Mulighed for dobbelt statsborgerskab

                                               Nu snart også for danskere

 

Niels Jørgen Thøgersen

Som de fleste ved, er det i dag ikke muligt for en dansker at have dobbelt statsborgerskab, dvs. være dansk statsborger og samtidig statsborger i et andet land. Hvis en dansker søger og får statsborgersakb i et andet land (uanset hvilket land), så  ophører det danske automatisk. Det danske pas er ikke længere gyldigt. Det står i den danske indfødsretslov paragraf 7.

Med denne politik er Danmark i klart mindretal i EU. Ialt 20 EU-lande, inkl. Sverige og Finland, accepterer dobbelt statsborgerskab. Og de repræsenterer 90 % af EUs borgere.

Belgien tillader det siden 2003. Belgisk statsborgerskab kan søges efter 3 års lovligt ophold i landet.

De 7 EU-lande, der endnu ikke tillader dobbelt statsborgerskab, er: Danmark, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Østrig og Holland  ( der dog har en række undtagelser ).

 

Hvorfor er dette spørgsmål så vigtigt, også for os danskere?  Det er det, fordi flere og flere danske statsborgere i dag bor i et andet land.  En optælling fra 2010 viser, at mindst 200.000 med dansk pas bor i andre lande verden over.  I Belgien regner vi med, at vi er ca. 5.000.

Dette er et naturligt led i den stigende globalisering, der sker i disse år. Fælles for disse danske statsborgere er, at de i bund og grund betragter og føler sig som danske, og at deres danske statsborgerskab og danske pas udgør en vigtig livline til Danmark.  De opfatter sig som repræsentanter for Danmark og danske værdier, og mange arbejder i danske virksomheder eller i internationale organisationer, som Danmark er medlem af.

Det er vigtigt for disse danskere i udlandet – udedanskerne – at de får mulighed for at integrere sig i det land, de bor i. På en lang række områder kræver det imidlertid, at de er statsborgere i opholdslandet.

Organisationen ”Danes Worldwide”  (  www.danes.dk ), som du måske allerede er medlem af, har lavet en rundspørge blandt flere tusinde danskere i udlandet for at få et overblik over de muligheder for forbedringer i tilværelsen, som danskere mener kan ske ved også at være statsborger i det land, de bor i.  Resultatet af rundspørgen var bl.a., at statsborgerskab i opholdslandet giver bedre adgang til uddannelse og uddannelsesstøtte, lokal sygesikring, særlige jobs og offentlige stillinger. Det gælder også adgangen til at optage lån, åbne bankkonti, investere i fast ejendom og at tegne lokale forsikringer. Ens arveforhold og skatteforhold i opholdslandet forenkles også. Man opnår ganske enkelt en bedre retstilstand.  Og statsborgerskab giver også bedre muligheder for at deltage i det politiske liv i opholdslandet.

I relation til Danmark vil fastholdelse af dansk statsborgerskab indebære en fortsat tilknytning til landet, og man bevarer muligheden for at kunne flytte tilbage og bosætte sig i Danmark på et senere tidspunkt. Ikke mindst ens børn kunne vende tilbage for at lære dansk og/eller få en uddannelse i Danmark.

For Danmark som nation er det meget vigtigt at bevare disse udedanskere som danske statsborgere. Det gælder især i disse globale tider, hvor det er vigtigt at ”brande” Danmark og dets værdier til gavn for hele riget. Dansk eksport nyder godt af udedanskerne. De vil også styrke Danmarks image på den internationale scene.

Der er således mange gode og vægtige grunde til, at Danmark hurtigst muligt tilslutter sig de andre 20 (og snart flere) EU-lande, der allerede accepterer dobbelt statsborgerskab.

Det er klart, at behovet for danskere, der bor i et andet EU-land, er mindre end i andre lande. EU traktaterne sikrer i mange tilfælde de samme rettigheder og pligter som de lokale borgere. Men der er alligevel også for os, der bor inden for EU, meget positivt at hente ved en ny ordning.

Og NU sker der noget...

I april 2011 havde Folketinget 1. behandling af et radikalt forslag om at indføre dobbelt statsborgerskab for danskere.  Under behandlingen af forslaget tilsluttede alle Tingets partier princippet bag forslaget. Dog ikke Dansk Folkeparti, der er imod.  Surprise, surprise !   Den nuværende regeringen skrev også punktet ind i sit regeringsprogram i oktober 2011.

Der er den 17. december 2012 nedsat et tværministerielt udvalg under ledelse af Justitsministeriet til at behandle sagen. Det aflægger rapport i løbet af foråret, og derefter forventes det, at et egentligt lovforslag bliver fremsat. Den realistiske tidsplan er derfor, at loven kan vedtages og træde i kraft i det folketingsår, der starter til oktober. Så der er lys forude !

Det er iøvrigt interessant, at man overvejer også at indføre overgangsregler, så tidligere danske statsborgere, der har mistet  det danske ved at tage et udenlandsk statsborgerskab, kan generhverve det danske statsborgerskab.

Det er iøvrigt vigtigt at være opmærksom på, at dette ikke berører udedanskeres manglende ret til at stemme ved Folketingsvalg. Det er efter manges opfattelse en grundlovssag.

Organisationen ”Danes Worldwide”, der forsøger at samle alle udedanskere, og som aktivt presser på både vedrørende dobbelt statsborgerskab og om valgret til Folketinget, har venligst hjulpet mig med opdateret baggrundsstof til denne artikel.  I kan selv finde mere på deres hjemmeside på denne særlige site:  www.danes.dk/index.dsp?area=164  

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  kimbrer@gmail.com   

EXT OF SPEECH - Europe, Britain and Business, Beyond the Crisis - The Rt. Hon. Tony Blair

The following speech was delivered by Tony Blair at the Business for New Europe event, 'Europe, Britain and Business - Beyond the Crisis' at Chatham House on Wednesday 28th November 2012:

The toughest challenge in politics right now is resolving the tension between the best long-term policy and the best short-term politics. Nowhere is this tension clearer than in the debate over Europe.

Europe has disturbed and divided British politics for years. One of my first votes was in the 1975 referendum on Britain’s membership. That followed years of indecision and frustration. Since then the turmoil it has caused in our politics has rarely abated. I fought my first election in 1983 when Labour promised withdrawal. I fought my last election in 2005 when the Tories had become the Eurosceptic party.

But now is different. Now the case for Britain leaving the EU or at least radically changing its relationship with it – which may amount to the same thing – is made openly by mainstream politicians from the governing party, sympathised with by some of our nation’s leaders and far more widely supported amongst the public at large.

The reasons for this resurgent hostility/scepticism are not hard to fathom. Europe is in crisis. The Euro’s design flaw – an economic union motivated by politics but expressed in economics – has become manifest. Structural changes to those economies that saw a big fall in interest rates when they joined a Germany dominated currency bloc, now have to be made, at speed, in crisis and without the luxury of devaluation. The pain this policy is causing is shown in demonstrations all over the continent and in the bitter impact on many struggling families, the young and the old.  The foundation of the pro Europe case was partly the promise of ever upward prosperity.  At present that promise is severely in question.

So the flagship policy of Europe is listing dangerously. As I have said before, to save it, I believe, requires a kind of ‘Grand Bargain’ approach rather than incremental steps, in which Germany agrees, effectively, to some form of mutualisation of debt; the debtor countries carry out profound structural reform; and the ECB stands fully behind the bargain. There are some signs this may happen. But even if it does, Europe will suffer for some time to come.

What the Eurozone crisis has done is to expose the need for Europe to reform. But it hasn’t created it. It has accelerated this need, but the need was there anyway. Changes to the labour market, pensions, welfare and the way the State operates are necessary in all Western countries for reasons of demography, technology and external competition.  The European social model has to change radically for Europe to prosper.

Many of these arguments over the years have lain most comfortably in the mouths of Eurosceptics. They were never the only ones to make them by the way. My speeches on Europe as Prime Minister were littered with references to the pro-Europe, pro-reform case.

But the truth is: much of the criticism levelled at Europe has been justified and is shown to be justified now.

So the public attitudes to Europe are explicable and understandable. Plus you can add in the EU Budget row – though frankly such rows are absolutely routine and in these economic circumstances, inevitable, where all countries including Britain will vigorously defend their interests. But it adds to the sense of European malaise.

The short term politics are clear: being anti-Europe is today popular. However leadership is not about conceding to the short-terms politics. It is about managing the short-term politics in the pursuit of the right long-term policy.

‘Europe is in crisis, therefore leave’ may win a majority in an opinion poll. But in the leap to the ‘therefore’ lies a chasm of error. I want to explain why I believe such a policy would be politically debilitating, economically damaging and hugely destructive of Britain’s true long-term interests.  Our country faces a real and present danger by edging towards exit. The correct policy is to engage, to make it clear Britain intends to be a strong participant in the debates about Europe’s future, to build alliances and to shape an outcome to those debates consistent with the right way forward not just for Britain but for Europe as a whole.

First, take a big step back from crisis and ask: what is the long-term rationale for Europe today? If there isn’t one, of course, then why would we want to be part of it? However, the truth is the rationale for Europe today is stronger not weaker than it was back 66 years ago when the project began. But it is different. Then the rationale was peace. Today it is power. Then it was about a continent ravaged by war in which Germany had been the aggressor and Britain the victor. Today it is about a world in which global geo-politics is undergoing its biggest change for centuries. Power is shifting West to East. China has emerged, with its economy opening up, one which will grow eventually to be the world’s largest. Its population is three times that of the whole of the EU. India has over a billion people. Brazil is two times the size of the largest European country, Indonesia three times and there are a host of countries including Russia, Turkey, Mexico, Vietnam, the Philippines and Egypt larger today than any single EU nation.

What is more, as technology and capital become globally mobile, in time there will be a re-alignment of GDP and population i.e. the larger your population, the bigger your economy. The USA remains extraordinarily strong, its military easily the largest and best equipped but the time when it has been the world’s only superpower, is passing.

That is the big picture. The case for the EU today, therefore is one that can be made for all European nations including Britain. It is that, in this new world, to leverage power, you need the heft of the EU. This is true in economics, in trade, in defence, foreign policy and global challenges such as climate change. It gives us a weight collectively that on our own we lack. It is not complex. It really is that simple. I rather like the idealism of Europe’s early founders. But actually this has nothing to do with idealism. It is brutal real politik. In a world in which China and India will both have populations 20 times that of the UK, we need the EU to help pursue our national interest. With it, we count for more. Without it, we count for less.

So the real issue for us should be: what type of EU? And here there is no doubt that Europe needs fundamental, far reaching reform. Many of those reforms are precisely what the UK has been arguing for, like reform of the social model. It should be pointed out that these reforms are partially being made. Spain’s labour costs have declined substantially since the crisis began. Italy has grasped crucially important reforms in areas like pensions. Greece has cut spending by a bigger amount proportionally than any country in Europe since the War. 

Other reforms especially in the arena of political reform, will be hotly contested. The UK takes a more nation-state view of the EU; others have a Federalist concept. 

Some reforms are now certain to follow from the Euro crisis like enhanced fiscal cooperation between the Eurozone members and banking union.

Thus over the next 2 or 3 years there is bound to be a vast churning debate about Europe’s future. This will be so, by the way, irrespective of what happens to the Euro. If it survives, for sure big change will happen. But even if it were to break up, and I hope it will not, the consequences for Europe and its institutions will be dramatic.

This debate is not one way. It never is. It doesn’t take a political genius to work out that strong though the French/German motor is in Europe, it is not always sparking in synch let us say. There are differences North/South; between large and small; between those who favour a more conservative fiscal approach and those who favour a more lax one; on a range of topics from defence through to labour market reform. As Britain has just discovered in the Budget debate, it can make allies and powerful ones.

When it comes to the future shape of Europe – economically, socially and politically – there is not a pre-destined consensus. There is a tumult of debate, discussion and dissension.

This is the last moment, the last moment conceivable, that we should start talking about leaving, about quitting the field just as the game starts, marginalising ourselves at the very point at which we should be at the centre of things.

Instead we should be building alliances and more than that, originating ideas, not just responding to them. The truth about Europe’s public opinion is that when Britain argues its case in Europe and about Europe, it is far more popular than that advanced by many others. But when Britain makes a case against Europe it deprives us of the credibility to win the argument that matters.

So the essential concept of a balance between integration and the nation-state is widely shared. An approach by Europe’s leaders that focuses on clear outcomes in specific areas is what most people in Europe would, along with changes to the Eurozone, support. This agenda would be about: completion of the single market to create jobs; common defence policy in an era where global ambitions aren’t satisfied by national budgets; energy and the environment, where the gains, financial and otherwise, of cooperation could be enormous; in the fight against illegal immigration and organised crime; in art and culture and higher education, where Europe is struggling to match the USA. An approach that says: first let us ask what we want Europe to do and then let us design mechanisms to do it, would draw support across Europe.  Right now when most EU members and the European institutions are properly concerned with the Euro crisis, the field is wide open for the UK to seize the initiative rather than wait passively to consider an agenda set by others.

It is in Europe’s interests that the proposals for the SSM, the integrated financial and fiscal framework, and the integrated economic framework, are correct. But it is also in Britain’s interests. Especially when predicting next year is difficult let alone the next 50 years, is it not in our interests to influence this debate too?

If the strategic rationale for Europe remains strong, then it cannot be in Britain’s interests either for us to be marginal to the debate about its future or indifferent to its outcome. 

But if we want to participate we have to do so not just as Brits but as Europeans, not semi-detached because we are contemplating the option of leaving, but in the thick of it because we intend fully to remain at the heart of it.

That, of course depends on Britain recognising not just the strategic rationale for Europe, but the strategic interest of Britain to be in it.

Here it is no longer good enough for us pro-Europeans to claim that the case for departure is made only by atavistic Little Englanders, or to pretend that outside the EU, Britain would collapse or disintegrate.

Britain could have a future outside of Europe. The question is whether it should. We should ask, not: could it be done; but is it wise? Is it a sensible judgement in our long-term interests? And neither should we exaggerate the economic impact of leaving. I can imagine how we could create an economy that could operate effectively in the global market. But just as I should not exaggerate the consequences of Britain leaving, so those in favour of this course should not understate them.

First, let us demolish one delusion: that Britain could be like Norway or Switzerland. Norway has a population of around 4.5 million and a GDP of $485.8 billion. It also has a sovereign wealth fund presently at over $600 billion rising to $1 trillion by 2020. It has this through vast reserves of oil and gas. If Britain with a GDP of $2.43  trillion had a wealth fund sitting in our accounts of roughly $3 trillion, all the arguments would change. But we don’t.

Switzerland is a unique case, politically and economically. I don’t know anyone serious who believes we could become like the Swiss.

That is not to say we could not develop our own unique brand. But in circumstances where 50% of our trade is presently with Europe and our social systems, though different in detail, are still broadly similar in principle to those in Europe, then the people who say we should have our own unique position outside Europe should at least spell out the economic and social policy that would need to be brought into being, to create such a future.

There are three major disadvantages to Britain from being outside the EU. I am not saying these arguments can’t be contested but I think they are reasonably clear.

First, we would lose our global leadership role. Don’t be under any illusions on this. Britain being part of Europe matters to how we are seen, by the world in general and our allies in particular. Any US President I know would regard Britain leaving as folly. The idea we would then seek new relationships with the likes of China and India is an especial illusion. Of course the bilateral relationship with both is strong and of course there are great trading opportunities. But both will never subordinate their Europe relationship to a British one outside of Europe. Our trade with India depends hugely on Europe negotiating the FTA and Germany currently exports more than double what we do to India and to China; and France and even Italy export more to India.

Politics at the top international level is about power. Separate us out from the decision-making structure of Europe and we will immediately relegate ourselves in the league of nations. I believe our other alliances would not blossom but decline.

Secondly, despite our close links to Europe economically, we would be out of the decision-making process determining the rules of the single market. Our companies know this. Global companies who use the UK as a base for Europe know this. When, in Government, we came to look closely at the risks to London as a financial centre from being outside the Euro, we concluded you can’t make a compelling case that it could damage us. We were never in any doubt that being out of Europe altogether was a completely different matter. Yes, we can negotiate special arrangements but each of those has to be individually negotiated.  And for the record, Norway is a major net contributor to the EU Budget as the price of its negotiation despite not being a member.  I am very dubious that other European countries would allow Britain to operate like some offshore centre at the edge of Europe, free from Europe’s responsibilities but participating fully in its opportunities. Any one of those countries within Europe could say no and no would therefore be the likely answer. We want to think long and hard before we put ourselves in that position.

Thirdly, we would lose the opportunity for co-operation and added strength on issues which we care about and where we want and need such cooperation and strength. Climate change and the environment. Trade negotiations. Foreign policy, where sometimes it will suit us to have European and not just US support. Bilateral disputes, where as we saw recently with Argentina, Europe’s solidarity counts. We cut ourselves out of future developments in Europe. We cut ourselves off from our main regional bloc when look what is happening elsewhere in the world: ASEAN, out in the Far East, now 700 million people strong looking to get its single market underway; in South America through MERCOSUR and UNASUR; the Africa Union; even the Customs Union being promoted by Russia. Everywhere nations are coming together in regional blocs. Is Britain going to drift apart from the one on its doorstep?

The reason this case has to be made now is a reason integral to understanding how political decision-making works. Sometimes decisions are taken at a moment in time, expressly and obviously. But political decisions can also be taken by effluxion, by a process that begins with an attitude, turns into a series of tactical steps driven by the attitude and then results in a decision that is strategic in effect but almost imperceptible in any one moment of time.  That is the risk now.

Let us be very clear too about this ‘renegotiating the terms of membership’ line. This is the refuge of those who want to leave but want to persuade people that really it’s just an adjustment of our relationship. Then in the course of ‘the adjustment’ when the going gets very rough, as it will, they will then say ‘well it’s a pity but now it seems adjustment is not enough’. If we make the burden of our endeavour in Europe over the next few years not how we can help Europe sort itself out, get on its feet again and progress, but rather how we change our own relationship with Europe; don’t be in any doubt as to the temper and frame of mind that our present partners will bring to that negotiation. Many of them are fighting an existential battle to survive right now. There will be varying degrees of politeness. But they will not thank us and will not accommodate us. So don’t go down this path unless we are prepared to follow it all the way. 

There is a lesson from history. Back when Europe was debating its first tentative steps toward integration, Churchill made his famous speech calling for a United States of Europe, in 1946 in Zurich. But it is important to note he was passionately in favour of France and Germany coming together to found this new Europe. He believed it was the route to peace after the horrors of war. He wished the enterprise well; but he didn’t intend for Britain to be part of it. So we weren’t.

But we spent the next two decades and more trying to get into it; and when eventually we did, many of the rules and much of the institutional infrastructure was already set in stone. If we could have foreseen in 1946 the future 66 years later what would we have wanted? I have no doubt we would have wanted to have been in there from the beginning.

This turmoil in Europe will produce a new settlement in Europe probably as momentous as any since those days of 66 years ago. We should not make the same mistake twice. This time whatever the challenges, we should put our shoulders to the wheel and be part of the collective effort to make Europe strong and effective once more.

Europe is a destiny we will never embrace easily. But it is an absolutely essential part of our nation remaining a world power, politically and economically.  It would be a monumental error of statesmanship to turn our back on it and fall away from a crucial position of power and influence in the 21st Century.

 

 

Speech by Federal Chancellor Angela Merkel in the European Parliament in Brussels

THE NOBEL PEACE PRIZE FOR 2012

The Norwegian Nobel Committee has decided that the Nobel Peace Prize for 2012 is to be awarded to the European Union (EU). The union and its forerunners have for over six decades contributed to the advancement of peace and reconciliation, democracy and human rights in Europe.

In the inter-war years, the Norwegian Nobel Committee made several awards to persons who were seeking reconciliation between Germany and France. Since 1945, that reconciliation has become a reality. The dreadful suffering in World War II demonstrated the need for a new Europe. Over a seventy-year period, Germany and France had fought three wars. Today war between Germany and France is unthinkable. This shows how, through well-aimed efforts and by building up mutual confidence, historical enemies can become close partners.

In the 1980s, Greece, Spain and Portugal joined the EU. The introduction of democracy was a condition for their membership. The fall of the Berlin Wall made EU membership possible for several Central and Eastern European countries, thereby opening a new era in European history. The division between East and West has to a large extent been brought to an end; democracy has been strengthened; many ethnically-based national conflicts have been settled.

The admission of Croatia as a member next year, the opening of membership negotiations with Montenegro, and the granting of candidate status to Serbia all strengthen the process of reconciliation in the Balkans. In the past decade, the possibility of EU membership for Turkey has also advanced democracy and human rights in that country.

The EU is currently undergoing grave economic difficulties and considerable social unrest. The Norwegian Nobel Committee wishes to focus on what it sees as the EU’s most important result: the successful struggle for peace and reconciliation and for democracy and human rights. The stabilizing part played by the EU has helped to transform most of Europe from a continent of war to a continent of peace.

The work of the EU represents "fraternity between nations", and amounts to a form of the "peace congresses" to which Alfred Nobel refers as criteria for the Peace Prize in his 1895 will.

Oslo, 12 October 2012

F O R  4 0  Å R  S I D E N

Da Danmark blev medlem af EF

Af Niels Jørgen Thøgersen

Den 1. januar er det 40 år siden, Danmark blev medlem af EU – eller EEC som det hed dengang. Eller EF.  En enestående begivenhed. Historikeren Palle Lauring påstod, at nu sluttede Danmarks-historien. Andre holdt på, at nu begyndte den.  Dette Europa-mesterskab i overdrivelser rammer naturligvis gevaldigt forbi virkeligheden.  Vi blev ét af 9 demokratiske, europæiske lande, der havde givet hinanden håndslag på at arbejde tæt og forpligtende sammen. Beskrevet i Rom-traktaten, der med fælles regler og fælles overnationale institutioner skulle sikre fred og samarbejde i Europa.

Udvidelsen af EF – den første siden starten i 1951 – blev fejret på mange måder. En af dem var en fodboldkamp i begyndelsen af januar på selveste Wembley i London mellem ”New EEC” ( England, Danmark og Irland ) og ”Old EEC” ( Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg ). Danmark havde to spillere med:  Henning Jensen og – Morten Olsen. Resultatet blev 2-0 til ”New EEC”.  Det første mål blev endda scoret af vor egen Henning Jensen fra Nørresundby  ( han spillede i Borussia Mönchen-Gladbach ).

Forud for det danske medlemskab havde der været et gevaldigt bravallaslag. Først var Rom-traktaten blevet underskrevet af de tre nye lande. Det skete lørdag, den 22. januar 1972. På min fødselsdag J   For Danmark underskrev statsminister Jens Otto Krag, udenrigsøkonomimister Ivar Nørgaard og departementschef Jens Christensen.  For England var det naturligvis bl.a. premierminister Edward Heath. Han skulle dog først hjem på hotellet for at skifte tøj, fordi der var en dame, der kastede blæk på ham.

For at dansk medlemskab kunne blive til noget, skulle det godkendes ved en folkeafstemning. Regeringen besluttede, at den skulle finde sted mandag, den 2. oktober. Dagen før Folketingets åbning.  Til stor vrede hos nordmændene, der også ville være medlem. Deres statsminister, Trygve Bratteli, mente, at han havde en aftale med Krag om, at Danmark skulle stemme først – alternativt at begge lande skulle stemme samme dag. Den danske regering trak beslutningen ud. Først da Norge havde besluttet sig for den 25. september, sagde Danmark den 2. oktober. Om det betød noget for de to resultater, ved jeg ikke. Men i Norge blev det som bekendt et nej – og i Danmark et stort JA.  Ialt 63,4 % stemte for – og 36.6 % imod.  Valgdeltagelsen var 90,1 %.

Mens nordmændene klart fortalte vælgerne, at EF var et politisk samarbejde – at man især skulle gå med af politiske grunde -  så holdt den danske regering fast på, at det var et økonomisk samarbejde.  Personligt har jeg altid ment, at nordmændene havde ret. Det mente Krag og Hækkerup – tror jeg - også. Men de vurderede nok, at afstemningen kun kunne vindes ved at slå stærkt på det økonomiske. ”Flæskepriserne”, som nogen forkortede det til.

Denne fejlagtige argumentation har sviet til den danske Europa-debat lige siden.

Den seneste udvikling med Nobels fredspris 2012 til EU er vel endnu et bevis på, at EU var og er et politisk projekt.

Jeg selv havde fornøjelsen at være personligt involveret i kampagnen for et JA. Jeg var medlem af ledelsen af ”Komiteen for Tilslutning til EF”.  Den var ledet af fhv. statsminister Viggo Kampmann og fhv. finansminister og fhv. generalsekretær i OECD, Thorkil Kristensen.  En meget spændende oplevelse.

I vor kamp for et positivt udfald fik vi også god hjælp af den tyske forbundskansler, Willy Brandt. Han var meget populær i Danmark, også fordi han talte norsk.

Et par uger efter det danske JA holdt EF et topmøde i Paris. Det var torsdag, den 19. oktober. Statsminister Anker Jørgensen var med for første gang. Her blev man enig om, hvordan det udvidede EF skulle udvikle sig i de kommende år. Ordene om ”uigenkaldeligt at arbejde hen imod en europæisk union” indgik i aftalen.  Jeg husker, at udenrigsøkonomiminster Ivar Nørgaard senere sagde, at hvis han som planlagt havde været med til topmødet, så var den formulering aldrig kommet med. Han var ikke med i Paris, fordi hans kone døde aftenen før på Rest. Brønnum i København ved at at få et fiskeben ”galt i halsen”.

Mandag, den 1. januar 1973 var Danmark fuldgyldigt medlem. Belgien var formand for EFs Ministerråd i det første halvår.  Den nye Kommission på 13 medlemmer havde franskmanden Francois-Xavier Ortoli som formand. Churchills svigersøn, Christopher Soames, var en af næstformændene. Og Danmarks medlem var Finn Gundelach. Han havde som dansk ambassadør ved EF været en af hovedaktørerne i forhandlingerne om dansk medlemskab. Da den danske regering foreslog ham som dansk kommissær, fik han samtidig diskret at vide, at han kun skulle regne med at få én periode, altså 4 år. Normalt var det politikere, der blev medlemmer af Kommissionen. Det kom dog ikke til at holde stik. Han gjorde det så godt og så overbevisende, også i den hyppige løbende kontakt hjem til Danmark, at han blev foreslået hele tre gange. Det sluttede først, da han pludselig døde i januar 1981 – få dage efter at han var startet på sin tredje periode.

Gundelach blev i den første periode ansvarlig for ”det indre marked”. En slags handelsminister, som han selv kaldte det. Som sin nærmeste medarbejder ( kabinetschef ) valgte han en erfaren tysker indefra i Kommissionen. Manfred Caspari hed ham. ”Ellers gårdet aldrig”, som Gundelach udtrykte det.  Efter et par år blev han afløst på posten af Niels Helveg Petersen.

De første danske embedsmænd kom hurtigt til. Ja, faktisk var den allerførste dansker, Knud Marstrand, lederen af den danske oversættelsesafdelig,  startet i november 1972.  Selv blev jeg interviewet til jobbet som leder af EF’s kommende kontor i København den 22. november. Og efter forskellige bureaukratiske små og store hop på stedet startede jeg for fuld kraft på Gammeltorv 4 i København torsdag, den 1. marts 1973 kl. 9.00 !

Et af de helt store spørgsmål hurtigt efter dansk indtræden var, at Danmark stod for tur til at være formand for EF fra den 1. juli. Altså kun 6 måneder efter medlemskabets start.  Forberedelserne kørte for fuld kraft – både i regeringen, især hos Ivar Nørgaard i Markedssekretariatet i Stormgade, på den nye danske Faste Repræsentation i Bruxelles under ledelse af Niels Ersbøll, og i Kommissionen. Der var en naturlig nervøsitet alle steder. Hvordan ville det gå ? Alle kommissærer var indtil flere gange på besøg i København for at hjælpe med forberedelserne. Det var en unik mulighed for mig som ”deres mand på stedet” til at lære dem alle personligt godt at kende.

Lad mig sige det med det samme:  Formandskabet gik godt. Med 25 ministerrådsmøder under dansk ledelse. Topmøde i december i det gamle Bella Center på Bellahøj. Også selv om Yom Kippur krigen i oktober og en omfattende oliekrise kom på tværs under det hele.

Vi levede i sandhed i spændende og interessante tider !

 

Niels Jørgen Thøgersen

e-mail:  kimbrer@gmail.com

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

 

EUROPEAN VALUES

 

Speaking points in Armenia, Oct. 2012  

 

1. The Nobel Peace Prize to the EU in 2012: Motivation:  The EU has in 60 yearstransformed a continent of wars into a continent of peace.  And by fighting nationalism and extremism the EU continuously contributes to a peaceful Europe.

 

2. Peace – the absence and impossibility of wars in Europe is a crucial European value

 

3. Democracy – free and secret elections. The clear separation of powers between parliament, government and the courts is crucial. The courts have to be totally independent. The rule of law for everybody must be ensured

 

4. Freedom -  to speak, to write, to make demonstrations, to work, to travel.

 

5. Religious freedom – the right of all religions to exercise their services

 

6. Human rights – universal and for everybody. No racism allowed in any form. No forms of other discriminations permitted. And right of citizens to go to court to defend their rights if needed.   And no capital punishment ( death penalty ) allowed.

 

7. Protection of minorities -  national, linguistic, religious, sexual and other minorities have to be fully protected under the law

 

8. Free and independent media -  a crucial value in Europe.  Whatever political or other orientation they have. This also includes public service television and radio, which are independent from editorial control from the state

 

9. Market economy -  a free market economy with a big private sector to operate freely inside the laws. And with free access to all markets in Europe

 

10. Free movement of people – abolishment of border controls between member states ( the Schengen agreement with 26 participating countries at the moment )

 

11. Solidarity -  societies built on the principle of solidarity, internally and externally

 

12. Protection of our different cultures, languages, etc. – “Unity in Diversity”

 

These are crucial values, which all present and future members of the European Union have to respect fully and permanently. Many of them are directly mentioned and described in the “Charter of Fundamental Rights” with its 54 paragraphs. This Charter is part of the Lisbon Treaty and have, therefore, legal value for everybody.

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

 

www.simplesite.com/kimbrer  

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

THE HISTORY OF THE EU

 

Speaking Points in Armenia, Oct. 2012 

 

1.  The Nobel Peace Prize 2012:  Motivation:  The European Union has in 60 years made a continent of wars into a continent of peace.    

 

2. After World War II:  Never again.  And this time not only words, but creation of structures which make war impossible.  Starting with a joint, supranational body to take all decisions about coal and steel ( the crucial commodities for making war ).

 

3. Jean Monnet – Robert Schuman – Konrad Adenauer – Alcide de Gasperi

 

4. The Schuman Declaration of May 9, 1950

 

5. 1951: The European Coal and Steel Community  ( Jean Monnet ). 6 countries

 

6. 1954: The European Defense Community fails ( in the French senate )

 

7. 1956: Huge international and European crisis – Suez and Budapest.  Giving new strong impetus to develop a strong European cooperation. Full speed in negotiations.

 

8. 1957: The European Economic Community and EURATOM is created – starting January 1, 1958.  Still the same 6 countries ( France, West Germany, Italy, Belgium, the Netherlands and Luxembourg ).

 

9. 1961-63: Negotiations with UK, Ireland, Denmark and Norway about joining the EU. Stopped by president de Gaulle in January 1963:  NON !

 

10. 1965: New crisis – French resistance against further integration in the EU. Compromise in 1967  ( veto right in matters of crucial importance ).

 

11. 1973: Enlargement with UK, Ireland and Denmark  ( now EU-9 )

 

12. 1979: The first direct elections to the European Parliament.  69 % participation.  The level of participation gone down ever since at the elections every five years.

 

13. 1981: Greece joins.  Now EU-10

 

14. 1986: Spain and Portugal join.  Now EU-12

 

15. 1989-90: The Berlin wall falls. Communism falls too.  Reunification of Germany. Ex-DDR now a full part of the EU.

 

16. 1992:  The new Single Market comes into force.  Thousands of border formalities disappear in trade between the member states. Huge positive effect of the economy.

 

17. 1995:   Sweden, Finland and Austria join.  Now EU-15

 

18. 1995:  The Schengen Agreement of free movement of people across borders comes into force. First for 5 member states – now ( 2012 ) for 26 countries throughout Europe. No passport control. Hardly any visible border between the Schengen countries.

 

19. 1999:  The EURO starts ( first as a common currency for accounting, from 2002 with notes and coins )  Principle: One Market – One Money.  Now ( 2012 ) 17 member states with 332 mill. inhabitants take part.  More countries to join.

 

20. 2004:  10 new countries in Eastern and Southern Europe join.  Now EU-25.

 

21. 2007: Romania and Bulgaria join.  Now EU-27

 

22. 2013 ( July 1 ). Croatia joins.   Now EU-28.

 

 

Important points to remember about the development of the EU:

 

a)       The EU always develops fast in times of a crisis. Or as Winston Churchill once said:  We politicians only take the necessary decision, when we can see the gallows!

 

b)      All European countries have according to the EU treaties the right to become members of the EU – IF and when they fulfill all the conditions of the Treaties and of the legislation which has been adopted so far

 

c)       The EU is a strong political and in particular economic power, which has a strong interest in having peaceful and free cooperation with its neighbours – nearby and far away. Therefore, it has over the years made a long range of agreements with almost all other countries, including partnership agreements with its neighbours to the east and to the south.

 

d)      The EU is a unique cooperation – not like the United States of America, not like anybody else.  It works together on all matters, which the EU together can do better than the individual member states ( esp. in today’s globalised world ). And it leaves all the rest to the member states or their regions.  The leading principle is that all matters should be handled at the level which is the most appropriate. 

 

UNITY IN DIVERSITY.

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com

www.simplesite.com/kimbrer  

NIELS JØRGEN THØGERSEN

 

on

 

EUROPE AND THE WORLD

 

with emphasis on the areas near Europe

 

Speaking Points in Armenia, Oct. 2012 

 

1. Some basic points of departure:  27 ( soon 28 ) member states; 4 mill sq. km; more than 500 million inhabitants;  GDP of 12 trillion €; trade: 20 % of the world’s total export and import ( the world’s biggest exporter and second biggest importer ); more than 50 % of its energy consumption based on imports

 

2. EU’s fundamental interests:  An open and peaceful world. As much free trade as possible. Promotion of European values

 

3. From Day 1: EU represents all member states in trade matters ( WTO, GATT, etc. ). Giving it a strong position in negotiations

 

4. General foreign and security policy was in the hands of each member state, later developed into:

 

·          EPC ( European Political Cooperation ) from 1973. Unanimity. No Commission present. Outside the Treaty framework

 

·          Maastricht Treaty from 1992:  Common Foreign and Security Policy CFPC – still under unanimity, but in the Treaty. And with a common High Representation

 

·          Purpose of the CFPC:

 

     - safeguard common values and fundamental interests

     - strengthen the Union in all ways

     - preserve peace and strengthen international security

     - promote international cooperation

     - develop and consolidate democracy and the role of law and respect of human

       Rights and freedoms

 

·          The Lisbon Treaty from 2009: The European External Action Service ( EEAS ). An independent EU body.  166 Delegations around the world

 

5. Main characteristics of EU’s external policy:  ( just a few examples )

 

·          Soft power  ( diplomacy, support programmes,  sanctions, culture, etc. )

·          Bilateral summits  ( such as with the US, Russia, China, India, South Africa, Korea, Ukraina, etc. )

·          Nation building ( law, media, police, administration )

·          EU election observers around the world

·          EU military and police operations ( often at the demand of the UN or NATO )

 

6. EU activities in areas in Europe:

 

·          1994: European Economic Area ( EEA ) with Norway, Iceland and Lichtenstein ( access to EU’s internal market on condition that the countries implement all EU legislation in relation to the single market )

 

·          Pre-accession agreements :  Now:  Croatia, Turkey and FYROM

 

 

·          Potential candidate counties :  Now: Albania, Bosnis and Herzegovina, Montenegro, Serbia, Kosovo  ( Western Balkans )

 

·          European Neighbourhood Policy ( ENP )  ( privileged relationship )

-           Promote democracy and good governance

-           Strengthen energy security

-           Promote sector reform

-           Promote environment protection

-           Encourage people to people contacts

-           Offer additional funding

-           Civil Society Forum from 2009

-           EURONEST: Joint parliamentary assembly from 2011

-           Two “legs” of ENP:    EASTERN PARTNERSHIP  ( incl. Armenia )

                                     UNION FOR THE MEDITERRANEAN

 

·          Armenia is an active partner in ENP with its own Action Plan EU-Armenia since 2006

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

kimbrer@gmail.com  

 

www.simplesite.com/kimbrer  

EUs administration

Set i en større sammenhæng

 

Antal indbyggere i EU-27:  504 millioner.  ( fra 1.7. 2013:  508 million. )

Antal ansatte i EU-institutionerne:      50.000   ( alle institutioner og agenturer inkl. )

          Heraf Kommissionen:  38.000.

           Husk:  1/3 af de ansatte er der, fordi EU arbejder på 23 ( snart 24 ) officielle sprog.

Til sammenligning:

·         UK:  HM Revenue and Customs:  82.000 ansatte

·         UK:  Birmingham:  50.000 ansatte

·         Frankrig:  Paris:  50.000 ansatte

·         Frankrig:   antal statslige ansatte:  2 millioner

·         Spanien:  antal offentlige ansatte:  3 millioner

·         Tyskland:  antal ansatte under forbundsregeringen ( ikke de 16 delstater ): 130.000

·         Københavns kommune:  50.000

·         EADS  ( incl. Airbus ):  133.000

·         DHL:  275.000

·         IBM:  433.000

·         Fiat:  137.000

·         Nokia:  122.000

·         Philips:  121.000

·         Siemens:  402.000

·         Ericsson:  104.000

·         Maersk:  108.000

 

 

EU’s administrive udgifter i 2012:

·         EU’s totalbudget til alt:  147 mia. €   =  0,80 € ( 6 kr. ) pr. indbygger pr. dag

·         Til administration:  6% af totalbudgettet på 147 mia. €:  8,8 mia €

·         Heraf  under  halvdelen til lønninger, ialt 3,3 mia €  = 0,02 € ( 15 øre ) pr. indbygger pr. dag 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen --   8.10.2012

 

kimbrer@gmail.com  

Læs mere om den nye FINANSPAGT i Den store Danske her:

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/EU/Finanspagten?highlight=finanspagten


Jeg medvirker i DEN STORE DANSKE som ekspert på alt vedr. EU og Europa.

Hvad er op og ned i sagen om grænsekontrollen

Punkter om sagens kerne

1.     Det grænseløse Europa med Schengen aftalen fra 1985 er én af kronjuvelerne i det europæiske samarbejde. Millioner og atter millioner af mennesker nyder hver eneste dag stor gavn af denne frihed. Og for erhvervslivet er fjernelsen af grænserne og dermed af masser af bureaukrati med formularer o.l. særdeles væsentligt for deres eksport og import og dermed for deres indtjening. En stor del af vores fælles velstand er bygget på det grænseløse Europa.

 

2.     Psykologisk er denne bevægelses-frihed også essentiel, ikke mindst for de borgere, der bor i nærheden af en grænse. Se på reaktionerne fra det danske mindretal i Sydslesvig og på det tyske mindretal i Sønderjylland. Og det er bare et par eksempler af mange

 

3.     EU er et forpligtende samarbejde, som alle 27 medlemslande frivilligt har meldt sig ind i og skrevet under på. Det er baseret på rettigheder og forpligtelser. Og når man har indgået forpligtende aftaler, kan man ikke bare egenhændigt løbe fra dem eller bryde dem. Det giver naturligvis negative resultater og kan ikke accepteres af de andre partnere.

 

4.     EU er også et samarbejde, der i høj grad er baseret på forståelse for andre og på gensidig hjælpsomhed.  Intet samarbejde kan fungere, hvis enhver kører sit eget løb. Og gør det uden konsultation og forhandling med andre.

 

5.     ”EU-Kommissionen og de andre lande skal blande sig udenom”, lyder det frejdigt fra visse politikere.  Positivt forkert. Er det baseret på uvidenhed eller på bevidst manipulation ? Danmark ER medlem af EU og er forpligtet af Traktaterne, af Schengen-aftalen, m.v.  Ligesom de andre partnere er bundet af dem. Og én af EU-Kommissionens vigtige opgaver er at tilse, at alle overholder indgåede aftaler. Og hvis de ikke gør, så sige til og forlange at ulovlighederne ophører. I sidste ende har EF-Domstolen ( som i ethvert ordentligt demokrati ) det endelige ord, som alle skal rette sig efter.  EU og partnerlandene ville netop ikke gøre deres pligt, hvis de lod overtrædelse af gældende aftaler passere upåtalt.

 

6.     Danmarks internationale omdømme er i høj grad også i spil i denne sag.  Nogle politikere benægter dette. Men det kan kun være, fordi de ikke læser udenlandske aviser eller ser udenlandsk TV.  Kredse på regeringshold har sammenlignet dette med Muhammed-krisen hvad dårlig omtale af Danmark angår. Det er ikke helt forkert.  Den er ved at nå disse højder. Desværre.

 

7.     Men giver denne frihed ikke frie muligheder også for kriminelle til at bevæge sig frit rundt over grænserne?

 

·        Naturligvis kan også de kriminelle bevæge sig over grænser. Det kan de også  og det gør de også, selv om der er kontrol. Erfaringen viser, at det næsten aldrig er ved grænsen, man fanger dem. Der er endnu ikke opfundet et apparat, der kan afsløre, at en person har kriminelle hensigter. 

·        Det er inde i landene, at man ved godt politiarbejde fanger de formastelige. Og dette arbejde gøres naturligvis meget mere effektivt i dagens globaliserede verden, hvis der er et tæt politisamarbejde over grænserne.  Men på grund af EU-forbeholdet er Danmark netop ikke med i dette L    Det er her, problemet ligger.

·        Men hvad med hjemmerøverierne begået af kriminelle fra Østeuropa? Politiets statistik viser, at det kun er 3-4 % af disse røverier, der begåes af østeuropæere.  Og er røveriet begået og man vil fange dem ved at lave kontrol ved grænsen, hjælper de påtænkte initiativer ikke. Trafikken ud af Danmark vil fortsat være fri, da tyskerne naturligvis ikke har tænkt sig at gå i Danmarks fodspor.  Det er den indgående trafik, der vil blive kontrolleret. Med andre ord: Man vil hjælpe med at fange kriminelle, der har begået hjemmerøveri i Tyskland.  Er det derfor, man vll indføre den nye grænsekontrol?

·        Det nye initiativ giver med andre ord en falsk tryghed.  Man kan sige, at markedsføringsloven er kraftigt overtrådt !

 

8.     Om forberedelsen til den nye aftale om mere grænsekontrol:  Det er uforståeligt og i hvert fald meget usædvanligt, at den danske regering ikke rådfører sig med EU-Kommissionen og med andre EU-lande, FØR den fremlægger sådanne planer.  Især er det usædvanligt og uklogt, når man ved, at vor nabo Tyskland altid er villig til at hjælpe Danmark, når det er nødvendigt.

 

9.     Yderligere amatøragtigt bliver det, når regeringen præsenterer aftalen med Dansk Folkeparti på én måde på dansk og på en meget mere udglattende måde i den engelske tekst.  Tror man da slet ikke, at vore partnere og deres medier forstår og læser dansk?  Der er gået noget helt galt i den proces.  En mega fodfejl, der ikke gør forståelsen for det danske initiativ bedre.

 

10.                  Om den offentlige debat i Danmark om grænsekontrol-aftalen:  Regering og DF synes meget lidt interesseret i at diskutere de reelle facts i sagen.  Klare tal fra statistikker og erfaringer bliver fejet til side som ikke-vigtige. Følelsesladede argumenter om skrækkelige hjemmerøverier og banders frie adgang til farlige våben kastes i stedet på bordet.  Advarsler fra toppen af dansk erhvervsliv og turisme bliver næsten totalt overset.  Og interviewer medierne kyndige eksperter såsom statskundskabsprofessor Marlene Wind på Københavns Universitet, så går visse politiskere helt i selvsving.  Ikke mod de oplysninger, hun giver. Men mod personen Marlene Wind.

 

Hvor er dette uklædeligt og skammeligt. Der findes ord og meget kedelige erfaringer om politikere, der ikke accepterer, at eksperter udtaler sig, hvis de taler dem imod. Meningstyranni. Undertrykkelse af ytringsfriheden. Manipulation. Og betegnelser, der endda er værre.

 

Godt at rektor for Københavns Universitet har sat tingene på plads om eksperters ytringsfrihed og ret til at deltage i debatten med deres viden og analyser.

 

11.                   Man kan vel ikke bebrejde Dansk Folkeparti, at det er imod EU og imod Schengen. Det har det altid været. Det repræsenterer 12 % af vælgerne og har naturligvis deres ret til deres meninger. Men vi andre har lige så megen ret – og pligt – til at sige fra, når det baserer deres frådende udfald på fejlagtige og helt uholdbare påstande.

 

12.                   Derimod kan man med stor rimelighed bebrejde regeringspartierne, at de løber med på den samme galej og argumentation – eller mangel på samme. Det er her, kæden springer af. Og  på en måde også, at dele af oppositionen synger efter samme sangbog.  Det er det tragiske. Og hvad værre er: det er det mest farlige i denne tragikomiske sag.

 

13.                   Er der en vej ud af denne landsskadelige blindgyde ? Ja.  Opgiv operationen!  Og sørg hurtigst muligt for at komme med i det forpligtende europæiske politisamarbejde, hvis man virkelig mener det med at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet.

 

På kort sigt er der også håb. I den seneste udgave af aftalen mellem regeringen, DF og kristendemokraterne står der, at loven SKAL være i fuld overensstemmelse med Schengen.  Hvis EU-Kommissionen inden længe kommer med en melding om, at aftalen IKKE kan accepteres i forhold til Schengen, må man gå ud fra, at planerne opgives.

 

Niels Jørgen Thøgersen

Den 14.6.2011.

Se mit 28 minutters interview til TV om udviklingen af EU siden 1973 ( mit interview er lidt nede i rækken af interviews på dette link ):

Europamagasinet nr. 4:

www.fagligttv.dk

Gi’ Europa ny fremadrettet dynamik

 

Et nyt europæisk og tværpolitisk initiativ har set dagens lys. Det hedder SPINELLI GRUPPEN.  Dets manifest siger bl.a.:

 

De globale udfordringer ved starten af det 21. årh. er kolossale: klimaændringer, udtømning af resourcer, ødelæggelse af miljøet, økonomiske og finansielle kriser, atomtruslen og kollektiv sikkerhed, bevarelse af freden.

 

I denne nye verden er hvert enkelt europæisk land et lille land. Men vi har en fordel: vi har sammen bygget den europæiske union.

 

Og videre:

 

I denne tid med gensidig afhængighed og globalisering ser vi skyggerne af national suverænitet og mellemstatslige holdninger, der tager afstand fra fællesskabet, og som dømmer os til politisk impotens.

 

Og til sidst:

 

Vi er imod denne bagstræberiske og reaktionære holdning. Europa er atter en gang blevet bortført – af en koalition af nationale politikere. Det er på høje tid at få Europa tilbage på banen. Vi er overbeviste om, at det ikke er tiden at forsinke yderligere samarbejde, men tværtimod at styrke det. EUs historie viser, at mere Europa, ikke mindre, er svaret på de problemer, vi står overfor. Kun med europæiske løsninger og en fornyet europæisk holdning vil vi være i stand til at håndtere de globale udfordringer.

 

Nationalisme er fortidens ideologi. Vort mål er et føderalt Europa. Et Europa bygget i tillæg til det  nationale. Et borgernes Europa. Det var det, EUs grundlæggere arbejdede så hårdt for at opnå. Det var Altiero Spinellis projekt. Det er dét Europa, vi arbejder for.

 

Dette er uddrag af det Manifest, som en række europæiske politikere fra mange forskellige partier med Guy Verhofstadt ( liberal ), Daniel Cohn-Bendit ( grøn ), Jacques Delors ( socialist ) og mange andre i spidsen netop har udsendt. Og med det har de startet SPINELLI GRUPPEN.

 

 

Europa og EU er i krise. Og historien viser os, at det især er i krisetider, at Europa tager sine afgørende skridt fremad. Som Churchill engang sagde: Politikere skal kunne se galgen, før de tager sig sammen til at beslutte det nødvendige.

 

Jeg synes, at Spinelli Gruppen er det helt rigtige initiativ på det helt rigtige tidspunkt .

 

Vi har brug for ny dynamik, nye ideer, nye visioner og nye konkrete initiativer for at komme videre.

 

Vi skal mobilisere borgerne over hele Europa, politikerne på alle niveauer ( lokalt, nationalt, europæisk ), civilsamfundet, alle. Vi skal gøre medierne aktivt interesserede i, hvad der sker – også ”uden for Valby Bakke”. Og vi skal ikke være bange for at åbne Pandoras boks for en meget alsidig og støjende debat – om muligt også på tværs af grænserne – af, hvad Europa skal være og gøre i fremtiden. 

 

Alt sammen set i lyset af de kolossale globale udfordringer og en verden, hvor Europas del bliver mindre og mindre. Vi har meget forskellige holdninger og synspunkter. Det er kun godt og stimulerende. 

 

Der er mange ting, vi skal – f.eks.:

 

Vi skal have ikke bare holdninger og ideer på banen.

 

Vi skal bidrage med helt konkrete og overbevisende forslag og initiativer , som Europas ledere kan bruge til noget.  Vi skal ”bide dem i haserne”.

 

Vi skal til stadighed ”opruste” deres nærmeste medarbejdere til at give de nødvendige og fremadrettede råd. 

 

Vi skal mobilisere folk ud over hele vort kontinent til at blive aktive med ideer, aktiviteter, kritik og initiativer.

 

Vi skal gøre det lettere for medierne at dække, analysere og forklare, hvad der sker - også i andre lande. 

 

Kort sagt : mobilisering for et Europa, der giver de nødvendige resultater.

 

Jeg synes, vi i NYT EUROPA skal slutte op om dette initiativ.  Ikke fordi vi nødvendigvis er enig i alt. Men fordi det er det første nye, konkrete europæiske initiativ med politisk tyngde.

 

Vær aktivt med!  Det er nu, dets konkrete initiativer skal forberedes. Vi bør være aktivt med.

 

Se meget mere her:  www.spinelligroup.eu   

 

Du kan starte med at melde dig til på denne hjemmeside – i første spalte under Manifesto. 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Medlem af Nyt Europa .

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com  

EUROPE  IN  CRISIS

 

Why and how do we move on

 

New opinion polls have just told us that only 42 % of the Europeans support and believe in Europe as they see it today. This is a drop of 6 % in only half a year. Very worrying.

 

But is it surprising? Not really.

 

We have no real political leaders in Europe today. Nobody sees it as a top priority to explain, promote and not least use Europe to solve our challenges and problems. You often get the impression that our leaders are jumping from stone to stone while constantly looking at what their home media and opinion polls are saying.

 

At the same time our media are generally not covering Europe and its activities. And when they do it they give the impression of being uninformed and concentrate on minor or irrelevant events and people.

 

The result is obvious: People don’t see the relevance or importance of Europe. They are easy to mis-inform. Europe is often linked to small and unimportant matters, which still manage to excite people in a negative way.

 

Therefore, people are not interested in Europe. Cannot see why they should be interested or even active. Europe is to them something remote, very difficult to understand and often irritating and interfering.

 

Of course, there are exeptions. There are now and then political leaders with political courage and a view beyond the next elections. There are media with solid coverage of what happens in Europe. And there are people with not only an understanding of what Europe is and how it can help solving our problems. But also people who are active in promoting Europe.

 

But they are all very few and often not very influential L  

 

Some people might say that it all happens because Europe is more and more irrelevant. They could not be more wrong.  First of all, Europe is producing lots of concrete results every single day. Results which make life for all of us better and easier. It is just not well known.  But furthermore – and even more important – today we more than ever need to work closely together in a very committing way in all the areas, where each country has no chance of solving its problems alone. Climate, energy, environment, consumer protection, security, international trade, monetary affairs, etc., etc.  The EU might not be the best instrument. But it’s the only one we have. So the answer is not yes or no to the EU. It is YES to a dynamic and much improved European cooperation. How do we best get there ?

 

 

There are STRONG reasons to change our passive and non-committal attitude to Europe. Here are a few of them:

 

1. All our societies in Europe are built on the same values: Democracies, protection of minorities, solidarity with citizens who need it, a well functioning legal system, protection of human rights,  free and independent media, no death penalty, etc. etc.  If you look around the world very few countries are based on the same values. They are to a large extent European

 

2. We are all very dependent of each other – economically, politically, socially, culturally. We are all in the same boat. There is no way of escaping that

 

3. Our societies and welfare depends more and more on education, research, creativity, innovation, services and new ways of doing things. The old economies with agriculture, industry and traditional services have gone and moved to the new economies, not least in Asia. This is a fact which is a common challenge to all our societies in Europe. And this trend will go faster in the years to come

 

4. In today’s globalised world we all become more and more dependent of each other. Europe risks becoming irrelevant. Others will decide for us – China, India, Brazil, Russia, the US.  UNLESS we get our act together, pool our political and economic resources and work closely together. Defending European interests. Promoting European values. We have NO choice. By trying to going it alone any of our countries in Europe – big or small - will loose out. And do it in a big way. The European model of our societies will disappear. We will no longer be masters in our own home.  Is that acceptable ?

 

5. At the same time the world needs our help and assistance. Economically, politically, in security matters, etc.  Our help based on our European values – with full respect for local priorities, of course.  And this is only possible and certainly only efficient, if we work closely together in Europe.  And not try to compete between us to be the best and the bravest.

 

 

In other words: We have to get our act together. We have to MOBILISE FOR EUROPE.

 

Europe has always been best at developing new ways of working together, when it was hit by a serious crisis. A crisis has always been the midwife for the positive development of Europe. In the 1950ies with the start of the EU. In the late 60ies with better institutions and with enlargement. In the 1980ies with the single market. In the 90ies with enlargement and the Euro. In the last ten years with the inclusion of the countries in Eastern Europe.

 

Now is the time to make a decisive and qualitative leap forward again. With new visions, new people, new dynamics.

 

Let us create a Europe-wide body called MOBILISE FOR EUROPE with new, dynamic people with new operational visions on how to:

 

a)       engage citizens actively in the development of Europe ( with their many different political views on what Europe should be and what it should deal with )

 

b)       actively promote peoples’ knowledge of how citizens in neighbouring countries discuss and solve their problems – for mutual inspiration

 

c)       in particular develop and promote new operational visions on how Europe should develop. Visions, which our political decision-makers will not only understand, but accept by making them their own and implement them. In the same way as Jean Monnet’s famous Action Committee for Europe many years ago had a tremendous de facto influence on what the politicians decided

 

d)       and last, but not least present convincing new ways of communicating Europe by involving citizens for real and not only by well-intentioned lip-service.

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com   

 

August 30, 2010   ( draft )

 

2^nd edition 

N Y H E D

 

 

Følg nyhederne fra 28 europæiske lande på

 

 

L I V I N G   E U R O P E

 

 

             Og oversæt dem selv med et klik til et af 20 sprog

 

 

www.livingeurope.eu

 

 

Opdateres hvert 10. minut. Og har over 4.000 kilder

 

Gratis – og meget enkelt

 

 

Fortæl alle om det J  

Følg med i den nye gratis danske EU PORTAL - lavet af journalister på on-line mediehuset ALTINGET:

http://www.altinget.dk/EU/

Den opdateres dagligt.

Og deltag også i debatten på portalen.

LISSABON TRAKTATEN

 

De vigtigste nye regler

 

Det er i dag den 1. december 2009. Dagen hvor Lissabon Traktaten træder i kraft. Det kan og bør alle os, der vil Europa det godt, ønske hinanden tillykke med.  Et godt skridt fremad. Et skridt, der er mere end nødvendigt for at Europa kan tage nutidens store udfordringer som klimaforandringer, finanskrise og globaliseringen op på effektiv vis. Og sikre kraftige europæiske fingeraftryk på, hvordan verden bør udvikle sig.

 

Lad os kort nævne de vigtigste nydannelser i den nye traktat:

 

1)       Borgerinitiativet:

 

For første gang kan mindst en million borgere nu sammen tvinge EU-Kommissionen til at tage et emne op, hvis de kræver det.  Denne mulighed kommer helt sikkert til at øge folks interesse for at samarbejde på tværs af grænserne for at nå de mål, de gerne vil

 

2)       Offentlighed og åbne møder:

 

Ministrenes møder skal fremover være åbne for offentligheden, når de diskuterer og stemmer om ny EU-lovgivning. Dette er vigtigt, da Rådet er lovgivende. Nu er det op til borgerne og medierne at bruge dette aktivt.

 

3)       Europa-Parlamentets større magt:

 

Fra nu af har det folkevalgte Europa-Parlament direkte magt over de fleste EU-politikker. Et vigtigt eksempel er landbrugspolitikken. Derved bliver dets stemme i lovgivningen samme med Ministerrådet meget vigtig på stort set alle områder.

 

4)       Nationale parlamenter meget mere involveret:

 

      De 27  nationale parlamenter, inkl. Folketinget, bliver fra nu af meget mere

      systematisk involveret i forberedelsen af EU-lovgivning. Et nyt Early Warning system

      kommer på plads for at sikre, at de er informeret om nye initiativer i meget god tid.

 

5)       Hurtigere beslutninger på flere områder:

 

Der indføres kvalificeret flertal i Ministerrådet for mange flere områder i EU. Derved bliver det muligt at tage hurtigere beslutninger. Fra 2014 bliver det sådan, at et forslag vedtages med kvalificeret flertal, hvis mindst 55 % af medlemslandene ( p.t. altså mindst 15 medlemslande ) OG lande repræsenterende mindst 65 % af befolkningerne ( altså pt mindst 325 millioner ) stemmer for forslaget.

 

 

 

 

 

6)       Fælles High Representative for udenrigs- og sikkerhedspolitik:

 

Der er nu en fælles High Representative til at tage sig af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun tiltræder i dag og hedder Catherine Ashton.  Hun skal bl.a. lede alle udenrigsministermøder fremover. Og hun skal repræsentere EU udadtil. Til sin hjælp får hun en fælles tjeneste i Bruxelles samt alle EUs delegationer verden over.  Samtidig er hun næstformand i Kommissionen.

 

7)       Formand for Det europæiske Råd:

 

Der er fra i dag også en permanent formand for Det europæiske Råd ( ”topmøderne” ). Han hedder Herman van Rompuy.  Hans opgave er at sikre fremdrift i topmødernes arbejde og at de alle forberedes og køres grundigt. Dette formodes at være mere effektivt end de skiftende formandsskaber hver 6. måned.  Disse formandskaber fortsætter dog på alle de enkelte fagområder ( langbrug, miljø, økonomi, etc. ).

 

8)       Formanden for EU-Kommissionen:

 

Han eller hun skal fremover vælges af det folkevalgte Europa-Parlament – på forslag fra Det europæiske Råd.

 

9)       Styrkelse af det økonomiske samarbejde:

 

Lissabon-Traktaten sikrer også en styrkelse af det europæiske økonomiske samarbejde på en række vigtige områder. ECB – Den europæiske Centralbank – er nu formelt en EU institution.

 

10)   External Action Service:

 

EU får fra i dag en samlet og styrket External Action Service ( se også under High Representative ). Den bygges op af tjenester fra såvel Kommissionen som fra Rådet. Og den får også medarbejdere fra medlemslandene.  De ca. 130 EU Delegationer verden over er også en del af EAS.  Den skal sikre, at EU får indflydelse, der svarer til, at det er verdens største handelsmagt og også den største donor i verden hvad angår u-landshjælp.

 

11)   Styrkelse af sikkerhed og forsvar:

 

Dette område kræver stadig enstemmighed. Men de lande, der ønsker det, kan sammen gå videre.  Man styrker f.eks. EUs fredsbevarende aktioner. Og man har gensidig solidaritet ved terrorhandlinger og naturkatastrofer ( civilt beredskab ).

 

12)   Retsanliggender og kriminalitet:

 

Dette område styrkes væsentligt, bl.a. ved flere områder med kvalificeret flertal. Man styrker den fælles kamp mod grænseoverskridende kriminalitet, illegal indvandring, menneskesmugling og ulovlig indførsel af våben og narkotika.

 

På dette område kan Danmark stort set ikke være med, da vi i 1993 har taget forbehold imod det.

 

13)    Offentlige tjenester, m.v.:

 

Den nye traktat anerkender, at det især er medlemslandenes ansvar at sikre offentlige tjenester såsom offentlig transport, televæsen, postvæsen, gas- og elektricitetsforsyning.  Og den slår også fast, at disse tjenester er meget vigtige for de europæiske samfund og deres borgere.

 

14)   Nye samarbejdsområder:

 

Verden udvikler sig hastigt. Det må også EU være i stand til at håndtere. Derfor styrker Lissabon-Traktaten især EUs kompetencer hvad angår  kampen mod klima-forandringer og vedrørende energi-sikkerhed.

 

Andre nye og mindre samarbejdsområder er:  sport, civilbeskyttelse, humanitær hjælp, turisme og rumforskning.

 

15)   Styrkelse af borgernes rettigheder:

 

Charteret om fundamentale rettigheder   fra år 2000 er nu en del af Traktaten og dermed juridisk bindende.  Det dækker vigtige områder som beskyttelse af persondata, asyl, lighed for loven, ikke-diskrimination, ligestilling mellem mænd og kvinder, børns rettigheder, ældres rettigheder, og sociale rettigheder såsom beskyttelse mod uretmæssig afskedigelse og adgang til social sikring og assistance.

 

 

Dette er dog ganske imponerende. Og i hvert fald meget vigtige fremskridt.  Nu er det så op til os alle at udfylde og bruge de nye muligheder.

 

Se også denne site fra Folketingets EU Oplysning:

 

http://www.eu-oplysningen.dk/emner/reformtraktat/    

 

Det starter med at sætte sig rigtig godt ind i den J   Go’ fornøjelse !

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Den 1. december 2009 

 

kimbrer@gmail.com   

FOLKEAFSTEMNINGER  =  FOLKESTEMNINGER

 

Hvad vi har lært af mange års erfaringer

 

Og hvad kan vi sætte i stedet ?

 

 

Så har Europa igen været igennem en folkeafstemning. I princippet om hvorvidt irerne ville sige JA eller NEJ til EUs nye Lissabon-Traktat. Heldigvis for Europa, for Irland og for os alle, der vil Europa det godt, blev det et klart og tydeligt JA.

 

Nu må det være et godt tidspunkt at tænke lidt over, hvad folkeafstemninger egentlig er for noget, og hvad de gør ved vort politiske system.

 

Mange års erfaringer med folkeafstemninger i forskellige lande gør det muligt at slå en række ting fast:

 

1)       En folkeafstemning bliver naturligvis altid udskrevet om et bestemt emne, som folk skal tage stilling til. Enten med et JA eller med et NEJ.  Eller med andre muligheder – endda somme tider mere end to. Men faktum er, at de ALTID kommer til at handle om noget helt andet. Ofte om, hvorvidt folk ka’ li’ den siddende regering eller ej. Eller om andre varme emner, som er oppe i tiden. Og hvis nogen af parterne i valgkampen er i stand til at trække en kanin op af hatten i sidste øjeblik, så bliver det ofte afgørende for afstemningens resultat.

 

Man kan med god ret sige, at der ikke er tale om en folkeafstemning, men om en folkestemning. 

 

2)       Debatten under enhver folkeafstemning bliver i høj grad præget af enkle, tendentiøse og direkte løgnagtige påstande, som kombattanderne slår hinanden i hovedet med. Det redelige, det nuancerede, har ikke store chancer. Politiske fusentastere og enøjede kykloper har gyldne tider i opløbet til enhver folkeafstemning. Og det gælder især, når afstemningen handler om en større tekst såsom hele traktater. Det giver kreative fluekneppere mulighed for løbende at rive en eller anden underparagraf til en underparagraf helt ud af sin sammenhæng og (mis)bruge den til at argumentere for deres irrelevante og ofte betydningsløse påstande. Vel vidende at vælgerne ikke har kræfter eller baggrund til at gå dem efter i sømmene.

 

3)       Folkeafstemninger  - i hvert fald om EU-forhold – får også den langtidsvirkning, at vælgerne kommer til at se Europa som noget med JA eller NEJ. Enten er man for det – og for alt. Eller også er man imod – imod alt.

 

Sådan er den virkelige verden naturligvis ikke. Det ved enhver. Men det er alligevel desværre lykkedes Europas uvenner at få folk bildt ind, at alt med EU enten er JA eller NEJ.  Og at det derfor er naturligt – ja, nødvendigt – at der ved enhver diskussion om ethvert EU-emne, skal være en tilhænger og en modstander til stede. Den vildmand er bl.a. dansk TV desværre hoppet på. Det er som om journalisterne føler, at bare de har en tilhænger og en modstander i deres program, så har de pr. definition lavet en god udsendelse.

Igen er virkeligheden blevet det store offer!  Virkelighedens nuancer og mange facetter ryger lige i debattens skraldespand. Det er trist. Det er farligt. Det er dybt beklageligt.

 

Og altsammen i høj grad et resultat af folkeafstemningernes destruktive kølvand.

 

4)       Det er ligeledes erfaringen fra alle lande, der har været igennem folkeafstemninger, at de forgifter det politiske debatklima i mange år fremover.  I Danmark har det varet helt siden 1972.  Oppiskede og vilde påstande hænger ved og bliver brugt og misbrugt i én uendelighed.  ”Et-tema-bevægelser” uden bred og almindelig politisk grobund i vælgerskaren opstår og består og puster til stadighed til den forgiftede og forvirrende debat.  Og populær-pressen følger villigt med, så længe den ser fordele i det for oplagstallet. Ofte uden at sætte sig det mindste ind i sagens rette sammenhæng. Altsammen en selvforstærkende proces, som folk i almindelighed ofte kommer til at se som”sandheden”. En ”sandhed”, som de enten følger blindt – eller som ender med at bringe dem til at væmmes ved alt, hvad der har med politik at gøre. Begge dele er til lige stor skade for et velfungerende og veloplyst demokrati.

 

5)       Europa handler som bekendt også om at fjerne grænser. Sikre fri bevægelse over de grænser, der indtil nu har adskilt de europæiske befolkninger fra hinanden.

 

Det pudsige og interessante er, at selv om EU-modstanderne normalt er modstander af at fjerne grænser, så er de også nogle af de første til at bruge denne nye mulighed. Det så vi tydeligt i den netop overståede irske folkeafstemning. Der var næsten ingen ende på, hvilke negative kræfter fra andre lande, der uden at blive bedt om det ville give irerne deres råd om at sige nej.  Lige fra højre-ekstremisterne i UK Independence Party, som ligefrem udsendte en brochure til samtlige irske husstande med kraftige opfordringer til at stemme Nej ( med klart anti-indvandrings-argumenter ) til en tysk millionær, der fortalte irerne, at et Ja til Lissabon ville militarisere Europa.  Og så var der vor egen Jens Peter Bonde, der for jeg ved ikke hvilken gang fyrede sine EU-negative missiler af mod de irske vælgere. Men han har selvfølgelig også fået bedre tid nu, hvor hans to hidtidige hovedprojekter, Junibevægelsen og Libertas, begge er røget i historiens skraldespand.

 

 

            Min pointe med dette punkt er, at JA – det er godt at se en europæisk offentlighed i funktion. At se europæere interessere sig aktivt for, hvad der sker i andre lande end deres eget – og gøre noget ved det-  Det triste er bare, at det næsten kun er de automat-negative, der benytter sig af denne mulighed. Dem med de forsimplede, de negative, de destruktive, de populistiske argumenter og holdninger.  Det må være på tide, at de mere positive også tager denne handske op. Men folkeafstemningerne med deres enøjede optik er nok ikke den anledning, der får dem aktivt på banen.

 

 

 

Min konklusion på denne analyse er, at folkeafstemninger som vi kender dem ikke hører til i et velfungerende demokrati. Tværtimod. De er som at gøre nar af et moderne og troværdigt folkestyre. De er slet ikke det, de udgiver sig for at være. Og de sætter sig altid yderst negative og destruktive spor i det politiske landskab.

 

ET RIMELIGT SPØRGSMÅL ER DEREFTER:

 

Hvordan kan man så inddrage befolkningen – vælgerne – mere aktivt i politik ? I de store beslutninger i samfundet? Det var nemlig det, der var og er den oprindelige mening med folkeafstemninger.  Og vil vi afskaffe folkeafstemningerne, må vi selvfølgelig sætte noget bedre i stedet.

 

1. Mit første svar er :  Gennem vore folkevalgte. De medlemmer af Folketinget og andre parlamenter, vi vælger med jævne mellemrum. De er vore repræsentanter. Vi har selv valgt dem til at tage de politiske beslutninger. Og er vi ikke tilfredse med det, de beslutter, så vælger vi nogle andre ved næste valg.

 

Det lyder enkelt og ligetil. Men det er det ikke.  En klar forbedring ville være, hvis det lykkedes for de politiske partier at engagere vælgerne meget mere end i dag. Og ikke bare op til valg – men hele tiden. Inddrage dem, inspirere dem, lytte til dem, forklare tingene for dem, Og gøre det ved hjælp af alle til rådighed stående midler, ikke mindst de nye moderne kommunikationsmidler. De er hurtige. De er billige. Og de er effektive. Hvis man vel at mærke ved, hvordan man skal håndtere dem.

 

Var det ikke en oplagt handske at tage op ?

 

Folkeafstemninger er en kortslutning af dette folkestyre gennem valgte repræsentanter. Måske var det i visse tilfælde også meningen. Men virkningen kan lige så godt være, at det giver de folkevalgte en mulighed for at kaste ansvaret fra sig ved at udskrive en afstemning. Og det var i hvert fald ikke den oprindelige mening.

 

Med aktive og mange opvakte, deltagende partimedlemmer bliver det repræsentative folkestyre automatisk styrket.

 

2. Mit andet svar er, at vi må gøre noget meget konkret for at forbedre den direkte

kontakt mellem vælgerne og hver politiker.  I dag er der næsten ingen kontakt. I hvert fald ikke, når der ikke er valgkamp. Sådan er det i alle lande. Det MÅ der gøres noget ved.

 

Vi må gøre vore valgte politiskere direkte ansvarlige for deres løfter. Og for deres handlinger, f.eks. hvad de stemmer i parlamentet.

 

Hvordan gør vi det ?

 

Under enhver valgkamp skal hver kandidat lave en hjemmeside / blog, hvor hun/han skriver om sine ideer og løfter i kort, præcis form. Hvis han eller hun bliver valgt, skal hjemmesiden fortsættes og løbende opdateres med beskrivelse af initiativer, taler, løfter og hvordan vedkommende stemmer i parlamentet.

 

Vi vælgere skal opfordres til – ikke bare at læse hjemmesiden – men til at kommentere den, stille spørgsmål og lave vore egne forslag. Og politikerne skal love at reagere på det. Og også gøre det.

 

Dette kan og bør suppleres med jævnlige ”møder” på Nettet – med spørgsmål og svar.

 

Og som et meget vigtigt tillæg til dette, skal medierne involveres ved med jævne mellemrum at trykke vigtige dele af disse hjemmesider – og lave aktiviteter omkring dem.

 

Dette er en praktisk og håndterlig måde at sikre en løbende og offentlig kontakt mellem os vælgere og hver politiker. Både de nationale og Europa-parlamentarikerne.

 

3. Mit næste og tredje svar er :  Ja, visse politiske spørgsmål kan være så vigtige og langtrækkende, at det ikke er rimeligt, at de afgøres endeligt af en afstemning i et siddende parlament. Derfor er folkeafstemninger nødvendige, siger nogen.  Nej, siger mange andre.  Man kan i stedet som f.eks. hollænderne gør lade en så vigtig beslutning tages af to parlamenter. Forstået på den måde, at parlamentet først diskuterer og vedtager beslutningen. Men ikke den endelige beslutning. Den tages i stedet af det parlament, der vælges ved næste almindelig valg. På den måde kan spørgsmålet på naturlig måde indgå i valgkampen.

 

Det er en elegant og håndterlig måde at gøre det på. Og en måde, som fortsat gør de politiske partier direkte ansvarlige.  Løststående, enkeltsags-bevægelser kan ikke nær så let få afgørende indflydelse uden at ville påtage sig et almindeligt politisk ansvar.

 

4. Mit fjerde svar på spørgsmålet er:  Brug vore nye kommunikationsmidler aktivt til at inddrage befolkningerne i de afgørende beslutninger. Internettet. De sociale netværk. Digitalt TV og radio. Mobiltelefonen.

 

Det kan tage mange former: Lige fra on-line høringer til Spørgsmål/Svar. Til elektroniske valgmøder. Til ”townhall meetings”, gerne på tværs af landegrænser, så man kan lære af hinanden. Til mere aktiv involvering af de politiske partier, ungdomsorganisationerne, NGOerne, m.fl. Og til vejledende afstemninger på Nettet.

 

Altsammen ledsaget af en meget bedre og meget mere aktiv løbende kommunikation omkring væsentlige politiske emner – både i ens eget land og i andre lande. Og både via medierne, over Nettet, gennem netværk og i undervisningen, inkl. voksenundervisningen på alle niveauer. 

 

Betydelige offentlige midler skal afsættes til disse formål. Og et vidtforgrenet og meget aktiverende netværk af så mange mennesker som muligt skal stimuleres og udvikles.

 

 

 

 

 

SLUTORD:

 

Hermed er det endelige svar på vore dages store demokratiske udfordringer naturligvis  ikke givet. Dette er nogle af elementerne. Mange flere skal udvikles og prøves af. Hvad der er sikkert er, at folkeafstemninger i den form, vi kender dem, er en meget farlig og forførende blindgyde.

 

Europa og vore demokratiske politiske systemer fortjener noget meget, meget bedre.

 

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Oktober 2009    

Når Lissabon-Traktaten formentlig snart træder i kraft, skal der vælges en formand for Det europæiske Råd. Det skal være en person, der kan samle trådene, skabe tillid, og få forhandlinger til at ende med gode resultater.

Efter min mening vil den tidligere finske statsminister PAAVO LIPPONEN af mange grunde være en ideel kandidat.

Hermed noget baggrundsstof om:

PAAVO  LIPPONEN

 

Former Prime Minister of Finland

 

 

Paavo Lipponen (born April 23, 1941) is a Finnishpolitician and former reporter. He was Prime Minister of Finland from 1995 to 2003 and Chairman of the Finnish Social Democratic Party from 1993 to 2005. He also served as Speaker of the Parliament of Finland 2003-2007.

Receiving his gymnasium diploma from the Lyceum of Kuopio in 1959, he then studied philosophy and literature at Dartmouth College for one year.

Soon after returning to Finland he moved to Helsinki where he eventually attained a master's degree in international politics from the University of Helsinki in 1971. He was the editor of the student newspaper Ylioppilaslehti 1963–1965 and a freelance reporter for the Finnish Broadcasting Company ( YLE ) 1965–1967.

Lipponen first came into the political limelight when he was secretary to the then Prime Minister Mauno Koivisto from 1979 to 1982. Frequently having to substitute for the busy PM, Lipponen was soon dubbed vara-Manu ("deputy Manu" — Manu being short for Mauno).

Lipponen was a Member of the Parliament of Finland from 1983–1987 and also from 1991 until he retired in 2007. In 1993 SDP chairman Ulf Sundqvist was suspected and later convicted of a large financial fraud. Lipponen was elected the new chairman in 1993, and he led the party to victory in the parliamentary election of 1995. Lipponen formed a cabinet of five parties including both rightist and leftist parties. Lipponen's economic policies were however dominated by the right-wing. The main task of the cabinet was to decrease the number of unemployed. Lipponen was one of the EU's visionaries and tight fiscal policies allowed participation in the European Monetary Union , which resulted in the introduction of the Euro in 1999. Foreign trade increased above the European average 1995-1999. Laws for a new constitution were passed and it took effect on March 1, 2000.

Lipponen headed the SDP campaign in 1999 which resulted in losses, but the SDP remained the largest party in the parliament. The coalition formed in 1995 was renewed. During the second Lipponen cabinet, Lipponen headed Finland's six months in the EU presidency and led pro-integration and pro-expansion policies. Lipponen introduced the concept of a European constitution during a speech in Bruges in 2000.

He headed the SDP campaign of 2003, which led to victory for the SDP; however, the Center Party gained more seats, which marked the end for the cabinets of the SDP and the National Coalition Party. The chairman of the Center Party, Anneli Jäätteenmäki , formed a new cabinet, and Lipponen took the position of Speaker of Parliament. Lipponen retired from the party chairmanship in 2005 and was succeeded by Eero Heinäluoma . Lipponen left the parliament in 2007.

 

Additional personal information:

He is an exceptionally cultured person, which is not that common in the corridors of politics. He is a genuine European and takes a positive attitude towards NATO. However, as Prime Minister of Finland at the time, he only agreed to take part in the reconstruction of Iraq – not any attack or war. He is fluent in English, German, Swedish and of course Finnish. Nor does Norwegian and Danish creates any problems for him. On the political right-left-scale many Finns regards him rather right. One reason being that he led the Government that brought the Finnish economy back on its feet, after the country’s worst recession ever, in the later part of the nineties. Needless to say he was forced to take rather unorthodox measures, at least seen from a social democratic point of view.

 

The post as President of the European Council:

The Lisbon Treaty creates a new post as president of the European Council. Qualified The 27 member states of the EU will by qualified elect the president for a period of 2 ½ years at a time.  The role is to prepare and run the meetings of the European Council and also in some cases to represent the EU to the outside world ( at summits, etc. ).  To make the EU more efficient and faster in its decision-making the president has to be able to make everybody work together towards a solution. He or she should not be divisive or conflictual in the approach. It’s not necessarily a question of having a great world standing and making visionary speeches. It’s for an efficient president to make everybody work closely together – to convince  - to create confidence and goodwill – and to find possible and holding final compromises to often very complex problems.

Paavo Lipponen has all the qualifications needed for the post.

EUROPEAN ELECTIONS 2009

 

Turnout per member state

 

 

 

                       1.   AUSTRIA:                      42 %                                                                    

 

                       2.   BELGIUM:                     90 %   ( compulsory voting ) 

 

                       3.   BULGARIA:                   37 %                                                    

 

4.       CZECH REPUBLIC:     28 % 

 

                       5.   CYPRUS:                         59 %                                                   

 

                       6.   DENMARK:                    60 %                                                  

 

                       7.   ESTONIA:                       44 %

 

                       8.   FINLAND:                       40 % 

 

                       9.   FRANCE:                         40 % 

 

                      10.  GERMANY:                    43 %                                                  

 

11.     GREECE:                        53 %      ( compulsory voting ! )                                                  

 

                      12.  HUNGARY:                    36 % 

 

13.    IRELAND:                      58 %

                   

                      14.  ITALY:                            66 %                                                 

 

                      15.  LATVIA:                         53 %  

 

                      16.  LITHUANIA:                  21 %                                                 

 

                      17.  LUXEMBOURG:           91 %     ( compulsory voting )                                                 

 

18.     MALTA:                          79 %

 

                      19.  NETHERLANDS:           37 %

 

                      20.  POLAND:                        25 %

 

                      21.  PORTUGAL:                  37 %

 

                      22.  ROMANIA:                    27 %  

 

                      23.  SLOVAKIA:                   20 %                                                    

 

                      24.  SLOVENIA:                    28 %

 

                      25.  SPAIN:                             46 %

 

                      26.  SWEDEN:                        44 %

 

27.     UNITED KINGDOM:    34 %

 

 

 

                      EU average turnout:  43,1 %   ( 2004:  45,47 % )

 

 

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

June 10, 2009  

 

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com  

VALGKAMP - JA –

MEN HVOR BLIVER VISIONERNE OG POLITIKKEN AF ??

 

 

HVORFOR har partilederne og partiledelserne i denne sag stort set alle leget skjul og praktiseret stor radiotavshed ?  Intet om, hvad hvert parti VIL med Europa de næste 5-10 år på alle de vigtige områder, som EU samarbejdet handler om. Fnidder-fnadder og almindeligheder i lange baner er det kun blevet til :(    Forstemmende !

Men det er ikke for sent endnu. Det er de sidste to uger, der er afgørende.

Du så sikkert Erik Boels Opråb til partilederne i Information i lørdags. Den er jeg helt enig i. Hvis ikke partilederne gider engagere sig, hvordan kan man så forvente, at vælgerne gør ?

Et par yderligere tanker, som måske kan være nyttige til at få dem alle til måske at snakke om det, sagen i virkeligheden handler om:

1) EU er politik - akkurat som national politik. Hvad er det man VIL med Europa? Et rødt, blåt, gult eller grønt Europa?  Og det må vel her som i Folketinget dreje sig om at være mange nok til at støtte det, man går ind for?  Altså at tilslutte sig den partigruppe, man er enig med. Og så kæmpe med dem.  At være enlig rytter på den europæiske mark batter ikke meget. Akkurat som i Folketinget.

2) EU er ikke en sportskamp.  Danmark mod EU.  Det er politiske holdninger mod andre politiske holdninger.  Sportskamp-modellen giver folk et fuldkommen irrelevant indtryk af, hvad sagen drejer sig om

3) Diskutér politik - ikke (  kun ) procedurer og institutioner.  Nøjagtig som i Danmark. Her bruger man jo heller ikke en masse tid på at diskutere grundloven og hvordan Folketinget og regeringen fungerer i detaljer.  Alle - både ja- og nej-folket  OG institutionerne ) har en del af skylden på denne falske fokusering på procedurer og institutioner. Det interesserer ikke folk en dyt - og forvirrer dem højst.  De vil vide, hvilken politik den enkelt politiker står for og vil kæmpe for.  Ikke om hun eller han er mester i paragrafrytteri og underfundige komiteer og underkomiteer :(

4) Også om politik:  Politikere forventes især at sige, hvad de VIL. Ikke kun hvad de IKKE vil.  Som bekendt kom man ikke meget fremad, hvis man kun træder på bremsen hele tiden :(   Uanset hvilken politik man vil fremme.

5) EU som dæmonisk væsen.  EU er på godt og ondt det, medlemslandene vil, EU skal være. Der er ikke et eller andet mystisk væsen "i Bruxelles", der hen over hovedet af medlemstaterne fører sin egen og ukontrollerede politik. Denne mystik-ballon må punkteres.

Europa-Parlamentet har fået mere og mere magt. Og det er vel ikke så ringe endda for et folkevalgt parlament. Forbrugerbevægelsen siger f.eks., at 85 % af al forbrugerlovgivning kommer via EU.  Og sådan er det på masser af områder.  At STEMME er derfor at være med til at BESTEMME, hvad EP skal beslutte de kommende fem år.  Hvis den politiker  man stemmer på vel at mærke ( som Svend Auken skrev i Jyllands Posten forleden ) er flittig og arbejder tæt sammen med sine ligesindede i en politisk gruppe. Som han siger: En sådan Europa-parlamentariker har mere indflydelse end en dansk minister.  

EF-Domstolen er heller ikke noget mystisk organ. Den dømmer på basis af de traktater og de EU-love, som er vedtaget. Hverken mere eller mindre. Nøjagtig som danske domstole i Danmark.  Ligesom det er uhørt, at politikere i Danmark drager domstolenes uafhængighed og arbejde i tvivl, ligeså utænkelig burde det være, at man drager EU-Domstolens arbejde i tvivl.

Og helt absurd bliver det, når ansvarlige kandidater foreslår - enten at man skal undlade at rette sig efter domstolens afgørelser. Eller endnu værre: At der skal oprettes et Agentur, der skal overvåge EF-Domstolens arbejde. Jeg kender kun eet land, hvor noget sådant eksisterer: Det er i Iran :(


Det var lidt bidrag til festen, som du måske finder nyttige og delvis brugbare for at   gøre slutfasen i valgkampen til at handle om det eneste vigtige: Hvad VIL hver politiker med Europa de næste 5 år ?.

Niels Jørgen Thøgersen

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com    

EUROPADAGEN

 

Den 9. maj

 

Hvad ? Og Hvorfor ?

 

Navnet EUROPADAGEN skyldes, at det var på denne dag i 1950, at den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, i en tale i Paris foreslog, at man skulle starte et forpligtende samarbejde mellem de europæiske lande. Et samarbejde, hvor de deltagende stater overgav en del af deres nationale suverænitet til en fælles myndighed. Hvorfor? Fordi det ville en gang for alle stoppe enhver mulighed for krige imellem disse lande. De to centrale lande dengang var Frankrig og Tyskland. De havde udkæmpet utallige blodige krige imod hinanden – den seneste blot fem år tidligere.

 

På pressekonferencen den 9. maj 1950 kl. 18.00  i det franske udenrigsministerium i Quai d’Orsay i Paris sagde Schuman bl.a. dette:

 

"Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den. (...)Vi foreslår at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste, fælles myndighed, nemlig en organisation der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa (...) Det vil betyde, at enhver krig mellem Frankrig og Tyskland bliver ikke alene utænkelig, men også umulig".

 

Ideen til et sådant helt nyt og banebrydendesamarbejde var udtænkt af Schumans nære medarbejder, den iderige og handlekraftige embedsmand, Jean Monnet. Og altså ført officielt frem af den franske regering.

 

Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg var straks med på planen. Den nye tyske kansler, Konrad Adenauer, så det med det samme som muligheden for, at Tyskland igen kunne være aktivt med i et demokratisk samarbejde. Og de andre lande ligeså.

 

Kun to år senere startede på dette grundlag det første europæiske fællesskab – DeneuropæiskeKul- og Stålunionen. Jean Monnet blev dets første chef. Og få år senere blev det suppleret med lignende forpligtende fællesskaber på det økonomiske område ( Det europæiske økonomiske Fællesskab ) og på energiområdet ( EURATOM ).  Fra og med 1967 havde de tre fællesskaber fælles institutioner og fik senere navnet Den europæiske Union ( EU ).

 

Dette unikke samarbejde er gået fremad lige siden – både hvad angår indhold og medlemslande. Det omfatter nu ialt 27 europæiske lande. Og flere står og banker på for at være med. 

 

EUs nye Lissabon-Traktat – som formentlig kan træde i kraft til nytår – skal sikre, at EU bliver endnu mere handlekraftigt og samtidig gøre det parat til at optage de lande, som har ansøgt eller vil ansøge om at blive medlem ( såsom Island ).

 

På et EU topmøde i Milano i 1985 blev det besluttet, at den 9. maj fremover skulle fejres som EUROPADAGEN over hele vort kontinent. Derfor flager alle offentlige belgiske bygninger den dag med Europa-flaget. Det gør mange andre lande også. I Danmark markerer mange kommuner ( i år ialt 38 ) også dagen med at flage med det blå Europa-flag. Og busserne i København har gennem flere år deltaget i markeringen af denne vigtige dag ved at køre med flaget hele dagen.

 

Apropos Europa-flaget :  Samme EU topmøde i Milano i 1985 besluttede også, at det blå flag med de 12 gule stjerner også skulle være EUs officielle flag. Indtil da havde det været Europarådets flag siden 1950erne.  De 12 gule stjerner symboliserer europæisk helhed og solidaritet – og har aldrig haft noget med antallet af medlemslande at gøre.

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

Den 9. maj 2009    

Gør dig klar til at....

 

STEMME  DEN  7. JUNI

 

            Der er valg til Europa-Parlamentet søndag den 7. juni.

 

Hvorfor lade de andre bestemme ?   Du har helt sikkert en mening om, hvad Europa skal bruge sine kræfter til.  Og ikke bruge dem til.

 

Den eneste måde at få direkte indflydelse på det er at stemme søndag den 7. juni.

 

Eller at brevstemme på forhånd.

 

 

Fortæl dem, hvad DU mener og synes – ved at stemme    J   

 

 

 

 

             Men inden valget vil du sikkert gerne kigge lidt på, hvem du kan stemme på – og hvad

             hver af dem mener J

 

             Her har du 5 spændende hjemmesider, du kan kigge på:

 

              1.    http://www.ep-09.eu/        ( en oversigt over alle danske kandidater – klik på

                                                                  dem, du vil vide mere om )

 

              2.    http://euprofiler.eu/area/dk/      ( ved at besvare en række spørgsmål kan du let

                                                                             finde ud af, hvilke partier du er mest enig med )   

 

              3.    http://www.caneuhearme.eu/eu/   ( MTV hjemmeside om valget )

 

              4.    http://www.eu-oplysningen.dk/emner/parlamentsvalg/    (  en særlig EP-valg site

                                                                                lavet af Folketingets EU Oplysning )

 

5.         http://www.forbrugerraadet.dk/tema/forbrugerpagten      

 

                                                                 ( kampagne for at få forbrugerne til at stemme )

 

 

              Ok ?  

 

              Gi’ gerne din kommentar og dine forslag her:      http://stem-i-europa.blogspot.com/      

 

 

              3. udgave.

 

              Niels Jørgen Thøgersen

EU relevant websites and other services

 

 

1.     EUROPE DIRECT:  tel.  00800 6 7 8 9 10 11

 

                                                   http://ec.europa.eu/europedirect/   

 

              Questions about the EU ?

 

              Call for free from any phone in any EU country – and speak to

              somebody speaking your own language

 

2.     EMM  - Europe Media Monitor: 

 

              http://press.jrc.it/NewsBrief/clusteredition/en/latest.html   

 

              Monitoring about 4.000 on-line media every ten minutes around the   

              clock.

 

              See special EU relevant information in the column to the left.

 

              Want to see the full article ?  Click on the headline – and you get the

              text on your screen.

 

               Free to use for everybody.  Running in 41 languages, incl. all EU

               languages.

 

3.     IMOOTY – The first navigator of European news:

 

              http://www.imooty.eu/index.php    

 

 

4.     BLOGGING PORTAL:

 

              http://www.bloggingportal.eu/   

 

              Monitoring blogs throughout the EU around the clock.

 

 

 

 

         5.  EUROPA  -   the portal of the European Union:

 

              www.europa.eu          ( with information from all EU institutions and

                                                   agencies )

 

 

6.       EUROPE BY SATELLITE  ( EbS ):

 

               http://ec.europa.eu/avservices/ebs/schedule.cfm  

 

               Live and recorded TV material from the European institutions every

               Day.

 

               Free and for free use.

 

 

7.     EUROPEAN PARLIAMENT’s  ELECTION SITE:

 

              http://www.europarl.europa.eu/elections2009/default.htm?language=en  

                       ( English )

 

         8.  miCANDIDATE:        http://www.micandidate.eu/about.htm

 

              An overview of all candidates for the European elections in all 27 EU

              member states    ( each country added one by one in the coming days )

 

 

9.     WRITING FOR Y ( EU ):  a blog by the Parliament’s web team:

 

               http://www.ep-webeditors.eu/  

 

      

        10.  EU PROFILER:       Find out which candidate you most agree with:

 

               http://euprofiler.eu/page/1    

 

 

        11.  CONSUMER CONTRACT:    Which consumer policy issues do you

                                                                    agree with?  Remember to vote J

 

               http://www.consumerpact.eu/     

 

 

       

        12.   CAN EU HEAR ME, EUROPE ?     MTV campaign for the elections

 

                http://www.caneuhearme.eu/eu/    

 

 

           

         Niels Jørgen Thøgersen

            

         kimbrer@gmail.com   

 

         www.simplesite.com/communicating_better    

 

         April 2009.

Den europæiske forbruger-organisation BEUC har netop startet en meget flot kampagne for at få folk til at stemme ved Europa-valget til juni. Hvorfor? Fordi - som de siger - 85 % af al forbrugerlovgivning i Europa i dag kommer fra Europa-Parlamentet. Derfor skal man selvfølgelig stemme, hvis man har en mening om forbrugerpolitik!!  SÅ STEM DA, FOR SØREN - som de siger :)

Se mere her:  http://www.consumerpact.eu/

Det danske medlem af BEUC,  Forbrugerrådet, starter deres del af kampagnen den 4 maj.

Det er efter min mening den HELT rigtige måde at lave moderne valgkamp på:  Stil kandidaterne konkrete spørgsmål, om de støtter de og de tiltag. Og så offenliggøre deres svar, så vælgerne har hurtig og nem adgang til at se, hvem der støtter netop det, DE mener.

En sådan kampagne burde laves på mange andre områder end forbrugerpolitik.

Hvem tager initiativet?

Hej med jer –  I unge og alle I andre med et ungt sind J  

 

Ta’ stilling ! Sig hvad DU mener !

 

Og stem på DIN favorit

 

Lidt fyndigt & frejdigt om hvad Europa handler om

 

 

Verden er af lave. Eller er den ? Store PROBLEMER er der i hvert fald nok af for tiden. Den er gal med økonomien. Med arbejdspladserne. Med forsyningen af energi.  Med fødevarerne. Med trafikken. Og med vejret. For bare at nævne nogle få eksempler.

 

Men problemer er der som bekendt for at blive løst. Kan Danmark løse dem alene? Kan andre lande ? Svaret er selvfølgelig NEJ.  Det er vi hver især for små til.  Vi skal løse dem sammen. 

 

Sådan er det også med MULIGHEDERNE  i dag.  Vore forskere gør nye vigtige opdagelser hver eneste dag. Uddannelserne giver fantastiske muligheder for at give os alle sammen et stort kvalitativt løft. Viden-samfundet ligger for vore fødder og er det, vi skal leve af fremover.  Udbredelsen af viden og praktisk hjælp til almindelige mennesker er i dag muligt med bredbånd og let-betjente apparater.  Pasning og pleje af et godt miljø uden unødig forurening er muligt for os i dag.  Og hvad med den mere og mere umulige trafik? Med endeløse køer og utålelig forurening.

 

Ved du hvad?  Vi har i dag viden og kunnen til at løse det meste. Hvis vi altså vil.

 

Det er et VALG , hvordan vi vil løse det. Hvordan vi vil udnytte de mange, store muligheder.

 

Langt de fleste er enige om, at alt dette kun er muligt, når vi gør det sammen. Sammen med vore naboer og partnere. De er alle stort set i samme situation som os.  Problemerne og mulighederne er der.  Men de kan ikke gøre det alene.

 

EU med dets 27 medlemslande og ca. 500 millioner mennesker kan klare meget, når der løftes i flok. Spillereglerne og mekanismerne er der. Lige til at bruge.

 

Men dér holde enigheden også op. Den BØR holde op der. For HVORDAN skal problemerne løses? Og mulighederne udnyttes?  Skal vi gå efter stærke fælles regler, f.eks. på finansområdet? Eller på energi-feltet? Skal vi bruge mange flere penge sammen på forskning og uddannelse end på landbrug?  Hvad med sikre fødevarer? Skal vi styrke reglerne og kontrollen på europæisk plan? Eller lade markedskræfterne klare det? Skal vi i fællesskab gøre den kollektive trafik meget bedre og meget renere? Eller skal vi stedet satse på el-biler, der laver mindre forurening? Skal vi deltage mere aktivt i den fælles militære nedkæmpelse af terror og uro – eller skal vi overlade det til andre?

 

Alt dette er et POLITISK VALG .   Med andre ord:  Hvad synes DU ?

 

Europa-Parlamentet i EU har mere og mere at skulle have sagt, når disse valg i EU skal træffes. Og med den nye Lissabon traktat får det endnu mere magt. Ikke mindst over, hvad hele EUs budget skal bruges til. For første gang også over, hvad de mange milliarder, der i dag går til landbruget, skal bruges til fremover.

 

Søndag den 7. juni skal vi i Danmark vælge 13 danske medlemmer af dette Parlament. Hver af de valgte slutter sig til de politiske grupper, der på samme måde som partierne i Folketinget træffer politiske valg.  Hvis DU stemmer en dansk socialdemokrat ind, så forstærker du den socialiske gruppe i Parlamentet. Hvis du vælger en liberal, ja så er det den liberale gruppe, du gør stærkere. På samme måde ved et stemme på de konservative. Eller på SF, der har tilsluttet sig De Grønne i Parlamentet.

 

 

Hvorfor bør du stemme ?  

 

• Fordi du har en mening om tingene.

 

• Fordi du synes, at nogle løsninger er meget bedre end andre

 

• Fordi du ved at stemme får direkte indflydelse på, hvilke beslutninger der tages

 

• Fordi et Europa-Parlament, der har stor opbakning fra vælgerne med stor valgdeltagelse, er meget stærkere i den politiske armvridning med EU-Kommissionen og med medlemslandene, når holdbare, fælles løsninger skal findes

 

• Fordi du efter valget med meget større ret kan forlange, at dit medlem af Parlamentet fortæller dig, hvad hun eller han har gjort og stemt.  Og lytter til dig, når du har forslag og kritik

 

• Fordi det er en rigtig god ting, at mange flere, ikke mindst unge, rykker frem i skoene og fortæller politikerne, hvad du mener. Og det gør man altså allerbedst ved at stemme på dem, man holder med. Derved svækker man dem, man ikke kan li’.   Ved at ligge hjemme på sofaen eller bare glemme at stemme gør man ingen af delene L

 

 

     Niels Jørgen Thøgersen

 

     3. udgave

 

     kimbrer@gmail.com    

 

    Den. 22.2.2009

C L I M A T E   C HA N G E

 

Get your facts right – and make them well known

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

 

In less than ten months all countries of the world will meet in Copenhagen to discuss and hopefully decide on the next steps in fighting climate change. Many problems have do be addressed and solved before that. The Danish presidency for COP15 is very busy on that. So are the EU and many other players.  Time is short.  The roadmap to Copenhagen is developing by the day.

 

In the midst of all the discussions and negotiations several positive initiatives are presented. A very recent and very important one was the Covenant of Mayors   - signed in Brussels on February 10.  By now 372 cities all over Europe have signed the Covenant and thereby committed them to reach the 20-20-20 climate goal by 2020.  This is very important. And many more big cities will join the Covenant in the months to come.  It is concrete action on the ground that counts. Not just political intentions and goodwill.

 

The debate and negotiations in the months to come have, of course, to be based on as many solid facts and options as possible. Not on loose feelings and beliefs.  We are looking for very important solutions, which have to last for many years from 2012 and onwards.  Solutions that will have the intended effects on our climate in the future.

 

These facts and options are available. The European Climate Foundation is one of the important sources of these facts. It has been created with the clear purpose of providing them – making them available. 

 

You can see more on their website:   http://www.europeanclimate.org/

 

At the same time we know that people in Europe are very interested in these issues. And not only interested: They are worried. They see often the dramatic consequences of the warmer climate. The latest case is the dramatic and deadly fires in Australia.

 

We know from several opinion polls that people have views on and attitudes to these problems. A new Eurobarometer will be published in April. And later a couple of huge deliberative polls will be available too.

 

But interest and worries are not enough. You have to make people act. Put demands to their politicians and other leaders. One of the first obvious possibilities will be to involve the candidates in the coming European elections in June. There will be up to 25.000 of them.  How many of these candidates will make Climate Change a real issue? And make it an issue based on real facts and real options? We – the voters – have to force them to do it.

 

Not long ago I met the leaders of a major American Think Tank dealing with these issues ( and many others ). They made it absolutely clear that producing the real facts and options is crucial. And equally important is it to communicate these facts and options energetically to the public at large, using all available communication tools at disposal.   They made it even more concrete:  Use 50 % of your budget to produce the facts. And the other 50 % to communicate them !

 

Let’s all go and do it – also in Europe!

 

 

 

Niels Jørgen Thøgersen

 

February 2009.

 

e-mail:  kimbrer@gmail.com