre lande også. I Danmark markerer mange kommuner ( i år ialt 38 ) også dagen med at flage med det blå Europa-flag. Og busserne i København har gennem flere år deltaget i markeringen af denne vigtige dag ved at køre med flaget hele dagen.

 

Apropos Europa-flaget :  Samme EU topmøde i Milano i 1985 besluttede også, at det blå flag med de 12 gule stjerner også skulle være EUs officielle flag. Indtil da havde det været Europarådets flag siden 1950erne.  De 12 gule stjerner symboliserer europæisk helhed og solidaritet – og har aldrig haft noget med antallet af medlemslande at gøre.

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Den 9. maj 2009    
STEM den 7. JUNI - og LÆS LIDT FØRST

Gør dig klar til at....

 

STEMME  DEN  7. JUNI

 

            Der er valg til Europa-Parlamentet søndag den 7. juni.

 

Hvorfor lade de andre bestemme ?   Du har helt sikkert en mening om, hvad Europa skal bruge sine kræfter til.  Og ikke bruge dem til.

 

Den eneste måde at få direkte indflydelse på det er at stemme søndag den 7. juni.

 

Eller at brevstemme på forhånd.

 

 

Fortæl dem, hvad DU mener og synes – ved at stemme    J   

 

 

 

 

             Men inden valget vil du sikkert gerne kigge lidt på, hvem du kan stemme på – og hvad

             hver af dem mener J

 

             Her har du 5 spændende hjemmesider, du kan kigge på:

 

              1.    http://www.ep-09.eu/        ( en oversigt over alle danske kandidater – klik på

                                                                  dem, du vil vide mere om )

 

              2.    http://euprofiler.eu/area/dk/      ( ved at besvare en række spørgsmål kan du let

                                                                             finde ud af, hvilke partier du er mest enig med )   

 

              3.    http://www.caneuhearme.eu/eu/   ( MTV hjemmeside om valget )

 

              4.    http://www.eu-oplysningen.dk/emner/parlamentsvalg/    (  en særlig EP-valg site

                                                                                lavet af Folketingets EU Oplysning )

 

5.         http://www.forbrugerraadet.dk/tema/forbrugerpagten      

 

                                                                 ( kampagne for at få forbrugerne til at stemme )

 

 

              Ok ?  

 

              Gi’ gerne din kommentar og dine forslag her:      http://stem-i-europa.blogspot.com/      

 

 

              3. udgave.

 

              Niels Jørgen Thøgersen
SPÆNDENDE HJEMMESIDER OM EUROPA

EU relevant websites and other services

 

 

1.     EUROPE DIRECT:  tel.  00800 6 7 8 9 10 11

 

                                                   http://ec.europa.eu/europedirect/   

 

              Questions about the EU ?

 

              Call for free from any phone in any EU country – and speak to

              somebody speaking your own language

 

2.     EMM  - Europe Media Monitor: 

 

              http://press.jrc.it/NewsBrief/clusteredition/en/latest.html   

 

              Monitoring about 4.000 on-line media every ten minutes around the   

              clock.

 

              See special EU relevant information in the column to the left.

 

              Want to see the full article ?  Click on the headline – and you get the

              text on your screen.

 

               Free to use for everybody.  Running in 41 languages, incl. all EU

               languages.

 

3.     IMOOTY – The first navigator of European news:

 

              http://www.imooty.eu/index.php    

 

 

4.     BLOGGING PORTAL:

 

              http://www.bloggingportal.eu/   

 

              Monitoring blogs throughout the EU around the clock.

 

 

 

 

         5.  EUROPA  -   the portal of the European Union:

 

              www.europa.eu          ( with information from all EU institutions and

                                                   agencies )

 

 

6.       EUROPE BY SATELLITE  ( EbS ):

 

               http://ec.europa.eu/avservices/ebs/schedule.cfm  

 

               Live and recorded TV material from the European institutions every

               Day.

 

               Free and for free use.

 

 

7.     EUROPEAN PARLIAMENT’s  ELECTION SITE:

 

              http://www.europarl.europa.eu/elections2009/default.htm?language=en  

                       ( English )

 

         8.  miCANDIDATE:        http://www.micandidate.eu/about.htm

 

              An overview of all candidates for the European elections in all 27 EU

              member states    ( each country added one by one in the coming days )

 

 

9.     WRITING FOR Y ( EU ):  a blog by the Parliament’s web team:

 

               http://www.ep-webeditors.eu/  

 

      

        10.  EU PROFILER:       Find out which candidate you most agree with:

 

               http://euprofiler.eu/page/1    

 

 

        11.  CONSUMER CONTRACT:    Which consumer policy issues do you

                                                                    agree with?  Remember to vote J

 

               http://www.consumerpact.eu/     

 

 

       

        12.   CAN EU HEAR ME, EUROPE ?     MTV campaign for the elections

 

                http://www.caneuhearme.eu/eu/    

 

 

           

         Niels Jørgen Thøgersen

            

         kimbrer@gmail.com   

 

         www.simplesite.com/communicating_better    

 

         April 2009.

Forbrugerrådets flotte STEM Kampagne
Den europæiske forbruger-organisation BEUC har netop startet en meget flot kampagne for at få folk til at stemme ved Europa-valget til juni. Hvorfor? Fordi - som de siger - 85 % af al forbrugerlovgivning i Europa i dag kommer fra Europa-Parlamentet. Derfor skal man selvfølgelig stemme, hvis man har en mening om forbrugerpolitik!!  SÅ STEM DA, FOR SØREN - som de siger :)

Se mere her: 
http://www.consumerpact.eu/

Det danske medlem af BEUC,  Forbrugerrådet, starter deres del af kampagnen den 4 maj.

Det er efter min mening den HELT rigtige måde at lave moderne valgkamp på:  Stil kandidaterne konkrete spørgsmål, om de støtter de og de tiltag. Og så offenliggøre deres svar, så vælgerne har hurtig og nem adgang til at se, hvem der støtter netop det, DE mener.

En sådan kampagne burde laves på mange andre områder end forbrugerpolitik
.

Hvem tager initiativet?

STEM TIL EUROPA-VALGET !!!

Hej med jer –  I unge og alle I andre med et ungt sind J  

 

Ta’ stilling ! Sig hvad DU mener !

 

Og stem på DIN favorit

 

Lidt fyndigt & frejdigt om hvad Europa handler om

 

 

Verden er af lave. Eller er den ? Store PROBLEMER er der i hvert fald nok af for tiden. Den er gal med økonomien. Med arbejdspladserne. Med forsyningen af energi.  Med fødevarerne. Med trafikken. Og med vejret. For bare at nævne nogle få eksempler.

 

Men problemer er der som bekendt for at blive løst. Kan Danmark løse dem alene? Kan andre lande ? Svaret er selvfølgelig NEJ.  Det er vi hver især for små til.  Vi skal løse dem sammen. 

 

Sådan er det også med MULIGHEDERNE  i dag.  Vore forskere gør nye vigtige opdagelser hver eneste dag. Uddannelserne giver fantastiske muligheder for at give os alle sammen et stort kvalitativt løft. Viden-samfundet ligger for vore fødder og er det, vi skal leve af fremover.  Udbredelsen af viden og praktisk hjælp til almindelige mennesker er i dag muligt med bredbånd og let-betjente apparater.  Pasning og pleje af et godt miljø uden unødig forurening er muligt for os i dag.  Og hvad med den mere og mere umulige trafik? Med endeløse køer og utålelig forurening.

 

Ved du hvad?  Vi har i dag viden og kunnen til at løse det meste. Hvis vi altså vil.

 

Det er et VALG , hvordan vi vil løse det. Hvordan vi vil udnytte de mange, store muligheder.

 

Langt de fleste er enige om, at alt dette kun er muligt, når vi gør det sammen. Sammen med vore naboer og partnere. De er alle stort set i samme situation som os.  Problemerne og mulighederne er der.  Men de kan ikke gøre det alene.

 

EU med dets 27 medlemslande og ca. 500 millioner mennesker kan klare meget, når der løftes i flok. Spillereglerne og mekanismerne er der. Lige til at bruge.

 

Men dér holde enigheden også op. Den BØR holde op der. For HVORDAN skal problemerne løses? Og mulighederne udnyttes?  Skal vi gå efter stærke fælles regler, f.eks. på finansområdet? Eller på energi-feltet? Skal vi bruge mange flere penge sammen på forskning og uddannelse end på landbrug?  Hvad med sikre fødevarer? Skal vi styrke reglerne og kontrollen på europæisk plan? Eller lade markedskræfterne klare det? Skal vi i fællesskab gøre den kollektive trafik meget bedre og meget renere? Eller skal vi stedet satse på el-biler, der laver mindre forurening? Skal vi deltage mere aktivt i den fælles militære nedkæmpelse af terror og uro – eller skal vi overlade det til andre?

 

Alt dette er et POLITISK VALG .   Med andre ord:  Hvad synes DU ?

 

Europa-Parlamentet i EU har mere og mere at skulle have sagt, når disse valg i EU skal træffes. Og med den nye Lissabon traktat får det endnu mere magt. Ikke mindst over, hvad hele EUs budget skal bruges til. For første gang også over, hvad de mange milliarder, der i dag går til landbruget, skal bruges til fremover.

 

Søndag den 7. juni skal vi i Danmark vælge 13 danske medlemmer af dette Parlament. Hver af de valgte slutter sig til de politiske grupper, der på samme måde som partierne i Folketinget træffer politiske valg.  Hvis DU stemmer en dansk socialdemokrat ind, så forstærker du den socialiske gruppe i Parlamentet. Hvis du vælger en liberal, ja så er det den liberale gruppe, du gør stærkere. På samme måde ved et stemme på de konservative. Eller på SF, der har tilsluttet sig De Grønne i Parlamentet.

 

 

Hvorfor bør du stemme ?  

 

  • Fordi du har en mening om tingene.

 

  • Fordi du synes, at nogle løsninger er meget bedre end andre

 

  • Fordi du ved at stemme får direkte indflydelse på, hvilke beslutninger der tages

 

  • Fordi et Europa-Parlament, der har stor opbakning fra vælgerne med stor valgdeltagelse, er meget stærkere i den politiske armvridning med EU-Kommissionen og med medlemslandene, når holdbare, fælles løsninger skal findes

 

  • Fordi du efter valget med meget større ret kan forlange, at dit medlem af Parlamentet fortæller dig, hvad hun eller han har gjort og stemt.  Og lytter til dig, når du har forslag og kritik

 

  • Fordi det er en rigtig god ting, at mange flere, ikke mindst unge, rykker frem i skoene og fortæller politikerne, hvad du mener. Og det gør man altså allerbedst ved at stemme på dem, man holder med. Derved svækker man dem, man ikke kan li’.   Ved at ligge hjemme på sofaen eller bare glemme at stemme gør man ingen af delene L

 

 

     Niels Jørgen Thøgersen

 

     3. udgave

 

     kimbrer@gmail.com    

 

    Den. 22.2.2009

Klimaet og Europa ( på engelsk )

C L I M A T E   C HA N G E

 

Get your facts right – and make them well known

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

 

In less than ten months all countries of the world will meet in Copenhagen to discuss and hopefully decide on the next steps in fighting climate change. Many problems have do be addressed and solved before that. The Danish presidency for COP15 is very busy on that. So are the EU and many other players.  Time is short.  The roadmap to Copenhagen is developing by the day.

 

In the midst of all the discussions and negotiations several positive initiatives are presented. A very recent and very important one was the Covenant of Mayors   - signed in Brussels on February 10.  By now 372 cities all over Europe have signed the Covenant and thereby committed them to reach the 20-20-20 climate goal by 2020.  This is very important. And many more big cities will join the Covenant in the months to come.  It is concrete action on the ground that counts. Not just political intentions and goodwill.

 

The debate and negotiations in the months to come have, of course, to be based on as many solid facts and options as possible. Not on loose feelings and beliefs.  We are looking for very important solutions, which have to last for many years from 2012 and onwards.  Solutions that will have the intended effects on our climate in the future.

 

These facts and options are available. The European Climate Foundation is one of the important sources of these facts. It has been created with the clear purpose of providing them – making them available. 

 

You can see more on their website:   http://www.europeanclimate.org/

 

At the same time we know that people in Europe are very interested in these issues. And not only interested: They are worried. They see often the dramatic consequences of the warmer climate. The latest case is the dramatic and deadly fires in Australia.

 

We know from several opinion polls that people have views on and attitudes to these problems. A new Eurobarometer will be published in April. And later a couple of huge deliberative polls will be available too.

 

But interest and worries are not enough. You have to make people act. Put demands to their politicians and other leaders. One of the first obvious possibilities will be to involve the candidates in the coming European elections in June. There will be up to 25.000 of them.  How many of these candidates will make Climate Change a real issue? And make it an issue based on real facts and real options? We – the voters – have to force them to do it.

 

Not long ago I met the leaders of a major American Think Tank dealing with these issues ( and many others ). They made it absolutely clear that producing the real facts and options is crucial. And equally important is it to communicate these facts and options energetically to the public at large, using all available communication tools at disposal.   They made it even more concrete:  Use 50 % of your budget to produce the facts. And the other 50 % to communicate them !

 

Let’s all go and do it – also in Europe!

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

February 2009.

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com   
BORGERNES RETTIGHEDER I EU
Der har netop på dansk TV været en debat om, hvorfor danske myndigheder ikke har brugt den vejledning, som EU Kommissionen lavede for nogle år siden om, hvilke konkrete rettigheder borgerne har i EU.  Godt spørgsmål

Men her finder du i hvert fald teksten PÅ DANSK:

http://ec.europa.eu/commission_barroso/barrot/archive/guide_2004_38_ec_da.pdf 

Hjælp med at give denne tekst størst mulig udbredelse
IRLAND OG LISSABON TRAKTATEN
Det velestimerede og meget seriøse INSTITUTE OF EUROPEAN AFFAIRS i Dublin har den 14. november udgivet en bog, der hedder "Ireland's Future after Lisbon".

Den præsenterer og analyserer 8 mulige udgange på den nuværende situation.

Bogen kan ses - og bestilles - her:

http://www.iiea.com/publicationx.php?publication_id=38
DANMARK OG EUROen

Spørgsmål:

 

I diskussionen om Danmarks undtagelser, f.eks. euro-undtagelsen, bruges begrebet suverænitet i både pro-undtagelser-fløjen og i mod-undtagelser-fløjen. Dem, der gerne vil beholde undtagelserne, siger at vi mister suverænitet, hvis vi mister undtagelserne. Men den modstatte fløj mener, at vi mister suverænitet, hvis vi beholder undtagelserne, fordi vi ikke sidder med ved bordet, hvor beslutningerne tages. Har begge parter ret?

 

Svar:

 

Det klare udgangspunkt er, at Danmark under alle omstændigheder er stærkt påvirket af det, der sker inden for de områder, hvor vi har fået undtagelser. Vi kan ikke melde os ud af verden i denne globaliserede verden. den øjeblikkelige finansielle krise er et klart eksempel. Og at være påvirket UDEN at være med til at bestemme - det må efter min opfattelse være at miste suverænitet. Og et stort demokratisk underskud. DERFOR er det vigtigt at være aktivt og fuldt med der hvor beslutningerne tages. Nogen vil sige, at ved at stå uden for € samarbejdet har vi mulighed for at gøre med vor valutakurs og renteniveau, hvad vi vil. Det er en meget teoretisk betragtning. En forstandig dansk politiker sagde en gang, at den danske suverænitet er på 10 minutter - nemlig den tid det tager fra Den europæiske Centralbank i Frankfurt tager en beslutning indtil Danmarks Nationalbank tager en tilsvarende beslutning. Med de moderne elektroniske midler er disse ti minutter sikkert reduceret betydeligt :) Endelig vil nogen sige, at vort forsvarsforbehold betyder, at vi derfor ikke er nødt til at være med i fælles EU-aktioner på dette område. Det er rigtigt. Men kan vi være det bekendt? Det drejer sig som bekendt om minerydning i Bosnien, fredsbevaring i Congo og i Darfur, uddannelse af lokale sikkerhedsfolk i Mellemøsten,osv. Operationer, som Danmark med stor succes deltager i igennem mange år under FN. Og operationer, som bl.a. ikke EU-landet Norge ofte er med i. Før man bruger ordet suverænitet er det nok en god ide at tænke lidt over, hvad det i virkeligheden betyder.

 

Spørgsmål:

 

I diskussionen om ØMU-forbeholdet bruger modstanderne tit Norge som forbillede. De mener, at Danmark ikke kommer til at lide nogen nød af at stå uden for 3. fase af ØMU-samarbejdet, for det går jo glimrende for Norge, selvom landet hverken er med i EU eller bundet af Euroen. Men kan man sammenligne Danmarks og Norges økonomi på den måde?

 

Svar:

 

Nu er der vel ingen fornuftige mennesker, der påstår, at Danmark kommer til at lide nød ved at stå uden for EURO-samarbejdet. Spørgsmålet er bare, om vi ikke ville have det endnu bedre og endnu sikrere ved at være med. Vi vil få direkte indflydelse på alle beslutningerne ( der under alle omstændigheder påvirker os direkte ). Vi vil fjerne usikkerheden omkring valutakursen ( en altafgørende ting for en handelsnation som danmark ). Og vi vil undgå at skulle sætte vor rente klart højere end Euro-landene for at forsvare kronen - som vi gør lige i øjeblikket ). Og sammenligningen med Norge? Husk på, at omkring 60 % af den norske lovgivning gennemføres for at være på linje med EU. En linje, som nordmændene som ikke-medlemmer INGEN indflydelse har på. Det er da demokratisk underskud, så det batter! Men den pris har Norge for tiden valgt at betale. Og for det andet er dansk og norsk økonomi på mange måder meget forskellige. det har også stor betydning.

DOMSTOLE SKAL RESPEKTERES
Verden har i årtusinder levet med de stores magt i stedet for alles ret. Det satte dannelsen af EF / EU for første gang en klar stopper for.

EU-samarbejdet er baseret på traktater, som er forhandlet og vedtaget af alle nu 27 medlemslande. Traktater, som klart beskriver, hvad landene ønsker, at EU skal tage sig af. Nemlig opgaver, som det enkelte land ikke kan løse eller i hvert fald ikke løse så godt, som når de går sammen om at løse dem. For at EU kan gøre det, har medlemslandene overladt en del af deres suverænitet til EU.

Samtidig er EU baseret på de vedtagelser, som EUs besluttende organer, ikke mindst Ministerrådet, i årenes løb har vedtaget inden for Traktaternesrammer på mange forskellige områder.

For at sikre, at ingen lande "snyder på vægten", dvs. at alle retter sig efter alle Traktater og alle vedtagelser, har man med Traktaterne oprettet en fælles domstol, EF-Domstolen. Heri sidder der dommere fra alle medlemslande. Domstolen dømmer i sager, som forelægges for den. Og grundlaget for dens domme er Traktaterne og de gældende politiske vedtagelser, som er taget inden for disse traktaters rammer.  Domstolens afgørelser er - som en national Højesterets - bindende.

Derved sikres alles RET i stedet for de stores MAGT.

Det er i dette lys, man skal se den aktuelle debat i Danmark om, hvorfor EF-Domstolen kan tillade sig at blande sig i den danske udlændingepolitik.

Ja, det kan den, og det skal den, når der kommer tvivlsspørgsmål op INDEN FOR de gældende traktaters og vedtagelsers område.

Hvis man benægter denne ret, har man trukket hele tæppet væk under EU og alt hvad det står for.
DET IRSKE NEJ - OG AUTOMAT-NEJ'erne

IRLAND SKAL RESPEKTERES

 

 

Ja, naturligvis. Og det er spild af læsernes tid og en forfladigelse af debatten at påstå, at det ikke vil blive tilfældet. I et demokrati skal demokratiske afgørelser selvfølgelig respekteres.

 

Med hvad vil det sige, at det irske nej den 12. juni skal respekteres?  Det er klart, at de mennesker, der har brugt hele deres liv på at bekæmpe EU og alt hvad det står for, vælger at forstå nej’et sådan, at Lissabon-traktaten og alt hvad dertil hører skal erklæres for død, færdig, borte.  Disse folks automat-nej kan og bør naturligvis ikke tages som et seriøst bidrag til den aktuelle debat.

 

Det eneste fornuftige er, at den irske regering – der jo er den, der udskrev folkeafstemningen – nu går i gang med at finde ud af, hvad det egentlig var, at et flertal af de vælgere, der stemte, sagde nej til.  Og det er lige præcist dét, den nye irske statsminister Brian Cowen har sagt, at han er gået i gang med. Det tager selvfølgelig nogen tid. Tingene skal gøres grundigt og ordentlig. Sådan er det.  Cowen og hans regering har ikke brug for  utidig indblanding fra hverken Hansen, Pedersen eller Bonde. Og når irerne så har fundet frem til et resultat, skal alle EU-lande i fællesskab finde ud af, hvad man kan gøre ved det.

 

Samtidig skal man ikke glemme, at ialt 19 ud af de 27 EU-lande allerede har ratificeret Lissabon-traktaten. Herunder også Danmark. Dertil kommer fem medlemslande mere, som i realiteten også har gjort det. De repræsenterer ialt over 97 % af EUs befolkning. De har selvfølgelig også krav på fuld respekt. De har ikke sagt JA for sjov. De har hver især gennem deres egne demokratiske beslutninger sagt JA, fordi de alle har den opfattelse, at denne traktat tjener EU-samarbejdet godt. Gør det mere effektivt, så vi i fællesskab virkelig kan komme igang med at gøre Europas holdninger meget stærkere gældende på vitale områder som klimaforandringer, energispørgsmål, globalisering, fredsbevarelse, og meget mere.

 

Det er det, sagen handler om. Ikke om automatisk ønsketænkning om, at det irske nej skal få hele Europa til magtesløst at lægge sig ned på ryggen og sige: Jeg overgiver mig uden holdninger og kampmod over for  alverdens udfordringer og problemer.

Tilbage til forsiden:  www.Niels-Jorgen-Thogersen.dk 

EU: Fuldt og helt - ikke halvt og delt

FULDT OG HELT – IKKE HALVT OG DELT

 

Ud med undtagelserne – ind med fornuften

 

 

Inden så længe skal vi danskere igen til folkeafstemning. Denne gang om de undtagelser fra EU-sammenholdet, som Danmark besluttede sig til for 15 år siden. Altså for en halv menneskealder siden.  Der er løbet rigtig meget vand i havet siden da. Verden, Europa og Danmark ser derfor meget anderledes ud end dengang.

 

Derfor bør vi naturligvis op til afstemningen ( eller afstemningerne ) have en debat, der tager højde for, at situationen i dag er en helt anden end dengang. Lad os for en gangs skyld prøve at danne vore holdninger og synspunkter ud fra, hvordan situationen er NU. Og ikke hvordan den var for mange år siden. Det har aldrig været en god ide at styre ind i fremtiden i krebsegang eller ved at tage sine pejlemærker ved at kigge i bakspejlet!

 

Lad mig sige med det samme, at mit grundsynspunkt er, at når man er med i noget – så skal man være det fuldt og helt og ikke bare halvt og delt. Det gælder venskaber. Det gælder ægteskabet. Det gælder samfunds-engagementet. Og det gælder også deltagelsen i internationalt og europæisk samarbejde.

 

Og når det kommer til den aktuelle sag – Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde i EU – så synes jeg, at der er mindst SEKS meget, meget vigtige grunde til, at vi fremover skal være med fuldt og helt:

 

  1. Alle landene i EU-kredsen på knap 500 millioner mennesker har et samfundssystem, der er baseret på de samme fundamentale værdier. Værdier, der desværre slet ikke er en given ting ude i den store verden, ikke engang i hele Europa. Vi har alle et demokrati, der er bygget på et parlamentarisk styre med mindretalsbeskyttelse, med de grundlæggende friheder, med en fri og uafhængig presse, og meget mere. Vi er imod dødsstraf. Og vi forsvarer alle disse værdier hjemme og ude, når de er under pres.

Disse værdier er direkte nævnt i charteret til den nye Lissabon-Traktat, og de får derved en endnu stærkere juridisk styrke.

 

Danmark hører naturligvis værdi- og holdningsmæssigt 100 % hjemme i denne kreds. Uden forbehold – uden undtagelse. Derfor bør vi naturligvis også være 100 % med, når de skal bevares og forsvares.

 

  1. Danmarks fundamentale politiske og økonomiske interesser ligger i EU-samarbejdet. De er alle vore nærmeste naboer. Det er her langt størstedelen af vor udenrigshandel ligger. For et land som Danmark, der er SÅ afhængig af sin eksport og import, er det af kolossal værdi, at vi har et stort, købedygtigt hjemmemarked på 500 millioner forbrugere liggende lige ved vort dørtrin. Et samarbejde, hvor der er fælles regler gældende for alle. Og hvor der er fælles institutioner og forpligtende regler, som kan hjælpe os, hvis der opstår problemer. Det vil sige, hvis nogen ”snyder på vægten”.  Af samme grund er det af uvurderlig værdi for dansk økonomi og velstand, at vor krone er så snævert forbundet med EUROen.  Det giver ro og sikkerhed i vor samhandel. Og det forhindrer, at nogensomhelst kunne drømme om at prøve at spekulere mod den danske krone. Vi er totalt beskyttet af vor EURO-tilknytning.

 

Politisk er det især i EU, at Europas fremtid formes. Og det er herfra, at vi i samlet flok har en chance for at påvirke omverdenen med det, VI står for.

 

Derfor skal vi selvfølgelig være helt og holdent med.

 

  1. Globaliseringen får ofte skylden for både det ene og det andet. Tab af arbejdspladser, fraflytningen fra landet, farlige og giftige varer fra udlandet, indvandringen af folk fra andre dele af verden. Det er naturligvis rigtigt, at verden er blevet meget mere åben. Man taler endda om, at den er blevet som en landsby. Masser af nye internationale regler og aftaler har åbnet, hvor der tidligere var lukket. Og det er da indlysende, at det i bund og grund er i klar interesse for et lille og stærkt eksportorienteret land som Danmark. Jo bedre adgang vi har rundt omkring i verden, desto mere har vi mulighed for at tjene penge.  Det er den første simple sandhed.

 

Den anden simple sandhed er, at EU ikke er en del af problemet. EU er en del afløsningen. Ikke ved at bekæmpe eller stoppe globaliseringen. Men ved at styre den – lave regler for den. Og tage fat i fælleskab, når den skaber  væsentlige problemer. Både økonomiske og politiske problemer.

 

De konkrete eksempler herpå findes i massevis: Det er kun EU i fællesskab, der kan forsvare vore interesser over for Rusland. F.eks. på energi-området. Man behøver kun at nævne Gazprom for at få sat navn på. Det er også kun et samlet EU, der kan hamle op med USA, Kina og Japan, når vi skal sikre, at vore synspunkter får vægt. Klimaforhandlingerne om CO2 m.v. må vi stå fuldt og helt sammen om.  Miljøet kan kun sikres i samlet flok. Det samme gælder kampen mod international kriminalitet som narkotika- og menneskehandel.

 

EU er det helt centrale instrument i disse bestræbelser. Derfor er det dér, Danmark hører hjemme.

 

  1. Og så findes der forhåbentlig ikke nogen, der tvivler på, at Danmark har mereindflydelse med atvære med end ved at stå udenfor? Ikke uden for EU som sådan, men uden for de samarbejdsområder i EU, som især er i hastig udvikling i disse år. Det sikkerheds- og forsvarsmæssige. Det retlige. Og det økonomiske og valutariske samarbejde. For vi HAR vel ideer, ikke?? Og vi kan vel også argumentere stærkt og overbevisende for dem, eller ??  Mange års personlig erfaring i det daglige europæiske samarbejde har altid vist mig, at vi som land altid er ”lidt foran i points”. Vi er et lille, rart og hyggeligt land. Vi har (normalt) ingen ekstreme synspunkter. Og vi er kendt for at være rimeligt godt forberedte.  Hvorfor dog ikke indkassere denne fordel fuldt og helt? Nemlig ved at sidde med ved ALLE bordene, hvor Europa formes og forsvares. Jeg synes ikke, at der bør være megen tvivl.

 

Der er naturligvis meget – både i Danmark og i EU – der kan og bør være bedre. Men det sikrer man kun ved at være med der, hvor beslutningerne træffes. Ikke ved at holde sig udenfor.

 

  1. Vi er forhåbentlig også enige om, at Danmark ikke bare kan være med, når vi selv direkte kan få noget ud af det. Vi skal naturligvis også tage VORES  del af ansvaret for, at Europa fungerer og yder sit bidrag til en fredelig og menneskevenlig verden. Det kan være aktiv indsats mod konflikter og krige. Det kan være bomberydning som i det tidligere Jugoslavien. Det kan være aktiv hjælp til at få et nyt land som Kosovo på benene. Det kan være fredsbevarelse i Darfur, Congo eller Mellemøsten. Det kan være fælles nød- og katastrofehjælp, hvor det er nødvendigt.  Selvfølgelig kan og skal vi også yde vore bidrag hertil på egen hånd. Men meget af dette batter jo altså først, hvis man optræder samlet og koordineret.  Danmark har så meget at bidrage med – både i holdninger, i viden og erfaring og i konkrete indsatser.  Vi kan simpelt ikke være bekendt ikke at være med i dette solidaritets-arbejde. Fuldt og helt.

 

  1. Og sidst, men ikke mindst kunne det endda være, at vi i dette tætte og forpligtende EU-sambejde kunne lære noget af ”de andre”. Danmark er et dejligt og dynamisk land. Men det forhindrer ingenlunde, at vi skal suge til os fra vore 26 europæiske partnerlande på masser af vigtige områder. Det taber vi ikke noget ved. Tværtimod. Studerende kan få en endnu bedre uddannelse ved at tage en del af den i et andet land. Og ved at studere her i landet sammen med studenter udefra. Det samme gælder for forskerne på snart sagt alle felter. Vort sundhedsvæsen er ofte under voldsom kritik. Hvorfor ikke lære af andre, der åbenlyst kan køre det mere effektivt – og for de samme penge? Frankrig og Belgien er gode eksempler. Skoler er vigtige for alle. Her har f.eks. Finland nogle spændende erfaringer, som vi kunne lære meget af. Kollektiv trafik er et tredje område. Integration af indvandrere et fjerde.  Vore europæiske samfund har i høj grad de samme udfordringer i disse år. Hvorfor ikke gøre meget mere for at lære af hinanden? Det er win-win for alle.  Bevares, man kan naturligvis også lære af hinanden på tværs af landegrænser UDEN et stærkt og dynamisk EU-samarbejde. Men det gør det altså ulige mere effektivt, når man i forvejen samarbejder med venner og kolleger i de andre lande på masser af områder. Så er det altså noget nemmere og noget mere naturligt at ”spærre øjnene op og slå ørerne ud” til eget bedste, end hvis man først skal ud i marken for at finde nogen at lære noget af.

 

 

Dette indlæg er naturligvis baseret på mine personlige holdninger og erfaringer. Men det er min mere end faste overbevisning, at disse seks temaer er helt centrale i den debat, som vi skal i gang med. Danmarks helt fundamentale interesse er, at vi med hele vor styrke og tyngde er med på alle områder. Fuldt og helt. Ikke bare halvt og delt.

 

Niels Jørgen Thøgersen

EU FORBEHOLDENE: Spørgsmål og svar
Hvor sikker kan man være på at det er euroen der er skyld i de prisstigninger som en del af landene i eurozonen har mærket efter indførelsen? Og hvor meget ville det betyde for os i Danmark at indføre euroen? -når vi nu allerede har bundet os så tæt til euroen i form af ERM2-samarbejdet
Det er helt sikkert, at EUROen har fået skylden for mange prisstigninger, som havde helt andre årsager. Og i de tilfælde hvor nogle erhvervsdrivende ( og måske også offentlige myndigheder ?) har benyttet overgangen fra national valuta til € til at "runde beløbet op", skyldes det, at myndighederne i det pågældende EURO-land ikke sørgede for den nødvendige lovgivning imod "snyd på vægten" og ikke satte kontorl ind. Belgien gjorde det mesterligt: en lov, der forbød enhver form for "runden op". Og 500 toldere, der blev midlertidigt sat på opgaven at kontrollere, at alle fulgte loven. Så hvis der er blevet snydt, er det IKKE €'ens skyld, men fordi de pågældende regeringer har været uopmærksomme eller har overladt det til markedskræfterne. Hvad vil det betyde for Danmark at tilslutte sig €, når vi alligevel i realiteten ER med og følger den i tykt og tyndt? Det vil betyde mindst tre ting: 1) at vi sidder med ved bordet, når væsentlige beslutninger om €'en tages. Det gør vi ikke i dag 2) at dansk erhvervsliv og danske på rejse/ferie er fri for ekstra udgifter og besvær ved veksling 3) at opkøbere rundt omkring i verden igen vil interessere sig for danske værdipapirer og ved deres større opkøb øge deres værdi - og dermed øge landets velstand. I dag har de IKKE mandskab og ekspertise til at følge vore papirer, når de er krone-baseret. Det vil de have, så snart de er i €.




Hvis vi nu antager, at Danmark ophæver sit euro-forbehold (når statsministeren kan snøvle sig til at udskrive en afstemning), hvad vil der så helt konkret ske? Hvad vil tidshorisonten være, hvordan får man faset kronen ud af omløb (og euroen ind), og hvilke forholdsregler kan myndighederne tage, for at der ikke forekommer store prisstigninger? Ja, det blev vidst til mere end et spørgsmål, men jeg håber i vil svare alligevel.
KommentarerVis/Gem
Erfaringen fra de mange EU-lande, som allerede HAR indført EUROen er, at der fra den tagne beslutning vil gå en 2-3 år, inden den fælles valuta er fuldt indført. Der er en del praktiske ting, der skal på plads - og ikke blot prægningen af mønter, m.v. Men på selve "skiftedagen" - normalt en 1. januar - sker ombytningen fra den nationale valuta til den fælles på een gang. Dog sådan, at man i en periode kan ombytte den nationale valuta til € i bankerne. Hvad angår forhindring af prisstigninger ved overgangen lavede Belgien en meget effektiv ordning. De gennemførte en lov, der påbød erhvervslivet kun at bruge den officielle omvekslingskurs, når de skulle angive deres varer i €. Og samtidig frigjorde de flere hundrede embedsmænd til systematisk at kontrollere, at reglen blev fulgt. Denne ordning var en succes, og der var ingen påstande i Belgien om, at skiftet til € havde givet prisstigninger. Andre lande valgte andre metoder. Og i nogle af dem var det rimeligt at påstå, at en del priser var sat for meget op. Men det er den nationale regering altså selv fuldt og helt herre over.


Hvis Danmark afskaffer sit forbehold mod euroen, hvad får vi så på sedlerne og mønterne? Får vi en eller anden fransk præsident eller et billede af Tysklands Rigsdag? Jeg vil nu en gang helst beholde Dronningen på mine mønter!
KommentarerVis/Gem
Pengesedlerne i alle EURO-lande er de samme. De ser ens ud alle steder. Dog kan den opmærksomme se på det bogstav, som står foran en seddels løbenummer, i hvilket land den pågældende seddel er trykt. Men det har selvsagt ingen praktisk betydning. Hvad mønterne angår ligger det anderledes. Den ene side er ens i alle lande. Det er den side, hvor møntens værdi er angivet. Men den anden side er forskellig fra land til land. Her er det helt op til myndighederne i landet at beslutte, hvilke motiver der skal vises. Det kan være Dronningen eller andre personer. Det kan være bygningsværker. Det kan være nationale symboler. Kun kreativiteten sætter grænser. Så kan man naturligvis more sig med at diskutere, hvilken side af møterne der er forsiden og hvilken der er bagsiden :) Se mere om alt dette på Centralbankens særlige hjemmeside: http://www.ecb.int/bc/html/index.en.html


Hvis unionsborgerskabet ikke erstatter statsborgerskabet, hvad er det så lige unionsborgerskabet går ud på? Kan jeg bruge det til noget, eller er det bare tomme ord og symboler?
KommentarerVis/Gem
Det kan skam bruges til flere ting. Det vigtigste er efter min mening, at alle EU-landes ambassader og konsulater verden rundt er FORPLIGTET til at bistå borgere fra de andre E-lande. Det kan da have stor praktisk betydning - især for et lille land som Danmark, der ikke har så stort et diplomatisk netværk. Men denne hjælp gælder naturligvis formelt IKKE for lande, der som Danmark har taget forbehold over for denne bestemmelse. At mange EU-landes ambassader af venlighed måske alligevel vil hjælpe, er en anden sag. Men så er det altså ikke en RET, danskerne har. Så er man afhængig af andres velvillighed.


Hvad dækker begrebet monetære politik egentligt over? Man hører tit at hvis Danmark kommer med i Euro-samarbejdet, så får vi indflydelse på rentepolitiken og den monetære politik, men hvad er forskellen på de to?
KommentarerVis/Gem
Monetær politik - eller pengepolitik - drejer sig om fastsættelse af prisen på og mængden af penge, med andre ord den toneangivende rente og likviditeten i samfundet. Under EUROen foregår dette centralt i Den Europæiske Centralbank. Da Danmark har fastkurspolitik overfor EUROen, følger Danmark denne renteudvikling, hvilket giver sig udslag i en justering af den danske rente UMIDDELBART efter renteændringer i Den Europæiske Centralbank. I stedet for passivt at følge andres beslutning kunne Danmark ved at være med i samarbejdet være med ved bordet og fremføre sine argumenter forud for europæiske rentebeslutninger.
Gem

Gør EU noget for MIG ??
Jeg var forleden på besøg hos den internationale Europabevægelse her i
Bruxelles. De har gang i en masse spændende ting.

Blandt andet har de lavet vedlagte MEGET interessante og MEGET anderledes site:

http://www.speakupeurope.dk/

Den er efter min mening bare alletiders......    Spred den så meget som muligt!

Og den findes på stort set alle 23 officielle EU sprog, så du bør også
give den til venner over det ganske Europa :)

Hvad synes du?
Ny portal om de danske EU-forbehold
 

Informationsportal om de danske EU-undtagelser

Danmark går en vigtig tid i møde. Statsministeren har varslet en afstemning om de danske EU-undtagelser - eller forbehold som de kaldes – i denne regeringsperiode. Derfor er det vigtigt med lettilgængelig og sagliginformation. Her på nedenstående hjemmeside kan du læse om, hvad de enkelte forbehold indebærer og argumenter for og imod deres afskaffelse. Du kan også stille spørgsmål til ekspertpanelet, deltage i konkurrencen eller kommentere de debatindlæg, der har været i aviserne.

Adressen er:   www.euforbehold.dk 

PS: Jeg har selv sagt ja til at være en af eksperterne

Forklar EUROPA aktivt med facts

EU VENNERNE

 

Om at inspirere hinanden til at debattere EU

 

 

 

1.      En f olkeafstemning om EUs kommende nye traktat står muligvis for døren. Der er ikke lang tid til, at den kan komme. Alligevel overlades - traditionen tro - scenen næsten udelukkende til dem, der ikke vil Europa det godt.

 

2.      Det MÅ vi andre gøre noget ved.

   

3.      Aviserne er klar til at modtage indlæg. Landsaviserne, de regionale og de lokale blade, ugeaviserne, fagbladene, osv. Men de kan jo ikke sætte indlæg i, hvis de ikke får nogen.

 

4.      Jeg foreslår, at vi – der er venner af EU – ”fatter pennen” og går igang. Hver især – og hver på vores måde. Dels for igen og igen at slå de vigtigste, positive sider ved EU-samarbejdet fast med syvtommersøm. Dels for at præsentere alle de dagligdags selvfølgeligheder, som skyldes EU, men som folk ikke ser som resultat af EU samarbejdet. Og dels for at korrekse løgnagtigheder og fordrejninger med et velplaceret hug!  Vi følger hver især med i de aviser og blade, vi ser. Og sender hver især vore indlæg til disse og andre blade. Så ofte og så energisk som man har tid og lyst til.

 

5.      Jeg foreslår også, at vi udveksler vore bedste og vigtigste indlæg. Det kan vi allesammen blive inspireret af.

 

6.      Jeg vil gerne påtage mig at sende bidrag rundt, som vi hver især skriver. Jeg kan også lave en Blog med dem alle i, så de er lette at finde igen

 

 

8.      Vil du være med?   

 

9.      Og kan du finde flere, der vil være aktivt med?

 

Jeg glæder mig til hurtigt at høre – forhåbentlig positivt – fra dig.

 

Niels Jørgen Thøgersen  -  niels@skynet.be

Lissabon-Traktaten
Lissabon-Traktaten er sidste år underskrevet af alle 27 stats- og regringschefer ( den 13. december 2007 i Lissabon).

Den er en modernisering af EU, så samarbejdet er klar til det 21. århundredes udfordringer og muligheder.  En helt nødvendig reform og modernisering af den måde, EU fungerer på

Læs meget mere om den nye Traktet her - på dansk:

http://europa.eu/lisbon_treaty/index_da.htm 

Traktaten er indtil nu ratificeret af ialt 13 medlemslande: ( 8.5.2008)

Bulgarien, Danmark, Frankrig, Letland, Lithauen, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Ungarn og Østrig.

I de resterende 14 medlemslande er ratificeringen godt i gang.

DANMARK:

Folketinget vedtog Danmarks ratifikations af Lissabon-traktaten den 24. april.

Læs mere her:

http://www.eu-oplysningen.dk/nyheder/euidag/2008/april/ftratificering/

IRLAND:

Torsdag, den 12. juni skal irerne til folkeafstemning om Traktaten.

Læs mere om dette på disse irske hjemmesider:

www.reformtreaty.ie/

www.lisbontreaty2008.ie/index.html
Deliberative Poll om "Tomorrow's Europe"
Til efteråret vil der blive lavet en stor såkaldt "deliberative poll" med deltagere fra alle 27 EU-lande. Den går ud på at samle nogle hundrede borgere, som udgør et repræsentativt udsnit af befolkningerne. I løbet af et par dage vil man diskutere alle væsentlige aspekter af EU samarbejdet. Og gennem en opinionsmåling både før og efter de to dage vil man kunne se, hvordan de mange oplysninger og debatter påvirker folks holdninger.

Det er en ny, spændende og dynamisk måde at måle holdninger på. Den er udviklet for en del år siden i USA og siden brugt mange steder, bl.a. i Danmark op til Euro-afstemningen i 2000.

Se mere om det nye projekt for hele Europa på denne nye website:

www.tomorrowseurope.eu  
Mit svar på EU-vrøvl i Newsweek
Det seriøse amerikanske ugeblad NEWSWEEK havde den 5. november en meget useriøs artikel om EU. De kaldte den "Inside Europe's Sausage Factory" ( Inden for Europas pølsefabrik ). Den fik mig op af stolen, og jeg sendte forleden bladet vedlagte svar, som jeg bad dem optage i et kommende nummer:

 EUROPE: Try to Get it Right

I was very happy when I saw that your magazine published an article
about the EU on November 5 ("Inside Europe's Sausage Factory"). But I
was much less happy when I read it. Your journalist managed to forget
the four most important points related to what he tries to describe:

All key decisions in the EU are taken by  MINISTERS from each member
state - not by the "bureaucrats", as he says. These ministers all come
from democratically elected governments

For more than 50 years the EU cooperation has produced a lot of very
important results - important for the daily lives of the 487 million
citizens of the EU. The single market, the fight against monopolies
and unfair competition, the common currency the EURO, free movement of
all citizens, equal treatment of all EU citizens everywhere in the EU,
protection of the environment, the fight against climate change, a
joint trade policy towards the outside world - and much, much more.
Not just nitty-gritty stuff as the article indicates.

The author also forgets to mention that almost all countries in
Europe, who are not members of the EU, want to become a member. From
1952 until today the number has increased from 6 to 27.  If the EU
were such a strange place as the article tries to say I wonder why
almost everybody want to be there.

And finally the new Lisbon Treaty, which is on its way: Its MAIN
purpose is to make an EU of 27 countries better in taking decisions.
To make it function better. The purpose is not to fight the
bureaucrats in Brussels.

Of course, many things in the EU could function much better. Like in
any other place. And many of us try to make it better. But  to
describe it in the way your journalist does is far, far away from
realities. And furthermore, it forgets the most important points.

Niels Thogersen
Rixensart, Belgium
Valg i EU-landene i 2012

ELECTIONS IN 2012 in EU COUNTRIES

 

 

 

 

                       1.   AUSTRIA:                         Local elections in Burgenland in October 2012                                                  

 

                       2.   BELGIUM:                       Local elections October 2012

 

                       3.   BULGARIA:                     No elections in 2012                                                      

 

4.      CZECH REPUBLIC:      No elections foreseen in 2012

 

                       5.   CYPRUS:                          No elections in 2012                                                                       

 

                       6.   DENMARK:                     No elections in 2012                                               

 

                       7.   ESTONIA:                        Local elections in the autumn 2012

 

                       8.   FINLAND:                        Presidential elections in spring 2012   

 

                       9.   FRANCE:                         Presidential elections 22.4. and 6.5. 2012

                                                                        Parliamentary elections 10.6 and 17.6.2012

 

                      10.  GERMANY:                    No elections in 2012                                                 

 

11.    GREECE:                        No elections foreseen for 2012                                                          

 

                      12.  HUNGARY:                    No elections foreseen in 2012

 

13.   IRELAND:                      No elections foreseen in 2012

                   

                      14.  ITALY:                            Parliamentary elections possible autumn 2012

                                                                       Local elections in some cities and regions late spring

                                                                       2012  ( May )                                  

 

                      15.  LATVIA:                         No elections in 2012

 

                      16.  LITHUANIA:                 Parliamentary elections: 14.10.2012                                                    

 

                      17.  LUXEMBOURG:           No elections in 2012                                                 

 

18.    MALTA:                          Local elections in March 2012

 

                      19.  NETHERLANDS:          No elections foreseen for 2012

 

                      20.  POLAND:                        No elections in 2012

 

                      21.  PORTUGAL:                  No elections in 2012

 

                      22.  ROMANIA:               Local elections in June and national elections in

                                                                 November     

 

                      23.  SLOVAKIA:             No elections in 2012                                                        

 

                      24.  SLOVENIA:              National elections either in January or Sept.-Oct. 2012  

 

                      25.  SPAIN:                       Parliamentary elections mid March 2012      

 

                      26.  SWEDEN:                 No elections in 2012        

 

27.    UNITED KINGDOM:    Local elections in London and some other

                                          Municipalities in England  on May 3

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

 

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com   

 

July 24, 2011    

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.04 | 16:12

3% lånetilbud gælder nu, hvis du har brug for et lån, så vi kan fortsætte fremad. Vi tilbyder alle slags lån her, så hvis du har brug for et lån, søg nu:

...
09.04 | 09:14

Hej

Har du brug for et lån til eget formål eller til din virksomheds behov? Her er gode nyheder for dig. Du er på det rigtige sted. Vi har kapacitet til at yde

...
09.04 | 09:14

Hej

Har du brug for et lån til eget formål eller til din virksomheds behov? Her er gode nyheder for dig. Du er på det rigtige sted. Vi har kapacitet til at yde

...
09.04 | 08:54

Hej

Har du brug for et lån til eget formål eller til din virksomheds behov? Her er gode nyheder for dig. Du er på det rigtige sted. Vi har kapacitet til at yde

...
Du kan lide denne side